Offentliggørelse af en ansøgning om registrering i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser
EU-Tidende nr. C 228 af 24/09/2003 s. 0005 - 0008
Offentliggørelse af en ansøgning om registrering i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser (2003/C 228/03) Med denne offentliggørelse åbnes der mulighed for at fremsætte indsigelser, jf. artikel 7 og 12d i nævnte forordning. Enhver indsigelse mod denne ansøgning skal fremsættes via myndighederne i en medlemsstat, i en WTO-medlemsstat eller i et tredjeland, der er anerkendt efter proceduren i artikel 12, stk. 3, senest seks måneder efter denne offentliggørelse. Offentliggørelsen er begrundet i de forhold, som er beskrevet nedenfor, navnlig under punkt 4.6, der giver grundlag for at betragte ansøgningen som berettiget efter forordning (EØF) nr. 2081/92. RÅDETS FORORDNING (EØF) NR. 2081/92 REGISTRERINGSANSØGNING: ARTIKEL 5 BOB ( ) BGB (x) Nationalt sagsnummer: 101 1. Medlemsstatens ansvarlige myndighed Navn: Subdirección General de Sistemas de Calidad Diferenciada - Dirección General de Alimentación - Secretaría General de Agricultura y Alimentación del Ministerio de Agricultura, Pesca y Alimentación de España Adresse: Infanta Isabel, 1, E-28071 Madrid Tlf. (34) 94 13 47 53 94 Fax (34) 94 13 47 54 10. 2. Ansøgende sammenslutning 2.1. Navn: Asociación Profesional de Productores de Pimiento Najerano y Santo Domingo 2.2. Adresse: C/ Óscar Sáenz de Santa María, 4. Tricio, La Rioja Tlf. (34) 941 36 20 28 2.3. Sammensætning: Producent/forarbejdningsvirksomhed (x) andet ( ). 3. Produktets art: Peberfrugt. Kategori 1.6 - Naturlige eller forarbejdede frugter, grøntsager og korn. 4. Varespecifikation (sammenfatning af betingelserne i artikel 4, stk. 2) 4.1. Navn: Pimiento Riojano 4.2. Beskrivelse: Frugt af arten Solanaceae, familien Capsicum annuum L, sorten Najerano, beregnet til friskkonsum eller konservering. Sorten har følgende egenskaber: Pimiento Najerano: Registreret: 06/85; genregistereret: 07/96. Lokal sort fra La Rioja, som næsten er den eneste sort, der dyrkes her. På grund af sin form klassificeres frugten som en type C3-frugt iht. Pochard-klassifikationssystemet. Der er tale om en koniskformet stilkfrugt, hvis nederste del spidser lidt til. Overfladen er en smule ru, frugten har to eller tre sider, som er 16-18 cm lange og 6-8 mm tykke. Frugtkødet er middeltyndt. Frøstolen er lille. Frugtens gennemsnitsvægt er middelhøj til høj (225-300 gram). Den modne frugt har en stærk rød farve. Smagen er sødlig. De friske peberfrugter tilhører handelsklasse 1. De er glatte, fri for pletter og er tilstrækkeligt udviklede og modne til at kunne tåle håndtering og transport og alligevel leve op til de gældende handels- og branchekrav ved ankomst til bestemmelsesstedet. Flerfarvede peberfrugter er meget typiske for og eftertragtede i produktionsområdet, fordi de har en særligt mild smag og er lette at fordøje. De er af høj kvalitet og er derfor, ligesom de røde og grønne frugter, omfattet af den beskyttede geografiske betegnelse. Konserveret Pimiento Riojano med den beskyttede betegnelse tilhører kategorien Ekstra og omfatter både grønne, røde og flerfarvede peberfrugter med ensartede farver og uden gule pletter. Der er tale om kvadratiske stykker eller strimler (ikke under 1 cm brede). Fastheden er på 90 %, der er gennemsnitligt seks frø pr. stykke eller pr. 100 g afrundet vægt og 1 cm2 brændt skind pr. stykke eller 100 g. De konserverede peberfrugter opbevares altid i egen saft, og der tilsættes ikke lage. 4.3. Geografisk område: Produktionsområdet er sammenfaldende med det område, hvor konserveringen, pakningen og tilberedningen finder sted, og det består af kommunerne i Rioja Alta, Rioja Baja og Rioja Media. 4.4. Bevis for oprindelse: Najerano-peberfrugterne hidrører fra bedrifter, parceller, lagre for friske produkter og virksomheder, som er beliggende i det beskyttede geografiske område, og de er alle registreret hos Asociación Profesional de Productores de Pimiento Najerano y Santo Domingo. De er ikke blot omfattet af deres egen kontrolordning, men også en ekstern kontrol, som gennemføres af Consejería de Agricultura Ganadería y Desarrollo Rural ved hjælp af medarbejdere fra Instituto de Calidad Agroalimentaria de La Rioja (ICAR) eller et eksternt kontrol- og certificeringsorgan, der arbejder for producentsammenslutningen. Consejería de Agricultura, Ganadería y Desarrollo Rural del Gobierno de La Rioja sikrer, at denne eksterne enhed er i overensstemmelse med normen une en 45.004, således at den objektivt kan kontrollere, at peberfrugterne med den beskyttede betegnelse opfylder de gældende krav. Det er ICAR, som har den endelige bemyndigelse til at udstede produktcertificeringen. Produktets sporbarhed sikres ved, at det kan identificeres i alle faser i forbindelse med produktion og salg. 4.5. Fremstillingsmetode: Alle peberfrugterne - hvad enten de er beregnet til friskkonsum eller konserves - hidrører fra parceller eller bedrifter, der er opført i registeret for Asociación Profesional de Productores de Pimiento Najerano y Santo Domingo, og de forarbejdes i virksomheder, der ligeledes er opført i dette register. Med henblik på at kunne spore og kontrollere det beskyttede produkt og sikre dets kvalitet skal alle processer i forbindelse med fremstilling, modtagelse, forarbejdning og emballering foregå i det afgrænsede geografiske område. Producenterne udvælger deres eget frømateriale blandt de bedste planter og videregiver dem til godkendte planteskoler, hvorved de sikrer sortens autenticitet og oprindelse samt optimal kvalitet. Høsten finder sted, når frugterne har opnået en passende modenhed, og sker over flere gange. Der høstes altid manuelt og med stor forsigtighed, således at der opnås frugter af højest mulig kvalitet. Der høstes i første omgang handelsklasse 1-peberfrugter med stilk, som skal være sunde, friske, veludviklede, fri for frostskader og revner m.m. og beskadigelser forårsaget af solen. Herefter høstes de frugter, der er af ringere kvalitet, eller som er mindre og derfor ikke er omfattet af den beskyttede betegnelse. Transporten af de høstede frugter til lagre og forarbejdningsvirksomheder sker på trailere eller i containere, og de beskyttes i den forbindelse mest muligt mod beskadigelse. Aflæsningen sker ligeledes på en sådan måde, at frugterne ikke beskadiges mere end højst nødvendigt. Alle lagrene råder over faciliteter, der gør det muligt at foretage aflæsning af handelsklasse 1-peberfrugterne, som er omfattet af den beskyttede geografiske betegnelse, uden at de blandes sammen med de øvrige kvaliteter i forbindelse med de efterfølgende arbejdsgange. Selve lagerrummene har den nødvendige udluftning, som sikrer en passende relativ luftfugtighed og en optimal temperatur. Pakningen af de friske peberfrugter sker manuelt og med stor påpasselighed, således at deres særlige fysiske, kemiske og organoleptiske egenskaber bevares, og beskadigede frugter frasorteres. Frugterne tilberedes "håndværksmæssigt" i overensstemmelse med de metoder, der gennem århundreder er anvendt lokalt: Frugterne udvælges med omhyggelighed, de grilles i en ovn over åben ild, flås, frøstolen fjernes og selve frøene fjernes manuelt uden anvendelse af vand eller kemiske opløsninger. Til konserveringen anvendes der ikke lage og kun meget lidt citronsyre. Herved bevares aromaen og frugtkødets konsistens, og man opnår et produkt, der er nemt at fordøje. Med henblik på at kunne spore og kontrollere det beskyttede produkt og sikre dets kvalitet skal alle processer i forbindelse med fremstilling, modtagelse, forarbejdning og emballering foregå i det afgrænsede geografiske område. 4.6. Tilknytning Historisk tilknytning De konserverede peberfrugter fra La Rioja opnåede allerede i 1856 stor popularitet på grund af deres fremragende kvalitet, som skyldtes, at man grillede dem i stedet for at flå dem ved hjælp af kaustisk soda. Fra 1876 begynder man at spise "Pimiento Riojano" i hele landet, og denne specialitet når med tiden ud over landets grænser. Senere, fra 1930, tiltager produktets handelsmæssige betydning yderligere - både lokalt, nationalt og internationalt - og der er f.eks. en betydelig eksport til USA. Den popularitet, som "Pimiento Riojano" har nydt og stadig nyder lokalt i produktionsregionen og generelt i hele Spanien, ses af, at den langt tilbage i tiden har været anvendt i madlavningen. Således er alle retter med betegnelsen "a la Riojana" baseret på chilindrón (en blanding af tomat og peberfrugt). Den såkaldte chilindrón har også bidraget til udvikling af konservesindustrien i La Rioja. Konserverede peberfrugter giver associationer til den karakteristiske duft af peberfrugter, der kommer ud fra husene i landsbyerne i La Rioja, og hele det omhyggelige arbejde med at stege dem, flå dem, fylde dem og koge dem. Typiske er også de mange husfacader i La Riojas landsbyer, som er dækket af peberfrugter, der hænger til tørre i solen. Allerede i "Practicón" blev det fremhævet, at "Rioja har et velfortjent ry for dyrkning og forarbejdning af peberfrugter". Også Dr. Thebussem omtalte i 1929 Nájera-peberfrugterne som "en af de ypperste varme spiser i Spanien 'og generelt peberfrugterne fra La Rioja som' et af de levnedsmidler, Spanien med succes vil kunne præsentere på fødevaremesser". Klimatisk tilknytning: Den årlige gennemsnitstemperatur på 13,9 °C, det store antal solskinstimer (2238 pr. år), det næsten frostfrie forår og den gradvise temperaturstigning i løbet af foråret fremmer en langsom modning af peberfrugten fra La Rioja, som sikrer en gradvis forøgelse af karotenoider og xantofyler, der giver produktet en velafbalanceret aroma og smag, og den typiske homogene flerfarvning af peberfrugter af Najerano-sorten, der er høstet inden helt overstået modning, samt den stærke røde farve hos de helt modne frugter. Hertil kommer, at middelhavsklimaet er ideelt for denne afgrøde - dels fordi temperaturerne under blomsterudviklingen generelt er højere end 15 °C, hvorved man undgår misdannelser, dels fordi de små temperaturudsving (mellem maksimale dagtemperaturer og maksimale nattemperaturer) er med til at fremme en afbalanceret plantevækst og hermed også giver større frugter. Jordbundsforhold: Det beskyttede geografiske område er meget varieret med hensyn til landskab og jordbundstype, men den bedste kvalitet af Pimiento Najerano finder man de steder, der ligger tæt på Ebro-dalen. Her finder man et "blødt" landskab med brede dale og små højdeforskelle og enkelte bakketoppe, hvor Ebros bifloder har dannet dybe kløfter, inden de når ud på de brede og frugtbare sletter. Ebro-flodens erosion har uddybet biflodernes senge og skabt alluviale ophobninger af fosfor, kalium, kalk, svovl og andre stoffer, der er vigtige for peberfrugternes egenskaber som f.eks. bor, magnesium og molybdæn. 4.7. Kontrolinstans Instituto de Calidad Agroalimentaria de La Rioja, som er lokalregionen La Riojas kompetente organ for så vidt angår kvalitetsbetegnelser, varetager midlertidigt kontrolfunktionerne. Navn: Instituto de Calidad Agroalimentaria de La Rioja Adresse: Avda. de La Paz, 8-10, E-26071, Logroño (La Rioja) Tlf. (34) 941 29 16 00 Fax (34) 941 29 16 02 4.8. Mærkning: Obligatorisk angivelse af Indicación Geográfica Protegida "Pimiento Riojano" og anvendelse af etiket fra den eksterne kontrolstruktur. Der anvendes én type etiketter for peberfrugter, der er tilberedt i træfyrede ovne, og en anden, hvis de er grillet over direkte ild. 4.9. Krav i nationale bestemmelser - Ley Orgánica n° 3/1982, de 9 de Junio, Estatuto de Autonomía de La Rioja (ændret ved Ley Orgánica n° 3/1994, de 24 de Marzo og n° 2/1999, de 7 de Enero) (lov om den selvstyrende region La Rioja). - Ley n° 3/1995, de 8 de marzo, de Régimen Jurídico del Gobierno y la Administración Pública de la Comunidad Autónoma de La Rioja (lov om den selvstyrende region La Rioja). - Ley n° 30/1992, de 26 noviembre. Régimen Jurídico de las Administraciones Públicas y del Procedimiento Administrativo Común (lov om offentlig administration og fælles administrative procedurer). - Orden de 25 de enero de 1994, por la que se precisa la correspondencia entre la legislación española y el reglamento (CEE) n° 2081/92, en materia de denominaciones de origen e indicaciones geográficas de productos agrícolas y alimenticio (bekendtgørelse om sammenhæng mellem den spanske lovgivning og forordning (EØF) nr. 2081/92). - Real Decreto n° 1643/1999, de 22 de octubre, por el que se regula el procedimiento para la tramitación de las solicitudes de inscripción en el Registro Comunitario de las Denominaciones de Origen Protegidas y de las Indicaciones Geográfica Protegidas (kongeligt dekret om ansøgninger om optagelse i EU-registeret for beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser). EF-nr.: ES/00275/03.01.23. Dato for modtagelse af den fuldstændige ansøgning: 16. juni 2003.