52004PC0387

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1600/99 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Indien /* KOM/2004/0387 endelig udg. */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 1600/99 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Indien

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Den 10. juli 2003 indledte Kommissionen en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør af den endelige antidumpingtold på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Indien.

Det fremgik af undersøgelsen, at der bør indføres en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare, der fremstilles og eksporteres af den ansøger, der anmodede om ovennævnte fornyede undersøgelse.

Det foreslås derfor, at Rådet vedtager vedlagte forslag til forordning, der skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 1600/99 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Indien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab [1] ("grundforordningen"), særlig artikel 11, stk. 4,

[1] EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 [2] af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 20,

[2] EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

under henvisning til forslag fremsat af Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. TIDLIGERE PROCEDURER

(1) Ved forordning (EF) nr. 1600/1999 [3] indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover ("den pågældende vare") henhørende under KN-kode ex 7223 00 19 og med oprindelse i Indien. Foranstaltningerne indførtes i form af en værditold på mellem 0 % og 55,6 %.

[3] EFT L 189 af 22.7.1999, s. 19.

(2) Ved forordning (EF) nr. 1599/1999 [4] indførte Rådet samtidig en endelig udligningstold på den samme vare med oprindelse i Indien. Foranstaltningerne indførtes i form af en værditold på mellem 0 % og 35,4% for individuelle eksportører og på 48,8 % for ikke-samarbejdsvillige eksportører.

[4] EFT L 189 af 22.7.1999, s. 1. Forordningen er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 164/2002 (EFT L 30 af 31.1.2002, s. 9).

B. NUVÆRENDE PROCEDURE

1. Anmodning om en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør

(3) Efter indførelsen af de endelige foranstaltninger modtog Kommissionen en anmodning om en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør af forordning (EF) nr. 1600/1999 i medfør af artikel 11, stk. 4, i grundforordningen fra en indisk producent, VSL Wires Limited ("ansøgeren"). Ansøgeren hævdede, at selskabet ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen anden eksportør af den pågældende vare i Indien. Ansøgeren hævdede endvidere, at selskabet ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode (dvs. fra 1. april 1997 til 31. marts 1998), men først var begyndt at eksportere varen til Fællesskabet efter denne periode. På grundlag af ovenstående anmodede ansøgeren om, at der blev fastsat en individuel toldsats for selskabet i tilfælde af, at der blev konstateret dumping.

2. Indledning af en fornyet undersøgelse

(4) Kommissionen undersøgte den dokumentation, som ansøgeren havde fremlagt, og fandt, at der var tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen. Efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og efter at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet havde haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger, indledte Kommissionen ved forordning (EF) nr. 1225/2003 [5] en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør af forordning (EF) nr. 1600/1999 for så vidt angår ansøgeren. Samtidig blev den gældende antidumpingtold ophævet for så vidt angår importen af den pågældende vare, der fremstilles og eksporteres til Fællesskabet af ansøgeren, og denne import blev gjort til genstand for registrering i henhold til artikel 11, stk. 4, og 14, stk. 5, i grundforordningen.

[5] EUT L 172 af 10.7.2003, s. 6.

(5) Efter anmodning fra ansøgeren indledte Kommissionen samtidig og på samme baggrund en fremskyndet fornyet undersøgelse af Rådets forordning (EF) nr. 1599/1999 [6] i henhold til artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 2026/97.

[6] EUT C 161 af 10.7.2003, s. 2.

3. Den pågældende vare

(6) Den vare, der er omfattet af den foreliggende fornyede undersøgelse, er den samme som den, der er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 1600/1999, dvs. tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover, med indhold af nikkel på 2,5 vægtprocent og derover, undtagen med indhold af nikkel på 28 vægtprocent og derover, men ikke over 31 vægtprocent, og af chrom på 20 vægtprocent og derover, men ikke over 22 vægtprocent.

4. Undersøgelsesperiode

(7) Undersøgelsen omfattede perioden fra 1. april 2002 til 31. marts 2003 (i det følgende benævnt "undersøgelsesperioden").

5. De berørte parter

(8) Kommissionen underrettede officielt ansøgeren og Indiens regering om indledningen af proceduren. Den gav endvidere andre direkte berørte parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt. Kommissionen modtog imidlertid ikke nogen synspunkter og heller ikke nogen anmodninger om at blive hørt.

(9) Kommissionen sendte et spørgeskema til ansøgeren og modtog en fuldstændig besvarelse inden for den anførte frist. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at gennemføre undersøgelsen, og den aflagde et kontrolbesøg hos ansøgeren.

C. DEN FORNYEDE UNDERSØGELSES OMFANG

(10) Da ansøgeren ikke fremsatte nogen anmodning om fornyet undersøgelse af undersøgelsesresultaterne vedrørende skade, blev den fornyede undersøgelse begrænset til at omfatte spørgsmålet om dumping.

D. RESULTATERNE AF UNDERSØGELSEN

(11) Ansøgeren kunne godtgøre, at selskabet hverken var direkte eller indirekte forretningsmæssigt forbundet med nogen af de indiske eksporterende producenter, der er omfattet af de gældende antidumpingforanstaltninger over for den pågældende vare.

(12) Det fremgik af undersøgelsen, at ansøgeren ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode, dvs. fra 1. april 1997 til 31. marts 1998.

(13) Kommissionen undersøgte, om ansøgeren havde eksporteret den pågældende vare til Fællesskabet efter den oprindelige undersøgelsesperiode. I den forbindelse blev det konstateret, at ansøgeren ikke havde haft nogen form for salg til Fællesskabet og heller ikke havde indgået nogen uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde af den pågældende vare til Fællesskabet i den nuværende undersøgelsesperiode.

(14) Det blev konstateret, at ansøgeren kun havde foretaget ét salg til Fællesskabet, som rent faktisk fandt sted i august 2001, dvs. efter den oprindelige undersøgelsesperiode, men lang tid inden den nuværende undersøgelsesperiode.

(15) Ansøgeren anmodede Kommissionen om at udvide undersøgelsesperioden til at omfatte den periode, hvor det i betragtning (14) nævnte salg havde fundet sted. I den forbindelse fremførte ansøgeren, at selskabet havde anmodet om den fornyede undersøgelse vedrørende en ny eksportør i august 2001 og foreslået en undersøgelsesperiode fra 1. juli 2001 til 31. marts 2003. I den forbindelse skal det påpeges, at for at sikre, at undersøgelsesresultaterne er repræsentative, skal Kommissionen i henhold til artikel 6, stk. 1, i grundforordningen vælge en undersøgelsesperiode, som for så vidt angår dumping normalt skal omfatte en periode på mindst seks måneder umiddelbart forud for indledningen af proceduren. Selv om det tog næsten to år og en omfattende brevveksling, inden ansøgeren kunne indgive en tilfredsstillende anmodning om fornyet undersøgelse, er det ikke berettiget at afvige fra bestemmelsen i artikel 6, stk. 1, i grundforordningen. Hvis en sådan udvidet undersøgelsesperiode, som kun ville omfatte denne ene eksporttransaktion, blev godkendt, ville det desuden kunne medføre, at der blev gjort brug af forældede oplysninger og regnskabsdata, som kunne forvrænge undersøgelsesresultaterne betydeligt set i forhold til ansøgerens nuværende situation. Selv om man valgte at anvende den lange undersøgelsesperiode, som ville omfatte det salg, der fandt sted i august 2001, ville dette enkeltstående salg endvidere ikke udgøre et repræsentativt grundlag for vurderingen af dumpingen og fastsættelsen af en individuel dumpingmargen. Den enkeltstående salgstransaktion udgjorde kun ca. 0,2 % af ansøgerens årlige produktion af den pågældende vare, og prisen var dobbelt så høj som prisen på den samme vare ved eksport til alle andre tredjelande i denne periode. Dette salg kunne derfor ikke danne grundlag for en repræsentativ vurdering af dumpingen for ansøgerens vedkommende.

(16) I sin besvarelse af spørgeskemaet anførte ansøgeren, at der var undertegnet en kontrakt i undersøgelsesperioden, men det fremgik af kontrolbesøget på stedet, at salget aldrig var blevet gennemført. Det kan derfor konstateres, at ansøgeren ikke har indgået nogen uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde af den pågældende vare til Fællesskabet, og at ansøgerens hensigtserklæring om at ville fortsætte sin eksport til Fællesskabet efter salgstransaktionen i 2001 ikke er blevet ført ud i livet. På baggrund af ovenstående kan der ikke fastsættes en individuel dumpingmargen for ansøgeren som omhandlet i artikel 11, stk. 4, i grundforordningen, da der ikke var nogen eksport til Fællesskabet og heller ingen uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse i undersøgelsesperioden. Den dumpingmargen, der blev fastsat i den oprindelse undersøgelse for parter, der ikke blev undersøgt individuelt, dvs. 76,2 % (jf. betragtning (23) i Rådets forordning (EF) nr. 1600/1999), bør derfor finde anvendelse.

E. ANTIDUMPINGTOLDEN

(17) Da den højeste skadestærskel, som blev fastsat i den oprindelige undersøgelse, dvs. 55,6 %, er lavere end den dumpingmargen på 76,2 %, der blev fastsat for ansøgeren (jf. betragtning (16)), bør antidumpingtolden i henhold til artikel 9, stk. 4, i grundforordningen ikke være højere end denne skadestærskel.

(18) Selv om der ikke fandt eksport sted til Fællesskabet i undersøgelsesperioden, blev der beregnet en individuel udligningstold for ansøgeren på basis af eksportsubsidiebeløbet (en værditold på 14,1 %) i den sideløbende fremskyndede fornyede undersøgelse af Rådets forordning (EF) nr. 1599/1999, som blev iværksat i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 (jf. betragtning (5)).

(19) I henhold til artikel 14, stk. 1, i grundforordningen og artikel 24, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 må ingen vare pålægges både antidumping- og udligningstold med det formål at afhjælpe en og samme situation, som er opstået som følge af dumping eller eksportsubsidiering.

(20) På grundlag af ovenstående bør der indføres en endelig antidumpingtold på importen til Fællesskabet af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover, der fremstilles og eksporteres af VSL Wires Limited, på 41,5 %, dvs. 55,6 % minus 14,1 %, udtrykt i procent af cif-prisen, Fællesskabets grænse (ufortoldet), og under hensyntagen til resultaterne af den sideløbende fremskyndede fornyede undersøgelse af de gældende udligningsforanstaltninger. Rådets forordning (EF) nr. 1600/1999 bør derfor ændres tilsvarende.

F. OPKRÆVNING AF ANTIDUMPINGTOLDEN MED TILBAGEVIRKENDE KRAFT

(21) Den antidumpingtold, der finder anvendelse for VSL Wires Limited, bør også opkræves med tilbagevirkende kraft på import, der er registreret i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 1225/2003.

G. MEDDELELSE OM FORANSTALTNINGERNE OG DERES VARIGHED

(22) Kommissionen underrettede ansøgeren og den indiske regering om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at foreslå, at Rådets forordning (EF) nr. 1600/1999 ændres. De fik også en rimelig frist til at fremsætte bemærkninger.

(23) I sit svar på meddelelsen hævdede ansøgeren, at Kommissionen havde undladt at undersøge andre mulige måder at fastsætte eksportprisen på, f.eks. ved at anvende ansøgerens priser ved eksport til andre tredjelande til at beregne dumpingmargenen. I den forbindelse skal det bemærkes, at den eksportpris, der anvendes til dumpingberegningen, ifølge artikel 2, stk. 8, i grundforordningen skal være den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varen, når den sælges fra eksportlandet til Fællesskabet. Der findes ingen bestemmelser om, at eksportprisen også kan fastsættes på grundlag af varer, som eksportlandet sælger til andre bestemmelsessteder end Fællesskabet. Påstanden bør derfor afvises, og konklusionerne i betragtning (11)-(16) bekræftes.

(24) Denne fornyede undersøgelse berører ikke den dato, hvor Rådets forordning (EF) nr. 1600/1999 udløber, jf. artikel 11, stk. 2, i grundforordningen -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Tabellen i artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1600/1999 ændres ved at tilføje følgende:

>TABELPOSITION>

Artikel 2

1. Den indførte antidumpingtold opkræves også med tilbagevirkende kraft på import af den pågældende vare, der er registreret i overensstemmelse med artikel 3 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1225/2003.

2. Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er angivet.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand