52002PC0365

Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af Sverige til i medfør af artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF at anvende en differentieret energiafgiftssats for alkylatbenzin til totaktsmotorer /* KOM/2002/0365 endelig udg. */

EF-Tidende nr. 262 E af 29/10/2002 s. 0421 - 0424


Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Sverige til i medfør af artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF at anvende en differentieret energiafgiftssats for alkylatbenzin til totaktsmotorer

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Fremsættelse af anmodningen

1.1. De svenske myndigheder har ved brev af 22. april 2002 anmodet Kommissionen om dispensation til at kunne kan anvende energiafgiftsdifferentiering på alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF [1].

[1] Direktiv offentliggjort i EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12, senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

For at få endnu en oplysning, der var nødvendig for at kunne evaluere anmodningen, sendte Kommissionen et spørgsmål den 14. maj 2002, som de svenske myndigheder besvarede den 16. maj 2002. Med svaret fra de svenske myndigheder kunne Kommissionen afslutte sin evaluering af anmodningen om dispensation.

1.2. Sverige ønsker at ændre loven (1994:1776) om energibeskatning og indføre en lavere sats for energiafgift på alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer med virkning fra 1. juli 2002 eller en senere dato, som fastsættes af regeringen, når der er indhentet godkendelse fra EU. Formålet med foranstaltningen er at forbedre miljøet og folkesundheden og anvendelsen af den renere alkylatbaserede benzin til totaktsmotorer ved at nedsætte energiafgiftssatsen på dette brændstof i forhold til normal benzin til totaktsmotorer, således at der kompenseres for de højere produktionsomkostninger for alkylatbaseret benzin.

I Sverige består punktafgiften på mineralolieprodukter af dels energiafgift dels CO2-afgift.

Sverige anvender allerede punktafgiftsdifferentiering for miljøklasser af benzin. De differentierede satser blev indført for at øge fremstilling og anvendelse af renere brændstoffer og for at forbedre luftkvaliteten og folkesundheden. Systemet har givet meget gode resultater.

Sverige ønsker nu at øge fremstilling og anvendelse af alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer ved at indføre en endnu lavere afgiftssats. Sverige vil sætte energiafgiften på alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer til 1,50 svenske kroner pr. liter under satsen for motorbrændstof (benzin) under miljøklasse 1. Det giver en energiafgift på 1,66 svenske kroner (18 eurocent [2]) pr. liter med de nuværende priser. Den samlede punktafgift (inklusive CO2-afgift) vil så være 3,12 svenske kroner (33,9 eurocent) pr. liter.

[2] Vekselkursen er afrundet til 9,20 SKR for en euro.

De svenske myndigheder vil gerne indføre den reducerede afgiftssats med virkning fra juli 2002 indtil videre. Der forventes et afgiftstab som følge af afgiftsnedsættelsen på ca. 100 mio. svenske kroner (11 mio. EUR) pr. år.

1.3. Produktionsomkostningerne for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer er højere end for almindelig totaktsbenzin, og detailprisen ville derfor ikke være konkurrencedygtig uden en afgiftsnedsættelse. Hensigten med afgiftsnedsættelsen er alene at udligne de ekstra produktionsomkostninger Ved at fjerne denne skævhed vil alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer kunne sælges til samme pumpepris som almindelig totaktsbenzin.

Den svenske regering vil føre kontrol med priserne, således at prisen på alkylatbenzin ikke falder til under prisen på almindelig benzin.

1.4. Den afgiftsnedsættelse, der anmodes om, skal gælde for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer (Motorbränslen - Specialbensin för motordrivna arbetsredskap, Tvåtaktsbränsle), der opfylder kriterierne hos Svensk Standard (SS) 15 54 61 (2. punkt) [3].

[3] Kan erhverves hos SIS Förlag AB, Box 6455, S-113 82 Stockholm.

Nogle af de vigtigste grænseværdier for ovennævnte standard er:

- bly: maksimum 0,002 g/l

- svovl: maksimum 50 mg/kg

- olefiner: maksimum 0,5 volumenprocent

- aromatiske carbonhydrider: maksimum 0,5 volumenprocent

- benzen: maksimum 0,1 volumenprocent.

Disse grænseværdier ligger langt under de grænseværdier, der er anført i bilag I og III til direktiv 98/70/EF [4], og destillationskravene for brændstoffer i dette direktiv er også overholdt.

[4] EFT L 350 af 28.12.1998, s. 58.

1.5. Forudsat at det pågældende brændstof opfylder ovennævnte standard for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer, vil der blive indrømmet afgiftsnedsættelse til alle de producenter af alkylatbaseret benzin i medlemsstaterne (eller tredjelande), hvis produkt markedsføres i Sverige. De svenske myndigheder anslår, at den årlige volumen vil være på ca. 40 000 m3 i 2005.

1.6. Ønsket om at fremme alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer er begrundet i miljø- og sundhedshensyn, idet det uforbrændte brændstof i udstødningsgasser fra totaktsmotorer indholder meget mindre mængder af aromatiske carbonhydrider og olefiner, herunder benzen, set i forhold til almindeligt brændstof.

2. Kommissionens vurdering

2.1. Ifølge artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF kan Rådet med enstemmighed på forslag fra Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre yderligere fritagelser eller lempelser for punktafgifter, hvis særlige politiske hensyn taler herfor.

De svenske myndigheder har anmodet Kommissionen om dispensation til at kunne anvende en differentieret energiafgift på alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF [5].

[5] Direktiv offentliggjort i EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12, senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

Som fastsat i direktiv 92/81/EØF er de øvrige medlemsstater blevet informeret om anmodningen fra Sverige.

2.2. Når der anmodes om undtagelser i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF, skal det undersøges, om de er i overensstemmelse med Fællesskabets politikker.

Siden 1970'erne har EU vedtaget mere og mere ambitiøse grænseværdier for emissioner fra køretøjer og specifikationer for brændstoffer for at forbedre luftkvaliteten som en af de foranstaltninger, der skal beskytte miljø og sundhed. I meddelelsen fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og det Økonomiske og Sociale Udvalg - Skattepolitik i EU - prioriteringer for de kommende år [6] samt i det sjette miljøhandlingsprogram [7] og i hvidbogen om transport [8] er det angivet, at afgiftsforanstaltninger er et af instrumenterne til bedre inddragelse af miljø- og sundhedsaspekter i alle politiske områder.

[6] KOM(2001) 260 endelig

[7] KOM(2001) 31 endelig og ændringer i Rådets og Europa-Parlamentets beslutningsprocedure.

[8] KOM(2001) 370 endelig

Den afgiftsnedsættelse, som de svenske myndigheder anmoder om, er derfor på linje med EF's målsætning om at fremme brugen af renere brændstoffer af miljø- og sundhedsmæssige årsager.

Kommissionen har noteret sig, at de effektive samlede punktafgiftssatser for alkylatbaseret benzin er højere end de gældende EF-minimumssatser:

>TABELPOSITION>

Den svenske regering vil føre kontrol med priserne, således at prisen på alkylatbenzin ikke falder til under prisen på almindelig benzin.

Den afgiftsdifferentiering, som Sverige anmoder om, er indtil videre endnu ikke af begrænset varighed. For at kunne overvåge dispensationer, der er indrømmet i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EF, og begrundelserne herfor, giver Kommissionen normalt tilladelse til sådanne dispensationer for en periode på højst seks år.

3. Beslutning

Kommissionen foreslår, at Rådet i medfør af artikel 8, stk. 4, i Rådets direktiv 92/81/EØF giver Sverige tilladelse til indtil 30. juni 2008 at anvende differentierede energiafgiftssatser for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer.

Nedsættelsen af energiafgiften skal tilpasses for at undgå, at der gives for meget kompensation for de ekstra omkostninger, der er i forbindelse med fremstillingen af alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer.

Satserne for den samlede punktafgift på ovennævnte stoffer, skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier [9], navnlig de minimumssatser, der er fastsat i artikel 4.

[9] Direktiv offentliggjort i EFT L 316 af 31.10.1992, s. 19, senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Sverige til i medfør af artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF at anvende en differentieret energiafgiftssats for alkylatbenzin til totaktsmotorer (Kun den svenske udgave er autentisk)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier [10], særlig artikel 8, stk. 4,

[10] EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12. Direktivet senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Sverige har anmodet om tilladelse til at kunne anvende en differentieret energiafgiftssats for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer. I Sverige består punktafgiften på mineralolieprodukter af dels energiafgift dels CO2-afgift.

(2) De andre medlemsstater er blevet underrettet om denne anmodning.

(3) Den dispensation, som de svenske myndigheder anmoder om, er på linje med Fællesskabets afgiftspolitik om blandt andet at styrke EU's politikker vedrørende innovation, sundheds- og forbrugerbeskyttelse, bæredygtig udvikling, miljø og energi.

(4) Energiafgiften på alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer sættes til 1,50 svenske kr. pr. liter under afgiften for almindelig benzin i miljøklasse 1. Det giver en energiafgift på 1,66 svenske kr. (18 eurocent [11]) pr. liter alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer. Den samlede punktafgift (inklusive CO2-afgift) vil så være 3,12 svenske kroner (33,9 eurocents) pr. liter.

[11] Vekselkkursen er afrundet til 9,20 SKR for en euro.

(5) Den effektive samlede punktafgiftssats er højere end gældende EF-minimumssatser, hvilket er i overensstemmelse med Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier [12].

[12] EFT L 316 af 31.10.1992, s. 19. Direktivet senest ændret ved direktiv 94/74/EF.

(6) Den afgiftsnedsættelse, der anmodes om, skal gælde for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer (Motorbränslen - Specialbensin för motordrivna arbetsredskap, Tvåtaktsbränsle), der opfylder kriterierne hos Svensk Standard (SS) 15 54 61 (2. punkt) [13] samt de i Rådets direktiv 98/70/EF [14] fastsatte krav.

[13] Kan erhverves hos SIS Förlag AB, Box 6455, S-113 82 Stockholm.

[14] EFT L 350 af 28.12.1998, s. 58.

(7) Den differentierede sats gælder for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer, når den fremstilles eller indføres.

(8) Produktionsomkostningerne for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer er højere end for almindelig totaktsbenzin, og detailprisen ville derfor ikke være konkurrencedygtig uden en afgiftsnedsættelse. Hensigten med afgiftsnedsættelsen er alene at udligne de ekstra produktionsomkostninger Herved vil alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer kunne sælges til samme pumpepris som almindelig benzin.

(9) Den svenske regering vil regelmæssigt føre tilsyn med produktionsomkostningerne for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer og dermed overvåge, at der ikke bliver tale om overkompensation.

(10) Den pågældende tilladelse gælder for en periode på seks år.

(11) Kommissionen gennemgår regelmæssigt nedsættelser og fritagelser for at kontrollere, at de ikke er konkurrenceforvridende eller forhindrer det indre marked i at fungere, og at de ikke er uforenelige med Fællesskabets politik til beskyttelse af miljø, sundhedsbeskyttelse, energi og transport -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. I medfør af artikel 8, stk. 4, i Rådets direktiv 92/81/EØF gives Sverige bemyndigelse at anvende en differentieret energiafgiftssats for alkylatbaseret benzin til totaktsmotorer.

2. Satsen for den samlede punktafgift for det i stk. 1 nævnte produkt skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 92/82/EØF, navnlig om den i artikel 4 fastsatte minimumssats.

Artikel 2

Ud fra de svenske myndigheders årlige gennemgang af punktafgiftsnedsættelsen foretages der en justering heraf, så der ikke gives overkompensation for ekstraomkostningerne i forbindelse med fremstilling af alkylatbaseret benzin.

Artikel 3

Denne beslutning udløber den 30. juni 2008.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Sverige.

Udfærdiget i Bruxelles,

På Rådets vegne

Formand