52003PC0455

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og rådets direktiv om ophævelse af visse direktiver om levnedsmiddelhygiejne og sundhedsbetingelser for produktion og afsætning af visse animalske produkter til konsum og om ændring af direktiv 89/662/EØF og 91/67/EØF (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2) /* KOM/2003/0455 endelig udg. - COD 2000/0182 */


Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ophævelse af visse direktiver om levnedsmiddelhygiejne og sundhedsbetingelser for produktion og afsætning af visse animalske produkter til konsum og om ændring af direktiv 89/662/EØF og 91/67/EØF (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

BEGRUNDELSE

I. PROCEDURE

1. Kommissionen vedtog den 14. juli 2000 en pakke bestående af fem forslag, der udgør en omarbejdning af EU-bestemmelserne om fødevarehygiejne [dokument KOM(2000) 438]. Pakken blev forelagt Rådet og Europa-Parlamentet den 24. juli 2000 med henblik på vedtagelse efter den fælles beslutningsprocedure.

(Bortset fra pakkens fjerde forslag, der havde traktatens artikel 37 som retsgrundlag, og som allerede er vedtaget som Rådets direktiv 2002/99/EF.)

2. Europa-Parlamentet afgav under sin førstebehandling den 3. juni 2003 en positiv udtalelse om pakkens femte forslag [2000/0182(COD)] og fremsatte et ændringsforslag, der kan accepteres af Kommissionen.

(Der blev afgivet en positiv udtalelse om første og andet forslag allerede i maj 2002, og der blev afgivet en positiv udtalelse om det tredje forslag den 5. juni 2003.)

3. Nærværende forslag er en ændring af pakkens femte forslag, der således tager hensyn til Europa-Parlamentets ændringsforslag.

II. FORMÅL MED FORSLAGET

4. Formålet med forslaget er at ophæve 17 rådsdirektiver i forlængelse af omarbejdningen af EU-bestemmelserne om fødevarehygiejne.

Forslaget indeholder endvidere en "standstill"-klausul for at sikre, at gennemførelsesbestemmelserne for de 17 direktiver fortsat er gældende.

III. KORT GENNEMGANG AF EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGS FORSLAG

5. Der fastsættes i forslaget følgende:

"Medlemsstaterne sætter de fornødne love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 1. januar 2004. De underretter straks Kommissionen derom."

Ændringsforslaget fra Europa-Parlamentet lyder:

"Medlemsstaterne sætter de fornødne love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den [indsæt dato: (et år efter dets vedtagelse)]. De underretter straks Kommissionen derom."

Det er fornuftigt, da den endelige vedtagelse af forslagspakken først forventes at finde sted efter den 1. januar 2004.

IV. KONKLUSION

6. I overensstemmelse med EF-traktatens artikel 250, stk. 2, ændrer Kommissionen sit forslag som anført ovenfor.