30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/111

1.1

Maastricht-traktaten blev vedtaget i 1992. De traktatskriterier, som førte til, at de første lande (hvortil senere kom Grækenland) gik over til den fælles valuta, var i første række en væsentlig begrænsning af budgetunderskuddet, det offentliges gæld og inflationen. De underliggende kvantitative kriterier er nedfældet i traktatens artikel 104 (tidligere artikel 104 c), og i den protokol om proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store budgetunderskud, som er vedføjet traktaten, og hvori etaper og tidsfrister for revision er fastlagt.

1.2

De samme kriterier blev senere anvendt på stabilitetspagten. I modsætning til pagten gav Maastricht-traktaten imidlertid Rådet et vist spillerum med hensyn til gennemførelsen og sanktionernes art. Endvidere blev der ikke fastsat nogen frister for de forskellige etaper hen imod de erklærede målsætninger (1).

1.3

Stabilitets- og vækstpagten, som blev vedtaget i 1997, vil gå over i traktaternes og aftalernes historie som en af de allervigtigste etaper hen imod den samordningspolitik, som EU tilstræber. Pagten selv indeholder tre hovedmål: Øget kontrol med budgetpolitikkerne, samordning af de økonomiske politikker og støtte til procedurerne for overvågning af den økonomiske politik.

1.4

Det hedder i pagten, at budgettet på kort til mellemlang sigt skal ligge »tæt på balance«. Denne mekanisme skulle gøre det muligt at få de automatiske stabilisatorer til at træde bedre i kraft i recessionstider.

1.5

Underskuddet er for stort, hvis det overstiger 3 % af BNP. Dog findes der en »undtagelsesklausul«, som kan træde i funktion, hvis der forekommer eksterne faktorer, som ligger uden for medlemsstaternes kontrol (naturkatastrofer osv.). Hvad »tæt på balance« angår, er der endnu ikke nogen lande, der har løftet sløret for, hvad en acceptabel procentsats kunne være for euroområdet.

1.6

Ifølge pagten skal de nationale regeringer i eurolandene forelægge et »stabilitetsprogram«, mens de øvrige lande skal følge (nationale) »konvergensprogrammer«. Rådet afgør, hvornår og hvordan der skal udstedes henstillinger og advarsler. I modsætning til Maastricht-kriterierne gør de præcise frister i stabilitets- og vækstpagten det muligt at træffe afgørelser hurtigt i tilfælde af uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

1.7

Udviklingen i den økonomiske vækst, som er langt lavere end forventet, har forhindret Frankrig og Tyskland – og til dels Portugal – i at overholde de aftalte kriterier. Ifølge traktatens artikel 104, stk. 8, og forordning 1466/97 (stabilitets- og vækstpagten) skal der skrides ind med justeringer og eventuelle sanktioner, hvis de aftalte regler ikke overholdes. Imidlertid besluttede Økofin-rådet den 25. november 2003 at suspendere overtrædelsesprocedurerne mod Frankrig og Tyskland.

1.8

Generelt set har Maastricht-traktaten dog ført til betydelige, positive resultater, herunder ikke mindst, at euroen er blevet indført i 12 EU-lande. Kort efter at traktaten var undertegnet, dvs. fra 1993, begyndte budgetunderskuddene i de fleste EU-lande at falde (i 1993 havde budgetunderskuddet i euro-området nået sit historiske højdepunkt: 5,5 %).

1.9

EØSU har udtalt sig om budgetpolitikken i tidligere udtalelser, og især om stabilitets- og vækstpagten, siden 1997 (2).

2.1

Overvejelser over budgetpolitikken og potentielle investeringer med det sigte at puste nyt liv i det europæiske økonomiske system må nødvendigvis omfatte en vurdering af den nuværende situation, af den forventede fremtidige udvikling og af, hvilke instrumenter der er nødvendige for at overvinde denne etape, hvor man befinder sig på tærsklen mellem stagnation og recession.

2.2

I Japan, USA og EU befinder de store centralbankers rentesatser sig allerede på historisk lave niveauer, nemlig 2,5 % for ECB, 1,25 % for USA's Federal Reserve og 0,5 % for Japans nationalbank (tal for juli 2003). Ifølge Den Europæiske Centralbank er der ikke meget råderum, hvad rentesatser angår. Endvidere kunne én rentesats vise sig at være for høj for nogle og for lav for andre. Det er formentlig baggrunden for, at ECB optræder så varsomt sammenlignet med det tempo, som Federal Reserve intervenerer i (3).

2.2.1

En mere reaktiv pengepolitik over for opsvings- og vækstvanskelighederne og med flere modforanstaltninger kunne være et af elementerne (men måske ikke det eneste), som atter kunne sætte skub i EU's økonomi.

2.2.2

Den Europæiske Centralbank kunne have udnyttet et vist råderum vedrørende rentesatserne til især at sætte skub i EU's udenrigshandel og give de pressede nationale økonomier et vist pusterum. ECB's formand erklærede umiddelbart efter Rådets beslutninger, at den seneste tids begivenheder havde svækket tilliden til euroen og pustet liv i inflationen, og at man derfor burde have interveneret med renteforhøjelser; der synes ikke at være en overhængende fare herfor i øjeblikket.

2.3

De offentlige finansers særligt kritiske tilstand i de største industrilande vil nok især vanskeliggøre et økonomisk og finansielt opsving i henseende til nye udgifter (investeringer) især i euroområdet. I Frankrig var budgetunderskuddet på 3,1 % af BNP i 2002; Tyskland befinder sig med et underskud på 3,6 % i en endnu ringere situation. I USA er den ambitiøse plan om at kickstarte økonomien med en indsprøjtning på 674 mia. dollars over ti år, som blev bebudet ved årets begyndelse, endt med at øge budgetunderskuddet, som ifølge sagens natur er steget på grund af militærudgifterne til krigen i Irak. Dette er nu delvis opvejet, efter at nogle af de skattenedsættelser, som de amerikanske skatteborgere fik lovning på, er trukket tilbage. I Japan ligger prognosen på ca. 8 % af BNP for 2003, dvs. samme niveau som i 2002.

2.4

I sin seneste rapport fra april 2003 forudser verdensbanken en global vækst på 2,3 % i andet halvår 2003 (2,5 % i USA, 1,4 % i euroområdet og 0,6 % i Japan). Nyere data peger dog på, at der er spæde tegn på et økonomisk opsving i USA, men at der dog hersker usikkerhed herom. Konjunkturoverslag bekræfter, at økonomien i den nuværende etape udviser næsten umærkelige tegn på vækst: Eurostats tal for den sidste firemånedersperiode i 2003 viser en BNP-stigning i euroområdet på 0,4 % og i EU-15 også på 0,4 %.

2.5

I de seneste måneder har Irak-konflikten forværret det usikre klima (politisk og militært) på verdensplan. Olieprisudviklingen efter konflikten i Irak, medførte ikke det ventede prisfald, og spændingerne i forholdet til de arabiske lande og i Mellemøsten er taget til, i særdeleshed konflikten mellem Israel og Palæstina.

2.5.1

Økonomer vurderer, at den globale økonomis vanskeligheder ikke er en følge af manglende lånemuligheder, men derimod mangel på tillid, hvilket yderligere skærpes af den internationale krise, risikoen for terrorisme og SARS's spredning. Europa og især euroområdet er ramt ikke blot af en begrænset vækst i det private forbrug, men også af en lav investeringsrate, ringe vækst i eksporten og en nedgang i servicesektoren.

2.5.2

Den største hindring for et økonomisk genopsving består i Europa i den udbredte usikkerhed i økonomiske kredse og i erhvervslivet og i befolkningen i almindelighed med hensyn til Den Europæiske Unions fremtidige strategi for den økonomiske politik og budgetpolitikken, tillige med den træge gennemførelse af Lissabon-strategien og usikkerheden omkring stabilitetspagten. Hvis holdepunktet fortsat er udviklingen i den amerikanske økonomis vækstrate, vil den europæiske økonomi ikke ved egen hjælp komme op i omdrejninger.

2.5.3

Hvilke »spøgelser« er vi nu nødt til at bekæmpe for at kunne give økonomien en saltvandsindsprøjtning? I første række den svage interne efterspørgsel i hele EU (lav vækst, stabil arbejdsløshed, ringe evne til at udnytte de menneskelige ressourcer).

3.1

Ifølge Kommissionen kan det forhold, at nogle større lande som Frankrig og Tyskland ikke har overholdt pagtens og Maastricht-traktatens kriterier (3 % og 60 %) udgøre en hindring for bestræbelserne på at opnå et økonomisk genopsving, en bedre samordning af euroområdets budgetpolitikker og en relancering af beskæftigelsesfremmepolitikkerne, men mange mener, at den måske alvorligste hindring for en vellykket gennemførelse af pagten skyldes den restriktive fortolkning af pagten og manglen på en vækststrategi, som formår at sætte skub i efterspørgsel og udbud i EU.

3.1.1

Den restriktive anvendelse af pagten har medført en forværring af den økonomiske situation i nogle lande, bl.a. Portugal, idet de nødvendige nedskæringer i det offentliges løbende udgifter og især i investeringerne, som var påkrævede for at begrænse underskuddet, skærpede den økonomiske situation og bragte tusinder ud i ledighed. Pagten bør tillade, at de offentlige finanser anvendes kontracyklisk.

3.2

Kommissionen har ved flere lejligheder fremført, at hvis man udskyder gennemførelsen af de regulerende tiltag, som er nødvendige for at nå de erklærede mål, vil der opstå mistillid til selve instrumentet, især på et tidspunkt, hvor en uventet stagnation/recession bringer pagten i yderligere vanskeligheder.

3.3

Ydermere: Flere større internationale organisationer såsom IMF og OECD har foreslået at hæve inflationstærsklen fra 2 til 2,5 %. Vigtigere er det dog, at det næsten i alle økonomiske og finansielle kredse erkendes, at monetære instrumenter ikke er den eneste realistiske metode til at opnå et økonomisk opsving.

4.1

Pagten bør understøttes af tiltag, som ikke blot tager sigte på at holde inflationen i ave, og på justeringer og begrænsning af gælden, men også på at sætte skub i den interne efterspørgsel og i de offentlige og private investeringer, som er nødvendige for at give økonomien en saltvandsindsprøjtning inden for rammerne af de mål, som er fastsat i Lissabon-strategien, således som EØSU har påpeget i flere dokumenter.

4.2

Nu »hvor udbyttet« af euroens indførelse er opbrugt, består de prioriterede instrumenter, som må aktiveres for at sætte skub i vækst, udvikling og beskæftigelse, i tiltag, som tager sigte på at styrke de makroøkonomiske foranstaltninger, der primært bør koncentreres om at puste liv i Lissabon-strategien og skabe fuld beskæftigelse og kvalitetsarbejdsplader samt styrkelse af udbuddet og efterspørgslen. De automatiske stabilisatorer kan i en lavkonjunktur også være med til at øge efterspørgslen.

4.3

EØSU mener alt i alt, at beskæftigelsespolitikken bør være et af basiskriterierne ved vurderingen af den økonomiske vækst, især bør politikken for »økonomisk og social samhørighed« udgøre et kriterium ved vurderingen af den økonomiske vækst og give samhørighedslandene mulighed for at øge deres investeringsudgifter på dette område.

4.4

Den Europæiske Centralbank (ECB), som vogter over den monetære politik og prisstabilitet, men som også holder øje med den økonomiske vækst og beskæftigelsen, kunne spille en endnu større rolle end den, der er fastlagt i traktaten. Det forudsætter et løbende samarbejde med EU-institutionerne (Rådet, Kommissionen) og med arbejdsmarkedets parter. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) kunne for sit vedkommende varetage sine opgaver ved at harmonisere sin virksomhed med de øvrige EU-institutioners og med nationale statslige programmer med sigte på udvikling og større økonomisk og social samhørighed i EU.

4.4.1

EIB har som finansielt instrument til hovedopgave at bidrage til at konkretisere EU's målsætninger og foranstaltninger. Den flerårige budgetressourceplanlægning, som koordineres med Kommissionen, skulle gøre det muligt at optimere tiltagenes virkning med henblik på at understøtte EU's økonomiske og sociale samhørighed inden for rammerne af de nye finansieringsoverslag.

4.5

Ti nye landes tiltrædelse vil desuden stille større krav til økonomien i henseende til investeringer i infrastruktur, hvilket i øvrigt allerede er forudset, og mere specielt i henseende til uddannelse, støtte til forskning og reformer i den offentlige forvaltning.

4.6

Det er vigtigt at støtte stabilitetspagten med en omfattende oplysningskampagne, bl.a. ved at inddrage samfundets mellemniveauer (hovedsagelig arbejdsmarkedsparterne, men også forbrugerorganisationer osv.), således som tilfældet var, da den fælles valuta blev indført. Deltagelse, medansvar og en omfattende offentlig oplysningskampagne har været nøglen til opbakningen om Maastricht-traktaten og den fælles valuta. Det har ikke været tilfældet med stabilitets- og vækstpagten.

4.7

Det ville også være tilrådeligt at revidere definitionen på »særlige omstændigheder«, som giver lande lov til at overskride pagtens grænse på 3 %, og dermed give økonomier i vanskeligheder eller med negativ årlig vækst et pusterum.

4.7.1

I særdeleshed bør en »særlig omstændighed« bestå i at fastsætte et maksimum for vækst i det offentliges udgifter på lang sigt, under hensyntagen til de enkelte landes situation (med overvågning på europæisk plan), således at målene tilpasses konjunkturen og den cykliske fase i hvert land.

4.8

En egentlig europæisk strategisk plan bør følge den linje, som man slog ind på for over ti år siden med Jacques Delors' hvidbog, idet man bør styrke Lissabon-målene og støtte stabilitets- og vækstpagten på den politiske skueplads. En omlægning af pagten bør indebære, at man overvejer en fælles vækststrategi for EU, bl.a. gennem finanspolitik. Det skal her gentages, at det er vigtigt med tilstrækkelig smidighed ved bedømmelsen af afvigelser fra reglen om »tæt på balance«, så investeringer i vækstfremmende aktiviteter muliggøres. Infrastrukturer er helt afgjort nødvendige i et marked, som udvides til 25 lande, men hovedfundamentet bør bygge på investeringer i menneskelige ressourcer og EU's fremtid: Forskning, men også undervisning på skoler og universiteter, rettet mod de nye generationer og konkurrencemæssige udfordringer og dernæst livslang læring.

5.1

Fejlslagne prognoser og et relativt investeringsunderskud kan også øge de nye medlemsstaters udviklingsefterslæb, da de, med mindre de modtager tilstrækkelig støtte til at opnå vækst og skabe nye konkurrencedygtige faglærte arbejdspladser, kunne bevirke, at der opstår farlige fattigdomslommer og udelukkelse, som EU's økonomiske og sociale system vil have svært ved at klare.

5.2

En ændring af den måde, pagten håndteres på, vil forudsætte fleksible ekspansive budgetpolitikker, som omfatter en fælles vækst- og samhørighedsstrategi og som ikke medregner strategiske investeringer og investeringer med sigte på vækst i opgørelsen af budgetunderskud, men overlader det til Rådet med Kommissionens samtykke at afgøre, hvad der skal forstås ved »strategiske investeringer« af europæisk interesse, således som det er nedfældet i Delors' hvidbog og i Lissabon-målene.

5.3

Som anført i den kommissionsrapport, der blev forelagt med henblik på forårstopmødet i marts 2003 (»Going for growth«) er det nødvendigt at sætte skub i samtlige aspekter i videnkæden – fra basisuddannelse til avanceret forskning, samt at afsætte midler til virksomhedsledelse.

5.4

Derfor er det også vigtigt at nå frem til at harmonisere kriterierne vedrørende skattesystemerne, så principperne om rimelighed, proportionalitet og effektivitet knæsættes generelt, og overvåges på europæisk plan og bakkes op af de europæiske borgere.

5.5

Et nationalt skattesystem, der overvåges på europæisk plan, udgør ikke blot en garanti for en sund udvikling i de løbende udgifter, men kan også føre til en kraftig opbakning om offentlige investeringer med det sigte at puste liv i hele det økonomiske system og i beskæftigelsen på nationalt og europæisk plan.

5.6

En sund skattepolitik begrænser mest muligt anvendelsen af undtagelsesforanstaltninger, skatteamnesti osv., som kunne foranledige til uansvarlige former for forvaltning af de nationale budgetpolitikker.

5.7

I den forbindelse bør det anføres, hvilke investeringer, der er til gavn for væksten; der bør aftales fælles kriterier for samtlige europæiske lande, men naturligvis med skyldig hensyntagen til de forskellige forhold og de forskellige krav til vækst. Dette kunne også indebære, at der anstilles overvejelser om at tildele ECB en anden rolle, ikke blot som pengepolitikkens »vogter«, men som et strategisk instrument med sigte på vækst og økonomisk udvikling og som støtte for Kommissionen, hvis rolle med hensyn til ex ante- og ex post-overvågning og vurdering af strategiske investeringer bør styrkes.

5.8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener således, at hele potentialet for økonomisk og beskæftigelsesmæssig vækst bør søges udnyttet, samtidig med at man bevarer makroøkonomisk stabilitet især i euroområdet.

5.9

De investeringer, som er nødvendige herfor, kræver et bedre makroøkonomisk samarbejde, konsensus, fælles standarder og harmoniseret, »dydig« adfærd fra de nationale regeringers side. På europæisk plan kunne den åbne koordinationsmetode udgøre et af de smidigste midler til at fastlægge, hvilke indgreb der er nødvendige for at puste liv i økonomien og øge beskæftigelsen.

5.10

Målet bør være vækst og økonomisk og social samhørighed med et fælles udgangspunkt, som samtlige samfundsaktører aftaler i fællesskab og bakker op om (nationale og overnationale institutioner, regeringer, arbejdsmarkedsparter og interessegrupper) under iagttagelse af Fællesskabets regler.

5.11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg kan spille en vigtig rolle i kraft af sin anerkendte og styrkede funktion som hørings- og overvågningsorgan i forbindelse med gennemførelsen af den udvikling, som er nedfældet i stabilitets- og vækstpagten.