52004PC0119

Forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1784/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med oprindelse i Brasilien, Den Tjekkiske Republik, Japan, Folkerepublikken Kina, Republikken Korea og Thailand /* KOM/2004/0119 endelig udg. - ACC 2004/0037 */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1784/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med oprindelse i Brasilien, Den Tjekkiske Republik, Japan, Folkerepublikken Kina, Republikken Korea og Thailand

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

I august 2000 indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 1784/2000 en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med oprindelse i bl.a. Brasilien.

Den 18. august 2003 vedtog WTO's tvistbilæggelsesorgan (DSB) en appelinstansrapport og en panelrapport om sagen "De Europæiske Fællesskaber - antidumpingtold på rørfittings af deformerbart støbejern fra Brasilien" (i det følgende benævnt "rapporterne"). I disse rapporter blev De Europæiske Fællesskaber anmodet om at bringe forordningen om endelig antidumpingtold i overensstemmelse med WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, for så vidt angår visse aspekter af dumpingen ("nulsatsning") og skadesafgørelserne (manglende offentliggørelse i en forordning af analysen vedrørende seks bestemte skadesfaktorer, som det i den oprindelige undersøgelse blev fastslået var ubetydelige, og manglende underretning af parterne om analysen).

Vedlagte forslag til Rådets forordning forelægges med henblik på at gennemføre henstillingerne i rapporterne og afspejler de reviderede afgørelser efter disse henstillinger på grundlag af oplysninger, som blev indhentet på tidspunktet for den oprindelige undersøgelse, dvs. i 1999/2000.

Det fremgik af revurderingen af afgørelserne på baggrund af henstillingerne i rapporterne, at importen fra Brasilien stadig fandt sted til skadelige dumpingpriser. Der blev beregnet en revideret dumpingmargen for Brasilien, hvilket førte til en margen, som blev nedsat fra 34,8 % til 32 %.

Det foreslås derfor, at Rådet vedtager nærværende forslag til forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1784/2000.

2004/0037 (ACC)

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1784/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med oprindelse i Brasilien, Den Tjekkiske Republik, Japan, Folkerepublikken Kina, Republikken Korea og Thailand

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1515/2001 [1], om de foranstaltninger, der kan træffes af EF på grundlag af en rapport vedtaget af WTO's Tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger,

[1] EFT L 201 af 26.7.2001, s. 10.

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab ("grundforordningen") [2];

[2] EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1, senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1972/2002, EFT L 305 af 7.11.2002, s. 1.

under henvisning til forslag forelagt af Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. EKSISTERENDE FORANSTALTNINGER

(1) Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 1784/2000 af 11. august 2000 [3] en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med oprindelse i Brasilien, Den Tjekkiske Republik, Japan, Folkerepublikken Kina, Republikken Korea og Thailand ("forordningen om endelig told"). Før denne forordning indførtes ved Kommissionens forordning (EF) nr. 449/2000 [4] en midlertidig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med oprindelse i Brasilien, Den Tjekkiske Republik, Japan, Folkerepublikken Kina, Republikken Korea og Thailand ("forordningen om midlertidig told").

[3] EFT L 208 af 18.8.2000, s. 8.

[4] EFT L 55 af 29.2.2000, s. 3.

B. RAPPORTER VEDTAGET AF wto'S TVISTBILÆGGELSESORGAN

(2) Den 18. august 2003 vedtog Verdenshandelsorganisationens (WTO) Tvistbilæggelsesorgan ("DSB") en appelinstansrapport og en panelrapport som ændret ved appelinstansrapporten om sagen "De Europæiske Fællesskaber - antidumpingtold på rørfittings af deformerbart støbejern fra Brasilien" [5] (appelinstansrapporten og panelrapporten er i det følgende benævnt "rapporterne").

[5] Dokument WT/DS219/10 af 27. august 2003.

(3) I rapporterne blev De Europæiske Fællesskaber anmodet om at bringe foranstaltningen i overensstemmelse med WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 ("ADA") for så vidt angår følgende aspekter:

(i) Artikel 2.4.2 i ADA: ved "nulsatsning" af negative dumpingmargener i forbindelse med fastsættelse af dumping

(ii) Artikel 12.2. og 12.2.2 i ADA: undladelse af i de offentliggjorde foreløbige eller endelige afgørelser at gøre det klart, at De Europæiske Fællesskaber havde behandlet eller forklaret den manglende betydning af følgende skadesfaktorer, der er opført i artikel 3.4 i ADA: lønninger, produktivitet, forrentning af investeret kapital, likviditet, mulighederne for at tilvejebringe kapital og dumpingmargenens størrelse.

(iii) Artikel 6.2 og 6.4 i ADA: undladelse af i løbet af antidumpingundersøgelsen at underrette interesserede parter om oplysningerne om de under (ii) omhandlede skadesfaktorer.

(4) Kommissionen foretog en ny vurdering af afgørelserne under hensyn til henstillingerne i rapporterne på grundlag af oplysninger, der var indhentet i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, som fandt sted i 1999/2000. Medmindre andet er angivet, er vurderingen i forordningen om endelig told stadig gældende. Det fremgår af den nye vurdering, at der stadig finder skadelig dumping sted, om end på et lidt lavere niveau.

C. Procedure

(5) Efter DSB's vedtagelse af appelinstansrapporten blev de interesserede parter i denne procedure, dvs. den brasilianske eksporterende producent og EF-erhvervsgrenen, underrettet om kendsgerningerne og betragtningerne angående dumpingberegningen og de skadesfaktorer, der er nævnt i betragtning (3) (ii). Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det var hensigten at ændre og bekræfte forordningen om endelig told. De fik også en frist, inden for hvilken de kunne fremlægge redegørelser efter denne underretning, Alle interesserede parter fik lejlighed til at blive hørt mundtligt af Kommissionen. Ingen parter anmodede dog om en sådan høring.

(6) Alle bemærkninger fra de interesserede parter blev undersøgt, og, hvor det er berettiget, er de afspejlet i afgørelserne.

(7) Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 1999 ("undersøgelsesperioden"). Undersøgelsen vedrørende tendenserne i forbindelse med vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 1995 til udløbet af undersøgelsesperioden (31. marts 1999). Denne periode vil blive omtalt som "den betragtede periode".

D. ÆNDREDE OG BEKRÆFTEDE AFGØRELSER

1. Den pågældende vare og samme vare

(8) Den pågældende vare er rørfittings af deformerbart støbejern med gevind, som samles ved sammenskruning, henhørende under KN-kode ex 7307 19 10 (Taric-kode 7307 19 10 11 og 7307 19 10 19). Rapporterne berører ikke afgørelserne i forordningen om endelig told, hvad angår den pågældende vare og samme vare.

2. Dumping

2.1. Indledning

(9) I det følgende anføres de nyvurderede afgørelser baseret på henstillingerne i rapporterne angående anvendelse af "nulsatsning" i forbindelse med fastsættelse af den vejede gennemsnitlige dumpingmargen.

(10) Alle andre beregningsmetoder er dem, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse. For nærmere enkeltheder henvises til forordningen om midlertidig told og forordningen om endelig told.

2.2. Brasilien

(11) I den oprindelige undersøgelse var Indústria de Fundição Tupy Ltda den eneste kendte eksporterende producent af den pågældende vare i Brasilien.

(12) Med hensyn til afgørelserne vedrørende den normale værdi, hvor eksportprisen og justeringer blev fastsat i henhold til artikel 2, stk. 10, i grundforordningen, var det ikke nødvendigt at foretage ændringer. For nærmere enkeltheder henvises til betragtning (20) til (31) og (35) til (49) i forordningen om midlertidig told og til betragtning (24) til (27), (30), (31), (38) to (43), (46) til (48) og (51) til (54) i forordningen om endelig told.

(13) Som i forordningen om midlertidig told og endelig told blev det vejede gennemsnit af de normale værdier for hver type af den pågældende vare eksporteret til Fællesskabet sammenlignet med det vejede gennemsnit af eksportpriserne for hver tilsvarende type af den pågældende vare. I overensstemmelse med henstillingerne i rapporterne blev der ikke anvendt "nulsatsning" i forbindelse med beregningen af den overordnede dumpingmargen.

(14) Den reviderede dumpingmargen er følgende udtrykt som en procentdel af cif-importprisen, frit Fællesskabets grænse:

Indústria de Fundição Tupy Ltda // 32 %

(15) Samarbejdsniveauet var højt. Den reviderede restdumpingmargen blev derfor fastsat på samme niveau som for Indústria de Fundição Tupy Ltda, dvs. 32 %.

2.3. Underretning

(16) Alle interesserede parter, der var omfattet af nærværende undersøgelse, blev underrettet om ovenstående reviderede afgørelser angående dumping og fik lejlighed til at forelægge deres synspunkter og bemærkninger og til at blive hørt mundtligt af Kommissionen.

(17) Ingen af de berørte parter gjorde indsigelse mod Kommissionens afgørelser angående dumping.

3. Definition af EF-erhvervsgrenen

(18) Afgørelserne vedrørende definitionen af EF-erhvervsgrenen, der er resumeret i betragtning (65) til (68) i forordningen om endelig told, blev ikke berørt af henstillingerne i rapporterne.

4. Skade

4.1. Import fra de berørte lande og prisunderbud

(19) Afgørelserne i betragtning (69) til (94) i forordningen om endelig told blev ikke berørt af henstillingerne i rapporterne.

4.2. EF-erhvervsgrenens situation

4.2.1. Indledende bemærkning

(20) Denne del indeholder de nyvurderede afgørelser baseret på henstillingerne i rapporterne vedrørende skadesanalysen. Rapporterne konkluderer, at Fællesskabet ikke handlede i overensstemmelse med artikel 12.2 og 12.2.2 i ADA, da det undlod at gøre det direkte forståeligt i de offentliggjorte foreløbige og endelige afgørelser, at De Europæiske Fællesskaber behandlede eller forklarede den manglende betydning af følgende skadesfaktorer i artikel 3.4 i ADA: lønninger, produktivitet, forrentning af investeret kapital, likviditet, mulighederne for at tilvejebringe kapital og dumpingmargenens størrelse. Der erindres om, at disse skadesfaktorer blev undersøgt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Da de imidlertid ikke blev anset for at være betydelige på det pågældende tidspunkt og derfor ikke blev indføjet i den analyse, der blev stillet til rådighed for offentligheden, indgik de kun i et internt notat.

4.2.2. EF-erhvervsgrenens situation som angivet i forordningen om midlertidig told og forordningen om endelig told

(21) I betragtning (160) og (161) i forordningen om midlertidig told konkluderedes det, at erhvervsgrenen led væsentlig skade som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i grundforordningen. EF-erhvervsgrenens situation havde forværret sig i undersøgelsesperioden, navnlig på grund af nedgang i produktionen, produktionskapaciteten, salget og markedsandelen. Erhvervsgrenen oplevede også et stort tab af arbejdspladser og et fald i investeringerne såvel som en stigning i lagerbeholdningerne. Hvad kapacitetsudnyttelsen angår, kan stigningen forklares ved den nedsatte produktionskapacitet.

4.2.3. Ny undersøgelse af afgørelserne vedrørende skade på baggrund af DSB's henstillinger og afgørelser

(22) I tilknytning til skadesfaktorerne som omhandlet i betragtning (150) til (159) i forordningen om midlertidig told, dvs. produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salg, markedsandel, salgspriser, lagerbeholdninger, rentabilitet, beskæftigelse og investeringer, blev følgende skadesfaktorer analyseret og angives nu i detaljer efter henstillingerne i rapporterne:

4.2.3.1. Lønninger

(23) Lønninger, udtrykt som de samlede årlige omkostninger til arbejdskraft i forbindelse med produktionen af den pågældende vare, udviklede sig som følger:

Tabel 1 - Lønninger

>TABELPOSITION>

Kilde: EF-erhvervsgrenens årsregnskaber

(24) Lønningerne steg ca. 5 % mellem 1995 og undersøgelsesperioden. Med udgangspunkt i 1996 faldt lønningerne ca. 3 %.

(25) Denne faktor følger groft set den generelle lønudvikling i sektoren og de ændringer, der blev observeret i beskæftigelsen for EF-erhvervsgrenen. Mellem 1996 og undersøgelsesperioden var der en nedgang i denne faktor på 3 %, hvilket lå på linje med udviklingen i beskæftigelsen som omhandlet i betragtning (158) i forordningen om midlertidig told (nedgang på 6 % mellem 1995 og undersøgelsesperioden, lille nedgang på ca. 1 % mellem 1996 og undersøgelsesperioden).

4.2.3.2. Produktivitet

(26) Produktiviteten udviklede sig som følger, målt som de ansattes produktion:

Tabel 2 - Produktivitet

>TABELPOSITION>

Kilde: EF-erhvervsgrenens efterprøvede besvarelser af spørgeskemaet

(27) Produktiviteten var svingende i den undersøgte periode med en nedgang på 4 % i perioden fra 1995 til undersøgelsesperioden. Produktiviteten steg ca. 7 % mellem 1996 og undersøgelsesperioden. Denne faktor ligger på linje med de tal for beskæftigelse og produktion, der allerede blev nævnt i betragtning (150) og (158) i forordningen om midlertidig told.

4.2.3.3. Forrentning af investeret kapital

(28) Forrentningen af investeret kapital, der blev beregnet ved at dividere EF-erhvervsgrenens finansielle resultater (fortjeneste eller tab) med investeringsbeløbet, udviklede sig som følger:

Tabel 3 - Forrentning af investeret kapital

>TABELPOSITION>

Kilde: EF-erhvervsgrenens efterprøvede besvarelser af spørgeskemaet og erhvervsgrenens årsregnskaber

(29) Der var en udvikling i forrentningen fra -6,55 % til -2,72 % mellem 1995 og undersøgelsesperioden. Men som nævnte i betragtning (157) i forordningen om midlertidig told var EF-erhvervsgrenens finansielle resultater negative på en usædvanlig måde på grund af omkostningerne i forbindelse med en fabrikslukning i 1995. Året var desuden præget af omstruktureringsbestræbelser hos to producenter, som indgik i definitionen af EF-erhvervsgrenen, med særlig sigte på produktionsrationalisering og de nødvendige investeringer til gennemførelse af EF's miljølovgivning. Også dette havde negative virkninger for erhvervsgrenens finansielle resultater. På dette grundlag fastslås det, at 1995 ikke var repræsentativt for EF-erhvervsgrenens situation og derfor ikke kan betragtes som et betydningsrelevant grundlag for en tendensanalyse i forbindelse med forrentning af investeret kapital.

(30) Denne bemærkning gælder også for andre skadesfaktorer, som omfatter EF-erhvervsgrenens finansielle resultater som f.eks. likviditet som beskrevet i betragtning (33).

(31) Sammenlignes 1996 med undersøgelsesperioden var der en nedgang i forrentningen på 6,4 procentpoint, nemlig fra 3,72 % to -2,72 %. Den negative udvikling i forrentningen lå stort set på linje med den negative udvikling i rentabiliteten, som faldt 2,3 procentpoint i samme periode.

4.2.3.4. Likviditet

(32) Likviditeten udviklede sig som følger:

Tabel 4 - Likviditet

>TABELPOSITION>

Kilde: EF-erhvervsgrenens årsregnskaber

(33) Omsætningen i forbindelse med den pågældende vare har altid udgjort mere end 50 % af den samlede omsætning af alle EF-erhvervsgrenens aktiviteter som angivet i de reviderede regnskaber. Ovenstående tabel viser likviditeten i forbindelse med den pågældende vare beregnet på grundlag af omsætningens fordeling for årene 1995 til 1998. Da der ikke forelå reviderede regnskaber for undersøgelsesperioden, blev likviditeten beregnet på grundlag af den samlede omsætning og den omsætning i forbindelse med den pågældende vare, der var blevet efterprøvet i løbet af undersøgelsen. Som nævnt i betragtning (29) var EF-erhvervsgrenens finansielle resultater i 1995 på en usædvanligt måde negativt påvirket af omkostningerne i forbindelse med en fabrikslukning og omstruktureringsbestræbelser, og det pågældende år kan derfor ikke betragtes som et betydningsrelevant repræsentativt grundlag for en tendensanalyse af likviditeten. Mellem 1995 og 1998 øgedes likviditeten ca. 16 % og var så stabil i undersøgelsesperioden. Med 1996 som udgangspunkt faldt likviditeten ca. 4 % ved udløbet af undersøgelsesperioden. Det konstateredes, at den negative likviditetsudvikling stort set lå på linje med den negative udvikling i rentabiliteten.

4.2.3.5. Mulighederne for at tilvejebringe kapital

(34) I den oprindelige undersøgelse blev der ikke fremsat krav af EF-erhvervsgrenen (eller anden angivelse) om, at den havde problemer med at tilvejebringe den nødvendige kapital til sine aktiviteter. Det er imidlertid klart, at den kraftige forværring af erhvervsgrenens finansielle situation (jf. navnlig rentabilitet, likviditet og forrentning af investeret kapital) kan få negative virkninger for erhvervsgrenens muligheder for at tilvejebringe kapital i den nærmeste fremtid.

4.2.3.6. Størrelsen af den aktuelle dumpingmargen

(35) Hvad angår virkningerne for EF-erhvervsgrenen af den aktuelle dumpingmargens størrelse, kan disse ikke anses for at være ubetydelige i betragtning af omfanget af og priserne på importen fra de berørte lande. Denne afgørelse er stadig gældende, uanset om dumpingmargenen for en af eksportørerne blev nedsat som beskrevet i betragtning (14).

(36) Den brasilianske eksporterende producent gjorde indsigelse mod Kommissionens afgørelse om, at virkningerne af den aktuelle dumpingmargens størrelse ikke var uden betydning for EF-erhvervsgrenen. Ifølge den brasilianske producent var forskellen på næsten 50 % mellem dumpingmargenen og målprisunderbudsmargenen et bevis for en meget større forskel i produktionsomkostningerne hos EF-producenterne på den ene side og den brasilianske eksportør på den anden side. Producenten hævdede derfor, at importen fra Brasilien stadig ville underbyde EF-erhvervsgrenens ikke-skadevoldende priser betydeligt, også selv hvis dumpingen blev fuldstændig fjernet. Den brasilianske producent fremførte endelig, at virkningen af den aktuelle dumpingmargen således helt klart ville være ubetydelig på et meget prisfølsomt marked i modsætning til Kommissionens afgørelser.

(37) Det er ifølge artikel 3, stk. 5, i grundforordningen nødvendigt at undersøge faktoren "størrelsen af den aktuelle dumpingmargen" inden for rammerne af analysen af den indenlandske erhvervsgrens situation. Det er i den forbindelse Fællesskabets faste praksis at fastsætte den aktuelle dumpingmargen i forhold til den indenlandske erhvervsgrens situation under hensyn til omfanget af og priserne på importen fra det berørte land. En analyse som den, den brasilianske eksportør foreslog, dvs. en sammenligning af dumpingmargenen og målprisunderbudsmargenen som fører til konklusioner angående forskel i produktionsomkostninger mellem eksporterende producenter og EF-erhvervsgrenen, ville i vidt omfang gå ud over de rammer, der er fastsat ved artikel 3, stk. 5, i grundforordningen, og ville bringe et element af årsagssammenhæng ind i en sådan analyse. Dette kræves helt tydeligt ikke i artikel 3, stk. 5, i grundforordningen, og det ville helt udviske den skelnen, der gøres mellem analysen af EF-erhvervsgrenens situation på den ene side og årsagssammenhængen mellem dumping og skade på den anden side, hvilke under alle omstændigheder undersøges særskilt. Målprisunderbudsmargenen beregnes med henblik på anvendelse af reglen om "mindste told", ifølge hvilken antidumpingtolden fastsættes på samme niveau som enten dumping- eller skadesmargen, alt efter hvilken der er den laveste. Det skal understreges, at anvendelsen af denne regel om "mindste told" og således beregningen af målprisunderbudsmargenen ikke er en WTO-forpligtelse. Selv hvis det - for argumentationens skyld og uden anerkendelse af indholdet i den brasilianske eksportørs krav - antages, at en sammenligning mellem den eksporterende producents og EF-producenternes produktionsomkostninger var berettiget i denne forbindelse, ville det kun være nødvendigt at basere en sådan analyse på en sammenligning af dumpingmargenen med underbudsmargenen (og ikke målprisunderbudsmargenen). Det er imidlertid muligt at sammenligne niveauerne for begge margener. Forskellen i priserne på importen fra Brasilien og EF-erhvervsgrenens salg ville således være minimal i en situation uden dumping.

(38) Argumentet måtte derfor afvises.

4.2.4. Den eksporterende producents bemærkninger til visse skadesfaktorer

(39) Den brasilianske eksporterende producent hævdede, at året 1995 ikke var blevet undersøgt med henblik på tendensanalysen af visse skadesfaktorer (rentabilitet, forrentning af investeret kapital, likviditet, mulighederne for at tilvejebringe kapital). Det hævdedes, at der var blevet set bort fra 1995 i forbindelse med disse faktorer, som ellers ville have vist en positiv udvikling. Ifølge den brasilianske eksporterende producent er dette en inkonsekvens og diskriminerende metode, som ikke opfylder kravet om en saglig og objektiv undersøgelse, og i strid med artikel 3.1 og 17.6 (j) i ADA.

(40) For det første blev der ikke foretaget en ny fastsættelse af rentabiliteten med henblik på at gennemføre rapporternes henstillinger i praksis. I forbindelse med tvistbilæggelsesproceduren fremførte Brasilien nøjagtigt samme argumenter som ovennævnte angående rentabilitet. Argumenterne blev afvist af panelet, og der blev overhovedet ikke fremsat henstillinger angående denne faktor. Faktoren "rentabilitet" er derfor ikke blevet revurderet.

(41) For det andet blev tendenserne angående de skadesfaktorer, der var blevet analyseret og som ikke var blevet offentliggjort i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, analyseret fra 1995 - på linje med den oprindelige undersøgelse. Dette gælder også faktoren "mulighederne for at tilvejebringe kapital". Navnlig for to skadesfaktorer (forrentning af investeret kapital og likviditet) blev det fastslået, at året 1995 var et usædvanligt år og ikke kunne betragtes som betydningsrelevant af de grunde, der er nærmere angivet i betragtning (29) og (33). Det er faktisk blevet anerkendt i flere panel- og appelinstansrapporter, at vurderingen af skadesfaktorerne ikke er begrænset til en usmidig sammenligning af begyndelsen og afslutningen på årene i den betragtede periode. Det skal også bemærkes, at den brasilianske eksporterende producent ikke anfægtede indholdet af ræsonnementet i betragtning (29).

