Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om Produktivitet: nøglen til konkurrenceevne for EU's økonomier og virksomheder"

(KOM(2002) 262 endelig)

(2003/C 85/22)

Kommissionen besluttede den 24. maj 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Peter Morgan og derefter Ulla Sirkeinen til ordførere. Medordfører var Ernst Erik Ehnmark. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. november 2002.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 395. plenarforsamling af 11. og 12. december 2002, mødet den 11. december, med 71 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod følgende udtalelse.

1. Sammenfatning

1.1. Det fremgår af kommissionsmeddelelsens(1) oversigt over udviklingstendenser, som er opridset i Lissabon-strategien, at produktivitetsvæksten i EU har været langsom og aftagende i forhold til væksten i USA. EØSU erkender, at hvis EU skal blive verdens mest konkurrencedygtige region, kræver det blandt andet, at man inden for en årrække når en produktivitetstilvækst, der er på højde med USA's. Meddelelsen hilses velkommen, da den indsætter produktivitetsmålet i et bredere perspektiv og relaterer det til den særlige udfordring i forbindelse med bæredygtig udvikling.

1.2. At måle og forklare produktivitet og beslægtede spørgsmål er en ueksakt videnskab med mange usikkerhedsmomenter. Især påvirkes produktiviteten af mange forskellige faktorer, hvor relationen til produktivitetsvækst kan være kompleks. Lissabon-strategien tager hensyn til mange vigtige faktorer, men EØSU ønsker at udvide rammerne for debatten til at omfatte andre vigtige spørgsmål, der har indflydelse på produktiviteten.

1.3. EØSU har formuleret visse nøgleaktioner for produktivitetsvæksten i EU. Udvalget understreger, at disse aktioner skal udvikles med det mål at opnå en optimal produktivitetsforøgelse, men også skal tage hensyn til den bæredygtig udviklings tre søjler såvel som til Europas sociale og kulturelle arv. De diskuterede tiltag falder ind under fem overordnede rubrikker:

- F& U og innovation,

- indførelse af ny teknologi, især IKT (Informations- og Kommunikationsteknologier),

- udvikling af menneskelige ressourcer,

- ledelses- og arbejdspladsorganisation, samt

- markedsspørgsmål.

1.4. Produktivitet og øget produktivitet er hovedsagelig et resultat af de beslutninger, der træffes i de enkelte virksomheder, og den udvikling, der foregår i virksomhederne. Denne aktivitet bør stimuleres og tilskyndes med alle midler og på alle niveauer - blandt enkeltpersoner, virksomheder samt på lokalt, nationalt og EU-niveau. Sund konkurrence på markedet er især en forudsætning for god produktivitetsvækst.

1.5. EØSU fremsætter en række henstillinger til EU's beslutningstagere og arbejdsmarkedsparterne. Det vigtigste skridt hen imod bedre produktivitetsvækst i EU er fuld gennemførelse af Lissabon-strategien. Andre henstillinger er:

- Kommissionen skal udvikle den analyse, der opridses i meddelelsen, og evaluere tendenser i produktivitetsudviklingen i den årlige opfølgning af Lissabon,

- Kommissionen skal hurtigst muligt analysere udvidelsens indvirkning på EU's produktivitet og indføre metoder til udbredelse af information om god praksis i forbindelse med produktivitet,

- medlemsstaterne skal udvikle Luxembourg-processen for aktive arbejdsmarkedspolitikker,

- arbejdsmarkedsparterne på de relevante niveauer skal udvikle politikker og overveje, hvordan man kan stimulere produktivitet, samt udvikle opfølgningsordninger hvad angår uddannelse,

- EU-institutionerne skal forenkle lovgivningen, hvilket er helt afgørende for at forbedre produktiviteten.

1.6. I betragtning af produktivitetens betydning for konkurrenceevnen, den økonomiske vækst, beskæftigelsen og bæredygtig udvikling generelt vil EØSU sætte særlig fokus på det i sit arbejde fremover, herunder arrangere en konference, som hvert andet år skal evaluere fremskridtene i Lissabon-strategien, deriblandt produktiviteten.

2. Betydningen af produktivitet på baggrund af Lissabon-strategien

2.1. Lissabon-strategien har opstillet et meget ambitiøst mål for udviklingen af EU's økonomi, erhvervsliv, arbejdsmarked og miljø. Nøgleordene om, at EU skal være det mest konkurrencedygtige område i verden, har sat fantasien i bevægelse hos mange. Allerede efter to år er det imidlertid tydeligt, at processen ikke gør så gode fremskridt, som man havde håbet. På en række områder er foranstaltningerne til at opfylde Lissabon-målet langt fra tilstrækkeligt udviklede og gennemførte.

2.2. Lissabon-målene er imidlertid formuleret som relative mål, der sammenlignes med andre landes konkurrenceevne. Det betyder, at udviklingen i andre lande vil påvirke evalueringen af, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at gøre EU til det mest konkurrencedygtige område i verden senest i 2010.

2.3. At være konkurrencedygtig indebærer især at være produktiv, men konkurrenceevne og produktivitet er adskilte spørgsmål. Mens produktivitet er klart defineret, er konkurrenceevne et bredere spørgsmål, der er åbent for fortolkning. Konkurrenceevne kan ses som en kombination af konkurrencedygtige priser, der opnås gennem øget produktivitet, og konkurrencedygtige omkostningsuafhængige karakteristika. Vækst i produktivitet er resultatet af større produktion fra et givet "input" af arbejdskraft, kapital og andre ressourcer. Som Kommissionen konstaterer, beror økonomisk vækst på akkumulation af menneskelig og fysisk kapital, på vækst i den aktive arbejdsstyrke, og på hvor effektivt disse faktorer anvendes.

2.4. Der er i 1990'erne blevet sat stigende fokus på spørgsmålet om produktivitet i lyset af den overraskende kraftige produktivitetsudvikling i USA. I løbet af et årti synes den amerikanske økonomi at have haft held til at øge vækstraten i produktivitet, mens produktivitetsvæksten i EU er faldet efter 1995 fra en i forvejen lavere vækstrate. Nylige statistikker, offentliggjort i november 2002, viser, at produktiviteten pr. time også under den nuværende økonomiske afmatning er fortsat med at vokse i USA. Det understreger, at EU er nødt til at opnå en tilsvarende og så vidt muligt bedre vækst, hvis EU skal blive "den mest konkurrencedygtige region i verden" ved udgangen af dette årti. Dette er unægteligt en stor udfordring.

2.5. Ydermere er EU's problem ikke blot en svag produktivitetsvækst i dag, men at antallet af arbejdstimer er utilstrækkeligt. I lyset af den problematiske demografiske udvikling i EU er der et endnu mere presserende behov for stærk produktivitetsvækst for at sikre økonomisk vækst og vedvarende social velfærd.

2.6. På den anden siden kan og bør produktiviteten ikke kun ses i lyset af dens bidrag til den samlede økonomiske vækst og konkurrenceevne. Kommissionen har nu fremlagt en meddelelse om produktivitet og slår kraftigt til lyd for, at en produktivitetsforøgelse må ses i en bredere sammenhæng. Den bidrager betydeligt til udviklingen af et europæisk samfund med høj økonomisk vækst, vedvarende velfærd for alle, udstrakt social integration og et højt miljøbeskyttelsesniveau.

2.7. Kommissionen fortjener ros for denne ambition om at sætte fokus på det centrale spørgsmål om produktivitet og samtidig sætte det ind i en bredere kontekst. Det faktum, at meddelelsen savner mere præcise henstillinger, gør ikke denne påskønnelse mindre værd.

2.8. Lissabon-strategien beskæftigede sig ikke specifikt med produktivitetsspørgsmål. De indgik i den overordnede ramme for konkurrencedygtighed. Men strategien omfatter de fleste faktorer, som er bestemmende for produktivitetsvækst og relevante strategiske foranstaltninger.

2.9. En fuldstændig gennemførelse af Lissabon-strategien er en forudsætning for at sikre en tilstrækkelig og vedvarende stigning i produktivitet, økonomisk vækst og mere og bedre beskæftigelse.

3. Produktivitetsmåling - et håndværk med mange usikkerheder

3.1. Der er blevet gennemført en række videnskabelige undersøgelser om, hvordan produktivitet bør måles. Produktivitet måles som økonomisk præstation i forhold til forskellige inputfaktorer - arbejdskraft, kapital og andre ressourcer. USA har langt bedre resultater hvad angår arbejds- og kapitalproduktivitet. Når det gælder bæredygtig udvikling, øko-produktivitet og ressourceproduktivitet, der er en afgørende indikator, har EU på den anden side måske opnået bedre resultater end USA.

3.2. Produktivitetsvækst kan måles pr. arbejdstager - som Kommissionen gør - eller pr. time, som det sker i USA's statistikker. Resultaterne varierer betydeligt afhængig af den valgte metode. USA fører endnu mere over EU's økonomier hvad angår BNP pr. lønmodtager på grund af et meget højere antal arbejdstimer pr. år pr. lønmodtager (den engelske fagbevægelses statistiske undersøgelse for perioden 1997-2002). Måling af produktivitet i forhold til kun en inputfaktor, almindeligvis arbejdskraft, i en enkelt økonomisk sektor eller på virksomhedsniveau giver kun begrænset information og må tolkes korrekt. Hvorom alting er, er der brug for pålidelige data.

3.3. Ydermere tager målingen af BNP hverken hensyn til en eventuel forringelse af naturlige ressourcer eller til forurening, undtagen når der er omkostninger i forbindelse med udbedring af skader. I visse lande, f.eks. Finland, indgår brugen af naturlige ressourcer, målt i volumen, i de offentlige budgetter. Der findes ingen internationalt vedtagne metoder til at måle værdien af dette.

3.4. Der er især problemer med at måle produktiviteten inden for tjenesteydelser, både offentlige og private. Kommissionen gør med rette opmærksom på dette. Problemet er af stor betydning på grund af den store og voksende andel af tjenesteydelser i økonomierne. Desuden bør man være meget mere opmærksom på spørgsmålet om effektivitet inden for den offentlige sektor som helhed.

3.5. De sædvanlige metoder til at måle produktivitet giver ingen klare svar på, hvordan forskellige bagvedliggende faktorer påvirker produktivitetsvæksten. Der er mange forskellige faktorer, og deres relation til produktivitetsvæksten kan være kompliceret og lader sig ikke forklare på en enkel måde, uanset hvor omfattende de undersøges.

3.6. I USA har undersøgelser af produktivitet især fokuseret på faktorerne bag den meget hurtige fremgang i anden halvdel af 1990'erne. Der synes at være generel enighed om nogle af de vigtigste elementer. Heraf er måske det allervigtigste element den massive indførelse af IKT-teknologi og den dermed forbundne omfattende uddannelse af arbejdsstyrken i IKT-applikationer. Visse iagttagere har påpeget, at mere end en fjerdedel af USA's produktivitetsstigning kan forklares ved IKT-faktoren(2).

3.7. Andre nøglefaktorer er indførelsen af andre højteknologiske teknologier mere generelt, tilgængeligheden af risikovillig kapital, den kraftige støtte til iværksættere og innovation, gode ledelsesmetoder og - også generelt - udviklingen af menneskelige ressourcer.

4. Centrale produktivitetsfaktorer i EU-perspektiv

4.1. Produktivitet påvirkes af utallige faktorer af varierende betydning. I denne udtalelse kan kun de, som anses for de vigtigste, diskuteres.

4.2. Produktivitetsstigninger afhænger af praktiske beslutninger og tiltag i virksomheder og på andre arbejdspladser. Intet kan erstatte disse. Offentlige politikker kan øge potentialet og skabe gode betingelser for produktivitetsvækst. Sådanne politikker og beslutninger hører ind under forskellige mandater - delvist EU, delvist medlemsstaterne eller regionerne, og somme tider arbejdsmarkedets parter. Mange indgår i Lissabon-strategien. Begrænsninger i de nationale budgetter kan påvirke de nationale politikkers muligheder for at støtte produktivitetsvækst, f.eks. finansiering af F& U.

4.3. Kommissionens meddelelse om produktivitet fokuserer på et begrænset antal faktorer, især IKT, innovation og iværksætterkultur, udvikling af menneskelige ressourcer og i et vist omfang F& U. Denne tilgang er logisk, men betyder, at diskussionen let kan blive for snæver.

4.4. Spørgsmål som investeringsniveau, tilrettelæggelse af arbejdsplads, politikker for medarbejderindflydelse, skabelse af innovationsfremmende arbejdsmiljøer, nye former for samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, samt nye måder, hvorpå risikovillig kapital kan stilles til rådighed, bør være led i en bredere tilgang til produktivitetsvækst i EU.

4.5. EØSU henstiller, at initiativer til udformning af en politik, der sigter på at forbedre produktivitetsvæksten i EU, kommer til at omfatte faktorer som de ovennævnte.

5. Øget produktivitet i EU

5.1. I det følgende forsøges formuleret en række centrale politikker, der kan være med til at skabe produktivitetsvækst i EU. Disse politikker må udvikles med henblik på at opnå en optimal produktivitetsforbedring, men bør også tage hensyn til alle tre søjler i politikken for bæredygtig udvikling såvel som til de økonomiske og sociale traditioner inden for EU-området. På den anden side bidrager produktivitetsvæksten, direkte og indirekte, også til opnåelsen af en bæredygtig udvikling.

5.2. Aktionerne falder ind under fem overordnede rubrikker: F& U og innovation, indførelse af ny teknologi, især IKT, udvikling af menneskelige ressourcer, ledelses- og arbejdspladsorganisation samt markedsspørgsmål. Disse områder hænger tæt sammen.

5.3. F& U og innovation

5.3.1. Langsigtede F& U-politikker skal fastlægges i samarbejde med virksomhederne og den offentlige sektor, og der skal ydes støtte til udvikling af grundlæggende applikationer. Man kan drage nytte af forskeres viden, når der skal formuleres effektive politikker og tiltag med henblik på at øge produktiviteten.

5.3.2. Gode resultater kan opnås ved at knytte forskning tæt sammen med praktiske behov. Et eksempel er det finske produktivitetsprogram, som omfatter 13 projekter, der er blevet udviklet i samarbejde mellem virksomheder, den offentlige sektor og forskere. Projekterne omfatter bl.a. udvikling af praktiske instrumenter til produktivitetsudviklingsprojekter, såsom analysemetoder, indikatorer, undervisningsmateriale og lønmodeller.

5.3.3. Der skal udformes et innovationsvenligt klima på arbejdspladsen: Der er et stort potentiale for innovation i det daglige arbejdsliv, baseret på fortløbende forbedringer og arbejdstagernes aktive deltagelse. Der er brug for innovation i selve arbejdslivet.

5.3.4. Kompetencecentre er ikke lette at skabe, men når det lykkes, tiltrækker de kvalificerede medarbejdere og iværksættere inden for højteknologi, der sammen kan sætte gang i innovation og produktivitet. EU bør endvidere overveje tilskyndelsesprogrammer, så man kan tiltrække højtuddannede arbejdstagere fra andre lande, f.eks. i form af udvekslingsprogrammer.

5.3.5. Kommissionen har noteret sig Rådets beslutning om at anbefale en kraftig forøgelse af ressourcer til F& U, navnlig inden for den private sektor. EØSU bifalder beslutningen og understreger, at medlemsstaternes regeringer har et medansvar for at føre denne vigtige langsigtede forpligtelse ud i livet og heller ikke må svække den i tider med strenge krav til de nationale budgetter. EØSU vil desuden understrege, at rammeprogrammet for F& U må knyttes tæt sammen med udviklingen af nye konkurrencedygtige teknologier.

5.3.6. De nuværende politikker vedrørende uddannelse af nye forskere synes aldeles utilstrækkelige i forhold til de behov, der vil opstå i lyset af den samlede Lissabon-strategi. Nye initiativer er nødvendige, hvis man skal garantere udbuddet af forskere i både den offentlige og den private sektor.

5.4. Indførelse af ny teknologi

5.4.1. Indførelse af avancerede teknologier i produktionen skal tilskyndes, både i den offentlige og private sektor. Ifølge Kommissionen og flere andre kilder giver ny teknologi, navnlig IKT-teknologi, store muligheder for at øge produktiviteten i alle sektorer. Det er vigtigt med en fortsat og tilbundsgående undersøgelse af dette spørgsmål.

5.4.2. Indførelse af ny teknologi kræver almindeligvis tilpasning af færdigheder og arbejdsomlægning. Undertiden bliver arbejdspladser nedlagt, mens nye oprettes i andre økonomiske sektorer. Arbejdstagernes accept af disse forandringer og vilje til at tilpasse sig bør indgå i den langsigtede politik, herunder spørgsmål som arbejdstagerindflydelse, sikkerhedsnet, videreuddannelse på arbejdspladsen, aktive arbejdsmarkedspolitikker, osv.

5.4.3. e-Europe-initiativet skal gennemføres fuldstændigt, herunder også foranstaltninger med henblik på mere bredbånd, e-forvaltning, telekommunikationsinfrastruktur og sikkerhed.

5.4.4. Små og mellemstore virksomheder finder det ofte svært at finansiere indførelsen af ny teknologi. God vejledning bør tilrettelægges og eventuelt bør der ydes støtte for at lette brugen af innovative finansieringsmetoder.

5.5. Udvikling af menneskelige ressourcer

5.5.1. Udvikling af menneskelige ressourcer er en af de grundlæggende faktorer i enhver politik vedrørende produktivitet og omfatter en række forskellige foranstaltninger:

5.5.2. Uddannelse i IKT-teknologi

- Der bør sikres gode muligheder for livslang uddannelse - bl.a. bør mulighederne for at bruge skatteincitamenter udforskes, f.eks. skattefradrag for midler, der bliver sat til side til fremtidig uddannelse.

- Voksne, hvis oprindelige uddannelse er utilstrækkelig, bør have mulighed for videreuddannelse.

- Universiteter og andre højere læreanstalter samt tekniske institutter bør støttes, så de kan deltage mere aktivt i videreuddannelse på højere niveau af arbejdstagere.

5.5.3. Der bør etableres iværksætterorienterede uddannelser for studerende på videregående og højere sekundære uddannelser.

5.6. Ledelses- og arbejdspladsorganisation

5.6.1. Den afgørende udfordring for virksomheders og andre organisationers ledelse med henblik på at forbedre produktiviteten er at sikre, at organisationen og arbejdspladsen kan tilpasse sig.

5.6.2. Produktivitetsfremgang skal stimuleres på arbejdspladserne med de forskellige metoder, der er til rådighed, f.eks. uformelle og formelle aftaler om produktivitet mellem arbejdsgiver og arbejdstagere.

5.6.3. Man skal undersøge, hvilken effekt det har på arbejdspladsen, at man sætter større fokus på produktivitet, og evt. skal der udvikles redskaber til at modvirke negative effekter.

5.6.4. Trepartsaftaler kan spille en vigtig rolle, især inden for uddannelse og forskning. Regeringerne må spille en aktiv rolle for at skabe støttesystemer, f.eks. hvad angår skatteincitamenter og andre incitamenter.

5.6.5. Videreuddannelsestilbud skal udvikles vedrørende forvaltning af produktivitetspolitikker, især for ledere af SMV'er.

5.7. Markedsspørgsmål

5.7.1. Der skal oprettes velfungerende arbejdsmarkeder uden hindringer for arbejdstagernes bevægelighed. Et afgørende spørgsmål i den forbindelse er bedre ordninger for anerkendelse af faglige kvalifikationer inden for EU.

5.7.2. Et fleksibelt arbejdsmarked bliver af mange, på grundlag af erfaringerne fra USA og andre lande, betragtet som et vigtigt element for at sikre en bedre produktivitetsvækst. Andre understreger, at tryghed i ansættelsen ikke kun er i overensstemmelse med den europæiske sociale model, men også styrker produktiviteten, fordi den støtter vidensopbygning i virksomhederne.

5.7.3. Offentlig støtte på nationalt såvel som på EU-plan bør accepteres, når markedskræfterne ikke giver tilstrækkeligt incitament. Eksempler på dette er indsatsen inden for F& U og risikofinansiering. Nystartede virksomheder og små og mellemstore virksomheder har brug for effektive typer af risikofinansiering. Offentlig støtte kan med fordel kanaliseres sammen med eller gennem private finansieringskilder, der har den fornødne viden og ekspertise.

5.7.4. Sund konkurrence på markedet er en forudsætning for god produktivitetsvækst. Der hviler et tungt ansvar på Kommissionens skuldre for at fremme og bevare effektive konkurrencepolitikker i hele EU.

5.7.5. Netværksforbindelser mellem virksomheder bør fremmes. Erfaringer fra mange regioner, f.eks. det nordlige Italien, viser, at specialisering og netværksforbindelser kan øge produktivitetsevnen betydeligt.

5.7.6. Mulighederne for at øge produktiviteten i både den offentlige og private servicesektor bør undersøges og relevante politikker udvikles. Det er i henhold til Lissabon-strategien afgørende, at man færdiggør det indre marked for tjenester. Indførelse af konkurrenceelementer i leveringen af offentlige tjenester vil øge disses produktivitetsvækst, men man må samtidig sikre lige adgang til tjenesterne, samt at de er af høj kvalitet, alment tilgængelige og overkommelige i pris.

6. Politikhenstillinger til EU

6.1. Det er ikke svært at opridse, hvilke faktorer der er de vigtigste, hvis produktiviteten i EU skal styrkes. Et antal af disse faktorer er allerede blevet medtaget i Lissabon-strategien. Det egentlige problem er at generere synergivirkninger og en vedvarende høj produktivitetsvækst. Virksomhederne og deres arbejdstagere spiller de centrale roller. Offentlige politikker kan støtte dem. EØSU fremsætter følgende henstillinger til EU's officielle beslutningstagere og arbejdsmarkedets parter på de relevante niveauer.

6.2. EØSU understreger, at det vigtigste skridt hen imod bedre produktivitetsvækst i EU er fuld gennemførelse af Lissabon-strategien.

6.3. EØSU henstiller, at Kommissionen på basis af den foreliggende meddelelse og de kommentarer, som denne vil foranledige, videreudvikler sine analyse-, benchmarking- og indrapporteringsmetoder for produktivitetsudvikling med henblik på at stimulere produktivitetsfremmende foranstaltninger. Virkefeltet bør desuden udvides til også at omfatte en analyse af effektiviteten inden for den offentlige sektor.

6.4. EØSU foreslår, at Kommissionen tager initiativ til eller støtter yderligere undersøgelser af de forskellige faktorer og mekanismer, der er en forudsætning for produktivitetsvækst. Især spørgsmålene om øko-produktivitet og IKT's rolle samt andre kvalitative aspekter af produktiviteten bør undersøges yderligere. Ydermere er det nødvendigt at udvikle forskning og metoder for at løse det problem, der er med at inkludere omkostningerne ved forringelse af naturlige ressourcer og øget forurening i nationale regnskaber og BNP.

6.5. EØSU henstiller, at spørgsmålene om produktivitet, såvel som bæredygtig udvikling, bliver et integreret element i den årlige opfølgning af den samlede Lissabon-strategi.

6.6. EØSU har taget klart og detaljeret stilling til forenkling af EU-lovgivningen. En forstærket indsats for forenkling af lovgivningen såvel som for gode styreformer er generelt nødvendigt, hvis produktiviteten i alle dele af økonomien skal forbedres.

6.7. EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at analysere udvidelsens indvirkning på produktivitetsvæksten i hele EU fremover. Produktivitetsudvikling i kandidatlandene er en udfordring, men ser også ud til at give mulighed for stor potentiel fremgang. Ved tiltrædelsen vil produktivitetsniveauet i EU falde, men vækstpotentialet vil øges betydeligt. Et springende punkt er tidspunktet for de nye medlemsstaters eventuelle deltagelse i ØMU'en.

6.8. EØSU foreslår, at Kommissionen udvikler en effektiv metode til indsamling og udbredelse af information om god/bedste praksis med henblik på at forbedre produktivitetsvæksten.

6.9. EØSU anser det for vigtigt, at Luxembourg-processen for aktive arbejdsmarkedspolitikker videreudvikles.

6.10. EØSU anerkender, at arbejdsmarkedets parter på lokalt og nationalt niveau spiller en nøglerolle, når det gælder planlægning, gennemførelse og generel støtte til politikker for øget produktivitet.

6.11. EØSU henstiller, at arbejdsmarkedets parter overvejer forskellige former for uformelle eller formelle aftaler, der kan stimulere produktiviteten. EØSU har noteret sig det arbejdsprogram, der er blevet vedtaget under den sociale dialog, og bifalder, at det giver arbejdsmarkedets parter mulighed for også at fokusere på produktivitetsvækst og konsekvenserne for de europæiske samfund.

6.12. EØSU påpeger vigtigheden af, at de europæiske arbejdsmarkedsparters fælles syn på livslang uddannelse for arbejdstagere udmøntes i konkrete foranstaltninger.

6.13. EØSU vil for eget vedkommende:

- især lægge vægt på produktivitetsudviklingen, når udvalget afgiver sin udtalelse om opfølgningen af Lissabon-strategien på forårstopmødet,

- hvert andet år afholde en konference om Lissabon-strategien og

- eventuelt udarbejde initiativudtalelser om produktivitet.

Bruxelles, den 11. december 2002.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2002) 262 endelig.

(2) Økonomisk rapport fra USA's præsident, januar 2001.