30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/68

1.1.1.

Den 9. april 2003 bad kommissær Viviane Reding i en skriftlig anmodning til EØSU's formand udvalget om at udarbejde en sonderende udtalelse om den europæiske kulturindustri.

Ifølge kommissæren er EØSU i kraft af sin position i civilsamfundet og sin rolle som repræsentant for virksomhedernes og arbejdstagernes interesser godt placeret til blandt andet at:

Kommissionen vil i princippet i begyndelsen af 2004 foreslå nye EU-instrumenter på det kulturelle og audiovisuelle område.

1.1.2.

Ifølge Kommissionen står kulturindustrien over for følgende vigtige udfordringer:

1.1.3.

Denne situation kræver ifølge Kommissionen, at der kigges nærmere på følgende aspekter:

1.1.4.

Europa-Parlamentet vedtog på plenarmødet den 4. september 2003 sin beslutning om kultursektoren. Ordfører var medlem af Europa-Parlamentet, Myrsini Zorba.

1.1.4.1.

Denne fyldige og helstøbte tekst er resultatet af den stringente fremgangsmåde, som Europa-Parlamentet har fulgt ved udarbejdelsen af sit udkast til betænkning, der indeholder en række operationelle forslag til, hvilke foranstaltninger de kompetente EU-institutioner og medlemsstaterne kan træffe.

1.1.4.2.

Under den forudgående offentlige høring den 22. april 2003 fremlagdes resultaterne af et spørgeskema, der var blevet sendt til 200 erhvervsorganisationer, branchesammenslutninger, virksomheder og eksperter, som fremhævede følgende punkter som den europæiske kulturindustris største problemer:

1.1.4.3.

Det fremgår af dokumentet, som blev fremlagt under høringen, at sektorens fagfolk er utilfredse med kulturpolitikken på såvel nationalt som europæisk plan.

1.2.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg fokuserer i sin sonderende udtalelse på en række specifikke punkter, som anses for særlig relevante for udformningen af fremtidige EU-foranstaltninger.

1.2.2.

EØSU vil navnlig skulle besvare to spørgsmål:

2.1.1.

Ordbøgernes definition af begrebet »kultur« i bred forstand ligger som regel tæt op ad hinanden. Kultur kan således forstås som summen af viden, skikke og det kunstneriske og videnskabelige udviklingsniveau, der kendetegner en bestemt befolkningsgruppe eller en bestemt periode.

2.1.1.1.

Europæerne deler – i varierende grad – samme viden, skikke, udviklingsniveau og værdier, som med al respekt for de mere lokale identitetsmarkører gør, at man kan tale om eksistensen af en europæisk kultur eller et »europæisk kulturområde«.

2.1.1.2.

Som det fremgår af udtalelsen, kan kultur samtidig defineres som summen af kulturelle og kunstneriske produkter og produktioner inden for musik, teater, filmkunst, tv, bøger osv. Denne definition tager i højere grad hensyn til den økonomiske dimension og anerkender kulturindustriens vigtige betydning.

2.1.2.

Kultur er imidlertid ikke et abstrakt begreb, men afhænger af eksistensen af kulturskabere. Kulturen kan ikke eksistere uden skabende og udøvende kunstnere, der kanaliserer deres inspiration ud gennem værker, som borgerne kan iagttage og værdsætte, og som ender med at indgå i menneskehedens kulturarv.

2.1.3.

Kulturelle frembringelser, dvs. kulturens værker, ville derfor miste deres eksistensberettigelse, hvis de ikke var tilgængelige for borgerne. Adgang til kultur er med til at udvide menneskets bevidsthed og indsigt. Vi bør dog ikke glemme, at kulturen, hvis den misbruges, kan blive et middel til at opnå magt og kontrol. Ved at styrke kulturen samt fremme og lette borgernes frie adgang til kultur, kan vi måske afværge enhver form for hegemoni, der måtte forsøge at bruge kulturen som middel til at opnå magt.

2.2.1.

Inden Maastricht-traktatens ikrafttræden fandtes der i EU ikke noget retsgrundlag for en kulturpolitik. Med et solidt retsgrundlag og indførelsen af specifikke programmer på dette område af EU-politikken vil Den Europæiske Union ikke længere blot fremstå som en geografisk, politisk, social og økonomisk enhed på verdensscenen. Tværtimod vil de mere vigtige aspekter af EU's fælles kulturarv efterhånden træde i forgrunden.

2.2.2.

EØSU mener ligesom Europa-Parlamentet, at kultur udgør et væsentligt og samlende element i EU-borgernes hverdag og identitet (1)

2.2.3.

