52003PC0479

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 1907/90 om handelsnormer for æg /* KOM/2003/0479 endelig udg. */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EØF) nr. 1907/90 om handelsnormer for æg.

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Med forordning (EF) nr. 5/2001 om ændring af forordning (EØF) nr. 1907/90 om handelsnormer for æg gjorde Rådet det obligatorisk at mærke konsumæg i Fællesskabet med en producentkode, der gør det muligt at bestemme produktionssystemet, med virkning fra 1. januar 2004.

I samme forordning anmodede Rådet med følgende formulering Kommissionen om at forelægge en beretning: "Kommissionen forelægger senest den 30. juni 2003 Rådet en rapport om udviklingen med hensyn til forbruget af æg, om de ønsker, som forbrugerne og deres organisationer giver udtryk for, samt om spørgsmål vedrørende mærkning af æg og kontrol, ledsaget af passende forslag".

Beretningen skulle i henhold til betragtning (6) i ovennævnte forordning desuden omhandle "udviklingen af bestemmelserne om fødevarehygiejne, navnlig for så vidt angår vaskede æg, samt om resultaterne af forhandlingerne inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen".

Nærværende beretning opfylder disse krav. Den er bl.a. baseret på to møder i en ekspertgruppe, som både repræsentanter for producenterne og handels- og forbrugerorganisationerne var inviteret til at deltage i. Desuden er spørgsmålet om vask af æg blevet behandlet i samarbejde med eksperter og under et besøg i Sverige. I denne beretning henvises der ikke til WTO-forhandlinger, da disse forhandlinger stadig befinder sig i den forberedende fase.

Beretningens hovedkonklusioner er som følger:

1. For at gøre det muligt at kontrollere salget af æg på lokale markeder bør æg, der sælges på disse markeder af producenter fra producenternes egen produktion, ligeledes mærkes.

2. Vask af æg under nøje kontrol bør være tilladt i en overgangsperiode på tre år for pakkerier, der den 1. juni 2003 var blevet godkendt til dette formål. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet skal inden den 31. december 2005 udarbejde en omfattende videnskabelig rapport om vask af konsumæg.

3. Kommissionen vil fremme kampagner, der føres af erhvervsorganisationer, og som har til formål at oplyse forbrugerne om de nye regler for mærkning af æg.

4. Kommissionen vil tilpasse forordning (EØF) nr. 1274/91 med henblik på dels at yde tilstrækkelig fleksibilitet for navnlig små producenter i spørgsmålet om, hvor æggene skal mærkes (på bedriften eller pakkeriet), og dels at sørge for yderligere garantier for at forhindre producenter, pakkerier og grossister i at anvende svigagtige handelsmetoder. Inden for rammerne af denne forordning vil Kommissionen ligeledes foreslå tilpasninger, der vedrører identifikationsmærkningen af pakkerier, og vil træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå overlapninger mellem handelsnormer og fremtidige fællesskabsbestemmelser om hygiejne, navnlig for så vidt angår godkendelsen af pakkerier.

Rådets forordning (EØF) nr. 1907/90 bør derfor ændres for så vidt angår første og anden konklusion.

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EØF) nr. 1907/90 om handelsnormer for æg

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2771/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for æg [1], særlig artikel 2, stk. 2,

[1] EFT L 282 af 1.11.1975, s. 49. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1).

under henvisning til forslag fra Kommissionen [2], og

[2] EUT C [...] af [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge EF-forskrifterne skal der fra den 1. januar 2004 kun være to ægklasser. Klasse B-æg bør ikke længere sælges som konsumæg. Dette vækker en vis bekymring, navnlig i nogle medlemsstater, hvor æg normalt vaskes og forbrugerne foretrækker at købe vaskede æg. Kommissionen er derfor blevet anmodet om at give tilladelse til, at den hidtidige praksis med vaskning af æg kan fortsætte.

(2) På basis af en undtagelse bør der derfor skabes mulighed for vaskning af konsumæg på frivilligt grundlag. I dette tilfælde bør vaskede æg være i overensstemmelse med kriterierne for klasse A-æg, men bør mærkes som "vaskede æg" på pakningen. Som en forudsætning for denne undtagelse bør det fastsættes, at de ansvarlige myndigheder indfører strenge normer og kontrol, og at der desuden gennemføres indgående videnskabelige undersøgelser af vaskning af æg.

(3) Bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 1907/90 [3] har hidtil ikke været gældende for producenternes salg af æg på lokale markeder bortset fra auktionsmarkeder. Det har vist sig at være svært at føre kontrol med denne undtagelse, navnlig hvad angår dens begrænsning til landbrugernes egen produktion. For at lette kontrollen bør det pålægges producenterne at stemple konsumæg, der er bestemt for salg på lokale markeder.

[3] EFT L 173 af 6.7.1990, s. 5. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 5/2001 (EFT L 2 af 5.1.2001, s. 1).

(4) Efter sammenlægningen af klasse B og C fra den 1. januar 2004 kan klasse B-æg kun sælges til fødevareindustrien eller ikke-fødevareindustrien. Visse bestemmelser om mærkning af disse æg og deres pakninger bør tilpasses.

(5) Forordning (EØF) nr. 1907/90 bør derfor ændres -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EØF) nr. 1907/90 foretages følgende ændringer:

1. I artikel 2, stk. 3, indsættes som andet afsnit:

"Æg, der sælges af producenten på et lokalt offentligt marked, skal dog være mærket i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, litra a)."

2. I artikel 6 indsættes som stk. 4:

"4. Pakkerier, der senest den 1. juni 2003 blev godkendt til vaskning af konsumæg, kan i en overgangsperiode indtil den 31. december 2006 godkendes til fortsat vaskning af æg nøje overvåget af de ansvarlige myndigheder med henblik på levering til den endelige forbruger. Æg som omhandlet i første afsnit skal være i overensstemmelse med kriterierne for klasse A-æg, men skal klassificeres som "vaskede æg" og mærkes som sådanne på pakningerne. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om navn og adresse på de godkendte pakkerier og om de anvendte overvågningsforanstaltninger."

3. Artikel 7, stk. 1, litra a), affattes således:

"a) Klasse A-æg og "vaskede æg" som omhandlet i artikel 6, stk. 4, forsynes med en kode, der angiver producentnummer og gør det muligt at bestemme produktionssystemet."

4. Artikel 8, stk. 2 og 3, affattes således:

"2. Klasse A-æg, som ikke længere har de egenskaber, der er fastsat for denne klasse, nedklassificeres til klasse B-æg. De skal leveres direkte til virksomheder inden for fødevareindustrien, der er godkendt i henhold til direktiv 89/437/EØF, eller til ikke-fødevareindustrien, og det skal af pakningerne tydeligt fremgå, at de er bestemt hertil."

5. Artikel 10, stk. 1, litra f), udgår.

6. Artikel 15, litra b), underlitra ee), affattes således:

"ee) pakkedato og dato for mindste holdbarhed efterfulgt af de anbefalede opbevaringsbetingelser for klasse A-æg og pakkedato for klasse B-æg".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2004.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

På Rådets vegne

Formand

>TABELPOSITION>