Det Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om "Letland og Litauen på vej mod tiltrædelse"

(2003/C 61/16)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på plenarforsamlingen den 16.-17. januar 2002 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Uno Westerlund til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. september 2002.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 393. plenarforsamling den 18.-19. september 2002, mødet den 18. september, følgende udtalelse.

A. DE FÆLLES FORUDSÆTNINGER

1. På vej mod EU-medlemskab

1.1. Fra selvstændighed til folkeafstemning

Da Letland og Litauen opnåede selvstændighed i 1991, begyndte begge lande meget snart at sigte mod EU-medlemskab. Milepæle på vejen:

- 1993: Det Europæiske Råds møde i København, hvor det blev fastslået, at lande med Europa-aftaler kan blive medlemmer.

- 1995: Europa-aftaler med EU undertegnedes af begge lande.

- 1995: Begge lande indgav ansøgning om medlemskab.

- 1998: Landene godkendes som ansøgerlande.

- Marts 2000 indledtes reelle forhandlinger.

Letland og Litauen indledte forhandlingerne efter den første gruppe af ansøgerlande. Forhandlingerne er imidlertid skredet hurtigt fremad som følge af meget store anstrengelser, og der er nu intet efterslæb. På Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001 blev det fastslået, at Letland og Litauen indgår blandt de ti lande, med hvilke forhandlinger skal være afsluttet senest ved udgangen af 2002, så de kan deltage i valgene til Europa-Parlamentet som medlemmer af EU.

1.2. En del af Østersøområdet og EU's nordlige dimension

Udviklingen siden 1991 har været stærkt påvirket af Letlands og Litauens stadig større udveksling på alle niveauer med naboerne i Østersøområdet. De tre baltiske stater har også udviklet indbyrdes samarbejdsstrukturer. De medvirker aktivt i Østersørådet og har på vigtige områder et tæt samarbejde med Rusland, de nordiske lande, Polen og Tyskland. Initiativet vedrørende EU's nordlige dimension, der geografisk defineres som Østersøområdet, har betydet, at der også i debatten i EU er blevet sat fokus på problemer og udviklingsmuligheder, som i høj grad påvirker begge lande.

Udviklingen har ført til, at Letland og Litauen nu indgår i et stadig tættere netværk i Østersøområdet, der omfatter det nordvestlige Rusland og Kaliningrad. Netværkene omfatter politiske institutioner, byer og regioner, virksomheder og forretningsforbindelser, civilsamfundets organisationer og enkeltpersoner. Handels- og økonomiministrene arbejder på at fremme det økonomiske samarbejde, blandt andet for at nå det mål, at det højst skal tage to timer for godstransporter i regionen at passere en grænse(1).

Da Østersørådet mødtes i Kaliningrad den 5. marts 2002 under russisk formandskab, blev civilsamfundets rolle behandlet særskilt. I udenrigsministrenes erklæring fra mødet hedder det: "Østersørådet opfordrer til et mere intensivt samarbejde mellem frivillige organisationer og andre strukturer inden for civilsamfundet i Østersøområdet. Denne netværksproces bidrager til at udpege prioriterede opgaver, som skal løses i fællesskab." Også på Østersølandenes topmøde i Skt. Petersborg i juni 2002 understregedes behovet for at udvikle regionens civilsamfund.

1.3. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs bidrag

EØSU bidrager på forskellige måder til denne udvikling(2). EØSU anser det for særlig vigtigt, at de politiske, økonomiske og sociale forbindelser med Rusland også efter udvidelsen udvikler sig på en positiv måde. En positiv udvikling i Rusland er afgørende og af stor interesse for hele EU. Udvalget har senest i udtalelsen "Det strategiske partnerskab mellem Den Europæiske Union og Rusland" redegjort for sit syn på disse spørgsmål. Inden ministermødet om EU's nordlige dimension i august 2002 har EØSU sammen med repræsentanter for det organiserede civilsamfund i de øvrige berørte lande udarbejdet en udtalelse. Som led i arbejdet med et nyt handlingsprogram for EU's nordlige dimension vil EØSU i løbet af 2003 afholde en konference med repræsentanter for det organiserede civilsamfund i Østersøområdet. En tilsvarende konference fandt sted i Umeå i februar 2001. EØSU er således parat til at fortsætte sine bestræbelser på at opnå og tage ansvar for et mere intensivt samarbejde mellem ikke-statslige organisationer og andre civilsamfundsstrukturer i Østersøområdet.

1.4. Kaliningrad

I den forbindelse er det meget vigtigt at tage hensyn til den russiske enklave Kaliningrads helt særlige situation. EØSU har tidligere understreget, at udviklingen i Kaliningrad er af vital betydning for hele regionen og for EU's forbindelser med Rusland. EØSU har påpeget, at der må gøres en særlig indsats for at fremme det økonomiske samarbejde og mindske de økonomiske, sociale og miljømæssige kløfter mellem Kaliningrad-regionen og de omkringliggende områder i Litauen og Polen. Der er derfor brug for et endnu tættere samarbejde mellem Kommissionen og Østersørådet.

Befolkningen i Kaliningrads 'oblast' kan i dag rejse igennem Litauen og Polen uden visum. EØSU anser det for vigtigt, at visum- og transitspørgsmål løses på en for alle parter tilfredsstillende måde inden EU's udvidelse med Litauen og Polen. Det gælder om at finde tekniske løsninger, som er smidige og ikke bringer Schengen-aftalens normer i fare. EØSU bifalder i den forbindelse, at Sverige som det første EU-land har besluttet at åbne et generalkonsulat i Kaliningrad, og anbefaler de øvrige EU-lande at træffe tilsvarende foranstaltninger, eftersom det bl.a. vil gøre det lettere at opnå Schengen-visum.

2. Udgangspunkter

2.1. Afgrænsning

Civilsamfundet er hovedemnet for den følgende analyse, som tager udgangspunkt i udviklingen med hensyn til de politiske Københavnskriterier, som var forudsætningen for at kunne indlede forhandlinger. Den kommer nærmere ind på et udvalg af områder, som indgår i betingelserne for at opnå medlemskab. En vigtig kilde er Kommissionens regelmæssige rapporter om de enkelte landes fremskridt.

2.2. Forudsætninger for et civilsamfund

Letland og Litauen var mellem 1944 og 1991 en del af Sovjetunionen. For Sovjetstaten udgjorde civilsamfundet en trussel. Den gjorde derfor alt for at forhindre, at mennesker organiserede sig uden for statens kontrol.

De begivenheder, som førte til de baltiske landes selvstændighed, bliver som regel omtalt som "Den Syngende Revolution". Det var mennesker, organiseret i tusindvis af sangkor, sangforeninger, hjemstavnsforeninger og lignende, som demonstrerede deres opfattelse over for en truende overmagt. Dermed manifesteredes også potentialet for opbygning af et civilsamfund. Siden selvstændigheden har civilsamfundet gennemgået en enorm udvikling i Letland og Litauen, og denne udvikling er blevet fremmet af et målrettet samarbejde med søsterorganisationer i EU-landene og især med naboerne på den anden side af Østersøen, herunder også Norge. Man har også fået betydelig økonomisk støtte fra USA.

Udviklingen har på mange områder ført til en fuldstændig forandring. Det gælder f.eks. fagforeningerne.

De fandtes ganske vist i Sovjetstaten, men deres rolle lå helt inden for systemets rammer. Fagforeningerne var ofte kommunistpartiets forlængede arm, når det gjaldt kontrollen med de enkelte borgere.

Lønningerne bestemtes ad administrativ vej. Strejker var forbudte. Fagforeningerne skulle varetage arbejdernes interesser ved at arbejde for gode arbejdsforhold og give arbejderne mulighed for en indholdsrig fritid. Den kommunistiske fagbevægelse forvaltede derfor omfattede fritidsanlæg af forskellig art. Tilslutningen lå på næsten hundrede procent.

Andelen af fagligt organiserede i arbejdsstyrken i Letland og Litauen faldt dramatisk med den begyndende overgang til demokrati og markedsøkonomi, og den er blevet ved med at falde. Lav faglig organiseringsgrad i de såkaldte overgangsøkonomier er ofte et tegn på, at man er nået langt på vejen mod markedsøkonomi og demokratiske organisationer. Nu findes forudsætningerne for at bygge videre på et stabilt grundlag. Generelt er organisationerne i dag heller ikke så afhængige af indtægterne fra ejendomme og andre økonomiske aktiver, som de arvede fra det gamle system.

2.3. Tilpasning til EU-medlemskab

Letland og Litauen var helt integrerede i den centralstyrede Sovjetstat. De har efter selvstændigheden måttet opbygge en ny forvaltning, eget retsvæsen og andet, der hører en selvstændig stat til.

Det har været krævende og har skabt stor arbejdsløshed at omstille industrien fra en centralt fastlagt produktion i store statsejede enheder, som skulle opfylde Sovjetstatens behov, til den differentiering, som behøves i en moderne stat med en åben økonomi.

Samme omstilling har landbruget været nødt til at foretage. At opbryde de fleste store kolkhozer og sovkhozer, tilbagelevere jord til tidligere ejere og gå over til drift i privat regi er en meget omfattende juridisk proces. På den anden side giver mængden af nye små private landbrug med fødevareproduktion en vis social beskyttelse for mange mennesker i Letland og Litauen, især i den vanskelige overgangsperiodes indledende fase.

EU's medlemsstater skal ikke kun tilpasse national lovgivning til EU's regler, dvs. omsætte EU-lovgivningen. EU's regelværk skal også gennemføres, dvs. overholdes i praksis. En stor del af de regler, der styrer det indre marked, drejer sig faktisk om produkter og produktsikkerhed, produktionsprocesser, arbejdsmiljø, arbejdsret m.v., der i praksis kun kan gennemføres af virksomhederne og deres personale.

Tiltrædelsesforhandlingerne er således ikke kun et spørgsmål for embedsmænd og politikere. Arbejdsmarkedsparterne og andre repræsentanter for civilsamfundet, f.eks. organisationer, der repræsenterer landbrugere, forbrugere, miljøforkæmpere osv., må også inddrages og informeres.

EØSU er overbevist om, at en tidlig inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre ngo'er vil sikre en bedre forståelse af EU's regler og en passende gennemførelse af dem.

B. LETLAND

1. Om Letland

1.1. Befolkning

Letlands befolkning er på 2,37 mio. Ifølge folketællingen i 1998 udgjorde letterne 56 % af befolkningen og russerne 32 %. Blandt øvrige sproglige minoriteter er der hviderussere (4 %), ukrainere (3 %), polakker (2 %) og litauere (1 %). Hovedparten af den lettiske befolkningsgruppe bor på landet, mens den slaviske befolkning overvejende bor i byerne. I hovedstaden Riga, hvor næsten halvdelen af befolkningen bor, blev 47 % opgjort som russere. Befolkningsgrupperne bor blandet. Ingen region i Letland kan siges at være lettisk eller russisk. At byen Daugavpils i sydøst har 80 % russere, må ses som en undtagelse.

Det lettiske sprogs nærmeste slægtning er litauisk, men forskellene er alligevel så store, at det er umuligt for lettere og litauere at tale sammen på deres eget sprog. Såvel den protestantiske som den katolske og den russisk-ortodokse kirke er stærkt repræsenteret i landet.

Letland er et udpræget Østersøland. På grund af sin geografiske placering mellem de øvrige baltiske lande er Letland noget mere interesseret i baltisk samarbejde end Estland, der identificerer sig med Norden, og Litauen, som historisk er knyttet til Polen. På grund af den store russiske minoritet oplever Letland "trykket" fra Rusland meget kraftigere end Litauen.

1.2. Politiske forhold

Letland har siden 1999 haft en kvindelig præsident, Vaira Vike-Freiberga, der har en akademisk og international baggrund (men ikke russiskkundskaber) og tidligere har arbejdet i Canada. Landets politiske situation har været kendetegnet af ustabilitet. Den nuværende regering under Rigas tidligere borgmester, Andris Berzins, kom til magten i maj 2000, efter at den kontroversielle Andris Skele var blevet tvunget til at gå af. Regeringen bygger på et bredt konservativt grundlag af tre partier i parlamentet ("sejmen") og er knyttet til forskellige erhvervsinteresser.

Der afholdes parlamentsvalg i oktober 2002.

1.3. Økonomi

Letland ramtes hårdt af den økonomisk krise i Rusland i 1998, men har haft høj vækst siden 2000. Væksten forventes at ligge på 5 % eller mere i 2002 og 2003. Servicesektoren står for mere end to tredjedele af økonomien og har den kraftigste vækst, mens fremstillingsindustriens andel af BNP fortsat mindskes. Øget transport, deriblandt transittrafik af russiske olieprodukter, er en vigtig faktor. Denne indtægtskilde truer dog med at forsvinde, eftersom Rusland af politiske grunde bygger en ny transportvej til Den Finske Bugt. Stigninger i reallønnen baner vej for en betydelig vækst i forbruget. Bagsiden af denne ekspansion er et voksende underskud på betalingsbalancen, hvilket medfører øgede risici for valutaen (Lat), der er tilknyttet den internationale valutafonds valutakurv, SDR. Inflationen har siden 1999 ligget på under 3 % og ventes ikke at ville stige markant inden 2004. Arbejdsløsheden er høj - ca. 13 % - og i visse dele af landet meget høj. Tendensen er dog faldende.

De udenlandske direkte investeringer har i løbet af femårsperioden 1996-2000 udviklet sig på følgende måde: 301, 460, 318, 324 og 443 millioner ECU/EUR. Det svarer til 5-6 % af BNP, hvilket er et forholdsvist højt niveau. Årsgennemsnittet pr. indbygger ligger på 156 EUR. En stor del af investeringerne er gået til banksektoren.

Et stort problem er den sorte økonomi. Staten går glip af store indtægter, fordi indkomster ikke opgives. Det hænger tydeligt sammen med, at nationsopbygningen ikke er afsluttet, og at der er mange, som ikke er statsborgere og derfor ikke føler sig som en del af den lettiske stat.

1.4. Udenrigspolitik

Letlands udenrigspolitik præges fuldstændigt af ambitionerne om medlemskab af EU og NATO. Samtidig har Letland forsøgt at udvikle det grænseoverskridende samarbejde med Rusland. Forbindelserne til naboen i øst har til tider været anstrengte. Rusland har endnu ikke ratificeret grænseaftalen med Letland. Endnu har ingen højtstående repræsentant for den russiske regering besøgt den genopståede stat.

2. De politiske Københavnskriterier

2.1. Demokrati og retsstatsprincippet

I partnerskabsbeslutningen for 2002 understreges det, at Letland bør træffe forskellige foranstaltninger for at sikre en stabil offentlig forvaltning, der kan gennemføre EU's lovgivning. Hvis retsstatskravene skal opfyldes, kræves der også en række foranstaltninger inden for retsvæsenet. I begge tilfælde påpeges behovet for uddannelsestiltag, ligesom tjenestemændene bør få mere i løn.

