Forslag til RÅDETS DIREKTIV (Euratom) om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. FORORD

Produktionen af elektricitet med nuklear energi medfører, at der dannes brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald. De mest skadelige og radioaktive former af dette materiale oplagres på nuværende tidspunkt i midlertidige opbevaringsanlæg. Intet af dette affald er deponeret, og der findes ingen umiddelbare planer for deponering i medlemsstaterne. I mellemtiden øges mængden af dette materiale fortsat.

I Kommissionens grønbog [1] om energiforsyningssikkerheden i fremtiden i Den Europæiske Union (EU) blev behovet for at finde acceptable løsninger på forvaltningen af radioaktivt affald udpeget som det væsentligste spørgsmål inden for anvendelsen af nuklear energi. Det blev også understreget, at der er behov for den størst mulige åbenhed i udpegelsen af løsninger, og at yderligere forskning er et centralt element i løsningen af udestående tekniske problemer og i bestræbelserne på at øge befolkningens og politikernes tillid til løsningerne. En nyere EU-dækkende opinionsundersøgelse [2] har bekræftet betydningen af spørgsmålet om det radioaktive affald i befolkningens øjne.

[1] KOM(2000) 769 af 29. november 2000 - "På vej mod en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed", Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 2001, ISBN 92-894-0738-7.

[2] Eurobarometer nr. 56, 2001 - Europeans and Radioactive Waste (http://europa.eu.int/comm/energy/nuclear/ pdf/eb56_radwaste_en.pdf).

Uanset hvilke strategier for energiproduktion, der indføres i fremtiden, skal det eksisterende affald behandles på en måde, så de grundlæggende principper om menneskers sundhed og miljøet respekteres. Der må meget snart skrides til handling for at sikre, at ansvaret for og byrden ved at skulle forvalte stadig voksende mængder brugt brændsel og affald i midlertidige lagre ikke pålægges de kommende generationer.

De fleste medlemsstaters og kandidatlandes nuværende politikker behandler ikke disse spørgsmål i tilstrækkelig grad.

2. SITUATIONEN I EU-MEDLEMSSTATERNE OG I KANDIDATLANDENE

Alle medlemsstaterne og kandidatlandene producerer radioaktivt affald. Det radioaktive affald opstår hovedsageligt i forbindelse med følgende aktiviteter:

- elproduktion i kernekraftværker og herunder aktiviteterne i brændselskredsløbets slutfase og nedlukning af kernekraftværker

- driften af forskningsreaktorer

- anvendelsen af stråling og radioaktive stoffer inden for lægevidenskab, landbrug, industri og forskning

- behandling af stoffer, som indeholder naturlige radionukleider.

Situationen i Den Europæiske Union

Der produceres hvert år cirka 40 000 m3 affald i EU som helhed, og hovedparten stammer fra aktiviteter i forbindelse med elproduktion i kernekraftværker [3].

[3] Der findes mere udførlige oplysninger om affaldsproduktionen i EU i den kilde, der nævnes i fodnote 11.

Selv om mindre farligt affald kan bortskaffes med en afprøvet teknologi [4], praktiseres denne kun i fem medlemsstater, som råder over nukleare programmer (Det Forenede Kongerige, Finland, Frankrig, Spanien og Sverige). Tyskland har tidligere anvendt deponering, men hverken Belgien eller Nederlandene har opbygget deponeringsmuligheder for denne affaldskategori, og begge lande oplagrer på nuværende tidspunkt deres affald på centrale, nationale lagre. En tilsvarende midlertidig oplagring på ubestemt tid praktiseres i medlemsstater uden programmer for nuklear energi.

[4] Se Kommissionens henstilling af 15. september 1999 om et klassificeringssystem for fast radioaktivt affald (SEK(1999) 1302 endelig, 99/669/EF, Euratom). De mindre farlige affaldskategorier klassificeres almindeligvis som "lav- og mellemaktivt radioaktivt affald". Dette kan normalt bortskaffes i deponier på eller nær jordoverfladen. Efter nedlukning af lokaliteten opretholdes en regulerende (eller institutionel) kontrol normalt i cirka 300 år for at afskærme affaldet fra menneskers aktivitet, så længe strålingsrisikoen består.

Det mere farlige affald [5] oplagres i anlæg på eller nær jordoverfladen i afventning af en mere permanent løsning. Intet land i verden har endnu deponeret dette affald, og der er stor forskel på, hvor langt de forskellige lande er nået i den retning. I EU er Finland og Sverige uden tvivl længst fremme; de har længe haft programmer med henblik på at udvikle endelig deponering i undergrunden. Visse medlemsstater reevaluerer alle deres alternativer og de beslutningsprocesser, som er forbundet hermed. Andre fører en mere afventende politik.

[5] Se også fodnote 4. Det farligste affald klassificeres som "højaktivt og langlivet radioaktivt affald". Brugt nukleart brændsel kan forarbejdes med henblik på at fjerne affaldsstoffer og genvinde det ubrugte uran og plutonium til nyt nukleart brændsel. Denne proces kaldes almindeligvis "oparbejdning". Det højaktive affald smeltes normalt ind i glas ("forglasning") for at gøre det egnet til langtidsoplagring og i sidste ende deponering. Dette forglassede affald eller selve det brugte brændsel, hvis det ikke oparbejdes, betragtes som højaktivt radioaktivt affald. Denne type affald forbliver farligt i årtusinder.

Situationen i kandidatlandene

I løbet af det seneste årti er forvaltningen af brugt brændsel i de kandidatlande, der besidder russisk byggede kernekraftværker og forskningsreaktorer, blevet et afgørende spørgsmål, fordi det ikke længere er muligt at sende det brugte brændsel til oparbejdning eller oplagring i Rusland på de samme vilkår. Disse lande har i al hast måttet opføre midlertidige opbevaringsanlæg til deres brugte brændsel. Der er kun sket få eller ingen fremskridt med hensyn til gennemførelsen af programmer til forvaltning af brugt brændsel på lang sigt og endelig deponering af dette brugte brændsel.

Hvad angår mindre farligt driftsaffald fra kernekraftværker, er det alene Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik, som råder over operationelle endelige deponeringslokaliteter. Flere lande råder over depoter af den russiske type til institutionelt radioaktivt affald, (dvs. som ikke stammer fra det nukleare brændselskredsløb). Men disse anlæg opfylder imidlertid ikke de gældende sikkerhedsnormer. Dette affald skal muligvis i nogle tilfælde genvindes og deponeres andetsteds.

