22.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 71/55


Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Højhastighedsforbindelser i Europa: De nationale bredbåndsstrategier

(2005/C 71/13)

REGIONSUDVALGET HAR -

under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Højhastighedsforbindelser i Europa: De nationale bredbåndsstrategier, KOM(2004) 369 endelig,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 13. maj 2004 om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 265, stk. 1, at anmode om Regionsudvalgets udtalelse herom,

under henvisning til præsidiets beslutning af 20. april 2004 om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget for Kultur og Uddannelse,

under henvisning til Lissabon-målsætningen om inden 2010 at gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«,

under henvisning til opfordringen fra topmødet i Barcelona om at udarbejde en handlingsplan for eEurope, der fokuserer på »at bredbåndsnet gøres almindeligt tilgængelige og anvendes i hele EU inden udgangen af 2005, og at internetprotokollen IPv6 udvikles« og på »net- og informationssikkerhed, digital forvaltning, e-læring, e-sundhed og e-handel« (1),

under henvisning til den heraf følgende eEurope 2005 handlingsplan, der blev vedtaget i maj 2002. Handlingsplanens nye centrale målsætninger, der blev støttet af Det Europæiske Råd i Sevilla, var at fremme anvendelsen og at skabe nye tjenester (2). De overordnede mål er, at Europa inden 2005 skal råde over moderne offentlige on line-tjenester (digital forvaltning, e-sundhed, e-læring), et dynamisk e-business miljø, der er baseret på almindeligt tilgængelige bredbåndsnet til konkurrencedygtige priser, og en sikker informationsinfrastruktur,

under henvisning til det foreløbige forslag til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om Højhastighedsforbindelser i EU - Den seneste udvikling i den elektroniske kommunikationssektor – KOM(2004) 61 endelig (3),

under henvisning til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om »Interoperabel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (Idabc)« - KOM(2003) 406 endelig - 2003/0147 (COD),

under henvisning til sin udtalelse om Evaluering af IDA-programmet og IDA-programmets anden fase (CdR 44/98 fin) (4),

under henvisning til forslag til Regionsudvalgets udtalelse (CdR 257/2004 rev. 1), som blev vedtaget af Underudvalget for Kultur og Uddannelse den 22. september 2004 med Tomaž Štebe, borgmester i Mengeš kommune (SI/PPE)), som ordfører,

og ud fra følgende betragtninger:

1.

Ambitiøse højhastighedsforbindelser baseret på lige adgang, ikke-diskrimination og den digitale mulighed for en informationsinfrastruktur, der omfatter hele Europa, skal spille en central rolle i samlingen af kontinentet, medlemsstaterne og alle kommende ansøgerlande, dvs. deres byer og landkommuner, virksomheder og borgere;

2.

Der er vigtigt at anvende en effektiv og moderne informationsstruktur for såvel nye som eksisterende virksomheder og at modernisere de offentlige tjenester;

3.

Lige muligheder i informationssamfundet, hvad angår nettilslutning og tjenester, bør være en ret for de europæiske borgere uanset brugertype, social status eller geografisk placering;

4.

Informationsinfrastrukturen bør betragtes og forvaltes af samfundet på samme måde som vand- og elektricitetsforsyning -

på den 57. plenarforsamling den 17.-18. november 2004 (mødet den 18. november) VEDTAGET FØLGENDE UDTALELSE:

1.   Regionsudvalgets synspunkter

REGIONSUDVALGET

1.1

bifalder den præcision og klarhed, der præger Kommissionens analyse og konklusioner i meddelelsen »Højhastighedsforbindelser i Europa: De nationale bredbåndsstrategier«, som er nært knyttet til den tidligere analyse og anbefalingerne i »Højhastighedsforbindelser i EU - Den seneste udvikling i den elektroniske kommunikationssektor«  (5) og de foreslåede aktioner i »eEurope 2005: Ajourføring af handlingsplanen«;

1.2

erkender, at fordelene ved bredbånd spiller en vigtig rolle for økonomi og samfund. Erfaringerne med øget anvendelse og udbredelse af bredbånd er meget opmuntrende. Antallet af bredbåndstilslutninger fordobledes i 2003 i EU-15. Der mangler dog stadig en del i forhold til eEurope-handlingsplanen og dens målsætninger uden for bycentrene og institutionerne, især i landdistrikterne og i de ugunstigt eller mindre gunstigt stillede egne;

1.3

er overbevist om, at ajourføringen af eEurope-handlingsplanen og de nationale højhastighedsbredbåndsstrategier i EU-25 vil fremme udviklingen hen imod den mest avancerede, pålidelige og direkte europæiske informationsinfrastruktur (EII) for forvaltninger, virksomheder og borgere;

1.4

anmoder om, at strategier og aktioner vedrørende informationsinfrastruktur, især opbygning af grundlæggende kommunikationsnet (hovedbredbåndsnet i byer og landkommuner), der skal støtte udvikling af infrastruktur til online-tjenester, bliver meget ambitiøse, tager hensyn til teknologiske og kommercielle interesser og finansieres ved hjælp af offentlige midler på lokalt, nationalt eller europæisk niveau på samme måde som (nationale) veje eller anden grundlæggende infrastruktur;

1.5

opfordrer Kommissionen til at vedblive med at retsforfølge inaktive lovgivere, der enten ikke skrider effektivt ind eller slet ikke skrider ind inden for en rimelig tidsramme over for dominerende netværk eller tjenester, eller hvis adfærd forhindrer forsyning på lige vilkår og effektiv konkurrence i informationsinfrastrukturen på nationalt og lokalt plan;

1.6

hilser det europæiske vækstinitiativ velkommen, som opnåede Det Europæiske Råds støtte på mødet i december 2003, hvor fokus lå på det hensigtsmæssige i at anvende offentlige midler, herunder strukturfonde, til at sikre omfattende adgang til bredbånd, som allerede foreslået i eEurope 2005 (6). Nye initiativer til at fjerne den digitale kløft, »kvikstart-projekter«, vil fremskynde forsyningen med bredbånd i de mindre gunstigt stillede egne, hvor forsyningen er urentabel;

1.7

støtter Kommissionens forslag om at anvende EU's strukturfonde til elektronisk kommunikation i landdistrikter og mindre gunstigt stillede byområder (7).

1.8

mener, at Kommissionens politik for informationssamfundet og informationsinfrastruktur skal fremme og støtte udvikling af innovative tjenester og procedurer til erstatning for forældede teknologier og indføre nye konkurrencedygtige og avancerede kommercielle og offentlige online-tjenester for virksomheder, borgere og forvaltninger;

1.9

bifalder, at Kommissionen har taget fat på de kritiske problemer, som hindrer overførsel af god praksis, som f.eks. juridiske aspekter af genbrug af vellykkede udviklingstiltag, ejerskab til systemerne og sammenkædningen med de offentlige udbudsprocedurer og procedurer for gennemførelse af offentligt/private partnerskaber (8);

1.10

støtter uddannelses- og tilskyndelsestiltag til den brede offentlighed vedrørende nye tjenester og teknologier; bredbånd bør benyttes til at forsyne borgerne med nye og bedre tjenester;

1.11

bifalder, at det offentlige opbygger og udvikler en europæisk informationsinfrastruktur, der kan styrke Europas konkurrencemæssige fundament for kommercielle tjenester og tjenester til den brede offentlighed. Online-tjenester, der udvikles ved hjælp af offentlige midler, bør være et vigtigt supplement til kommercielle investeringer, fremme private investeringer og øge EU-virksomhedernes konkurrenceevne på internationalt plan;

1.12

påskønner den vægt, Europa-Kommissisonen lægger på en sikker informationsinfrastruktur og etablering af Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA);

1.13

går ind for en (om)definering af »bredbånd«, der svarer til en ambitiøs opfattelse af informationsstruktur som skitseret i denne udtalelse. Som følge heraf bør eksisterende aktiviteter og programmer (eEurope, IST, IDA, eTEN samt DRM og IPR (9)) præciseres, forenkles og omdefineres samt suppleres;

1.14

mener, at meddelelsens definition af »bredbånd« er et godt udgangspunkt: »en bred vifte af teknologier, som er udviklet med henblik på at understøtte udbud af innovative interaktive tjenester og giver mulighed for at have en konstant åben forbindelse med stadig større bredbåndskapacitet samt mulighed for samtidig anvendelse af både tale- og datatjenester«;

1.15

foreslår, at der til definitionen af bredbånd som nødvendig infrastruktur og højhastighedskommunikationsnet tilføjes visse vigtige værktøjer, ressourcer og mekanismer (en platform for EII-tjenester), der understøtter e-tjenester med henblik på en sikker og pålidelig online-udveksling af data i realtid;

1.16

går ind for, at der indføres flere obligatoriske specifikationer for højhastighedsinternet- eller bredbåndsforbindelser, f.eks. vedr. forsinkelser og genoprettelse af fejl;

1.17

foreslår, at der iværksættes et nyt initiativ, »The Digital Opportunity Information Technology (DOIT)«, for alle, især mindre udviklede områder, med det formål at anvende informationsstrukturen og støtte nuværende økonomiske aktiviteter eller etablere nye gennem uddannelse, fremme og finansiering af informationsinfrastruktur;

1.18

tilskynder lokale myndigheder til at udforme og konstruere kommunikationskabler og rør til nedgravning i forbindelse med (om)bygning af veje, eller installere dem sammen med andre kabler og kommunale rør (gadebelysning, kraftledninger) som en langsigtet investering;

1.19

tilskynder lokale myndigheder og Europa-Kommissionen til at vurdere den model, hvor et enkelt selskab (eller en eller flere lokale myndigheder) bygger, ejer og vedligeholder informationsinfrastrukturen. Dette ville gøre det muligt for multitjenesteudbydere at anvende infrastrukturen på lige fod. Hovedsigtet med denne strategi er at styrke konkurrencen mellem tjenesteudbydere på omkostninger og kvalitet ved at give dem alle de samme, ikke-diskriminerende muligheder for at nå deres kunder;

1.20

går ind for øget konkurrence ved at sikre let og hurtig opnåelse af de nødvendige licenser for adgang til infrastruktur og frekvenser;

1.21

går ind for standarder og grundlæggende applikationer (fælles e-tjenester) med fælles (kompatible) datamodeller og dataattributter, f.eks. GIS, 3D og VR-visualiseringsteknologier til fysisk planlægning og genopretning af områder samt arealforvaltning, forvaltning af fast ejendom og af kommunal infrastruktur; adgang til decentrale og registrerede offentlige databaser, opdatering; offentlige kontortjenester hjemme eller på arbejdspladsen; trafikstyring: trafikophobning, bompenge, billetbetaling med smarte, non-contact- (mobile) ID-kort;

1.22

går ind for mere ambitiøse EII-mål for kommunikation, nettilslutning, mængde, tilgængelighed og prisrimelighed af:

a)

lyslederkabler, der forbinder alle slutbrugere i EU med mindst 10 Mbp/s, tovejskommunikation, undtagen hvor økonomi og optimal kommunikation (geografi, brugerbehov) kræver andre løsninger, f.eks. (højhastigheds-) kobbertråd eller fast trådløs adgang (WFA) eller satellittransmission:

 

25 % - ved udgangen af 2006;

 

70 % - ved udgangen af 2010;

b)

båndbredde og mulighed for at sikre IP-telefoni for lejlighedsvise brugere – ved udgangen af 2006;

c)

rimelige priser på månedlige udgifter til bredbåndsforbindelse med 10 Mbp/s, sikkert internet og pålidelige transaktioner, multimedie-IP-telefoni, digital tv- og radiospredning (multimedie) (digitale rettigheder ikke indbefattet i prisen) – ved udgangen af 2006;

1.23

går ind for følgende strategier for europæisk informationsinfrastruktur (EII):

a)

online, pålidelig, sikker, autentisk og betroet udveksling af multimediedata og -dokumenter – ved udgangen af 2006;

b)

decentral, interoperabel, kompleks og hierarkisk dataadgang og opdatering – ved udgangen af 2007;

c)

adgang til virtuelle eller simulerede miljøer og virkelige processer samt kontrol heraf i realtid – ved udgangen af 2008;

1.24

går ind for en platform for EII-tjenester:

a)

interoperabilitet mellem certificerings- og kontrolsystemer i EU;

b)

e-penge/e-betaling med meget overkommelige transaktions- og administrationsudgifter;

c)

telemedicin (e-sundhed), e-læring;

d)

det opkoblede samfund: telemetrik, proceskontrol, bygnings- og anlægsadministration;

1.25

er bekymret over, at kobbertrådskommunikation sammen med hovedparten af den traditionelle »telefoni« er ved at være forældet, eller er udsat for meget hård konkurrence (ubundtet adgang til abonnentledninger). De nationale regeringer foretager ikke den nødvendige omstrukturering og deltager i diskriminatoriske aktiviteter med den konsekvens, at gennemførelsen af en moderne informationsinfrastruktur forsinkes.

2.   Regionsudvalgets anbefalinger

REGIONSUDVALGET

2.1

anbefaler, at Kommissionen sikrer gennemførelse af følgende foranstaltninger:

a)

overvågning og håndhævelse af konkurrencen i en fælles infrastruktur på et ikke-diskriminerende omkostningsgrundlag, der er ens for alle operatører eller udbydere;

b)

de nationale tilsynsmyndigheder (NRA) bør give mulighed for udvælgelse af frekvenser til FWA, og de bør nedsætte licensudgifterne for landdistrikter eller mindre begunstigede områder;

2.2

anbefaler, at Kommissionen støtter finansieringen af en europæisk informationsinfrastruktur (EII) efter følgende vejledende prioriteringsliste:

a)

konstruktion af rør;

b)

udvikling af tjenesteplatforme;

c)

kabel- og netudstyr i landdistrikter og mindre begunstigede områder,

d)

NRA- nedsættelse af licensudgifterne for mindre begunstigede områder;

2.3

anbefaler, at Europa-Kommissionen i sit dokument om højhastighedskommunikationsstrategier (EU 25 inkl. de nye kandidatlande), som offentliggøres i oktober 2004, fremhæver betydningen af ambitiøse og vidtrækkende teknologiske fremskridt i den europæiske informationsinfrastruktur.

Bruxelles, den 18. november 2004

Peter STRAUB

Formand for

Regionsudvalget


(1)  Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Barcelona, afsnit 40

(http://europa.eu.int/da/Info/eurocouncil/index.htm).

(2)  KOM(2002) 263 endelig, eEurope 2005: Et informationssamfund for alle.

(3)  R/CESE 880/2004 – TEN 189/2004.

(4)  EFT C 251 af 10.8.1998, s. 1.

(5)  »Rummet: en ny europæisk grænse for en større Union - En handlingsplan for gennemførelsen af den europæiske rumpolitik« KOM(2003) 673 endelig og »Højhastighedsforbindelser i EU - Den seneste udvikling i den elektroniske kommunikationssektor« KOM(2004) 61 endelig.

(6)  Se KOM(2003) 65 endelig »Elektronisk kommunikation: Vejen til videnøkonomien« og KOM(2003) 690 endelig »Et europæisk vækstinitiativ«.

(7)  »Retningslinjer for kriterier og former for implementering af strukturfonde til støtte for elektronisk kommunikation«, SEK(2003) 895

http://europa.eu.int/comm/regional_policy/sources/docoffic/working/doc/telecom_da.pdf.

(8)  

Kommissionen er i færd med at udarbejde en grønbog om offentlige/private partnerskaber i EU.

(9)  KOM(2004) 261 endelig »Varetagelsen af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder i det indre marked«.