52002PC0199

Forslag til Rådets forordning om åbning af et autonomt kontingent for import af oksekød af høj kvalitet /* KOM/2002/0199 endelig udg. - ACC 2002/0094 */

EF-Tidende nr. 203 E af 27/08/2002 s. 0130 - 0130


Forslag til RÅDETS FORORDNING om åbning af et autonomt kontingent for import af oksekød af høj kvalitet

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Det er i Fællesskabets interesse at udvikle harmoniske handelsforbindelser med tredjelande. En række af disse lande, som fuldt ud har fordel af ordningerne for oksekød af høj kvalitet, er inde i en meget alvorlig økonomisk og social krise.

For at kunne give særlig støtte i situationer med alvorlige vanskeligheder foreslås det, at der åbnes et supplerende kontingent med nedsat told for oksekød af høj kvalitet i en begrænset periode, som kan tilfredsstille såvel leverandørernes som forbrugernes interesser.

Forbrugernes særlige efterspørgsel efter oksekød af høj kvalitet er stigende i Fællesskabet.

Derfor foreslår Kommissionen, at der med adgang for alle åbnes et autonomt importtoldkontingent på 10 000 t fersk, kølet og frosset oksekød af høj kvalitet til en værditoldsats på 20%. Denne foranstaltning begrænses til perioden 1. juli 2002 til 30. juni 2003.

For at kunne garantere lige og kontinuerlig adgang for alle de interesserede erhvervsdrivende i EF til dette kontingent, bør der sikres en rimelig kontrol. Det er derfor en forudsætning for anvendelse af kontingentet, at der forelægges et ægthedscertifikat til garanti for produkternes art og oprindelse.

2002/0094 (ACC)

Forslag til RÅDETS FORORDNING om åbning af et autonomt kontingent for import af oksekød af høj kvalitet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1], og

[1] EFT C ... af ....., s. ...

ud fra følgende betragtninger:

(1) I betragtning af at EF har en interesse i at udvikle harmoniske handelsforbindelser med tredjelande og at de meget store økonomiske og sociale vanskeligheder i visse eksporterende lande, bør der midlertidigt indføres bestemmelser om at åbne et autonomt EF-importtoldkontingent på 10 000 t fersk, kølet eller frosset oksekød af høj kvalitet.

(2) Oksekødsmarkedet er nu begyndt at blive mere stabilt. EF-forbrugernes efterspørgsel er stigende, særlig efter oksekød af høj kvalitet. Et supplerende kontingent med nedsat told for oksekød af høj kvalitet ville både imødekomme forbrugernes og leverandørernes interesser.

(3) Der bør tilbydes lige og kontinuerlig adgang for alle erhvervsdrivende i Fællesskabet til kontingentet, og der bør sikres kontrol med kontingentet. Derfor bør der ved udnyttelse af kontingentet forelægges et ægthedscertifikat, som garanterer produkternes art og oprindelse.

(4) I henhold til artikel 32 i Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød [2] forvalter Kommissionen toldkontingenterne for de produkter, der omfattes af nærværende forordning efter bestemmelser, der er fastlagt efter proceduren i artikel 43 i forordning (EF) nr. 1254/1999 -

[2] EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21. Forordningen senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2345/2001 (EFT L 315 af 1.12.2001, s. 29).

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Der åbnes et årligt EF-importtoldkontingent på 10 000 t, udtrykt i produktvægt, fersk, kølet eller frosset oksekød af høj kvalitet henhørende under KN-kode 0201 3000, 0202 3090, 0206 1095 og 0206 2991 i den fælles toldtarif.

2. Der vil for dette kontingent blive anvendt en værditoldsats på 20%.

3. Kontingentet løber fra 1. juli 2002 til 30. juni 2003.

Artikel 2

Gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning, der er vedtaget efter proceduren i artikel 43 i forordning (EF) nr. 1254/1999, skal indeholde bestemmelser om, at der ved udnyttelsen af kontingentet i artikel 1 skal fremlægges et ægthedscertifikat som garanti for produkternes art og oprindelse.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

>TABELPOSITION>