Meddelelse fra Kommissionen til Rådet vedrørende en af Frankrig indgivet anmodning om tilladelse til i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF at anvende en differentieret punktafgiftssats for dieselolie, der benyttes i erhvervskøretøjer /* KOM/2003/0122 endelig udg. */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET vedrørende en af Frankrig indgivet anmodning om tilladelse til i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF at anvende en differentieret punktafgiftssats for dieselolie, der benyttes i erhvervskøretøjer 1. Fremsættelse af anmodningen Den 12. marts 2001 bemyndigede Rådet i medfør af artikel 8, stk. 4, i Rådets direktiv 92/81/EØF 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier [1] ved beslutning 2001/224/EF [2] Frankrig til at anvende en differentieret punktafgiftssats på dieselolie, der anvendes i erhvervskøretøjer. Denne tilladelse blev givet for perioden 1. januar 2001 til 31. december 2002. [1] EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12. Direktivet senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46). [2] EFT L 84 af 23.3.2001. Ved brev af 8. november 2002 meddelte de franske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, stk. 4, i ovennævnte direktiv Kommissionen, at de ønskede at forlænge gyldigheden af artikel 2 i Rådets beslutning 2001/224/EF af 12. marts 2001, der bemyndiger Frankrig til at anvende en differentieret punktafgiftssats på dieselolie, som anvendes i erhvervskøretøjer, til den 31. december 2008. Eftersom ikke alle relevante og nødvendige oplysninger var blevet fremsendt til Kommissionen, stillede denne ved brev af 5. december 2002 en række spørgsmål til de franske myndigheder med henblik på at kaste lys over visse aspekter af den påtænkte ordning. Frankrig svarede på disse spørgsmål den 3. januar 2003. De øvrige medlemsstater blev underrettet om de franske myndigheders anmodning den 23. januar 2003. Hensigten med foranstaltningen er på basis af en halvårlig kvota at yde virksomheder, som er etableret i Det Europæiske Fællesskab og beskæftiger sig med varetransport ad landevej, delvis refusion af punktafgiften ved køb af dieselolie i Frankrig. Ordningen er beregnet på erhvervskøretøjer, der anvendes til varetransport, og som er indregistreret i en af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater. Køretøjets totalvægt skal være på mindst 7,5 t. Punktafgiftsrefusionen kan omfatte op til 20 000 liter pr. halvår. For perioden 2003-2004 er refusionsbeløbet fastsat til 21,3 EUR pr. 1000 liter dieselolie. Franske virksomheder og virksomheder fra de øvrige medlemsstater har rent faktisk fået refunderet disse punktafgifter. Dieselolie, der forbruges i forbindelse med passagerbefordring, er ikke omfattet af denne anmodning. De franske myndigheder er af den opfattelse, at foranstaltningen i fuldt omfang er forenelig med direktivforslaget om dieselolie, hvis formål er at indføre en harmoniseret beskatning af dieselolie til erhvervsformål. 2. Kommissionens vurdering I henhold til artikel 8, stk. 4, i Rådets direktiv 92/81/EØF kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre yderligere fritagelser eller lempelser, hvis særlige politiske hensyn taler herfor. Kommissionen vedtog den 15. november 2000 et forslag til Rådets beslutning [3] om bemyndigelse af Frankrig til for en periode på to år uden mulighed for yderligere forlængelse efter 31. december 2002 at forlænge undtagelsesbestemmelsen om nedsættelse af punktafgiftssatserne på dieselolie, der anvendes i erhvervskøretøjer og af vejtransportvirksomheder jf. statsstøttereglerne. [3] KOM(2000) 678 endelig. I artikel 2 i beslutning 2001/224/EF af 12.03.2001 bemyndigede Rådet Frankrig til til og med 31. december 2002 at anvende en nedsat punktafgiftssats på dieselolie, der anvendes i erhvervskøretøjer, under forudsætning af at bestemmelserne i direktiv 92/82/EØF [4], navnlig de i artikel 5 fastsatte mindstesatser, overholdes. Kommissionen har indført Rådets beslutning i protokollen: [4] EFT L 316 af 31.10.1992, s. 19. Direktivet senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46). "Kommissionen mener ikke, at disse skattemæssige foranstaltninger til fordel for transportsektoren, i denne forbindelse navnlig deres forlængelse, i fuldt omfang lever op til Fællesskabets målsætninger på miljø-, transport- og energiområdet. Den har derfor ikke til hensigt at foreslå, at undtagelsesbestemmelserne til fordel for vejtransportsektoren forlænges efter 2002". På Frankrigs anmodning erklærede Rådet den 3. maj 2002, at foranstaltningerne om punktafgiftsrefusion til vejtransportvirksomheder er forenelige med det fælles marked [5]. I medfør af artikel 2 i beslutning 2001/224/EF udløber den af Rådet vedtagne afgørelse om foranstaltningens forenelighed med gældende regler den 31. december 2002. [5] Rådets beslutning 2002/363/EF af 3. maj 2002 om den franske regerings ydelse af støtte til fordel for vejtransportvirksomheder (EFT L 131 af 16.5.2002, s. 15). Endvidere har de franske myndigheder endnu ikke informeret Kommissionen om støtteprojektet i forbindelse med den indgivne anmodning. Under alle omstændigheder mener Kommissionen, at der børe gennemføres en analyse med udgangspunkt i artikel 87 og 88 i EF-traktaten med henblik på at fastslå karakteren af den i foranstaltningen indeholdte statsstøtte for at kunne bedømme, om den er forenelig med det fælles marked. Kommissionen mener, at vedtagelsen af direktivet om beskatning af energiprodukter, skønt den ikke ændrer ved Frankrigs meddelelsespligt i forbindelse med støtteprojektet, kunne medføre ændrede regler, så en undersøgelse af, om statsstøtten i de franske myndigheders påtænkte foranstaltning er i overensstemmelse med bestemmelserne, bliver foretaget på et andet grundlag end det, der lå til grund for Kommissionens analyse af de punktafgiftsnedsættelsesordninger på dieselolie, som Frankrig anvendte i perioden 2000-2002. Drøftelserne i Rådet om beskatning af energiprodukter pågår stadig. Formandsskabets kompromisforslag (Dok 15354/1/02 - Fisc 311 rev. 1 korr. 1 af 13. februar 2003, seneste version) giver Frankrig mulighed for at forlænge afgiftsdifferentieringen på dieselolie, der anvendes i erhvervskøretøjer, indtil 1. januar 2005. Rådet har imidlertid endnu ikke vedtaget direktivet. 3. Konklusion Kommissionen ser sig ikke i stand til at fremlægge forslag til beslutning for Rådet om bemyndigelse af Frankrig til at anvende en differentieret punktafgiftssats på dieselolie, der anvendes i erhvervskøretøjer. Kommissionen henstiller til, at Rådet behandler Frankrigs anmodning i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, litra 3), i direktiv 92/81/EØF. Endelig skal Kommissionen minde om, at enhver ny plan om støtte i behørig tid skal meddeles Kommissionen af den pågældende medlemsstat i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (nuværende artikel 88) [6]. Endvidere kan en meddelelsespligtig støtte kun ydes, hvis Kommissionen har tilladt eller anses for at have truffet beslutning om at tillade den pågældende støtte.