Korruptionen nævnes som et stort problem. Samme negative billede giver f.eks. FN-organet UNDP i en rapport fra 2001. Man peger bl.a. på, at indflydelsesrige personer har udnyttet privatiseringen til at fremme egne interesser(3). Rådet kræver, at Letland udarbejder en juridisk ramme for bekæmpelse af alle former for korruption og sørger for, at såvel lovgivningen som antikorruptionsstrategien omsættes i praksis.

2.2. Menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal

Kravene for at opnå statsborgerskab blev lempet betydeligt efter en folkeafstemning i 1998. Disse lempelser banede også vej for forhandlinger om EU-medlemskab. Nu kan praktisk taget alle, som bor i Letland, ansøge om statsborgerskab. Omkring 22 % af Letlands indbyggere har dog fortsat intet statsborgerskab. Af disse er hovedparten russere, hviderussere eller ukrainere.

Støtteforanstaltninger i form af lavere gebyrer for statsborgerskab, mere information og bedre adgang til sprogkurser er blevet vedtaget. Alligevel vokser antallet af naturaliserede ikke væsentligt.

De fleste ikke-statsborgere er nu blevet udstyret med særlige pas som erstatning for de sovjetiske, der udløb i marts 2000. Det er lettere og billigere at få visum til Rusland med dette pas end med et lettisk. Rusland begunstiger med andre ord den russisktalende befolkning på bekostning af den lettisktalende.

Omkring 42 % af befolkningen har et andet sprog end lettisk som førstesprog. EU har presset på, for at mindretallene bliver integreret i det lettiske samfund, og frem for alt krævet og betalt for sprogundervisningsprogrammer. I løbet af 2001 begyndte den lettiske stat selv at finansiere dele af integrationsprogrammet. Lærermanglen udgør et stort problem. Dog er de lave lærerlønninger blev forhøjet noget, hvilket ser ud til at øge tilgangen af lærere. Sprogloven fra 2000 er formelt ikke-diskriminerende, men der er fortsat mange eksempler på, at myndighederne stiller krav, der er diskriminerende.

Rådet kræver i partnerskabsaftalen, at foranstaltningerne til integration af ikke-statsborgere videreføres, og lægger vægt på sprogkurser. Man peger også på den diskriminerende anvendelse af sprogloven og kræver en ændring heraf.

2.3. EØSU's synspunkter

EØSU bemærker, at Letland har indrømmet, at det er nødvendigt at forbedre den offentlige forvaltnings effektivitet, ansvarlighed og åbenhed. På vegne af de enkelte borgere og det civile samfund tilskynder EØSU Letland til at øge sine anstrengelser for at nå videre ad denne vej. EØSU vil, ligesom Europa-Parlamentet(4), gerne understrege, at lande med meget begrænset korruption kendetegnes af en høj grad af åbenhed, et tydeligt skel mellem politiske ledere og erhvervslivets ledere, en politisk neutral offentlig forvaltning og høje professionelle krav inden for retsvæsenet.

EØSU bifalder de foranstaltninger, der er gennemført med henblik på at gøre det lettere at naturalisere ikke-statsborgere. En beslutning fra maj 2002 om, at der ikke kræves færdigheder i lettisk for at være valgbar til parlamentet, er et positivt skridt. Dog er det i længden uholdbart - politisk, økonomisk såvel som socialt - at en stor del af befolkningen er uden statsborgerskab.

De lettiske myndigheders diskriminering af russisksprogede er ligesom diskrimineringen fra russisk side af personer med lettisk pas ikke acceptabel. Letland bør generelt anstrenge sig yderligere for at udvikle lovgivning og foranstaltninger mod diskriminering, så de svarer til EU-lovgivningen, baseret på art. 13 i traktaten.

3. Det organiserede civilsamfund

3.1. Faglige organisationer

Letland har én faglig centralorganisation, nemlig LBAS. Til LBAS og en del af medlemsforbundene overførte den nye stat ejendomme, som man mente, tilhørte dem. LBAS markerede straks sin uafhængighed af de politiske partier. De i begyndelsen store modsætninger mellem socialdemokrater og andre inden for organisationen synes nu overvundet.

LBAS' medlemstal er faldet til ca. 200000 medlemmer. Forbundet for offentligt ansatte dominerer.

Organisationsgraden ligger i dag på knap 20 %. Der er blevet gjort en stor rekrutteringsindsats, i stor udstrækning støttet af svenske fagforeninger, men resultaterne har indtil videre ikke været videre opmuntrende. Man sætter nu sin lid til en koordineret indsats over for de unge.

3.2. Erhvervslivets organisationer

Latvian Employers Confederation er den største arbejdsgiverorganisation i Letland. Den dannedes i 1993 ved sammenlægning af to organisationer og har gennemgået en meget positiv udvikling. Organisationen har både brancheorganisationer og enkeltvirksomheder som medlemmer. Omkring en tredjedel af de ansatte i Letland arbejder i virksomheder, der er med i organisationen. Et af dens centrale mål er at få den grå økonomi ind i den almindelige økonomi. I dag er 11 af Letlands 20 største skattebetalere medlemmer af organisationen.

Fraværet af organisationer, som repræsenterer mindre virksomheder, er et problem.

The Latvian Chamber of Commerce and Industry har ca. 900 medlemmer i hele landet og oplever kraftig vækst. Virksomhedernes kendskab til vilkårene under et EU-medlemskab var ifølge en koordineret undersøgelse i ansøgerlandene temmelig ringe i begyndelsen af 2001(5).

Landbruget og fødevareindustrien spiller en central rolle i Letlands økonomi og samfundsliv. De lettiske landbrugere er aktive i flere forskellige organisationer, der endnu ikke har et fuldt udviklet samarbejde. Latvian Farmers' Federation, der allerede blev dannet i 1990, har flest medlemmer (1460 betalende) og repræsenterer primært familielandbrugene. Latvian Farmers' Parliament blev dannet i 1999. Dets medlemmer har i gennemsnit 240 hektar landbrugsjord. Hertil kommer en organisation for tidligere kolkhozer med et areal på over 1000 hektar(6).

3.3. Andre organisationer

Siden 1996 har man haft et Centre for Non Governmental Organisations (NGO Centre) i Riga. Det modtager ekstern økonomisk støtte fra UNDP, Soros Foundation Latvia samt amerikanske og europæiske myndigheder og organisationer, herunder Europa-Kommissionen. Regeringen har indtil nu ydet meget begrænset støtte til ngo'er, og ingen organisation har de fornødne administrative ressourcer til at kunne ansøge om EU-støtte. Man regner med, at der er omkring 1000 ngo'er i Letland, overvejende på lokalt plan.

Siden selvstændigheden er der sket en omfattende udvikling, ikke mindst når det gælder de politiske partiers struktur. Partierne har dog kun få medlemmer - det største har ca. 5000. I de senere år har der været en tydelig tendens til, at folk organiserer sig og stiller krav i stedet for at stå udenfor og kritisere.

Forbrugerbevægelsen i Letland bør styrkes. En myndighed under Økonomiministeriet, det såkaldte Consumer Rights Protection Centre, har blandt andet til opgave at bistå frivillige forbrugerorganisationer.

3.4. EØSU's synspunkter og henstillinger

Udviklingen af det organiserede civilsamfund i Letland har været imponerende. Et fortsat og stadig tættere samarbejde med søsterorganisationer fra i første omgang Østersøområdet, herunder Rusland, er af stor betydning ligesom samarbejde inden for en europæisk ramme. Det bør være et vigtigt mål at øge medlemstallet og aktivitetsniveauet i organisationerne. Dermed styrkes de demokratiske strukturer, samtidig med at man modvirker risikoen for, at organisationerne på længere sigt bliver afhængige af økonomisk støtte udefra. Et bedre nationalt samarbejde ville også i visse tilfælde give større politisk gennemslagskraft.

Regeringen bør på forskellig måde stimulere en fortsat udvikling af det organiserede civilsamfund og dermed demokratiets forankring i landet.

Hvad angår arbejdsmarkedsparterne er det vigtigt, at de øger deres indsats for at leve op til de krav, den europæiske sociale model stiller.

Fælles rådgivende udvalg med repræsentanter for det organiserede civilsamfund i ansøgerlandene og EØSU er EØSU's vigtigste redskab til at styrke udvidelsen. EØSU beklager, at de lettiske organisationer ikke mener, de har ressourcer til at deltage i et sådant udvalg. EØSU ser frem til et kommende fælles samarbejde i EØSU.

4. Særlige områder

4.1. Markedsøkonomi

Markedsøkonomien fungerer i Letland. Næsten alle statslige virksomheder er blevet privatiseret. Visse større virksomheder inden for energi-, telekommunikations- og søfartssektorerne mangler stadig at blive privatiseret. Privatiseringen af jord og skov er i gang, og markedet for landbrugsejendomme begynder at fungere. Lovrammerne for virksomheder er mere eller mindre på plads. Man er nået langt med omstruktureringen af banksektoren, og kapitalmarkedet fungerer.

Små og mellemstore virksomheder spiller en vigtig rolle i Letlands økonomi. De skaber over 50 % af bruttonationalproduktet og beskæftiger over 70 % af arbejdskraften. Statslige programmer og nye fínansieringsmuligheder har været med til at skabe en positiv udvikling.

Handelen bliver stadig mere integreret med EU. Både importen fra EU og eksporten til EU vokser. I 2000 udgjorde eksporten af varer til EU 64,6 % af den samlede vareeksport.

4.1.1. EØSU's synspunkter

Der er en risiko for, at tiltroen til markedsøkonomien undergraves, når de sociale kløfter vokser, samtidig med at korruption og skattesnyd præger samfundet. De lettiske ledere har således et stort ansvar for at sikre, at markedsøkonomiske fordele kommer hele befolkningen til gode.

4.2. Social dialog

Trepartsdialogen er solidt forankret i Letland. Allerede i 1993 blev der oprettet et rådgivende trepartsudvalg med højest 12 repræsentanter for henholdsvis staten, arbejdsgiverne og de faglige organisationer. Rådet styrkedes i 1999 via en trepartsoverenskomst, som fastslår, at formålet er at nå frem til en indbyrdes forståelse i hele samfundets interesse. Arbejdsmarkedets parter påtager sig et medansvar for beslutningerne og deres gennemførelse. Under dette udvalg findes et trepartsorgan for uddannelses- og beskæftigelsesspørgsmål. Der findes også rådgivende trepartsudvalg for arbejdstagerbeskyttelse og forsikringsspørgsmål.

Trepartsdialogen har været konstruktiv og er blevet påskønnet af samtlige parter. Dog bør dialogen føre til mere effektive høringer og resultater.

Kommissionen konstaterer på den anden side, at topartsdialogen mellem arbejdsmarkedets parter fortsat er svag på både nationalt og regionalt niveau. Der er dog tendenser til, at den styrkes. I den forbindelse skal det især nævnes, at LBAS siden 2001 har tilrettelagt kurser for sine brancheforbund og regioner. Inden for visse brancher er der også blevet indgået kollektivaftaler om lønninger og ansættelsesaftaler, hvilket betyder, at mere end halvdelen af de virksomheder, hvor fagbevægelsen er repræsenteret, er dækket. I 2000 fandtes der 39 brancheaftaler og 2018 aftaler på virksomhedsniveau. Det betyder, at ca. 25 % af de ansatte i Letland dækkes af kollektivaftaler, hvilket indebærer en forøgelse med ca. 2 % siden 1999. Dialogen må dog styrkes yderligere, frem for alt på brancheniveau.

4.2.1. EØSU's synspunkter

EØSU er tilfreds med den positive udvikling af to- og trepartsdialogen, men konstaterer samtidig, at der er lang vej endnu, inden de ansatte i Letland i rimelig grad er beskyttet af kollektivaftaler. Regeringen bør føre bedre tilsyn med, hvordan kollektivaftalerne efterleves. EØSU understreger ligesom Kommissionen, at det er regeringens ansvar at hjælpe parterne med at forberede sig på den aktive rolle, de kan spille i forbindelse med EU, og fremme strukturerne for kollektive forhandlinger og social dialog generelt. EU-landenes virksomheder bør have et lignende ansvar(7).

4.3. Arbejdsmarked og socialpolitik

Arbejdsløsheden varierer kraftigt fra region til region. Værst er den i landets østlige dele, hvor den er flere gange højere end i Riga. Ikke mindst inden for landbruget findes en omfattende skjult arbejdsløshed. Den russiske befolkning er ofte blevet ramt, eftersom russiske virksomheder har været mest påvirket af strukturomlægningen. Der er en stor generations- og uddannelseskløft på arbejdsmarkedet. Unge med moderne uddannelser har gode muligheder på arbejdsmarkedet, mens borgere med en ældre, stærkt specialiseret uddannelse, havner i langtidsarbejdsløshed. Flere ressourcer til uddannelse er også prioriteret i Letlands budget.

Letland vedtog i begyndelsen af 2001 sin anden beskæftigelsesplan i overensstemmelse med retningslinjerne for EU's fælles beskæftigelsespolitik. Arbejdsformidlingen er blevet udbygget kraftigt, og der er især gjort fremskridt med at formidle arbejde til arbejdsløse unge. Der lægges vægt på en aktiv arbejdsmarkedspolitik, men der er ifølge Kommissionen ikke blevet afsat tilstrækkelige midler.

Arbejdsløshedsforsikringen blev reformeret i 1999. For at blive forsikret kræves det, at man har betalt til arbejdsløshedskassen i ni måneder inden for de seneste 12 måneder. Niveauet afhænger i dag af, hvor længe man har været forsikret, og éns tidligere indkomst. For den, som f.eks. har været forsikret i 20-29 år, udgør forsikringen 60 % af lønnen for de seneste seks måneder. Den kan højst bevilges i 9 måneder og falder gradvist til halvdelen af det oprindelige niveau. Som følge af reformen faldt antallet, som modtog ydelsen, med ca. 20 %. Ved starten af 2002 fik hen ved halvdelen af de arbejdssøgende udbetalt penge fra forsikringen. Dette tal vil stige på grund af en lov fra 1. juli 2002, der giver arbejdssøgende ret til forsikring, selv om arbejdsgiveren ikke har betalt afgifter.

Reallønnens udvikling har været positiv. Mellem 1996 og 2000 øgedes BNP pr. indbygger fra 4700 til 6600 købekraftsstandarder i løbende priser. Det betyder, at forskellen i forhold til EU er blevet mindre. Samtidig er der store regionale forskelle. I 1998 lå gennemsnitsindkomsten i Riga på 32 % af EU-gennemsnittet, mens den i tre af landets øvrige fire regioner var på under 20 %. En tredjedel af den erhvervsaktive befolkning når dog kun op på den garanterede mindsteløn på 60 lat per måned, og ofte er de lokale myndigheder ikke i stand til at udbetale den.

Politikken inden for social sikring er meget mangelfuld. Det genspejles bl.a. i de meget lave fødselstal, 1,09 barn per kvinde i sammenligning med det allerede lave gennemsnit for EU, som ligger på 1,45. En stor del af befolkningen, både dem, der har arbejde, og de arbejdsløse, lever under eksistensminimum. At den grå økonomi og de små husmandsbrug - 172000 ifølge tal fra 1997 - fortsat har stor betydning for mange menneskers overlevelse, er indlysende.

4.3.1. EØSU's synspunkter

Kampen mod arbejdsløshed skal prioriteres højest. Det kræver fortsat høj vækst og en bedre koordination af de økonomiske og socialpolitiske foranstaltninger. EØSU understreger, at arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle i beskæftigelsesstrategien.

Bekæmpelsen af social udstødelse er nu et hovedindsatsområde i EU, og man har vedtaget et program til bekæmpelse af fattigdom. Letland må gøre sig store anstrengelser for at modvirke social udstødelse i landet, især i bestemte regioner.

4.4. Lokal- og regionalpolitik

Landbrugssektoren stod i 2000 for 4,5 % af landets BNP og 13,5 % af beskæftigelsen, hvilket dog indebærer et fald på to procentpoint siden 1999. Sammenlægningen af landbrugsbedrifter går langsomt. Det har været svært at få Sapard-programmet for foranstaltninger vedrørende landbrug, fødevareindustri og landdistrikter i gang, men det har fungeret siden slutningen af 2001. De områder, som får flest ressourcer, er forædling og markedsføring, modernisering af landbrug samt diversificering af landdistrikternes økonomi og forbedring af infrastrukturen. EU står for knap 40 % af det samlede budget i perioden 2000-2006.

Strukturpolitikken lider under, at hverken den centrale koordination eller de regionale strukturer endnu fungerer tilfredsstillende. Inden for områderne regionalpolitik og koordination af forskellige strukturinstrumenter er der blevet gjort små fremskridt. Det vigtige partnerskabsprincip i forbindelse med forvaltningen af EU's strukturstøtte har ikke vundet indpas. De centrale myndigheder har dog påtaget sig at forvalte strukturstøtten på grundlag af dette princip, og en vigtig konference med de berørte parter afholdtes i marts 2002. Kommissionen har krævet, at der fremlægges et forslag til et samlet programplanlægningsdokument ved udgangen af 2002.

4.4.1. EØSU's synspunkter

Hvad angår landbrugssektoren vil EØSU især understrege nødvendigheden af en politik for udvikling af landdistrikterne. Myndighederne bør støtte landbrugsorganisationerne og samarbejde med dem, ikke mindst så information kan udbredes på en effektiv måde til de ugunstigt stillede dele af befolkningen, der ofte forholder sig negativt til EU-medlemskab.

Med hensyn til regionalpolitikken finder EØSU det vigtigt, at partnerskabsprincippet slår igennem. Dette er nøglen til succes, når de regionale støtteprogrammer skal udformes og gennemføres(8).

EØSU mener, at såvel landdistrikts- som regionalpolitikken i Letland i høj grad bør bruges til at investere i menneskelige ressourcer, dvs. uddannelse og livslang læring, samt til at fremme erhvervsmæssig og geografisk mobilitet. En bevidst politisk satsning på vidensamfundet bør også gøre det lettere at opnå gode resultater på længere sigt i forhandlingerne om EU's landbrugs- og regionalstøtte. Samtidig er der behov for investeringer med henblik på at modernisere erhvervsstrukturen og udvikle infrastrukturen.

5. Konklusioner og henstillinger

EØSU lykønsker Letland med de hurtige fremskridt hen imod et EU-medlemskab og er overbevist om, at de tilbageværende forhandlinger vil kunne afsluttes senest ved udgangen af 2002, så der kan afholdes en folkeafstemning. Den demokratiske forankring kræver, at der inden folkeafstemningen informeres bredt og iværksættes en offentlig debat. Det stiller store krav til myndighederne, medierne og civilsamfundets organisationer.

EØSU mener, at resultatet af den kommende folkeafstemning i høj grad vil være afhængigt af, i hvilket omfang Letland med støtte fra EU og EU's medlemsstater formår at løse de politiske, økonomiske og sociale problemer i forbindelse med nationsopbygningen og overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. EØSU henstiller, at alle berørte parter koncentrerer sig om at løse dette problem.

C. LITAUEN

1. Om Litauen

1.1. Befolkning

Litauen er med sine 3,7 mio. indbyggere den største af de tre baltiske republikker. Det er samtidig det mest etnisk homogene af landene med 80 % litauere, 11 % polakker (hvoraf de fleste bor i hovedstaden Vilnius) og 8 % russere. Hertil kommer små minoriteter af hviderussere og ukrainere.

Litauen adskiller sig fra de andre baltiske stater ved, at landet har en lang, stolt historie, som for en stor dels vedkommende deles med Polen. Alle litauere ved, at riget engang strakte sig fra hav til hav, dvs. fra Østersøen til Sortehavet. Litauen havde før anden verdenskrig en relativt stor jødisk befolkning, og Vilnius var et vigtigt jødisk centrum. I dag er den romersk-katolske kirke dominerende.

1.2. Politiske forhold

I juli 2001 blev landets konservative regering afløst af en centrum-venstre-regering. Den ledes af Algirdas Brazauskas, der har samlet forskellige socialdemokratiske grupperinger bag sig og er gået i koalition med et lille social-liberalt parti. Mulighederne for, at den nuværende regering sidder mandatperioden ud, dvs. til 2004, anses for gode.

Den 74-årige præsident Valdas Adamkus har boet i USA i størstedelen af sit liv. Det er endnu usikkert, om han stiller op til præsidentvalget i slutningen af 2002, hvor den populære Brazauskas formentlig også vil være at finde blandt kandidaterne.

1.3. Økonomi

Ruslandskrisen ramte Litauen med en vis forsinkelse, men i 1999 havde landet en negativ vækst på 3 %. Landbruget blev ramt hårdt af vigende efterspørgsel fra Ukraine og Rusland og af beskyttelsestoldens afskaffelse. Der var behov for drastiske finanspolitiske foranstaltninger for at genskabe tilliden og bane vej for en genoprettelse af økonomien. Stigningen i konjunkturerne har været langsom. Litauens BNP forventes dog at stige med 4,5 % i 2002 og 5 % i 2003. Stigningen skyldes primært øget eksport med raffinerede olieprodukter som den dominerende faktor, men tendensen kan hurtigt vende. Energisektoren som helhed har en særlig stilling i det litauiske samfund, og afhængigheden af råolie og gas fra Rusland er stor.

Privatforbruget stiger kun langsomt, selvom reallønnen stiger. Betalingsbalancen er mere positiv, end den har været længe. Inflationen, der i flere år har ligget på 1 %, ventes at stige til 2,5 % i 2002 og til 3 % i 2003. Det forventes ikke at påvirke inflationstakten, at valutaen (lit) fra februar 2002 er koblet til euroen i stedet for til dollaren. Arbejdsløsheden er høj - 16 % - men ventes at falde i 2003.

Udviklingen for så vidt angår de direkte udenlandske investeringer har ikke været videre positiv; en stor del af investeringerne er foregået i forbindelse med privatiseringen. I 1999 stod de for 5,5 % af BNP og i 2000 for 2,5 % af BNP. Tendensen synes dog at være ved at vende. Det årlige gennemsnit pr. indbygger i perioden 1996-2000 var 115 EUR.

1.4. Udenrigspolitik

Litauens udenrigspolitik præges i meget høj grad af ambitionerne om at blive optaget i EU og NATO. I forhold til Rusland står spørgsmålet om Kaliningrad i centrum. Her optræder Litauen i rollen som mægler mellem EU og Rusland. Et klart tegn på, at dette påskønnes i Moskva, var den russiske udenrigsministers besøg i Vilnius i marts 2002. Det var det første russiske besøg på så højt plan i Baltikum.

1.5. Atomkraftværket Ignalina

1.5.1. Den nuværende situation

EU kræver, at atomkraftværket i Ignalina i nærheden af Visaginas i Litauens nordøstlige hjørne lukkes og demonteres. Atomkraftværket er russiskbygget og af samme type som Tjernobyl. Litauen indvilligede på et tidligt tidspunkt i at lukke den ene reaktor i 2005, og for den andens reaktors vedkommende blev der i juni 2002 truffet en principiel aftale, der indebærer lukning i 2009. Fra EU's side er der en vilje til at holde Litauen skadesløst. Atomkraftværket i Ignalina dækker mere end tre fjerdedele af Litauens elforbrug og giver desuden eksportindtægter.

Befolkningen har en meget negativ opfattelse af EU's krav vedrørende Ignalina. Kravene har ikke bare materielle og sociale implikationer, men også et psykologisk aspekt. De er blevet et symbol på ekstern styring af den art, som man efter selvstændigheden har ønsket at undgå. Fra fagbevægelsens side stiller man sig stærkt kritisk til, at der praktisk taget ikke er gjort noget for at forberede omstillingen for de ca. 7000 personer, der i dag arbejder på eller indirekte er afhængige af Ignalina-værket. Det er et særligt problem, at hovedparten af disse personer er russisksprogede og vil have meget svært ved at få arbejde i andre dele af Litauen. Byen Visaginas med 33000 indbyggere trues af et totalt sammenbrud, og hele Utena-regionen med sine 200000 indbyggere kan blive hårdt ramt.

1.5.2. EØSU's synspunkter

Ignalina er ikke blot et nationalt anliggende for Litauen, men et anliggende for hele EU og de tilgrænsende lande. Det er EØSU's bestemte opfattelse, at Ignalina bør lukkes i overensstemmelse med den fastlagte plan. Planen bør imidlertid gennemføres på en sådan måde, at befolkningen i Litauen og navnlig i området omkring Ignalina hurtigst muligt tilbydes positive og realistiske alternativer, når det gælder økonomi og beskæftigelse. Dette kræver en samlet indsats fra navnlig Litauens, de enkelte medlemsstaters og EU's side. EØSU understreger, at hele processen bør være åben og foregå i stadig dialog med alle berørte parter, ikke mindst arbejdsmarkedets organisationer.

2. De politiske Københavnskriterier

2.1. Demokrati og retsstatsprincippet

I den seneste partnerskabsbeslutning fra Rådet understreges det, at Litauen bør træffe forskellige foranstaltninger for at sikre en stabil offentlig forvaltning, der er i stand til at anvende EU's regelværk. Hvis retsstatskravene skal opfyldes, kræves der endnu en række foranstaltninger inden for retsvæsenet. I begge tilfælde nævnes behovet for uddannelsestiltag, ligesom tjenestemændene bør få højere løn.

Korruptionen nævnes som et stort problem. Rådet kræver, at Litauen opstiller en juridisk ramme for bekæmpelse af alle former for korruption og sørger for, at såvel lovgivningen som antikorruptionsstrategien omsættes i praksis.

Rådet har ingen særlige krav til Litauen, når det gælder menneskerettigheder og minoritetsbeskyttelse.

2.2. EØSU's synspunkter

Centraladministrationen lider under en utydelig grænse mellem politik og forvaltning, der giver manglende klarhed og kontinuitet. Et andet problem er de evindelige udskiftninger af personale, som for en stor dels vedkommende beror på tjenestemændenes ansættelsesvilkår. Samarbejdet mellem det centrale niveau og det regionale og lokale niveau fungerer dårligt. Det er vigtigt, at de berørte instanser for alvor går i gang med at løse disse problemer under hensyntagen til Kommissionens forslag til foranstaltninger. Den planlagte ændring af den regionale inddeling bør vente.

Europa-Parlamentet har konstateret, at korruption i den politiske sfære ikke virker særlig udbredt, men at den administrative korruption derimod udgør et stort problem(9). EØSU opfordrer de ansvarlige i Litauen til at videreføre deres bestræbelser på at rette op på borgernes begrundede mistillid til forvaltningen og retsvæsenet, herunder politiet.

3. Det organiserede civilsamfund

3.1. Tre faglige centralorganisationer

Fagbevægelsen i Litauen er organiseret i tre centralorganisationer. Den største og mest repræsentative, The Lithuanian Trade Union Confederation, blev dannet så sent som den 1. maj 2002 gennem en sammenlægning af The Lithuanian Trade Union Centre og The Lithuanian Trade Union Unification. Den nye organisation har ca. 100000 medlemmer. Fagbevægelsen i Europa og navnlig den nordiske fagbevægelse har på forskellig vis støttet samlingsbestræbelserne, og et medlemskab af Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) forekommer naturligt. Workers' Union, som i 2002 har ændret navn til Lithuanian Trade Union Solidarumas, er blevet dannet med støtte fra USA (AFL-CIO). Denne organisation bygger på direkte medlemskab, og medlemstallet angives til 52000. The Lithuanian Labour Federation regner sig for at være oprettet i mellemkrigstiden; organisationen er blevet genoplivet af det kristdemokratiske parti og har et par tusind medlemmer.

Organisationsgraden i 2001 angives i Kommissionens rapport til 13 %, hvilket er en stigning. Der er visse begrænsninger for så vidt angår statslige tjenestemænds ret til at være medlem af en fagforening. Spørgsmålet om retten til at disponere over de ejendomme, der tidligere tilhørte den kommunistiske fagbevægelse, har længe forpestet de faglige relationer i Litauen. Magthavere af forskellig politisk observans har prøvet af begunstige deres egne fagforeninger. For øjeblikket er det op til organisationerne selv at finde en løsning.

3.2. Erhvervslivets organisationer

Den dominerende arbejdsgiverorganisation, Confederation of Lithuanian Industrialists (LPK), blev dannet i 1993. Denne organisation har brancheorganisationer og enkeltvirksomheder som medlemmer. Alt i alt er der tale om 2800 virksomheder, hvoraf hovedparten er små og mellemstore. Man gør ingen særlig indsats for at rekruttere nye medlemmer. Organisationen har et veludviklet sekretariat, der bl.a. har en international afdeling. Den har observatørstatus i UNICE og bliver snart fuldgyldigt medlem. Et af organisationens centrale mål er at skabe en effektiv dialog mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen.

Lithuanian Chambers of Commerce, Industry and Crafts er inddelt i fem regionale kamre. Det samlede antal medlemmer er ca. 1600. Virksomhedernes kendskab til vilkårene under et EU-medlemskab var i begyndelsen af 2001 relativt ringe(10). Handelskammeret har taget initiativ til oprettelse af et virksomhedsregister, der holdes opdateret.

Landbrugets organisationer har i de senere år etableret et vist samarbejde om især EU-spørgsmål. Lithuanian Farmers Union (LFU) med 15000 betalende medlemmer blev dannet allerede i 1989 og repræsenterer de private bedrifter. LFU er godt på vej til at blive en moderne, demokratisk og repræsentativ organisation for private landmænd. Jordejerforbundet har et relativt lavt medlemstal og begrænset indflydelse. Association of Agricultural Companies (Bendroves) repræsenterer de store landbrugsselskaber. En særlig stilling har Lithuanian Chamber of Agriculture pga. obligatorisk medlemskab og statslig finansiering. Det blev oprettet i 1925 og genoprettet ved lov i 1997.

3.3. Andre organisationer

Siden 1995 har man haft et Non-Governmental Organisation Information and Support Centre (NISC) i Vilnius. Det modtager økonomisk støtte fra UNDP, Soros Foundation samt amerikanske og europæiske myndigheder og organisationer, herunder Europa-Kommissionen. Regeringen yder en vis støtte til ngo'er, og donatorer får skattefradrag. Man regner med, at der er ca. 5000 fungerende ngo'er i Litauen, hvoraf NISC har kontakt med ca. halvdelen, der overvejende er af lokal karakter. I den første periode efter selvstændigheden var der en ngo-gruppe i parlamentet, der i 1991/1992 blev omdannet til partier. Denne sektor befinder sig nu i en stabil udvikling med stadig bedre muligheder for at påvirke de politiske beslutninger. NISC fremhæver i denne forbindelse sundhedssystemet.

Lithuanian Consumer Association er ifølge sine vedtægter fra 1996 en offentlig organisation med individuelt medlemskab. Den er opdelt i 13 regionale afdelinger og har bl.a. modtaget støtte fra Europa-Kommissionen og Nordisk Ministerråd samt på det seneste også fra den litauiske regering.

3.4. EØSU's synspunkter og henstillinger

Det organiserede civilsamfunds udvikling i Litauen har været imponerende. Et fortsat og styrket samarbejde med søsterorganisationer fra ikke mindst Østersø-området, herunder Rusland, er i lighed med samarbejde inden for en europæisk ramme af stor betydning. Det bør være et centralt mål at øge medlemstallet og aktivitetsniveauet i organisationerne. Dermed styrkes de demokratiske strukturer, samtidig med at man modvirker risikoen for, at organisationerne på længere sigt bliver afhængige af økonomisk støtte udefra. Et bedre nationalt samarbejde ville også kunne give større politisk gennemslagskraft. EØSU hilser det voksende faglige samarbejde, også mellem landbrugets organisationer, velkommen.

Regeringen bør på forskellig måde stimulere en fortsat udvikling af det organiserede civilsamfund i Litauen og dermed demokratiets forankring i landet.

Hvad angår arbejdsmarkedsparterne er det vigtigt, at de øger deres indsats for at leve op til de krav, den europæiske sociale model stiller.

EØSU finder det glædeligt, at de litauiske organisationer er villige til sammen med EØSU at nedsætte et fælles rådgivende udvalg. EØSU ser også frem til et kommende samarbejde i EØSU.

4. Særlige områder

4.1. Markedsøkonomi

Litauen har en velfungerende markedsøkonomi. Man er kommet langt med privatiseringen af de statslige virksomheder, og arbejdet fortsætter. Ejendomsretten er veletableret. Restitueringen af jord og skov er i gang, og markedsmekanismen begynder også at fungere på dette område, hvilket fremmer etableringen af bæredygtige landbrugsbedrifter. Der er sket en omfattende omstrukturering inden for banksektoren, og kapitalmarkedet fungerer.

Handelen integreres i stadig højere grad med EU, om end det ikke går så hurtigt som i andre lande. Den næstvigtigste handelspartner er de øvrige ansøgerlande. Handelen med SNG (Fællesskabet af Uafhængige Stater) er faldet kraftigt efter den russiske krise i 1998. Litauen blev medlem af WTO i 2001 (Letland har været medlem siden 1999).

96 % af virksomhederne i Litauen regnes for at være små eller mellemstore. I statens budget indgår nu en budgetpost til fremme af deres udvikling, men der er blevet gjort meget lidt for at realisere det planlagte program.

4.1.1. EØSU's synspunkter

Det har krævet stor opofrelse at skabe stabilitet i økonomien, og konsekvensen er voksende sociale kløfter. Der er en risiko for, at tiltroen til markedsøkonomien undergraves, når de sociale kløfter vokser. De litauiske ledere har således et stort ansvar for at sikre, at markedsøkonomiens fordele kommer hele befolkningen til gode. Energisektorens dominans i det litauiske samfund er et problem, der må løses.

4.2. Social dialog

Trepartssamarbejdet på nationalt niveau sker inden for rammerne af det nationale trepartsråd, der blev oprettet i 1995. Det består af 15 ligeberettigede medlemmer, 5 fra hver af de tre parter. Formandskabet skifter hver fjerde måned. Regeringen repræsenteres af de berørte ministerier.

Det nuværende samarbejde bygger på en aftale fra februar 1999, der tog sigte på at fremme kvaliteten og effektiviteten af samarbejdet. Den blev underskrevet af den daværende statsminister, de fire faglige centralorganisationer og tre arbejdsgiverorganisationer. Regeringen forpligtede sig bl.a. til at tage relevante lovgivningsspørgsmål op i trepartsrådet og informere Seimas om rådets konklusioner. Arbejdsmarkedsparterne forpligtede sig omvendt til ikke at iværksætte aktioner mod regeringen om spørgsmål, som der er opnået enighed om i rådet. Et særligt område er samarbejde og informationsudveksling i forbindelse med forberedelsen af EU-medlemskabet.

En vigtig opgave for trepartsrådet er at fremsætte forslag om den lovpligtige mindsteløn, som direkte påvirker lønningerne inden for især den offentlige sektor, der ofte fastsættes som en faktor ganget med mindstelønnen.

Kommissionen konstaterer, at trepartsdialogen bør effektiviseres, så parterne bliver hørt om vigtige økonomiske og sociale spørgsmål.

Topartsdialogen mellem arbejdsmarkedets parter er meget svagt udviklet. Kun 10 % af arbejdsmarkedet er omfattet af kollektivaftaler, der primært vedrører den offentlige sektor. Der er så godt som ingen aftaler på branche- eller virksomhedsniveau. Kommissionen understreger, at dialogen må styrkes, ikke mindst på sektorniveau. Den opfordrer regeringen til at hjælpe parterne med at forberede sig på dels den aktive rolle, de kan spille i forbindelse med EU-medlemskabet, dels på at deltage i en social dialog med forhandlinger på alle niveauer.

Det vækker bekymring hos regeringen, at fraværet af kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter på forskellige niveauer måske giver mindstelønnen for stor gennemslagskraft. Den arbejdsretlige lovgivning, der blev vedtaget i sommeren 2002 omfatter en bedre ramme for kollektive forhandlinger, herunder for undervisning af arbejdsmarkedets parter i forhandlingsspørgsmål. Den skal samtidig forbedre arbejdstagernes repræsentation, informationsniveau og forhandlingsmuligheder.

4.2.1. EØSU's synspunkter

EØSU beklager de store mangler i to- og trepartsdialogen i Litauen. En meget lille del af de ansatte er beskyttet af kollektivaftaler, og trepartsdialogen om politiske spørgsmål, herunder de spørgsmål, der vedrører EU-medlemskabet, virker mere formel end reel. EØSU understreger ligesom Kommissionen, at det er regeringens ansvar at hjælpe parterne med at forberede sig på den aktive rolle, de kan spille i forbindelse med EU, og fremme strukturerne for kollektive forhandlinger og social dialog generelt. EØSU forventer en mere positiv udvikling efter vedtagelsen af den nye arbejdsretlige lovgivning.

4.3. Arbejdsmarked og socialpolitik

Den gennemsnitlige arbejdsløshed, som ifølge ILO-definitionen lå på 16 % i 2000, varierer en del fra område til område. Den store langtidsledighed udgør et alvorligt problem. Regeringen vedtog i maj 2001 en plan for en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der tager sigte på væsentligt at reducere den registrerede arbejdsløshed. Den omfatter en meget aktiv formidling, som foregår via et veludbygget net af arbejdsformidlingskontorer. I 2004 er det meningen, at alle, der er arbejdsløse mere end tre måneder, skal have et aktiveringstilbud. Godt og vel 5 % af planen finansieres af EU(11).

Arbejdsløshedsforsikringen har i sin nuværende form kun begrænset betydning. For at få understøttelse skal man have indbetalt penge til A-kassen i 24 måneder inden for de seneste 36 måneder. Niveauet afhænger helt af, hvor længe man har været forsikret, og varierer mellem 19 og 34 % af en gennemsnitlig månedsløn. Ifølge de seneste tal får kun 15,2 % af de registrerede arbejdsløse understøttelse fra denne forsikring.

Socialsikringen omfatter forskellige former for kommunal støtte efter behov: socialhjælp, støtte til at varme boligen op og gratis sundhedsservice og børnehaveklasse/skole. En stor del af befolkningen lever under eksistensminimum.

Regeringen har planer om at reformere begge elementer i det sociale sikringssystem.

Reallønnen har udviklet sig positivt. Mellem 1997 og 2000 er den steget med 36 %, men stigningen har været mindst de seneste to år. Det betyder, at forskellen i forhold til EU er blevet mindre. Mindstelønnen, der i 1999 blev fastsat til 430 litas, svarede i 2001 til 40 % af gennemsnitslønnen. Den bliver ikke hævet i 2002. I stedet sænkes skatten for lavtlønnede som følge af en aftale i trepartsrådet.

En stor del af befolkningen - både blandt dem, der har arbejde, og blandt de arbejdsløse - lever under eksistensminimum. Såvel de små husmandsbrug (med et gennemsnitligt areal på 2,2 ha) som familiebrugene (med et gennemsnitligt areal på 7,6 ha) er for mange absolut livsvigtige (ifølge statistikken var der 539000 bedrifter af denne type i 1997, men dette tal er for højt, idet mange af de mindre gårde udlejer jord til de større).

4.3.1. EØSU's synspunkter

Litauen har den største arbejdsløshed blandt ansøgerlandene. Bekæmpelse af arbejdsløsheden bør have højeste prioritet. Dette kræver fortsat høj vækst og bedre samordning af de økonomiske og socialpolitiske foranstaltninger. EØSU understreger arbejdsmarkedsparternes centrale rolle i beskæftigelsesstrategien. De bør samordne deres bestræbelser for at kunne bidrage effektivt til udviklingen. Kampen mod social udstødelse er nu et hovedindsatsområde i EU, og man har vedtaget et program til bekæmpelse af fattigdom. Det er vigtigt, at aktører fra ansøgerlandene inddrages i arbejdet med dette program. Litauen må gøre sit yderste for at bekæmpe den sociale udstødelse i landet.

4.4. Lokal- og regionalpolitik

Landbrugssektoren stod i 2000 for 8 % af landets BNP og 18 % af beskæftigelsen, hvilket er et fald på 2 procentpoint fra 1999. Sammenlægningen af landbrugsbedrifter går langsomt, hvilket bl.a. skyldes, at restitueringsprocessen er blevet forsinket. Nu er sidste frist for at fremsætte krav dog fastsat til juli 2002. Bedrifternes gennemsnitsstørrelse er steget til 12,76 ha. Litauen har gode forudsætninger for landbrugsproduktion og et vist antal rationaliserede landbrug.

Under Sapard-programmet prioriteres investeringer i landbruget. Derefter følger områderne forædling og markedsføring samt diversificering af landdistrikternes økonomi og forbedring af infrastrukturen. EU står for knap 40 % af den samlede indsats.

Den centrale styring af strukturpolitikken er blevet væsentligt forbedret i den seneste tid. Den lider dog under, at de regionale strukturer endnu ikke fungerer tilfredsstillende, ligesom den manglende tillid mellem niveauerne udgør et problem. Det vigtige partnerskabsprincip i forbindelse med forvaltningen af EU's strukturstøtte er ikke slået igennem. Kommissionen har krævet, at der fremlægges forslag til et samlet programplanlægningsdokument ved udgangen af 2002.

4.4.1. EØSU's synspunkter

Hvad angår landbrugssektoren vil EØSU navnlig betone nødvendigheden af en politik for udvikling af landdistrikterne. Myndighederne bør støtte og samarbejde med landbrugsorganisationerne, ikke mindst for effektivt at nå ud med information til de ugunstigt stillede dele af befolkningen, der ofte forholder sig negativt til EU-medlemskab.

Med hensyn til regionalpolitikken finder EØSU det vigtigt, at partnerskabsprincippet vinder indpas.

EØSU mener, at såvel landdistrikts- som regionalpolitikken i Litauen i høj grad bør bruges til investering i menneskelige ressourcer, dvs. uddannelse og livslang læring, samt til at fremme erhvervsmæssig og geografisk mobilitet. En bevidst politisk satsning på vidensamfundet bør også gøre det lettere at opnå gode resultater på lang sigt i forhandlingerne om EU's landbrugs- og regionalstøtte. Samtidig er der behov for investeringer for at modernisere erhvervsstrukturen, ikke mindst inden for fødevaresektoren, og udvikle landets infrastruktur.

5. Konklusioner og henstillinger

EØSU gratulerer Litauen med landets hurtige fremskridt hen imod et EU-medlemskab. EØSU er overbevist om, at de tilbageværende forhandlinger vil kunne afsluttes senest ved udgangen af 2002, så der kan afholdes en folkeafstemning. Som led i den demokratiske forankringsproces må der inden folkeafstemningen nødvendigvis iværksættes en bred informationsindsats og en offentlig debat. Dette stiller store krav til myndighederne, medierne og civilsamfundets organisationer.

EØSU mener, at resultatet af den kommende folkeafstemning i høj grad vil bero på, i hvilket omfang Litauen med støtte fra EU og EU's medlemsstater formår at løse de politiske, økonomiske og sociale problemer i forbindelse med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. EØSU henstiller, at alle berørte parter koncentrerer indsatsen om at løse dette problem.

Bruxelles, den 18. september 2002.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Dette mål blev opstillet i 2000 og skulle have været nået i 2001. Det skete ikke, hvorfor emnet blev et hovedspørgsmål på ministrenes møde i Moskva den 20. marts 2002.

(2) "Den Europæiske Unions forbindelser med Rusland, Ukraine og Hviderusland", EFT C 102 af 24.4.1995; "Forbindelse mellem Den Europæiske Union og landene omkring Østersøen", EFT C 73 af 9.3.1998; "Den nordlige dimension: Handlingsplan for den nordlige dimension i EU's eksterne og grænseoverskridende politik 2000-2003", EFT C 139 af 11.5.2001; "Det strategiske partnerskab mellem Den Europæiske Union og Rusland: Hvad bliver de næste skridt?", EFT C 125 af 27.5.2002.

(3) Latvia. Human Development Report 2000/2001. "The public policy process in Latvia", Riga 2001.

(4) A5-0252/2001 (den 16. juli 2001).

(5) CAPE 2001, Summary report, Eurochambres and SBRA, Bruxelles 2001.

(6) Der findes en særlig organisation for skovejere.

(7) Europa-Parlamentet bemærker, at enkelte EU-virksomheder er fjendtligt indstillet over for fagforeninger og kollektivaftaler, og har krævet, at Kommissionen foretager en grundig undersøgelse af situationen.

(8) I udtalelsen 1480/2001 peger EØSU især på arbejdsmarkedets parter.

(9) A5-0253/2001 (16. juli 2001).

(10) CAPE 2001, Summary report, Eurochambres and SBRA, Bruxelles 2001.

(11) Programme of the Republic of Lithuania for increasing employment for 2001-2004 (approved by resolution No. 529 of 8 May 2001 of the Government of the Republic of Lithuania).