BERETNING FRA KOMMISSIONEN - Første del - XXXIII Beretning om Konkurrencepolitikken - 2003

Indledning

1. Dette års beretning afspejler ikke blot de betydelige ændringer i Kommissionens interne organisation og arbejdsmetoder på det konkurrencepolitiske område, men viser også, hvordan Kommissionen sikrer ensartetheden i EU's økonomiske forvaltningsstruktur ved at afveje kontinuitet og fremsyn.

2. På den ene side er den nuværende Kommissions embedsperiode ved at nærme sig sin afslutning samtidig med, at EU snart optager ti nye medlemsstater. For at sikre dem en blid overgang må der lægges vægt på en fortsat og udvidet anvendelse af et fælles regelsæt på konkurrenceområdet. Forberedelserne til den praktiske gennemførelse af de moderniserede procedureregler på kartelområdet er derfor i fuld gang, og revisionen af den gældende fusionsforordning skal ligeledes være afsluttet på det tidspunkt, hvor de nye medlemsstater tiltræder. Selv om man i et stykke tid har vidst, at der var behov for at fremskynde reformerne inden for kontrollen med statsstøtte, er tiden nu inde til at gennemføre disse reformer i praksis. Kommissionens resolutte indsats i 2003 for at fremme lige anvendelse af statsstøttereglerne på samtlige medlemsstater, store som små, understreger, hvor vigtigt det er at tackle konkurrenceforvridende statsstøtte på lige fod med håndhævelsen af reglerne for virksomhederne.

3. På den anden side kræver udviklingen inden for de enkelte sektorer en meget stor opmærksomhed og indsats fra såvel erhvervslivets som Kommissionens side. Den faktiske gennemførelse af liberaliseringen inden for elektroniske kommunikationsmidler, energi eller transport i EU uden at skade den effektive levering af tjenesteydelser til alle forbrugere er en vanskelig opgave, men den er ikke umulig. Når man f.eks. skal tilpasse en sund økonomisk udvikling i mediesektoren efter andre mål i den offentlige interesse, såsom at sikre et varieret udbud af pålidelige informationskilder, kræver det også en omhyggelig anvendelse af de relevante instrumenter.

4. EU's konkurrencepolitik spiller en væsentlig rolle i bestræbelserne på at nå Lissabon-dagsordenens mål for konkurrenceevnen. Den omfatter ikke blot kartel- og fusionsreglerne, som er af grundlæggende betydning for enhver velfungerende markedsøkonomi, men også anvendelsen af effektive og stramme statsstøtteregler. I betragtning af den verdensøkonomiske situation generelt og EU's bestræbelser på at fremme væksten er det vigtigt, at samspillet mellem de forskellige politiske instrumenter, som Kommissionen har til rådighed, udnyttes bedst muligt, og at forbedringen af EU's konkurrenceevne fortsat er et højt prioriteret punkt på Kommissionens dagsorden.

Statistiske oplysninger om Kommissionens anvendelse af konkurrenceretten i 2003

5. I 2003 blev der registreret i alt 815 nye sager, herunder 262 kartelsager (efter EF-traktatens artikel 81, 82 og 86), 212 fusionssager og 377 statsstøttesager (bortset fra klager). Antallet af nye sager faldt betydeligt på alle områder, nemlig med ca. en femtedel inden for karteller og fusioner og med ca. en syvendedel på statsstøtteområdet.

6. På kartelområdet faldt antallet af nye anmeldelser yderligere (med ca. en fjerdedel) i overensstemmelse med afskaffelsen af anmeldelsessystemet fra maj 2004. På samme måde indtrådte der en beskeden stigning i antallet af nye sager, som Kommissionen indledte på eget initiativ (97). Antallet af sager, der er indledt på grund af klager (94), er af samme størrelsesorden, selv om det ligger klart under sidste års tal (med ca. en fjerdedel). Hvad fusioner angår, aftog aktiviteterne yderligere og nåede igen det (i forvejen høje) niveau, der gjorde sig gældende sidst i 1990'erne. Inden for statsstøttekontrollen faldt antallet af anmeldelser og nye tilfælde af uanmeldt støtte, mens antallet af nye sager vedrørende eksisterende støtte næsten blev firdoblet (efter et kraftigt fald i 2002). 203 sager blev indberettet af medlemsstaterne i henhold til gruppefritagelsesforordningen.

7. Det samlede antal afsluttede sager i 2003 var 831, herunder 319 kartelsager, 230 fusionssager og 282 statsstøttesager (bortset fra klager) [1]. På kartelområdet blev 24 sager afsluttet ved en formel beslutning, og antallet af sager under behandling blev yderligere nedbragt. Inden for fusionskontrollen blev der vedtaget 231 formelle beslutninger i år, idet antallet af sager, der krævede en indgående undersøgelse (9), holdt sig konstant. Inden for statsstøtte blev antallet af endelige negative beslutninger (20) næsten halveret, og antallet af positive (18) faldt med over en tredjedel i forhold til 2002. Antallet af indledte formelle procedurer (55) var også lavere end året før.

[1] Statsstøttesagerne blev afsluttet ved en endelig beslutning af følgende art: ingen indsigelse, positiv beslutning, negativ beslutning, betinget beslutning.

Boks 1: Konkurrencepolitikken og forbrugerne

I 2003 skete der betydelige fremskridt med hensyn til en bedre integration mellem Kommissionens konkurrence- og forbrugerbeskyttelsespolitik, hvilket skaber et godt grundlag for yderligere fremskridt i 2004.

I forbindelse med dette års anden konkurrencedag den 9. december i Rom meddelte kommissær Mario Monti, at Juan Rivière y Martí [2] var blevet udnævnt til at varetage den nyoprettede stilling som kontaktperson på forbrugerområdet i Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence. Denne stilling blev oprettet for at sikre en løbende dialog med EU's forbrugere, hvis velfærd er konkurrencepolitikkens hovedmål, men hvis røst ikke høres i tilstrækkeligt omfang, når man behandler konkrete sager eller drøfter politikspørgsmål. Den skal også styrke kontakterne mellem Generaldirektoratet for Konkurrence og andre af Kommissionens generaldirektorater, især Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse.

[2] Juan Rivière y Martí har arbejdet i Generaldirektoratet for Konkurrence siden 1989. Forud for sin udnævnelse var han konsulent i direktoratet for politikudvikling og koordinering.

Kontaktpersonen har især til opgave at:

fungere som vigtigste kontaktpunkt for forbrugerorganisationer og individuelle forbrugere

skabe mere regelmæssige og omfattende kontakter til forbrugerorganisationerne, især Den Europæiske Rådgivende Forbrugergruppe (ECCG) [3]

[3] ECCG består af atten medlemmer, herunder en repræsentant for forbrugerorganisationerne i hver medlemsstat og en repræsentant for hver af de tre europæiske forbrugerorganisationer, AEC, ANEC og BEUC. Observatører, der repræsenterer forbrugerorganisationerne i tiltrædelseslandene, deltager allerede nu i ECCG's arbejde.

gøre forbrugergrupper opmærksomme på konkurrencesager, når det kan være hensigtsmæssigt, at de udtaler sig, og rådgive dem om, hvordan de kan fremsætte bemærkninger og synspunkter

varetage forbindelserne til de nationale konkurrencemyndigheder om spørgsmål vedrørende forbrugerbeskyttelse.

I lighed med cheføkonomen på konkurrenceområdet skal kontaktpersonen ikke blot beskæftige sig med spørgsmål inden for fusionskontrol, men også med spørgsmål inden for karteller og misbrug af dominans samt andre konkurrencesager og politikker [4].

[4] Planerne om at oprette en sådan stilling blev første gang meddelt i december 2002, hvor der blev vedtaget en reformpakke vedrørende fusionskontrollen i EU.

Forbrugerorganisationer og de enkelte forbrugere kan henvende sig direkte til kontaktpersonen om konkurrencerelaterede spørgsmål på følgende e-mail-adresse:

COMP-CONSUMER-OFFICER@cec.eu.int.

Desuden ledede Kommissionen for første gang et fælles møde mellem ledende medarbejdere fra konkurrence- og forbrugermyndighederne i de femten medlemsstater, tiltrædelseslandene og EFTA-landene den 19. november i Bruxelles. Deltagerne udtrykte støtte til den bedre integration mellem konkurrence- og forbrugerbeskyttelsespolitikken. De påpegede især behovet for at udarbejde fælles metoder til indsamling og analyse af relevante oplysninger, såsom forbrugerklager, for at påvise forhold, der skader forbrugerne eller på anden måde forringer deres velfærd på bestemte markeder. De var også enige i, at det ikke var tilstrækkeligt i sig selv at opretholde konkurrence på markedet, men at konkurrencens virkninger i form af lavere priser og/eller bedre valgmuligheder for forbrugerne også var af stor betydning.

Ud over denne vigtige udvikling for forbrugerne har Kommissionen været involveret i en række sager, der berører forbrugerne eller er af særlig interesse for dem. Mange af de beslutninger, der er beskrevet i denne rapport, har direkte indvirkning på forbrugernes dagligdag - hvad enten der er tale om individuelle beslutninger (f.eks. inden for mobiltelefoner, radio- og tv-virksomhed eller luftfartssektoren) eller beslutninger, der omfatter hele sektorer (f.eks. transport, liberale erhverv, motorkøretøjer og mediesektoren).

Reformen af fusionskontrollen og moderniseringen af kartelreglerne, som er beskrevet i denne beretning, er nogle af de største initiativer til at effektivisere EU's konkurrencepolitik og gøre den mere relevant på markedet, samtidig med at der tages tilstrækkeligt hensyn til forbrugerbeskyttelsesaspektet. Et andet potentielt vigtigt punkt, der er beskrevet, er Kommissionens påvisning af ulovlig statsstøtte i tiltrædelseslandene.

Ud over de formelle procedurer anvender Kommissionen dog også de uformelle metoder, der findes, til at tackle potentielle negative virkninger, som markedsaktørernes adfærd kan få. Nedenstående sag er et typisk eksempel på, hvordan Kommissionen har grebet ind for at varetage forbrugernes interesser.

Billetsalgsordninger for De Olympiske Lege i Athen [5]

[5] Sag COMP/D-3/38.468.

Organisationskomitéen for De Olympiske Lege i Athen, ATHOC, ønskede med sin anmeldelse til Kommissionen at sikre sig, at billetsalgsordningerne for Legene i 2004 var i overensstemmelse med EU's konkurrenceregler.

Ordningerne omfatter diverse salgskanaler for personer med bopæl i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). For første gang vil personer med bopæl i EØS få mulighed for at købe billetter direkte fra ATHOC over internettet. De kan også købe billetter gennem de nationale olympiske komitéer eller deres autoriserede agenter. Disse foranstaltninger sikrer, at alle personer med bopæl i EØS kan købe billetter uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Desuden kan tilskuerne købe billetterne direkte hos de rejsebureauer, de benytter i forbindelse med rejse og hotelophold.

Efter drøftelser mellem ATHOC og Kommissionen med henblik på at beskytte forbrugernes interesser og sikre overholdelse af konkurrencereglerne ændrede ATHOC ordningerne med hensyn til reglerne for internetsalg og salg gennem de nationale olympiske komitéer i EØS og tillod dem at sælge billetter under den pålydende værdi i stedet for at pålægge dem en mindstepris. Som følge af disse ændringer konkluderede Kommissionen på grundlag af de foreliggende oplysninger, at billetsalgsordningerne ikke var i strid med EU's konkurrenceregler.

I - Karteller og monopoler - artikel 81 og 82; statsmonopoler og monopolrettigheder - artikel 31 og 86

A - Modernisering af rets- og fortolkningsreglerne

1. Kommissionens nye konkurrenceregler

Revision af gruppefritagelsesforordningen vedrørende teknologioverførsel

8. I oktober offentliggjorde Kommissionen et udkast til en forordning og til retningslinjer for teknologioverførselsaftaler [6]. Teknologilicenser, såsom patenter, knowhow og softwarerettigheder, får stadig større betydning og er væsentlige for en vid udbredelse af innovation. De foreslåede nye regler har til formål at afklare anvendelsen af konkurrencereglerne på dette område og at sikre deres fortsatte relevans under nutidens skiftende økonomiske forhold.

[6] EUT C 235 af 1.10.2003.

9. Det foreslås, at de nye regler følger de nye gruppefritagelsesforordninger og retningslinjer for distributionsaftaler og horisontale samarbejdsaftaler samtidig med at der tages hensyn til licensaftalers særlige karakteristika. Dette var også et ønske hos mange af dem, der fremsatte bemærkninger til evalueringsrapporten af december 2001. Herved vil der kunne opnås følgende fordele:

- Gruppefritagelsesforordningen vil kun indeholde en sort liste, det vil sige, at alt, hvad der ikke udtrykkeligt er udelukket fra gruppefritagelsen, nu er fritaget. Ved at afskaffe den hvide og den grå liste i den nuværende forordning undgår man spændetrøjeeffekten. Det giver virksomhederne større muligheder for at udarbejde de mest rentable former for licensaftaler, samtidig med at det sikrer en effektiv konkurrence og skaber tilstrækkelig retssikkerhed for virksomhederne

- De nye regler får et bredere anvendelsesområde, idet de kommer til at omfatte alle typer teknologioverførselsaftaler om produktion af varer eller tjenester. Det foreslås, at den nye forordning kommer til at omfatte ikke blot patent- og knowhowlicenser, men også licenser på ophavsrettigheder til software, som ønsket af mange af dem, der fremsatte bemærkninger til evalueringsrapporten. I de tilfælde, hvor Kommissionen ikke har beføjelse til at udstede en gruppefritagelsesforordning, f.eks. ved patentpuljer og licenser på ophavsrettigheder generelt, giver retningslinjerne en klar vejledning med hensyn til den fremtidige håndhævelsespolitik.

- I de nye regler skelnes der klart mellem licenser mellem virksomheder, der er konkurrenter, og licenser mellem virksomheder der ikke er konkurrenter. Det er indlysende, at konkurrencepolitikken bør skelne mellem licenserne i disse to forskellige tilfælde, da især den gældende liste over alvorlige konkurrencebegrænsninger bør være forskellig. Det er mere sandsynligt, at der vil opstå konkurrenceproblemer ved licenser mellem virksomheder, der konkurrerer med hinanden, end ved licenser mellem virksomheder, der ikke er konkurrenter.

10. Ved offentliggørelsen af udkastet til forordning og til retningslinjer opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til de nye regler inden udgangen af november. Den modtog 79 bemærkninger. Efter en nærmere gennemgang af disse bemærkninger vil Kommissionen revidere sine udkast og vedtage de nye regler. Det er målet, at de reviderede regler skal være på plads, inden den nye moderniseringspakke på kartelområdet træder i kraft i maj 2004.

2. Modernisering af reglerne for anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82.

11. For at afslutte moderniseringen af EU's kartelregler skal Kommissionen vedtage en række retsakter, som under et betegnes moderniseringspakken. Disse retsakter tager fortrinsvis sigte på at lette anvendelsen af konkurrencemyndighedernes håndhævelsesbeføjelser og uddybe de samarbejdsordninger mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder og domstole, der er fastsat i forordning 1/2003.

12. I september vedtog Kommissionen udkastene til alle dele af moderniseringspakken, som den sendte til offentlig høring [7]. Den offentlige høring medførte ca. 50 bemærkninger. Efter en undersøgelse af disse bemærkninger vil Kommissionen revidere sine udkast og vedtage de nye retsakter i begyndelsen af det kommende år inden den 1. maj 2004, der er det tidspunkt, hvor forordning nr. 1/2003 træder i kraft.

[7] Disse udkast er offentliggjort i EFT C 243 af 10.10.2003, s. 3.

13. Pakken omfatter Kommissionens gennemførelsesforordning til Rådets forordning 1/2003 og seks meddelelser. Kommissionens gennemførelsesforordning omhandler fortrinsvis betingelserne for høring af de deltagende parter, klagere og tredjemand samt en række andre procedurespørgsmål, såsom aktindsigt og behandling af fortrolige oplysninger. De seks forslag til meddelelser kan opdeles i tre kategorier:

(1) den første kategori understreger Domstolens og Kommissionens hidtidige praksis med hensyn til to begreber, der er af central betydning for anvendelsen af EF-traktatens artikel 81, nemlig begrebet påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og de principper, der ligger til grund for artikel 81, stk. 3. Meddelelserne beskriver metoderne til anvendelse af disse traktatbestemmelser og giver en kort gennemgang af den eksisterende retspraksis og vil dermed kunne være til hjælp for de nationale konkurrencemyndigheder og domstole, når de skal anvende disse bestemmelser

(2) den anden kategori fokuserer på samarbejdet mellem de forskellige myndigheder, der håndhæver EU's konkurrenceregler - Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder og domstole - og tager hovedsagelig sigte på at uddybe de samarbejdsordninger, der er fastsat i forordning nr. 1/2003, for at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 overalt i EU. Meddelelserne omfatter især spørgsmålet om fordeling af sagsbehandlingen og de deraf følgende samordnings- og samarbejdsaktiviteter mellem konkurrencemyndighederne inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk og Kommissionens mulighed for at afgive skriftlige og mundtlige indlæg for de nationale domstole

(3) den sidste kategori omhandler forholdet mellem Kommissionen og nogle af de vigtigste interessegrupper på det konkurrencepolitiske område, nemlig forbrugerne og erhvervslivet. Kommissionen agter således at vedtage en meddelelse om behandling af klager og en meddelelse om vejledningsskrivelser, hvorved den kan bistå virksomhederne med at vurdere nye eller uløste spørgsmål.

3. Revision af procedurereglerne

3.1 Udnævnelse af en cheføkonom på konkurrenceområdet

14. Kommissionen udnævnte med virkning fra den 1. september professor Lars-Hendrik Röller som cheføkonom på konkurrenceområdet for en periode på tre år. Han vil få ca. ti specialiserede økonomer under sig.

15. Lars-Hendrik Röller er professor i industriøkonomi ved Humboldt-universitetet i Berlin. Han er desuden direktør for instituttet for konkurrenceevne og industriel forandring ved "Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung". Siden 1996 har han været programdirektør for gruppen for industriøkonomi ved Centre for Economic Policy Research (CEPR) i London. Efter at have taget en B.S. i datavidenskab ved Texas A&M University fortsatte han sine studier ved University of Pennsylvania (M.S. i data- og informationsvidenskab, M.A. i økonomi, Ph.D. i økonomi). Han har derefter haft forskellige stillinger ved en række højere læreanstalter, herunder European Institute of Business Management, INSEAD, i Frankrig, Stanford University, New York University og Universitat Autonoma de Barcelona. Han har været rådgiver i konkurrencepolitiske spørgsmål for såvel en lang række offentlige organisationer som private firmaer. Han har udgivet en række publikationer om konkurrencespørgsmål og sidder i flere tidsskrifters redaktionsudvalg, herunder International Journal of Industrial Economics (redaktør siden 1999).

16. "Jeg er overbevist om, at professor Röllers enestående akademiske karriere og hans erfaring på dette område vil blive en uvurderlig støtte for Kommissionen, når den forbereder sine beslutninger i komplicerede sager på fusionsområdet og i forbindelse med undersøgelser af karteller og statsstøtte", udtalte konkurrencekommissær Mario Monti.

17. Cheføkonomen får følgende tre hovedopgaver:

- vejledning i økonomiske og økonometriske spørgsmål i forbindelse med anvendelse af EU's konkurrenceregler. Dette kan også omfatte udvikling af generelle politikinstrumenter

- generel vejledning i individuelle konkurrencesager, lige fra de indledende faser

- detaljeret vejledning i de vigtigste konkurrencesager, der indebærer indviklede økonomiske spørgsmål, især hvis de kræver en avanceret kvantitativ analyse.

18. Cheføkonomen skal også tage sig af kontakterne med akademiske kredse og tilrettelægge og lede møderne i Academic Advisory Group for Competition Policy, som er en gruppe bestående af førende akademikere, der arbejder inden for industriøkonomi og statsstøtte.

3.2 Høringskonsulentens virksomhed

3.2.1 Andet år under det nye mandat

19. I 2001 traf Kommissionen en ny afgørelse for yderligere at styrke høringskonsulentens rolle ved behandlingen af konkurrencesager efter EF-traktatens artikel 81 og 82 og fusionsforordningen [8]. I betragtningerne i Kommissionens afgørelse 462/2001/EF, EKSF af 23. maj 2001 om høringskonsulentens kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager [9] erkender Kommissionen, at det for at sikre parternes ret til at blive hørt er nødvendigt, at tilrettelæggelsen af de administrative procedurer betros en uafhængig person, der har erfaring med konkurrencespørgsmål og den fornødne integritet til at kunne bidrage til en objektiv, gennemsigtig og effektiv behandling af disse sager [10]. 2003 var andet år, hvor høringskonsulenterne [11] kunne udnytte det udvidede ansvar og den større uafhængighed, som det nye mandat havde givet dem. Med dette første bidrag til den årlige beretning vil høringskonsulenterne gerne benytte lejligheden til at give en kort beskrivelse af deres funktion.

[8] Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser.

[9] EFT L 162 af 19.6.2001, s. 21; i det følgende benævnt "mandatet".

[10] Høringskonsulentens mandat, betragtning 1-3.

[11] De to nuværende høringskonsulenter er Serge Durande og Karen Williams.

3.2.2 Gennemsigtighed skal sikre uafhængighed

20. For at sikre høringskonsulenternes uafhængighed skal deres udnævnelse og en eventuel begrundet afgørelse om deres overflytning eller fratræden offentliggøres i EU-Tidende [12]. Høringskonsulenterne knyttes direkte til det medlem af Kommissionen, der har ansvar for konkurrencespørgsmål [13], og modtager ingen instrukser fra Generaldirektoratet for Konkurrence.

[12] Mandatets artikel 2, stk. 1.

[13] Mandatets artikel 2, stk. 2.

3.2.3 Høringskonsulenten som garant for en retfærdig procedure

21. Selv om høringskonsulenternes hovedopgave er at sikre, at retten til at blive hørt overholdes, kan de gribe ind i ethvert tilfælde, der drejer sig om en retfærdigprocedure. I denne forbindelse kan de på et hvilket som helst tidspunkt fremsætte bemærkninger for at sikre, at alle relevante aspekter ved den konkrete sag undersøges nøje og objektivt [14].

[14] Efter mandatets artikel 3, stk. 3, kan høringskonsulenten fremsætte bemærkninger om et hvilket som helst spørgsmål som led i en af Kommissionen behandlet konkurrencesag til det kompetente medlem af Kommissionen. Herved sørger høringskonsulenten for, at der ved udarbejdelsen af udkastene til Kommissionens beslutninger tages behørigt hensyn til alle relevante forhold, hvad enten de er fordelagtige eller ufordelagtige for de berørte parter, herunder faktuelle elementer i relation til en overtrædelses grovhed (mandatets artikel 5). Dette forudsætter, som fastsat i mandatets artikel 3, stk. 2, at den direktør, der er ansvarlig for behandlingen af sagen, holder høringskonsulenten underrettet om udviklingen i sagen.

22. Ud over at behandle konkrete sager konsulteres høringskonsulenterne hyppigt af Generaldirektoratet for Konkurrence [15] i spørgsmål om kontradiktionsret, ligesom de deltager i drøftelserne om mange spørgsmål vedrørende en retfærdig procedure.

[15] Idenne forbindelse er den franske jobbetegnelse, "Conseiller Auditeur", mere velegnet til at beskrive høringskonsulentens egentlige funktion end den engelske betegnelse "Hearing Officer".

3.2.4 Gennemførelsen af den mundtlige høring

23. I forbindelse med de enkelte konkurrencesager er det høringskonsulentens traditionelle opgave at tilrettelægge og gennemføre de mundtlige høringer objektivt [16]. Den mundtlige høring er et forum, hvor de deltagende virksomheder får lejlighed til at fremlægge deres sag for en bredere tilhørerskare end den gruppe tjenestemænd, der har ansvaret for undersøgelsen. I realiteten er opfattelsen af en række sager, som fremført i klagepunktsmeddelelsen, blevet ændret på grund af den mundtlige høring. Den værdi, de mundtlige høringer tillægges, afspejles også i, at langt størstedelen af virksomhederne i 2003 benyttede sig af deres ret til at forsvare deres sag under en mundtlig høring [17]. Høringskonsulenten tager stilling til, om andre end de parter, som klagepunktsmeddelelsen er rettet til, kan godtgøre en tilstrækkelig interesse i sagen til at blive hørt [18]. Desuden kan der kun fremlægges nye dokumenter i sagen med høringskonsulentens tilladelse [19]. Efter høringen aflægger høringskonsulenten rapport til det kompetente medlem af Kommissionen om høringen og sine konklusioner deraf, for så vidt angår overholdelse af retten til at blive hørt [20]. Selv om disse bemærkninger i den såkaldte "interimsrapport" hovedsagelig vedrører procedurespørgsmål [21], kan de også vedrøre behovet for yderligere oplysninger eller henstillinger om fremsættelse eller tilbagetrækning af klagepunkter [22].

[16] Ifølge mandatets artikel 12, stk. 2, er høringskonsulenten eneansvarlig for gennemførelsen af høringen. Ved forberedelsen af høringen anmoder høringskonsulenten normalt de ansvarlige sagsbehandlere om at fremlægge en omfattende oversigt, som klart viser alle parternes argumenter som svar på Kommissionens klagepunkter og Kommissionens reaktion på disse argumenter.

[17] Kun ca. en femtedel af de virksomheder, som Kommissionen havde rettet en klagepunktsmeddelelse til, afslog retten til at udtale sig under en mundtlig høring.

[18] Mandatets artikel 6.

[19] Mandatets artikel 12, stk. 3. Det er dog vigtigt at bemærke, at høringen ikke kan erstatte en klagepunktsmeddelelse. Hvis Kommissionen fremsætter nye påstande om overtrædelse eller nye væsentlige forhold, der adskiller sig fra klagepunktsmeddelelsens indhold, skal den udarbejde en supplerende klagepunktsmeddelelse og tilrettelægge en ny høring.

[20] Mandatets artikel 13, stk. 1. Den ansvarlige direktør og generaldirektøren for konkurrence får tilsendt en kopi af rapporten.

[21] F.eks. aktindsigt, tidsfrister for besvarelse af klagepunktsmeddelelsen og selve gennemførelsen af den mundtlige høring.

[22] I denne forbindelse må der skelnes mellem interimsrapporten og høringskonsulentens endelige rapport efter mandatets artikel 15, som kun vedrører overholdelsen af retten til at blive hørt og spørgsmålet om, hvorvidt udkastet til beslutning kun beskæftiger sig med klagepunkter, som parterne har fået lejlighed til at kommentere. Den endelige rapport udarbejdes på grundlag af det udkast til beslutning, der forelægges for det rådgivende udvalg. I modsætning til interimsrapporten meddeles den også beslutningens adressat sammen med beslutningen og offentliggøres i EU-Tidende.

3.2.5 Forlængelse af tidsfristerne og anmodninger om fortrolig behandling

24. Høringskonsulenten træffer beslutning om anmodninger om forlængelse af tidsfristerne for at sikre, at parterne har tilstrækkelig tid til at fremsætte deres synspunkter med hensyn til såvel materielle som proceduremæssige spørgsmål vedrørende deres sag [23]. Høringskonsulenten afgør også spørgsmål om aktindsigt, ved at afveje interessen i fortrolig behandling og virksomhedens ret til at få adgang til alle oplysninger, der er indhentet under proceduren [24]. På samme måde tager høringskonsulenten stilling til offentliggørelse af oplysninger, hvis indhold hævdes at være fortroligt, når en kommissionsbeslutning offentliggøres i EU-Tidende. Hvis det påtænkes at offentliggøre oplysninger, som angiveligt indeholder forretningshemmeligheder, skal den pågældende virksomhed have lejlighed til at indbringe høringskonsulentens beslutning for Førsteinstansretten [25]. Det skal bemærkes, at disse formelle beslutninger om offentliggørelse af forretningshemmeligheder, som træffes af høringskonsulenten på Kommissionens vegne, kun er blevet indbragt for Retten i meget få tilfælde [26].

[23] Mandatets artikel 10.

[24] Kommissionen kan kun i sin endelige beslutning benytte oplysninger, som virksomheden har fået adgang til. Høringskonsulenten må derfor også tage i betragtning, at håndhævelsen af konkurrenceretten kan hindres urimeligt af tredjemands krav om fortrolig behandling.

[25] Denne procedure er fastsat i mandatets artikel 9. Den svarer til den procedure, som Domstolen beskrev i AKZO II-sagen (sag 53/85, AKZO mod Kommissionen, Sml. 1986, s. 1965).

[26] I denne forbindelse er Førsteinstansretten for øjeblikket ved at behandle et interessant spørgsmål. I sagen Bank Austria Creditanstalt (sag T-198/03) har Retten for nylig i en kendelse (af 7.11.2003) fastslået, at mandatets artikel 9, stk. 3, er tvetydigt, da det er spørgsmålet, om høringskonsulenten også skal tage stilling til, om dele af en kommissionsbeslutning ikke bør offentliggøres efter artikel 21 i forordning nr. 17, fordi de ikke indgår i beslutningens "hovedindhold".

B - Anvendelse af artikel 81, 82 og 86

1. Artikel 81

1.1 Oversigt over håndhævelsen af kartelreglerne

25. Kommissionen fortsatte i 2003 den kartelbekæmpelse, der blev påbegyndt for to år siden, ved at vedtage fem beslutninger vedrørende ulovlige horisontale aftaler, der implicerede ca. 27 virksomheder og sammenslutninger. Disse sager vedrørte: fransk oksekød, sorbater, elektriske og mekaniske kulstof- og grafitprodukter, organiske peroxider og industrielle kobberrør.

26. De bøder, der blev pålagt i disse beslutninger, beløb sig til 404 mio. EUR, hvilket bragte det samlede bødebeløb for "hard core" karteller siden 2001 op på over 3 200 mio. EUR. I de seneste tre år har Kommissionen kunnet udstede over otte beslutninger om året. Det er et betydeligt højere aktivitetsniveau end i de forudgående tredive år frem til 2001, i hvilke det gennemsnitlige antal beslutninger om året var på 1,5. I betragtning af de igangværende kartelundersøgelser, i alt over 30, ser tendensen fra de sidste tre år ud til at fortsætte.

27. Bødebeløbet i 2003 på over 400 mio. EUR stod i et rimeligt forhold til størrelsen af de markeder, på hvilke kartellerne virkede, og størrelsen af de deltagende virksomheder. På linje med Kommissionens sædvanlige praksis lå bøderne i alle sager på et niveau, der virkede afskrækkende.

28. Som følge af antallet af nye sager i anden halvdel af 2002 og begyndelsen af 2003 måtte Generaldirektoratet for Konkurrence overflytte ressourcer fra en række igangværende undersøgelser til disse nye sager, hvor det var nødvendigt at gennemgå anmodninger om bødefritagelse og gennemføre kontrolundersøgelser. I årets løb foretog Kommissionen kontrolundersøgelser i sager, der omfattede ikke mindre end 21 produkter eller tjenesteydelser. (Det skal bemærkes, at hver sag/kontrolundersøgelse medfører besøg på en række forskellige virksomheder). Kontrolundersøgelser er nyttige, ikke blot som et middel til at afsløre ulovlig adfærd men også i sig selv, da virksomhederne normalt stopper deres ulovlige adfærd umiddelbart efter Kommissionens indgriben.

29. Den reviderede samarbejdsmeddelelse, der blev vedtaget i 2002 [27], gav fortsat anledning til nye sager. Hovedelementerne i samarbejdsmeddelelsen fra 2002 er følgende [28]: For det første fritages den første virksomhed, der henvender sig, for bøder. For det andet skal det bevismateriale, der fremlægges, være tilstrækkeligt til, at Kommissionen kan iværksætte en kontrolundersøgelse. For det tredje tillader Kommissionen henvendelser baseret på formodninger, hvor de faktiske beviser først behøver at blive fremlagt senere. For det fjerde giver det den virksomhed, der henvender sig, stor retssikkerhed, at der træffes beslutninger om betinget bødefritagelse i løbet af et par uger. For det femte er der stadig mulighed for bødefritagelse under visse omstændigheder, og forudsat at ingen anden virksomhed allerede er indrømmet bødefritagelse, efter at Kommissionen har foretaget en kontrolundersøgelse. For det sjette kan virksomheder, der leverer bevismateriale, som repræsenterer en betydelig merværdi for Kommissionens sag, opnå en bødenedsættelse på op til 50%, hvis der allerede er indrømmet bødefritagelse, eller hvis Kommissionen i forvejen har tilstrækkelige beviser til at kunne fastslå, at der er tale om en overtrædelse. Sidst men ikke mindst informerer Kommissionen for at skabe sikkerhed virksomheden om bødenedsættelsen senest samtidig med udarbejdelsen af en klagepunktsmeddelelse.

[27] Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, EFT C 45 af 19.2.2002.

[28] Der gives flere oplysninger i XXXII Beretning om Konkurrencepolitikken (2002).

30. Siden den nye samarbejdsmeddelelses ikrafttrædelse i februar 2002 har Kommissionen modtaget 34 anmodninger om bødefritagelse vedrørende mindst 30 forskellige påståede overtrædelser. Der er indrømmet betinget bødefritagelse i 27 sager. Kommissionen har undersøgt næsten alle disse sager væsentligst ved kontrolundersøgelser. Der er i øjeblikket ved at blive udarbejdet klagepunktsmeddelelser i de fleste sager. Disse tal, der dækker mindre end to år, viser, at den nye samarbejdsmeddelelse er meget effektiv. For sammenligningens skyld kan det nævnes, at der hidtil kun er indrømmet fuld bødefritagelse i 11 sager efter 1996-samarbejdsmeddelelsen [29].

[29] I sager, der blev afgjort i 2003, samt i en række igangværende undersøgelser anvendes 1996-meddelelsen, da virksomhederne anmodede om bødefritagelse, før 2002-meddelelsen trådte i kraft.

31. Oplysninger, der fører til indledning af nye sager, er ikke begrænset til anmodninger om bødefritagelse. Undersøgelser af potentielle ulovlige hemmelige karteller indledes også automatisk på grundlag af oplysninger indsamlet gennem overvågning af (fag)pressen og industridata, oplysninger indsamlet via rapportering (de kan stamme fra utilfredse ansatte eller tidligere ansatte), eller oplysninger fra klagere (forbrugere eller virksomheder eller nu og da også konkurrenter).

32. Timingen for undersøgelser, i stigende grad sager af international karakter, er i stadig højere grad påvirket af samarbejdsbestræbelserne mellem kartelkontorer verden over. Det bedste eksempel herpå er sagen Heat Stabilisers and Impact Modifiers, hvor Kommissionen og konkurrencemyndighederne i USA, Canada og Japan i februar i tæt samarbejde koordinerede deres undersøgelsesindsats og foretog næsten samtidige kontrolundersøgelser og andre undersøgelsesforanstaltninger. Et andet eksempel er Industrial Copper Tubes-sagen, der blev afgjort i december, hvor meget af det bevismateriale, som beslutningen hvilede på, var fremkommet ved kontrolundersøgelser, der var koordineret med USA's konkurrencemyndigheder.

33. Af nogle af de vigtige emner, der blev rejst i Kommissionens kartelbeslutninger og undersøgelser, kan følgende tre nævnes:

- For det første pålagde Kommissionen en enhed, der ikke var en aktiv virksomhed på det omhandlede marked, en bøde. I sagen vedrørende organiske peroxider blev det schweiziske konsulentfirma AC Treuhand pålagt en bøde for dets rolle i tilrettelæggelsen af et kartel. Bøden var meget lille, da der var tale om en forholdsvis ny type sag, men Kommissionen gjorde det klart, at den i fremtiden ville slå hårdere ned i den type sager.

- For det andet beskyttelse af korrespondance mellem klient-advokat (retlig immunitet), der blev relevant i nogle kontrolundersøgelser i løbet af 2003, navnlig i forbindelse med kontrolundersøgelser udført i februar i Heat Stabilisers and Impact Modifiers-sagen. Et spørgsmål vedrørende kopiering, hvor virksomhederne krævede retlig immunitet, blev indbragt for Retten i Første Instans [30].

[30] Forenede sager T-125/03 og T-253/03 Akzo Nobel Chemicals Ltd. og Akcros Chemicals Ltd. mod Kommissionen. Formanden for Retten i Første Instans udstedte en kendelse om afvisning af foreløbige foranstaltninger, hvorimod hovedsøgsmålene fortsat behandles.

- For det tredje de foranstaltninger, Kommissionen har iværksat for at beskytte samarbejdspolitikkens integritet i lyset af USA's civilprocessuelle regler om "edition". Som følge af USA's civilprocessuelle regler vedrørende edition ("discovery") i sager, hvor der rejses civilretlige erstatningskrav ved domstole i USA, kan oplysninger, som virksomheder frivilligt fremlægger for kartelkontorer, blive editionspligtige ("discoverabel") for modparten. Skriftlige erklæringer fra virksomheder til Kommissionen i forbindelse med immunitet eller anmodninger om bødefritagelse blev i visse tilfælde af USA's underretter betragtet som værende editionspligtige dokumenter. I betragtning af sådanne sagsanlægs potentielle finansielle følger, der kan medføre en tredobling af erstatningen, kunne virksomhederne tøve med at henvende sig til Europa-Kommissionen eller endda helt afholde sig fra det og på den måde begrænse virkningen af Kommissionens samarbejdsmeddelelse. Bortset fra at intervenere ved amerikanske domstole som amicus curiae eller på anden måde for at forbeholde anvendelsen af disse dokumenter udelukkende til Kommissionens procedure [31], begyndte Kommissionen i 2003 at se på sine egne procedurer. Kommissionen fortsætter dialogen med retsvæsenet og erhvervslivet for yderligere at fremme disse procedurer og mindske risikoen for edition af erklæringer fra virksomheder. Kommissionens indsats tager udelukkende sigte på at gøre samarbejdsmeddelelsen mere effektiv og sikre, at virksomheder, der anmoder om favorabel behandling eller bødefritagelse, ikke stilles ringere hvad angår eventuelle civile erstatningskrav, end virksomheder, der ikke samarbejder med Kommissionen.

[31] For at sikre at Kommissionens holdning var klar, intervenerede den gennem amicus curiae-indlæg ved en række retter i De Forenede Stater. Kommissionen intervenerede først ved US District Court for the District of Columbia i den verserende vitamin-sag. Dernæst ved US District Court for the District of Northern California i Methionin-sagen. I det tilfælde blev Kommissionens holdning vedrørende ikke-edition af indlæg, som virksomheder fremlægger for Kommissionen inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen, bekræftet af retten i sidste instans. For det tredje ved USA's højesteret i sagen AMD mod Intel. Selv om sidstnævnte sag ikke direkte vedrører edition, har den potentielt følger for effektiviteten af EU's samarbejdspolitik og dermed for edition af virksomheders indlæg.

34. Hvad angår administrativ organisation, blev der indført en vigtig ændring i håndteringen af kartelundersøgelser som følge af den interne reorganisering af Generaldirektoratet for Konkurrence. I 1998 oprettede Kommissionen en særlig kartelenhed, der tog sig af de fleste af de kartelsager, der behandles i Generaldirektoratet for Konkurrence. Efter en gradvis ressourcestigning blev der i 2002 oprettet endnu en kartelenhed. I den periode, hvor disse kartelenheder var i drift, var Kommissionen bl.a. som følge af nye managementformer i stand til at nedbringe sagsbehandlingstiden for kartelsager betragteligt. Siden juli 2003 og som følge af den interne reorganisering af Generaldirektoratet for Konkurrence har alle antitrust-enheder forud for ikrafttrædelsen af forordning 1/2003 brugt stadig flere ressourcer på at afsløre og forfølge karteller inden for deres ansvarsområde.

35. Et sidste punkt, der skal nævnes på kartelområdet, er den 5. internationale kartelworkshop, som Europa-Kommissionen var vært for i oktober. Formålet med denne workshop var at udveksle viden om undersøgelse, forfølgelse og opløsning af karteller. Der deltog ca. 160 repræsentanter for konkurrencemyndigheder i over 35 lande i workshoppen. En række internationale organisationer inden for konkurrencespørgsmål var også repræsenteret, f.eks. OECD.

1.2 Kartelsager

Fransk oksekød [32]

[32] Sag COMP/F3/38.279, EFT L 209 af 19.8.2003.

36. Den 2. april besluttede Kommissionen at pålægge seks franske sammenslutninger i oksekødssektoren bøder på i alt 16,68 mio. EUR, hvoraf fire repræsenterede kvægavlere (bl.a. Fédération Nationale des Syndicats d'Exploitants Agricoles, der er den største franske landbrugssammenslutning), og to repræsenterede kvægslagterier. Bøderne er en sanktion for indgåelse af en skriftlig aftale den 24. oktober 2001, der løb videre mundtligt fra ultimo november - primo december 2001. I en situation med faldende priser som følge af BSE-krisen foreskrev aftalen et midlertidigt importstop og minimumspriser for visse kvægkategorier.

37. Kommissionen kom til den konklusion, at aftalen udgjorde en overtrædelse af bestemmelserne i artikel 81, og at den ikke kunne omfattes af nogen af undtagelserne i artikel 2 i forordning nr. 26/62 [33]. I betragtning af den meget specielle situation på markedet for oksekød, har Kommissionen nedsat bødebeløbet betragteligt. Parterne har indbragt beslutningen for Retten i Første Instans [34] og anmodet om udsættelse af bødebetalingen.

[33] Rådets forordning nr. 26 af 4.4.1962 om anvendelse af visse konkurrenceregler inden for produktion og handel med landbrugsvarer, den danske specialudgave, 1. serie , I kapitel 1959-1962, s. 120.

[34] Sag T-217/03, T-245/03, T-252/03.

Sorbater [35]

[35] Sag COMP/E1/37.370.

38. Den 1. oktober pålagde Kommissionen selskaberne Hoechst AG. (Tyskland), Daicel Chemical Industries, Ltd. (Japan), Ueno Fine Chemicals Industry, Ltd. (Japan) og Nippon Synthetic Chemical Industry Co., Ltd. (Japan) bøder på henholdsvis 99,0 mio. EUR, 16,6 mio. EUR, 12,3 mio. EUR og 10,5 mio. EUR for deltagelse i et kartel om prisfastsættelse og markedsdeling hvad angår sorbater sammen med Chisso Corporation (Japan). Sorbater er kemiske konserveringsmidler, der anvendes for at forsinke eller forhindre vækst af mikroorganismer. De anvendes væsentligst i fødevare- og drikkevareindustrien. Efter en undersøgelse, der blev indledt i 1998, fandt Kommissionen, at disse selskaber havde deltaget i et verdensomspændende kartel i perioden 1979 til 1996. Hoechst AG blev pålagt den største bøde på grund af skærpende omstændigheder for gentagne overtrædelser. Hvad angår samarbejdsmeddelelsen, er det vigtigt at bemærke, at Chisso Corporation (Japan) blev indrømmet fuld bødefritagelse, da det var det første selskab, der fremlagde afgørende bevismateriale vedrørende kartellet.

Elektriske og mekaniske kulstof- og grafitprodukter [36]

[36] Sag COMP/E2/38.359.

39. Den 3. december pålagde Kommissionen bøder på i alt 101,44 mio. EUR til selskaberne C. Conradty Nürnberg GmbH (1,06 mio. EUR), Hoffmann & Co. Elektrokohle AG (2,82 mio. EUR), Le Carbone Lorraine S.A. (43,05 mio. EUR), Schunk GmbH and Schunk Kohlenstofftechnik GmbH (tilsammen 30,87 mio. EUR) og SGL Carbon AG (23,64 mio. EUR) for deltagelse i et kartel om prisfastsættelse og markedsdeling på EØS-markedet hvad angår elektriske og mekaniske kulstof- og grafitprodukter. Kartellet varede fra oktober 1988 til december 1999. Morgan Crucible Company plc blev indrømmet bødefritagelse, da selskabet var det første, der afslørede kartellets eksistens.

Organiske peroxider [37]

[37] Sag COMP/E2/37.857.

40. Den 10. december pålagde Kommissionen selskaberne Atofina S.A., Peroxid Chemie GmbH & Co KG, Degussa UK Holdings Ltd. og Peroxid Chemie GmbH & Co KG (Tyskland) in solidum, Peroxidos Organicos S.A. og AC Treuhand AG (Schweiz) henholdsvis 43,47 mio. EUR, 8,83 mio. EUR, 16,73 mio. EUR, 0,5 mio. EUR og 1 000 EUR. Akzo (Akzo Nobel Polymer Chemicals B.V, Akzo Nobel N.V, Akzo Nobel Chemicals International B.V) blev indrømmet bødefritagelse for at være de første, der afslørede kartellet. Efter en undersøgelse, der blev indledt i 2000, fandt Kommissionen, at selskaberne havde deltaget i et kartel på EØS-niveau vedrørende organiske peroxider [38] mellem 1971 og 1999 (nogle selskaber i kortere perioder).

[38] Organiske peroxider er dobbelt oxygenbundne organiske kemiske stoffer, der anvendes ved produktion af plastik og gummi.

41. Hvad angår bøden, er det vigtigt at bemærke, at konsulentfirmaet AC Treuhand blev pålagt en bøde for at have overtrådt EU's love ved at hjælpe med at organisere kartellet; bøden er imidlertid lille, da der er tale om en forholdsvis ny tilgang. Tre af deltagerne, nemlig Peroxid Chemie, Atofina og Degussa UK Holdings fik forhøjet deres bøder, da de havde deltaget i karteller før.

Industrielle kobberrør [39]

[39] Sag COMP/E1/38.240.

42. Den 16. december pålagde Kommissionen de førende europæiske kobberrørproducenter KM Europa Metal AG (sammen med dets 100 % ejede datterselskaber Europa Metalli SpA og Tréfimétaux SA), Wieland Werke AG og Outokumpu Oyj (sammen med dets 100 % ejede datterselskab Outokumpu Copper Products Oy) en bøde for overtrædelse af EU's konkurrenceregler. Efter en undersøgelse, der blev indledt i 2001, konkluderede Kommissionen, at de omhandlede selskaber havde aftalt faste priser og markedsandele for industrielle præcisionsoprullede kobberrør (LWC) fra 1988 til begyndelsen af 2001 inden for rammerne af det schweizisk baserede Cuproclima Quality Association for ACR-Tubes (luftkonditionering og afkøling).

43. Alle beslutningens adressater samarbejdede med Kommissionen i undersøgelsen ifølge 1996-samarbejdsmeddelelsen. Kommissionen indrømmede en nedsættelse på 50 % til Outokumpu, 30 % til KME-koncernen og 20 % til Wieland Werke på grund af deres samarbejde. Den højeste bøde på i alt 39,81 mio. EUR blev pålagt selskaberne i KME-koncernen, mens Wieland Werke blev pålagt en bøde på 20,79 mio. EUR. Outokumpu blev omfattet af formildende omstændigheder for samarbejde uden for 1996-samarbejdsmeddelelsens rammer, da det var det første selskab, der afslørede hele kartellets varighed, der var på over 12 år. På den anden side var der tale om skærpende omstændigheder, da Outokumpu tidligere havde overtrådt reglerne og været genstand for en anden beslutning fra Kommissionen om et kartel inden for rustfrit stål i 1990. Outokumpu's endelige bøde var på 18,13 mio. EUR, og selskabernes samlede bødebeløb i denne sag androg 78,73 mio. EUR.

1.3 Retssager

Aminosyrer [40]

[40] Sager T-220/00, T-223/00, T-224/00, T-230/00.

44. I dommene i aminosyre-sagerne [41] afviste Retten i Første Instans sagsøgerens påstand om, at Kommissionen skulle fastsætte bødebeløbet under hensyntagen til bøder, der allerede er pålagt af andre retskredse. Sagsøgerne fremførte, at Kommissionen brød princippet om, at der ikke to gange må idømmes straf for én og samme overtrædelse og ikke tog hensyn til den afskrækkende virkning af tidligere bøder. Førsteinstansretten konkluderede, at der ikke på nuværende tidspunkt er et princip i folkeretten, der forhindrer myndigheder eller domstole i forskellige stater i at retsforfølge og dømme samme person for de samme forhold.

[41] Sag T-224/00.

45. Retten i Første Instans fastslog det princip, at tilvejebringelse af oplysninger, der ikke kan betragtes som samarbejde, der falder ind under samarbejdsmeddelelsen, men som ikke desto mindre bidrager til Kommissionens undersøgelse, kan betragtes som samarbejde uden for samarbejdsmeddelelsens rammer (ifølge afsnit 3, punkt 6 i retningslinjerne). Sådanne oplysninger giver ret til yderligere en bødenedsættelse på grund af formildende omstændigheder.

46. Den fastslog også, at eventuelle procentuelle forøgelser eller nedsættelser som følge af skærpende eller formildende omstændigheder skal beregnes af grundbeløbet i forhold til overtrædelsens alvor og varighed.

Græske færger [42]

[42] Sag COMP/D-2/34.466 Kommissionens beslutning 1999/271/EF af 9.12.1998 efter EF-traktatens artikel 81, EFT L 109 af 27.4.1999, s. 24. Førsteinstansrettens dom af 11.12.2003 i sag T-56/99 Marlines mod Kommissionen, T-59/99 Ventouris Group mod Kommissionen, T-61/99 Adriatica mod Kommissionen, T-65/99 Strintzis mod Kommissionen og T-66/99 Minoan mod Kommissionen.

47. Efter en klage indgivet af en borger i 1992, hvor der blev peget på, at priserne på færgeoverfarter mellem Grækenland og Italien lå meget tæt op ad hinanden, indledte Kommissionen en undersøgelse af en række færgeselskaber, der drev passager- og fragttrafik på en række ruter mellem Grækenland og Italien. I 1998 traf Kommissionen en beslutning, hvorefter syv af disse selskaber havde overtrådt EU's konkurrenceregler ved at aftale priser og praksis. De blev pålagt bøder på i alt omkring ni mio. EUR.

48. Førsteinstansrettens dom af december 2003 stadfæstede Kommissionens beslutning og de oprindelige bødebeløb med undtagelse af bøden til to selskaber, der fik deres bøde nedsat.

49. Vedrørende substansen stadfæstede Førsteinstansretten bl.a., at kontrolundersøgelser hos en mellemmand med selvstændig retsevne er lovlige, selv om beslutningen udelukkende er rettet til kommittenten. Førsteinstansretten stadfæstede også, at foranstaltninger truffet af en mellemmand med selvstændig retsevne kan tilskrives kommittenten, hvis de to selskaber udgjorde én og samme økonomiske enhed i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 81. Hvad angår de offentlige myndigheders rolle, godkendte Førsteinstansretten også, at selskaber selv i stærkt regulerede sektorer, hvor myndighederne anbefaler en vis prispolitik, som f.eks. inden for søtransport, forbliver ansvarlige for deltagelse i et prisfastsættelseskartel, så længe de offentlige myndigheder ikke udøver et urimeligt pres på dem, der tvinger dem til at indgå prisaftaler. Endvidere bekræftede Førsteinstansretten Kommissionens nuværende metode til beregning af bøder, herunder vurderingen af formildende og skærpende omstændigheder. Førsteinstansretten nedsatte imidlertid de bøder, der var pålagt Adriatica og Ventouris, to mellemstore selskaber, da de kun drev forretning på de såkaldte sydlige ruter (Bari, Brindisi), og da de kun havde spillet en lille rolle i kartellet.

1.4 Andre sager

British Airways / SN Brussels Airlines [43]

[43] COMP/D2/38.477

50. Den 25. juli 2002 anmeldte British Airways (BA) og SN Brussels Airlines (SN) en række samarbejdsaftaler til Kommissionen i henhold til forordning nr. 3975/87 [44], der skulle give dem mulighed for at samarbejde om prisfastsættelse, fartplankoordinering og kapacitet inden for deres respektive rutenet. Parterne ansøgte om fritagelse efter EF-traktatens artikel 81, stk. 3. Perioden på 90 dage udløb den 10. marts 2003, uden at Kommissionen havde rejst alvorlig tvivl.

[44] Rådets forordning (EØF) nr. 3975/87, EFT L 374 af 31.12.1987, s. 1, der fastlægger fremgangsmåden for anvendelse af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren, som sidst ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1284/91 af 14.5.1991 (EFT L 122, 17.5.1991, s. 2) og Rådets forordning (EØF) nr. 2410/92 af 23.7.1992 (EFT L 240, 24.8.1992, s. 18); forordningen fastlægger at anmeldte aftaler automatisk er fritaget i en periode på maksimalt seks år, hvis Kommissionen ikke gør indsigelse indenfor 90 dage fra at Kommissionen har offentliggjort et resumé af aftalen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. I denne sag var et resumé blevet offentliggjort i EFT C 306 af 10.12.2002.

51. Kommissionens analyse viste, at parternes rutenet i høj grad er komplementære, og at deres samarbejde er til gavn for forbrugerne. Aftalen vil bl.a. give SN's passagerer adgang til langdistanceruter, mens BA's passagerer vil få lettere adgang til SN's destinationer i Afrika.

52. For at sikre at alliancen ikke fører til, at konkurrencen fjernes på visse af de berørte markeder, undersøgte Kommissionen nøje alliancens følger for de overlappende ruter, navnlig Bruxelles- London og Bruxelles-Manchester.

53. Hvad angår Bruxelles-London, kom Kommissionen til den konklusion, at alliancen ikke vil fjerne konkurrencen, da BA og SN fortsat vil være op imod to stærke konkurrenter, nemlig bmi og Eurostar. Bruxelles-Manchester var den rute, hvor aftalen ville få flest konkurrencebegrænsende følger, da parternes samlede markedsandel er tæt på 100 %. Endvidere er der kapacitetsbegrænsninger i Bruxelles' lufthavn i myldretiden, hvilket kunne hindre en ny markedsdeltager i at komme ind på dette marked. For at fjerne den tvivl, som Kommissionen gav udtryk for i den første gennemgang, forpligtede selskaberne sig til at frigive nok slots i Bruxelles's lufthavn til at en ny markedsdeltager vil kunne drive tre daglige afgange til Manchester, hvis sådanne slots ikke skulle være ledige gennem den almindelige slottildelingsprocedure.

ARA , ARGEV, ARO [45]

[45] COMP/D3/35.470 - COMP/D3/35.473

54. Den 16. oktober vedtog Kommissionen en positiv beslutning om den østrigske ordning til tilbagetagning af emballage, ARA. Med beslutningen udstedes der negativattest efter EF-traktatens artikel 81, stk. 1, for alle de anmeldte aftaler, bortset fra aftalen mellem ARA-systemet og dets indsamlere/sorteringsanlæg. Aftalen omfattes af en fritagelse efter EF-traktatens artikel 81, stk. 3. For at sikre konkurrenter til ARA-systemet ubegrænset adgang til indsamlingsinfrastrukturen er der knyttet forpligtelser til fritagelsen.

55. Altstoff Recycling Austria AG (ARA) er den eneste virksomhed, der har en områdedækkende tilbagetagningsordning for emballage fra husholdninger og virksomheder i Østrig. ARA udsteder licenser til at anvende "Der Grüne Punkt"-mærket og overtager forpligtelserne i de selskaber, der er omfattet af den østrigske emballageforordning. Selskaberne i affaldshåndteringssektoren (SRC, herunder ARGEV, der står for indsamling og sortering af plasticemballage, og ARO, der står for papiremballage) samarbejder med ARA, hvad angår organisation af indsamling og nyttiggørelse af emballage. Sammen med ARA udgør de ARA-ordningen. Den nuværende indsamling, sortering og genindvinding udføres af virksomheder, der udbyder deres tjenester til affaldshåndteringsselskaberne.

56. Beslutningen om ARA-ordningen i Østrig anvender og afklarer Kommissionens samlede politik vedrørende tilbagetagning af emballage som fastslået i beslutningerne fra 2001 om DSD i Tyskland og Eco-emballages i Frankrig [46]. Formålet er navnlig at sikre, at ARA-ordningen ikke medfører uberettigede eksklusivbestemmelser eller andre uberettigede krav i kontraktrelationerne med partnerne, hvilket kunne hindre nye markedsdeltagere i at komme ind på markedet. Som følge af Kommissionens indgriben påtog ARA sig en række forpligtelser vedrørende anvendelsen af "Der Grüne Punkt"-mærket og varigheden af aftalerne med indsamlere og sorteringsanlæg.

[46] DSD: Kommissionens beslutninger af 20.4.2001 (EFT L 166 af 21.6.2001, s. 1) og af 17.9.2001 (EFT L 319 af 4.12.2001, s. 1). Eco-emballages: Kommissionens beslutning af 15.6.2001 (EFT L 233 af 31.8.2001, s. 37).

57. ARA kræver ikke licensafgift for emballage, der ikke indgår i ordningen, men bærer "Der Grüne Punkt"-mærket. Licensafgiften svarer derfor til "ingen service, ingen afgift"-princippet. Endvidere har ARA indgået en forpligtelse, ifølge hvilken ARA tillader anvendelsen af "Der Grüne Punkt"-mærket på al emballage på det østrigske marked, selv om producenter og importører (delvis) bruger tjenester leveret af en af ARA's konkurrenter. Det er vigtigt for virksomheder, der sælger deres varer i medlemsstater, hvor "Der Grüne Punkt"-mærket er obligatorisk, da de kan sælge deres varer på det østrigske marked uden at skulle anvende to emballagelinjer.

58. Ifølge aftalerne med indsamlere og sorteringsanlæg er der kun en indsamler og et sorteringsanlæg per region og per materialetype. Det kontraktlige forhold kan afsluttes efter tre år, og ARA forpligtede sig til at tildele nye kontrakter efter en procedure baseret på konkurrence, åbenhed og objektivitet senest efter fem år. En varighed på mellem tre og fem år for aftaler med en eksklusivitetsforpligtelse kan accepteres for at give genindvindingsselskaber mulighed for at afskrive de investeringer, der er nødvendige for at opbygge indsamlingsinfrastrukturen.

59. De særlige udbudsbetingelser på markedet for indsamling og sortering af husholdningernes emballageaffald gør en fordobling af den eksisterende indsamlingsinfrastruktur umulig eller økonomisk urealistisk. Det var derfor nødvendigt at knytte betingelser til beslutningen om fritagelse, der gik ud på, at ARGEV ikke må forhindre indsamlere og sorteringsanlæg i at åbne deres infrastruktur for ARA-ordningens konkurrenter.

Det Forenede Kongerige og Tyskland - aftaler om netdeling [47]

[47] Sag COMP/C1/38.370, O2 UK Limited/T-Mobile UK Limited - UK Network Sharing Agreement; EFT L 200 af 7.8.2003 og pressemeddelelse IP/03/589 af 30.4.2003; sag COMP/C-1/38.369, T-Mobile Deutschland/O2 Germany - Network Sharing Rahmenvertrag, pressemeddelelse IP/03/1026 af 16.7.2003.

60. Den 30. april og den 16. juli vedtog Kommissionen to beslutninger om fritagelse, der fastsatte, hvor langt mobiloperatører kan samarbejde om netdeling. I februar 2002 anmeldte T-Mobile og mmO2 to aftaler om parternes samarbejde om netdeling angående opbygningen af tredje generation af mobiltelenet ("3G") i Det Forenede Kongerige og Tyskland.

61. Det blev fastslået, at mobiloperatørers "site sharing" ikke er konkurrencebegrænsende i de omhandlede tilfælde: samarbejdet omfatter nemlig kun basisnetelementer, og parterne beholder den individuelle kontrol med deres basisnet. "Site sharing" blev også betragtet som nyttig af hensyn til miljø og sundhed.

62. Det fastslås, at national roaming mellem mobiloperatører er konkurrencebegrænsende på engrosniveau og potentielt har skadelige virkninger på de afledte detailmarkeder. National roaming giver imidlertid operatørerne mulighed for at tilbyde bedre dækning, kvalitet og transmissionshastighed for deres tjenester samt udbygning af net og tjenesteudbud inden for en kortere tidsramme. I de to beslutninger fritog Kommissionen national roaming i landdistrikter indtil den 31. december 2008, hvorimod national roaming i byområder skal udfases efter en stram tidsplan frem til den 31. december 2008.

Yamaha [48]

[48] Sag COMP/F1/37.975.

63. Den 16. juli vedtog Kommissionen en beslutning [49], der pålagde Yamaha Corporation Japan, Yamaha Europa GmbH, Yamaha Musica Italia S.p.A, Yamaha Musique France S.A. og Yamaha Scandinavia AB en bøde på EUR 2,56 Millioner pfor handelsrestriktioner og bindende videresalgspriser. Yamaha er markedsleder på de fleste relevante markeder for musikinstrumenter i Europa.

[49] Kommissionens beslutning af 16.7.2003; pressemeddelelse IP/03/1028 af 16.7.2003.

64. Yamaha's europæiske datterselskaber og deres officielle forhandlere anvendte forskellige aftaler og/eller samordnet praksis, som havde til formål at begrænse konkurrencen i forskellige medlemsstater og i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (Tyskland, Italien, Frankrig, Østrig, Belgien, Nederlandene, Danmark og Island) efter EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. De omhandlede foranstaltninger, der væsentligst var indeholdt i distributionsaftaler, omfattede geografiske begrænsninger (navnlig forbud mod leverancer mellem forhandlerne i det selektive distributionsnet) og begrænsninger for forhandlernes mulighed for at fastsætte videresalgspriser.

Boks 2: Konkurrence og tv-transmission af store internationale sportsbegivenheder - fastsættelse af grundregler: beslutning om UEFA Champions League [50]

[50] Beslutning om fritagelse med betingelser/forpligtelser af 23.7.2003 i sag COMP/C2/37.398; IP/03/1105 af 24.7.2003.

Et begrænset antal sportsrettigheder - navnlig inden for fodbold - samt førsteudsendelse af succesfilm er et tv-indhold, der har afgørende betydning for tv-stationers mulighed for at tiltrække reklamer, hvilket er hovedindtægtskilden for kommercielt gratis-tv og betalings-tv. Enerettigheder til hovedparten af et sådant indhold giver en etableret tv-station en markedsposition, der gør det meget vanskeligt for nye konkurrenter at få indpas på markedet.

Konkurrenceproblemer på markederne for rettigheder til sportsbegivenheder skyldes ofte aftaler om fælles salg og eksklusive rettigheder, der er vidtrækkende og/eller har lang varighed. Fremme af effektiv konkurrence for sportsrettigheder kan fremme konkurrencen på markederne for tv-transmission og give seerne adgang til et stort udbud af innovative tv-kvalitetstjenester til en rimelig pris. Kommissionen forsøger derfor at sikre, at tv-rettigheder udbydes korrekt på markedet, således at potentielle deltagere får en rimelig chance for at få tildelt rettighederne.

Det er sandsynligt, at udviklingen af det nye internet- og mobilmarked vil ske sideløbende med udviklingen af markederne for betalings-tv, således at sportsindhold vil blive en af drivkræfterne for udviklingen af disse nye tjenester. Rettighedsindehaverne har imidlertid i øjeblikket en tendens til at tilbageholde udnyttelsen af nye medierettigheder, fordi de frygter, at de vil fjerne værdien af tv-rettighederne. Kommissionen kan ikke acceptere konkurrencebegrænsende aftaler, der fører til tilbageholdelse af sådanne rettigheder.

Kommissionens beslutning af 23. juli i UEFA Champions League-sagen er et eksempel på, hvordan der kan indgås aftaler om fælles salg af eksklusive medierettigheder, der er til gavn for forbrugerne, og som hindrer unødvendige konkurrencebegrænsninger, hvad angår udbudsbegrænsning og priskonkurrence.

UEFA's fælles salgsaftale, der var indgået, før Kommissionen greb ind, illustrerer disse punkter. UEFA solgte alle tv-rettigheder i en pakke til en tv-station på eksklusivt grundlag for en fireårig periode per medlemsstat. Mange rettigheder forblev ubrugte, da der normalt kun blev sendt 1-2 kampe direkte ud af maksimum 16. Nye medierettigheder blev ikke udnyttet, og fodboldklubberne kunne ikke udnytte nye medierettigheder individuelt.

Situationen var skadelig for konkurrencen på markedet for erhvervelse af senderettigheder for regelmæssige (i modsætning til periodiske) fodboldbegivenheder - et marked, hvor UEFA Champions League på EU-niveau besidder ca. 20 %.

Kommissionen erkender imidlertid, at en fælles salgsaftale potentielt kan forbedre produktion og distribution til fordel for fodboldklubber, tv-stationer og seere. En fælles salgsaftale skaber et samlet salgssted for et mærket og pakket ligaprodukt. Det kan føre til en betragtelig nedsættelse af transaktionsomkostningerne. Det er klart, at en fælles salgsaftale ikke skal indeholde konkurrencebegrænsninger, der ikke er nødvendige for at sikre denne effektivitet og forbrugerfordele.

Kommissionen mener, at den har opnået dette i de nye fælles salgsaftaler, som UEFA - efter intense forhandlinger - anmeldte - i 2002. Aftalerne sikrer, at alle medierettigheder sælges efter en udbudsprocedure i fjorten forskellige pakker af op til tre års varighed. Endvidere vil UEFA miste sine eksklusive rettigheder til at sælge tv-rettigheder, der ikke er solgt før en bestemt skæringsdato. Både UEFA og de individuelle klubber vil sideløbende udnytte visse direkte tv-rettigheder, medierettigheder til forskudt transmission, arkivrettigheder og ikke mindst nye medierettigheder. Det vil give en mere omfattende og forskelligartet dækning af konkurrencen. Ud over UEFA's fremstilling af en række League-produkter, kan fodboldklubber nu fremstille nye klubmærkede produkter, der viser de individuelle klubbers indsats i UEFA Champions League på deres netsteder, mobiltjenester, DVD og lignende.