3. IGANGVÆRENDE FORANSTALTNINGER I EU OG INTERNATIONALT

De grundlæggende principper for forvaltning af alle former for farligt affald består i at garantere et højt sikkerhedsniveau for befolkningen og arbejdstagere og et højt miljøbeskyttelsesniveau. For brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald skal disse forvaltningsprincipper sikre, at personer, samfundet og miljøet beskyttes mod skadelige virkninger af ioniserende stråling.

I de seneste år har disse principper også befundet sig i centrum af EU's foranstaltninger - både hvad angår forskningsindsatsen og de politiske og lovgivningsmæssige initiativer.

De grundlæggende normer for beskyttelse af befolkningen og arbejdstagere mod farer ved ioniserende stråling underbygger harmoniseringen af de grundlæggende principper, og normerne garanterer et fælles og internationalt godkendt beskyttelsesniveau mod radioaktiv stråling i hele EU. Den nyeste revision af de grundlæggende sikkerhedsnormer stammer fra 1996 [6], og den er gennemført i national ret den 13. maj 2000. Endvidere er der i Euratom-traktatens afsnit II, kapitel 3, fastsat et fællesskabssystem til overvågning af og kontrol med international overførsel af radioaktivt affald [7]. I EF-traktatens miljøafsnit er direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet med senere ændringer [8], [9], ligeledes af stor betydning for sektoren radioaktivt affald.

[6] Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13.5.1996.

[7] Rådets direktiv 92/3/Euratom af 3. februar 1992.

[8] Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985.

[9] Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997.

Den valgte fremgangsmåde i Fællesskabets handlingsplan [10] og den tilknyttede strategi er at tilskynde til harmonisering og samarbejde blandt medlemsstaterne for at sikre et ensartet og acceptabelt sikkerhedsniveau i hele EU. Den nyeste rapport om situationen for forvaltningen af radioaktivt affald i EU blev offentliggjort i 1999 [11]. Kommissionen har ligeledes for nylig offentliggjort en tilsvarende rapport om kandidatlandene [12].

[10] Rådets resolution (92/C 158/02) af 15. juni 1992 om fornyelse af Fællesskabets handlingsplan for radioaktivt affald.

[11] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet "Meddelelse og fjerde rapport fra Kommissionen om den nuværende situation og udsigterne for forvaltningen af radioaktivt affald i Den Europæiske Union" KOM(1998) 799 endelig af 11.1.1999.

[12] "Radioactive Waste Management in the Central and East European Countries", EUR19154, Europa-Kommissionens rapport, juli 1999, ISBN 92-828-7760-4.

Forvaltningen af radioaktivt affald var og er et af hovedemnerne i Euratom-rammeprogrammerne. Et centralt emne er støtten til den forskning, der udføres i underjordiske forskningsanlæg, som kan tilvejebringe den nødvendige viden om processer og data for at bekræfte, at det er muligt at udnytte depoter i undergrunden i fremtiden. De avancerede teknikker til den kemiske og nukleare separation såvel som til minimeringen af langlivet affald (benævnes almindeligvis under ét "separation/transmutation") er ligeledes betydningsfulde forskningsområder.

Der findes ligeledes en række internationale konventioner, som spiller en væsentlig rolle i forbindelse med etableringen af en praksis og fælles sikkerhedsniveauer på den internationale arena. Den væsentligste af disse er den fælles konvention om sikker håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald [13], i det følgende benævnt den fælles konvention, som blev åbnet for undertegnelse af Den internationale Atomenergiorganisation (IAEA) den 29. september 1997, og som trådte i kraft den 18. juni 2001. Kommissionen har på nuværende tidspunkt fremsat et forslag om, at EU og EURATOM skal tiltræde denne konvention [14]. Endvidere udarbejder IAEA for tiden sikkerhedsdokumentation for forvaltning af radioaktivt affald, og herunder henstillinger til sikker deponering af alle kategorier af radioaktivt affald.

[13] TEKSTEN ER GENGIVET I IAEA'S DOKUMENT - INFCIRC/546 (AF 24. DECEMBER 1997).

[14] KOM(2001) 520 ENDELIG AF 15.10.2001.

4. BEHOV FOR YDERLIGERE TILTAG

Skønt betydelige mængder [15] (omkring 2 000 000 m3) af de mindst farlige kategorier af radioaktivt affald tidligere er blevet deponeret i EU, er det ikke alle lande, der på nuværende tidspunkt har adgang til deponeringsanlæg. Dette affald, som står for betydeligt større affaldsmængder end de mere farlige kategorier, udgør ingen større teknisk udfordring med hensyn til bortskaffelsen, men der kræves dog en grundig overvågning, så længe affaldet oplagres midlertidigt.

[15] Der findes mere udførlige oplysninger om affaldsproduktionen i EU i den kilde, der nævnes i fodnote 11.

For så vidt angår det mere farlige affald, hersker der bred international enighed blandt tekniske eksperter om, at deponering dybt nede i en geologisk stabil undergrund er det sikreste forvaltningsalternativ. Med multiple barrieresystemer og et passende valg af klippeformationer til deponeringen [16] kan dette affald isoleres i en ekstremt lang periode, så det sikres, at eventuelle udslip af residualradioaktivitet først forekommer efter årtusinder og i ubetydelige koncentrationsniveauer i forhold til baggrundsstrålingen.

[16] Egnede klippeformationer kan bestå af krystalinske eller vulkanske bjergarter samt ler- eller saltformationer.

Talrige undersøgelser har bekræftet, at de løsningsmuligheder, der overvejes i dag, vil kunne sikre den nødvendige isolering af affaldet i et meget langt tidsrum. En sådan deponeringsstrategi i stor dybde mindsker risikoen for menneskelige fejl; den er i det væsentlige passiv og permanent, og den kræver ikke yderligere menneskelig indgriben eller institutionel kontrol.

Forsinkelserne i en række medlemsstater med hensyn til udpegelsen og godkendelsen af egnede lokaliteter - navnlig dybtliggende geologiske depoter - giver dog anledning til bekymring. I mellemtiden øges mængderne af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, der oplagres i midlertidige lagre på eller nær jordoverfladen. Disse overfladebaserede anlæg forudsætter aktive foranstaltninger som f.eks. kontrol og vedligeholdelse for at sikre et højt sikkerheds- og miljøbeskyttelsesniveau. Dette er en uacceptabel byrde at pålægge kommende generationer, som ikke vil drage fordel af den el, der blev genereret samtidig med affaldet. Desuden nødvendiggør begivenhederne den 11. september 2001 og disse overfladeanlægs sårbarhed over for et terrorangreb, at der hurtigt skrides til handling.

Forskning og teknologisk udvikling (FTU) på væsentlige områder skal videreføres for til fulde at undersøge individuelle lokaliteter og forstå de relevante geologiske, geokemiske og hydrogeologiske processer samt de konstruerede barrieresystemers egnethed på lang sigt i deponeringsmiljøet.

En endelig deponering i dybtliggende geologiske formationer vil kunne isolere det radioaktive affald fra mennesker og miljøet i et meget langt tidsrum. Denne deponering vil blive nødvendig for et ret stort antal eksisterende affaldstyper og andre typer, som vil blive genereret i fremtiden. Det er den bedste løsning, der findes, på problemet med forvaltning på lang sigt af mange af de farligste affaldstyper. Det er imidlertid vigtigt, at ibrugtagningen af geologiske depoter ikke betragtes som den endelige løsning på forvaltningen af radioaktivt affald. Det er dermed afgørende, at fremskridt i forbindelse med opbevaringen i dybtliggende geologiske formationer ikke medfører en mindskelse af FTU-programmer på de andre områder af forvaltning af radioaktivt affald som f.eks. de nye teknologier til nedbringelse af affaldsmængderne, som eventuelt kunne skabe nye muligheder.

De finansielle forpligtelser bør bibeholdes og endog forøges i visse medlemsstater, og der er behov for mere effektivt samarbejde mellem disse individuelle programmer i erkendelse af, at fremskridt på dette område er af betydning for EU som helhed. Med en ramme for bedre samarbejde og samordning på området vil den samlede lønsomhed blive forbedret i lighed med den altafgørende troværdighed og offentlige accept af FTU-arbejdet som helhed.

Selv om Fællesskabets rammeprogram fortsat vil spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme forskning på området, er dette sandsynligvis ikke i sig selv tilstrækkeligt til at garantere et vellykket resultat. Flere medlemsstater har egne FTU-programmer, der finansieres enten med statsbudgetterne eller af den nukleare sektor. Det står dog på nuværende tidspunkt ikke klart, at disse individuelle, nationale programmer er tilstrækkelige til at løse de udestående problemer. Sandsynligvis skal budgettet forhøjes betydeligt. Kommissionen vil fortsat tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne på fælles områder inden for forskningen og den teknologiske udvikling. Kommissionen har desuden til hensigt at stille forslag til Rådet om i henhold til Euratom-traktatens afsnit II, kapitel 5, at oprette et fællesforetagende, der får til opgave at forvalte disse midler og tilrettelægge forskningen. Industrien og medlemsstaterne vil deltage på frivillig basis i dette fællesforetagende, som vil forene midler fra det fælles forskningscenter, medlemsstaterne og virksomhederne.

5. KONKLUSION

En yderligere forsinkelse af beslutningen om at anlægge depoter til deponering af radioaktivt affald er ikke forsvarlig. Der er tværtimod et solidt etisk, miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt grundlag for hurtigt at udvikle sådanne anlæg. Vi bør undgå enhver forsinkelse, der kunne opfattes, som om vi overlader ansvaret for at bortskaffe vores affald til kommende generationer, især hvis denne forsinkelse, hvilket navnlig gælder det farligste affald, også øger den potentielle risiko for ulykker og terrorangreb.

Derfor bør medlemsstaterne opstille egnede strategier og forberede detaljerede programmer for forvaltningen på lang sigt af alle typer af affald på deres territorium. Skønt EU som helhed bør opretholde sin kapacitet til at oplagre affaldet, bør disse programmer lægge hovedvægten på at anlægge depoter til endelig deponering af radioaktivt affald. En åben og hensigtsmæssig borgeroplysning og alles deltagelse under overholdelse af "forureneren betaler"-princippet er afgørende aspekter af disse programmer.

Medlemsstaterne bør tilse, at det nødvendige FTU-arbejde udføres, således at fristerne for gennemførelsen af deres programmer overholdes. Med henblik på en øget anvendelse af nuklear energi ville det også være nyttigt at udforske nye teknologier til nedbringelse af affaldsmængden, som kunne tages i anvendelse i fremtiden.

Medlemsstaterne skal afgjort tilstræbe selvstændighed i forvaltningen af deres eget radioaktive affald, men samarbejdet mellem medlemsstaterne bør også øges, især når dette bidrager til et højt niveau for nuklear sikkerhed og miljøbeskyttelse. En fremgangsmåde, hvor to eller flere lande inddrages, kunne også indebære fordele, navnlig for lande uden nukleart program, eller hvor det nukleare program er begrænset, i det omfang at den tilvejebringer en mere sikker og mindre bekostelig løsning for de implicerede parter. Dog bør ingen medlemsstat være forpligtet til at importere radioaktivt affald fra andre medlemsstater.

6. DIREKTIVFORSLAGETS BESTEMMELSER

Præambel

Euratom-traktaten, særlig artikel 31 og 32, danner retsgrundlag for dette forslag.

Ifølge Euratom-traktatens artikel 2, litra b), skal Fællesskabet "indføre ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed og overvåge deres anvendelse". Euratom-traktatens artikel 31 indeholder proceduren for at fastsætte normerne, og de revideres eller kompletteres i henhold til artikel 32.

Gyldigheden af dette retsgrundlag er styrket som følge af Domstolens nyere retspraksis (Sag C-29/99 af 10. december 2002) vedrørende Fællesskabets kompetence på området nuklear sikkerhed, hvoraf det fremgår, at "der ikke med henblik på fastlæggelsen af Fællesskabets beføjelser skal foretages en kunstig sondring mellem beskyttelsen af befolkningens sundhed og sikkerheden for kilderne til ioniserende stråling". I forbindelse med dette forslag omfatter sådanne kilder alt radioaktivt affald og brugt brændsel.

Mål og anvendelsesområde (artikel 1)

Målet med direktivet er at bidrage til at etablere bedste praksis i forbindelse med forvaltning af brugt nukleart brændsel i medlemsstaterne ud fra de grundlæggende principper om:

- beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet nu og i fremtiden (punkt 1 a.)

- nuklear sikkerhed og miljøbeskyttelse ved at anvende forebyggende foranstaltninger (punkt 1 b.)

- borgeroplysning, -dialog og, når dette er relevant, -inddragelse i beslutningstagningen som et væsentligt aspekt af forvaltningen af sektoren for radioaktivt affald (punkt 1 c.).

De generelle kravs specifikke karakter præciseres i artikel 3. De mere specifikke krav vedrørende radioaktivt affald fremlægges i artikel 4 og 5.

Medlemsstaterne og kandidatlandene har forskellige politikker for brugt nukleart brændsel. Nogle betragter det som affald, andre opfatter det som en ressource, hvorfra der kan udvindes værdifulde mængder fissile råmaterialer, og en tredje gruppe har endnu ikke opstillet deres politik. I anerkendelse af disse forskelle er det ikke alt brugt nukleart brændsel, der omtales som affald i dette direktiv. Bestemmelserne i direktivet finder dog både anvendelse på materialer, der er erklæret for affald, og på alt brugt nukleart brændsel, som er genereret i EU-medlemsstaterne. Uanset hvilken politik medlemsstaterne vælger at føre med hensyn til brugt brændsel, skal dette materiale underkastes en ensartet kontrol og overvågning i alle medlemsstaterne.

I overensstemmelse med den fælles konvention omhandler dette forslag radioaktivt affald i fast, flydende eller luftformig tilstand. Programmet til forvaltning af radioaktivt affald, der er opstillet i forslagets artikel 4, omfatter ligeledes radioaktive udledninger. I modsætning til den definition, der anvendes i den fælles konvention, omfatter udtrykket deponering ifølge definitionen i dette forslag kun anbringelsen af fast eller solidificeret affald, herunder brugt brændsel, på et dertil beregnet anlæg.

I lighed med bestemmelserne i den fælles konvention er affald, som kun indeholder naturligt forekommende radioaktivt materiale, på tilsvarende måde undtaget fra anvendelsesområdet, medmindre dette affald også stammer fra det nukleare brændselskredsløb. Dette er ensbetydende med, at affald fra brydning og udvinding af uranmalm omfattes af direktivets bestemmelser, hvorimod radioaktivt affald fra eksempelvis olieudvinding er undtaget, medmindre det erklæres for radioaktivt affald af medlemsstaterne i overensstemmelse med afsnit VII, artikel 40 grundlæggende normer (direktiv 96/29 Euratom).

Definitioner (Artikel 2)

Terminologien i dette direktiv er så vidt muligt ensrettet med terminologien i den internationale fælles konvention (dog bør den særlige henvisning vedrørende deponering i afsnit 6.4 bemærkes).

Generelle krav til forvaltningen af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald (artikel 3)

Listen over generelle krav rummer de foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe for at opfylde målene i direktivets artikel 1.

Disse foranstaltninger kan anses for at være den bedste internationale praksis inden for forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, og de omfatter aspekter som befolkningens sundhed, miljøbeskyttelse, nuklear sikkerhed, finansiering og forvaltning. Sådanne foranstaltninger er allerede en del af den nuværende politik i mange medlemsstater.

Program for forvaltning af radioaktivt affald (artikel 4)

Dette program er rettet mod kilden til problemerne med forvaltningen af eksisterende og fremtidige lagre af radioaktivt affald i EU, og herunder brugt nukleart brændsel, medmindre det skal oparbejdes. Alle medlemsstater vil blive forpligtet til at definere et langsigtet forvaltningsprogram for dette materiale, og programmet skal overholde de grundlæggende og internationalt anerkendte principper for forvaltning af affald. På linje med argumenterne i ovenstående afsnit 4 skal dette program orienteres mod deponering af affald, når dette er muligt. En langsigtet, tidsubestemt opbevaring på eller nær jordoverfladen af det mest farlige affald i anlæg, som kræver vedvarende aktive foranstaltninger, bl.a. regelmæssig vedligeholdelse, kontinuerlig kontrol og overvågning, betragtes ikke som miljømæssigt levedygtig, og den efterlader en uacceptabel byrde til de kommende generationer. I artiklen fastsættes frister for, hvornår de nationale regeludstedende myndigheder bør udstede tilladelser til at anlægge eventuelle nye depoter og i givet fald til at påbegynde driften af disse. I erkendelse af, at det er meget mere tidskrævende at undersøge lokaliteter med henblik på deponering i undergrunden, er fristen for at påbegynde driften af geologiske depoter længere end for overfladebaserede anlæg. Fristerne, der foreslås i denne artikel, er fastsat på grundlag af den nuværende situation i medlemsstaterne, men også under hensyntagen til behovet for handling. Alle disse frister må tages med forbehold af Rådets gennemgang og revision af Kommissionens forslag. I direktivets bilag findes yderligere oplysninger om de skridt, der normalt må tages i forbindelse med anlægget af nye deponeringsanlæg.

I nogle lande er depoterne til deponering af brugt brændsel og radioaktivt affald udformet på en sådan måde, at anlægget let kan bringes tilbage i sin oprindelige tilstand og materialerne vil kunne behandles yderligere, hvis dette skulle vise sig muligt og fordelagtigt. En af fordelene ved en deponeringsmetode, der består i at koncentrere og indeslutte materialet i forhold til en metode, der består i at fortynde og sprede den, ligger i, at affaldet forbliver indesluttet i en lang tidsperiode, hvor affaldscontainerne vil kunne hentes op igen, skønt udgifterne til en sådan operation utvivlsomt vil være høje.

Bestemmelserne i denne artikel og rapporteringsbestemmelserne i artikel 7 berører også andre problemstillinger, der er udpeget i Kommissionens grønbog, vedrørende behovet for større åbenhed i behandlingen af disse emner.

Der henvises udtrykkeligt til eksport af affald i artiklen. Det erkendes, at for visse medlemsstater med meget begrænsede lagre af affald udgør eksport til andre lande sandsynligvis det mest fornuftige alternativ set ud fra et miljømæssigt, sikkerhedsmæssigt og økonomisk synspunkt. Disse overførsler kan dog kun godkendes, såfremt de meget strenge betingelser i artiklen opfyldes. Disse betingelser indeholder begrænsninger og kriterier for eksport af radioaktivt affald til tredjelande, som er omfattet af direktiv 92/3 (Euratom). Med forslaget tilstræbes det ikke at begrænse et lands ret til selv at varetage alle aspekter af dets forvaltning af affald, men der tilskyndes til at dele faciliteter og tjenester, når dette er muligt.

Forskning og teknologisk udvikling inden for forvaltning af radioaktivt affald (artikel 5)

Der kræves specialiseret og dybdeborende forskning og teknologisk udvikling (FTU) dels for i rette tid at gennemføre programmet for forvaltning af radioaktivt affald og dels for at opfylde det generelle mål, der efterstræbes med den foreslåede lovgivning.

Det påhviler medlemsstaterne at sikre en tilstrækkelig finansiering af FTU. Under overholdelse af "forureneren betaler"-princippet kan disse midler tilvejebringes ved at pålægge en afgift på produktionen af elektricitet fra nuklear energi så det sikres, at finansieringen er proportional med elproduktionen fra nuklear energi. I lyset af medlemsstaternes eksisterende finansieringsniveauer, sandsynligheden for, at disse midler kan dække behovet, og status over udviklingen i de forskellige sektorer for forvaltning af radioaktivt affald skønnes det, at 0,5 mio. EUR pr. TWh el fra kernekraftværker vil være tilstrækkelig til at finansiere den nødvendige FTU. Dette finansieringsniveau mindskes sandsynligvis fremover efterhånden, som landene begynder at udnytte deponeringsmulighederne. I betragtning af FTU-aktiviteternes betydning og for at opnå det bedst mulige samarbejde mellem og den bedst mulige koordinering af aktiviteterne i medlemsstaterne, vil Kommissionen tilskynde til, at medlemsstaterne samarbejder på områder af fælles interesse inden for forskning og teknologisk udvikling i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens afsnit II, kapitel 1. Til dette formål vil specifikke opgaver kunne overlades til et eller flere fællesforetagender, der oprettes i henhold til traktatens afsnit II, kapitel 5. Disse fællesforetagender vil få ansvaret for gennemførelsen af FTU på områder af fælles interesse.

Investeringer (artikel 6)

Bestemmelserne i Euratom-traktatens afsnit II, kapitel 4, finder uindskrænket anvendelse i forbindelse med investeringer i forvaltningen af radioaktivt affald. Det står i den sammenhæng klart, at yderligere udvikling i den nukleare sektor kun kan støttes, hvis der sker fremskridt mod gennemførelsen af et program for langsigtet forvaltning af alt brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

Rapportering (artikel 7)

Rapporteringskravene vil erstatte kravene i punkt 1 i Fællesskabets handlingsplan, og de vil fuldt og helt inddrage drøftelserne inden for den fælles konvention. Information om FTU-aktiviteter er et væsentligt aspekt af denne rapportering. Euratom-traktatens artikel 5 giver medlemsstaterne mulighed for at underrette Kommissionen om de pågældende forskningsaktiviteter.

Gennemførelse (artikel 8)

I lyset af behovet for at skabe fremskridt hurtigt bør gennemførelsen finde sted snarest muligt. Den 1.5.2004 kunne foreslås som frist.

2003/0022(CNS)

Forslag til RÅDETS DIREKTIV (Euratom) om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 31 og 32,

under henvisning til Kommissionens forslag [17], der er udarbejdet efter høring af en gruppe personer, der er udnævnt af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalg blandt medlemsstaternes videnskabelige eksperter, jf. artikel 31 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, og efter at have indhentet udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [18],

[17] EFT C [...] af [...], s. [...].

[18] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [19], og

[19] EFT C [...] af [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) I traktatens artikel 30 stilles der krav om, at der i Fællesskabet indføres grundlæggende normer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling.

(2) I Rådets direktiv 96/29/Euratom [20] er der fastsat grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling.

[20] EFT L 159 af 29.6.1996, s. 1.

(3) Ved Rådets direktiv 92/3/Euratom [21] er der indført en ordning med overvågning af og kontrol med overførsel af radioaktivt affald mellem medlemsstaterne samt ind i og ud af Fællesskabet, som bl.a. omfatter en obligatorisk og fælles anmeldelsesprocedure for forsendelse af sådant affald, samt strenge begrænsninger og kriterier for de tredjelande, som radioaktivt affald kan eksporteres til.

[21] EFT L 35 af 12.2.1992, s. 24.

(4) Ifølge Rådets direktiv 85/337/EØF [22] om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, herunder bestemmelser om deponering og oplagring på lang sigt af radioaktivt affald er medlemsstaterne forpligtet til at "træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, underlægges et krav om tilladelse og en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse".

[22] EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40, ændret ved direktiv 97/11/EF, EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

(5) Den gældende fællesskabslovgivning indeholder ikke specifikke regler, som kan sikre, at brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald altid forvaltes sikkert på en effektiv og konsistent måde i hele EU, og de eksisterende fællesskabsregler bør derfor suppleres.

(6) I Kommissionens grønbog [23] "På vej mod en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed" understreges det, at der må findes en tilfredsstillende løsning på problemet med radioaktivt affald med den størst mulige åbenhed.

[23] KOM(2000) 769.

(7) I Kommissionens endelige rapport om grønbogen [24] understreges det, at der hurtigt kan gøres fremskridt mod varige løsninger i forbindelse med forvaltningen af radioaktivt affald ved at fastsætte præcise frister på fællesskabsplan for indførelsen af mere effektive deponeringssystemer for radioaktivt affald på nationalt niveau.

[24] KOM(2002) 321 endelig.

(8) Den internationale fælles konvention om sikker håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald, der trådte i kraft den 18. juni 2001, har til formål at nå og bevare et højt sikkerhedsniveau i hele verden inden for håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald ved at styrke nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde.

(9) Produktionen af nuklear energi genererer brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

(10) Radioaktivt affald generes også ved brug af radionukleider inden for medicin, forskning og industri.

(11) Udledninger af radionukleider fra brugt brændsel og radioaktivt affald kan få grænseoverskridende følger.

(12) Hver medlemsstat bærer ansvaret for forvaltningen af alt brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald på dets territorium.

(13) Forvaltningen af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald kunne gøres mere sikker med øget samarbejde og koordinering mellem medlemsstaterne.

(14) Rådet opfordrede i sin resolution af 15. juni 1992 [25] Kommissionen til at udarbejde en fælles fremgangsmåde og til sammen med medlemsstaterne at arbejde hen imod en harmonisering af forvaltningsstrategier og -praksis inden for radioaktivt affald på fællesskabsplan, hvor det er muligt.

[25] EFT C 158 af 25.6.1992, s. 3.

(15) Der hersker meget bred enighed blandt tekniske eksperter om, at geologisk deponering med den nuværende viden er den mest egnede metode til at forvalte de farligste former for fast eller solidificeret radioaktivt affald på lang sigt.

(16) Med en fastlæggelse af frister på fællesskabsplan for gennemførelsen af egnede systemer til endelig deponering kan det undgås at pålægge de kommende generationer en unødvendig byrde og samtidig både nu og fremover opfylde de grundlæggende principper for strålebeskyttelse, der er nedfældet i afsnit I, i direktiv 96/29/Euratom.

(17) Hvad angår forskning og teknologisk udvikling inden for de forskellige former for radioaktivt affald, bl.a. minimering, står mange medlemsstater over for de samme problemer, som med fordel kan søges løst på fællesskabsplan på en måde, som supplerer den forskning og udvikling, der samordnes via Fællesskabets rammeprogrammer.