(42) Hvad angår påstanden om manglende sammenhæng i metoden, bemærkes følgende. Det er netop på grund af sammenhæng med analysen i den oprindelige undersøgelse, at det - for en gennemførelse af rapporternes henstillinger i praksis - er nødvendigt at analysere likviditet og forrentning af investeret kapital, som er direkte udledt af rentabiliteten, på samme grundlag som rentabiliteten i den oprindelige undersøgelse, hvor det ifølge konklusionerne i rapporterne var rimeligt at undtage 1995 fra tendensanalysen. Den metode, som EF-myndighederne valgte, var derfor konsekvent og objektiv.

(43) Argumenterne måtte derfor afvises.

4.2.5. Konklusion om skade

(44) På grundlag af ovennævnte analyse konkluderes det, at afgørelserne vedrørende lønninger, produktivitet, forrentning af investeret kapital og likviditet lå på linje med andre faktorer, som blev analyseret og offentliggjort i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Med hensyn til mulighederne for at tilvejebringe kapital blev der ikke fremsat påstand om, at EF-erhvervsgrenen var stødt på vanskeligheder med at tilvejebringe den nødvendige kapital til sine aktiviteter. Det er imidlertid en faktor, der bør betragtes på baggrund af den fortsatte forværring af EF-erhvervsgrenens finansielle situation. Hvad angår dumpingmargenen, konkluderes det, at virkningerne af den ikke kan anses for at være ubetydelige i betragtning af omfanget af og priserne på importen fra de berørte lande.

(45) På grundlag af ovenstående bekræftes det, at EF-erhvervsgrenen led væsentlig skade i den betragtede periode.

5. Årsagssammenhæng

(46) Indholdet og konklusionerne i betragtning (101) til (114) i forordningen om endelig told er ikke berørt af rapporterne og den nye undersøgelse af skadesanalysen.

(47) Den brasilianske eksportør fremførte, at den skade, der påførtes EF-erhvervsgrenen, ikke skyldtes dumpingimport, men erhvervsgrenens manglende produktivitet som påvist ved en forskel på næsten 50 % mellem dumpingmargenen og målprisunderbudsmargenen og det forhold, at EF-erhvervsgrenen var blevet omstruktureret i 1995 med henblik på en rationalisering af produktionen. Der er en stærk lighed mellem dette argument og det, der blev fremsat angående dumpingmargenens størrelse i betragtning (36). Den brasilianske eksportør hævdede desuden, at Kommissionen havde analyseret forskellene i produktionsomkostninger, men at den havde måttet begrænse sin analyse til forskelle angående energiforbruget i forbindelse med forskellene i kvalitet og produktionsprocesser mellem fittings med sort kerne og fittings med hvid kerne.

(48) Brasilien fremførte nøjagtigt samme argumenter som ovenstående i forbindelse med tvistbilæggelsesproceduren. Panelet og appelinstansen afviste argumenterne, og der blev overhovedet ikke fremsat henstillinger angående analysen af årsagssammenhængen.

(49) Argumenterne i betragtning (47) måtte derfor afvises.

6. Fællesskabets interesse

(50) Indholdet og konklusionerne i betragtning (178) til (186) i forordningen om midlertidig told og betragtning (115) til (117) i forordningen om endelig told er ikke berørt af rapporterne og den nye undersøgelse af skadesanalysen.

7. Ændrede foranstaltninger

(51) Som i ovenstående viser en fuldstændig undersøgelse af de fastlagte kendsgerninger og konklusionerne i den oprindelige undersøgelse, under hensyntagen til henstillingerne og afgørelserne i rapporterne, at importen fra Brasilien stadig fandt sted til skadevoldende dumpingpriser, om end på et lidt lavere niveau -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1784/2000 affattes således for så vidt angår varer med oprindelse i Brasilien:

>TABELPOSITION>

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand