52002SC0419

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om affaldsstatistik /* SEK/2002/0419 endelig udg. - COD 99/0010 */


MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om affaldsstatistik

1999/0010 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om affaldsstatistik

1. Sagsforløb

Fremsendelse af forslaget til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(1999) 31, 1999/0010(COD)): // 27. januar 1999

Positiv udtalelse afgivet af Det Økonomiske og Sociale Udvalg: // 22. september 1999

Fremsendelse af (ændret) forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2001) 137, 1999/0010(COD)): // 9. marts 2001

Europa-Parlamentets udtalelse (førstebehandlingen): // 4. september 2001

Andet ændrede forslag vedtaget af Kommissionen (KOM(2001) 737, 1999/0010(COD)): // 10. december 2001

Vedtagelse af Rådets fælles holdning: // 15.04.2002

2. Formål med Kommissionens forslag

Hovedformålet med forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om affaldsstatistik er at etablere et harmoniseret informationssystem om affaldsdannelse og affaldsbehandling i Fællesskabet.

Hensigten med forslaget er at sikre, at Kommissionen får et statistisk informationssystem af høj kvalitet for således at dække kravene til gennemførelse og styring af EU's affaldspolitik. Forslaget dækker følgende områder:

(1) affaldsdannelse opdelt efter økonomisk aktivitet og husholdninger

(2) nyttiggørelse og bortskaffelse af affald.

Medlemsstaterne vil som følge af forslaget også selv blive i stand til efterhånden at tilpasse deres affaldsstatistikker og gøre dem til et redskab, der indeholder mange oplysninger.

Affaldsstatistikkerne er i øjeblikket baseret på frivillig indberetning til Eurostat og på visse forpligtelser til at foretage indberetning til Generaldirektoratet for Miljø i forbindelse med bestemte affaldsstrømme (f.eks. emballageaffald). De oplysninger, der er til rådighed, er utilstrækkelige til at give brugbare oplysninger om gennemførelsen af affaldsforvaltningspolitikken, da de er mangelfulde, ikke er sammenlignelige og ikke er aktuelle. Oplysningerne er også utilstrækkelige som input til miljødelen af de strukturindikatorer, som anvendes i Kommissionens årlige sammenfattende rapport.

3. Bemærkninger til den fælles holdning

3.1 Generelle bemærkninger

Ved førstebehandlingen fremsatte Europa-Parlamentet 28 ændringsforslag, som kommenteres i Rådets fælles holdning. Syv ændringsforslag, som Kommissionen har accepteret, er blevet indarbejdet i den fælles holdning, mens syv ændringsforslag, som Kommissionen har accepteret, ikke er blevet indarbejdet i den fælles holdning. Hvad angår ni ændringsforslag har Kommissionen ændret sit forslag for delvis at tage hensyn til Parlamentets opfattelse, og syv af disse er blevet accepteret i den fælles holdning. Andre fem ændringsforslag er hverken blevet accepteret af Kommissionen eller af Rådet i dets fælles holdning.

3.2 Europa-Parlamentets ændringsforslag ved førstebehandlingen

3.2.1 Accepteret af Kommissionen og indarbejdet i den fælles holdning

Disse syv ændringsforslag tydeliggør teksten. Med ændringsforslag 1 understreges behovet for at udvikle statistiske redskaber for at kunne udskille data om affaldsdannelsen fra data om ressourceanvendelsen. Med ændringsforslag 5 tilføjes en definition af "forbrænding" til listen over definitioner. Ændringsforslag 7 og 8 skal fremme anvendelsen af eksisterende indberetningskilder og andre kilder. I ændringsforslag 25, 26 og 27 præciseres datakravene med henblik på opdeling af dataene efter nyttiggørelse og bortskaffelse af affald.

3.2.2 Accepteret af Kommissionen, men ikke indarbejdet i den fælles holdning

Ændringsforslag 15 og 20 udvider statistikkens dækning til også at omfatte affaldsdannelse inden for landbrug og fiskeri. Kommissionen er enig i, at der er behov for disse data, og har accepteret ændringsforslagene, mens disse områder i den fælles holdning henvises til pilotundersøgelser for at undersøge dataindsamlingsmetoderne.

Kommissionen har accepteret ændringsforslag 24 vedrørende den årlige indsamling af data om alle former for affaldsbehandling, da den er enig i, at det er vigtigt at råde over årlige data ikke alene om forbrænding og bortskaffelse, men også om nyttiggørelse og genanvendelse. I den fælles holdning foreslås der for alle behandlingsformer et kompromis, hvorefter der kræves dataindsamling hvert andet år. Kommissionen fastholder sin opfattelse, da det er af afgørende betydning for gennemførelsen af affaldsforvaltningspolitikken, at der hvert år indsamles data om alle former for affaldsbehandling. Det vil desuden lette kontrollen af indberetningsforpligtelser i henhold til anden lovgivning.

Hvad angår fire ændringsforslag (16, 17, 22, 23) foreslås en yderligere opdeling af affaldskategorierne. Disse forslag vil føre til indsamling af særskilte oplysninger om animalsk affald og opmudringsslam.

3.2.3 Ændringsforslag, som har givet anledning til, at Kommissionen delvis har ændret sit forslag

Kommissionen har, hvad angår ni ændringsforslag fra Parlamentet, ændret sit forslag for delvis at tilgodese de betænkeligheder, Parlamentet har givet udtryk for.

3.2.3.1 Ændringer foretaget af Kommissionen, som er indarbejdet i den fælles holdning

Syv af ændringerne er indarbejdet i den fælles holdning.

To af ændringsforslagene (3 og 12) vedrører data om import og eksport af affald. Kommissionen har på dette område foreslået, at der skal gennemføres pilotundersøgelser for at finde egnede metoder til at indsamle disse data. Parlamentets ændringsforslag indebærer, at disse variabler bliver obligatoriske uden en overgangsperiode. Kommissionens ændrede forslag indebærer, at pilotundersøgelserne skal gennemføres inden for et kortere tidsrum. Desuden skal det ved hjælp af udvalgsproceduren afgøres, hvilke foranstaltninger pilotundersøgelserne skal resultere i. Dette er blevet accepteret i den fælles holdning.

Ændringsforslag 4 vedrører tilpasningen af den affaldsstatistiske klassifikation (EWC-Stat) til det nye europæiske affaldskatalog (EWC). Kommissionen foreslår en ny tekst i sit ændrede forslag, og samme tekst medtages i den fælles holdning.

Ændringsforslag 10 indebærer, at der ikke kan gøres undtagelser fra indberetningspligten for visse positioner i opdelingen efter økonomiske aktiviteter og affaldskategorier. Den mere restriktive formulering vedrørende udvalgsproceduren, som har givet sig udtryk i Kommissionens ændrede forslag, er medtaget i den fælles holdning.

I ændringsforslag 13 foreslås det, at to udvalg på lige fod skal bistå Kommissionen i forbindelse med udvalgsproceduren. Dette er ikke juridisk muligt. I Kommissionens ændrede forslag præciseres de to udvalgs rolle. Den fælles holdning bruger samme formulering.

Ifølge ændringsforslag 14 anmodes Kommissionen om at udarbejde en rapport om ophævelse af indberetningsforpligtelser, der overlapper hinanden. Ændringsforslaget er imidlertid ikke klart hvad angår tidspunkterne for afgivelse af rapporten. Kommisisonen har omformuleret stykket i sit ændrede forslag, og den nye tekst er blevet accepteret i den fælles holdning.

Et væsentligt ændringsforslag (18) vedrører periodiciteten for indsamling af data om affaldsdannelse. Parlamentet har foreslået, at der skal indsamles data hvert år i stedet for hvert tredje år. Kommissionen er enig med Parlamentet i, at der er behov for en hyppigere dataindsamling. Kommissionen har i sit ændrede forslag foreslået, at der indsamles data hvert andet år, og dette er blevet accepteret i den fælles holdning.

3.2.3.2 Ændringer foretaget af Kommissionen, som ikke er indarbejdet i den fælles holdning

Med hensyn til to ændringsforslag (2, 11) foreslår Kommissionen ændringer, som ikke er indarbejdet i den fælles holdning. De vedrører overgangsperioderne, som Parlamentet ikke anser for nødvendige. Kommisisonen har accepteret dette, dog ikke hvad angår de nye områder landbrug og fiskeri, hvor overgangsperioderne er blevet opretholdt. I den fælles holdning formuleres overgangsperioderne på en anden måde, som ikke stemmer overens med Kommissionens forslag.

3.2.4 Ændringsforslag, som hverken er blevet accepteret af Kommissionen eller indarbejdet i den fælles holdning

Kommisisonen og Rådet har forkastet to ændringsforslag (21, 28), hvorefter der kun skal anvendes en type statistisk enhed som grundlag for dataindsamlingen i henhold til forordningen. Ifølge Kommissionens forslag og den fælles holdning kan medlemsstaterne vælge mellem to statistiske enheder som grundlag for dataindsamlingen. Denne valgmulighed letter dataindsamlingen, og den negative indvirkning på datasammenligneligheden er begrænset.

I et andet ændringsforslag (en del af 6) foreslås en ensartet metodologi. Det vil medføre unødvendige begrænsninger for dataindsamlingen i medlemsstaterne. Kommissionen opretholder sit forslag.

Ændringsforslag 9 og 19 forkastes. Disse ændringsforslag forudsætter mere nøjagtige og specifikke angivelser vedrørende datadækningen. Disse meget tekniske specifikationer kan bedre fastsættes i forbindelse med udvalgsproceduren.

3.3 Nye bestemmelser indføjet af Rådet og Kommissionens holdning hertil

Rådet har omskrevet visse dele af teksten for at gøre den lettere forståelig.

3.4 Problemer med udvalgsproceduren i forbindelse med vedtagelsen af den fælles holdning (og Kommissionens holdning hertil).

Der opstod ingen problemer.

4. Almindelige bemærkninger og konklusion

Kommissionen opretholder sin holdning til (en del af) ændringsforslag 6. Den kan ikke acceptere en ensartet metodologi for dataindsamlingen som foreslået af Europa-Parlamentet.

Kommissionen opretholder sin holdning til ændringsforslag 24 vedrørende en årlig indsamling af data om affaldsbehandling. Der er et stort behov for årlige statistikker til den politiske evaluering og til udarbejdelse af strukturindikatorer for affald.

Kommissionen har accepteret 23 af Europa-Parlamentets 28 ændringsforslag. Fem ændringsforslag er ikke blevet accepteret. I den fælles holdning er disse fem ændringsforslag og ni andre ikke blevet indarbejdet. Kommissionen kan derfor kun delvis tilslutte sig den fælles holdning, der enstemmigt er blevet vedtaget af Rådet.