(18) Med henblik på at lette forskningen og den teknologiske udvikling inden for forvaltning af radioaktivt affald tilskynder Kommissionen til samfinansiering mellem medlemsstaterne, og i den forbindelse er det hensigtsmæssigt at overveje muligheden af at overlade denne forskning og udvikling på områder af fælles interesse til fællesforetagender.

(19) Anvendelsen af direktivet bør overvåges på grundlag af rapporter, der regelmæssigt udarbejdes af medlemsstaterne -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1 Mål og anvendelsesområde

1. I dette direktiv fastsættes krav til sikker forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald for at:

a. sikre, at alt brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald forvaltes på en sikker måde, så arbejdstagere, befolkningen og miljøet beskyttes i tilstrækkelig grad mod skadelige virkninger af ioniserende stråling, både nu og i fremtiden

b. nå og bevare et højt sikkerhedsniveau inden for forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald for at beskytte befolkningens sundhed og miljøet ved at træffe alle nødvendige foranstaltninger af forsigtighedshensyn og forebyggende foranstaltninger med henblik på at sikre, at disse tilstrækkelige beskyttelsesniveauer nås i hele Fællesskabet på en konsistent og effektiv måde

c. gøre oplysningen af borgerne mere effektiv og, når dette er relevant, inddrage dem i sager for at sikre den krævede åbenhed i de relevante beslutningstagningsprocesser.

2. Dette direktiv finder anvendelse på alle faser af forvaltningen af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

Direktivet finder ikke anvendelse på affald, som kun indeholder naturligt forekommende radioaktivt materiale, der ikke stammer fra det nukleare brændselskredsløb, medmindre en medlemsstat erklærer det for radioaktivt affald i dette direktivs forstand.

Artikel 2 Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1. "Nedlukning", alle foranstaltninger, som fører til, at et nukleart anlæg, dog ikke et deponeringsanlæg, kan frigives fra lovfæstet kontrol; disse foranstaltninger omfatter dekontaminerings- og afmonteringsprocesserne;

2. "udledninger", lovlig, planlagt og kontrolleret direkte afgivelse til omgivelserne af flydende eller luftformigt radioaktivt materiale, der opstår på kontrollerede nukleare anlæg under normal drift inden for grænser, som kontrolmyndigheden har godkendt;

3. "deponering", anbringelse af fast eller solidificeret radioaktivt affald, herunder brugt brændsel, på et dertil beregnet anlæg uden tanke på generhvervelse;

4. "geologisk deponering", deponering i et geologisk depot;

5. "geologisk depot", et deponeringsanlæg for radioaktivt affald opført i et geologisk stabilt lag og i en sådan dybde, at der i hele den periode, hvor affaldet er farligt ud fra et radiologisk synspunkt, kan ses bort fra erosionen af stedet fra naturlige processer som vejrforhold og isdannelse, og sandsynligheden for menneskelig indgriben er minimeret, selv om den institutionelle kontrol ikke længere foretages;

6. "ioniserende stråling", overførslen af energi i partikelform eller elektromagnetiske bølger med bølgelængde mindre end 100 nanometer eller med frekvens over 3x1015 Hz, der direkte eller indirekte kan producere ioner;

7. "nukleart anlæg", et anlæg og det dertil hørende område med bygninger og udstyr, hvor der fremstilles, forarbejdes, anvendes, behandles, oplagres eller deponeres radioaktivt materiale i et sådant omfang, at det er nødvendigt at træffe sikkerhedsforanstaltninger;

8. "nukleart brændselskredsløb", alle faser i kredsløbet produktion, anvendelse og behandling af det brændsel, der anvendes i nukleare reaktorer, og herunder udvinding, konvertering, berigelse, brændstofproduktion, energiproduktion, midlertidig opbevaring af brugt brændsel og/eller oparbejdning efterfulgt af genanvendelse af fissile råmaterialer og midlertidig opbevaring af forglasset radioaktivt affald og andet affald, konditionering og indkapsling af brugt brændsel og/eller andet radioaktivt affald og afsluttende deponering;

9. "radioaktivt affald", luftformigt, flydende eller fast radioaktivt materiale, som medlemsstaten eller en fysisk eller juridisk person, hvis afgørelse accepteres af medlemsstaten, ikke finder yderligere anvendelse for, og som i sin egenskab af radioaktivt affald kontrolleres af en kontrolmyndighed efter medlemsstatens love og bestemmelser [26]; De forskellige kategorier af fast radioaktivt affald, som benyttes med henblik på opstilling af rapporter, belyses i Kommissionens henstilling af 15. september 1999 om et klassificeringssystem for fast radioaktivt affald, SEK(1999) 1302 endelig, 1999/669/EF, Euratom;

[26] EFT L 265 af 13.10.1999, s. 37.

10. "forvaltning af radioaktivt affald", alle aktiviteter, herunder nedlukningsaktiviteter, i forbindelse med håndtering, forbehandling, behandling, emballering, oplagring eller deponering af radioaktivt affald, dog ikke dets bortførsel; udledninger kan også være omfattet;

11. "kontrolmyndighed", et eller flere organer, som af medlemsstaten har fået juridisk myndighed til at tage sig af behandlingen af brugt brændsel eller radioaktivt affald, herunder udstedelse af tilladelser;

12. "oparbejdning", en proces eller aktivitet, hvis formål er at udvinde nukleart materiale af brugt brændsel med henblik på fornyet anvendelse;

13. "forsendelse", alle tiltag, som er nødvendige for at transportere det radioaktive affald fra oprindelses- til bestemmelsesstedet og herunder transport, læsning og aflæsning med sigte på deponering eller opbevaring;

14. "brugt (nukleart) brændsel", nukleart brændsel, som er blevet bestrålet i en reaktorkerne og permanent fjernet fra denne;

15. "oplagring", opbevaring af brugt nukleart brændsel eller radioaktivt affald på et anlæg, der sørger for dets indeslutning, med henblik på senere udtagning.

Artikel 3 Generelle krav til forvaltningen af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald

1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald forvaltes på en sådan måde, at mennesker, samfundet og miljøet beskyttes tilstrækkeligt mod strålingsfaren.

2. Medlemsstaterne skal sikre, at der produceres mindst muligt radioaktivt affald.

3. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger samt andre skridt, der er nødvendige med henblik på sikker forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

4. Medlemsstaterne opretter eller udpeger hver især en regulerende organisme, som skal gennemføre de relevante love og bestemmelser, og som udstyres med tilstrækkelig myndighed og kompetence samt finansielle og menneskelige ressourcer til at kunne udføre de opgaver, den pålægges.

5. Medlemsstaterne skal sikre, at der stilles tilstrækkelige finansielle midler til rådighed for at støtte en sikker forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald og herunder aktiviteter i forbindelse med nedlukning, og at finansieringsordningerne overholder "forureneren betaler"-princippet.

6. Medlemsstaterne skal sikre, at oplysningen af borgerne er effektiv, og, når dette er relevant, inddrage dem i sager for at sikre åbenhed om emner vedrørende forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald på deres territorium.

Artikel 4 Program for forvaltning af radioaktivt affald

1. Hver medlemsstat etablerer et klart defineret program for forvaltning af radioaktivt affald, som omfatter alt radioaktivt affald på dets territorium i alle faser af forvaltningen. Inden for rammerne af dette program omfatter radioaktivt affald også alt brugt nukleart brændsel, for hvilket der ikke er indgået kontrakt om oparbejdning, eller - for reaktorbrændsels vedkommende - tilbagetagelsesaftaler med produktionslandet.

2. Programmet skal navnlig omfatte alle aspekter af forvaltning og, for så vidt angår fast og solidificeret affald, deponering på lang sigt med en fast tidsplan for hvert trin i processen.

3. Når der ikke findes noget egnet alternativ til deponering, og en sådan deponeringsmulighed endnu ikke står til rådighed, skal medlemsstaterne indføje følgende punkter i deres programmer:

a. der skal gives tilladelse til at anlægge et eller flere egnede depoter senest i 2008; ved geologisk deponering af højaktivt og langlivet radioaktivt affald skal denne tilladelse være betinget af en yderligere periode med detaljerede undersøgelser af undergrunden;

b. kortlivet, lav- og mellemaktivt radioaktivt affald skal deponeres adskilt fra højaktivt og langlivet radioaktivt affald, og der skal gives driftstilladelse til deponeringsanlægget senest i 2013;

c. for højaktivt og langlivet radioaktivt affald, der skal deponeres i et geologisk depot, skal der gives driftstilladelse til deponeringsanlægget senest i 2018.

4. På grundlag af de rapporter, der regelmæssigt udarbejdes af medlemsstaterne og Kommissionen, jf. artikel 7, kan Rådet på Kommissionens forslag beslutte at ændre datoerne i stk. 3 for at forbedre den nukleare sikkerhed i EU.

5. I programmet skal der ofres særlig opmærksomhed på de generelle krav i artikel 3 og tages hensyn til de forskellige trin i deponeringsprocessen, der er beskrevet i bilaget til dette direktiv. I den sammenhæng betragtes en tidsubegrænset oplagring på eller nær jordoverfladen af brugt nukleart brændsel, som ikke skal oparbejdes, ikke som en acceptabel og levedygtig løsning på lang sigt.

6. Programmet kan omfatte overførsel af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald til en anden medlemsstat eller tredjeland på betingelse af, at overførslen opfylder den gældende EU-lovgivning, hovedsagelig direktiv 92/3/Euratom, og de internationale forpligtelser, at der er indgået en bindende kontrakt, at den kun må finde sted til stater med egnede anlæg, som opfylder normer og standarder, der er godkendt i oprindelseslandet, og såfremt overførslen omfatter materialer omfattet af traktatens artikel 197, at den er underlagt en passende sikkerhedskontrol.

Artikel 5 Forskning og teknologisk udvikling inden for forvaltning af radioaktivt affald

1. Programmet til forvaltning af radioaktivt affald, jf. artikel 4 i dette direktiv, tager forskningen og den teknologiske udvikling på området radioaktivt affald i betragtning.

2. På grundlag af de rapporter, der regelmæssigt udarbejdes af medlemsstaterne i medfør af direktivets artikel 7, udpeger Kommissionen de områder, hvor fælles forskning og teknologisk udvikling kunne samordnes på fællesskabsplan under hensyntagen til de aktiviteter, der er planlagt i forbindelse med de forsknings- og undervisningsprogrammer, der fastlægges i henhold til traktatens artikel 7.

3. Kommissionen tilskynder til samarbejde mellem medlemsstaterne på områder af fælles interesse inden for forskning og teknologisk udvikling i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens afsnit II, kapitel 1. Til dette formål vil specifikke opgaver kunne overlades til et eller flere fællesforetagender, der oprettes i henhold til traktatens afsnit II, kapitel 5.

Artikel 6 Investeringer

Under udøvelsen af de forpligtelser, der påhviler Kommissionen i medfør af traktaten, særlig kapitel 4 i afsnit II, tager Kommissionen hensyn til medlemsstaternes fremskridt mod opfyldelsen af de mål, der er opstillet i artikel 4 med henblik på at tillade et eller flere depoter for de forskellige former for radioaktivt affald.

Artikel 7 Rapporter

1. Hvert tredje år, og første gang et år efter datoen fastsat i artikel 8, stk. 1 forelægger hver medlemsstat Kommissionen en rapport om status for forvaltningen af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, der henhører under dens jurisdiktion, og om de fremskridt, som opnås i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv, herunder i givet fald de oplysninger, der er henvist til i bilaget.

2. Rapporten indeholder i henhold til traktatens artikel 5 en beskrivelse af al forskning og teknologisk udvikling inden for forvaltningen af radioaktivt affald, som medlemsstaten gennemfører eller planlægger, herunder oplysninger om omkostninger, finansieringskilder samt forventet varighed og færdiggørelsesdato.

3. Kommissionen sammenfatter oplysningerne i disse rapporter i en statusrapport over forvaltningen af brugt brændsel og radioaktivt affald i Den Europæiske Union, som offentliggøres hvert tredje år.

Artikel 8 Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv [inden den 1. maj 2004]. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 9

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 10

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...]

På Rådets vegne

Formand

[...]

BILAG

Deponering af radioaktivt affald

Det betragtes som nødvendigt og uundgåeligt, at der må anvendes en trinvis fremgangsmåde i forbindelse med udvikling, teknisk demonstration og gennemførelse af et deponeringssystem for radioaktivt affald.

De nyeste erfaringer viser, at en vellykket gennemførelse i det store og hele afhænger af, at beslutningsprocesserne er så gennemskuelige og åbne som muligt. Derfor bør der fra begyndelsen og så tydeligt som muligt oplyses om alle skridt, der skal tages. Derudover må der fastsættes en gennemtænkt tidsplan for disse trin.

Placeringen af depotet er et centralt element i processen. Dette er et komplekst og kontroversielt emne, som kræver et meget detaljeret teknisk arbejde og omfattende drøftelser og høringer med en lang række interessenter og navnlig med lokalsamfundene.

Processen vil normalt indeholde følgende vigtige faser:

- valg af deponeringsprincipper og depotkoncept

- evaluering af udformning (alternative barrierematerialer og klippearter osv.)

- definition af kriterier for udformningen og sikkerhedskriterier for de valgte barrierer

- tilpasning af systemet til de potentielle lokaliteter, optimering af udformningen

- grundig undersøgelse på stedet af en eller flere potentielle lokaliteter

- tilladelse til at anlægge et depot på den udvalgte lokalitet (ved geologisk deponering vil tilladelsen sandsynligvis være betinget af en yderligere periode med flere detaljerede undersøgelser af undergrunden forud for konstruktionen og driften af et laboratorium i undergrunden)

- anlæg af depotet

- tilladelse til at sætte depotet i drift (muligvis som en pilotfacilitet i begyndelsen, hvis det drejer sig om geologisk deponering).

Afhængig af nationale love og bestemmelser kan der forekomme andre mellemliggende trin i processen. Det vil være særligt vigtigt at inddrage de lokale samfund i regionen omkring potentielle og udvalgte lokaliteter, og der må afsættes tilstrækkelig tid til en fuld høring og parternes deltagelse i beslutningsprocessen. Dertil kommer, at udvælgelsen af en lokalitet til højaktivt og langlivet radioaktivt affald normalt vil tage længere tid end til lav- og mellemaktivt, kortlivet radioaktivt affald, fordi der er behov for at undersøge et bredere spektrum af geologiske faktorer og barriereanlæg.

Af den grund er det indlysende, at der ikke findes noget optimalt tidsrum til at få afsluttet den ovennævnte proces. Medlemsstaterne skal alligevel fastsætte realistiske måldatoer for hver fase i processen.

De øvrige vigtige milepæle i processen er tilladelsen til at anlægge et depot og senere driftstilladelsen. Medlemsstaterne skal i den henseende sikre, at deres tidsplaner for forvaltning af radioaktivt affald og brugt brændsel, som ikke er omfattet af oparbejdningskontrakter, overholder tidsfristerne i dette direktivs artikel 4.

FINANSIERINGSOVERSIGT

Politikområde: Nuklear sikkerhed

Aktivitet(er): Forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald

Foranstaltningens titel: Rådets direktiv om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald

1. BUDGETPOST(ER) (nummer og betegnelse)

2. SAMLEDE TAL

2.1 Samlet rammebevilling (del B): ... mio. EUR som forpligtelsesbevilling

2.2 Gennemførelsesperiode:

(begyndelses- og slutår)

2.3 Samlet flerårigt skøn over udgifterne:

a) Forfaldsplan for forpligtelses- og betalingsbevillinger (finansieringstilskud) (jf. punkt 6.1.1)

Mio. EUR (3 decimaler)

>TABELPOSITION>

b) Teknisk og administrativ bistand og støtteudgifter (jf. punkt 6.1.2)

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

c) Personale- og andre driftsudgifters samlede budgetvirkninger (jf. punkt 7.2 og 7.3)

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

2.4 Forenelighed med den finansielle programmering og de finansielle overslag

[X] Forslaget er foreneligt med den gældende finansielle programmering

[...] Forslaget kræver omprogrammering af de relevante poster i de finansielle overslag

[...] Omprogrammeringen kan betyde, at bestemmelserne i den interinstitutionelle aftale må tages i brug.

2.5 Virkninger for budgettets indtægtsside

[X] Ingen (vedrører tekniske aspekter ved en foranstaltnings gennemførelse).

ELLER

[...] Virkningerne er følgende:

- Bemærk: Alle oplysninger og bemærkninger om beregningsmetoden for virkningerne på indtægtssiden skal vedlægges i et særskilt bilag.

Mio. EUR (1 decimal)

>TABELPOSITION>

(Angiv hver af de berørte budgetposter og indsæt efter behov det nødvendige antal linjer i tabellen, hvis virkningen gør sig gældende for flere budgetposter)

3. BUDGETSPECIFIKATIONER

>TABELPOSITION>

4. RETSGRUNDLAG

Euratom-traktaten, særlig artikel 31 og 32.

5. BESKRIVELSE OG BEGRUNDELSE

5.1 Behov for EU-foranstaltninger

Der er behov for foranstaltninger på EU-niveau for at undgå yderligere forsinkelser i gennemførelsen af programmer til langsigtet forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald i EU's medlemsstater.

5.2 Indsatsområder og nærmere bestemmelser for støtten

5.3 Gennemførelsesmetoder

6. FINANSIELLE VIRKNINGER

INGEN

6.1 Samlede finansielle virkninger for budgettets del B (hele programperioden)

(Beregningsmetoden for de samlede beløb i nedenstående tabel skal fremgå af fordelingen i tabel 6.2.)

6.1.1 Finansieringsstøtte

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3 decimaler)

>TABELPOSITION>

6.1.2 Teknisk og administrativ bistand, støtteudgifter og IT-udgifter (forpligtelsesbevillinger)

>TABELPOSITION>

6.2. Beregning af omkostningerne pr. påtænkt foranstaltning i budgettets del B (hele programperioden) [27]

[27] Nærmere oplysninger findes i særskilt orienterede dokument.

(Når der er flere aktioner, skal der for de konkrete foranstaltninger under hver aktion gives de oplysninger, der er nødvendige for at anslå arbejdets omfang og omkostninger)

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3 decimaler)

>TABELPOSITION>

(Om nødvendigt forklares beregningsmetoden.)

7. VIRKNINGER FOR PERSONALERESSOURCER OG ADMINISTRATIONS UDGIFTER

7.1. Personalemæssige virkninger

>TABELPOSITION>

7.2 Samlede finansielle virkninger af personaleforbruget

>TABELPOSITION>

Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode.

7.3 Andre administrative udgifter som følge af foranstaltningen

>TABELPOSITION>

Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode.

(1) Det specificeres, hvilken udvalgstype der er tale om, og hvilken gruppe det tilhører.

>TABELPOSITION>

Behovet for personale- og administrationsressourcer skal dækkes af den bevilling, der tildeles GD TREN i forbindelse med de årlige bevillinger.

8. RESULTATOPFØLGNING OG EVALUERING

8.1 Resultatopfølgningssystem

8.2 Hvordan og hvor ofte skal der evalueres?

9. FORHOLDSREGLER MOD SVIG