52004PC0210

Udtalelse fra Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), om Europa-Parlamentets ændringer til Rådets fælles holdning til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på uddannelsesområdet, og støtte til enkeltforanstaltninger på uddannelsesområdet om ændring af Kommissionens forslag i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2 /* KOM/2004/0210 endelig udg. - COD 2003/0114 */


UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), om Europa-Parlamentets ændringer til Rådets fælles holdning til forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om et EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på uddannelsesområdet, og støtte til enkeltforanstaltninger på uddannelsesområdet OM ÆNDRING AF KOMMISSIONENS FORSLAG i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2

2003/0114 (COD)

UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), om Europa-Parlamentets ændringer til Rådets fælles holdning til forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om et EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på uddannelsesområdet, og støtte til enkeltforanstaltninger på uddannelsesområdet

1. INDLEDNING

I henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), afgiver Kommissionen udtalelse om Europa-Parlamentets ændringer under andenbehandlingen. Der redegøres for Kommissionens holdning til Europa-Parlamentets 3 ændringer nedenfor.

2. BAGGRUND

Forslag sendt til Europa-Parlamentet og Rådet (dok. KOM(2003) 273 endelig - 2003/0114 (COD)): // 3. juni 2003

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse: // 29. oktober 2003

Regionsudvalget: // afgav ingen udtalelse om denne tekst.

Europa-Parlamentets udtalelse ved førstebehandlingen: // 6. november 2003

Kommissionens bemærkninger til Europa-Parlamentets ændringsforslag fra førstebehandlingen: // 6. november 2003

Politisk enighed i Rådet (enstemmig): // 24. november 2003

Vedtagelse af den fælles holdning: // 22. december 2003

Vedtagelse af Europa-Parlamentets ændringer under andenbehandlingen: // 10. marts 2004

3. FORMÅLET MED KOMMISSIONENS FORSLAG

Denne afgørelse, som er baseret på EF-traktatens artikel 149 og 150, tager sigte på efter vedtagelsen af den nye finansforordning vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget at etablere et retsgrundlag for tildeling af støtte til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på uddannelsesområdet, og støtte til enkeltforanstaltninger på uddannelsesområdet.

Dette program vil dække formålene under visse gamle budgetkonti i budgettets del A, kapitel 30, og visse konti i del B, bl.a. dem, der vedrører Jean Monnet-aktionen, støtte til specifikke institutioner (Europakollegiet i Brugge og Natolin, Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, Det Europæiske Retsakademi i Trier, European Inter-University Centre for Human Rights and Democratisation, Det Europæiske Agentur for Udvikling af Specialundervisning, Det Internationale Center for Europæisk Uddannelse), aktioner til støtte for uddannelse i europæisk ret og aktioner til støtte for udvikling af den europæiske uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitik (målrettede processer).

4. KOMMISSIONENS UDTALELSE OM EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGER

Ændringer i alt: 3.

Ændringer, som Kommissionen helt kan acceptere: 3.

Kommissionen accepterer ændring 1, som er af teknisk karakter, og som i forbindelse med programmets emneområde 3B forøger budgetrammens minimum- og maksimumprocentsatser i forhold til forøgelsen under budgetproceduren for 2004 af den budgetkonto, der svarer til denne foranstaltning.

Kommissionen accepterer de to tekniske ændringer (ændring 2 og 3), som tager sigte på at indføre to undtagelser fra finansforordningen for at tage hensyn til, at dette nye program træder i kraft fra 2004.

5. KONKLUSION

I henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, ændrer Kommissionen sit forslag som angivet ovenfor.