Kommissionens indgriben førte til en succesrig åbning af markedet. Dobbelt så mange tv-kanaler vil transmittere UEFA Champions League sammenlignet med situationen før Kommissionens indgriben. Den nye ordning har skabt ny konkurrence på mediemarkederne, idet tv-kanalerne og nye medieoperatører nu konkurrerer om at udbyde tjenester til forbrugerne.

Ifølge de principper, der blev fastslået i UEFA Champions League-sagen, undersøger Kommissionen også visse nationale ligaers fælles salg af fodbold. Her er stillingen på markedet imidlertid væsentligt stærkere og risikoen for lukning af markedet betydelig større. Kommissionen vil være særlig opmærksom på gennemgangen af disse aspekter.

Philips/Sony [51]

[51] Sag COMP/C3/37.228 Ingman Disc + VDC mod Philips og Sony, COMP/C3/37.561 Pollydis mod Philips og Sony, COMP/C3/37.707 Broadcrest m.fl. mod Philips og Sony og COMP/C3/38.787 Philips og Sony: anmeldelse af standardlicensaftalen.

65. Den 25. juli godkendte Kommissionen ved en administrativ skrivelse Philips' og Sonys bilaterale aftaler om indførelse af et verdensomspændende licensprogram for CD og 2003-udgaven af en standardlicensaftale, som Philips tilbyder tredjeparter baseret på Philips' og Sonys patenter samt patenter, som er baseret på selskabernes fælles opfindelser inden for CD-teknologi.

66. Kommissionen konkluderede, at aftalerne om indførelse af det fælles licensprogram for CD var omfattet af gruppefritagelsesforordningen for visse kategorier af aftaler om overførsel af teknologi. Selv om aftaler mellem medlemmer af en patentpulje normalt ikke kan omfattes af ovennævnte forordning, dækker artikel 5, stk. 2, nr. 2, patentpuljer, der kun består af to parter, uden nogen geografiske begrænsninger i EØS-området.

67. Endvidere blev det vurderet, at 2003-udgaven af standardlicensaftalen ikke medførte nogen mærkbar begrænsning af konkurrencen i den i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, anførte betydning, navnlig når der kun skal meddeles licenser for væsentlige patenter i denne udgave. Endvidere kan licenstagerne vælge den fælles licens eller individuelle licenser hos Philips og Sony og bruge dem, uanset om der er tale om standardspecifikationer eller ej. "Grant-back"-bestemmelsen gælder kun patenter af betydning for den/de type/-r CD, den enkelte licenstager vælger.

REIMS-II [52]

[52] Sag COMP/C1/38.170, EFT L 56 af 24.2.2004, s. 76.

68. Den 23. oktober vedtog Kommissionen en beslutning om fritagelse for endnu en periode på fem år for REIMS II-aftalen [53]. Aftalen vedrører det gebyr, de såkaldte terminalafgifter, som parterne betaler hinanden for udbringning af grænseoverskridende post, dvs. post der sendes fra en medlemsstat til en anden. Sytten offentlige posttjenester, herunder alle medlemsstaternes posttjenester bortset fra Nederlandenes, og posttjenesterne i Norge, Island og Schweiz har på nuværende tidspunkt undertegnet REIMS II-aftalen.

[53] IP/03/1438, 23.10.2003.

69. Aftalen, som Kommissionen allerede fritog i 1999 indtil den 31. december 2001, blev genanmeldt af parterne den 18. juni 2001 med en anmodning om en forlængelse af fritagelsen. Det blev vurderet, at aftalen var konkurrencebegrænsende efter artikel 81, stk. 1, da den hindrer parterne i at aftale andre terminalafgifter end dem, der er fastsat i aftalen.

70. På grund af de fordele, der allerede blev fastslået i beslutningen om fritagelse fra 1999, navnlig en forbedring af udbringningen af grænseoverskridende post, besluttede Kommissionen at fritage aftalen igen for en femårig periode med forbehold af nye strenge betingelser om ikke-diskrimination hvad angår private posttjenesters adgang til REIMS II-aftalens udbringningsbetingelser på den ene side og billige alternativer til terminalafgifter på den anden side.

2. Artikel 82 og 86

2.1 Artikel 82

Deutsche Telekom AG [54]

[54] Sag COMP/C1/37.451, 37.578, 37.579, EFT L 263 af 14.10.2003, s. 9.

71. Den 21. maj vedtog Kommissionen en beslutning efter artikel 82 om Deutsche Telekom AG's (DT) prisstrategi for lokale adgangstjenester til det faste telefonnet og pålagde selskabet [55] en bøde på 12,6 mio. EUR. Kommissionen fastslog i beslutningen, at DT udøvede et prispres på grund af et misforhold mellem engros- og detailpriserne for adgangen til abonnentnettet. Det afskrækkede nye markedsdeltagere fra at søge ind på markedet og begrænsede mulighederne for at vælge teleudbyder samt priskonkurrencen for endelige forbrugere. Kommissionens undersøgelse blev indledt i 1999 og udsprang af klager fra 15 nye markedsdeltagere på det tyske marked for fastnettjenester.

[55] Pressemeddelelse IP/03/717 af 21.5.2003.

72. Kommissionen konkluderede, at der var tale om misbrug i form af et prispres, da forskellen mellem DT's detail- og engrospriser enten var negativ eller en smule positiv, men ikke tilstrækkelig til at dække DT's produktspecifikke omkostninger i forbindelse med udbud af egne detailtjenester. På grund af det utilstrækkelige spænd siden indførelsen af ubundtet adgang til abonnentledninger i Tyskland og frem til vedtagelsen af beslutningen, kunne nye markedsdeltagere ikke konkurrere med DT om fastnetadgang for endelige forbrugere.

73. Kommissionen mente, at DT kunne have undgået prispresset, bl.a. ved at øge detailpriserne for analoge-, ISDN- og ADSL-forbindelser inden for rammerne af den tyske "price cap"-ordning. Under den første "price cap"-ordning mellem 1998 og 2001 kunne DT have undgået prispresset ved at forhøje slutbrugernes abonnementsafgifter. Stigende abonnentafgifter kunne have været opvejet af lavere samtalepriser. Fra 2002 kunne DT i det mindste have mindsket prispresset ved at øge prisen for ADSL-adgangstjenesterne. Prispresset blev derfor ikke pålagt DT gennem beslutninger truffet af de tyske tilsynsmyndigheder på telekommunikationsområdet.

Wanadoo Interactive [56]

[56] Sag COMP/C1/38.233.

74. Kommissionen vedtog den 16. juli en beslutning efter artikel 82 om Wanadoo's prisstrategi for ADSL-tjenester [57]. Kommissionen vurderede, at Wanadoo, der på det tidspunkt var et 72 % ejet datterselskab af France Télécom, havde anvendt en prissætning under omkostningsniveauet fra marts 2001 til oktober 2002 og pålagde derfor Wanadoo en bøde på 10,35 mio. EUR.

[57] Pressemeddelelse IP/03/1025 af 16.7.2003.

75. ADSL er den væsentligste teknologi i Frankrig til tilvejebringelse af højhastighedsadgang til internettet til privatkunder og "small office/home office"-kunder (SOHO). ADSL giver mulighed for at udbyde bredbåndstjenester over den almindelige telefonlinje. I den periode, som beslutningen dækker, blev næsten alle ADSL-linjer i Frankrig drevet af den etablerede udbyder France Télécom. De første bredbåndstjenester blev lanceret i 1998, men det var først i slutningen af 1999, at der virkelig kom gang i markedet. Da massemarkedsføringen af Wanadoo's ADSL-tjenester først startede i marts 2001, mente Kommissionen, at misbruget startede omkring det tidspunkt.

76. Kommissionen konkluderede, at Wanadoo fra slutningen af 1999 til oktober 2002 markedsførte sine ADSL-tjenester til priser under det gennemsnitlige omkostningsniveau. Wanadoo's priser lå noget under de gennemsnitlige variable omkostninger indtil august 2001. I den efterfølgende periode lå de cirka på niveau med de gennemsnitlige variable omkostninger, men betydeligt under de gennemsnitlige samlede omkostninger. Wanadoo led store tab frem til slutningen af 2002 som følge af denne praksis. At opveje de oprindelige tab over en vis periode var et muligt scenario, selv om der kan have været andre grunde til Wanadoo's agressive strategi. Fra dokumenter, der blev fundet under en inspektion af Wanadoo's lokaler, kunne Kommissionen også konkludere, at Wanadoo havde til hensigt at sætte sig på det strategiske marked for højhastighedsadgang til internettet [58].

[58] Wanadoo har anlagt annulationssøgsmål ved Retten i Første Instans: sag T-340/03.

Boks 3: Prismisbrug i telesektoren

I første halvår af 2003 vedtog Kommissionen to formelle forbudsbeslutninger efter EF-traktatens artikel 82 om ekskluderende adfærd i forbindelse med udbud af teletjenester. Det er de første beslutninger af den slags siden den fulde liberalisering af telesektoren i 1998, og endda siden 1982, da det blev fastslået, at British Telecommunications, der stadig var et statsmonopol, misbrugte sin dominerende stilling til at begrænse brugen af telex- og telefonfaciliteter [59].

[59] EFT L 360 af 21.12.1982.

Disse to beslutninger er vigtige, da de vedrører en økonomisk sektor, der var underlagt en forhåndsregulering, hvor medlemsstaterne spiller en vigtig rolle via beslutningsprocessen i de nationale tilsynsmyndigheder. Reglerne for denne regulering blev reformeret i 2002 af de nye EF-direktiver om elektronisk kommunikation og ændrer sig i retning af koncepter baseret på konkurrencelovgivning.

Kommissionen vil fortsat bekæmpe prismisbrug, selv i de tilfælde hvor de omhandlede priser vedrører en sektorspecifik regulering. De to beslutninger fastsætter betingelserne for gennemførelse af de relevante test. Prissætning under omkostningsniveauet kræver en direkte sammenligning af priserne og de underliggende omkostninger og medfører en forpligtelse til at øge priserne til over omkostningsniveauet. Undersøgelse af prispres starter med en sammenligning af engros- og detailpriser. De underliggende downstream-omkostninger vil kun blive undersøgt, hvis detailpriserne er højere end engrospriserne. Begge test kan skabe præcedens for andre kommende sager om prismisbrug i telesektoren, ikke kun for Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder, men også for de nationale konkurrencemyndigheder.

IMS Health [60]

[60] Sag COMP/D3/38.044.

77. I sektoren for informationstjenester traf Kommissionen beslutning om en tilbagetrækning af de foreløbige foranstaltninger, der blev vedtaget i 2001 [61]. På det tidspunkt pålagde Kommissionen via foreløbige foranstaltninger IMS Health, der er førende på verdensplan inden for indsamling af data om salg af lægemidler og recepter, at meddele licens på sin "1860-blokstruktur" [62] vedrørende dataindsamling til de daværende konkurrenter på det tyske marked for regionale salgsdata for salg af lægemidler. IMS fik derimod ret til at opkræve licensafgifter. Beslutningen blev suspenderetaf præsidenten for Retten i Første Instans [63]. I en dom af 17. september 2002 gav en tysk domstol [64] NDC Health, som er IMS's hovedkonkurrent på det tyske marked, ret til at udbyde en struktur, der opfylder kundernes behov. Selv om domstolen erkendte, at IMS Health's "1860-blokstruktur" var omfattet af en national ophavsretlig beskyttelse, fastslog den, at tredjeparter ikke kan hindres i at udvikle en anden struktur baseret på administrative og postale opdelinger, selv om den nye struktur har samme antal blokke som 1860-strukturen og må betragtes som værende baseret på denne. Der kan således udvikles andre blokstrukturer, der ligner 1860-strukturen meget, til indsamling af data om lægemiddelsalg, og de kan lovligt anvendes til at udarbejde og markedsføre salgsrapporter om lægemidler. Samtidig forbedrede NDC sin markedsstilling. Endvidere var der en anden konkurrent, der skulle have draget fordel af Kommissionens foreløbige foranstaltninger, der trak sig tilbage fra det tyske marked.

[61] COMP/D3/38.044 NDC Health/IMS Health, beslutning af 3.7.2001 (EFT L 59, 28.2.2002).

[62] IMS's "1860-blokstruktur" opdeler Tyskland i 1 860 salgsområder eller "blokke".

[63] Kendelse af 26.10.2001, sag T-184/01R og kendelse af 11.4.2002, sag C-481/01P(R), præsidenten for Domstolen afviste NDC's appel af kendelsen afsagt af præsidenten for Førsteinstansretten.

[64] Dom afsagt af Frankfurts højesteret (Frankfurter Oberlandesgericht) den 17.9.2002 i sag 11 U 67/2000.

78. På grund af den ændrede situation var det ikke længere hastende at Kommissionen greb ind, og Kommissionen trak derfor beslutningen fra 2001 om foreløbige foranstaltninger tilbage.

79. Nationale domstolsprøvelser og en præjudiciel afgørelse fra EF-Domstolen var undervejs. I sidstnævnte tilfælde afgav generaladvokat Tizzano udtalelse den 2. oktober [65]. Han anfører, at en afvisning af at meddele licens på et ophavsretligt beskyttet produkt (i dette tilfælde "1860-strukturen") udgør et misbrug af en dominerende stilling, hvis der ikke foreligger en objektiv begrundelse for en sådan afvisning, og hvis anvendelsen af det immaterielle gode er absolut nødvendig for den givne aktivitet på det afledte marked i en sådan grad, at ejeren udelukker konkurrence på det omhandlede marked. Det er imidlertid en betingelse, at den virksomhed, der anmoder om licens, har til hensigt at udbyde varer eller tjenesteydelser med andre karakteristika, der opfylder særlige behov hos forbrugerne, der ikke kan opfyldes af de eksisterende varer eller tjenesteydelser.

[65] Udtalelse fra generaladvokat Tizzano af 2.10.2003 i sag C-418/01 IMS Health GmbH & Co.KG mod NDC Health GmbH &Co.KG.

GVG/FS [66]

[66] Sag COMP/D1/C.37.685, EFT [ ].

80. Den 28. august traf Kommissionen en beslutning efter artikel 82 vedrørende Ferrovie dello Stato S.p.A (FS), det italienske jernbaneselskab, for misbrug af en dominerende stilling på det italienske jernbanemarked. Kommissionen vurderede, at FS havde forhindret det tyske jernbaneselskab Georg Verkehrsorganisation GmbH (GVG) i at drive en international passagertjeneste på strækningen Basel-Milano.

81. GVG havde siden 1995 anmodet FS om at indgå en international samarbejdsaftale [67] for at få oplysninger om pris og disponibilitet for togkanaler og skaffe trækkraft, dvs. lokomotiv og lokofører. GVG ønskede at befordre passagerer fra forskellige byer i Tyskland til Basel. Selskabet foreslog en non-stop ("sprinter") jernbaneforbindelse to gange daglig fra Basel til Milano via Domodossola. Denne tjeneste skulle navnlig konkurrere med Cisalpino, der er et joint venture-selskab mellem FS og Schweizerische Bundesbahnen (SBB). Der er kun én daglig forbindelse mellem Basel og Milano med Cisalpino.

[67] Direktiv 91/440/EØF kræver, at der oprettes en "international sammenslutning", som består af mindst to jernbaneselskaber i forskellige medlemsstater med henblik på drift af grænseoverskridende passager- og fragttrafik, EFT L 237 af 24.8.1991.

82. Som et vertikalt integreret selskab har FS et lovfæstet monopol til at drive den italienske jernbaneinfrastruktur. FS er den udpegede infrastrukturforvalter og det nationale tildelingsorgan og har derfor varetaget regulerende funktioner for staten. Selskabet har ansvaret for at oprette og vedligeholde den italienske jernbaneinfrastruktur og for tildeling af togkanaler til jernbaneselskaber i Italien mod gebyr. FS har også som infrastrukturforvalter ansvaret for at udstede sikkerhedscertifikater til jernbaneselskaber.

83. FS er dominerende på markedet for adgang til det nationale jernbanenet, der betragtes som en essentiel facilitet. Hvad angår trækkraft, konkluderede Kommissionen på basis af en detaljeret markedsundersøgelse, at FS også er dominerende på dette marked. På nuværende tidspunkt er intet andet italiensk jernbaneselskab udstyret, så det kan udbyde den nødvendige trækkraft til GVG [68]. Hvad angår de afledte markeder, blev det også vurderet, at FS var dominerende, da det er det eneste selskab, der udbyder passagertjenester på det italienske jernbanenet på strækningen Basel-Milano. Bortset fra Cisalpino udbyder FS en række daglige passagertjenester mellem Basel og Milano i samarbejde med SBB. Endvidere er adgangen til det afledte marked begrænset til selskaber, der indgår i internationale samarbejdsaftaler. Kommissionen konkluderede, at det kun var FS, der kunne indgå en sådan international samarbejdsaftale med GVG.

[68] Af en række grunde konkluderede Kommissionen også fra sin markedsundersøgelse, at GVG ikke selv kunne skaffe trækkraft til det italienske marked.

84. Kommissionen konkluderede i sin beslutning, at FS i tre tilfælde havde misbrugt sin dominerende stilling og overtrådt artikel 82. For det første havde selskabet ved at afvise at behandle GVG's anmodning om adgang til jernbaneinfrastrukturen nægtet adgang til jernbanenettet, der betragtes som en essentiel facilitet. For det andet havde selskabet ved ikke at reagere på GVG's anmodning om trækkraft i realiteten afvist at levere trækkraft til GVG til den omhandlede tjeneste. Der er derfor tale om misbrug, da FS's afvisning førte til fjernelse af en potentiel konkurrent, og da der ikke forelå en objektiv begrundelse. Endelig fremlagde FS ingen objektiv begrundelse for sin afvisning af at indlede forhandlinger med GVG om indgåelse af en international samarbejdsaftale. FS forhindrede derfor GVG i at komme ind på det afledte marked for jernbanepassagertransport til Italien.

85. For at få afsluttet sagen afgav FS betydelige tilsagn. FS forpligtede sig bl.a. til at indgå internationale samarbejdsaftaler med nye jernbaneselskaber, der er meddelt licens af en medlemsstat, og som har konkrete forslag til drift af en international jernbanetjeneste. Endvidere forpligtede FS sig til i en femårig periode at levere trækkraft til andre jernbaneselskaber, der ønsker at udbyde grænseoverskridende passagertjenester. På det grundlag indgik FS samarbejdsaftaler med GVG. FS forpligtede sig også til at tilbyde GVG egnede togkanaler, så snart SBB stiller togkanaler til rådighed på det schweiziske jernbanenet. Kommissionen fandt det nødvendigt at udstede en formel beslutning i denne sag, men på grund af den igangværende liberalisering af jernbanesektoren afstod Kommissionen fra at pålægge en bøde, da der var tale om en ny sag.

2.2 Artikel 86

Der er ikke i år truffet formelle beslutninger efter artikel 86.

C - Udviklingen i konkurrencen i de enkelte sektorer

1. Energi

86. I 2003 blev der gjort betydelige fremskridt med liberaliseringen i energisektoren (el og gas). Det vigtigste resultat var vedtagelsen den 26. juni af en lovgivningspakke, der sikrer, at alle europæiske el- og gasforbrugere senest den 1. juli 2007 kan vælge leverandør. Ud over disse lovgivningsmæssige foranstaltninger fortsatte Kommissionen sin behandling af konkurrencesager. Rådets drøftelser af forsyningssikkerheden i gassektoren førte den 15. december til en politisk aftale.

87. Lovgivningspakken består af følgende elementer i forbindelse med fuld liberalisering af den europæiske gas- og elindustri. Rådet og Parlamentet vedtog (1) direktiv 2003/54/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF [69] (eldirektivet), (2) direktiv 2003/55/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF [70] (gasdirektivet) og (3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling [71] (elforordningen). Gas- og eldirektiverne erstatter tidligere udgaver, der opfordrede til en gradvis liberalisering.

[69] EFT L 176 af 15.7.2003, s. 37.

[70] EFT L 176 af 15.7.2003, s. 57.

[71] EFT L 176 af 15.7.2003, s. 1.

88. Gas- og eldirektiverne indebærer en åbning af markedet for alle erhvervskunder fra den 1. juli 2004 og for private husstande fra den 1. juli 2007. De omhandler også indførelse af reguleret tredjepartsadgang til nettene samt til LNG-terminaler (LNG = flydende naturgas). Kun med hensyn til adgang til lagre vil medlemsstaterne stadig have et valg mellem regulerede og forhandlede ordninger for tredjepartsadgang. Endvidere hedder det i direktiverne, at der skal udpeges tilsynsmyndigheder, som skal have ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af i det mindste de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, før de kan træde i kraft.. Nærmere detaljer og vejledning kan fås i de fortolkningsmeddelelser, som Kommissionens tjenestegrene har offentliggjort.

89. Elforordningen fremmer fair regler for grænseoverskridende handel med el og skærper dermed konkurrencen på det indre elmarked. Med henblik herpå indføres en kompensationsordning for operatører af transmissionssystemer til at dække omkostninger ved at huse grænseoverskridende strømme af elektricitet. Der fastsættes harmoniserede principper for grænseoverskridende transmissionsafgifter, især for ikke-diskriminerende, gennemsigtige afgifter, som ikke er afstandsbestemte. Forordningen fastsætter regler for at maksimere adgangen til transmissionskapacitet og fastsætter principper for håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

90. Et af de mest kontroversielle punkter i gasdirektivet og i elforordningen er undtagelsen fra de forskellige regler i ordningen for tredjepartsadgang, der kan indrømmes store nye infrastrukturer (samkøringslinjer eller LNG-terminaler). Disse bestemmelser skal skabe balance mellem incitamenter til at oprette ny infrastruktur og etablering af et fælles marked. Det er indlysende, at undtagelser kun kan indrømmes, hvis alle betingelserne i direktivet/forordningen er opfyldt. Den vigtigste betingelse for at opnå en undtagelse fra forpligtelsen til at give adgang til tredjepart er, at risikoen er så stor, at investeringen ikke ville finde sted uden en undtagelse. En anden vigtig betingelse er, at investeringen skal skærpe konkurrencen på forsyningssiden. Samtidig må fritagelsen ikke skade konkurrencen eller et velfungerende internt (gas- eller el)marked eller et velfungerende reguleret system som infrastrukturen er forbundet med. Fritagelser må forventes at give incitamenter til at sikre, at uudnyttet kapacitet ikke hamstres, og hvor man vil forvente, at der gælder use-it-or-lose-it-mekanismer (forbrug eller fortab). Det ville ligeledes være lettere at påvise, at fritagelsen opfylder konkurrencekravene, når den pågældende udvikler er i stand til at bevise, at vedkommende havde tilbudt tredjepart adgang ved udformningen af infrastrukturen, f.eks. gennem en "open season process". Mere generelt følger det af rationalet bag reglen, at alle fritagelser skal være begrænset i omfang og tid til det absolutte minimum [72].

[72] En mere udførlig beskrivelse kan findes i GD for Energi og Transports meddelelse om direktiv 2003/54-55 og forordning nr. 1228/03.

91. Endvidere vedtog Kommissionen i december 2003 et forslag til forordning om betingelserne for adgang til gastransmissionsnet [73]. Med forslaget søger man at sikre lighed i hele EU med hensyn til afgørende vilkår for tredjepartsadgang og at forbedre alle transmissionssystemoperatørers overholdelse af de retningslinjer, der blev vedtaget på Madrid-forummet. I forslaget til forordning fastsættes principperne for adgangstakster, krav om gennemsigtighed, et fælles minimumssæt af adgangstjenester for tredjepart, kapacitetstildeling og styring af overbelastning, regler og gebyrer for balancering, og handel med rettigheder til netkapacitet. Der fastsættes minimumsstandarder for adgang til gastransmissionsnettene, mens medlemsstaterne vil få mulighed for at indføre eller opretholde mere detaljerede foranstaltninger.

[73] KOM(2003) 741, Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for adgang til gastransmissionsnet.

92. Der blev desuden gjort vigtige fremskridt i retning af liberalisering på Madrid- og Firenze-forummet, hvor Kommissionen, de nationale tilsynsmyndigheder og industrien mødes en eller to gange årligt for at drøfte liberaliseringsprocessen. I september vedtog man på Madrid-forummet, der vedrører gas, et sæt nye retningslinjer for god praksis i forbindelse med forbedring af vilkårene for tredjepartsadgang til de europæiske gasrørledninger. De vigtigste resultater er forbedret gennemsigtighed og bedre systemer til forvaltning af kapacitetsbegrænsninger.

93. Forsyningssikkerhed stod også højt på dagsordenen i 2003. I elsektoren oplevede man en række strømsvigt. De blev i hvert fald delvis tilskrevet utilstrækkelige investeringer i nettet. Som reaktion fremlagde Kommissionen et forslag til direktiv om forsyningssikkerhed i elsektoren. For gassektoren havde Kommission fremlagt et forslag allerede i september 2002, som man som nævnt nåede til politisk enighed om.

94. Liberaliseringsprocessen blev - ligesom i de foregående år - ledsaget af en række konkurrencesager i energisektoren, hvor Kommissionen benyttede alle konkurrenceinstrumenter, dvs. fusionskontrol, statsstøttekontrol og håndhævelse af kartelreglerne.

95. Hvad angår karteller, var en af hovedtendenserne i 2003 et nært samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder og de nationale konkurrencemyndigheder. Et sådant samarbejde er passende for at sikre en konsekvent anvendelse af loven i hele EU og en effektiv ressourceallokering. Et godt eksempel på vellykket samarbejde er Dong/DUC-sagen [74], hvor forhandlingerne om en løsning foregik i fællesskab med den danske Konkurrencestyrelse, som derefter fik til opgave at føre kontrol med, at de pågældende markedsaktører opfyldte deres tilsagn.

[74] Pressemeddelelse IP/03/566 af 24.4.2003.

96. Det er også værd at bemærke, at fokus inden for håndhævelsen af kartelreglerne i gassektoren skifter fra sager, der vedrører aktiviteter i et tidligere led, til sager, der vedrører aktiviteter i et senere led. Mens konkurrencesager tidligere især omhandlede gasproduktion (Corrib [75], GFU [76], Dong/DUC [77]), drejer de sager, der nu efterforskes, sig i højere grad om markederne i senere omsætningsled. Der er f.eks. tale om spørgsmålet om langfristede eksklusive forsyningskontrakter, som kan virke afskærmende for nye markedsaktører, eller territoriale salgsrestriktioner i transportkontrakter mellem europæiske operatører.

[75] Sag COMP/E-3/37.708; Pressemeddelelse IP/01/578 af 20.4.2001.

[76] Sag COMP/E-3/36.702; Pressemeddelelse IP/02/1084 af 17.7.2002.

[77] Pressemeddelelse IP/03/566 af 24.4.2003.

97. Mens en del sager tidligere blev afsluttet efter forlig, forventer man flere formelle beslutninger i fremtiden. Det vil øge retssikkerheden og give Kommissionen mulighed for at klarlægge sin politik formelt. Kommissionen vil dog fortsat acceptere anmodninger om forlig, hvis den finder, at man bedre kan opnå en reel ændring på markedet på denne måde.

98. Den vigtigste begivenhed på kartelområdet i 2003 var afslutningen af sagen ENI/Gazprom [78]. Denne sag indgår i den løbende efterforskning af territoriale salgsrestriktioner i gasforsyningskontrakter mellem gasproducenter og de europæiske gasgrossister/importører. Sagen blev afsluttet, da virksomhederne slettede den restriktive klausul fra deres nugældende gasforsyningskontrakter, og ENI afgav tilsagn om en række ledsagende foranstaltninger, blandt andet tilbud om at sælge betydelige mængder gas uden for Italien. Forliget gav samtidig større retssikkerhed i forbindelse med langfristede gasforsyningskontrakter, som gasindustrien finder påkrævede for udviklingen af visse nye gasfelter.

[78] Sag COMP/E3/37.811; Pressemeddelelse IP/03/1345 af 6.10.2003.

99. Af andre sager kan nævnes forbedringen af ordningerne for tredjepartsadgang i Tyskland [79] og Nederlandene [80]. Tilsagn fra det tyske gasselskab BEB førte til indførelse af en ordning for adgang til og udtræden af det tyske gasmarked. Entry/exit-ordninger regnes for at være bedre end de ordninger for tredjepartsadgang, der hidtil er anvendt i Tyskland. Der var desuden tale om vigtige afklaringer i Dong/DUC-sagen [81], hvori man understregede, at brugsrestriktioner og nedbringelsesklausuler ikke er forenelige med europæisk konkurrenceret. Brugsrestriktioner er klausuler, der forhindrer køberen i at anvende gassen til andre formål end det, der er aftalt mellem køber og sælger. Nedbringelsesklausuler er klausuler, der tillader køberen at begrænsede de mængder, der aftages fra sælgeren, hvis denne begynder at sælge i køberens forsyningsområde.

[79] Pressemeddelelse IP/03/1129 af 29.7.2003.

[80] Pressemeddelelse IP/03/547 af 16.4.2003.

[81] Pressemeddelelse IP/03/566 af 24.4.2003.

100. På fusionsområdet var den vigtigste sag i 2003 fusionen mellem den østrigske elproducent Verbund og de østrigske regionale forsyningsselskaber, der drives under navnet Energie Allianz [82]. Kommissionen godkendte denne fusion, efter at virksomhederne indvilgede i at medvirke til at etablere en stærkere konkurrent på det østrigske marked og tilbød at stille en vis mængde elektricitet til rådighed for mindre konkurrenter ved auktion.

[82] Sag COMP/M.2947; Pressemeddelelse IP/03/825 af 11.6.2003.

2. Posttjenester

2.1 Gennemførelse af det nye postdirektiv (direktiv 2002/39/EF)

101. Det nye postdirektiv, der blev vedtaget i 2002 [83], baner vejen for fuldendelsen af et indre marked for posttjenester, især gennem en gradvis indskrænkning af eneretsområdet og liberalisering af udgående grænseoverskridende post. Gennemførelsen af disse bestemmelser, der skal skabe et større konkurrenceområde, må forventes at påvirke anvendelsen af EU's konkurrenceregler i postsektoren. Direktivet skulle have været gennemført senest den 31. december 2002.

[83] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/39/EF af 10. juni 2002 om ændring af direktiv 97/67/EF for så vidt angår yderligere åbning af Fællesskabets marked for posttjenester, EFT L 176 af 5.7.2002, s. 21.

102. I januar indledte Kommissionen overtrædelsesprocedure mod de medlemsstater, der endnu ikke havde gennemført direktivet i national lovgivning (eller ikke givet meddelelse herom). Den 14. oktober havde alle medlemsstater med undtagelse af Frankrig allerede afsluttet gennemførelsen af direktivet.

103. I henhold til artikel 7 i direktiv 97/67/EF, som ændret ved artikel 1 i direktiv 2002/39, liberaliseres udgående grænseoverskridende post i alle medlemsstaterne med undtagelse af de stater, hvor indtægterne herfra betragtes som nødvendige for at opfylde befordringspligten. Et vigtigt spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af konkurrencereglerne er derfor, hvorvidt medlemsstaterne ved gennemførelsen af direktivet har besluttet at holde markedet for udgående grænseoverskridende post inden for monopolområdet. Den 14. oktober havde seks medlemsstater (Grækenland, Spanien, Irland, Italien, Luxembourg og Portugal) ud af de 14, der allerede havde afsluttet gennemførelsen, besluttet ikke at liberalisere det pågældende marked.

104. Et resumé af situationen i medlemsstaterne kan findes i nedenstående tabel:

>TABELPOSITION>

3. Elektronisk kommunikation og informationssamfundet

3.1 Gennemførelse af det nye regelsæt

105. Den 25. juli udløb fristen for gennemførelse af det nye regelsæt om elektronisk kommunikation i national lov. Rådet og Europa-Parlamentet vedtog den 7. marts 2002 fire direktiver [84], mens Kommissionen parallelt hermed vedtog et direktiv efter artikel 86 [85]. Disse direktiver erstattede det hidtidige retsgrundlag for indgreb i denne sektor.

[84] EFT L 108 af 24.4.2002.

[85] EFT L 249 af 17.9.2002.

106. Den 6. oktober indledte Kommissionen procedure mod de medlemsstater, der ikke havde meddelt Kommissionen, hvilke gennemførelsesforanstaltninger de havde truffet, eller fremlagt oplysninger, der viste, at de havde opfyldt deres forpligtelser. Der var tale om Belgien, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Portugal for alle fem direktivers vedkommende og Sverige kun med hensyn til direktiv 2002/77/EF. Den 17. december sendte Kommissionen en begrundet udtalelse til alle disse medlemsstater med undtagelse af Spanien, som i mellemtiden havde gennemført direktiverne. Sagen mod Sverige blev afsluttet i december. Den 19. november vedtog Kommissionen sin 9. rapport om gennemførelsen af EU's lovpakke for elektronisk kommunikation [86]. I rapporten fremhæves det, at antallet af faste bredbåndsforbindelser er næsten fordoblet i det sidste år, men at konkurrencesituationen skal forbedres yderligere, hvis bredbåndssektoren for alvor skal stimulere EU's økonomi. I rapporten forudses det, at antallet af mobilabonnenter i 2003 vil vokse hurtigere end i 2002, selv om penetrationsgraden allerede ligger tæt på 90 % i en række EU-lande. Rapporten påpeger også, at hidtil har kun otte medlemsstater afsluttet deres gennemførelse af den nye EU-lovgivning i national lov.

[86] KOM(2003) 715 endelig.

107. På baggrund heraf har man i den 9. rapport bevidst koncentreret sig om hovedpunkter, som skal behandles i gennemførelsesprocessen, frem for at foretage en vurdering af situationen i de enkelte medlemsstater. Blandt disse hovedpunkter kan nævnes, at de nationale tilsynsmyndigheders opgaver skal overdrages til kompetente nationale organer, og at der foretages en klar opdeling af disse opgaver, når de fordeles mellem de forskellige organer. Rapporten understreger også, at der er behov for at sikre videre beføjelser og skønsmuligheder samt, at de nationale tilsynsmyndigheder får rådighed over alle midler fastlagt i den nye lovpakke.

108. I rapporten bemærkes det, at antallet af operatører, der konkurrerer på hinandens nationale markeder, har ligget mere eller mindre stabilt, selv om en række operatører har forskanset sig på deres hjemmemarkeder. Konkurrencepresset synes at have bevæget sig fra udlands- og langdistancemarkederne til lokalopkaldssegmentet, hvor de etablerede selskabers faste markedsandele fortsat falder, mens forbrugerne stadig nyder godt af prisfald på fast taletelefoni. Den nedadgående pristrend er fortsat, men var i 2003 væsentligt lavere end i de foregående år og mindre end halvdelen af tallet for 2002 [87].

[87] IP/03/1572 af 19.11.2003.

109. Rettidig gennemførelse er endnu vigtigere, fordi den nye lovpakke indebærer betydelige ændringer af regulerings- og konkurrencepolitikkens omfang og rolle i telesektoren i Europa. Den nye lovpakke er baseret på tre principper. For det første skal et forudgående indgrebs grad og intensitet stå i forhold til det foreliggende problem. Når der er effektiv konkurrence på markederne, skal den eksisterende regulering ophæves. For det andet skal markederne analyseres på grundlag af de principper, der anvendes i konkurrenceretten og i praksis. Det vedrører markedsdefinitioner, vurdering af markedsstyre og udpegelse af afhjælpende foranstaltninger. I henhold til den nye lovpakke skal en operatør således kun reguleres, hvis vedkommende har en dominerende stilling, som defineret i artikel 82. For det tredje skal alle elektroniske kommunikationstjenester og -net behandles på samme måde (teknologisk neutralitet), hvilket f.eks. indebærer, at der nu gælder de samme regler for kabel-tv-net som for telenet.

110. I rammedirektivet kræves det, at de nationale tilsynsmyndigheder skal foretage markedsanalyser for at fastslå, hvordan konkurrencesituationen er på de pågældende kommunikationsmarkeder og udpege eventuelle udbydere med stærk markedsposition på disse markeder. Når en operatør siges at have stærk markedsposition, skal tilsynsmyndighederne udpege de specifikke forpligtelser, vedkommende skal pålægges. Forpligtelserne kan variere afhængigt af karakteren af og kilden til det konkurrencemæssige problem, hvilket giver en betydelig fleksibilitet ved udformningen af modforholdsregler i de enkelte situationer.

111. I sin henstilling om relevante markeder, der skal forhåndsreguleres [88], har Kommissionen opført 18 markeder. Beslutningen om at medtage disse markeder blev taget på grundlag af deres strukturelle karakteristika og de oplysninger om situationen på disse markeder i samtlige medlemsstater, som Kommissionen havde adgang til på daværende tidspunkt. Der er indført en høringsordning (artikel 7-procedure) for at skabe et tættere samarbejde mellem Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder og dermed sikre konsekvent anvendelse af den nye lovpakke.

[88] Kommissionens henstilling 2003/311/EF af 11. februar 2003 om relevante produkt- og tjenestemarkeder inden for den elektroniske kommunikationssektor, som er underlagt forhåndsregulering, EFT L 114 af 8.5.2003.

Boks 4: "Artikel 7"-høringsordninger

I henhold til rammedirektivets artikel 7 skal de nationale tilsynsmyndigheder under visse omstændigheder anmelde udkast til reguleringsbeslutninger til Kommissionen. Inden for en måned kan Kommissionen fremsætte bemærkninger til udkastene til beslutning, som de nationale tilsynsmyndigheder skal tage hensyn til. Hvis et udkast vil få virkninger for samhandelen mellem medlemsstaterne og er baseret på en markedsdefinition, der adskiller sig fra definitionen i Kommissionens henstilling, eller konkluderer/afviser, at en virksomhed har en stærk markedsposition, kan Kommissionen inden for yderligere to måneder kræve, at de nationale tilsynsmyndigheder trækker den påtænkte foranstaltning tilbage (Kommissionens "vetoret").

Med vedtagelse den 23. juli af Kommissionens henstilling om procedureaspekter [89] og den strøm af udkast til foranstaltninger, der er kommet fra de nationale tilsynsmyndigheder siden begyndelsen af august, er lovpakken nu operationel. Kommissionen har oprettet to taskforcer til at forvalte høringen, den ene i GD for Konkurrence og den anden i GD for Informationssamfundet. Taskforcerne gennemgår og analyserer de udkast til regulerende foranstaltninger (sager), de nationale tilsynsmyndigheder anmelder i henhold til artikel 7. Det forventes, at taskforcerne vil komme til at spille en afgørende rolle i de nationale tilsynsmyndigheders markedsanalyser. De er især ansvarlige for at modtage anmeldelser af udkast til foranstaltninger fra de nationale tilsynsmyndigheder, vurdering af udkastene (dvs. om de er forenelige med EU-retten), udarbejdelse af kommissionsbeslutninger og kontakt med de nationale tilsynsmyndigheder, de nationale konkurrencemyndigheder og andre interesserede parter.

[89] Kommissionens henstilling 2003/561/EF af 23. juli om anmeldelser, tidsfrister og høringer i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF, EFT L 190 af 30.7.2003, s. 13, Pressemeddelelse IP/03/1089, 23.7.2003.

Normalt holdes der møder med de nationale tilsynsmyndigheder inden anmeldelsen for at lette den formelle høringsproces. Ved udgangen af december havde taskforcerne behandlet 40 sager (28 afsluttet, 12 afventer godkendelse).

3.2 Tilsyn med gennemførelsen af direktiverne

3.2.1 Manglende underretning af Kommissionen om efterlevelse af direktiv 2002/77/EF

112. Den 17. december 2003 besluttede Kommissionen at sende begrundede udtalelser til Belgien, Tyskland, Grækenland, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Portugal. Disse medlemsstater havde på dette tidspunkt endnu ikke tilsendt Kommissionen oplysninger, der gav den mulighed for at sikre sig, at de havde efterlevet bestemmelserne i Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (konkurrencedirektivet). I henhold til dette direktivs artikel 9 skulle medlemsstaterne afgive disse oplysninger senest den 25. juli 2003. Kommissionen rykkede den 10. oktober disse medlemsstater for oplysningerne.

113. Derimod afsluttede Kommissionen de procedurer, den i oktober havde indledt over for Sverige og Spanien, da de to lande i mellemtiden havde meddelt, hvilke nationale foranstaltninger de havde truffet. Kommissionen har påbegyndt en undersøgelse af, om de anmeldte foranstaltninger er i overensstemmelse med konkurrencedirektivet.

3.2.2 Kabel-tv-net i Frankrig

114. Den 8. april sendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Frankrig for ikke at have overholdt kabel-tv-direktivet og direktivet om fuld konkurrence [90] ved at bevare en særordning for udbud af teletjenester via kabel. I henhold til disse direktiver skal medlemsstaterne tillade operatører af kabel-tv-net at udbyde teletjenester på samme vilkår som alle andre teleoperatører. Imidlertid opretholder Frankrig på to vigtige punkter en retlig særordning for kabel-tv-operatørers aktiviteter inden for telekommunikation. For at de kan tilbyde teletjenester kræves en forudgående systematisk høring af alle de berørte kommuner. En kabel-tv-operatør fik endog afslag fra en række kommuner på sin anmodning om at udbyde telefoni. Desuden har kabel-tv-operatører ikke samme adgangsret til offentlig ejendom som operatører af andre former for telenet. Mere specifikt gælder der ikke de samme lofter for afgifterne for brug af offentlig ejendom.

[90] Kommissionens direktiv 90/388/EØF af 28. juni 1990 om liberalisering af markedet for teletjenester, som ændret ved Kommissionens direktiv 95/51/EF af 18. oktober 1995 om afskaffelse af begrænsninger i brugen af kabel-tv-net til levering af allerede liberaliserede teletjenester og Kommissionens direktiv 96/19/EF af 13. marts 1996 om gennemførelse af liberaliseringen af markederne for teletjenester.

115. Disse forpligtelser er til stor gene for kabel-tv-operatørernes kommercielle udvikling og markedsadfærd og forhindrer udvikling af kabel-tv-net som alternativ infrastruktur til udbud af teletjenester. Kommissionens undersøgelse blev iværksat, efter at Kommissionen havde modtaget en klage fra en fransk sammenslutning af netoperatører (AFORM) i oktober 2001.

3.2.3 Adgangsret i Luxembourg

116. Den 12. juni fastslog Domstolen, at Storhertugdømmet Luxembourg ved ikke i praksis at have sikret en effektiv gennemførelse i luxembourgsk ret af artikel 4d i Kommissionens direktiv 90/388/EØF af 28. juni 1990 om liberalisering af markedet for teletjenester, som ændret ved Kommissionens direktiv 96/19/EF af 13. marts 1996, havde tilsidesat sine forpligtelser [91]. Kommissionen havde indledt overtrædelsesprocedure mod Luxembourg, fordi godkendelsesordningen vedrørende indrømmelse af ret til adgang til et offentligt område savnede gennemsigtighed. Dette begunstigede det offentligt ejede teleselskab, EPT, i forhold til nye markedsaktører, som var nødsaget til at oprette deres egne offentlige telenet. Domstolen bekræftede, at de generelle nationale administrative procedurer er langt fra gennemsigtige, og at situationen i Luxembourg kan afskrække interesserede parter i at ansøge om adgangsret.

[91] Sag C-97/01.

3.2.4 Adgangsret i Portugal

117. Den 30. juli indbragte Kommissionen Republikken Portugal for Domstolen for at have overtrådt fællesskabsretten med hensyn til gennemførelsen af direktiv 1990/388/EØF, som ændret ved direktiv 1996/19/EF. Søgsmålet omhandler anvendelse af ikke-diskriminationsprincippet for adgangsret. Kommissionen er af den opfattelse, at den portugisiske lovgivning sondrer mellem det etablerede selskab, PT Comunicações, og nye aktører med hensyn til de økonomiske vilkår for den nødvendige adgangsret uden nogen objektiv begrundelse, hvilket er i strid med ovennævnte direktivs artikel 4d.

3.3 Individuelle sager

T-Mobile Deutschland/O2 Germany - Network Sharing Rahmenvertrag & O2 UK Limited/T-Mobile UK Limited - UK Network Sharing Agreement

118. Den 30. april og den 16. juli vedtog Kommissionen to beslutninger om fritagelse, hvori den fastslog, hvor langt mobiloperatørers samarbejde kan strække sig gennem netdeling [92]. At mobiloperatører deler anlægspladser blev ikke betragtet som konkurrencebegrænsende. Indenlandsk roaming begrænser konkurrencen på engrosplan med potentielt skadelige virkninger for de afledte detailmarkeder. Imidlertid blev indenlandsk roaming fritaget indtil den 31. december 2008 i byområder, og der blev fastsat en stram tidsplan for afvikling. For flere detaljer se nr. 62 ff.

[92] Den britiske aftale: EUT L 200 7.8.2003, Pressemeddelelse IP/03/589, 30.4.2003. Den tyske aftale: EUT L 75 af 12.3.2004, s. 32, Pressemeddelelse IP/03/1026, 16.7.2003.

Deutsche Telekom AG

119. Den 21. maj vedtog Kommissionen en beslutning efter artikel 82 om Deutsche Telekoms prisstrategi for lokaladgang til det faste telefonnet [93]. I denne beslutning fastslog Kommissionen, at Deutsche Telekom (DT) klemte fortjenstmargenerne ved at afkræve nye aktører takster for engrosadgang til det lokale kredsløb, der er højere end eller tæt på dem, abonnenterne betalte for detailadgang. Kommissionen pålagde derfor virksomheden en bøde på 12,6 mio. EUR. For flere detaljer se nr. 71 ff.

[93] Pressemeddelelse IP/03/717 af 21.5.2003 og EUT L 263 af 14.10.2003, s. 9.

Wanadoo Interactive

120. Den 16. juli vedtog Kommissionen en beslutning efter artikel 82, om Wanadoos prisstrategi for sine ADSL-detailtjenester [94]. Kommissionen fastslog, at Wanadoo, som France Télécom da ejede 72 % af, havde benyttet underbudspriser for sådanne tjenester fra marts 2001 til oktober 2002, og pålagde Wanadoo en bøde på 10,35 mio. EUR. For flere detaljer se nr. 74 ff.

[94] Pressemeddelelse IP/03/1025 af 16.7.2003.

3.4. Informationssamfundet

121. Der er gjort betydelige fremskridt i en række sager efter klager over operatører af registre over domænenavne på internettet. I disse klager, der blev indgivet af registranter og videresælgere af domænenavne, hævdede klagerne, at visse EU-registre over nationale såkaldte landekodedomæner misbrugte deres dominerende stilling i henhold til artikel 82, f.eks. ved at kræve, at registranterne skulle have bopæl eller være etableret i det land, hvor det pågældende domænenavn blev registreret, ved at begrænse antallet af domænenavne pr. registrant eller ved at begrænse valget af navn til brugerens erhvervsaktivitet. I fire af disse tilfælde er registreringsreglerne siden blevet lempet, hvorefter klagerne er blevet trukket tilbage og sagen afsluttet. To sager verserer stadig.

4. Transport

4.1 Lufttransport

Dialog med sektoren

122. Kommissionen besluttede at gøre det til et af sine overordnede politiske mål for lufttransportsektoren i 2003 at indlede en omfattende ikke-sagsrelateret dialog med aktørerne i denne sektor. Målet er at udarbejde gennemsigtig og konsekvent politisk vejledning om afgørende aspekter af håndhævelsen af konkurrenceretten i forbindelse med luftfartsalliancer og fusioner mellem luftfartsselskaber, herunder emner som markedsdefinition, adgangsvilkår og bedste praksis ved problemløsning.

123. Som et første skridt sendte man i april et omfattende spørgeskema ud til alle større aktører i luftfartssektoren og til de nationale konkurrencemyndigheder. Det næste skridt bliver at udarbejde et høringsdokument på grundlag af de modtagne svar.

Ændringer af forordning 3975/87 og 3976/87

124. I Rådets forordning nr. 3975/87 fastlægges reglerne for anvendelse af EU's konkurrenceregler på lufttransport. I øjeblikket er anvendelsen begrænset til lufttransport mellem lufthavne i EU. Det betyder, at når der er tale om trafik mellem EU og tredjelande, har Kommissionen kun begrænsede beføjelser til at håndhæve konkurrencereglerne. Den kan f.eks. ikke kræve, at virksomheder skal bringe overtrædelser til ophør, eller benytte retsmidler og sanktioner. Kommissionens erfaringer med transatlantiske alliancer viser, at dette er et væsentligt handicap.

125. Derfor vedtog Kommissionen den 24. februar et forslag til Rådets forordning, som skal skabe effektive rammer for behandling af sager, der omhandler lufttransport mellem EU og tredjelande. Den væsentligste virkning af forslaget bliver, at anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1/2003 udvides til at omfatte lufttransport mellem EU og tredjelande. Derfor ophæves forordning (EØF) nr. 3975/87 fuldstændigt med undtagelse af artikel 6, stk. 3, som er en overgangsbestemmelse. Desuden vil anvendelsesområdet for bemyndigelsesforordningen for gruppefritagelser, forordning (EØF) nr. 3976/87, blive udvidet, så at gruppefritagelsesforordninger også bliver mulige for ruter mellem EU og tredjelande.

126. Forslaget er fremlagt for Rådet og Europa-Parlamentet (høringsproceduren).

Forhandlinger om åbent luftrum

127. På grundlag af det mandat, Rådet gav Kommissionen den 5. juni 2003, indledte Kommissionen forhandlinger med USA om en aftale om åbent luftrum (Open Aviation Area Agreement). Den første forhandlingsrunde blev afholdt i Washington DC den 1.-2. oktober. Parterne vil forhandle om de institutionelle rammer for samarbejde mellem Kommissionen og det amerikanske transportministerium om konkurrencemæssige vurderinger af transatlantiske aftaler og transaktioner inden for luftfart, især luftfartsalliancer.

Luftfartsalliancer/aftaler

128. Den 10. marts godkendte Kommissionen alliancen mellem British Airways og SN Brussels Airlines for en seksårig periode. I 2003 afsluttede Kommissionen desuden sine undersøgelser af tre samarbejdsaftaler mellem Spanair og Portugalia (i marts), Aer Lingus og British Airways (i august) og mellem Finnair og American Airlines (i september). I alle tre tilfælde benyttede den administrative skrivelser.

129. Den 1. juli 2002 sendte Kommissionen Air France og Alitalia et brev, hvori den gav udtryk for sin betydelige tvivl og oplyste dem om, at det omfattende samarbejde, de havde anmeldt i november 2001, ikke kunne godkendes i sin nuværende form. I 2003 foretog Kommissionen en omfattende undersøgelse af efterspørgslen efter lufttransport mellem Frankrig og Italien, og der blev afholdt intensive drøftelser for at finde løsninger, der kan fjerne de konkurrencemæssige betænkeligheder, der er påpeget i brevet. For at afprøve parternes løsningsforslag på markedet offentliggjorde Kommissionen en meddelelse den 9. december. Tredjemand har en frist til den 23. januar 2004 til at fremsætte bemærkninger til de påtænkte foranstaltninger.

130. En lignende markedsundersøgelse blev foretaget af samarbejdet mellem British Airways og Iberia. En meddelelse med et resumé af aftalerne og parternes tilsagn blev offentliggjort den 12. september [95]. Den 10. december godkendte Kommissionen alliancen for en seksårig periode.

[95] EUT C 217 af 12.9.2003.

131. I april indgik SAS og Austrian Airlines en ændret samarbejdsaftale, som derefter blev anmeldt til Kommissionen. Det drøftes i øjeblikket, hvilke afhjælpende foranstaltninger der skal til for at fjerne de konkurrencemæssige betænkeligheder ved denne aftale.

Incitamentsordninger for rejsebureauer

132. I forbindelse med sin Virgin-BA-beslutning i 1999 [96] fastsatte Kommissionen en række principper for rejsebureauers kommission. På dette grundlag tog den de nødvendige forholdsregler for at sikre, at disse principper anvendes på andre luftfartsselskaber i EU i lignende situationer. I 2003 kunne Kommissionen afslutte sine undersøgelser af en række europæiske luftfartsselskabers incitamentsordninger for rejsebureauer. Den skulle fastslå, hvorvidt disse ordninger ikke blev brugt af dominerende selskaber til at belønne rejsebureauerne for deres loyalitet, og dermed skabe ulovlige adgangshindringer for konkurrenter. I flere tilfælde har Kommissionens undersøgelse ført til en tilbundsgående revision eller endog total afskaffelse af eksisterende incitamentsordninger for at gøre ordningerne forenelige med EU's konkurrenceregler.

[96] Kommissionens beslutning 2000/74/EF af 14.7.1999, sag IV/D-2/34.780, Virgin/British Airways, EFT L 30 af 4.2.2000, s. 1-24, stadfæstet i sag T-219-99, British Airways mod Kommissionen (dom af 17.12.2003).

IATA

133. I 2003 fortsatte Kommissionen sin undersøgelse af IATA Passenger Agency Programme. Dette program, der fastlægger vilkårene for IATA-akkreditering af rejsebureauer og for deres billetsalg, var omfattet af en fritagelsesbeslutning fra 1991 til 1998. Undersøgelsen blev iværksat efter en klage fra den europæiske rejsebureausammenslutning ECTAA i oktober 2002. Dens overordnede mål er at afgøre, om denne IATA-ordning indebærer en kunstig opdeling af det indre marked.

134. Kommissionen fortsatte også sin undersøgelse af en IATA-beslutning om gods med lav massefylde. Ved udgangen af maj 2002 besluttede IATA's cargomedlemmer at ændre konverteringsfaktoren for gods med lav massefylde fra de hidtidige 6 000 cm3 til 5 000 cm3. Denne ændring førte til en række formelle og uformelle klager. Essensen heraf er, at de vil få betydelige virkninger for afskiberes og speditørers omkostninger.

4.2 Jernbaner

135. Den 5. marts udløb fristen for gennemførelse af den første jernbanepakke. Denne pakke af direktiver liberaliserer grænseoverskridende godstransport med jernbane og fastlægger vilkårene for såvel fragt- som passagertjenesters adgang til jernbanenettet, for allokering af kanaler på banelegemet, for taksterne for brug af banelegemet, for hvem der skal være ansvarlig for allokerings- og faktureringsprocessen, og for hvordan de netop oprettede nationale jernbanetilsynsmyndigheder skal overvåge processen. I mellemtiden nåede man i juni frem til en fælles holdning om den anden jernbanepakke, herunder liberalisering af de nationale fragtmarkeder.

136. Ved sin førstebehandling af den anden jernbanepakke den 14. januar stemte Europa-Parlamentet overvældende for Kommissionens forslag om ikke blot at åbne de nationale fragtmarkeder, men også om at liberalisere såvel de nationale som de internationale passagermarkeder. Rådet vedtog sin fælles holdning om pakken den 26. juni. Kommissionen har besluttet ikke at lade Parlamentets ændringsforslag indgå i det reviderede forslag, fordi der allerede er fremsat et særskilt forslag om at liberalisere den offentlige transport gennem kontrolleret konkurrence (dvs. at togoperatørerne får lejlighed til at byde på eksklusive kontrakter med fast løbetid), og fordi Kommissionen har udtalt, at yderligere forslag om liberalisering af grænseoverskridende passagertrafik vil blive fremsat i begyndelsen af 2004 på baggrund af en omfattende konsekvensanalyse, som snart vil foreligge.

137. Den 28. august vedtog Kommissionen en formel beslutning i GVG/FS-sagen [97]. I beslutningen fastslog man, at det italienske statsejede jernbaneselskab, Ferrovie dello Stato (FS), havde misbrugt sin dominerende stilling ved at afvise at indgå i en såkaldt 'international sammenslutning' [98], ved at afvise at drøfte vilkårene for adgang til banelegemet og ved at afvise at stille trækkraft (dvs. lokomotiver og togbesætninger) til rådighed, hvilket kun FS var i stand til. Efter drøftelser med Kommissionen nåede FS for at nå frem til en løsning til enighed med GVG om vilkårene og indvilgede desuden i at indgå i en international sammenslutning med enhver anden licenshavende togoperatør med konkrete planer om at tilbyde tjenester i Italien. FS afgav desuden tilsagn om at stille trækkraft til rådighed for andre jernbaneselskaber i en periode på fem år med henblik på sådanne tjenester. På denne baggrund konkluderede Kommissionen, at misbruget var bragt til ophør, og besluttede på grund af sagens nyhedskarakter og FS' omfattende tilsagn ikke at pålægge selskabet en bøde.

[97] Sag COMP/D-2/C.37.685.

[98] I øjeblikket et krav i EU-retten for alle, der vil tilbyde grænseoverskridende passagertjenester med jernbane.

138. Forordning 1/2003 vil give de nationale konkurrencemyndigheder kompetence til at håndhæve EU's regler for bekæmpelse af karteller i jernbanesektoren fuldt ud. Et nyt netværk af jernbaneeksperter fra de nationale konkurrencemyndigheder og GD Comp mødtes for første gang den 8. oktober. Det får til opgave at udpege aktuelle emner af fælles interesse i forbindelse med den igangværende liberalisering af jernbanerne, at drøfte vigtige spørgsmål i forbindelse med individuelle sager og i samarbejde med GD for Transport og Energi at udvikle bedste praksis mellem de nationale konkurrencemyndigheder og de nye nationale tilsynsmyndigheder for jernbaner, der blev oprettet under den første jernbanepakke. Det overordnede mål er at skabe en fælles tilgang til anvendelse af lovgivningen om bekæmpelse af karteller på jernbanesektoren for at undgå modstridende beslutninger.

4.3 Søtransport

4.3.1 Lovgivning

Revision af Rådets forordning nr. 4056/86

139. Kommissionen har iværksat en revision af Rådets forordning nr. 4056/86, der især drejer sig om gruppefritagelsen for linjekonferencer. Som første led i revisionsprocessen offentliggjorde Kommissionen den 27. marts et høringsdokument. Heri opfordredes myndighederne og erhvervet til at fremsætte bemærkninger og fremlægge oplysninger om en række vigtige spørgsmål, der er relevante for at vurdere, om en gruppefritagelse for linjekonferencer stadig er begrundet. Samtidig efterlyste man kommentarer om, hvorvidt der er behov for at forenkle og modernisere forordning nr. 4056/86 på andre afgørende måder.

140. Kommissionen modtog og analyserede i alt 34 svar med hjælp fra uafhængige eksperter. Denne analyse viste, at der var behov for en yderligere uddybning af en række emner. Med henblik herpå blev der holdt en offentlig høring den 27. november.

Modernisering af Kommissionens forordning nr. 823/2000

141. Den 30. september offentliggjorde Kommissionen et foreløbigt udkast til en kommissionsbeslutning [99] om ændring af forordning (EF) nr. 823/2000 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier), hvori den gav interesserede parter en frist på seks uger til at fremsætte bemærkninger.

[99] EUT C 233 af 30.9.2003, s. 8.

142. Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 [100] indeholder en gruppefritagelse for konsortier af linjekonferencer. Den giver konsortier med en markedsandel på over gruppefritagelsens loft, men under 50 %, mulighed for at anmelde aftaler til Kommissionen og opnå godkendelse gennem en indsigelsesprocedure. Da Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 [101] afskaffer anmeldelsessystemet fra og med den 1. maj 2004, tager Kommissionens forslag sigte på at tilpasse forordningen denne ændring.

[100] Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 af 19.4.2000 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier), EFT L 100, 20.4.2000, s. 24.

[101] Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

143. Ændringsforslagene vedrører ikke de indholdsmæssige bestemmelser i gruppefritagelsen, der gælder indtil den 25. april 2005.

4.3.2 Sager

144. I 2002 efterforskede Kommissionen Wallenius/Wilhelmsen/Hyundai-fusionen og godkendte transaktionen på visse betingelser. Transaktionen omfattede to rederier med specialfartøjer til transport af biler, det norsk/svenske selskab Wallenius Wilhelmsen Lines (WWL) og det koreanske selskab Hyundai Merchant Marine. Under sin vurdering af denne fusion blev Kommissionen for første gang klar over, at de rederier med dybhavsspecialfartøjer til transport af biler, der sejler mellem Det Fjerne Østen og Europa, havde indgået horisontale prisaftaler. Disse prisaftaler omfattede tre japanske selskaber (NYK, MOL og K-Line) samt ovennævnte WWL - alle nuværende eller tidligere medlemmer af Far Eastern Freight Conference. Disse fire selskaber tilbyder specialiseret søtransport af nye biler fra de japanske produktionsanlæg til distributionscentre i Europa. Deres største kunder er japanske bilproducenter.

145. Kommissionen fastslog, at disse prisaftaler ikke var omfattet af EU's gruppefritagelse for linjekonferencer (Rådets forordning nr. 4056/86) og ikke kunne påregne en individuel fritagelse. Da rederierne blev klar over Kommissionens opfattelse, ophævede de øjeblikkelig deres prisaftaler.

146. Rederierne søgte derefter uformelt Kommissionens vejledning for at finde frem til nye ordninger, som kunne erstatte deres tidligere ulovlige samarbejde. Kommissionen udtrykte forbehold om nogle aspekter af det foreslåede samarbejde, og de fire rederier har nu accepteret at begrænse deres samarbejde på en sådan måde, at det stemmer overens med Kommissionens uformelle vejledning.

4.3.3 Udviklingen i retspraksis

147. Den 19. marts traf Retten i Første Instans afgørelse om en appel af Kommissionens beslutning i FETTCSA-sagen [102]. Sagen vedrørte en aftale mellem 16 linjerederier, der driver linjer mellem Det Fjerne Østen og Europa, om ikke at yde deres kunder rabatter på de offentliggjorte satser og fragttillæg. Førsteinstansretten stadfæstede Kommissionens beslutning med hensyn til sagens genstand, men annullerede bøderne under henvisning til, at sagen var forældet [103].

[102] Kommissionens beslutning af 19.3.2000 i sag IV/34.018 - Far East Trade Tariff Charges and Surcharges Agreement (FETTCSA), (EFT L 268 af 20.10.2000, s. 1).

[103] Europa-Kommissionen har anket dommen til Domstolen.

148. Den 30. september afsagde Førsteinstansretten dom i TACA-sagen [104] om en appel af Kommissionens beslutning fra 1998, hvori den fandt, at visse aktiviteter udført af medlemmerne af en linjekonference, der sejler mellem Nordeuropa og USA, var i strid med EF-traktatens artikel 81 og 82. Linjekonferencer er omfattet af en gruppefritagelse i Rådets forordning (EF) nr. 4056/86 (søfartens modstykke til forordning nr. 17), der blandt andet tillader dem at fastsætte fælles fragtrater og regulere den kapacitet, deres medlemmer tilbyder.

[104] Kommissionen beslutning af 16.9.1998 i sag IV/35.134 - Trans-Atlantic Conference Agreement (TACA), EFT L 95 af 9.4.1999, s. 1.

149. Førsteinstansretten stadfæstede Kommissionens beslutning med hensyn til fire af i alt fem overtrædelser, men annullerede de bøder, Kommissionen havde pålagt for to overtrædelser af artikel 82. Førsteinstansretten fastslog, at medlemmerne af TACA havde overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ved at aftale priser for landtransporttjenester i EU, ved at fastsætte vederlag til mæglere og speditører og betingelserne for deres servicekontrakter med afskiberne. Førsteinstansretten stadfæstede Kommissionens beslutning om, at disse elementer ikke var omfattet af gruppefritagelsen og ikke kunne komme i betragtning til en individuel fritagelse.

150. Førsteinstansretten fastslog endvidere, at medlemmerne af TACA-konferencen havde overtrådt EF-traktatens artikel 82 ved at indføre begrænsninger for adgang til servicekontrakter og for deres indhold (første tilfælde af misbrug). Ved at nå til denne konklusion bekræftede Førsteinstansretten, at medlemmerne af TACA indtog en kollektiv dominerende stilling, og afviste begrundelser baseret på, at den konkurrencebegrænsende praksis skulle skabe fordele.

151. Kommissionen havde desuden fastslået i sin beslutning, at TACA overtrådte artikel 82 ved at ændre markedets konkurrencestruktur for at styrke TACA's dominerende stilling (andet tilfælde af misbrug). Førsteinstansretten fandt, at bevismaterialet for, at parterne havde truffet specifikke forholdsregler for at ændre markedets konkurrencestruktur, var uantageligt, fordi parterne ikke havde fået lejlighed til at fremsætte bemærkninger hertil. Førsteinstansretten fandt endvidere, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser for sin påstand om, at parterne havde truffet specifikke og generelle foranstaltninger for at ændre markedets konkurrencestruktur. Derfor annullerede Førsteinstansretten beslutningen om det andet tilfælde af misbrug og de dertil hørende bøder. Der var også pålagt bøder for det første tilfælde af misbrug. Selv om Førsteinstansretten stadfæstede Kommissionens beslutning om alle væsentlige dele af dette tilfælde af misbrug, annullerede den også disse bøder, delvis på grund af immunitet, delvis på grund af formildende omstændigheder.

5. Distribution af motorkøretøjer

152. 2003 var en overgangsperiode, inden de nye regler for distribution af biler trådte i kraft den 1. oktober 2003 [105]. I årets løb koncentrerede Kommissionen især sine aktiviteter om oplysning og forklaringer til alle de berørte aktører (deltagelse i konferencer, høringer af operatører og forbrugere, besvarelse af spørgsmål om gennemførelse af forordningen). Som led i informationskampagnen offentliggjordes vigtige oplysninger om fortolkning af den nye forordning som supplement til de vejledende bemærkninger, der blev offentliggjort i 2002 efter vedtagelsen af den nye forordning. Kommissionen udtalte sig desuden om to sager i forbindelse med gennemførelsen af den nye forordning. Den ene vedrørte uafhængige værksteders adgang til godkendte netværk, og den anden handlede om smøremidler.

[105] Kommissionens forordning (EF) nr. 1400/2002 af 31. juli 2002 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis inden for motorkøretøjsbranchen, EFT L 203 af 1.8.2002, s. 30.

Overgangsperiode

153. Den nye gruppefritagelsesforordning betegner et vigtigt skridt i forhold til den foregående forordning (EF) nr. 1475/95. Derfor bestræbte Kommissionens tjenestegrene sig især på at ledsage ændringen i løbet af denne overgangsperiode med informationsforanstaltninger, høringer og afklaringer. Denne fremgangsmåde blev valgt efter en række anmodninger fra alle de berørte aktører, nemlig bilproducenter, producenter af bildele og reservedele, forhandlere, uafhængige værksteder og naturligvis forbrugerne.

154. Der er grund til at fremhæve især tre vigtige bestræbelser vedrørende fortolkningen af den nye forordning, nemlig for det første uafhængige værksteders adgang til Volkswagens og Audis godkendte netværk, for det andet de vertikale aftaler om levering af smøremidler til værksteder og for det tredje offentliggørelsen af spørgsmål/svar som supplement til de vejledende bemærkninger fra 2002.

Nettet af Audi-værksteder

155. For at sikre reparation og vedligeholdelse af sine biler har Audi oprettet et netværk af godkendte distributører, som sælger nye biler og tilbyder eftersalgsservice. Desuden har Audi indgået aftaler med godkendte Audi-værksteder, som tager sig af eftersalgsservicen.

156. Aftalerne mellem Audi og de godkendte værksteder er ikke omfattet af overgangsperioden. Disse aftaler, der kun omhandler service, var ikke omfattet af den tidligere gruppeforordning, fordi de ikke indeholder bestemmelser om en sammenkædning af salg af nye biler og service, hvilket var en af betingelserne for anvendelse af den tidligere gruppefritagelsesforordning.

157. For Audis vedkommende gjaldt den nye gruppefritagelsesforordning derfor for service fra den 1. oktober 2002, hvor den nye forordning trådte i kraft. Da Audis andel af servicemarkedet oversteg 30 %, skulle Audi fra og med denne dato indføre et selektivt system for udvælgelse af godkendte værksteder. Endvidere bekræftede Volkswagen-koncernen, at den ville overholde denne forpligtelse for alle koncernens bilmærker (VW, Audi, Seat og Skoda) [106].

[106] Sag COMP/F-2/38.554 PO/Audi Deutschland.

Smøremidler

158. En analyse af en anmeldelse af vertikale aftaler om leverancer af smøremidler til bilværksteder gav Kommissionen anledning til at bekræfte sin holdning til vertikale begrænsninger, især konkurrenceklausuler, der ikke er omfattet af gruppefritagelsesforordning nr. 1400/2002. Disse konkurrenceklausuler er fritaget ved forordning nr. 2790/1999 om vertikale begrænsninger op til et loft over markedsandele på 30 %. I denne sag fandt Kommissionen, at i de medlemsstater, hvor markedsandelen oversteg 30 %, skulle leverandørerne af smøremidler give værkstederne bedre muligheder for at skifte leverandør [107].

[107] Sag COMP/F-238.730 BP Lubricants.

Hyppigt stillede spørgsmål

159. På grundlag af spørgsmål og problemer rejst af en serie berørte parter offentliggjorde Kommissionens tjenestegrene et udvalg af spørgsmål og svar for at afklare fortolkningen af forordningen på en række områder, som f.eks. flermærkeforhandling, grænseoverskridende køb, garanti og karakteren af de kvalitative kriterier for udvælgelse af forhandlere og værksteder [108]. Disse spørgsmål og svar supplerer de vejledende bemærkninger af 30. september 2002 til forordning (EF) nr. 1400/2002 og anlægger samme pragmatiske indfaldsvinkel [109].

[108] Kan findes online på http://europa.eu.int/comm/competition/car_sector/distribution/faq_da.pdf

[109] Den trykte brochure fra Generaldirektoratet for Konkurrence kan fås på de 11 officielle sprog, men kan også findes på generaldirektoratets hjemmeside (http://europa.eu.int/comm/competition/car_sector/). De har ikke bindende juridisk virkning. Se også Kommissionens pressemeddelelse IP/02/1392 af 30.9.2002.

5.1 Udviklingen i priser på nye biler

160. Kommissionen foretager fortsat sammenligninger af priserne uden afgift på nye biler i EU. Disse sammenligninger foretages i maj og november hvert år på grundlag af producenternes anbefalede salgspriser eksklusive afgifter for hvert EU-land [110].

[110] Pressemeddelelse IP/03/290 af 27.2.2002 og IP/03/1117 af 25.7.2002.

161. Prissammenligningen pr. 1. november viste ikke nogen markant udvikling i forhold til de afgiftsfrie priser pr. 1. maj 2002. Pr. 1. november 2002 var den typiske prisforskel mellem de nationale markeder omkring 10 %, mens de generelle bilpriser var faldet 0,2 %. Inden for eurozonen er Tyskland og Østrig stadig de dyreste markeder, mens Finland, Grækenland og Nederlandene er de billigste. Prisforskellene mellem de nationale markeder er stadig betydelige og svinger afhængigt af modellen fra 10 til 30 % i eurozonen. Det Forenede Kongerige var pr. denne dato stadig det dyreste bilmarked i EU for en lang række af de pågældende modeller.

162. I modsætning til oversigten over priserne pr. 1. maj 2001 [111] har prisforskellene i segment A til C, som er de biler, hvor salgsmængden og antallet af modeller ligger højest, og hvor prisforskellene var på langt over 20 %, nærmet sig forskellene i de øvrige segmenter [112].

[111] Pressemeddelelse IP/01/1051 af 23.7.2001.

[112] Segment A og B (lille bil), C (familiebil), D (større familiebil), E (stor bil), F (luksusbil) og G (firehjulstrækker/sportsvogn).

163. Den mest markante udvikling i de afgiftsfrie priser pr. 1. maj 2003 er de mindre forskelle mellem de nationale markeder, der er faldet fra 10 til 8,6 %, mens priserne har været stabile. De største prisforskelle mellem medlemsstaterne svarer til dem, der blev registreret pr. 1. november 2002. I Det Forenede Kongerige er der sket en bemærkelsesværdig udvikling, idet priserne dér ikke længere er de højeste i EU udtrykt i euro efter det britiske punds fald.

5.2 Førsteinstansrettens og Domstolens domme

Volkswagen I

164. Domstolen stadfæstede ved sin dom [113] af 18. september 2003 på alle punkter Førsteinstansrettens dom [114], der igen i al væsentlighed havde stadfæstet Kommissionens beslutning [115], hvori den fastslog, at VW havde aftalt en række foranstaltninger med sine forhandlere for at forhindre eller begrænse paralleleksport fra Italien til Tyskland og Østrig.

[113] Sag C-338/00P - Volkswagen AG mod Kommissionen.

[114] Sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen, dom af 6.7.2000.

[115] Sag COMP/F-2/35.733 - Volkswagen, Kommissionens beslutning med pålæggelse af bøder af 28.1.1998, EFT L 124 af 25.4.1998, s. 60.

Opel

165. Den 21. oktober afsagde Førsteinstansretten en dom [116], som i det store og hele stadfæster Kommissionens beslutning [117] om at skride ind over for de eksportrestriktioner, som Opel indførte i Nederlandene. Førsteinstansretten fandt imidlertid, at Kommissionen ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at forhandlerne havde modtaget besked om, at deres leverancer af biler ville blive begrænset, eller at foranstaltningen var omfattet af det kontraktlige forhold mellem Opel og forhandlerne. Derfor blev bøden nedsat fra 43 mio. EUR til 35,475 mio. EUR.

[116] Sag T-368/00 General Motors Nederland BV, Opel Nederland BV mod Kommissionen.

[117] Sag COMP/F-2/36.653 - Opel, Kommissionens beslutning af 20.9.2000, EFT L 59 af 28.2.2001, s. 1.

Volkswagen II

166. Førsteinstansretten annullerede [118] Kommissionens beslutning [119] i sagen Volkswagen II, hvor Kommissionen havde fastslået, at virksomheden havde indgået en prisaftale om en bilmodel i Tyskland. Førsteinstansretten fandt, at Kommissionen ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at prisen var fastsat efter aftale med forhandlerne. Ifølge Førsteinstansretten kan Kommissionen ikke konkludere, at opfordringer fra en producent som led i de kontraktlige relationer med forhandlerne faktisk udgør en aftale mellem virksomheder, hvis Kommissionen ikke fremlægger bevis for forhandlernes faktiske samtykke. Førsteinstansretten fandt desuden, at Kommissionen ikke havde fremlagt bevis for, at disse opfordringer blev fulgt af forhandlerne, og at Kommissionen ikke kan påregne, at undertegnelse af en forhandleraftale betyder, at forhandleren vil rette sig efter alle senere opfordringer fra producenten. Kommissionen har anket denne dom (sag C-74/04).

[118] Sag T-208/01, dom af 3.12.2003.

[119] Sag COMP/F-2/36.693 Volkswagen, beslutning af 29.6.2001, EFT L 262 af 2.10.2001.

5.3 Konklusion

167. Oversigterne over prisudviklingen viser, at der stadig er betydelige prisforskelle i EU. Disse forskelle er tegn på, at konkurrencen mellem distributørerne i de forskellige medlemsstater og indkøb på tværs af grænserne stadig ikke udsætter producenterne for konkurrencepres, og at markederne fortsat er forholdsvis fragmenterede. Efter den 1. oktober 2003, hvor den nye gruppefritagelsesforordning er trådt fuldt ud i kraft, skulle de nye regler øge konkurrencepresset og fremme markedsintegrationen og forenkle grænseoverskridende køb. Et vigtigt skridt hen imod en bedre markedsintegration tages den 1. oktober 2005. Efter denne dato vil producenterne ikke længere kunne forhindre distributørerne i at åbne nye salgssteder, hvor de ønsker det, herunder i andre medlemsstater.

6. Finansielle tjenesteydelser

6.1 Lovgivning

Ny gruppefritagelsesforordning i forsikringssektoren [120]

[120] Kommissionens forordning (EF) nr. 358/2003 af 27. februar 2003 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet, EFT L 53 af 28.2.2003.

168. Den 27. februar vedtog Kommissionen en ny gruppefritagelsesforordning for forsikringssektoren til erstatning for forordning nr. 3932/92, der udløber ved udgangen af marts 2003. Forordningen blev vedtaget efter en grundig høring, hvor man modtog bidrag fra organisationer i forsikringssektoren, forbrugersammenslutninger, og organer i den offentlige sektor. Forordningen indrømmer en fritagelse for visse typer af aftaler i forsikringssektoren, nemlig aftaler om:

- fælles beregninger og undersøgelser af risici

- uforbindende standardpolicevilkår

- fælles dækning af visse typer risici, og

- afprøvning og accept af sikkerhedsforanstaltninger.

Kapitel II: Fælles beregninger og undersøgelser af risici

169. Det er vigtigt for forsikringsselskaberne at have nøjagtige oplysninger om de risici, de forsikrer, herunder eventuelle kommende tiltag. Det er ikke altid muligt med de oplysninger fra deres egne kunder, de har adgang til internt. Derfor tillades udveksling af statistiske oplysninger og fælles beregninger af risici i gruppefritagelsen på visse betingelser.

Kapitel III: Uforbindende standardpolicevilkår

170. Standardpolicevilkår udarbejdes for mange typer forsikringspolicer af nationale sammenslutninger af forsikringsselskaber. Gruppefritagelsens generelle anvendelsesområde på dette område er uændret i den nye forordning i forhold til forordning nr. 3932/92, selv om der er tilføjet nogle yderligere betingelser for fritagelse. Forsikringsbranchen fremlagde en række vægtige argumenter suppleret af konkrete eksempler for, at uforbindende standardpolicevilkår opfylder alle betingelser for en fritagelse efter EF-traktatens artikel 81, stk. 3. Uforbindende standardpolicevilkår indebærer især større effektivitet for forsikringsselskaberne og kan være til fordel for forbrugerorganisationer og mæglere.

Kapitel IV: Forsikringssammenslutninger (pools)

171. Forsikringssammenslutninger med deltagelse af en række forsikringsselskaber bruges ofte til at dække store eller exceptionelle risici, f.eks. i forbindelse med luftfart, kernekraft og miljø, som de enkelte forsikringsselskaber nødig vil forsikre alene. På dette område er anvendelsesområdet for gruppefritagelsen udvidet i forhold til forordning nr. 3932/92. For det første er lofterne for fritagelser for forsikringssammenslutninger hævet en smule (fra 10 % til 20 % for co-assurancepools og fra 15 % til 25 % for co-reassurancepools ). For det andet er der indført en ny treårig fritagelse uden loft for markedsandele for pools, som netop er oprettet med henblik på at dække en "ny risiko", dvs. en risiko, som der skal udvikles et helt nyt forsikringsprodukt for.

172. Som modvægt til denne udvidelse af anvendelsesområdet for fritagelsen er der indført en række yderligere betingelser for fritagelse. Således bortfalder gruppefritagelsen, når et selskab er medlem af to pools, der er aktive på samme marked, eller udøver afgørende indflydelse herpå.

Kapitel V: Sikkerhedsudstyr

173. I de fleste medlemsstater er der indgået aftaler mellem forsikringsselskaberne om de tekniske specifikationer for sikkerhedsudstyr (f.eks. tyveri- og brandalarmer). På grundlag heraf afprøves apparaterne, og der udarbejdes lister over "godkendte" apparater. Kommissionens forordning nr. 3932/92 dækker alle sådanne aftaler. Den nye forordnings anvendelse er begrænset for at bringe den i overensstemmelse med de harmoniserede regler for det indre marked, der gælder for sikkerhedsudstyr. Aftaler fritages kun på områder, hvor der ikke har fundet nogen EU-harmonisering sted.

174. Den nye forordning vil gælde i syv år og udløber dermed den 31. marts 2010.

6.2 Sager

Clearstream [121]

[121] Sag COMP/D1/38.096.

175. Den 28. marts sendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til den tyske værdipapircentral Clearstream Banking AG og til moderselskabet Clearstream International SA. Kommissionen gør indsigelse mod Clearstream Banking AG's afvisning af at yde visse former for grænseoverskridende clearing og afvikling samt diskriminerende adfærd over for en klient.

176. Clearstream-koncernen tilbyder clearing, afregning og opbevaring af værdipapirer. Clearing og afregning er de processer, der benyttes til at afslutte transaktioner på værdipapirmarkederne. Det er afgørende for udviklingen af et effektivt europæisk kapitalmarked, at disse processer fungerer ordentligt i hele EU.

177. I sin klagepunktsmeddelelse betegner Kommissionen Clearstream Banking AG som den dominerende udbyder af primære clearing- og afregningstjenester vedrørende værdipapirer udstedt efter tysk lov. Denne dominans skyldes, at langt størstedelen af de værdipapirer, der udstedes efter tysk lov med henblik på handel, opbevares af Clearstream Banking AG. Den clearing og afregning, som værdipapircentralen foretager for de værdipapirer, den opbevarer, må ikke forveksles med den sekundære clearing og afregning, der foretages af formidlere, som f.eks. banker. Der findes en klart afgrænset gruppe af store finansielle formidlere, som ikke har mulighed for at benytte andre mellemmænd end værdipapircentralen.

178. Indsigelserne vedrører Clearstream Banking AG's afvisning af at yde clearings- og afregningstjenester og diskriminerende priser.

179. Efter Kommissionens opfattelse afviste Clearstream at yde Euroclear Bank SA clearing og afregning for registrerede aktier, som har fået stigende betydning i Tyskland siden 1997, især ved at afvise at give Euroclear adgang til afregningsplatformen for registrerede aktier i Tyskland gennem mere end to år. Clearstream Banking AG's forhaling står i kontrast til de korte tidsrum, andre kunder måtte vente på sådanne tjenester. Efter Kommissionens opfattelse er sådanne korte tidsrum almindelig praksis i branchen.

180. Indsigelsen om diskriminerende priser skyldes, at Clearstream Banking AG indtil januar 2002 afkrævede Euroclear en højere afgift pr. transaktion end nationale værdipapircentraler uden for Tyskland. Efter Kommissionens foreløbige opfattelse er der ingen begrundelse for denne forskelsbehandling. Det kan blandt andet nævnes, at Euroclear omsætter større mængder og i højere grad er automatiseret end de nationale værdipapircentraler.

181. Den formelle procedure blev indledt med klagepunktsmeddelelsen, men meddelelsen foregriber ikke udfaldet af proceduren. En høring fandt sted den 24. juli.

MasterCard Europe / International (multilateralt interbankgebyr) [122]

[122] Sag COMP/D-1/34.324, COMP/D-1/34.579, COMP/D-1/35.578, COMP/D-1/36.518 og COMP/D-1/38.580.

182. Den 24. september sendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til MasterCard om virksomhedens multilaterale interbankgebyrer [123] for grænseoverskridende transaktioner med betalingskort i EU og EØS. I MasterCard-systemet er det forretningsbanken, der betaler et gebyr til den kortudstedende bank. Forretningsbanker lader ofte omkostningerne gå videre til de detailhandlende, som igen indregner dem i deres priser. De multilaterale interbankgebyrer er fastsat i MasterCards regler, som er anmeldt til Kommissionen.

[123] Et multilateralt interbankgebyr (MIF) er en interbankbetaling for hver transaktion, der foretages med et betalingskort.

183. Kommissionens foreløbige konklusioner i klagepunktsmeddelelsen er, at MasterCards multilaterale interbankgebyrer begrænser konkurrencen mellem MasterCards medlemsbanker og ikke kan opnå en fritagelse. Kommissionen påpeger, at MasterCards multilaterale interbankgebyrer ikke er i overensstemmelse med de grundlæggende principper i Kommissionens beslutning fra juli 2002 [124] om Visas multilaterale interbankgebyrer. De detailhandlende er nødt til at acceptere MasterCards kort. For at forhindre at MasterCard fastsætter sine multilaterale interbankgebyrer så højt, at virksomheden får størst mulig indtjening uden at tage hensyn til fordele for de detailhandlende eller forbrugerne, skal de multilaterale interbankgebyrer være gennemsigtige og omkostningsbaserede.

[124] Sag COMP/D-1/29.373 Visa International, EFT L 318 af 22.11.2002.

184. Den formelle procedure blev indledt med klagepunktsmeddelelsen, men meddelelsen foregriber ikke udfaldet af proceduren.

7. Medierne

Boks 5: Samlet salg i tv-branchen - Nationale fodboldkampe

Kommissionen behandlede en række sager om de nationale fodboldturneringer. Kommissionens undersøgelse af ordningen for samlet salg af ophavsrettigheder til fodbold fra den tyske Bundesliga rejste konkurrencemæssige betænkeligheder, som på mange måder ligner dem, man pegede på i beslutningen om UEFA Champions' League af 23. juli. På denne baggrund forelagde det tyske fodboldforbund Kommissionen en ny plan, som indeholder betydelige ændringer af den oprindeligt anmeldte aftale. Den følger det mønster, der blev lagt i beslutningen om UEFA Champions' League, men er tilpasset sagens omstændigheder. Kommissionen har planer om at fritage det nye system for markedsføring af rettighederne til at sende kampe fra første og anden Bundesliga fra kartelreglerne. Den nye markedsføringspolitik er skitseret i en pressemeddelelse og en meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, som blev offentliggjort i oktober.

En foreløbig vurdering tyder på, at den forelagte plan vil sikre større bredde og mere konkurrence i forbindelse med transmission af kampe fra første og anden Bundesliga. Den forventes desuden at styrke nye medier, UMTS og bredbåndstjenester via internettet. Efter det nye system vil transmissionsrettighederne ikke længere blive solgt til en enkelt tv-station som en samlet pakke. For første gang vil rettighederne blive solgt separat og udbudt i fuld gennemsigtighed i en række særskilte pakker. For fremtiden vil det være muligt at vise alle kampe live og/eller næsten live via internettet eller mobiltelefoner. Klubber fra første og anden Bundesliga vil også få ret til at sælge nogle tv-rettigheder selv.

Markedsføringsmodellen og den mulige fritagelse omfatter ikke kommende licensaftaler, som Bundesligaen indgår efter en overgangsperiode. Kommissionen forbeholder sig ret til at undersøge dem særskilt på baggrund af EU-retten, især hvis en række af de samlede pakker med eneret erhverves af den samme køber.

Kommissionen sendte en klagepunktsmeddelelse til den britiske FA Premier League (FAPL) i december 2002. FAPL fremlagde en revideret udgave af sin salgspolitik, som indeholdt forbedringer, men stadig ikke helt fjernede Kommissionens betænkeligheder. Især syntes forslagene at indeholde ubegrundede begrænsninger af outputtet og at fordreje konkurrencen på markederne for udnyttelse af FAPL's rettigheder. I december 2003 offentliggjorde Kommissionen en foreløbig aftale med FAPL og BskyB, som har licens til direkte tv-transmissioner [125]. Aftalen indebar, at en større mængde rettigheder kom på markedet, og at der blev udbudt forskellige former for licenser til at viderebringe FAPL's indhold til forbrugerne.

[125] Pressemeddelelse IP/03/1748 af 16.12.2003.

I december 2001 blev der i en klage fra en række franske fodboldklubber stillet spørgsmålstegn ved blandt andet, om nationale bestemmelser for markedsføring af rettigheder til tv-transmissioner var i overensstemmelse med EU's konkurrenceregler. I klagen fokuserede man på de horisontale aspekter af at sælge disse rettigheder. Desuden gav et udbud af rettigheder til det nationale fodboldmesterskab anledning til en klage på nationalt plan fra en betalings-tv-station, hvilket fik de franske konkurrencemyndigheder til at træffe midlertidige foranstaltninger over for Ligue du Football Professionnel i begyndelsen af 2003. Denne procedure drejede sig om det vertikale aspekt af salg af fodboldrettigheder. Den del af klagen, der blev indbragt for Kommissionen, blev trukket tilbage i juni. Årsagen hertil er, at de pågældende nationale bestemmelser er blevet ændret i forbindelse med en national lovgivningsreform.

Omstrukturering og konsolidering af de europæiske markeder for betalings-tv - Udviklingsprincipper

185. I 2003 koncentrerede Kommissionen sin retshåndhævelse i mediesektoren om kommercielle ordninger på en række europæiske markeder for betalings-tv, blandt andet markederne i de nordiske lande og Italien. I Norden frasolgte betalings-tv-selskabet Canal+ sin platform for Direct-To-Home-distribution ("DTH") af satellitbaseret betalings-tv ved at overdrage hele sin aktiepost på 50 % i platformen til medejeren Telenor. Parallelt hermed indgik Canal+ og Telenor langfristede bilaterale eneretsaftaler om distribution af Canal+ Nordics betalings-tv- og pay-per-view-kanaler i Norden for at sikre de økonomiske fordele, man tidligere opnåede som følge af Canal Digitals vertikale integration med Canal+. Kommissionen finder, at denne form for virksomhedsadskillende transaktioner sammen med vertikal kontraktmæssig eneret og konkurrenceklausuler mellem økonomisk adskilte selskaber er omfattet af EF-traktatens artikel 81, stk. 1. I denne forbindelse påkræves Kommissionen at forebygge langfristet afskærmning af markederne for betalings-tv i de tidligere og efterfølgende led, især hvis det sker på bekostning af potentielle nye aktører, og i endnu højere grad, hvis der er tale om en betydelig grad af koncentration på disse markeder. Kommissionen søger derfor at begrænse eneretsaftaler og konkurrenceklausuler både med hensyn til omfang og varighed for dermed at nedbryde adgangshindringerne. Dermed får Kommissionen i sidste ende mulighed for at fritage sådanne aftaler i medfør af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, i et begrænset tidsrum under fuld hensyntagen til effektivitetsgevinster og ikke mindst parternes legitime ønske om at forrente deres hidtidige investeringer i deres indbyrdes relationer. I sagen Telenor/Canal+/Canal Digital [126] anvendte Kommissionen således for første gang de principper, den havde fastlagt i de retningslinjer for vertikale begrænsninger, der blev offentliggjort i oktober 2000 [127]. Denne fremgangsmåde er indholdsmæssigt i overensstemmelse med den, der blev fulgt ved behandlingen af Newscorp/Telepiù-fusionen [128], der omhandlede de italienske markeder for betalings-tv. I den sag blev der stillet en række betingelser, som tredjeparts adgang til den platform, det fusionerede selskab ejede, og en betydelig begrænsning af varigheden og anvendelsen af licensaftalerne om premium-indhold for at sikre, at det stadig er muligt for potentielle nye aktører at komme ind på markedet.

[126] Sag COMP/C-2/38.287.

[127] Kommissionens meddelelse -- Retningslinjer for vertikale begrænsninger, EFT C 291 af 13.10.2000, s. 1.

[128] Sag COMP/M.2876.

Distribution af tidsskrifter i trykkerisektoren

186. I trykkerisektoren, især på markederne for tidsskrifter, fører Kommissionen fortsat nøje tilsyn med udviklingen i prisforskellene på tværs af grænserne, som er blevet mere synlige for forbrugerne efter euroens indførelse den 1. januar 2002. Efter en klage fra Bundesarbeitskammer, der repræsenterer de østrigske forbrugeres interesser, er Kommissionen i færd med en tilbundsgående undersøgelse af prisstigninger på tysksprogede tidsskrifter i Tyskland og Østrig.

Boks 6: "Mediepluralisme og konkurrenceret"

At bevare og udvikle mediepluralismen er et af EU's grundlæggende offentlige mål, sammen med bevarelsen af den kulturelle mangfoldighed og den frie adgang for EU's borgere til alle former for medieplatforme.

Dette er en følge af EU's klare tilsagn om at beskytte mediepluralismen og friheden til at afgive og modtage oplysninger, der er afgørende værdier for den demokratiske proces [129], og som indgår i artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention og endelig i udkastet til en forfatning for Europa [130].

[129] Jf. EF-traktatens artikel 6, stk. 1, og artikel 2 i udkastet til en forfatning for Europa.

[130] Del II, artikel 11.

Kommissionen har ved en række lejligheder gjort det klart, at den finder mediepluralisme grundlæggende for såvel EU's funktion som for medlemsstaternes kulturelle identitet [131], men at kontrollen med mediekoncentration især påhviler medlemsstaterne. Medlemsstaterne har fortsat ret til at udstede nationale love om kontrollen over medieejerskab, hvilket f.eks. kommer til udtryk i fusionsforordningens artikel 21, stk. 3 [132].

[131] Se Protokol om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten.

[132] "medlemsstaterne [kan] træffe passende foranstaltninger til at beskytte andre legitime interesser end de i denne forordning anførte, som er forenelige med fællesskabsrettens generelle principper og øvrige bestemmelser. Som legitime interesser [...]betragtes [...] mediernes pluralitet"

En række medlemsstater har indført tilsyn med mediernes ejerskab af hinanden og ejerskab af forskellige former for medier og har valgt forskellige fremgangsmåder og/eller kombinationer af begrænsninger af publikumsandele, aktiekapital og antal licenser.

Europa-Parlamentet har behandlet emnet mediepluralisme og kontrol med mediekoncentrationen i en række initiativer og beslutninger.

Anvendelsen af konkurrencepolitiske instrumenter i mediesektoren er begrænset til at analysere den underliggende markedsstruktur og de økonomiske virkninger af medievirksomhedernes adfærd samt kontrol med statsstøtte. Den kan ikke erstatte den nationale kontrol med mediekoncentration og foranstaltninger for at sikre mediepluralisme - og har heller ingen intentioner herom. Formålet med at anvende konkurrencereglerne er blot at løse problemer, der opstår, når der skabes eller styrkes dominerende stillinger på de respektive markeder, og at føre kontrol med udelukkelse af potentielle konkurrenter på disse markeder.

Gennem anvendelse af principperne fra kontrollen med karteller og fusioner kan konkurrencepolitikken imidlertid yde et væsentligt bidrag til at opretholde og udvikle mediepluralismen både på de traditionelle tv-markeder og på andre radio- og tv-markeder og inden for nye medier. Åbne markeder skaber grobund for pluralisme inden for tv, de trykte medier og de nye medier.

Streng anvendelse af kartel- og fusionsreglerne har medvirket hertil på især to måder, nemlig ved at kontrollere ophobningen af markedsstyrke ved hjælp af fusionsforordningen, hvilket er sket konsekvent i en række tidligere sager [133]. De vilkår, der er stillet i forbindelse med den senere tids fusioner [134], og for at sikre aktører adgang til de vigtigste sportsbegivenheder [135] og premium-film er eksempler herpå.

[133] Se f.eks. sag COMP/M.469 MSG Media, EFT L 364 af 31.12.1994, COMP/M.553 RTL/Veronica, EFT L 294 af 19.11.1996, COMP/M.993 Bertelsmann/Kirch/Premiere, EFT L 53 af 31.7.1999.

[134] Se f.eks. sag COMP/M.2876 Newscorp/Telepiù.

[135] Se beslutningen om UEFA Champions' League, sag COMP/C-2/37.398.

Ved at anvende konkurrencereglerne strengt på mediesektoren uden at overskride sit mandat letter Kommissionen adgangshindringerne for tv-selskaberne og for nye aktører og forebygger dermed markedsafskærmning og uønskede koncentrationer.

Parallelt med håndhævelsen af statsstøttedisciplinen i denne sektor yder anvendelsen af kartelreglerne og fusionskontrollen derfor et vigtigt bidrag til at sikre EU's borgere fri adgang til alle former for medieplatforme.

8. De liberale erhverv

187. I 2003 var de liberale erhvervs regulering af erhvervsydelser i de forskellige medlemsstater fortsat under lup [136]. Formålet med at gøre status herover var at få en god forståelse for reguleringen af de liberale erhverv og virkningerne heraf.

[136] Se også nr. 197 til 209 i den 32. beretning om konkurrencepolitikken (2002).

188. Konkurrencekommissær Mario Monti lancerede en sådan statusopgørelse ved en tale, han holdt til den tyske advokatsammenslutning den 21. marts [137]. Han forklarede, at denne sektor kunne yde et vigtigt bidrag til Lissabon-dagsordenen om at gøre Europa til den mest dynamiske videnbaserede økonomi i verden inden 2010. Han spurgte derefter, hvad der hindrer udviklingen af nyskabende og mere konkurrencedygtige tjenester. Alle interesserede parter blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger.

[137] "Competition in Professional Services: New Light and New Challenges", Bundesanwaltskammer - Berlin, 21.3.2003.

189. En uafhængig undersøgelse foretaget for Kommissionen af Institut für Höhere Studien (IHS) i Wien blev offentliggjort af Generaldirektoratet for Konkurrence for at sætte gang i debatten. Den viste, at der er tale om store forskelle i graden af regulering i de forskellige medlemsstater og også fra det ene erhverv til det andet. Der er ingen beviser for, at markederne fungerer dårligt i lande med forholdsvis mindre regulering. Tværtimod var konklusionen på undersøgelsen, at større frihed i erhvervene ville give en større samlet værditilvækst.

Forskellene i reguleringsgrad fremgår af nedenstående:

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kilde: IHS-undersøgelsen

NB: Grækenland og Portugal er ikke medregnet, fordi der mangler data om visse erhverv.

190. Man modtog næsten 250 svar på spørgeskemaet om statusopgørelsen over de liberale erhverv fra en række interesserede parter, og en oversigt blev offentliggjort på Generaldirektoratet for Konkurrences hjemmeside. Desuden udarbejdede man en oversigt over den hidtidige regulering på grundlag af undersøgelsen og bemærkningerne fra de interesserede parter [138].

[138] Disse og andre beslægtede dokumenter kan findes på

191. En konference om reguleringen af erhvervstjenesteydelser, der blev holdt i Bruxelles den 28. oktober, samlede 260 repræsentanter for erhvervene, deres klienter og forbrugerorganisationer, konkurrencemyndigheder, politikere og akademikere. Formålet var at skabe en åben debat om begrundelser for, fordele og ulemper ved de forskellige former for regulering, der gælder for advokaters, notarers, arkitekters, ingeniørers, revisorers og farmaceuters udbud af tjenesteydelser. Indlæggene var koncentreret om virkningerne af reglerne for erhvervsstrukturen og beskyttelse af forbrugerne. Man drøftede desuden den senere tids reformer i en række lande.

192. Det fremgik af indlæggene, at det ville være nyttigt med en velovervejet modernisering af de traditionelle regler. Forbrugerrepræsentanterne understregede især behovet for gennemsigtige og begrundede regler og opsplitning af prisen i bestanddele.

193. Konkurrencekommissær Mario Monti meddelte i sin afsluttende tale til konferencen, at han havde til hensigt at udarbejde en kommissionsrapport om konkurrence inden for erhvervstjenesteydelser i begyndelsen af 2004. Denne rapport skal redegøre for det økonomiske rationale bag en reform af en række eksisterende bestemmelser samt for retsgrundlaget for at vurdere, om de er forenelige med EU's konkurrenceregler.

194. Kommissionen vil fortsat fremme lige vilkår for højtuddannede erhvervsdrivende for dermed at styrke mobiliteten over grænserne og en sund konkurrence til fordel for såvel erhvervene som forbrugerne. Samtidig bekræfter Kommissionen sit tilsagn om at respektere de restriktive erhvervsbestemmelser og former for selvregulering, der synes at være begrundede af hensynet til almenvellet [139].

[139] Se svar på en mundtlig forespørgsel i Europa-Parlamentet om markedsregulering og konkurrenceregler for de liberale erhverv (O-63/03).

195. Samarbejdet med de øvrige konkurrencemyndigheder fortsatte endvidere og blev udvidet. Regulering af erhvervstjenesteydelser blev drøftet på møder mellem generaldirektørerne for de nationale konkurrencemyndigheder den 18. juni og den 19. november. Der blev afholdt et ekspertmøde den 26. november, hvor man drøftede resultaterne af statusopgørelsen.

196. Domstolens dom af 9. september i sagen Consorzio Industrie Fiammiferi [140] synes relevant for denne sektor, hvor medlemsstaterne ofte godkender bestemmelser, der begrænser konkurrencen. For at give EU's konkurrenceregler fuld virkning skal en national konkurrencemyndighed ophæve en national lov, der kræver, at virksomheder udviser adfærd, som er i strid med EF-traktatens artikel 81, og kræve, at virksomhederne ophører hermed.

[140] Sag C-198/2001, dom af 9.9.2003.

197. Endelig foretog Kommissionen også traditionel sagsbehandling i denne sektor. Således udsendte man den 3. november en klagepunktsmeddelelse i en ex officio-sag om den belgiske arkitektsammenslutnings anbefalede takster [141].

[141] Sag COMP/D-3/38.549.

9. Statistik

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

II - Fusionskontrol

1. Indledning

198. I 2003 faldt antallet af fusioner og overtagelser anmeldt til Kommissionen fortsat og nåede ned på det niveau, man oplevede i slutningen af 1990'erne. I forhold til de 279 fusioner, der blev anmeldt i 2002, hvilket allerede var udtryk for en lille tilbagegang i forhold til 2001 (335), var der i 2003 kun 212 anmeldelser (se diagrammet). -

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

199. Ud over denne nedgang i det samlede antal anmeldelser gik også den procentvise andel af de sager, der gav anledning til alvorlig tvivl om deres konkurrencevirkninger og derfor krævede en tilbundsgående undersøgelse (anden fase) mundende ud i en beslutning efter fusionsforordningens artikel 8, også lidt tilbage, fra 9 sager i 2002 til 8 i 2003. Alle disse 8 fusioner blev i sidste instans godkendt, enten fordi de deltagende virksomheder afgav tilsagn, der fjernede de oprindelige konkurrenceproblemer (6 sager), eller fordi de konkurrenceproblemer, der i første omgang var blevet påvist, ikke blev bestyrket af den tilbundsgående undersøgelse (2 sager).

200. I 2003 vedtog Kommissionen i alt 231 endelige beslutninger, heraf 8 efter tilbundsgående andenfaseundersøgelser (ingen af dem blev forbudt, 2 blev godkendt uden betingelser, og 6 blev godkendt på visse nærmere betingelser), og 11 beslutninger, hvor Kommissionen godkendte en fusion på nærmere betingelser efter en indledende undersøgelse (første fase). 203 andre fusioner blev godkendt i første fase. 110 (51 %) af disse førstefasebeslutninger blev truffet efter den forenklede procedure, der blev indført i september 2000. Desuden traf Kommissionen i 9 tilfælde beslutning om at henvise en fusion efter fusionsforordningens artikel 9. Der blev indledt tilbundsgående undersøgelser i 9 sager.

2. Reform af fusionskontrollen

2.1 Ny fusionsforordning

201. Den 27. november nåede Rådet til politisk enighed om en ny, omarbejdet fusionsforordning, der i vid udstrækning indeholdt de reformer, Kommissionen havde foreslået i december 2002. Disse reformer drejer sig om de materielle kriterier i artikel 2, procedurespørgsmål såsom anmeldelsestidspunkt, undersøgelsesfrister og Kommissionens beslutningsbeføjelser samt om sagernes fordeling mellem nationale myndigheder inden for EU.

202. Fusionsforordningen blev oprindeligt vedtaget i 1989 og trådte i kraft den 21. september 1990. Den indeholdt en bestemmelse om, at den skulle tages op til fornyet overvejelse med jævnlige mellemrum, og i december 2001 indledte Kommissionen en høringsrunde, der mundede ud i, at der året efter blev vedtaget en forslagspakke med vidtrækkende forslag til forbedring af EU's fusionskontrol. Ud over forslagene om ændring af fusionsforordningen omfattede disse reformer også en række ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger, der tog sigte på at gøre beslutningsprocessen mere strømlinet og i særdeleshed styrke de økonomiske analyser og tilgodese kontradiktionsretten på en mere effektiv måde. De fleste af disse reformer er nu på plads, bl.a. er der nu blevet ansat en chefkonkurrenceøkonom, og der er blevet etableret paneler, der skal granske de konklusioner, undersøgelsesholdene er kommet frem til, med friske øjne. Hovedprincipperne i reformpakken gennemgås i det følgende.

2.1.1 De materielle kriterier

203. Formålet med den af Kommissionen foreslåede reform var at sikre, at de materielle kriterier i fusionsforordningen kommer til at gælde for alle konkurrenceskadelige fusioner, samtidig med at kravet om retssikkerhed fortsat opfyldes. Kommissionen havde med sin grønbog givet startskuddet til en debat om, hvor effektivt de materielle kriterier i fusionsforordningens artikel 2 (dominanstesten) fungerede, i særdeleshed sammenlignet med den SLC-test ("substantial lessening of competition"), der bruges i flere andre jurisdiktioner, hvor de kriterier, der lægges til grund, drejer sig om mindskelse af konkurrencen. Blandt hovedargumenterne til fordel for en overgang til SLC-testen var, at disse kriterier ifølge deres natur var bedre egnet til at tackle alle de mange og meget komplicerede konkurrenceproblemer, som fusioner kan give anledning til, og specielt at der kan være et eller flere "huller" i de nugældende kriterier. Men på den anden side var det også en udbredt opfattelse, at hvis man indførte helt nye kriterier, kunne hele den retspraksis, som bl.a. EU-domstolene havde opbygget i årenes løb, gå tabt, hvilket ville mindske retssikkerheden. Kommissionen endte med at foreslå, at de hidtidige kriteriers anvendelsesområde blev afklaret bedre.

204. I den nye tekst, som Rådet har vedtaget, lyder kriterierne således: "fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres uforenelige med fællesmarkedet". Denne nye tekst stemmer overens med Kommissionens oprindelige målsætning. Retssikkerheden er blevet styrket ved, at alle eventuelle huller i den hidtidige tekst er blevet elimineret, samtidig med at man bevarer den retspraksis, som bl.a. EF-Domstolen har udviklet. Det må desuden understreges, at de nye kriterier vil blive anvendt på grundlag af en solid økonomisk vurdering som beskrevet i de retningslinjer for horisontale fusioner, der blev vedtaget i december (se herom nedenfor). Kommissionen har også til hensigt at udarbejde yderligere retningslinjer for ikke-horisontale fusioner (vertikale fusioner og konglomerater).

2.1.2 Procedurespørgsmål

205. Den nye forordning indeholder en række ændringer, der tager sigte på at gøre systemet mere smidigt, samtidig med at princippet om forudgående kontrol med klare, juridisk bindende frister fastholdes. Man har bibeholdt anmeldelsespligten og anmeldelsens suspensive virkning, men der er indført større fleksibilitet, hvad angår anmeldelsestidspunktet, og definitionen af den begivenhed, der udløser anmeldelsespligten, er blevet ændret. Samtidig er der fortsat stramme frister for undersøgelsesfasen, selv om der dog er indført større smidighed.

Undersøgelsesfrister

206. Med hensyn til fristerne for undersøgelsesfasen indeholder den nye forordning en række betydelige ændringer i forhold til de hidtil gældende bestemmelser. For det første er alle de gamle frister nu blevet omdannet til "arbejdsdage", hvilket indebærer en række mindre ændringer i fristernes længde. For det andet bliver den hidtidige førstefasefrist på en måned fra 1. maj 2004 til en frist på 25 arbejdsdage. For det tredje er den seksugersfrist i førstefasebehandlingen, der gjaldt i sager, hvor der er afgivet tilsagn eller modtaget anmodninger om henvisning af sagen, blevet ændret til 35 arbejdsdage. Og for andenfasebehandlingen indeholder den nye forordning for det fjerde bestemmelse om, at fristen automatisk forlænges med 15 arbejdsdage, fra 90 til 105 arbejdsdage, når parterne har afgivet tilsagn. Formålet med denne bestemmelse er at give tid til en mere omfattende høring af tredjemand og medlemsstater. Denne forlængelse gælder dog ikke, hvis tilsagnene afgives i en tidligere undersøgelsesfase, dvs. førend 55 arbejdsdage inde i andenfasebehandlingen. Og for det femte åbnes der mulighed for at forlænge fristen for andenfasebehandlingen med 20 arbejdsdage i komplicerede andenfasesager. Det kan dog kun ske efter parternes anmodning eller med deres samtykke.

Anmeldelsestidspunkt

207. Der er også skabt større fleksibilitet med hensyn til, hvornår en fusion skal anmeldes til Kommissionen. Efter de nye regler bliver der mulighed for at anmelde en transaktion, før der er indgået en bindende aftale, forudsat at parterne i god tro har til hensigt at indgå aftale. Den nugældende anmeldelsesfrist på en uge efter aftalens indgåelse er også blevet fjernet, forudsat at der ikke er taget skridt til at implementere transaktionen. Disse mere smidige regler skulle sætte virksomhederne i stand til at tilrettelægge deres transaktioner bedre uden at skulle indpasse deres planlægning i unødigt stramme regler, og det skulle også lette det internationale samarbejde i fusionssager, specielt når det drejer sig om at få synkroniseret de undersøgelser, der iværksættes af forskellige myndigheder.

Styrkelse af undersøgelsesbeføjelserne

208. Med den nye forordning er Kommissionens undersøgelsesbeføjelser på fusionsområdet med enkelte undtagelser blevet bragt i overensstemmelse med de beføjelser, den har i henhold til den nye gennemførelsesforordning til EF-traktatens artikel 81 og 82, bl.a. hvad angår bødepålæg. I særdeleshed indeholder den nye forordning en forhøjelse af maksimumsbøderne for afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger samt en forhøjelse af tvangsbøderne, hvis en virksomhed ikke efterkommer en begæring om oplysninger. Det skulle sætte Kommissionen i stand til lettere at fremskaffe oplysninger og dermed øge effektiviteten i dens sagsbehandling.

Procedure efter Domstolens annullation af en beslutning

209. Det er blevet nærmere afklaret, hvilken procedure der skal følges efter en annullation af en kommissionsbeslutning efter artikel 10, stk. 5, med en kodificering af Kommissionens praksis i tidligere sager. Efter de nye regler er grundprincippet, at sagen tages op til fornyet behandling, begyndende med en førstefasegennemgang på grundlag af en ny anmeldelse og en ny vurdering, hvori der tager hensyn til de aktuelle markedsforhold.

Beslutningsbeføjelser efter artikel 8

210. Den nye forordning klarlægger, hvornår en fusion, som der er blevet nedlagt forbud mod, skal opløses gennem afhændelse af aktier eller aktiver (artikel 8, stk. 4). Den giver også Kommissionen beføjelse til at træffe foreløbige forholdsregler i tilfælde, hvor en fusion er blevet gennemført uden at være godkendt, eller hvor betingelser pålagt efter artikel 8, stk. 2, er blevet tilsidesat.

2.1.3 Jurisdiktionsspørgsmål

Mere enkel og smidig fordeling af sagerne

211. Et af hovedformålene med de reformer, Kommissionen foreslog, var at nå frem til den bedst mulige fordeling af sager mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder i lyset af nærhedsprincippet og samtidig få løst de vedvarende, voksende problemer med parallelle anmeldelser, dvs. de tilfælde, hvor en og samme fusion skulle anmeldes til flere konkurrencemyndigheder inden for EU. Den nye forordning indeholder for det første en strømlining af henvisningssystemet, og for det andet giver den de anmeldende parter mulighed for at anmode om henvisning forud for anmeldelsen. Disse ændringer tager sigte på at sikre, at sagen i overensstemmelse med nærhedsprincippet bliver behandlet af den myndighed, der er bedst egnet til at behandle den, samtidig med at antallet af sager, hvor der skal indgives parallelle anmeldelser, begrænses til et minimum.

Sager med fællesskabsdimension

212. I de sager, der har fællesskabsdimension, men hvor parterne mener, at fusionen "kan påvirke konkurrencen mærkbart" på et særskilt nationalt marked, kan parterne anmode om, at sagen henvises til den pågældende medlemsstat. Det er kun de anmeldende parter, der har denne ret i fasen forud for anmeldelsen. Anmodningen skal være begrundet, og den skal godkendes af såvel Kommissionen som den pågældende nationale konkurrencemyndighed. For at undgå at blokere sagen skal dette foregå inden for en ganske kort frist.

213. I sager med fællesskabsdimension vil medlemsstaterne ligesom hidtil kunne anmode om at få sagen henvist, efter at der er indgivet anmeldelse. Kriterierne herfor er dog blev ændret, idet en fusion herefter vil kunne henvises til medlemsstaterne, hvis den "truer med at påvirke konkurrencen mærkbart" på et særskilt nationalt marked. Fristen for at anmode om henvisning af en fusion er stort set uændret, nemlig 15 arbejdsdage.

Sager uden fællesskabsdimension

214. Den nye forordning fastsætter, at sager, der ikke har fællesskabsdimension, kan henvises til Kommissionen efter anmodning fra de anmeldende parter, når fusionen ellers skal anmeldes i mindst tre medlemsstater. Hvis ingen af de medlemsstater, der er kompetente til at behandle fusionen efter sin nationale lov, modsætter sig henvisningen inden for 15 arbejdsdage efter modtagelse af fusionsparternes begrundede anmodning, får fusionen fællesskabsdimension og skal anmeldes som sådan. Men hvis en af de kompetente medlemsstater inden for denne frist modsætter sig, henvises sagen ikke til Kommissionen.

215. Den nye forordning indeholder også en ændring af de hidtidige bestemmelser i artikel 22 om medlemsstaternes henvisning af sager uden fællesskabsdimension til Kommissionen. Sådanne anmodninger skal fremsættes senest 15 dage efter den nationale anmeldelse, eller - hvor der ikke er anmeldelsespligt - 15 dage efter, at de har fået kendskab til transaktionen. Andre medlemsstater kan anmode om at måtte tilslutte sig en fælles henvisning inden for en frist på 15 dage efter at være blevet underrettet om en henvisningsanmodning. De kriterier, der lægges til grund ved afgørelsen af, om Kommissionen skal godtage sådanne henvisninger, drejer sig om, hvorvidt fusionen truer med at påvirke konkurrencen mærkbart på den eller de anmodende medlemsstaters område, og hvorvidt den påvirker samhandelen mellem medlemsstater.

216. Det er meningen, at disse ændringer af fusionsforordningen skal følges op med udsendelse af en ny meddelelse om principper, kriterier og metoder for henvisninger.

Opfølgning

217. Ifølge planerne skal der desuden før 1. maj 2004, hvor den nye forordning træder i kraft, vedtages en ændret gennemførelsesforordning med en revideret anmeldelsesformular. Der er også planer om yderligere opdateringer af de andre kommissionsmeddelelser i løbet af 2004. Det er meningen, at disse opfølgningstiltag skal sendes ud til offentlig høring før deres vedtagelse, i overensstemmelse med Kommissionens almindelige praksis og anbefalingerne fra ICN.

2.2 Retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner

218. Den 16. december vedtog Kommissionen et sæt retningslinjer, der giver en detaljeret redegørelse for de analysemetoder, den benytter ved vurderingen af, hvilke virkninger "horisontale" fusioner - dvs. fusioner mellem indbyrdes konkurrerende eller potentielt konkurrerende virksomheder - kan antages at ville få for konkurrencen. I disse retningslinjer slås det fast, at fusioner og overtagelser kun vil være ulovlige i det omfang, hvor de forstærker virksomheders markedsstyrke på en måde, der må antages at skade forbrugerne, navnlig i form af højere priser, ringere produktkvalitet eller indskrænkning af valgmuligheder. De er en opfølgning af omformuleringen af de materielle kriterier for vurderingen af fusioners konkurrencevirkninger i den nye fusionsforordning, som Rådet vedtog den 20. januar 2004.

219. I de nye retningslinjer pointeres det, at alle fusioner, der må antages at få betydelige konkurrenceskadelige virkninger, skal erklæres ulovlige, uanset om disse konkurrenceskadelige virkninger beror på skabelse eller styrkelse af en enkelt dominerende aktør på markedet, eller om de beror på en oligopolsituation. Det forklares, at fusioner kan være konkurrenceskadelige, enten fordi de eliminerer en konkurrent fra markedet og dermed fjerner en betydelig konkurrencefaktor, eller fordi de gør en samordning mellem de tilbageblivende virksomheder mere sandsynlig. De nye retningslinjer klarlægger således, hvornår Kommissionen vil kunne finde, at der består konkurrenceproblemer.

220. Kommissionen kommer også ind på, under hvilke omstændigheder den sandsynligvis ikke vil gribe ind. Den vil normalt ikke gribe ind, når fusionen ikke ville resultere i en koncentrationsgrad på markedet, der overstiger nærmere specificerede niveauer målt efter virksomhedens "markedsandel" eller på basis af det såkaldte Herfindhal-Hirschman-indeks ("HHI-indekset") [142].

[142] HHI-indekset er en internationalt anerkendt målestok for markedskoncentration.

221. Desuden pointeres det, at Kommissionen i sin samlede vurdering af en fusions sandsynlige konkurrencevirkninger nøje vil gennemgå enhver begrundet påstand om, at fusionen vil resultere i effektivitetsgevinster. Men for at der kan tages hensyn til sådanne effektivitetsgevinster, må de være til gavn for forbrugerne, de må kun kunne opnås gennem fusionen, og de skal være verificerbare.

222. Retningslinjerne fortsætter med at omtale en række faktorer, der kan modificere en umiddelbar indikation for, at fusionen må antages at ville skade konkurrencen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor den fusionerede enheds kunder har betydelig markedsstyrke som aftagere (købermagt) og let kan skifte leverandør. Der vil på samme måde blive taget hensyn til, hvor let det er for konkurrerende virksomheder at gå ind på det marked, fusionsparterne opererer på. Vurderingen af en fusions sandsynlige virkninger vil desuden blive baseret på, hvad der ellers ville være sket på markedet. Det kan f.eks. betyde, at Kommissionen ikke vil finde det nødvendigt at gribe ind, når der er tale om overtagelse af en virksomhed, der ellers ville være gået konkurs.

223. De nye retningslinjer træder i kraft pr. 1. maj 2004, hvor også den nye fusionsforordning træder i kraft. I løbet af 2004 har Kommissionen desuden til hensigt at udsende udkast til retningslinjer om vurdering af fusioner mellem ikke-konkurrerende virksomheder ("vertikale" fusioner og "konglomeratfusioner").

2.3 Nye retningslinjer for god praksis

224. Som en del af reformpakken fra december 2002 iværksatte Kommissionen også en offentlig høring angående en revideret udgave af de retningslinjer for god praksis ved behandlingen af fusionssager, der oprindeligt blev vedtaget i 1999. Høringsfristen udløb officielt den 28. februar 2003. Der indkom godt 40 høringssvar, heraf over 20 fra internationale advokatfirmaer og nationale og internationale advokatorganisationer, samt fra OECD's Competition Division. Konkurrencegeneraldirektoratet modtog også en halv snes svar fra erhvervslivet (brancheorganisationer og virksomheder) samt tre indlæg fra forbrugerorganisationer. Desuden indkom der bemærkninger fra fire medlemsstater (Frankrig, Tyskland, Irland og Det Forenede Kongerige) samt fra de norske og de polske konkurrencemyndigheder. Bortset fra to indlæg er alle de skriftlige bemærkninger, man modtog under den offentlige høring, blevet fuldt offentliggjort på GD COMP's website [143]. Den endelige tekst til disse retningslinjer for god praksis kan også findes på GD COMP's website.

[143] Se: http://europa.eu.int/comm/competition/mergers/review/merger_control_comments.html

2.3.1 Formålet med retningslinjerne for god praksis

225. Formålet med disse retningslinjer er at vejlede om arbejdsgangen i EU's fusionskontrolprocedurer. De tager sigte på at fremme og opbygge en ånd af samarbejde og gensidig forståelse mellem GD Konkurrence og de berørte virksomheder og jurister. Hensigten er at uddybe kendskabet til undersøgelsesprocessen, effektivisere undersøgelserne og skabe øget åbenhed og forudsigelighed i processen. De sigter specielt mod at gøre den korte tid, der er til rådighed i EU's fusionskontrol, så produktiv og effektiv som muligt for alle implicerede. Meningen er, at de fortsat skal være et fleksibelt instrument, der kan tilpasses de særlige forhold i de enkelte sager.

2.3.2 Hovedindhold

226. I de nye retningslinjer redegøres der mere indgående for forløbet i fasen forud for anmeldelsen af en fusion. Det slås også fast, at denne fase vil blive håndteret med smidighed, alt efter sagens karakter, således at man undgår at give de anmeldende parter alt for meget besvær i uproblematiske sager. Det pointeres også, at Kommissionen ikke indleder undersøgelser forud for anmeldelsen uden samtykke fra de anmeldende parter.

227. God praksis omfatter systematisk brug af statusmøder mellem Kommissionen og de anmeldende parter i centrale faser i sagsbehandlingen, således at det sikres, at fusionsparterne hele tiden er underrettet om udviklingen i undersøgelserne og jævnligt har mulighed for at drøfte sagen med ledende embedsmænd i Kommissionen.

228. Der er desuden indført mulighed for, at parterne kan drøfte problemer i forbindelse med transaktionen direkte med Kommissionen og eventuelle klagere, selv før der er udsendt en klagepunktsmeddelelse, på såkaldte "trepartsmøder". Disse trepartsmøder er frivillige og afholdes i situationer, hvor der er fremført to eller flere indbyrdes modstridende synspunkter angående vigtige markedsdata og -karakteristika og fusionens konkurrencevirkninger på de berørte markeder. Formålet er at hjælpe Kommissionen med at drage de rette konklusioner i sådanne spørgsmål, før den udfærdiger sin klagepunktsmeddelelse. For at sådanne trepartsmøder kan blive så produktive som muligt, er det normalt nødvendigt, at de implicerede parter, herunder de anmeldende parter, udveksler ikke-fortrolige versioner af nøgledokumenter.

229. I retningslinjerne for god praksis anføres desuden, at Kommissionen af hensyn til undersøgelsesbehovene og gennemsigtigheden vil give parterne adgang til ikke-fortrolige versioner af "nøgledokumenter" i Kommissionens sagsakter, inden den eventuelt rejser indsigelse mod transaktionen. Sådanne dokumenter omfatter væsentlige indlæg fra tredjemand, der går imod det materiale, de anmeldende parter selv har fremlagt under første fase og derefter, herunder også markedsanalyser.

3. Kommissionsbeslutninger

3.1 Beslutninger efter fusionsforordningens artikel 6, stk. 1, litra b), og artikel 6, stk. 2

Tetra Laval/Sidel II [144]

[144] Sag COMP/M.2416-Tetra Laval/Sidel, 13.1.2003.

230. Den 13. januar besluttede Kommissionen ikke at modsætte sig, at Tetra Laval B.V., der tilhører den schweiziskbaserede Tetra Laval Group, som ejer Tetra Paks emballageaktiviteter, overtager den franske emballagevirksomhed, Sidel S.A., på betingelse af, at et tilsagn og en række påbud efterkommes.

231. Efter at Førsteinstansretten den 25. oktober 2002 havde annulleret en beslutning, Kommissionen traf den 30. oktober 2001 om at forbyde transaktionen, genoptog Kommissionen sin behandling af den planlagte transaktion. Transaktionen drejede sig om markedet for emballering af flydende fødevarer. I sine undersøgelser fokuserede Kommissionen på de forskellige spørgsmål, der blev rejst af ovennævnte dom, og som krævede yderligere undersøgelser. På grundlag af Førsteinstansrettens dom så Kommissionen på transaktionens virkninger på de samlede markeder for SBM-maskiner (strækblæsestøbningsmaskiner) i stedet for de forskellige markeder for SBM-maskiner, der kunne afgrænses alt efter slutanvendelsen.

232. Kommissionen fandt imidlertid dokumentation for en ny SBM-teknologi kaldet "Tetra Fast", som Tetra havde haft under udvikling, og som Kommissionen ikke havde haft kendskab til under den foregående sagsbehandling. Selv om Tetra Fast-teknologien stadig var under udvikling, var den nu nået det stadium, hvor den var blevet afprøvet i marken, og gav derfor anledning til alvorlige betænkeligheder angående skabelse af en dominerende stilling på de mere omfattende markeder for SBM-maskiner. Det skyldtes, at den sammen med Sidels klare teknologiske og andre fordele så ud til at få afgørende betydning for den fusionerede enheds fremtidige position på markederne for SBM-maskiner. Disse betænkeligheder blev dog fjernet ved, at Tetra afgav tilsagn om at meddele licenser på sin Tetra Fast-teknologi.

233. Den 8. januar appellerede Kommissionen formelt Førsteinstansrettens annullation af dens forbudsbeslutning af 30. oktober 2001 og efterfølgende beslutning om opløsning af fusionen af 30. januar 2002 [145]. Godkendelsesbeslutningen i denne sag, der tager hensyn til Førsteinstansrettens dom, kan muligvis blive påvirket af udfaldet af Kommissionens appel og EF-Domstolens eller Førsteinstansrettens eventuelle prøvelse af Kommissionens tidligere beslutning, hvis Domstolen skulle hjemvise sagen til Retten.

[145] Pressemeddelelse IP/02/1952

Pfizer/Pharmacia [146]

[146] Sag COMP/M.2922-Pfizer/Pharmacia, 27.2.2003.

234. Den 27. februar traf Kommissionen beslutning om betinget godkendelse af, at Pfizer Inc.'s overtog Pharmacia Corporation og dermed skabte verdens største medicinalvirksomhed målt efter såvel salg som F&U-udgifter. Transaktionen rejste en række problemer med horisontal overlapning inden for humanmedicin (herunder eksisterende produkter og produkter under udvikling) samt veterinærpræparater.

235. Overtagelsen blev godkendt efter undersøgelser af en række behandlingsområder, både inden for humanmedicin og veterinærmedicin, hvor transaktionen gav anledning til alvorlig tvivl om dens forenelighed med fællesmarkedet. Som reaktion på Kommissionens indsigelser afgav parterne tilsagn, der fjernede de af Kommissionen påviste problemer.

236. I denne sag havde Kommissionen et tæt samarbejde med den amerikanske Federal Trade Commission (FTC) om analysen af en række spørgsmål, bl.a. i relation til problemerne inden for urininkontinens og erektil dysfunktion, hvor parterne afgav tilsagn om verdensomspændende afhændelser.

Konica / Minolta [147]

[147] Sag COMP/M.3091-Konica/Minolta, 11.7.2003.

237. Den 11. juli besluttede Kommissionen at godkende Konicas overtagelse af Minolta. Både Konica og Minolta er japanske virksomheder, der udvikler og producerer kameraer, fotokopieringsmaskiner og andre produkter, bl.a. lysmålere. Konicas aktiviteter på sidstnævnte område består primært i virksomhedens aktier i den japanske virksomhed Sekonic.

238. Af Kommissionens undersøgelser fremgik det, at Konicas og Minoltas aktiviteter i vid udstrækning var komplementære, selv om der dog var overlapning mellem dem på flere produktmarkeder, bl.a. inden for fotokopieringsmaskiner, kompakte kameraer, digitalkameraer og lysmålere. Kommissionen nærede betænkeligheder ved fusionens virkninger på markedet for lysmålere. Konica tilbød imidlertid at afhænde sin aktiepost på ca. 40 % i den japanske fotometerproducent Sekonic.

239. Kommissionens undersøgelser blev gennemført i nært samarbejde med det amerikanske justitsministerium.

Caemi/CVRD [148]

[148] Sag COMP/M.3161-CVRD/CAEMI, 18.7.2003.

240. Den 18. juli gav Kommissionen grønt lys til, at Companhia Vale do Rio Doce (CVRD) overtog enekontrollen med Caemi, som virksomheden hidtil havde kontrolleret sammen med den japanske jernmalmhandler Mitsui. CVRD og Caemi er mineselskaber med hjemsted i Brasilien, der er aktive inden for produktion og salg af jernmalm, kaolin og bauxit. CVRD havde fået del i kontrollen med Caemi ved en transaktion, som Kommissionen havde godkendt på betingelser i oktober 2001. Kommissionen konkluderede, at overgangen fra fælles kontrol til enekontrol ikke rejste nogen nye konkurrenceproblemer.

241. På linje med Kommissionens tilgang, da den godkendte den første transaktion, koncentrerede den sig i sine undersøgelser om markederne for produktion og salg af jernmalm, som var de eneste berørte markeder. Kommissionens undersøgelser viste, at der ikke var sket nogen væsentlige ændringer i den måde, hvorpå markederne fungerede (kontraktpraksis, prisfastsættelse og rabatpolitik), siden den oprindelige transaktion blev godkendt, og at CVRD's position på markedet havde holdt sig stort set uændret i de foregående 18 måneder. Kommissionen drog den konklusion, at den anmeldte transaktion ikke havde nævneværdige virkninger på de relevante markeder. Den ville hverken ændre noget ved den konkurrence, der bestod efter den første transaktion, eller rejse nogen nye konkurrenceproblemer.

242. Eftersom den betingelse, der var knyttet til godkendelsen af den første transaktion, nemlig frasalg af Caemis interesser i Québec Cartier Mining Company, endnu ikke var blevet opfyldt, afgav CVRD tilsagn om at sikre, at denne betingelse blev opfyldt. Dette stemte overens med Kommissionens hidtidige praksis i tilsvarende sager.

Procter & Gamble/Wella [149]

[149] Sag COMP/M.3149-Procter&Gamble/Wella, 30.7.2003.

243. Den 30. juli godkendte Kommissionen det amerikanske selskab Procter & Gambles (P&G) overtagelse af den tyske virksomhed Wella AG på betingelse af, at en række tilsagn blev opfyldt.

244. Både P&G og Wella er aktive på markederne for hårplejeprodukter, parfumevarer og hårfarvningsmidler. Kommissionen fandt det sandsynligt, at den anmeldte transaktion ville kunne skabe en dominerende stilling inden for alle hårplejemidler (shampoo, conditioner, hårkure, stylingprodukter og hårfarvningsmidler) i Irland og på nogle hårplejemarkeder i Norge og Sverige.

245. For at genoprette en effektiv konkurrence på markederne for hårplejeprodukter afgav P&G tilsagn om at meddele en femårig licens efterfulgt af en treårig blokeringsperiode (hvor licensen ikke måtte udnyttes) på følgende mærker: alle hårplejeprodukter inden for P&G's hårplejemærke "Herbal Essences" i Irland, Norge og Sverige samt P&G's hårfarvningsmærker "Loving Care", "Lasting Color", "Glints", "Borne Blonde" og "Highlights". Dette gjaldt også Wellas stylingmærker "Silvikrin" i Irland og "Catzy" i Norge. Parternes tilsagn om at meddele licenser på disse tre mærker samt en række andre mærker løste problemerne med transaktionens konkurrenceskadelige virkninger på hårplejemarkederne i Irland, Norge og Sverige.

Candover/Cinven/BertelsmannSpringer [150]

[150] Sag COMP/M.3197-Candover/Cinven/Bertelsmann, 29.7.2003.

246. Den 29. juli besluttede Kommissionen at godkende investeringsselskaberne Candovers og Cinvens fælles overtagelse af det tyske forlag BertelsmannSpringer, der har specialiseret sig i akademiske og faglige udgivelser. Transaktionen skabte forbindelser mellem BertelsmannSpringer og det tyske forlag Kluwer Academic Publishers, som var blevet overtaget af Candover og Cinven i 2002. Desuden ville den skabe forbindelser mellem BertelmannSpringer og det franske fagbogsforlag MediMedia, som Cinven er medejer af.

247. Både BertelsmannSpringer og Kluwer Academic Publishers var aktive på det globale marked for akademiske udgivelser med hovedvægten lagt på videnskabelige, tekniske og medicinske tidsskrifter, der næsten udelukkende er engelsksprogede. Af Kommissionens undersøgelser fremgik det, at BertelsmannSpringer og Kluwer Academic Publishers som følge af overtagelsen ville blive den næststørste aktør på markedet, dog med god afstand op til den førende, Elsevier Science. Kommissionen fandt ingen tegn på, at transaktionen ville have resulteret i en kollektivt dominerende stilling.

248. BertelsmannSpringer og MediMedia var begge aktive på de franske og tyske markeder for medicinske fagpublikationer. Kommissionens undersøgelser viste, at fusionen ville føre til en dominerende stilling på det franske marked. For at imødekomme Kommissionens indsigelser tilbød Candover og Cinven at afhænde BertelsmannSpringers franske interesser på markedet for medicinske fagpublikationer i "Groupe Impact Médicine". Kommissionen fandt, at dette tilsagn gav en tilfredsstillende løsning på konkurrenceproblemerne.

Teijin/Zeon [151]

[151] Sag COMP/M.3235-Teijin/Zeon, 12.8.2003.

249. Den 13. august godkendte Kommissionen et joint venture mellem Zeon og Teijin inden for DCPD RIM (dicyclopentadien-reaktionssprøjtestøbning).

250. Zeon er en japansk virksomhed, der er aktiv inden for design, produktion og distribution af syntetisk gummi, syntetisk latex, kemikalier, lægeudstyr, miljø- og byggematerialer. Zeon er også aktiv inden for DCPD RIM-sektoren via datterselskaber, der beskæftiger sig med støbninger og formulering af DCPD RIM. Teijin, som også er en japansk virksomhed, er det overordnede moderselskab for en gruppe virksomheder, der udvikler og markedsfører fibre. Teijin er også aktiv inden for DCPD RIM via sit helejede datterselskab Teijin Metton.

251. Zeon og Teijin er de eneste leverandører af DCPD RIM-formuleringer i Europa. Sammenlægningen af deres aktiviteter på dette område gav derfor anledning til alvorlige konkurrenceproblemer. Parterne gav imidlertid tilsagn om at afhænde Teijins kontrollerende interesser i Metton America Incorporated (MAI), som også var aktiv inden for DCPD RIM, til en uafhængig og levedygtig tredjemand. Eftersom denne afhændelse vil eliminere hele den markedsandelsforøgelse på dette område, som transaktionen ville resultere i, besluttede Kommissionen at godkende den på betingelse af, at dette tilsagn blev opfyldt.

252. Transaktionen var forinden blevet godkendt af den japanske konkurrencemyndighed.

Alcan/Pechiney II [152]

[152] Sag COMP/M.3225-Alcan/Pechiney (II), 29.9.2003.

253. Den 29. september godkendte Kommissionen den canadiske aluminiumproducent Alcans overtagelse af den franske aluminiumproducent Pechiney. Begge virksomheder er aktive inden for bauxitudvinding, aluminaraffinering og elproduktion samt udsmeltning, produktion og genanvendelse af aluminium. Begge har forsknings- og udviklingsafdelinger og fremstiller også færdigprodukter, især emballager, bl.a. aerosoldåser, forme og fleksibel emballage.

254. Transaktionen ville skabe verdens største aluminiumvirksomhed målt efter omsætning, tæt fulgt af Alcoa. Kommissionens markedsundersøgelser viste, at den ville rejse konkurrenceproblemer på det samlede marked for fladvalsede aluminiumprodukter, navnlig materialer til drikkevare- og fødevaredåser. Undersøgelserne afslørede også problemer på markederne for aerosoldåser af aluminium og aluminiumforme, der kræver stiv emballage. Endelig tydede undersøgelserne på alvorlige problemer på tre teknologimarkeder (aluminaraffineringsteknologi, smeltercellteknologi og prebake-teknologi), hvor transaktionen ville resultere i en sammenlægning mellem de to førende aktive licensgivere i aluminiumproduktionskæden.

255. For at imødekomme Kommissionens indsigelser tilbød Alcan en omfattende række tilsagn. For det første ville Alcan afhænde enten Alcans 50 % i AluNorf og valseværkerne i Göttingen og Nachterstedt eller Pechineys folievalseværk i Neuf-Brisach og - såfremt køberen ønskede det - valseværket i Annecy. Begge afhændelsespakker omfatter avancerede produktionsanlæg. Hvis køberen ønskede det, kunne Alcans støbevirksomhed i Latchford også blive lagt oveni enten AluNorf- eller Neuf-Brisach-pakken. Desuden ville Alcan overføre forsknings- og udviklingsressourcer til køberen. Denne pakke ville gøre en potentiel køber til en fuldt konkurrencedygtig aktør i denne industri. Alcan tilbød også at eliminere overlapningen mellem de to virksomheders aktiviteter inden for aerosoldåser og forme af aluminium. Desuden afgav Alcan tilsagn om fortsat at meddele licenser på de ovennævnte teknologier på samme vilkår som før overtagelsen og helt afhænde sin prebake-teknologi.

256. Dermed blev der skabt sikkerhed for, at der fortsat vil findes tilstrækkeligt mange stærke og kompetente leverandører på dette marked til gavn for aftagerne i industrien og i sidste instans den endelige forbruger. En potentiel køber vil over for Kommissionen skulle dokumentere, at vedkommende er i stand til at fastholde og videreudvikle disse aktiver som en konkurrencedygtig og aktiv aktør i aluminiumindustrien [153].

[153] Alcan og Pechiney havde allerede i 1999 anmeldt en aftalt fusion med henblik på at opnå godkendelse. Transaktionen rejse imidlertid mange konkurrenceproblemer og blev underkastet en tilbundsgående undersøgelse. Fusionsplanen blev opgivet i marts 2000 efter uenighed mellem parterne om, hvilke tilsagn man skulle tilbyde Kommissionen.

3.2 Beslutninger efter fusionsforordningens artikel 8

3.2.1. Artikel 8-beslutninger uden betingelser

Celanese/Degussa [154]

[154] Sag COMP/M.3056-Celanese/Degussa, 11.6.2003.

257. Den 11. juni traf Kommissionen beslutning om ubetinget godkendelse af et joint venture mellem de tyske kemikalieproducenter Celanese og Degussa. Parterne ville overføre størsteparten af deres interesser inden for oxokemikalier til deres joint venture.

258. Kommissionen havde indledt en tilbundsgående undersøgelse, fordi transaktionen ville have resulteret i høje markedsandele på adskillige markeder. Undersøgelsen viste imidlertid, at etableringen af dette joint venture ikke ville føre til skabelse eller styrkelse af nogen dominerende stilling. Kommissionen fandt, at markedsandele på dette marked ikke var nogen pålidelig indikator for markedsstyrke, og at tilstedeværelsen af konkurrenter med betydelig reservekapacitet ville lægge et tilstrækkeligt konkurrencepres på det nye joint venture. Det ville desuden også være udsat for konkurrence fra flere producenter uden for EØS.

SEB/Moulinex II [155]

[155] Sag COMP/M.2621-SEB/Moulinex II, 11.11.2003.

259. Den 11. november fastslog Kommissionen, at SEB's overtagelse af Moulinex ikke ville rejse nogen konkurrenceproblemer i Finland, Irland, Italien, Spanien og Det Forenede Kongerige. Begge parter producerer små elektriske husholdningsapparater.

260. Sagen blev behandlet i lyset af Førsteinstansrettens dom fra april 2003, der stadfæstede Kommissionens beslutning fra 2002 med hensyn til henvisningen af de franske aspekter til Frankrig og de betingelser, der blev pålagt i en række europæiske lande, men annullerede den ubetingede godkendelse i de andre fem medlemsstater.

261. Kommissionen foretog en ny, omfattende undersøgelse af disse fem lande for at vurdere transaktionens virkninger for konkurrencen. Den så nærmere på hver konkurrents position på hvert marked målt efter omsætning, produktudbud og mærkeimage. Denne tilbundsgående undersøgelse bekræftede, at det britiske, finske, irske, italienske og spanske marked ville være præget af en tilstrækkelig konkurrence til gavn for forbrugerne efter fusionen.

262. Denne beslutning berørte ikke beslutningen fra 2002, hvad angår SEB's opfyldelse af de tilsagn, virksomheden havde afgivet i relation til de ni andre lande.

3.2.2. Artikel 8-beslutninger med betingelser og påbud

Siemens/ Drägerwerk/ JV [156]

[156] Sag COMP/M.2861-Siemens/Drägerwerk/JV.

263. Den 30. april traf Kommissionen beslutning om betinget godkendelse af, at de to tyske virksomheder Siemens AG og Drägerwerk AG lagde deres aktiviteter inden for respiratorer, anæstesiapparater og patientmonitorer sammen i et joint venture med navnet Dräger Medical.

264. Kommissionen foretog en nærmere undersøgelse af, hvilken virkning dette joint venture ville få på markederne for anæstesiapparater, respiratorer og patientmonitorer. Disse markeder havde gennemgået en betydelig konsolidering i de senere år, hvor de førende aktører var vokset ved at have overtaget de mindre fabrikanter. Kommissionen nærede betænkeligheder ved, at Siemens og Drägerwerk gennem deres joint venture ville komme til at sidde på for stor en del af de berørte markeder, hvilket ville have været til skade for hospitalerne. Desuden eliminerede transaktionen også en af de vigtigste konkurrenter, specielt inden for respiratorer.

265. For at imødekomme Kommissionens indsigelser tilbød parterne at afhænde Siemens' interesser inden for respiratorer og anæstesiapparater, hvilket fjernede den horisontale overlapning på dette område, og give konkurrenterne den information, de har brug for for at kunne tilslutte deres patientmonitorer og kliniske informationssystemer til deres udstyr.

266. Kommissionen havde i denne sag et tæt samarbejde med den amerikanske Federal Trade Commission. Siemens/Dräger havde betydeligt lavere markedsandele i Nordamerika end i Europa, og de amerikanske konkurrencemyndigheder rejste derfor ikke indsigelse mod transaktionen.

Newscorp/Telepiù [157]

[157] Sag COMP/M.2876-Newscorp/Telepiu, 2.4.2003.

267. Den 2. april godkendte Kommissionen en fusion mellem de to eksisterende satellitbaserede betalings-tv-platforme i Italien efter en omfattende række tilsagn, der skal gælde frem til 2011. Fusionen gik ud på, at News Corporation overtog enekontrollen med Telepiù (fra Vivendi-gruppen), som derefter skulle fusionere med News Corporations betalings-tv-platform, Stream.

268. De italienske betalings-tv-operatører har haft store økonomiske vanskeligheder, lige siden de startede (i 1991 for Telepiùs vedkommende og i 1998 for Streams). Der har tidligere været planer om to tilsvarende transaktioner, som blev behandlet af den italienske konkurrencemyndighed.

269. Kommissionen drog den konklusion, at fusionen ville have ført til vedvarende monopollignende tilstande på det italienske betalings-tv-marked, skabt barrierer for adgangen til markedet for satellitbaseret betalings-tv og skabt en monopolstilling i Italien inden for visse typer premiumprogrammer (specielt enerettigheder til visse fodboldlandskampe, der finder sted hvert år, og de mest populære spillefilm). Det ville have afskåret andre fra at få adgang til premiumprogramrettigheder, der er nøglen til at få succes inden for betalings-tv. Undersøgelserne viste også, at der var meget ringe sandsynlighed for, at to operatører ville kunne overleve på det italienske betalings-tv-marked.

270. Kommissionen tog behørigt hensyn til de kroniske finansielle problemer i begge selskaber, de særlige træk ved det italienske marked og de gener, som lukningen af Stream ville påføre de italienske betalings-tv-abonnenter. Som helhed blev det konkluderet, at forbrugerne ville have større gavn af, at fusionen blev godkendt på en række passende betingelser, end hvis den blev forbudt, hvilket med stor sandsynlighed ville resultere i, at Stream ville blive nedlagt af sine ejere.

271. De tilsagn, som Kommissionen accepterede, tog sigte på at sikre tredjemand langsigtet (frem til 2011) adgang til premiumrettigheder, teknisk platform og adgangskontrolsystem, ligesom der blev skabt garanti for, at den fusionerede platform ikke blev involveret i alternative transmissionsmåder. Samtidig blev der indført en effektiv kontrol med tilsagnenes opfyldelse, hvori de italienske telemyndigheder spiller en central rolle.

DaimlerChrysler/Deutsche Telekom/JV [158]

[158] Sag COMP/M.2903-DaimlerChrysler/Deutche Telekom/JV, 30.4.2003.

272. Den 30. april godkendte Kommissionen DaimlerChrysler AG's og Deutsche Telekom AG's fælles overtagelse af det nyoprettede joint venture Toll Collect. Toll Collect skal etablere og drive et system for opkrævning af vejafgifter for lastbiler i Tyskland, som også kan anvendes til telematiktjenester.

273. Kommissionen fandt, at dette joint venture ville give DaimlerChrysler en dominerende stilling på det marked for telematiksystemer inden for transport og logistik i Tyskland, der er ved at udvikle sig. Der forventedes en hurtig vækst på dette marked.

274. Gennem sit medejerskab af Toll Collect ville DaimlerChrysler, som er Tysklands største lastbilfabrikant og en af de førende aktører på markedet for transport- og logistiktelematiksystemer, komme til at få kontrol med andre tjenesteudbyderes adgang til Toll Collect-systemets onboard units. Toll Collect ville få en "gatekeeper"-funktion for levering af telematiktjenester på denne platform, og DaimlerChrysler ville kunne diktere konkurrencevilkårene på dette marked. Samtidig ville den dominerende standard for onboard units, der ville blive udviklet, få allerede eksisterende udbydere af telematiksystemer til at forsvinde.

275. For at imødekomme Kommissionens indsigelser afgav parterne tilsagn om at etablere et uafhængigt Telematics Gateway-selskab og udvikle en GPS-interface til Toll Collects onboard unit, således at den kunne kobles sammen med udstyr leveret af tredjemand, og et vejafgiftsmodul til indbygning i tredjeparters telematikudstyr.

276. Kommissionen fandt, at disse tilsagn ville løse konkurrenceproblemerne og skabe ens spilleregler for alle aktører og samtidig bane vej for videreudvikling af det marked for telematiksystemer, der er under udvikling, og specielt tilgodese forbrugernes interesser.

Verbund/EnergieAllianz [159]

[159] Sag COMP/M.2947-Verbund/EnergieAllianz, 11.6.2003.

277. Den 11. juni godkendte Kommissionen med en række betingelser og påbud en fusion mellem det østrigske elselskab Österreichische Elektrizitätswirtschafts-AG (Verbund) og fem regionale østrigske elleverandører, der var samlet i gruppen EnergieAllianz.

278. Kommissionen konkluderede, at transaktionen ville have skabt eller styrket EnergieAllianz' og Verbunds dominerende stillinger inden for elleverancer til store kunder, små distributører og små kunder i Østrig.

279. Tilsammen havde parterne en meget stor markedsandel på disse markeder, der alt efter forbrugerkategori lå på mellem 50 % og 75 %. Denne situation ville være blevet yderligere forstærket af, at Verbund ville blive elimineret som Energie Allianz' største eksisterende og potentielle konkurrent, af parternes førende position inden for elproduktion og af en række eksisterende forbindelser til konkurrenter.

280. Parterne afgav en række tilsagn, der imødekom Kommissionens indsigelser. Et af tilsagnene drejede sig om frasalg af Verbunds kontrollerende interesser i APC, som er Verbunds distributør til de store kunder, og det skulle gennemføres, før fusionen fandt sted.

281. Kommissionen tog hensyn til, at det på mellemlang sigte forventes, at det nye direktiv om elektricitetsmarkedet og forordningen om grænseoverskridende handel med energi i betragtning af det nuværende liberaliseringsniveau i Østrig og de forhåndenværende muligheder for samkøring til og fra Tyskland vil resultere i mindskede adgangsbarrierer. Kommissionen hæftede sig ved, at den østrigske økonomi- og arbejdsminister havde erklæret sig villig til at gennemføre energimarkedsdirektivets bestemmelser om selskabsretlig adskillelse omgående.

282. Kommissionen behandlede denne sag i nært og frugtbart samarbejde med de østrigske konkurrencemyndigheder og den østrigske energireguleringsmyndighed, E-Control, som vil føre tilsyn med opfyldelsen af flere af tilsagnene. Beslutningen er af Wirtschaftskammer Kärnten og Best connect Ampere Strompool blevet indbragt for Førsteinstansretten [160].

[160] Sag T-350/03.

DSM/Roche [161]

[161] Sag COMP/M.2972-DSM/Roche, 23.7.2003.

283. Den 23. juli godkendte Kommissionen den nederlandske virksomhed DSM's overtagelse af den schweiziske virksomhed Roches vitamin- og finkemikaliedivision (RV&FC). DSM og RV&FC er aktive inden for en bred vifte af produkter. Den eneste overlapning mellem dem var imidlertid inden for foderenzymer, specielt inden for ikke-stivelsesholdige polysaccharide nedbrydningsenzymer (NSP-nedbrydningsenzymer) og fytase. NSP-nedbrydningsenzymer hjælper dyr med at frigøre næringsstofferne i deres foder. Fytase er et enzym, der bruges til at forøge mængden af fordøjelig fosfor i foder og til mindske fosfatindholdet i dyregødning for derved at mindske forureningen. DSM og RV&FC er med i to forskellige vertikale alliancer: DSM har en alliance med BASF, og RV&FC har en alliance med den danske industrienzymproducent, Novozymes.

284. Kommissionen havde påvist konkurrenceproblemer på fytasemarkedet. DSM's overtagelse af RV&FC ville have skabt en strukturforbindelse mellem de to alliancer og ført til monopollignende tilstande på markedet for fytase, såvel i produktions- som i distributionsleddet.

285. DSM afgav en række tilsagn, bl.a. om opsigelse af DSM's alliance med BASF, hvad angår produktion og distribution af foderenzymer og afhændelse af sine aktiviteter inden for foderenzymproduktion til en af Kommissionen godkendt køber. Kommissionen konkluderede, at disse tilsagn løste konkurrenceproblemerne og genoprettede den effektive konkurrence.

286. I denne sag havde Kommissionen et tæt samarbejde med den amerikanske Federal Trade Commission, der også havde transaktionen til behandling.

GE/Instrumentarium [162]

[162] Sag COMP/M.3083-GE/Instrumentarium, 2.9.2003.

287. Den 2. september traf Kommissionen beslutning om betinget godkendelse af GE Medical Systems' overtagelse af den finske virksomhed Instrumentarium. General Electric (GE) er aktiv i hele verden inden for flere forskellige områder og markedsfører via GE Medical Systems en bred vifte af medicinske apparater, bl.a. billedbaseret diagnosticeringsudstyr (f. eks. røntgenmaskiner), elektromedicinske systemer (f. eks. patientmonitorer) og IT-løsninger til hospitaler. Instrumentarium er aktiv inden for anæstesiapparater, intensivovervågningsudstyr og billedbaseret diagnosticeringsudstyr, bl.a. med mærkerne Datex-Ohmeda, Ziehm og Spacelabs - sidstnævnte er en amerikansk patientmonitorfabrikant, som Instrumentarium overtog sidste år.

288. Kommissionen fandt det betænkeligt, at GE og Instrumentarium tilsammen ville få for stor en markedsandel inden for patientmonitorer, hvilket ville have været til skade for hospitalerne.

289. Disse markeder har gennemgået en betydelig konsolidering igennem de seneste år, hvor de store aktører er blevet endnu større gennem overtagelser af mindre fabrikanter. Denne tendens ville blive yderligere forstærket af fusionen mellem to af de fire førende aktører i Europa inden for patientmonitorer. Fusionen eliminerede en af GE's største konkurrenter på markedet, og den fusionerede enhed ville inden for perioperative patientmonitorer komme til at stå betydeligt stærkere over for sine kunder, dvs. hospitalerne.

290. Af undersøgelserne fremgik det desuden, at der var risiko for, at GE fremover kunne favorisere sine egne intensivovervågnings- og patientmonitorapparater såvel som sit Clinical Information System ved at tilbageholde den interfaceinformation, der er nødvendig for, at konkurrenternes systemer kan bruges sammen med de anæstesiapparater og andet udstyr, som den fusionerede enhed leverede. Det ville ikke være i hospitalernes interesse, fordi det ville indskrænke deres valg af leverandører og kunne føre til højere priser.

291. GE afgav tilsagn om at afhænde Instrumentariums Spacelabs-interesser og indgå en serie leveringsaftaler med køberen samt sikre, at GE's anæstesiudstyr, patientmonitorer og kliniske informationssystemer kan bruges sammen med apparater leveret af tredjemand.

292. Under behandlingen af fusionen mellem GE og Instrumentarium arbejdede Kommissionen tæt sammen med det amerikanske justitsministerium.

3.3 Beslutninger efter fusionsforordningens artikel 9

Electrabel/Intercommunales [163]

[163] Sag COMP/M.3075-ECS/Intercommuncale Iveka, COMP/M.3076-ECS/Intercommunale IGAO, COMP/M.3077-ECS/Intercommunale Intergem, COMP/M.3078-ECS/Intercommuncale Gaselwest, COMP/M.3079-ECS/Intercommunale Imewo, COMP/M.3080-ECS/Intercommunale Iverlek, alle 13.2.2003.

293. I 2003 anmeldte Electrabel en række transaktioner med fællesskabsdimension gående ud på overtagelse af de regionale kooperative el- og gasselskaber (Intercommunales).

294. For at gennemføre liberaliseringen af de belgiske el- og gasmarkeder var intercommunale-selskaberne nødt til at foretage en adskillelse mellem deres gas- og elleverancer til privilegerede kunder og deres distributionsaktiviteter. Electrabel Customer Solutions ("ECS"), som er et datterselskab i Suez' energidivision Tractebel, tilbød at overtage leveringskontrakterne med de privilegerede kunder, der ikke har valgt leverandør, og dermed blive den leverandør, der skal sikre forsyningerne. Til gengæld ville intercommunales-selskaberne få en andel i ECS. I Flandern omfattede disse transaktioner både gas og elektricitet, mens aftalerne i Vallonien kun omhandlede elektricitet. Eftersom alle kontrakterne med de forskellige intercommunale-selskaber blev anmeldt som særskilte transaktioner, var der flere af dem, der faldt direkte ind under de belgiske konkurrencemyndigheders kompetence, og de fastslog, at de ville styrke Electrabels dominerende stilling på markedet.

295. For at sikre konsekvensen i sagsbehandlingen anmodede den belgiske konkurrencemyndighed om at få henvist de sager, der var blevet anmeldt til Kommissionen. For alle de sager, der havde fællesskabsdimension, konkluderede Kommissionen, at transaktionen kunne styrke Electrabels i forvejen dominerende stilling på markedet for levering af elektricitet til privilegerede kunder, hvilket er et nationalt marked. Kommissionen drog også den konklusion, at disse transaktioner ville føre til en betydelig forøgelse af de allerede betydelige barrierer, der lagde hindringer i vejen for, at Electrabels konkurrenter kunne få adgang til de belgiske el- og gasmarkeder. Desuden ville transaktionerne afskære konkurrenterne fra at blive den udpegede leverandør, der skulle sikre forsyningerne, hvilket i sig selv ville gøre dem mere troværdige på markedet. Kommissionen besluttede derfor at henvise disse sager til de belgiske konkurrencemyndigheder. Den 4. juli blev transaktionerne (også de transaktioner, som var henvist fra Kommissionen) godkendt på betingelser af de belgiske konkurrencemyndigheder.

Arla/Express Dairies [164]

[164] Sag COMP/M.3130-Arla/Express Dairies.

296. Den 10. juni besluttede Kommissionen at henvise en del af den planlagte fusion mellem det danske mejeriselskab Arla Foods og det britiske Express Dairies til de britiske konkurrencemyndigheder, således at de kunne undersøge fusionens konkurrencevirkninger på markederne for levering af frisk mælk og fløde i Storbritannien. Samme dag godkendte Kommissionen fusionen, hvad angår de øvrige produkt- og geografiske markeder.

297. Det Forenede Kongerige havde anmodet Kommissionen om at få henvist visse dele af sagen, nemlig med hensyn til markederne for forsyninger af råmælk i Det Forenede Kongerige, levering af frisk mælk i Storbritannien og levering af fløde, der ikke leveres på tank. De britiske myndigheder anmodede om at få henvist den del, der drejede sig om markedet for mælk på flasker (hvor der især leveres til mælkemænd) i nogle dele af England, hvor de fandt, at transaktionen kunne påvirke konkurrencen.

298. Kommissionen fandt, at fusionen kunne rejse konkurrenceproblemer, som de britiske myndigheder bedre ville kunne vurdere, på markederne for levering af frisk mælk, frisk fløde, der ikke leveres på tank, samt levering af mælk på flasker. Kommissionen havde dog ikke fundet nogen konkurrenceproblemer på markedet for råmælkforsyninger, der kunne resultere i en dominerende stilling for en eller flere virksomheder. Den afviste derfor denne del af anmodningen og godkendte transaktionen for så vidt angår dette marked samt de markeder, for hvilke der ikke var blevet anmodet om henvisning.

Lagardère/Natexis/VUP [165]

[165] Sag COMP/M.2978-Lagardère/Natexis/VUP.

299. Den 14. maj anmodede de franske myndigheder om at få sagen om det franske konglomerat Lagardères overtagelse af Vivendi Universal Publishing (VUP) henvist. Der var tale om en fusion mellem de to største forlagsvirksomheder i Frankrig.

300. De franske myndigheder fandt, at transaktionen truede med at skabe dominerende stillinger i Frankrig på en række af de markeder, der indgår i "bogkæden" (rettighedserhvervelse, udgivervirksomhed, distribution). De anmodede derfor om at få henvist visse dele af fusionen, således at de kunne analysere dens virkninger i Frankrig på disse forskellige markeder.

301. Kommissionen konkluderede, at de fleste af markederne var af større end national udstrækning, idet de dækkede hele det fransksprogede område i Europa, og derfor ikke kunne være genstand for en henvisning.

302. Hvad markederne for salg af skolebøger og lærebøger angår, fandt Kommissionen, at markedet for skolebøger var et særskilt nationalt marked som hævdet af de franske myndigheder (bl.a. fordi der findes nationale undervisningsprogrammer). Kommissionen var dog ude af stand til at afgøre, hvilken geografisk udstrækning det andet af de to markeder har. I betragtning af den betydelige overlapning mellem de to markeder og alle de andre aktiviteter, der indgår i parternes virksomhed inden for bogkæden, mente Kommissionen, at transaktionens virkninger på alle de relevante markeder burde undersøges af en og samme myndighed. Kommissionen tog i den forbindelse hensyn til, at Lagardère-gruppen foretrak, at sagen blev behandlet af én myndighed, idet det kun var markedet for skolebøger, der blev henvist til de franske myndigheder. Endelig underrettede de belgiske myndigheder Kommissionen om, at de helst så sagen behandlet på EU-plan. Den 23. juli besluttede Kommissionen derfor at afvise de franske myndigheders anmodning om en delvis henvisning af sagen.

BAT/Tabacchi Italiani [166]

[166] Sag COMP/M.3248-BAT/Tabacchi Italiani, 23.10.2003

303. Den 23. oktober besluttede Kommissionen at henvise behandlingen af British American Tobaccos (BAT) planlagte overtagelse af den italienske tobaksvirksomhed Ente Tabacchi Italiani (ETI) til de italienske konkurrencemyndigheder.

304. BAT er et internationalt tobaksselskab, der er aktiv inden for fremstilling, markedsføring og salg af cigaretter og andre tobaksvarer overalt i verden. ETI er et statsligt selskab, der fremstiller, markedsfører og sælger tobaksvarer i Italien. Dets helejede datterselskab, Etìnera SpA ("Etìnera"), distribuerer disse produkter i Italien.

305. Denne transaktion var sidste skridt i den italienske regerings privatisering af ETI. BAT blev sammen med to kommercielle partnere, Axiter SpA og FB Group Srl, udvalgt blandt dem, der afgav bud på ETI.

306. ETI er Italiens næststørste tobaksvirksomhed, næst efter Philip Morris. Efter fusionen ville BAT blive markedsførende på markedets lavprissegment.

307. De italienske konkurrencemyndigheder anmodede Kommissionen om at få sagen henvist. Kommissionen konkluderede, at anmodningen var velbegrundet, da den var sammenfaldende med Kommissionens egen umiddelbare konstatering af, at den øgede koncentration i branchen og elimineringen af en stærk aktør på markedet kunne skabe eller styrke en dominerende stilling på tobaksmarkederne i Italien.

4. Domme afsagt i 2003

Philips og Babyliss mod Kommissionen [167]

[167] Sag T-114/02, Babyliss mod Kommissionen, sag T-119/02, Royal Philips Electronics N.V.mod Kommissionen.

308. Den 3. april afsagde Førsteinstansretten dom i to parallelle sager, som Babyliss og Philips havde anlagt mod de beslutninger, Kommissionen vedtog den 8. januar 2002 om betinget godkendelse efter fusionsforordningens artikel 6, stk. 2, og delvis henvisning efter artikel 9, stk. 2, litra a), af den franske husholdningsapparatfabrikant SEB's overtagelse af sin direkte konkurrent Moulinex. Disse domme stadfæstede stort set begge kommissionsbeslutninger, hvad det materielle indhold angår, og annullerede godkendelsen for så vidt angår fem medlemsstater (Spanien, Finland, Irland, Italien og Det Forenede Kongerige).

309. Philips havde nedlagt påstand om annullation af den betingede godkendelsesbeslutning og henvisningsbeslutningen, mens Babyliss kun påstod den betingede godkendelse annulleret. Retten afviste Philips' påstand, men efterkom Babyliss' for så vidt angår Spanien, Finland, Irland, Italien og Det Forenede Kongerige.

Godtagelse af ændringer i tilsagn efter treugersfristens udløb

310. Retten afviste sagsøgernes påstand om, at Kommissionen ikke kunne acceptere ændringer i de oprindelige tilsagn fra parterne, når treugersfristen for afgivelse af tilsagn er udløbet. Retten statuerede, at de pågældende ændringer alene var forbedringer af de oprindeligt tilbudte tilsagn. Hvis Kommissionen mener, at den har tid nok til at behandle sent afgivne tilsagn og foretage de nødvendige undersøgelser, må den kunne godkende fusionen, også selv om sådanne ændringer fremkommer efter fristens udløb. Retten bemærkede dog, at Kommissionen skal overholde bestemmelserne i Kommissionens meddelelse om tilsagn, der kan accepteres efter fusionsforordningen, og sikre, at enhver ændring i de forskellige udkast til tilsagn begrænses til småændringer.

Tilsagn tilstrækkelige for de geografiske markeder, de omfatter

311. Sagsøgerne anfægtede tilsagnet om at meddele licens på Moulinex-mærket i et begrænset tidsrum under henvisning til, at det ikke var tilstrækkeligt til at løse de påviste konkurrenceproblemer. Retten statuerede, at intet på forhånd udelukker, at et tilsagn angående fremtidig adfærd, som f.eks. en varemærkelicens, er tilstrækkeligt til at løse de konkurrenceproblemer, en fusion rejser. I betragtning af varemærkers betydning på de pågældende markeder stadfæstede Retten Kommissionens vurdering af, at tilsagnet var tilstrækkeligt og afpasset efter problemet. På samme måde udtalte Retten, at den femårige licens efterfulgt af en treårig spærring efter reintroduktionen af varemærket Moulinex var tilstrækkelig. Retten fandt også, at Kommissionen havde handlet korrekt, da den udvidede licensen på Moulinex-varemærket til at omfatte alle kategorier af små husholdningsapparater, selv om der kun var påvist alvorlige problemer inden for en enkelt produktkategori. Retten stadfæstede derigennem Kommissionens analyse af fusionens virkninger for varemærkeporteføljen på de relevante markeder, hvor mærket er det vigtigste konkurrenceparameter, og hvor et varemærkes omdømme kommer alle produkter til gavn.

Alvorlige problemer kunne ikke udelukkes på de geografiske markeder, hvor der ikke blev afgivet tilsagn

312. Babyliss pegede på, at der var nogle markeder, hvor Kommissionen ikke havde krævet tilsagn (Italien, Spanien, Finland, Det Forenede Kongerige og Irland), men hvor fusionen rejste alvorlige konkurrenceproblemer.

313. Retten erindrede om, at Kommissionens beslutning var vedtaget efter en analyse i fire faser. For det første havde Kommissionen set på, om den nye enhed ville få en markedsandel på over 40 % på de enkelte produktmarkeder. For det andet konkluderede den, at alvorlige problemer kunne udelukkes, hvor der ikke var nogen større overlapning, eller hvor der for det tredje fandtes stærke konkurrenter. Og for det fjerde havde den også fastslået, at der ikke ville opstå større problemer, når det pågældende produktmarked var af ringe betydning i forhold til alle den fusionerede enheds små husholdningsapparater, fordi detailforhandlerne i så fald ville stå stærkt som aftagere (en omvendt porteføljeeffekt).

314. Hvad den første fase angår, anfægtede Retten ikke Kommissionens konklusion om, at en markedsandel på tilsammen 40 % kan tyde på alvorlige problemer på de enkelte berørte markeder, når andre faktorer peger i samme retning. Med hensyn til den anden fase gav Retten Kommissionen medhold i, at der ikke kunne antages at ville opstå større problemer, når der ikke var nogen betydelig overlapning. Retten fremhævede dog, at der ved vurderingen af eventuelle porteføljeeffekter også skal tages hensyn til markeder uden større overlapninger, hvis parterne forud for fusionen allerede har høje markedsandele. Hvad den tredje fase angår bemærkede Retten, at på de markeder, hvor der var påvist alvorlige problemer, kunne de kun modvirkes af konkurrenter, hvis disse står tilstrækkeligt stærkt til at være i stand til at danne reel modvægt mod fusionsparterne.

315. Retten var uenig med Kommissionen med hensyn til den fjerde fase i dens analyse. Den var ikke enig med Kommissionen i, at når de produktmarkeder, hvor parterne står stærkt, ikke spiller nogen større rolle i forhold til alle den fusionerede enheds husholdningsapparater, ville reaktionen på ethvert misbrug af dominerende stilling på et marked, hvor fusionsparterne var dominerende, kunne være en nedgang i salget af SEB-Moulinex produkter på andre markeder. Retten fandt, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at detailforhandlerne ville reagere på den måde i stedet for blot at vælte prisforhøjelserne over på de endelige forbrugere. Retten påpegede også, at detailforhandleres mulighed for at straffe den nye enhed for ethvert misbrug af dominerende stilling alene tyder på, at de kan være i stand til at afskære SEB-Moulinex fra at misbruge sin stilling. Fusionsforordningen er imidlertid ikke rettet mod misbrug af dominerende stilling, men derimod mod skabelse eller styrkelse af en sådan stilling. Retten statuerede derfor, at Kommissionen ikke på grundlag af denne analyse i beslutningen havde kunnet udelukke alvorlige problemer i Finland, Spanien, Italien, Det Forenede Kongerige og Irland.

Henvisning efter artikel 9

316. Retten antog Philips' søgsmål, fordi den fandt, at beslutningen om henvisning efter artikel 9 kunne antages at få direkte og automatiske retsvirkninger for Philips, som er SEB-Moulinex' største konkurrent i Frankrig. Henvisningsbeslutningen greb ind i Philips' rettigheder ved at afskære Philips fra at intervenere i Kommissionens undersøgelser efter proceduren i fusionsforordningens artikel 18, stk. 4, såfremt den var blevet ført videre til anden fase. Henvisningsbeslutningen afskar tredjeparter fra at udøve de rettigheder, de har i henhold til EF-traktaten til at indbringe Kommissionens afgørelser for Førsteinstansretten.

Delvis henvisning til de franske myndigheder

317. Philips gjorde gældende, at Kommissionens henvisning af sagen var i strid med principperne i fusionsforordningens artikel 9 og med dens hidtidige praksis angående henvisninger.

318. Retten statuerede, at de to betingelser i artikel 9, stk. 2, litra a), var opfyldt i denne sag, under henvisning til, at disse betingelser er kumulative, har juridisk karakter og skal fortolkes på basis af objektive elementer. De store markedsandele, de betydelige adgangsbarrierer og den fremtrædende rolle, de vigtigste distributionskanaler spillede, var tilstrækkelige til at fastslå, at det franske markeds struktur adskilte det fra andre markeder. Retten så derefter på, om det var med rette, at Kommissionen havde henvist sagen til de franske myndigheder. Den fremhævede, at fusionsforordningens artikel 9, stk. 3, litra a), giver betydelige skønsbeføjelser ved afgørelsen af, om en fusionssag skal henvises eller ej. Disse skønsbeføjelser er imidlertid ikke uindskrænkede. Kommissionen kan ikke beslutte at foretage henvisning, hvis der ved gennemgangen af medlemsstatens henvisningsanmodning foreligger klart og kohærent belæg for, at konkurrencen på de relevante markeder ikke kan sikres eller genoprettes, hvis sagen henvises. I denne sag fandt Retten, at Kommissionen med rimelighed kunne antage, at de franske myndigheder ville træffe foranstaltninger, der åbnede mulighed for at beskytte eller genoprette den effektive konkurrence, og at den derfor havde handlet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 9, stk. 3.

319. Retten afviste påstanden om, at Kommissionen ikke havde fulgt sin hidtidige praksis, som værende irrelevant, eftersom henvisningen var foretaget i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 9.

320. Efter Rettens dom foretog Kommissionen en grundig undersøgelse af hvert af de relevante markeder, således som det blev krævet i dommen, og drog den konklusion, at fusionen ikke rejste alvorlige konkurrenceproblemer, heller ikke hvad angår porteføljeeffekter. Den 11. november blev transaktionen godkendt uden betingelser.

Petrolessence SA, Société de gestion de restauration routière SA mod Kommissionen [168]

[168] Sag T-342/00, Petrolessence SA, Société de gestion de restauration Routière SA mod Kommissionen.

321. Den 3. april afviste Førsteinstansretten sagsøgers påstand i en sag om annullation af den beslutning, Kommissionen traf den 13. september 2000 om at nægte at godkende Mirabellier som egnet køber af seks benzinstationer på de franske motorveje. Disse benzinstationer skulle afhændes af TotalFina/Elf i overensstemmelse med de tilsagn, disse havde givet ved Total Finas overtagelse af Elf [169], som Kommissionen godkendte efter fusionsforordningens artikel 8, stk. 2, den 9. februar 2000. Kommissionen fandt, at fusionen uden disse afhændelser ville rejse alvorlige problemer på bl.a. markedet for detailsalg af benzin på franske motorveje.

[169] Sag COMP/M.1628, TotalFina/Elf Acquitaine, 9.2.02.

322. I den anfægtede beslutning havde Kommissionen fundet, at Mirabellier - der var en af flere mulige købere foreslået af fusionsparterne - ikke opfyldte en af de betingelser, der var opstillet i tilsagnene, nemlig betingelsen om, at køberen skulle være i stand til at opretholde eller udvikle en effektiv konkurrence. De forslag til købere, fusionsparterne derefter fremlagde, omfattede ikke Mirabellier og blev godkendt af Kommissionen.

Formaliteten

323. Sagsøgerne (Petrolessence og SG2, der begge hørte ind under samme koncern - den ene af dem kontrollerede Mirabellier) anfægtede den beslutning, hvorved Mirabellier var blevet afvist som egnet køber. Retten fandt, at beslutningen om at afvise fusionsparternes forslag om købere ændrede disse køberes retsstilling. Den fandt, at afvisningen var en beslutning, der ændrede Mirabelliers retsstilling.

324. Retten afviste sagsøgernes påstand og stadfæstede, at Kommissionen ikke havde begået nogen fejl i sin vurdering af den foreslåede køber, hvad angår kriterierne i tilsagnet. Retten afviste i den forbindelse sagsøgernes påstand om, at Kommissionen ved at betegne Mirabellier som en nytilkommen aktør uden tidligere erfaringer af nyere dato på det relevante detailmarked havde anvendt kriterier, der ikke var fastsat i tilsagnene. Retten stadfæstede også de andre elementer i Kommissionens vurdering.

325. I den sammenhæng erindrede Retten om, at efter fast retspraksis og i lyset af de materielle regler i fusionsforordningen (særlig artikel 2) har Kommissionen visse skønsbeføjelser, især hvad angår de økonomiske vurderinger. Den kontrol med udøvelsen af dette skøn, som foretages af Fællesskabets retsinstanser, og som er et væsentligt led i reglerne om fusioner, skal derfor foretages under hensyntagen til den skønsmargen, der er nødvendig for en økonomisk vurdering af fusioner. Følgelig skal den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser udøver af de komplicerede økonomiske vurderinger, Kommissionen foretager som led i sin skønsbeføjelse efter fusionsforordningen, begrænse sig til en kontrol af, at procedurereglerne og begrundelseskravene er overholdt, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og at der ikke foreligger åbenbart fejlskøn eller magtmisbrug.

Verband der freien Rohrwerke mod Kommissionen [170]

[170] Sag T-374/00, Verband der freien Rohrwerke e.V.mod Kommissionen.

326. Den 8. juli afviste Førsteinstansretten en påstand om annullation af Kommissionens beslutning om godkendelse af den tyske stålproducent Salzgitter AG's ("Salzgitter") overtagelse af Mannesmannroehren-Werke AG ("MRW"). Sagen var anlagt af en tredjemand.

Kommissionsbeslutningerne

327. Ved to beslutninger - dels en beslutning af 5. september 2000 efter fusionsforordningens artikel 6, stk., 1, litra b), ("EF-beslutningen") og dels en beslutning af 14. september 2000 efter EKSF-traktatens artikel 66 ("EKSF-beslutningen") [171] - havde Kommissionen godkendt Salzgitters overtagelse af MRW. Salzgitter er en integreret stålproducent, der fremstiller og distribuerer en lang række stålprodukter, bl.a. spiralsvejsede rør. MRW producerer forskellige typer stålrør.

[171] Sag COMP/M.2045, Salzgitter/Mannesmannroehren-Werke, 5.9.00, og sag COMP/EKSF/1336 Salzgitter/Mannesmannroehren-Werke, 14.9.00

328. Der var overlapning mellem parterne inden for produktion af halvfabrikata, men på grund af parternes relativt lave markedsandele på markederne for stål og stålrør, der omfattede hele EØS, og den overkapacitet, der prægede denne industri, fandt Kommissionen ikke, at der ville opstå konkurrenceproblemer. Efter at en række mindre producenter af rør med stor diameter, der købte deres råmaterialer hos Salzgitter, pegede på, at de efter fusionen måske ikke ville være i stand til at få dækket deres behov hos den fusionerede enhed på konkurrencedygtige vilkår, lovede Salzgitter at fortsætte med at levere kvartoplader og varmvalsede bredbånd (som er nødvendige råmaterialer for at producere rør) på ikke-diskriminerende vilkår for at imødekomme disse indsigelser. Det blev der taget hensyn til i EKSF-beslutningen.

329. Sagen blev indbragt for Førsteinstansretten af to små tyske stålrørsproducenter og en brancheorganisation. Sagsøgerne klagede i alt væsentligt over, at Kommissionen i sin beslutning ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til de horisontale og vertikale problemer, fusionen ville rejse, i særdeleshed i relation til Salzgitters påståede mulighed for og incitament til at diskriminere uafhængige producenter for at fremme MRW's stålproduktion.

330. Retten gav Kommissionen medhold med hensyn til afgrænsningen af produktmarkedet og det geografiske marked for varmvalsede bredplader og konkluderede, at Kommissionen ikke havde begået nogen åbenlys fejl i sin vurdering af fusionens virkninger på markedet for rør med stor diameter. Med hensyn til markedet for rør med mindre diameter afviste Retten sagsøgernes påstand om, at Kommissionen ikke havde foretaget en tilstrækkelig analyse af fusionens virkninger på dette marked, fordi der ikke var nogen horisontal overlapning, og den fusionerede enhed ikke kom til at stå særlig stærkt på det efterfølgende marked for varmvalsede bredbånd.

331. Retten afviste også sagsøgernes påstand om, at Kommissionen burde have taget hensyn til, at Salzgitter efter fusionen sammen med Usinor/DH ville komme til at kontrollere Europipe, som producerer rør med stor diameter på basis af kvartoplader og varmvalsede bredbånd, og sammen med TKS kontrollerer HKM, som producerer råstål, slabs og kvartoplader. Retten anførte, at eftersom transaktionen var blevet anmeldt til Kommissionen efter fusionsforordningen, havde Kommissionen ingen pligt til at analysere sådanne virkninger efter EF-traktatens artikel 81, da der ikke var tegn på nogen samordning mellem både Europipes og HKM's moderselskaber.

Schlüsselverlag J. S. Moser mod Kommissionen [172]

[172] Sag C-170/02 P, Schlüsselverlag J. S. Moser GmbH m. fl. mod Kommissionen.

332. Den 25. september afsagde Domstolen dom i en sag anlagt af Schlüsselverlag J.S. Moser m.fl. ("Moser") mod Førsteinstansrettens kendelse om afvisning af et passivitetssøgsmål anlagt mod Kommissionens afvisning af at behandle en fusion uden fællesskabsdimension [173].

[173] Sag T-3/02, Schlüsselverlag J. S. Moser GmbH m. fl. mod Kommissionen.

333. Sagsøgerne er aktive i den østrigske forlagsbranche og er direkte konkurrenter til fusionsparterne. I 2001 havde de klaget til Kommissionen over Verlagsgruppe News GmbH's (Bertelsmann-gruppen) overtagelse af Kurier-Magazine Verlags GmbH og hævdet, at Kommissionen burde have behandlet denne fusion [174], som de mente havde fællesskabsdimension.

[174] Fusionen blev godkendt af den kompetente nationale domstol (Oberlandesgericht Wien) den 26.1.2001.

334. Den 12. juli 2001 havde direktøren for Kommissionens Merger Task Force meddelt sagsøgerne, at fusionen manglede fællesskabsdimension, fordi den ikke nåede op over de gældende omsætningstærskler, og fastholdt dette synspunkt i et brev af 3. september 2001. De to breve indeholdt en erklæring om, at de var udtryk for Merger Task Forces synspunkt og ikke bindende for Kommissionen. Dette synspunkt blev bekræftet endnu engang i et tredje brev, der dog ikke indeholdt en sådan passage. Retten fandt, at sagsøgers interesse i at anlægge passivitetssøgsmål var bortfaldet, fordi Kommissionen ved det sidste brevs fremsendelse havde taget endelig stilling til klagen, og passivitetssøgsmålet kunne derfor ikke tages til behandling.

Kommissionens forpligtelser i relation til klager i fusionssager

335. Domstolen stadfæstede Rettens kendelse og benyttede lejligheden til at belyse, hvilke forpligtelser Kommissionen har i relation til klager i fusionssager. For det første udtalte Domstolen, at Kommissionen ikke kan undlade at tage hensyn til klager fra virksomheder, der ikke er part i en fusion, der kan have fællesskabsdimension. Retten fandt, at gennemførelsen af en sådan fusion til fordel for virksomheder, der er konkurrenter til de klagende virksomheder, kan medføre en øjeblikkelig ændring af de sidstnævnte virksomheders stilling på det eller de berørte markeder. Efter Domstolens opfattelse er det en af grundene til, at fusionsforordningens artikel 18 bestemmer, at berørte tredjeparter har ret til at blive hørt af Kommissionen.

336. Endvidere kan Kommissionen ikke med rette påstå, at den ikke har pligt til at tage stilling til selve princippet om dens kompetence som kontrolmyndighed, når den i medfør af artikel 21 i fusionsforordningen har enekompetence til at træffe afgørelser efter denne forordning. Hvis Kommissionen efter anmodning herom fra en udenforstående virksomhed nægtede at udtale sig formelt om, hvorvidt en fusion, som ikke er blevet anmeldt, falder inden for forordningens anvendelsesområde, ville det være umuligt for disse virksomheder at drage fordel af de processuelle garantier, som fællesskabslovgivningen giver dem. Samtidig ville Kommissionen berøve sig selv en mulighed for at efterprøve, om de virksomheder, der deltager i en fusion af fællesskabsdimension, faktisk overholder deres anmeldelsespligt. Endvidere ville klagerne ikke være i stand til gennem et annullationssøgsmål at anfægte Kommissionens afvisning af at behandle en fusion, hvor en sådan afvisning kunne påføre dem skade.

337. Endelig udtalte Domstolen, at Kommissionen af hensyn til god forvaltningsskik har pligt til at gennemføre en omhyggelig og upartisk undersøgelse af de klager, den har modtaget. Domstolen fandt, at det forhold, at klagerne ikke i medfør af fusionsforordningen har krav på, at deres klage behandles på samme måde som klager, der falder ind under forordning 17/62, ikke medfører, at Kommissionen ikke har pligt til at afgøre, om en fusion falder inden for dens kompetence eller ej, og til at drage konsekvenserne heraf.

338. Domstolen fandt, at parter, der ønsker at anfægte nationale myndigheders kompetence til at behandle en fusion på grund af dens fællesskabsdimension, må klage til Kommissionen inden for en rimelig frist. Domstolen begrundede dette krav med nødvendigheden af at tilgodese retssikkerheden for virksomhederne og de krav, der stilles til sagsbehandlingen. I denne sag fandt Domstolen, at klagen var indbragt for sent.

Sogecable/Canalsatélite Digital/Vía Digital mod Kommissionen [175]

[175] Forenede sager T-346 og T-347/02, Sogecable/Canalsatélite digital/Via digital mod Kommissionen.

339. I en dom af 30. september i to sager anlagt af spanske kabeloperatører (Aunacable m.fl.) afviste Førsteinstansretten sagsøgernes påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 14. august 2002 om henvisning, jf. fusionsforordningens artikel 9, af fusionen mellem Sogecable SA og Vía Digital til de spanske konkurrencemyndigheder.

340. Sogecable er en betalings-tv-operatør (via Canal+ og Canalsatélite Digital), der kontrolleres af Prisa (en spansk mediekoncern) og Groupe Canal+ (Vivendi) i forening. Sogecable driver en analog betalings-tv-kanal (Canal+) og en platform til digitalt satellit-tv (Canalsatélite Digital). Selskabet udbyder tekniske tjenester og er aktivt inden for produktion/salg/distribution af tematiske tv-kanaler og film samt erhvervelse og salg af sportsrettigheder. Vía Digital er den anden multikanal-betalings-tv-operatør i Spanien og kontrolleres af Telefónica (den etablerede spanske teleoperatør). Kommissionen henviste hele sagen til Spanien efter at have modtaget en anmodning herom.

Formaliteten

341. Retten statuerede, at selv om henvisningsbeslutningen ikke berørte sagsøgernes stilling i konkurrencen, eftersom kun en afgørelse truffet af den spanske konkurrencemyndighed kunne have en sådan virkning, var de direkte og individuelt berørt af henvisningsbeslutningen. Det skyldtes, at henvisningsbeslutningen berøvede dem deres lovmæssige rettigheder til som tredjeparter at deltage i Kommissionens behandling af sagen efter fusionsforordningens artikel 18, stk. 4, og eventuelt indbringe dens beslutning for Retten.

Særskilt marked/særskilt geografisk marked

342. Sagsøgerne gjorde gældende, at den anden betingelse i fusionsforordningens artikel 9, stk. 2, ikke var opfyldt, fordi de produktmarkeder, der blev identificeret i den anfægtede beslutning, ikke udgjorde markeder i en medlemsstat, der udviste et særskilt markeds karakteristika. Ifølge sagsøgerne skal et marked for at kunne udgøre et "særskilt marked" ikke alene adskille sig fra andre markeder ved at være et særskilt geografisk marked, men også ved at være præget af en anderledes konkurrencestruktur end i andre medlemsstater. Sagsøgerne hævdede, at de markeder for betalings-tv, tv-rettigheder og telekommunikation, der var tale om her, var mere omfattende end nationale markeder. Det fremgik bl.a. af, at Canal+ var aktiv i flere medlemsstater, og at konkurrencestrukturerne var meget ensartede i forskellige geografiske områder.

343. Retten afviste denne fortolkning af artikel 9, stk. 2, idet den fandt, at begrebet "særskilt marked" skulle forstås som et særskilt produkt- og geografisk marked efter fusionsforordningens artikel 9, stk. 7. På grundlag heraf fandt Retten, at det var uden betydning, om bestemte strukturelementer på de berørte markeder også findes i andre geografiske områder. For at kunne henvise en sag er det tilstrækkeligt at godtgøre, at konkurrenceforholdene på det område, hvor de deltagende virksomheder udbyder varer eller tjenester, ikke er homogene, og specielt at forbrugerpræferencer og visse adgangsbarrierer afgrænser dette marked i forhold til en anden medlemsstats område. At en virksomhed er aktiv i forskellige medlemsstater er ikke ensbetydende med, at de markeder, virksomheden opererer på, har en større geografisk udstrækning end en bestemt medlemsstat.

344. Retten afviste også påstanden om, at Kommissionen i sin henvisningsbeslutning burde have analyseret alle de markeder, der blev nævnt i anmeldelsen og i medlemsstatens henvisningsanmodning. Retten bemærkede, at nogle af de markeder, der blev identificeret i anmeldelsen, ikke var relevante markeder, og at Kommissionen i sin henvisningsbeslutning anførte, at for nogle af de i henvisningsanmodningen identificerede markeder kunne risikoen for styrkelse eller skabelse af en dominerende stilling udelukkes.

345. Retten bekræftede, at Kommissionens beføjelse til at henvise en fusion efter fusionsforordningens artikel 9, stk. 3, litra a), kun er begrænset, hvis der ved gennemgangen af henvisningsanmodningen er klart og sammenhængende belæg for, at konkurrencen ikke vil blive sikret eller genoprettet, hvis sagen henvises. Retten fandt, at eftersom de spanske myndigheder havde en særlig lovgivning til behandling af den pågældende fusion, var det rimeligt, at Kommissionen gik ud fra, at en henvisning til Spanien ville sikre den effektive konkurrence.

346. Retten afviste også sagsøgernes påstand om, at Kommissionen ved denne henvisning havde fraveget sin hidtidige praksis med hensyn til henvisning af sager i mediesektoren. Disse sager havde ingen relevans for lovligheden af den her omhandlede henvisning, da alle henvisningsanmodninger skal behandles fra sag til sag i lyset af fusionsforordningens artikel 9.

"Blankohenvisning"

347. Under henvisning til retspraksis udtalte Retten, at den dispositive del af en beslutning ikke kan adskilles fra dens begrundelse. Efter i sin beslutning at have givet en begrundelse for, at den fandt, at fusionen på hvert af de relevante (spanske) markeder truede med at skabe eller styrke en dominerende stilling, der ville hæmme den effektive konkurrence, havde Kommissionen ingen pligt til at gentage denne analyse i den dispositive del, specielt ikke eftersom det var hele sagen, der blev henvist. I tilfælde af en delvis henvisning kunne man have krævet nærmere angivelse af, hvilke markeder der skulle analyseres.

348. Hvad angår den påståede mangel på instrukser til de spanske myndigheder fandt Retten, at de fremgår implicit af fusionsforordningens artikel 9 og artikel 1 i henvisningsbeslutningen. I artikel 9, stk. 8, fastsættes det, at den pågældende medlemsstat kun må træffe de foranstaltninger, der er strengt nødvendige for at bevare eller genoprette en effektiv konkurrence. Det betyder, at den pågældende nationale myndighed skal træffe sådanne foranstaltninger.

ARD mod Kommissionen [176]

[176] Sag T-158/00, ARD mod Kommissionen.

349. Den 30. september afsagde Førsteinstansretten en dom, hvori den gav Kommissionen fuldt medhold i den beslutning, Kommissionen havde truffet om at godkende ændringen i den (tidligere) tyske betalings-tv-operatør KirchPayTV's ejerforhold fra enekontrol (udøvet af Kirch Holding) til fælleskontrol (udøvet af Kirch Holding og den britiske betalings-tv-operatør BSkyB). Denne beslutning, der blev vedtaget efter førstefasebehandlingen, var baseret på en række tilsagn [177].

[177] Sag COMP/JV.37, BSkyB/KirchPayTV, 21.3.2000.

Kommissionsbeslutningen

350. Kommissionen havde påvist konkurrenceproblemer på markederne for tysk betalings-tv og det marked for digitale, interaktive tv-tjenester, der er under udvikling. På det tyske betalings-tv-marked fandt den, at eftersom BSkyB ikke kunne antages at ville gå ind på det tyske marked på kort til mellemlang sigt, ville elimineringen af BSkyB som potentiel konkurrent ikke rejse nogen problemer. Kommissionen fandt dog, at den planlagte fusion i kraft af BSkyB's tilførsel af yderligere finansielle ressourcer og know-how ville have styrket KirchPayTV's dominerende stilling ved at øge de i forvejen betydelige adgangsbarrierer. Fusionen ville have givet KirchPayTV en dominerende stilling, om ikke et monopol, på det marked for digitale interaktive TV-tjenester, der er under tilblivelse.

351. De anmeldende parter afgav en række tilsagn, der løste de konkurrenceproblemer, Kommissionen havde peget på på de tyske markeder for betalings-tv og digitale, interaktive tv-tjenester. Tilsagnene gik ud på at give tredjemand adgang til Kirchs tekniske platform, specielt til Kirchs d-box-dekodere, og gøre det lettere at etablere platforme, der kan tage konkurrencen op med Kirch, ved at give tredjemand adgang til Kirchs betalings-tv-tjenester. Disse tilsagn mindskede derigennem adgangsbarriererne på markedet og afskar KirchPayTV fra at udnytte sin dominans på dette marked som løftestang på markedet for digitale, interaktive tv-tjenester.

Førsteinstansrettens dom

352. Kommissionens beslutning og dens accept af de afgivne tilsagn blev anfægtet af ARD, som er en organisation af tyske public service-tv-selskaber, der nedlagde fire påstande. ARD gjorde for det første gældende, at Kommissionen havde vurderet fusionen forkert efter fusionsforordningens artikel 2, stk. 3 og 4, da den konkluderede, at den ikke ville føre til udelukkelse af den potentielle konkurrence, fordi der på kort til mellemlang sigt ikke var sandsynlighed for, at BSkyB ville gå ind på det tyske marked for betalings-tv. ARD hævdede, at Kommissionen havde tilsidesat fusionsforordningens artikel 6, stk. 2, fordi det kun er fusioner, i forbindelse med hvilke konkurrenceproblemerne let kan identificeres (jf. fusionsforordningens ottende betragtning) og let kan løses, der må godkendes efter første fase. I den forbindelse gjorde ARD gældende, at Kommissionen tidligere havde nedlagt forbud mod tre fusioner på det tyske marked for betalings-tv, hvori KirchPayTV var impliceret, hvilket viste, at konkurrenceproblemerne hverken var begrænsede eller lette at afhjælpe. For det tredje påstod ARD, at de tilsagn, der blev afgivet, ikke var egnede til at løse konkurrenceproblemerne. I den forbindelse hævdede ARD, at tilsagnene alene drejede sig om adfærd og blot var en gentagelse af de retlige forpligtelser, dominerende virksomheder har i henhold til EF-traktatens artikel 82. ARD gjorde for det fjerde gældende, at undladelsen af at indlede andenfasebehandlingen var en procedurefejl, eftersom kun fusioner, hvor konkurrenceproblemet er let identificerbart og let kan løses, må godkendes efter første fase. Endelig hævdede ARD, at ARD's rettigheder som tredjemand var blevet tilsidesat ved, at Kommissionen havde godkendt ændrede tilsagn på så sent et stadium, at ARD ikke havde været i stand til at fremføre sine synspunkter ordentligt.

353. Retten afviste den første påstand under henvisning til, at uden fusionen ville BSkyB til trods for KirchPayTV's svage finansielle situation ikke kunne opfattes som en potentiel konkurrent på det tyske betalings-tv-marked på grund af adgangsbarriererne.

354. Med hensyn til ARD's anden påstand fandt Retten, at der var to forskellige spørgsmål, der måtte tages stilling til. Det første drejede sig om, hvorvidt Kommissionen kun må godkende transaktioner efter første fase, når konkurrenceproblemet er let identificerbart og let kan afhjælpes som nævnt i den ottende betragtning i forordning 1310/97. Det andet drejede sig om, hvorvidt det pågældende konkurrenceproblem kunne anses for at være klart afgrænset og let at afhjælpe. Retten tog kun stilling til det andet spørgsmål og udtalte, at den omstændighed, at Kommissionen tidligere havde nedlagt forbud mod tre tilsvarende fusioner på det tyske marked for betalings-tv, hvori KirchPayTV var impliceret, ikke var noget tilstrækkeligt bevis for, at konkurrenceproblemerne i den her omhandlede transaktion hverken var begrænsede eller lette at afhjælpe. I den forbindelse fremhævede Retten, at de tidligere forbudsbeslutninger havde drejet sig om andre parter og var rettet mod andre konkurrenceproblemer.

355. Hvad ARD's tredje påstand angår, udtalte Retten, at selv om tilsagnene mest drejede sig om adfærd, havde de også en strukturel karakter, eftersom de tog sigte på at løse et strukturproblem, nemlig problemet omkring tredjemands adgang til markedet. Tilsagnene kunne derfor ikke betragtes som rent adfærdsmæssige tilsagn, der ikke var tilstrækkelige til at løse de af Kommissionen påviste konkurrenceproblemer. Retten fandt desuden, at tilsagnene indebar andet og mere end blot et tilsagn om ikke at misbruge en dominerende stilling som omhandlet i EF-traktatens artikel 82.

356. Retten afviste også ARD's fjerde påstand på basis af det ræsonnement, den havde anlagt angående den anden og den tredje påstand. Med hensyn til ARD's femte påstand fandt Retten, at ARD havde været inddraget i sagsbehandlingen i tilstrækkeligt omfang. ARD havde modtaget et spørgeskema og fremsat sit syn på transaktionen i sit svar på spørgeskemaet. Der havde fundet et møde mellem ARD og sagsbehandlingsholdet sted i Bruxelles. ARD havde deltaget i de første markedstests af det oprindelige forslag og det første ændrede forslag. Med hensyn til det andet ændrede forslag (det endelige) fandt Retten, at det kun indeholdt mindre ændringer, der kunne accepteres af Kommissionen, også efter udløbet af treugersfristen.

5. Internationalt samarbejde

5.1 Det Internationale Konkurrencenet (ICN)

357. Kommissionen har deltaget aktivt i ICN's arbejdsgruppe om fusionskontrol i en multijurisdiktionskontekst siden dens oprettelse ved udgangen af 2001. Arbejdsgruppen har arbejdet i tre forskellige undergrupper - i den ene har man beskæftiget sig med undersøgelsesteknikker i fusionssager, i den anden med analyserammer i fusionskontrollen, og i den tredje med anmeldelser og procedurer i fusionskontrolsystemer. Flere private organisationer og privatpersoner har bidraget til arbejdet i disse undergrupper. Kommissionen er en aktiv deltager i alle tre undergrupper. Hovedmålet er at få indkredset de områder inden for fusionskontrollen, hvor der kan sættes ind med retningslinjer for god praksis for derigennem at mindske de administrative byrder og fjerne alle hindringer for bedre gensidig forståelse mellem forskellige jurisdiktioner inden for fusionskontrollen.

Undergruppen om anmeldelser og procedurer

358. Formålet med denne undergruppe er at fremme effektiviteten i hver jurisdiktion, lette konvergensen og mindske de offentlige og private byrder ved fusionskontrol i en multijurisdiktionskontekst. Med henblik herpå har undergruppen og dens rådgivere fra den private sektor opstillet en oversigt over fusionskontrollovgivning og er i gang med at indsamle oplysninger om omkostninger og byrder i forbindelse med fusionskontrol. Undergruppen har desuden udarbejdet et sæt retningslinjer for fusionsanmeldelses- og sagsbehandlingsprocedurer, der blev godkendt af ICN-medlemmerne på ICN's første årskonference i Napoli i oktober 2002.

359. Meningen er, at disse retningslinjer skal udmøntes i et omfattende sæt anbefalinger om god praksis ("recommended practices"). ICN-medlemmerne har hidtil vedtaget syv anbefalinger, der drejer sig om følgende 1) tilstrækkelig tilknytning mellem transaktionens virkninger og den jurisdiktion, der behandler den, 2) anmeldelsestærskler, og 3) anmeldelsestidspunkt. Disse tre anbefalinger blev vedtaget på den første årskonference, der fandt sted sidste år i Napoli. I år vedtog ICN-medlemmerne fire nye anbefalinger på Merida-konferencen i juni. De drejer sig om 4) sagsbehandlingsfrister (dvs. sagsbehandlingens varighed), 5) krav til anmeldelser (hvilke oplysninger de anmeldende parter skal give allerede fra starten), 6) gennemsigtighed (hvordan en fusionskontrolmyndighed skal begrunde sit indgreb eller manglende indgreb) og 7) revision af fusionskontrolbestemmelser (periodisk revision af fusionskontrollovgivning, procedurer osv.).

360. Undergruppen arbejder aktivt på fire andre anbefalinger om fortrolighed, proceduregarantier, gennemførelse af fusionsundersøgelser og samarbejde mellem forskellige myndigheder. Den er også i færd med at undersøge, hvordan man kan fremme gennemførelsen af retningslinjerne (der blev vedtaget i Napoli i 2002) og anbefalingerne.

Undergruppen om undersøgelsesteknikker

361. I denne undergruppe beskæftiger man sig med retningslinjer for god praksis i fusionsundersøgelser, bl.a. (i) metoder for indsamling af pålideligt materiale, (ii) effektiv planlægning af fusionsundersøgelsen, og (iii) brug af økonomer/evaluering af økonomiske data. Ifølge arbejdsprogrammet for det kommende år skal der udarbejdes et kompendium om undersøgelsesteknikker, med en samling af eksempler på undersøgelsesværktøjer fra forskellige jurisdiktioner.

362. Undergruppen fremlagde tre rapporter på årskonferencen i 2003, nemlig en analyse af de undersøgelsesværktøjer, der anvendes i forskellige jurisdiktioner, en rapport om udvikling af pålideligt materiale og en rapport om økonomers og økonometriske datas rolle i fusionssager. GD COMP havde ansvaret for den første rapport og ydede betydelige bidrag til de to andre.

