52004PC0814

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2500/2001 for at gøre det muligt at gennemføre fællesskabsbistand i henhold til artikel 54, stk. 2, litra c), i finansforordningen /* KOM/2004/0814 endelig udg. - CNS 2004/0285 */


Bruxelles, den 20.12.2004

KOM(2004) 814 endelig

2004/0285 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EF) nr. 2500/2001 for at gøre det muligt at gennemføre fællesskabsbistand i henhold til artikel 54, stk. 2, litra c), i finansforordningen

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Formålet med dette ændringsforslag er at bringe Rådets forordning (EF) nr. 2500/2001 om finansiel førtiltrædelsesstøtte til Tyrkiet i overensstemmelse med den nye finansforordnings bestemmelser om brug af central indirekte forvaltning (artikel 54, stk. 2, litra c)). Kommissionen har allerede forelagt et identisk forslag for Phare-forordningen og CARDS-forordningen, og desuden er det i det nye instrument for førtiltrædelsesbistand (IPA) forudset at benytte samme regler fra og med 2007.

I henhold til finansforordningens artikel 54, stk. 2, kan fællesskabsbudgettet gennemføres via central indirekte forvaltning, og i artikel 54, stk. 2, litra c), fastsættes specifikke gennemførelseskrav.

Ifølge disse krav kan Kommissionen ved central indirekte gennemførelse “overlade offentligretlige opgaver og navnlig budgetgennemførelsesopgaver til (…) nationale offentligretlige organer eller privatretlige enheder, der har fået overdraget offentlige tjenesteydelsesopgaver og stiller tilstrækkelige finansielle garantier og overholder de betingelser, der fastsættes i gennemførelsesbestemmelserne”, og det er videre fastsat, at “disse organer kun kan pålægges gennemførelsesopgaver hvis basisretsakten for det pågældende program eller den pågældende foranstaltning indeholder bestemmelser om uddelegering og kriterier for udvælgelse af de pågældende enheder (…)”[1].

I forbindelse med førtiltrædelsesstøtte har central indirekte forvaltning i den form, der er fastlagt i artikel 54, stk. 2, litra c), tidligere vist sig at være et værdifuldt redskab, især for foranstaltninger under Programmet for Teknisk Bistand og Informationsudveksling (TAIEX). Tyrkiet har i de seneste år haft stor fordel af TAIEX-foranstaltninger. Derfor bør det sikres, at Tyrkiet fortsat vil have adgang til TAIEX-bistand, indtil IPA-forordningen træder i kraft, inden for rammerne af de betingelser, der er fastlagt i den nye finansforordning.

2004/0285 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EF) nr. 2500/2001 for at gøre det muligt at gennemføre fællesskabsbistand i henhold til artikel 54, stk. 2, litra c), i finansforordningen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 181 A, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[2],

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet[3], og

ud fra følgende betragtninger:

I artikel 54, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget[4] (i det følgende benævnt “finansforordningen”) er det fastsat, at fællesskabsbudgettet kan gennemføres via central indirekte forvaltning, og der er også fastsat specifikke gennemførelseskrav.

I forbindelse med førtiltrædelsesstøtte har central indirekte forvaltning i den form, der er fastlagt i finansforordningens artikel 54, stk. 2, litra c), tidligere vist sig at være et værdifuldt redskab, især for foranstaltninger under Kontoret for Teknisk Bistand og Informationsudveksling (TAIEX).

Tyrkiet har i de seneste år modtaget betydelig bistand via TAIEX-foranstaltninger og bør sættes i stand til fortsat at anvende dette instrument, også i henhold til de regler, der er fastsat i den nye finansforordning.

Det vil være hensigtsmæssigt at opnå en harmoniseret tilgang inden for førtiltrædelsesbistand, og derfor bør den fremgangsmåde, der benyttes, være identisk med den, der er fastlagt i forordning nr. 3906/1989 (Phare), forordning nr. 2666/2000 (CARDS) og udkastet til IPA-forordningen.

Rådets forordning (EF) nr. 2500/2001 af 17. december 2001 om finansiel førtiltrædelsesstøtte til Tyrkiet og om ændring af forordning (EØF) nr. 3906/89, (EF) nr. 1267/1999, (EF) nr. 1268/1999 og (EF) nr. 555/2000[5] bør derfor ændres tilsvarende -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 2500/2001 foretages følgende ændringer:

Som artikel 6a indsættes:

“ Artikel 6a

Kommissionen kan inden for de grænser, der er fastsat i artikel 54 i Rådets forordning (EF) nr. 1605/2002[6], beslutte at overlade offentligretlige opgaver og navnlig budgetgennemførelsesopgaver til organer som omhandlet i nævnte forordnings artikel 54, stk. 2. De organer, der er omhandlet i artikel 54, stk. 2, litra c), i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002, kan få overdraget offentligretlige opgaver, hvis de har en anerkendt international status, opfylder kravene i internationalt anerkendte forvaltnings- og kontrolsystemer og overvåges af en offentlig myndighed.”

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […]

På Rådets vegne

Formand

[1] Artikel 54, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 1605/2002, EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

[2] EUT C […] af […], s. […].

[3] EUT C […] af […], s. […].

[4] EFT L 248 af 16.9.2002, s.1.

[5] EFT L 342 af 27.12.2001, s. 1. Senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 769/2004 (EUT L 123 af 27.4.2004, s. 1).

[6] EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.