MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET om en EF-handlingsplan for bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet som led i den fælles fiskeripolitik /* COM/2002/0535 final */
DA || KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 09.10.2002 KOM(2002) 535 endelig MEDDELELSE FRA
KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET om en EF-handlingsplan
for bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet som
led i den fælles fiskeripolitik 1. Indledning....................................................................................................................... 4 1.1. Fiskeriet i Middelhavet.................................................................................................... 4 1.2. Middelhavets særlige karakteristika................................................................................. 4 1.2.1. De nationale farvandes relative
omfang i forhold til de internationale farvandes.................. 4 1.2.2. Fælles bestande og fiskerier............................................................................................ 5 1.2.3. Fiskeriaktiviteternes generelle
karakteristika.................................................................... 5 1.2.4. Adgang til videnskabelige oplysninger.............................................................................. 6 1.2.5. Konkurrence med andre former for
udnyttelse................................................................. 6 1.3. Ressourcernes tilstand..................................................................................................... 7 1.4. Miljøaspekter................................................................................................................. 8 1.5. Den fælles fiskeripolitiks
anvendelse i Middelhavet........................................................... 9 2. Mål................................................................................................................................ 9 2.1. EF-førerskab.................................................................................................................. 9 2.2. Forvaltning på det rette niveau....................................................................................... 10 2.3. Integration af miljøhensyn i
fiskeriforvaltningen............................................................... 11 2.4. Erfaringer..................................................................................................................... 12 2.5. Bedre håndhævelse....................................................................................................... 12 2.6. Integreret anvendelse af forskellige
forvaltningsforanstaltninger....................................... 12 2.7. Anerkendelse af
fiskeriaktiviteternes sociale betydning................................................... 12 2.8. Den internationale dimension:
multilateralisme og samarbejde......................................... 13 3. Påkrævede foranstaltninger på
EF-plan......................................................................... 13 3.1. En fælles strategi for jurisdiktion
over farvande.............................................................. 14 3.2. Forvaltning af fiskeriindsatsen........................................................................................ 15 3.3. Fangstbegrænsninger.................................................................................................... 16 3.4. Forbedring af fangstmetoder i bevarelsesøjemed............................................................ 17 3.4.1. Revision af de nuværende tekniske
foranstaltninger for fiskeri af interesse for EF............ 17 3.4.2. Genudsætninger............................................................................................................ 19 3.4.3. Miljøaspekter............................................................................................................... 19 3.5. Kontrol og håndhævelse............................................................................................... 20 3.6. Forbedring af den videnskabelige
viden......................................................................... 21 3.7. Gennemsigtighed og inddragelse af
aktørerne................................................................. 21 3.8. Relation til andre områder af den
fælles fiskeripolitik...................................................... 22 4. Påkrævede foranstaltninger på
internationalt plan........................................................... 23 4.1. Samarbejde med multilaterale
fiskeriorganisationer......................................................... 23 4.2. Harmonisering af foranstaltninger i
middelhavsbækkenet................................................ 24 4.3. Samarbejde mellem stater og
fiskerierhverv................................................................... 24 5. Handlingsplan: foranstaltninger og
tidsplan..................................................................... 25 BILAG I Oplysninger om medlemsstaternes
middelhavsflåder...................................................... 28 BILAG II
Produktionstendenser for nogle vigtige arter og artsgrupper ifølge FAO's
statistikker.... 29 BILAG III Nogle fælles bestande og fiskerier.............................................................................. 30 BILAG IV Foreløbig, ikke-udtømmende liste over
fiskerier, der kan blive berørt af foranstaltninger for kontrol med
fiskeriindsatsen............................................................................................................................ 37
1.
Indledning
1.1.
Fiskeriet i Middelhavet
Middelhavsfiskeriet er en vigtig og central sektor
inden for EF-fiskeriet. Fiskerflåden i Middelhavet tegner sig for ca. 22 % af
den samlede EF-flåde udtrykt i tonnage og 34 % udtrykt i maskineffekt.
Talmæssigt tegner den sig for ca. 46 % af EF's fiskerfartøjer. I gennemsnit er
fiskerfartøjerne i Middelhavet mindre end i resten af EF. Mere end 32 950
fartøjer, dvs. ca. 80 % af fartøjerne i Middelhavet, har en længde på under 12
m, hvilket giver middelhavsfiskeriet dets karakteristika af
ikke-industrialiseret kystnært fiskeri, selv om en stor andel af fangsterne
tages af større industrialiserede fartøjer. Bilag I indeholder yderligere
oplysninger om medlemsstaternes middelhavsflåder. Middelhavslandingerne udgør mængdemæssigt en
forholdsvis beskeden andel på ca. 12 % af de samlede EF-landinger. Landingernes
økonomiske værdi er dog meget højere. Dette skyldes, at de fleste af de
fangster, der landes i middelhavsområdet, anvendes til konsum, selv landinger
af småfisk, som indbringer højere priser. I de fire middelhavsmedlemsstater blev der i 1997
skabt over 106 000 job, herunder ved deltidsfiskeri, eller 42 % af det
samlede antal job i EU i fangstsektoren.[1] Der er udtrykt betænkeligheder ved det
tilsyneladende misforhold mellem middelhavsfiskeriets store sociale og
økonomiske betydning og den vægt, der tillægges det inden for den fælles
fiskeripolitik.
1.2.
Middelhavets særlige karakteristika
Middelhavet og det fiskeri, der udøves der, har en
række særlige karakteristika, som spiller en stor rolle for
bevarelsespolitikken under den fælles fiskeripolitik. Blandt disse
karakteristika kan nævnes: de nationale farvandes relative omfang i forhold til
de internationale farvandes, fælles bestande, fiskeriaktiviteternes generelle
karakteristika, adgangen til videnskabelige oplysninger og en række andre
forhold, fx lystfiskeri. Nogle af disse træk gør sig ikke kun gældende for
Middelhavet, men de er mere udtalte i denne region.
1.2.1.
De nationale farvandes relative omfang i forhold
til de internationale farvandes
Kontinentalsoklen i middelhavsbækkenet er i
almindelighed smal, og fiskepladserne findes normalt tæt på kysterne i
territorialfarvande. Dette sammen med forskellige politiske overvejelser er
måske grunden til, at der hidtil ikke er blevet oprettet eksklusive økonomiske
zoner (EEZ) i Middelhavet. Der er i nogle tilfælde oprettet
fiskeribeskyttelseszoner (Spanien: 49 sømil og medianlinje) eller eksklusive
fiskerizoner som for Maltas vedkommende (25 sømil). Derfor har farvandene under
national jurisdiktion et mere begrænset omfang i forhold til de internationale
farvande end andre steder i EF.
1.2.2.
Fælles bestande og fiskerier
På grund af de nationale farvandes begrænsede
omfang og de typisk kortvarige fangstrejser, ofte kun af en eller to dages
varighed, er der kun få overlapninger mellem medlemsstaternes flåders
fiskeriaktiviteter og mellem EF- og tredjelandsflåders fiskeriaktiviteter.
Multinationale flåder, der fisker i samme område, er undtagelsen snarere end
reglen. Opfattelsen af fælles bestande og fiskerier har
imidlertid undergået en hastig ændring. Dette skyldes både mere præcise
videnskabelige udtalelser og udviklingen af nye fiskerier, der nu også foregår
uden for nationale farvande. Antallet af fælles fiskerier er steget i flere
områder som fx havet ved Alboran, Lion-bugten, den nordlige del af Det
Tyrrhenske Hav, Adriaterhavet, Det Joniske Hav, Det Ægæiske Hav,
Sicilienstrædet og Gabes-bugten. Ud over de stærkt vandrende arter, som findes
i hele middelhavsbækkenet, er der blevet vedtaget en minimumsliste over fælles
bestande, både inden for GFCM[2]
og i forbindelse med FAO's subregionale programmer[3]. Listen vil måske blive
udvidet, så den også kommer til at omfatte andre arter og fiskerier. Antallet
af fælles fiskerier, der allerede er identificeret på dette stadium, gør dog en
fælles aktion for disse fiskerier berettiget, både på EF-plan og på
internationalt plan.
1.2.3.
Fiskeriaktiviteternes generelle karakteristika
De fleste middelhavsfiskerfartøjer er som
tidligere nævnt bestemt til ikke-industrialiseret fiskeri i kraft af deres
størrelse (over 80 % af fartøjerne har en længde på under 12 m) og som følge
deraf også, når det gælder arbejdskraft og kapital. Derfor er mange
fiskeriaktiviteter små, og der drives forskellige fiskerier på forskellige
tidspunkter i kystfarvande året igennem. Desuden er der en stor andel af
halvprofessionelle fiskere og deltidsfiskere i Middelhavet, og
virksomhedsstrukturen afviger derfor fra strukturen i andre EF-områder. Generelt er både fangstraterne og de samlede
daglige fangster pr. fartøj ret små, når man sammenligner med
fiskeriaktiviteterne i områder uden for Middelhavet. Fangsternes økonomiske
værdi er dog ikke udelukkende afhængig af landingernes samlede omfang, men også
af fangsternes diversitet, hvor små mængder meget værdifulde små arter og arter
med kort levetid kan indbringe en højere pris for fangsten som helhed.
Fangstraterne for demersale arter, også når man tager hensyn til
kapacitetsændringer, er dog i almindelighed stadig lavere end tidligere, selv
om de nuværende demersale landinger opnås ved en høj fiskeriindsats med flåder,
som generelt er overkapitaliseret. Teknologiske interaktioner, dvs. forskellige
fangstredskaber, der anvendes til fangst af de samme arter, forekommer ret
hyppigt og kan omfatte ikke-industrialiseret kystnært fiskeri (fiskeri efter
yngel af sardin/ansjos, kulmulegydefisk, mulle, rød blankesten, havaborre,
guldbrasen, spidstandet blankesten, andre blankesten, tunge, skater-rokker,
makrel, hestemakrel, tiarmet blæksprutte, andre blæksprutter, reje, tun mv.),
bundtrawl og andre trukne redskaber (fiskeri efter kulmule, mulle, blankesten,
havaborre, guldbrasen, spidstandet blankesten, andre blankesten, tunge,
skater-rokker, makrel, hestemakrel, sardin, ansjos, tiarmet blæksprutte, andre
blæksprutter, reje) og flydetrawl og vod (fiskeri efter sardin/ansjos,
blæksprutter, makrel, hestemakrel, havaborre og blankesten, tun mv.). Der er talrige små landingspladser fordelt på
tusinder af km kyst, meget ofte uden et marked, hvilket vanskeliggør kontrol og
håndhævelse. Det forhold, at fiskepladserne normalt ligger ret
tæt på kysten, hvor man den finder den største biodiversitet af bundfisk,
resulterer i, at der er stor konkurrence mellem fiskerne om plads og stor
interaktion mellem fiskeriaktiviteter og bentiske kystmiljøer, som også udgør
vigtige fiskehabitater.
1.2.4.
Adgang til videnskabelige oplysninger
Et stort antal fiskepladser ligger i nationale
farvande. Dette har styrket den opfattelse, at forvaltningsforanstaltninger kan
gennemføres separat, og har indskrænket det geografiske perspektiv, som de
nationale administrationer har baseret sig på ved behandlingen af
forvaltningsspørgsmål. Dette kombineret med en vis tilbøjelighed hos
forskerne til at foretrække havøkologisk og biologisk forskning har medført, at
der ikke er nogen sammenhæng mellem det videnskabelige arbejde og
forvaltningsforanstaltningerne. Fiskeriforvaltningen har normalt kun i ringe
grad været baseret på anbefalinger fra forskerne, og forvaltningsstrategierne,
som fx ordninger for begrænsning af fiskeriindsatsen, har i almindelighed ikke været
baseret på videnskabelig rådgivning. Til trods for, at der er forsket meget i og
foreligger stor videnskabelig viden om fiskeriet og ressourcerne i Middelhavet,
er der heller ikke noget overordnet videnskabeligt forum, som kan påtage sig
den rolle, ICES[4]
spiller i andre EF-farvande, og kan fremme og koordinere videnskabelige
aktiviteter og resultater, undersøge videnskabelige råd og forelægge dem i et
egnet format som grundlag for fiskeriforvaltningen. Med oprettelsen af GFCM's videnskabelige rådgivende komité
(SAC) i 1999 er man ved at råde bod på denne mangel. Der er dog stadig lang vej
igen, og EF vil støtte SAC's indsats.
1.2.5.
Konkurrence med andre former for udnyttelse
I højere grad, end det måske er tilfældet i andre
EF-områder, udøver turismen et meget stort pres på kystområderne ved
Middelhavet, og der opstår derved konkurrence mellem forskellige aktiviteter i
disse områder. Den omstændighed, at nogle fiskerier efter fælles
bestande overvejende er kystfiskerier, og at nogle stærkt vandrende arter alt efter
årstid forekommer i kystfarvande, medfører interaktioner og konkurrence mellem
professionelle fiskere og lystfiskere. Lystfiskerne har undertiden stor
indflydelse på ressourceudnyttelsen, over 10 % af den samlede
fiskeriproduktion. Der bør derfor også tages behørigt hensyn til sports- og
deltidsfiskeriet, især når der i disse fiskerier fiskes efter fælles bestande,
eller når de konkurrerer med kommercielle fiskerier, som der gælder strengere
forvaltningsregler for.
1.3.
Ressourcernes tilstand
De fleste af fiskeressourcerne i Middelhavet, det
være sig demersale, små pelagiske eller stærkt vandrende arter, er længe blevet
betragtet som overfiskede. Hvad angår de stærkt vandrende arter, er
almindelig tun ifølge evalueringer, som ICCAT[5]
har foretaget, kraftigt overfisket. Selv om grundigheden af disse evalueringer
kan diskuteres, fordi der er væsentlige usikkerhedsmomenter som følge af, at
nogle nøgledata mangler, er der ikke megen tvivl om, at bestanden er
overfisket. Mængden af tun, der fanges og anbringes i bure i middelhavsområdet
med henblik på opdræt, ofte uafhængigt af de regulerede og rapporterede
fangster, er også problematisk. Denne fiskeriaktivitet menes at øge presset på
bestandene[6].
Spørgsmålet om overfiskning er også relevant for sværdfisk i Middelhavet, hvor
der er konstateret et fiskerimønster, som resulterer i store mængder ungfisk og
årsrekrutter i fangsterne. Det vil kræve en omfattende dataindsamling at få et
klart indtryk af de vigtigste bestandes status, om end billedet ud fra de
foreliggende data er ekstremt negativt. Fangststatistikkerne for demersale og små
pelagiske arter viser en negativ trend i 1990'erne for de vigtigste arter eller
artsgrupper (se tallene i bilag 2). De daglige fangstrater pr. fartøj er
faldet drastisk i forhold til fangstraterne for nogle årtier siden til trods
for, at fiskerfartøjernes kapacitet og effektivitet er steget i den senere tid.
Også fangsternes kvalitet, både hvad angår arts- og størrelsessammensætning,
har ændret sig i tidens løb. De demersale fangster i flere områder og fiskerier
indeholder praktisk talt ingen arter med lang levetid og større fisk. De aktuelle evalueringer af demersale og små og
store pelagiske fiskerier inden for GFCM og ICCAT bekræfter dette billede af
overfiskning af flere ressourcer og understreger nødvendigheden af at mindske
ungfiskedødeligheden og reducere den nuværende fiskeriindsats med ca. 15-30 % i
de fiskerier, der befisker nogle overfiskede bestande. Til trods for den almindeligt erkendte
overfiskning af flere ressourcer er der kun få videnskabeligt rapporterede
tilfælde af bestande, som er truet af sammenbrud. Ansjos ud for den nordlige
del af Spaniens kyst, spidstandet blankesten i havet ved Alboran og kulmule i
Lion-bugten er imidlertid blandt disse bestande. Middelhavsfiskeriets
langvarige modstandskraft uden åbenbare drastiske sammenbrud af målressourcer
indtil nu, når man ser bort fra ansjos midt i 1980'erne, begrundes normalt med,
at en vis andel af de voksne individer i bestandene sandsynligvis ikke har
kunnet tages ved fiskeri med småmaskede trawl. Dette træk ved
middelhavsfiskerierne, som skyldes fangstmetoder, redskaber og
fartøjskarakteristika og den omstændighed, at havbunden adskillige steder ikke
tillader fiskeri med trawl, har bevirket, at der er opstået enklaver på
bestemte steder/tidspunkter i områder, hvor flere arter normalt forekommer, som
gør det muligt for en vis andel individer i bestanden at overleve, indtil de
bliver kønsmodne, og derved forhindrer populationen i at bryde sammen. Situationen har dog ændret sig hastigt i løbet af
det sidste årti med fangstmetodernes stigende effektivitet, både hvad angår
maskineffekt og fangstredskabernes størrelse, mere udbredt anvendelse af bedre
elektroniske positionsbestemmelsessystemer og navnlig udvikling af fiskerier med
faststående redskaber, hvor der fiskes efter gydefisk af flere arter med lang
levetid i områder, hvor der hidtil ikke har kunne fiskes med trawl. Endvidere
har et udbredt ulovligt fiskeri i kystområderne mindsket
"fristedseffekten" som følge af dårlig håndhævelse af den nuværende
forordning, der begrænser anvendelsen af trukne redskaber på en dybde over 50 m
eller i en afstand fra kysten på over 3 sømil, hvis dybden er på under 50 m. Dette viser, at forvaltningsforanstaltninger er
nødvendige for at bringe udnyttelsen ned på et bæredygtigt niveau og undgå, at
bestandene bringes uden for de sikre biologiske grænser. Fiskeriindsatsens nuværende omfang og anvendelsen
af småmaskede trukne redskaber kombineret med anvendelse af forskellige
fangstredskaber, hvormed man kan udnytte en ressource på alle alderstrin, er
uforenelig med bæredygtigt og rentabelt fiskeri.
1.4.
Miljøaspekter
I Middelhavet ligger fiskepladserne normalt ret
tæt på kysten, hvor man finder den største biodiversitet, og der er tiltagende
bevidsthed om og bekymring over fiskeriets indvirkning på såvel habitater som
ikke-kommercielle ressourcer. Rent bortset fra de retlige forpligtelser med
hensyn til miljøbeskyttelse har et ansvarligt fiskerierhverv en klar interesse
i ikke blot at sikre målarternes bevarelse, men også bevarelsen af arter, der
tilhører det samme økosystem eller lever i nærheden af eller er afhængige af
målarterne. Denne strategi ligger til grund for bevarelsen af de marine
økosystemers biodiversitet og integritet og dermed de vigtigste fiskehabitaters
produktionsmønster med positive virkninger for fiskeressourcerne og
fiskeriaktiviteterne. De største trusler for miljøet som følge af
fiskeriet i Middelhavet kan inddeles i to hovedgrupper: skader på
biodiversiteten og skader på habitaterne. Til den første gruppe hører den udbredte
anvendelse af småmaskede fangstredskaber og overfiskning af kommercielle arter.
Ligesom det er tilfældet med andre EF-fiskerier, menes det, at det ville få
gavnlig indvirkning på miljøet, hvis fiskeriet efter de kommercielle arter blev
nedsat til et bæredygtigt niveau. Under alle omstændigheder indebærer de
kommercielle fiskebestandes bæredygtighed ikke nødvendigvis bæredygtighed, når
det gælder biodiversitet i bred forstand, og miljøorienterede foranstaltninger
vil således altid være påkrævede. I vore dage er mange ikke-målarter truet,
såsom havpattedyr, fugle og krybdyr. Selv om hovedtruslerne i nogle tilfælde
kommer fra andre aktiviteter end fiskeri, såsom indskrænkning af antallet af
ynglepladser for havskildpadder og fugle, kan fiskeriet øge faren for disse
populationer. Den udbredte anvendelse af skrabere og bundtrawl,
ofte forsynet med kæder eller andet rockhopper-udstyr, er blevet indkredset som
de vigtigste årsager både til tilbagegangen i fladgrundede områder med marine
fanerogamer og forringelsen af bentiske samfund i klippeområder. Teknik med stor miljøpåvirkning, såsom
andreaskorset til brydning af ædelkoral (Corallium rubrum) eller
udnyttelse af europæisk daddelmusling (Lithophaga lithophaga) og almindelig
boremusling (Pholas dactylus) ved ødelæggelse af de klipper, som disse
toskallede bløddyr lever i, har længe været forbudt, men der er tegn på, at
forbuddet ikke håndhæves ordentligt. Desuden er der tegn på, at ulovlig brug af
sprængstoffer og gift stadig pågår. På regionalt/internationalt plan er der flere
processer på miljøbeskyttelsesområdet med tilknytning til fiskeriet, som kort
bør nævnes. Dels er miljøbeskyttelse et af GFCM's generelle mål, og der er
blevet oprettet en underkomité af GFCM's videnskabelige rådgivende komité, som
skal tage sig af miljøspørgsmål. Tilsvarende inkluderer ICCAT i højere grad
miljøbeskyttelse i sine forvaltningsrekommandationer. Dels har multilaterale
miljøaftaler, som fx Barcelona-konventionen og Bern-konventionen, også
betydning for miljøbeskyttelsen i Middelhavet på fiskeriområdet.
1.5.
Den fælles fiskeripolitiks anvendelse i Middelhavet
Inden for den fælles fiskeripolitik er struktur-
og markedspolitikken blevet anvendt og håndhævet i Middelhavet på samme måde
som i andre EF-områder. Det gælder også kontrolpolitikken, selv om
gennemførelsen af nogle aspekter af kontrolpolitikken er blevet udsat i
Middelhavet. Bevarelsespolitikken er dog traditionelt blevet gennemført
anderledes end i andre områder. For eksempel er den fælles fiskeripolitiks
vigtigste bevarelsesinstrument, de samlede tilladte fangstmængder (TAC) og
kvoteordningen, ikke blevet anvendt i middelhavs-bækkenet. Siden 1998 har en
enkelt fiskebestand været undergivet en sådan ordning i Middelhavet, nemlig
almindelig tun. Desuden er visse elementer af den fælles fiskeripolitik, såsom
logbogen, blevet indført senere i Middelhavet end i Atlanterhavet. Dette skyldes hovedsagelig Middelhavets særlige
karakteristika som omtalt ovenfor, men i nogle tilfælde er disse særlige
karakteristika blevet en undskyldning for ikke at anvende foranstaltninger, der
er lige så vigtige og nødvendige her som i andre dele af EF. Det er klart, at
EF's forpligtelse til at regulere fiskeriet i Middelhavet ikke er mindre end
for andre fiskeriers vedkommende. Reguleringen af middelhavsfiskeriet bør
udvikles og prioriteres i samme grad som i andre EF-områder, om end med visse
særlige instrumenter, hvis det er nødvendigt.
2.
Mål
Den fælles fiskeripolitiks mål er de samme i
Middelhavet som i andre EF-farvande, nemlig at sikre, at udnyttelsen af de
levende akvatiske ressourcer finder sted på bæredygtige miljømæssige,
økonomiske og sociale vilkår. Ud over den fremtidige fiskeripolitiks generelle
mål er der dog en række særlige mål for en bæredygtig forvaltning af
middelhavsfiskeriet.
2.1.
EF-førerskab
EF må fortsat tage føringen i gennemførelsen af en
effektiv bevarelses- og forvaltningsordning for middelhavsfiskeriet. EF bør
fortsætte med at fremme fiskeriforvaltningen inden for GFCM samtidig med, at
man på EF-plan handler uden at afvente beslutninger inden for GFCM, når det
findes nødvendigt. EF-førerskab på dette område er ikke ensbetydende med en
isoleret indsats. Der er behov for at samarbejde med tredjelande, men det
kræver teknisk bistand og finansielle ressourcer fra EF til tredjelande, som
støder op til Middelhavet, navnlig via EF's og medlemsstaternes eksisterende
bilaterale og regionale samarbejdsprogrammer.
2.2.
Forvaltning på det rette
niveau
Kystfiskeriets
relative vægt og betydning er meget større i Middelhavet end i andre
EF-farvande. Det er nødvendigt at revaluere det niveau, de forskellige
aktiviteter må behandles på: lokalt/nationalt eller EF-/internationalt.
Kystfiskeriaktiviteter kan måske forvaltes bedre på lokalt eller nationalt
plan, fordi man der har problemerne tættere inde på livet og de lokale
myndigheder evner at handle hurtigere sammen med lokale fiskeriorganisationer.
Hvis fiskeriorganisationerne ikke går ind for ansvarligt fiskeri, kan denne
nærhed dog øge risikoen for, at den højeste prioritet, nemlig biologisk
bæredygtigt fiskeri, kan blive tilsidesat til fordel for socioøkonomiske
overvejelser. EF-indgreb er nødvendige og hensigtsmæssige, når og hvor
fiskeriet har en tværnational dimension, enten af bevarelsesmæssige,
miljømæssige eller markedsmæssige grunde. Dette er tilfældet for Atlanterhavet.
Det er nødvendigt, at EF klart definerer disse fiskerier og koncentrerer
EF-foranstaltningerne om dem. Med hensyn til forvaltningen af kystressourcerne
må EF dog samtidig med, at forvaltningen overlades til medlemsstaterne,
fastsætte fælles normer for bevarelse og miljøbeskyttelse. Det skal bemærkes, at antallet af identificerede
fiskerier, som befisker fælles bestande, stiger, både fordi fiskerimønstrene
ændrer sig og der er opnået større viden om fiskeriaktiviteterne (jf. bilag
3), mens der fortsat er talrige små kystfiskeriaktiviteter. Der kan udskilles tre fiskerikategorier med
forskellig grad af EF-involvering: 1. Fiskeri,
der er rettet mod stærkt vandrende arter. Dette fiskeri må forvaltes på
EF-plan, navnlig inden for rammerne af de relevante regionale
fiskeriorganisationer, dvs. Den Internationale Kommission for Bevarelse af
Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) og Den Almindelige Kommissionen for Fiskeri i
Middelhavet (GFCM). EF vil aktivt gå ind for multilateral forvaltning af disse
bestande, herunder om nødvendigt fangstbegrænsninger, tekniske foranstaltninger
og begrænsninger af fiskeriindsatsen (se bilag 3). 2. Fiskeri,
der er rettet mod fælles demersale og små pelagiske bestande, eller som udøves
i fælles områder (fx havet ved Alboran, Valencia-kysten,
Lion-bugten, Det Liguriske
Hav, Det Tyrrhenske Hav, havene omkring Korsika og Sardinien, Adriaterhavet, Det Joniske Hav, Det Ægæiske Hav, Sicilienstrædet), hvor to eller
flere lande er involveret. Dette fiskeri bør være undergivet
EF-bestemmelser/internationale bestemmelser, herunder begrænsning af
fiskeriindsatsen, tekniske foranstaltninger og om nødvendigt
fangstbegrænsninger. Disse bestemmelser kan aftales på GFCM-niveau og eventuelt
anvendes på subregionalt niveau på grundlag af rekommandationer fra Den
Videnskabelige Rådgivende Komité (SAC). SAC har indtil nu kun identificeret 10
bestande i denne kategori og har rettet henstilling til sine hjælpeorganer om
at identificere flere fælles bestande. Andre fælles bestande og fiskerier kan
inkluderes, også takket være arbejdet inden for FAO's subregionale programmer.
I visse områder er der endnu ikke tilstrækkelige videnskabelige viden til
præcist at identificere fælles bestande, men geografisk nærhed og anden
information vil ofte kunne indikere mulige fælles bestande. Bilag 3 indeholder
en mere omfattende liste. 3. Fiskeri,
der er rettet mod bestande, som hovedsagelig forekommer i nationale farvande og
kun fanges af en enkelt medlemsstat. Dette fiskeri bør fortsat forvaltes på
nationalt plan under forudsætning af, at der ikke er større bifangster af
fiskebestande i kategori 1 eller 2 ovenfor.
2.3.
Integration af miljøhensyn i fiskeriforvaltningen
Ifølge EF's generelle forpligtelse til at
integrere miljøhensyn i EF-politikkerne, jf. artikel 6 i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, skal EF træffe passende
foranstaltninger til at beskytte habitater og arter mod fiskeriets negative
påvirkninger. Integration af miljøhensyn i den fælles
fiskeripolitik og midlerne til at opnå denne integration er beskrevet i
meddelelse KOM(2002)186 om en EF-handlingsplan for integration af
miljøbeskyttelseskrav i den fælles fiskeripolitik. Denne handlingsplan skal
gælde for alt EF-fiskeri, herunder fiskeriet i Middelhavet. Hvad angår bifangsten af beskyttede arter, bør man
i særlig grad tage vare på de få resterende populationer af munkesæler.
Beskyttelse af skildpadder og havfugle mod langlinefiskeri kan i nogle tilfælde
være et særligt problem. Bifangst af hvalarter får mindre betydning efter det
nylige forbud mod drivgarn, selv om en indsats på internationalt plan ville
være en fordel, så beskyttelsen kunne udvides til at omfatte alt
middelhavsfiskeri. Interaktionen mellem hvalarter og fiskeriaktiviteter ud over
bifangstfænomenet er dog et tiltagende problem, som kræver omhyggelig
overvejelse. Hvad angår skader på habitater, er der et særligt
behov for at beskytte søgræsbegroninger (fanerogamer, såsom Posidonia
sp., Zoostera spp. og Cymodocea sp.),
skinkemuslingebanker, hvide dybvandskoraller og hårdbundssamfund i kystområder
uanset dybde mod virkningerne af trawling, skrabning og lignende aktiviteter.
Indvirkningen af fiskeri med skraber efter toskallede bløddyr må også holdes
under kontrol, da den kan mindske den bløde havbunds evne til at bevare faunas
og floras diversitet. På den anden side er der miljørisicienes
indvirkning på fiskeriet. De kan ganske vist ikke kontrolleres ved hjælp af den
fælles fiskeripolitik, men de udgør et problem, som der må findes løsninger på.
Et af de mest markante problemer er den periodiske, men ikke helt forudsigelige
opblomstring af slimproducerende planktonalger, der klæber til
fangstredskaberne og gør dem ubrugelige. Dette fænomen, som måske er forbundet
med eutrofiering på grund af for stor tilgang af nitrat og fosfor, kan give
fiskerierhvervet store tab. Det vil være rimeligt, at Kommissionen i samarbejde
med medlemsstaterne undersøger årsagerne og indfører tilfredsstillende
ordninger med ansvar og erstatning. Et godt samarbejde mellem myndighederne med ansvar
for miljøbeskyttelse og myndighederne med ansvar for fiskerispørgsmål er
nødvendigt, både i de nationale administrationer og EF-administrationen, for at
der kan træffes effektive og synergiske foranstaltninger på disse to områder.
Kommissionen er i færd med at udforme en omfattende strategi for beskyttelse af
havmiljøet, som bliver retningsgivende for denne samordning.
2.4.
Erfaringer
Der er indført flere værdifulde
forvaltningsforanstaltninger i Middelhavet, navnlig når det gælder forvaltning
af fiskeriindsatsen, som enten er aftalt mellem fiskeriorganisationerne eller
gennemføres ved hjælp af regionale eller nationale foranstaltninger. Kontrollen
af fiskedage og/eller antallet af timer på havet er velkendte eksempler herpå.
Begrænsningen af de daglige landinger pr. fartøj er et andet eksempel på en
foranstaltning, der er vedtaget på lokalt plan. Nogle af disse ordninger er
alment accepteret af fiskerne. EF vil bygge på disse erfaringer med henblik på
fremtiden, navnlig gennem konsultationsprocessen i de fremtidige regionale
rådgivende komitéer.
2.5.
Bedre håndhævelse
Håndhævelsen er langt fra perfekt i alle EF's
fiskeriområder. I Middelhavet er det som alle andre steder nødvendigt, at den
fremtidige fælles fiskeripolitik også omfatter en forpligtelse til at forbedre
kontrol og håndhævelse. For at sikre, at denne forpligtelse overholdes, er
det ubetinget nødvendigt, at fiskeriorganisationer og andre aktører medvirker
fuldt ud. Derfor er det af særlig betydning, at fiskerne i højere grad
inddrages i udviklingen af denne politik, for at sikre større forståelse og
bedre overholdelse af forvaltningsforanstaltningerne.
2.6.
Integreret anvendelse af forskellige forvaltningsforanstaltninger
Middelhavsfiskeriets kompleksitet, hvad angår
artsrigdom og fangstredskabers og fangstmetoders diversitet, kombineret med
dets økonomiske struktur, sætter fiskerne i stand til at være fleksible,
tilpasse sig hurtigt og modvirke uønskede virkninger af eksterne faktorer,
herunder forvaltningsforanstaltninger. En global og sammenhængende forvaltningsstrategi
med integreret anvendelse af de forskellige eksisterende redskaber er derfor
nødvendig. Nogle foranstaltninger kan anvendes i fællesskab til gensidig
håndhævelse og gøre det muligt at opnå større fleksibilitet i fiskerisystemet. I dette system af integrerede regulerende
foranstaltninger bør der være en vis grad af overlapning mellem
foranstaltninger, som har samme formål. Hvis det primære forvaltningssystem, fx
kontrol af fiskeriindsatsen, af en eller anden grund svigter, bør der være
endnu et forvaltningsniveau, der fungerer som sikkerhedsmekanisme. Dette andet
niveau kan være fangstbegrænsning eller visse tekniske foranstaltninger, såsom
områder/sæsoner med fiskeriforbud, eller et samspil mellem andre tekniske
foranstaltninger og fangstmetoders og/eller redskabers karakteristika, der
forhindrer fuld udnyttelse af en bestands forskellige demografiske komponenter.
2.7.
Anerkendelse af fiskeriaktiviteternes sociale
betydning
Gennemsnitsalderen for fiskerfartøjerne i
Middelhavets fiskerierhverv er ret høj, idet den ligger på mellem 23
(Grækenland) og 29 år (Spanien). Dette bevirker, at arbejdsvilkår,
indkvarteringsforhold og sundheds- og sikkerhedsbetingelser om bord langt fra
er optimale. Desuden gør aldersaspektet flåden mindre velegnet til at håndtere
fangster, affaldsforvaltning og problemer med støj og olieforurening
ordentligt. Desuden vækker det større og større bekymring, at
fiskeriaktiviteterne, som traditionelt har skabt beskæftigelsesmuligheder i fiskeriafhængige
områder, ikke længere tiltrækker de yngre generationer. Denne manglende
rekruttering sammen med tab af arbejdspladser for ældre fiskere i områder med
få eller ingen alternativer vil skabe sociale problemer. Denne tendens vil også
få negativ indflydelse på videregivelsen af den kulturarv, der er forbundet med
fiskeriaktiviteterne. Efter Kommissionens opfattelse kan disse tendenser
kun vende ved en overgang til bæredygtigt fiskeri, hvor ikke blot
fiskeressourcerne bevares bedre, men fiskeriet bliver mere rentabelt og
økonomisk levedygtigt. Vejviseren vedrørende reformen af den fælles
fiskeripolitik (KOM(2002) 181 endelig) indeholder foranstaltninger til
afhjælpning af de sociale følger af reformens anvendelse i Middelhavet.
2.8.
Den internationale dimension: multilateralisme og
samarbejde
De internationale farvandes udstrækning i
Middelhavet gør det uundgåeligt og meget vigtigt, at fiskeriforvaltningen også
gribes an ved internationalt samarbejde, i det mindste når det gælder fiskeriet
efter stærkt vandrende bestande. Denne opgave er vanskeligere i Middelhavet end
i andre EF-farvande, da en række tredjelande, der støder op til Middelhavet,
kun har få midler og/eller ingen særlig tradition for fiskeriforvaltning; der
er kun ringe eller slet ingen tradition for multilateral fiskeriforvaltning.
EF's fremskridt inden for fiskeriforvaltningen kan derfor blive hæmmet, fordi
andre lande i regionen følger andre strategier. Som følge deraf kræver
udviklingen af en multilateral dimension i fiskeriforvaltningen i denne region
et samarbejde, som gør det lettere for tredjelande at lægge større vægt på
fiskeriforvaltning. Dette er helt klart et område, hvor princippet om
EF-førerskab er særligt relevant. Et sådant samarbejde vil kræve teknisk
bistand og finansielle ressourcer fra EF til tredjelande og bør støttes mest
muligt gennem eksisterende støtteordninger på EF-plan og i medlemsstaterne. Endvidere er det nødvendigt at tage initiativer
til at fremme og lette samarbejdet mellem EF's og tredjelandenes fiskerierhverv,
både i fangst- og akvakultursektoren.
3.
Påkrævede foranstaltninger på EF-plan
På grundlag af de retningslinjer og mål, der er
beskrevet i de foregående afsnit, mener Kommissionen, at der bør træffes en
række foranstaltninger på EF-plan for at opfylde den fælles fiskeripolitiks mål
i Middelhavet. I denne handlingsplan forudses følgende specifikke
indsatsområder på EF-plan, som omtales nedenfor: - indførelse af en fælles
strategi for jurisdiktion over farvande - mindskelse af det samlede
fiskeritryk - størst mulig anvendelse af
fangstbegrænsninger - forbedring af det
nuværende fiskerimønster og mindskelse af den negative indvirkning på bestande
og miljø - forbedring af kontrol og
håndhævelse - styrkelse af de
videnskabelige strukturer og forbedring af den videnskabelige viden - større inddragelse af
aktørerne i konsultationsprocessen. Endelig gives der også en kort kommentar til andre
aspekter af den fælles fiskeripolitik end bevarelsespolitikken.
3.1.
En fælles strategi for jurisdiktion over farvande
For
øjeblikket er situationen, når det gælder oprettelse af EEZ eller
fiskeribeskyttelseszoner i Middelhavet, meget inkonsekvent. En medlemsstat
(Spanien) har oprettet en fiskeribeskyttelseszone på 49 sømil, et kandidatland
(Malta) har siden 1971 haft en eksklusiv fiskerizone på 25 sømil. Frankrig og
Italien har oprettet territorialfarvande på 12 sømil, og Grækenlands
territorialfarvande er på 6 sømil. Oprettelsen af fiskeribeskyttelseszoner på op til
200 sømil fra basislinjerne kunne være et vigtigt bidrag til forbedring af
fiskeriforvaltningen i betragtning af, at ca. 95 % af EF-fangsterne tages inden
for 50 sømil fra kysten i Middelhavet. Sådanne fiskeribeskyttelseszoner ville
givetvis lette kontrollen og i høj grad bidrage til bekæmpelse af ulovligt,
urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU). En sådan oprettelse af
fiskeribeskyttelseszoner ville dog være meget mere effektiv, hvis den fandt
sted efter aftale mellem alle de involverede lande. En fælles strategi for
fiskeribeskyttelseszoner i medlemsstaterne og siden i alle landene i regionen
ville derfor være ønskelig. Man må huske på, at fiskeribeskyttelseszoner
modsat EEZ udelukkende har at gøre med jurisdiktionen over fiskeressourcer.
Andre jurisdiktionsspørgsmål (mineralressourcer, besejlingsrettigheder osv.) er
ikke berørt af oprettelsen af fiskeribeskyttelseszoner. Oprettelsen af
fiskeribeskyttelseszoner gør det muligt at indføre en lang række
foranstaltninger, der begrænser den frie adgang for fiskerfartøjer fra
tredjelande, eller blot at kontrollere fremmede fartøjer. En eventuel fælles oprettelse af
fiskeribeskyttelseszoner ville have fordele og ulemper. Blandt fordelene er: –
muligheden for at anvende
fiskeriforvaltningsforanstaltninger i et meget større område –
en væsentlig forbedring af kontrol og håndhævelse –
udelukkelse eller i det mindste kontrol med visse
flåder (fra Det Fjerne Østen), der for øjeblikket fisker i de internationale
farvande i Middelhavet –
muligheden for lettere at begrænse IUU-fiskeri. Blandt ulemperne er: –
risikoen for, at EF-fartøjer ikke længere kan få
adgang til visse fiskepladser, hvis tredjelande, som fx Kroatien og Tunesien,
følger EF's eksempel (dette problem kan dog løses ved indgåelse af bilaterale
fiskeriaftaler) –
betydelige politiske problemer i nogle områder –
problemer med at indføre medianlinjer i de snævrere
områder i Middelhavet. Kommissionen mener, at der bør tages et initiativ
på dette område ved at opfordre medlemsstaterne til på EF-plan at drøfte
ønskeligheden af en fælles strategi for dette anliggende, og hvorvidt en eventuel
oprettelse af fiskeribeskyttelseszoner bør omfatte begrænsning af adgangen for
tredjeparter eller blot have til formål at kontrollere fiskeriaktiviteterne
tilfredsstillende. En sådan drøftelse skulle også omfatte de pågældende
forhandlende kandidatlande. Hvis denne drøftelse resulterer i en klar
EF-holdning til spørgsmålet, bør der som næste skridt indkaldes til en
konference blandt kyststaterne i Middelhavet for at søge at finde frem til en
fælles fremgangsmåde for hele Middelhavet.
3.2.
Forvaltning af fiskeriindsatsen
Ud fra, hvad der tidligere er sagt om
ressourcernes tilstand, er der et almindelig anerkendt behov for at reducere
fiskeridødeligheden betydeligt. Fangsternes store diversitet i mange fiskerier, de
teknologiske interaktioner og landingspladsernes spredte beliggenhed bevirker,
at enkeltartsstrategier og output-foranstaltninger, såsom de nuværende TAC- og
kvoteforvaltningsordninger, ofte er uegnede for middelhavsfiskeriet. De eneste
undtagelser er de stærkt vandrende arter og måske nogle små pelagiske bestande
og visse krebsdyr (jf. afsnit 4.3 nedenfor). Foranstaltninger til nedsættelse og kontrol af
fiskeriindsatsen, enten permanent eller midlertidigt, må være et af
hovedredskaberne til forvaltning af middelhavsfiskeriet. Der ser i de fleste
tilfælde ikke ud til at være meget andet at gøre end at indføre og/eller udvide
en form for begrænset adgang forbundet med en passende ordning med licenser og
fiskeritilladelser med nedsættelse af flådestørrelse og fisketid. De fiskerier,
der vil blive berørt af disse foranstaltninger, er først og fremmest dem, der
fisker efter fælles bestande. Bilag 4 indeholder en foreløbig,
ikke-udtømmende liste over disse fiskerier. Det bør fremhæves, at det arbejde, der pågår i
GFCM, hovedsagelig på EF's initiativ, er koncentreret om at fastslå
fiskeriindsatsen for de forskellige middelhavsbestande. I GFCM er der enighed
om, at det stort set vil være umuligt at anvende TAC-metoden i fiskeri efter
blandede arter. Forvaltningen af fiskeriindsatsen bør så vidt
muligt baseres på forslag, rekommandationer og rådgivning på GFCM-plan under
hensyntagen til de geografiske underområder i Middelhavet som defineret af
GFMC's videnskabelige rådgivende komité. I denne henseende stemmer
GFCM-strategien for fiskeriforvaltning gennem identifikation af
forvaltningsområder og operationelle enheder overens med det, der anbefales i
dette afsnit. Forvaltningen af fiskeriindsatsen må bygge på de
erfaringer, der allerede er gjort på lokalt eller nationalt plan, med
håndhævelse af enkle regler, såsom det maksimalt tilladte antal fiskedage pr.
år, den korte uge, fiskeriforbud på nationale helligdage og fastsættelse af et
maksimalt antal timer på havet pr. dag eller, hvis fangsttogterne er af mere
end en dags varighed, begrænsning af antallet af fisketimer pr. dag. Det nyligt
indførte fartøjsovervågningssystem (FOS) og dets udvidelse til også at omfatte
fiskerfartøjer med en længde overalt på under 24 m vil være en hjælp til at
håndhæve forvaltningen af fiskeriindsatsen ordentligt. Fiskeriindsatsen vil blive fastlagt, så den svarer
til en bæredygtig udnyttelse af grupperne af de pågældende bestande. Med
henblik herpå kan det ud over bruttotonnage og maskineffekt i nogle fiskerier
være nødvendigt at opstille andre indsatskriterier, såsom længde overalt og
fangstredskaber. Medlemsstaterne vil få fleksibilitet ved gennemførelsen af
disse indsatsbegrænsninger (begrænsning af antallet af dage på havet, antal
fartøjer, fiskerfartøjernes maksimumslængde overalt osv.). Med henblik herpå er
det af afgørende betydning at vide, hvem der fanger hvad, hvor og efter hvilken
metode. Det er derfor nødvendigt, at fiskeriaktivitet, flådekategori,
fartøjskarakteristika, skibsførercertifikat, fiskerilicenser og
fiskeritilladelser matcher bedre. I nogle tilfælde må der i ordningerne for
begrænsning af fiskeriindsatsen på EF-plan tages hensyn til fangstredskabernes
størrelse, for så vidt som den har indflydelse på fiskeriindsatsen.
3.3.
Fangstbegrænsninger
Uanset de fangstbegrænsninger, der allerede er
indført i nogle regioner, hovedsagelig af økonomiske hensyn og for at kunne
kontrollere markedsprisen, kan nogle af middelhavsfiskeriets karakteristika som
allerede nævnt eventuelt gøre forvaltning på grundlag af fangstrestriktioner og
kvoter mindre effektiv i dette område. Selv om det vigtigste
forvaltningsinstrument, der skal indføres i Middelhavet, er forvaltningen af
fiskeriindsatsen på EF-plan, kan anvendelsen af samlede tilladte fangstmængder
(TAC) dog stadig være et hensigtsmæssigt middel i nogle tilfælde. Ud over
almindelig tun, den eneste middelhavsbestand, der for øjeblikket er undergivet
TAC- og kvoteforvaltning, vil der blive indført TAC og kvoter for visse andre
bestande, så snart der foreligger videnskabelige råd: - Sværdfisken er en
indlysende kandidat til fremtidige TAC og kvoter, som skal vedtages i ICCAT og
GFCM. - Andre stærkt vandrende
arter, såsom hvid tun, andre små tunarter og endog guldmakrel (Coryphaena spp.)
kan på mellemlang sigt reguleres ved hjælp af TAC og kvoter i de relevante
multilaterale organer. Når det gælder stærkt vandrende arter, bør der lægges
vægt på samarbejde med eksisterende multilaterale fiskeriorganisationer. - Visse bestande af små
pelagiske arter (sardin, ansjos) tillige med visse bestande af krebsdyr, såsom
jomfruhummer og rejer, vil eventuelt også blive undergivet en TAC- og
kvoteordning, da disse bestande befiskes ved direkte fiskeri, hvor de dominerer
fangstsammensætningen. I denne forbindelse er det også
værd at huske på EF's internationale forpligtelser og ansvar, når det gælder
håndhævelsen og overholdelsen af internationale TAC. For fritidsfiskeri efter
bestande, der er undergivet en kvoteordning, bør der også gælde kvoter, kontrol
og et rapporteringssystem, og det bør mere generelt være undergivet
begrænsninger af samme størrelsesorden som dem, der gælder for kommercielt
fiskeri.
3.4.
Forbedring af fangstmetoder i bevarelsesøjemed
3.4.1.
Revision af de nuværende tekniske foranstaltninger
for fiskeri af interesse for EF
Ud over begrænsninger af fiskeriintensiteten
baseret på indsats- eller fangstrestriktioner er det nødvendigt at se nærmere
på fangstmetoderne for at bidrage til opfyldelsen af den fælles fiskeripolitiks
mål i Middelhavet. Forordning (EF) nr. 1626/94 har været et vigtigt
første skridt til at harmonisere de tekniske foranstaltninger medlemsstaterne
imellem i Middelhavet. Denne forordning er dog blevet forældet og bør derfor
revideres på grundlag af principperne og målene i dette dokument. I overensstemmelse med princippet i afsnit 2.2
kommer tekniske foranstaltninger for rent kystfiskeri, hvor der ikke fanges
fælles bestande, til at sortere under medlemsstaterne. I disse tilfælde vil EF
blot fastsætte normer for bevarelse af bestande og miljø. Disse normer kan få
form af bestemmelser om de mål, der skal opfyldes, og de former for fiskeriadfærd,
der skal undgås. Medlemsstaterne skal følge disse normer i deres nationale
forvaltning af disse fiskerier. Tekniske foranstaltninger for fiskeri med
tværnational dimension vil blive reguleret og harmoniseret på EF-plan. Disse
fiskerier identificeres efter følgende kriterier: 1. Bevarelseshensyn:
Tekniske bevarelsesforanstaltninger for de fiskerier, der forvaltes på EF-plan,
dvs. de fiskerier, for hvilke indsatsbegrænsninger og/eller TAC betragtes som
relevante ud fra principperne i afsnit 4.2 og 4.3. 2. Miljøhensyn:
Tekniske foranstaltninger til imødekommelse af tværnationale miljøhensyn, såsom
bifangster af ikke-målarter i form af vandrende arter eller arter, som
forekommer i mange områder, og beskyttelse af vigtige fiskehabitater i
kystområder og klippeskær. 3. Markedsmæssige hensyn:
Mindstemål ved landing gældende for de vigtigste arter. Disse mindstemål ved
landing skal gælde, uanset om de respektive fiskerier forvaltes på EF-plan
eller nationalt plan, for ikke at fordreje det indre marked for fiskerivarer. De vigtigste indsatsområder, når det gælder
tekniske foranstaltninger, som Kommissionen forudser på dette stadium, er
omtalt nedenfor efter de ovennævnte kriterier. 1. Hovedsigtet med tekniske
bevarelsesforanstaltninger er at forbedre udnyttelsesmønsteret for
kommercielle arter mest muligt for at opnå større selektivitet og færre ungfisk
i fangsten. Med henblik herpå er flere foranstaltninger påkrævede: - For bundtrawl og andre
trukne redskaber en generel revision af de tekniske betingelser for at forbedre
selektiviteten samtidig med, at der tages hensyn til diversiteten af de arter,
der fanges. I betragtning af det blandede fiskeri og nogle middelhavsarters
lille størrelse, selv når de er fuldt udvoksede, siger det sig selv, at en generel
forhøjelse af maskestørrelsen fra 40 mm ville resultere i store økonomiske tab,
i det mindste på kort sigt, og derfor vanskelig at gennemføre. Der bør derfor
lægges særlig vægt på at forbedre redskabernes udformning (paneler,
sorteringspaneler, forholdet mellem fangstposens og forlængelsesstykkets føring
mv.) og maskernes form og endvidere på at foretage en revision, når det gælder
det udstyr, der må fastgøres til trukne redskaber. - Redskabsspecifikationer, såsom
føringsforhold og mindstemaskestørrelser, for toggegarn og drivgarn og
bundsatte garn, krogstørrelser for langliner og eventuelt andre
foranstaltninger for andre redskaber. Foranstaltninger vedrørende disse
redskabers antal og samlede længde er også nødvendige i forbindelse med
forvaltningen af fiskeriindsatsen i henhold til afsnit 4.2. - Udvikling i størst mulig
grad af områder/perioder med fangstforbud for at beskytte store koncentrationer
af ungfisk eller gydefisk. 2. Når det gælder tekniske
foranstaltninger i miljøøjemed, kommer den nye forordning til at omfatte
foranstaltninger til gennemførelse af de ideer, der er omtalt i afsnit 4.4.3,
herunder foranstaltninger for nedsættelse af bifangsterne af ikke-målarter og
eventuel oprettelse af reservater for at beskytte vigtige fiskehabitater (områder,
hvor fiskeri er forbudt). 3. Hvad angår mindstemål
ved landing, bør der foretages en generel revision på grundlag af følgende
hensyn: - Nødvendigheden af i størst
muligt omfang at tage hensyn til selektiviteten af de redskaber, der legalt
anvendes til fangst af den pågældende art. - For arter, der både
forekommer i Middelhavet og Atlanterhavet, størst mulig harmonisering af
mindstemålene ved landing. I nogle tilfælde kan arternes forskellige biologi
dog gøre forskellige mindstemål berettiget. Det er derfor vigtigt at sikre, at
produkternes fangstområde utvetydigt kan fastslås via mærkningen. Med hensyn til fiskerier, der forvaltes af
medlemsstaterne, bør den nye forordning om tekniske foranstaltninger indeholde
minimumskrav, som medlemsstaterne skal opfylde for at sikre de pågældende
ressourcers bæredygtighed og bevarelse af vigtige bentiske samfund og sikre
fuld overholdelse af EF-bestemmelserne om miljøbeskyttelse. Medlemsstaterne bør
med mellemrum aflægge rapport til Kommissionen om de foranstaltninger, der er
truffet på nationalt plan, og de resultater, der er opnået ved deres
forvaltning. Det store antal fritidsfiskere og typen og
størrelsen af de fangstredskaber, der anvendes, gør ønsket om at inkludere
denne sektor i fiskeriforvaltningen berettiget, både af bevarelseshensyn og for
at anvende forvaltningsreglerne retfærdigt. De nuværende undtagelsesbestemmelser i forordning
(EF) nr. 1626/94 vil blive revideret af Kommissionen på baggrund af princippet
i afsnit 2.2. På grundlag af denne evaluering vil Kommissionen foreslå, hvilke
undtagelser der bør forlænges på EF-plan, og hvilke undtagelser der kan træffes
afgørelse om på nationalt plan. Forbuddene mod visse fangstredskaber og
fangstmetoder, som fx landdragningsvod, bør opretholdes, medmindre videnskabelige
oplysninger af nyere dato siger noget andet. Muligheden for at bevare visse
redskabstyper, for så vidt som disse redskaber anvendes til fangst af andre
fisk end fælles bestande i kystfiskerier, vil det dog blive overladt til
medlemsstaterne at træffe bestemmelse om i henhold til de ovenfor nævnte
generelle betingelser.
3.4.2.
Genudsætninger
Genudsætninger er et stort problem,
både på grund af de småmaskede trawlredskabers ringe selektivitet og manglende
overensstemmelse mellem lovlig maskestørrelse og minimumsstørrelse ved landing.
Ifølge beregninger, der er foretaget i de seneste år, består ca. 50 % af den
genudsatte biomasse af spiselige arter med handelsværdi. Endvidere genudsættes
gennemsnitlig over 60 % af alle fangede arter, både kommercielle og ikke-kommercielle,
regelmæssigt. Ifølge beregninger, der er foretaget for Det Ægæiske Hav og Det
Joniske Hav, udgør bundtrawlgenudsætningerne mellem 39 og 49 % af den samlede
fangst. De samlede genudsatte mængder fra fiskeri med bundtrawl andrager i
gennemsnit mellem 13 000 og 22 000 tons årligt, dvs. ca. 12 % af de
samlede landinger. Problemet med genudsætninger må
derfor analyseres indgående på grundlag af ajourførte videnskabelige
oplysninger, også for Middelhavet. Mulige løsninger på problemet vil blive
behandlet i Kommissionens handlingsplan for genudsætninger.
3.4.3.
Miljøaspekter
EF-strategien for integration af
miljøbeskyttelseskrav i den fælles fiskeripolitik og handlingsplanen for
biodiversitet er lige så vigtige i Middelhavet som i alle andre EF-farvande.
Denne dimension kan dog være særligt relevant i kystområder i Middelhavet hvor
befolkningstallet er stort, og hvor udnyttelsesgraden allerede er meget høj:
turisme, akvakultur, kystfiskeri, sportsfiskeri, industri mv. Behovet for integreret kystzoneforvaltning er
derfor af særlig relevans. Og selv om princippet i afsnit 2.2 generelt
udelukker direkte EF-indgreb i disse anliggender, bør der være høje
EF-omfattende miljøkvalitetsnormer. Den omstændighed, at fiskeriet ikke blot
har indvirkning på miljøet, men også påvirkes af andre menneskelige
aktiviteter, såsom sandudvinding og forurening, navnlig i kystområder,
understreger nødvendigheden af denne strategi. Der vil blive lagt særlig vægt på at afhjælpe
problemet med utilsigtede fangster af beskyttede arter og på at gennemføre
EF-handlingsplaner for bruskfisk og fugle i henhold til FAO's internationale
handlingsplaner. Desuden bør der lægges særlig vægt på kontrol,
fangstredskabers karakteristika og eventuelt forbud mod brug af trawlredskaber
på hårdbundsfiskepladser (fx klippeområder ved kysten, klippeskær, hvide
dybvandskoraller mv.) uanset dybde og afstand fra kysten. Fiskerfartøjer kan direkte eller indirekte bidrage
til forureningen af havmiljøet gennem affald, der smides over bord, tankning af
brændstof og olie og endelig genopslæmning af forurenende stoffer, som er
aflejret på havbunden langs kysten. Der bør indkredses foranstaltninger, som
gør det muligt for fiskerierhvervet at opfylde sine forpligtelser, når det
gælder overholdelse af kvalitetsnormer for luft og vand, og først og fremmest
at undgå mekanisk forstyrrelse af sedimenter, som fremmer frigørelse af
forurenende stoffer.
3.5.
Kontrol og håndhævelse
Kontrollen af fiskeriet i Middelhavet kræver
indgående kendskab til det lokale fiskeri og et snævert samarbejde mellem
fiskerne på lokalt, nationalt og internationalt plan. Der er talrige landingspladser, som er spredt over
en meget lang kystlinje og flere øer, og fangsterne afsættes for størstedelens
vedkommende ved direkte salg, dvs. ikke via et marked. Til trods herfor må kontrollen af EF's
fiskeriaktiviteter i Middelhavet baseres på principper og foranstaltninger
svarende til dem, der gælder for andre fiskeriområder, men tilpasset de lokale
forhold. De bør også kunne tilpasses til udviklingen af fiskeriet og
forvaltningsreglerne. Generelt må EF fastlægge kontrolmålene og
retningslinjerne for opfyldelsen af disse mål sammen med de medlemsstater, der
har ansvaret for deres gennemførelse, alt efter forholdene på stedet. De
almindelige bestemmelser må inkludere første salgssted og i lige så høj grad
gælde for tilsvarende importerede produkter. Der kan dog fastlægges mere specifikke
kontrolprogrammer for individuelle fiskerier. Anvendelsen af FOS-systemet til overvågning af
fiskeriindsatsen har vist sig at være velegnet til visse flåder og fiskerier;
en udvidelse af systemet, så det også kommer til at omfatte fartøjer med en
længde overalt på over 10 m som allerede foreslået af Kommissionen i
forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik, er også relevant for
Middelhavet. Der er også behov for en revision af det nuværende logbogssystem. For at forbedre kontrol og håndhævelse er det
nødvendigt, at fartøjskarakteristika, fiskerilicenser og fiskeritilladelser
matcher bedre; navnlig bør fiskerfartøjer, som ikke har passende rigning og
udstyr til at trække et bestemt fangstredskab, ikke have tilladelse på
fiskerilicensen til at benytte dette specifikke redskab. I visse fiskerier
kunne étnetsreglen eventuelt være nyttig. Der bør lægges særlig vægt på kontrol og
rapportering af fritidsfiskeri, der enten er rettet mod fælles bestande, eller
som konkurrerer med kommercielt fiskeri, der er undergivet strenge tekniske
regler. På internationalt plan, også i tilfælde af en
udvidelse af fiskerijurisdiktionen, bør EF søge at – styrke GFCM's rolle for at fremme en
harmonisering af kontrolreglerne for fiskeriaktiviteter i en multilateral
sammenhæng. EF's mål på kort til mellemlang sigt er at udvikle en almindeligt
anerkendt kontrolordning for stærkt vandrende arter på GFCM-niveau – udvikle et regionalt samarbejde om ressourcer,
der deles med visse tredjelande (i Adriaterhavet, Det Ægæiske Hav,
Sicilienstrædet og havet ved Alboran) – bekæmpe IUU-fiskeri.
3.6.
Forbedring af den videnskabelige viden
Foranstaltninger for bevarelse og videreudvikling
af fiskerividenskaben på et højt niveau er af afgørende betydning for
rationelle beslutningstagningsprocedurer. Forbedringen af den videnskabelige
rådgivning behandles i en særskilt meddelelse fra Kommissionen, men det er værd
at fremhæve nogle aspekter, som specifikt vedrører Middelhavet. Flere EF- og nationalt finansierede
forskningsprojekter, som er blevet gennemført i Middelhavet i løbet af de
sidste tolv år, har øget den videnskabelige viden enormt, både hvad angår
fiskeri og ressourcer. Desuden har disse forskningsaktiviteter fremmet
samarbejdet mellem forskellige forskningsinstitutter med deraf følgende
udvidelse af forskningens geografiske rækkevidde og har først og fremmest
resulteret i, at der er blevet oprettet et net mellem middelhavsforskerne. I kraft af den nye EF-ramme for indsamling af
fiskeridata, der er fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 1543/2000, kan
adgangen til videnskabelige data for fiskeressourcerne og EF-fiskeriet i
Middelhavet forbedres betydeligt. Dette får forhåbentlig positiv indflydelse på
hele den fiskerividenskabelige rådgivningsproces. I 2004, når forordningen om
dataindsamling er blevet anvendt i to fulde år, kan den eventuelt tages op til
revision, for at den bedre kan imødekomme middelhavsforskernes og
middelhavsfiskeriets behov. Den videnskabelige og tekniske litteratur om
fiskeri og bestandenes status er dog stadig meget spredt. Desuden har den ofte
et format, som endnu ikke er egnet til rådgivning, når det gælder gennemførlige
fiskeriforvaltningsforanstaltninger på EF-plan. Med hensyn til de fiskerirelaterede problemer, som
overvejende er relevante for EF, kunne Kommissionens videnskabelige, tekniske
og økonomiske komité for fiskeri (STECF) spille en vigtig rolle, når det gælder
afhjælpning af denne mangel og relevant videnskabelig rådgivning. Med henblik
herpå er der allerede blevet oprettet en særlig STECF-undergruppe, nemlig
SGMED. STECF's organisation må styrkes, både med hensyn til menneskelige
ressourcer og finansiel og teknisk støtte. Dette spørgsmål behandles i en
særskilt meddelelse fra Kommissionen om forbedring af den videnskabelige
rådgivning om fiskeriforvaltning. Den videnskabelige forskning må have hjælp til at
oprette et tilfredsstillende overvågningssystem, både via direkte og indirekte
metoder. Endvidere bør den anspores til at skabe en passende struktur for det
forebyggende arbejde, som både omfatter mål- og grænsereferencepunkter og
relevante fangstregler, også på flerårigt grundlag.
3.7.
Gennemsigtighed og inddragelse af aktørerne
Oprettelsen af et regionalt rådgivende råd for
Middelhavet som forudset i den nye rammeforordning skulle i høj grad medvirke
til at inddrage aktørerne i udviklingen af fiskeripolitikken for dette område.
Der må dog gøres mere i middelhavsområdet. I middelhavsområdet er der ingen tradition for
international fiskeriforvaltning. Indførelsen af en detaljeret
bevarelsespolitik vil kræve, at aktørerne, navnlig fiskerne selv, engagerer sig
og medvirker aktivt i konsultationsprocessen. Selv om der er vigtige erhvervsorganisationer
i de pågældende medlemsstater, er der ikke så mange fiskere, der deltager i
internationale fora. Ud fra princippet om, at man bør bygge på erfaringerne
(jf. afsnit 2.4), vil det dog være en stor fordel at øge aktørernes engagement
i denne region. På internationalt plan kunne oprettelsen af en
fiskerisammenslutning for hele Middelhavet skabe bedre samarbejde om og
forståelse for forvaltningsspørgsmål. En sammenslutning af fiskere på
internationalt plan skulle fremme en tilsvarende proces på nationalt plan til
gavn for de tredjelande, hvis fiskere endnu ikke er organiseret, og derved
medvirke til udviklingen af ansvarligt fiskeri i hele Middelhavet. Kommissionen
har til hensigt at tilrettelægge en konference herom i løbet af 2003.
3.8.
Relation til andre områder af den fælles
fiskeripolitik
Handlingsplanen for Middelhavet har også relation
til andre områder af den fælles fiskeripolitik: - Strukturpolitik. Gennemførelsen af et system til
forvaltning af fiskeriindsatsen får indlysende konsekvenser for fiskerisektoren,
hvis økonomiske virkninger på kort sigt FIUF kan medvirke til at formindske.
Støtten fra FIUF må samtidig bidrage til at tilpasse fiskeriindsats og
kapacitet til de pågældende bestandsgruppers biologiske potentiale. Endvidere
bør strukturpolitikken også støtte udviklingen af en struktur, hvor markedet er
første salgssted, dvs. mindske virkningerne af de spredt liggende
landingssteder for at forbedre afsætningen. Dette kan eventuelt lede den lokale
produktion hen til og koncentrere den på de mest hensigtsmæssige steder med den
fordel, fiskerne derved opnår i form af bedre kontrol af og større tæthed på
prisdannelsesmekanismerne. Samtidig vil det være til stor gavn i forbindelse
med andre aspekter af forvaltningen, især dataindsamling og bedre kontrol af
landinger. - Markeder. I
forbindelse med mindstemålene ved landing bør der i videst muligt omfang tages
hensyn til, at der sikres samme betingelser for forskellige områder af EF.
Ellers kan lavere mindstemål i nogle områder skade bevarelsesindsatsen i andre
EF-områder. - Visse
akvakulturaktiviteter, såsom opfedning af tun er en nye form for
udnyttelse af bestanden af vildtun. Denne aktivitet bør derfor i det store og
hele behandles som et fiskeriforvaltningsspørgsmål. Denne praksis, der har udviklet
sig meget hurtigt i løbet af de seneste år i flere middelhavslande (både
EF-medlemsstater og tredjelande), er for øjeblikket ikke undergivet kontrol og
har givet anledning til nogle problemer, som er blevet fastslået af en fælles
ICCAT/GFCM-arbejdsgruppe. EF bør, især inden for internationale organisationer,
fremme en række foranstaltninger, der skal sikre, at denne praksis udvikles på
en sådan måde, at fiskeritrykket på vildbestanden, navnlig ungfisk, ikke øges,
og at den ikke forringer havmiljøet. Her er foranstaltninger for forbedring af
kontrollen og indsamlingen af statistiske data nødvendige, og det forekommer
også hensigtsmæssigt at begrænse mængden og størrelsen af tun, der anvendes til
opfedning. Negative sociale konsekvenser af reformens gennemførelse
i Middelhavet vil blive opvejet gennem relevante tiltag som anført i vejviseren
vedrørende reformen af den fælles fiskeripolitik (KOM(2002) 181 endelig) .
4.
Påkrævede foranstaltninger på internationalt plan
4.1.
Samarbejde med multilaterale fiskeriorganisationer
De to regionale fiskeriorganisationer for
Middelhavet (ICCAT og GFCM) er forskellige med hensyn til udviklings- og
aktivitetsgrad. ICCAT spiller og bør fortsat spille en vigtig rolle i
forvaltningen af stærkt vandrende arter i regionen. EF er meget engageret i
denne organisation, både på det forvaltningsmæssige og videnskabelige plan, og
har været primus motor i organisationens igangværende arbejde på at indføre en
kontrol- og håndhævelsesordning. GFCM, som er det bedst egnede forum for
forvaltning af demersale og små pelagiske fiskerier i Middelhavet, har gjort
store fremskridt i de senere år, hvilket hovedsagelig skyldes Kommissionens og
medlemsstaternes initiativer. Disse forbedringer ville dog ikke have været
mulige uden adskillige middelhavsforskeres beredvillighed og aktive medvirken Da EF tilsluttede sig organisationen i 1997,
begyndte EF at arbejde på at puste nyt liv i GFCM i form af ændringer af
konventionen, der skulle resultere i et mere moderne arbejdsmiljø og en
operationel snarere end rådgivende organisation. Inden for de seneste år har organisationens
videnskabelige rådgivende komité (SAC) fortløbende udvidet sit arbejde, og
efter en indledende periode, hvori arbejdsgangen blev tilrettelagt, fremsatte
den på GFCM's sidste plenarmøde nogle forvaltningsrekommandationer om bestemte
bestande (ansjos, kulmule, mulle, reje). En anden vigtig udvikling, der er resultatet af
det fælles arbejde inden for SAC's hjælpeorganer og FAO's regionale programmer,
er den foreløbige afgrænsning af geografiske områder i Middelhavet med henblik
på at nå frem til en fælles definition af forvaltningsområder. Desuden har SAC
indtil nu identificeret 13 fælles bestande i Middelhavet med henblik på fælles
forvaltning, og der er fremsat forslag om flere fælles bestande som led i FAO's
regionale programmer (jf. bilag 3). EF bør aktivt støtte gennemførelsen af
MedFISIS-projektet, som er foreslået af SAC og blev godkendt på GFCM's
plenarmøde i september 2001, og som tager sigte på at opbygge et regionalt
fiskeristatistik- og informationssystem, som gør det muligt at oprette en
fælles database for fiskeristatistikker, som skal forvaltes af GFCM's
sekretariat. Den væsentligste hindring inden for GFCM på nuværende tidspunkt
gælder finansieringen, idet organisationens selvstændige budget endnu ikke er
blevet ratificeret af det nødvendige antal parter. Kommissionen bør koncentrere
sig om dette spørgsmål i sine bestræbelser på at opnå en hurtig gennemførelse. Når spørgsmålet om et selvstændigt budget er løst,
får GFCM den nødvendige uafhængighed, og tiden er så inde til et politisk
initiativ til at fremme et effektivt multilateralt samarbejde. De
internationale konferencer på Kreta i 1994 og i Venedig i 1996 skabte
grundlaget for styrkelsen af samarbejdet om fiskeriforvaltning i regionen og
bidrog navnlig til den sideløbende indsats for at styrke GFCM gennem en
revideret konvention. En ny multilateral konference med vedtagelse af
endnu en generel erklæring ville, selv om den ville være af almen politisk
interesse, ikke bringe forvaltningsprocessen i Middelhavet ret meget videre.
Derfor bør der tilrettelægges en multilateral konference på ministerplan med en
målrettet dagsorden. En sådan konference bør afholdes i GFCM's regi med en
dagsorden, der er helliget to spørgsmål: a) kontrol og håndhævelse og bekæmpelse af
IUU-aktiviteter og b) forbedring af det videnskabelige grundlag for
forvaltningen med vægt på at hjælpe parter uden for EU til at deltage mere
aktivt, når det gælder videnskabelig rådgivning og forvaltning. Hvad angår videnskabelig forskning i
almindelighed, har de fleste af resultaterne af forskningsprojekterne i de
senere år været nyttige for det videnskabelige arbejde i de videnskabelige
organer inden for de regionale fiskeriorganisationer og FAO's subregionale
projekter[7].
Det er dog stadig nødvendigt, at EF tager initiativer til at støtte det
videnskabelige arbejde, der udføres inden for de regionale
fiskeriorganisationer for Middelhavet, og at styrke deres rolle for at fremme
videnskabelige og tekniske aktiviteter blandt parterne. De spredte
videnskabelige oplysninger og den omstændighed, at der mangler et enkelt
videnskabeligt forum, hvor middelhavsspørgsmål kan behandles på rette måde, har
hidtil svækket den videnskabelige rådgivning fra middelforskerne og har gjort den
mindre velegnet til forvaltningsformål.
4.2.
Harmonisering af foranstaltninger i
middelhavsbækkenet
Selv om EF bør tage initiativet inden for
fiskeriforvaltning, uanset om andre lande i regionen følger trop eller ej, er
det indlysende, at det er af interesse at sikre harmonisering af
forvaltningsforanstaltningerne i regionen. EF bør videreføre drøftelsen og
vedtagelsen af forvaltningsforanstaltninger for hele Middelhavet, navnlig inden
for GFCM, for at sikre størst mulig konsekvens mellem EF-initiativet og andre
landes forvaltningstiltag i middelhavsbækkenet.
4.3.
Samarbejde mellem stater
og fiskerierhverv
Middelhavsbækkenet er præget af et stort antal
kyststater med ringe tradition for og få midler til at sikre
fiskeriforvaltning. En multilateral fiskeripolitik i denne region bør baseres
på en aktiv samarbejdspolitik. Dette samarbejde bør især fokusere på at øge
kyststaternes evne til at gennemføre deres internationale forpligtelser.
Dataindsamling, grundforskning og overvågning og kontrol af
fiskeriaktiviteterne er nogle af de mulige foranstaltninger, der må lægges vægt
på i denne sammenhæng. De hidtidige erfaringer med samarbejde på
subregionalt plan er meget opmuntrende. Deltagerne har forbedret deres
respektive koordinering med fuld udveksling af oplysninger og deltagelse i tre
projekter. EF kunne tage initiativ til at fremme et lignende tiltag i den
østlige del af Middelhavet så de subregionale foranstaltninger, der er det
bedste grundlag for arbejdet i GFCM's videnskabelige komité, kommer til at
dække hele området. Disse foranstaltninger er midlertidige, og
hovedproblemet bliver derfor at sikre deres kontinuitet og at tilskynde til en
meget nøje koordinering mellem disse projekter og GFCM's videnskabelige komité,
som resultaterne i form af koordinering af forskningen, dataindsamling og
databaser bør komme til gode. EF bør derfor fremme udviklingen af et
samarbejdsprogram for hele Middelhavet med størst mulig brug af de eksisterende
finansielle rammer. Programmet bør tage sigte på at dække behovet for permanent
dataindsamling, videnskabelig forskning og opbygning af kapacitet til at
formulere videnskabelig rådgivning om fiskeri. Et sådant program bør baseres på
eksisterende subregionale projekter, men det bør sikres, at hele Middelhavet
dækkes, og at der opnås blivende resultater. Der må desuden tages initiativ til at fremme og
lette samarbejdet mellem fiskerierhvervene i EF og tredjelande, både i
fangstsektoren og akvakultursektoren.
5.
Handlingsplan: foranstaltninger og tidsplan
I de foranstaltninger, der træffes som led i denne
handlingsplan, bør der indgå den bredest mulige høring af aktører,
videnskabsmænd og nationale administrationer på processens tidligste stadier.
Denne fremgangsmåde skulle muliggøre udveksling af synspunkter, debat og en
endelig aftale inden for rammerne af Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur (ACFA),
STECF og Rådet. Handlingsplanen
forelægges som relevante prioriterede initiativer for de næste tre år.
Afsnit || Foranstaltninger || Bemærkninger || Tidsplan 3.1 || En fælles strategi for jurisdiktion over farvande || Drøftelse mellem de involverede medlemsstater || Ad hoc-møder || 2003 Multilateralt initiativ || Ministerkonference || 2003 3.2 || Nedsættelse af det samlede fiskeritryk: fiskeriindsatsordning og flådepolitik || Lovgivning, der afstikker den generelle ramme for forvaltningen af EF's fiskerikapacitet || Ny forordning om EF's flådepolitik || Ved udgangen af 2002 Lovgivning om fiskeriindsatsordningen i Middelhavet || Ny forordning om loftet over de årlige fiskedage, timer på havet mv. || Ved udgangen af 2003 Særlige bestemmelser som led i revisionen af forordningen om tekniske foranstaltninger for at nedsætte fiskeriindsatsen (se 3.4) || Fangstredskabernes størrelse, det maksimale antal fangstredskaber pr. fartøj, perioder med fiskeriforbud || Første halvdel af 2003 3.3 || Fangstbegrænsninger || Nye TAC og kvoter || || Når der foreligger videnskabelig rådgivning 3.4 || Forbedring af fangstmetoder i bevarelsesøjemed || Revision af de tekniske foranstaltninger: Rådets forordning (EF) nr. 1626/94 || Maskestørrelser, maskeform, rigning af redskaber, selekteringsudstyr, mindstemål ved landing, områder og perioder med fiskeriforbud, tilladte fangstredskaber, fangstredskabernes maksimumsstørrelse || Første halvdel af 2003 Nyt sæt tekniske foranstaltninger specielt med henblik på reduktion af genudsætningerne i EF-farvande || - Meddelelse om genudsætninger - Ændringer af den eksisterende lovgivning || - Tredje kvartal af 2002 - Begyndende i 2003 Foranstaltninger i forbindelse med integrationen af miljøbeskyttelseskrav i den fælles fiskeripolitik || - Meddelelse med handlingsplan om integrationen af miljøbeskyttelseskrav i den fælles fiskeripolitik || - Andet kvartal af 2002 Revision af undtagelser, der udløber ved udgangen af 2002 || || Ved udgangen af 2002 4.5 || Forbedring af kontrol og håndhævelse || Ny særlig lovgivning om kontrolspørgsmål på EF-plan || || Ved udgangen af 2002 Kontrol af højsøfiskeri og fiskeriaktiviteter, der udøves af andre flagstater end flagstaterne i middelhavsområdet || Ad hoc-konference med deltagelse af alle stater, hvis flåder fisker i Middelhavet || 2003 Program for særlige kontrolkampagner for Middelhavet || || 2002 Forslag om tilrettelæggelse af et internationalt kontrolsystem i GFCM || || 2004 4.6 || Forbedring af den videnskabelige viden || Indsamling af biologiske data, indsatsdata, økonomiske data og forskningsdata || Revision af Kommissionens forordning om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 1543/2000 || Udgangen af 2003 Forbedring af STECF's organisation || - Meddelelse om videnskabelig rådgivning - Revision af Kommissionens afgørelse om oprettelse af STECF, som også skal indeholde finansielle bestemmelser || - Tredje kvartal af 2002 - Første kvartal af 2003 Forbedring af det videnskabelige grundlag for forvaltning inden for GFCM || Multilateral konference || 2003 4.7 || Gennemsigtighed og inddragelse af aktørerne || Retsgrundlag i de nye rammebestemmelser om den fælles fiskeripolitik for oprettelse af regionale rådgivende komitéer i EF || Ny grundforordning || 2002 Initiativer for at støtte oprettelsen af overnational koordineringsenhed blandt fiskerisammenslutningerne i middelhavsområdet || Repræsentanter for denne overnationale fiskerisammenslutning kunne overvære de regionale fiskeriorganisationers møder som observatører || 2002 og 2003 Konference for fiskeriorganisationerne i middelhavsområdet || || 2003 Regionale workshopper || || 2002 og indtil RAC for Middelhavet er oprettet 5.1-5.3 || Styrkelse af det multilaterale samarbejde || Styrkelse af og støtte til de regionale fiskeriorganisationer, herunder videnskabeligt arbejde || || Permanent Multilateral konference inden for GFCM || - Kontrol og håndhævelse - Videnskabelig rådgivning || 2003 Støtte til de nuværende subregionale FAO-projekter || - COPEMED, ADRIAMED, MEDSUDMED - iværksættelse af initiativer til et eventuelt program i den østlige del af Middelhavet || - 2003-2007 - 2004-2005 Videreførelse af FAO's subregionale projekter || Opfølgning for at sikre projekternes kontinuitet || Fra det tidspunkt, hvor de igangværende projekter slutter BILAG I
Oplysninger om medlemsstaternes middelhavsflåder M.S. || Antal fartøjer || Andel af EF-flåden (antal fartøjer) || Andel af EF-flåden (kapacitet) || Antal fartøjer med en længde på under 12 m || Andel af den nationale middelhavsflåde, der består af fartøjer med en længde på under 12 m GR || 20 157 || 22,1% || BT/BRT: 5,5% kW: 8,5% || 18 837 || 93,5% I || 16 384 || 17,9% || BT/BRT: 11% kW: 17,8% || 11 412 || 69,7% F || 1 658 || 1,8% || BT/BRT: 1,0% kW: 2,1% || 1 442 || 87% E || 4 155 || 4,5% || BT/BRT: 4,9% kW: 5,1% || 2 251 || 54,2% I alt || 42 354 || || || 33 954 || 80,2% (kilde: EF's
fartøjsregister, juli 2002) BILAG II
Produktionstendenser for nogle vigtige arter og artsgrupper ifølge FAO's
statistikker BILAG III Nogle fælles bestande og fiskerier Tabellen er opstillet under hensyntagen til de
regionale fiskeriorganisationers drøftelser, FAO's subregionale programmer og
andre informationskilder. Almindeligt anvendt navn || Videnskabeligt navn || Område || Nogle interesserede lande || Fiskerier || Nogle tilknyttede arter* Hvid tun || Thunnus alalunga || Hele Middelhavet || Flere lande || Snurpenot, flydeliner || Sværdfisk og andre stærkt vandrende arter Ansjos || Engraulis encrasicholus || Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Italien, Slovenien || Snurpenot, flydetrawl, vod, bundtrawl || Sardin, brisling, hestemakrel, Middelhavs-hestemakrel, makrel, blåhvilling, tiarmet blæksprutte Lion-bugten || Spanien, Frankrig Det Ægæiske Hav || Grækenland, Tyrkiet Spidstandet blankesten || Pagellus bogaraveo || Havet ved Alboran || Spanien, Marokko || Bundtrawl, faststående redskaber || Blåkæft Almindelig tun || Thunnus thynnus || Hele Middelhavet || Flere lande || Snurpenot, flydeliner || Andre stærkt vandrende arter Blåhvilling || Micromesistous poutassou || Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Italien, Forbundsrepublikken Jugoslavien || Bundtrawl, snurpenot || Europæisk kulmule, skælbrosme, havtaske, sanktpetersfisk, makrel, glyse, almindelig havål, hestemakrel, blåkæft, hvilling, småplettet rødhaj, reje, jomfruhummer, tiarmet blæksprutte Rød blankesten || Pagellus erythrinus || Det Tyrrhenske Hav, havet omkring Korsika og havet omkring Sardinien || Frankrig, Italien || Bundtrawl, faststående redskaber || Europæisk kulmule, mulle, rød knurhane, sepiablæksprutte, ottearmet blæksprutte, søknæler, reje Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Italien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Slovenien Almindeligt anvendt navn || Videnskabeligt navn || Område || Nogle interesserede lande || Fiskerier || Nogle tilknyttede arter (ikke anført efter betydning) Europæisk languster || Palinurus elephas || Det Tyrrhenske Hav, havet omkring Korsika og havet omkring Sardinien || Frankrig, Italien || Faststående redskaber, tejner || Almindelig havål, skater og rokker, ottearmet blæksprutte, blankesten, bars, groupers, rød knurhane Reje || Parapenaeus longirostris || Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Italien || Bundtrawl || Europæisk kulmule, havtaske, makrel, glyse, blåhvilling, hestemakrel, sanktpetersfisk, rød knurhane Sicilienstrædet || Italien, Libyen, Malta, Tunesien Guldmakrel || Coryphaena spp. || Hele Middelhavet || Flere lande || FAD’s (anordninger, der tiltrækker fisk) og snurpenot || Andre stærkt vandrende arter, bars Ål || Anguilla anguilla || Hele Middelhavet || Flere lande || Fælder, tejner, faststående redskaber || Europæisk kulmule || Merluccius merluccius || Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Italien || Bundtrawl, faststående redskaber, langliner || Mulle, skrubbe, havtaske, sanktpetersfisk, makrel, glyse, blåhvilling, skælbrosme, hestemakrel, hvilling, almindelig havål, strømpebåndsfisk, småplettet rødhaj, reje, jomfruhummer, tiarmet blæksprutte, sepiablæksprutte, ottearmet blæksprutte, rød blankesten, blåkæft, bars, rød knurhane Det Ægæiske Hav || Grækenland, Tyrkiet Lion-bugten || Spanien, Frankrig Sicilienstrædet || Italien, Libyen, Malta, Tunesien Det Tyrrhenske Hav, havet omkring Korsika og havet omkring Sardinien || Frankrig, Italien[DQC1] Almindeligt anvendt navn || Videnskabeligt navn || Område || Nogle interesserede lande || Fiskerier || Nogle tilknyttede arter (ikke anført efter betydning) Skrubbe || Platichthys flesus italicus || Adriaterhavet || Kroatien, Italien, Slovenien || Bundtrawl, “rapido”-skrabere || Andre fladfisk og bentiske organismer, mulle, kulmule Kammusling || Pecten jacobeus || Adriaterhavet || Kroatien, Italien, Slovenien || Skrabere, bundtrawl || Skrubbe og andre fladfisk Store pelagiske bruskfisk || Isurus oxyrhinchus, Lamna nasus, Prionace glauca, etc. || Hele Middelhavet || Flere lande || Langliner, liner, faststående redskaber, snurpenot || Andre stærkt vandrende arter Jomfruhummer || Nephrops norvegicuss || Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Italien, Forbundsrepublikken Jugoslavien || Bundtrawl || Europæisk kulmule, skælbrosme, havtaske, sanktpetersfisk, småplettet rødhaj, almindelig havål, blåhvilling, reje, tiarmet blæksprutte, blåkæft, bars Sicilienstrædet || Italien, Libyen, Malta, Tunesien Det Tyrrhenske Hav, havet omkring Korsika og havet omkring Sardinien || Frankrig, Italien Mulle || Mullus barbatus || Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Italien, Slovenien || Bundtrawl, faststående redskaber || Tunge, rød blankesten, tandbrasen, havrude, koralbars, makrel, skrubbe, Middelhavs-hestemakrel, pighaj, havtaske, almindelig glathaj, sepiablæksprutte, ottearmet blæksprutte, søknæler , rød knurhane Mulle || Mullus barbatus Mullus surmuletus || Det Tyrrhenske Hav, havet omkring Korsika og havet omkring Sardinien || Frankrig, Italien || Bundtrawl, faststående redskaber || Tunge, rød blankesten, tandbrasen, havrude, koralbars, makrel, Middelhavs-hestemakrel, pighaj, havtaske, almindelig glathaj, sepiablæksprutte, ottearmet blæksprutte, søknæler, rød knurhane Almindeligt anvendt navn || Videnskabeligt navn || Område || Nogle interesserede lande || Fiskerier || Nogle tilknyttede arter (ikke anført efter betydning) Reje || Aristeus antennatus Aristeomorpha foliacea || Havet ved Alboran || Marokko, Spanien || Bundtrawl, tejner || Kulmule, havtaske, almindelig havål, skælbrosme, ringhaj, strømpebåndsfisk, otte- og tiarmede blæksprutter, jomfruhummer, blåkæft, bars Det Joniske Hav || Grækenland, Italien, tredjelande Sicilienstrædet || Italien, Libyen, Malta, Spanien, Tunesien Det Tyrrhenske Hav, havet omkring Korsika og havet omkring Sardinien || Frankrig, Italien, Spanien Sardin || Sardina pilchardus || Adriaterhavet || Albanien, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Italien, Slovenien || Flydetrawl, snurpenot, vod, bundtrawl || Ansjos, brisling, hestemakrel, Middelhavs-hestemakrel, makrel, blåhvilling, tiarmet blæksprutte Lion-bugten || Spanien, Frankrig Det Ægæiske Hav || Grækenland, Tyrkiet Blankesten || Flere arter || Det Tyrrhenske Hav, havet omkring Korsika og havet omkring Sardinien || Frankrig, Italien || Bundtrawl, andre trukne redskaber, faststående redskaber, langliner || Koralbars, ottearmet blæksprutte, bars, groupers, rød knurhane, europæisk languster Brisling || Sprattus sprattus || Adriaterhavet || Kroatien, Italien, Slovenien || Flydetrawl, bundtrawl || Ansjos, sardin, hestemakrel, Middelhavs-hestemakrel, makrel, tiarmet blæksprutte Stør || Acipenser spp. Huso huso || Adriaterhavet, Det Joniske Hav og Det Ægæiske Hav || Albanien, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Grækenland, Italien, Slovenien, Tyrkiet || Bundtrawl, faststående redskaber, langliner || Almindeligt anvendt navn || Videnskabeligt navn || Område || Nogle interesserede lande || Fiskerier || Nogle tilknyttede arter (ikke anført efter betydning) Sværdfisk || Xiphias gladius || Hele Middelhavet || Flere lande || Flydeliner || Andre stærkt vandrende arter * Arterne er ikke nævnt efter betydning, og ikke
alle arter forekommer i alle de anførte områder. BILAG IV
Foreløbig, ikke-udtømmende liste over fiskerier, der kan blive berørt af
foranstaltninger for kontrol med fiskeriindsatsen 1. Skovlbundtrawl til fiskeri
efter flere arter 2. Skovlbundtrawl til fiskeri
efter krebsdyr 3. Trukne redskaber til
selektivt fiskeri efter arter (Aphia minuta, sardinyngel mv.) 4. Bundtrawl med høj åbning
og flydetrawl til fiskeri efter demersale og bentisk-pelagiske arter 5. Flydetrawl til fiskeri
efter små pelagiske arter 6. Snurpenot til fiskeri
efter små pelagiske arter 7. Snurpenot til fiskeri
efter stærkt vandrende arter 8. Garn og langliner til
fiskeri efter kulmule 9. Langliner og faststående
indfiltringsnet til fiskeri efter spidstandet blankesten og/eller andre
tvekønnede arter 10. Langliner til fiskeri efter
stærkt vandrende arter 11. Skrabere til kammuslinger 12. Faststående redskaber til
fiskeri efter andre fælles bestande [1] Kilde: Regionale socioøkonomiske undersøgelser af
beskæftigelse og graden af afhængighed af fiskeriet (1999). [2] Det Almindelige Råd for Fiskeriet i Middelhavet [3] COPEMED, ADRIAMED og MEDSUDMED [4] Det Internationale Havundersøgelsesråd [5] Den Internationale Kommission for Bevarelse af
Tunfiskebestanden i Atlanterhavet [6] Jf. rapport fra det sjette GFCM-ICCAT-møde om bestande
af store pelagiske fisk i Middelhavet, afsnit 5, s. 13, om tunopdrættets
potentielle forvaltningseffekt: "En generel stigning i fiskeriindsatsen
for pelagiske arters vedkommende og i nær fremtid en sandsynlig stigning for
små og mellemstore tunfisk". [7] ADRIAMED, COPEMED, MEDSUDMED [DQC1]subsequent
paragraph is empty