20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/64

1.1

Indholdet i den sonderende udtalelse til det nederlandske formandskab er baseret på følgende:

1.1.1

Den overordnede ramme for social- og beskæftigelsespolitikken, som det nederlandske formandskab vil fremme, skal behandles på en konference på højt plan med titlen »More People to Work: Policies to activate Europe's labour potential« (Flere i arbejde – politiske strategier, der kan aktivere det europæiske arbejdskraftpotentiale), som finder sted i Amsterdam den 25.-26. oktober 2004;

1.1.2

Formålet med denne konference er at undersøge, hvilke strukturelle forandringer der er nødvendige på de fire politikområder (6), samtidig med at deltagelsen øges, og den sociale samhørighed opretholdes.

1.1.3

Endelig har det nederlandske formandskab bedt EØSU fokusere på følgende spørgsmål:

2.1

EØSU tillægger det nederlandske formandskabs anmodning om udarbejdelsen af denne udtalelse stor betydning. Anmodningens indhold og dimensioner vinder desuden yderligere i betydning ved at blive kædet sammen med Unionens mere generelle målsætninger og store problemstillinger hvad angår bæredygtig udvikling og mere specifikt, hvad angår beskæftigelse, produktivitet og økonomisk vækst.

2.2

EØSU synes, det er vigtigt at placere emnet i en mere overordnet ramme uden at glemme sin forpligtelse til at fokusere på de spørgsmål, som det nederlandske formandskab ønsker besvaret (7). Rammen skal omfatte alle perspektiver af Unionens udvikling på de pågældende områder i den konkrete situation.

3.1

Med erhvervsuddannelse forstås »(individuel) tilegnelse, fornyelse eller ajourføring af (navnlig) tekniske kundskaber og færdigheder«.

3.2

Grunduddannelse og erhvervsmæssig grunduddannelse har at gøre med tilegnelsen af de første, grundlæggende kundskaber og færdigheder i det fag, som en person vil udøve. I mange medlemsstater styrkes grunduddannelsen af lærlingeuddannelsen, der knytter forskellige indlæringsformer til praktikperioder i virksomhederne.

3.3

Efter- og videreuddannelse refererer til arbejdsmarkeds- eller virksomhedsrelevant indlæring, der baseres på allerede tilegnede færdigheder og erfaringer, med henblik på at ajourføre eller udvide viden og kompetence eller på at erhverve færdigheder på nye faglige områder eller vedrørende nye faglige opgaver. Efteruddannelse er i første række tiltænkt borgere, som er aktive på arbejdsmarkedet, som altså har gennemgået en (erhvervsmæssig) grunduddannelse (evt. som oplærte specialarbejdere uden formel bevis for afsluttet uddannelse), hvad enten disse befinder sig i et ansættelsesforhold eller er registreret som arbejdsløse (og i den egenskab deltager i efter- og videreuddannelsestiltag eller omskolingskurser). Desuden kan enhver frit deltage i de mange former for generelle og faglige uddannelsestilbud, der udbydes af det offentlige eller af private virksomheder under de mest forskellige undervisningsformer.

3.4

Der er ikke alene betydelig variation mellem EU-medlemsstaternes erhvervsuddannelsessystemer indbyrdes, men også internt i de enkelte lande, eftersom systemerne befinder sig i en konstant tilpasningsproces i forhold til erhvervslivets og arbejdsmarkedets behov. En præcis og direkte overførbar begrebsdefinition af erhvervsuddannelse er derfor en stadig udfordring såvel fortolkningsmæssigt som sprogligt. Sammensætningen af erhvervsuddannelsestilbud på uddannelsesinstitutioner og i virksomhedsbaseret sammenhæng er dog af afgørende betydning. Vægtningen kan inden for såvel (erhvervsmæssig) grunduddannelse som efter- og videreuddannelse være forskellig med hensyn til kvalifikationsniveau, industrisektor og enkeltbrancher. Det samme gælder for tilbuddets art, der kan bestå i alt fra seminarer, moduler og kurser af varieret længde til omfattende faglige studieforløb. Hertil kommer, at erhvervsuddannelses- og kvalificeringssystemer såvel som uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere anerkender specialuddannelse og uformelle læreprocesser (9).

3.5

Ved livslang læring forstår vi »al læringsaktivitet, som man deltager i gennem hele livet, med det formål at fremme viden, færdigheder og kompetencer set i et personligt, borgermæssigt, socialt og/eller beskæftigelsesrelateret perspektiv« (10). Livslang læring vil som følge af Rådets Lissabon-erklæring få ekstraordinær stor betydning som hovedbegreb for den af alle erkendte nødvendighed af en grundlæggende fornyelse af den europæiske uddannelsesmodel som led i overgangen til vidensøkonomi og et videnbaseret samfund (11). En relevant og konsekvent videreudvikling og ændring af de eksisterende almene uddannelsessystemers og erhvervsuddannelsessystemers strukturer, funktion og lære- og undervisningsmetoder er nøglefaktorer for opfyldelsen af Lissabon-målene. Derfor samles den nye generation af EU-handlingsprogrammer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse fra 2007 i et integreret program for livslang læring (12).

3.5.1

En praktisk og fyldestgørende gennemførelse af livslang læring er i mange henseender stadig langt fra at være en realitet, såvel hvad angår udbudsstrukturer, adgangsmuligheder og samfundets efterspørgsel, som hvad angår den procentvise deltagelse af alle befolkningsgrupper. EU-agenturerne CEDEFOP og Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) har gjort meget for at sætte medlemsstaterne generelt og mere specifikt de enkelte interessegrupper inden for uddannelsesverdenen i stand til at udveksle idéer, informationer og erfaringer (13). I praksis er der dog stadig nogle væsentlige opgaver, som skal løses. Især følgende:

3.5.2

Der er brug for en ny rolle- og kompetencefordeling med henblik på institutionaliseringen af livslang læring, som denne er beskrevet ovenfor. Der er brug for en ny ramme for samarbejde på alle niveauer, ikke mindst på det lokale niveau, hvor der med henblik på opfyldelsen af Lissabon-målene er behov for et stærkt samarbejde mellem de offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet generelt.

3.6

Arbejdskraftproduktiviteten svarer formelt set og ifølge Kommissionen (14) til den mængde arbejde, som kræves for at producere en enhed af et bestemt produkt. Makroøkonomisk set måles arbejdskraftproduktiviteten ved et lands bruttonationalprodukt (BNP) pr. beskæftiget (15). Produktivitetsvækst er den vigtigste kilde til økonomisk vækst (16).

4.1

Unionen »iværksætter en erhvervsuddannelsespolitik, der støtter og supplerer medlemsstaternes aktioner med fuld respekt for, at ansvaret for undervisningsindholdet og tilrettelæggelsen af erhvervsuddannelserne ligger hos medlemsstaterne«  (17). Beslutningerne truffet i København i 2002 er et afgørende skridt fremad i retning af videreudvikling af denne politik, der også tilstræber sammenhæng og synergi med Lissabon-dagsordenen for »uddannelse 2010« (18). I samme positive retning går midtvejsrapporten fra Rådet og Kommissionen om gennemførelsen af det detaljerede arbejdsprogram for opfølgning af uddannelsessystemernes mål i Europa (april 2004) (19).

4.1.1

EU-agenturerne CEDEFOP og ETF støtter konkret udviklingen af erhvervsuddannelse. De supplerer gennemførelsen af retningslinjerne for EU's erhvervsuddannelsespolitik gennem tilvejebringelse, formidling og udveksling af informationer, erfaringer og eksempler på god praksis via studier og rapporter samt indhentning og analyse af relevante forskningsresultater og praktiske erfaringer. Det europæiske informationsnet Eurydice (20) forbinder systemer og aktører i de almene uddannelsessystemer på samme måde. Disse tre organisationer indgår i et konstruktivt samarbejde, som udbygges i takt med, at betydningen af livslang læring vokser (hvilket medfører øget samarbejde og integration af den almene uddannelse og erhvervsuddannelsen).

4.1.2

Leonardo Da Vinci-programmet (21) skal gennemføre Unionens politik for erhvervsuddannelse ved at bidrage »til fremme af et kundskabernes Europa gennem udvikling af et europæisk samarbejdsområde inden for uddannelse og erhvervsuddannelse. Det støtter medlemsstaternes politik for livslang uddannelse og opbygningen af kundskaber, færdigheder og kvalifikationer med henblik på at skabe aktive medborgere og medborgere, der kan bruges på arbejdsmarkedet« (22). Ansvaret for gennemførelsen af programmet ligger hos medlemsstaterne.

4.1.3

Med hensyn til udvikling og omsætning af livslang læring skal opmærksomheden også henledes på Grundtvig-aktionen under det nuværende Sokrates II-program, der søger at fremme en integreret uddannelsestilgang til hele spektret af voksenundervisning (23).

4.2

EØSU gør opmærksom på, at de nationale almene uddannelsessystemer og erhvervsuddannelsessystemer i alt væsentligt har baseret sig på og udviklet sig ud fra de konkrete behov, som gennem tiden er opstået på forskellige dele af arbejdsmarkedet. De har således udviklet sig i samme takt som udviklingen på de nationale arbejdsmarkeder. Af samme grund er der store forskelle imellem dem. Forskellene giver i dag problemer med samordning, tilegnelse af god praksis og forståelse af hinandens terminologi og begreber på de enkelte områder.

4.3

I 2004 løber det beløb, som EU har til rådighed til erhvervsuddannelse, op i 194 533 900 EUR, hvoraf 163 000 000 går til Leonardo Da Vince-programmet. Til sammenligning beløber udgifterne til kultur af enhver form og på alle niveauer (bortset fra uddannelse) sig til 268 848 500 EUR. Budgettet for Kommissionens Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur er på 783 770 054 EUR ud af et samlet EU-budget på 92 370 071 153 EUR (24).

4.3.1

Et så lille budget i forhold til erhvervsuddannelsens økonomiske og politiske betydning ses også i medlemsstaterne. Der hersker almindelig enighed blandt de kompetente aktører på alle beslutningsniveauer om, at den samlede sum penge, som er til rådighed for uddannelsesområdet, er utilstrækkeligt til at opfylde målsætningerne.

4.4

Opmærksomheden henledes endvidere på, at kun en lille del af Unionens befolkning følger efter- og videreuddannelse (i gennemsnit 8,4 %). (25) Unionens mål for 2010 er at bringe denne procentdel op på 12,5 % af den potentielt erhvervsaktive befolkning (aldersgruppen 25-64 år) (26).

4.5

En effektiv og fremtidsorienteret efter- og videreuddannelse udgør en integreret del af en vellykket gennemførelse af livslang læring i praksis. Det er almindelig kendt, at de nuværende systemers læreprocesser og resultater hverken kvantitativt eller kvalitativt opfylder behovene. Denne helhedsvurdering udelukker ikke undtagelser. I visse brancher eller sammenhænge findes effektive efter- og videreuddannelsestilbud af høj kvalitet. Man kunne f.eks. pege på kursusforløb organiseret i de enkelte virksomheder, som opfylder et konkret behov for den pågældende virksomhed eller sektoriale uddannelsestilbud (27), der er udviklet af arbejdsmarkedets parter eller i samarbejde med disse.

5.1

Alle Kommissionens undersøgelser peger i retning af, at udviklingen i produktiviteten har været negativ i Unionen igennem de seneste år. »Efter en periode med betydelig afmatning var der i USA i anden halvdel af 1990'erne fremgang i både væksten i arbejdskraftproduktiviteten (fra 1,2 % i gennemsnit i perioden 1990-95 til 1,9 % i perioden 1995-2001) og i beskæftigelsen (fra 0,9 % til 1,3 %). I EU var der tilbagegang i væksten i arbejdskraftproduktiviteten (fra 1,9 % i gennemsnit i første halvdel af årtiet til 1,2 % i perioden 1995-2001), men væksten i beskæftigelsen gik betydeligt frem (fra et fald på 0,6 % i første halvdel af årtiet til en fremgang på 1,2 % i perioden 1995 2001).«  (28)

5.2

Der er beviseligt graverende forskelle mellem de enkelte EU-medlemsstaters produktivitetstal. Kommissionen har med sin meddelelse »Produktivitet: nøglen til konkurrenceevne for EU's økonomier og virksomheder«  (29) søgt at vise, hvilke årsager der ligger bag og hvilke konsekvenser dette forhold kan få for opfyldelsen af Lissabon-målene. I meddelelsen beskrives de store forskelle mellem medlemsstaterne, og der henvises til at »den økonomiske vækst først vil stige, når produktiviteten stiger. Skal virksomhedernes produktivitet stige, må der gøres fremskridt inden for ikt og innovation, og arbejdsstyrken må tilpasses bedre til erhvervslivets behov«.  (30)

5.3

Efter EØSU's mening er produktivitetsvæksten nøglen til EU's fremtid. Udvalget mener endvidere, at enhver fælles bestræbelse i retning af produktivitetsvækst kan og skal iværksættes inden for rammerne af og gennem den europæiske sociale model. Bestræbelserne skal rettes mod alle europæiske borgere og godkendes af disse. De skal indeholde udviklingsperspektiver for det mellemlange og lange sigt, de skal anvendes systematisk, og de skal bestå i en kombination af politiske beslutninger truffet på et vidensgrundlag og praktiske foranstaltninger. Endelig skal samspillet mellem arbejdsmarkedsparterne, civilsamfundet i almindelighed og de offentlige myndigheder (især på lokalt niveau) efter udvalgets mening spille en central rolle i forbindelse med gennemførelsen af disse bestræbelser.

6.1

Generelt set synes følgende præcisering vedrørende hele problemstillingen at være på sin plads:

6.2

På denne baggrund bør systemer og initiativer vedrørende den grundlæggende erhvervsuddannelse - og det samme gælder i endnu højere grad videre- og efteruddannelsen – udvikles til at fungere mere effektivt, end det er tilfældet i dag (34).

6.2.1

Udviklingen af et moderne system til ajourføring af viden, færdigheder og kvalifikationer forudsætter en ny kombination af retningslinjer, kundskaber, målsætninger, funktionsrammer og incitamenter. Mere konkret forudsætter det:

6.2.2

Disse betingelser kan ikke opfyldes i alle former for erhvervsuddannelse og efter- og videreuddannelse. De udgør en del af systematiske, mangesidede og langsigtede uddannelsestiltag (36) (indlæring og undervisning) med henblik på en socialisering, som anvender viden som drivkraft for fremskridt, og hvor synergien viser sig som en effektiv løftestang for bæredygtig udvikling.

6.3

Det logiske svar på det nederlandske formandskabs første to spørgsmål må altså efter EØSU's mening være:

6.3.1

De europæiske erhvervsuddannelsessystemers nuværende udformning og funktionsmåde (både for så vidt angår grunduddannelsen og efter- og videreuddannelsen) har svært ved at opfylde de krav, som vidensamfundet og en bæredygtig økonomiske udvikling stiller. De omtalte uddannelsessystemer lider bl.a. under følgende problemer:

6.3.2

Dertil kommer visse svagheder i strategier, målsætninger, instrumenter og uddannelsespraksis, som lammer de europæiske uddannelsessystemer. Her kan man først og fremmest konstatere følgende:

7.1

Ovenstående iagttagelser fører til følgende alvorlige konklusion: indsatsen for produktiviteten føres de forkerte steder og på det forkerte tidspunkt. Slaget skulle have været udkæmpet i grunduddannelsen med henblik på tilegnelsen af nøglekompetencer  (37), og skulle have været videreført med samme intensitet inden for rammerne af livslang læring (38), som defineret ovenfor (jf. punkt 3.5).

7.2

Derfor gælder nedenstående forslag samtlige uddannelsesaktiviteter, uanset hvilke myndigheder de hører under, og er udsprunget af en holistisk tankegang, som er nødvendig for en stort anlagt, samordnet kampagne, der sigter mod, at alle europæiske almene uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer snarest muligt tilpasses det aktuelle europæiske og internationale miljø. Mere præcist foreslås følgende:

7.2.1

En altomfattende og ny kritisk synsvinkel på strukturer og gensidige forbindelser mellem de almene uddannelsessystemer og erhvervsuddannelsessystemerne i Europa En sådan ny synsvinkel vil fremme udviklingen af et højt kommunikations-, samarbejds- og partnerskabsniveau mellem delsystemer i de forskellige uddannelsesformer som effektiv reaktion på globaliseringens udfordringer og den deraf følgende mobilitet. Synsvinklen skal endvidere sætte spot på Europas position og rolle som partner i de nye globale politiske og økonomiske styreformer.

7.2.1.1

Det er værd kraftigt at fremhæve, at omtalte nye synsvinkel ikke må skade den europæiske identitets traditionelle humanistiske dimension på uddannelses- og kulturområdet, men tværtimod skal virke befordrende på denne.

7.2.1.2

Med den kritiske synsvinkel skal erhvervsuddannelsen selvfølgelig hverken betragtes som en selvstændig størrelse eller behandles isoleret. Ligesom de uformelle læreprocesser skal erhvervsuddannelsen ses i lyset af den overordnede ramme »livslang læring«. Det drejer sig her om et system, der opfylder borgernes behov for almen uddannelse og erhvervsuddannelse, og som er direkte og uadskilleligt knyttet til det store mål om bæredygtig udvikling.

7.2.2

EØSU's andet forslag hænger sammen med det europæiske perspektiv og deltagelsen i kommende procedurer vedrørende ovennævnte kritiske synsvinkel på strukturer og forbindelser mellem de almene uddannelsessystemer og erhvervsuddannelsessystemer i Europa

7.2.2.1

Efter EØSU's mening er der som følge af problemernes omfang, deres vigtighed og navnlig de høje omkostninger, som er forbundet med løsningerne, behov for en hurtig iværksættelse af foranstaltninger og forskning på europæisk plan.

7.2.2.2

Formålet med foranstaltningerne og forskningen skal naturligvis ikke være nogen form for intervention fra Unionens side i de europæiske systemer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse. Disse systemers mangfoldighed udgør en uvurderlig skat, som tværtimod bør styrkes.

7.2.2.3

Foranstaltningerne og forskningen kan pege på alternative muligheder, henvise til afprøvet praksis for tilpasningen af de europæiske systemer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse til nye vilkår og foreslå nye anvendelser og modeller med henblik på at bringe uddannelsessystemerne i overensstemmelse med Lissabon-målene, de andre store EU-mål og metoder til at udbrede, udforske, fremhæve og benytte den nye globale viden.

7.2.2.4

I denne sammenhæng har Unionen en rolle at spille med hensyn til produktiviteten og dens bestanddele (dog selvfølgelig altid på grundlag af fællesskabskompetencen på området). Denne rolle skal Unionen informere om og fremme, først og fremmest på lokalt og regionalt niveau.

7.2.2.5

Unionens anvendelse af den kritiske synsvinkel på strukturer og forbindelser mellem de europæiske systemer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse har endnu en overordentlig vigtig dimension. Udgifterne til undersøgelser kan sænkes drastisk, hvis Unionen påtager sig at efterprøve, pege på og fremme praksis, der har vist sit værd, i stedet for eller i samarbejde med medlemsstaterne. Ved at anvende metoden med åben koordination kan Unionen desuden tilføre bestræbelserne mere mobilitet og dynamik med henblik på opfyldelsen af fælles mål.

7.2.3

EØSU's tredje forslag angår den måde, læreprocesser, uanset form, kan knyttes til bæredygtigheden af økonomiske, sociale og miljørelaterede politikker . Dette er udvalgets mest komplekse, men samtidig også mest håndgribelige forslag. Forslaget beror på erfaring på området og kan betragtes som bedste praksis (39).

7.2.3.1

Forslaget er baseret på princippet om, at tungtvejende problemer, såsom overlevelse og bæredygtig udvikling, produktivitet, konkurrenceevne og skabelsen af et vidensamfund, ikke realistisk kan løses gennem isolerede fremgangsmåder og enkeltstående beslutninger. De kan ikke løses som særskilte problemer via fragmenterede tiltag. De skal tværtimod løses gennem integrerede tiltag og bevidst individuel og kollektiv medvirken på samfundsniveau. EØSU's centrale forslag vedrørende produktivitet tager således ikke kun afsæt i det europæiske, det nationale og det sektoriale niveau, men tillige i det lokale niveau, i integrerede politikker for bæredygtig udvikling og en kraftig styrkelse af alle former for samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter  (40) eller generelt mellem det organiserede civilsamfund og lokale myndigheder med henblik på virkeliggørelsen af fælles mål  (41) .

7.2.3.2

I forslaget fremhæves viden, knowhow og innovation som fælles elementer af central betydning for samarbejde og målsætninger.

7.2.3.3

Som drivkraft bag en vellykket gennemførelse af forslaget foreslås bæredygtighed, såvel individuelt som i virksomhederne, kendskab til aktuelle foranstaltninger på verdensplan og ikke mindst gensidig støtte til individuelle og kollektive bestræbelser.

7.2.3.4

Som et redskab til udvikling af forslaget peges på etablering af livslang læring – en institution, som kan udvikles på trods af stivhed i de nuværende statslige systemer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse og uafhængigt af enhver form for polarisering, som er en naturlig følge af den interne konkurrenceprægede produktionsproces.

7.2.3.5

Under alle omstændigheder og uafhængigt af de tjenesteydelser, som livslang læring som overordnet lære- og uddannelsesbegreb nu og i fremtiden vil kunne levere, må der omgående udvikles et system med politiske og sociale incitamenter og påvirkningsmuligheder, så de europæisk systemer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse (42) kan tilpasse deres målsætninger til Lissabon-målene. De må med andre ord ændres, så de opfylder følgende behov:

7.2.3.6

Formålet med disse incitamenter er at skabe et gunstigt og attraktivt miljø for erhvervsuddannelse og livslang læring. Et miljø, som først og fremmest skabes af et styrket samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne indbyrdes og ikke mindst mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne, civilsamfundet og de lokale myndigheder med henblik på at fremme procedurer og aktiviteter, der kan fremme Lissabon-målenes opfyldelse.

8.1

Kompetencefordeling som led i en proces med mange facetter hen imod opfyldelsen af fælles mål – navnlig i forbindelse med globaliseringen – er et kompleks tema, der omfatter såvel objektive som subjektive faktorer. Det drejer sig om følgende:

8.1.1

På denne baggrund forudsætter deltagelse af enkeltpersoner, grupper af enkeltpersoner, virksomheder og lokalsamfundet i uddannelses- og efteruddannelsesprocessen – og navnlig livslang læring – en præcisering af mål, midler og incitamenter. Ansvaret herfor påhviler ikke alene aktørerne inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse. Det har også en politisk og social dimension og kan derfor fordeles, som følger:

8.1.1.1

Det politiske ansvar, som principielt består i etablering af en gnidningsløs og transparent funktionsramme, hvad angår vilkår og grænser for økonomiske, sociale eller andre funktionsformer. Udviklingen af relevante forebyggende politikker, styrkelsen af udvalgte politiske og økonomiske styreformer og finansieringen af sådanne politikker falder under det politiske ansvar.

8.1.1.2

Civilsamfundets, arbejdsmarkedsparternes og de lokale og regionale myndigheders ansvar i forbindelse med fremme af en fyldestgørende politik for livslang læring er også betydeligt. Her drejer det sig hovedsagelig om ansvar for formidling af målsætninger og metoder til tilvejebringelse af et læremiljø. Endvidere er der tale om ansvar for etablering af bestemte former for samarbejde og iværksættelse af de relevante integrerede foranstaltninger. Endelig handler det om ansvaret for at finde frem til og sikre incitamenter til at deltage i udvalgte politikker og foranstaltninger, der aftales i fællesskab fra sag til sag.

8.1.1.3

Virksomhedernes ansvar rummer et økonomisk og et socialt aspekt. Det er op til virksomhederne at fastlægge betingelserne og grænserne for bæredygtigheden af deres operationer. Virksomhederne skal også løbende overveje, hvilke kvalifikationer og vidensprofiler de har brug for, og de må alene eller sammen med andre aktører i omegnen udvikle specielle uddannelsesprogrammer. Især de små og mellemstore virksomheder, der står i tættere kontakt til deres funktionsmiljø, har behov for det omgivende sociale og økonomiske miljøs råd og støtte, eftersom det er svært for dem selv at udvikle omfattende uddannelsesaktiviteter. Dette viser samtidig virksomhedernes sociale ansvar. Dette aspekt er i forbindelse med globaliseringen af økonomien så meget desto vigtigere, både for så vidt angår virksomhedernes bæredygtighed og for så vidt angår deres sociale miljø.

8.1.1.4

Endelig bærer den enkelte ansvaret for deltagelse i livslang læring. Ansvaret hænger sammen med ændringer i den enkeltes mening, syn på aktuelle tildragelser, holdning til indlæring og viden og levemåde i al almindelighed, samt hvordan vedkommende strukturerer og anvender sin fritid. Derfor må ansvaret for deltagelse i livslang læring, især når det gælder ældre arbejdstagere, understøttes af konkrete forpligtelser og flere incitamenter. I forbindelse med et sådant mix af forpligtelser og incitamenter er den fritid, som den enkelte har til rådighed, og hans eller hendes andel i den gennem fornyelser og ny teknologi opnåede merværdi et vigtigt aspekt.

8.2

Også uddannelsernes finansiering, især finansieringen af livslang læring, er et kompleks problem.

8.2.1

I henhold til artikel 14 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har enhver EU-borger »ret til uddannelse samt til adgang til erhvervsuddannelse og efter- og videreuddannelse«. Følgelig må det være en offentlig opgave (på alle niveauer og for alle instanser i fællesskab) at sørge for at sikre denne ret. Sikringen af de nødvendige midler til formålet udgør en central del af opgaven.

8.2.2

Ud over denne pligt for staten vil drivkraften for bæredygtighed som regel grundlæggende udgå fra økonomiens konkurrenceevne – navnlig i forhold til omverdenen - og de i den forbindelse opbyggede partnerskaber.

8.2.2.1

Et offentligt ansvar for finansiering af uddannelse udelukker på ingen måde et medansvar hos arbejdsgivere og virksomheder. Et sådant medansvar omfatter dog ikke erhvervsuddannelse generelt eller kvalificerende kurser eller efteruddannelsestilbud, men derimod tilrettelæggelse af efteruddannelse internt i en virksomhed, der sigter mod tilegnelse af specifikke færdigheder, som der er brug for i netop den virksomhed. Virksomhederne har brug for løbende at uddanne deres ansatte, således at de er up to date med den nyeste teknologiske og organisatoriske udvikling og kan ekspandere. Såvel virksomhederne som de ansatte skal tilskyndes til uddannelse gennem forskellige incitamenter, som foreslås og aftales af arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarkedets parter har allerede peget på sådanne incitamenter i deres anden fælles opfølgningsrapport 2004, der foreslår en ramme for initiativer vedrørende livslang udvikling af færdigheder og kvalifikationer. Ifølge kapitel 1, punkt 2, i ovenstående rapport viser nationale rapporter, hvor mange forskellige metoder arbejdsmarkedets parter benytter for at mobilisere ressourcer til fremme af effektive investeringer i livslang kompetenceudvikling. Nogle metoder tages i brug i samarbejde med EU-myndighederne eller de nationale myndigheder (anvendelse af EU-fonde, skattebegunstigelser, oprettelsen af nye fonde m.m.). Andre metoder sigter i højere grad mod individuel investering i kompetenceudvikling.

8.2.2.2

Investeringer i konkurrencerelevant indlæring og videnstilegnelse skal under alle omstændigheder placeres inden for rammerne af varige og produktive partnerskaber mellem lokale, regionale, nationale og sektoriale aktører og instanser. Sådanne investeringer indskrænker sig ikke til støtte fra det offentlige, men inkluderer en række ressourcer af meget forskellig oprindelse. Tilsammen bidrager alle tilskud, udgifter og aktiviteter til en fortløbende kvalificeringsproces.

8.2.3

Det offentliges grundlæggende opgave på uddannelsesområdet – dette gælder også inden for erhvervsuddannelse - kræver desuden en differentieret gennemførelse, der varierer fra sag til sag. For det første har visse EU-regioner og befolkningsgrupper brug for særlig økonomisk støtte, og for det andet fortjener visse sektorer og brancher – ikke mindste de små og mellemstore virksomheder – særlig opmærksomhed.

8.2.3.1

Uddannelsesfinansieringsinstanser på alle niveauer bør lægge vægt på at begunstige innovation og at udvikle større sensitivitet over for virksomhedernes (især de små og mellemstore virksomheders) virkelighed.

8.2.3.2

En sådan tilgang til finansieringen af livslang læring bør selvfølgelig være transparent og sætte ind på det rigtige niveau, dvs. med arbejdsmarkedspartnernes og civilsamfundets medvirken og accept.

8.2.4

Opmærksomheden henledes navnlig på, at en mere rationel forvaltning af midlerne i forbindelse med finansieringen af erhvervsuddannelse og livslang læring er en absolut nødvendighed. Og dette gælder både den måde midlerne gives ud på og deres effektivitet som investering.

8.2.4.1

EØSU foreslår, at der udarbejdes en rapport på højt niveau baseret på den relevante forskning og med følgende indhold:

8.2.4.2

En sådan undersøgelse vil muligvis bringe nye problemer frem i lyset. Den vil i hvert fald med sikkerhed identificere god praksis, som kan føre til en overordnet plan for videreudvikling af erhvervsuddannelsen inden for rammerne af og i lyset af et integreret system for livslang læring.

9.1

ADEDY, tjenestemandsforbundet i Grækenland, gennemførte for nylig et program for livslang læring med titlen »livslang læring som en individuel ret inden for rammerne af den europæiske samfundsmodel for det 21. århundrede«. Programmet, der blev medfinansieret af Kommissionens GD for Uddannelse og Kultur, løb over en to års periode og afsluttedes i januar 2004. Det blev gennemført i tre geografisk forskellige regionalforvaltninger i Grækenland (Kozani, Kalamata/Messinia og Chakida/Evvia).

9.2

Initiativet havde til formål at gøre regionale fagforeningsfolk og mere generelt medlemmer af det organiserede civilsamfund på regionalt plan samt de lokale myndigheder bevidste om nødvendigheden af at skabe lokale former for samarbejde og partnerskab med henblik på at opfylde Lissabon-målene, i hvilken forbindelse livslang læring skulle tjene som udviklingsinstrument.

9.3

Som resultat af programmet vedtog alle tre forvaltningsområder enstemmigt fælles handlingsplaner (43) med følgende kendetegn:

10.1

EØSU vil gerne gøre det nederlandske formandskab opmærksom på følgende uddannelsesspørgsmål i lyset af sin holdning til de aktuelle produktivitetsproblemer, sin opfattelse af grænserne for uddannelse og i erkendelse af, hvad der kan lade sig gøre i den aktuelle situation:

10.1.1

Teoretisk set er efter- og videreuddannelse tiltænkt aktive ældre mennesker. Indtil for få år siden dækkede videreuddannelse tilfredsstillende behovet for simple færdigheder i en tid og i sektorer, hvor der gjordes tilsvarende teknologiske fremskridt. Dette er forklaringen på, at denne form for uddannelse har udviklet sig stærkest i den sekundære produktionssektor.

10.1.2

I den nuværende økonomiske situation foregår den teknologiske udvikling såvel som andre former for udvikling i et rivende tempo. Udviklingen har større rækkevidde og er frem for alt mere omfattende. For at følge og tilpasse sig udviklingen er det ikke længere tilstrækkeligt med simple færdigheder, nu kræves der kompetencer  (44). Følgelig er den efter- og videreuddannelse, der tilbydes i dag, et utilstrækkeligt og måske endda ineffektivt projekt, som stræber efter noget, det ikke kan nå og ikke kan levere.

10.1.3

Sideløbende med den teknologiske udviklings opskruede tempo stiller udviklingen også krav om et tidssvarende format og indhold for arbejdstagere med et meget større aldersmæssigt spænd i samtlige produktionssektorer. Man har forsøgt til dels at opfylde disse krav gennem tidligere tiders uddannelsespraksis, men uden egentlig held, fordi de objektive aktuelle behov ikke blev tilfredsstillet. En undtagelse udgør arbejdsmarkedsparternes forskellige tiltag på sektorniveau.

10.1.4

Det er her den europæiske efter- og videreuddannelse befinder sig i øjeblikket: der er stort behov for udvikling, men behovet kan på grund af infrastrukturen, kulturen og /eller mangel på relevant god praksis og erfaring ikke opfyldes.

10.1.5

For at tackle denne situation kræves en ny tilgang til spørgsmålene:

10.1.5.1

Svarene på de to første spørgsmål er af teoretisk art. Spørgsmålene er allerede blevet besvaret i Lissabon-strategien, livslang læring og målsætningen om vidensøkonomi og vidensamfund. Det tredje spørgsmål er dog ikke blevet besvaret endnu. Det Europæiske Råd (45) har igen og igen forsøgt gennem sine beslutninger at etablere den nødvendige mobilitet ved at gennemføre passende forpligtelser, der til tider har været ganske detaljerede, men uden nævneværdigt held.

10.1.6

Sammenkoblingen af mange virksomheder i europæiske net, og arbejdstagernes mobilitet forudsætter en europæisk dimension i erhvervspolitikken. På trods af alle forskellene i de nationale uddannelsessystemer må EU-medlemsstaterne opfatte sig selv som ét uddannelsesrum. Nedenstående punkter er af særlig stor betydning for EØSU:

10.1.7

Disse perspektiver for et øget europæisk samarbejde på uddannelsesområdet med sigte på at gribe efterslæbet med hensyn til opfyldelsen af Lissabon-målene an på en overordnet og holistisk måde, forudsætter specifikke politiske beslutninger:

10.1.8

Efter EØSU's mening er de alvorligste problemer for virkeliggørelsen af det nævnte forslag knyttet til de disponible midler og den operationelle mobilisering af de lokale kræfter (nationale myndigheder og det organiserede civilsamfund).

10.1.8.1

EØSU har i en tidligere udtalelse foreslået, at »investeringer af europæisk interesse til opfyldelse af Lissabon-målsætningerne ikke bør medregnes ved opgørelsen af offentlige underskud«  (47). Bevillingerne til livslang uddannelse vil efter EØSU's opfattelse have en positiv virkning både på opbygningen af et videnbaseret Europa og på fremme af en bæredygtig udvikling.

10.1.8.2

Ved at flytte tyngdepunktet for livslang læring og bæredygtig udvikling til det lokale niveau vil der blive frigjort nye kræfter og skabt større mobilitet, og hele processen vil blive mere transparent.

10.1.8.3

En bedre koordineret, mere omfattende og effektiv procedure for planlægning og fremme af samt kontrol med gennemførelsen og effektiviteten af de europæiske uddannelsespolitiske beslutninger vil skabe de nødvendige forudsætninger for at vende udviklingen, indhente Unionens produktivitetsefterslæb og opfylde Lissabon-målene.

10.1.8.4

Og sidst men ikke mindst ville en bedre udnyttelse og en bedre samordning af uddannelsesaktiviteternes traditionelle skuepladser, nemlig familie, skole og arbejdsplads være meget befordrende for dynamikken i processen. En dynamik, som der er brug for i dag med henblik på at opfylde den store målsætning om at gøre Europa til verdens mest dynamiske videnbaserede økonomi inden 2010.