Undergruppen om analyserammer

363. Denne undergruppe beskæftiger sig med de overordnede analyserammer i behandlingen af fusionssager, herunder de materielle kriterier for vurdering af fusioner og anvendelsen af dem. Man er i gang med at indsamle oplysninger om de materielle kriterier, der anvendes i hver jurisdiktion, herunder om retningslinjer for deres anvendelse og andet fortolkningsmateriale. Man har desuden gransket virkningerne af forskellige kriterier i fire forskellige jurisdiktioner (Australien, Sydafrika, Tyskland og USA).

364. Undergruppen har i år foretaget en analyse af fusionsretningslinjer i flere jurisdiktioner (bl.a. EU's udkast til retningslinjer om horisontale fusioner) med bistand fra konsulenter fra den private sektor. Der er udarbejdet fire papirer, nemlig om (i) markedsdefinition, (ii) ensidige virkninger, (iii) koordinerede virkninger, (iv) adgangs- og ekspansionsbarrierer og (v) effektivitetsgevinster, der sammen med et generelt papir indeholdende en række konklusioner blev fremlagt på årskonferencen. GD COMP bidrog til udarbejdelsen af alle disse papirer.

6. Statistik

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

III - Statsstøtte

A - Generel politik

Indledning

365. Kontrollen med statsstøtte er centreret om de konkurrencemæssige virkninger af støtte, som medlemsstaterne giver til virksomhederne. Målet er at sikre, at offentlige indgreb ikke lægger hindringer i vejen for et velfungerende indre marked, at skabe konkurrencevilkår og konkurrencedygtige markeder overalt i Fællesskabet og fremme strukturreformer. Man er særligt opmærksom på at sikre, at de påviselige gunstige virkninger af liberaliseringen ikke udhules af statsstøtte. I overensstemmelse med de politiske målsætninger i Det Europæiske Råds konklusioner fra mødet i Stockholm skal medlemsstaterne fortsætte deres bestræbelser for at sænke det generelle støtteniveau, udtrykt i procent af bruttonationalproduktet (BNP), og omlægge støtten i retning af horisontale målsætninger af fællesskabsinteresse, som styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed, beskæftigelsen, miljøbeskyttelse, fremme af forskning og udvikling og udvikling af små og mellemstore virksomheder. Støttebeløbet skal fortsat stå i forhold til det mål, man søger at nå.

366. Der føres kontrol med statsstøtte ved at anvende lovgivningsinstrumenter. De kan have form af lovgivning, der er bindende for såvel Kommissionen som medlemsstaterne, eller blød lovgivning, der kun er bindende for Kommissionen, som f.eks. retningslinjer, rammebestemmelser eller meddelelser. I forordninger fastlægges procedurerne for anmeldelse og vurdering af støtte og fritagelser for anmeldelseskravet for visse uproblematiske former for støtte. Der findes desuden en række specifikke tekster, som fastsætter statsstøttereglerne for bestemte sektorer (f.eks. skibsbygningsindustrien). Sigtet med blød lovgivning er at præcisere de kriterier, hvorefter Kommissionen vurderer sager på specifikke områder.

367. På grundlag af specifikke retsinstrumenter fører Kommissionen desuden kontrol med, at medlemsstaterne sørger for, at ulovlig statsstøtte bliver betalt tilbage, og med støtte, der er fritaget for anmeldelse. Denne kontrol vil gradvis blive udvidet til at omfatte alle statsstøttebeslutninger, der indeholder betingelser, som medlemsstaterne skal overholde.

1. Modernisering af statsstøttekontrollen

1.1. Generel fremgangsmåde

368. Det omfattende reformprojekt for at forbedre og modernisere statsstøttereglerne - såvel de proceduremæssige som de materielle regler - er nu vidt fremskreden og forventes tilendebragt inden udvidelsen, så de nye regler kan anvendes af samtlige 25 medlemsstater fra og med udvidelsesdatoen.

369. På den proceduremæssige side var et af de vigtigste formål med "moderniseringspakken" at strømline og forenkle procedurerne for anmeldelse og medlemsstaternes indberetning og samtidigt øge gennemsigtigheden og retssikkerheden. Formålet var således at frigøre undersøgelserne af statsstøtteforanstaltninger for unødige proceduremæssige besværligheder, så der så vidt muligt kan træffes hurtige beslutninger. Gennem anmeldelsesskemaerne skulle medlemsstaterne endvidere kunne skaffe sig et klarere overblik over hvilke oplysninger, Kommissionen behøver for at kunne undersøge de forskellige støtteforanstaltninger ordentligt. Dette forventes at fremskynde undersøgelsesforløbet, da Kommissionen således undgår at skulle anmode om yderligere oplysninger fra de pågældende medlemsstater.

370. Reformen sigter tillige på at forbedre samarbejdet med medlemsstaterne ved at opfordre til større dialog og øget informationsudveksling og ved at skabe forståelse for statsstøttespørgsmål hos de regionale, lokale og nationale myndigheder samt i de nationale retssystemer. Samtidigt vil der blive gjort en indsats for at sætte statsstøttekontrollen ind i en større sammenhæng med de øvrige fællesskabspolitikker, navnlig den økonomiske reform. Reformprocessen skulle munde ud i enkle, forudsigelige og gennemsigtige procedurer og økonomisk sundere og mere stabile kriterier for undersøgelsen af statsstøtteforanstaltninger.

Boks 7: Testen for betydelig påvirkning

Generaldirektoratet for Konkurrence drøftede internt i løbet af hele 2003, hvordan man kan identificere støtte, som sandsynligvis ikke vil føre til betydelig påvirkning af konkurrencevilkårene, samtidigt med at der opretholdes en streng kontrol med mere konkurrencefordrejende støtte. Det synes rimeligt at prioritere de sager, hvor andre medlemsstater sandsynligvis vil blive påvirket negativt.

Drøftelserne førte til udarbejdelsen af to indbyrdes supplerende instrumenter. Det første instrument er først og fremmest baseret på det begrænsede involverede beløb og støttens målsætninger. Udgangspunktet er, at alt andet lige jo mindre støttebeløbet er, jo mindre vil den deraf følgende fordrejning af konkurrencen være. Hvis støttebeløbet er tilstrækkeligt lavt, kan det være tilstrækkeligt til at anse en støtteforanstaltning som "mindre bekymrende". Det andet instrument bygger på en mere sektorbestemt tilgang og forsøger at kortlægge aktiviteter, hvor der kun er begrænset samhandel mellem medlemsstaterne. Støtte til sektorer, der producerer varer og tjenester, der ikke kan føre til samhandel, vil ikke direkte flytte produktion væk fra andre medlemsstater. Den kan dog forhindre udenlandske konkurrenter i at etablere sig. Denne risiko kan mindskes ved at sikre, at støtten tildeles på ikke-diskriminerende vilkår. Der opstilles også andre betingelser for at hindre enkelte aktører inden for en sektor i at drage uberettiget fordel af støtten.

Gennemsigtighed

371. På et integreret marked som det indre marked er det indlysende, at den fælles målsætning om at modernisere økonomien kun kan opfyldes gennem samordnet handling og udveksling af oplysninger om bedste praksis. De basale redskaber til denne form for udveksling af oplysninger er statsstøtteregisteret og resultattavlen for statsstøtte. Begge instrumenter er blevet udviklet yderligere, siden de først blev taget i brug i 2001.

Udvikling af statistiske redskaber

372. Medlemsstaterne er forpligtet til at tilvejebringe statistikker og detaljerede oplysninger om deres statsstøtteordninger. Som led i reformen af procedureforordningen er Kommissionen i færd med at vedtage et forslag til et standardformat for den årlige indberetning om anvendelsen af alle eksisterende støtteordninger og individuelle støttetildelinger. Indberetningsformatet skal sætte Kommissionen i stand til at få tilsendt præcise oplysninger fra medlemsstaterne om de former for støtte og beløb, der er tildelt, så den kan danne sig et overordnet billede af virkningerne af de forskellige former for støtte på konkurrencevilkårene.

Resultattavlen for statsstøtte

373. Som led i indsatsen for at gøre EU til "verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi" anmodede Det Europæiske Råd på sit møde i Lissabon i marts 2000 Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne om at fortsætte deres bestræbelser for at sænke det generelle støtteniveau. Det ser ud til, at de fleste medlemsstater har truffet foranstaltninger for at sikre, at disse forpligtelser til at reducere og omlægge støtten opfyldes. Den samlede statsstøtte i de 15 medlemsstater udtrykt i procent af BNP falder fortsat: i 2002 blev der tildelt i alt 49 mia. EUR i statsstøtte svarende til 0,56% af BNP sammenholdt med 60 mia. EUR i 1998.

374. Rådet (konkurrence) vedtog i november 2002 en yderligere række konklusioner om en økonomisk fremgangsmåde på vejen mod mindre og bedre statsstøtte. Hovedformålet med konklusionerne er at udvikle en bredere økonomisk analyse af statsstøttens virkninger ved at tilskynde til større dialog og øget informationsudveksling mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne er blandt andet blevet opfordret til at overveje, hvorvidt indgreb i form af statsstøtte er den mest velegnede og effektive måde at kompensere for markedssvigt på. Kommissionens statusrapport til Rådet i 2002 om reduktion af statsstøtte indeholdt en formel anmodning til medlemsstaterne om at indsende redegørelser for, hvilke foranstaltninger de har truffet for at følge op på de forskellige konklusioner om statsstøtte.

375. Resultattavlen fra efteråret 2003 skitserer de redegørelser, der er modtaget fra 13 medlemsstater. Resultattavlen ser også på de mest konkurrencefordrejende typer statsstøtte, nemlig rednings- og omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder, og nylige udviklinger i Kommissionens reformprogram på statsstøtteområdet. Resultattavlen fra foråret 2004 indeholder en oversigt over statsstøttesituationen i EU og analyserer de underliggende tendenser på grundlag af de senest tilgængelige data (2002). Ud over disse to udgaver blev der i 2002 lanceret en permanent on line-udgave af resultattavlen med en række nøgleindikatorer, statistiske oplysninger og et forum for medlemsstaterne.

376. I sin behandling af enkeltsager har Kommissionen i den seneste tid antaget en noget mere økonomisk synsvinkel i sin statsstøttepolitik. Den har lagt sin statsstøttepolitik om til snarere at se på sager og spørgsmål, der har stor betydning for en yderligere udvikling af det indre marked. Derfor har sager som garantier til tyske, østrigske og franske statslige banker, kapitaloverførsler til Landesbanken i Tyskland, Deutsche Post, den ubegrænsede statsgaranti til EdF eller "aktionærforskud" til France Télécom rangeret højt på Kommissionens dagsorden i 2003.

377. Et andet vigtigt emne har været fiskal støtte, hvor anvendelsen af adfærdskodeksen til bekæmpelse af skadelig skattekonkurrence har ført til kortlægning af en række potentielt skadelige skatteforanstaltninger, som efterfølgende er blevet undersøgt. Der er truffet en række beslutninger inden for disse rammer, og i nogle sager er medlemsstaterne indrømmet en vis overgangsperiode for at tilpasse deres systemer.

1.2. Lovgivningsaktiviteter

1.2.1. Statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder

378. I henhold til Fællesskabets rammebestemmelser fra 1999 for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder [178], kan statsstøtte, der tjener til at redde kriseramte virksomheder fra konkurs og til at omstrukturere de pågældende virksomheder, kun betragtes forenelig, hvis modtageren og medlemsstaten opfylder en række strenge betingelser. Der er nu foretaget en gennemgang af rammebestemmelserne fra 1999, som udløber i oktober 2004, med henblik på at stramme betingelserne og samtidigt forenkle reglerne og lukke en række huller i reglerne. Blandt de centrale elementer, der overvejes for øjeblikket, er følgende:

[178] EFT L 288 af 9.10.1999, s. 2-18.

- sikre at redningsstøtte begrænses til reversibel, midlertidig kortsigtet økonomisk støtte, der kun tildeles for den tid, det tager at iværksætte en omfattende omstruktureringsplan

- fokusere statsstøttekontrollen på større virksomheder, der driver handel overalt i EU. Sådanne virksomheder har sædvanligvis større markedsandele, og statsstøtte til dem påvirker konkurrencevilkårene og samhandelen i højere grad

- styrke princippet om, at støttemodtageren - især for de store virksomheders vedkommende - forpligtes til at finansiere en stor del af omstruktureringsomkostningerne uden statsstøtte.

379. Der er også behov for at se nærmere på en række tekniske spørgsmål, så som anvendelsen af princippet om "engangsstøtte" i forbindelse med kortsigtet redningsstøtte eller muligheden for at indføre kriterier, der automatisk kan fastlægge redningsstøttebeløbet.

380. Den igangværende gennemgang er et omfattende forløb, der involverer omfattende interne og eksterne høringer, idet målet er, at de nye rammebestemmelser skal foreligge, inden de nuværende udløber.

1.2.2. Rammebestemmelser for skibsbygning

381. Kommissionen vedtog den 26. november rammebestemmelser for statsstøtte til skibsbygning [179] ("rammebestemmelserne") til erstatning af Rådets forordning 1540/98 af 29. juni 1998 om nye regler for støtte til skibsbygningsindustrien [180] ("skibsbygningsforordningen fra 1998"), som skulle udløbe den 31. december 2003. Ledetråden for den nye tekst var en forenkling af statsstøttereglerne for skibsbygningsindustrien med hensyn til såvel reglernes form som indhold. Hermed markeres også afslutningen på den "normaliseringsproces", der blev indledt med skibsbygningsforordningen fra 1998, som fastlagde en udfasning af driftstøtte [181].

[179] EFT C 317 af 30.12.2003, s. 11.

[180] EFT L 202 af 18.7.1998, s. 1.

[181] TDM er en exceptionel og begrænset foranstaltning, som var vanskelig at foreslå ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt. Med hensyn til fortolkningen af TDM fremgår det klart af forordningen, at støtte kun kan godkendes i tilfælde, hvor der har været konkurrence om aftalen fra et koreansk skibsværft med et lavere bud. I praksis var det i vurderingen af medlemsstaternes ordninger vigtigt at fastlægge de nødvendige bevisformer, der kunne påvise konkurrence om aftaler. Kommissionen måtte skabe en balance mellem hensynet til at sikre opfyldelse af dette krav og hensynet til ikke at skabe så vanskelige vilkår, at TDM ikke kunne fungere i praksis. Kommissionen har hidtil godkendt TDM-ordninger for Danmark, Tyskland, Nederlandene og Frankrig.

382. De nye regler har form af rammebestemmelser. For indholdets vedkommende udvides de horisontale statsstøtteregler så vidt muligt til også at omfatte denne sektor. Dette indebærer navnlig anvendelse af de såkaldte "gruppefritagelsesforordninger" for uddannelsesstøtte, SMV-støtte, beskæftigelsestøtte og anvendelse af de minimis-reglerne. Disse fandt tidligere ikke anvendelse på sektoren. Endvidere er anmeldelseskravene forenklet i forhold til skibsbygningsforordningen fra 1998.

383. Samtidigt anerkendes visse særlige forhold, hvor skibsbygningsindustrien adskiller sig fra andre sektorer. Disse særlige forhold afspejles i en række sektorspecifikke foranstaltninger på områder som innovationsstøtte, lukningsstøtte, eksportkreditter og udviklingsstøtte samt regionalstøtte.

384. Den nye bestemmelse om innovationsstøtte er en af de mest interessante elementer i rammebestemmelserne. På grund af en række særlige karakteristika i skibsbygningsindustrien, såsom korte produktionsserier, størrelse, værdi og kompleksiteten af de fremstillede enheder, blev der med skibsbygningsforordningen fra 1998 indført innovationsstøtte. Skibsbygningsindustrien er faktisk den eneste sektor, der er berettiget til denne form for støtte. Gennemførelsen af denne bestemmelse om innovationsstøtte har imidlertid ikke været helt tilfredsstillende. Rammebestemmelserne sigter på at forbedre og styrke støtten til innovation ved at indføre to større ændringer af bestemmelsen [182]. For det første er den baseret på en definition af innovation, som egner sig bedre til sektorens karakter og særlige behov. For det andet tillades en højere støtteintensitet (indtil 20 % i stedet for det tidligere loft på 10 %). Disse forbedringer burde gøre bestemmelsen mere anvendelig og ret attraktiv for sektoren. Kriteriet om en specifik tilskyndende virkning er dog fastholdt, da kun projekter, der indebærer en risiko for teknologisk eller industriel fiasko, kan få tildelt støtte.

[182] Se punkt 15 i rammebestemmelserne.

385. For at fremme lukningen af urentabel kapacitet og overgangen til specialiserede, højteknologiske markedssegmenter indeholder rammebestemmelserne en mulighed for at yde støtte til lukning, såvel fuldstændig som delvis lukning af skibsværfter. Endelig henvises der i rammebestemmelserne i tråd med skibsbygningsforordningen fra 1998 til relevante OECD-regler om eksportkredit og udviklingsstøtte og indeholder særlige regler for regionalstøtte til skibsbygning.

1.2.3. Nye retningslinjer for søtransportsektoren

386. Kommissionen offentliggjorde den 30. oktober nye retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren. De nye retningslinjer skal styrke kontrollen af virkningerne af statsstøtte og give nye retningslinjer for skattelempelser samtidigt med, at der sikres loyal konkurrence i det indre marked.

1.2.4. Gennemførelsesforordning

387. Kommissionen har fremlagt et forslag til ny gennemførelsesforordning med præcisering af visse elementer i procedureforordningen (forordning 659/99). Forslaget sigter især på at præcisere og strømline anmeldelsesprocedurerne. Forslaget fastsætter endvidere fremgangsmåder ved beregningen af frister og den rentesats, der skal anvendes ved request of repayment. Forordningen forventes vedtaget i første kvartal 2004.

1.2.5. Multisektorale rammebestemmelser for store investeringsprojekter (2002)

388. Efter intens høring af medlemsstaterne har Kommissionen ændret de multisektorale rammebestemmelser for regionalsstøtte til store investeringsprojekter, som blev vedtaget i 2002 for at etablere et hurtigere, enklere og mere forståeligt kontrolsystem for statsstøtte til store investeringer [183].

[183] Se XXII Beretning om konkurrencepolitikken 2002, s. 112.

389. For at hindre alvorlige konkurrencefordrejninger opererer rammebestemmelser med strenge regler for sektorer med strukturproblemer. Der skulle inden udgangen af 2003 have været udarbejdet en liste over disse sektorer. På grund af metodologiske og tekniske vanskeligheder i forbindelse med udarbejdelsen af en sådan liste og på anmodning fra medlemsstaterne har Kommissionen besluttet at udsætte vedtagelsen af listen.

390. I mangel af denne liste foreslog Kommissionen den 30. oktober 2003 alle medlemsstaterne som en foranstaltning under traktatens artikel 88, stk. 1, en forlængelse af de eksisterende overgangsregler for store investeringsprojekter i følsomme sektorer ind til den 31. december 2006. Disse regler bestemmer, at der ikke kan ydes støtte til store investeringsprojekter i kunstfiberindustrien, og at der kun i begrænset omfang kan ydes støtte til motorkøretøjsindustrien. Kommissionen foreslog også indført et formkrav for regionale investeringsprojekter i skibsbygningsindustrien.

391. Samtlige medlemsstater accepterede Kommissionens forslag, og de multisektorale rammebestemmelser fra 2002 er blevet ændret i overensstemmelse hermed. [184]

[184] EFT C 263 af 1.11.2003.

1.2.6. Forsknings- og udviklingsstøtte til SMV

392. Støtte til forskning og udvikling kan bidrage til økonomisk vækst, ved at øge konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Støtte til forskning og udvikling til SMV er særlig vigtig, da et af SMV's strukturelle handicaps er den vanskelige adgang til nye teknologiske udviklinger og til teknologioverførsel. Kommissionen mener, at statsstøtte til forskning og udvikling vil tilskynde SMV til mere forskning og udvikling, da de ellers kun sædvanligvis bruger en lav andel af deres omsætning på forsknings- og udviklingsaktiviteter. Kommissionen foreslog derfor den 12. august 2003 en ændring af forordning 70/2001, så støtte til forskning og udvikling omfattes [185]. Ændringen forventes vedtaget i begyndelsen af 2004.

[185] EFT C 190 af 12.8.2003, s. 3.

1.2.7. Foreløbigt oplæg om statsstøtte til bredbåndsinfrastruktur for ARCP

393. Kommissionens tjenestegrene vedtog den 28. juli et arbejdsdokument med titlen: "Retningslinjer for kriterier og vilkår for anvendelse af strukturfonde til støtte for elektronisk kommunikation". Retningslinjerne fokuserer på kriterier for tildeling af fællesskabsstøtte til initiativer inden for bredbåndsinfrastruktur, men indeholder også overvejelser om dertil knyttede statsstøttespørgsmål. For så vidt angår konkurrencereglerne, skal det bemærkes, at fællesskabsstøtte ikke udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, men skal følge samme regler og må kumuleres med eventuel medlemsstatsfinansiering for at fastsætte det forenelige støttebeløb. Der redegøres for følgende aspekter i retningslinjerne:

Offentligt ejet infrastruktur

394. Finansieringen af bredbåndsinfrastruktur, der ejes af en offentlig myndighed, udgør ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1. Offentlige indkøb i forbindelse med oprettelse af sådan infrastruktur skal overholde de relevante fællesskabsbestemmelser på området. Når infrastrukturen imidlertid stilles til rådighed for virksomheder, skal dette ske på vilkår, der ikke er diskriminerende, og mod betaling af passende gebyrer. Sådanne gebyrer forventes ikke at dække samtlige investeringsomkostninger - i tilfælde, hvor markedet ikke kan tilvejebringe tilsvarende ydelser - men bør ikke sætte brugerne af infrastrukturen i stand til at skabe sig ekstra indtjening.

395. Hvis en tjenesteydelse, der tilsvarer den, der udbydes af infrastrukturen, allerede udbydes på markedet, bør infrastrukturen udlejes til gebyrer, der gør det muligt at dække omkostningerne og en rimelig forrentning af investeringen. Hvis forvaltningen af anlægget overlades til tredjemand, bør dette kun ske for et begrænset tidsrum og efter en offentlig, gennemsigtig og ikke-diskriminerende udbudsprocedure, helst gennem konkurrence, og på vilkår, der resulterer i, at koncessionshaver betaler en markedskompensation. Generelt bør en sådan procedure tilrettelægges på et hensigtsmæssigt plan (nationalt, regionalt eller lokalt) under den kompetente myndigheds tilsyn, idet denne skal sikre overholdelse med relevant lovgivning og sammenhæng med nationale og regionale it-politikker. Forvaltningen af infrastrukturen skal underlægges driftskrav, der opretholder infrastrukturen som et anlæg, der er åbent for alle udbydere af elektroniske kommunikationsnetværk og -tjenester på ikke-diskriminerende vilkår.

Virksomhedsejet infrastruktur

396. I tilfælde af (sam)finansiering af et virksomhedsejet anlæg skal det statslige finansieringsbidrag ydes på betingelse af accept af driftskrav, der opretholder infrastrukturen som et anlæg, der er åbent for alle udbydere af elektroniske kommunikationsnetværk og -tjenester på ikke-diskriminerende vilkår.

397. Det skal kunne påvises, at beløbet for den statslige finansiering kun udgør det strengt nødvendige for projektets gennemførelse, så det sikres, at operatøren, der bruger anlægget, ikke tjener mere end en normal markedsindtjening for aktiviteten. Den statslige finansiering skal derfor tildeles gennem et offentligt udbud. Generelt bør en sådan procedure tilrettelægges på et hensigtsmæssigt plan (nationalt, regionalt eller lokalt) under den kompetente myndigheds tilsyn, idet denne skal sikre overholdelse med relevant lovgivning og sammenhæng med nationale og regionale it-politikker. Konkurrenter opfordres til at indsende tekniske og finansielle bud. Kontrakten tildeles den/de operatører, der udbyder elektroniske kommunikationsnetværk, som opfylder de mindstekrav, der fastlagt for ydelsen (for ydelsens kvalitet, fremtidige forbedringer osv.), til laveste pris.

Lukkede infrastrukturprojekter

398. Direkte finansiering af anlæg og udstyr, der ikke er åbne for alle, men beregnet for en eller flere operatører, f.eks. anlæg forbeholdt en specifik operatør som følge af en aftale indgået med tilsynsmyndigheden, kan ikke betegnes som finansiering af "åbne infrastrukturprojekter".

399. Finansiering af anlæg og udstyr forbeholdt en specifik endelig bruger kan udgøre statsstøtte, når denne bruger er en virksomhed. Afhængig af de enkelte omstændigheder kan sådan finansiering ikke udgøre statsstøtte eller kan erklæres forenelig, når den er nødvendig for tilvejebringelsen af en "tjeneste af almen økonomisk interesse". Når den udgør statsstøtte, kan den være forenelig i henhold til bestemmelserne for støtte til SMV, for regionalstøtte eller for "de minimis-støtte".

400. Tilvejebringelsen af en tjeneste bør overholde principperne om gennemsigtighed, ikke-diskrimination, proportionalitet og mindst mulig markedsfordrejning. Hvis tjenesten ikke tildeles efter en offentlig, gennemsigtig og ikke-diskriminerende udbudsprocedure, skal operatøren føre en særskilt bogføring for den pågældende tjeneste, som gør det muligt at fastsætte beløbet for den statslige kompensation eller priserne for brug af tjenesten.

1.2.8. Revision af regionalstøttereglerne for perioden efter januar 2007

401. Det er i retningslinjerne fra 1998 for statsstøtte med regionalt sigte fastlagt, at Kommissionen skal revidere dem senest efter fem års anvendelse [186]. Kommissionen har foretaget en gennemgang i foråret og konkluderede, at der ikke på nuværende tidspunkt var behov for en revision. Den besluttede imidlertid den 2. april [187] at foretage en overordnet gennemgang i god tid, så medlemsstaterne og Kommissionen kan udarbejde, anmelde og godkende de regionale støttekort for perioden efter den 1. januar 2007.

[186] EFT C 74 af 10.3.1998, s. 9-31.

[187] EFT C 74 af 10.3.1998.

402. For at tage hensyn til strukturelle forandringer som følge af udvidelsen, den økonomiske udvikling og den stærke politiske vilje til at styrke EU's konkurrenceevne, har Kommissionen indledt omfattende overvejelser angående den fremtidige politik for regionalstøtte. Disse overvejelser sker i nært samarbejde med de gamle og nye medlemsstater, og i fuld åbenhed. Således opfordres både gamle og nye medlemsstater til at fremsætte synspunkter, som de anser for relevante for gennemgangen af regionalstøtte.

2. Udvidelse [188]

[188] Se også kapital V om internationalt samarbejde.

403. Tiltrædelsestraktaterne med ti lande blev den 16. april 2003 undertegnet inden for rammerne af højtidelig akt. Forberedelserne for at integrere de ti lande i EU har resulteret i en første liste over eksisterende støtteforanstaltninger, som skal indføjes i tiltrædelsestraktaten med de ti nye medlemsstater. Arbejdet videreføres under den såkaldte interimmekanisme, som udgør de forskriftsmæssige rammer for vurdering af støtteordninger og individuelle støtteforanstaltninger, der er trådt i kraft i en ny medlemsstat inden tiltrædelsesdatoen og stadig finder anvendelse efter tiltrædelsen. Den finder anvendelse på de foranstaltninger, der ikke allerede er opstillet på listen over eksisterende støtteforanstaltninger, som indgår i bilag IV til tiltrædelsesakten. Mekanismen finder anvendelse indtil den 30. april 2004 og forpligter de fremtidige medlemsstater til at anmelde påtænkte statsstøtteforanstaltninger til Kommissionen.

404. I henhold til mekanismen skal de fremtidige medlemsstater regelmæssigt tilsende Kommissionen en liste over eksisterende støtteforanstaltninger, som har været vurderet af den myndighed, der har ansvar for statsstøttekontrollen, og som denne har fundet forenelige med regelværket, sammen med andre yderligere oplysninger, som er relevante for vurderingen af foreneligheden af den støtteforanstaltning, der skal undersøges. Efter anmeldelse vurderer Kommissionen foreneligheden med fællesmarkedet af de anmeldte foranstaltninger, der finder anvendese efter tiltrædelsen. Hvis Kommissionen ikke gør indsigelse overfor en bestemt støtteforanstaltning begrundet i alvorlig tvivl om dens forenelighed med fællesmarkedet inden 3 måneder efter modtagelsen af alle oplysninger om foranstaltningen, anses Kommissionen for ikke at have rejst indsigelse. Hvis Kommissionen beslutter at gøre indsigelse over for en bestemt foranstaltning, skal dette ske i form af en beslutning om at indlede undersøgelsesproceduren efter artikel 88, stk. 2. Hvis denne beslutning vedtages før tiltrædelsesdatoen, får beslutningen først virkning fra og med tiltrædelsesdatoen.

B - Støttebegrebet

1. Støttens oprindelse

405. Kommissionen godkendte den 19. marts to foranstaltninger, nemlig MEP (Milieukwaliteit van de ElektriciteitsProductie - Miljøkvalitet i elproduktionen) med henblik på at fremme vedvarende energi [189] og KKV for at fremme kombineret kraft/varme-produktion [190]. Formålet med støtteordningen er at fremme udbudssiden. Den nye ordning omfatter driftsstøtte for en fast periode på højst ti år med et samlet budget på 2 503 mio. EUR. Ordningen finansieres gennem et obligatorisk bidrag, som elforbrugerne skal betale i form at et større tilslutningsgebyr, der indbetales i en fond. Fonden skal især støtte nederlandske producenter af vedvarende energi og kombineret kraft/varme-elektricitet, når de leverer til højspændingsnettet.

[189] N 707/2002.

[190] N 708/2002.

406. Tre af statsstøttekriterierne, nemlig selektivitet, fordel og påvirkning af samhandelen, er helt klart opfyldt i denne sag. Med hensyn til statsmidlerne finansieres ordningen over en fond. Domstolens retspraksis har etableret tre kumulerede kriterier for at vurdere impliceringen af statsmidler, når penge overføres gennem en fond [191]: fonden er oprettet af staten, fondens midler hidrører fra eller forvaltes af staten og fondens midler bruges til at begunstige bestemte virksomheder. Kommissionen bemærkede sig, at fonden var oprettet af staten, forvaltes af det statslige selskab TenneT og kun støtter nederlandske producenter af vedvarende energi og KKV-elektricitet. Kommissionen konkluderede derfor, at ordningen udgjorde statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Den vurderede foranstaltningerne i lyset af fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse [192].

[191] EF-Domstolens dom af 2. juli 1974 i sag C-173/73, Italien mod Kommissionen og dom af 22. marts 1977 i sag C-78/76, Steinike mod Tyskland.

[192] EFT C 37 af 17.1.1997, s. 3.

407. Ordningen skal finansieres gennem et obligatorisk bidrag, som elforbrugerne skal betale i form at et større tilslutningsgebyr, som er det samme for alle forbrugerne (uanset om det er en stor eller mindre forbruger). Forhøjelsen kommer til at beløbe sig til 34 EUR i 2003. Rent energi- og miljøpolitisk ser Kommissionen ikke positivt på et sådant system, som ikke er i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet. Endvidere kan systemet vise sig at stride imod princippet om "forsyningspligt", idet prisen, der skal betales for at få kvalitetselektricitet kan synes uforholdsmæssig stor for mindre forbrugere. Fællesskabsretten stiller imidlertid i sin nuværende udformning medlemsstaterne frit med hensyn til at udforme egne fiskale og andre skattelignende ordninger.

408. Kommissionen godkendte den 24. juli direkte på grundlag af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), nederlandske retsbestemmelser for en ordning for handel med emissionsrettigheder for private virksomheder vedrørende det luftforurenende stof NOx [193]. Kommissionen havde allerede tidligere vedtaget forskellige beslutninger om emissioner eller ordninger for handel med forureningstilladelser med tilknytning til den anmeldte ordning. Ordningerne opererer med en række forskellige dokumenter for emissions- eller forureningsrettigheder, der kan handles, såsom kvoter, tilladelser, certifikater og bevillinger. Kommissionen anser de salgbare emissionsdokumenter for at være immaterielle aktiver, som myndighederne giver modtagerne. Set ud fra et statsstøttevurderingssynspunkt findes der to former for handelssystemer, den første falder ind under EF-traktatens artikel 87, stk.1, [194], den anden falder udenfor.

[193] N 35/2003, EFT C 227 af 27.9.2003.

[194] Se f.eks. Kommissionens beslutning af 29. marts 2000 I sag nr. N 653/1999, Danmark - CO2-kvoter (EFT C 322 af 11.11.2000, s. 9) og Kommissionens beslutning af 28. november 2001 i sag nr. 416/2001, Det Forenede Kongerige - Ordning for handel med emissionsrettigheder (EFT C 88 af 12.4.2002, s. 16).

409. Forskellen mellem de to former for ordninger består i, hvorvidt de offentlige myndigheder har et alternativ til salg eller bortauktion af det immaterielle aktiv til modtageren. I første type ordning er der belæg for, at de offentlige myndigheder kan sælge eller bortauktionere emissions- eller forureningsdokumentet til producenten af den pågældende emission eller forurening, da denne rettighed, der kan handles, giver ret til (direkte eller indirekte) at forurene. I den anden type ordning har det salgbare emissions- eller forureningsdokument ingen værdi for modtageren i forhold til staten og tjener kun som en slags godkendt bevis på en vis produktion eller emission.

410. Det forhold, at der opstår et marked for salgbare emissions- eller forureningsdokumenter, er udtryk for, at aktivets værdi allokeres. De udgifter, virksomhederne sætter sig i for at realisere værdien af salgbare emissions- eller forureningsdokumenter, ændrer ikke ved, at der foreligger en fordel, men kan anses som en positiv faktor i vurderingen af den pågældende ordnings forenelighed.

411. For det første bidrager salgbare NOx-bevillinger direkte til den absolutte emissionsstandard, som staten har udstedt for hver virksomhed. Den anmeldte ordning for salgbare NOx-emissioner kan derfor sammenlignes med en direkte tildelt NOx-emissiontilladelse. For det andet er det producenten selv, der er forpligtet til at overholde sin egen emissionsstandard. For det tredje har de nederlandske myndigheder et alternativ til salg eller bortauktion af emissionsstandarderne. Derfor udgør disse private ordninger statsmidler som omhandlet i artikel 87, stk. 1.

412. Kommissionen afsluttede den 17. september sin formelle undersøgelse af, hvorvidt der var ydet statsstøtte i forbindelse med Space Park Bremen [195]- et tysk projekt. Kommissionen konkluderede, at Bremens deltagelse i Köllmann AG, projektets hovedinvestor, ikke mere var relevant, idet deltagelsen aldrig blev ført ud i livet. Da Tyskland havde bestridt brugen af statsmidler og det synspunkt, at långivningen kunne henregnes til staten, selv om lånet blev givet af en statslig virksomhed, drøftede Kommissionen de regler, der følger af EF-Domstolens dom i den såkaldte "Stardust"-sag [196] og konkluderede, at der var tale om statsmidler, og at långivningen kunne henregnes til de tyske myndigheder.

[195] C 53/2002.

[196] C-482/99; se også Frankrig mod Kommissionen (Stardust Marine), Sml. 2002 I, s. 4397.

413. Efter nøje at have undersøgt lånevilkårene og støtteelementet i forhold til markedsbetingelserne besluttede Kommissionen at vedtage en delvis negativ beslutning. Den fandt, lånet indebar ulovlig og uforenelig statsstøtte, som skulle beregnes på grundlag af forskellen mellem den anvendte rentesats og den relevante referencesats, forøget med 400 basispoints fra og med den 1. april 2002, med henblik på at afspejle långivers risiko. Kommissionen påbød endvidere Tyskland ufortøvet at træffe de nødvendige forholdsregler for at afskaffe den ulovlige uforenelige statsstøtte, der lå i lånet. Hvis lånet skulle løbe videre, skulle Tyskland ændre foranstaltningen og påregne en rentesats svarende til referencesatsen forøget med 400 basispoints samt indføje en bestemmelse om, at lånet skulle tilbagebetales med kort varsel.

2. Fordele for en eller flere virksomheder

414. I sin beslutning af 17. september 2003 vedrørende en støtteordning anmeldt af Italien [197], anlagde Kommissionen det synspunkt, at i fraværet af fordele for investorerne, for fonden og for de virksomheder, der investeres i, kunne det første element, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, ikke konstateres at være til stede. Kommissionen kunne således konkludere, at den pågældende foranstaltning ikke udgør statsstøtte.

[197] N 511/2002.

415. Kommissionen tog i sin vurdering udgangspunkt i meddelelsen om "statsstøtte og risikovillig kapital" [198]. Meddelelsen fastlægger, at når der investeres statslige midler i fonden på samme vilkår som dem, der gælder for private investorer (pari passu), vil det normalt være muligt at konkludere, at foranstaltningen ikke medfører en fordel. I denne ordning kunne Kommissionen på baggrund af flere elementer konstatere, at der ikke vare tale om støtte. Blandt disse elementer skal nævnes følgende to: for det første udvælges administrator for fonden for risikovillig kapital, som ligeledes skal bidrage med sin egen kapital til fonden, efter udbud med tilsagn til lavestbydende, for det andet giver ordningen ikke investor nogen præferencevilkår.

[198] EFT C 235 af 21.8.2001.

416. I sagen om opstart af nye virksomheder på Sardinien i Italien vedtog Kommissionen en beslutning om, at støtten er forenelig [199]. Ordningen var noget forskellig fra ovennævnte, hvorfor der ikke kunne konkluderes, at der ikke er tale om støtte. Blandt forskellene var blandt andet aflønningen af fondsadministratoren, som også er investor, da vedkommende skal bidrage med egen kapital til fonden. Ordningen omfatter en basisaflønning, der beløber sig til 5 % af den indbetalte kapital beregnet ud fra det årlige gennemsnit. Udover denne basisaflønning, får administrator/investor en bonus, der beløber sig til 35 % af forskellen mellem den effektive forrentning af kapitaldeltagelsen og "den objektive mindsteforrentning". På grund af denne bonus uden noget loft på 5 %, som i den anden ordning, kunne Kommissionen ikke konkludere, at der var tale om en fordel for administrator/investor. De øvrige betingelser for tilstedeværelsen af støtte var også opfyldt, hvorfor Kommissionen konkluderede, at det drejede sig om statsstøtte.

[199] N 597/2002.

417. I sin beslutning af 27. november 2003 vedrørende en støtteordning anmeldt af Italien [200] traf Kommissionen afgørelse om en ordning, der indebar oprettelse af tre fonde, der skal forestå kapitaldeltagelse, sikkerhedsstillelse for investorer, kapitalforskud til investorer og ansvarlig lånekapital.

[200] N 152/2003

418. Under denne ordning skal fondsforvalteren, der udvælges efter udbud, indskyde egen kapital i fonden. Kommissionen erindrede om, at udvælgelsen efter udbud navnlig gør det muligt at fastsætte administrationsudgifterne, dvs. højst mulige aflønning af den udvalgte persons forvaltningsarbejde. Ordningen indeholder udvælgelseskriterier, der er såvel tekniske (tildeling af højst 80 ud af 100 points) som økonomiske (tildeling af højst 20 ud af 100 points). Kommissionen kunne således i det pågældende tilfælde konstatere, at priskriteriet kun er et af de to elementer i kontrakttildelingen. Især fører tildelingen af højst 80 ud af 100 point på grundlag af de tekniske kriterier og højst 20 ud af 100 points på grundlag af prisen til, at vurderingen af kvaliteten på grundlag af det strengt objektive kriterie som minimale omkostninger for det offentlige vejer tungere. Med andre fører kontrakttildeling på grundlag af en tilsyneladende uforholdsmæssig kombination af tekniske og økonomiske kriterier og ikke kun prisen ikke nødvendigvis til sikker udvælgelse af den tilbudsgiver, der er i stand til at levere ydelsen til mindste pris [201]. Kommissionen kunne også konstatere, at visse elementer i ordningen nødvendigvis medfører, at indbetalte fondsmidler anvendes af fondsforvalteren/investoren. En investor, der opererer under markedsvilkår, vil imidlertid næppe acceptere at tildele støtte, der tages fra egne midler. På grund af disse elementer konkluderede Kommissionen, at det ikke er muligt at udelukke, at der er tale om en fordel for investor.

[201] I dommen i Altmark (sag C-280/00, paragraf 93) lagde EF-Domstolen, for så vidt angår den kompensation, der ydes for omkostninger i forbindelse med offentlige service forpligtigelser, vægt på en offentlig udbudsprocedure, der tillader at vælge den tilbudsgiver, som er i stand til at levere de pågældende tjenester til de laveste omkostninger for det offentlige. Per analogi er dette princip gældende for indeværende ordning.

419. Kommissionen indledte i februar 2003 en undersøgelsesprocedure for ny støtte til fordel for Fairchild Dornier GmbH, en tysk flyproducent, der har været insolvent siden marts 2002. Den nye støtte skal lægges til en lånegaranti på 50 % tildelt af forbundsregeringen og delstaten Bayern for et lån på 90 mio. USD (ca. 85 mio. EUR), støtte som Kommissionen godkendte i juni. Den nye støtte bestod i en forlængelse af den godkendte garanti og i tilskud på 19,2 mio. USD fra Bundesanstalt für Arbeit med henblik på dækning af 65 % af omkostningerne ved en afskedigelsesplan for halvdelen af Dorniers arbejdsstyrke. Formålet med undersøgelsen var først og fremmest at afgøre, om foranstaltningerne udgør statsstøtte. De tyske myndigheder hævder, at foranstaltningerne ikke er omfattet af statsstøttekontrollen, da tildelingen sker til de enkelte ansatte.

420. Kommissionen besluttede den 13. maj ikke at rejse indsigelse overfor indførelsen af risikoudligningsordning for det irske sygesikringsmarked [202]. De irske myndigheder søger med ordningen at forhindre nytilkomne på markedet i at udvælge sig de "gode forsikringsrisici". I henhold til Kommissionens undersøgelse er risikoudligningsordningen nødvendig for stabiliteten af det sygesikringssystem, som de irske myndigheder har valgt. Dette valg fordrer et marked, der støtter sig til ensartede satser for forskellige forsikringsprodukter. Endvidere er ordningen udformet, så det sikres, at forventede udligningsbetalinger, som skal administreres af den irske sygeforsikringsmyndighed, begrænses til det strengt nødvendige for at opveje forskelle i sygeforsikringsgivernes risikoprofil. Risikoudligningsordningen falder derfor ikke ind under EU's statsstøtteregler.

[202] N 46/2003.

3. Selektivitet

421. Kommissionen godkendte på grundlag af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), en svensk investeringsstøtteordning, som midlertidigt reducerede omkostningerne ved opførelse af visse former for beboelse i Sveriges vækstområder [203]. Ordningen yder tilskud til indehavere af mindre udlejningsboliger. Ordningen er neutral med hensyn til investeringens oprindelse, da den er åben for såvel nationale som udenlandske ejere/investorer.

[203] N 40/2003.

422. Kommissionen indledte den 30. april den formelle undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for loven om energiafgiftslempelser i Østrig [204]. Loven finder anvendelse fra den 1. januar 2002 til den 31. december 2002, og berettiger virksomheder til refusion af energiafgifter på naturgas og elektricitet, hvis de to afgifter tilsammen overstiger 0,35 % af deres produktionsværdi netto. Anvendelsesområdet for loven om energiafgiftslempelser fra 2000, dvs. producenter af varer, er blevet udvidet som respons på EF-Domstolens dom i sagen Adria-Wien-Pipeline [205]. Østrig mener, at foranstaltningen siden ændringen udgør en generel foranstaltning. Kommissionen erkender, at ændringen af loven fjerner den lovmæssige begrænsning til visse erhvervssektorer. Kommissionen mener imidlertid på nuværende tidspunkt, at afgiftslempelsen som ændret fortsat er selektiv. En tærskel på 0,35 % anses for stadig at have til virkning, at modtagerne under ordningen er de virksomheder, der har et stort energiforbrug i forhold til deres produktionsværdi netto. Sådanne virksomheder må betragtes som en selektiv gruppe af virksomheder som omhandlet i artikel 87, stk. 1.

[204] NN 34/2003.

[205] C 143/99.

423. Da samtlige andre statsstøttekriterier er opfyldt, vurderede Kommissionen i lyset af fællesskabsrammebestemmelserne fra 2001 for statsstøtte til miljøbeskyttelse [206] foreneligheden for to grupper af støttemodtagere, nemlig producenter af varer, for hvilke lempelsen videreførtes, og servicesektoren, for hvilken lempelsen kun gælder siden 2002.

[206] EFT C 37 af 3. februar 2001.

4. Konkurrencefordrejning

424. Kommissionen besluttede den 19. marts, at et tilskud på 4,6 mio. EUR (9 mio. DEM), som Tyskland havde tildelt Linde AG i 1997, ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i EF-traktaten [207]. Beslutningen følger efter afsigelsen af Førsteinstansrettens dom af 17. oktober 2002 i sag T-98/00. Linde AG er en del af Linde-koncernen, en international teknologikoncern, der beskæftiger 46 000 ansatte på verdensplan. Den tyske privatiseringsorganisation Treuhandanstalt (THA) solgte i 1993 et aminproduktionsanlæg beliggende i Leuna (Sachsen-Anhalt) til Union Chimique Belge (UCB). Samtidigt indgik THA en langtidsforsyningsaftale, som sikrede leverancer af kulilte til UCB til fast pris.

[207] EFT L 250 af 4.10.2003.

425. Produktionsomkostningerne for kulilte oversteg imidlertid THA's oprindelige forventninger. Gennemførelse af kontrakten til den aftalte pris ville påføre THA store tab. For at mindske tabene søgte THA efter en investor, der kunne overtage den tabsgivende leveringspligt. Den eneste interesserede og objektivt egnede investor til overtagelse af THA's forpligtelse til at levere kulilte var Linde AG, da dette selskab var etableret i Leuna-området siden 1994 som gasproducent. Opføringsomkostningerne for det nye anlæg var 6,4 mio. EUR (12,5 mio. EUR). Linde AG bidrog med 1,8 mio. EUR (3,5 mio. DEM) til omkostninger fra egne midler, og BvS (THA's efterfølger) bidrog med 4,6 mio. EUR (9 mio. DEM) ("tilskuddet"). Tilskuddet lå under omkostningerne til et fuldstændigt nyt anlæg, som ville have beløbet sig til ca. 10,3 mio. EUR (20 mio. DEM).

426. Kommissionen indledte den formelle undersøgelsesprocedure i juli 1999, da den nærede alvorlig tvivl om, hvorvidt tilskuddet til Linde udgjorde støtte. Kommissionen afsluttede i januar 2000 proceduren med en delvis negativ beslutning, hvori det i overensstemmelse med regionalstøttereglerne hedder, at den andel, der overstiger 35 % af de støtteberettigede investeringsomkostninger for anlægget (ca. 2,3 mio. EUR (4,4 mio. DEM)), var uforenelig med traktaten. Førsteinstansretten annullerede den 17. oktober 2002 Kommissionens beslutning, da den ikke fandt, at der var ydet støtte til Linde AG.

427. På grundlag af Rettens afgørelse genvurderede Kommissionen foranstaltningen og fandt, at tilskuddet ikke udgjorde statsstøtte, da foranstaltningen ikke synes at have virkning for samhandelen og ikke fordrejer konkurrencevilkårene. Linde var den eneste virksomhed, der objektivt var egnet til at levere kulilte til UCB, og leverede hele produktionen til UCB. Linde var blot for de tyske myndigheder et middel til at sikre videreførelsen af deres forpligtelse til at levere kulilte til UCB. Tilskuddet var begrænset til det strengt nødvendige for formålet.

5. Påvirkning af samhandelen

428. Kommissionen indledte den 2. juli 2002 den formelle undersøgelsesprocedure over for en enkeltforanstaltning under en støtteordning til fordel for en portugisisk virksomhed, Vila Galé, til erhvervelse og renovation af et hotel i Brasilien [208]. Den påtænkte støtteforanstaltning omfatter såvel nationale midler som samfinansiering fra Fællesskabet over EFRU. På grundlag af undersøgelsen nåede Kommissionen til den konklusion, at EFRU-midlerne ikke kunne anvendes til investeringer uden for EU.

[208] C 47/2002.

429. På den anden side måtte Kommissionen, da der ikke findes rammebestemmelser for turisme, vurdere støtten direkte på grundlag af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Den efterprøvede især, hvorvidt støtte ville fremme udviklingen af turismen i Portugal uden at påvirke samhandelsvilkårene så negativt, at det ville stride mod den fælles interesse. Af en række årsager, navnlig modtagerens og støttebeløbets beskedne størrelse, samt det forhold, at dette var virksomhedens første internationale erfaring, fandt Kommissionen, at støtten kun ville få meget begrænset virkning for samhandelen inden for EU, og at den i en vis udstrækning kunne have en positiv virkning for den portugisiske økonomi. Kommissionen vedtog den 15. oktober en endelig betinget beslutning om foranstaltningen. Den fandt, at støtten var forenelig med EF-traktaten, forudsat at der ikke blev anvendt fællesskabsmidler fra EFRU.

C - Undersøgelse af støttens forenelighed med fællesmarkedet

1. Horisontal støtte

1.1. Redningsstøtte

430. Kommissionen indledte den 17. september den formelle undersøgelsesprocedure for at vurdere foreneligheden af samtlige støtteforanstaltninger til fordel for Alstom, anmeldt af Frankrig i august. Undersøgelsen omfattede også en række foranstaltninger, som Kommissionen af forskellige kilder var blevet underrettet om, og som kunne indeholde statsstøtteelementer.

431. Sideløbende med indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure mente Kommissionen alle betingelser opfyldt for at påbyde indstilling af betalingerne under to af foranstaltningerne i pakken, indtil den havde truffet afgørelse om deres forenelighed. De pågældende foranstaltninger var Frankrigs deltagelse i Alstoms kapitalforhøjelse og udbetaling af ansvarlig lånekapital.

432. Kommissionen besluttede at anmode Frankrig om at ændre pakken, inden den udstedte påbuddet. Frankrig fik fem dage til at sætte de foranstaltninger i bero, som ville indebære en uigenkaldelig deltagelse i Alstoms kapital. Hvis ikke ville kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrence sammen med Kommissionens formand vedtage og notificere påbuddet om indstilling af betalingerne. Frankrig indvilgede i inden for fristen at ændre støttepakken og erstatte den direkte deltagelse i Alstoms kapital med gældsinstrumenter, som ikke ville få uigenkaldelige virkninger for markedet. Frankrig indvilgede også i at lade en fremtidig kapitaldeltagelse i Alstom være betinget af Kommissionens godkendelse. På dette grundlag afstod Kommissionen fra at påbyde indstilling af betalingerne, idet de nye foranstaltninger var reversible, dog uden at dette betød en godkendelse fra Kommissionens side. Kommissionen kan først godkende eller afvise foranstaltningen efter afslutning af den pågående undersøgelse.

433. Ændringerne, som ikke blot er formelle, men også materielle (kortfristet likviditetsforøgelse med 1,1 mia. EUR) foranledigede Kommissionen til at udvide den pågående undersøgelse ved beslutning vedtaget den 15. oktober. Den ændrede støttepakke beløber sig nu til ca. 8,2 mia. EUR, hvoraf ca. 4,275 mia. EUR udgør statsstøtte ydet af Frankrig [209]. Udvidelsen af proceduren sætter Kommissionen i stand til at vurdere foreneligheden af hele pakken. I undersøgelsen i lyset af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder vil Kommissionen først kigge nærmere på, hvorvidt omstruktureringsplanen vitterligt kan genetablere Alstoms rentabilitet. Kommissionen vil dernæst undersøge de markeder, hvor Alstom er aktiv, og behovet for modydelser, der kan opveje de fordrejninger af konkurrencevilkårene, som støtten forårsager. Endelig vil Kommissionen afgøre, hvorvidt støtten er begrænset til det strengt nødvendige for at genetablere virksomhedens rentabilitet, da den ikke kan godkende støtte ud over, hvad der er strengt nødvendigt for omstruktureringen.

[209] C 58/2003.

434. Kommissionen godkendte den 19. marts redningsstøtte til Babcock Borsig Power Service GmbH (BBP Service) [210] i form af en statsgaranti for 90 % af to kassekreditter, der beløber sig til 52,5 mio. EUR. Kassekreditterne skulle forhøjes over et tidsrum på seks måneder. Et bankkonsortium skulle tilvejebringe de underliggende kreditter. Garantien og kassekreditterne skulle hjælpe virksomheden til fortsat drift i seks måneder, hvorefter der skulle træffes afgørelse om virksomhedens fremtid. BBP Service var et datterselskab under det nu insolvente selskab, Babcock Borsig AG. Det er aktivt inden for tjenesteydelser til kraftværker og har været under administration siden september 2002. Selskabet var kommet i problemer på grund af Babcock Borsig-koncernens insolvens, hvilket medførte mange misligholdte betalinger.

[210] N 703/b/2002.

435. Kommissionen vurderede garantien på grundlag af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder [211]. I henhold til disse rammebestemmelser kan Kommissionen godkende redningsstøtte i form af engangslikviditetsstøtte til en kriseramt virksomhed for at sikre virksomhedens drift, mens der udarbejdes en omstruktureringsplan eller likvidationsplan. Kommissionen konkluderede, at garantien for de pågældende kassekreditter opfylder betingelserne i rammebestemmelserne. Støtten var begrundet i alvorlige sociale vanskeligheder, blev tildelt i form af kassekreditter til markedsrente, som skulle tilbagebetales, eller i form af statsgarantier for sådanne kassekreditter, den var begrænset til det strengt nødvendige og har ingen alvorlige negative spillover-effekter i andre medlemsstater.

[211] EFT C 288 af 8.9.1999. s.2-18.

1.2. Omstruktureringsstøtte

436. Kommissionen besluttede den 23. juli at indlede den formelle undersøgelsesprocedure for at se nærmere på omstruktureringsstøtte fra de britiske myndigheder til British Energy plc (BE) [212]. BE er en af de vigtigste aktører på det britiske elektricitetsmarked. Det driver først og fremmest kernekraftværker. Faldet i engrospriserne for elektricitet efter indførelsen af et nyt handelssystem for elektricitet i England og Wales reducerede stærkt den likviditet, der genereres af koncernens kernekraftværker. Kommissionen havde den 11. november 2002 besluttet ikke at rejse indsigelse over for den britiske redningsstøtte [213].

[212] C 52/2003.

[213] Se resumé af sag NN 101/02 i årsberetningen for 2002.

437. De britiske myndigheder anmeldte den 7. marts en omstruktureringsplan, der skal genoprette BE's langsigtede rentabilitet. De britiske myndigheder har påtaget sig finansieringen af gamle passiver på atomkraftområdet, især vedrørende forvaltningen af brændstoftilførsler fra før omstruktureringen og skrotningen af BE's atomkraftværker. Planen omfatter også genforhandling af kontrakter om brændstofforsyning og forvaltning af brændstofaffald med det statsejede British Nuclear Fuels Limited (BNFL), hvorefter BE skal betale lavere priser til BNFL for disse ydelser. BE forhandlede også en betalingssuspensionsaftale og en række finansieringsomlægninger med de største kreditorer. BE har også udformet en ny handelsstrategi og afhændet aktiverne i Nordamerika. Endelig fik BE af de lokale myndigheder tildelt en tremåneders udsættelse af rentebetalinger.

438. Kommissionen har foretaget en foreløbig undersøgelse af støtten, der er anmeldt i henhold til EF-traktaten. Da en del af de pågældende foranstaltninger er omfattet af Euratom-traktaten, bør de vurderes i forhold til denne traktats målsætninger. Kommissionen kan på baggrund af den dokumentation, den har fået udleveret til dato, konkludere, at der er alvorlig tvivl om foranstaltningernes art og forenelighed med fællesmarkedet. Navnlig nærer Kommissionen tvivl om, hvorvidt planen vil genoprette BE's rentabilitet inden for en rimelig tidshorisont, hvorvidt selskabets bidrag til omstruktureringen er tilstrækkeligt, og hvorvidt støtten kan godkendes uden modydelser. Planen synes ikke at opfylde kravene i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

439. Kommissionen besluttede, at de spanske myndigheders manglende foranstaltninger for at tilbagesøge udestående skatte- og socialsikringsgæld fra Hilados y Tejidos Puigneró SA [214], en større spansk tekstil- og beklædningsproducent, udgjorde støtte til dette selskab. Selskabet havde været i økonomiske vanskeligheder allerede i begyndelsen af 1990'erne. I 2000 beløb skatte- og socialsikringsgælden til henholdsvis 44 og 60 mio. EUR. Selskabet havde modtaget yderligere støtte fra det regionale catalanske finansieringsinstitut i form af forskellige lån og garantier, herunder et lån på 12 mio. EUR i 2000. Kommissionen fandt, at disse foranstaltninger udgjorde uanmeldt statsstøtte.

[214] C 70/2001, C 518/2003.

440. Kommissionen vurderede støtten på grundlag af navnlig Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder [215]. Støtten kunne ikke erklæres forenelig med fællesmarkedet, da der ikke på tildelingstidspunktet var tilstrækkelig garanti for en genoprettelse af virksomhedens rentabilitet, ligesom uberettiget fordrejning af konkurrencevilkårene ikke blev undgået. Støtten havde i stedet sat virksomheden i stand til at fortsætte produktionen på trods af stigende gæld og uden den nødvendige omstrukturering, hvilket fordrejede konkurrencevilkårene gennem en lavprisstrategi for en del af produktionen. Spanien skal tilbagesøge uforenelig støtte med påløbne renter fra modtageren.

[215] EFT C 37 af 3.2.2001, s. 3-15.

1.3. Garantier til fordel for statslige banker

441. Østrig "anmeldte" to garantier fra delstaten Burgenland til Bank Burgenland AG (BB) [216], en østrigsk regionalbank, hvis hovedaktionær er delstaten Burgenland. Delstaten havde kautioneret for BB, hvorefter delstaten skulle træde til i tilfælde af bankens likvidation eller konkurs, ifald bankens aktiver ikke var tilstrækkelige til at dække passiverne. På grund af kriminelle handlinger stod BB over for krav, der ville have ført til insolvens. For at undgå konkurs og betaling under kautionen tildelte delstaten en begrænset udtrykkelig garanti, der skulle dække de pågældende krav. Efterfølgende viste en nærmere gennemgang af BB's låneportefølje yderligere misligholdte lån. For at holde banken i drift blev delstaten og den østrigske centralbank enige om, at sidstnævnte skulle opgive visse lån mod et krav om tilbagebetaling på fremtidig indtjening (en "bedre tider"-klausul) og afhænde sine aktier i Bank Burgenland (34 %) til delstaten for 1 ATS. Delstaten stillede yderligere en garanti for de misligholdte lån.

[216] C 44/2003 ex NN 158/2001.

442. Kommissionen betragtede disse foranstaltninger som statsstøtte, da banken blev holdt i drift i stedet for at gå konkurs. Foranstaltningerne anses tillige for at udgøre ny støtte, idet den eksisterende kaution kun kunne udløses efter og ikke før en konkurs og derfor ikke kunne anvendes til at holde banken i drift. De nye foranstaltninger gik videre end dette.

443. Kommissionen foretog således en indledende vurdering af omstruktureringsplanen ved at anvende betingelserne i rammebestemmelserne om rednings- og omstruktureringsstøtte. Den nærede imidlertid tvivl om, hvorvidt omstruktureringsplanen faktisk kunne genoprette rentabiliteten. Hertil kommer, at Østrig ikke havde kunnet påvise, at uberettigede konkurrencefordrejninger blev undgået gennem modydelser. Endelig kunne Kommissionen ikke bedømme, hvorvidt støtten faktisk var begrænset til det strengt nødvendige. På baggrund af disse åbne spørgsmål besluttede Kommissionen den 26. juni 2003 at indlede den formelle undersøgelsesprocedure [217].

[217] EFT C 189 af 9.8.2003.

444. I foråret havde de franske myndigheder accepteret Kommissionens forslag om udfasning af garantien til CDC IXIS, datterselskab af den franske offentlige finansieringsinstitution, Caisse des Dépôts et Consignations (CDC) [218]. CDC overførte sin bankvirksomhed til CDC IXIS ved udgangen af 2000. CDC besluttede at støtte sit datterselskab ved at stille garanti for en stor del af CDC IXIS' aktiviteter. I modsætning til i ovennævnte sag (Bank Burgenland) er datterselskabet ikke en statslig, men en kommerciel bank.

[218] E 50/2201.

445. Kommissionen fandt, at garantien til fordel for CDC IXIS kunne udgøre en statsgaranti i henhold til statsstøttereglerne. CDC kunne ikke stille denne garanti for CDC IXIS uden hensyntagen til de krav, der stilles til offentlige myndigheder, og det er særdeles usandsynligt, at en sådan beslutning er truffet uden kendskab hertil. Kommissionen undersøgte, om garantien kunne fritages på grundlag af Kommissionens meddelelse om garantier. Det stod dog klart, at CDC's garanti ikke kunne betragtes som begrænset i rækkevidde eller varighed. En finansieringsinstitution, der handler på kapitalmarkederne, har pr. definition en portefølje, der varierer i værdi fra dag til dag. Den indeholder endvidere aktuelle og potentielle risici, som i tilfældet CDC IXIS er særligt store, på grund af den omfattende aktivitet med afledte instrumenter og andre transaktioner uden for balancen. En garanti for stadigt fluktuerende beløb og transaktionsværdier, og dermed mulig dækning for garanten, kan ikke anses for at være begrænset. Endelig var det umuligt at beregne markedsprisen for en præmie for en sådan åben garanti.

446. Kommissionens konklusion var derfor, at garantien udgør statsstøtte, der ikke er berettiget til nogen undtagelse. Kommissionen foreslog således i januar en udfasning af garantien, hvilket de franske myndigheder accepterede [219]. Udfasningen indebærer en overgangsperiode, for at sætte CDC IXIS i stand til at tilpasse sig operationelt og retligt til at operere på samme niveau som konkurrenterne. Det vil også gøre det muligt for modparter klart at vide, hvornår deres transaktioner med CDC IXIS er dækket af garantien, og hvornår de ikke er. Markedet kan således operere i fuld gennemsigtighed.

[219] C/2003/42/3.

1.4. Miljøstøtte

447. Kommissionen godkendte den 9. juli en tysk ordning for fremme af isoleringsmaterialer fremstillet af genbrugsråvarer [220]. Ordningen tilbyder tilskud på 30 eller 40 EUR pr. m³ for købere af isolering fremstillet af genbrugsvarer såsom hør eller hørfibre eller -frø samt fåreuld. Tilskuddene skal fremme forbrugernes køb af miljøvenlige isoleringsplader, som er dyrere end traditionel isolering fremstillet af fossile materialer.

[220] EFT C 197/2003 af 28.8.2003 (N 694/2002).

448. En af Kommissionens vigtigste begrundelser for at godkende de påtænkte tilskud var, at miljøvenlige isoleringsplader er betydeligt dyrere end traditionel isolering fremstillet af fossile materialer. Isoleringsplader fremstillet af genbrugsmaterialer giver større miljøfordele end traditionel isolering. Der spares naturressourcer og bruges i stedet genbrugsmaterialer. Disse genbrugsmaterialer er sædvanligvis CO2-neutrale, så ved at bruge dem bidrages der til beskyttelse af atmosfæren og til opfyldelsen af målene i Kyoto-protokollen. Tilskud for at tilskynde forbrugerne til at købe miljøvenlig isolering kan godkendes som støtte til miljøbeskyttelse. Reglen er, at tilskuddene stadig skal være lavere end de ekstra omkostninger, der er forbundet med fremstilling af miljøvenlige isoleringsmaterialer.

449. Kommissionen afsluttede den 30. april den formelle undersøgelsesprocedure over for en ordning til reduktion af emission af drivhusgasser [221] i Toscana i Italien. Støtteprojektet skulle nå målsætningerne gennem fremme af vedvarende energikilder og energibesparelser, hvorfor det blev undersøgt i lyset af punkt E.1.3 i Fællesskabets retningslinjer for statsstøtte [222] vedrørende investeringer på energiområdet.

[221] C 60/2002 (ex N 747/2001)

[222] EFT C 37 af 3.2.2001, s. 3-15.

450. I lyset af de oplysninger, som de italienske myndigheder tilvejebragte efter procedurens indledning, kunne det konstateres, at nødvendigheden af en støttesats på 75 % for fotoelektriske anlæg kunne påvises. Tredje led i rammebestemmelsernes punkt 32, som netop omhandler muligheden for at tildele støtte på op til samtlige støtteberettigede omkostninger, når blot der kan påvises en absolut nødvendighed, kunne for første gang finde anvendelse på denne form for investering. Det udgør en præcedens for andre regioner og medlemsstater i deres udarbejdelse af programmer for fremme af solenergi [223].

[223] Se også: Reduktion af forurenende emisioner N 762/02 - Italien (Marche) 9.7.2003. Foranstaltninger til fordel for reduktion af forurenende emisioner, energibesparelser og fremstilling af vedvarende energi. Bemærk: 75 % til fotoelektrisk energi.

451. Kommissionen har henholdsvis den 19. februar, den 4. februar, den 5. februar og den 22. april betragtet vandforsyningsordninger som forenelig med EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (og rammebestemmelser for F&U for så vidt angår forundersøgelserne) [224]. Det drejer sig om ordninger iværksat af de franske vandforsyningsmyndigheder, som er offentlige organer, der fører tilsyn med kvaliteten af drikkevandet. Ordningerne er rettet mod henholdsvis gennemførelse af vandforureningsundersøgelser, virksomheders vandbesparelser, rensning af de steder, der kan forurene grundvandet, og bekæmpelse af drikkevandsforurening.

