Meddelelse fra Kommissionen - Den Europæiske udviklingsfond (EUF) - Overslag over afgørelser, udbetalinger og bidrag, som medlemsstaterne skal indbetale for regnskabsårene 2003 og 2004, og overslag over afgørelser og udbetalinger for perioden 2005 til 2008 /* KOM/2003/0720 endelig udg. */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN - DEN EUROPÆISKE UDVIKLINGSFOND (EUF) - Overslag over afgørelser, udbetalinger og bidrag, som medlemsstaterne skal indbetale for regnskabsårene 2003 og 2004, og overslag over afgørelser og udbetalinger for perioden 2005 til 2008 INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning Resumé 1. EUF-situationen generelt pr. 31.08.2003 2. Gennemførelse af EUF i et historisk perspektiv 3. Overslag over den finansielle gennemførelse for regnskabsårene 2003 og 2004 3.1. Afgørelser 3.1.1. Regnskabsåret 2003 3.1.2. Regnskabsåret 2004 3.2. Udbetalinger 3.2.1. Regnskabsåret 2003 3.2.2. Regnskabsåret 2004 3.3. Indkaldelse af bidrag, som medlemsstaterne skal indbetale i 2003 og 2004 3.3.1. Sidste tranche for 2003 3.3.2. Indkaldelser af bidrag for 2004 4. Overslag over EUF-udgifter 2005 - 2008 5. De enkelte medlemsstaters bidrag til EUF for 2003 6. De enkelte medlemsstaters bidrag til EUF for 2004 7. Akronymer og forkortelser INDLEDNING I overensstemmelse med artikel 8 i finansforordningen for 9. EUF skal Kommissionen hvert år forelægge Rådet denne meddelelse. Formålet hermed er at forelægge et overslag over de betalinger, der skal foretages i det følgende regnskabsår (2004), samt en forfaldsplan for indkaldelse af bidrag, under hensyntagen til EIB's overslag over de transaktioner, som den forvalter. I henhold til artikel 8 i nævnte finansforordning skal der samtidig forelægges overslag over forpligtelser og udbetalinger for hvert af de fire efterfølgende år (2005 til 2008). Det indledes med en ajourføring af overslaget over EUF-udgifter i indeværende år (2003). Efter at 9. EUF er trådt i kraft, skal medlemsstaterne betale deres bidrag direkte til EIB med hensyn til de instrumenter under 9. EUF, som EIB varetager forvaltningen af (investeringsfacilitet og rentegodtgørelser), mens bidragene til de instrumenter, der under tidligere EUF blev forvaltet af EIB (risikovillig kapital og rentegodtgørelser), fortsat skal kanaliseres via Kommissionen. I denne meddelelse sondres der således skarpt mellem på den ene side EIB's udbetalinger inden for rammerne af 9. EUF og på den anden side Kommissionens udbetalinger (herunder også udbetalinger for instrumenter, der tidligere blev forvaltet af EIB). I overensstemmelse med artikel 38, stk. 2, i nævnte finansforordning ledsages denne meddelelse af et forslag til Rådets beslutning om den første bidragstranche for regnskabsåret 2004. Dette dokument vedrører EUF-midlerne til AVS-staterne og OLT. RESUMÉ Kommissionen har for hvert enkelt AVS-land ajourført overslagene over afgørelser og udbetalinger for årene 2003 og 2004. Hvad angår afgørelserne, råder Kommissionen over et forvaltningsredskab, der gør det muligt for den at følge udviklingen i projekter, der er færdigbehandlede og som efter planen skal lanceres inden udgangen af regnskabsåret 2004. Der er foretaget en risikoanalyse for at tage højde for sandsynligheden for, at projekterne gennemføres rettidigt. Hvad angår udbetalingerne, er overslagene for de enkelte lande blevet ajourført. Kommissionen har udvist særlig opmærksomhed om overslaget over udbetalingerne for i størst mulig udstrækning at begrænse risikoen for, at medlemsstaterne afsætter for store beløb på deres nationale budgetter. Ligesom for 2003 vil overslagene for 2004 blive gennemgået nærmere i begyndelsen af 2004. EIB har ligeledes ajourført sine overslag, både for instrumenterne under 9. EUF og for instrumenterne under tidligere EUF. EIB's tal er medtaget fuldstændigt i dette dokument. Afgørelserne i 2003 og 2004 Kommissionen kan for 2003 meddele, at det overslag, der blev fremlagt i juni [1] (2 500 mio. EUR), er blevet forhøjet betydeligt og vil kunne komme op på 3 200 mio. EUR, især som følge af lanceringen af et nyt HIPC-initiativ (gældslempelse - 460 mio. EUR) og den beslutning, der blev truffet i sommeren 2003 om finansiering af omkostningerne i forbindelse med decentraliseringen af Kommissionens tjenestegrene fra hovedsædet ud til delegationerne (120 mio. EUR). I øjeblikket opretholdes overslaget for 2004 (3 275 mio. EUR), men dette tal kan blive højere, hvis man konkretiserer nye initiativer, bl.a. fredsinitiativet for et beløb på ca. 250 mio. EUR. [1] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet - Finansielle oplysninger om de Europæiske Udviklingsfonde (KOM(2003) 353 endelig af 13.6.2003). Udbetalingerne i 2003 og 2004 Selv om Kommissionen, som den anførte det i meddelelsen fra juni, vil gøre alt for at komme op over det forsigtige mål på 2 500 mio. EUR, som den havde sat sig i juni (2 100 mio. EUR som almindelige betalinger og 400 mio. EUR som udbetalinger inden for rammerne af Stabex og HIPC-instrumentet), er det ikke særlig sandsynligt, at man når op over dette tal. Derfor opretholdes overslaget på 2 500 mio. EUR. For 2004 var Kommissionens overslag i juni på 2 600 mio. EUR. Dette beløb er fortsat realistisk, men Kommissionen foretrækker foreløbigt at sætte det ned med 100 mio. EUR for at mindske risikoen for, at medlemsstaterne afsætter for store beløb på deres nationale budgetter. Denne beskedne nedsættelse hænger sammen med den omstændighed, at overslagene for indgåelse af kontrakter i 2003 har måttet sættes ned for visse lande, hvilket sandsynligvis vil bremse udbetalingstempoet i 2004. Til gengæld vil der i 2004 skulle foretages betalinger til det HIPC-instrument, der blev vedtaget i juli, men på nuværende stadium er det vanskeligt at vurdere, hvor meget der er tale om. Afhængigt af de pågældende beløb vil disse betalinger kunne nå op på et beløb på 2 600 mio. EUR eller mere. Kommissionen vil igen vurdere situationen i begyndelsen af 2004. Indkaldelser af bidrag i 2003 og 2004 Med hensyn til den sidste bidragstranche for 2003 foreslås det, at medlemsstaterne betaler det samlede beløb, der blev angivet i juni, nemlig 450 mio. EUR, heraf 420 mio. EUR til Kommissionen og 30 mio. EUR til EIB (mod henholdsvis 400 mio. EUR og 50 mio. EUR som anslået i juni). Som følge af den forsigtige nedsættelse af overslaget over udbetalingerne og under hensyntagen til inddrivelser og renter anslås bidragene for 2004 til i alt 2 440 mio. EUR (mod 2 550 mio. EUR i juni). Selv om der er tale om en beskeden nedsættelse i forhold til juni, er bidragene meget høje og bekræfter den stærkt stigende tendens, der gennem flere år er konstateret (2001: 1 130 mio. EUR, 2002: 1 705 mio. EUR, 2003: 2 200 mio. EUR). Fremtiden Kommissionen og EIB finder, at de vil være i stand til at disponere over de bevillinger, der stilles til rådighed i henhold til Cotonou-aftalen (herunder de restbeløb fra 6., 7. og 8. EUF, der er overført til 9. EUF), i en periode på 5 år. Dette indebærer imidlertid, at den politiske situation i alle AVS-landene er sådan, at de betingelser, der er nødvendige for gennemførelsen af fondene, er opfyldt. Samarbejdsaftalerne (Lomé, Cotonou) er nemlig baseret på princippet om partnerskab mellem EU og AVS-landene, hvilket betyder, at gennemførelsen af EUF afhænger af AVS-landenes absorptionskapacitet (politisk stabilitet, regeringsførelse). Med hensyn til budgetstøtte (strukturtilpasningsprogrammer og HIPC-instrumentet), som tegner sig for en voksende andel af bistanden, sker udbetalingerne afhængigt af, om AVS-landene opfylder visse makroøkonomiske krav. Endelig skal det understreges, at graden af udnyttelse af de fonde, der er til rådighed i henhold til Cotonou-aftalen, ligeledes vil afhænge af resultaterne af den reallokering af tildelinger, som vil blive gennemført ved de planlagte midtvejsevalueringer i 2004 og de afsluttende evalueringer, der er forudset for 2006. Der skal foretages en effektiv reallokering af bistanden hen imod de præstationsdygtige lande, for at der kan opnås en tilfredsstillende udnyttelse af finansieringsrammen for EUF. 1. EUF-SITUATIONEN GENERELT PR. 31.08.2003 Som følge af 9. EUF's ikrafttræden har Kommissionen siden den 1. april 2003 ikke længere kunnet træffe nye afgørelser inden for rammerne af de tidligere EUF. I overensstemmelse med artikel 133 i finansforordningen for 9. EUF foretog Kommissionen den 24. juni 2003 en overførsel til 9. EUF af de restbeløb under 6., 7. og 8. EUF, der ikke var indgået forpligtelser for. Det samlede beløb, der til dato er overført, er 2 315,33 mio. EUR, som skal lægges til rammebeløbet på 12 800 mio. EUR under 9. EUF. Denne overførsel omfattede ikke instrumenterne "risikovillig kapital" og "rentegodtgørelser", da EIB råder over yderligere tre måneder efter aftalens ikrafttræden til at træffe afgørelser inden for rammerne af de tidligere EUF. Den sidste overførsel finder sted i løbet af de kommende måneder. I overensstemmelse med nævnte artikel i finansforordningen foretager Kommissionen andre overførsler, efterhånden som der træffes afgørelser, og underretter medlemsstaterne herom. Nedenstående tabel viser den finansielle situation for EUF pr. 31. august 2003, under hensyntagen til bl.a. overførslen den 24. juni 2003. Det skal bemærkes, at - ud af de 32,8 mia. EUR, der var til rådighed under 6., 7. og 8. EUF, er der truffet afgørelser for 30,1 mia. EUR, dvs. 92 %, indgået kontrakter for 25,7 mia. EUR (78 %) og foretaget betalinger for 22,5 mia. EUR (68 %) - de tildelinger, der er til rådighed inden for rammerne af 9. EUF, herunder overførslerne af 24. juni 2003, beløber sig til i alt 15 115,3 mio. EUR. Dette beløb omfatter ikke de 1 000 mio. EUR, som Rådet vil kunne frigøre efter at have gennemgået resultatevalueringen, der forudses gennemført i 2004 (artikel 2, stk. 2, i den interne aftale for 9. EUF [2]) [2] EFT L 317 af 15.12.2000, s. 355. - tildelingerne for 6. til 9. EUF beløber sig til i alt 45 645 mio. EUR. 6., 7., 8. og 9. EUF AVS og OLT >TABELPOSITION> >TABELPOSITION> 2. GENNEMFØRELSE AF EUF I ET HISTORISK PERSPEKTIV Nedenstående graf viser udviklingen i afgørelser og udbetalinger siden 1990. Det ses klart, at forpligtelserne er stigende i begyndelsen af hver konvention og faldende ved konventionernes slutning. Der kan også konstateres en klar stigning i perioden som helhed. Udbetalingerne har mindre tendens til at svinge. Tidsmæssigt er de mere jævnt fordelt end afgørelserne. Udbetalingerne har ligget på et gennemsnit på ca. 1, 5 mia. EUR i perioden fra 1990 til 1999, men fra 2000 er der en klar stigningstendens. >REFERENCE TIL EN GRAFIK> Kommissionen ønsker at understrege, at den store stigning i udbetalingerne fra og med 2000 ikke skyldes en større anvendelse af instrumenterne Stabex og HIPC, som begge giver mulighed for relativt let at foretage store udbetalinger. Som det fremgår af nedenstående tabel, skal stigningen (2000 - 2003) udelukkende tilskrives de klassiske instrumenter, hovedsageligt de nationale og regionale programmer. Udbetalinger i mio. EUR >TABELPOSITION> 3. OVERSLAG OVER DEN FINANSIELLE GENNEMFØRELSE FOR REGNSKABSÅRENE 2003 OG 2004 3.1. Afgørelser 3.1.1. Regnskabsåret 2003 I meddelelsen fra juni 2003 anslog Kommissionen og EIB, at afgørelserne i 2003 ville beløbe sig til i alt 2 500 mio. EUR, fordelt således: * 345 mio. EUR til de instrumenter, der forvaltes af EIB inden for rammerne af 9. EUF, og * 2 155 mio. EUR til de instrumenter, der forvaltes af Kommissionen (inklusive 125 mio. EUR til de tidligere EIB-instrumenter). Situation pr. 31. august 2003 og gennemførelsesperspektiver for slutningen af året: * I slutningen af august havde EIB truffet afgørelser for et beløb på i alt 141 mio. EUR inden for rammerne af investeringsfaciliteten (9. EUF), dvs. 41 % af målsætningen. EIB skønner, at den vil kunne nå op på målet på 345 mio. EUR ved årets udgang. * Hvad angår de instrumenter, Kommissionen forvalter (herunder tidligere EIB-instrumenter), var der pr. 31. august truffet afgørelser for 675 mio. EUR, dvs. 31 % af målsætningen. Det skal bemærkes, at vedtagelsesproceduren for afgørelser er sådan, at der i årets første halvdel oparbejdes et betydeligt "lager" af "ventende" afgørelser. Der er primært tale om dossierer, som Kommissionen er i færd med at vedtage. I slutningen af august beløb disse sig til 1 397 mio. EUR. Alt i alt var der således tale om en gennemførelse på 2 072 mio. EUR (endelige beløb og "beløb under vedtagelse"), hvilket udgør 96 % af målet. Ud af disse 2 072 mio. EUR vedrørte ca. 1 800 mio. EUR projekter, som var blevet behandlet af EUF-udvalget. På grundlag af de disponible oplysninger og under hensyntagen til den usikkerhed, der omgærder en del af projekterne, anslår Kommissionen, at der vil blive truffet afgørelser om projekter for yderligere ca. 920 mio. EUR efter behandling i EUF-udvalget i september, oktober og november. Dertil kommer ca. 135 mio. EUR til de instrumenter, der forvaltes af EIB, hvilket giver et beløb på i alt ca. 2 850 mio. EUR. * Kommissionen anslår, at man i alt vil nå op over overslaget på 2 500 mio. EUR. Det er muligt, at man når op på 3 200 mio. EUR. Denne stigning skyldes primært den omstændighed, at der i løbet af sommeren 2003 blev truffet to afgørelser, som ikke indgik i de oprindelige overslag: afgørelsen om HIPC-initiativet (gældslempelse) for 460 mio. EUR og afgørelsen om finansiering af omkostningerne i forbindelse med decentraliseringen (120 mio. EUR). 3.1.2. Regnskabsåret 2004 I meddelelsen fra juni 2003 forudså Kommissionen og EIB, at de tilsammen ville kunne træffe afgørelser for 3 275 mio. EUR, heraf 400 mio. EUR for EIB's vedkommende (9. EUF) og 2 875 mio. EUR for Kommissionens vedkommende. Dette beløb (3 275 mio. EUR) er nøjagtigt det samme som det, der blev bebudet i meddelelsen fra november 2002 [3]. Som følge af 9. EUF's ikrafttræden kan der ikke længere indgås nye forpligtelser inden for rammerne af de tidligere EIB-forvaltede instrumenter. [3] KOM(2002) 673 endelig, af 28.11.2002. Banken har hævet sit overslag. således at det nu er på ca. 450 mio. EUR (heraf 40 mio. EUR til rentegodtgørelser). På baggrund af en analyse af de projekter, der er under behandling, og under hensyntagen til risikoen for, at visse dossierer ikke gennemføres rettidigt, mener Kommissionen, at overslaget fra juni, dvs. 3 275 mio. EUR, bør opretholdes. Dette beløb bliver muligvis højere, måske endda meget højere, hvis der lanceres nye initiativer, især fredsinitiativet til et beløb på ca. 250 mio. EUR. 3.2. Udbetalinger 3.2.1. Regnskabsåret 2003 I meddelelsen fra juni 2003 anslog Kommissionen og EIB, at udbetalingerne i 2003 ville beløbe sig til i alt 2 500 mio. EUR, fordelt således: * 2 100 mio. EUR til de almindelige betalinger, heraf * 60 mio. EUR til de instrumenter, der forvaltes af EIB inden for rammerne af 9. EUF, og * 2 040 mio. EUR til de øvrige betalinger (nationale vejledende programmer, regionale vejledende programmer, strukturtilpasning osv.); heraf var 224 mio. EUR forudset til EIB-instrumenterne under de tidligere EUF * 400 mio. EUR til udbetalinger under instrumenterne Stabex og HIPC. Disse tal var i overensstemmelse med meddelelsen fra november 2002. Situation pr. 31. august 2003 og gennemførelsesperspektiver for slutningen af året: * Ved udgangen af august 2003 havde EIB foretaget meget få betalinger inden for rammerne af 9. EUF, hvilket kan skyldes den meget korte tid, der er gået siden den officielle indvielse af den nye facilitet. I betragtning af den mængde afgørelser, der er forudset, anmoder EIB om at få et foreløbigt bidrag på 70 mio. EUR til at dække anmodninger om midler indtil udgangen af 2003. * For de andre instrumenters vedkommende er der foretaget betalinger for ca. 973 mio. EUR, hvilket svarer til 48 % af overslaget i juni (2 040 mio. EUR). Når man medtager et beløb på i alt 111 mio. EUR, som var færdigbehandlet og klar til betaling, var gennemførelsessatsen 53 %. På grundlag af en ny analyse, der er foretaget for hvert enkelt land, og under hensyntagen til de tal, EIB har meddelt for de tidligere EUF, skønner Kommissionen, at det vil være muligt at nå op på overslaget ved årets udgang. * Hvad angår andre udbetalinger, blev der i juli overført 191 mio. EUR inden for rammerne af Stabex til en spærret konto, der er åbnet for Sudan. Det er forudset, at de 209 mio. EUR til gældslempelse (HIPC) vil blive overført i løbet af september og oktober, hvilket betyder, at målet på 400 mio. EUR vil blive nået. Det skal bemærkes, at Kommissionen i løbet af de kommende måneder skal betale en første tranche på 100 mio. EUR til det nye HIPC-initiativ, der blev vedtaget i sommeren 2003, og som har en samlet finansieringsramme på 460 mio. EUR. Der er tale om en indbetaling til Verdensbanken (Trust Fund). Indbetalingen vil kunne finde sted før eller efter udgangen af 2003, afhængigt af Bankens behov. I øjeblikket forudses det, at overførslen vil finde sted i begyndelsen af 2004. * Sammenfattende mener Kommissionen, at det i det store og hele vil være muligt at nå op på det overslag på 2 500 mio. EUR, der blev fremlagt i juni. Selv om Kommissionen gør alt for at fremskynde betalingerne, forekommer det ikke sandsynligt, at man vil kunne nå op på et højere beløb. 3.2.2. Regnskabsåret 2004 I meddelelsen fra juni var udbetalingerne anslået til 2 600 mio. EUR, heraf 225 mio. EUR til de instrumenter under 9. EUF, der forvaltes af EIB, og 190 mio. EUR til de tidligere EIB-instrumenter. EIB har revideret sine behov under 9. EUF i opad (260 mio. EUR, heraf 10 mio. EUR til rentegodtgørelser, i stedet for 225 mio. EUR) og behovene under de tidligere instrumenter nedad (170 mio. EUR mod 190 mio. EUR i juni), hvilket tilsammen giver samme anslåede udbetalingsbeløb. Kommissionen har gennemgået sine overslag sag for sag og er nået frem til, at det ikke er sandsynligt at nå op på den størrelsesorden, der blev anslået i juni. Man har nemlig måttet revidere overslagene over kontraktindgåelser i 2003 nedad for visse lande, hvilket vil betyde færre betalinger næste år. For at undgå at medlemsstaterne afsætter unødige finansielle ressourcer, foretrækker Kommissionen at sætte sit overslag ned med 100 mio. EUR. Udbetalingerne vil således samlet beløbe sig til ca. 2 500 mio. EUR (mod de 2 600, der var forudset i juni), heraf 260 mio. EUR til EIB (9. EUF). Ud af disse 2 500 mio. EUR vil et vist beløb skulle udbetales til HIPC-instrumentet (gældslempelse). Der er tale om overførsler til både Verdensbanken (EU som donor) og EIB (EU som kreditor). Disse udbetalinger vil finde sted, når de to institutioner får behov for dem og har underrettet Kommissionen herom. 3.3. Indkaldelse af bidrag, som medlemsstaterne skal indbetale i 2003 og 2004 3.3.1. Sidste tranche for 2003 * EIB har sat sit overslag over udbetalinger i 2003 en anelse op, fra 60 til 70 mio. EUR. Til gengæld anslår den, at det vil være tilstrækkeligt med 10 mio. EUR til at dække perioden mellem den 1. januar 2004 og indbetalingen af den første tranche af bidrag for 2004 i midten af januar (mod de 40 mio. EUR, der var forudset i juni). Sammenfattende vil det være tilstrækkeligt at indkalde 30 mio. EUR til den sidste tranche for 2003 (mod de 50 mio. EUR, der var forudset i juni). * Hvad angår de øvrige instrumenter har Kommissionen nedsat det beløb, som vil være nødvendigt for at dække perioden mellem den 1. januar 2004 og det tidspunkt, hvor midlerne fra første indkaldelse i 2004 reelt er disponible. Den har iværksat en analyse af likviditetsstrømmene, og den anslår således, at det vil være tilstrækkeligt med ca. 170 mio. EUR (mod et skøn på 225 mio. EUR i juni). Dette beløb på 170 mio. EUR kan forekomme højt, men det skal bemærkes, at hvis fristerne overholdes, vil midlerne fra første indkaldelse i 2004 bliver indbetalt af medlemsstaterne senest den 21. januar 2004; herefter overføres disse midler til forskellige forretningsbanker i EU og derfra videre til bankerne i AVS-landene. Det tager en vis tid at gennemføre disse overførsler. Beløbet på 170 mio. EUR skal også gøre det muligt eventuelt at overføre de 100 mio. EUR til HIPC-instrumentet ved årets udgang eller i begyndelsen af næste år, afhængigt af Verdensbankens behov. Hvis man baserer sig på opretholdelsen af overslaget over udbetalinger i 2003 og et fast beløb til inddrivelser på ca. 50 mio. EUR (som i juni), vil bidragene komme til at beløbe sig til 2 120 mio. EUR (mod de 2 150 mio. EUR, der var forudset i juni). Da de første indkaldelser omfattede 1 700 mio. EUR, har Kommissionen foreslået [4] medlemsstaterne at indbetale 420 mio. EUR på Kommissionens konti til den sidste tranche for 2003. [4] KOM(2003) 608 endelig, af 14.10.2003. * Den sidste tranche vil generelt beløbe sig til samme beløb som det, der var anslået i juni, nemlig 450 mio. EUR, mens fordelingen mellem indbetalingerne til EIB og Kommissionen vil være lidt anderledes. Tabellen på næste side indeholder en oversigt over den forventede likviditetssituation. Tabellen under punkt 5 viser indkaldelserne af bidrag fra de enkelte medlemsstater for 2003. 3.3.2. Indkaldelser af bidrag for 2004 * Under hensyntagen til den beskedne nedsættelse af overslaget over udbetalinger (fra 2 600 til 2 500 mio. EUR) og ved medregning af et fast beløb på 50 mio. EUR til inddrivelser vil bidragene beløbe sig til ca. 2 440 mio. EUR, heraf 260 mio. EUR (inkl. 10 mio. EUR til rentegodtgørelser) til EIB og 2 180 mio. EUR til Kommissionen. * På grundlag af Kommissionens hidtidige udbetalingstempo og EIB's forudsigelser og under hensyntagen til medlemsstaternes ønske om at få begrænset den disponible likviditetsmængde foreslår Kommissionen og EIB følgende tre successive trancher for 2004: i mio. EUR >TABELPOSITION> Tabellen under punkt 6 viser indkaldelserne af bidrag fra de enkelte medlemsstater for 2004. Som det er sædvane, kan trancherne justeres - såvel i opadgående som i nedadgående retning - ved hver kvartalsvis indkaldelse for at tage hensyn til de faktiske behov. Hvis der opnås en hurtigere finansiel gennemførelse, vil Kommissionen desuden i påkommende tilfælde anvende den interne aftale for at tilpasse de finansielle midler til behovene. Anslået likviditetssituation pr. 31.12.2003 og 31.12.2004 i mio. EUR >TABELPOSITION> 4. OVERSLAG OVER EUF-UDGIFTER 2005 - 2008 Overslagene over EUF-udgifter for regnskabsårene 2005-2008 er kun et tilnærmelsesvist skøn over udgifterne på grundlag af det tempo, der er konstateret i de foregående år. Tallene kan således variere kraftigt som følge af eventuelle nye forpligtelser med hensyn til gældslempelse. Hvad angår afgørelserne, bekræfter Kommissionen, at den vil gøre alt for at mobilisere de midler, der er til rådighed under 9. EUF (herunder overførslerne fra tidligere EUF) inden udgangen af 2007. Det er klart, at det ikke kun afhænger af Kommissionen, om dette mål kan nås. I kraft af selve samarbejdsaftalernes natur (Lomé, Cotonou), nemlig den omstændighed at de er baseret på princippet om partnerskab, afhænger tempoet for EUF-gennemførelsen nemlig af AVS-landenes absorbtionskapacitet (tilstrækkelig stabil politisk situation, minimumsniveau af god forvaltning osv.). Selv om Kommissionen bestræber sig på at yde den størst mulige faglige bistand til de nationale anvisningsberettigede, kan den ikke træde i AVS-landenes sted. Et andet afgørende element er reallokeringen af midler, som er forudset i forbindelse med midtvejsevalueringerne i 2004 og de afsluttende evalueringer i 2006. Medmindre der foretages en reallokering af bevillingerne hen imod de mest præstationsdygtige lande, kan målet ikke nås. De beløb, der er fremført for perioden 2005-2007, er i overensstemmelse med Kommissionens ambition om at disponere over alle midlerne under 9. EUF (herunder restbeløb fra tidligere EUF). Kommissionen vil fra 2008 formodentlig ikke skulle træffes nye EUF-afgørelser i den nuværende form. Det er vanskeligt at foretage pålidelige overslag for afgørelserne på så lang sigt, og det er endnu sværere for udbetalingerne, fordi deres tempo afhænger af faktorer, som Kommissionen ikke kan kontrollere. I forbindelse med projekterne spiller Kommissionen en fremtrædende rolle i fasen med udformning og afgørelse, men derimod har den kun en hjælpende rolle under gennemførelsen, fordi den i overensstemmelse med ovennævnte partnerskabsprincip kun intervenerer gennem faglig bistand. I forbindelse med budgetstøtte, som udgør en stadig større del af den globale bistand, er udbetalingstempoet også afhængigt af faktorer, der er vanskelige at kontrollere, såsom den økonomiske situation eller graden af politisk stabilitet i de pågældende stater. På grundlag af det hidtidige tempo for udbetalinger under de tidligere EUF og under hensyntagen til de forventede positive virkninger af reformen af Kommissionens eksterne tjenestegrene og især konsekvenserne af decentraliseringen af tjenester ud til AVS-staterne, som forventes gennemført i andet halvår af 2003, skønner Kommissionen, at udbetalingstempoet vil stige betydeligt fra 2005. Overslag over afgørelser og udbetalinger under EUF 2005 til 2008 i mio. EUR >TABELPOSITION> 5. DE ENKELTE MEDLEMSSTATERS BIDRAG TIL EUF FOR 2003 i EUR >TABELPOSITION> (1): i henhold til bestemmelserne i finansforordningen for 8. EUF (2): i henhold til bestemmelserne i finansforordningen for 9. EUF 6. DE ENKELTE MEDLEMSSTATERS BIDRAG TIL EUF FOR 2004 i EUR >TABELPOSITION> 7. AKRONYMER OG FORKORTELSER AVS staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet EIB Europæiske Investeringsbank CVU Centret for Virksomhedsudvikling CLU Centret for Landbrugsudvickling EUF Europæiske Udviklingsfond HIPC stærkt gældstyngede fattige lande OLT oversøiske landes og territoriers