Selv om der ikke eksisterer en fælles politik for de forskellige kulturelle sektorer og trods begrænsningerne i EF-traktatens artikel 151, bør medlemsstaterne og EU med sine institutioner være med til at skabe en fælles vision for fremtiden, der vil gøre det muligt for unionen som helhed at yde en mere målrettet indsats på kulturområdet.

2.2.3.1.

En kulturpolitik på europæisk plan bør således have til formål at fremme EU-borgernes kendskab til vores fælles kulturelle identitet og den kulturelle mangfoldighed, der eksisterer i de forskellige regioner i Europa, så vi bedre kan forstå hinanden.

2.2.4.

Europa-Parlamentet fandt det i sin betænkning af 5. september 2001 hensigtsmæssigt for EU's fremtid at styrke den kulturelle dimension på såvel det politiske som det budgetmæssige plan og således styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne for at muliggøre oprettelsen af et »europæisk kulturområde«.

2.2.4.1.

Etableringen af et europæisk kulturrum vil gavne EU i to henseender: Det vil fremhæve den kulturelle rigdom og betyde økonomiske fordele gennem udvikling af kulturindustrien. Kulturindustrien er med til at skærpe borgernes kulturelle bevidsthed og udgør samtidig grundlaget for udbredelse og eksport af vores kultur ud over EU's grænser.

2.2.5.

Selv om formålet med udtalelsen ikke er at diskutere EU's kulturpolitik, er der ikke desto mindre tale om et yderst vigtigt emne, som bør behandles i dybden.

3.1.1.

Frem til vedtagelsen af Maastricht-traktaten rådede EU ikke over nogen retlig ramme, der gav den mulighed for at udforme en kulturpolitik på EU-plan. Rom-traktaten indeholdt ingen artikel og intet særligt afsnit om kulturpolitik. Kun i præamblen omtaltes kulturen som det element, der forener folk og fremmer den socioøkonomiske udvikling.

3.1.1.1.

EF-traktatens artikel 151 danner grundlag for foranstaltninger til at fremme, støtte og supplere medlemsstaternes aktiviteter med respekt for den nationale og regionale mangfoldighed og med særlig vægt på EU-borgernes fælles kulturarv. Ethvert tiltag til harmonisering udelukkes udtrykkeligt fra artiklens anvendelsesområde.

3.1.2.

En af EU's opgaver er at skabe de rette betingelser for den europæiske industris konkurrenceevne. I henhold til EF-traktatens artikel 157 skal EU's indsats sikre en hurtigere tilpasning af industrien til strukturforandringerne og fremme et gunstigt klima for initiativer og samarbejde mellem virksomheder.

3.1.2.1.

EU bør bidrage til at skabe gunstige betingelser for udvikling af kulturindustrien, så resultaterne af forskningen, den teknologiske udvikling, de bedre finansieringsmuligheder og fordelene ved samarbejde inden for et europæisk kulturområde kan udnyttes.

3.2.1.

Med udgangspunkt i den relevante retlige ramme – traktatens artikel 151 – iværksatte EU i 1996 og 1997 tre programmer med særlig henblik på kulturen: Kalejdoskop (2), som skulle fremme kunstnerisk skaben og forbedre kendskabet til og formidlingen af de europæiske folkeslags kultur inden for kunsten; Ariane (3), som skulle udbygge samarbejdet mellem medlemsstaterne om bøger og læsning og gennem oversættelse forbedre kendskabet til skønlitteraturen og de europæiske folkeslags historie; og Raphael (4), som skulle fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne om alt, hvad der vedrører den europæiske kulturarv.

3.2.2.

I februar 2000 blev EU's første rammeprogram til fremme af kulturen vedtaget. (5) Med indførelsen af dette program forenkles EU's indsats ved, at der indføres et enhedsinstrument for finansiering og planlægning af samarbejdet på kulturområdet. Dette samarbejde mellem kulturaktører bidrager til etablering af et fælles europæisk kulturområde, udvikling af kunstnerisk og litterær skaben, kendskab til den europæiske historie og kultur, udbredelse af europæisk kultur udadtil samt styrkelse af kulturarven med en europæisk dimension og af den tværkulturelle dialog.

3.2.2.1.

Målet med Kultur 2000-programmet er at etablere et fælles kulturområde, der er kendetegnet ved kulturel mangfoldighed og den fælleseuropæiske kulturarv. Programmet omfatter også landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og ansøgerlandene. Det støtter kunstneriske og kulturelle projekter, der har en europæisk dimension i hele processen fra idéstadie til tilrettelæggelse og gennemførelse. De fleste projekter omfatter diverse multimedier med henblik på oprettelse af websider og diskussionsfora.

3.2.2.2.

Det er planen, at Kultur 2000-programmet, som løber over perioden 2000-2004, skal forlænges gennem et nyt forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse nr. 508/2000/EF. (6) I forslaget lægges der op til, at programmet fortsætter på de samme betingelser frem til 2006.

3.3.1.

Media-programmet, som på fransk står for »handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle industri«, skal overvinde svaghederne ved den europæiske audiovisuelle og multimedieindustri, der er kendetegnet ved utilstrækkelig udbredelse af europæiske produktioner på tværs af grænserne og kronisk mangel på investeringer til fremme af projektudvikling, videreuddannelse samt distribution og markedsføring af de audiovisuelle produktioner. Disse mangler fremstår endnu mere tydeligt i sammenligning med produktionerne fra Nordamerika.

3.3.1.1.

Media-programmerne støtter således kulturen gennem tiltag til fremme af den audiovisuelle industri, der producerer denne type kulturelle værker. Rent konkret skal programmerne Media-Uddannelse (7) og Media-Plus (8) – tidligere Media I og Media II – iværksætte et uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (Media-Uddannelse) og fremme udvikling, distribution og markedsføring af europæiske audiovisuelle produktioner (Media-Plus).

3.3.1.2.

Kommissionen har foretaget en offentlig høring for på basis af denne og resultaterne af den igangværende evaluering af programmerne at foreslå en ny generation af programmer for den audiovisuelle sektor.

3.3.2.

EU finansierer andre programmer og aktioner, som ikke støtter kulturen direkte, men indeholder aktionslinjer og støtter projekter, der indvirker på flere forskellige aspekter af kulturen i almindelighed og kulturarven i særdeleshed.

3.3.2.1.

Blandt de vigtigste programmer og kulturelle aktiviteter kan nævnes følgende:

3.3.3.

Rækken af programmer afspejler efter EØSU's mening EU-institutionernes voksende interesse for at fremme og støtte kulturen, men afslører ligeledes en spredt indsats og spredte aktioner, som hver for sig nok opnår tydelige resultater, men som, hvis de blev koordineret, kunne skabe synergier og føre til langt bedre resultater og større effektivitet i opfyldelsen af de kulturspecifikke mål.

3.3.3.1.

Flere af programmerne henhører under ét enkelt generaldirektorat i Kommissionen, især de programmer, som er mest direkte relateret til kulturen og kulturindustrien på det audiovisuelle område. Andre foranstaltninger er til gengæld samlet i programmer med flere forskellige tovholdere. Det bør overvejes, om det ikke var mere hensigtsmæssigt at koordinere programmerne bedre.

4.1.1.

EØSU har ikke til hensigt at give en snæver og begrænset definition af begrebet kulturindustri, eftersom målet bør være at indkredse de sektorer, der falder inden for begrebet kulturindustri og kreative industrier.

4.1.1.1.

Endvidere varierer det fra kilde til kilde, hvilke erhvervssektorer der anbringes under betegnelsen kulturindustri. Der kan blandt andet være tale om så forskellige aktiviteter som scenekunst med alle dens udtryksformer - teater, musik, dans osv.; alle former for bildende kunst maleri, billedhuggerkunst osv.; kunsthåndværk; udgivelse af bøger; musikproduktion, audiovisuelle medier og filmkunst; kommunikationsmedier; kulturarven, især arkitektur; bevarelse og restaurering af værker og kulturarven; endelig kan turisme også indgå i betegnelsen, når målet er at stifte bekendtskab med en særlig kulturarv i by eller på land, samt ikke mindst museer, biblioteker og andre kulturelle centre.

4.1.2.

Ifølge Unesco kommer kreativiteten, som er et væsentligt element i menneskets kulturelle identitet, til udtryk på forskellige måder. Ved hjælp af industrielle processer reproduceres og mangfoldiggøres produkterne af menneskets kreativitet, udbredes til hele verden og bliver således til kulturindustrielle produkter. Dette gælder bøger, musik, biograf- og videofilm og som noget af det nyeste, elektroniske multimedieprodukter (9).

4.1.2.1.

Denne definition fra Unesco dækker meget præcist begrebet kulturindustri. Dertil bør føjes sektorer, som omfatter kulturelle værker, der ikke kan masseproduceres, men som tiltrækker interesse, indbyder til direkte eller indirekte fordybelse, og som borgerne rejser til for at opleve. Der er tale om sektorer, der ikke behøver reproducere deres værker, men som gennem kulturturismen bringer millioner af borgere nærmere denne del af kulturarven.

4.1.2.2.

Af denne grund – og med henblik på at udforme en effektiv europæisk kulturpolitik og dermed støtte kulturindustrien – tilslutter EØSU sig Europa-Parlamentets anmodning om at afklare begrebet kulturindustri som fremsat i dets beslutning af 4. september 2003. EØSU bidrager til denne definition ved at fremsætte en række kriterier i punkt 4.1.2 og 4.1.2.1 i nærværende udtalelse.

4.2.1.

Af rent didaktiske grunde og uden at udelukke andre former for klassificeringer, foreslås kulturindustrien inddelt i følgende kategorier:

4.2.2.

Der kan i lyset af ovenstående ikke længere herske nogen tvivl om, at de kulturelle produkter og industrien, som står bag dem, spiller en vigtig økonomisk rolle. Deres tiltagende økonomiske betydning gør kulturindustrien til en vigtig kilde til økonomisk aktivitet og større jobskabelse. På denne baggrund vil EU's kulturindustri efter EØSU's mening kunne bidrage væsentligt til opfyldelsen af Lissabon-målene for beskæftigelse.

4.2.2.1.

I et samfund, der tillægger fritid og fritidsaktiviteter stadig større betydning, er kulturindustrien med til at fremme viden, underholdning og beskæftigelse. Det forekommer derfor logisk, at de nationale og europæiske myndigheder støtter kulturindustriens udvikling og udbredelse, navnlig i lyset af den teknologiske omvæltning.

4.2.2.2

Der er behov for særlige foranstaltninger for de oprindelige befolkningers og minoritetsbefolkningernes særlige kultur, både for dens udøvere og brugere.

5.1.

Som talerør for det organiserede civilsamfund og arbejdsmarkedets interessegrupper kan og bør EØSU via sin privilegerede rolle ikke blot bidrage med en udtalelse, som afspejler disse gruppers bekymringer og forventninger, men også med en vision, der kommer fra brugerne af den omtalte kulturindustri, og således tilføre debatten et berigende og samlende perspektiv.

5.2.

EØSU har gennem årene ved flere lejligheder udtalt sig om kultur i almindelighed og om kulturindustrien i særdeleshed. Således har EØSU givet sin mening til kende om den audiovisuelle industri i forbindelse med sine udtalelser i anledning af vedtagelsen af de forskellige faser af Media-programmet.

5.3.

I disse udtalelser har EØSU klart udtrykt sin holdning dels til indkredsningen af den audiovisuelle industris problemer og udfordringer, dels til de løsningsmuligheder, man kunne anvende for at styrke, fremme og støtte nævnte industri med henblik på at lette adgangen til og udbredelsen af den europæiske kultur i almindelighed og medlemsstaternes og regionernes kultur i særdeleshed.

5.4.

For at minde om og bekræfte EØSU's synspunkter gives der i det følgende en oversigt over disse udtalelser, som har lige så stor gyldighed i dag som dengang.

5.4.1.

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets beslutning om Fællesskabets deltagelse i Det Europæiske Observationsorgan for Det Audiovisuelle Område (10).

5.4.2.

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 90/685/EØF om iværksættelse af et handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle industri (MEDIA) (1991-1995) (11).

5.4.3.

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om et uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri samt Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om et program til fremme af udvikling og distribution af europæiske audiovisuelle produktioner (12).

5.4.3.1.

I ovennævnte udtalelses punkt 3, generelle bemærkninger, foretog udvalget en grundig analyse af sektorens svagheder, som Kommissionen havde påvist i sit forslag til afgørelse. Udvalgets overvejelser har stadig gyldighed, hvorfor vi igen udtrykker uforbeholden støtte til dem.

5.4.3.2.

I dag er vi igen vidne til de samme vanskeligheder som dem, EØSU udtalte sig om for flere år siden. Øjensynligt er det ikke med de foranstaltninger og aktioner, der blev iværksat, og de projekter, der blev støttet, lykkedes at finde en løsning på de strukturproblemer, som viste sig i den audiovisuelle sektor dengang. Det er efter EØSU's mening et problem i sig selv, fordi det viser, at EU's institutioner trods deres indsats ikke har været i stand til at løse dem effektivt.

5.4.4.

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om et uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (MEDIA – Uddannelse) og Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om et program til fremme af udvikling og distribution af europæiske audiovisuelle produktioner (MEDIA – Plus) (13).

5.4.4.1.

I omtalen af den foregående udtalelse nævnte EØSU en række uløste problemer, der har plaget og stadig plager den audiovisuelle sektor. I denne udtalelse påvises de igen på lignende måde i punkt 1.3 og 1.4, og nye føjes til.

5.4.4.2.

EØSU støtter i punkt 3.1 Kommissionens forslag til afgørelse, da der er tale om supplerende foranstaltninger, som fremmer udbredelsen af den fælles kulturarv, men påpeger dog, at denne omstændighed burde fremhæves, da det drejer sig om udbredelse af vores kulturelle identitet.

5.4.4.3.

Endelig peger EØSU på udtalelsens punkt 3.3, der indeholder en meget rammende bemærkning, som man bør lægge sig på sinde, inden man går i gang med en drøftelse af kulturindustriens problemer og deres løsninger. Dens gyldighed skal da også gentages her i denne sonderende udtalelse.

5.4.4.4.

ØSU sagde dengang: »ØSU beklager dog, at forslaget ikke tager højde for, at den europæiske audiovisuelle industris betydning ikke kun beror på dens erhvervsmæssige betydning, men også på dens funktion som medie for udbredelse af Europas kultur og demokratiske værdier.« Kort sagt anerkendte ØSU hermed den audiovisuelle industris kulturelle dimension.

5.4.5.

Den 24. september 2003 vedtog EØSU's plenarforsamling en ny udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 163/2001/EF af 19. januar 2001 om iværksættelse af et uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (Media-uddannelse) (2001-2005) – og om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets afgørelse 2000/821/EF af 20. december 2000 om iværksættelse af et program til fremme af udvikling, distribution og markedsføring af europæiske audiovisuelle produktioner (Media Plus - Udvikling, distribution og markedsføring). (14)

5.4.5.1.

EØSU giver i denne udtalelses punkt 2.1 og 2.2 udtryk for, at det ville have været mere hensigtsmæssigt, hvis Kommissionen i stedet for blot at forlænge de eksisterende programmer havde skabt forudsætningerne og truffet de nødvendige foranstaltninger og dermed foregrebet diskussionen og præsentationen af de nye flerårige programmer. Udvalget udtrykker endnu en gang håb om, at der tages hensyn til de råd og forslag, det har fremsat i denne og tidligere udtalelser.

5.5.1.

EØSU beklager, at det ikke har kunnet fremlægge sine bemærkninger til dette program på grund af den begrænsning, der fastlægges i EF-traktatens artikel 151, stk. 5. Denne artikel forudser ikke høring af EØSU i forbindelse med iværksættelse af kulturfremmende foranstaltninger, selvom EØSU ifølge artikel 157 skal høres i forbindelse med støtteforanstaltninger for industrien i almindelighed, herunder kulturindustrien.

5.5.2.

I betragtning af at EØSU repræsenterer det organiserede civilsamfund, er det uforståeligt, at EØSU ikke skal høres, når der debatteres aspekter af EU's kulturpolitik. Kulturen er nemlig efter EØSU's mening en del af den europæiske samfundsmodel.

5.5.3.

I april 2003 offentliggjorde Kommissionen et dokument til offentlig høring med titlen »Planlægning af det fremtidige program for kultursamarbejde i Den Europæiske Union efter 2006« (15). Målet hermed er at indlede debatten om fremtidige aktioner efter Kultur 2000-programmets udløb.

5.5.4.

For at EØSU's synspunkt skal blive hørt i dette program, som direkte eller indirekte vil få indvirkning på kulturområdets aktører, fra de skabende kunstnere over producenter og forlæggere til kulturindustrien som sidste led, bør EØSU udarbejde en initiativudtalelse, som afspejler dets holdning.

6.1.1.

Vi har i løbet af denne udtalelse konstateret en række problemer og udfordringer, som den europæiske kulturindustri står over for. Indkredsningen af disse problemer bygger på flere års undersøgelser og analyser.

6.1.2.

Som nævnt ovenfor omfatter begrebet »kulturindustri« mange forskellige former for kulturrelateret produktion. Hver enkelt af kulturindustriens aktivitetssektorer har sin egen problemstilling og specifikke interesser, hvilket gør det vanskeligt at forenkle problemerne og løsningerne, så de kan anvendes på kulturindustrien som helhed.

6.1.3.

Det er derfor nødvendigt at fastlægge, hvilke aktiviteter der falder ind under begrebet, så den enkelte aktivitets specifikke problemer kan identificeres og dermed også de løsninger, der konkret kan anvendes for hver enkelt sektor.

6.1.4.

EØSU gør i denne udtalelses punkt 4 rede for sin fortolkning af begrebet kulturindustri, og hvilke sektorer den omfatter. Da der er tale om meget forskellige sektorer med forskellige problemstillinger, bør EØSU anlægge et bredt, tværgående perspektiv på de store udfordringer, der berører kulturindustrien som helhed, eller som viser sig for flere end én af de aktivitetssektorer, der identificeres i denne udtalelse.

6.2.1.

I alle de gennemførte undersøgelser fremstår Europas sproglige mangfoldighed som både en styrke og en svaghed. En styrke, fordi det er en berigelse at have så mange forskellige udtryksformer, som hver især bidrager med det ypperste inden for den kultur, den udspringer af. En svaghed, fordi den sproglige mangfoldighed – ikke ud fra en kulturel synsvinkel, men set fra industriens side – er en faktor, der fordyrer produktionen og forsinker distributionen. Denne svaghed er ganske naturlig i et mangesproget Europa, men EØSU mener, at de offentlige myndigheder i EU, medlemsstaterne og regionerne bør medvirke til at styrke mangfoldigheden og støtte alle tiltag og undersøgelser, der kan bidrage til at overvinde det svage punkt.

6.3.1.

Da det er et område med meget forskelligartede industrier, er problemerne for de virksomheder, der beskæftiger sig med kulturproduktion, også meget forskellige. Der bør udarbejdes en standard, som gør det muligt at få et fælles statistisk overblik over kulturindustrien i hele Europa. På grundlag af de indsamlede data kunne der udarbejdes en fælles handlingsplan, der både tager hensyn til de enkelte sektorer og til regionerne, og i hvilken der fastlægges målsætninger, strategier og foranstaltninger.

6.3.2.

Mens vi i dag ser en stor koncentration af udgivervirksomheder, er den audiovisuelle sektor fortsat alt for opsplittet til at tage kampen op med sin største konkurrent, den nordamerikanske industri. I denne udtalelse, i studiegruppens drøftelser og i Europa-Parlamentets beslutning udarbejdet af Myrsini Zorba, medlem af Europa-Parlamentet, træder der nogle fælles elementer frem, som stadig står som vigtige udfordringer for kulturindustrien, især den audiovisuelle industri. Det drejer sig grundlæggende om følgende:

6.4.1.

Et af de største problemer for kulturindustrien i EU, især den audiovisuelle industri og pladeindustrien, er opstået pga. den stigende globalisering af handelen med kulturprodukter. Den nordamerikanske industris styrkeposition er indlysende. USA's handelsoverskud på området for audiovisuelle produkter er enormt i forhold til Den Europæiske Union.

6.4.2.

Der skal fantasi og ikke begrænsninger til for at konkurrere med denne industri. Vi bør styrke samarbejdet i Europa og fremme et godt klima for udvikling af den europæiske industri, fremme dens udbredelse inden for Europa og støtte eksporten af den ud over EU's grænser.

6.5.1.

EØSU mener, at der ikke kan siges at være nogen global EU-strategi på kulturområdet. Hvis vi vil støtte vores kulturindustri, må vi udarbejde en EU-kulturpolitik – selvfølgelig med behørig hensyntagen til subsidiaritetsprincippet – ved at koordinere de nationale politikker omkring en fælles kulturmålsætning, der gør det muligt at støtte en konkurrencedygtig europæisk kulturindustri.

6.5.1.1.

EØSU finder det nødvendigt at udforme en sådan politik på EU-niveau med klare strategier, der styrker Europa som kulturområde og fremmer europæisk kultur uden for EU.

6.5.2.

Kulturpolitik er en politik, der går på tværs af mange EU-politikker, som bør forbindes med hinanden for at skabe en synergi, der klart og præcist støtter de bestræbelser, der udfoldes. Der er en stor spredning af tiltag og foranstaltninger i de forskellige programmer, der er nævnt i denne udtalelse. Hver især oplever de uden tvivl fremgang, men hvis de koordineres, kunne de måske udnytte synergieffekten og opnå endnu bedre resultater. Den decentralisering, som den bredt anlagte kulturpolitik fremkalder, bør under ingen omstændigheder få til følge, at der arbejdes mindre effektivt for at nå de fastlagte mål.

6.5.3.

EU's kulturindustri kan blive en vigtig kilde til at bringe EU et skridt nærmere opfyldelsen af Lissabon-målene hvad angår jobskabelse.

6.5.3.1.

Tildeling af budgetmidler til støtteforanstaltninger for kulturen og i bredere perspektiv for kulturindustrien er et af de problemer, EU skal tage op til overvejelse. Ingen er uvidende om, at budgettet for de forskellige programmer med direkte tilknytning til kultur og til den audiovisuelle industri samt bevillingerne til projekter under andre programmer, der har berøring med kultur, er utilstrækkeligt til at sætte skub i den audiovisuelle sektor i særdeleshed og kulturindustrien i almindelighed. EU-institutionerne bør undersøge, hvilke produktionssektorer der har størst gennemslagskraft og de bedste jobskabelsesudsigter, og derefter klart støtte den sektor, der på grundlag af sine forskellige udtryksformer har de bedste vækstperspektiver.

7.1.1.

En kulturpolitik på EU-plan bør efter EØSU's mening have til formål at fremme EU-borgernes adgang til viden om den kulturelle identitet, der forener os, genopfriske de værdier, der kendetegner Europa, og øge kendskabet til den kulturelle mangfoldighed i de forskellige regioner i Europa, så vi lærer at leve med denne mangfoldighed.

7.1.2.

EØSU deler det synspunkt, Europa-Parlamentet udtrykker i sin beslutning af 4. september 2003, om at kultur er et væsentligt og samlende element i EU-borgernes hverdag og på samme måde en del af deres identitet.

7.1.3.

En fælles EU-kulturpolitik bør derfor ikke betragtes som utidig indblanding i regionernes og/eller medlemsstaternes beføjelser, men som en saltvandsindsprøjtning for kulturen, der skal fremme det, som forener os.

7.2.1.

EØSU er helt enig med Europa-Parlamentet, når det i sin resolution af 5. september 2001 udtaler, at det er hensigtsmæssigt for Unionens fremtid at styrke den kulturelle dimension såvel politisk som budgetmæssigt og dermed fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne for at bane vejen for oprettelsen af et »europæisk kulturområde«.

7.2.2.

Oprettelsen af et europæisk kulturområde vil gavne EU i to henseender: Det vil øge den kulturelle rigdom som sådan og føre til økonomiske og sociale fordele gennem udvikling af kulturindustrien.

7.2.3.

Samarbejdet mellem de forskellige kulturelle aktører bidrager til etableringen af et fælles europæisk kulturområde, udviklingen af kunstnerisk og litterær skaben, kendskabet til den europæiske historie og kultur, udbredelsen af kulturen i og uden for EU, styrkelsen af den del af kulturarven, der har særlig europæisk relevans, og af den tværkulturelle dialog.

7.2.4.

EØSU foreslår på denne baggrund følgende initiativer:

7.3.1.

Man kan ikke tale om kulturindustrier uden først at afgrænse det område, de omfatter, hvor bredt dette end defineres. Det er ikke nødvendigt at opstille restriktive kriterier for begrebet – en ikke-udtømmende liste er tilstrækkelig.

7.3.2.

De mange forskellige sektorer, som indgår i begrebet »kulturindustri«, giver lige så forskellige problemstillinger, som der er sektorer. For at kunne fastlægge de problemer, man finder i industrien som helhed og i de enkelte sektorer, samt deres mulige løsninger er det efter EØSU's mening nødvendigt at definere, hvad der menes med »kulturindustri«, og hvilke sektorer med kreativ og produktiv virksomhed den omfatter.

7.3.2.1.

EØSU bidrager hertil med de kriterier, der er opstillet i denne udtalelses punkt 4.

7.3.3.

Med dette perspektiv in mente vil støtteforanstaltningerne for kultursektoren blive gennemført på grundlag af en mere integrerende og helhedspræget strategi, selv om en kulturpolitik bør udvise tværgående træk.

7.4.1.

I henhold til EF-traktatens artikel 157 skal EU fremme et klima, der er gunstigt for udviklingen af kulturindustrien, som for enhver anden industrisektor, så denne kan drage fordel af forskningens resultater og udnytte den teknologiske udvikling, den lettere adgang til finansiering og fordelene ved samarbejde inden for et europæisk kulturområde.

7.4.1.1.

Kulturindustrien råder generelt ikke over nogen model for adgang til finansiering, som reelt svarer til sektorens behov. Sædvanligvis betragter banker og finansielle tjenester kulturindustrien som højrisikoområde.

7.4.1.2.

Med en lånegarantiordning kunne en finansiel enhed dække hele eller en del af risikoen ved finansiering af en kulturindustri, hvis denne ikke kan betale lånet tilbage.

7.4.1.3.

Man kunne overveje EU-støtte gennem Den Europæiske Investeringsbank med deltagelse af Europa-Kommissionen. Ordningen skulle udvikles via inddragelse af udvalgte finanseksperter fra medlemsstaterne.

7.4.1.4

I denne forbindelse bør man også nævne Kommissionens initiativ til et EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på kulturområdet.

7.4.2.

De problemer, som virksomhederne inden for kultursektoren kæmper med, skal analyseres i dybden, og der skal sikres en løsning på dem, så man undgår en fastlåsning af unormale tilstande som f.eks. i den audiovisuelle sektor, hvor de samme problemer identificeres igen og igen, uden at de finder en varig løsning.

7.4.3.

Kommissionen og medlemsstaterne bør træffe de nødvendige forholdsregler for at sikre, at de borgere, der arbejder i kulturindustrien, har samme frie bevægelighed som deres produkter og værker og kan benytte sig af retten til frit at etablere sig som fastlagt i EF-traktaten.

7.4.4.

Eftersom nogle af de problemer, som aktørerne i disse sektorer står over for, skyldes deres manglende administrative kundskaber og færdigheder, eller besvær med at få adgang hertil, bør Kommissionen og medlemsstaterne fremskaffe de nødvendige midler til at sikre, at kulturindustrien kan modtage bistand, information og uddannelse på linje med tilbuddene til SMV'er, men specielt målrettet disse industrityper. Det er således initiativer af typen »Media Desk«, der skal udvides til at dække andre områder.

7.5.1.

Kulturindustrien har frem for alt brug for et publikum, tilskuere, lyttere, forbrugere. Det er nødvendigt at åbne især de unge borgeres øjne for kulturprodukters værdi og give dem lyst til at beskæftige sig med dem. Derfor bør man fremme og intensivere uddannelsestiltag og initiativer, der giver en indføring i kulturen, først og fremmest i skolerne. En åben indstilling til kulturindustrien og den europæiske kulturarvs mangfoldighed kan især formidles i hjemmet og i skolen.

7.5.2.

De offentlige myndigheder og skolen spiller en vigtig rolle på dette område. Radio og fjernsyn (både public service- og private stationer), der findes i alle hjem, bør fremme kulturen ved at udsende oplysende kulturprogrammer og sætte fokus på kulturarvens værdier.

7.5.3

Der bør etableres et forum på EU-niveau, der kan fastlægge fælles oplysende foranstaltninger og bringe nationale initiativer sammen i netværk.

7.6.1.

Kommissionen og medlemsstaterne bør arbejde for reel fjernelse af de forhindringer og vanskeligheder, der stadig måtte findes for skabende og udøvende kunstneres frie bevægelighed. Det er nødvendigt, at der er fri bevægelighed for såvel kulturprodukter som for de mennesker, der skaber dem (kunstnere, forfattere, fortolkere).

7.6.2.

På denne baggrund og med henblik på at fremme løsningen af de mange problemer, der rammer skabende og udøvende kunstnere, er EØSU enig med Europa-Parlamentet om, at der bør indføres en »status som kunstner« som beskrevet i Europa-Parlamentets beslutning af 4. september 2003. Den skal garantere skabende og udøvende kunstnere socialsikring, fremme deres mobilitet og eksplicit inkludere lovreglerne for intellektuelle ejendomsrettigheder.

7.6.3

Kulturindustriens små virksomheder og mikrovirksomheder bør også støttes gennem udvikling af deres forretningsmæssige aktiviteter, idet der oprettes samarbejdsfora og tilbydes relevant efteruddannelse. Støtte via udstillinger, messer, præsentationer og erhvervsdelegationer kan være med til at få dem ind på de internationale markeder.

7.7.1.

Enhver, der bor i et land med solide demokratiske institutioner, forstår meningen med udtrykket »kulturen gør os frie«.

7.7.2.

Det er af grundlæggende betydning at styrke kulturen samt fremme og lette borgernes frie adgang til kultur for at sikre, at ytrings- og informationsfriheden overholdes, jf. artikel 11 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

7.7.3.

Bortset fra den økonomiske og sociale dimension ligger kulturindustriens betydning i dens potentiale som middel til at fremme Europas demokratiske værdier. Det er derfor af grundlæggende betydning - blandt andet gennem tilpasning af lovrammerne – at sikre konkurrencen og pluralismen i kulturindustrien over for den tiltagende globalisering af markederne, den stigende konvergens mellem medierne som følge af den digitale teknologi og den stadig stærkere koncentration af de grupper, der ejer medierne.

7.7.4.

EØSU føler derfor behov for endnu en gang at understrege sin støtte til alle initiativer og forslag på europæisk plan, som skal beskytte pluralismen på informations- og kulturområdet og sikre kontrol af fusioner.