52003PC0351

Forslag til Rådets forordning om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger for ansættelse af tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i anledning af Cyperns, Estlands, Ungarns, Letlands, Litauens, Maltas, Polens, Den Tjekkiske Republiks, Slovakiets og Sloveniens tiltrædelse /* KOM/2003/0351 endelig udg. - CNS 2003/0123 */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger for ansættelse af tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i anledning af Cyperns, Estlands, Ungarns, Letlands, Litauens, Maltas, Polens, Den Tjekkiske Republiks, Slovakiets og Sloveniens tiltrædelse

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Den kommende udvidelse af Den Europæiske Union rejser en række problemer for institutionerne ikke mindst med hensyn til forvaltning af de menneskelige ressourcer. Vedlagte udkast til forordning drejer sig om ansættelsesaspektet ved udvidelsen.

I forbindelse med tidligere udvidelser blev der vedtaget særlige foranstaltninger til ansættelse af statsborgere fra de lande, der skulle tiltræde Unionen. Det krævede en rådsforordning, som midlertidigt fraveg de sædvanlige bestemmelser i personalevedtægten [1] vedrørende ansættelse.

[1] Med hensyn til Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse jvf. EFT L 66 af 24.03.1995, s. 1.

Den nuværende udvidelsesproces er den største i Unionens historie. Der er mulighed for, at op til ti nye medlemsstater tiltræder Unionen den 1. maj 2004.

Alene omfanget af denne udvidelse adskiller sig fra tidligere udvidelser. Det betyder, at der er en række nye elementer i vedlagte udkast til forordning i forhold til tidligere lignende forordninger. De vigtigste elementer i forslaget er følgende:

1. Fravigelsen af bestemmelserne i personalevedtægten foreslås at vare indtil den 31.12.2010 - længere end ved tidligere udvidelser. Ved den østrigske, finske og svenske tiltrædelse var det muligt at fravige i 5 år. Erfaringerne fra denne seneste udvidelse viste, at 5 år faktisk ikke var længe nok som overgangsperiode, hvorfor der i dette tilfælde foreslås 7 år.

2. I henhold til forordningen bliver der tale om afholdelse af udvælgelsesprøver til udvælgelse på nationalt plan af tjenestemænd fra de nye medlemsstater. Statsborgere fra de nuværende medlemsstater vil ikke få adgang til sådanne udvælgelsesprøver.

3. Der kan afholdes udvælgelsesprøver udelukkende for statsborgere i de nye medlemsstater og udarbejdes lister over egnede ansøgere inden disse staters tiltrædelse af Unionen. En stat skal have tiltrådt Unionen, inden statsborgere herfra kan udnævnes til tjenestemænd i stillinger i institutionerne.

4. Der er mulighed for, at institutionerne kan fravige kravene om at opslå ledige stillinger i institutionerne. Institutionerne kan imidlertid offentliggøre ledige stillinger, hvis de ønsker det.

5. Den under pkt. 1 anførte overgangsperiode er på 7 år. I denne periode vil det også være nødvendigt at erstatte tjenestemænd fra de nuværende medlemsstater, der holder op. Forordningen indeholder derfor også bestemmelser om muligheden for at afholde udvælgelsesprøver til udvælgelse af statsborgere fra de nuværende 15 medlemsstater i overgangsperioden. Statsborgere fra de kommende medlemsstater vil ikke kunne deltage i sådanne udvælgelsesprøver.

Den enkelte institution vil afgøre, hvor stort et antal tjenestemænd fra ansøgerlandene, der skal ansættes i henhold til bestemmelserne i denne forordning om fravigelse.

2003/0123 (CNS)

Forslag til RÅDETS FORORDNING om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger for ansættelse af tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i anledning af Cyperns, Estlands, Ungarns, Letlands, Litauens, Maltas, Polens, Den Tjekkiske Republiks, Slovakiets og Sloveniens tiltrædelse

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, navnlig artikel 283,

under henvisning til Kommissionens forslag, som er forelagt efter udtalelse fra vedtægtsudvalget,

under henvisning til Europa-Parlamentets udtalelse [2],

[2] EUT C [...] af [...] s. [...]

under henvisning til udtalelse fra Domstolen [3],

[3] Udtalelse afgivet den

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten [4] og

[4] Udtalelse afgivet den

ud fra følgende betragtninger:

(1) I anledning af Cyperns, Estlands, Ungarns, Letlands, Litauens, Maltas, Polens, Den Tjekkiske Republiks, Slovakiets og Sloveniens forventede tiltrædelse bør der midlertidigt fastsættes særlige foranstaltninger til fravigelse af bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber.

(2) Desuden skal disse ganske vist midlertidige foranstaltninger, i betragtning af antallet af stater, der berøres af tiltrædelsen og antallet af potentielt berørte personer, anvendes i en længere periode på grund af denne særlige situation; en periode, der udløber den 31. december 2010, vil være passende.

(3) Disse usædvanlige omstændigheder begrunder ligeledes, at der efter behov er mulighed for at afholde almindelige udvælgelsesprøver udelukkende for statsborgere fra de nuværende femten medlemsstater, for at sikre at princippet i vedtægtens artikel 27, hvorefter tjenestemænd skal ansættes på et så bredt geografisk grundlag som muligt, overholdes.

(4) På grund af den kommende tiltrædelses usædvanlige omfang bør denne forordning vedtages inden den fastsatte tiltrædelsesdato, således at alle de forberedende foranstaltninger kan træffes med henblik på at gøre det muligt at foretage de planlagte ansættelser hurtigst muligt efter den faktiske tiltrædelsesdato -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Indtil den 31. december 2010 kan ledige stillinger besættes med statsborgere fra Cypern, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet og Slovenien, efter at disse lande er tiltrådt, uanset artikel 4, andet og tredje afsnit, artikel 7, stk. 1, artikel 27, tredje afsnit, og artikel 29, stk. 1, litra a), b) og c), i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter kaldt "vedtægten") inden for rammerne af de afsatte stillinger, idet der eventuelt tages hensyn til budgetforhandlingerne.

2. Der vil blive truffet afgørelse om udnævnelse til stillingerne:

2.1. for samtlige lønklasser efter de pågældende landes tiltrædelse; og

2.2. med undtagelse af lønklasse A1 og A2 efter udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver, som afholdes på de i bilag III til vedtægten fastsatte betingelser.

Artikel 2

Indtil 31. december 2010 kan der afholdes almindelige udvælgelsesprøver for statsborgere i de nuværende 15 medlemsstater.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand