20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/69

1.1

ser med tilfredshed på Kommissionens initiativ til på dette stadium at ændre arbejdstidsdirektivet, da der er et presserende behov for at løse en række problemer i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af arbejdstidsdirektivet i medlemsstaterne.

1.2

minder Kommissionen, Parlamentet og Rådet om, at de lokale og regionale myndigheder er store arbejdsgivere, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med forvaltningen af de offentlige tjenesteydelser såsom sociale tjenester, sundhedstjenester og civil beskyttelse.

1.3

frygter fortsat, at man uden en tilfredsstillende løsning vil øge det umiddelbare problem med at dække behovet for faglært arbejdskraft inden for sundheds- og socialvæsen i hele EU, og at dette på kort sigt vil resultere i en endnu større økonomisk migration inden for disse sektorer fra de nye medlemsstater og fattigere lande uden for EU til de etablerede medlemsstater, og at dette på såvel kort som lang sigt vil være til skade for sundheds- og socialvæsenet i de nye medlemsstater og de fattigere lande uden for EU.

1.4

mener, at en regulering af arbejdstiden ikke kun omfatter et teknisk aspekt, men at det også har konsekvenser for den type samfund, vi ønsker, EU skal blive. EU har som mål at fremme iværksætterånd, kreativitet og aktivt medborgerskab og give borgerne bedre mulighed for at forene familie- og arbejdsliv. En regulering af arbejdstiden har konsekvenser for alle disse mål, som derfor bør tages i betragtning i denne sammenhæng.

1.5

erkender, at Kommissionens forslag til definition af arbejdstid forsøger at afhjælpe den retsusikkerhed, der er opstået som følge af Domstolens domme i Jaeger- og SIMAP-sagerne. Det må være målet for EU-lovgivningen at sikre, at vagttjenester fortsat er en vigtig faktor i forbindelse med ydelsen af vedvarende service af høj kvalitet fra lokale myndigheder med døgninstitutioner, herunder institutioner til pleje af sårbare børn og voksne.

1.6

erkender, at en tilbagevenden til situationen før SIMAP/Jaeger kan have negative følger, idet der kunne opstå situationer, hvor arbejdstagerne tilbringer meget lang tid på vagt på deres arbejdsplads. Hvis dette bliver misbrugt, kunne det få en negativ indvirkning på sådanne arbejdstageres sundhed og sikkerhed og muligvis også for andre, f.eks. kunderne og befolkningen. Det kunne også påvirke arbejdstagerens mulighed for at finde en balance mellem arbejde og familieliv.

1.7

påpeger imidlertid, at arbejdstidsdirektivet er et sundheds- og sikkerhedstiltag, som sigter mod at fastsætte grænser for balancen mellem arbejde og hvile. Det er ikke meningen, at direktivet skal definere andre vilkår og betingelser for arbejdslivet, såsom samtykke til eller økonomisk godtgørelse for en bestemt arbejdsrytme. Disse spørgsmål skal aftales individuelt eller kollektivt i henhold til den praksis og de procedurer, der gælder i de enkelte medlemsstater eller sektorer. Endvidere har arbejdsgiveren uanset arbejdsrytme stadig ansvaret for arbejdstagerne og skal vedtage foranstaltninger, så deres sundhed og sikkerhed ikke bringes i fare.

1.8

antager, at det i dag kun er muligt at forlænge referenceperioden — som anvendes til at beregne den gennemsnitlige arbejdsuge — i et begrænset antal virksomheder, der har fået bevilget undtagelser, eller som har kunnet indgå kollektiv overenskomst herom, og går derfor ind for, at der snarligst indføres en årsbaseret tilgang til beregning af arbejdstid, navnlig i sektorer med store sæsonudsving i efterspørgslen efter deres produkter eller tjenesteydelser. Dette ville være et nyttigt bidrag til den konkurrencepolitiske dagsorden.

1.9

bemærker, at reglen for beregning af den gennemsnitlige arbejdstid for arbejdstagere ansat under tidsbestemte kontrakter i det væsentlige er den samme, som i øjeblikket gælder for arbejdstagere, som arbejder i kortere tid end standardreferenceperioden på fire måneder.

1.10

konstaterer, at forslaget afskaffer forpligtelsen, som blev indført med Jaeger-sagen, til straks at yde kompenserende hvileperioder. Dette vil løse op for den forvirring, som dommen affødte. I de fleste tilfælde vil 72 timer være en rimelig frist til at yde en kompenserende hvileperiode.

1.11

bemærker, at Kommissionens forslag vil fastholde arbejdstagernes ret til at fravige den maksimale gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på 48 timer i medlemsstater, som vælger dette alternativ, men at dette i nogle virksomheder vil afhænge af kollektive overenskomster. Denne del af forslaget skal præciseres yderligere, hvis det fastholdes, fordi forslaget også indebærer, at individuelle arbejdstagere kan vælge opt-out-muligheden, hvis der ikke eksisterer en kollektiv overenskomst. Det er derfor ikke helt klart ud fra ordlyden, hvornår denne mulighed skal være gældende. Den skal f.eks. måske kun gælde for små arbejdsgivere i medlemsstater, som ikke har tradition for kollektive overenskomster, som f.eks. Det Forenede Kongerige. Men det kan dog også være rettet mod nogle af de nye medlemsstater, som ikke har en veludviklet dialog med arbejdsmarkedets parter herunder kollektive overenskomster.

1.12

er enig i, at beslutningen om at fravige den maksimale ugentlige arbejdstid på 48 timer bør være frivillig for de enkelte arbejdstagere, og de bør ikke underlægges pres fra arbejdsgiveren. Der skal være passende beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at dette ikke sker, men også andre foranstaltninger, som sikrer, at arbejdstagernes sundhed og sikkerhed beskyttes, når de så vælger at give deres samtykke til opt-out.

1.13

bemærker, at mange af de betingelser, der skal gælde for fravigelse af 48-timersreglen, gælder allerede for individuel fravigelse i dag. Visse af dem giver ikke væsentlig ekstra beskyttelse af arbejdstagerne og bør derfor slettes eller forbeholdes medlemsstaterne.

1.14

mener, at kravet om, at arbejdstagerens samtykke til opt-out kun skal gælde for en periode på et år, hvorefter den skal kunne forlænges, fejlagtigt vil give det indtryk, at varigheden af opt-out er fastsat til et år, mens arbejdstagere i realiteten kan annullere den på et hvilket som helst tidspunkt.

1.15

erkender, at bestemmelsen om, at et samtykke, som gives ved en arbejdskontrakts undertegnelse, er ugyldigt, vil yde en vis grad af beskyttelse af arbejdstagere, som ellers kunne føle sig presset til at give deres samtykke. Det skal imidlertid anerkendes, at en arbejdstager tidligt i sit ansættelsesforhold hos en ny arbejdsgiver måske ønsker at benytte sig af muligheden for at arbejde i mange timer for at tjene flere penge, og derfor skal det gøres klart, hvornår en arbejdstager har denne ret. Dette vil være særligt relevant i tilfælde, hvor arbejdstagere ansættes på korte kontrakter for at hjælpe til i sæsonbestemte spidsbelastningsperioder. Da der heller ikke er udbredt enighed om definitionen af en prøveperiode, kan det yderligere krav om, at en arbejdsgiver ikke må give sit samtykke i en prøveperiode, ikke blot føre til fortolkningsmæssige problemer, men også betyde, at en arbejdstager ikke får mulighed for at tjene flere penge.

1.16

gør opmærksom på den usædvanlige skævhed, det nye forslag skaber, idet en arbejdstager, som vælger opt-out, når denne mulighed er nedfældet i en kollektiv overenskomst, ikke må yde mere en 65 timers arbejde i en given uge, og selv om det erkendes, at dette er et meget stort antal arbejdstimer, som ikke bør være normen, betyder det, at en arbejdstager, som vælger at give sit samtykke, ikke må yde mere end 65 timers arbejde i en given uge, mens en arbejdstager, som ikke har givet sit samtykke, og som derfor er underlagt den maksimale ugentlige arbejdstid på gennemsnitligt 48 timer, gerne må. En arbejdstager, som arbejder i en virksomhed uden kollektiv overenskomst eller personalerepræsentant, og som vælger at give sit individuelle samtykke, ville heller ikke være underlagt begrænsningen på 65 timer i en given uge.

1.17

finder, at det nye krav om, at arbejdsgiveren nøje skal registrere de faktiske arbejdstimer, som de pågældende medarbejdere har arbejdet, vil skabe mere bureaukrati. Måske ville den bedste løsning være, at direktivet pålægger de kompetente myndigheder i hver enkelt medlemsstat at fastlægge arbejdsgivernes ansvar. Disse myndigheder vil have mulighed for at integrere sådanne krav i medlemsstatens generelle sundheds- og sikkerhedsstrategi samt kravene til arbejdsgiverne.

2.1

at Kommissionen, Parlamentet og Rådet forsøger hurtigt at tage stilling til forslagene, således at der skabes klarhed over og tillid til arbejdstidsdirektivet.

2.2

at den nye definition af arbejdstid med de to nye kategorier »vagtperiode« og »inaktiv del af vagtperioden« accepteres, det vil sige, at under vagtperioden, som er det tidsrum, hvor arbejdstageren er forpligtet til at stå til rådighed på sin arbejdsplads for på foranledning af arbejdsgiveren at udføre sine beskæftigelse eller sine opgaver, vil den inaktive del af vagtperioden ikke blive betragtet som arbejdstid medmindre andet fastsættes ved national lovgivning eller kollektiv overenskomst. Tidsrum, hvor arbejdstageren rent faktisk udfører sin beskæftigelse i vagtperiode betragtes som arbejdstid.

2.3

at man accepterer Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne får mulighed for som standard at fastlægge en referenceperiode på op til tolv måneder for alle arbejdstagere, dog således, at referenceperioden for arbejdstagere på tidsbegrænsede kontrakter ikke kan være længere end arbejdskontraktens varighed, hvis den er på under et år.

2.4

at selv om Kommissionens forslag om, at arbejdstagere, som nægtes at afholde en daglig eller ugentlig hvileperiode, skal ydes en tilsvarende kompenserende hvileperiode inden for en rimelig frist på højst 72 timer, er en væsentlig forbedring i forhold til den nuværende situation efter Domstolens afgørelse i Jaeger-sagen, bør man for at tage hensyn til en lang række sektorer og praksis alvorligt overveje at forlænge den periode, hvor der kan ydes en kompenserende hvileperiode. Desuden bør artikel 17 give mulighed for, at man i overensstemmelse med national praksis (lovgivning eller kollektive aftaler) kan forlænge tidsfristen.

2.5

går ind for en gradvis afskaffelse af den mulighed, medlemsstaterne i dag har for at give arbejdstagere mulighed for frivilligt at fravige den maksimale ugentlige arbejdstid på 48 timer efter individuel aftale, hvis EU og medlemsstaterne har som mål at fremme iværksætterånd, kreativitet og aktivt medborgerskab og samtidig give borgerne bedre mulighed for at forene familielivet med arbejdslivet. Medlemsstaterne bør i stedet for fravigelsesmuligheden træffe foranstaltninger, som kan bidrage til opfyldelsen af disse mål.

2.6

at man bekræfter Kommissionens forslag om, at muligheden for at fravige maksimumsgrænsen på 48 timer kun skal kunne udnyttes, hvis dette er fastsat ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt eller regionalt plan eller ved kollektive overenskomster på et passende niveau.

2.7

at Kommissionens bestræbelser på at sikre, at de, der vælger opt-out-muligheden, gør det af egen fri vilje velvidende, at de, uden at det kommer dem til last, kan fravige denne beslutning, støttes kraftigt.

2.8

Derfor skal følgende betingelser fastholdes:

2.8.1

Følgende betingelser skal slettes:

2.8.2

At de følgende betingelser slettes eller det overlades til medlemsstaterne at gennemføre dem i overensstemmelse med national praksis og fremgangsmåder under hensyn til deres relevans set ud fra deres eget retssystem og arbejdsmarkedsrelationer: