52002XC0622(01)

Databeskyttelse i EU: Europa-Kommissionen søger meningstilkendegivelser om gennemførelsen af lovgivningen til beskyttelse af privatlivets fred

EF-Tidende nr. C 150 af 22/06/2002 s. 0006 - 0006


Databeskyttelse i EU: Europa-Kommissionen søger meningstilkendegivelser om gennemførelsen af lovgivningen til beskyttelse af privatlivets fred

(2002/C 150/05)

Europa-Kommissionen er ved at udarbejde sin første rapport om gennemførelsen af databeskyttelsesdirektivet(1) og har iværksat en omfattende høring på dette område. Ethvert bidrag om erfaringer i forbindelse med gennemførelsen, god/dårlig praksis og/eller ideer til forbedring/forenkling vil derfor blive modtaget med stor interesse. Resultaterne vil blive fremlagt på en konference, som Kommissionen afholder i Bruxelles den 30. september og 1. oktober 2002.

Der kan indsendes bidrag på to måder:

1. Korte bidrag kan indsendes ved hjælp af et af spørgeskemaerne på http://europa.eu.int/yourvoice. Det ene er beregnet til fysiske personer og det andet til virksomheder, der behandler personlige oplysninger. De fleste spørgsmål er flervalgsspørgsmål, men der er også en række felter med plads til fri tekst. Kommissionen har automatisk adgang til de udfyldte spørgeskemaer via internet. Denne fremgangsmåde kan anvendes indtil 15. september.

2. Mere detaljerede bidrag - f.eks. fra forbruger- eller erhvervssammenslutninger - kan indsendes skriftligt til en af følgende adresser: MARKT-A-4@cec.eu.int Europa-Kommissionen GD for Det Indre Marked

Kontoret for databeskyttelse

C-100 6/14

B - 1049 Bruxelles/Brussel.

Ved anvendelse af sidstnævnte fremgangsmåde skal bidragene (som det tager længere tid at analysere) være Kommissionen i hænde senest den 31. juli. Denne fremgangsmåde kan dog anvendes indtil den 31. august, men Kommissionen vil (afhængigt af antallet af bidrag) ikke være forpligtet til at lade bidrag, som er modtaget i august, indgå i den analyse, som vil blive fremlagt på konferencen.

Der findes yderligere oplysninger om databeskyttelse i EU på vores websted:

http://europa.eu.int/comm/privacy

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).