Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet med henblik på tilpasning af listen over undersøgelseskarakteristika (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2) /* KOM/2003/0594 endelig udg. - COD 2003/0047 */
Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet med henblik på tilpasning af listen over undersøgelseskarakteristika (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2) 2003/0047 (COD) Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet med henblik på tilpasning af listen over undersøgelseskarakteristika 1. Sagsforløb 12. marts 2003: forslaget fremsendt til Rådet og Europa-Parlamentet [KOM(2003) 109 endelig - 2003/0047 (COD)]. 2. september 2003: førstebehandling i Europa-Parlamentet 2. Formålet med kommissionens forslag Arbejdsstyrkeundersøgelsen er en primærkilde til sammenlignelige data om deltagelse på arbejdsmarkedet i EU. Resultaterne anvendes i stort omfang og er værdifulde ved udformningen af politikker. Rådets forordning (EF) nr. 577/98 indeholder bestemmelser om gennemførelsen af arbejdsstyrkeundersøgelsen i EU med henblik på levering af resultater hvert kvartal, herunder listen over undersøgelseskarakteristika. Inden for de sidste fem år er der sket ændringer på arbejdsmarkedet, og mange foranstaltninger er blevet truffet som led i de koordinerede initiativer under den europæiske beskæftigelsesstrategi. For at kunne følge udviklingen er det nødvendigt at tilpasse og ajourføre listen over undersøgelseskarakteristika. Der tilføjes seks nye variabler, og de fem variabler om atypisk arbejdstid indgår nu som et standardmodul i stedet for den nuværende gentlemanaftale. Nogle af de nye variabler indsamles allerede i medlemsstaterne, men de foreligger endnu ikke for alle medlemsstater. I 2000 blev der kun foretaget mindre ændringer i kodningen af variablerne (f.eks. blev der tilføjet yderligere årsager til arbejdsfravær - Kommissionens forordning nr. 1575/2000), mens den seneste kommissionsforordning (EF) nr. 2104/2002 var begrænset til forbedringer af variablerne om uddannelse. For at kunne indføre de nye variabler og samtidig begrænse respondentbyrden giver Kommissionens forslag mulighed for at vælge strukturelle variabler, for hvilke der kun skal gennemføres én kontinuerlig undersøgelse om året til skønsmæssig beregning af årsgennemsnit. Da det er tilstrækkeligt, at oplysninger til disse strukturelle variabler foreligger på årsbasis, kan dataindsamlingen begrænses til en delstikprøve. Et af forslagets fundamentale aspekter er at kunne indføre flere variabler for at forbedre vores forståelse af arbejdsmarkedet og samtidig begrænse respondentbyrden uden at begrænse anvendelsen af resultaterne til overvågning og analyseformål. 3. Kommissionens udtalelse om parlamentets ændringsforslag 3.1. Ændringsforslaget accepteret af Kommissionen Kommissionen accepterer, at den i sit ændrede forslag indarbejder det ændringsforslag, som Europa-Parlamentet vedtog på sit plenarmøde den 2. september 2003. I ændringsforslaget indrømmes Spanien, Finland og Det Forenede Kongerige en undtagelsesordning frem til udgangen af 2007 for indsamlingen af data til de strukturelle variabler med et enkelt kvartal som referenceperiode. Herved vil disse medlemsstater få mulighed for at tilpasse deres undersøgelsesstruktur, som i mange år har været baseret på et kvartal. Ændringsforslaget er i overensstemmelse med formandskabets kompromisforslag fremsat i Rådets arbejdsgruppe. Kommissionen accepterer denne ændring, fordi undtagelsen kun vedrører selve undersøgelsesprocessen, og de nye variabler i forordningsforslaget vil være tilgængelige for alle medlemsstater. 4. Konklusion Under henvisning til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, ændrer Kommissionen sit oprindelige forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet.