Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets henstilling om anvendelse af lovgivningen om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen på selvstændige"

(KOM(2002) 166 endelig - 2002/0079 (CNS))

(2002/C 241/26)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 28. maj 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Christa Schweng til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 20. juni 2002.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 392. plenarforsamling af 17.-18. juli 2002, mødet den 18. juli, med 77 stemmer for, 32 imod og 15 hverken for eller imod følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Allerede af fællesskabsprogrammet vedrørende sikkerhed, hygiejne og sundhed på arbejdspladsen 1996-2000 fremgår det, at man vil foretage en analyse af behovet for at fremsætte forslag til henstilling fra Rådet om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen for selvstændige. Allerede i 1996 forelagde Kommissionen Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen et første udkast til en sådan henstilling til udtalelse. Det nævnte udvalg har afgivet to udtalelser om spørgsmålet. I den første af disse udtalelser, som stammer fra 1997, blev Kommissionen opfordret til at udarbejde en rapport om, hvordan sikkerheds- og sundhedsbeskyttelsen for selvstændige er organiseret i medlemsstaterne, for dermed at kaste lys over, hvad der eventuelt kan gøres.

1.2. Efter at Arbejdsmiljøagenturet i Bilbao havde udarbejdet denne rapport for Kommissionen, afgav Det Rådgivende Udvalg i 1999 sin anden udtalelse, hvori det beskæftigede sig med indholdet i Kommissionens forslag. Det Rådgivende Udvalg foreslog at afgrænse nogle bestemmelser tydeligere i forhold til hinanden og at formulere dem klarere. Kommissionen har i vidt omfang fulgt Udvalgets henstillinger.

1.3. Som led i den sociale dialog blev også de europæiske arbejdsmarkedsparter spurgt til råds om et eventuelt fællesskabsinitiativs udformning og indhold.

2. Henstillingens indhold

2.1. Kommissionens forslag til henstilling går ud på følgende: Medlemsstaterne skal anerkende de selvstændiges ret og pligt til beskyttelse af sundhed og sikkerhed på lige fod med lønmodtagere. Specielt skal de selvstændige omfattes af lovgivningen om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, og i givet fald skal denne lovgivning tilpasses til de selvstændiges særlige forhold.

2.2. Selvstændige skal have adgang til tjenester og/eller organer, hvor de kan få informationer og råd om forebyggelse af sundheds- og sikkerhedsmæssige risici i forbindelse med deres erhvervsudøvelse. Selvstændige skal endvidere have adgang til efteruddannelse i sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger, uden at dette påfører dem store udgifter.

2.3. Medlemsstaterne skal sørge for, at der føres passende tilsyn med selvstændiges sundhed, svarende til de foreliggende risici. Ved udarbejdelsen af lovgivningsmæssige foranstaltninger skal der tages hensyn til andre medlemsstaters erfaringer. Medlemsstaterne skal endvidere sørge for passende kontrol og tilsyn med overholdelsen af lovgivningen, og fire år efter vedtagelsen af henstillingen skal de meddele Kommissionen, om de foranstaltninger, der er truffet til dens gennemførelse, er effektive.

3. Generelle bemærkninger

3.1. Hidtil er der kun to medlemsstater, nemlig Portugal og Irland, der har ladet lovgivningen om sikkerhed og sundhedsbeskyttelse omfatte de selvstændige. I disse to lande behandles de selvstændige ligesom lønmodtagerne. Til dels er det også tilfældet i Danmark, Det Forenede Kongerige og Sverige.

3.2. I de øvrige medlemsstater gælder lovgivningen om sikkerhed og sundhedsbeskyttelse ikke for selvstændige, undtagen i tilfælde, hvor der foreligger et koordineringsbehov i forhold til lønmodtagere (f.eks. på byggepladser, som også er omfattet af et særligt EU-direktiv(1).

3.3. Kommissionen har valgt artikel 308 som retsgrundlag for sit forslag til henstilling. Valget begrundes med, at traktatens artikel 137 ikke åbner mulighed for andre retsinstrumenter end direktiver. I tilgift til dette argument gør ØSU opmærksom på, at artikel 137 kun omtaler foranstaltninger til "forbedring af især arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed", hvormed foranstaltninger for selvstændige er udelukket.

