20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/76

1.1

Med Amsterdam-traktaten indførtes en ny søjle i fællesskabspolitikken baseret på skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den omfatter EU-politikker for kontrol med de ydre grænser, visum, asyl og indvandring.

1.2

I oktober 1999 udarbejdede Det Europæiske Råd i Tammerfors forskellige forslag til en fælles indvandrings- og asylpolitik i EU.

1.3

Et af forslagene fra Tammerfors-mødet gik ud på at styrke samarbejdet og den gensidige tekniske bistand mellem medlemsstaternes grænsekontroltjenester. Forslaget blev genfremsat på topmøderne i Sevilla (2002) og Thessaloniki (2003).

2.1

Argo-programmet fremmer administrativt samarbejde på områderne ydre grænser, visum, asyl og indvandring. Det blev vedtaget af Rådet den 13. juni 2002, som samme dag vedtog en plan for forvaltningen af EU's ydre grænser.

2.2

Programmets mål er at fremme samarbejde, sikre ensartet anvendelse af EU-retten, effektivisere anvendelsen af EU-reglerne, sikre EU-dimensionen i organisationen af offentlige instanser og støtte de vedtagne foranstaltningers gennemsigtighed.

2.3

Målene skal nås ved en konkret indsats på fire områder: ydre grænser, visumpolitik, asylpolitik og indvandringspolitik.

2.4

Hvad grænserne angår, ønsker man at iværksætte kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med EU-lovgivningen, især Schengen-reglerne, harmonisere kriterierne for overvågning og beskyttelse af grænserne og styrke instrumenternes effektivitet.

2.5

På visumområdet vil man sikre, at udstedelsesprocedurerne svarer til bestemmelserne i EU-retten. Man vil harmonisere kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger for udstedelse af visa og harmonisere ansøgningsformularer og -krav samt undtagelser fra de generelle visumregler. Samtidig vil man gå videre med styrkelsen af det konsulære samarbejde.

2.6

På asylområdet vil man fremme en fælles ordning, der skal sikre en ensartet flygtningestatus. Man vil gennem en passende procedure fastlægge, hvilket land der skal behandle en asylsansøgning, og man vil harmonisere medlemsstaternes lovgivninger ved at fastlægge minimumsstandarder for asylprocedurer.

2.7

På indvandringsområdet vil man udarbejde en fælles lovgivning om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere og udarbejde en europæisk statut for fastboende udlændinge. Det drejer sig om at åbne lovlige kanaler for økonomisk indvandring og bekæmpe ulovlig indvandring.

2.8

Det Europæiske Råd i Sevilla anmodede Kommissionen om at undersøge de spørgsmål, der knytter sig til fordeling af udgifterne til forvaltningen af de ydre grænser. Kommissionen mener, at den rette løsning må afvente de finansielle overslag for perioden efter 2006. Den mener derfor, at forslaget om at ændre i Argo-programmet kun er en midlertidig foranstaltning, indtil den fremtidige budgetramme er vedtaget.

2.9

I sin evaluering af Argo-programmets første år (2003) konstaterede Kommissionen, at det var underudnyttet. Der blev brugt mindre end 50 % af de disponible midler, fordi de nationale administrationer havde problemer med at finde sammen med andre medlemsstater om udarbejdelse af de projekter, der fremmes og finansieres af programmet.

2.10

Derfor tilstræbes det med denne ændring af Argo-programmet at udvide den finansielle støtte til også at omfatte nationale projekter vedrørende ydre grænser, der tjener til at afhjælpe strukturelle svagheder ved strategiske grænsesteder, som er identificeret på grundlag af objektive kriterier (risikovurdering), der vil blive defineret i det årlige arbejdsprogram, som Kommissionen udarbejder i overensstemmelse med Argo-udvalget.

2.11

Argo-programmet får en samlet rammebevilling på 46,1 mio. EUR indtil 2006, heraf 21, 3 mio. EUR i 2004.

2.12

Fællesskabsinteressen garanteres i EF-traktatens artikel 62, 63 og 66 og af Schengen-reglerne. Det Forenede Kongerige og Irland vedtager en tilsvarende beslutning inden for traktatens rammer.

3.1

EØSU bifalder den ændring af Argo-programmet, der skal gøre det muligt at yde finansiel støtte også til nationale projekter vedrørende ydre grænser, men påpeger, at der på forslag af Kommissionen skal opnås enighed om projekternes strategiske karakter i Argo-udvalget på grundlag af en risikovurdering, der bygger på objektive kriterier, som et flertal af medlemsstaterne har tilsluttet sig.

3.2

De nationale administrationers problemer med at samarbejde inden for Argo-programmet har tydeliggjort manglen på samarbejde mellem medlemsstaterne om forvaltningen af de ydre grænser.

3.3

EØSU mener, at det fremover vil være nødvendigt at udbygge det administrative samarbejde og etablere en solidarisk EU-ordning vedrørende ydre grænser, visum, asyl og indvandring som led i en EU-politik. De finansielle overslag bør tage hensyn til dette spørgsmål fra 2007.

3.4

EØSU forstår ikke forsinkelserne og de problemer, Rådet har haft, i forbindelse med oprettelse af det europæiske agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved de ydre grænser (1).

3.5

EØSU kræver, at myndighederne i det administrative samarbejde om ydre grænser, visum, asyl og indvandring garanterer, at alle altid vil blive behandlet humant og værdigt i overensstemmelse med EU-chartret om grundlæggende rettigheder og de internationale konventioner om menneskerettigheder.

3.6

I sin udtalelse (2) om forordningen om det europæiske grænseagentur fremsatte EØSU følgende bemærkninger, som inddrages i denne udtalelse:

3.6.1

»EØSU ønsker, at asylretten respekteres ved en effektiv gennemførelse af grænsekontrollen. Mange mennesker, som har brug for international beskyttelse, ankommer til EU's ydre grænser på illegal vis. Myndighederne bør sikre, at disse mennesker får mulighed for at indgive deres anmodning om beskyttelse, og at den behandles i overensstemmelse med de internationale konventioner og EU's og medlemsstaternes lovgivning. Så længe de administrative og retlige procedurer for asylansøgere ikke er afsluttet, kan disse mennesker ikke udvises, og de skal have den beskyttelse, de som asylansøgere har krav på.«

3.6.2

3.6.3

»EØSU har i tidligere udtalelser givet udtryk for, at en god forvaltning af de ydre grænser kræver, at medlemsstaternes grænsemyndigheder samarbejder med hinanden, og at myndighederne i oprindelses- og transitlandene samarbejder via kontaktpunkter.«