Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1100/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af siliciumcarbid med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Den Russiske Føderation og Ukraine og om forlængelse af de tilsagn, der blev godtaget ved Kommissionens afgørelse 94/202/EF /* KOM/2004/0278 endelig udg. */
Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 1100/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af siliciumcarbid med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Den Russiske Føderation og Ukraine og om forlængelse af de tilsagn, der blev godtaget ved Kommissionens afgørelse 94/202/EF (forelagt af Kommissionen) BEGRUNDELSE Den 20. marts 2004 indledte Kommissionen en fornyet undersøgelse vedrørende importen af siliciumcarbid med oprindelse i Den Russiske Føderation og Ukraine. Formålet hermed var at undersøge, hvorvidt disse foranstaltninger skulle ændres for at tage hensyn til udvidelsen af EF. Undersøgelsen viste, at det var i EF's interesse at fastsætte bestemmelser om en midlertidig tilpasning af de gældende foranstaltninger for at undgå for store negative virkninger for importører og brugere i EU10. Undersøgelsen af det tilsagn, der var godtaget fra den russiske eksportør, viste, at det er nødvendigt at tilpasse det kvantitative element i tilsagnet for at tage hensyn til den kendsgerning, at denne mængde, som blev beregnet på basis af et EF med 15 medlemsstater, bør genberegnes på basis af et EF med 25 medlemsstater. Det foreslås derfor at revidere det eksisterende tilsagn for den russiske eksportør og godtage et midlertidig tilsagn fra den berørte ukrainske eksportør med kvantitative lofter svarende til de traditionelle eksportmængder til EU10. Medlemsstaterne er blevet konsulteret og var ikke imod forslaget. Det foreslås, at Rådet vedtager vedlagte forslag til forordning, der bør offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 20. maj 2004. Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 1100/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af siliciumcarbid med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Den Russiske Føderation og Ukraine og om forlængelse af de tilsagn, der blev godtaget ved Kommissionens afgørelse 94/202/EF RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab [1], senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 [2], i det følgende benævnt "grundforordningen", særlig artikel 8, artikel 11, stk. 3, artikel 21 og artikel 22, litra c), [1] EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. [2] EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12. under henvisning til forslag fra Kommissionen forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og ud fra følgende betragtninger: A. PROCEDURE 1. Gældende foranstaltninger (1) Efter en fornyet undersøgelse i forbindelse med foranstaltningernes udløb indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 821/94 en endelig antidumpingtold på importen af siliciumcarbid med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Den Russiske Føderation og Ukraine. Samtidig godtog Kommissionen ved Kommissionens afgørelse 94/202/EF af 9. marts 1994 [3] et tilsagn afgivet i fællesskab af den russiske regering og V/O Stankoimport, Moskva, Rusland. Efter en fornyet undersøgelse i forbindelse med foranstaltningernes udløb indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 1100/2000 [4] en endelig antidumpingtold på importen af siliciumcarbid (i det følgende benævnt "den pågældende vare") med oprindelse i Folkerepublikken Kina (Kina), Den Russiske Føderation (Rusland) og Ukraine, og Kommissionen forlængede det tilsagn, der ved Kommissionens afgørelse 94/202/EF blev godtaget for det russiske selskab 'V/O Stankoimport'. [3] EFT L 94 af 13.4.1994, s. 32. [4] EFT L 125 af 26.5.2000, s. 3. (2) Toldsatsen på nettoprisen, frit EF's grænse, ufortoldet, for import af den pågældende vare med oprindelse i Rusland blev fastsat til 23,3 %. (3) Toldsatsen på nettoprisen, frit EF's grænse, ufortoldet, for import af den pågældende vare med oprindelse i Ukraine blev fastsat til 24 %. 2. Undersøgelse (4) Den 20. marts 2004 meddelte Kommissionen gennem offentliggørelsen af en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende [5], at der blev indledt en delvis interimsundersøgelse af de gældende foranstaltninger (i det følgende benævnt "foranstaltningerne") i henhold til artikel 11, stk. 3, og artikel 22, litra c), i grundforordningen. [5] EUT C 70 af 20.3.2004, s. 15. (5) Den fornyede undersøgelse blev indledt på Kommissionens initiativ for at undersøge, om der som følge af udvidelsen af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 (i det følgende benævnt "udvidelsen") og under hensyntagen til aspektet med EF's interesser er behov for at tilpasse foranstaltningerne for at undgå en pludselig og for stor negativ virkning for alle interesserede parter, herunder brugere, distributører og forbrugere. 3. Parter, der er berørt af undersøgelsen (6) Alle interesserede parter, som Kommissionen har kendskab til, herunder EF-erhvervsgrenen, sammenslutninger af producenter eller brugere i EF, eksporterende producenter i det berørte land, importører og importørsammenslutninger og de relevante myndigheder i de berørte lande samt interesserede parter i de ti nye medlemsstater, som tiltræder Den Europæiske Union den 1. maj 2004 (i det følgende benævnt "EU10"), blev underrettet om indledningen af undersøgelsen og fik mulighed for at give deres mening til kende skriftligt, forelægge oplysninger og fremlægge dokumentation inden for den tidsfrist, der var angivet i indledningsmeddelelsen. Alle interesserede parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt mundtligt. (7) I den sammenhæng fremførte følgende interesserede parter deres mening: (a) EF-producentsammenslutning: - European Chemical Industry Council (CEFIC) (b) Eksporterende producent: - Zaporozhsky Abrasivny Combinat, Zaporozhye, Ukraine (c) Eksportør: - V/O Stankoimport, Rusland (d) Producent: - JSC Volzhsky Abrasive Works, Rusland B. DEN PÅGÆLDENDE VARE (8) Den pågældende vare er den samme som i den oprindelige undersøgelse og henhører under KN-kode 2849 20 00. (9) Det er kendetegnende for produktionsprocessen for siliciumcarbid, at produktet automatisk omfatter en række forskellige kvaliteter siliciumcarbid, der kan opdeles på to hovedtyper: krystallinsk og metallurgisk. Den krystallinske kvalitet, der yderligere kan opdeles på typerne sort og grøn, anvendes normalt ved fremstillingen af slibeværktøj, slibesten, ildfaste produkter af høj kvalitet, keramiske produkter, plastmaterialer osv., hvorimod den metallurgiske kvalitet almindeligvis anvendes som siliciumkilde i støberier og højovne. Ligesom under de foregående undersøgelser anses de to hovedtyper for at udgøre en og samme vare i forbindelse med denne undersøgelse. C. RESULTATER AF UNDERSØGELSEN I. VEDRØRENDE siliciumcarbid MED OPRINDELSE I RUSLAND 1. Krav fra interesserede parter (10) Den russiske eksportør, der er omfattet af pristilsagnet, fremførte, at den importmængde, som tilsagnet gælder for, blev fastlagt på grundlag af dens salg til EU15-markedet, og at tilsagnet derfor burde revideres for at tage behørigt hensyn til EU25-markedet. Den pågældende eksportør fremførte, at en sådan revision var væsentlig for at undgå forskelsbehandling til fordel for andre eksportører af den pågældende vare til EU. 2. Bemærkninger fra medlemsstaterne (11) Medlemsstaterne har fremsat deres synspunkter, og flertallet af dem går ind for en tilpasning af foranstaltninger for at tage hensyn til udvidelsen af Den Europæiske Union. 3. Vurdering (12) Der blev foretaget en analyse af de disponible data og oplysninger, som bekræftede, at mængden af import af den pågældende vare fra Rusland til EU10 var betydelig. I betragtning af at den importmængde, der er omfattet af det i øjeblikket gældende tilsagn, blev fastlagt på basis af importen til EF med 15 medlemsstater, er der ikke heri taget hensyn til den øgede importmængde til det udvidede EF med 25 medlemsstater. 4. Konklusion (13) I betragtning af ovenstående konkluderes det, at det for at tage hensyn til udvidelsen er hensigtsmæssigt at tilpasse foranstaltningerne for at tage højde for den yderlige mængde import til EU10-markedet. (14) Den oprindelige importmængde, der er omfattet af tilsagnet for EF med 15 medlemsstater, blev beregnet og fastlagt for hvert på hinanden følgende år i andet halvår af det igangværende år som en proportion af EF's forbrug på grundlag af det år, der gik forud for det igangværende. Forøgelsen af den importmængde, der er omfattet af tilsagnet, er blevet beregnet efter samme beregningsmetode. (15) Derfor findes det hensigtsmæssigt, at Kommissionen kan godtage et forslag til et ændret tilsagn, som afspejler situationen efter udvidelsen og er fastlagt på grundlag af den metode, der er beskrevet i betragtning 11. II. VEDRØRENDE siliciumcarbid MED OPRINDELSE I UKRAINE 1. Bemærkninger fra interesserede parter i eksporterende lande (16) De ukrainske myndigheder og den ukrainske eksporterende producent fremførte, at på grund af antidumpingtoldens høje niveau og som følge af udvidelsen af foranstaltningerne til også at omfatte EU10 ville deres traditionelle handelsstrømme til EU10 blive forstyrret betydeligt. (17) De fremførte især, at de pludselige kraftige prisstigninger som følge af den høje antidumpingtold gjorde varen urimeligt dyr til metallurgisk briketteproduktion. 2. Bemærkninger fra EF-erhvervsgrenen (18) EF-erhvervsgrenen fremførte, at den ikke ville modsætte sig forslag om at træffe mellemliggende foranstaltninger for en overgangsperiode, såfremt disse ikke påvirkede situationen i negativ retning 3. Bemærkninger fra medlemsstaterne (19) Myndighederne i Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Den Slovakiske Republik fandt, at der burde anvendes særlige overgangsordninger for importen af den pågældende vare fra Ukraine efter udvidelsen. Der blev fremført det argument, at den pågældende vare er af stor betydning for de endelige brugere i industrien i EU10, eftersom den ikke produceres i disse lande. (20) Følgelig indtog visse af disse myndigheder det standpunkt, at antidumpingtolden burde suspenderes for importen af den pågældende vare med oprindelse i Ukraine. 4. Vurdering (21) På grundlag af de disponible data og oplysninger blev der foretaget en analyse, som bekræftede, at mængden af import af den pågældende vare fra Ukraine til EU10 var betydelig i 2003. (22) I betragtning af den pågældende vares store betydning for de traditionelle endelige brugere i industrien i EU10 og den relativt høje antidumpingtold blev det derfor konkluderet, at det er i EF's interesse gradvis at tilpasse de i øjeblikket gældende foranstaltninger for at undgå en pludselig og for stor negativ virkning for alle interesserede parter. 5. Konklusion (23) Alle disse forskellige aspekter og interesser er taget i betragtning og overvejet som helhed. Det fremgår heraf, at EU10-importørernes og -brugernes interesser ville blive påvirket væsentligt i negativ retning af den pludselige anvendelse af de eksisterende foranstaltninger, hvis disse ikke tilpasses midlertidigt. (24) Derimod vil EF-erhvervsgrenens interesser, som den selv bekræftede det, ikke blive påvirket i urimeligt negativ grad, hvis foranstaltningerne tilpasses midlertidigt, idet den i øjeblikket ikke fuldt ud kan tilfredsstille efterspørgslen fra kunderne i EU10. (25) Under disse omstændigheder kan det med rimelighed konkluderes, at det ikke er i EF's interesse at anvende de eksisterende foranstaltninger uden en tilpasning, og at den midlertidige tilpasning af de eksisterende foranstaltninger med hensyn til importen af den pågældende vare til EU10 ikke vil være af en sådan art, at den i væsentlig grad undergraver det ønskede handelsbeskyttelsesniveau. (26) Med henblik herpå blev der undersøgt forskellige muligheder for, hvordan man bedst kunne beskytte EF-erhvervsgrenen mod skadelig dumping og samtidig tage hensyn til EF's interesseaspekter ved at mindske antidumpingtoldens økonomiske virkninger for de traditionelle købere i EU10 i perioden med økonomisk tilpasning efter udvidelsen. (27) Det forekom, at dette bedst kunne opnås ved at tillade, at de traditionelle eksportmængder fra Ukraine til EU10 kan importeres uden antidumpingtold i en overgangsperiode. I den sammenhæng vil der for enhver eksport til EU10, der overstiger de traditionelle eksportmængder, ligesom for eksporten til EU15 skulle betales normal antidumpingtold. 6. Tilsagn (28) Efter vurderingen af de forskellige muligheder for, hvordan man bedst kunne tillade en fortsættelse af disse traditionelle eksportstrømme til EU10, fandt man, at det var mest hensigtsmæssigt at godtage frivillige tilsagn fra den samarbejdende part med elementer vedrørende kvantitative lofter. Derfor fremsatte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i grundforordningen forslag om tilsagn til den berørte eksporterende producent, og som følge heraf blev der derefter afgivet tilsagn fra 1 eksporterende producent af den pågældende vare i Ukraine. (29) I den forbindelse skal det bemærkes, at der i overensstemmelse med artikel 22, litra c), i grundforordningen blev taget hensyn til den særlige omstændighed, som udvidelsen udgør, ved fastlæggelsen af bestemmelserne i tilsagnet. De udgør en særlig foranstaltning, i og med at de eksisterende foranstaltninger i kraft heraf tilpasses midlertidigt for det udvidede EF med 25 medlemsstater. (30) Importmængderne ("lofterne") blev derfor fastlagt for den eksporterende producent i Ukraine, med udgangspunkt i dens gennemsnitlige traditionelle eksportmængder til EU10 i 2001, 2002 og 2003. Det skal imidlertid bemærkes, at den usædvanlige forøgelse af eksportmængder til EU10, der blev konstateret i de seneste måneder af 2003 og de første måneder af 2004, blev trukket fra de traditionelle mængder, der blev benyttet til fastlæggelsen af lofterne. (31) Når de pågældende eksporterende producenter sælger deres varer til EU10 på betingelserne i deres tilsagn, bør de indvillige i stort set at respektere deres traditionelle salgsmønster til individuelle forbrugere i EU10. De eksporterende producenter bør derfor være klar over, at tilbud om tilsagn kun kan anses for at være gennemførlige og dermed acceptable, hvis de for så vidt angår det salg, der er omfattet af tilsagnene, generelt set opretholder sådanne traditionelle handelsmønstre med deres kunder i EU10. (32) De eksporterende producenter bør også være klar over, at hvis det inden for rammerne af tilsagnenes gennemførelse konstateres, at disse salgsmønstre ændrer sig betydeligt, eller at tilsagnene på nogen måde bliver vanskelige eller umulige at overvåge, har Kommissionen ret til at tilbagetrække sin godtagelse af selskabets tilsagn, hvilket betyder, at den endelige antidumpingtold bliver indført i stedet for på det niveau, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1100/2000, eller den kan tilpasse importloftets niveau eller træffe en anden form for afhjælpende foranstaltning. (33) Følgelig vil ethvert tilbud om tilsagn, der er i overensstemmelse med ovenstående betingelser, kunne godtages af Kommissionen ved en kommissionsforordning. D. ÆNDRING AF FORORDNING (EF) NR. 1100/2000 (34) På baggrund af ovenstående er det nødvendigt i de tilfælde, hvor tilsagn godtages af Kommissionen i en efterfølgende forordning, at fastsætte bestemmelser, der giver mulighed for, at import til EF inden for rammerne af sådanne tilsagn fritages for den antidumpingtold, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 1100/2000, gennem en ændring af nævnte forordning - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 1. Kommissionen kan godtage et forslag til et ændret tilsagn med en forøgelse af den importmængde, der er omfattet af det tilsagn, som blev godtaget ved Kommissionens afgørelse 94/202/EF af 9. marts 1994 vedrørende importen af siliciumcarbid med oprindelse i Rusland. En sådan forøgelse beregnes efter samme beregningsmetode som den, der blev benyttet til beregningen af det oprindelige loft for EF med 15 medlemsstater. Den oprindelige importmængde blev beregnet og fastlagt for hvert på hinanden følgende år i andet halvår af det igangværende år som en proportion af EF's forbrug på grundlag af det år, der gik forud for det igangværende. 2. Kommissionen kan ændre tilsagnet i overensstemmelse hermed. Artikel 2 I artikel 1 i forordning (EF) nr. 1100/2000 tilføjes følgende stykke: '4. Importvarer, der angives til overgang i fri omsætning, fritages for den i artikel 1 anførte antidumpingtold, såfremt de er produceret af selskaber, fra hvilke Kommissionen har godtaget tilsagn, og hvis navne er opført på listen i den relevante kommissionsforordning, som undertiden ændres, og er importeret i overensstemmelse med bestemmelserne i samme kommissionsforordning. Disse importvarer fritages for antidumpingtold, hvis (a) de varer, der er angivet og frembudt for toldmyndighederne, nøjagtigt svarer til den i artikel 1 beskrevne vare (b) der ved fremlæggelse af en angivelse om overgang til fri omsætning for medlemsstaternes toldmyndigheder fremlægges en handelsfaktura, som mindst indeholder de oplysninger, der er anført i bilaget og (c) de varer, der er angivet og frembudt for toldmyndighederne, nøjagtigt svarer til varebeskrivelsen i handelsfakturaen.' Artikel 3 Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den På Rådets vegne Formand BILAG Følgende oplysninger skal fremgå af handelsfakturaer for selskabets salg til EF af siliciumcarbid, der er omfattet tilsagnet: 1. Overskriften "HANDELSFAKTURA, SOM LEDSAGER VARER OMFATTET AF ET TILSAGN" 2. Navnet på det selskab, der er omhandlet i artikel 1 i Kommissionens forordning [INDSÆT NUMMER], og som udsteder handelsfakturaen 3. Handelsfakturaens nummer 4. Handelsfakturaens udstedelsesdato 5. Den Taric-tillægskode, under hvilken de af fakturaen omfattede varer skal toldbehandles ved EF's grænse. 6. En nøjagtig varebeskrivelse, herunder: - det varekodenummer (PCN), som anvendes i forbindelse med undersøgelsen og tilsagnet (f.eks. PCN I, PCN 2 osv.) - en beskrivelse i almindeligt sprog af de varer, der svarer til den pågældende PCN (f.eks. PCN 1: PCN 2: osv.) - selskabsvarekodenummer (hvis relevant) - KN-kode - mængde (i antal tons). 7. En beskrivelse af salgsbetingelserne, herunder: - pris pr. ton - betalingsbetingelser - leveringsbetingelser - samlede rabatter og nedslag. 8. Navn på det selskab, der handler som importør i EF, og til hvilket selskabet direkte har udstedt den handelsfaktura, der ledsager de varer, som er omfattet af et tilsagn. 9. Navnet på den funktionær i selskabet, der har udstedt fakturaen, og følgende underskrevne erklæring: "Undertegnede bekræfter, at salget til direkte eksport til Det Europæiske Fællesskab af de varer, der er omfattet af denne faktura, finder sted inden for rammerne af og i henhold til bestemmelserne i det tilsagn, der er afgivet af [selskab], og som Europa-Kommissionen har godtaget ved forordning nr. [INDSÆT NUMMER]. Jeg erklærer, at oplysningerne i denne faktura er fuldstændige og korrekte."