52002XC1213(08)

Meddelelse fra Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 — Det Forenede Kongeriges ændring af en forpligtelse til offentlig tjeneste for så vidt angår ruteflyvning mellem Stornoway og Benbecula (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. C 310 af 13/12/2002 s. 0020 - 0020


Meddelelse fra Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92

Det Forenede Kongeriges ændring af en forpligtelse til offentlig tjeneste for så vidt angår ruteflyvning mellem Stornoway og Benbecula

(2002/C 310/09)

(EØS-relevant tekst)

1. Det Forenede Kongerige har besluttet at revidere forpligtelsen til offentlig tjeneste vedrørende ruteflyvning mellem Stornoway og Benbecula, som blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende C 53 af 4. marts 1995, ændret ved De Europæiske Fællesskabers Tidende C 143 af 8. maj 1998 og senere ændret ved De Europæiske Fællesskabers Tidende C 154 af 29. maj 2001, i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet.

2. Forpligtelserne til offentlig tjeneste på ruten mellem Stornoway og Benbecula ændres som følger:

- Mindste antal beflyvninger:

To daglige returflyvninger mellem Stornoway og Benbecula med undtagelse af lørdag og søndag.

- Kapacitet:

Flyet skal have en kapacitet på mindst 18 sæder på hver rute.

- Billetpriser:

- prisen på en enkeltbillet må ikke overstige 60,29 GBP (eksklusive passagerafgifter)

- den maksimale billetpris på ruten kan forhøjes én gang om året på grundlag af Det Forenede Kongeriges detailprisindeks (alle varer) eller et efterfølgende indeks

- billetpriserne må ikke ændres uden forudgående skriftlig tilladelse fra Comhairle nan Eilean Siar (Rådet for Skotlands vestlige øer).

- Den nye maksimale billetpris på hver rute skal meddeles den civile luftfartsmyndighed, men træder først i kraft, når den er offentliggjort af Europa-Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.