KOMMISSIONENS BERETNING - BESKYTTELSE AF FÆLLESSKABERNES FINANSIELLE INTERESSER OG BEKÆMPELSE AF SVIG - ÅRSBERETNING 2002

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning

Afsnit I - EU's aktiviteter med henblik på beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelse af bedrageri: Den vigtigste udvikling i 2002

1. En samlet og kohærent politik til bekæmpelse af bedrageri

1.1. Kandidatlandenes tilknytning til politikken for forebyggelse og bekæmpelse af bedrageri

1.2. Forbedring af retsinstrumenterne til opdagelse, kontrol og sanktioner

2. Samarbejdet med medlemsstaterne og tredjelande

2.1. Samarbejdet med de kompetente myndigheder om bekæmpelsen af visse former for kriminalitet

2.2. Samarbejdet med tredjelande

3. Forebyggelse og bekæmpelse af korruption på interinstitutionelt plan

3.1. Den interinstitutionelle ramme

3.2. Disciplinære og specialiserede instanser

4. Styrkelse af den strafferetlige dimension

4.1. Den strafferetlige dimension i forbindelse med beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser

4.2. Det strafferetlige samarbejde

5. Opfølgning af handlingsplanen 2001-2003

Afsnit II - Medlemsstaternes gennemførelse af artikel 280 i 2002 - Foranstaltninger til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser

6. Tekster til iværksættelse af EF-traktatens artikel 280 - Den vigtigste udvikling på det lovgivningsmæssige og administrative område

7. Tekster til gennemførelse af konventionen om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser

8. Organiseringen af de tjenester, der har ansvaret for beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser

9. Koordinationen mellem medlemsstaternes tjenester

Afsnit III - Statistikker og analyser

10. Situationen i 2002

10.1. Indledning

10.2. Tilfælde, som medlemsstaterne har givet meddelelse om

10.3. Tilfælde, der omfattes af en OLAF-undersøgelse

11. Særlig analyse: Tendenser

12. Finansiel opfølgning

STATISTISKE BILAG

BILAG AFSNIT I: OPFØLGNING AF HANDLINGSPLANEN 2001-2003

Bilag til del II: Medlemsstaternes gennemførelse af artikel 280 i 2002

Indledning

Ifølge EF-traktaten skal Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne hvert år forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme samme traktats artikel 280. For at illustrere princippet om deling af ansvaret for beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser mellem medlemsstaterne og Kommissionen beskrives foranstaltningerne i dette øjemed lige som sidste år under tre synsvinkler: EU's initiativer, medlemsstaternes foranstaltninger og resultaterne af medlemsstaternes og Kommissionens operative aktioner med henblik på opdagelse af krænkelser af EU's finansielle interesser og med henblik på bekæmpelsen af bedrageri. Det er Kommissionens særlige ansvar at udforme politikken for beskyttelsen af EU's finansielle interesser og for med henblik derpå at fremlægge forslag til politiske og lovgivningsmæssige initiativer.

Beretningens første del følger logikken i den samlede strategi for bedrageribekæmpelse 2000-2005 [1], men koncentrerer sig om de markante begivenheder i løbet af 2002. I denne del vil Kommissionen gerne her et år før tiltrædelsen fremhæve den store indsats, der er gjort for at integrere kandidatlandene i denne strategi. Medlemsstaterne har desuden i år fremsendt mere præcise oplysninger, hvilket fremhæver fordelen ved en god tilrettelæggelse på de forskellige kontrolniveauer, herunder de specifikke undersøgelser. Der gives i fremstillingen forskellige eksempler herpå.

[1] Beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser, bekæmpelse af svig. Hen imod en samlet strategisk tilgang. (KOM(2000) 358 endelig af 28.6.2000).

Desuden gøres der i beretningen fuldstændig og detaljeret status over de foranstaltninger, der i handlingsplanen for 2001-2003 [2], jf. bilaget, var planlagt for 2002. Således fremgår de vigtigste elementer med hensyn til ansvaret, tidsplanen og opfølgningen med henblik på at vurdere, hvor langt programmet er fremskredet, af oversigtstabellen. Kommissionen vil for 2004-2005 udarbejde en ny handlingsplan på grundlag af den samlede strategi for 2000-2005. Der vil naturligvis heri blive taget hensyn til anbefalingerne i rapporten om evaluering af virksomheden i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig [3], til den udtalelse fra Overvågningsudvalget, der er vedlagt denne rapport, og til retningslinjerne fra de øvrige institutioner.

[2] Se handlingsplan for 2001-2003 om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser (KOM(2001) 254 endelig af 15.5.2001). Hen imod en samlet strategisk tilgang 2001-2005.

[3] Rapport om evaluering af aktiviteterne i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF): Artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (EURATOM) nr. 1074/1999 (KOM(2003) 154 af 2.4.2003).

Beretningens del II vedrører specifikt medlemsstaternes foranstaltninger med henblik på iværksættelse af artikel 280. Denne fremstilling omfatter visse oplysninger fra medlemsstaterne om deres kontrolaktiviteter og disses resultater [4]. Således beskrives deres bestræbelser på at sikre den størst mulige komplementaritet og kohærens inden for deres kontrol- og undersøgelsestjenester, der har den tredobbelte opgave at overvåge aktionerne, kontrollen af systemerne og undersøgelserne til bekæmpelse af bedrageriet.

[4] Især medlemsstaternes rapport ifølge artikel 17, stk. 3, i Rådets forordning (EF, EURATOM) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130 af 31.5.2000).

Beretningens del III viser statistiske oplysninger om omfanget af bedrageriet og uregelmæssighederne samt resultaterne af inddrivelserne og af medlemsstaternes og Kommissionens tjenestegrenes indsats.

Disse resultater analyseres ud fra aspektet om opdagelsen af bedragerier og uregelmæssigheder, således som medlemsstaternes myndigheder indberetter disse i overensstemmelse med deres forpligtelser ifølge forordningerne for de enkelte sektorer. På grund af at de oplysninger, der blev indberettet sidste år, var ufuldstændige og lidet ensartede, gør Kommissionen først status over de fremskridt, der er gjort inden for den elektroniske meddelelse af oplysninger og foretager derefter ud fra en budget- (indtægter/udgifter) og sektorbaseret metode, der afspejler EU's vigtigste politikker, en første analyse af tendenserne i de meddelte uregelmæssigheder.

*

Generelt viser 2002-beretningen fordelingen af kompetencerne mellem de forskellige aktører og konvergensen af aktionerne på de forskellige niveauer (på EU- og medlemsstatsplan). Oplysningerne fra medlemsstaterne [5] gør det muligt at danne sig et bedre indtryk af aktiviteterne i de forskellige tjenestegrene, der medvirker ved beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser. På grundlag af Kommissionens analyse af disse oplysninger kan der konstateres en bedre risikodækning, især ved hjælp af kontrollen af uregelmæssighederne i forbindelse med transaktionerne, ved hjælp af revisionssystemerne og undersøgelserne og retsforfølgningerne. Kohærensen mellem de forskellige funktioner, herunder de specifikke aktioner til bedrageribekæmpelse i overensstemmelse med de fire hovedlinjer i strategien, viser sig på både på Fællesskabets (afsnit I) og medlemsstaternes (afsnit II) niveau. I afsnit III kastes ud fra medlemsstaternes meddelelser om bedrageri og andre uregelmæssigheder yderligere lys over kontrol- og undersøgelsessystemerne og deres tilpasning til de forskellige risikotyper og over resultaterne heraf inden for inddrivelsen. Denne fremstilling støtter således den komplementaritet, der anbefales i den samlede strategi for bekæmpelsen af bedrageriet og som gør det muligt for Kommissionen som supplement til medlemsstaternes aktioner at optimere de midler, som Fællesskabet har til sin rådighed.

[5] På grundlag af disse oplysninger er kan der foretages en række sammenholdelser med en række forhold anført i rapporten om anvendelsen af den tidligere artikel 209A i EF-traktaten (se den sammenlignende analyse af medlemsstaternes rapporter om de foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan med henblik på bekæmpelse af spild og uretmæssig anvendelse af fællesskabsmidlerne (COM(95) 556 af 13.11.1995) og supplementet om kontrol og administrative sanktioner (SEK(2000) 843 endelig, af 24.5.2000).

Afsnit I - EU's aktiviteter med henblik på beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelse af bedrageri: Den vigtigste udvikling i 2002

Kommissionen har fastlagt sine overordnede politiske mål med hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser i en samlet strategi for perioden 2001-2005, der blev vedtaget den 28. juni 2000 [6]. Den aflægger regelmæssigt beretning derom, bl.a. ved hjælp af nærværende beretning. Ifølge strategien skal der tages EU-initiativer på dette område, bl.a. aktioner ifølge EU-traktatens afsnit VI, især med det formål at beskytte Fællesskabets finansielle interesser. Målet er efterhånden at få vedtaget en rammelovgivning til beskyttelsen af disse interesser, der er tilpasset alle politikker i EU, og at fremme samarbejdet og partnerskabet med aktørerne i marken både i og uden for EU. Ved hjælp af nogle eksempler på kontrol og undersøgelser kan det illustreres, hvorledes bekæmpelsen af den finansielle kriminalitet reelt foregår i praksis, med henblik på at forebygge og opdage, men også sanktionere de ansvarlige og genoprette de finansielle skader, hver gang det er muligt.

[6] KOM(2000) 358 endelig af 28.6.2000.

En detaljeret beskrivelse af gennemførelsen i 2002 af aktionerne i handlingsplanen for 2001-2003 findes i bilaget til afsnit I. I den følgende del lægges hovedvægten på den vigtigste udvikling i Kommissionens aktioner i 2002 inden for de fire akser i den samlede strategi og på visse horisontale spørgsmål, f.eks. den samlede tilrettelæggelse af beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, især for så vidt angår opdagelse, kontrol, undersøgelser og sanktioner (finansiel, administrativ og retlig opfølgning) [7]. De sidste forberedelser af kandidatlandenes tiltrædelse har fået en særlig plads.

[7] Ved hjælp af de præcise oplysninger, som medlemsstaterne har fremsendt i år om tilrettelæggelsen af deres kontroller og koordinationen af deres tjenester. Se afsnit II, punkt 8 i rapporten og især punkt 3 og 4 i bilaget dertil.

1. En samlet og kohærent politik til bekæmpelse af bedrageri

1.1. Kandidatlandenes tilknytning til politikken for forebyggelse og bekæmpelse af bedrageri

Kommissionen har ved at samle spørgsmålene om finanskontrollen, en sund finansiel forvaltning, beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og bedrageribekæmpelsen i et særligt kapitel i forbindelse med forhandlingerne om overtagelsen af gældende EU-ret (forhandlingskapitel 28 - finanskontrollen) fremhævet den store betydning, den tillægger, at disse lande forvalter deres budget i overensstemmelse med principperne for god finansforvaltning.

Kommissionen har således i sit strategidokument af 9. oktober 2002 med titlen "Mod et udvidet EU", der blev fremlagt samtidig med dens regelmæssige rapporter om de enkelte kandidatlandes fremskridt mod tiltrædelsen, på ny fremhævet, at al EU-finansiering afhænger af, at betingelserne for en sund finansforvaltning af EU-midlerne overholdes [8]. Dette indebærer ikke blot, at gældende EU-ret overholdes fuldstændig, men også - hvilket måske er det vigtigste - at der findes tilstrækkelige institutionelle garantier.

[8] Se ligeledes punkt 43 i Europa-Parlamentets beslutning om årsberetningen fra 2001 om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, vedtaget den 13. marts 2003.

Det fastslås i strategidokumentet, at kandidatlandene skal styrke og udvide deres administrative strukturer, således at de allerede fra andet halvår af 2003 kan sikre beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser.

Kommissionens støtte hertil har hovedsagelig være på to niveauer. En del af Kommissionens hjælp med henblik på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser har været koncentreret om at opmuntre kandidatlandene til at få udviklet en god finansforvaltning i alle led efter en kontrol- og revisionsmodel, der ikke blot anvendes på Fællesskabets midler, men også på nationale indtægter og udgifter. Andre aktiviteter har specielt taget sigte på at styrke beskyttelsen af de finansielle interesser og bekæmpe bedrageriet i kandidatlandene. De fremskridt, der er gjort på disse to områder, er knyttet snævert sammen, og har været fulgt op af Kommissionen som led i forhandlingskapitel 28 om gældende EU-ret og i regelmæssige rapporter til Europa-Parlamentet og Rådet. Beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser indgår, hvor det har vist sig nødvendigt, også i de øvrige forhandlingskapitler vedrørende gældende EU-ret [9]. I nærværende beretning nævner Kommissionen dog kun aktionerne i forbindelse med specifikke kapitler om finanskontrol (kapitel 28).

[9] Kommissionen har også fulgt fremskridtene vedrørende beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og inden for beslægtede områder i forbindelse med andre forhandlingskapitler om gældende EU-ret, især kapitel 24 (samarbejde vedrørende retlige og indre anliggender), 25 (toldunionen) og 29 (finans- og budgetbestemmelser). Inden for f.eks. traditionelle egne indtægter har Kommissionen taget initiativer som led i kapitel 29 med henblik på at sikre, at administrations- og regnskabssystemerne i de ti tiltrædelseslande opfylder EU's krav hertil.

1.1.1. Kontrol med førtiltrædelsesinstrumenterne (PHARE, SAPARD og ISPA [10])

[10] Phare-programmet, der blev vedtaget i 1989 med henblik på støtte til Polen og Ungarn, omfatter nu de 10 kandidatlande i Central- og Østeuropa og bidrager med ca. 11 mia. dollars til medfinansiering af faglig bistand, investeringsstøtte, udbygning af institutioner og offentlige administrationer samt til fremme af den økonomiske og sociale samhørighed. SAPARD (særprogram i førtiltrædelsesperioden for landbrug og udvikling i landdistrikter) har til formål at hjælpe kandidatlandene med at løse problemerne i forbindelse med strukturtilpasningen inden for landbruget og i landdistrikterne samt med gennemførelsen af den gældende fælles landbrugspolitik i EU og den dertil tilknyttede lovgivning. ISPA (Instrumentet for strukturpolitik som led i førtiltrædelsesstrategien) er en forløber til Samhørighedsfonden med henblik på støtte fra Fællesskabet til projekter inden for transportsektoren og miljøområdet.

I de sidste ti år og med udbygningen af forbindelserne med kandidatlandene har støtten fra EU skiftet natur og taget til i omfang. Siden udløbet af 1990'erne har PHARE [11] udelukkende været tilknyttet tiltrædelsesprocessen, især inden for institutionsopbygning og tilpasning til gældende EU-ret. Dette blev ledsaget af en opstramning af systemerne til finansforvaltning. I løbet af et dynamiske årti med overgangsforanstaltninger har tiltrædelseslandene ændret sig til begyndende markedsøkonomier. EU's årlige støtte blev fordoblet i 2000, hvilket imidlertid har ført til, at der blev stillet strengere krav til forvaltningen og kontrollen af de supplerende førtiltrædelsesinstrumenter, SAPARD og ISPA, som led i kandidatlandenes øgede ansvar i forbindelse dermed.

[11] PHARE-programmet omfatter de 10 kandidatlande i Central- og Østeuropa: Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien og Rumænien. Malte og Cypern omfattes af et særligt finansieringsinstrument indført ved forordning (EF) 555/2000 af 13. marts 2000 om iværksættelse af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien for Republikken Cypern og Republikken Malta (EFT L 68 af 16.3.2000).

For PHARE har forvaltningen allerede været decentraliseret (DIS) i flere år, og overgangen til en udvidet decentraliseret forvaltning (EDIS) er i gang. Under EDIS kan Kommissionen se bort fra den nuværende forudgående accept af projektforelæggelsen og -tildelingen.

Fremskridtene er meget forskellige fra land til land. De otte tiltrædende stater i Central- og Østeuropa skulle kunne anmode om oprettelse af egne organer ved udgangen af 2003 eller begyndelsen af 2004. For Cypern og Malte skulle den forudgående kontrol helt kunne ophæves i 2003. Det er i tiltrædelsestraktaten fastsat, at overgangen til fuldstændig decentral forvaltning for PHARE skal være afsluttet ved tiltrædelsen.

Beføjelsen til delegation opretholdes i alle de nye medlemsstater indtil et år efter tiltrædelsen for at sikre en høj grad af komplementaritet og kontrol med, hvorledes EDIS fungerer.

SAPARD er det første EU-program for støtte til tredjelande, der er blevet fuldstændig decentraliseret. Det betyder, at SAPARD-organet, så snart det modtager Kommissionens beslutning om uddelegering, bliver ansvarlig for ansøgninger om støtte, udvælgelse af projekter, godkendelsen af tilskud, kontrakterne med modtagerne, forvaltningen af bevillinger, gældsætning, udbetalinger, regnskaber og efterfølgende kontrol. Den nationale fond godkender på grundlag af en national tilladelse de forvaltnings- og kontrolsystemer, der er indført efter kriterierne i den flerårige finansieringsaftale. Den nationale anvisningsberettigede er ansvarlig for den nationale fond og hæfter dermed i fuldt omfang og er ansvarlig for EU-midlerne. Kommissionens inspektører foretager kontrol for med rimelig sikkerhed at sikre, at systemet fungerer som fastsat. Falder kontrollen positivt ud, udarbejdes der et udkast til afgørelse om at uddelegere forvaltningen af de foranstaltninger, der kræves ifølge den nationale godkendelsesakt, til SAPARD-organet og den nationale fond.

Generaldirektoratet for landbrug traf i 2001 og 2002 beslutning om midlertidig delegation til otte SAPARD-organer [12] i de tiltrædende lande og i Bulgarien og Rumænien.

[12] Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Republikken Slovakiet og Slovenien med hensyn til de funktioner og kriterier, der er anført i Rådets forordning 1258/1999, 1266/1999 og 1268/1999 og Kommissionens forordning 2222/2000. Kontrollen af uddelegeringsproceduren sikrer, at de nationale procedurer overholder konventionen om flerårig finansiering, og især at:

- regnskaberne er korrekte, fuldstændige og nøjagtige

- der er tale om ansvarsfordeling

- der findes skriftlige procedurer for hver enkelt funktion og transaktion og skriftlige aftaler med de mandaterede organer, der udfører kontrolfunktionerne

- Sapard-organet og den nationale fond har en fuldstændig kontroloptegnelse for hver artikel opført på regnskabet, og edb-systemet er fuldstændig beskyttet og kontrolleret.

Derefter vil Kommissionens tjenestegrene foretage kontrol af regnskabsafslutningen og udgifternes lovlighed og foretage de nødvendige finansielle korrektioner.

Kommissionen har stillet strenge krav i forbindelse med SAPARD, således at den kan være rimeligt sikker på, at EU's landbrugsfonde forvaltes korrekt efter tiltrædelsen.

Det kan derfor generelt konkluderes, at kandidatlandene er meget bevidste om at få indført en moderne korrekt forvaltning og nye metoder. Efter afslutningen af uddelegeringerne af forvaltningen af SAPARD-støtten opfylder kandidatlandene de grundlæggende betingelser, således at de kan overtage det fulde ansvar for EU's finansiering inden for landbruget.

Også for ISPA har der været gjort regelmæssige fremskridt. De vigtigste krav i forbindelse med finansforvaltningen og -kontrollen og behandlingen af uregelmæssigheder er næsten de samme som dem, der gælder for Samhørighedsfonden og strukturfondene. De afgørende elementer vedrører den interne finanskontrol, der sikrer, at de anmeldte udgifter er korrekte, tilpasning af den interne revisionskapacitet, tilstrækkelige revisionsspor og en korrekt behandling af uregelmæssigheder. Indførelsen af velfungerende systemer for ISPA er således en afgørende etape i forberedelsen af den kommende forvaltning af Samhørighedsfonden og strukturfondene. Den nye dimension bliver den planlagte udvikling i kandidatlandene mod EDIS for ISPA. Overgang til EDIS bevilges i øjeblikket kun efter en forudgående undersøgelse, hvor Kommissionen sikrer sig, at betingelserne og de specifikke kriterier hovedsagelig for god forvaltning og finanskontrol overholdes.

Kommissionen afsluttede i 2002 den kontrol, der var indledt året før, og gennemførte anden revisionsrunde af systemerne i ISPA-landene for at kontrollere, at de systemer, der var indført til forvaltning af ISPA-midlerne, fungerede tilfredsstillende og var i overensstemmelse med Fællesskabets krav. Kommissionen sikrede sig ved en opfølgning de foregående revisioner og ved fuldstændig dækning af gennemførelsesorganerne og -systemerne, at kandidatlandene var velinformerede om standarderne for forvaltningen af EU-fondene og at nøgleelementerne i forbindelse med forvaltnings- og kontrolsystemerne var på plads. Konstateredes det, at der var mangler, blev der udarbejdet henstillinger med henblik på afhjælpning inden for en bestemt frist.

Et kandidatland ansøgte officielt om tilslutning til EDIS ved udgangen af 2002. Et betydeligt antal andre lande afslutter deres forberedelser til EDIS i 2003.

Kommissionen vil ligeledes prioritere finanskontrollen højt i sine kontrolberetninger fra november 2003 og i evalueringsrapporten om gennemførelse af de forpligtelser, der er nødvendige for planlægningen af strukturfondene. Med henblik på at fremskynde de nødvendige korrektioner tillægges fremskridtene inden for finansforvaltningen og kontrollen som led i handlingsplanerne særlig opmærksomhed.

1.1.2. Udvikling af generel kompetence til finanskontrol og -revision ("offentlig intern finanskontrol- PIFC")

Kommissionens interesser i forbindelse med finanskontrollen og kontrolbesøgene i kandidatlandene går videre end til at kontrollere førtiltrædelsesinstrumenterne. Således har Kommissionen i overensstemmelse med princippet om lige beskyttelse af nationale midler og EU-midler stærkt opfordret kandidatlandene til generelt at udvikle en kompetence inden for finanskontrol og kontrolbesøg, der kan sikre en sund finansforvaltning i den offentlige sektor, uanset om det er EU-midler eller nationale midler, der er på spil.

Kandidatlandene har ofte fremsat anmodning om hjælp på dette område, idet de har søgt råd om, hvorledes der udvikles effektive strukturer for intern kontrol i forbindelse med deres overgang til moderne økonomiske politikker og finanspolitikker.

Kommissionen, der er direkte interesseret i, at der indføres en sund finansforvaltning i kandidatlandene både før og efter tiltrædelsen, har i denne forbindelse udarbejdet en strategi for modernisering af den interne kontrol (offentlig intern finanskontrol- PIFC), baseret på de erfaringer, der er indvundet i og uden for EU. Denne strategi omfatter tre grundprincipper: det administrative ansvar for en god finansforvaltning af nationale midler, for udviklingen af intern revisionskompetence og for oprettelsen af et centralt organ, der er ansvarlig for udviklingen og harmoniseringen af tilrettelæggelsen af og metodologien for ordre- og kontrolsystemerne.

Disse PIFC-principper falder i vidt omfang sammen med dem, der anvendes med henblik på en sund forvaltning af EU-midlerne.

Kommissionen har ligeledes bistået med at oprette kompetente tjenester, navnlig interne revisionsafdelinger i alle ministerier og tjenester, med henblik på central harmonisering af den interne kontrol i hele den offentlige sektor.

Kandidatlandene har samtidig fået en mere målrettet hjælp fra nationale eksperter ifølge twinning-aftaler eller fra specialiserede organer.

Der er derved blevet indført ensartede strategier, politikker og lovgivning om intern kontrol i kandidatlandene. Selv om disse landes fremskridt har var forskellige, har regeringerne generelt stærkt støttet den interne kontrolmodel, som Kommissionen har foreslået.

De fleste kandidatlande har indført en stor del af den pågældende lovgivning, og opmærksomheden rettes fra nu af mod en analyse og udvikling af en lovgivning om efteruddannelse og om iværksættelsesforanstaltningerne.

1.1.3. Udvidet beskyttelse af EF's finansielle interesser og bedrageribekæmpelsen i kandidatlandene

I overensstemmelse med de aftaler, der blev indgået under forhandlingerne, og i snævert samarbejde med Kommissionen har kandidatlandene i 2002 stærkt forstærket deres indsats ved at oprette de effektive koordinerende bedrageribekæmpelsestjenester (tjenesten til koordination af bedrageribekæmpelsen eller AFCOS), der kræves til at koordinere lovgivning, administration og aktioner som led i beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser.

Sådanne koordinationstjenester var ved udgangen af 2002 oprettet i elleve kandidatlande og Estland, Litauen, Cypern og Slovenien havde fastlagt strukturerne herfor i 2002 [13]. I de øvrige kandidatlande, hvor sådanne tjenester allerede fandtes, har aktiviteterne i 2002 hovedsagelig været en fuldstændig operativ koordination af bedrageribekæmpelsen. Dette har bl.a. medført, at der måtte fastlægges mere præcise procedurer for samarbejde i AFCOS og at forbindelserne mellem AFCOS og andre institutioner og organer involveret i beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser samt mellem AFCOS og OLAF måtte fastlægges nærmere. Desuden er AFCOS's operative afdelinger blevet styrket, der er indledt efteruddannelse og personale er blevet ansat. Alle disse foranstaltninger har bidraget til at forbedre kandidatlandenes administrative muligheder for at reagere, hvor der viser sig tegn på uregelmæssigheder eller mistanke om bedrageri. Kandidatlandene har således ved at effektivisere deres strukturer til bedrageribekæmpelse kunnet vise deres engagement i forbindelse med beskyttelsen af Fællesskabets midler.

[13] Bulgarien har vedtaget en beslutning herom i januar 2003.

For at kandidatlandenes myndigheder kunne udveksle deres første erfaringer vedrørende oprettelsen og udnyttelsen af deres koordinationstjenester for bedrageribekæmpelse, har der været afholdt regelmæssige møder med deltagelse af repræsentanter fra AFCOS i kandidatlandene og OLAF. Et første møde af denne art fandt sted i Bruxelles den 7. og 8. oktober 2002. Foruden efterforsknings- og undersøgelsesafdelinger var også retsforfølgningsmyndigheder fra kandidatlandene til stede. Dette møde blev fulgt af to parallelle arbejdsmøder for dets anklagemyndighederne i kandidatlandene og retsembedsmænd i kontoret for "Retsembedsmænd, juridisk rådgivning og opfølgning" under OLAF og dets repræsentanter fra AFCOS i kandidatlandene, efterforskere fra OLAF og medlemmer af efterretningstjenesterne. Disse møder blev efterfulgt af senere møder.

Disse møder er et nyttigt forum for informations- og erfaringsudveksling og for at følge kandidatlandenes bestræbelser på at udbygge deres administrative strukturer til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser.

Disse aktiviteter og andre former for samarbejde mellem OLAF og kandidatlandene vil i fremtiden kunne støttes som led i et specifikt program omfattende flere lande, PHARE "bedrageribekæmpelse" [14] vedtaget den 16. maj 2002. Ifølge dette program kan der ydes en flerårig støtte (i alt 15 mio. EUR) inden for tre vigtige områder: oprettelse af bedrageribekæmpelsesstrukturer, installation af telenet og databaser samt udvidelse af den operative knowhow i strukturerne til koordination af bedrageribekæmpelsen og samarbejde med politiet og retsforfølgningsmyndighederne. Iværksættelsen af programmet begyndte i 2003 [15].

[14] Grænseoverskridende Phare-program til bekæmpelse af bedrageri til skade for Fællesskabets finansielle interesser (PH/2002/1412).

[15] Foruden det grænseoverskridende PHARE-program for bedrageribekæmpelse har PHARE både tidligere og nu haft og vil i fremtiden have en positiv virkning på de samlede muligheder for bekæmpelse af bedrageriet inden for retlige og indre anliggender samt på told- og grænseområdet.

På det operative plan har OLAF allerede i en vis tid samarbejdet med kandidatlandenes myndigheder om konkrete sager, således som følgende eksempel viser:

En konsulentvirksomheds bedrageri - Ekstern støtte til kandidatlandene

OLAF indledte i juli 2002 i overensstemmelse med artikel 3 i forordning nr. 1073/99 en ekstern undersøgelse på grundlag af oplysninger fra EU's repræsentation i Kroasien. Ifølge oplysningerne havde et tysk firma måske dobbeltfaktureret finansieringen af konsulentvirksomhed vedrørende harmonisering af national ret med EU-ret. Den finansielle virkning blev anslået til ca. 110 000 EUR, hovedsagelig for PHARE og OBNOVA. OLAF fandt beviser på uregelmæssigheder i forbindelse med de projekter, der administreredes af det tyske firma i Slovenien, Den Tjekkiske Republik og Kroatien. Uregelmæssighederne omfattede overfakturering og en dobbeltfakturering. OLAF har ligeledes henledt den tjekkiske anklagemyndigheds opmærksomhed på forholdet, og det tjekkiske politi har undersøgt virksomhedens lokaler, beslaglagt PC'ere, data og flere tusind dokumenter. De beviser, som OLAF samlede, blev forelagt anklagemyndigheden i Berlin. Der blev udstedt arrestordre. De tyske myndigheder har arresteret en mistænkt, og dommen skal afsiges i 2003.

EU's delegation bragte i august 2002 kort efter undersøgelsens begyndelse projektet i Kroatien til ophør som følge af de manglende resultater.

Projekterne i Den Tjekkiske Republik og Slovakiet blev afsluttet til de tjekkiske og slovakiske myndigheders tilfredshed i overensstemmelse med ordningerne for en decentraliseret forvaltning af EU-midler.

I afventning af resultaterne af dommen i Berlin har Kommissionen for at beskytte Fællesskabernes finansielle interessser, suspenderet betalingen til de tjekkiske myndigheder af det beløb, der skal inddrives for to igangværende projekter, der styres af det samme tyske firma.

For at lette kommunikationen om uregelmæssigheder, således planlagt ved hjælp af instrumenter indført før tiltrædelsen (PHARE, ISPA og SAPARD) og om EU-retten, har OLAF forpligtet sig til at udstyre myndighederne i kandidatlandene med terminaler tilkoblet informationssystemet til bedrageribekæmpelse AFIS [16]. Femten terminaler af denne type er allerede i drift i ti kandidatlande. Samtidig er der ydet bistand til meddelelsen af uregelmæssigheder via instrumenter fra før tiltrædelsen for at sikre en klar forståelse af de procedurer, der skal anvendes.

[16] Vedrørende AFIS se også punkt 2.1.

1.2. Forbedring af retsinstrumenterne til opdagelse, kontrol og sanktioner

En effektiv politik til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser kræver mobilisering af alle involverede myndigheder både på EU-plan og i medlemsstaterne. Forvaltningen af EU-midlerne er decentraliseret med 80 %. Opkrævningen af EU's egne indtægter er medlemsstaternes ansvar [17]. I øvrigt forvalter Kommissionens tjenester direkte en del af budgettet og står inde for en god finansforvaltning af hele systemet.

[17] Se del II i beretningen, hvor de redegør for organiseringen af de tjenester, der forvalter midlerne, kontrollerer deres korrekte anvendelse, opkræver afgifter og tilbagekræver uretmæssigt udbetalte beløb og tab af indtægter.

Den følgende redegørelse viser, hvorledes det samlede system for kontrol, opfølgning og sanktioner, der er indført i medlemsstaterne og i Fællesskabet, skal sikre, at de forskellige ansvarsniveauer supplerer hinanden under overholdelse af principperne om effektivitet og ligevægt i beskyttelsen af de finansielle interesser i EU. Det fremgik af medlemsstaternes redegørelse i år (jf. beretningens afsnit II) for, hvorledes de har tilrettelagt kontrollen og undersøgelserne samt koordinationen af de tjenester, der medvirker ved beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, og det fremgik også af visse analyser fremlagt under afsnit III vedrørende anmeldelse af bedrageri og andre uregelmæssigheder.

1.2.1. Opdagelse og kontrol

Med hensyn til kontrollen bidrager medlemsstaterne som det fremgår af beretningens del II først og fremmest til beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser ved en omfattende overvågning af transaktionerne (forretningstransaktioner, programmer og projekter) og systematisk kontrol af overholdelsen af procedurerne. Dette suppleres af strategier for systemrevision og kontrol med midlernes anvendelse. Endelig indleder de kompetente tjenester på grundlag af mistanke undersøgelser for at finde frem til sådanne forhold eller ulovlig adfærd, der kan involvere personligt ansvar på administrativt eller strafferetligt plan. Afsnit III (bl.a. punkt 11.3) viser med hensyn hertil ud fra meddelelser fra medlemsstaterne om bedrageri og andre uregelmæssigheder, at de generelle kontrolsystemer, som en medlemsstat har valgt, i visse sektorer har indflydelse på inddrivelsen (størrelsen af suspenderede udbetalinger inden afslutningen af programmer, andel af efterfølgende inddrivelser). Der fremsættes ligeledes forslag (bl.a. punkt 11.2) om tilpasning af strategierne for kontrollen og undersøgelserne til risikotypen (tilfælde med store beløb involveret, sektorer eller produkter med mange tilfælde af uregelmæssigheder).

Kontrollen med henblik på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser er på EU-plan struktureret på samme måde. Kontrollen af overholdelsen og korrekt anvendelse af lovgivningen foretages i samarbejde med medlemsstaterne via de anvisningsberettigede generaldirektorater, der samtidig er ansvarlige for kontrollen med anvendelsen af midlerne og for de systemrevisioner, der er foreskrevet i forordningerne for de forskellige sektorer, sammen med medlemsstaternes myndigheder. Partnerskabet er ofte meget dybtgående, således som det ses af følgende. Ved mangler træffer Kommissionen de nødvendige foranstaltninger.

Aftalen om fælles revisioner vedrørende traditionelle egne indtægter

Som led i aftalen om fælles revisioner samarbejder Kommissionen og visse medlemsstaters interne revisionstjenester om kontrollen af de traditionelle egne indtægter for at fremme udvekslingen af erfaringer samt viden og teknikker inden for intern revision. Ifølge denne metode foretager den pågældende medlemsstats tjeneste for intern revision kontrol i overensstemmelse med et relevante modul [18], der dækker told og/eller på forhånd udvalgte regnskaber. Herefter udarbejder den sin rapport til både den nationale administration og Kommissionen. Kommissionen gennemgår resultaterne af revisionen for at kontrollere arbejdsdokumenterne og den anvendte metode. Derefter udarbejder Kommissionen sin egen rapport. Der foretages under normale omstændigheder regulering over budgettet for eventuelle afvigelser - punktuelle eller strukturelle. Hvis det ved en analyse af systemerne viser sig, at der er tale om en strukturel afvigelse, underrettes Kommissionen om de foranstaltninger, som medlemsstaten foreslår til afhjælpning af systemets underliggende svagheder. Kommissionen og nogle medlemsstater, især Danmark, Østrig og Nederlandene, har være pionerer og har fået stor gavn af at gennemføre kontrollen i overensstemmelse med denne metode. Der har allerede været gennemført syv sådanne kontroller med disse medlemsstater i 2002.

[18] Følgende moduler er i øjeblikket disponible: overgang til fri omsætning, herunder A-regnskabet: ekstern forsendelse (T1 og TIR), toldoplag, den generelle præferenceordning, aktiv forædling og det særskilte regnskab.

Revisionsbesøg i forbindelse med strukturfondene

Som det også fremgår af medlemsstaternes oplysninger med hensyn til kontrolpersonale [19], forekommer der visse svagheder i medlemsstaternes systemer for opdagelse, meddelelse og opfølgning af uregelmæssigheder. Forbedringer på dette område er blevet prioriteret [20], og Kommissionen har som led i dechargeproceduren for 2000 forpligtet sig til at foretage kontroller af overholdelsen af forordning 1681/94 for så vidt angår strukturfondene og af forordning 1831/94 for Samhørighedsfonden. Disse kontroller omfatter især 1) kontrol af medlemsstaternes systemer for anmeldelse af uregelmæssigheder for strukturfondene og Samhørighedsfonden og 2) anvendelsen af artikel 8 i forordning 438/2001 og af artikel 3 i forordning 448/2001 vedrørende henholdsvis bogføringen af inddrivelige beløb og procedurerne for finansielle korrektioner.

[19] Se beretningens afsnit II.

[20] Se hvidbogen om reformen (Aktion 97) og Kommissionens meddelelse af 7. august 2001 om denne reform (dok. K(2001) 2517 om forbedring af den finansielle opfølgning og af kontrollen af strukturfondene. Se også punkt 1.2.2 i handlingsplanen 2001-2003.

Konklusionerne og anbefalingerne efter disse kontroller, der blev foretaget mellem november 2002 og januar 2003, bliver meddelt hver enkelt medlemsstat for dens eget vedkommende samt Europa-Parlamentet , Rådet og Revisionsretten i løbet af 2003.

De forskellige typer kontrol og undersøgelser bidrager til beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, og koordinationen mellem de forskellige kompetente myndigheder er afgørende. Således kan de forhold, der opdages af de tjenester, der foretager rutinekontrol, eller som opdages under en revision, føre til en grundigere undersøgelse af en aktørs individuelle ansvar. Denne sidste type målrettede operative undersøgelsesaktion til efterforskning af de forhold eller den adfærd, der kan føre til administrativ eller strafferetlig forfølgning, falder under OLAF's ansvar [21]. Følgende undersøgelse illustrerer denne komplementaritet mellem kontrollerne:

[21] Se ovennævnte evaluering af arbejdet i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (KOM(2003) 153 af 2.4.2003), især punkt 1.1.2.

Bedrageri i sektoren for forarbejdning af landbrugsprodukter

I 2002 fik OLAF oplysning om, at en forarbejdningsvirksomhed ikke havde overholdt minimalpriserne til fiskeproducenterne for produktionsåret 2000/2001 i Grækenland. Ved en ekstern undersøgelse på grundlag af forordning (EF) nr. 1258/1999 vedrørende den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 2185/96 foretog OLAF kontrol på stedet hos visse aktører af oplysningerne. Uregelmæssighederne vedrørte således mindst 8 kooperativer. I januar 2003 ansloges i rapporten det beløb, der skulle inddrives, til 1 472 023 EUR. De græske retsmyndigheder er blevet underrettet og har indledt en undersøgelse. Som sædvanlig har OLAF i samarbejde med Generaldirektoratet for Landbrug i februar 2003 oversendt sine anbefalinger til det græske landbrugsministerium. Den retlige og administrative opfølgning afventes.

De forskellige kontrolmetoder, som er beskrevet i det foregående, supplerer hinanden, men som det fremgår af rapportens afsnit II, kan det meget begrænsede personale (gennemsnitligt 8 % for alle sektorer tilsammen), der i medlemsstaterne er beskæftiget med kontrol i forbindelse med bedrageribekæmpelsen (undersøgelsestjenester i ministerierne, politiet og retsmyndighederne) være tegn på, at den strafferetlige dimension af en adfærd til alvorlig skade for EU-budgettet ikke tages tilstrækkeligt i betragtning. Derfor opmuntrer OLAF medlemsstaternes myndigheder til samarbejde i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og søger at sætte sin egen undersøgelseskapacitet ind dér, hvor medlemsstaterne er mindre effektive. Således kan OLAF, der af lovgiveren har fået egne beføjelser til at gennemføre administrative undersøgelser [22], indlede direkte kontakter til politi- og retsmyndighederne, selv om undersøgelser rettet mod aktører eller selskaber stadig er vanskelige at tilrettelægge i praksis [23].

[22] Spredningen af retsgrundlagene for kontrollen og kontrolbesøgene, som omhandlet i artikel 9 i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95, på forskellige sektorer medfører, at Kommissionen påtænker som supplement til OLAF's egne undersøgelser (se forudgående fodnote) og opfølgning i 2003 af handlingsplanen 2001-2003 (punkt 1.2.2) at forelægge et forslag til Rådets forordning. Uden at berøre gældende bestemmelser skulle denne forordning være fælles nyt retsgrundlag for de bedrageribekæmpelsesundersøgelser, der foretages af medlemsstaternes undersøgelsesorganer på opfordring fra OLAF og dermed lette en effektiv og harmoniseret opfølgning af undersøgelsesresultaterne, især under overholdelse af reglerne om fortrolighed og beskyttelse af personlige oplysninger. Se førnævnte evalueringsrapport om OLAF's virksomhed, anbefaling nr. 3, punkt 1.1.2.

[23] Især kontrollen på stedet i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2185/96 og Fællesskabets kontrolbesøg med henblik på bedrageribekæmpelse i tredjelande ifølge forordning (EF) nr. 515/97. Se evalueringsrapportens artikel 15, anbefaling nr. 3. Kommissionen påtænker for at styrke OLAF's undersøgelsesbeføjelser at udvide denne bestemmelse til direkte udgifter.

1.2.2. Effektivisering af forvaltningen af den finansielle opfølgning og styrkelse af sanktionerne

Kommissionen skal følge procedurerne for inddrivelse af uretmæssigt udbetalte EU-midler i medlemsstaterne og gøre rede derfor i det årlige forvaltningsregnskab [24]. Der er derfor i 2002 blevet vedtaget omfattende foranstaltninger vedrørende inddrivelse. Desuden blev det store arbejde med fornyelsen af regler for finansforvaltning i institutionerne, som Kommissionen har haft i gang lige siden 2000, afsluttet i 2002 med vedtagelse af den nye finansforordning [25].

[24] Kommissionen har i overensstemmelse med finansforordningen til 1. maj i det følgende regnskabsår opstillet forvaltningsregnskabet og den konsoliderede balance for det afsluttede regnskabsår.

[25] Den nye finansforordning: Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248 af 16.9.2002). Nye gennemførelsesbestemmelser: Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 om gennemførelsesbestemmelserne til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EFT L 357 af 31.12.2002).

1.2.2.1. Effektivisering og præcisering af beføjelserne i forbindelse med decentral forvaltning af EU-midler

Det tilkommer medlemsstaterne eller tredjelandene at foretage den finansielle inddrivelse hos de endelige modtagere og at refundere Kommissionen beløbene (se afsnit III vedrørende statistikker for de enkelte områder). Dette gælder for uretmæssigt udbetalte midler under de EU-politikker, der gennemføres decentralt (EUGFL, Garantisektionen, strukturfondene, støtte til tredjelande). Kommissionen på sin side skal ifølge gældende lov følge de procedurer for inddrivelse, der er indledt af medlemsstaterne i denne forbindelse, og i givet fald anvende procedurerne for regnskabsafslutning [26]. Disse procedurers langsomhed og ophobningen af EU-fordringer giver anledning til bekymring både i Kommissionen, Revisionsretten og hos budgetmyndigheden, især Europa-Parlamentet, der regelmæssigt i sine beslutninger om beskyttelsen af EU's finansielle interesser gør opmærksom herpå [27].

[26] Pr. 30. juni 2002 oversteg efter næsten 30 års budgetgennemførelse (1972-2000) Fællesskabets udestående fordringer i forbindelse med reguleringen af forskud eller som følge af fejl, formelle eller væsentlige uregelmæssigheder og sjældnere bedrageri 3 mia. EUR, fordelt på følgende måde: 2,3 mia. EUR for EUGFL, Garantisektionen, 387 mio. EUR for strukturfondene og 373 mio. EUR for de direkte udgifter (se KOM(2002) 671, s. 3).

[27] Punkt 6-8 i Kommissionens beslutning om årsberetningen 2001 af 13. marts 2003.

Kommissionen har i forbindelse med iværksættelsen af hvidbogen om den interne reform af administrationen forpligtet sig til at effektivisere inddrivelsen ved at skabe klarhed over kompetencerne for de forskellige aktører [28]. Kommissionen har i sin meddelelse af 3. december 2002 [29], der bl.a. har til formål at afslutte regnskaberne for de stadig ikke inddrevne udeståender inden for området EUGFL, Garantisektionen, der skyldes uregelmæssigheder, meddelt, at den vil oprette en midlertidig task-force for inddrivelse, der skal gennemføre afslutningerne for sager fra før 1999. Resultaterne af arbejdet i denne task-force fremlægges i 2003-beretningen.

[28] Michaele Schreyers meddelelse til Kommissionen om Aktion 96 i hvidbogen (KOM(2000) 200 endelig/2 af 5.4.2000): «En mere effektiv forvaltning af uretmæssigt udbetalte midler» af 13. december 2000 - SEK(2000) 2204/3. Se også punkt 1.2.2 i handlingsplanen 2001-2003.

[29] KOM(2002) 671 endelig af 3.12.2002.

1.2.2.2. Forenklet direkte forvaltning af EU-midlerne og skærpelse af sanktionerne

For de EU-fordringer, der skyldes Kommissionens direkte forvaltning, gennemføres der ifølge de nye finansbestemmelser [30], der trådte i kraft den 1. januar 2003, ved Kommissionens kompetenceudøvelse et princip om opdeling af funktionerne (anvisningsberettigede, ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede, regnskabsførere, revisorer, efterforskere af bedrageri). Desuden forbedres fastlæggelsen af Fællesskabets fordringer og inddrivelsesmetoderne (ved udligning, aktivering af garantier, tvangseksekution).

[30] Se ovennævnte henvisninger til den nye finansforordning, de nye gennemførelsesbestemmelser og de nye bestemmelser om interne procedurer for tilbagekrævning af fordringer opstået i forbindelse med den direkte forvaltning og tilbagekrævning af bøder, faste beløb og tvangsbøder i henhold til traktaterne. I øvrigt har Kommissionen for bedre at varetage sit ansvar for den finansielle opfølgning af de sager, der oversendes til kriminalretterne, anmodet sine tjenestegrene (OLAF/Juridisk Tjeneste) om at udarbejde et forslag til afgørelse for at give medlemmerne af Kommissionen med ansvar for bedrageribekæmpelsen beføjelse til at lade Kommissionen optræde som part i medlemsstaternes eller tredjelandes retter under straffeprocesser vedrørende beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser.

Med hensyn til sanktioner fastsættes det nu i den nye finansforordning [31], at ikke pålidelige aktører, der giver urigtige eller svigagtige oplysninger, udelukkes fra deltagelsen i markedsforanstaltningerne og fra alle kommende procedurer i en vis tid [32]. Desuden udelukkes ansøgere og bydende med interessekonflikter eller som har afgivet falske erklæringer ved et udbud, fra tildelingen af kontrakten. Informationerne om dem indlæses i en central database, som også andre EU-institutioner har adgang til. Samme bestemmelser om udelukkelse anvendes på tilskudsmodtagere. Dette har en vis forbindelse med et forslag til direktiv om nationale offentlige udbudsprocedurer, der i øjeblikket behandles i Europa-Parlamentet og Rådet [33].

[31] Især artikel 93-95 og 113.

[32] I tilfælde af alvorlig tjenesteforseelse, dom for bedrageri, korruption, deltagelse i en kriminel organisation eller anden ulovlig virksomhed til skade for Fællesskabets finansielle interesser, eller hvis de har begået en alvorlig fejl i forbindelse med manglende overholdelse af deres kontraktforpligtelser ved et udbud eller ydelse af et tilskud finansieret over fællesskabsbudgettet.

[33] Forslag til direktiv KOM(2000) 275 endelig af 10.5.2000 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EFT C 29 E af 30.1.2001). Et af det nye direktivs formål er at få medlemsstaternes myndigheder til at udelukke ikke-pålidelige aktører. Ifølge Rådets og Europa-Parlamentets vurdering kræver gennemførelsen af direktivforslagets artikel 46 ikke iværksættelse af en ordning med udveksling af oplysninger.

2. Samarbejdet med medlemsstaterne og tredjelande

Ifølge EF-traktatens artikel 280, stk. 3, tilrettelægger medlemsstaterne indbyrdes et snævert løbende samarbejde med støtte fra Kommissionen [34]. Det er bl.a. Kommissionens ansvar at bistå med efterforskningen og i forbindelse med den operative indsats.

[34] Dette samarbejde tager naturligvis sigte på medlemsstaterne med de midler, som de har til rådighed, herunder deres sanktionsapparat. Derfor har Kommissionen og lovgiveren givet OLAF de nødvendige beføjelser til at være kontaktorgan for politi- og retsmyndighederne.

Dette indebærer et effektivt samarbejde med medlemsstaternes myndigheder i de tilfælde, hvor Kommissionen anmoder medlemsstaterne om at indlede en undersøgelse på grundlag af oplysninger, som den ligger inde med. I overensstemmelse med prioriteringen i den samlede strategi har Kommissionen som led i en "serviceplatform" i hele 2002 søgt at udbygge partnerskaberne i forbindelse med eksterne undersøgelser [35]. En række vigtige tiltag viser effektiviteten af disse partnerskaber.

[35] Uanset dette samarbejde har Kommissionen og OLAF, som også anført i artikel 15-rapporten, i overensstemmelse med de principper for nærhed og proportionalitet, der er fastsat i traktaten og den afledte ret, et selvstændigt ansvar ved udøvelsen af de beføjelser, som lovgiveren har overdraget dem vedrørende udførelsen af selvstændige undersøgelser, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1073/1999. I forbindelse med disse undersøgelser har OLAF det direkte ansvar for den finansielle, administrative og retlige opfølgning (se punkt 1.2.2.2).

2.1. Samarbejdet med de kompetente myndigheder om bekæmpelsen af visse former for kriminalitet

2.1.1. Forenede civilsager, der føres for amerikansk ret (bedrageri med cigaretter)

Medlemsstaterne og Kommissionen har sammenfaldende interesser. Dette illustreres klart i bekæmpelsen af cigaretsmuglingen, der især har indflydelse på told-, afgifts- og momsindtægterne. Momsindtægter er således både indtægter for statskasserne og egne indtægter for EU.

Europa-Kommissionen fører i USA med støtte fra ti medlemsstater [36] retssager mod nogle cigaretproducenter, som de beskylder for medvirken i et systematiseret smugleri med cigaretter på EU's område. Blandt andre skader har dette medført meget betydelige tab for EU's og medlemsstaternes finanser i mindst ti år. Denne sag har et betydeligt omfang og viser viljen til samarbejde mellem EU og medlemsstaterne, der går langt ud over, hvad der kendes fra almindelige sager. Retssagen vedrører et system med massivt internationalt smugleri og hvidvaskning af meget store pengebeløb. Det skal understreges, at cigaretsmugleriet er forbundet med andre alvorlige former for organiseret kriminalitet, især narkotikahandel og den deraf følgende hvidvaskning af penge. Det der begynder med en fortjeneste fra narkotikahandel, omsættes således til smuglervarer i EU og andre lande, og indtægterne herfra overføres senere til de lande, der huser de involverede virksomheder.

[36] Belgien, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal og Finland.

Civilsagerne i USA skal supplere Kommissionens og medlemsstaternes arbejde med effektivt at kontrollere tobakssmuglingen og pengehvidvaskningen. Samlet har denne fremgangsmåde været kronet med stor succes. Cigaretsmuglingen og pengehvidvaskningen udgør imidlertid fortsat store problemer, der stadig vejer tungt på Fællesskabets og medlemsstaternes finanser. De har besluttet, at dette problem kun kan løses ved at angribe ondets rod.

Civilsagerne er indledt i USA, fordi sagsøgte er amerikanske virksomheder, der mistænkes for at have organiseret smugleriet fra USA og dermed overtrådt amerikansk lov. Det er derfor for de amerikanske domstole disse sager skal føres i henhold til "loven om organiseret bestikkelse og korruption" (RICO), der er et vigtigt retsinstrument mod organiseret kriminalitet. Desuden gør det amerikanske retsvæsen det muligt at opnå bøder og tvangsbøder, der kan vise sig meget effektive i forebyggelsen af denne form for kriminalitet.

En første civilsag, der blev indledt i november 2000 mod cigaretproducenterne Philip Morris, R.J. Reynolds og Japan Tobacco ved "United States District Court - Eastern District" i New York, blev afvist på grund af formalitetsfejl. Sagen blev indbragt igen i august 2001med ti medlemsstater som medsagsøgere. Den 19. februar 2002 afviste retten påstandene om smugling, men denne afgørelse behandles i øjeblikket som appelsag. Kommissionen har desuden rejst en yderligere sag mod RJ Reynolds for hvidvaskning af penge, idet den amerikanske dommer opretholdt denne mulighed.

Derimod gav Retten i Første Instans den 15. januar 2003 [37] ikke selskaberne Philip Morris, R.J. Reynolds og Japan Tobacco medhold i den sag, de havde anlagt med påstand om annullation som følge af manglende kompetence af en sag, Europa-Kommissionen havde anlagt for en amerikansk domstol. Otte EU-lande foruden Europa-Parlamentet støttede Kommissionen i denne sag [38]. Sagsøgerne har appelleret sagen.

[37] Afgørelse truffet af Retten i Første Instans i sagen "Philip Morris, Reynolds og Japan Tobacco mod Kommission", forenede sager T-377/00, T-379/00, T-380/00, T-260/01 og T-272/01.

[38] Spanien, Frankrig, Italien, Portugal, Finland, Tyskland, Grækenland og Nederlandene.

Kommissionen understreger, at disse afgørelser styrker Fællesskabets beslutsomhed med hensyn til at bekæmpe svig, der skader EU's finansielle interesser.

2.1.2. Samarbejde om visse former for kriminalitet til skade for Fællesskabets finansielle interesser

Som noget af det vigtigste fremhævede Kommissionen i den samlede strategi, at det er nødvendig at forbedre bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, især dens grænseoverskridende form, der skader EU's interesser på områder, der også berøres af bedrageriet og korruptionen. Inden for visse specifikke områder, hvor der allerede findes en EU-lovgivning eller grundlæggende bestemmelser, især vedrørende beskyttelse af euroen eller bekæmpelsen af piratkopiering eller forfalskninger [39], kan de erfaringer, der er indvundet i praksis, udnyttes til at forstærke samarbejdet med medlemsstaterne og til eventuelt af tilpasse lovgivningen.

* Efter at retsgrundlaget [40] for euroens beskyttelse mod falskmøntneri er blevet vedtaget, vil Kommissionen iværksætte tværnationale og tværfaglige projekter for udvekslinger, bistand og uddannelse [41]. Der blev i 2002 gennemført syv projekter som led i Pericles-programmet, der involverede repræsentanter fra OLAF, Den Europæiske Centralbank og Europol. Mønterne beskyttes ved en særlige EU-foranstaltning overdraget Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center, der ledes af to medarbejdere fra Kommissionen (OLAF), hvoraf den ene er udsendt til "Mønten" i Paris. Der blev i 2002 taget initiativ til at analysere de forfalskede mønter, autentificering af euromønterne og oprettelse af en database om de anvendte materialer.

* Forfalskninger på industrielt og forretningsmæssigt plan, og mere generelt, krænkelser af den intellektuelle ejendomsret bidrager til at nære undergrundsøkonomien, ofte ved hjælp af smugleri, der medfører tab for EU's egne indtægter. Denne udvikling kræver forbedring og styrkelse af gældende love af hensyn til forbrugernes sikkerhed og beskyttelse, overholdelsen af den intellektuelle ejendomsret og beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser.

Kommissionen udarbejdede i 2002 to nye forslag til retsinstrumenter, som den fremsatte i januar 2003, nemlig et forslag til forordning [42] om udvidelsen af den intellektuelle ejendomsret til nye produkter, lettelse af rettighedsindehaverens adgang til at påpege krænkelser over for toldmyndighederne samt om forenkling af de foranstaltninger, som medlemsstaternes myndigheder træffer i tilfælde af mistanke om forfalskning af en vare fra et tredjeland, og et forslag til direktiv [43] med det formål at harmonisere EU-medlemsstaternes lovgivninger om intellektuel ejendomsret, og at fastlægge rammerne for informationsudveksling mellem medlemsstaternes myndigheder. Forslaget sikrer indehaverne af sådanne rettigheder ens vilkår i EU, udvider foranstaltningerne mod overtræderne og tjener dermed til afskrækning.

[42] Rådets forordning om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker visse intellektuelle ejendomsrettigheder (dok. KOM(2003) 20 endelig af 20.1.2003).

[43] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger og procedurer til sikring af overholdelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (dok. KOM(2003) 46(01) af 30.1.2003).

2.2. Samarbejdet med tredjelande

Kommissionen har siden 1998 sammen med Rådet arbejdet for at fjerne hindringerne for bekæmpelsen af den internationale økonomiske og finansielle kriminalitet, bl.a. i relation til Schweiz. Den har især erkendt behovet for at udvide det administrative samarbejde til bl.a. skatteområdet [44] og EU-udgifterne, der blev indført med protokollen fra 1997 vedrørende gensidig bistand på toldområdet [45]. Desuden lider retssamarbejdet af mangler, især inden for bekæmpelsen af skatte- og toldsvig samt hvidvaskningen af provenuet herfra. Det er stadig ikke muligt at få indsigt i dokumenter vedrørende schweiziske økonomiske aktører og modtagere af EU-midler.

[44] Kommissionens meddelelse til Rådet om rapporten om forhandlingerne om beskatning af renteindtægter (SEK(2002) 1287 endelig af 27.11.2002.

[45] Aftale i form af brevudveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Schweiz om indgåelse af en aftale i form af brevveksling om tilføjelse til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Schweiz af en tillægsprotokol om gensidig bistand mellem administrative myndigheder i toldspørgsmål (EFT nr. L 169 af 27.6.1997, s. 77-84).

Europa-Parlamentet udtrykker i sin beslutning af 13. marts 2003 om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser mod bedrageri bekymring for det manglende fremskridt i forhandlingerne med Schweiz om bedrageribekæmpelsen i 2002. Der har således endnu ikke kunnet gøres væsentlige fremskridt vedrørende en række nøglespørgsmål. Den kommende aftale forventes at indebære en kvalitativ forbedring af samarbejdet på grundlag af de normer, der gælder i EU for administrativ bistand, gensidig retshjælp og bekæmpelse af hvidvaskning. Kommissionen er stadig forpligtet af det mål, som Rådet fastsatte i mandatet af 14. december 2000, og forventer at afslutte forhandlingerne med Schweiz i 2003.

Samarbejdet med tredjelande udvikler sig også via et operativt samarbejde, især med kontrolbesøg ifølge artikel 19 og 20 i forordning nr. 515/97. I det følgende beskrives et markant eksempel på dette operative samarbejde:

Kosovo-undersøgelsen

OLAF fik efter en henvendelse fra FN's repræsentation i Kosovo (MINUK) ved udgangen af april 2002 mistanke om bedrageri og besluttede at indlede en ekstern undersøgelse ifølge artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1073/1999.

På grundlag af oplysninger indhentet i Kosovo påvistes det, at de involverede EU-midler (ca. 4,2 mio. $ eller 4 mio. EUR) var blevet overført til en bank i Gibraltar. Et yderligere forsøg fra den hovedmistænktes side på at overføre midlerne fra Gibraltar til Belize blev forhindret af banken.

Gibraltars hovedanklager opnåede på anmodning fra OLAF, at retten i Gibraltar indefrøs midlerne på den pågældendes bankkonto. I august 2002 opnåede OLAF, at det samlede involverede beløb blev tilbageført, og kontoret har derefter indledt en procedure med henblik på tilbagebetaling af saldoen og om indseende med kontoudtogene. OLAF sendte i juli 2002 de tyske retsmyndigheder alle oplysninger og dokumenter, som det under sin undersøgelse havde fået vedrørende det formodede bedrageri. En tidligere FN-ansat i Kosovo indfandt sig i december 2002 på den tyske offentlige anklagers kontor i Bochum og blev sat i varetægtsfængsel. Det er tysk ret, der er kompetent (rationae personae), og den pågældende blev i juni 2993 idømt tre et halvt års fængsel for underslæb i forbindelse med midler bestemt til KEK.

Trods de komplicerede internationale forbindelser, der skulle oprettes, blev denne undersøgelse tilendebragt meget hurtigt på grund af samarbejdet med de tyske myndigheder samt myndighederne i Gibraltar, Kosovo og Serbien. Retsmyndighedernes indsats i Tyskland og Gibraltar og kontakterne med FN i New York har været helt afgørende for fremskaffelsen af beviser.

3. Forebyggelse og bekæmpelse af korruption på interinstitutionelt plan

3.1. Den interinstitutionelle ramme

I maj 1999 vedtog Fællesskabet rammebestemmelser til bekæmpelse af bedrageri, korruption og anden ulovlig virksomhed til skade for Fællesskabet finansielle interesser og til sikring af, at Fællesskabets interesser sikres mod ulovligheder i institutionerne, organerne og agenturerne [46]. Disse bestemmelser har i 2002 medført flere tvistemål [47], der har givet nyttige fingerpeg om kohærensen i det interinstitutionelle aspekt af de interne undersøgelser [48]. Bestemmelserne anvendes på alle institutioner, organer og agenturer, der er oprettet ved EF- og Euratom-traktaterne eller af Rådet, uanset deres beføjelser, og på medlemmerne af institutionerne, uanset om de er dækket af vedtægten eller ikke og underlagt disciplinær kontrol. Det fremgår især af de seneste retsafgørelser, at "Fællesskabets finansielle interesser", som omhandlet i EF-traktatens artikel 280, ikke blot omfatter indtægter og udgifter over EU-budgettet, men også indtægter og udgifter, der hører under andre organer eller agenturer oprettet ved EF-traktaten, f.eks. ECB og EIB [49], samt alle midler og ressourcer, der forvaltes af disse EU-institutioner, -organer og -agenturer, uanset deres oprindelse.

[46] Vedtagelsen den 25. maj 1999 af forordning (EF) nr. 1073/1999 og (Euratom) nr. 1074/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, hvorved dette kontor pålægges at foretage undersøgelser vedrørende alvorlige forhold i forbindelse med tjenesteudøvelse, der kan betragtes som EF-tjenestemænds og -ansattes manglende opfyldelse af forpligtelser, der kan give anledning til disciplinærsager og i givet fald straffesager, og til at foretage undersøgelser om tilsvarende forsømmelser af medlemmerne af institutioner og organer, ledere af organer og agenturer eller medlemmer af institutionernes, organernes og agenturernes ikke-vedtægtsomfattede medlemmer. Interinstitutionel aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT L 136 af 31.5.1999). Kommissionens afgørelse nr. 1999/352/EF, EKSF, Euratom af 28. april 1999.

[47] Efter andragendet om annullering fremlagt af 71 medlemmer af Europa-Parlamentet fandt Retten, at Europa-Parlamentets afgørelse er en foranstaltning, der finder anvendelse på alle medlemmer af Europa-Parlamentet, uanset deres vedtægtsmæssige beføjelser (afgørelse af 26. februar 2002 truffet af Retten i Første Instans i sag T-17/00 (Rothley og 70 andre medlemmer af Europa-Parlamentet).

[48] Se afgørelse truffet af Retten i Første Instans samt generaladvokatens konklusioner af 3. oktober 2002 vedrørende sag C 11-00, Kommissionen mod ECB og C 15-00, Kommissionen mod EIB.

[49] Domstolens dom af 10. juli 2003 i sag C-11/00, Kommissionen mod ECB, og sag C-15/00, Kommissionen mod EIB, om annullering af afgørelse af 7.10.1999 truffet af Den Europæiske Centralbank og afgørelse af 10.11.1999 truffet af Den Europæiske Investeringsbank.

Den gradvise indførelse af disse bestemmelser skal i øvrigt ikke medføre, at de interne undersøgelser med henblik på at beskytte Fællesskabets interesser skal begrænse de forskellige organers uafhængighed og forvaltningsautonomi, idet de f.eks. selv bestemmer, hvorledes forholdene skal følges op, undtagen for så vidt angår straffesager. Domstolen fastslår således i sin dom af 10. juli 2003 OLAF's uafhængighed og anfører, at OLAF skal overholde EU-retten. Den afgrænser endvidere i dommen OLAF's beføjelser og aktionsmuligheder og nævner de forskellige særregler, som det skal handle på grundlag af.

Samme spørgsmål har været rejst for så vidt angår de organer, der er oprettet i forbindelse med den tredje søjle. Således er Europol, der i princippet finansieres udelukkende af medlemsstaterne, og hvis personale har deres egen vedtægt, ikke omfattet. Eurojust er derimod i meget stort omfang finansieret af EU's budget og har til sin disposition et sekretariat sammensat af tjenestemænd omfattet af vedtægten for EU-tjenestemænd. Derfor kan OLAF ifølge artikel 38, stk. 4, i Rådets afgørelse [50]gennemføre interne undersøgelser i bedrageribekæmpelsesøjemed i Eurojust [51].

[50] Rådets afgørelse nr. 2002/187/JAI af 28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet (EFT L 63 af 6.3.2002).

[51] Under hensyn til de følsomme aktiviteter, som Eurojust varetager i forbindelse med undersøgelser og retsforfølgninger, har Rådet ved afgørelse udelukket, at OLAF får adgang til oplysninger, som Eurojust ligger inde med, eller som er en følge af Eurojusts aktiviteter.

3.2. Disciplinære og specialiserede instanser

Hver institution og hvert organ eller agentur har egne disciplinære instanser, der kan have intern undersøgelseskompetence. Kommissionen oprettede således i februar 2002 et undersøgelses- og disciplinærkontor til administrative undersøgelser [52] og forberedelse af disciplinære procedurer. OLAF benyttes imidlertid i forbindelse med alvorlige forhold og forhold, der skader Fællesskabets finansielle interesser, på grund af dets ekspertise inden for strafferetlige sager og inden for økonomisk og finansiel kriminalitet.

[52] Se artikel 2 i Kommissionens afgørelse af 19. februar 2002 (K(2002) 540). I artikel 5, stk. 2, i denne afgørelse fastlægges kompetencefordelingen i forbindelse med interne administrative undersøgelser.

Ifølge den nye finansforordning [53] af 25. juni 2002 skal alle institutionerne dog oprette et uafhængigt specialorgan, der skal udtale sig om, hvorvidt der foreligger en finansiel uregelmæssighed, og hvilke følger dette skal have. Den udtalelse, som disse organer skal fremsætte, foregriber ikke den beslutning, der træffes af de organer, der er kompetente inden for bedrageri og korruption. Hele ordningen for intern kontrol kan eventuelt samles i en aftaleprotokol, således at al overlapning af kompetence undgås.

[53] Artikel 66, stk. 4, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers budget (EFT L 248 af 16.9.2002).

Intern undersøgelse af en af Kommissionens repræsentationer

I forbindelse med intern korruption er procedurerne med henblik på tildeling af offentlige kontrakter ofte blevet omgået.

OLAF har på grundlag af mistanke om korruption indledt en undersøgelse over for en ansat i Kommissionen, der arbejder på repræsentationen i Zagreb i Kroatien. Mistanken vedrører systematisk bedrageri i forbindelse med tilbudene med henblik på indkøb af edb-materiel og -tjenester. Som følge af bedrageriet skulle der være blevet indgået kontrakter med selskaber, som to ansatte havde forbindelse med. Efter at henstillinger fra OLAF på grundlag af dets undersøgelsesrapport er blevet oversendt til tjenestegrenene i september 2002, forbereder Kommissionen en inddrivelsesordre vedrørende dobbeltfakturering og har indledt disciplinære foranstaltninger mod en af sine ansatte.

De interne undersøgelser indledes ofte på grundlag af afsløringer, som institutionernes personale [54] foretager, eller oplysninger som følge af en ekstern undersøgelse. Alle oplysninger vedrørende tjenestemænd, ansatte, ledere eller medlemmer af institutionerne, organer eller agenturer vurderes af OLAF. Siden Kommissionens afgørelse fra april 2002 [55] kan ansatte og tjenestemænd, der i god tro og i embeds medfør har givet OLAF oplysninger, anmode deres institution om beskyttelse mod forskelsbehandling og diskrimination.

[54] Jf. artikel 4 i den standardafgørelse, der er vedlagt den interinstitutionelle afgørelse af 25. maj 1999.

[55] Kommissionens afgørelse af 4. april 2002 om adfærd i forbindelse med mistanke om alvorlige strafbare handlinger (dok. K(2002) 845).

4. Styrkelse af den strafferetlige dimension

Styrkelse af den strafferetlige dimension i forbindelse med ulovligheder, der skader Fællesskabets finansielle interesser, kræver, at Fællesskabet tager målrettede initiativer vedrørende karakteren af og de specifikke behov i forbindelse med bekæmpelsen af de pågældende former for kriminalitet over for EU. Desuden medfører oprettelsen af et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdig, således som der blev fremsat ønske om på Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i oktober 1999, at samarbejdet mellem medlemsstaterne og de kompetente organer på det retlige og politimæssige område styrkes.

Der er sket visse markante fremskridt på dette område i 2002, især som følge af ratificeringen af de traditionelle instrumenter, drøftelserne om forslaget til en europæisk anklagemyndighed og samarbejdet på det strafferetlige område.

4.1. Den strafferetlige dimension i forbindelse med beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser

4.1.1. Ratifikationen af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og af visse af dens protokoller

Beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser generelt tog et stort skridt fremad med ikrafttrædelsen den 17. oktober 2002, efter at alle medlemsstaterne havde ratificeret den, af den såkaldte BFI-konvention [56], dennes første protokol [57], og protokollen af 29. november 1996 om Domstolens kompetence. Disse ratificeringer beskrives nærmere i beretningens afsnit II. Ifølge denne konvention og dens første protokol skal medlemsstaterne bl.a. integrere den strafferetlige definition på bedrageri og korruption (aktiv og passiv) til skade for Fællesskabets finansielle interesser i deres nationale ret og fastsætte det strafferetlige ansvar for virksomhedsledere ved overtrædelser. Dette påvirker hverken Kommissionens kompetence i henhold til EF-traktatens artikel 280 eller dens kompetence til at fremsætte forslag til styrkelse af den strafferetlige dimension. Kommissionen skal nu undersøge, hvorledes medlemsstaterne har efterkommet deres forpligtelse med hensyn til at gøre bedrageri og korruption strafbart (inkl. hvidvaskning af penge i overensstemmelse med anden protokol) og vil fremlægge sine resultater af denne analyse.

[56] Konvention på grundlag af EU-traktatens artikel K3 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser - EFT C 316 af 27.11.1995.

[57] Protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser - EFT C 313 af 23.10.1996.

Den anden protokol af 1997 [58] er dog ikke trådt i kraft, fordi ikke alle medlemsstaterne har ratificeret den, selv om Rådet i sine konklusioner af 8. november 2002 [59] opfordrede dertil. Dette har medført nye forsinkelser til skade for effektiviteten på EU-plan af bekæmpelsen af hvidvaskningen af penge og det tekniske og operative samarbejde mellem de retsforfølgende myndigheder og Kommissionen (OLAF). Den særlige karakter af dette snævre og regelmæssige samarbejde berører ikke koordinationen mellem Kommissionen (OLAF) og de europæiske organer, der er ansvarlige for kriminalitetsbekæmpelse.

[58] Anden protokol til konventionen om beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod hvidvaskning af udbytter fra svig og bestikkelse til skade for Fællesskabets finansielle interesser, vedrørende juridiske personers ansvar, beslaglæggelse af goder og samarbejde med Kommissionen - EFT C 221 af 19.7.1997.

[59] Punkt 10 i ØKOFIN-Rådets konklusioner af 8. november 2002 om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og bedrageribekæmpelse (dok. 13244 FIN 409).

Da samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen, jf. bl.a. EF-traktatens artikel 280, stk. 3 [60] og den afledte ret, hastigt bør udvides, opretholder Kommissionen under alle omstændigheder sit forslag til direktiv om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser [61], som den betragter som den mest hensigtsmæssige måde til at sikre, at EU-retten anvendes effektivt og proportioneret. Når forslaget til direktiv, som både Europa-Parlamentet og Revisionsretten støtter, er vedtaget, kan Fællesskabet desuden foretage kontrol under eget ansvar [62].

[60] Som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning 1073/99, artikel 2, stk. 2, i Kommissionens afgørelse nr. 1999/352/EF, Euratom samt Rådets forordning 2185/96 (artikel 4).

[61] EFT C 240E af 28.8.2001.

[62] Samme analyse ligger til grund for et forslag til direktiv til strafferetlig beskyttelse af miljøet baseret på EF-traktatens artikel 175, hvorom Domstolen skal afgive udtalelse snarest og således præcisere spørgsmålet om strafferetlige kompetencer i traktaterne.

4.1.2. Grønbogen om strafferetlig beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og oprettelse af en europæisk anklagemyndighed.

Inden for det udvidede EU må retsforfølgningen af kriminelle, der skader Fællesskabets finansielle interesser, nødvendigvis effektiviseres. Derfor har Kommissionen foreslået oprettelse af en europæisk anklagemyndighed, der skal afhjælpe opdelingen af EU's strafferetlige område i denne forbindelse [63]. Kommissionen vedtog den 12. december 2001 en grønbog om en europæisk anklagemyndighed [64], og der pågik i hele 2002 en bred debat i de relevante kredse om spørgsmålet, dvs. i de nationale parlamenter og regeringer, EU's institutioner og organer, fagkredse med speciale i strafferet, både praktiske brugere af strafferetten og akademikere og ikke-statslige organisationer. Kommissionen organiserede den 16. og 17. september 2002 en offentlig høring med repræsentanter fra disse interesserede kredse.

[63] KOM(2000) 34. Kommissionens supplerende bidrag til statskonferencen om de institutionelle reformer -- Strafferetlig beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser: en europæisk anklagemyndighed, 29.9.2000, KOM(2000) 608. Forslag om indførelse af en ny artikel 280A i EF-traktaten, uanset Det Europæiske Råd i Nice.

[64] KOM(2001) 715. Konklusionerne af Det Europæiske Råds møde i Laeken den 14. og 15. december 2001. Herved opfordredes Rådet til at behandle denne grønbog hurtigt under hensyntagen til retssystemernes og traditionernes forskelligartethed.

De fleste reaktioner var positive med hensyn til princippet om at oprette en europæisk anklagemyndighed, men regeringerne var mere tilbageholdne end repræsentanterne fra Europa-Parlamentet [65], Overvågningsudvalget og Revisionsretten og i forhold til de praktiske bruger af strafferetten og civilsamfundets repræsentanter. Mange insisterede på, at Kommissionens forslag tilpassedes, så der både blev taget hensyn til effektiviteten og til de grundlæggende rettigheder. En del af dem, der forsvarer forslaget, mener desuden, at kontrollen af den europæiske anklagemyndigheds handlinger må foregå på EU-plan.

[65] Se især punkt 59-62 i Europa-Parlamentets beslutning af 13.3.2003 om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser - Årsberetning 2001.

Grønbogen har således opfyldt sin mission, og Kommissionen har i fortsættelse af sit forslag på statskonferencen (CIG) 2000 fremlagt et vigtigt bidrag til konventet om EU's fremtid og dermed deltaget aktivt til arbejdet. Under konventet mente nogle regeringer, at anklagemyndighedens kompetence skulle være bredere end anført i Kommissionens forslag, medens andre gentog deres modstand mod oprettelse af en anklagemyndighed. Forslaget til forfatningstraktat omfatter en bestemmelse, som giver Rådet beføjelse til med enstemmighed at oprette en "europæisk anklagemyndighed" i Eurojusts regi. Denne europæiske anklagemyndighed skulle have kompetence til at efterforske og forfølge ikke blot overtrædelser til skade for Fællesskabets finansielle interesser, men også alvorlige forbrydelser, der berører flere medlemsstater, og fremlægge disse sager til pådømmelse i medlemsstaternes retter. Kommissionen glæder sig over denne mulighed, hvis sigte går ud over dets eget forslag, men den forbeholder sig ret til at fremsætte relevante forslag, således at det undgås, at bestemmelse om mandatet til Rådet, der enten kan være frivilligt eller skal træffes med enstemmighed, medfører blokering i et EU bestående af 25 medlemsstater.

4.2. Det strafferetlige samarbejde

I overensstemmelse med konklusionerne af Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i oktober 1999 kræver oprettelsen af det fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU, at samarbejdet mellem medlemsstaterne styrkes, især ved en indbyrdes tilnærmelse af strafferetten [66] og ved anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse. Fremskridtene i 2002 på dette område, især rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre [67], der skal erstatte procedurerne for udvisning mellem medlemsstaterne, vil få en positiv virkning på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser.

[66] Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om oprettelse af et fælles område for frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union - KOM(2001) 628 endelig.

[67] Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne - 2002/584/RIA - EFT L 190 af 18.7.2002. Denne rammeafgørelse kan transformeres fra 1. januar 2004.

Desuden øges behovet for et partnerskab mellem de organer, der er oprettet ved tredje søjle (EU-traktatens afsnit VI), og for EU-instanser, der er kompetente med henblik på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, efterhånden som det fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed indføres. Især nåede samarbejdet med organerne for retligt og politimæssigt samarbejde (der har kompetence inden for organiseret international kriminalitet) et nyt højdepunkt i 2002 efter udvidelsen af Europols mandat og oprettelsen af Eurojust i overensstemmelse med Rådets beslutning.

I bilaget til Rådets afgørelse af 6. december 2001 om udvidelse af Europols mandat til at omfatte alle de former for alvorlig international kriminalitet, der er anført i bilaget til Europol-konventionen [68], opfordrede Rådet til forhandling om en aftale mellem Europol og Kommissionen for at fastlægge OLAF's og Kommissionens kompetencer. Disse forhandlinger [69], der førtes i 2002, afsluttedes den 18. februar 2003 med underskrivelsen af en administrativ samarbejdsaftale. I aftalen fastlægges de generelle rammer for et samarbejde inden for de respektive kompetenceområder, især i form af konsultation, gensidig bistand og udveksling af information inden for områder, hvor der er tale om en fælles interesse, bortset fra udveksling af persondata. Desuden fastsættes det i aftalen, at OLAF som led i sin operative kompetence i forbindelse med spørgsmål, hvor Europol har operativ kompetence, kan indgå direkte aftaler med Europol om de nærmere praktiske betingelser for samarbejdet.

[68] EFT C 362 af 18.12.2001.

[69] Forhandlerne indledtes primo 2001 i forbindelse med vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri. Det fastsættes i denne forbindelse i Kommissionens beretning (KOM(2001) 771 endelig af 13.12.2001), at ikke alle medlemsstaterne har kunnet efterkomme især artikel 6 i Rådets rammeafgørelse af 29.5.2000 (2000/383/RIA - EFT L 140 af 14.6.2000). Det fastsættes i denne artikel, at medlemsstaterne skal sikre, at adfærd, der kan betegnes som falskmøntneri, kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

Desuden har der efter oprettelsen af Eurojust ved Rådets afgørelse af 28. februar 2002 være gjort fremskridt for at sikre synergien mellem Eurojusts og OLAF's respektive kompetencer og fremme udvekslingen af operative informationer mellem disse to organer. Der er især tale om en præcisering af forbindelsen mellem "det snævre og løbende samarbejde" ifølge EF-traktatens artikel 280, stk. 3, (mellem de kompetente myndigheder og med Kommissionen) og samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder via medlemmerne af Eurojust som led i tredje søjle [70]. Ifølge aftalememorandumet fra 2002, der blev underskrevet af OLAF og Eurojust den 14. april 2003, skal der iværksættes et snævert samarbejde mellem OLAF's retsembedsmænd og medlemmerne af Eurojust.

[70] Ifølge 8. betragtning i Rådets afgørelse berører «Eurojusts beføjelser ikke Fællesskabets kompetence med hensyn til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser». Kommissionen har fremsat en erklæring, der er vedlagt Rådets afgørelse, hvorefter ansvaret for beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser deles mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, og det skal i denne forbindelse skal understreges, at artikel 280 i EF-traktaten er det specifikke retsgrundlag, der regulerer samarbejdet med de nationale myndigheder (EF-traktatens artikel 280, stk. 3), eller som lægges til grund for de nødvendige foranstaltninger til bekæmpelsen af bedrageriet eller andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabets finansielle interesser (EF-traktatens artikel 280, stk. 4). Dette er rammerne for det snævre og regelmæssige samarbejde mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og medlemsstaternes retsforfølgende myndigheder på den ene side og mellem Kommissionen (OLAF) og Eurojust på den anden.

Som beskrevet i Kommissionens handlingsplan for 2001-2003 om bekæmpelsen af bedrageri [71] har 2002 således markeret fremskridt i vedtagelsen af bestemmelserne for det praktiske samarbejde mellem de organer, der først og fremmest kommer til at blive ansvarlige for overholdelsen af principperne i EF-traktatens artikel 280. Der er naturligvis kun tale om en første etape i processen mod et sammenhængende, gennemsigtigt og forståeligt system bestående af alle EU-organer, der er involveret i bekæmpelsen af tværnational kriminalitet, og især, for så vidt angår beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, mod oprettelsen af en traktat om en europæisk anklagemyndighed.

[71] Kommissionens meddelelse af 15. maj 2001, beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser. Bedrageribekæmpelsen. Handlingsplan for 2001-2003 (KOM(2001) 254 endelig), afsnit 2.1.2.

5. Opfølgning af handlingsplanen 2001-2003

Kommissionen fremlægger her sin beretning om, hvor langt man er nået med gennemførelsen af handlingsplanen 2001-2003 om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser [72]. Formålet er at vise resultaterne af tiltagene i 2002 som led i de overordnede mål, der blev vedtaget i den samlede strategi fra juni 2000, og under hensyn til tilpasningerne i tidsplanen for Kommissionens arbejdsprogram.

[72] KOM(2001) 254 endelig af 15.5.2001.

Oversigten i bilaget [73] indeholder de relevante oplysninger vedrørende overholdelsen af den foreløbige tidsplan, de ansvarlige tjenestegrene og identifikationen af de retlige og administrative instrumenter. Forbindelsen med initiativerne i handlingsplanen påvises hele tiden og ved lejlighed gives der oplysning om, hvorledes spørgsmålet er blevet fulgt op efter regnskabsåret 2002.

[73] I tabellen vises ikke aktioner, for hvilke der ikke er planlagt initiativer eller opfølgning i 2002. Med hensyn til tabellens kolonner: - viser de to første målet og aktionen i handlingsplanen vedtaget i maj 2001 - angiver tredje kolonne det generaldirektorat, der styrer sagen - viser fjerde kolonne om, hvorvidt og hvordan målet er blevet nået; de enkelte elementer i opfølgningen gør det muligt at overskride tabellens strengt etårige grundlag - giver femte kolonne en kortfattet redegørelse for iværksættelsen og virkningerne af initiativet.

Afsnit II - Medlemsstaternes gennemførelse af artikel 280 i 2002 - Foranstaltninger til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser

Ifølge EF-traktatens artikel 280 skal Kommissionens rapport bl.a. redegøre for medlemsstaternes aktioner i det foregående år med henblik på bekæmpelsen af bedrageri og andre ulovligheder, der skader Fællesskabets finansielle interesser.

Til forskel fra foregående regnskabsår gengives medlemsstaternes svar på spørgeskemaets forskellige rubrikker i rapportens bilag. De, der ønsker at få et overblik over medlemsstaternes arbejde i de foregående tolv måneder med henblik på at beskytte Fællesskabets finansielle interesser, kan i disse bilag finde de ønskede oplysninger for hver af de omfattede sektorer. Nærværende afsnit II i beretningen begrænser sig således til at være en oversigt over de mest markante begivenheder, som medlemsstaterne har givet meddelelse om.

Kommissionen baserer denne oversigt på medlemsstaternes svar på et spørgeskema (artikel 280-spørgeskemaet), der er blevet tilpasset efter erfaringerne, men bevarer den nødvendige kontinuitet med de foregående år. Dette har lettet medlemsstaternes opfølgning af bedrageribekæmpelsen i de seneste år.

Oversigten begynder med et resumé af den vigtigste udvikling på lovgivningsområdet og administrativt i medlemsstaterne til effektivisering af beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser mod bedrageri og uregelmæssigheder. Derefter omhandler et særskilt afsnit hver af de tre vigtigste områder for Fællesskabets indtægter og udgifter (traditionelle egne indtægter, landbrugsudgifter og strukturforanstaltninger).

Som i de tidligere år omhandler anden rubrik (punkt 7) iværksættelsen af konventionen om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og dens protokoller. Oversigten over ratifikationen af disse instrumenter (tredje søjle) omhandler dog kun anden protokol, fordi de sidste medlemsstaters ratifikation af konventionen og de øvrige protokoller blev afsluttet i 2002.

Tredje og fjerde rubrik (punkt 8 og 9) dækker henholdsvis den personalemæssige tilrettelæggelse af kontrollen inden for de tre nævnte sektorer (egne indtægter, landbrugsudgifter og strukturforanstaltninger) og koordinationen mellem de enkelte tjenester i medlemsstaterne. Formålet er at give et første indtryk af den beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser, som de enkelte medlemsstater har iværksat. De talmæssige oplysninger, som medlemsstaterne har indsendt vedrørende denne del af beretningen, søges analyseret af Kommissionen.

Det forhold, at beretningen omfatter et år samt er horisontal og tværsektoriel, vanskeliggør en dybtgående evaluering [74] af medlemsstaternes beskyttelse af finansielle interesser evalueret. Derfor planlægger Kommissionen en mere målrettet og flerårig strategi.

[74] Parlamentet har to gange fremhævet, at oversigten over nye nationale foranstaltninger skal ledsages af en analyse foretaget af Kommissionen, således at eventuelle svagheder inden for beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser kan påvises (Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2003 om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelse af svig - årsberetning 2001, Europa-Parlamentets beslutning af 29. november 2001 om Kommissionens årsberetning for 2000 om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelsen af svig og om Kommissionens meddelelse om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelsen af svig, handlingsplan for 2001-2003).

6. Tekster til iværksættelse af EF-traktatens artikel 280 - Den vigtigste udvikling på det lovgivningsmæssige og administrative område

Blandt de nye foranstaltninger, der er vedtaget med henblik på iværksættelsen af traktatens artikel 280, og som medlemsstaterne har givet meddelelse om som svar på "artikel 280-spørgeskemaet" for 2002, findes forskellige aktioner, bl.a. nye lovgivningsmæssige foranstaltninger, institutionelle ændringer, vedtagelse af gennemførelsestekster til fællesskabslovgivning vedrørende beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og ibrugtagning af nye edb-redskaber.

Det er klart, at disse forskellige foranstaltninger ikke har samme virkning på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser i medlemsstaterne.

De mest markante forhold, som medlemsstaterne har meddelt, er anført i det følgende, opdelt efter aktivitetsområde (egne indtægter, landbrugsudgifter og strukturforanstaltninger). Oversigten over de mest markante begivenheder i 2002 er ikke udtømmende.

En fuldstændig oversigt over alle nye foranstaltninger, der er vedtaget med henblik på iværksættelsen af traktatens artikel 280 i 2002, kan ses i bilaget (tabel 1.1., 1.2. og 1.3.).

Som flere medlemsstater har understreget i svaret på spørgeskemaet, kan der ikke drages generelle konklusioner vedrørende omfanget af beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser i den pågældende medlemsstat, fordi der ikke har været truffet nye foranstaltninger i 2002, idet dette netop kan afspejle en mere intens lovgivningsaktivitet i de foregående år.

6.1. Egne indtægter

I tabel 1.1 vises den nye udvikling inden for lovgivningen og på det administrative område i 2002 vedrørende egne indtægter for hver medlemsstat.

Blandt de mest markante begivenheder inden for told kan nævnes ændringen af toldloven i Danmark, der gør det muligt for told- og skattemyndighederne at beslaglægge alle beløb på over 15 000 EUR.

I Frankrig blev der i december 2001 iværksat en ny artikel 28-1 til straffeloven, der bemyndiger toldmedarbejdere til at foretage retsundersøgelser, især på området bedrageri mod Fællesskabets finansielle interesser. Ved en ny foranstaltning vedtaget i 2002 tilknyttes disse medarbejdere en selvstændig tjenestegren, hvilket forbedrer de redskaber, der stilles til rådighed for retsmyndighederne på det økonomiske og finansielle område.

I Italien har toldmyndighederne ved cirkulære taget nye procedurer til datamatiseret forvaltning af det særskilte regnskab for egne indtægter i brug.

De britiske myndigheder meddeler, at toldmyndighederne aktivt sammen med de øvrige medlemsstaters myndigheder deltager i gruppen vedrørende gensidig bistand inden for Verdenstoldorganisationen. Formålet er at modernisere og revidere den multilaterale Nairobi-konvention om gensidig bistand. Den foreslåede nye konvention skal effektivisere toldmyndighedernes kontrol og vil få en positiv virkning på skattekontrollen og bekæmpelsen af bedrageri i forbindelse med samhandelen mellem EU og tredjelande.

I Belgien er der blevet vedtaget en ny konkurslovgivning, der gør det muligt at hindre brug af skuffeselskaber ved at forenkle opstillingen af slutopgørelser og at fastlægge årsagerne til og omstændighederne omkring konkurser. Loven letter ligeledes fastlæggelsen af ledelsesansvaret, og bestemmelsen af, om der er tale om alvorlige og organiseret skatteunddragelse.

De irske myndigheder har meddelt, at de i marts 2002 har vedtaget TIS-konventionerne (toldinformationssystemet) og Napoli 2-konventionen med tilknyttede instrumenter. Dermed blev det muligt at iværksætte den midlertidige gennemførelsesaftale til TIS-konventionen fra 1. juni 2002.

6.2. Landbrugsudgifter

Der har i 2002 været en markant udvikling i forbindelse med landbrugsudgifterne.

De østrigske myndigheder meddeler, at antallet af udbetalingsmyndigheder i 2002 blev nedsat fra tre til to, ved at udbetalingerne i forbindelse med udviklingen af landdistrikter (landbrugsministeriet) den 16. oktober blev overdragt udbetalingsmyndighederne "Agrarmarkt Austria". Formålet med denne ændring er at koncentrere pengestrømmene, de administrative procedurer og anmeldelsessystemerne, at standardisere og forenkle revisionssystemet, forbedre den tekniske ekspertise, effektivisere inddrivelsen af midler og koncentrere og standardisere udbetalingsmyndighedens attestering af regnskabsafslutningen.

I Grækenland er kontrol- og sanktionsbestemmelserne blevet skærpet inden for foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne. Der fastsættes således i en ministerbekendtgørelse bestemmelser om sanktioner i tilfælde af overtrædelser af EU-bestemmelser og nationale bestemmelser i form af finansielle korrektioner af en del af eller hele fællesskabstilskuddet, samtidig med at der indledes procedurer til inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb eller med henblik på udelukkelse af det pågældende organ i forbindelse med alvorlige uregelmæssigheder.

Som en interessant horisontal foranstaltning kan nævnes, at det organ, der i Spanien er ansvarligt for koordinationen af kontrollen og af sanktionerne inden for den fælles landbrugspolitik, er blevet udvidet, og at der i Italien er blevet indført sanktionsprocedurer i forbindelse med forordning 4045/89.

Alle nye foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget inden for landbrugsudgifterne, er anført i bilaget (tabel 1.2). Anvendelsen af disse nye foranstaltninger skal omhandles i en opfølgning.

6.3. Strukturforanstaltningerne

I særrapport nr. 10/2001 fra Revisionsretten [75] belyses visse svagheder i medlemsstaternes systemer for opdagelse, meddelelse og opfølgning af uregelmæssigheder inden for strukturfondsområdet. På baggrund af denne særrapport skal de nye lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget i 2002 inden for strukturfondene, nævnes specielt.

[75] Særberetning nr. 10/2001 om finansiel kontrol med strukturfondene - Kommissionens forordning (EF) nr. 2064/97 og (EF) nr. 1681/94 (EFT C 314 af 8.11.2001).

Der trådte således i 2002 i Nederlandene to love i kraft, der har en betydelig virkning på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser. For det første en lov om kontrol med fællesskabsstøtte, der ud over tilbagesøgningsretten og tildelingsbeføjelserne regulerer informationsretten. Loven er især gyldig for strukturfondene. I efteråret 2003 forelægges det nederlandske parlament en rapport om anvendelsen af støtten fra EU mellem maj og december 2002. De decentrale forvaltningsorganer, som loven omfatter, skal give de politiske instanser oplysninger om den EU-støtte, som de har modtaget. Anden lov om ottende ændring af regnskabsloven giver Nederlandenes revisionsret kompetence inden for kontrol med anvendelsen af EU-støtte indtil den endelige modtager [76].

[76] Nærmere oplysninger TES-loven og om ottende ændring af regnskabsloven kan findes i det nederlandske bidrag til årsberetningen for 2000 og 2001 vedrørende EF-traktatens artikel 280.

I Finland er lovgivningen vedrørende regionaludvikling blevet revideret og fornyet. Som den tidligere lovgivning indeholder den bestemmelser vedrørende ydelse af midler, udbetaling, opfølgning, kontrol og forfølgning af uregelmæssigheder samt kriterierne for inddrivelse. Åland-provinsen nævner vedtagelsen af en ny lov om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser, hvorefter kriminalitet over for offentlige midler uanset deres oprindelse (regional, national eller fra EU) straffes.

De græske myndigheder meddeler, at de i 2002 har foretaget en omfattende revision af proceduren for inddrivelse af uretmæssigt eller ulovligt udbetalte beløb i forbindelse med EU-programmer. Formålet med denne revision er at oprette et nationalt system for finansielle korrektioner i overensstemmelse med Kommissionens forordning 438/2001.

I Portugal er der blevet vedtaget en bekendtgørelse om anvendelse på Samhørighedsfonden som integreret del af tredje fællesskabsstøtteramme af samme standarder for finanskontrol som for strukturfondene. I betragtning af de store beløb, der udbetales i forbindelse med Samhørighedsfonden i Portugal, mener de portugisiske myndigheder, at lovgivning vedrørende forvaltningen og de myndigheder, der er ansvarlige for kontrollen, betyder et yderligere vigtigt skridt i retning af anvendelsen af foranstaltninger, der er grundlæggende for at sikre Fællesskabets finansielle interesser.

Procedurerne for kontrol og tilsyn med projekter er ligeledes blevet forstærket i Det Forenede Kongerige, for så vidt angår udgifter, der finansieres af Den Europæiske Socialfond.

En fuldstændig liste over nye foranstaltninger til iværksættelsen af artikel 280 inden for strukturfondene findes i bilaget (tabel 1.3).

7. Tekster til gennemførelse af konventionen om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser

I 2002 ratificerede de sidste medlemsstater konventionen vedrørende beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser [77], første protokol [78] om aktiv og passiv korruption og protokollen af 29. november 1996 om Domstolens fortolkningen af konventionen [79]. Efter disse ratifikationer trådte disse tre instrumenter, der omfattes af den såkaldte tredje sølje, i kraft den 17. oktober 2002.

[77] Konvention på grundlag af artikel i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, underskrevet den 26.7.1995 i Bruxelles (EFT C 316 af 27.11.1995). Belgiens meddelelse om ratifikation af denne konvention deponeredes den 12.3.2002, Irlands den 3.6.2002 og Italiens den 19.7.2002. De belgiske myndigheder oplyser, at loven af 17. februar 2002 om godkendelsen af konventionen og dens tre protokoller blev offentliggjort i den belgiske statstidende den 15. maj 2002 og er trådt i kraft.

[78] Protokol på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, underskrevet den 27.9.1996 i Dublin (EFT C 313 af 23.10.1996). Belgiens meddelelse om ratifikation af denne protokol deponeredes den 12.3.2002, Irlands den 3.6.2002, Italiens den 19.7.2002 og Nederlandenes den 28.3.2002.

[79] Protokol på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, underskrevet den 29.11.1996 i Bruxelles (EFT C 151 af 20.5.1997). Belgien har deponeret meddelelsen om ratifikation af denne konvention den 12.3.2002, Irland den 3.6.2002 og Italien den 19.7.2002.

Medlemsstaterne skal nu i deres strafferet indsætte harmoniserede definitioner og sanktioner for bedrageri og aktiv og passiv korruption til skade for Fællesskabets finansielle interesser. Desuden udvides samarbejdet på det strafferetlige område mellem medlemsstaterne vedrørende kompetence, gensidig retshjælp, udvisning og overførsel samt centralisering af retsforfølgningen.

Derimod afventer anden protokol af 19. juni 1997 [80] om hvidvaskning af kapital, juridiske personers ansvar, beslaglæggelse af instrumenter og produkter, der har forbindelse med overtrædelserne, og det vertikale samarbejde med Kommissionen (OLAF) stadig at blive ratificeret af Italien, Luxembourg og Østrig [81].

[80] Anden protokol på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser - fælles erklæring vedrørende artikel 13, stk. 2 - erklæring fra Kommissionen vedrørende artikel 7 - EFT C 221 af 19.7.1997.

[81] Tyskland og Finland ratificerede i 2003.

Af tabel 2.1 i bilaget fremgår det, hvor langt ratifikationen af denne anden protokol er nået. Den viser den dato, på hvilken medlemsstaten har givet Rådet meddelelse om ratifikation.

Iværksættelsen af samtlige fire instrumenter i medlemsstaterne ses af tabel 2.2. Heri vises, hvad der er sket i 2002 med henblik på at gennemføre konventionen af 1995 og dens protokoller, samt eventuelt tilfælde, hvor nationale bestemmelser endnu ikke dækker aftaleinstrumenterne samt eventuelle vanskeligheder.

Der er især i Tyskland, Nederlandene, Portugal og Finland konstateret fremskrift med hensyn til transformeringen af konventionen og dens protokoller.

Andre medlemsstater meddeler, at transformeringen allerede for en stor dels vedkommende blev gennemført før 2002.

8. Organiseringen af de tjenester, der har ansvaret for beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser

Det er først og fremmest medlemsstaterne, der har det største ansvar for beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, idet de tegner sig for forvaltningen af over 80 af udgifterne og for opkrævningen af alle traditionelle egne indtægter. De forskellige typer af kontrol, der omhandles i forordningerne vedrørende de forskellige sektorer, implicerer mange aktører og organer på forskellige niveauer af medlemsstaternes administration (udbetalingsorganer, forvaltningsmyndigheder, nationale centrale og decentrale tjenester, tjenester tilknyttet lokalsamfundene).

Alle disse kontroller bidrager til beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser dér, hvor medlemsstaterne skal sikre en effektiv beskyttelse svarende til beskyttelsen af deres egne interesser.

Der er dels tale om kontrollen med overholdelsen af de bestemmelser, der er omhandlet i forordningerne for de forskellige sektorer og dels om mere målrettet kontrol af bekæmpelsen af bedrageriet i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 280.

Kontrollen med overholdelsen af bestemmelserne dækker for det første dokumentkontrollen, der benævnes «kontrol på første niveau» eller «forudgående kontrol», og som tager sigte på at vurdere, om procedurerne og kriterierne i lovgivningen om ydelsen af finansieringen eller tilskuddene er overholdt.

Kontrollen af om bestemmelserne er overholdt, omfatter også efterfølgende kontrol (efter udbetaling af tilskud f.eks.), der tager sigte på at sikre, at projekterne er gennemført og finansieret og om kontrolsystemet er pålideligt. Disse kontroller baseres ofte på en risikoanalyse i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne vedrørende flere sektorer [82].

[82] Se f. eks. Kommissionens forordning (EF) nr. 3122/94 af 20. december 1994 om fastlæggelse af kriterierne for risikoanalysen for så vidt angår landbrugsprodukter, der giver ret til udbetaling af restitution (EFT L 330 af 21.12.1994, s. 31); Kommissionens forordning (EF) nr. 2064/97 af 15. oktober 1997 om gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 om detaljerede ordninger for medlemsstaternes finanskontrol af aktioner, der medfinansieres af strukturfondene (EFT L 290 af 23.10.97, s. 1).

Desuden skal medlemsstaterne foretage en mere målrettet bedrageribekæmpelse. Denne form for kontrol (undersøgelser med henblik på bekæmpelse af bedrageri) udføres på grundlag af mistanke, som er opstået hos de forskellige medlemsstaters myndigheder, dvs. toldmyndigheder, politiet, skattemyndighederne og højere retsmyndigheder.

Da tilrettelæggelsen er medlemsstaternes ansvar, er de blevet anmodet om, ud fra et funktionssynspunkt, at give meddelelse om deres kontrolaktiviteter fordelt på typer. Udgangspunktet er den kontrollerede sektor og ikke den organisation, som det pågældende personale er tilknyttet.

Tabel 3.1, 3.2. og 3.3. i bilaget viser medlemsstaternes vurderinger af det personale, der i 2002 blev anvendt til de enkelte typer kontrol (forudgående, efterfølgende og til bedrageribekæmpelse) i de tre betragtede sektorer (traditionelle egne indtægter, landbrugsudgifter og strukturforanstaltninger). For at nå frem til sammenlignelige tal er de forskellige informationstyper og kontrolbegreber angivet så nøjagtigt som muligt. I de to sidste kolonner af hver tabel er medlemsstaternes kontrolpersonale sat i forhold til de kontrollerede udgifter eller midler. På grundlag af disse oplysninger får medlemsstaterne en første vurdering af, hvor langt de er nået i retning af opfyldelsen af principperne om ensartethed og effektivitet som omhandlet i traktatens artikel 280.

Da der er tale om vurderinger baseret på muligvis afvigende fortolkninger af definitioner af kontrol og personale, skal disse oplysninger fortolkes med forsigtighed og de har kun vejledende værdi. Hovedformålet er at udlede de overordnede tendenser, der senere skal detaljeres sammen med medlemsstaterne som led i en struktureret dialog.

Det fremgår af tabellerne, at flertallet af de menneskelige ressourcer i samtlige medlemsstater og for samtlige områder i 2002 blev anvendt til forudgående kontrol (forudgående kontrol: 81 %; efterfølgende kontrol: 11 %; bedrageribekæmpelses undersøgelser: 8 %).

Dette viser, at hovedvægten er blevet lagt på den forudgående overvågning og kontrol, der for indtægternes vedkommende foretages ved undersøgelse af de indsendte tolderklæringer og for udgifterne ved gennemgang af finansieringsansøgningerne.

Kvantitativt mobiliserer kontrollen af midlernes anvendelse og af projekternes gennemførelse (efterfølgende kontrol) generelt færre ressourcer, idet de udføres på grundlag af programmer, stikprøver og risikoanalyser.

For det personale, der anvendes til kontrollen af bedrageribekæmpelsen, skal der tages hensyn til, at kontrolinspektørerne med ansvar for bedrageribekæmpelseskontrollen ofte dækker flere sektorer (for eksempel i Grækenland afdelingen for forfølgning af økonomisk kriminalitet) og at visse medlemsstater i deres tal har inkluderet personale med kompetence inden for retlige undersøgelser.

Som helhed har medlemsstaterne anvendt mere personale i sektoren for traditionelle egne indtægter (50 467) end i de to andre sektorer (landbrugsudgifter: 16 240; strukturforanstaltninger: 6 769).

Ses der på det beløb, som hver kontrolinspektør kontrollerer, så lå det højeste for strukturfondene (3,10 mio. EUR pr. kontrolinspektør; landbrugsudgifter: 2,56 mio. EUR; egne indtægter: 0,29 mio. EUR) [83]. Dette synes at bekræfter konklusionerne fra de tilsvarende undersøgelser i 1995 og 1998 om gennemførelsen af traktatens artikel 209A (280 efter Amsterdam-traktaten) [84].

[83] Denne sats er baseret på de enkelte medlemsstaters indbetalinger til budgettet og aktionsudgifterne i 2001.

[84] Beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser - Sammendrag af den sammenlignende analyse af medlemsstaternes rapporter om de foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan med henblik på bekæmpelse af spild og uretmæssig anvendelse af fællesskabsmidlerne, KOM(95) 556 endelig; tillæg om kontrol og administrative sanktioner (1998).

I det følgende kommenteres oplysningerne for hvert enkelt budgetområde.

Selv om oplysningerne viser en variation i de forskellige medlemsstaters kontrolstrategier, er man stadig langt fra en kvalitetsvurdering, der ville kræve en grundigere undersøgelse af de instrumenter og kontrolmetoder, der anvendes i medlemsstaterne.

8.1. Traditionelle egne indtægter

Inden for dette område

- er den forudgående kontrol den kontrol, der omhandles i artikel 4, stk. 13, i Fællesskabets toldkodeks, den toldkontrol, der omhandles i artikel 4, stk. 14, samt dokumentkontrol og kontrol af varer som omhandlet i samme kodeks' artikel 68, bortset fra kontrol af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter

- er den efterfølgende kontrol den kontrol, der omhandles i artikel 4, punkt 14 og 78 i Fællesskabets toldkodeks

- er bedrageribekæmpelsesundersøgelserne de undersøgelser, der gennemføres i forbindelse med formodede uregelmæssigheder, herunder undersøgelser foretaget af de undersøgende myndigheder og i givet fald forfølgning.

Inden for de traditionelle egne indtægter synes den forudgående kontrol at mobilisere det største personale i de fleste medlemsstater (for samtlige medlemsstater tegner den forudgående kontrol sig for 80,4 %; den efterfølgende kontrol for 9,8 %; bedrageribekæmpelsesundersøgelserne for 9,8 %). Der er dog ikke megen ensartethed mellem medlemsstaterne med hensyn til personalets fordeling blandt de tre kontroltyper (forudgående, efterfølgende og til bedrageribekæmpelse).

Som anført i tabel 3.1 i bilaget anvender to medlemsstater (Danmark og Det Forenede Kongerige) mere personale til efterfølgende kontrol end til forudgående.

En medlemsstat (Spanien) anvender mere personale (43,4 %) til bedrageribekæmpelsesundersøgelser end til de andre to kontroltyper.

Oplysningerne synes at vise, at medlemsstaterne følger forskellige kontrolstrategier, der mere eller mindre er centreret om den ene eller den anden metode.

Det skal dog anføres, at visse medlemsstater har haft vanskeligt ved at foretage en fordeling efter kontroltype, og at andre fremhæver, at deres kontrolinspektører dækker flere sektorer, hvilket forhindrer en mere dybtgående analyse, især med hensyn til de beløb, som hver inspektør kontrollerer.

Dette beløb varierer mellem 0,05 mio. EUR og 2,51 mio. EUR. For alle medlemsstater tilsammen ligger tallet på ca. 0,29 mio. EUR. For Danmark og i mindre omfang Belgien og Det Forenede Kongerige er tallet klart højere.

Yderligere oplysninger på grundlag af medlemsstaternes beretninger ifølge artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 1150/2000

Medlemsstaterne skal ligeledes ifølge artikel 17, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1150/2000 [85] give meddelelse om det personale, der på nationalt niveau er ansat i toldvæsenet.

[85] Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130 af 31.5.2000).

Disse beretninger gør det muligt at supplere medlemsstaternes oplysninger på artikel 280-spørgeskemaet. I absolutte tal er tallene, der er meddelt i forbindelse med artikel 280-spørgeskemaet, lavere end de tal, som medlemsstaterne har meddelt ifølge forordning nr. 1150/2000. Denne forskel skyldes, at det område, der dækkes af artikel 280-spørgeskemaet, kun tager sigte på afgrænsede kontrolområder, mens oversigtsrappporterne udtrykker mere omfattende tal [86].

[86] Meddelelserne ifølge forordning nr. 1150/2000 omfatter bl.a. kontrol af eksportrestitutionerne for landbrugsprodukter. Disse er i artikel 280-spørgeskemaet inkluderet under rubrikken Landbrugsudgifter. Desuden omfatter artikel 280-spørgeskemaet kun kontrolpersonale.

På grundlag af de sammenfattende beretninger for 2002 [87] var det samlede toldpersonale 89 566 personer. Sammenlignet med 2001 er der tale om et fald på 2,00 %. Der kan således iagttages et almindeligt fald undtagen for Grækenland, Spanien, Luxembourg, Finland og Sverige.

[87] Da Portugal ikke har svaret, har Kommissionen for denne medlemsstat baseret sig på oplysningerne fra 2001.

Antallet af medarbejdere, der er beskæftiget med efterfølgende kontrol, androg ifølge rapporterne på grundlag af forordning 1150/2000 14 184 medarbejdere i 2002. Dette tal er en stigning på 9 % i forhold til 2001. De eventuelle stigninger er ikke store bortset fra to medlemsstater. Således er personalet i Irland steget fra 43 til 99 mellem 2001 og 2002 [88]. Tallene for Det Forenede Kongerige (919 medarbejdere) er ligeledes meget forskelligt fra foregående regnskabsår (101 medarbejdere). Dette skyldes en omorganisering af toldtjenesten og skattemyndighederne.

[88] Det faktiske antal personer, der er involveret i kontrollen efter toldbehandling på nationalt niveau, er uændret i forhold til 2001. Stigningen i forhold til 2001 skyldes, at personale, der udfører lagerkontrol osv., og som ikke tidligere var inkluderet i disse tal, nu er medregnet.

Oplysningerne ifølge artikel 17, stk. 3, giver ligeledes et almindeligt billede af aktiviteten udtrykt i antallet af godkendte angivelser og angivelser forelagt til efterfølgende kontrol. Det samlede antal godkendte angivelser og kontrollerede angivelser er steget. Disse tal har været i konstant stigning siden 1999. Medlemsstaterne har godkendt 114 741 680 angivelser i 2002, hvilket er en stigning på 5,85 % i forhold til 2001. I øvrigt har de nationale toldmyndigheder kontrolleret 7 943 620 angivelser i 2002, hvilket er en stigning på 2,4 % i forhold til 2001. Et antal medlemsstater meddeler stærkt faldende procentsatser for kontrollerede angivelser, selv om antallet af godkendte angivelser er steget. Der vil blive anmodet om yderligere oplysninger i forbindelse med møderne i Det Rådgivende Udvalg for Egne Indtægter.

8.2. Landbrug

Følgende oplysninger kan gives vedrørende medlemsstaterne inden for dette område:

- de forudgående kontroller er de fysiske kontroller og bilagskontroller, som toldmyndighederne og udbetalingsorganerne foretager. De omfatter kontrol af eksportrestitutioner, kontrol af intern markedsstøtte og kontrol af interventionerne til regulering af landbrugsmarkederne

- de efterfølgende kontroller er kontroller på stedet og på bedrifterne, jf. forordning nr. 4045/89

- bedrageribekæmpelsesundersøgelserne er de undersøgelser, der gennemføres i tilfælde af formodede uregelmæssigheder.

Også inden for denne sektor overstiger personalet i medlemsstaterne til forudgående kontrol langt det personale, der anvendtes til de to andre kontrolkategorier i 2002 (for samtlige medlemsstater androg den forudgående kontrol 88 %, den efterfølgende kontrol 7,5 % og bedrageribekæmpelsesundersøgelserne 4,5 %), men i praksis synes forholdene mere ensartede i medlemsstaterne, hvilket delvis kan forklares ved arten af de lovgivningsmæssige forpligtelser.

De kontrolmæssige forpligtelser og risikoanalysemetoderne defineres mere præcist i EU-lovgivningen for så vidt angår de forudgående og efterfølgende kontroller (f.eks. kontrol af 5 % af udgifterne i forordning (EF) nr. 4045/89 og 386/90). Dette synes at bekræfte konklusionerne af den sammenlignende analyse vedrørende gennemførelsen af artikel 209A [89], hvor der var blevet konstateret en forbindelse mellem dels den fælles definition af reglerne for forvaltning, kontrol og sanktioner og dels ensartetheden af kontrolsystemerne.

[89] Se indledningen, punkt 3.

Som anført i bilagets tabel 3.2. vedrørende de fleste medlemsstater lagde bedrageribekæmpelsesundersøgelserne blandt kontrolkategorierne beslag på mindst personale (under 10 % for ti medlemsstater). Tre medlemsstater danner dog undtagelsen (Italien: 28,9 % Østrig: 12,1 %; Finland: 19,3 %). En medlemsstat kunne ikke bestemme, hvor stort personale der anvendtes til denne kontrolkategori, og anførte, at det er obligatorisk at meddele mistanke om bedrageri til retsvæsenet.

På grundlag af disse oplysninger kan det konkluderes, at beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser inden for landbrugsudgifterne som i forbindelse med egne indtægter synes at hvile på den forudgående kontrol. I øvrigt beskytter de tjenester, der reviderer landbrugsudgifterne, EU's finansielle interesser i forbindelse med regnskabsafslutningen ved hjælp af deres efterfølgende kontrol af de forvaltnings- og kontrolsystemer, der anvendes i medlemsstaterne.

8.3. Strukturforanstaltninger

Inden for dette område:

- er de foregående kontroller af projekter eller aktioner på forskellige niveauer (forvaltningsmyndigheder, udbetalingsmyndigheder, mandaterede myndigheder eller formidlere, endelige modtagere) foretaget med henblik på at kontrollere nøjagtigheden, korrektheden og støtteberettigelsen for ansøgningerne om fællesskabsstøtte [90]

[90] Se bilag til afsnit II, punkt 3.3.

- er de efterfølgende kontroller kontrol på stedet udført af uafhængigt personale i forvaltnings- og betalingstjenesterne [91]

[91] Se bilag til afsnit II, punkt 3.3.

- er bedrageribekæmpelsesundersøgelserne alle undersøgelser, der gennemføres på grundlag af formodning om bedrageri.

Inden for strukturforanstaltningerne har de foregående kontroller ligeledes mobiliseret mest kontrolpersonale i medlemsstaterne (68 %). Dog er forskellene til de efterfølgende kontroller (27,9 %) mindre udtalt end for de andre sektorer. Dette resultat er i overensstemmelse med konklusionerne af den sammenlignende analyse vedrørende gennemførelsen af traktatens artikel 209A, hvor det konstateres, at medlemsstaternes opfattelse af kontrolbegrebet inden for strukturforanstaltningerne især var, at der var tale om ekstern kontrol.

Af tabel 3.3. fremgår, at tre medlemsstater (Grækenland, Spanien og Portugal) havde anvendt mere personale på efterfølgende kontrol end forudgående kontrol i 2002.

Forholdsvis få ressourcer anvendtes til bedrageribekæmpelsesundersøgelser (4,1 %). Tre medlemsstater meddelte, at bedrageribekæmpelsesundersøgelserne indgik i de øvrige kontroltyper.

Som helhed og uanset kontroltype var personalet i medlemsstaterne inden for denne sektor mindre (6 769) sammenlignet med det samlede kontrolpersonale inden for egne indtægter (50 467) og landbrugsudgifterne (16 240).

Dette kan ikke forklares ved den del af budgettet, der skal kontrolleres, fordi kontrolsatsen udtrykt som den andel af budgettet, som hver inspektør kontrollerer, var højere end for de øvrige to sektorer.

Forklaringen skal måske findes i arten af de udgifter, der kontrolleres (relativt store projekter i forhold til landbrugsudgifterne), der kræver en anden kontrolstrategi, og i medlemsstaternes vanskeligheder med at indhente oplysninger om personalet i alle involverede organer på de forskellige administrative niveauer i medlemsstaterne, der er stærkt decentraliserede på dette område.

Dette synes bekræftet ved den beskedne svarsats på spørgsmålet om antallet af inspektører, herunder hos retsforfølgningsmyndighederne og de ansvarlige for bedrageribekæmpelsesundersøgelserne på dette område, hvor kun syv medlemsstater havde indsendt de ønskede oplysninger.

Med hensyn til de beløb, som hver inspektør skal kontrollere, ligger tallet for de fleste medlemsstater tæt på 3,10 (for samtlige medlemsstater), bortset fra Grækenland (16,15), Spanien (15,00) og Portugal (10,88).

På baggrund af Revisionsrettens beretning nr. 10/2001 og under hensyn til decentraliseringen af ansvaret for kontrollen til medlemsstaterne siden 2001 må risikoniveauet på området dog betragtes som højt, og det må sikres, at bedrageribekæmpelsen tilrettelægges effektivt for i størst muligt omfang at tage højde for den manglende kontrol i efterfølgende led.

9. Koordinationen mellem medlemsstaternes tjenester

En effektiv bekæmpelse af bedrageriet og uregelmæssighederne i medlemsstaterne kræver snæver koordination mellem de forskellige tjenester, der har ansvaret for kontrol af Fællesskabets indtægter og udgifter.

Det fremgår af medlemsstaternes oplysninger, at der i visse tilfælde i 2002 blev truffet nye horisontale foranstaltninger for at forstærke koordinationen og udvekslingen af oplysninger mellem de forskellige tjenester, der er involveret i beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser. Således har Sverige meddelt, at det har oprettet en rådgivende instans under myndighederne for bekæmpelse af finansiel kriminalitet, hvis vigtigste opgave er at forbedre samarbejdet mellem de tjenester, der direkte eller indirekte har til opgave at beskytte Fællesskabets finansielle interesser.

De fleste mekanismer for koordination og udveksling af oplysninger, som medlemsstaterne giver oplysning om, er imidlertid på sektorplan (traditionelle egne indtægter, landbrugsudgifter, strukturforanstaltninger).

I tabel 4.1, 4.2 og 4.3 ses for de forskellige sektorer, hvilke nye foranstaltninger medlemsstaterne har vedtaget i 2002 med henblik på at organisere denne koordination.

Der er især tale om foranstaltninger til koordination af den kontrol og de undersøgelser, der foretages af de forskellige organer (for at undgå overlapning eller manglende aktion i et bestemt tilfælde), foranstaltninger til udveksling af oplysninger mellem de forskellige tjenester, der har ansvar for kontrol og undersøgelser (administration, politi, toldvæsen, retsmyndigheder osv.), og foranstaltninger, der gør det muligt for de administrative myndigheder at give retsmyndighederne meddelelse om tilfælde af formodet bedrageri.

Afsnit III - Statistikker og analyser

10. Situationen i 2002

10.1. Indledning

I fællesskabslovgivningen fastsættes bestemmelserne om medlemsstaternes meddelelse af bedrageri og andre uregelmæssigheder med henblik på at beskytte Fællesskabets finansielle interesser inden for alle aktivitetsområder [92]. Medlemsstaterne skal således anmelde uregelmæssigheder til Kommissionen, der vedrører beløb på over 4 000 EUR (10 000 EUR for traditionelle egne indtægter), ligesom de skal give meddelelse om, hvor langt proceduren med henblik på inddrivelse af de pågældende beløb er nået.

[92] Se især artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 595/91 af 4. marts 1991 (EFT L 67 af 14.3.1997), Kommissionens forordning (EF) nr. 1681/94 af 11. juli 1994 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1831/94 af 26. juli 1994 (EFT L 191 af 27.7.1994) vedrørende udgifterne og artikel 6, stk. 5 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 vedrørende de traditionelle egne indtægter.

Ifølge sondringen mellem uregelmæssigheder og bedrageri er bedrageri [93] handlinger, hvis kriminelle art kun en dommer kan træffe afgørelse om efter en retsprocedure. Så længe retsproceduren således ikke er afsluttet, har Kommissionen derfor kendskab til uregelmæssighederne, hvoraf nogle indebærer mistanke om bedrageri. Kvaliteten af oplysningerne og den hurtighed, hvormed medlemsstaterne giver meddelelse derom, samt de pågældende oplysningers korrekthed, men også det forhold, at der er tale om central forvaltning, har naturligvis betydning for det samlede statistiske billede af de uregelmæssigheder (ofte bedrageri), der kan forekomme i forbindelse med forvaltningen af Fællesskabets midler. Det må således konstateres, at systemerne for meddelelse lider under disse forskellige vanskeligheder.

[93] Se definitionen i artikel 1 i konventionen om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser af 26. juli 1995 (EFT C 316 af 27.11.1995), der trådte i kraft den 17. oktober 2002.

De nationale myndigheders praksis er altid forskellig, trods bestræbelserne på harmonisering. De oplysninger, som medlemsstaterne fremsender, er ofte ufuldstændige, og især angives i mange tilfælde hverken det involverede beløb eller referencer til identifikation af de pågældende produkter. Der sondres således mellem "bedrageri" og andre uregelmæssigheder, fordi medlemsstaterne ikke altid har samme opfattelse af "kriminel risiko". I en ikke ubetydelig del af meddelelserne angives forholdene hverken som bedrageri eller uregelmæssighed.

De her angivne tal skal behandles med yderste forsigtighed. Det ville især ikke være korrekt at drage forenklede konklusioner om niveauet for bedrageriet i en bestemt del af EU eller om effektiviteten hos de myndigheder, der bidrager til beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser deraf. Kommissionen samarbejder med medlemsstaterne om at forbedre systemerne til meddelelse af uregelmæssigheder, især for at præcisere begreberne "bedrageri" og "uregelmæssighed" [94]. Kommissionen bestræber sig også på at få tempoet i inddrivelsesprocedurerne i forbindelse med gamle sager sat i vejret og for at få gennemført en regnskabsafslutning for det store antal udestående fordringer inden for visse områder (se punkt 12.2).

[94] Kommissionen har indledt en dialog med medlemsstaternes repræsentanter for at præcisere grundbegreberne og overbevise alle medlemsstaterne om, at meddelelse af en uregelmæssighed ikke foregriber udfaldet af strafferetsproceduren. Der er udarbejdet et arbejdsdokument med de praktiske regler for meddelelse af uregelmæssigheder. Drøftelserne fortsætter i Det Rådgivende Udvalg for Bekæmpelse af Svig (Cocolaf).

Det skal i øvrigt bemærkes, at resultaterne af meddelelserne fra kandidatlandene ikke er anført specielt. Dette må betragtes som normalt, fordi forvaltningen af Fællesskabets midler kun har været overdraget til disse lande i kort tid. Kommissionen forsikrer imidlertid, at de nødvendige betingelser for meddelelse om uregelmæssigheder er på plads under hensyn til tiltrædelsen.

10.2. Tilfælde, som medlemsstaterne har givet meddelelse om

Generelt er antallet af de meddelte bedragerier og uregelmæssigheder i 2002 i stigning. Efter faldet i 2001 er tallet steget med 13,1 % inden for traditionelle egne indtægter (se bilag 1) og med 36 % inden for landbrugsområdet (se bilag 3). Inden for strukturforanstaltningerne er antallet af tilfælde mere end firedoblet, hvilket har forbindelse med afslutningen af programmerne for perioden 1994-1999 (se bilag 5). Antallet af opdagede tilfælde inden for direkte udgifter er ligeledes stigende (+ 21 %, se bilag 6).

Inden for alle områder undtagen inden for direkte udgifter er beløbene ligeledes i stigning, hvilket svarer til den mellemfristede tendens, dvs. stigning på henholdsvis på 35,8 % og 41 % inden for traditionelle egne indtægter (se bilag 1) og landbrugsområdet (se bilag 3). Inden for strukturforanstaltningerne er beløbet tredoblet, hvilket stemmer overens med stigningen i antallet af tilfælde (se bilag 4 og 5). Inden for de direkte udgifter (bilag 6) er det samlede beløb stabilt.

Der skal dog mindes om, at den finansielle virkning af bedrageriet og af andre uregelmæssigheder tegner sig for under 1 % af budgettet, når der ses bort fra strukturforanstaltningerne af de grunde vedrørende tidsplanen, som er nævnt ovenfor.

10.2.1. Traditionelle egne indtægter (se bilag 1)

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1150/2000 giver medlemsstaterne Kommissionen meddelelse via OWNRES-systemet om tilfælde af bedrageri og uregelmæssigheder, der involverer beløb på over 10 000 EUR. Kommissionen kan på grundlag af disse oplysninger udlede følgende tendenser:

10.2.1.1. Antallet af tilfælde af bedrageri og uregelmæssigheder.

I alt indeholder OWNRES-basen for perioden 1989-2002 - og på grundlag af oplysningerne pr. 6.6.2003 - 30 184 meddelelser (dvs. 16 666 oprindelige meddelelser og 13 518 ajourførte meddelelser).

For 2002 har medlemsstaterne oversendt 2 119 meddelelser i forhold til 1 873 året før, hvilket er en stigning på 13,1 % i forhold til 2001. Denne stigning er et brud på tendensen de foregående år, idet man indtil regnskabsåret 2001 siden 1997 kunne konstatere et fald i antallet af indberettede tilfælde.

I forhold til 2001 er antallet af tilfælde især betydeligt i Belgien (+ 63,5 %), Danmark (+ 40,3 %), Grækenland (+ 136,4 %), Italien (+ 48,5 %) og Sverige (+ 88,9 %). Derimod er antallet af indberettede tilfælde faldet betydeligt i Nederlandene og Det Forenede Kongerige, nemlig med henholdsvis med 15,6 % og 35,4 %.

10.2.1.2. De involverede beløb er steget med 35,8 % i forhold til 2001.

Meddelelserne for 2002 repræsenterer fordringer på 324 544 459 EUR, dvs. en stigning på 35,8 % i forhold til 2001. Denne stigning bekræfter den almindelige stigning, der kunne konstateres i forhold til beløbene siden 1998, når der bortses fra det særligt høje niveau i 2000 som følge af sagen vedrørende mejeriprodukter fra New Zealand. Det inddrevne beløb i 2002 er 80 562 638 EUR, dvs. 24,82 % af fordringen, mod 21,46 % det foregående regnskabsår.

På grundlag af en analyse af udviklingen af fordringerne kan det konkluderes, at beløbet for visse medlemsstater udvikler sig uafhængigt stigningen eller faldet i antallet af tilfælde. Stigningen i fordringerne i forhold til 2001 er særlig stor i Belgien (+ 253,4 %), Tyskland (+ 324,5 %), Nederlandene (+ 465,4 %), og Irland (+ 79,4 %). Derimod er de faldet i Finland (- 75,1 %), Grækenland (- 97,5 %), Italien (- 56,7 %), Spanien (- 61,7 %) og Det Forenede Kongerige (- 52,3 %).

En sammenligning mellem meddelelserne fremsendt i 2002 og oplysningerne for 2001 forklarer i et vist omfang disse store udsving. I Belgien vedrører af 484 tilfælde 26 import af bananer fra USA på grundlag falske AGRIM-certifikater, og 62 tilfælde vedrører smugling af cigaretter. Også et tilfælde af uregelmæssigheder vedrørende antidumpingtold i forbindelse med import af silicium skal nævnes. Stigningen i fordringerne således som anmeldt af Tyskland vedrører 28 sager af uregelmæssigheder vedrørende sukker. Fordringen er for Grækenland faldet i forhold til 2001, fordi denne medlemsstat i løbet af foregående regnskabsår havde givet meddelelse om to tilfælde vedrørende oksekød for ca. 6,2 mio. EUR.

Finland havde for 2001 givet meddelelse om et betydeligt beløb i forbindelse med import af olieprodukter. Der var i 2002 ikke markante fordringer. Den konstaterede stigning for Irland skyldes to sager vedrørende import af biler fra USA for ca. 0,622 mio. EUR. For 2002 har Italien givet meddelelse om 100 tilfælde af cigaretsmugling. Fordringen er faldet i forhold til 2001, fordi Italien i det foregående regnskabsår havde givet meddelelse om 22 tilfælde af uregelmæssigheder vedrørende bananer for ca. 78,2 mio. EUR. Stigningen i beløbene for Nederlandene skyldes 19 tilfælde af cigaretsmugling for et beløb på 50,03 mio. EUR.

I Spanien er fordringen faldet i forhold til 2001, fordi denne medlemsstat det pågældende år havde givet meddelelse om 12 tilfælde af uregelmæssigheder vedrørende flyvemaskiner til ca. 17,85 mio. EUR. For Sverige er antallet af tilfælde steget, men det tilsvarende involverede beløb er beskedent. For Det Forenede Kongerige kan ingen bestemte grunde, selv sammenlignet med oplysningerne for 2001, forklare det almindelige fald i antallet af tilfældet og i fordringen. 2002 afspejler muligvis et aktivitetsfald, men det er op til medlemsstaten at give en forklaring på situationen under det kommende møde i Det Rådgivende Udvalg for Egne Indtægter.

10.2.2. Landbrugsudgifter (bilag 2 og 3)

Medlemsstaterne anmeldte i 2002 3 285 uregelmæssigheder ifølge forordning (EØF) nr. 595/91 mod 2 415 i 2001. Dette er en stigning på over 36 %. Det samlede involverede beløb i 2002 var ca. 198 mio. EUR mod 140 mio. EUR i 2001 svarende til en stigning på over 41 %. Samtlige uregelmæssigheder, der er meddelt for denne sektor, tegner sig dog kun for 0,46 % af landbrugsbudgettet. Desuden er gennemsnitsbeløbet pr. uregelmæssighed faldet siden 1994. I bilag 2 ses en oversigt over antallet af uregelmæssigheder fordelt på medlemsstater og de dertil svarende beløb i procent af EUGFL's udgifter.

Der blev i 2001 organiseret uddannelse for alt personale i medlemsstaterne for fra 2002 at sikre elektronisk fremsendelse af meddelelser om uregelmæssigheder i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 595/91 til OLAF og opgive fremsendelse på papir. Desværre bruger alle medlemsstaterne endnu ikke datamatformatet. Ved udgangen af 2002 brugte tre medlemsstater (Tyskland, Spanien og Grækenland) stadig papir. Deriblandt tegnede Tyskland og Spanien sig for over 52 % (1 709 meddelelser) af det samlede antal meddelelser.

Også problemet med for sen meddelelse af uregelmæssigheder [95] skal nævnes. Over 2 147 meddelelser blev fremsendt for sent. Det datamatiske format skulle imidlertid lette fremsendelsen inden for fristerne.

[95] Uregelmæssighederne skal anmeldes inden to måneder efter udløbet af hvert kvartal (artikel 3 og 5 i forordning nr. 595/91).

Figur 10.1 viser, hvorledes meddelelserne fremsendes:

Uregelmæssigheder meddelt af medlemsstaterne

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Således som det ses af årsberetningen for 2001 er det ikke sikkert, at det samlede antal modtagne meddelelser svarer til antallet af bedragerier og uregelmæssigheder, som medlemsstaterne har opdaget. En af grundene er, at visse medlemsstater ikke har sendt meddelelser for hvert kvartal, men kun for et eller to. En anden grund er, at visse medlemsstater allerede i de to første måneder af 2003 har givet meddelelse om nogle uregelmæssigheder for 2003. I denne periode anmeldes der normalt uregelmæssigheder for fjerde kvartal, og disse tilfælde kan derfor vedrøre forhold i 2002. Der skal ligeledes tages hensyn til, at alle meddelelser for fjerde kvartal i foregående år (frist: 28. februar 2003) ikke blev afsendt og modtaget inden for fristerne. OLAF modtog for 2002 over 300 meddelelser fra Spanien og 250 fra Tyskland i april 2003. Hidtil har visse medlemsstater givet meddelelse om sager seks måneder efter fristens udløb.

Af figur 10.2 fremgår, hvorledes meddelelserne er blevet fremsendt i løbet af året.

Figur 10.2: Uregelmæssigheder meddelt af medlemsstaterne i 2002

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

På trods af at det brud, der blev registreret i 2001, viser tallene for 2002, at tendensen til regelmæssig og betydelig stigning i antallet af tilfælde i de sidste år vedvarer. De 3 285 sager, der blev givet meddelelse om i 2002, svarer alene til ca. 198 mio. EUR mod ca. 140 mio. EUR i 2001, dvs. en stigning på 870 sager og 60 mio. EUR. Det er derimod frapperende at konstatere, at det gennemsnitlige beløb pr. uregelmæssighed er faldet siden 1994. Af figur 10.3 fremgår det samlede antal sager og det samlede beløb pr. år. I bilag 3 findes en oversigt for årene 1998-2002.

Figur 10.3: Uregelmæssigheder meddelt af medlemsstaterne for perioden 1971-2002

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Det største antal meddelelser i 2002 kom fra Spanien, Tyskland og Frankrig. Finansielt er Italien blandt de medlemsstater, der har givet meddelelse om de største forhold vedrørende bedrageri og uregelmæssigheder, dvs. for næsten 80 mio. EUR, fulgt af Spanien, der har givet meddelelse for et beløb på over 59 mio. EUR. Spanien og Italien tegner sig over 70 % af det samlede beløb for bedrageri og uregelmæssigheder. De beløb, som Tyskland, Frankrig, Irland og Det Forenede Kongerige har givet meddelelse om, er beskedne. Disse medlemsstater tegner sig således for et forholdsvis højt antal sager, men det involverede beløb er forholdsvis beskedent. I bilag 2 ses en oversigt fordelt på medlemsstater.

Figur 10.4: Forbindelsen mellem det samlede beløb og gennemsnitsbeløbet

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Af figur 10.4 fremgår forbindelsen mellem det samlede beløb for uregelmæssighederne fordelt på medlemsstater og gennemsnitsbeløbet for uregelmæssighederne fordelt på medlemsstater. For næsten alle medlemsstaterne er der samme forbindelse mellem det samlede beløb og gennemsnitsbeløbet. Resultaterne for Grækenland og Spanien er derimod slående. Spanien har givet meddelelse om et betydeligt antal sager svarende til relativt beskedne beløb. Det modsatte gælder for Grækenland. Gennemsnitsbeløbet pr. sag er ekstremt højt sammenlignet med det samlede involverede beløb. En analyse af denne type uregelmæssigheder og af, hvad der er sket, vil give et klarere svar vedrørende disse sager.

Medlemsstaterne skal angive udgiftsåret i deres meddelelser. De gør det imidlertid kun i 26,7 %af tilfældene. Det er bekymrende, at medlemsstaterne anmelder et forholdsvis stort antal tilfælde, nemlig 25,3 %, hvor uregelmæssigheden eller bedrageriet er sket fem år tidligere eller mere.

Desuden meddeler medlemsstaterne også datoen for opdagelsen af uregelmæssighederne og den dato, hvorpå de gav meddelelse derom til OLAF. Af figur 10.5 fremgår den tid, der er gået (i år) mellem opdagelsen af uregelmæssigheden og meddelelsen deraf. I to tilfælde blev uregelmæssigheder opdaget over tyve år tidligere, men er først netop blevet meddelt OLAF. De to tilfælde er blevet betegnet som bedrageri, og det samlede involverede beløb oversteg 4 mio. EUR. De andre tilfælde, som blev anmeldt ti år eller mere efter deres opdagelse, er enten blevet betegnet som bedrageri eller er ikke blevet bestemt. Det samlede involverede beløb var tæt på 13 mio. EUR.

Der bliver givet meddelelse om næsten 90 % af uregelmæssighederne inden for 2 år efter deres opdagelse.

Figur 10.5: År mellem opdagelsen og meddelelsen af uregelmæssigheden

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

For sen meddelelse af tilfælde kan medføre, at medlemsstaten ikke træffer de nødvendige aktioner til at begrænse eller nedsætte den finansielle virkning af en uregelmæssighed. Det kan være tilfældet, når f.eks. en medlemsstat indleder en administrativ procedure eller retsprocedure samtidig med meddelelsen af uregelmæssigheden. Det kan ligeledes få følger for muligheden for inddrivelse, medlemsstatens opfølgning og for regnskabsafslutningsproceduren.

10.2.3. Strukturforanstaltninger (bilag 4 og 5)

Medlemsstaterne skal i forbindelse med strukturforanstaltningerne give meddelelse om sådanne uregelmæssigheder, der omhandles i artikel 3 i forordning nr. 1681/94 [96] og nr. 1831/94 [97] inden to måneder efter udløbet af hvert kvartal. Ifølge artikel 5 i samme forordninger skal de indsende ajourføringer af de anmeldte tilfælde.

[96] Forordning 1681/94 vedrører strukturfondene, dvs. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF), Den Europæiske Garanti- og Udviklingsfond for Landbruget, Udviklingssektionen (EUGFL) og det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF).

[97] Forordning 1831/94 vedrører Samhørighedsfonden..

2002 var i mange henseender et særligt år.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

For det første er nogle medlemsstater begyndt at indsende meddelelser om uregelmæssigheder i elektronisk format.

I øjeblikket indsender kun fire landes myndigheder (Nederlandene, Finland, Portugal og Sverige) elektroniske meddelelser. Figur 10.6 viser de antal sager, der modtages meddelelse om i elektronisk format, hvoraf 98 % stammede fra Nederlandene.

For det andet, men det er meget vigtigt, fordi programmeringsperioden 1994-1999 er ved at være slut, er antallet af uregelmæssigheder, der er givet meddelelse om, steget betydeligt, nemlig fra 1 194 i 2001 til 4 656 sidste år. Ligeledes er de involverede beløb steget fra 216 mio. EUR til over 614 mio. EUR. Af bilag 4 og 5 fremgår henholdsvis fordelingen af meddelelser pr. medlemsstat og den almindelige tendens for de nye tilfælde, der gives meddelelse om pr. år.

Desuden vedrørte flertallet af tilfældene, som medlemsstaterne gav meddelelse om i 2002, ligesom i 2001 strukturfondene (EUGFL, Udviklingssektionen, ESF EFRU og FIUF). Med hensyn til Samhørighedsfonden (ca. 3 mia. EUR om året) har kun Spanien af de fire modtagermedlemsstater (Grækenland, Spanien, Irland og Portugal) ikke fremsendt meddelelse om bedrageri eller uregelmæssigheder. Imidlertid er der kun givet meddelelse om fire tilfælde til OLAF til næsten 10 mio. EUR, så enten er uregelmæssighederne blevet opdaget før slutbetalingen, eller også er beløbene blevet fuldstændig tilbagekrævet.

Af de samlede antal meddelte tilfælde var EFRU den mest berørte i 2002 både med hensyn til antallet af tilfælde (2 716) og de involverede beløb (over 403 mio. EUR).

Analysen af tendenserne fordelt på medlemsstaterne i de foregående år blev bekræftet i 2002 for så vidt angår Den Europæiske Socialfond. Nederlandene gav meddelelse om det største antal tilfælde, medens Tyskland hidtil har været det land, der generelt gav meddelelse om det største antal tilfælde, især inden for EFRU. I realiteten har Tyskland og Nederlandene alene givet meddelelse om halvdelen både af det samlede antal tilfælde og de samlede involverede beløb.

Figur 10.7 og 10.8 bidrager til at kaste lys over vigtige aspekter af de forskellige medlemsstaters meddelelser.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Bemærk, at medlemsstaterne er placeret i rækkefølge efter det tildelte budget, idet Danmark har fået det mindste beløb og Spanien det største [98]. Den mørke linje (med ruderformede markører) viser de beløb, der er involveret for de enkelte meddelte uregelmæssigheder pr. medlemsstat, mens den lyse linje (med firkantede markører) viser antallet af meddelte tilfælde. Figur 10.7 viser forbindelsen mellem det budget, som hver medlemsstat har fået tildelt, og de konstaterede uregelmæssigheder.

[98] Luxembourg er ikke taget i betragtning, fordi det ikke har givet meddelelse om uregelmæssigheder. Tallene vedrører programmeringsperioden 2000-2006.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

10.3. Tilfælde, der omfattes af en OLAF-undersøgelse

Yderligere oplysninger om OLAF's aktiviteter gives i dets årsberetning ifølge forordning nr. 1073/99.

OLAF indledte i 2002 415 sager sammenlignet med 381 i 2001. OLAF's arbejde stiger således jævnt, og fordelingen pr. budgetsektor er følgende:

>TABELPOSITION>

Anden tabel viser afsluttede sager i 2002 og deres budgetvirkning. Den viser aktivitetsfaserne i hver budgetsektor, og det fremgår, at der er tale om en jævn stigning i aktiviteten, især og for de samlede beløb. Tabellen omfatter ikke løbende undersøgelser.

>TABELPOSITION>

10.3.1. Traditionelle egne indtægter

Der indledtes inden for traditionelle egne indtægter 155 nye undersøgelser i 2002 mod 74 i 2001. Disse nye sager vedrører hovedsagelig bedrageri med antidumpingafgifter og omfatter ofte varer med oprindelse i Asien (Kina og de sydøstasiatiske lande). 168 sager blev afsluttet i regnskabsåret 2002 (98 i 2001) til en samlet budgetvirkning på ca. 464,9 mio. EUR. Dette beløb omfatter 375,90 mio. EUR til landbrugsafgifter og sukkerafgifter og 29 mio. EUR til toldafgifter på cigaretter, forbrugsvarer og spiritus.

De løbende undersøgelser inden for antidumpingtold vedrører klart større beløb (ca. 60 mio. EUR for tilfælde vedrørende import af tv-apparater og cd-rom). OLAF har øget sin indsats på dette område, ikke blot under hensyntagen til EU's finansielle interesser, men også af hensyn til de økonomiske interesser, især fællesskabsindustriens, som toldforanstaltningerne beskytter.

10.3.2. Landbrug

Inden for landbrugsudgifterne blev der i 2002 indledt 36 nye sager (14 vedrørende landbrugstilskud og 22 vedrørende direkte støtte) i forhold til 105 i 2001. Undersøgelserne vedrørende landbrugsudgifterne var endnu i gang ved referenceperiodens udløb.

50 sager er officielt afsluttet til en finansiel virkning på ca. 208,7 mio. EUR (heraf 153,7 mio. EUR til direkte støtte). OLAF har i 2002 inden for dette område rettet en særlig opmærksomhed mod problemerne i forbindelse med det langsigtede braklægningsprogram i Grækenland. Arbejdet i forbindelse hermed er nu afsluttet, og OLAF har oversendt sin slutrapport til de græske retsmyndigheder og administrative myndigheder, således at de kan foretage den nødvendige retlige og finansielle opfølgning i form af inddrivelser hos de implicerede virksomheder og personer. Den finansielle virkning andrager mindst 3,4 mio. EUR og kan nå op på 20 mio. EUR.

OLAF afsluttede i juli 2002 en sag vedrørende en belgiske virksomheds eksport af konserverede kødprodukter, der ikke var korrekt anmeldt til eksport, og som omfattede tilbagebetalinger i perioden fra 1996 til 2001. De belgiske myndigheder har indledt inddrivelsesproceduren for et beløb på 7 mio. EUR. Den belgiske virksomhed er en filial til en nederlandsk koncern, der driver forretning inden for kødhandel, og som på lignende måde har gjort sig skyldig i bedrageri i Nederlandene. Der blev også iværksat foranstaltninger over for sidstnævnte bedrageri.

10.3.3. Strukturfondene

Der blev inden for strukturfondene i 2002 igangsat 38 nye undersøgelser (66 i 2001) fordelt således: 42 % ESF, 38 % EFRU, 16 % EUGFL, Udvikling og 4 % FIUF. Sager af alvorlig eller tværnational karakter og med potentielt betydelige virkninger på Fællesskabets interesser blev prioriteret. I samme periode afsluttedes 270 undersøgelser (66 i 2001), og der er blevet gjort en særlig indsats for at afslutte løbende sager.

Det bedrageri, der konstateredes under undersøgelserne, vedrører især falsk fakturering og urigtige udgiftsangivelser i forbindelse med manglende bilag. Det tilstræbes at etablere et bedre samarbejde med de nationale myndigheder, især inden for kontrol på stedet. Der er ligeledes etableret et snævert samarbejde med de ansvarlige myndigheder i Kommissionen.

10.3.4. Direkte udgifter (bilag 6)

Sektoren for direkte udgifter og ekstern støtte forvaltes udelukkende af Kommissionen. Aktiviteterne inden for dette område er i stigning, trods disse politikkers faldende andel af Fællesskabernes almindelige budget (under 0,5 % af deres budget er berørt af bedrageri og uregelmæssigheder). Kommissionen vil gerne gennemføre en effektiv beskyttelse på dette område, hvor den har de direkte forvaltningsbeføjelser, og hvor OLAF generelt er eneste undersøgelsesorgan. Der blev i 2002 indledt 136 nye undersøgelser (103 i 2001), heraf 97 inden for ekstern støtte. I samme periode afsluttedes 128 sager (122 i 2001) med en virkning på ca. 28,90 mio. EUR.

Den i denne beretning nævnte budgetvirkning vedrører således kun sager afsluttet i 2002, og de anførte tal giver ikke et fuldstændigt billede af bedrageribekæmpelsen til skade for budgettet. Desuden kan forhold være uden tilknytning til EU's budget i egentlig forstand, idet følgerne også vedrører de nationale budgetter eller bestemte institutioners budgetter.

10.3.5. Interne undersøgelser

De interne undersøgelser vedrører alle EU's aktivitetssektorer og prioriteres af OLAF.

Der indledtes i 2002 50 nye undersøgelser mod 33 i 2001. 36 sager afsluttedes mod 13 i 2001, hvilket er en stigning, der har en vis forbindelse med det bedre samarbejde mellem EU's institutioner, organer og agenturer. Budgetvirkningen på 13,72 mio. EUR, der er et mindre fald i forhold til foregående regnskabsår (20,87 mio. EUR), har ingen forbindelse med den tilstræbte målsætning, der ikke hovedsagelig er finansiel.

11. Særlig analyse: Tendenser

11.1. Traditionelle egne indtægter

Medlemsstaternes meddelelser om bedrageri og uregelmæssigheder, jf. artikel 6, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1150/2000, viser følgende tendenser:

11.1.1. Fordeling af bedrageriet og uregelmæssighederne efter toldordning og detaljerne i forbindelse med bedrageriet og uregelmæssighederne bekræfter virkningen af bedrageriet vedrørende overgang til fri omsætning

Tallene for 2002 (69,37 % af tilfældene og 51,59 % af beløbene) bekræfter, at med hensyn til virkningen af bedrageriet spiller ordningen for overgang til fri omsætning en fremtrædende rolle, men der er dog tale om en markant nedadgående tendens. For så vidt angår antallet af tilfælde er faldet 4,04 % i forhold til 2001 og 10,29 % i forhold til 2000. Med hensyn til beløbene er faldet 34,9 % i forhold til 2001 og 41,1 % i forhold til 2000. En detaljeret fordeling af bedrageriet og uregelmæssighederne efter type bedrageri i forbindelse med overgang til fri omsætning viser den store andel - i lettere stigning både for tilfældene og beløbene - som ikke angivne varer tegner sig for.

Derimod er virkningen af bedrageriet vedrørende fællesskabsforsendelse (antal tilfælde: +4,78 % i forhold til 2001 - beløb: +16,06 % i forhold til 2001) større. Der kan ligeledes konstateres en mindre stigning i bedrageriet vedrørende toldoplag (+1,95 % i forhold til 2001). Området andre procedurer er også i stigning. Samlingen af oplysningerne vedrørende dette område hindrer en korrekt analyse, således som også påvist ved tidligere regnskabsår.

11.1.2. Fordeling af tilfældene af bedrageri og uregelmæssighed efter varetype og oprindelse bekræfter bedrageriets omfang, især vedrørende cigaretter

På grundlag af de 25 varer, der mest er udsat for bedrageri, ses, at bedrageriet vedrørende cigaretter og bananer tegner sig for den største del - der er i stigning - både med hensyn til antal sager og beløb. Tallene for 2002 viser ligeledes en tendens til bedrageri med sukker og aluminium. På grundlag af de 25 mest bedrageriramte oprindelser tegner bedrageriet med produkter med oprindelse i USA og Kina sig for den største del. Den er i klar stigning i forhold til produkter med oprindelse i Japan. Antallet af sager angivet i spørgeskemaet, der ikke er præciseret eller ukendte, forbliver højt, hvilket også hindrer en korrekt analyse af virkningerne på fællesskabsmidlerne efter oprindelse.

11.1.3. Meddelelsen om bedrageri og uregelmæssigheder bør forbedres

Medlemsstaternes meddelelser om bedrageri og uregelmæssigheder afspejler ikke altid nøjagtigt realiteterne. Således viser erfaringen, at de fremsendte oplysninger både med hensyn til kvalitet og kvantitet kræver forbedringer. For at gøre meddelelserne mere præcise og ajourførte og få dem til at afspejle realiteterne både toldmæssigt og budgetmæssigt har Kommissionen søgt at foretage forbedringer både med hensyn til indsamling og analyse af medlemsstaternes oplysninger. Kommissionen har således arbejdet på to fronter:

11.1.3.1. Sammenligning af de i det særskilte regnskab opførte beløb og de tilfælde, der er givet meddelelse om ifølge artikel 6, stk. 5, i forordning nr. 1150/2000

Kommissionen anmodede i marts 2002 medlemsstaterne om at udarbejde en oversigt over de beløb, der var opført i deres særskilte regnskab pr. 31. december 2001.

Kommissionen har allerede i afventning af de endelige konklusioner foretaget en indledende analyse på grundlag af de første svar for at se, om det er muligt at etablere en sammenhæng mellem beløbene opført på det særskilte regnskab og de tilfælde, der er givet meddelelse om via OWNRES-basen. På grundlag af denne første analyse konkluderes det, at der i mange tilfælde ikke kan fastslås en indbyrdes sammenhæng på grund af den måde, hvorpå medlemsstaterne forvalter disse to typer oplysninger. Desuden varierer procentsatsen for de beløb, for hvilke denne sammenhæng har kunnet fastslås, fra en medlemsstat til en anden i betydeligt omfang. Denne situation kan blandt andet skyldes forskellige fortolkninger af begreberne bedrageri og uregelmæssigheder, der medfører, at visse medlemsstater har opfundet en tredje kategori (hverken bedrageri eller uregelmæssighed) og derfor ikke meddeler beløbene. Kommissionen minder om, at beløb, der er opført i det særskilte regnskab og som ligger over 10 000 EUR, skal meddeles ifølge artikel 6, stk. 5.

En analyse af de øvrige medlemsstaters svar er ved at blive foretaget og supplerer de første konklusioner, således at de vigtigste grunde til denne situation kan klarlægges. Formålet er at foreslå tekniske og operative løsninger både nationalt og/eller på EU-plan. Dette spørgsmål tages op på næste møde i Det Rådgivende Udvalg for Egne Indtægter i juli 2003. Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger for at meddelelser om bedrageri og uregelmæssigheder i 2003 udarbejdes under hensyn til disse bemærkninger.

11.1.3.2. Udvikling af et mere effektivt transmissionsredskab for oplysninger med henblik på at forbedre meddelelsernes kvalitet

På grundlag af flere anomalier og andre problemer i forbindelse med overførslen kan der påvises en række vanskeligheder både for Kommissionen og medlemsstaterne i forbindelse med forvaltningen af oplysningerne om bedrageri og uregelmæssigheder via OWNRES-basen. Efter at have konstateret og undersøgt brugernes behov (medlemsstaterne og Kommissionen) er Kommissionens tjenestegrene gået i gang med at etablere en mere pålidelig og brugervenlig applikation baseret på WEB med henblik på at foretage de nødvendige forbedringer både med hensyn til overførselsmåden og oplysningernes kvalitet. Denne applikation skal erstatte det nuværende kommunikationsmedie, der har vist sig for kostbart og lidet effektivt.

Denne applikation kræver ingen særlig software. Medlemsstaterne kan i realtid indlæse og ajourføre rapporter om bedrageri og uregelmæssigheder, hvorefter oplysningerne øjeblikkelig lagres. Medlemsstaterne kan til enhver tid foretage ændringer. Et system gør det muligt at foretage sikker overførsel af taloplysninger. Dette system forventes taget i brug i september 2003 efter et præsentationsseminar i Kommissionen i maj for medlemsstaterne.

11.2. Landbrugsudgifter (EUGFL, Garantisektionen)

Mod slutningen af april 2003 havde OLAF modtaget 3 285 meddelelser for 2002. Som nævnt ovenfor er alle sager indtrådt i 2002 endnu ikke blevet meddelt. Så længe OLAF ikke har modtaget alle meddelelser for 2002, er det ikke muligt at udarbejde en udtømmende oversigt over situationen. Følgende konklusioner kan dog på nuværende tidspunkt drages.

Berørte produkter

Følgende figurer viser tallene vedrørende de produkter eller varer, der er berørt af bedrageriet og uregelmæssighederne. Figur 11.1 giver en oversigt over den hyppighed, hvormed et produkt omfattes af en uregelmæssighed. Udvælgelsen er foretaget på grundlag af de to første angivelser i den kombinerede nomenklatur (KN-kode). Det største antal meddelte uregelmæssigheder, dvs. 1 548 tilfælde, vedrører kode 99, der står for "ukendt". Dette betyder, at medlemsstaterne ikke har kunnet identificere produkterne i næsten 47 % af tilfældene af uregelmæssigheder. Dette er bemærkelsesværdigt, især fordi der er tale om eksportangivelser med klart angivet KN-kode. Dernæst kommer kode 01, der betegner levende dyr. Medlemsstaterne har givet meddelelse om 561 uregelmæssigheder til et samlet beløb på 6,2 mio. EUR. Kode 00, der står for "ukendt", vedrører uregelmæssigheder i forbindelse med direkte støtte, f.eks. som led i programmet for miljøbeskyttelse i landdistrikter på ca. 4,4 mio. EUR. Følgende figur giver en oversigt over de berørte produkter eller varer og antallet af uregelmæssigheder.

Figur 11.1: Meddelte tilfælde og berørte produkter

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Det er dog nyttigere at se på de involverede beløb. En analyse på grundlag af beløbene kan bidrage til at fastslå, hvilke områder og sektorer der indebærer størst risiko og desuden bidrage til udvikling af kontroltiltag og/eller undersøgelsesstrategier, således at de begrænsede menneskelige ressourcer kan anvendes så effektivt som muligt.

Figur 11.2 viser en oversigt over de produkter, for hvilke der er givet meddelelse [99] om de største samlede beløb og de største gennemsnitsbeløb pr. produkt.

[99] I figur 11.1 og 11.2. bruges KN-koden til at give en overblik over den måde, hvorpå et produkt er inddraget i en uregelmæssighed. De tolv vigtigste kategorier er følgende:

Figur 11.2: Samlet beløb og gennemsnitsbeløb pr. tilfælde

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Det største samlede beløb er konstateret i forbindelse med uregelmæssigheder, hvor medlemsstaterne har angivet "ukendt" for produktet. Det samlede beløb var på ca.75 mio. EUR. Gennemsnitsbeløbet, dvs. beløbet pr. uregelmæssighed, var imidlertid forholdsvis beskedent, nemlig 48 750 EUR. Dette viser, at det naturligvis ikke bidrager til at fastslå, hvilken uregelmæssigheder der er tale om, at der gives meddelelse om et "ukendt" produkt. Oplysningerne har ingen betydning med henblik på det videre arbejde.

Det højeste beløb og højeste gennemsnitsbeløb ved medlemsstaternes angivelse af et produkt, forekommer i forbindelse med "spiselige frugter og nødder; skaller af citrusfrugter og meloner"(kode 08). Frankrig, Grækenland, Italien og Portugal har givet meddelelse om uregelmæssigheder inden for disse sektorer. I ca. 61 % af disse tilfælde betegnedes uregelmæssigheden som bedrageri. Det samlede involverede beløb var ca. 35,8 mio. EUR og gennemsnitsbeløbet for hvert tilfælde var ca. 730 000 EUR.

"Næstbedst" i denne figur over uregelmæssigheder tilfalder kode 07, "spiselige grønsager samt visse rødder og rodknolde". Fem medlemsstater har givet meddelelser om uregelmæssigheder i denne sektor, nemlig Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Italien og Nederlandene. Det samlede involverede beløb androg ca. 30 mio. EUR og gennemsnitsbeløbet pr. tilfælde var 500 000 EUR. I ca. 34 % af disse tilfælde betegnedes uregelmæssigheden som bedrageri.

Også kode 17, "sukker og sukkervarer", skal nævnes. Det samlede beløb for anmeldte uregelmæssigheder er ganske vist ikke højt, men gennemsnitsbeløbet pr. uregelmæssighed er forholdsvis stort. Tyskland, Danmark, Spanien, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Nederlandene og Portugal har givet meddelelse om uregelmæssigheder inden for denne sektor. Gennemsnitsbeløbet for disse uregelmæssigheder var ca. 390 000 EUR. Ingen af disse tilfælde betragtedes som bedrageri. De betegnedes som uregelmæssigheder (ca. 37 %) eller blev ikke angivet i nogen kategori.

I figuren fremhæves også de uregelmæssigheder, for hvilke det anmeldte gennemsnitsbeløb er relativt beskedent. Oplysninger om områder/sektorer, hvor de involverede beløb er relativt små, kunne også gøre det lettere at fastlægge prioriteringen for kontroller og undersøgelser. Disse uregelmæssigheder vedrører følgende produkter:

* Kode 21: Diverse produkter fra næringsmiddelindustrien

* Kode 18: Kakao og tilberedte varer deraf

* Kode 01: Levende dyr

* Kode 23: Rest- og affaldsprodukter fra næringsmiddelindustrien; tilberedt dyrefoder

* Kode 10: Korn.

Gennemsnitsbeløbet pr. tilfælde er under 15 000 EUR.

11.3. Strukturforanstaltninger

I afsnit 10.2.3 anførtes det, at medlemsstaterne ikke var konsekvente ved meddelelsen af uregelmæssigheder. Følgende analyse forklarer dette nærmere.

Figur 11.3 [100] viser gennemsnitsbeløbet for uregelmæssighederne i hver medlemsstat og deres fordeling i forhold til "det samlede gennemsnit" (den lige vandrette linje. Det er slående at konstatere, hvor betydelige forskellene mellem medlemsstaterne og især afstanden mellem det højeste gennemsnitsbeløb (Italien 285 006 EUR) og det laveste beløb (Sverige 10 063 EUR) er.

[100] Medlemsstaterne er ordnet efter det budget, de modtager fra strukturfondene (programmeringsperioden 2000-2006). Danmark modtager mindst, Spanien mest. Luxembourg er ikke taget i betragtning, da landet ikke har givet meddelelse om uregelmæssigheder.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Desuden er meddelelserne i figur 11.4 blevet opdelt i fem kategorier efter det involverede beløb for hver enkelt uregelmæssighed ((4 000-10 000 EUR; 10 001-50 000 EUR; 50 001-150 000 EUR; 150 001-1 mio. EUR; over 1 mio. EUR). Det højeste antal meddelte tilfælde vedrører beløb mellem 4 000 EUR og 50 000 EUR (2 første kategorier i figuren) og repræsenterer næsten 66 % af det samlede antal tilfælde, der er meddelt OLAF.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Sverige (det land, hvor gennemsnitsværdien er lavest) har ikke givet meddelelse om tilfælde på beløb på over 150 000 EUR. For Finland og Østrig (anden og tredje position med hensyn til gennemsnitsværdi) vedrører kun henholdsvis 2 % og 3 % af tilfældene beløb på over 150 000 EUR. Derimod vedrører 39 % af de tilfælde, som Danmark har meddelt, og 26 % af de tilfælde, som Italien har meddelt, beløb på over 150 000 EUR, fulgt af Tyskland (19 %), Det Forenede Kongerige (17 %), Nederlandene (16 %) og Spanien (15 %).

Desuden varierer de uregelmæssigheder, som medlemsstaterne giver meddelelse om. Italien og Tyskland (i mindre grad) har givet meddelelse om flere forfalskningssager (af dokumenter, bilag, støtteansøgninger, regnskaber) [101]. Trods de store beløb der er tale om, synes ingen anden medlemsstat at være i samme situation, bortset fra Spanien og Portugal i ubetydeligt omfang (1 tilfælde hver) og Det Forenede Kongerige (3 tilfælde).

[101] I overensstemmelse med de italienske myndigheders oplysninger involverer 70 % af tilfældene beløb på mellem 150 000 EUR og 1 mio. EUR og vedrører dokumentfalsk. 55 % af sagerne involverer beløb på over 1 mio. EUR og skyldes samme problem.

Tabel 11.5 viser tallene vedrørende de hyppigste typer uregelmæssigheder ledsaget af et vejledende beløb og gennemsnitsbeløb:

>TABELPOSITION>

På grund af meddelelsesmetoden kan et tilfælde omfatte flere typer uregelmæssigheder. Det anføres derfor i skemaet, hvor mange gange en type uregelmæssighed er blevet meddelt alene, og hvor mange gange den er meddelt med andre koder. Det pågældende beløb, der anføres som vejledende, er summen af alle værdier med denne kode, hvilket medfører en mindre fordrejning af det korrekte totalbeløb [102].

[102] Derfor er linjer "i alt" udeladt. De værdier, der er udtrykt i kolonnen "Vejledende beløb" og i kolonnen "Gennemsnitligt vejledende beløb" er kun "virtuelle".

De nøjagtige totalbeløb findes i bilag 4.

Det skal understreges, at de hyppigste typer uregelmæssigheder var de samme som i 2001.

I lighed med sidste år viser det sig, at kode "999 - Andre uregelmæssigheder" har en større virkning på den samlede evaluering. Det er under denne kode, at de uregelmæssigheder, som ikke henhører under andre beskrivelser i systemet om meddelelser, anføres.

Vægten af disse uregelmæssigheder i forhold til det samlede tal er faldet siden sidste år (23 % i 2002 mod 28 % i 2001 for hyppigheden og 23 % mod 35 % for beløbene). Hvis der havde foreligget mere nøjagtige oplysninger om dette spørgsmål, havde de pågældende statistikker kunnet fortolkes bedre.

Endelig skal det med hensyn til den hyppigste type uregelmæssighed (325 - ikke-støtteberettigede udgifter) anføres, at Nederlandene har meddelt det største antal sager (205 af 613 tilfælde i kolonnen "hyppighed (kun denne kode)") og at Østrig (0), Belgien (0) og Italien (1) har givet meddelelse om det mindste antal. Det Forenede Kongerige har anvendt koden 999 hyppigst (125 tilfælde af 420), mens Italien og Finland kun har benyttet den i to tilfælde.

Som helhed er kvaliteten af de meddelte oplysninger fra medlemsstaterne dog lidt bedre i år i forhold til de foregående år. Der skulle dog kunne gøres en yderligere indsats, således at der opnås en bedre sammenhæng, og de frister, der er fastsat i forordningerne for de forskellige sektorer med hensyn til fremsendelsen af meddelelser til OLAF, overholdes bedre. Indførelsen af det elektroniske overførselssystem i visse medlemsstater skulle dog kunne forbedre situationen.

12. Finansiel opfølgning

Kommissionen er ansvarlig for at følge medlemsstaternes inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb og indtægtstabene op. Regnskabsåret 2002 udviser kontinuitet i forhold til foregående regnskabsår. Bortset fra landbrugsområdet, hvor Kommissionen nu er i gang med at indføre særlige foranstaltninger, svarer de beløb, der blev inddrevet i 2002, til ca. en fjerdel af de nye beløb, der er involveret i bedrageri og andre uregelmæssigheder inden for traditionelle egne indtægter og direkte udgifter, og til næsten 40 % inden for strukturforanstaltningerne. Trods procedurernes frister, især retsprocedurerne i medlemsstaterne, vurderer Kommissionen, at dette resultat er utilfredsstillende og regner med forbedringer med indførelsen af nye forvaltnings- og kontrolmetoder samt ved hjælp af en målrettet indsats for at afslutte tidligere udestående.

12.1. Traditionelle egne indtægter (bilag 7)

Ifølge afgørelse 2000/597 [103] om egne indtægter, særlig artikel 8, har medlemsstaterne ansvaret for opkrævningen af de traditionelle egne indtægter. Kommissionen kontrollerer, hvorledes medlemsstaterne inddriver disse indtægter under overholdelse af fællesskabsbestemmelserne på toldområdet [104] og det finansielle område. Kommissionen anvender i denne forbindelse en samlet strategi [105], der danner grundlag for dens evaluering af medlemsstaternes tiltag og for de korrektionsforanstaltninger, der eventuelt skal træffes.

[103] Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29.9.2000 (EFT L 253 af 7.10.2000).

[104] Fællesskabets toldkodeks, afgørelse 94/728/EØF og forordning nr. 1150/2000.

[105] Se nærmere om denne strategi i beretningen om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelsen af bedrageri for regnskabsåret 2000.

Tre hovedlinjer følges i forbindelse med denne strategi: en stikprøvevis opfølgning af behandlingen af løbende sager, proceduren med nulstilling for egne indtægter over 10 000 EUR, der betragtes som uinddrivelige, og gennemførelse af princippet om finansielt ansvar for visse fejl, som medlemsstaternes myndigheder begår.

12.1.1. Stikprøvevis opfølgning

På grund af det store antal meddelelser om tilfælde af bedrageri og uregelmæssigheder (i det følgende benævnt "bedrageridossierer" og "dossierer om gensidig bistand") har Kommissionen med henblik på overvågningen af inddrivelsen indført en procedure til udnyttelse af oplysningerne, kaldet stikprøve B, der består i en grundig undersøgelse af visse særligt vanskelige sager, som der er blevet givet meddelelse om som led i den gensidige bistand.

Formålet med denne procedure er at følge inddrivelsen vedrørende et antal repræsentative sager indtil den endelige afslutning. Der er udarbejdet to rapporter om denne type, B94 og B98 [106]. En tredje rapport om denne type fremlægges i 2001. Dog er den oprindelige stikprøve blevet ændret på grund af fire sager om uregelmæssigheder i forbindelse med oprindelsen, der ikke længere kan behandles på grund af afgørelsen fra Retten i Første Instans om tyrkiske fjernsyn [107]. En ny stikprøve er derfor fastlagt, men kræver indsamling af yderligere oplysninger. Tredje rapport, rapport B2003, er under udarbejdelse.

[106] Kommissionens beretninger om inddrivelse af traditionelle egne indtægter i forbindelse med bedrageri og uregelmæssigheder («Stikprøve B94», KOM(1997) 259 endelig af 9. juni 1997 og «Stikprøve B98», KOM(1999) 160 endelig af 21. april 1999).

[107] Dom af 10. maj 2001, "Kaufring AG", sag T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 - T-218/97, T-279/97, T-280/97, T-293/97 og T-147/99, Sml. 2001 s. II-01337.

12.1.2. Proceduren med nulstilling

Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de traditionelle egne indtægter stilles til rådighed, undtagen hvis inddrivelsen viser sig umulig af grunde, der ikke skyldes den pågældende medlemsstat. Tilfælde, der anses som værdiløse (beløb over 10 000 EUR), meddeles Kommissionen til undersøgelse. Hvis medlemsstaten udviser tilstrækkelig omhu ved inddrivelsen kan nulstillingen accepteres. Hvis ikke, er der tale om et finansielt ansvar, jf. artikel 8 i afgørelse 2000/597/EF og artikel 2 og 17 i forordning (EF) nr. 1150/2000. Undersøgelsen af medlemsstatens omhu er meget effektiv med henblik på at overbevise medlemsstaternes myndigheder om at tage inddrivelserne mere alvorligt, idet de påtager sig et finansielt ansvar i tilfælde af manglende inddrivelse. I øvrigt er analysen af de tilfælde, der falder under artikel 17, stk. 2, en lejlighed for Kommissionen til at fremkomme med visse bemærkninger om egne indtægter, førelsen af det særskilte regnskab og de nationale bestemmelsers overensstemmelse med fællesskabsretten.

Der blev i 2002 indsendt 87 anmodninger om nulstilling til Kommissionen ifølge artikel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1150/2000 til et samlet beløb på 103 018 053,43 EUR. Disse sager blev fremsendt af seks medlemsstater (Tyskland, Spanien, Det Forenede Kongerige, Irland, Italien, Nederlandene). I alt 88 sager blev undersøgt. Det finansielle resultat af undersøgelsen af de 88 sager (Tyskland tegnede sig for 11, Spanien for 7, Italien for 35, Irland for 1, Det Forenede Kongerige for 6, Nederlandene for 27 og Portugal for 1) fordeler sig på følgende måde:

>TABELPOSITION>

For 2002 var pr. 10. april 2003 antallet af allerede fremsendte sagsakter 52 (15 for Nederlandene, 20 for Spanien, 1 for Irland, 6 for Østrig og 10 for Det Forenede Kongerige) vedrørende et beløb på 22 658 845,11 EUR.

12.1.3. Anvendelsen af princippet om finansielt ansvar

12.1.3.1. Medlemsstaternes finansielle ansvar for deres administrative fejl

Medlemsstaterne skal ifølge afgørelsen om egne indtægter opkræve de traditionelle egne indtægter på bedst mulig måde. Al mangel på omhu fra medlemsstaternes side, der fører til tab af indtægter, medfører et finansielt ansvar, da der er tale om et mandat mod vederlag (25 %), og fordi der kræves en sund og effektiv forvaltning af offentlige midler. Som følge deraf holder Kommissionen myndighederne finansielt ansvarlige for deres egne fejl [108].

[108] Tilfældene identificeres på grundlag af artikel 220, stk. 2, litra b) (administrative fejl, som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget), artikel 221, stk. 3 (forældelse på grund af toldmyndighedernes passivitet), og artikel 869 og 889 i gennemførelsesbestemmelserne til kodeks eller på grundlag af toldmyndighedernes manglende overholdelse af de artikler i Fællesskabernes toldkodeks, der fører til en situation, hvor debitor nærer berettiget tillid.

Fire medlemsstater (Det Forenede Kongerige, Frankrig, Østrig og Italien) stillede i 2002 egne indtægter til rådighed for fællesskabsbudgettet, der ikke havde kunnet inddrives hos debitor på grund af deres myndigheders fejl. De samlede beløb, som disse fire medlemsstater således betalte, androg 7 471 501 EUR. Andre medlemsstater, der ganske vist udviser forståelse med hensyn til princippet om finansielt ansvar, fortsætter dog i øjeblikket med at fremføre modargumenter. For at træffe en afgørelse med hensyn til denne forskellige fortolkning af fællesskabsretten føres der nu en prøvesag vedrørende det finansielle ansvar ved hjælp af en overtrædelsesprocedure. Kommissionen forelagde den pågældende sag for Domstolen (sag C-329/02) den 8. november 2002.

I alt blev der indledt 27 sager i 2002. Ved udgangen af 2002 var det samlede antal 114 svarende til et samlet beløb som hovedstol på 50 861 860 EUR i forhold til 50 933 636 EUR i 2001. Grunden til det beskedne fald er hovedsagelig, at de nye sager om finansielt ansvar i 2002 er blevet opvejet ved bortfaldet af de beløb, der vedrører de forældede sager som følge af dommen vedrørende fjernsyn fra Tyrkiet og ved tilbagetrækkelsen af en sag.

12.1.3.2. Eksternt finansielt ansvar

Desuden har Kommissionen i 2002 videreført udviklingen af det eksterne aspekt af princippet om finansielt ansvar for at gøre partnerne i internationale handelsaftaler, som EU har indgået eller vil indgå med tredjelande, ansvarlige. Denne sag gør stadig langsomme fremskridt på grund af medlemsstaternes og visse tredjelandes holdning. Efter drøftelserne i Rådet mellem Kommissionen og medlemsstaterne accepterede disse endelig den 6. juni 2002, at bestemmelsen om finansiel ansvarlighed indsættes i forhandlingsdirektiverne med Albanien og AVS-landene. Artiklens tekst blev vedtaget under forbehold af resultaterne af de horisontale drøftelser, som Kommissionen skulle føre med medlemsstaterne, og som fandt sted i Rådets tolduniongruppe den 31. januar og 10 marts 2003. På grundlag af resultaterne af disse drøftelser, der har været meget berigende på teknisk niveau, men som ikke opnåede den politiske dimension, som de fleste medlemsstater forventede, overvejer Kommissionen en strategi, så denne sag kan udvikle sig tilfredsstillende.

12.2. EUGFL, Garantisektionen: Landbrugsudgifter (bilag 8)

Medlemsstaterne gav i 2002 i medfør af forordning 595/91 meddelelse om 3 285 tilfælde af uregelmæssigheder for et samlet beløb på 198 079 000 EUR (se bilag 2).

Situationen med hensyn til inddrivelser i 2002 (se bilag 8) er følgende:

- det samlede beløb til inddrivelse andrager 2 177 477 000 EUR for meddelelser før 2002

- hertil kommer 171 579 000 EUR vedrørende meddelelser modtaget i 2002

- beløbene vedrørende tilfælde, for hvilke en retsprocedure er i gang, svarer samlet til ca. 738 466 000 EUR for perioden før 2002

- endelig andrager for samme periode de beløb, der anses for uinddrivelige i medfør af artikel 5, stk. 2, i forordning 595/91 og i forbindelse med hvilken der afventes en formel afgørelse som led i regnskabsafslutningsproceduren, 149 798 000 EUR.

Kommissionen vedtog den 3. december 2002 anden meddelelse om «forbedring af inddrivelsen af fællesskabsfordringer, der opstår i forbindelse med direkte og delt forvaltning af fællesskabsbudgettet» [KOM(2002) 671 endelig].

Kommissionen er for så vidt angår EUGFL, Garantisektionen, nået til den konklusion, at der stadig er mange forsinkelser af oplysningerne vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb i forbindelse med sager om uregelmæssigheder, som medlemsstaterne har givet meddelelse om i henhold til forordning 595/91. For at opklare situationen og forberede de formelle afgørelser om de finansielle virkninger [109] har Kommissionen besluttet at oprette en task force vedrørende inddrivelser (i det følgende benævnt «TFI»).

[109] Artikel 8, stk. 2, i forordning 729/70.

Task forcen, der er oprettet i fællesskab af OLAF og GD AGRI, skal undersøge alle uregelmæssigheder til skade for EUGFL, Garantisektionen, som medlemsstaterne har givet meddelelse om i 1995, 1996, 1997 og 1998, og for hvilke der endnu ikke er blevet givet indberetning om situationen for så vidt angår den endelige inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb.

Bortset fra Italien har meddelelserne for årene før 1995 været undersøgt på denne måde ved hjælp af en aktion, der begyndte i 1999. De endelige konklusioner er i øjeblikket ved at blive undersøgt som led i proceduren for regnskabsafslutning. For Italien skal task forcen ligeledes undersøge alle sager vedrørende EUGFL, Garantisektionen, som der er givet meddelelse om vedrørende årene før 1995 for at finde frem til den faktiske situation med hensyn til inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb.

TFI vil forberede de formelle afgørelser vedrørende de finansielle virkninger for alle medlemsstaters meddelelser fra før 1999. Disse formelle afgørelser vedrørende hver enkelt medlemsstat for sig træffes som led i regnskabsafslutningsproceduren [110].

[110] Jf. forordning 729/70 og 1258/1999 for udgifter afholdt fra 1. januar 2000, Kommissionens forordning 1663/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning 729/70 for så vidt angår proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen.

12.3. Strukturforanstaltninger (bilag 9)

Medlemsstaterne gav i 2002 meddelelse i medfør af forordning 1681/94 (finansiering af strukturpolitikkerne) og 1831/94 (finansiering af Samhørighedsfonden) om 4 656 tilfælde af uregelmæssigheder for et samlet beløb på 614 094 000 EUR (se bilag 4).

Situationen med hensyn til inddrivelser er for 2002 følgende (se bilag 9):

- 337 656 000 EUR skal inddrives vedrørende meddelelser om uregelmæssigheder ifølge forordning 1681/84 og 1831/84 modtaget før 2002

- til dette beløb skal lægges 368 287 000 EUR vedrørende meddelelser om uregelmæssigheder modtaget i 2002.

Inden for strukturfondene, dvs. foranstaltninger, der medfinansieres under flerårige programmer, er den kritiske fase for så vidt angår den finansielle opfølgning, afslutningen af den pågældende intervention. For programmeringsperioden 1994-1999 er programafslutningen begyndt, idet fristen for indsendelsen af saldoberegningen var den 31. marts 2003. Mange af de tilfælde, som der er givet meddelelse om ifølge artikel 3 i forordning 1681/94, skal normalt omfattes af en decharge, bortset fra aktioner, der er suspenderet af juridiske grunde. Kommissionen tilendebringer afslutningen i løbet af 2003. Resultaterne af afslutningen foreligger i meddelelserne for 2002. Næsten 40 % af det beløb, som uregelmæssighederne omfatter, er blevet inddrevet, i de fleste tilfælde ved hjælp af fradrag i beløb i anmodninger om udbetaling af saldi, indsendt til Kommissionen.

Ifølge den nye forordning 448/2001 skal medlemsstaterne give Kommissionen meddelelse en gang om året om saldoen for ikke-afsluttede inddrivelser. Dette letter den finansielle opfølgning og påvisning af medlemsstaternes ansvar for tab på grund af forsømmelighed.

12.4. Direkte udgifter (inklusive ekstern støtte)

Budgetsektoren vedrørende direkte udgifter forvaltes hovedsagelig af Kommissionen, og OLAF har et særansvar på dette område. Det er således OLAF's opgave i forbindelse med bedrageri og uregelmæssigheder vedrørende direkte udgifter, der omfattes af undersøgelser i OLAF og i forbindelse med hvilke det ikke har syntes hensigtsmæssigt at forelægge sagen for retsmyndighederne, at sørge for, at de vigtige elementer, der fremkommer ved undersøgelserne eller i de endelige undersøgelsesrapporter, meddeles det generaldirektorat, der har anvist den pågældende udgift, således at der i tide kan træffes beskyttelsesforanstaltninger og/eller indledes tiltag med henblik på inddrivelse. OLAF bistår ligeledes det anvisende GD under hele processen for finansiel opfølgning og inddrivelse ved at give råd og yderligere forklaringer i det omfang der er behov derfor.

I tilfælde, hvor OLAF's undersøgelser derimod fører til, at der skal indledes en retsprocedure, eller når der allerede er indledt en strafferetsprocedure, skal det sørge for, at Kommissionen kan træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på en aktion (eller tilsvarende foranstaltninger i henhold til lovgivningen i det pågældende land) med henblik på inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb.

OLAF's opfølgningsenhed har i den pågældende periode fået meddelelse om 50 tilfælde af bedrageri/uregelmæssigheder vedrørende direkte udgifter [111]. De fleste tilfælde undersøges stadig på grund af langvarige retsprocedurer, og nogle er af strafferetlig karakter. I den betragtede periode afsluttedes seks tilfælde, hvoraf kun tre havde finansielle virkninger («finansiel opfølgning») [112] . Det samlede faktisk inddrevne beløb i den pågældende periode andrager 3 485 222 EUR. Et stort antal sager vedrørende bedrageri/uregelmæssigheder involverer (som i 2001) ikke godkendte udgifter, falske eller overdrevne ansøgninger om godtgørelser eller manglende fremlæggelse eller fiktiv fremlæggelse af projekter og leverancer af goder og tjenester.

[111] 26 tilfælde vedrørende støtte til tredjelande, 19 vedrørende direkte udgifter og 5 ved korruption.

[112] For to af dem er næsten det samlede beløb blevet inddrevet (5 832 EUR).

Det skal med hensyn til OLAF's undersøgelser inden for alle sektorer af EU-budgettet bemærkes, at der i tallene ikke tages hensyn til tilfælde, hvor der ikke bliver tale om finansiel opfølgning. Dette er forklaringen på forskellen i antallet af tilfælde og den finansielle virkning samt mellem disse tal og de tal der er nævnt tidligere vedrørende OLAF's undersøgelser.

De data, der hentes fra interne databaser («sagsforvaltningssystemet»), revideres og ajourføres regelmæssigt.

STATISTISKE BILAG

BILAG 1

Traditionelle egne indtægter

Antal tilfælde af svig og uregelmæssigheder, der er meddelt af medlemsstaterne [113] i perioden 1998 - 2002 (Ajourført 6.6.2003)

[113] Medlemsstaterne skal anmelde alle tilfælde af svig og uregelmæssigheder, når beløbet er større end 10 000 EUR, jf. forpligtelsen i artikel 6, stk. 5, i forordning nr. 1150/2000 af 22. maj 2000.

(Beløb i EUR)

>TABELPOSITION>

BILAG 2

EUGFL, Garantisektionen (Ajourført 7.5.2003)

UREGELMÆSSIGHEDER MEDDELT AF MEDLEMSSTATERNE IFØLGE FORORDNING NR. 595/91

2002

(Beløb i 1 000 EUR)

>TABELPOSITION>

BILAG 3

(Ajourført 7.5.2003)

EUGFL, Garantisektionen

UREGELMÆSSIGHEDER MEDDELT AF MEDLEMSSTATERNE

ÅRENE 1998 - 2002

>TABELPOSITION>

* Begrebet "uregelmæssighed" omfatter svig. Hvorvidt der i den givne situation er tale om svig i betydningen strafbar adfærd, kan kun fastslås ved hjælp af en strafferetsprocedure.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG 4

STRUKTURFORANSTALTNINGER (Ajourført 12.5.2003)

UREGELMÆSSIGHEDER MEDDELT AF MEDLEMSSTATERNE IFØLGE FORORDNING NR. 1681/94 OG 1831/94

2002

>TABELPOSITION>

* Dette omfatter 1 meddelelse vedrørende Samhørighedsfonden

** Dette omfatter 2 meddelelser vedrørende Samhørighedsfonden

BILAG 5

STRUKTURFORANSTALTNINGER

UREGELMÆSSIGHEDER* MEDDELT AF MEDLEMSSTATERNE IFØLGE FORORDNING NR. 1681/94 OG 1831/94 OG VIRKNINGEN PÅ BUDGETTET 1994-2002

(Beløb i 1 000 EUR)

>TABELPOSITION>

* Begrebet «uregelmæssighed» omfatter "svig". Hvorvidt der er tale om svig i betydningen en ulovlig adfærd, kan kun fastslås ved hjælp af en strafferetsprocedure.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG 6

DIREKTE UDGIFTER

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG 7

Traditionelle egne indtægter

Tilfælde af svig og uregelmæssigheder meddelt af medlemsstaterne for 2002 (Ajourført 6.6.2003)

(Beløb i EUR)

>TABELPOSITION>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG 9

STRUKTURFORANSTALTNINGER

Situationen for inddrivelsen i de tilfælde, der er meddelt i overensstemmelse med forordning nr. 1681/94 og 1831/94

(Beløb i 1.000 EUR)

(Ajourført 12.5.2003)

>TABELPOSITION>

BILAG

BILAG AFSNIT I: OPFØLGNING AF HANDLINGSPLANEN 2001-2003

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Bilag til del II: Medlemsstaternes gennemførelse af artikel 280 i 2002

Foranstaltninger truffet af medlemsstaterne for at beskytte Fællesskabets finansielle interesser

1. Tekster, der bidrager til at gennemføre EF-traktatens artikel 280 - de væsentligste lovgivningsmæssige og administrative tiltag

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

2. Tekster, der bidrager til at gennemføre konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

3. Organiseringen af de tjenester, der er ansvarlige for beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser

Nedenstående tabeller viser for hvert område (egne indtægter, landbrugsudgifter og strukturforanstaltninger), hvor mange medarbejdere der i den pågældende periode var beskæftiget med de forskellige kontroltyper i medlemsstaterne, udtrykt i fuldtidsækvivalenter [114].

[114] Medlemsstaterne blev anmodet om kun at angive det personale, der faktisk er ansvarligt for gennemføre kontrollerne, og udelukke personale, der varetager støttefunktioner (sekretariat, arkiv osv.).

3.1 Traditionelle egne indtægter

Nedenstående tabel viser, hvor mange medarbejdere der i hver medlemsstat var beskæftiget med de forskellige kontroltyper (forudgående, efterfølgende og svigbekæmpelse) på området traditionelle egne indtægter.

Da spørgeskemaets definitioner kan være udlagt forskelligt af medlemsstaterne, bør nedenstående resultater fortolkes med forsigtighed.

Tabel 3.1. Traditionelle egne indtægter: Antal medarbejdere beskæftiget med de tre kontroltyper i medlemsstaterne [115]

[115] Det gælder på dette område, at:

- Forudgående kontrol svarer til det tilsyn, der er omhandlet i EF-toldkodeksens artikel 4, nr. 13), og den toldkontrol, der er omhandlet i kodeksens artikel 4, nr. 14), med undtagelse af den kontrol, der er omhandlet i artikel 3 og 4 i forordning nr. 386/90.

- Efterfølgende kontrol er den kontrol, der er omhandlet i EF-toldkodeksens artikel 78.

- Undersøgelser i forbindelse med svigbekæmpelse gennemføres i tilfælde af formodede uregelmæssigheder, herunder undersøgelser udført af undersøgelses- og retsforfølgelsesorganer.

>TABELPOSITION>

3.2 Landbrugsudgifter

Nedenstående tabel viser, hvor mange medarbejdere der i hver medlemsstat var beskæftiget med de forskellige kontroltyper (forudgående, efterfølgende og svigbekæmpelse) på området landbrugsudgifter.

Da spørgeskemaets definitioner kan være udlagt forskelligt af medlemsstaterne, bør nedenstående resultater fortolkes med forsigtighed.

Tabel 3.2. Landbrugsudgifter: Antal medarbejdere beskæftiget med de tre kontroltyper i medlemsstaterne [116]

[116] Det gælder på dette område, at:

- Forudgående kontrol svarer til fysisk kontrol og kontrol af betalingsanmodninger udført af toldvæsenet og de udbetalende organer. Kontrollen omfatter kontrol af eksportrestitutioner, kontrol af hjemmemarkedsstøtte og kontrol udført i forbindelse med interventioner, der har til formål at regulere landbrugsmarkederne for vin, korn og ris, sukker, olivenolie, olieholdige frø og proteinholdige stoffer, tekstilplanter og silkeorme, frugt og grøntsager, råtobak, frø, humle, biavl, mælk og mælkeprodukter, oksekød, fåre- og gedekød, svinekød og fiskerivarer (jf. Rådets konsoliderede forordning (EØF)

nr. 1883/78 af 2.8.1978).

- Efterfølgende kontrol er kontrol på stedet i henhold til forordning nr. 4045/89.

- Undersøgelser i forbindelse med svigbekæmpelse gennemføres i tilfælde af formodede uregelmæssigheder.

>TABELPOSITION>

3.3 Strukturforanstaltninger

Nedenstående tabel viser, hvor mange medarbejdere der i hver medlemsstat var beskæftiget med de forskellige kontroltyper (forudgående, efterfølgende og svigbekæmpelse) på området strukturforanstaltninger.

Da spørgeskemaets definitioner kan være udlagt forskelligt af medlemsstaterne, bør nedenstående resultater fortolkes med forsigtighed.

Strukturforanstaltninger: Antal medarbejdere beskæftiget med de tre kontroltyper i medlemsstaterne [117]

[117] På dette område er forudgående kontrol følgende:

Strukturfondene: Kontrol og inspektion af projekter eller foranstaltninger på de forskellige niveauer (forvaltningsmyndigheden, betalingsmyndigheden, de bemyndigede eller formidlende myndigheder og de endelige støttemodtagere) med henblik på i overensstemmelse med artikel 4 i forordning nr. 438/2001 at sikre, at ansøgningerne om fællesskabsstøtte er korrekte, i overensstemmelse med lovgivningen og støtteberettigede, samt kontrol som fastsat i artikel 9, stk. 2, 3 og 4, i forordning nr. 438/2001.

Samhørighedsfonden: Kontrol på de forskellige niveauer (det gennemførende organ, forvaltningsmyndigheden, betalingsmyndigheden, de formidlende organer) for i overensstemmelse med artikel 2 i forordning nr. 1386/2002 at sikre, at udgifterne faktisk er afholdt, og at projektet gennemføres lige fra forberedelsesfasen til virkeliggørelsen af den finansierede investering, samt kontrol som fastsat i artikel 8, stk. 2, 3 og 4, i forordning nr. 1386/2002.

Efterfølgende kontrol er følgende:

Strukturfondene: Efterprøvelse og kontrol på stedet som fastsat i artikel 3 i forordning

(EF) nr. 2064/97 og i artikel 10 i forordning (EF) nr. 438/2001.

Samhørighedsfonden: Kontrol på stedet som fastsat i artikel 9 i forordning (EF) nr. 1386/2002 med henblik på at efterprøve forvaltnings- og kontrolsystemernes effektivitet og kontrollere projekternes udgiftsanmeldelser.

Undersøgelser i forbindelse med svigbekæmpelse er alle de undersøgelser, der gennemføres på grundlag af formodning om uregelmæssigheder.

>TABELPOSITION>

4. Koordinering mellem tjenesterne i medlemsstaterne

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>