3.4. Kommissionen går ud fra, at selvstændige har samme ret som arbejdstagere til at beskytte deres sundhed. ØSU bifalder denne opfattelse, men vil gerne gøre opmærksom på en grundlæggende forskel mellem selvstændige og lønmodtagere: En lønmodtager indgår i arbejdsgangene i en virksomhed og kan ikke selv bestemme over sit arbejdsmiljø.

3.5. Kommissionen sigter med denne henstilling ikke til de såkaldte pseudoselvstændige, altså personer, der ganske vist regnes for selvstændige, men ofte har et forhold til en tredjepart, der godt kunne betegnes som et ansættelsesforhold mellem en arbejdsgiver og en afhængig erhvervsaktiv. I sin udtalelse fra 1999 opfordrede Det Rådgivende Udvalg Kommissionen til i en erklæring at understrege, at pseudoselvstændige allerede falder ind under rammedirektivet. Det har Kommissionen flere gange præciseret, om end kun mundtligt. ØSU anmoder om, at Kommissionen snarest fremkommer med en skriftlig erklæring herom. Kommissionen bør også forsøge at forbedre sin definition af pseudoselvstændige for mere effektivt at bekæmpe misbrug.

3.6. En selvstændig er i henhold til betragtning nr. 4 en person, der udøver sin erhvervsmæssige beskæftigelse uden at have en ansættelseskontrakt med en arbejdsgiver eller helt generelt uden et egentligt ansættelsesforhold af nogen art og uden at være underordnet en tredje person (f.eks. udøvere af liberale erhverv, eneindehavere, landbrugere). En selvstændig kan selv afgøre, hvilke arbejdsopgaver han vil påtage sig, hvordan han vil udføre dem, og hvilke forsigtighedsforanstaltninger han vil træffe, dvs. hvilken risiko han vil løbe. Han kan således bestemme væsentligt mere end en arbejdstager.

3.7. For at de selvstændige kan afgøre, om der er en risiko forbundet med bestemte arbejdsopgaver, er det nødvendigt, at de får adgang til information. De selvstændige bør opfordres til selv at foretage en risikovurdering for deres eget vedkommende.

4. Særlige bemærkninger

4.1. ØSU kan tilslutte sig, at Kommissionen har forelagt et forslag om et ikke-bindende instrument. Det bifalder også, at Kommissionen ikke blot giver de selvstændige rettigheder, men også pålægger dem pligter med hensyn til egen sundhed og sikkerhed. For det første bør de selvstændige om nødvendigt beskyttes mod sig selv; for det andet skal de selvstændige afholdes fra at forsøge at opnå en konkurrencemæssig fordel i forhold til dem, der overholder de eksisterende sundheds- og sikkerhedsbestemmelser. Udvalget konstaterer, at de selvstændige for øjeblikket kun er omfattet af sundheds- og sikkerhedslovgivningen i tilfælde, hvor de kan indebære en risiko for arbejdstagere. Dette princip er allerede fulgt i byggepladsdirektivet og i stilladsdirektivet.

4.2. Endvidere gør ØSU opmærksom på, at rammedirektivet 89/391, som medlemsstaterne har omsat til national ret, fastlægger rettigheder og pligter for arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Hvem skal foretage en risikovurdering af arbejdspladsen, når der er tale om en selvstændig? Hvem skal være ansvarlig for information og undervisning? Den klare ansvarsfordeling, der foreligger i rammedirektivet, ville ikke være mulig, hvis de selvstændige blev medomfattet.

4.3. Det ville være godt, om Rådets henstilling ikke bare omhandlede lovgivningsmæssige foranstaltninger, men også foranstaltninger, der kunne øge de selvstændiges bevidsthed om egen sikkerhed og sundhed. Som eksempel herpå kunne man nævne nationale informationskampagner om de selvstændiges sikkerhed og sundhed, differentieret efter branche. Endvidere kunne man overveje at optage sikkerheds- og sundhedsbeskyttelse for selvstændige i retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken og at udvikle egnede indikatorer herfor (f.eks. de selvstændiges ulykkesfrekvens).

4.4. ØSU bifalder og støtter henstillingen om, at de selvstændige skal have adgang til tjenester og/eller organer, så det sikres, at relevant information er til rådighed for dem. Ligeledes bifalder udvalget henstillingen om adgang til efteruddannelse og henstillingen om, at hverken information eller efteruddannelse må være forbundet med så store finansielle omkostninger, at de selvstændige afholdes fra at deltage. Udvalget går endog videre og henstiller, at information og efteruddannelse kommer til at påføre de selvstændige så få omkostninger som muligt.

4.5. Angående henstillingen om tilsyn med selvstændiges sundhed finder ØSU det vigtigt, at dens efterlevelse ikke påfører de selvstændige nye administrative byrder. De selvstændige bør aktivt tilskyndes til at underkaste sig sundhedstilsynet.

4.6. Angående henstillingen om passende kontrol og tilsyn med lovgivningen om selvstændige understreger ØSU, at lovgivningsmæssige foranstaltninger heller ikke i denne henstilling bør betragtes som det eneste instrument til fastlæggelse af selvstændiges arbejdsbetingelser. Det kan der tages hensyn til ved at tilføje ordet "eventuel" foran lovgivning.

4.7. ØSU bifalder Kommissionens 10. henstilling, ifølge hvilken medlemsstaterne skal rapportere, om deres foranstaltninger til gennemførelse og henstillingen er effektive. Udvalget finder det rimeligt, at medlemsstaterne i deres rapporter til Kommissionen også kommer ind på de punkter i den nationale lovgivning om arbejdstagerbeskyttelse, hvor inddragelse af de selvstændige volder særlige problemer. Også eventuelle tilfælde af konkurrenceforvridning bør behandles i rapporterne. Kommissionen bør sammenfatte disse rapporter fra medlemsstaterne til en synteserapport, som forelægges Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne, Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen til drøftelse.

Bruxelles, den 18. juli 2002.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Rådets direktiv 92/57/EØF af 24. juni 1992 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige eller mobile byggepladser.

BILAG

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

1. Følgende passager i sektionens udtalelse blev fjernet ved et ændringsforslag fremsat på plenarforsamlingen, men mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer var for bevarelse af passagerne:

Punkt 4.1

ØSU bifalder, at Kommissionen har forelagt et forslag om et ikke-bindende instrument, men beklager, at den ikke i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til forskellen mellem selvstændige og arbejdstagere, idet den henstiller til medlemsstaterne, at de ikke blot giver de selvstændige rettigheder, men også pålægger dem pligter med hensyn til egen sundhed og sikkerhed. Efter ØSU's opfattelse bør de selvstændige kun omfattes af lovgivningen om sikkerheds- og sundhedsbeskyttelse, hvor de kan indebære en risiko for arbejdstagere(1). Dette princip er allerede fulgt i byggepladsdirektivet(2) og i stilladsdirektivet(3). ""

Afstemningsresultat

For: 62, imod: 47, hverken for eller imod: 9.

2. Forkastede ændringsforslag

Følgende ændringsforslag, som fik mindst en fjerdedel af stemmerne, blev forkastet under debatten.

Punkt 4.5

Følgende tilføjes: "ØSU anmoder Kommissionen om at undersøge, hvilke muligheder der er for at udvikle et effektivt tilsyn i overensstemmelse hermed, som tager hensyn til indholdet af punkt 4.1 ovenfor."

Begrundelse

Se ændringsforslag 1 til punkt 4.1.

Afstemningsresultat

For: 55, imod: 56, hverken for eller imod: 7.

(1) Ifølge rammedirektivet 89/391 har de berørte arbejdstageres arbejdsgiver pligt til at undersøge, om de er udsat for nogen risiko.

(2) Rådets direktiv 92/57/EØF af 24. juni 1992 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige eller mobile byggepladser.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/45/EF af 27. juni 2001 om ændring af Rådets direktiv 89/655/EØF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet.