52003AE0073

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 92/81/EØF og direktiv 92/82/EØF med henblik på indførelse af en særlig afgiftsordning for dieselolie, der anvendes som brændstof til erhvervsformål, og med henblik på tilnærmelse af punktafgifterne på benzin og dieselolie" (KOM(2002) 410 endelig — 2002/0191 (CNS))

EU-Tidende nr. C 085 af 08/04/2003 s. 0133 - 0137


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 92/81/EØF og direktiv 92/82/EØF med henblik på indførelse af en særlig afgiftsordning for dieselolie, der anvendes som brændstof til erhvervsformål, og med henblik på tilnærmelse af punktafgifterne på benzin og dieselolie"

(KOM(2002) 410 endelig - 2002/0191 (CNS))

(2003/C 85/28)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. september 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Philippe Levaux til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 26. november 2002.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 396. plenarforsamling den 22. og 23. januar 2003, mødet den 23. januar, følgende udtalelse med 67 stemmer for, 29 imod og 6 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Forslaget til direktiv har til formål: "at indføre særlige afgiftsordninger for brændstoffer, der anvendes i erhvervsmæssigt øjemed, i modsætning til dem, der er gældende i forbindelse med privatforbrug" og "med tiden at få indført en højere harmoniseret afgift på dieselolie til erhvervsformål. Dette vil mindske konkurrenceforvridningen transportørerne imellem".

1.2. For at indfri disse mål foreslår Kommissionen at ændre to direktiver, der siden 1992 har dannet grundlag for en EU-afgiftsordning for mineralolier:

- Rådets direktiv 92/81/EØF om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier,

- Rådets direktiv 92/82/EØF om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier.

Disse direktiver, der allerede er ændret ved direktiv 94/74/EF, indeholder bestemmelser om en minimal afgiftssats for hver form for mineralolie, alt efter hvordan den anvendes, som brændstof, industrielt, kommercielt eller til opvarmning.

1.3. Kommissionen konstaterer, at minimumsafgifterne ikke er blevet taget op til en nyvurdering siden 1992, og at de reelle afgiftssatser varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat. Hvad dieselolie angår, ligger de på mellem 245 og 750 EUR pr. 1000 liter.

1.3.1. Kommissionens forslag: Dels foreslås afgiftssatsen på "dieselolie til erhvervsmæssig brug" gradvis hævet betydeligt, idet der fastsættes en centralsats på 350 EUR for 1000 liter (minimumssatsen er i dag på 245 EUR).

- Udsvingsmarginen omkring centralsatsen fastsættes til ca. 100 EUR for at tage højde for de aktuelle udsvingsmargener mellem medlemsstaterne.

- En årlig ajourføring af centralsatsen efter det foregående års harmoniserede forbrugerprisindeks (EU-15). Denne indeksering kan højst være på 2,5 % årligt.

- En gradvis årlig reduktion af denne udsvingsmargin med henblik på at nå frem til en harmoniseret sats for Fællesskabet i 2010.

1.3.2. Dels foreslås en forhøjelse af minimumssatsen på brændstoffer til privatbrug, således at der bliver tale om samme afgiftssats for dieselolie og benzin.

1.4. Kommissionens argumenter i begrundelsen og betragtningerne til forslaget til direktiv er bl.a.:

- behovet for at mindske konkurrenceforvridningen i transport af varer og befordring af passagerer;

- miljøhensyn;

- de beskedne omkostninger ved foranstaltninger for industrien, borgerne og ansøgerlandene såvel som for retssikkerheden, hvad angår de økonomiske, budgetmæssige og miljømæssige virkninger.

2. Generelle bemærkninger

2.1. EØSU er altid gået ind for en politik, der sigter mod at åbne markederne og indføre fri afbalanceret konkurrence. Det støtter således enhver foranstaltning, der kan mindske eller fjerne unfair konkurrenceforvridninger, som stiller nogle operatører bedre end andre. Dette er formålet med nærværende direktivforslag, og EØSU står derfor bag Kommissionens målsætninger med forbehold af nedenstående bemærkninger.

2.2. EØSU konstaterer, at der i direktivet nok tages højde for situationen i ansøgerlandene, men ikke for konkurrence fra tredjelande som f.eks. Rusland, Ukraine eller Tyrkiet.

2.2.1. Udvalget foreslår, at Kommissionen følger Schweiz' eksempel(1) og indfører en afgift for anvendelse af EU's vejnet for tunge lastbiler fra tredjelande, der skal betales ved grænsen til det udvidede EU.

2.3. EØSU finder det dog vigtigt at minde om, at forskellen i afgiftssatser ikke er den eneste kilde til konkurrenceforvridning inden for vejtransport. Der er fortsat også forskelle medlemsstaterne imellem med hensyn til lønniveau, og til tider også hvad angår den faktiske arbejdstid og køretider, fordi kontrollen stadig lader meget tilbage at ønske.

2.3.1. Hvad angår punktafgifterne skriver Kommissionen, at de kun udgør en del af brændstofafgifterne. For at fjerne effekten af en mængde forskellige skattebestemmelser minder Kommissionen om, at det i hvidbogen "Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg" foreslås "at indføre progressive satser for anvendelse af transportinfrastrukturerne og styrke kohærensen i beskatningssystemet ved senest i 2003 at indføre en enhedssats for brændstoffer, der anvendes til erhvervsformål i forbindelse med transport på vejnettet ...".

2.3.2. Det haster efter udvalgets mening med at indføre et sammenhængende skattesystem omfattende samtlige skatter og punktafgifter på brændstof til erhvervsbrug. Nærværende forslag til harmonisering af punktafgifterne bør udgøre en del af et forslag til en sådan samlet beskatning.

2.4. Eftersom indtægterne fra disse afgifter opkræves på nationalt eller regionalt niveau, må harmoniseringen nødvendigvis være ensbetydende med en forhøjelse, men man kan i dag konstatere, at fastfrysningen af Fællesskabets minimumssats siden 1992 har skærpet forskellene medlemslandene imellem, hvilket EØSU beklager. Dette er baggrunden for forslaget om en centralsats for dieselolie på 350 EUR (en forhøjelse på 42 % i forhold til minimumssatsen på 245 EUR). EØSU kan godt forstå, at det er nødvendigt med denne forhøjelse, der vil give de fleste medlemsstater og regioner ekstra skatteindtægter, som øremærkes til finansiering af overførsel af transport fra vejtransport til andre transportformer, der er mere miljøvenlige (jf. beskrivelsen i hvidbogen).

2.5. Kommissionen mener, at man skal mindske trafikken ved at hæve transportomkostningerne gennem en forhøjelse af punktafgifterne. Udvalget vil i den forbindelse gerne pege på, at gods- og persontransport opfylder et behov: når handlen øges, stiger efterspørgslen efter transport (jf. hvidbogen om transportpolitik frem til 2010). Denne handel ses i øvrigt som tegn på en god og sund økonomi - og udvidelsen kan kun få handelen til at vokse yderligere. På denne baggrund må formålet med forhøjelsen af punktafgifterne ikke være at mindske transportefterspørgslen, men at tilvejebringe øgede indtægter, der kan mindske de negative miljøvirkninger, forudsat at midlerne benyttes til dette formål.

2.6. Udvalget har længe og gentagne gange vist med sine udtalelser, at det, for så vidt angår transport over lange afstande, er tilhænger af overførsel af gods fra vejtransport til andre transportformer, der bruger mindre forurenende energi, såsom transport med jernbane, ad de indre vandveje og "ad motorvejene til søs".

2.6.1. Udvalget vil gerne benytte denne lejlighed til at minde om, at gennemførelsen af retningslinjerne i hvidbogen "Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg" bør fremskyndes.

2.7. Med henblik på større effektivitet og med afsæt i Kommissionens ønske om at gennemføre "forureneren betaler"-princippet foreslår udvalget, at merindtægter fra forurenernes betaling af ny infrastruktur anvendes til på mellemlangt sigt at afhjælpe forurenende trafikophobninger.

2.8. Derfor opfordrer udvalget Kommissionen til at lade den harmoniserede forhøjelse af skatter og punkterafgifter bidrage til en innovativ løsning på den gordiske knude, der ligger i finansieringen af infrastruktur (jf. hvidbogen om transportpolitikken frem til 2010 - anden del - kapitel II), ved at oprette en "EU-fond for infrastruktur" baseret på permanente indtægter (f.eks. 1 cent pr. liter benzin, eller 10 EUR pr. ton). Disse indtægter skal -uafhængigt af indtægterne fra kilometerafgifter på benyttelse af infrastruktur, som er undervejs i et kommende rammedirektiv -hvert år tilflyde "EU-fonden for infrastruktur" De opkræves i medlemsstaterne og overføres hvert år til EU's budget. Fonden vil yde hjælp enten i form af direkte støtte eller i form af rentenedsættelse til de i transporthvidbogen prioriterede projekter, som skal ajourføres i 2004.

2.9. Samtlige indtægter fra dieselolie til erhvervsformål, herunder også midlerne til denne fond, skal komme fra medlemsstaternes indbetaling af kommende overskud fra indkrævningen af skatter og punktafgifter og svare til den årligt beregnede forskel mellem de faktisk anvendte satser for skatter og punktafgifter i de enkelte medlemsstater og satserne i figuren i punkt 3.2 i begrundelsen til direktivforslaget.

I euro for 1000 liter (februar 2002)

>TABELPOSITION>

2.9.1. For eksempel vil beskatning af det samlede forbrug af dieselolie og benzin til gods- og persontransport på ca. 300 mio. tons om året (kilde: Eurostat) og en opkrævning af 10 EUR pr. ton udelukkende til EU-fonden for infrastruktur give en årlig indtægt på 3 mia. EUR, hvilket svarer til 90 mia. EUR over 30 år.

2.10. Forvaltningen af fonden kunne overlades til Den Europæiske Investeringsbank, der så vil kunne yde tilskud fra fonden til projekter, som Kommissionen prioriterer og Europa-Parlamentet og Rådet godkender, enten ved at yde rentegodtgørelser for de bevilgede lån eller ved at træde ind som økonomisk garant for de projektansvarlige.

3. Særlige bemærkninger

3.1. EØSU bifalder samtlige betragtninger i direktivforslaget, der udgør en detaljeret begrundelse for forslaget, men foreslår dog, at overgangsperioden frem til 2010 forkortes med 1 eller 2 år.

3.2. I forlængelse af forslaget om at løse den gordiske knude, der ligger i finansieringen af transportinfrastruktur, på samme måde som man har gjort det i Schweiz, opfordrer EØSU Kommissionen til blandt betragtningerne at tilføje en passus, der f.eks. kunne formuleres som følger:

"Gennemførelsen af de projekter, der er prioriteret i hvidbogen 'Den europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg' kræver adgang til betydelige likvide finansieringsmidler. Til dette formål hensætter medlemsstaterne i forbindelse med forhøjelsen af skatter og punktafgifter frem til 2010 et beløb på 10 EUR pr. ton eller 1 cent pr liter brændstof, som anvendes til gods- eller persontransport.

Denne faste indtægt overføres til en særlig infrastrukturfond, som oprettes under EU's budget.

De årligt opkrævede beløb anvendes udelukkende til de projekter, som prioriteres i Kommissionen i forbindelse med revisionen af hvidbogen i 2004. Alt efter projektets art og i overensstemmelse med bestemte kriterier (bæredygtig udvikling, økonomisk rentabilitet, de pågældende medlemsstaters andel af finansieringen m.m.) vil denne fond yde tilskud og om nødvendigt en rentegodtgørelse, som Den Europæiske Investeringsfond, der forvalter fonden, skal stå for."

3.3. Artikel 1 i direktivforslaget: Godkendt.

3.4. Artikel 2 i forslaget til direktiv: Godkendt, men under forbehold af indholdet i artikel 5, som udvalget foreslår tilføjet nedenfor.

3.5. Udvalget anmoder Kommissionen om at tilføje en artikel 3 med bestemmelser vedrørende iværksættelse og drift af en "EU-fond for infrastruktur" som defineret ovenfor.

3.6. Artikel 3 i direktivforslaget bliver artikel 4. Udvalget godkender denne artikel.

3.7. Udvalget anmoder om, at der indføjes en ny artikel 5 vedrørende overvågning af gennemførelsen af direktivet på følgende konkrete områder:

- gennemførelse af artiklerne om de harmoniserede punktafgifter over de næste 10 år med en statusrapport efter 5 år, der bl.a. omfatter en særlig undersøgelse af situationen i de nye medlemsstater efter udvidelsen den 1. januar 2004 og af anvendelsen af den indeksering af centralsatsen, som fastsættes i artikel 2 i direktivet;

- overvågning af oprettelsen af en EU-fond for infrastruktur og anvendelsen af skatter og punktafgifter, som opkræves med henblik på at gennemføre prioriterede projekter.

Udvalget ønsker at blive inddraget i arbejdet på begge disse områder.

3.8. Artikel 4 bliver artikel 6. Udvalget godkender denne artikel.

3.9. Artikel 5 bliver artikel 7. Udvalget godkender denne artikel.

4. Konklusioner

4.1. EØSU godkender bestemmelserne i direktivet i deres helhed, dog med de ovenfor beskrevne tilføjelser, som kan opsummeres i fire foranstaltninger:

- overgangsperioden forkortes med et eller to år, så man når frem til en centralsats i 2008 eller 2009;

- der indføres efter Schweiz' forbillede en afgift for anvendelse af EU's vejnet, der skal betales af tredjelandes lastbiler ved grænsen til EU. Indtægterne herfra skal tilflyde EU's budget;

- der oprettes en EU-fond for infrastruktur, der finansieres af en EU-afgift på 1 cent pr liter (ca. 10 EUR pr. ton, svarende til 3 mia. EUR om året) og af afgifterne på lastbiler fra tredjelande;

- forvaltningen af summen på 3 mia. EUR samt afgifterne på lastbiler fra tredjelande overdrages til Den Europæiske Investeringsbank, der skal anvende midlerne til at yde rentegodtgørelse eller tilskud til lån, der finansierer gennemførelsen af transportinfrastrukturprojekter, som Europa-Parlamentet og Rådet giver høj prioritet i 2004.

Bruxelles, den 23. januar 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Jf. hvidbogen "Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg" (KOM(2001) 370 endelig, Anden del, kapitel II Problemet med finansieringen, pkt. C).

BILAG I

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Nedenstående ændringsforslag blev sat til afstemning samlet og forkastet under debatten (art. 54, stk. 3, i forretningsordenen):

Punkt 2.1

I sidste punktum erstattes "med forbehold af nedenstående bemærkninger" med:

", men mener ikke, at tiden er moden til at tage stilling til Kommissionens konkrete forslag til harmonisering af dieselafgifterne. Der er desuden flere vigtige spørgsmål af principiel og praktisk karakter, som ikke er tilstrækkeligt udførligt behandlet i Kommissionens forslag."

Begrundelse

Gives mundtligt.

Punkt 2.1.1

Nyt punkt tilføjes:

"Udvalget mener ikke, at det kan tage stilling til Kommissionens forslag af følgende årsager:

- der må ikke træffes afgørelse om forslaget til direktiv om afgiftsordninger for dieselolie, førend Kommissionens kommende rammedirektiv om infrastrukturbeskatning er kendt og analyseret;

- Kommissionen har endnu ikke påvist, hvorledes den foreslåede ordning med at afkoble afgifterne på dieselolie til erhvervsformål fra afgifterne til private formål kan fungere i praksis;

- Kommissionen har undervurderet de vigtige principspørgsmål, som bringes på bane i forslaget med hensyn til en ændring fra en mindstesats til en central-/harmoniseret sats."

Begrundelse

Gives mundtligt.

Afstemningsresultat

For: 40, imod: 58, hverken for eller imod: 5.