[224] N492, N493, 494/B og 497/03.

452. Kommissionen vedtog den 11. november en positiv beslutning om det britiske Waste and Resources Action Programme (WRAP), som den havde indledt den formelle undersøgelsesprocedure over for den 19. marts.

453. WRAP-sagen omfattede to støtteordninger: en tilskudsordning og en garantifond. Logikken bag alle de projekter, der finansieres over WRAP, enten med tilskud eller med garanti, er at skabe efterspørgsel efter affaldsprodukter (træ, plastik, glas, tilslagsmateriale, kompost) ved at yde tilskud til investeringer i genbrugsanlæg. Dette vil bagefter fremme de lokale myndigheders indsamling af sorteret affald. De britiske myndigheder håber på denne måde at kunne skabe et marked for affald og fremme genbrug af affald. De anmeldte de to ordninger på grundlag af EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse. Kommissionen konkluderede imidlertid, at disse rammebestemmelser ikke kan finde anvendelse. Nævnte rammebestemmelser finder sædvanligvis anvendelse på investeringer, der sigter på at mindske forurening forårsaget af støttemodtageren. Det er ikke hensigten, at de skal anvendes på situationer, hvor hele støttemodtagerens erhvervsaktivitet (dvs. genbrug af affald som i nærværende tilfælde) har en gunstig virkning for miljøet.

454. Da foranstaltningerne ikke er omfattet af rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse, undersøgte Kommissionen, hvorvidt de er direkte forenelige med EF-traktatens artikel 87, stk. 3. Den bemærkede først, at disse støtteforanstaltninger fremmer genbrug, hvilket er et af Fællesskabets højtprioriterede miljømål. Støtten er nødvendig for at dække de meromkostninger, der er forbundet med genbrug af visse affaldstyper, som næsten ikke forarbejdes, eller med udviklingen af ny genbrugsteknologi, der endnu ikke er afprøvet på markedet. Hertil kommer, at støttebeløbene er forholdsvis lave, og at der anvendes en offentlig udbudsprocedure i udvælgelsen af støttemodtagerne og i fastlæggelsen af støttebeløbet. Endelig er de støtteberettigede omkostninger og støtteintensiteten i overensstemmelse med principperne i rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse. Støtteforanstaltningerne kan derfor anses for at stå i forhold til de tilsigtede mål og for ikke at forårsage uberettiget fordrejning af konkurrencen eller påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen kunne på denne baggrund konkludere, at foranstaltningerne er forenelige med traktaten.

455. Det Forenede Kongerige anmeldte i marts 2002 et samlet støttebeløb på 35 mio. EUR (23 mio. GBP) til Shotton, som er et avistrykkeri ejet af UPM-Kymmene i det nordlige Wales. Projektets samlede omkostninger beløber sig til 200 mio. EUR. Shotton var udvalgt på baggrund af en offentlig og gennemsigtig udbudsprocedure, men foranstaltningen udgør alligevel statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1. Støtten har til formål at tilpasse Shottons anlæg til avistryk på grundlag af genbrugspapir i stedet for ny papirmasse og fører til et øget forbrug af genbrugspapir på ca. 321 000 t årligt, hvorfor Det Forenede Kongerige besluttede at anmelde støtten i henhold til rammebestemmelserne for støtte til miljøbeskyttelse. Støtten skal ydes under WRAP-programmet til fremme af bæredygtig affaldsforvaltning. Kommissionen besluttede den 2. oktober 2002 at indlede den formelle undersøgelsesprocedure [225] over for støtten, fordi den nærede tvivl om, hvorvidt støtten kunne godkendes i henhold til rammebestemmelser for støtte til miljøbeskyttelse og regionalstøttebestemmelserne. Faktisk forekom investeringen ikke at høre under anvendelsesområdet for rammebestemmelserne for støtte til miljøbeskyttelse, og støtteintensiteten var betydeligt højere end det regionale støtteloft.

[225] C/2002/3569.

456. Kommissionen besluttede den 23. juli [226] at godkende en del af støtten. Selv om Kommissionen anerkendte miljøfordelene ved at genbruge affaldspapir i stedet for at deponere det på lossepladsen, konkluderede Kommissionen, at hele investeringen ikke var berettiget til miljøstøtte. Rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse giver kun mulighed for at tildele støtte til en virksomheds forbedring af egen påvirkning af miljøet. I denne sag skulle støtte imidlertid hjælpe Det Forenede Kongerige til bedre miljøresultater generelt og til opfyldelse af Det Forenede Kongeriges forpligtelser i henhold til direktiverne om affaldsdeponering og emballage.

[226] C 61/2002., EFT L 314 af 8.11.2003.

457. Da en del af støtten er knyttet til opførelsen af en slamforbrændingsmaskine med henblik på at reducere Shottons egen forurening, anvendte Kommissionen rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse på denne del af investeringen. Hermed godkendtes 13 mio. EUR af støtten ud fra den betragtning, at Shotton uden støtten kunne have fortsat med at sprede slammet på jorden, endog i større mængder. I overensstemmelse med rammebestemmelserne blev de økonomiske fordele over en periode på fem år fratrukket de støtteberettigede investeringsomkostninger. Disse omfattede værdien af den el og damp, forbrændingsmaskinen producerer, men også de udgifter, der spares ved at opgive slamspredningen. Den pågældende slamforbrændingsmaskine ville blive ret stor, da den også skulle forbrænde forbehandlet husholdningsaffald. Kommissionen undersøgte, om de støtteberettigede omkostninger var begrænset til det strengt nødvendige for at opfylde miljømålene ved også at beregne de støtteberettigede omkostninger, hvis Shotton havde begrænset sig til en mindre gasdrevet slamforbrændingsmaskine. På grund af forskelle i de økonomiske fordele over de første fem år, førte en sådan mindre investering imidlertid ikke til lavere støtteberettigede investeringsomkostninger.

458. Investeringsomkostningerne vurderedes også i henhold til de multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter. I betragtning af reglerne for kumulering af regional- og miljøstøtte godkendte Kommissionen, at yderligere 11 mio. EUR kunne tildeles på dette grundlag. Kommissionen konkluderede derfor, at et samlet beløb på 24 mio. EUR kunne godkendes til fordel for Shotton.

459. Kommissionen godkendte den 7. september efter en tilbundsgående undersøgelse i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 2, en ordning, som fritager elforsyninger genereret på basis af Coal Mine Methane (CMM) fra lukkede kulminer fra energiafgiften "Climate Change Levy" (CCL) [227]. Kommissionen vurderede statsstøttens overholdelse af artikel 87, stk. 3, litra c), i henhold til rammebestemmelserne for miljøstøtte, særlig afsnit E.3.1. Kommissionen fandt, at udvindingen af metan fra lukkede kulminer til fremstilling af elektricitet er en form for ansvarlig affaldsforvaltning og således i overensstemmelse med ånden bag punkt 42.a. i rammebestemmelserne.

[227] C 12/2003 ex N 778/2002.

460. Brug af CMM til fremstilling af elektricitet fører til energibesparelser. Da formålet med energibesparende foranstaltninger er bæredygtig brug af energikilder og nedbringelse af drivhusgasser, kan foranstaltningen anses for at bidrage til energibesparelse som omhandlet i punkt 42.b. i rammebestemmelserne [228]. Støtten tildeles for fem år og overstiger ikke 50 % af meromkostningerne hverken for CMM-gasleverandørerne eller for elproducenterne.

[228] For samme argumentation se Kommissionens beslutning om statsstøttesag N74/B/2002 - Finland, EFT C 59 af 14.3.2003, s. 23, særlig punkt 3.2.2. i beslutningen.

461. Kommissionen vedtog den 11. juni en vidtrækkende beslutning om en støtteforanstaltning med henblik på sanering af forurenede jordområder [229], forladte og forsømte områder. Den britiske foranstaltning sigter på at bringe sådanne områder i produktiv anvendelse igen ved at rense dem for ødelæggelserne som følge af den tidligere anvendelse og på ny gøre dem egnede til anvendelse og således nedbringe presset på ubebyggede jordområder og begrænse udbredelsen af bymæssig bebyggelse. De underforanstaltninger under ordningen, som sigtede på sanering af forurenede industrianlæg, kunne anses for at være forenelige med fællesmarkedet, da de opfylder betingelserne i punkt 38 i Fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse.

[229] N 385/2002.

462. De underforanstaltninger, der sigter på at sanere landområder med forladte bygninger, strukturer eller anlæg, blev vurderet direkte på grundlag af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Kommissionen fandt disse underforanstaltninger forenelige med fællesmarkedet, da de fremmer Fællesskabets målsætninger om miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling uden at have uforholdsmæssige virkninger for konkurrencen og den økonomiske vækst.

1.5. Støtte til forskning og udvikling (F&U)

463. Kommissionen besluttede den 23. juli at godkende de baskiske regionale myndigheders planer om at yde et lån med rentegodtgørelse til selskabet Gamesa med henblik på deltagelse i udviklingen af to nye regionalfly hos brasilianske Embraer [230].. Kommissionen havde den 12. marts 2002 indledt en tilbundsgående undersøgelse af foreneligheden af det påtænkte lån, anmeldt af de spanske myndigheder, i henhold til EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling (F&U) [231]. Kommissionen nærede på det tidspunkt tvivl om støttens tilskyndelsesvirkning samt om visse certificeringsaktiviteters og vedligeholdelsesundersøgelsers støtteberettigelse.

[230] C 20/2002.

[231] EFT C 45 af 17.2.1996, s. 5.

464. Efter at have undersøgt de tilvejebragte oplysninger efter indledningen af undersøgelsen kom Kommissionen til den konklusion, at støtten har en tilskyndende virkning. Kommissionen konkluderede derimod, at tvivlen med hensyn til certificeringsaktiviteternes og vedligeholdelsesundersøgelsernes markedsnærhed var begrundet. Kommissionen konkluderede således, at den påtænkte støtte kunne anses for forenelig med EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), forudsat at omkostningerne til certificeringsaktiviteter og vedligeholdelses undersøgelser blev holdt ude fra de støtteberettigede omkostninger, og at støttens bruttosubventionsækvivalent ikke overstiger 30 % af de støtteberettigede omkostninger efter dette fradrag.

465. Kommissionen vurderede den 13. maj, at enkeltforanstaltningen til fordel for det franske selskab Latécoère var forenelig med F&U-rammebestemmelserne [232]. Det drejer sig om støtte til Latécoère med henblik på selskabets deltagelse i Dassault Aviations udvikling af et nyt forretningsfly, F7X. Latécoère skal udvikle hele flyskrogets bagerste halvdel, som er et vanskeligt foretagende, idet flyets tre motorer alle er monteret dér. Støtten ydes i form af et forskud på 26 mio. EUR, der skal tilbagebetales, hvis projektet lykkes.

[232] N453/2002.

466. Kommissionen besluttede den 7. februar at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 3, over for dele af det F&U-projekt, der gennemførtes af selskabet IFS SpA. Kommissionen nærede tvivl om, hvorvidt præklinisk afprøvning ("fase 5" i projektet) kunne kategoriseres som industriel forskning - snarere end udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet - som defineret i rammebestemmelserne og dermed være omfattet af en støtteintensitet på 50 %. Præklinisk afprøvning foretages forud for fase I-klinisk afprøvning. Aktive stoffer afprøves i laboratorier på forskellige dyr, der i højere og højere grad ligner mennesket. Selv om prækliniske testprotokoller baseres på en række forsøg på en række forskellige dyrearter, hvis resultater indsamles og analyseres kritisk for at undersøge, hvorvidt fase I afprøvning kan iværksættes, er de - som fase I-klinisk afprøvning - baseret på prototypeudgaver af produktet, om end meget rå udgaver. De kan således på alle måder betragtes som ligestillet med fase I-klinisk afprøvning, og selv om de foretages forud for fase I-afprøvning og gennemføres med mindre færdige produkter, er de ikke tættere på markedet end fase I-afprøvninger.

467. I lyset af ovenstående kunne Kommissionen ikke principielt udelukke, at i det mindste en del af den prækliniske afprøvning kan kategoriseres som udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet. I betragtning af de beviser, som støttemodtageren (IFS) fremlagde, og under hensyntagen til den meget store andel af mislykkede afprøvninger (60-70 %) i den udviklingsfase, der svarer til præklinisk afprøvning, konkluderede Kommissionen den 26. november, at den viden, der opnås, først kan vise sig væsentlig på et senere udviklingsstadium. Succesraten på 10 % synes i overensstemmelse med gennemsnittet i sektoren og beviser, at resultaterne fra denne fase i udviklingen af lægemidler stadig er langt fra såvel produktionen af et bestemt lægemiddel som fra afsætningsleddet. Præklinisk afprøvning vil derfor i nærværende sag kunne anses som industriel forskning som omhandlet i rammebestemmelserne for forskning og udvikling.

468. Kommissionen besluttede den 10. december ikke at rejse indsigelse i en sag vedrørende beskatningsreserver til investering i Portugal [233]. Foranstaltningen har til formål at fremme produktive investeringer og fremme opbygningen af F&U-aktiviteter. I henhold til ordningen kan virksomhederne danne en beskatningsreserve på 20 % af deres pligtige skat for 2003 og 2004, såfremt dette beløb inden for to år fra dannelsen af reserven anvendes enten til initialinvesteringer eller F&U-projekter. Ordningen finder anvendelse over alt på det portugisiske område og er åben for alle virksomheder i mine- og fremstillingssektorerne samt hoteller, restauranter, rejsebureauer og andre virksomheder, der er aktive inden for turisme. Foranstaltningen har et samlet budget på 318 mio. EUR for de to iværksættelsesår.

[233] N 247/2003.

469. Kommissionen vurderede anmeldelsen på grundlag af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte, for så vidt angår initialinvesteringerne, og på grundlag af EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling, for så vidt angår F&U-projekterne. Portugal foreslog en teknisk definition på initialinvesteringer, der svarer til forskellen mellem virksomhedens bruttoinvesteringer i nye materielle anlægsaktiver i løbet af en given periode og salg, afskrivning og reintegrering af samtlige materielle anlægsaktiver opført på virksomhedens balance i løbet af samme referenceperiode. Kommissionen nåede til den konklusion, at denne tekniske definition er i overensstemmelse med Fællesskabets retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte, da den udelukker erstatningsinvesteringer. Da støtteberettigede omkostninger, støtteintensiteter og andre betingelser under foranstaltningen overholder bestemmelserne i statsstøttereglerne, rejste Kommissionen ikke indsigelse mod iværksættelsen.

470. Kommissionen afsluttede den 27. maj den formelle undersøgelsesprocedure over for påtænkt støtte på 37,2 mio. EUR (nettonutidsværdi) til BMW's motorfabrik i Steyr (Østrig) med en godkendelse af en større del af den påtænkte støtte [234]. Støtten blev anmeldt i april 2002 og blev således for regionalstøttens vedkommende vurderet i henhold til EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til motorkøretøjsindustrien. Kommissionen fandt, at et samlet beløb på 29,9 mio. EUR i form af regionalstøtte, uddannelsesstøtte, miljøstøtte og støtte til F&U var forenelig med de respektive EF-bestemmelser.

[234] C 64/2002.

471. Et yderligere beløb på 7,3 mio. EUR var imidlertid ikke i overensstemmelse med bestemmelserne og kunne således ikke tildeles. Dette gjaldt en del af henholdsvis regionalstøtten og støtten til F&U samt støtten til innovation. For så vidt angår den regionale investeringsstøtte, anlagde Kommissionen den betragtning, at Steyrs regionale handicap - sammenholdt med den alternative placering i Landshut, Tyskland - var mindre end anmeldt, og at den tilladelige støtteintensitet måtte reduceres på grund af kapacitetsforøgelsen. For så vidt angår F&U-støtten, anlagde Kommissionen den betragtning, at BMW ville have iværksat visse af F&U-projekterne selv uden støtte for at forblive konkurrencedygtig. Da den nødvendige tilskyndelsesvirkning for projekterne ikke var påvist, blev den påtænkte støtte ikke anset for forenelig med fællesmarkedet. For så vidt angår den påtænkte innovationsstøtte, kunne de pågældende projekter ikke anses for at være egentlig innoverende, dvs. at teknologien hverken havde været anvendt eller markedsført af andre i sektoren. Hertil kommer, at den pågældende støtte ikke kunne anses for at tilskynde BMW til at påtage sig industrielle eller teknologiske risici, da selskabet ville have gennemført investeringen også uden statsstøtte. Den påtænkte innovationsstøtte kunne derfor ikke godkendes.

1.6. Uddannelsesstøtte

472. Kommissionen godkendte den 17. september, at Italien kunne yde et samlet beløb på 44 mio. EUR i uddannelsesstøtte til Fiat Auto og Comau, to selskaber under Fiat-koncernen [235]. Støtten ydes til et treårigt uddannelsesprogram til en værdi af 84 mio. EUR med henblik på at øge kvalifikationerne og beskæftigelsesmulighederne for arbejdstagere, der er beskæftiget på de to selskabers italienske produktionsanlæg. Kommissionen vurderede støttens forenelighed med statsstøttereglerne for uddannelsesstøtte [236], og konkluderede, at støtten var i overensstemmelse med reglernes strenge krav. Kommissionen besluttede derfor at godkende den påtænkte støtte.

[235] N 322/2003.

[236] Kommissionens forordning (EF) nr. 68/2001, EFT L 10 af 13.1.2001, s. 20-29.

2. Regionalstøtte

473. Kommissionen besluttede den 2. april ikke at rejse indsigelse over for de græske myndigheders støtte til opførelse af en rørledning til transport af brændstof til Athens nye internationale lufthavn [237]. For øjeblikket anvendes der dagligt 120 lastbiler til denne transport over en afstand på 60 km. Rørledningen bidrager til udviklingen af Attiki-regionen ved at tilbyde en mere sikker og miljøvenlig brændstoftransport. Den påtænkte støtte, som ikke overstiger det maksimale støtteloft i retningslinjerne for regionalstøtte, anses derfor for forenelig med fællesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a).

[237] N 527/2002.

474. Kommissionen indledte den 5. februar en formel undersøgelsesprocedure over for en foranstaltning med henblik på at fremme udviklingen af etableringscentre for små og mellemstore virksomheder i opstartsfasen (SBS Incubation Fund) [238]. Fonden, som skal have et budget 15 mio. EUR over fire år, skal yde lån på favorable vilkår til virksomheder, der vil oprette og drive etableringscentre, men ikke kan opnå finansiering fra den private sektor. Fonden skal endog kunne yde støtte til større virksomheder i veludviklede områder i Det Forenede Kongerige. Dette er ikke i overensstemmelse med retningslinjerne for regionalstøtte [239], som fastlægger, at investeringsstøtte til større virksomheder skal begrænses til de mest trængende regioner. Endvidere forpligtede de britiske myndigheder sig ikke til at overholde de relevante lofter for støtteintensitet under hverken retningslinjerne for regionalstøtte eller Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 om statsstøtte til SMV [240], og heller ikke kumuleringsreglerne. Endelig skulle lånene dække en del af etableringscentrenes driftskapital, hvilket kan udgøre driftsstøtte.

[238] C 7/2003 ex N 107/2001.

[239] EFT 74 af 10.3.1998, s. 9-31 (98/C 74/06).

[240] EF 70/2001, EFT L 10 af 13.1.2001.

2.1. Statsstøtte til oversøiske departementer

475. En række medlemsstater har under høringen i forbindelse med gennemførelsesforordningen (punkt 1.2.4. ovenfor) opfordret Kommissionen til at fastlægge et vist antal specifikke bestemmelser for oversøiske departementer. De pågældende medlemsstater, som stadig har oversøiske departementer, har vedtaget et memorandum, hvori de opfordrer til at tage særligt hensyn til de oversøiske departementer i forskrifterne. Så længe dette ikke er tilfældet, vil statsstøtteforanstaltninger fortsat blive vurderet i henhold til de generelle regler.

476. Der blev mellem 2000 og 2003 vedtaget et stort antal beslutninger om disse regioner. Kommissionens beslutninger vedrørende den franske oversøiske rammelov fra 21. juli 2003 er en af de vigtigste beslutninger fra 2003 [241]. Efter vedtagelsen af beskatningsdelen af rammeloven for de oversøiske departementer i Frankrig den 11. november godkendte Kommissionen samme lovs sociale afsnit den 16. december 2003. Kommissionen vurderede, at det planlagte driftsstøtteniveau står i rimeligt forhold til de handicap, støtten skal opveje, at støtten er berettiget i forhold til dens bidrag til den regionale udvikling og i kraft af dens karakter som omhandlet i punkt 4.16.2. i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte.

[241] N/96/a og N/96/b/2003.

2.2. Dårligt stillede byområder

477. Kommissionen godkendte den 16. december 2003 udvidelsen af ordningen for frie byområder (zones franches urbaines (ZFU)) i Frankrig til at omfatte yderligere 41 dårligt stillede byområder, ud over de 44 ZFU, der allerede findes i Frankrig [242]. Formålet med ordningen er at støtte erhvervsaktivitet i de dårligt stillede bykvarterer ved at styrke de nære erhvervsstrukturer, der hovedsageligt består af små virksomheder, gennem tilskyndelsesordninger, der består af afgiftsfritagelser og lempelser af de sociale bidrag, hvilket fremmer beskæftigelsen.

[242] N 211/2003.

478. Kommissionen havde den 23. april 1996 [243] godkendt den ZFU-ordning, der var indført med den franske lov nr. 96-987 af 14. november 1996 om iværksættelsen af byfornyelsespagten, og den 30. april 2003 [244] udvidelse af ordningen for de allerede udvalgte byområder til fra og med den 1. januar 2003 også at omfatte små nystartede virksomheder eller nyetablerede virksomheder i områderne, og det for en varighed af fem år. Kommissionen besluttede at anse støtten som forenelig med EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

[243] N 159/1996.

[244] N 766/2002.

3. Fiskale støtteforanstaltninger

Anvendelsen af reglerne for statsstøtte til fiskale foranstaltninger

479. Kommissionen justerede i 2003 sin holdning til begrebet statsstøtte for så vidt angår støtte i form af fiskale lempelser. Navnlig overvejede Kommissionen begrebet fordel i forbindelse med alternative beskatningsformer såsom den såkaldte cost plus-metode [245] eller fritagelsesmetoden [246], som begge skal føre til en bedre evaluering af indtjening som følge af koncerninterne grænseoverskridende forbindelser. Kommissionen har præciseret, at ved afgørelsen af, hvorvidt en alternativ beskatningsmetode giver anledning til statsstøtte, skal det fastlægges, om det skattetryk, der følger af metodens anvendelse, er mindre end det skattetryk, der ville følge af en "klassisk" beskatningsmetode.

[245] Metoden bruger vareleverandørens (eller tjenesteyderens) afholdte omkostninger i forbindelse med en transaktion mellem indbyrdes tilknyttede virksomheder. Kostpris plus avance lægges til omkostningerne for at nå til et rimeligt overskud i betragtning af den funktion, der udøves, de anvendte aktiver, risikoeksponeringen og markedsvilkårene. Kommissionen skulle i 2003 tage stilling til lovligheden af en række ordninger baseret på cost plus-metoden i følgende sager: ordningen for de belgiske koordinationscentre, beslutning af 17.2.2003, EFT L 282 af 30.10.2003, ordningen for luxembourgske finansieringsselskaber, beslutning af 16.10.2002, EFT L 153 af 20.6.2003, s. 40, ordningen for koordinationscentrene i Vizcaya, Spanien, beslutning af 6.2.2003, EFT L 31 af 6.2.2003, s. 26, ordningen for hovedkontorer og logistikcentre i Frankrig (endnu ikke offentliggjort) og ordningen for amerikanske salgsselskaber i Belgien, beslutning af 25.6.2003 (endnu ikke offentliggjort).

[246] Formålet med fritagelsesmetoden er at undgå dobbeltbeskatning. Metoden består i total fritagelse for nationale skatter, uafhængigt af det skattebeløb, der er pålignet i udlandet. Kommissionen tog stilling til lovligheden af denne metodes anvendelse i sin beslutning af 17.2.2003 vedrørende den irske ordning for beskatning af udenlandsk indkomst, EFT L 204, s. 51.

480. Kommissionen har endvidere påpeget, at fiskal støtte tildelt et medlem af en multinational koncern ligeledes er til direkte fordel for koncernens øvrige medlemmer i udlandet, hvorfor disse også skal anses for at være støttemodtagere. Kommissionen anlagde i øvrigt den betragtning, at kriteriet om overførsel af statsmidler skal vurderes i forhold til støttemodtagerens situation, uden mulig hensyntagen til eventuelle positive budgetvirkninger af den pågældende foranstaltning [247].

[247] Jf. ovennævnte sag om de belgiske koordinationscentre og sagen om støtte til internationale finansieringsaktiviteter i Nederlandene, beslutning af 17.2.2003, EFT L 180 af 18.7.2003, s. 52, punkt 91 ff.

481. For så vidt angår den materielle selektivitet, erindrede Kommissionen om, at visse foranstaltninger, der vitterligt er åbne for samtlige erhvervssektorer, alligevel kan betegnes som selektive, når det de fakto er udelukket, at visse virksomheder kan drage fordel heraf. Det kan navnlig være tilfældet ved foranstaltninger, der kun finder anvendelse på multinationale selskaber [248] eller på virksomheder af en vis størrelse [249].

[248] Beslutning om den hollandske ordning for finansieringsaktiviteter af 17.2.2003, EFT L 180 af 18.7.2003, s. 52, samt beslutning af 11.10.2002 om støtteordningen for finanscentralerne i Frankrig (endnu ikke offentliggjort)

[249] Beslutning af 11.12.2002, EFT L 150 af 18.6.2003, s. 52.

482. For så vidt angår den regionale selektivitet, har Kommissionen præciseret, at en fiskal ordning indført med hjemmel i den lokale myndigheds autonome skattebeføjelser kan anses for at være selektiv, når den pågældende lokale myndighed indfører en dispensation for beskatning i henhold til en national beskatningsordning [250].

[250] Beslutning af 11.12.2002, EFT L 150 af 18.6.2003, s. 52.

483. Endelig indtog Kommissionen fortsat en restriktiv stilling til, hvorvidt differentierede fiskale foranstaltninger kan berettiges i det pågældende skattesystems karakter eller forvaltning. Den har især efterprøvet, om kriterierne for virksomhedernes berettigelse til støtte under en ordning stemte overens med de begrundelser, der fremføres af medlemsstaterne [251].

[251] Jf. ovennævnte sag om internationale finansieringsaktiviteter i Nederlandene.

484. Kommissionen måtte endvidere i løbet af 2003 i flere beslutninger om cost plus-metoden anvende princippet om berettiget forventning. Med henvisning til Domstolens og Førsteinstansrettens retspraksis anvender Kommissionen princippet til punkt og prikke. Kommissionen har imidlertid i disse sager måttet erkende den berettigede forventning på grund af deres sammenlignelighed med en tilsvarende belgisk ordning, der tidligere er erklæret for at falde uden for anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 87, stk.1.

485. Belgiske koordinationscentre: Kommissionen måtte i 2003 træffe to beslutninger om de belgiske ordninger for koordinationscentre for store multinationale selskaber (kriterier for støtteberettigelse i forhold til antal lande, egenkapitalstørrelse og omsætning). Et koordinationscenter kan defineres som en økonomisk enhed, som inden for rammerne af en koncern, på de forskellige koncernselskabers vegne centraliserer og koordinerer visse generalstabsfunktioner som finansiering, cash flow-styring, bogholderi, men også personaleledelse, edb-politik eller skatterådgivning. Centraliseringen medfører stordriftsbesparelser.

486. Den første beslutning af 17. februar 2003 [252] (berigtiget den 23. april) var en endelig negativ beslutning og vedrørte den ordning, der var gældende siden 1982. Da det drejede sig om en eksisterende støtteforanstaltning, der tidligere var godkendt af Kommissionen, blev der ikke påbudt request of repayment, ligesom de støttemodtagende centre fik tildelt en overgangsperiode fra og med beslutningens dato. Den anden beslutning, som Kommissionen vedtog den 23. april 2003 [253] , vedrører den nye belgiske ordning, som skulle erstatte ordningen fra 1982. Det drejer sig om en delvis positiv beslutning med indledning af proceduren over for tre aspekter af den nye ordning, som blev anmeldt i maj 2002. Den første skatteordning for koordinationscentre har sin oprindelse i kongelig anordning nr. 187 af 30. december 1982. Et koordinationscenter kommer i betragtning til ordningen efter forudgående individuel anerkendelse ved kongelig anordning. Anerkendelsen er gyldig for ti år og kan fornys.

[252] EFT L 282/2003, C 15/2002.

[253] EFT L 282/2003, C 15/2002.

487. Der dispenseres fra den almindelige skatteordning ved at fastsætte de godkendte koordinationscentres skattepligtige indkomst efter en fast takst som en procentdel af udgifterne og driftsomkostningerne (cost plus-metoden). Beregningen er baseret på alle centrets udgifter, bortset fra personaleudgifter, finansielle omkostninger og selskabsskat, hvilket er blevet kritiseret af Kommissionen. Avancen skal i princippet beregnes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til centrets faktiske aktiviteter, men fastsættes generelt til 8 %, hvilket også blev kritiseret. I henhold til en række estimater fører systemet til et faktisk skattetryk på 1 % til sammenligning med den da gældende selskabsskat på 39 % i Belgien. Endelig nyder de godkendte centre en specifik fritagelse for løsøreskat (withholding tax) og kapitalafgifter (capital duty), hvilket anses for uforenelig støtte.

488. Næsten 250 allerede godkendte centre på tidspunktet for Kommissionens endelige beslutning vil fortsat drage fordel af ordningen, for nogles vedkommende indtil udgangen af 2010. Den nye ordning er en ændring af den foregående med nye principper for anvendelsen af cost plus-metoden, som i Kommissionens øjne ikke mere i sig selv indebærer støtteelementer. Fritagelsen for løsøreskat og kapitalafgifter, som allerede var kritiseret, opretholdes imidlertid i den nye ordning, hvorfor Kommissionen ikke har andet valg end på ny at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

489. Analysen af ordningerne gav anledning til en række principielle og proceduremæssige spørgsmål, som Kommissionen har bestræbt sig på at behandle i forbindelse med to beslutninger vedtaget i 2003 [254]. Herunder kan nævnes den behandling, der bør tildeles en støtteordning, der allerede er godkendt, fordi den ikke blev betegnet som støtte, anerkendelse af en vis legitim berettiget forventning for støttemodtagernes vedkommende som følge af denne godkendelse, brug af forhåndsafgørelser, hvormed en skattemyndighed ensidigt forpligter sig til en specifik påligning af fremtidige investeringer eller transaktioner, som den skattepligtige har opgivet, eller brug af alternative metoder og faste satser i fastsættelsen af skattepligtig indkomst.

[254] EFT L 282/2003, C 15/2002.

490. Sagen førte til, at Kongeriget Belgien og sammenslutningen FORUM187, der repræsenterer de godkendte centre, anlagde et annullationssøgsmål over for den endelige negative beslutning af 17. februar 2003. Domstolen udsatte den 26. juni 2003 den del af Kommissionens beslutning, der nedlagde forbud mod videreførelse af ordningen for de centre, hvis anerkendelse stod for at udløbe, og det indtil der var truffet afgørelse om sagens genstand [255]. Sideløbende hermed har Belgien inden for rammerne af forhandlingerne om skattepakken (dvs. direktivet om beskatning af opsparing, direktivet om renter og royalties og adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning) anmodet Rådet om at bringe traktatens artikel 88, stk.2, tredje afsnit, i anvendelse for at godkende den tidligere ordning frem til 2005. Rådets beslutning, som imødekommer anmodningen, blev vedtaget den 16. juli 2003 [256] og imødegår den endelige beslutning, som Kommissionen vedtog i februar. Kommissionen bestrider lovligheden af denne fremgangsmåde, hvorfor den efterfølgende indbragte et annullationssøgsmål for Domstolen, nu over for Rådet.

[255] Kendelse afsagt af Domstolens formand den 26.6.2003 i forenede sager C-182/03R og C-217/03R.

[256] EFT L 184 af 23.7.2003, s. 17-18 (2003/531/EF).

491. Internationale finansieringsaktiviteter (NL): Kommissionen afsluttede den 17. februar med en negativ beslutning proceduren indledt den 11. juli 2001 over for den nederlandske skatteordning for internationale finansieringsaktiviteter [257].

[257] EFT L 180 af 18.7.2003, s. 52.

492. Skatteordningen tillader skattefritagelse i form af en risikoreserve til beskyttelse mod risici i forbindelse med internationale finansieringsaktiviteter. Ordningen var ikke begrænset til visse erhvervsgrene eller visse regioner i Nederlandene. Kommissionen fandt imidlertid, at det drejede sig om en selektiv foranstaltning, da kun virksomheder aktive i mindst fire lande eller to verdensdele var støtteberettiget under ordningen. Kommissionen kunne ikke acceptere det argument, at minimumskravet om fire lande eller to verdensdele kun tjener det formål at give objektive kriterier for vurderingen af, om de grundlæggende krav er opfyldt. For om end det er logisk i et skattesystem at opstille bestemte grænser eller tærskler med henblik på at sikre systemets funktion, må disse tærskler dog ikke føre til, at der stilles urimelige krav, som ikke står i et rimeligt forhold til hensigterne. Koncerner, der er aktive i kun tre lande eller i kun en verdensdel, er objektivt set ikke mindre udsatte for risiciene ved internationale finansieringsaktiviteter.

493. Kommissionen afviste også argumentet om, at kampen mod udhulning af skattegrundlaget eller den utilstrækkelige konkurrenceevne, som koncernselskabernes finansieringsaktiviteter i Nederlandene led under før 1997, kan berettige til, at et begrænset antal selskaber forbeholdes en særlig gunstig skattebehandling. Sådanne målsætninger er først og fremmest økonomisk-politiske og ikke en iboende målsætning i det nederlandske skattesystem. Da fordelene ved ordningen ikke var forbundet med investeringer, jobskabelse eller specifikke projekter, synes de udelukkende at udgøre en lempelse af de faste udgifter og kunne derfor betragtes som driftsstøtte, der kun kan godkendes under meget strenge betingelser, som ikke var opfyldt i nærværende sag. Kommissionen konkluderede således, at ordningen var uforenelig, men afholdt sig fra at påbyde allerede udbetalt støtte tilbagesøgt, da den vurderede, at ordningens støttemodtagere kunne gøre en berettiget forventning gældende, hvorfor den undtagelsesvist godkendte en overgangsperiode til gradvis udfasning af ordningen. Ordningen udviste ligheder med den belgiske ordning vedrørende den skattemæssige behandling af koordinationscentre, som Kommissionen i 1984 havde erklæret en generel foranstaltning, og Kommissionen havde i et svar på en skriftlig forespørgsel fra et medlem af Europa-Parlamentet ladet forstå, at fiskale særordninger for multinationale selskaber ikke henhører under statsstøttekontrollen.

494. Irsk ordning for udenlandsk indkomst: Kommissionen vedtog den 17. februar en endelig negativ beslutning , men uden request of repayment, over for en irsk skatteordning for udenlandsk indkomst, en ulovlig og uforenelig støtteordning [258]. Kommissionen vurderede, at selv om det står medlemsstaterne frit selv at vælge den overordnede metode (fritagelse eller fradrag) for at undgå dobbeltbeskatning af overskud, som datterselskaber udlodder til moderselskaber, kan enhver specifik afvigelse fra det overordnede valg udgøre uforenelig statsstøtte. For at undgå dobbeltbeskatning havde Irland valgt en metode bestående i skattefradrag. Den irske skat på indkomst eller fortjeneste nedsættes med den udenlandske skat på samme. Under ordningen for udenlandsk indkomst tildeles fradraget i form af en fritagelse for selskabsskat for indkomst eller fortjeneste indtjent i udlandet.

[258] EFT L 204/2003 af 28.8.2003, C 54/2001.

495. Foranstaltningerne tager udgangspunkt i afsnit 222 og 847 af loven Taxes Consolidation Act 1997. I henhold til artikel 222 fritages udbytte, som en virksomhed etableret i Irland modtager fra sine udenlandske datterselskaber, fra irsk selskabsskat, når dette udbytte anvendes i en investeringsplan, der skal øge eller opretholde beskæftigelse i Irland. Et "udenlandsk datterselskab" er en virksomhed etableret i et land, som Irland har en dobbeltbeskatningsaftale med, og hvis aktiekapital det irske selskab, der anmoder om fritagelsen, ejer mindst 51 % af. Investeringsplanen skal på forhånd indgives til de irske myndigheder, som fastsætter beløbet for fritaget udbytte. Der er ikke noget krav om antal oprettede eller bevarede arbejdspladser. I henhold til artikel 847 kan indkomst og fortjeneste også fritages, hvis planen tager sigte på at skabe et "betydeligt" antal nye arbejdspladser i Irland. Fritagelsen gælder kun, når aktiviteterne udføres i det land, der er anført i det fritagelsescertifikat, myndighederne har udstedt.

496. Kommissionen besluttede i sin endelige beslutning af 17. februar 2003, at den pågældende ordning udgjorde ulovlig og uforenelig driftsstøtte, men i lyset af Kommissionens positive beslutning af 2. maj 1984 om de belgiske koordinationscentre krævede den ikke støtten tilbagesøgt på grund af den berettigede forventning, som støttemodtagerne kunne gøre gældende [259]. Beslutningen indeholder følgende hovedpunkter: konstatering (1) af den fordel, der følger af tilstedeværelsen af to metoder for at undgå dobbeltbeskatning, (2) af foranstaltningens specifikke karakter som følge af de udtrykkelige eller underforståede restriktioner med hensyn til, hvilke selskaber, der var støtteberettigede og (3) anerkendelse af en legitim berettiget forventning som følge af Kommissionens tidligere beslutning. Når der indrømmes en specifik skattefritagelse for udenlandsk indkomst i et system, hvor der normalt benyttes fradrag, udgør denne fritagelse en fordel, som letter den begunstigede virksomheds skattetryk, for i fradragssystemet skal der, når den indenlandske skattepligt overstiger den skat, der er betalt i udlandet, betales yderligere skat, hvorimod der i fritagelsessystemet ikke skal betales mere. Foranstaltningen er selektiv i og med, at de støtteberettigede selskaber under ordningen nødvendigvis udgør en del af internationale koncerner med udenlandske datterselskaber eller afdelinger, og at den udelukkende begunstiger selskaber, der har fået udstedt et fritagelsescertifikat i overensstemmelse med de meget restriktive specifikke krav.

[259] Se ovenfor.

497. Hovedkontorer og logistikcentre - Frankrig: Kommissionen vedtog den 13. maj en negativ beslutning om den særlige skatteordning for såkaldte "Hovedkontorer og logistikcentre" beliggende i Frankrig [260]. Da såvel de franske myndigheder som støttemodtagerne på tidspunktet for ordningens iværksættelse kunne have en legitim berettiget forventning om, at ordningen ikke udgjorde statsstøtte, besluttede Kommissionen ikke at påbyde request of repayment af de fiskale fordele, som måtte være modtaget. Den franske ordning for hovedkontorer og logistikcentre var udformet for at fremme etablering af datterselskaber eller filialer af multinationale koncerner i Frankrig ved at indføre en særlig aftale om skattebehandlingen af visse koncerninterne aktiviteter. Franske datterselskaber og filialer af multinationale koncerner kunne ansøge skattemyndighederne om, at deres skattepligtige indkomst skulle beregnes som en fast procentdel af deres udgifter ved brug af den såkaldte cost plus-metode. Under den franske ordning var der imidlertid en række underleveranceomkostninger, der ikke blev taget i betragtning i cost plus-beregningen, hvis de udgjorde mindre end 50 % af de samlede transaktionsomkostninger. Endvidere var hovedkontorer og logistikcentre delvis udelukket fra den alternative mindsteomsætningsskat - Impôt Forfaitaire Annuelle (IFA) - i den franske skattelovgivning.

[260] C 45/2001.

498. Under den franske skattelov medtages alle indtægtsgivende aktiviteter i skatteberegningerne, og alle selskaber er pligtige til at betale IFA. Under ordningen for hovedkontorer og logistikcentre kunne et godkendt fransk hovedkontor eller logistikcenter unddrage et betydeligt antal af aktiviteterne fra beskatning ved at give dem i underleverance til tredjemand. På lignende vis var hovedkontorer og logistikcentre i vidt omfang fritaget fra den sædvanlig forhåndsbetaling af skatten under IFA-reglerne. Kommissionen konkluderede derfor, at den franske ordning reducerede den skattepligtige indkomst for godkendte franske hovedkontorer og logistikcentre og tillige gav en yderligere likviditetsfordel ved at fritage fra forhåndsbetalingen af IFA. Ordningen førte til en selektiv lavere beskatning, hvilket ikke er tilladt i henhold til statsstøttereglerne.

499. Den franske ordning blev oprindeligt indført for at tiltrække etablering af visse af de multinationale koncerners aktiviteter ved at øge deres internationale konkurrenceevne. Kommissionens undersøgelse afslørede imidlertid, at skattefordelene under ordningen udgjorde en selektiv fordel, der kun kom godkendte franske datterselskaber og filialer til gode. Navnlig i forbindelse med koncerninterne internationale aktiviteter såsom forskning og udvikling, hvor der er stærk konkurrence, og som potentielt er omfattet er ordningen, var skattefordelens konkurrencefordrejende virkning meget omfattende og med betydelig negativ påvirkning af konkurrencen og samhandelen inden for det indre marked.

500. Kommissionen vedtog den 24. juni en negativ beslutning om den særlige skatteordning for amerikanske salgsselskaber (US-Foreign Sales Corporations, i det følgende benævnt "FSC") etableret i Belgien [261]. Da såvel de belgiske myndigheder som støttemodtagerne på tidspunktet for ordningens iværksættelse kunne have en legitim berettiget forventning om, at ordningen ikke udgjorde statsstøtte, besluttede Kommissionen ikke at påbyde request of repayment af de fiskale fordele, som måtte være modtaget.

[261] C 30/2002.

501. I henhold til tidligere amerikansk lov (effektivt afskaffet i september 2000 efter talrige WTO-afgørelser) er et FSC et udenlandsk selskab - normalt et 100 % ejet datterselskab af et amerikansk eksporterende selskab - som ønsker at blive behandlet i overensstemmelse med FSC-ordningen, der effektivt fritager indtægt fra en udenlandsk aktivitet ("foreign trade income") fra ellers pligtig skat i henhold til amerikanske skatteregler. I henhold til den amerikanske FSC-ordning skal et FSC have hjemsted eller have et kontor i et andet land, der har indgået beskatningsaftale om udveksling af oplysninger med USA (som det er tilfældet for Belgien). Fritagelse af FSC'ets indtægt fra en udenlandsk aktivitet er betinget af, at visse økonomiske processer, såsom salg eller udlejning af goder til eksport eller levering af alle tjenester i forbindelse med disse salgs- og udlejningstransaktioner, finder sted uden for USA. Navnlig anses en økonomisk proces for at finde sted uden for USA, hvis mindst en del af FSC's direkte omkostninger er afholdt uden for USA, herunder omkostninger i forbindelse med reklame og PR, behandling af kundernes bestillinger og tilrettelæggelse af leveringen, transport af varerne, fakturering af kunderne og håndtering af kreditrisici.

502. Under den belgiske ordning kunne FSC's erhvervsaktiviteter i Belgien opnå en individuel afgørelse med henblik på at fastsætte det skattepligtige overskud, for så vidt angår transaktioner med tilknyttede udenlandske virksomheder. Navnlig blev FSC's skattepligtige indkomst fastsat ved at forhøje visse af FSC's støtteberettigede omkostninger med en fast sats på 8 %. Sådanne støtteberettigede omkostninger omfattede imidlertid ikke de direkte omkostninger til reklame, PR, varetransport og kreditrisici. Ordningen fandt kun anvendelse på belgiske datterselskaber eller FSC-afdelinger aktive inden for en multinational koncern, forudsat at sådanne FSC var omfattet af en særafgørelse truffet af de belgiske skattemyndigheder.

503. Kommissionen anlagde i sin beslutning den betragtning, at den belgiske ordning udgjorde statsstøtte. Den vurderede, at den belgiske FSC-ordning gav overdrevne fordele til FSC og de multinationale koncerner, de tilhører, ved at reducere deres normale skattebyrde. Den belgiske ordning blev indført for at tiltrække etablering af FSC ved at fritage deres aktiviteter fra lokal beskatning og dermed øge deres internationale konkurrenceevne i EU's indre marked. Kommissionens undersøgelse bekræftede imidlertid, at skattefordelene under ordningen udgjorde en selektiv foranstaltning, der kun kom godkendte FSC-datterselskaber og -filialer til gode. Navnlig i forbindelse med koncerninterne tjenesteydelser såsom håndtering af kreditrisici, reklame og PR, hvor der er stærk konkurrence, og som er omfattet af ordningen, var skattefordelens konkurrencefordrejende virkning meget omfattende og med betydelig negativ påvirkning af konkurrencen og samhandelen.

Parafiskale gebyrer

504. Kommissionen behandlede også en sag om parafiskale gebyrer i biografbranchen, nemlig FFG-sagen [262], hvor en parafiskal støtte til filmproduktion blev anset for at være forenelig med traktaten og i overensstemmelse med EF-domstolens retspraksis på området, og den behandlede også en sag om statsstøtte til underholdningsproduktioner i Frankrig [263].

[262] N 261/2003 German Filmförderungsgesetz - FGG.

[263] N 463/2003.

4. Sektorstøtte

4.1 Skibsbygningsindustrien

505. Da det ikke lykkedes at nå til en mindelig aftale med Korea, besluttede EU at iværksætte en midlertidig defensiv ordning (Temporary Defensive Mechanism (TDM)) over for unfair konkurrence i skibsbygningsindustrien [264]. I overensstemmelse med TDM kan der ydes driftsstøtte, såfremt Kommissionen godkender det. Direkte støtte til aftaler om bygning af containerskibe samt produkt- og kemikalietankskibe anses for forenelig med fællesmarkedet. Ifald Kommissionen kan godkende medlemsstaternes ordninger, kan der godkendes støtte til skibsbygningsaftaler med en støtteintensitet på op til 6 % af aftalens værdi før støtte. Efter undersøgelserne havde bekræftet, at Fællesskabets industri havde lidt materiel skade af unfair koreansk praksis, blev også støtte til aftaler om bygning af tankskibe til flydende naturgas (LNG) godkendt [265].

[264] Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 af 27.6.2002.

[265] EFT L 252 af 4.10.2003, s. 18-22 (2003/691/EF).

506. TDM er en exceptionel og begrænset foranstaltning, som vanskeligt kunne foreslås ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt. Med hensyn til fortolkningen af TDM fremgår det klart af forordningen, at støtte kun kan godkendes i tilfælde, hvor der har været konkurrence om aftalen fra et koreansk skibsværft med et lavere bud. I praksis var det i vurderingen af medlemsstaternes ordninger vigtigt at fastlægge de nødvendige bevisformer, der kunne påvise konkurrence om aftaler. Kommissionen måtte skabe en balance mellem hensynet til at sikre opfyldelse af dette krav og hensynet til ikke at skabe så vanskelige vilkår, at TDM ikke kunne fungere i praksis. Kommissionen har hidtil godkendt TDM-ordninger for Danmark, Tyskland, Nederlandene og Frankrig.

507. Kommissionen godkendte den 16. december nye tyske garantiordninger for skibsfinansiering. Garantierne iværksættes i Tysklands fem delstater med kystadgang, nemlig Niedersachsen, Bremen, Hamburg, Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern.

508. Nyheden i ordningerne består i indførelsen af risikodifferentiering. Der vil blive opkrævet forskellige præmier for forskellige risici, der dækkes under garantien. Tyskland udformede et sofistikeret klassificeringssysstem med seks risikokategorier, hvorefter projekterne kunne opdeles efter deres respektive risici. Lavrisikoprojekter vil derfor kunne opnå lavere præmier i forhold til højrisikoprojekter. Højrisikoprojekter skal i fremtiden betale præmier, der står i forhold til den risiko, der forsikres.

509. Garantierne stilles for banklån, uanset långiver og dennes beliggenhed. Der kan stilles to former for garantier: såkaldte byggefinansieringsgarantier til at sikre præfinansiering af skibsbyggeriet, indtil skibet leveres af værftet, og såkaldte slutfinansieringsgarantier, dvs. garantier, der skal finansiere ejerens indkøb af det færdige skib.

510. Ordningerne blev godkendt indtil udgangen af 2006. Inden da vil Kommissionen nærmere undersøge det nye systems funktion i praksis i lyset af erfaringerne gennem de første tre år.

511. Kommissionen indledte den 30. april en formel undersøgelsesprocedure over for mulig statsstøtte i en italiensk garantifond for skibsbygningsindustrien [266]. Efter en foreløbig vurdering af ordningen - som endnu ikke er iværksat - kunne Kommissionen ikke udelukke, at ordningen indeholdt statsstøtteelementer. Navnlig nærede Kommissionen tvivl om, hvorvidt garantiordningen, der er oprettet af staten, og opkræver samme præmier fra alle brugere uafhængigt af det finansierede projekts individuelle risikoprofil (selv om der i sektoren er et marked, der er villig til at tilbyde sådanne garantier på grundlag af individuelle risikovurderinger), kan betragtes som værende overordnet selvfinansierende under hensyntagen til samtlige relevante omkostningselementer.

[266] N 371/2001.

512. Kommissionen vedtog den 27. maj to beslutninger i tilknytning til offentlige spanske skibsværfter [267]. I den ene beslutning udvidedes den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende mulig tildeling af yderligere omstruktureringsstøtte til disse skibsværfter. Kommissionen vil afklare, hvorvidt et beløb på 515 mio. EUR er blevet tildelt de offentlige værfter, der i dag ejes af IZAR-koncernen. Den mulige støtte blev tilsyneladende tildelt i form af kapitalindskud og lån. Det fremgik, at disse penge var tilvejebragt af det statslige holdingselskab Sociedad Estatal de Participationes Industriales (SEPI) i 1999 og 2000. Kommissionen nærede tvivl med hensyn til, om dette ikke udgjorde yderligere statsstøtte, som efter godkendelse af en omstruktureringspakke på 1 377 mio. EUR i 1997 ikke kunne være forenelig med EU's regler for statsstøtte til skibsbygningsindustrien.

[267] C 40/2000.

513. I den anden beslutning indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure over for kapitalindskud på ca. 1 500 mio. EUR fra SEPI til IZAR i årene 2000 til 2002 [268]. Kommissionen var betænkelig med hensyn til, om kapitalindskuddet fra SEPI til IZAR kunne give økonomiske fordele til den civile skibsbygningsindustri, som den næppe ville have kunnet opnå fra kommercielle kilder. Kapital til IZAR via SEPI eller enhver anden offentlig kilde kunne derfor udgøre uforenelig statsstøtte.

[268] C 38/2003.

4.2. Motorkøretøjsindustrien

514. Selv om rammebestemmelserne for motorkøretøjsindustrien udløb i 2002, blev sager anmeldt før udløbet vurderet i henhold til rammebestemmelserne også i 2003. Siden januar 2003 har motorkøretøjsindustrien være fuldt integreret i de nye multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter. Ifølge de nye enkle regler er projekter i motorkøretøjsindustrien berettiget til støtte på indtil 30 % af det maksimalt tilladte for hver region (i forhold til 100 % under de tidligere regler).

515. Kommissionen besluttede den 11. juni delvist at godkende regional investeringsstøtte til bilproducenten Volkswagens anlæg i Arazuri (Pamplona) [269]. Efter en grundig undersøgelse konkluderede Kommissionen, at kun en del af de 62 mio. EUR, som Spanien påtænkte at yde i støtte, var nødvendig for at gennemføre investeringen. I henhold til (de udløbne) rammebestemmelser for motorkøretøjsindustrien konkluderede Kommissionen, at den påtænkte støtte gik ud over det nødvendige for at kompensere for de meromkostninger, der var forbundet med at gennemføre projektet i Spanien, og reducerede således den tilladte støtte tilsvarende.

[269] C38/2002

516. Kommissionen besluttede den 23. juli at indlede den formelle undersøgelsesprocedure over for støtte til et beløb af 178 mio. EUR til en investering budgetteret til 219 mio. EUR for bilproducenten De Tomaso i Cutro (Calabrien i det sydlige Italien [270]). De Tomaso agter at investere i et anlæg til opførelse på en ubebygget grund i Cutro, som skal beskæftige ca. 800 medarbejdere i 2009 med fremstilling af luksussportsvogne og samling af firehjulstrukne køretøjer fremstillet af den russiske bilproducent UAZ. I åbningsskrivelsen udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt de italienske myndigheders cost/benefit-analyse fastslår Cutros faktiske meromkostninger sammenholdt med alternative placeringer af samme projekt. Kommissionen nærer især tvivl om rækkevidden af sammenligningen i cost/benefit-analysen og navnlig investeringerne til gennemførelse i Cutro, men ikke i forbindelse med de alternative placeringer.

[270] C 48/2003 ex N 778/2002.

517. Kommissionen indledte den 30. april den formelle undersøgelsesprocedure over for støtte til et beløb på 16 mio. GBP til en investering på 165 mio. GBP påtænkt af bilproducenten Peugeot på anlægget i Ryton i Det Forenede Kongerige [271]. Peugeot agter at foretage en investering med henblik på fremstilling af en model, der skal erstatte den nuværende model Peugeot 206. I åbningsskrivelsen udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt der er et levedygtigt alternativ til gennemførelsen af projektet i Ryton. Kommissionen udtrykte også tvivl om, hvorvidt de britiske myndigheders cost/benefit-analyse fastslår Rytons faktiske meromkostninger sammenholdt med alternative placeringer af samme projekt.

[271] C 30/2003.

4.3. Stål

518. Kommissionen vedtog den 15. oktober 2003 en endelig beslutning, hvorefter det belgiske statsejede selskab, Sogepas, erhvervelse af aktier for 9 mio. EUR i stålproducenten Carsid udgjorde statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

519. Af beslutningen fremgår det, at Kommissionen fandt, at en minoritetsaktionær som Sogepa, der opererer under sædvanlige markedsvilkår, ikke ville være villig til at finansiere en sådan transaktion, da forrentningen ikke kunne garanteres i lyset af de implicerede risici. I stedet ville Sogepas partnere, både direkte og indirekte, blive de største støttemodtagere. På denne baggrund antog Kommissionen det synspunkt, at Sogepas deltagelse i Carsid ville udgøre statsstøtte. Da Kommissionen anser statsstøtte til investering og omstrukturering i stålindustrien for at være uforenelig med fællesmarkedet, vedtog den en negativ beslutning.

520. Usinor Sacilor-koncernen havde i februar 2001 bekendtgjort den planlagte lukning af Cockerill Sambres varmvalseværk i Charleroi. Der blev derfor indledt forhandlinger mellem Usinor-Cockerill Sambre, Duferco-koncernen og Sogepa (der kontrolleredes af regionen Vallonien) først og fremmest med henblik på at etablere et joint venture til fremstilling af stålplader på Cockerill Sambres eksisterende værk i Charleroi og på et anlæg ejet af Duferco Clabecq (strengstøbning).

4.4 Telekommunikation

521. 2003 begyndte med intens aktivitet i GD COMP om statsstøtte i telefonisektoren. Dette førte til synlige resultater i to beslutninger, som Kommissionen vedtog i januar 2003, én vedrørende en privat tysk operatør, en anden vedrørende den etablerede tidligere franske monopoloperatør. I begge tilfælde måtte Kommissionen indlede den formelle undersøgelsesprocedure, da de oplysninger, som myndighederne tilvejebragte, ikke satte Kommissionen i stand til at udelukke enhver tvivl om foranstaltningernes forenelighed med det indre marked.

522. Kommissionen besluttede den 21. januar at godkende redningsstøtte for 50 mio. EUR til MobilCom AG og indledte sideløbende den formelle undersøgelsesprocedure over for de tyske myndigheders garanti for et yderligere lån på 112 mio. EUR [272]. Den tyske stat stillede den 19. september 2002 sikkerhed for et lån på 50 mio. EUR til MobilCom (den "første støtteforanstaltning"). Selve lånet var ydet af den statslige udviklingsbank KfW. Den tyske stat stillede den 20. november 2002 sikkerhed for et nyt lån på 112 mio. EUR (den "anden støtteforanstaltning"). Dette lån blev ydet af et konsortium af private og statsejede banker.

[272] EFT C 80/2003, NN 115/2002.

523. Det fremgik efter Kommissionens indledende undersøgelse, at MobilCom på tidspunktet for ydelsen af det første lån faktisk var i en dyb likviditetskrise, da selskabet ikke længere modtog finansiel støtte fra hovedaktionæren, France Télécom (FT). Kommissionen vurderede, at den første støtteforanstaltning kunne anses for redningsstøtte i henhold til Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder [273] (i det følgende benævnt "rammebestemmelser"). De tyske myndigheder tilvejebragte bevis for, at lånet på 50 mio. EUR faktisk var nødvendigt for at dække de løbende driftsudgifter for MobilCom, og de forpligtede sig til at fremlægge en omstruktureringsplan inden seks måneder fra datoen for Kommissionens godkendelse af redningslånet.

[273] EFT C 288/2 af 9.10.1999.

524. Med hensyn til den anden statsgaranti for lånet på 112 mio. EUR nærede Kommissionen alvorlig tvivl om muligheden for at betegne denne støtteforanstaltning som redningsstøtte. På grundlag af de tyske myndigheders oplysninger synes det at fremgå, at det andet lån blev anvendt ikke blot til at dække løbende udgifter, men også til finansiering af en række omstruktureringsforanstaltninger. Kommissionen havde imidlertid ikke fået forelagt nogen omstruktureringsplan, hvorfor den ikke havde de nødvendige oplysninger til at fastslå, om den anden støtteforanstaltning kunne anses som omstruktureringsstøtte som omhandlet i rammebestemmelserne.

525. Kommissionen kunne ikke tilslutte sig de tyske myndigheders argumentation for, at det drejede sig om én og samme redningsstøtte, og indledte derfor den formelle undersøgelsesprocedure over for den anden foranstaltning. De tyske myndigheder anmeldte den 15. marts til Kommissionen deres hensigt om at forlænge de to garantier til 2007. Kommissionen besluttede den 9. juli at udvide den formelle undersøgelsesprocedure til også at omfatte denne forlængelse. Kommissionen vurderede endvidere, at hvis MobilCom på kort sigt havde solgt aktiver, ville selskabet have kunnet tilbagebetale lånene. MobilCom solgte nemlig i september 2003 20 % af sin kapitaldeltagelse i operatøren Internet Freenet.de AG. Transaktionen satte MobilCom i stand til at tilbagebetale lånene, hvorefter garantierne automatisk blev annulleret. Kommissionen skal under den formelle undersøgelsesprocedure efterprøve foranstaltningernes eventuelle forenelighed med det indre marked, især i forhold til støttens nødvendighed.

526. Kommissionen besluttede den 30. januar at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for en påtænkt økonomisk støtte fra de franske myndigheder til France Télécom (FT), anmeldt den 3. december 2002 [274]. Proceduren omfatter ligeledes den ordning for kommunal erhvervsbeskatning, som FT er omfattet af, og som er blevet indklaget. Formålet er at sætte FT i stand til at kunne tilbagebetale kortfristet gæld gennem en rekapitalisering af FT, som skulle tegnes i samme forhold som henholdsvis statens og de private aktionærers nuværende deltagelse. Da de franske myndigheder ikke mente det muligt at gennemføre rekapitaliseringen af FT på kort sigt, fremskyndede de deres deltagelse i rekapitaliseringen med et aktionærforskud i form af en kreditlinie på maksimalt 9 mia. EUR gennem den statsejede institution, ERAP. De franske myndigheder præciserede, at aktionærforskuddet skulle forrentes på markedsvilkår. Kommissionen nærer tvivl med hensyn til projektet, da det efter al sandsynlighed vil give FT en fordel, der går udover markedsvilkårene, og da de franske myndigheders adfærd næppe svarer til en privat investors. De franske myndigheder synes således at erkende, at FT's økonomiske situation var så kritisk, at FT ikke før beskeden om aktionærforskuddet kunne skaffe sig adgang til kapital på markedet på rimelige vilkår. Da de franske myndigheder samtidig ikke har lagt skjul på, at kreditlinjen udgjorde en fremskyndelse af statens deltagelse i konsolideringen af FT's egenkapital, er det svært at se, hvordan de franske myndigheders deltagelse i rekapitaliseringen af FT skulle kunne anses for at svare til en privat investors. Undersøgelsesproceduren bør således vurdere, om kreditlinjen har sat FT i stand til på et tidligere tidspunkt end ellers at få adgang til obligationsmarkedet og dermed mulighed for at gennemføre rekapitaliseringen på bedre vilkår.

[274] EFT C 57/2003, NN 47/2002.

527. Efter offentliggørelsen og tilsyneladende udbetalingen af forskuddet og efter FT's ledelses fremlæggelse af en saneringsplan, har FT uden at trække på kreditlinjen kunnet skaffe sig adgang til obligationsmarkedet for første gang i 18 måneder og for betydelige beløb, ligesom FT har kunnet genforhandle løbetiden for en del af sin gæld. Det samme gælder rekapitaliseringen af operatøren, iværksat den 24. marts 2003 for et beløb på 15 mia. EUR med stor succes på markedet. Disse forskellige begivenheder har således fundet sted efter en investeringsbeslutning truffet af de franske myndigheder, som på tidspunktet for anmeldelsen ikke på nogen måde syntes sikre på markedets tillid og egen deltagelse i rekapitaliseringen, idet bankerne som forhåndsbetingelse havde krævet forudgående analyse af saneringsplanen og dennes første resultater. Endvidere kan forrentningen af forskuddet ikke udelukke tilstedeværelsen af en fordel, som selskabet ikke ville have haft efter markedsvilkårene.

528. Kommissionen bemærker ligeledes, at de franske myndigheder ikke i tilstrækkelig grad har kunnet påvise, at den investerede kapital ville blive forrentet på vilkår, der ville være acceptable for en privat investor. Dels er France Télécom en yderst gældstynget virksomhed, og de franske myndigheder har selv erkendt, at investeringen er usædvanlig, dels har de franske myndigheder ikke som bilag til anmeldelsen tilvejebragt hele saneringsplanen for FT og heller ikke tilstrækkelige elementer, der kunne påvise en acceptabel forrentning for en privat investor.

4.5. Offentlig radio- og tv-spredning

529. Kommissionen godkendte den 15. oktober 2003 [275] en række statslige finansieringsforanstaltninger til de offentlige tv-stationer, portugisiske RTP og italienske RAI, samt til de franske offentlige tv-stationer, France 2 og France 3 den 10. december 2003 [276]. Sagerne vedrører ad hoc-foranstaltninger med statslig finansiering til fordel for de offentlige tv-stationer efter liberaliseringen af tv-markedet i de pågældende lande i 90'erne. Ad hoc-finansieringen omfattede en række forskellige foranstaltninger, f.eks. kapitalindskud, gældsomlægning, driftsstøtte, skattefritagelser og ansvarlig lånekapital. Kommissionen fandt, at foranstaltningerne ikke medførte, at den samlede offentlige kompensationsbetaling gik videre end de nettomeromkostninger, der er forbundet med public service-tv. Endvidere kunne der i de italienske og franske sager ikke påvises nogen konkurrencefordrejning på kommercielle markedssegmenter (f.eks. reklamer).

[275] Financiamento de RTP pelo Estado, beslutning C (2003) 3526; Misure in favore della RAI, beslutning C (2003) 3528.

[276] Støtte til France 2 og France 3, beslutning C (2203) 4497.

530. Ad hoc-foranstaltningerne adskiller sig fra de sædvanlige finansieringsformer, som de pågældende medlemsstater havde indført inden EF-traktatens ikrafttræden. Finansieringen sker som regel gennem licensafgifter, der opkræves af indehaverne af radio- og tv-apparater eller årlige kompensationsbetalinger direkte over statens budget. GD COMP fandt, at i alle tre lande bør de anses for at være eksisterende støtte og behandles i overensstemmelse med den eksisterende statsstøtteprocedure. Vedrørende et fjerde land, Spanien, indledte Kommissionen ikke den formelle undersøgelsesprocedure over for nogen ad hoc-foranstaltninger og har derfor heller ikke truffet nogen beslutning. GD COMP fandt dog, at Spaniens sædvanlige finansieringsmekanisme - som den portugisiske, italienske og franske - kan betegnes som eksisterende støtte.

531. GD COMP fandt, at konkurrencen og et velfungerende indre marked fordrer, at licensafgiftsmekanismerne i de fire lande må ændres. Kommissionen foreslog derfor ændringer til de nationale myndigheder i Portugal, Italien, Frankrig og Spanien for at bringe mekanismerne i overensstemmelse med meddelelsen om anvendelse af statsstøttereglerne på public service-radio- og tv-virksomhed [277]. Initiativet sigter især på at sikre, at de offentlige finansieringssystemer indeholder klausuler, der sikrer mod overdreven kompensation og forpligter offentlige udbydere i at drive deres kommercielle aktiviteter i tråd med markedspriserne.

[277] Kommissionens meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på public service-radio- og tv-virksomhed, EFT C 320 af 15.11.2001, s. 5.

532. Kommissionen besluttede at indlede den formelle undersøgelsesprocedure over for statsfinansieringen af den danske tv-station TV2. Efter den indledende undersøgelse kunne Kommissionen konkludere, at den danske stat har overkompenseret TV2 for selskabets nettoomkostninger ved ydelsen af den offentlige tjeneste i undersøgelsesperioden (1995-2002). TV2 har to finansieringskilder, dvs. statsfinansiering samt kommercielle indtægter, navnlig fra reklamer. De foreliggende oplysninger synes at tyde på, at TV2 kan have anvendt overkompenseringen til krydssubsidiering af kommercielle transaktioner. Kommissionen erklærede derfor, at den som led i den dybdegående undersøgelse ville analysere TV2's prisfastsættelsesadfærd nærmere i forhold til konkurrenterne for at kunne vurdere, hvorvidt denne adfærd kan have fordrejet konkurrencen på reklamemarkedet.

533. De undersøgte finansieringsforanstaltninger omfatter midler fra licensafgifter, renter og afdragsfrie lån, statsgarantier for driftslån, en skattefritagelse samt en overførsel af midler fra TV2-fonden og Radiofonden. TV2 har også privilegeret adgang til en gratis transmissionsfrekvens med national dækning.

534. Kommissionen vurderer foranstaltningerne på grundlag af Kommissionens meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på public service-radio- og tv-virksomhed.

4.5.1 Ordning for kommunal erhvervsbeskatning

535. Den franske lov nr. 90-568 af 2. juli 1990 omhandler en dispensationsordning for France Télécom (FT) i forhold til de almindelige regler i skattelovgivningen. Der har været to på hinanden følgende ordninger: en overgangsordning fra den 1. januar 1991 til den 1. januar 1994, hvor FT ikke er underlagt kommunal erhvervsskat overhovedet, dernæst en endelig ordning fra og med 1994, hvorefter erhvervsskatterne opkræves efter regler, der fraviger sædvanlige franske forskrifter. Beskatningsgrundlaget er det, der er gældende for hovedsædet, hvorfor erhvervsskatten for France Télécom nedbringes i forhold til andre virksomheders, og den skattesats, der anvendes for France Télécom er forskellig fra satserne for de øvrige virksomheder. Særordningen for kommunal erhvervsbeskatning for France Télécom synes at opfylde kriterierne for at kunne betegnes som statsstøtte som defineret i traktaten. Ordningen synes at give en fordel til France Télécom, da selskabet skal betale et mindre beløb i erhvervsskat, end det normalt skulle have betalt efter de almindelige regler. Kommissionen nærer ligeledes alvorlig tvivl om en sådan eventuel støttes forenelighed med det indre marked. Da Kommissionens indledende undersøgelse ikke kunne fjerne denne tvivl, besluttede Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til traktaten over for de to pågældende aspekter.

5. Kul

536. Siden den 24. juli 2002 [278] finder nye regler anvendelse på statsstøtte til kulindustrien. For øjeblikket fortsætter fire medlemsstater med at producere kul i EU: Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Spanien. På grund af ugunstige geologiske forhold er de fleste EU-miner ikke konkurrencedygtige over for importeret kul.

[278] EFT L 205 af 2.08.2002, s. 1.

537. For Spaniens vedkommende godkendte Kommissionen støtte til private kulmineselskaber i Asturien med henblik på forskning og teknologisk udvikling, miljøbeskyttelse og uddannelse i minedrift [279] samt støtte i tilknytning til omstruktureringen af kulmineselskabet Hunosa [280]. Den formelle undersøgelsesprocedure blev imidlertid indledt over for forskellige støtteforanstaltninger til private kulmineselskaber i den selvstyrende region Castilla-León [281].

[279] Kommissionens beslutning af 21.1.2003, C(2003)244.

[280] Kommissionens beslutning af 19.2.2003, C(2003)526.

[281] Kommissionens beslutning af 19.2.2003, C(2003)525.

538. Kommissionen besluttede også på ny at indlede proceduren over for selskabet González y Diez S.A. for at erstatte beslutning 2002/827/EKSF af 2. juli 2002 med en ny beslutning [282]. Efter udløbet af EKSF-traktaten anses de nugældende proceduremæssige regler for at give større mulighed for at sikre medlemsstaternes, det pågældende selskabs og tredjemands rettigheder. Kommissionen afsluttede den 5. november proceduren og besluttede, at støtten, der blev godkendt for 1998 og 2000, ikke overholdt de gældende betingelser, og at støtten for 2001 kun delvist kunne godkendes [283].

[282] Kommissionens beslutning af 19.2.2003, C(2003)524.

[283] Kommissionens beslutning af 5.11.2003, C(2003)3910.

539. Kommissionen godkendte den 7. maj både omstruktureringsplan og støtte til den tyske kulindustri for 2003 [284].

[284] Kommissionens beslutning af 7.5.2003, C(2003)1295.

540. Kommissionen godkendte den 28. maj støtte til afskedigelsesgodtgørelser som følge af lukningen af Selby Complex ejet af UK Coal [285]. Kommissionen godkendte den 25. juni en støtteordning til dækning af initialinvesteringer til den britiske kulindustri for perioden 2003-2005 [286]. Ordningen er udformet, så den støtter kommercielt realistiske investeringsprojekter, der opretholder adgang til reserver i miner med en levedygtig fremtid og skaber beskæftigelse i socialt og økonomisk belastede områder.

[285] Kommissionens beslutning af 27.5.2003, C(2003)1668.

[286] Kommissionens beslutning af 24.6.2003, C(2003)1908.

6. Transport

6.1. Jernbanetransport

541. Kommissionen godkendte den 16. december en ny ordning for støtte til transport af intermodale containere i Det Forenede Kongerige [287]. Ordninger skal yde fortløbende støtte til intermodal containeraktiviteter, der for øjeblikket anvender jernbanetransport, i langfart og nærskibsfart ved at tildele et fast beløb for hver transporteret container. Støtteordningen skulle bidrage til at sikre vækst i sektoren og i indenlandsk intermodal fragt.

[287] N 464/2003 (UK) Company Neutral Revenue Scheme (CNRS), Kommissionens beslutning af 16.12.2003.

6.2. Kombineret transport

542. Kommissionen godkendte forskellige støtteordninger, der sigter på at fremme kombineret transport som alternativ til landevejstransport ved at kompensere for meromkostningerne [288]. Blandt disse var navnlig en fransk ordning [289], der omfatter alle kategorier af intermodal transport, og yder støtte i form af et fast beløb pr. intermodal transportenhed, der omlades, og en national italiensk rationaliseringsordning [290], der bl.a. yder støtte til selskaber, der i et vist mindsteomfang gør brug af toge til kombineret transport eller til transport af farligt gods.

[288] N 64/03 Italien (Trento) - Støtte til kombineret transport. Kommissionens beslutning af 1.10.2003, EFT C 284, s. 3.

[289] N 623/02 Kommissionens beslutning af 30.4.2003, EFT C 248, s. 3.

[290] N 810/02 Kommissionens beslutning af 10.12.2003, endnu ikke offentliggjort.

543. En af foranstaltningerne under denne italienske ordning er det fransk-italienske eksperiment med en rullende motorvej mellem Aiton og Orbassano (Lyon-Torino). Denne nye rute skal drives af AFA - Autoroute Ferroviaire Alpine (et selskab, hvor de største parter er SNCF og TRENITALIA [291]) fra 2003 til 2006. Det italienske bidrag til projektet udbetales under denne godkendte ordning, hvorimod den franske finansiering af forsøgsfasen blev godkendt med en anden beslutning vedtaget af Kommissionen [292].

[291] Godkendt af Kommissionen den 4.8.2003.

[292] NN 155/03 Kommissionens beslutning af 10.12.2003, endnu ikke offentliggjort.

544. Kommissionen afsluttede også to formelle undersøgelsesprocedurer, der havde givet anledning til tvivl om proportionaliteten af påtænkt støtte til to infrastrukturprojekter. Sagerne vedrørte bygning af mere kajplads og bedre godshandlingsfaciliteter ved Corparch Pier, nær Fort William (Skotland) [293] og opførelse af en containerterminal i Alkmaar (regionen Noord-Holland) for at fremme transport af husholdningsaffald ad de indre vandveje i stedet for ad landevej [294].

[293] C 62/2002 (ex N 221/2002) - Det Forenede Kongerige - Ad Hoc-støtte til CLYDEBoyd under Freight Facilities Grant-ordningen (FFG). Kommissionens beslutning af 5.2.2003.

[294] C 51/2002 (ex 840/01) - Nederlandene - Alkmaar containerterminal. Kommissionens beslutning af 24.6.2003, EFT L 327, s. 3.

545. Endelig indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure over for opstartsstøtte til udvikling af nye jernbane- og søtransporttjenester til og fra Friuli-Venizia Giulia, Italien [295].

[295] N 134/2001 - Italien (regionen Friuli-Venezia Giulia) Udkast til lov nr.106/1-A - "Støtte til etablering af infrastruktur og tjenester i godstransportsektoren med henblik på omstrukturering om landevejstransporten og udviklingen af kombineret transport". Kommissionens beslutning af 26.9.2003, EFT C 311/2003.

6.3. Landevejstransport

546. Kommissionen vedtog i januar en positivbeslutning vedrørende redningsstøtte til "ABX Logistics" [296], en enhed ejet af de belgiske jernbaner SNCB, som udøver integreret transportlogistik inden for landevejstransport, søtransport og luftfart samt kontraktlogistik. Kommissionen besluttede imidlertid at indlede den formelle undersøgelsesprocedure over for en omstruktureringsplan for samme selskab ("ABX Logistics") [297].

[296] N 769/02- Belgien- Redningsstøtte til tre enheder under ABX Logistics (F, D, NL). Kommissionens beslutning af 21.1.2003.

[297] NN 62/2003- Belgien - Omstrukturering af ABX Logistics. Kommissionens beslutning af 23.7.2003.

547. Hertil kommer, at Kommissionen indledte den formelle undersøgelsesprocedure over for en fejlagtig gennemførelse af en tidligere positivbeslutning, som Kommissionen havde vedtaget vedrørende omstruktureringen af selskabet "Sernam" [298], et datterselskab af de franske jernbaner SNCF, som udøver landevejstransport, jernbanetransport og spedition.

[298] NN 122/2000 - Frankrig «SERNAM 2: revision af omstruktureringsstøtte». Kommissionens beslutning af 30.4.2003.

548. Kommissionen gav den 5. marts de franske myndigheder grønt lys for indførelsen af en støtteordning, der skal begrænse emission af drivhusgasser i tilknytning til transportsektoren og transportaktiviteter. Den flerårige ordning [299], der forestås af Agence française de l'Environnement et de la Maîtrise de l'Energie (Ademe) er i overensstemmelse med målsætningerne om bæredygtig udvikling og de forpligtelser, EU har indgået inden for rammerne af Kyoto-protokollen.

[299] N 353/2001- Franlkrig - Støtteordning for ADEME inden for transport.

549. Kommissionen godkendte ligeledes, at regionen Piemonte [300], i Italien, kan tilbagebetale indtil højst 40 % af de vejafgifter, som lastbiler over 7,5 tons, der nødvendigvis skal bruge motorvejen A 26, skal betale efter forbuddet mod brug af landevejen ved Lago Maggioro i tidsrummet juni til september 2003.

[300] C 11/2002 (ex N 382/2001)- Italien. Kommissionens beslutning af 9.7.2003.

550. Kommissionen besluttede den 23. juli at indlede den formelle undersøgelsesprocedure over for en kompenserende foranstaltning, som de tyske myndigheder påtænker at iværksætte efter at have indført et nyt vejafgiftssystem for tunge godskøretøjers benyttelse af de tyske motorveje [301]. Den kompenserende foranstaltning består i tilbagebetaling af højst 2,6 cents/km mod dokumentation for 8,6 cents i punktafgifter på brændstof indkøbt i Tyskland. Kommissionen nærede nogen tvivl om den kompenserende foranstaltnings forenelighed med statsstøttereglerne og EF-retten, navnlig direktiv 1999/62/EF ("vægtafgiftsdirektivet").

[301] C 54/03 (ex N 194/2002) - Tyskland - Kompensering ledsaget af indførelsen af en kilometerbaseret motorvejsafgift for tunge godskøretøjer. Kommissionens beslutning af 13.7.2003, EFT C/2002/2003 af 27.8.2003, s.5.

551. Passagerer: Kommissionen besluttede den 19. februar ikke at rejse indsigelse over for et tilskud (12 mio. GBP - 18,7 mio. EUR - årligt), som den britiske regering påtænker at yde til langdistance busselskaber på betingelse af, at de tilbyder billetter til halv pris for ældre og handicappede passagerer [302]. Tilskuddet skal kompensere for de meromkostninger, der er forbundet med indførelsen af disse billetter til halv pris. Kommissionen fandt, at ordningen sigter på at opfylde en vigtig målsætning, der kan betegnes som en public service.

[302] N 588/02 - UK- BSO tilskud til langdistancerutefart. Kommissionens beslutning af 19.2.2003.

6.4. Søtransport

552. Kommissionen besluttede den 4. februar ikke at rejse indsigelse over for en støtteordning for Frizonen Madeira for tidsrummet 2003-2006 [303], hvorefter registrerede shippingselskaber, oprettet mellem 1.1.2003 og 31.12.2003, navnlig kan opnå en lempelse af selskabsskatten på 1 % i 2003-2004, 2 % i 2005-2006 og 3 % i 2007-2011.

[303] N 222/B/02 - Portugal - Kommissionens beslutning af 4.2.2003, EFT C 148 af 25.6.2003, s. 7.

553. Kommissionen godkendte den 19. marts for ti år, bortset fra enkelte bestemmer [304], en pakke med skatteforanstaltninger til den belgiske søtransportsektor. Pakken indeholder især en ordning for påligning af et fast skattebeløb for de belgiske shippingvirksomheder, som tilfældet er i de fleste andre medlemsstater, der har en handelsflåde. Samtlige foranstaltninger, der er godkendt af Kommissionen, bidrager til en styrkelse af den belgiske flådes konkurrencedygtighed over for konkurrence fra tredjelande.

[304] C 20/2003 (ex- N 433/2002) - Belgien - positivbeslutning og åbningsskrivelse - Fiskale foranstaltninger til søtransport, 19.3.2003.

554. Kommissionen godkendte den 13. maj en ordning for fast beskatning af franske søtransportselskaber [305]. Frankrig bliver hermed den 10. medlemsstat, der indfører en sådan fast beskatning efter Grækenland (ordning indført før tiltrædelsen), Nederlandene, Danmark, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Spanien, Finland, Irland og Belgien.

[305] N 737/2002 - Frankrig - Ordning for fast beskatning på grundlag af tonnage til søtransportselskaber, 13.5.2003.

555. Kommissionen gav den 9. juli et betinget grønt lys til rekapitaliseringen af Société Nationale maritime Corse Méditerranée (SNCM) [306] for kun 66 mio. EUR, selv om de franske myndigheder oprindeligt havde påtænkt at yde 76 mio. EUR til dette statsejede rederi. Kommissionen krævede bl.a., at SNCM under hele omstruktureringsforløbet begrænser det samlede antal fartøjer samt antallet af ture på ruterne mellem Nice/Toulon og Korsika, afholder sig fra at reklamere for markedets laveste priser og øger sit eget bidrag til omstruktureringsplanen ved at afstå ikke-strategiske kapitaldeltagelser.

[306] C 58/2002 - Frankrig - SNCM - Omstruktureringsstøtte, endelig beslutning af 9.7.2003.

556. Kommissionen godkendte tillige en forlængelse af en støtteordning for uddannelsesstøtte [307], indført i 1999 i Tyskland samt forskellige ordninger, der skal lette arbejdsgiverbidragene for rederierne [308].

[307] NN 126/2003 - Tyskland - Direktiv for fremme af tysk shipping af 5.5.2003 (finansielle bidrag for 2003), Kommissionens beslutning af 1.10.2003.

[308] N 19/2003 - Italien - Forlængelse af en ordning for at lette arbejdsgiverbidragene for shippingbranchen, Kommissionens beslutning af 11.3.2003, NN 135/2003 - Tyskland - Direktiv om reduktion af arbejdsgiverbidragene for den tyske shippingbranche, Kommissionens beslutning af 26.11.2003.

6.5. Luftfart

557. Kommissionen videreførte i 2003 sin politik fastlagt i sin meddelelse fra 10. oktober 2001 om følgerne for luftfarten af attentaterne i USA [309]. Kommissionen understregede i denne meddelelse, at hvis situationen med utilstrækkelig forsikringsdækning skulle vare ved, ville medlemsstaterne kunne beslutte fortsat at yde en yderligere forsikringsgaranti eller direkte dække risikoen selv. Denne mulighed for national indgriben blev således forlænget til den 31. oktober 2002 [310]. I meddelelsen havde Kommissionen også fastlagt de betingelser, hvorunder den ville anse medlemsstaternes foranstaltninger på dette forsikringsområde som forenelig med traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Denne bestemmelse fastlægger nemlig, at medlemsstaterne kan yde "støtte, hvis formål er at råde bod på de skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder". Kommissionen har derfor undersøgt de foranstaltninger, som 13 medlemsstater har anmeldt til den, på grundlag af denne artikel [311].

[309] KOM (2001) 574.

[310] Meddelelse af 2.7.2002, KOM (2002) 320 final.

[311] Tyskland: NN 125/2002, beslutning af 20.8.2003, EFT C 230 af 26.9.2003. Østrig: NN 124/2002, beslutning af 20.8.2003, EFT C 230 af 26.9.2003. Belgien: NN 52/2002, beslutning af 20.8.2003, EFT C 230 af 26.9.2003. Danmark: NN171/2002, beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Spanien: NN 169/2001, beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Finland: NN 55/2003, beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Frankrig : NN 19/2002 beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Grækenland: NN 145/2001, beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Irland : NN 32/2002, beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Nederlandene : NN 47/2003, beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Portugal : NN 173/2001, beslutning af 20.8.2003, EFT C 230 af 26.9.2003. Det Forenede Kongerige: NN 123/2002 beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 2.9.2003. Sverige : NN 168/2002, beslutning af 9.7.2003, EFT C 206 af 9.2003.

558. Kommissionen godkendte også nye kompensationsordninger indført af flere medlemsstater for luftfartsselskabernes tab forårsaget af lukningen af visse dele af luftrummet mellem den 11. og den 14. september 2001. Kommissionen vurderede imidlertid, at et vist antal kriterier, fastlagt i meddelelsen, skulle være opfyldt, for at støtten kunne godkendes.

559. I denne henseende godkendte Kommissionen ordningerne indført af Irland og Nederlandene [312] og vedtog en delvis positivbeslutning for den ordning, som Østrig havde anmeldt [313]. For så vidt angår den græske ordning vedtog Kommissionen den 27. maj at indlede den formelle undersøgelsesprocedure over for omkostningskompensation for perioden efter den 14. september 2001 eller for luftrum, der ikke havde været lukket for trafik [314]. Endelig besluttede Kommissionen, at den midlertidige kompensering for ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger pålagt luftfartssektoren i Frankrig som følge af attentaterne ikke udgjorde statsstøtte [315].

[312] Irland: NN 38/2002, beslutning af 13.5.2003, EFT C 148 af 25.6.2003, s. 7, Nederlandene: NN 39/2002, beslutning af 14.9.2003, endnuikke offentliggjort.

[313] Østrig: C 65/2002 (ex N 262/2002), EFT L 222 af 5.9.2003, s.33.

[314] C 39/2003 (ex NN 119/2002), EFT C 199 af 23.8.2003, s.3.

[315] Frankrig: N 309/2002, beslutning af 19.3.2003, EFT C 148 af 25.6.2003, s.7.

560. Stadig i tilknytning til følgerne af 11. september 2001 og efter godkendelsen af redningsstøtte ved udgangen af 2001 [316] godkendte Kommissionen omstruktureringsstøtte [317] anmeldt af Tyskland til charterselskabet LTU (Lufttransport Unternehmen GmbH). Denne støtte sætter selskabet i stand til at bidrage til den omstruktureringsplan, der skal genetablere rentabiliteten fra og med 2004.

[316] N 723/01 beslutning af 20.12.2001.

[317] N 428/2002, EFT C 148 af 5.6.2003, beslutning af 19.3.2003 på grundlag af Kommissionens meddelelse om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 og EØS-aftalens artikel 61 på statsstøtte i luftfartssektoren, punkt 27, EFT 350 af 10.12.1994 og Kommissionens rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, EFT C 288 af 9.10.1999.

561. Kommissionen havde den 21. januar indledt den formelle undersøgelsesprocedure over for franske foranstaltninger for uanmeldt redningsstøtte og omstruktureringsstøtte til luftfartsselskabet Air Lib [318], som også omfattede en forlængelse af allerede tildelte lån, yderligere lån og garantier samt lempelse af afgifter. Det lykkedes aldrig at få genoprettet selskabet, hvorefter det blev erklæret konkurs af de franske domstole den 17. februar 2003.

[318] Frankrig: C 3/2003 (ex NN 42/2002), EFT C 88 af 11.4.2003, s. 2.

562. Kommissionen godkendte den 5. marts [319] en midlertidig social støtteordning, hvorved visse passagerkategorier kan opnå billetter til reduceret pris på luftruterne mellem Paris (Orly) og fire lufthavne på Korsika [320].

[319] N 309/2002, EFT C 110 af 8.5.2003.

[320] Ajaccio, Bastia, Calvi og Figari.

563. Kommissionen godkendte tillige en række støtteforanstaltninger til erstatning og nyekvipering af fly, der benyttes på regionale ruter [321]. Foranstaltningerne indgår i en generel ordning for investeringsfremme i de franske oversøiske departementer (Guyane, Réunion, Martinique, Guadeloupe). Kommissionen godkendte således en fransk ordning for lempelse af arbejdsgiverbidragene inden for visse erhverv udøvet i de oversøiske departementer [322]. Ordningen fritager især foretagender etableret i de oversøiske departementer fra betalingen af arbejdsgiverbidrag inden for luftfart, søtransport og transport ad de indre vandveje.

[321] Støtte til Caraïbes Air Transport (CAT), EFT C 196 af 20.8.2003, beslutning af 2.4.2003, Støtte til Air Caraïbes (ex-CAT), N 474/2003 - Frankrig - Oversøisk investeringsprogram 2003 - Luftfartsselskabet Air Caraïbes, beslutning af 16.12.2003, støtte til Air Austral, N 427/2003 - Frankrig - Oversøisk investeringsprogram 2003 - Luftfartsselskabet Air Austral, beslutning af 16.12.2003.

[322] N 96a/2003 - Frankrig - Rammelov for de oversøiske departementer og territorier - Afsnit I: beskæftigelsesfremme, beslutning af 10.12.2003.

564. Endeligt offentliggjordes den formelle undersøgelsesprocedure, som Kommissionen besluttede at indlede den 11. december 2002 over for fordele tildelt luftfartsselskabet Ryanair i forbindelse med etableringen af selskabets vigtigste base i Kontinentaleuropa i Charleroi i 2001 [323]. Fordelene tildeles af regionen Vallonien (ugennemsigtig og diskriminerende lempelse af lufthavnsafgifter) og af lufthavnsadministrationen, som er en offentligt ejet virksomhed, der kontrolleres af de regionale myndigheder (tilskud til åbning af nye ruter, betaling af hotelovernatninger for personalet, betaling af reklame- og marketingsudgifter osv.). Undersøgelsen er i gang.

[323] Belgien: C 76/2002 (ex NN 122/2002), EFT C 18 af 25.1.2003, s. 3.

7. Landbrug

7.1. Kommissionens forordning om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter

565. Kommissionen vedtog den 23. december 2003 en ny forordning [324] om gruppefritagelse indtil visse støttelofter for landbrugere eller virksomheder, der forarbejder eller afsætter landbrugsprodukter. Medlemsstaterne skal ikke længere forhåndsanmelde sådanne med henblik på Kommissionens godkendelse. Den nye forordning skal anvendes indtil udgangen af 2006.

[324] Kommissionens forordning (EF) nr. 1/2004 af 23.12.2003 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, EFT L 1 af 3.1.2004.

566. Forordningen vedrører statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (SMV) i landbrugssektoren. I betragtning af definitionen på SMV (højst 250 ansatte, 40 mio. EUR i omsætning eller en balance på 27 mio. EUR) falder næsten alle bedrifter eller virksomheder i landbruget ind under bestemmelserne.

567. Kommissionen indfører tillige en ny gennemsigtighedsstandard: en oversigt over godkendt statsstøtte fordelt på hver medlemsstat offentliggøres på internettet fem dage inden støtteudbetalingens start. Hver landbruger og andre interesserede parter får således adgang til samtlige oplysninger om samtlige statsstøtteforanstaltninger under gruppefritagelsen. Foranstaltningen skal effektivt sikre gennemsigtighed og "benchmarking" og samtidigt undgå Kommissionens tidligere tunge anmeldelses- og godkendelsesprocedure.

568. Følgende støtte falder ind under forordningen og fritages således for anmeldelse til Kommissionen, såfremt forordningens betingelser er opfyldt:

* investeringsstøtte på indtil 40 % for landbrugere og 50 % i ugunstigt stillede områder, med en forhøjelse på yderligere 10 % for unge landbrugere. Støtten er ikke begrænset til specifikke landbrugsprodukter. Landbrugerne kan frit vælge investeringssektor, når blot afsætningsmulighederne er tilstrækkelige. Støtte i forbindelse med en forhøjelse af produktionskapacitet fritages med indtil 20 % udtrykt i dyreenheder eller dyrkningsareal. Støtte på indtil 60 % - endog 75 % i ugunstigt stillede områder - kan ydes til omkostninger i forbindelse med investeringer i miljøbeskyttelse eller -forbedringer, forbedring af hygiejnevilkårene for dyreforarbejdning eller husdyrbrug, i den udstrækning investeringerne går videre end EU's mindstekrav. Sådan støtte kan øremærkes til specifikke produkter.

* der kan ydes støtte på indtil 100 % til omkostninger til bevarelse af traditionelle landskaber og bygninger, og sådanne kan indbefatte en rimelig kompensation for det arbejde, som er udført af landbrugeren selv eller af hans medhjælpere inden for en grænse på 10 000 EUR om året.

* der kan ydes støtte til flytning af landbrugsbygninger, hvis støtten er i offentlighedens interesse.

* der kan ydes investeringsstøtte på indtil 40 % til virksomheder aktive inden for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, i mål 1-områder på indtil 50 %. Støtten er ikke begrænset til specifikke landbrugsprodukter. Således vil en støtteordning, der udelukkende finder anvendelse på f.eks. mejeriaktiviteter, ikke være omfattet af forordningen. Virksomhederne kan frit vælge investeringssektor, når blot afsætningsmulighederne er tilstrækkelige.

* der kan ydes støtte på indtil 30 000 EUR til unge landbrugeres etablering.

* der kan ydes støtte til førtidspensionering, blot skal der være tale om et vedvarende og endeligt ophør med erhvervslandbrug.

* der kan ydes igangsætningsstøtte til producentsammenslutninger eller foreninger af producentsammenslutninger, hvis blot det samlede støttebeløb ikke overstiger 100 000 EUR, og støtten er degressiv over fem år (100 % i igangsætningsstøtte i første år med en nedsættelse på mindst 20 % for hvert af de efterfølgende år).

* der kan ydes støtte til betaling af forsikringspræmier med indtil 80 % af udgifterne til præmier, der dækker tab som følge af ugunstige vejrforhold, som kan henregnes under naturkatastrofer. Denne sats nedsættes til 50 %, når forsikringen dækker andre tab som følge af vejrforhold og/eller som følge af dyre- eller plantesygdomme.

* støtte på indtil 100 % kan fritages fra anmeldelse, hvis den ydes for og er begrænset til advokatsalærer og administrationsomkostninger ved jordfordeling.

* der kan ydes støtte på indtil 100 000 EUR pr. støttemodtager over en periode på tre år til fremme af produktion og afsætning af kvalitetslandbrugsprodukter. Der kan ydes tilskud til udgifterne til markedsundersøgelser og lignende, til udgifterne til indførelse af kvalitetssikringsordninger, til uddannelsesudgifter med henblik på anvendelsen af disse ordninger, til udgifterne til afgifter, som opkræves ved den første certificering af kvalitetssikringssystemer og lignende systemer, og til udgifter til kontrolforanstaltninger, der udføres af tredjemand.

* der kan ydes støtte på op til 100 000 EUR pr. støttemodtager over en periode på tre år til faglig bistand i landbrugssektoren og navnlig til undervisning og uddannelse af landbrugere og landbrugsmedhjælpere, til visse tjenesteydelser som afløsere for landbrugeren, samt til udgifter til deltagelse i konkurrencer, udstillinger og messer og til tilrettelæggelse heraf.

* der kan ydes støtte til husdyrsektoren med op til 100 % af administrationsomkostninger, der direkte vedrører oprettelse og føring af stambøger, med op til 70 % til udgifter til undersøgelser, der foretages af eller på vegne af tredjemand, til bestemmelse af husdyrs genetiske kvalitet eller ydelse, med op til 40 % til investeringer i avlscentre og ved indførelse på bedriftsplan af nyskabende avlsteknikker eller -praksis, og med op til 100 % af udgifterne til TSE-tester, dog højst 40 EUR pr. test af kvæg, der slagtes til konsum.

7.2. Udkast til forordning om "de minimis-støtte" til landbrug og fiskeri

569. Kommissionen vedtog den 23. december 2003 et udkast til forordning om "de minimis-støtte" for landbrug og fiskeri. Den fremtidige forordning vil få til virkning for en treårig periode at ophæve forpligtelsen til forhåndsanmeldelse af national støtte på op til 3 000 EUR pr. landbruger eller fisker. For at hindre storstilede støtteaktioner, skal de medlemsstater, der yder støtten, overholde et loft, der overordnet svarer til ca. 0,3 % af deres produktion inden for landbrug eller fiskeri.

570. Medlemsstaterne vil kunne tildele støtte, der opfylder samtlige betingelser i forordningen uden Kommissionens forhåndsgodkendelse, men medlemsstaterne skal registrere oplysningerne herom og bekræfte, at de to lofter er overholdt. Udkastet skal nu ud i en omfattende høring både blandt medlemsstaterne og berørte tredjeparter. Kommissionen planlægger at iværksætte forordningen ved udgangen af 2004.

7.3. Udviklinger i anvendelsen af de nye rammebestemmelser

7.3.1. Salgsfremstød og reklame

571. Kommissionen havde i 2003 lejlighed til at behandle mange sager om statsstøtte til salgsfremstød og reklame for landbrugsprodukter. Kommissionens vurdering og stillingtagen har sat den i stand til at udarbejde en vis praksis i anvendelsen af de nye rammebestemmelser for statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter. Helt konkret har de vedtagne beslutninger gjort det muligt, at

(a) præcisere visse begreber i rammebestemmelser og navnlig begreberne salgsfremstød og reklame [325]

[325] NN 44/03 (ex- N 6/03) og N 389/03 Italien (Toscana)"Toscana promozione", N 853/01 Spanien, N 727/02 Spanien (Madrid), N 829/01 Tyskland (Sachsen), NN 166/02 og N 10/03 Italien (Mantova), N 145/02 Italien (Piemonte), N 434/02 Italien (Bolognias Handelskammer), N 418/01 Italien (Veneto).

(b) tage stilling til støtte i forbindelse med de mange oprindelseskvalitetsmærker [326]

[326] N 525/02 Tyskland (Baden Wüttemberg) "Biolabel B W".

(c) opstille en mere eller mindre udtømmende liste over støtteberettigede omkostninger ved salgsfremstød og reklame [327]

[327] NN 44/03 (ex- N 6/03) Italien (Toscana), NN 150/02 (ex-109/02) Italien (Toscana).

(d) præcisere begrebet "kvalitet" [328]

[328] N 260 A/02 Tyskland (Hessen), støtte 200/03 Tyskland (Niedersachsen), N 368/03 Tyskland (Sachsen), støtte 442/02 Tyskland (Nordrhein-Westfalen) "Salgsfremstød", N 541/ 02 Tyskland (Baden Wüttemberg), N 716/2002 UK (Wales) "Meat quality advertising scheme", N 166/02 Frankrig "reklame for kvalitetsvin".

(e) tage stilling til 100 %-finansiering af støtte til reklame uden for EU [329].

[329] N 166/02 Frankrig "reklame for kvalitetsvin", N 658/02 UK "Food from Britain".

7.3.2. TSE og BSE

572. Siden ikrafttrædelsen af rammebestemmelserne for statsstøtte i forbindelse med TSE-test, døde dyr og slagteriaffald [330] har Kommissionen på grundlag af sin stillingtagen i forbindelse med de mange anmeldelser kunnet etablere en vis praksis og præcisere sine synspunkter på området.

[330] EF-rammebestemmelser for statsstøtte i forbindelse med TSE-test, døde dyr og slagteriaffald, EFT C 324 af 24.12.2002.

573. I 2003 tog Kommissionen stilling til fortolkningen af visse punkter i rammebestemmelserne i behandlingen af følgende sager:

* Støtte nr. N 256/03 Tyskland (Baden-Württemberg)-"Kompensering til slagterier, der destruerer BSE-smittede dyrekroppe"

* Støtte nr. NN 21/02 (ex-N 730/01) Spanien-"Foranstaltninger mod BSE"

* Støtte nr. 150/02 Tyskland (Bayern) -"Støtte til hurtig BSE-testning"

* Støtte nr. N 371/03 Tyskland ( Sachsen) "Udgifter til BSE-tests"

* Støtte nr. N 129/03 Spanien (Navarra) -"Udgifter til BSE-tests"

* Støtte nr. N 268/03 Italien - (Piemonte) "Konsortium for bortskaffelse af slagteriaffald"

* Støtte nr. N 164/03 Sverige "TSE og BSE testomkostninger"

* Støtte nr. NN 48/2003 (ex N 157/2003) Belgien (Vallonien)-"Forvaltning af fjernelsen og destrueringen af dyrekroppe fra bedrifter i regionen Vallonien".

7.3.3. Tørke

574. Den tørke, der i året ramte visse medlemsstater, fordrede, at der blev truffet hasteforanstaltninger både på fællesskabsplan og nationalt plan for at kompensere for de betydelige tab, som landbrugssektoren led.

575. Ud over vedtagelsen af fællesskabsforanstaltninger skulle Kommissionen i denne sammenhæng vurdere en række støtteordninger [331] og erindre om sin politik på området.

[331] Støtte N 436/03 Tyskland- "Støtte til kompensation for tørkeskader", støtte N 398/2003 Østrig- "Støtte til indkøb af foder og fodererstatning", støtte N 661/01 Italien (Sardinien)- "Tørkekompensation, oliven", støtte N 353/02 Grækenland- "Kompensation for dårligt vejr".

576. Når Kommissionen vurderer støtteordninger, der kompenserer landbrugere for tab lidt under dårlige vejrforhold, anvender den punkt 11.3 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren [332]. Det hedder i punkt 11.3.1 i rammebestemmelserne, at ugunstige vejrforhold, såsom frost, haglbyger, is, regn eller tørke, ikke i sig selv kan betragtes som naturkatastrofer i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b). På grund af den skade, som sådanne begivenheder kan forårsage på landbrugsproduktionen eller produktionsmidlerne i landbruget, har Kommissionen dog accepteret, at sådanne begivenheder kan henregnes under naturkatastrofer, når skadeniveauet når op på en vis tærskel, som er blevet fastsat til 20 % af normal produktion i ugunstigt stillede områder og 30 % i andre områder.

[332] EFT C 232 af 12.8.2000, s. 19.

7.4. Overordnet arbejdsbyrde

577. Kommissionen modtog 268 anmeldelser af påtænkte statsstøtteforanstaltninger til landbruget og den agroindustrielle sektor. Kommissionen påbegyndte også undersøgelsen af 29 støtteforanstaltninger, som ikke var blevet anmeldt i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Der blev hverken påbegyndt eller afsluttet nogen undersøgelser af eksisterende støtteordninger efter artikel 88, stk. 1. Samlet rejste Kommissionen ikke indsigelse over for 269 foranstaltninger. Flere af disse foranstaltninger blev godkendt efter, at den pågældende medlemsstat enten ændrede dem eller forpligtede sig til at ændre dem for at bringe dem i overensstemmelse med Fællesskabets statsstøtteregler. Kommissionen indledte proceduren efter artikel 88, stk. 2, over for 9 sager, hvor foranstaltninger rejste alvorlig tvivl om foreneligheden med fællesmarkedet. Kommissionen afsluttede proceduren efter artikel 88, stk. 2, over for 6 sager ved i 4 af dem at vedtage en endelig negativ beslutning. I samtlige sager, hvor der blev vedtaget en negativ beslutning, og statsstøtten allerede var blevet tildelt af den pågældende medlemsstat, påbød Kommissionen request of repayment af al udbetalt støtte.

8. Fiskeri

8.1. Oversigt

578. Fiskeriet er en sektor, hvor der er omfattende offentlig indgriben, på fællesskabsplan såvel som nationalt, på grund af sektorens sociale og økonomiske karakter.

579. Med henvisning til Retningslinjer for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri og akvakultur [333] vurderede Kommissionen en række nationale foranstaltninger til fiskerisektoren med hensyn til deres forenelighed med fællesskabsretten.

[333] EFT C 19 af 20.1.2001, s. 7

580. Kommissionen agter at revidere reglerne om statsstøtte til fiskeriet. I denne henseende vedtog Kommissionen den 9. juli 2003 et udkast til "Kommissionens forordning om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med fremstilling, forarbejdning og afsætning af fiskeriprodukter". I udkastet til forordning fastsættes det princip, at et stort antal statsstøtteforanstaltninger til fiskeriet ikke længere bør anmeldes til Kommissionen forud for tildelingen, forudsat at støtten overholder reglerne i forordningen.

581. Udkastet til forordning har været drøftet med medlemsstaterne på et møde i Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte den 22. oktober 2003. Udkastet blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 4. november 2003 med henblik på høring [334]. Teksten vil igen blive drøftet på et møde med medlemsstater, og dernæst endeligt vedtaget af Kommissionen med planlagt ikrafttræden inden sommeren 2004.

[334] EFT C 265 af 4.11.2003, s. 17.

582. Statsstøtte til fiskeri, der ikke falder ind under gruppefritagelsesforordningen, vil stadig skulle anmeldes til Kommissionen. Sådan støtte vil blive genstand for nye rammebestemmelser for statsstøtte til fiskeri, for øjeblikket under udarbejdelse med henblik på ikrafttræden på samme tidspunkt som gruppefritagelsesforordningen.

583. Fiskerisektoren vil også blive omfattet af Kommissionens forordning om "de minimis-støtte" for landbrug og fiskeri. Et udkast til denne forordning blev vedtaget af Kommissionen den 10. december 2003. I henhold til udkastet skal støtte på op til 3 000 EUR pr. fiskerivirksomhed ikke længere anmeldes til Kommissionen, forudsat at det samlede støttebeløb ikke overstiger 0,3 % af medlemsstatens samlede fiskeriproduktion. Dette udkast til forordning vil blive drøftet med medlemsstaterne i løbet af 2004 og forventes at kunne træde i kraft i begyndelsen af 2005.

8.2. Sager

584. Kommissionen afsluttede med to negative beslutninger den 3. juni 2003 undersøgelsen af to britiske støtteordninger, hvor en regionale myndighed i det nordlige Skotland i en sag (Orkney), og et selskab kontrolleret af en regional myndighed, også i det nordlige Skotland, i en anden sag (Shetland), opkøbte fiskekvoter, som derefter udlejedes til fiskere i de to øsamfund.

585. Kommissionen fik kendskab til de to ordninger i et brev fra et medlem af Europa-Parlamentet valgt i en anden valgkreds i Det Forenede Kongerige.

586. Efter en grundig gennemgang af ordningerne fandt Kommissionen, at de fire kriterier for, hvorvidt det drejer sig om statsstøtte, alle var opfyldt, nemlig fordel til støttemodtagerne, dvs. fiskerne, tilstedeværelsen af statsmidler, fordrejning eller trussel om fordrejning af konkurrencen og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

587. Kommissionen påbød imidlertid ikke støtten tilbagesøgt. Den vurderede, at de midler, der var anvendt under støtteordninger, havde samme oprindelse som midler, der af Kommissionen blev anset for at være private midler på strukturfondsområdet. Selv om der ikke nødvendigvis er en forbindelse med strukturfonde og statsstøtte, kunne de regionale myndigheder have en berettiget forventning om, at de midler også kunne anses som private midler på statsstøtteområdet.

D - Procedurer

1. Eksisterende støtte i de nye medlemsstater

588. Tiltrædelsestraktaten bestemmer, at følgende støtteforanstaltninger skal anses som eksisterende støtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 88, stk. 1, fra datoen for tiltrædelsen:

a) støtteforanstaltninger iværksat inden den 10. december 1994

b) støtteforanstaltninger opstillet i et tillæg til tiltrædelsestraktaten (den såkaldte "traktatliste")

c) støtteforanstaltninger, der forud for tiltrædelsesdatoen havde været undersøgt af den nye medlemsstats statsstøttemyndighed og fundet forenelig med regelværket, og hvorom Kommissionen ikke rejste indsigelse på grund af alvorlig tvivl om foreneligheden af foranstaltningen med fællesmarkedet (den såkaldte "interim-procedure").

589. Samtlige foranstaltninger, der udgør statsstøtte, og som ikke opfylder ovennævnte betingelser, anses som ny støtte efter tiltrædelsen, for så vidt angår anvendelsen af EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

590. De nye medlemsstater har i løbet af 2003 over for Kommissionen fremlagt 171 foranstaltninger under interim-mekanismen, hvoraf 76 blev foreslået anset som eksisterende støtte. De øvrige 95 foranstaltninger er fortsat til vurdering. I forbindelse med denne mekanisme lægger Kommissionen vægt på en fuld undersøgelse af foreneligheden af de mest komplekse og beløbsmæssigt største støtteforanstaltninger samt de støtteforanstaltninger, der sandsynligvis vil få størst/længstvarende virkning for konkurrencen efter tiltrædelsen, såsom støttesager i banksektoren i Den Tjekkiske Republik og i Ungarn samt sager om strandede omkostninger i energisektoren i Polen. Det er første gang, interim-mekanismen er anvendt for de tiltrædende lande. Ved tidligere tiltrædelser blev samtlige foranstaltninger iværksat af de tiltrædende lande inden selve tiltrædelsesdatoen anset for eksisterende støtte, uden at Kommissionen vurderede støtten.

Strandede omkostninger, Polen

591. En række polske elværker havde i 90'erne undertegnet langfristede kraftopkøbsaftaler med den polske offentlige netværksoperatør. I henhold til disse aftaler påtog netværksoperatøren sig at opkøbe elektricitet fremstillet på værkerne til en fast pris over en meget lang periode. De polske myndigheder har planer om at ophæve aftalerne ved lov og yde støtte for at kompensere elektricitetsværkerne for de tab, de lider som følge af aftalernes opsigelse. De polske myndigheder anmeldte denne kompensationsordning under interim-mekanismen. Kommissionen undersøger for øjeblikket ordningen på grundlag af den metodologi, den har opbygget og anvendt tidligere for de nuværende medlemsstater i analysen af støtte ydet af staten til elektricitetsværker til dækning af strandede omkostninger som følge af liberaliseringen af Fællesskabets elektricitetssektor.

Sager om tjekkiske banker

592. I perioden 1994 til og med 1998 var hele banksektoren i Den Tjekkiske Republik i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Dengang traf den tjekkiske regering en række støtteforanstaltninger for at sikre redning og omstrukturering af flere banker med henblik på efterfølgende privatisering. I lyset af dette har de tjekkiske myndigheder forpligtet sig til under interim-mekanismen at anmelde samtlige foranstaltninger iværksat for banksektoren til Kommissionen.

593. Kommissionen vedtog den 16. december den første beslutning om omstrukturering af de tjekkiske banker. I sin første beslutning i henhold til interim-mekanismen konkluderede Kommissionen, at ingen af de foranstaltninger, som de tjekkiske myndigheder havde anmeldt til fordel for Komercni banka a.s. (KB), finder "anvendelse efter tiltrædelsen".

594. Der var således ikke behov for Kommissionens vurdering af foreneligheden med fællesmarkedet i henhold til bilag IV.3 i tiltrædelsesakten.

2. Request of repayment af støtte

595. Inden for rammerne af omstruktureringen af GD COMP blev der i juni oprettet et nyt kontor inden for statsstøttedirektorat H. Kontor 4 har det specifikke ansvar for at sikre fuldbyrdelse af statsstøttebeslutninger. Mario Monti har gentagne gange erklæret fuldbyrdelse af statsstøttebeslutninger og navnlig request of repaymentsbeslutninger som en af hans prioriteringer inden for statsstøttepolitikken. Det forhold, at Kommissionens beslutninger ikke fuldbyrdes af Kommissionen selv, men af medlemsstaterne i henhold til nationale procedurer, udgør et svagt punkt i håndhævelsessystemet. De seneste års erfaringer synes at vise, at medlemsstaterne ikke altid prioriterer gennemførelsen af Kommissionens request of repaymentsbeslutninger tilstrækkeligt. Dette kan skyldes den iboende interessekonflikt, da medlemsstaterne på samme tid er såvel støttegiver som request of repaymentsinstitution. Der opstår særlige problemer i sager, hvor støttemodtager er gået konkurs (ca. en tredjedel af samtlige request of repaymentssager). Request of repaymenten sker i sådanne tilfælde i henhold til nationale insolvensprocedurer, da der ikke findes nogen harmoniseret EU-insolvensregler. For at skabe mulighed for at "starte på en frisk" er der i de nationale konkurslovgivninger en tendens til at beskytte et insolvent selskabs erhvervsaktiviteter mod kreditorerne, herunder krav om request of repayment af statsstøtte.

596. Det nye kontor H 4 har tre hovedopgaver. Den første og mest presserende prioritet er effektiv fuldbyrdelse af request of repaymentsbeslutninger. Dernæst har det fået til opgave at sikre mere sammenhæng i tilgangen til overvågningen og kontrollen af medlemsstaternes gennemførelse af andre statsstøttebeslutninger (især, men ikke udelukkende, betingede beslutninger) samt anvendelsen af gruppefritagelsesforordningerne. Det tredje område omfatter en række horisontale opgaver. Herunder finder vi udformningen af en fuldbyrdelsespolitik gennem fastlæggelse af en omfattende og effektiv fuldbyrdelsesstrategi. Kontor H 4 udarbejder effektive metoder og (juridiske) instrumenter til umiddelbar og grundig fuldbyrdelse. Sideløbende hermed skal kontoret yde rådgivning og bistand om fuldbyrdelsesspørgsmål til nationale myndigheder, dommere, advokater og virksomheder.

597. Kommissionen har vurderet støtte til reducering af emission af drivhusgasser ved hjælp af alternative energikilder og energibesparelser [335] i Italien - Lazio. Sagen drejer sig om to projekter med det formål at udvikle a) fremstilling og brug af alternative energikilder (vindkraft) og b) energibesparelser (ved hjælp af kombineret kraft/varmeproduktion og fjernvarme). Kommissionen fandt, at begge projekter udgør forenelig støtte, da de er i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse, især punkt 30 (støtteintensitet for energibesparelser), 32 (støtteintensitet for vedvarende energikilder), 36 (støtteberettigede investeringer) og 37 (støtteberettigede omkostninger).

[335] C 35/2002 (ex N 90/2001)

598. Alligevel indledte Kommissionen den 3. maj den formelle undersøgelsesprocedure over for det første projekt (TLR/ACEA S.p.A.) på grundlag af retspraksis efter "Deggendorf"-sagen. Støttemodtageren, ACEA S.p.A., er blandt de "aziende municipalizzate", som er adressater for Kommissionens beslutning af 5. juni 2002 om statsstøtte fra Italien i form af skattefritagelser og lån på lempelige vilkår til fordel for offentlige forsyningsværker med offentlig aktiemajoritet (C 27/99, ex NN 69/98) [336]. Artikel 3 i Kommissionens beslutning bestemmer, at Italien træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for hos modtagerne at tilbagesøge den ulovligt udbetalte støtte. ACEA S.p.A. har endnu ikke tilbagebetalt støtte tildelt under sag C 27/99. Ny påtænkt støtte til ACEA S.p.A. falder således helt klart ind under "Deggendorf"-retspraksis [337].

[336] Sag C 27/99, Ex beslutning 2003/193/EF, offentliggjort i EFT L 77 af 24.3.2003, s. 21.

[337] Førsteinstansrettens dom af 15.5.1997 i sag C-335/95.

599. De regionale myndigheder i Vizcaya og P&O Ferries undertegnede den 9. juli 1992 en aftale om oprettelse af en færgerute mellem Bilbao og Portsmouth. I aftalen indgik, at myndighederne skulle opkøbe rejsekuponer, der skulle bruges på ruten mellem Bilbao og Portsmouth. Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure over for aftalen. Under procedurens forløb foreslog P&O Ferries en række ændringer af den oprindelige aftale og at erstatte den med en ny, som Kommissionen anså for ikke at udgøre statsstøtte, hvorfor Kommissionen besluttede at afslutte proceduren. Ved en ny beslutning [338] af 29. november 2000 om den støtteordning, som Spanien havde iværksat til fordel for shippingselskabet, Ferries Golfo de Vizcaya [339], afsluttede Kommissionen proceduren ved at erklære den pågældende støtte for uforenelig med fællesmarkedet, og Kongeriget Spanien fik påbud om at tilbagesøge støtten.

[338] 2001/247/EF.

[339] EFT L 89 af 29.3.2001, s. 28.

600. I henhold til beslutningen havde provinsrådet, Diputación, ved at opkøbe rejsekuponer for det første søgt at subventionere ture for ældre borgere i Vizcaya i forbindelse med et program for pakkerejser under betegnelsen Adineko, og for det andet søgt at fremme adgangen til transport for borgere og institutioner, som i regionen Vizcaya har behov for særlige rejsearrangementer.

601. Retten fandt, at støtten under den nye aftale ikke var tildelt i overensstemmelse med proceduren i EF-traktatens artikel 88, stk. 3, og derfor var ulovlig. Retten fandt også, at det klart fremgik af den indklagede beslutning, at den oprindelige aftale og den nye aftale udgjorde én og samme støttetildeling, indført og iværksat i 1992 i forbindelse med indgåelsen af den oprindelige aftale uden forudgående anmeldelse til Kommissionen.

602. I sin vurdering af støtten bemærkede Kommissionen, at det samlede antal rejsekuponer, som Diputación havde opkøbt, ikke var fastlagt i forhold til det faktiske behov for at nå de tilsigtede mål for ordningen. Kommissionen fandt også, at den nye aftale indeholder flere bestemmelser, som en normal forretningsaftale om indkøb af rejsekuponer ikke ville indeholde. Kommissionen konkluderede derfor, at transaktionen udgjorde støtte til shippingselskabet.

603. Diputación hævdede, at Kommissionen skulle have ladet støtten være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, litra a), da rejsekuponerne blev uddelt under sociale programmer forestået af Diputación, hvorfor støtten kom de enkelte forbrugere til gode. Retten erklærede, at med henblik på efterprøvningen af, om en støtte er ydet uden forskelsbehandling med hensyn til varernes oprindelse, skal det undersøges, om den omhandlede støtte kommer forbrugerne til gode, uanset hvilken erhvervsdrivende der leverer den vare eller tjenesteydelse, som er i stand til at opfylde det sociale formål, den pågældende medlemsstat har påberåbt sig. Retten bemærkede i denne forbindelse, at P&O Ferries i henhold til den nye aftale modtog et årligt, forud fastsat beløb, uafhængigt af antallet af rejsekuponer, som faktisk blev udnyttet af de endelige forbrugere. Det bemærkedes også, at den omhandlede aftale om køb af rejsekuponer udelukkende blev indgået mellem Vizcayas provinsråd og P&O Ferries. Det er i så henseende ubestridt, at den nye aftale ikke bestemte, at de rejsekuponer, som uddeltes af P&O Ferries, kunne benyttes hos andre selskaber, som var i stand til at opfylde det sociale formål, Diputación forfulgte.

604. Da der ikke forelå noget bevis for, at de endelige forbrugere ligeledes kan nyde godt af den omtvistede støtte, hvis de benytter de tjenester, der udbydes af andre selskaber, som er i stand til at opfylde det sociale formål provinsrådet, Diputación, forfølger, fandt Retten, at Kommissionen berettiget konkluderede, at denne støtte ikke var ydet til enkelte forbrugere uden forskelsbehandling med hensyn til varernes oprindelse, og at betingelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, litra a), derfor ikke var opfyldt. Spanien hævdede også, at ifald den pågældende støtte skulle blive betegnet som ulovlig støtte, ville det forhold, at der forelå ekstraordinære omstændigheder, som havde skabt en berettiget forventning, være til hinder for request of repaymenten i medfør af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999.

605. Rettens argumentation for at afvise anbringendet var som følger. På statsstøtteområdet består der en væsentlig offentlig interesse i at undgå, at markedets funktion forstyrres af konkurrenceskadelig statsstøtte, hvilket ifølge fast retspraksis indebærer, at ulovlig støtte tilbagebetales med henblik på at genoprette den oprindelige situation. Det bemærkes, at det ganske vist ikke kan udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig støtte, muligvis vil kunne henvise til ekstraordinære omstændigheder, der hos den retmæssigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne støtte var lovlig og på grundlag heraf undgå tilbagebetaling [340]. Derimod kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet støtte i strid med de i artikel 88 fastlagte procedureregler, ikke påberåbe sig støttemodtagernes berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal søge støtten tilbage. Det tilkommer således ikke den pågældende medlemsstat, men derimod støttemodtageren, at påberåbe sig, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, der hos ham har kunnet skabe en berettiget forventning, der giver grundlag for at afvise et krav om tilbagebetaling af ulovlig støtte. I denne forbindelse skal det præciseres, at den omstændighed, at Kommissionen oprindeligt vedtog en positiv beslutning om godkendelse af den omtvistede støtte, ikke har kunnet skabe en berettiget forventning hos P&O Ferries, idet denne beslutning blev anfægtet inden for søgsmålsfristen og herefter annulleret af Fællesskabets retsinstanser. Det følger af det ovenfor anførte, at der under de foreliggende omstændigheder ikke kan være skabt en berettiget forventning hos P&O Ferries.

[340] Sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1990 I, s. 3437, præmis 16.

3. Manglende fuldbyrdelse af beslutninger

606. Kommissionen havde den 13. november 2002 besluttet [341] at godkende redningsstøtte til et beløb på 450 mio. EUR til Bull i løbet af første halvår 2002 [342]. Denne positive beslutning var udtrykkeligt betinget af, at Bull tilbagebetalte likviditetslånet inden den 17. juni 2003. Beslutningen afsluttede den undersøgelsesprocedure, der blev indledt den 9. april 2002. Til grund for den endelige beslutning lå det forhold, at likviditetslånet opfyldte betingelserne i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. Kommissionen havde under sin undersøgelse efterprøvet, at likviditetslånet faktisk udgjorde redningsstøtte og ikke havde tjent til finansiering af Bulls omstrukturering.

[341] EFT L 209 af 19.8.2003.

[342] C 29/2002.

607. Rammebestemmelserne for støtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder kræver, at redningsstøtte tilbagebetales tolv måneder efter udbetalingen af den sidste støttetranche. Denne betingelse kunne ikke efterprøves på tidspunktet for beslutningens vedtagelse, hvorfor Kommissionen havde ladet godkendelsen være betinget af, at de franske myndigheder inden den 17. juni 2003 fremlagde dokumentation for tilbagebetalingen. Kommissionen konstaterede, at de franske myndigheder ikke havde til hensigt at tilbagesøge den støtte, Bull havde fået tildelt, inden for den fastsatte frist. Kommissionen fandt således, at de franske myndigheder klart havde misligholdt deres forpligtelse. Kommissionen besluttede derfor at bringe Frankrig for retten med hjemmel i traktaten, der giver Kommissionen mulighed herfor, hvis en medlemsstat ikke inden for den fastsatte frist efterkommer en endelig statsstøttebeslutning.

6. Domstolens domme

608. Retten i Første Instans afsagde den 6. marts en dom i WestLB-sagen [343] vedrørende overdragelse af Wohnungsbauförderungsanstalt (Wfa) til WestLB og impliceringen af statsstøtte i transaktionen. WestLB er den største tyske Landesbank (offentligretligt kreditinstitut) og ejes af delstaten Nordrhein-Westfalen (ca. 43 %) samt to andre offentlige institutioner og to sparekassesammenslutninger. WestLB fik i december 1991 fra delstaten og i form af egenkapital overdraget Wfa, som er et offentligt udviklingskreditinstitut, 100% kontrolleret af delstaten, hvis aktivitet er at yde støtte til byggeri af beboelsesejendomme. Selv om likviditeten i fondene fortsat skulle forbeholdes Wfa's offentlige opgaver, forøgede midlerne WestLB's egenkapitalgrundlag, hvorefter sidstnævnte kunne udvide sine erhvervsaktiviteter. Dette var især vigtigt med henblik på fællesskabsrettens strengere egenkapitalkrav (direktiverne om solvensnøgletal og egenkapital) fra og med den 30. juni 1993. Overdragelse var ikke ledsaget af en tilsvarende forhøjelse af delstatens aktiepost i WestLB. Med virkning fra januar 1992 modtog delstaten imidlertid en kontant forrentning af kapitalindskuddet til en årlig rente på 0,6 % efter skat.

[343] Sag T-233/99 af 6.3.2003, Westdeutsche Landesbank Girozentrale mod Kommissionen.

609. Bundesverband deutscher Banken, en sammenslutning af tyske privatbanker, indgav en klage med påstand om, at overdragelsen involverede ulovlig statsstøtte begrundet i den lave forrentning af den af delstaten tilvejebragte kapital. Efter en dybdegående undersøgelse besluttede Kommissionen den 8. juli 1999, at delstatens forrentning ikke var i overensstemmelse med princippet om en privat investors adfærd under markedsvilkår, og at WestLB derfor havde fået ulovlig statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen antog det synspunkt, at for en del af de aktiver, der var overdraget WestLB, skulle en forrentning til markedsværdi have været 9,3 % årligt efter skat. Kommissionen regnede sig frem til dette tal på grundlag af en grundrente på 12 % (gennemsnitssatsen for kontante egenkapitalinvesteringer i banksektoren på investeringstidspunktet) plus en forhøjelse på 1,5 % for de særlige omstændigheder ved transaktionen minus 4,2 % for den indskudte kapitals manglende likviditet.

610. Selv om Førsteinstansretten annullerede Kommissionens beslutning på grund af utilstrækkelig argumentation i forbindelse med beregningen af støttebeløbet til ca. 808 mio. EUR, bekræftede og præciserede dommen en række politiske elementer, som Kommissionen anvender i statsstøttekontrollen, navnlig at princippet om en privat investors adfærd under markedsvilkår skal finde anvendelse på virksomheder, der ikke er kriseramte. Førsteinstansretten afviste sagsøgers anbringende om, at Kommissionen ulovligt havde udvidet begrebet statsstøtte. Den bekræftede, at der er tale om statsstøtte, når den forrentning, som staten anmoder om for investeringen, er mindre, end hvad en privat investor ville have krævet for en lignende investering under markedsvilkår. Førsteinstansretten fandt også, at det var berettiget, at Kommissionen i fastsættelsen af en rimelig forrentning tager hensyn til gennemsnitsrenten for investeringer i den pågældende sektor.

611. I forenede sager Van Calster og Cleeren [344] var en belgisk lov [345] om dyresundhed, som indførte et system til finansiering af en fond til bekæmpelse af dyresygdomme og forbedring af dyrehygiejne og de dermed forbundne statsstøtteaspekter, blevet indbragt for Domstolen. Loven tilsigter at bekæmpe dyresygdomme for at forbedre folkesundheden og den økonomiske situation for kvægavlere. I henhold til denne lov skulle Van Calster og Cleeren og Openbaar Slachthuis NV, alle kødforhandlere, betale bidrag til den fond, der blev oprettet i 1987. I hovedsagen søgte sagsøgerne tilbagebetaling af en del af bidragene ud fra en påstand om, at de var opkrævet i strid med fællesskabsretten.

[344] Forenede sager C-261/01 og C-262/01, Belgische Staat mod Eugène van Calster og Felix Cleeren og Openbaar Slachthuis NV..

[345] Belgisk statstidende, Moniteur belge af 17.4.1987.

612. Van Calster og Cleeren nedlagde påstand om, at reglen, der sigter på at undgå, at medlemsstaterne foranlediges til at overtræde traktatens artikel 88, stk.3, og som følger af samme dom, finder tilsvarende anvendelse på støtte med tilbagevirkende kraft, dvs. på støtte, som en medlemsstat ønsker at yde i et tidsrum, der allerede er udløbet på tidspunktet for støttens anmeldelse.

613. Domstolen afgjorde først, om forpligtelsen til at anmelde støtte i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, og følgerne af en manglende efterlevelse af forpligtelsen også finder anvendelse på støttens finansieringsmetode. Spørgsmålet stilles i forhold til en støtteforanstaltning, der indebærer en bidragsordning, som udgør en integrerende del af foranstaltningen med det eneste og specifikke formål at finansiere foranstaltningen. Domstolen har allerede truffet afgørelse om, at traktatens artikel 87 ikke giver Kommissionen mulighed for at isolere støtten som sådan fra den fremgangsmåde, der anvendes i finansieringen, og se bort fra metoden, hvis den i forhold til støtten i snæver forstand gør systemet generelt uforeneligt med fællesmarkedet [346].

[346] Sag 47/69 Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 487, præmis 4, dansk specialudgave 1970, s. 73.

614. Metoden til finansiering af støtte kan således gøre hele støtteordningen uforenelig med fællesmarkedet. Støtten kan derfor ikke vurderes særskilt uden hensyntagen til virkningerne af finansieringsmetoden. I sådanne tilfælde skal støtteanmeldelsen efter traktatens artikel 88, stk. 3, også dække finansieringsmetoden, så Kommissionen kan vurdere den under hensyntagen til samtlige omstændigheder. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, er der mulighed for, at Kommissionen erklærer en støtteforanstaltning forenelig, selv om den ikke ville blive erklæret forenelig, hvis Kommissionen havde været bekendt med finansieringsmetoden. Da anmeldelsespligten også gælder metoden til finansiering af støtten, gælder følgerne af nationale myndigheders manglende efterlevelse af sidste punktum i traktatens artikel 88, stk. 3, også det støtteaspekt. Medlemsstaten skal i princippet tilbagebetale bidrag opkrævet i strid med fællesskabsretten.

615. 1998-loven var anmeldt til Kommissionen og blev erklæret forenelig med fællesmarkedet ved beslutningen fra 1996. I og med at de vedrører det tidsrum, der indledtes præcis på beslutningsdatoen den 9. august 1996, er såvel støtten i snæver forstand og de bidrag, der opkræves til finansieringen, således lovlige. 1998-loven pålægger imidlertid bidrag med tilbagevirkende kraft tilbage til 1. januar 1988. En del af bidragene under 1998-loven opkræves således for et tidsrum, der ligger forud for beslutningen fra 1996. I den udstrækning 1998-loven pålægger bidrag med tilbagevirkende kraft, er den derfor ulovlig, da den ikke opfylder forpligtelsen til forudgående anmeldelse inden støtteordningens iværksættelse. Disse bidrag opkræves således i strid med sidste punktum i traktatens artikel 88, stk. 3.

616. Domstolen fandt også, at Kommissionen ikke kan påbyde request of repayment af statsstøtte udbetalt inden dens beslutning alene med den begrundelse, at støtten ikke var anmeldt i overensstemmelse med traktaten. Domstolen fastholdt imidlertid, at de nationale domstole har beføjelse hertil. Nationale domstole "skal træffe alle nødvendige foranstaltninger i henhold til national lov både med hensyn til gyldigheden af beslutninger vedrørende de pågældende støtteforanstaltninger og request of repaymenten af tildelt økonomisk støtte [347].

[347] Se punkt 64 i dommen.

617. I sin dom af 20. november [348] i sagen Ministre de l'économie, des finances et de l'industrie mod S.A. GEMO bekræftede EF-domstolen Kommissionens holdning udtrykt i en igangværende formel undersøgelsesprocedure inden for statsstøtte [349], nemlig at den gratis bortskaffelse af slagteriaffald og døde dyrekroppe, de franske myndigheder tilbyder gennem et dyredestruktionssystem (équarrissage), udgør statsstøtte til landbrugerne og slagterierne. Domstolen bekræftede også, at når virksomheder modtager en gratis offentlig ydelse, er dette statsstøtte til virksomhederne, hvis a) staten dækker omkostningerne ved ydelsen, b) virksomheder således ikke skal betale udgifter, de normalt ville skulle erholde som led i deres aktivitet, og c) ydelsen tilbydes udvalgte virksomheder.

[348] Sag C-126/01.

[349] C 49/2002.

618. I sin dom i Freskot-sagen [350] af 22. maj skulle Domstolen undersøge, hvorvidt en parafiskal afgift opkrævet udelukkende på indenlandske produkter som sådan var uforenelig med en fælles markedsordning. Afgiften opkrævedes på omsætningen med landbrugsprodukter. Provenuet fra afgiften blev anvendt til at finansiere et forsikringssystem (administreret af ELGA) for græske landbrugere. Domstolen erklærede, at selv når kun indenlandske produkter pålægges afgift, og der ikke er nogen diskriminering mellem indenlandsk forarbejdede produkter og produkter, der eksporteres til de øvrige medlemsstater, kan en parafiskal afgift være en overtrædelse af den fælles markedsordning, hvis den påvirker samhandelen. Domstolen kortlagde en række elementer for at afgøre, hvorvidt der er en sådan påvirkning, nemlig afgiftens størrelse (en høj afgift har større virkning end en lav afgift); varigheden (en permanent afgift har større virkning end en afgift, der indføres for et kort tidsrum); støttemodtageren og kompensationen (hvis afgiftsprovenuet går tilbage til de produkter, der har båret afgiften, er den mulige virkning mindre eller kan udelukkes).

[350] Sag C-355/00.

E - Statistik

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

IV - Forsyningspligtydelser

1. Den seneste udvikling

Generelle principper

619. Det er vigtigt at fastlægge betingelserne for medlemsstaternes ydelse af økonomisk støtte til virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, herunder navnlig forbindelsen mellem denne støtte og EU's statsstøtteregler. For at give medlemsstaterne større forudsigelighed og retssikkerhed, foreslog Kommissionen i sin rapport til Det Europæiske Råd i Laeken den 14. og 15. december 2001 en tostrenget tilgang :

- for det første at opstille fællesskabsregler for statsstøtte i form af kompensation for levering af forsyningspligtydelser.

- for det andet at udarbejde en gruppefritagelsesforordning, hvis anvendelsesområde i givet fald skal fastsættes med stor omhyggelighed, og i det omfang erfaringen med anvendelsen af ovennævnte regler tilsiger det.

620. Dette arbejde er blevet forsinket på grund af usikkerheden om den retlige status for kompensation for levering af forsyningspligtydelser. I den forbindelse giver EF-Domstolens dom af 24. juli i Altmark-sagen [351] en vigtig præcisering af anvendelsen af traktatens artikel 87 og 88 om offentlig finansiering af virksomheder, der leverer forsyningspligtydelser.

[351] Sag C-280/2000.

Altmark-sagen

621. Den sag, der har givet anledning til denne dom, vedrører tilladelser til rutebildrift i "Landkreis Stendal" samt offentlige tilskud til udførelsen af disse tjenester. De kompetente tyske myndigheder gav driftstilladelse til virksomheden Altmark Trans i 1990, og tilladelsen blev forlænget i 1994 og 1996. Tilladelserne pålægger virksomheden visse forpligtelser, herunder hvad angår overholdelse af de takster og køreplaner, som de offentlige myndigheder fastsætter. Til gengæld kan der ydes finansiel kompensation for at fjerne driftsunderskuddet.

622. En konkurrerende virksomhed, hvis ansøgning om tilladelse var blevet afvist af de tyske myndigheder, havde klaget til de tyske domstole med den begrundelse, at Altmark ikke opfyldte betingelserne i den tyske lovgivning. Virksomheden påstod, at Altmark ikke var en økonomisk sund virksomhed, da den ikke ville kunne overleve uden offentlige tilskud. Appeldomstolen gav medhold i denne argumentation og fjernede de tilladelser, der var meddelt Altmark. Ifølge EF-traktatens artikel 87, stk. 1, skal det påvises, at den omhandlede virksomhed opnår en fordel, som den ikke ville have opnået under normale markedsvilkår. Kommissionen mener normalt ikke, at dette kriterium er opfyldt i tilfælde af kompensationer for levering af forsyningspligtydelser, da sådanne kompensationer netop "kompenserer" for en byrde pålagt af staten.

623. I forbindelse med en klage indgivet af Altmark behandlede EF-Domstolen et præjudicielt spørgsmål i sagen. I dommen stadfæstede EF-Domstolen kompensationsmetoden, men opstillede strenge betingelser for, hvornår medlemsstaterne kan yde kompensation, der ikke udgør statsstøtte.

624. EF-Domstolen mindede først og fremmest om, at der skal være tale om en fordel, for at en foranstaltning kan udgøre statsstøtte. I overensstemmelse med Domstolens tidligere retspraksis i sagen ADBHU og Ferring, konkluderede EF-Domstolen, at "for så vidt som en statslig foranstaltning må betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, falder en sådan støtte ikke ind under traktatens artikel 87, stk. 1".

625. EF-Domstolen opstiller imidlertid fire betingelser herfor:

* Den pågældende virksomhed skal faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret.

* De kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, skal være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde for at undgå, at kompensationen indebærer en økonomisk fordel, der kan begunstige den pågældende virksomhed i forhold til de konkurrerende virksomheder.

* Kompensationen må ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

* Når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, skal størrelsen af den nødvendige kompensation fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med transportmidler til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

626. Når disse kriterier er opfyldt, udgør kompensationen ikke statsstøtte, og forpligtelsen til forudgående anmeldelse gælder derfor ikke.

627. EF-Domstolen bekræftede således på en række områder den tilgang, som Kommissionen normalt anbefaler. Hvad angår betegnelsen forsyningspligtydelser, kan der kun være tale om kompensation for offentlig tjeneste til virksomheder, der faktisk er blevet pålagt at udføre en sådan. Selv om medlemsstaterne på dette område har en vid skønsmargen, skal Kommissionen ikke desto mindre sikre, at medlemsstaterne anvender denne beføjelse uden klare fejl. Det ville ikke være korrekt at yde offentlige tilskud til virksomheder, der udøver aktiviteter, som helt klart ikke er af almindelig økonomisk interesse. På samme måde er det nødvendigt, at de forpligtelser, der er pålagt en virksomhed, der leverer en forsyningspligtydelse, er klart defineret. Af hensyn til gennemsigtigheden for finansieringen af offentlige tjenester er det absolut nødvendigt med en statslig akt, der fastslår henholdsvis virksomhedens og statens forpligtelser, herunder hvad angår finansiel kompensation.

628. Beregningsmetoderne til at fastsætte den finansielle kompensation er et af de vigtigste aspekter. Kravet om en forudgående fastsættelse af de kriterier, der ligger til grund for beregningen af kompensationen, er en logisk følge af "kontraktrelationen" mellem staten og den omhandlede virksomhed. Hvis der ikke er fastsat kriterier, vil statens overtagelse af et eventuelt driftsunderskud, udgøre statsstøtte. EF-Domstolens krav vedrører ikke størrelsen af kompensationen, men udelukkende kriterierne for beregning af denne. Begrebet "kriterium" præciseres ikke i dommen. EF-Domstolens kriterium er i overensstemmelse med Kommissionens beslutningspraksis. Selv om de virksomheder, der har fået overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse skal råde over tilstrækkelige midler til at levere denne tjenesteydelse, ville det ikke være begrundet, at statens kompensation overstiger de dermed forbundne udgifter. EF-Domstolen bekræfter ligeledes, at de omhandlede virksomheder naturligvis har ret til et rimeligt overskud.

629. Dommen medfører visse ændringer af beregningsmåden. Ifølge EF-Domstolen forholder det sig sådan, at når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste gennemføres "inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet", udgør kompensationen ikke statsstøtte.

Grønbog om forsyningspligtydelser

630. Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet havde bedt Kommissionen om at overveje et rammedirektiv om forsyningspligtydelser.

631. Arten af forsyningspligtydelser er meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, og de omfatter en bred vifte af aktiviteter, der i høj grad afhænger af de valg, de enkelte medlemsstater har foretaget. Den Europæiske Union respekterer denne forskellighed og den helt afgørende rolle, som de nationale, regionale og lokale myndigheder spiller. Før der gennemføres en undersøgelse af relevansen af et rammedirektiv, fandt Kommissionen det nyttigt at arrangere en bred debat om forsyningspligtydelsers plads i EU.

632. Grønbogen, som Kommissionen vedtog i maj 2003, vedrører hovedsagelig fire emner:

* Omfanget af en eventuel fællesskabsaktion inden for traktatens rammer og under overholdelse af subsidiaritetsprincippet.

* De principper, der skal indeholdes i et eventuelt rammedirektiv eller i et andet generelt instrument om forsyningspligtydelser og et sådant instruments merværdi.

* Definition af god forvaltningsskik hvad angår organisation, regulering, finansiering og evaluering af forsyningspligtydelser for at gøre økonomien mere konkurrencedygtig og sikre en egentlig og retfærdig adgang for alle til kvalitetstjenester, der opfylder deres behov.

* De foranstaltninger, der kunne bidrage til at forbedre retssikkerheden og sikre en sammenhængende og harmonisk koordinering af målsætningen om en bevaring af forsyningspligtydelser af høj kvalitet og en stram anvendelse af reglerne for konkurrence og det indre marked.

633. Grønbogen har givet anledning til en række reaktioner fra Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og civilsamfundet. I lyset af disse reaktioner vil Kommissionen i 2004 tage stilling til, hvordan der skal følges op på grønbogen.

2. Statsstøttesager

Energisektoren

634. Den 18. december anvendte Kommissionen for første gang retspraksis fra Altmark-dommen og godkendte en foranstaltning om investeringsfremme i nye kraftværker i Irland for at sikre elforsyningssikkerheden [352].

[352] N-475/2003.

635. I denne beslutning anvendte Kommissionen de kriterier, som EF-Domstolen har opstillet, og kom til den konklusion, at de foranstaltninger, Irland havde anmeldt den 8. oktober ikke indeholdt statsstøtteelementer. Da der var konstateret en kapacitetsmangel, hvad angår elproduktion på det irske marked i den nærmeste fremtid, havde de irske myndigheder iværksat et system, der gav mulighed for at rette op på elforsyningen i Irland.

636. De irske myndigheder indkaldte bud på gennemsigtig og åben vis blandt alle aktører i EU. De selskaber, der vandt udbuddet, fik tildelt kontrakter, der foreskrev udbetaling af præmier for tilrådighedsstillelse af deres produktionskapacitet. Præmiernes størrelse afhænger af, hvilken andel af deres investering, generatorerne kunne have indtjent på markedet.

637. I Altmark-dommen opstillede EF-Domstolen fire kriterier til at fastslå, om statens betaling af kompensationer for forpligtelsen til at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse kan falde uden for betegnelsen statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

638. Da den foranstaltning, de irske myndigheder havde indført, opfyldte alle fire kriterier, besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse. Beslutningen behandler navnlig betegnelsen tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse på elmarkedet. Beslutningen fastslog, at på grund af Irlands ø-karakter kan opbygning af en "reservekapacitet", der giver elværkerne mulighed for på alle tidspunkter af året at levere elektricitet til samtlige forbrugere, udgøre en sådan tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse.

Postsektoren

639. Den 27. maj, den 23. juli og den 11. november vedtog Kommissionen tre beslutninger om ikke at gøre indsigelse mod kompensationsforanstaltninger, som Det Forenede Kongerige [353], Belgien [354] og [355]Grækenland havde anmeldt.

[353] N-784/2002.

[354] N763/2002.

[355] N 183/2003.

640. Yderligere foranstaltninger blev anmeldt af Det Forenede Kongerige vedrørende Post Office Limited (POL). Formålet var at sikre bæredygtighed for POL og samtidig opfylde den omfattende pligt til befordring i landområderne samt at give virksomheden mulighed for at levere særlige tjenester af almindelig økonomisk interesse. POL, der er den største detailvirksomhed i Europa efter antal forretninger og et 100 % ejet datterselskab af Royal Mail Group plc, der er fuldt statsejet, er det vigtigste bindeled mellem det offentlige og borgerne via en landsomfattende "over-the-counter"-adgang til tjenesteydelser, navnlig tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (90 % af omsætningen). POL driver et offentligt net, og virksomhedens tab skyldes væsentligst befordringspligten, som gør det nødvendigt at bevare tabsgivende posthuse. Hvis POL ikke havde fået et lån fra Royal Mail Group plc, ville POL ikke længere eksistere som virksomhed.

641. Det tre anmeldte foranstaltninger kan udgøre støtte efter artikel 87, stk. 1. Den planlagte årlige kompensation for drift af posthuse i landområder på 150 mio. GBP (maks.) overstiger ikke omkostningerne ved at bevare de 2 000 strukturelt set tabsgivende posthuse i landområderne, når der tages højde for de konkurrencedygtige aktiviteters positive bidrag. De offentlige betalinger (maksimalt loft på 1,3 mia. GBP) med henblik på først at give POL mulighed for at betale sin gæld til Royal Mail Group og derefter klare sine gældsforpligtelser til udgangen af regnskabsåret 2006/2007 er det nødvendige minimum, for at POL kan overleve som virksomhed. Det rullende kapitallån på maks. 1 150 mio. GBP til POL - som ikke er en bank, og som derfor ikke har adgang til indskud - udgør også det minimum, der er nødvendigt for at sikre en fortsat udbetaling af kontanter, der er tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

642. Endvidere forhindrer en øremærkning en dobbelt offentlig kompensation inden for rammerne af pakken med POL-foranstaltninger (to andre pakker med anmeldte foranstaltninger blev godkendt sidste år af Kommissionen). Endvidere forpligtede den britiske regering sig til at kræve tilbagebetaling af en eventuel overkompensation, hvilket fremgår af POL's særskilte regnskaber.

643. Da denne mekanisme er indført for at forhindre enhver form for overkompensation, og hvis en sådan forekommer, at sikre en efterfølgende tilbagebetaling, har POL ingen egentlig fordel. Det vil sige, at foranstaltningerne er forenelige med fællesmarkedet, hvilket førte til Kommissionens beslutning af 27. maj om ikke at gøre indsigelse.

644. Kommissionen undersøgte en foreslået kapitalindsprøjtning på 300 mio. EUR i det belgiske postvæsen, La Poste SA, som de belgiske myndigheder havde anmeldt i postsektoren.

645. Faktisk gav ophævelsen af pensionsbestemmelserne ikke La Poste en fordel, da La Poste var i samme situation som en privat markedsinvestor. På samme måde var der ikke anvendt statsgaranti - der udelukkende kan anvendes efter anmodning - og fritagelsen fra selskabsskat havde neutral virkning, da nettoresultatet i perioden var negativt. Disse to foranstaltninger førte derfor ikke til en overførsel af statsmidler. Ingen af de tre foranstaltninger udgør statsstøtte, da de fire betingelser i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, ikke er opfyldt.

646. På den anden side kunne de to tidligere uanmeldte kapitalforhøjelser, fritagelsen fra lokale skatter og overkompensationen mellem 1993 og 1995 for nettoomkostningerne som følge af befordringspligten - således som registreret i de særskilte regnskaber - potentielt udgøre statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

647. De særskilte regnskaber viste også, at der siden 1995 havde været en kumuleret underkompensation for nettoomkostningerne som følge af befordringspligten. Da den nuværende værdi af overkompensationen og af de tre former for potentiel statsstøtte var lavere end den nuværende værdi af de efterfølgende underkompensationer kombineret med den anmeldte kapitalforhøjelse, besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse. Den nye foranstaltning førte ikke til overkompensation for nettoomkostningerne som følge af befordringspligten og var som sådan forenelig med fællesmarkedet. Det skal også bemærkes, at udarbejdelsen af særskilte regnskaber otte år, før det blev lovpligtigt ifølge det første postdirektiv, gjorde Kommissionens arbejde lettere og bidrog til at skabe retssikkerhed.

648. I april 2003 anmeldte Grækenland en støtte på 80 mio. EUR til finansiering af en modernisering af det græske postvæsen. Det græske postvæsen er pålagt befordringspligt på postområdet og på andre ikke-postmæssige områder af almindelig økonomisk interesse, herunder grundlæggende bankvirksomhed. Støtten tager sigte på at modernisere det græske postvæsens infrastruktur, og det er nødvendigt at forbedre kvaliteten af postbefordringen, der ikke lever op til EU-standarderne. Støtten er begrænset til finansiering af omkostningerne til modernisering af det græske postvæsens forsyningspligtydelser, og den fører ikke til ulovlig konkurrenceforvridning. Kommissionen besluttede derfor at godkende støtten på grundlag af EF-traktatens artikel 86, stk. 2.

649. I samme beslutning godkendte Kommissionen også en moderniseringsstøtte på 41,8 mio. EUR til det græske postvæsen mellem 2000 og 2002, der ligeledes var strengt nødvendig for på tilfredsstillende vis at kunne opfylde den befordringspligt, der er pålagt det græske postvæsen. Kommissionen mente også, at de kapitalindskud, der var foretaget fra 1997 til 2001, på 293,469 mio. EUR var forenelige med EU's regler, da de udelukkende tjente til at dække gæld opstået som følge af befordringspligten.

BBC

650. BBC foreslog en ny tjenesteydelse i form af gratis elektronisk undervisningsmateriale for elever i skoler og hjemme. Tjenesteydelsen skulle finansieres af statsmidler, i dette tilfælde via licensen. Tjenesteydelsen skulle føre til virtuelle klasseværelser, hvor lærere og elever ville få adgang til materialet via internet. BBC-materialet skulle eksistere sideløbende med materiale fra kommercielle markedsdeltagere. Hovedpunkterne i gennemgangen af denne sag var følgende:

- I hvilket omfang er der involveret statsstøtte i denne tjenesteydelse, og er den af almindelig økonomisk interesse?

- Hvor langt væk kan BBC bevæge sig fra sine traditionelle radio- og tv-tjenester i udbuddet af nye offentlige tjenester?

- Findes der egnede sikkerhedsforanstaltninger, der garanterer, at tjenesten ikke er i modstrid med Fællesskabets interesse?

651. Den negative virkning, som BBC med sin branding, sit image og sine ressourcer kunne have på allerede etablerede markedsdeltagere, blev undersøgt; det hensigtsmæssige ved sikkerhedsforanstaltninger for at modvirke denne negative virkning blev også vurderet. Sideløbende blev den positive rolle, som BBC kunne spille ved at tilvejebringe gratis kvalitetsundervisning, anerkendt. Kommissionen mente ikke, at de anmeldende myndigheder havde fremlagt oplysninger, der gav mulighed for ikke at rubricere tjenesteydelsen som statsstøtte (i lyset af det kriterium, der blev fastsat i Altmark-dommen). Efter at have modtaget afklaringer fra både de britiske myndigheder og klageren blev det besluttet, at selv om den foreslåede offentlige tjenesteydelse vedrører et andet område end BBC's traditionelle markeder, gjorde definitionen og sikkerhedsforanstaltningerne i forslaget det muligt at betragte tjenesteydelsen som forenelig med EF-traktatens artikel 86, stk. 2.

3. Liberalisering ved hjælp af lovgivningsforanstaltninger

Olie og gas

652. Kommissionens forslag om en forbedring af forsyningssikkerheden i EU for olie og gas [356] er blevet drøftet i Europa-Parlamentet og Rådet. Under førstebehandlingen den 9. september 2003 som led i den fælles beslutningsprocedure godkendte Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi betænkningerne vedrørende Kommissionens forslag. I betænkningerne foreslås en række ændringer [357]. På plenarmødet den 22.-23. september 2003 afviste Europa-Parlamentet imidlertid Kommissionens forslag om forsyningssikkerhed for olieprodukter. Denne afvisning blev bekræftet på plenarmødet den 17.-20. november. Hvad angår naturgas, nåede Rådet (energi) den 15. december 2003 til politisk enighed om en ny tekst, der også afviger betydeligt fra Kommissionens forslag. Den nye tekst giver medlemsstaterne større mulighed for selv at fastsætte deres forsyningssikkerhedsstandarder. Betydningen af gaslagre er nedtonet i forslaget. Der er heller ikke støtte til Kommissionens forslag om at beskytte nye markedsdeltagere og deltagere med små markedsandele mod konkurrencemæssige ulemper på grund af nationale foranstaltninger vedrørende forsyningssikkerhed. Endelig afvises det at oprette et europæisk observationsorgan på dette område. Rådet mente også, at forslagenes retsgrundlag skulle være artikel 100 (forsyningssikkerhed) og ikke artikel 95 (det indre marked).

[356] Se afsnit I.C.1 og afsnit IV.4 i XXXII Beretning om Konkurrencepolitikken (2002).

[357] Betænkning A5-0293/2003 af 10.9.2003 og betænkning A5-0295/2003 af 10.9.2003.

V - Internationalt samarbejde

1. Udvidelse og det vestlige Balkan

1.1. Indledning

653. EU forbereder sin største udvidelse nogen sinde, både i omfang og i mangfoldighed. Efter undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten i Athen den 16. april 2003 slutter ti lande sig til EU den 1. maj 2004, når tiltrædelsestraktaten er ratificeret: Cypern, Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Den Slovakiske Republik og Slovenien. Disse lande betegnes for øjeblikket "de tiltrædende lande".

654. Bulgarien og Rumænien håber på medlemskab fra 2007, og hvis Rådet for Den Europæiske Union i december 2004 på grundlag af en rapport og en henstilling fra Kommissionen beslutter, at Tyrkiet opfylder Københavnskriterierne, indleder EU ufortøvet tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet. Disse tre lande betegnes for øjeblikket "kandidatlande".

655. Før tiltrædelsesforhandlingerne kan afsluttes på det konkurrencepolitiske område, skal kandidatlandene påvise, at de har indført national konkurrencelovgivning, der afspejler principperne i regelværket, at der er oprettet nationale konkurrencemyndigheder til gennemførelse af denne lovgivning, og at disse myndigheder forestår en troværdig håndhævelse af reglerne på samtlige konkurrencepolitiske områder. Disse krav er afledt af de overordnede Københavnskriterier, der fastsætter de politiske og økonomiske standarder for udvidelsen.

656. EU's detaljerede love og regler (regelværket) er opdelt i i alt 31 forskellige kapitler med henblik på tiltrædelsesforhandlingerne. Konkurrencepolitik indgår i kapitel 6 og omfatter de pågældende artikler i EF-traktaten (samt afledt ret), dvs. artikel 31 (statslige handelsmonopoler), artikel 81 til 85 (regler for virksomhederne), artikel 86 (offentlige virksomheder og virksomheder, der indrømmes særlige eller eksklusive rettigheder) og artikel 87 til 89 (statsstøtteregler). Fusioner kontrolleres endvidere på grundlag af EU's fusionsforordning.

657. På statsstøtteområdet behandles en del af konkurrenceregelværket under andre kapitler i forhandlingerne med kandidatlandene, nemlig transport, visse typer kulindustri, landbrug og fiskeri. For de tidligere regulerede sektorer behandles lovgivning for liberalisering af f.eks. energi, transport, telekommunikation og informationsteknologi også under de respektive forhandlingskapitler.

658. For landene i det vestlige Balkan skrider stabiliserings- og associeringsprocessen støt frem også på konkurrenceområdet (punkt 5 nedenfor).

1.2. Tiltrædende lande

659. Tiltrædelsesforhandlingerne med samtlige tiltrædende lande blev tilendebragt i december 2002. I 2003, forud for undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten i april, nåede EU og de tiltrædende lande til enighed om den præcise traktattekst om konkurrencepolitik, især for overgangsordningerne.

660. Følgende overgangsordninger indgår i tiltrædelsestraktaten:

Cypern

- Udfasning af uforenelig fiskal støtte til off-shore virksomheder inden udgangen af 2005.

Den Tjekkiske Republik

- Omstruktureringen af stålindustrien skal tilendebringes inden den 31. december 2006.

Ungarn

- Udfasning af uforenelig fiskal støtte til SMV inden udgangen af 2011.

- Omlægning af uforenelig fiskal støtte til store virksomheder til regional investeringsstøtte. Støtten skal begrænses til højst 75 % af de støtteberettigede investeringsomkostninger, hvis selskabet påbegyndte investeringen under ordningen inden den 1. januar 2000, og til 50 % hvis selskabet påbegyndte investeringen efter den 1. januar 2000. Støtten til motorkøretøjsindustrien skal begrænses yderligere og fastsættes til et niveau svarende til 40 % af det maksimale støtteloft (f.eks. når ovennævnte regionale støtteloft for andre investeringsformer er 75 %, bliver formlen 40 % x 75 % = 30 %).

- Udfasning af uforenelig fiskal støtte til off-shore virksomheder inden udgangen af 2005.

- Udfasning af uforenelig fiskal støtte ydet af lokale myndigheder inden udgangen af 2007.

Malta

- Udfasning af uforenelig fiskal støtte til SMV inden udgangen af 2011.

- Udfasning af driftsstøtte under erhvervsfremmeloven inden udgangen af 2008.

- Omlægning af uforenelig fiskal støtte til store virksomheder til regional investeringsstøtte. Støtten skal begrænses til højst 75 % af de støtteberettigede investeringsomkostninger, hvis selskabet har opnået skattefritagelsen inden den 1. januar 2000, og til 50 % hvis selskabet har opnået skattefritagelsen efter den dato, men inden den 30. november 2000.

- Omstruktureringsstøtte til skibsbygningsindustrien i en omstruktureringsperiode indtil udgangen af 2008.

- Tilpasning af markedet for indførsel, oplag og engrossalg af olieprodukter i henhold til EF-traktatens artikel 31 inden udgangen af 2005.

Polen

- Omstruktureringen af stålindustrien skal tilendebringes inden den 31. december 2006.

Fiskal støtte (særlige økonomiske zoner)

- Udfasning af uforenelig fiskal støtte til små virksomheder inden udgangen af 2011.

- Udfasning af uforenelig fiskal støtte til mellemstore virksomheder inden udgangen af 2010.

- Omlægning af uforenelig fiskal støtte til store virksomheder til regional investeringsstøtte. Støtten skal begrænses til højst 75 % af de støtteberettigede investeringsomkostninger, hvis selskabet har opnået zonetilladelsen inden den 1. januar 2000, og til 50 % hvis selskabet har opnået zonetilladelsen mellem den 1. januar 2000 og den 31. december 2000. Støtten til motorkøretøjsindustrien skal begrænses yderligere og fastsættes til et niveau svarende til 30 % af de støtteberettigede omkostninger.

Statsstøtte til miljøbeskyttelse

- Til investeringer, der vedrører standarder omfattet af en overgangsperiode indrømmet under forhandlingerne om miljøkapitlet, og for varigheden af overgangsperioden, hvorved støtteintensiteten begrænses til det regionale støtteloft (30 % - 50 %) med en bonus på 15 % for SMV.

- Til eksisterende IPPC-anlæg omfattet af en overgangsperiode indrømmet under forhandlingerne om miljøkapitlet, støtteintensitet på indtil 30 % indtil udgangen af 2010.

- Til IPPC-relaterede investeringer, der ikke er omfattet af en overgangsperiode indrømmet under forhandlingerne om miljøkapitlet, støtteintensitet på indtil 30 % indtil den 31. oktober 2007.

- Til store forbrændingsanlæg aftaltes støtteintensitet på indtil 50 % for investeringer omfattet af en overgangsperiode indrømmet under forhandlingerne om miljøkapitlet.

Slovakiet

- Fiskal støtte til en modtager i motorkøretøjsindustrien skal ophøre inden udgangen af 2008. Støtten begrænses til højst 30 % af de støtteberettigede investeringsomkostninger.

- Fiskal støtte til en modtager i stålindustrien skal ophøre ved udgangen af 2009 eller inden, hvis støtten når op på et beløb fastsat på forhånd. Støtten har til formål at fremme en hensigtsmæssig rationalisering af overdrevent høje beskæftigelsesniveauer, og de dermed forbundne samlede omkostninger er lig med støtten.

661. Der er ingen overgangsordninger for Estland, Letland, Litauen og Slovenien.

662. For at sikre at de tiltrædende landes statsstøtteforanstaltninger tilpasses EU's regelværk inden tiltrædelsen, har de tiltrædende lande skullet fremsende en liste over alle eksisterende støtteforanstaltninger (såvel ordninger som ad hoc-støtte) godkendt af de nationale statsstøttemyndigheder til Kommissionen. De tiltrædende lande har siden undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten fremsendt et stort antal foranstaltninger til Kommissionen i henhold til denne ordning. Hvis Kommissionen ikke gør indsigelse, vil de pågældende støtteforanstaltninger blive betragtet som eksisterende støtte. Alle støtteforanstaltninger, der betragtes som statsstøtte i henhold til regelværket, og som ikke er omfattet af denne liste, anses som ny støtte efter tiltrædelsen.

663. Kommissionen overvågede nøje udviklingen i de tiltrædende lande, og navnlig håndhævelsen af konkurrencereglerne. Kommissionens generelle overvågningsrapport er en sammenstilling af de vigtigste konklusioner, der er draget i overvågningsforløbet. Den giver de tiltrædende lande mulighed for at råde bod på eventuelle problemer, som er blevet fremhævet i tiden op til tiltrædelsen, og dermed være bedst muligt stillet for at klare udfordringerne ved det fulde medlemskab inden maj 2004.

664. De tiltrædende lande har også forberedt sig på at anvende EU's nye procedureforordning for konkurrence. Den nye forordnings ikrafttræden falder sammen med tiltrædelsen og øger behovet for yderligere styrkelse af den administrative kapacitet og håndhævelsesaktiviteterne i de nationale konkurrencemyndigheder i de tiltrædende lande. Der er i denne henseende også bestræbelser i gang inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk.

1.3. Kandidatlandene

665. For at opfylde tiltrædelseskriterierne skal kandidatlandene påvise tilstedeværelsen af en fungerende markedsøkonomi samt deres evne til at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i EU. På konkurrenceområdet indebærer det, at kandidatlandene i god tid inden tiltrædelsen skal kunne påvise, at deres virksomheder og myndigheder har vænnet sig til at operere på de betingelser, der gælder i EU, og således vil kunne klare konkurrencepresset i det indre marked. EU har desangående under forhandlingerne fastlagt tre elementer, som bør være til stede i kandidatlandene, nemlig i) den nødvendige lovgivning (for såvel konkurrence som statsstøtte), ii) den nødvendige administrative kapacitet, og iii) en troværdig håndhævelse af regelværket på konkurrenceområdet.

666. Mens 2003 blev året, hvor tiltrædelsesforberedelserne afsluttedes med de ti tiltrædende lande, videreførtes forhandlingerne med Bulgarien og Rumænien i en konstruktiv ånd. EU vedtog ajourførte fælles holdninger til kapitlet om konkurrence i maj for både Bulgarien og Rumænien og konkluderede, at forhandlinger om konkurrencepolitikken skulle fortsætte. For Tyrkiets vedkommende vil der blive tale om en vurdering af opfyldelsen af de politiske kriterier for medlemskab, og på dette grundlag vil der i 2004 blive truffet afgørelse om indledning af forhandlinger.

667. For Bulgariens og Rumæniens vedkommende er der generelt gjort større fremskridt på området konkurrence og fusioner end på statsstøtteområdet. Der er imidlertid behov for yderligere bestræbelser for at udforme en mere afskrækkende sanktionspolitik, og der bør lægges større vægt på forebyggelsen af alvorlige konkurrencefordrejninger. Der er også fortsat behov for en indsats i forhold til myndighedernes rolle som forsvarer for konkurrencen (competition advocacy), øget bevidstgørelse og uddannelse blandt retsembedsmændene.

668. I modsætning til konkurrenceområdet har det været mere vanskeligt, langsommeligt og politisk kildent at indføre statsstøttekontrol i kandidatlandene. Selv om Bulgarien og Rumænien har oprettet nationale myndigheder med ansvar for statsstøttekontrollen, er disse myndigheders administrative kapacitet endnu langt fra tilstrækkelig. Der sker fremskridt med håndhævelsen i Bulgarien og Rumænien, men det er stadig utilstrækkeligt i forhold til målsætningen om effektiv kontrol med ny og eksisterende statsstøtte ydet af samtlige støttetildelende myndigheder.

1.4. Faglig bistand

669. Faglig bistand på konkurrenceområdet har fortsat været et centralt redskab for at forberede kandidatlandene på tiltrædelse. Der er under PHARE-programmerne truffet særlige foranstaltninger. Under de ordninger for "parvist samarbejde", der er indført i forbindelse med den institutionelle opbygning, yder eksperter fra EU-medlemsstaterne langtidsrådgivning til konkurrence- og statsstøttemyndighederne i de tiltrædende lande og kandidatlandene.

Statsstøtte-workshops

670. Mellem juli og oktober tilrettelagde Kommissionen uddannelsesseminarer af en til to dages varighed om statsstøttereglerne og -procedurerne i hvert enkelt tiltrædende land. De ti seminarer var rettet mod de nationale, regionale og lokale embedsmænd, der i de tiltrædende lande direkte vil skulle arbejde med forvaltningen af strukturfondstransaktionerne. Seminarer ne blev derfor tilrettelagt i fællesskab af de tiltrædende landes myndigheder med ansvar for forvaltningen af strukturfondene, de respektive nationale statsstøttemyndigheder og fra Kommissionens side Generaldirektoratet for Regionalpolitik og Generaldirektoratet for Konkurrence. Seminarerne fokuserede på emner af særlig relevans for strukturfondene (regionalstøtte, beskæftigelse, uddannelse, SMV, F&U og miljøstøtte samt spørgsmål om støtte til ydelse af tjenester af almen økonomisk interesse). Der blev også afholdt særlige workshops for støtte til landbrug, fiskeri og transport.

Rådgivning

671. Kommissionen afholdte fortsat bilaterale møder med konkurrence- og statsstøttemyndigheder fra udvidelseslandene i løbet af året. Tekniske spørgsmål som tilpasning af konkurrencelovgivning, institutionel opbygning og håndhævelse er blevet drøftet på ekspertniveau. Lignende møder er afholdt om følgende emner:

- tilpasning af lovgivning på statsstøtteområdet

- oprettelse af myndigheder med ansvar for statsstøttekontrollen og

- specifikke statsstøttespørgsmål, såsom udarbejdelse af de årlige statsstøtterapporter, regionale støttekort, statsstøtteaspekter ved investeringsfremmeforanstaltninger og særlige økonomiske zoner samt vurdering af individuelle sager i følsomme sektorer.

Seminarer om statsstøtte og konkurrence

672. Kommissionen var i oktober vært for to uddannelsesseminarer af fire dages varighed med deltagelse af i alt 80 embedsmænd med ansvar for konkurrencespørgsmål i de tiltrædende lande og kandidatlandene. Det første seminar omhandlede statsstøtte, og det andet konkurrencespørgsmål. Begge seminarer blev forestået af Kommissionens bedste specialister på de respektive områder. Statsstøtteseminaret omfattede også et indlæg fra Danmark med en eksisterende medlemsstats synspunkter om anvendelsen af gruppefritagelsesforordningerne på statsstøtteområdet.

673. Seminarerne blev tilrettelagt i fællesskab af Generaldirektoratet for Konkurrence og TAIEX-kontoret under Generaldirektoratet for Udvidelse. Seminarerne gav deltagerne lejlighed til at skaffe sig kendskab til de seneste udviklinger i EU's konkurrencepolitik. Deltagerne fra de tiltrædende lande kunne også møde de kolleger i de øvrige nationale forvaltninger, som de fremover vil skulle arbejde tæt sammen med som en del af Det Europæiske Konkurrencenetværk.

1.5. Det vestlige Balkan

674. Vedrørende det vestlige Balkan intensiverede Kommissionen samarbejdet og drøftelserne om konkurrencespørgsmål med Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Serbien og Montenegro.

675. Der blev afholdt underudvalgsmøder såvel som tekniske høringer med Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Kroatien har søgt om medlemskab af EU og synes for øjeblikket længst fremme i tilpasningen til EU's konkurrenceret.

2. Bilateralt samarbejde

2.1. Indledning

676. Den stigende betydning af internationalt samarbejde mellem myndigheder, der håndhæver konkurrencelovgivning, synes bredt anerkendt. Kommissionen forfølger derfor en tofløjet politik, som på den ene side søger at udbygge de bilaterale samarbejde med EU's vigtigste samhandelspartnere, og på den anden side søger at finde muligheder for øget multilateralt samarbejde på konkurrenceområdet.

677. Med hensyn til det bilaterale samarbejde har EU indgået samarbejdsaftaler specifikt for konkurrencespørgsmål med USA, Canada og Japan. Disse bygger især på gensidig information og koordinering ved håndhævelse og udveksling af ikke-fortrolige oplysninger. Aftalerne indeholder endvidere bestemmelser om muligheden for, at den ene part anmoder den anden om at træffe håndhævelsesforanstaltninger (positive comity), og for, at den ene part tager hensyn til den anden parts vigtige interesser under håndhævelsesforløb (traditional comity). Samarbejdet mellem Kommissionen og konkurrencemyndighederne i andre OECD-lande sker på grundlag af en anbefaling vedtaget af OECD i 1995. EU har også indgået talrige frihandelsaftaler (især EuroMed-aftalerne og aftaler med lande i Latinamerika). Aftalerne indeholder sædvanligvis grundlæggende bestemmelser om samarbejde om konkurrencespørgsmål.

2.2. Aftaler med USA, Canada og Japan

2.2.1. USA

Indledning

678. Kommissionen indgik konkurrencesamarbejdsaftalen med USA den 23. september 1991 [358] ("1991-aftalen"). Rådet og Kommissionen godkendte ved fælles afgørelse af 10. april 1995 [359] aftalen og erklærede den anvendt fra datoen for Kommissionens undertegnelse. Aftalen om "positive comity", som styrker bestemmelser om "positive comity" i 1991-aftalen, trådte i kraft den 4. juni 1998 [360] ("1998-aftalen") efter at være blevet godkendt af Rådets og Kommissionens fælles afgørelse af 29. maj 1998.

[358] Aftale mellem De Europæiske Fællesskaber og regeringen for Amerikas Forenede Stater om anvendelsen af deres konkurrencelovgivning (EFT L 95 af 27.4.1995, s. 47 og 50).

[359] EFT L 95 af 27.4.1995, s. 45 og 46.

[360] Aftale mellem De Europæiske Fællesskaber og regeringen for Amerikas Forenede Stater om anvendelsen af principperne om "positive comity" i håndhævelsen af deres konkurrencelovgivning (EFT L 173 af 18.6.1998, s. 26-31.

679. Kort beskrevet fastlægges følgende i 1991-aftalen: i) gensidig anmeldelse af sager, der undersøges af de respektive myndigheder, når sådanne sager måtte være af væsentlig interesse for den anden part (artikel II), og udveksling af oplysninger om generelle spørgsmål vedrørende konkurrencereglernes gennemførelse (artikel III), ii) samarbejde og koordinering af foranstaltninger truffet af begge parters konkurrencemyndigheder (artikel IV), iii) en procedure hvorefter den ene part kan tage hensyn til den anden parts væsentlige interesse i løbet af sine håndhævelsesforanstaltninger ("traditional comity") (artikel VI), iv) en procedure ("positive comity") hvorefter hver af parterne kan opfordre den anden til på grundlag af egen lovgivning at træffe foranstaltninger over for konkurrencebegrænsende adfærd udøvet på eget området, og som påvirker væsentlige interesser for den anmodende part (artikel V).

680. Endvidere præciseres det i 1991-aftalen, at ingen af bestemmelserne kan fortolkes på en måde, der strider mod gældende lovgivning i henholdsvis EU og USA (artikel IX). Navnlig forbliver konkurrencemyndighederne bundet af deres interne regler med hensyn til fortroligholdelse af oplysninger indsamlet under deres respektive undersøgelser (artikel VIII).

681. "Positive comity"-aftalen fra 1998 præciserer mekanismerne under samarbejdsinstrumentet og de omstændigheder, hvorunder de kan bringes i anvendelse. Den beskriver navnlig under hvilke omstændigheder, den anmodende part normalt skal indstille egne håndhævelsesforanstaltninger og udsætte sagen.

EU/US sagssamarbejde i 2003

682. I løbet af 2003 havde Kommissionen igen et tæt samarbejde med konkurrencedepartementet under US-DoJ (US Department of Justice) og US-FTC (US Federal Trade Commission). Kommissionens tjenestemænd har haft en løbende og intens kontakt til deres kolleger i de to amerikanske institutioner. Kontakterne drejede sig både om sagsrelevant samarbejde og om mere generelle politikrelaterede spørgsmål. Den sagsrelevante kontakt bestod som regel af telefonsamtaler, e-mail, dokumentudveksling og anden kontakt mellem undersøgelsesholdene. Samarbejdet er fortsat til stor gensidig fordel, idet det forbedrer begge parters håndhævelsesforanstaltninger, hindrer unødvendige konflikter eller uoverensstemmelser i håndhævelsen og skaber større indbyrdes forståelse for de respektive konkurrencepolitiske rammer.

683. Selv om det samlede antal transnationale fusioner faldt i 2003 sammenholdt med året før, var der et godt og udbytterigt samarbejde i fusionssagerne. Samarbejdet er mest effektivt, når de involverede parter frafalder fortrolighedskravet og tillader, at EU's og USA's myndigheder deler de oplysninger, de tilvejebringer, hvilket sker oftere og oftere. Af fusionssager kan nævnes Pfizer/Pharmacia-sagen, en fusion der skabte verdens største lægemiddelvirksomhed. Kommissionen havde en tæt samarbejde med FTC i undersøgelsen af en række spørgsmål, navnlig for de tilsagn, der bestod i, at parterne forpligtede sig til afståelser over hele verden. Der var også et tæt samarbejde med FTC i DSM/Roche-sagen, en fusion i den kemiske industri, og i Siemens/Drägerwerke-sagen, et joint venture inden for medicinsk udstyr. Kommissionen har også haft en nær og regelmæssig kontakt med DoJ i Konica/Minolta-sagen og i GE/Instrumentarium-sagen, en fusion om medicinsk apparatur.

684. I løbet af året var der også kontakter i andre sager end fusionssagerne. Det bilaterale samarbejde mellem Kommissionen og US DoJ intensiveredes især i kartelsagerne, hvor der var talrige kontakter mellem Kommissionens kartelenheder og deres modstykker i DoJ. Der har været mange udvekslinger af oplysninger i enkeltsager i den udstrækning, fortrolighedsreglerne tillader det, men der har også været drøftelser om politiske spørgsmål. Mange sagsrelevante kontakter var foranlediget af sideløbende ansøgninger om bødefritagelse både i USA og i EU. Endvidere blev håndhævelsesforanstaltningerne i en række sager koordineret mellem USA og EU, idet begge myndigheder forsøgte at sikre så kort tid som muligt mellem iværksættelsen af de respektive foranstaltninger.

685. Et godt eksempel på dette samarbejde er sagen vedrørende Heat Stabilisers/Impact Modifiers, hvor Kommissionen og konkurrencemyndighederne i USA og også Canada og Japan stramt koordinerede deres undersøgelser og iværksatte næsten samtidige kontrolbesøg eller andre undersøgelsesforanstaltninger i februar 2003. Et andet eksempel er Bulk Liquids Shipping-sagen, hvor Kommissionen i fællesskab med EFTA-Tilsynsmyndigheden og de norske myndigheder foretog kontrolbesøg samtidigt med DoJ.

Kontakter på højt plan og politisk samarbejde

686. Der var mange bilaterale kontakter mellem Kommissionen og de relevante amerikanske myndigheder og også flere besøg fra begge sider i løbet af 2003. Det årlige bilaterale EU/USA-møde fandt sted den 27. oktober 2003 i Washington. Mario Monti mødte cheferne for de amerikanske konkurrencemyndigheder, Assistant Attorney General Hew Pate fra DoJ og FTC-formand Timothy Muris.

687. Udover det sagsrelevante samarbejde var der tætte kontakter i forbindelse med udarbejdelsen af Kommissionens retningslinjer for vurderingen af horisontale fusioner. Dette indebar udbytterige udvekslinger af synspunkter om en række emner, der indgår i retningslinjerne, såsom effektivitet og markedskoncentrationsniveau. Samarbejdet med de amerikanske myndigheder vil fremover fortsat fokusere på begge parters respektive konkurrencepolitiske projekter.

688. Arbejdsgruppen for intellektuel ejendomsret påbegyndte arbejdet i november 2002 og fortsatte arbejdet i 2003. De emner, der blev drøftet, omfattede licensprogrammer med flere parter og standarder udstedt af standardudstedende organer.

689. Kommissionen foretog i alt 56 formelle anmeldelser i løbet af året. Kommissionen modtog i alt 46 formelle anmeldelser fra de amerikanske myndigheder i samme periode.

2.2.2. Canada

690. Samarbejdsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Canadas regering [361] blev undertegnet på EU/Canada-topmødet i Bonn den 17. juni 1999 og trådte umiddelbart efter i kraft.

[361] Aftale mellem De Europæiske Fællesskaber og Canadas regering om anvendelsen af deres konkurrencelovgivning (EFT L 175 af 10.7.1999, s. 50).

691. Aftalen indeholder bestemmelse om bl.a. følgende: i) gensidig anmeldelse af håndhævelsesforanstaltninger, når sådanne måtte være af væsentlig interesse for den anden part, ii) den ene konkurrencemyndighed yder bistand til den anden i forbindelse med håndhævelse, iii) indbyrdes koordinering af håndhævelsesforanstaltninger, iv) den ene part kan anmode den anden part om at træffe håndhævelsesforanstaltninger (positive comity), v) den ene part tager hensyn til den anden parts væsentlige interesser under håndhævelsesforløb (traditional comity), og vi) udveksling af oplysninger mellem parterne i den udstrækning national lovgivning om fortroligholdelse tillader det.

692. Kommissionens mange kontakter til sit canadiske modstykke, Canadian Competition Bureau, var særdeles udbytterige. Drøftelserne vedrørte såvel sagsrelevante spørgsmål som mere overordnede politiske spørgsmål. De sagsrelevante kontakter vedrørte samtlige konkurrenceretlige håndhævelsesområder. I kartelsagerne omfattede dette også koordinering af undersøgelser. Kommissionen og Canadian Competition Bureau har også opretholdt en løbende dialog om generelle konkurrencespørgsmål af fælles interesse.

693. Et bilateralt møde på højt plan fandt sted den 12. maj mellem generaldirektør Philip Lowe og den canadiske konkurrencekommissær, Konrad von Finckenstein. Nylig politisk udvikling og andre spørgsmål af fælles interesse blev drøftet.

694. Kommissionen foretog i alt 7 formelle anmeldelser i løbet af året. Kommissionen modtog i alt 6 formelle anmeldelser fra de canadiske myndigheder i samme periode.

2.2.3. Japan

695. Samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Japan blev undertegnet i Bruxelles den 10. juli og trådte i kraft den 9. august [362].

[362] Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Japans regering om samarbejde vedrørende konkurrencebegrænsende aktiviteter (EFT L 183 af 22.7.2003, s.12).

696. Kort beskrevet fastlægger aftalen bestemmelser om følgende: i) gensidig anmeldelse af sager til behandling, når sådanne måtte kunne påvirke væsentlige interesser for den anden part, ii) mulighed for indbyrdes koordinering af håndhævelsesforanstaltninger og for gensidig bistand, iii) mulighed for at den ene part kan anmode den anden part om at træffe håndhævelsesforanstaltninger (positive comity), og mulighed for, at den ene part tager hensyn til den anden parts væsentlige interesser under håndhævelsesforløb (traditional comity), og iv) udveksling af oplysninger mellem parterne, i den udstrækning dette ikke påvirker nogen af parternes fortrolighedspligt for de pågældende oplysninger. Samarbejdsaftalen fastlægger regelmæssige møder for at udveksle oplysninger om myndighedernes respektive aktuelle håndhævelsesforanstaltninger og prioriterede spørgsmål, om erhvervssektorer af fælles interesse, for at drøfte politiske udviklinger under overvejelse, og for at drøfte andre spørgsmål af gensidig interesse vedrørende anvendelsen af konkurrenceretten.

697. Aftalen vil føre til meget tættere forbindelser mellem Kommissionen og den japanske konkurrencemyndighed og til større indbyrdes forståelse for de respektive konkurrencepolitiske rammer.

698. Der fandt i løbet af året talrige møder og officielle kontakter sted mellem Kommissionen og de japanske myndigheder om politiske spørgsmål og enkeltsager. Det er værd at lægge mærke til, at samarbejdet også for første gang omfatter tilrettelæggelse af en undersøgelse af en kartelsag vedrørende et påstået kartel på markedet for impact modifiers/heat stabilisers. Det bør også bemærkes, at denne sag for første gang nogen sinde omfattede koordinering af sideløbende kontrolbesøg ikke blot mellem japanske Fair Trade Commission og Kommissionen, men også med amerikanske DoJ og canadiske Competition Bureau. På det årlige bilaterale møde mellem Kommissionen og japanske Fair Trade Commission mødte Mario Monti formanden for FTC, Kazuhiko Takeshima, den 21. november i Tokyo. Nylig politisk udvikling og udsigterne for det bilaterale samarbejde blev drøftet.

3. Samarbejde med andre specifikke lande og regioner

Australien og New Zealand

699. I løbet af 2003 samarbejdede Kommissionen med konkurrencemyndighederne i en række andre OECD-lande, navnlig med Australien og New Zealand. Kontakterne vedrørte såvel sagsrelevante spørgsmål som mere konkurrencepolitiske spørgsmål.

Kina

700. Kommissionens politiske oplæg fra 2003 om Kina indeholder som et af Kommissionens nye aktionspunkter et initiativ med henblik på at indlede en dialog med Kina om konkurrencepolitik.

701. Dette nye initiativ kommer lige i rette tid, da behovet for en dialog mellem Europa-Kommissionen og Kina om konkurrencespørgsmål blev klart, efter at Kina i første halvår 2003 vedtog regler for fusioner med udenlandsk deltagelse og regler for forebyggelse af monopolagtig prisfastsættelsespraksis. Det forhold, at Kina nu har en konkurrencelovgivning, vil kunne skabe nye rammer for drøftelser mellem konkurrencemyndighederne om håndhævelse.

702. Sonderende drøftelser med de relevante kinesiske myndigheder om vilkårene for en dialog på konkurrenceområdet fandt sted i forbindelse med Mario Montis besøg i Beijing den 24. november.

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

703. I løbet af året fortsatte Kommissionen også sit tætte samarbejde med EFTA-Tilsynsmyndigheden i håndhævelsen af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Korea

704. Mario Monti havde den 21. maj et møde med chefen for Koreas Fair Trade Commission, Dr. Kang. Samarbejdet mellem Koreas konkurrencemyndighed og Europa-Kommissionen er enestående og begge deler synspunkter i multilaterale konkurrencefora. Koreas Fair Trade Commission's bidrag til Det Internationale Konkurrencenetværk er yderst værdsat. Koreas Fair Trade Commission tilrettelægger Netværkets årlige konference, i 2004 i Seoul. I denne sammenhæng er de to myndigheder i regelmæssig kontakt for at udveksle synspunkter om konkurrencespørgsmål af fælles interesse.

Latinamerika

705. I Andes-regionen har Kommissionen ydet finansiering for over 2 mio. EUR til et treårigt projekt, der blev iværksat i marts 2003 med henblik på at forbedre og harmonisere boliviansk, colombiansk, ecuadoriansk, peruviansk og venezuelansk konkurrencelovgivning og yde bistand til de institutioner, der er ansvarlige for kontrol og anvendelse af lovgivningen. Projektet har til formål at forbedre regionens lovgivningsmæssige, administrative og retslige rammer for konkurrenceretten, støtte de regionale institutioner, der er ansvarlige for kontrol og anvendelse af konkurrenceretlige bestemmelser, og fremme en konkurrencekultur. Der vil blive gennemført en række tiltag for at nå målsætningerne med deltagelse af europæiske og lokale eksperter, herunder lokale og nationale seminarer, retlig rådgivning og sektorundersøgelser, uddannelse af embedsmænd og dommere med ansvar for anvendelse og kontrol af konkurrencebestemmelser.

4. Multilateralt samarbejde

4.1. Det Internationale Konkurrencenetværk

706. Det Internationale Konkurrencenetværk (ICN), som Kommissionen har været medlem af fra starten, er ved at udvikle sig til det førende forum for multilateral drøftelse af international konkurrencepolitik [363]. ICN blev grundlagt som et virtuelt netværk mellem 14 konkurrencemyndigheder i oktober 2001. Som reaktion over for de utallige nyskabte konkurrenceretlige systemer rundt omkring i verden søger ICN at fremme internationalt samarbejde og udforme forslag til proceduremæssig og materiel konvergens. ICN er nu oppe på mere end 80 medlemmer, hvilket dækker størstedelen af verdens eksisterende konkurrencemyndigheder. ICN opfordrer også rådgivere fra den akademiske verden, erhvervslivet, forbrugergrupper og advokaterhvervet til at bidrage til arbejdsgruppernes projekter.

[363] Flere oplysninger om ICN findes på ICN's netsted: www.internationalcompetitionnetwork.org

707. Siden ICN's indvielseskonference i Napoli har Kommissionen deltaget i styringen af et af ICN's tre største arbejdsprojekter. Projektet skal finde nye metoder til at fremme oprettelse af troværdige konkurrencemyndigheder i udviklings- og overgangsøkonomier. Som et første resultat af indsatsen fremlagde Kommissionen sammen med sydafrikanske Competition Tribunal en omfattende rapport [364] på ICN's anden årlige konference afholdt i Merida, Mexico, den 23. til den 25. juni 2003. Rapporten trækker på de erfaringer, som konkurrencemyndighederne i såvel udviklingslande som industrilande har draget, og understreger de udfordringer, der typisk er forbundet med at indføre konkurrenceretlige rammer i udviklings- og overgangsøkonomier. Rapporten beskriver endvidere, hvordan myndighedens forhold til relevante medspillere som regering, retsvæsen, civilsamfund, faggrupper og erhvervslivet kan forbedres. Endelig gennemgår rapporten, hvilke skridt der bør træffes for at gøre udenlandsk bistand til processerne mere effektive. Rapporten slutter med en liste over spørgsmål, der bør indgå i udformningen af faglige bistandsprogrammer.

[364] Se www.internationalcompetitionnetwork.org/FinalReport_16.6.2003.pdf

708. Kommissionen tog også aktiv del i ICN's løbende arbejde på fusionsområdet. For yderligere oplysninger henvises til fusionsafsnittet under punkt II.5.1.

709. ICN afsluttede sit arbejde på området "competition advocacy" i Merida. Blandt andet gennemgik de delegerede, hvordan en række konkurrencemyndigheder har brugt deres rolle som konkurrencens forsvarer som et middel til at forbedre forskriftsrammerne i en række regulerede sektorer. Hertil kommer, at Kommissionen som en del af et nyt værktøj til underbygning af myndighedernes rolle som konkurrencens forsvarer har udarbejdet en CD-ROM, der beskriver Kommissionens egne initiativer på området. Dette værktøj og andre materialer er nu tilgængelige i en on-line database eller "informationscenter" placeret på ICN's netsted [365].

[365] På adressen www.internationalcompetitionnetwork.org/notification.html

710. Endelig besluttede ICN-medlemmerne i Merida at iværksætte et nyt arbejdsprojekt, der skal drøfte håndhævelsen af konkurrencereglerne i regulerede sektorer. De franske og italienske konkurrencemyndigheder leder i fællesskab dette projekt, som udvider ICN's dækning til også at omfatte spørgsmål i relation til det traditionelle konkurrenceområde.

4.2. Verdenshandelsorganisationen (WTO)

711. Med hensyn til konkurrence i WTO-regi endte WTO-ministermødet i Cancún i september, uden at der var truffet nogen beslutninger, hvorfor der ikke er indledt nogen formelle forhandlinger om en WTO-aftale om konkurrence. Dette til trods for, at det med Doha-erklæringen fra november 2001 var besluttet, at der efter det følgende WTO-ministermøde skulle indledes sådanne forhandlinger, og at der allerede var sket betydelige fremskridt i Genève-arbejdsgruppens arbejde om interaktionen mellem handels- og konkurrencepolitik, navnlig en kortlægning af de mange involverede spørgsmål (denne kortlægning omfattede bl.a. to møder i arbejdsgruppen forud for ministermødet i Cancún).

4.3. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD)

712. Kommissionen var meget aktiv i OECD's konkurrenceudvalg i 2003. Konkurrenceudvalget består af en bestyrelse (som Kommissionens generaldirektør for Konkurrence er medlem af) og en række arbejdsgrupper om spørgsmål såsom konkurrence og regulerede sektorer og internationale aspekter af konkurrence, fusioner og karteller.

713. Kommissionen deltog også i konkurrencerelevante OECD-møder såsom OECD's Globale Konkurrenceforum, der mødes en gang årligt med myndigheder, der ikke er medlem af OECD, fællesmøderne for konkurrenceudvalget og udvalgene for forbrugerpolitik og handel, den særlige arbejdsgruppe for reguleringspolitik samt Amsterdam-konferencen om fastsættelse af adgangstariffer i infrastruktursektorer, konference samfinansieret af det nyoprettede nederlandske ekspertisecenter for økonomisk regulering.

714. Kommissionen deltog aktivt i samtlige OECD's konkurrencerelevante rundbordskonferencer og i peer reviews af Norge, Tyskland og Frankrig. Kommissionen fremlagde i 2003 syv skriftlige diskussionsoplæg til konkurrenceudvalget om følgende emner:

i) international informationsudveksling i fusionskontrolprocedurer

ii) regulering af adgangsstyringstjenester

iii) mediefusioner

iv) retfærdig sagsbehandling for de fusionerende parter i fusionsundersøgelser

v) konkurrence og forbrugerpolitik [366]: komplementariteter, konflikter og lakuner

[366] I dette oplæg forstås ved forbrugerbeskyttelse hovedsageligt beskyttelse af forbrugernes økonomiske og retlige interesser, om end begrebet normalt også omfatter beskyttelse af sundbed og sikkerhed.

vi) ikke-kommercielle forsyningspligter og liberalisering og

vii) tilsagn ved fusioner.

715. Kommissionen bidrog også til arbejdet i OECD's undersøgelsesudvalg (EDCR), der offentliggjorde 2003-rapporten om euroområdet.

4.4. UNCTAD

716. Kommissionen var repræsenteret på det femte møde i UNCTAD's Mellemstatslige Ekspertgruppe om konkurrencespørgsmål afholdt den 2.-4. juli og bidrog med to diskussionsoplæg, et om interaktionen mellem konkurrencepolitik og industripolitik, et andet om faglig bistand til kapacitetsopbygning på konkurrenceområdet. I det første oplæg understreges det, at der findes mange metoder til at undgå konflikter mellem konkurrencepolitik og industripolitik i udviklingslande (og industrilande), og det andet oplæg understreger Kommissionens vilje til at bidrage med faglig bistand til konkurrencemyndigheder i udviklingslande, i den udstrækning ressourcerne tillader det, da denne form for faglig bistand finansieres over EU's budget for udviklingssamarbejde og ikke direkte af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence. Ud over det formelle program var mødet en nyttig lejlighed til at møde repræsentanter for konkurrencemyndigheder i udviklingslandene og høre nærmere om deres erfaringer og bekymringer.

4.5. International workshop om karteller

717. Kommissionen var i oktober vært for en workshop om karteller med deltagelse af ca. 160 embedsmænd, der i mere end 30 lande arbejder med konkurrencespørgsmål, herunder Australien, Brasilien, Canada, Indonesien, Israel, Japan, Norge, Sydafrika, Schweiz, Tyrkiet og USA samt EU's medlemsstater og de tiltrædende lande. En række internationale organisationer, der arbejder med konkurrencespørgsmål, var også repræsenteret, så som OECD.

718. Workshoppen var den femte af slagsen og gav embedsmændene lejlighed til at udveksle erfaringer og intensivere samarbejdet i bekæmpelsen af internationale karteller. Mario Monti udtalte: "Karteller er stadigt mere internationale. For at imødegå problemer med denne "internationalisering" af kartellerne må konkurrencemyndighederne arbejde tættere sammen, f.eks. ved at samordne uanmeldte kontrolbesøg og udveksle gode råd om, hvordan denne plage for økonomien bedst kan udryddes".

719. Karteller er en af de groveste overtrædelser af konkurrenceretten overalt i verden, fordi de generelt fører til højere priser for økonomien og for forbrugeren. De bidrager også i det lange løb til tab af konkurrenceevne og er en trussel for holdbar beskæftigelse, da de pågældende virksomheder kan blive mindre innoverende, end hvis konkurrencekræfterne fik fuldt spillerum.

720. EF-traktaten forbyder i artikel 81 aftaler, der består i direkte eller indirekte prisfastsættelse, begrænsning af eller kontrol med produktion og opdeling af markeder eller forsyningskilder. Kommissionen har til opgave at håndhæve denne bestemmelse i alle medlemsstater, men også i Norge, Island og Liechtenstein i medfør af artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

721. Disse workshops har til formål at udveksle erfaringer med undersøgelse, retsforfølgelse og ophævelse af denne form for sammensværgelse. På 2003-workshoppen drøftedes især de bødefritagelsesprogrammer, som et stigende antal lande har vedtaget for at tilskynde virksomheder til at afsløre karteller mod lovning om en bødenedsættelse eller sågar -fritagelse.

722. Andre emner, der blev drøftet, var bl.a. mekanismer for informationsudveksling mellem retssystemer og effektiviteten af specifikke undersøgelses- og retsværktøjer i efterforskningen af kartelsager.

VI - Udsigter for 2004

Karteller og monopoler

723. Bekæmpelsen af karteller vil forblive en af Kommissionens højest prioriterede opgaver på konkurrenceområdet. På basis af de undersøgelser, der allerede er indledt, forventer Kommissionen at vedtage et stort antal beslutninger og udsende mange klagepunktsmeddelelser i 2004 på linje med udviklingen de sidste tre år.

724. Kampen mod hardcore-karteller kan kun vindes, hvis den afskrækkende virkning for (potentielle) lovovertrædere er troværdig. Det betyder, at der skal være stor sandsynlighed for, at sådanne "sammensværgelser mod forbrugerne" afsløres, og at sanktionerne mod dem skal være tilstrækkeligt strenge.

725. Sandsynligheden for at blive afsløret skulle blive endnu større i 2004 takket være en række nye forhold. For det første vil GD for Konkurrence selv få mulighed for at afsætte større ressourcer til bekæmpelse af alvorlige overtrædelser efter ikrafttrædelsen af moderniseringsforordningen (forordning nr. 1/2003) og generaldirektoratets interne reorganisering. For det andet forventes konkurrenter fortsat spontant at løfte sløret for karteller i håb om at opnå bødenedsættelse eller bødefritagelse. For det tredje indebærer forordning nr. 1/2003 en styrkelse af Kommissionens efterforskningsredskaber. Hertil kommer en udbygning af det samarbejde og de netværk, som Kommissionen og medlemsstaterne har etableret, navnlig gennem udveksling af fortrolige oplysninger inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk. Endelig vil det mere eller mindre intensive internationale samarbejde mellem konkurrencemyndigheder - det være sig samarbejdet om specifikke sager eller det mere generelle samarbejde om fastlæggelse af regler for bedste praksis - til stadighed blive styrket.

726. Med hensyn til sanktioner vil Kommissionen fastholde sin politik med at pålægge bøder af en størrelsesorden, der sikrer, at virksomhederne ikke blot straffes for deres ulovlige adfærd, men også afskrækkes fra at gøre noget tilsvarende i fremtiden.

Fusioner

727. I begyndelsen af året vil der være behov for at revidere gennemførelsesforordningen, CO-formularen osv., så alt dette er på plads, når de reviderede rammebestemmelser for vurdering af fusioner af fællesskabsdimension træder i kraft den 1. maj 2004. I årets anden halvdel kommer udfordringen til at bestå i at bruge disse nye instrumenter, herunder retningslinjerne for vurdering af horisontale fusioner og retningslinjerne for bedste praksis. Arbejdet med retningslinjerne for ikke-horisontale fusioner vil fortsætte.

Statsstøtte

728. Reformprocessen vil stå på i hele 2004. Den hviler på tre søjler: en procedurereform, en forbedring af den økonomiske underbygning af analyserne og en reform af statsstøttekontrolinstrumenterne.

729. Procedurereformen er det område, hvor arbejdet er nået længst. Der er blevet peget på en række ændringer, der kan forenkle og modernisere procedurerne, og et udkast til en forordning om gennemførelsen af procedureforordningen på statsstøtteområdet er blevet drøftet med medlemsstaterne i det rådgivende udvalg. Den forventes vedtaget inden maj 2004.

730. Forbedringen af den økonomiske underbygning af analyserne forventes at munde ud i nye instrumenter baseret på en "significant impact"-test, der skulle muliggøre en betydelig forenkling af behandlingen af sager, der ikke giver anledning til væsentlige bekymringer for konkurrencen eller samhandelen, selv om de opfylder definitionen på statsstøtte i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

731. Med hensyn til de eksisterende instrumenter vil der, efter vedtagelsen af ændringerne til gruppefritagelserne for støtte til små og mellemstore virksomheder og uddannelsesstøtte, blive givet prioritet til ajourføringen og forenklingen af de forskellige statsstøtterammebestemmelser med det formål at tage højde for især de behov, der vil opstå som følge af udvidelsen og de nye prioriteringer i Fællesskabets politikker. Bl.a. følgende tekster vil blive taget op til revision: retningslinjerne for rednings- og omstruktureringsstøtte, meddelelsen om referencesatser (inkl. fastsættelse af referencesatser for de nye medlemsstater inden den 1. maj 2004), meddelelsen om biograffilm og retningslinjerne for eksportkreditforsikring. Parallelt med GD REGIO's gennemgang af strukturfondsforordningerne vil reglerne for national regionalstøtte blive revideret. Også andre regler vil blive taget op til revision, hvis det viser sig nødvendigt. Blandt de øvrige punkter på dagsordenen kan nævnes kontrol med gennemførelsen af retningslinjerne for statsstøtte til skibsbygningsindustrien, revision af retningslinjerne for forsknings- og udviklingsstøtte og nye initiativer med hensyn til fiskale støtteordninger.

Det internationale område

732. Europa-Kommissionen forventes at komme til at spille en central rolle i en ny arbejdsgruppe vedrørende karteller under ICN (International Competition Network), og OECD vil i 2004 se nærmere på EU's konkurrencepolitik.

733. Europa-Kommissionen vil føre samtaler med de amerikanske myndigheder om muligheden for at indlede forhandlinger om en "Second Generation Agreement", som vil muliggøre udveksling af retligt beskyttede oplysninger. Den vil også deltage i forhandlingerne om konkurrencekapitlerne med kandidatlandene Bulgarien og Rumænien og gennemgå konkurrencereglerne i Tyrkiet, Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

Bilag - Sager omhandlet i beretningen

>TABELPOSITION>

Fusionskontrol

>TABELPOSITION>

Statsstøtte

>TABELPOSITION>