Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Tjenesteydelser af almen interesse"

(2002/C 241/23)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber anmodede i et brev fra Romano Prodi af 10. januar 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 Det Økonomiske og Sociale Udvalg om at afgive en sonderende udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Bernardo Hernández Bataller til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. juni 2002.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 392. plenarforsamling den 17.-18. juli 2002, mødet den 17. juli, følgende udtalelse med 58 stemmer for, 11 imod og 1 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Begrebet "forsyningspligtydelser" (dvs. tjenesteydelser af almen interesse) er blevet defineret og beskrevet i flere forskellige dokumenter fra EU's institutioner(1), og definitionerne har stadig gyldighed(2):

- forsyningspligtydelser omfatter tjenesteydelser, der leveres på et forretningsmæssigt eller ikke-forretningsmæssigt grundlag, og som de offentlige myndigheder betragter som værende af almen interesse og derfor pålægger bestemte forpligtelser til offentlig tjeneste,

- tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse betegner ydelser af forretningsmæssig karakter, der tjener et almennyttigt formål. Medlemsstaterne kræver derfor, at de opfylder bestemte forpligtelser til offentlig tjeneste.

1.1.1. Forsyningspligtydelserne kan også antage følgende former, der er uløseligt forbundet med "den europæiske samfundsmodel":

- tjenesteydelser, som indebærer offentlige myndigheders autoritetsudøvelse, og som svarer til begrebet "statslige forpligtelser",

- sociale ydelser, der leveres af de offentlige myndigheder på lokalt, regionalt og nationalt niveau,

- sociale ydelser, der leveres af nonprofit-organisationer,

- tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som leveres af virksomheder, hvis kapital er offentlig, privat eller en blanding af offentlig og privat.

1.1.2. Begrebet forsyningspligtydelser er i konstant bevægelse og udvikling. Det omfatter tjenester, der er vigtige i dagligdagen på områder som transport, post, telekommunikation, radio, kultur, bevarelse af kulturarven, uddannelse, hospitaler, sundhedsydelser, sociale ydelser, havnetjenester, renovation, drikkevandsforsyning og energiforsyning, især el- og gasnet(3).

1.1.3. De vigtigste kriterier for en forsyningspligtydelse er lige adgang uden forskelsbehandling, kontinuerlig service og evne til at tilpasse sig nødvendige forandringer. Tjenesterne er baseret på følgende principper og mål: solidaritet, universalitet, sikkerhed, fair prissætning, kvalitet på et niveau, der fastlægges af den ansvarlige offentlige myndighed, effektivitet, som skal kontrolleres objektivt, demokratisk kontrol, gennemsigtighed og offentligt ansvar for beslutninger om forvaltning af tekniske og finansielle resultater, høring af især arbejdstagere og deres fagforeninger og af brugere/forbrugere samt de organisationer, der repræsenterer dem.

1.2. EF-Domstolen har gennem sin retspraksis defineret et bredt spektrum af økonomiske aktiviteter som forsyningspligtydelser(4). Hertil føjede sig for nylig forvaltning af et af de traditionelle socialsikringsområder(5) (arbejdsulykkes- og erhvervsskadesforsikring), tilrettelæggelse af handelsmesser(6) med henblik på at sikre kvalitet og sikkerhed og behandling af ufarligt byggeaffald(7).

1.3. Det skal understreges, at traktaterne ikke oprindeligt pålagde EU's institutioner særlige opgaver vedrørende definition og sikring af tjenesteydelser af almen interesse som led i den europæiske integrationsproces. Først efterhånden tog de fat på dette spørgsmål for at kontrollere, om statens handlinger kolliderede med den frie konkurrence og det indre markeds grundlæggende økonomiske friheder.

1.4. Den europæiske integration er blevet konsolideret med Maastricht-traktatens og Amsterdam-traktatens politiske resultater. EF-traktatens artikel 16 pålægger Fællesskabet og medlemsstaterne at sørge for, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver. Der er derfor behov for at præcisere, hvad Fællesskabet lægger i begrebet "tjenesteydelser af almen interesse"(8), samt det begrebs mål og opgaver. Dette bør fastlægges i overnationale retsinstrumenter(9).

1.5. Kommissionen betragter disse tjenester som et central element i de europæiske samfund og erkender behovet for den offentlige sektors indgriben, når markedets udbud er utilstrækkeligt. Desuden kræver disse tjenester en afbalanceret finansiering for at kunne opfylde deres formål. Det kan sikres ved hjælp af kompenserende statsstøtte i overensstemmelse med traktatens bestemmelser.

1.6. Kommissionen har udarbejdet en strategi i to trin. I første omgang vil den fastlægge en EU-ramme for statsstøtte til virksomheder, som har fået overdraget forvaltningen af forsyningspligtydelser. Dernæst, efter en evaluering af de indhøstede erfaringer, vil den eventuelt vedtage en forordning, der fritager visse former for statsstøtte i forbindelse med forsyningspligtydelser fra anmeldelsespligten, dvs. en gruppefritagelse.

2. Sektorbestemmelser

2.1. I transportsektoren har lovgivningen og initiativerne på EU-plan forskellige, men supplerende mål.

2.1.1. Med hensyn til transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje giver Rådets forordning (EØF) nr. 90/1696 af 26. juni 1969 medlemsstaternes myndigheder ret til at indgå kontrakter om offentlig trafikbetjening med transportforetagender for at sikre et minimum af betjening, kapacitet, ruter, takster og køreplaner samt kontinuitet i betjeningen.

2.1.2. Kommissionen har foreslået en ny ramme(10) med det formål at give forbrugerne en bedre service, holde omkostningerne i ave og sikre det højest mulige sikkerhedsniveau. Forslaget introducerer begrebet "kontrolleret konkurrence", hovedsageligt baseret på regelmæssig fornyelse af eneret på et marked med fri adgang. ØSU godkender(11) de vigtigste markedsregulerende instrumenter i forslaget, herunder især de kompetente myndigheders pligt til at sørge for passende personbefordring, fastsættelse af kvalitetskriterier, finansiel kompensation til dækning af kravene vedrørende offentlig trafikbetjening, kompensation for udgifterne til public service-forpligtelser, garanti for enerettigheder, i en given periode, og konkurrence baseret på udbud.

2.1.3. Forhåbentlig vil godkendelsen af de foreslåede foranstaltninger øge forbrugernes tilfredshed med bytransport og puste nyt liv i brugen af jernbaner, som er den transportform, hvor Kommissionen er indstillet på at fremlægge de mest ambitiøse foranstaltninger.

2.1.4. Da pakken af direktiver vedrørende infrastrukturer må forventes at øge brugernes tilfredshed på mellemlang sigt, er ØSU(12) enig i, at der er behov for en EU-indsats: Af institutionelle, sociale, økonomiske og transportpolitiske årsager har hele systemet behov for en høj grad af indbyrdes sammenkobling og integrering.

2.2.1. Med hensyn til lufttransport har de public service-forpligtelser, som pålægges ruteflyvning(13), herunder især valg af rute, som hovedregel resulteret i tilfredsstillende resultater, idet serviceforpligtelsen er gået til den operatør, som yder de bedste vilkår(14). Selv om den gradvise liberalisering af lufttrafikmarkedet var endeligt gennemført pr. 1. juli 1998, mangler man endnu at fastlægge en gennemsigtig retlig og økonomisk ordning med hensyn til forpligtelsen til regelmæssig betjening af regioner i periferien, øer samt dårligt stillede regioner.

2.2.2. I hvidbogen om transportpolitik(15) efterlyser Kommissionen en public service af høj kvalitet. Den har tillige fremlagt et forslag om styrkelse af passagernes rettigheder, herunder godtgørelse til rejsende, som udsættes for forsinkelser eller nægtes boarding på grund af luftfartselskabernes overbooking,(16) således som der også lægges op til for visse jernbanestrækninger.

2.3.1. Med hensyn til cabotagesejlads har EF-domstolen afsagt en dom om, at myndighederne har lov til at påbyde visse tjenesteudbydere public service-forpligtelser og samtidig selv indgå såkaldte "public service-kontrakter" med andre(17). Med hensyn til ændringen af forordning (EF) nr. 3577/92 har ØSU(18) påpeget, at ø-cabotageoperatører er bundet af public service-forpligtelser, som påbyder vilkår med hensyn til regelmæssighed, rute og stoppenes hyppighed, således at det er umuligt at anvende deres skibe til andre formål.

2.3.2. Med hensyn til forordningen om markedsadgang for havnetjenester og offentlig finansiering af søhavne, som er foreslået af Kommissionen,(19) støtter ØSU,(20) at man udvider forpligtelsen om gennemsigtighed og særskilte regnskaber til at omfatte alle havne i transeuropæiske net, om end ØSU har en del forbehold over for andre af forslagets aspekter.

2.3.3. Kommissionen har til hensigt at udbygge de nødvendige infrastrukturer for at nå frem til deciderede "motorveje til søs" ved at koble forskellige transportformer sammen og ved at sikre forbindelser mellem søtransport, indre vandveje og jernbaner og ved at udvikle systemer med én enkelt billet.

2.4.1. Direktiverne om gennemførelse af det indre marked for energi, dvs. direktiv 96/92/EF om elektricitet og 98/30/EF om gas, tillader forskellige operatører at benytte transmissionsnettene og gav nogle forbrugere ret til at vælge leverandør(21). Domstolens dom af 23. oktober 1997(22) udgjorde et vigtigt skridt i den rigtige retning.

2.4.2. Imidlertid har de historiske operatører stadigvæk betydelige markedsandele, og tredjeparters adgang til transmissionsnet hæmmes fortsat af utilstrækkeligt begrundede afslag eller infrastrukturmangler, herunder mangel på indbyrdes sammenkobling. Selv om der hersker stor tilfredshed med servicens kvalitet, er priserne som følge heraf undertiden for høje (undtagen for industrielle forbrugere), og de er under alle omstændigheder forskellige fra land til land(23).

2.4.3. Kommissionen har fremlagt nye forslag for sektoren(24). ØSU støttede i hovedsagen disse forslag, men fremhævede nogle problemer, som kan opstå under markedsliberaliseringsprocessen, herunder især i forbindelse med adskillelse af aktiviteter, public service-forpligtelser, regional og social samhørighed og virkningerne på miljø og beskæftigelse(25).

2.5.1. I telekommunikationssektoren er der fastlagt en nøje definition på alment tjenesteudbud, som tjenesteudbyderne har pligt til at efterleve, men som ikke nødvendigvis indebærer tildeling af eneret. Definitionen skal tages op til revision med jævne mellemrum, så den kan tilpasses den rivende teknologiske udvikling i denne sektor(26). Den nuværende definition dækker imidlertid ikke bredbåndsadgang til internettet eller mobiltelefoni, som for et betydeligt antal lavindkomst-husholdninger udgør et acceptabelt alternativ til fastnettelefoni(27).

2.5.2. Kommissionen har fremlagt en række nye forslag for telekommunikationssektoren, især i forbindelse med forsyningspligt og brugerrettigheder(28). ØSU vurderer imidlertid,(29) at hurtig, offentlig adgang til internettet bør indgå i forsyningspligten, idet dette er vigtigt, hvis lavindkomstgrupper, frivillige sektorer, non-profit-organisationer og brugere fra mindre tæt befolkede områder skal få adgang til avancerede tjenester, og hvis det skal lykkes at indføre et informationssamfund, som opfylder EU's demokratiske og sociale målsætninger.

2.6.1. Med hensyn til posttjenester har den nuværende lovgivning(30) om befordringspligt og mere specifikt om fastlæggelse af "de mindsteydelser, befordringspligten skal omfatte" forbedret tjenesteudbydernes effektivitet og ydelsernes kvalitet i kraft af en forøgelse af viften af ydelser i almindelighed og hurtigere levering på tværs af landegrænser i særdeleshed.

2.6.2. Den 30. maj 2000 vedtog Kommissionen et nyt forslag til direktiv(31), hvori den opfordrer til yderligere åbning af markedet og mere omfattende forbrugerrettigheder ved at sikre, at klager og udenretslige bilæggelsesprocedurer kommer til at gælde for alle brugere af posttjenester. ØSU erkendte det uundgåelige i en yderligere liberalisering af disse tjenester(32), men gav udtryk for, at der burde være tale om en kontrolleret proces under fuld hensyntagen til de berørte parters interesser, herunder ikke mindst processens indirekte sociale konsekvenser.

2.6.3. Det er sandsynligt, at de mellemfristede ændringer i sektoren som følge af nye teknologier, f.eks. e-mail, vil give alle brugere adgang til disse tjenester.

2.6.4. I det ændrede forslag(33) bibeholdes Kommissionens forslag ganske vist uændret i alt væsentligt, men det er vanskeligt at definere begrebet "særtjenester" i en overnational regelramme.

2.7.1. Med hensyn til den audiovisuelle sektor har Kommissionen nedfældet principper og retningslinjer for den nye digitale tidsalder(34). ØSU(35) mener imidlertid, at man ikke må overse principperne om ytringsfrihed, pluralisme, kulturel og sproglig mangfoldighed, beskyttelse af mindreårige og af den menneskelige værdighed samt forbrugerbeskyttelse, idet ØSU er overbevist om, at beskyttelse og styrkelse af disse principper spiller en nøglerolle for demokratiet.

2.7.2. ØSU(36) mener tillige, at offentlig radiospredning har en række kulturelle, sociale og demokratiske funktioner, som kommer alle til gode, og derfor er af afgørende betydning for at sikre demokrati, pluralisme, social samhørighed og kulturel og sproglig mangfoldighed. ØSU beklager derfor, at det ikke blev konsulteret forud for Kommissionens meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på public service radio- og -tv virksomhed(37).

2.8. ØSU har givet udtryk for sin holdning(38) til almennyttige sociale tjenester i den private non-profit sektor i EU; ØSU fremhæver deres betydning for at modvirke social udstødelse og fremme social samhørighed, men erkender samtidig, hvor besværligt det er at skulle forene overholdelsen af konkurrencereglerne med anerkendelsen af de særlige træk ved de økonomiske aktiviteter, der udfoldes af almennyttige sociale tjenester.

3. Situationen efter Det Europæiske Råd i Nice (7.-11. december 2000) og Barcelona (15.-16. marts 2002)

3.1. ØSU's kommentarer om tjenesteydelser af almen interesse(39) efter Amsterdam-traktaten vinder i betydning i lyset af Det Europæiske Råds officielle proklamering i Nice af charteret om grundlæggende rettigheder i EU(40), hvis artikel 36 anerkender adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse(41).

3.2. Selv om charteret indtil videre ikke er bindende - hvilket dog ikke har forhindret, at det allerede er blevet nævnt i konklusionerne fra adskillige generaladvokater ved EF-Domstolen og i domme afsagt af førsteinstansretten - udgør det et retsgrundlag, som er stærkt nok til at berettige aktioner fra politiske myndigheder på nationalt og overnationalt plan(42).

3.3. I erklæringen fra Det Europæiske Råd i Nice af 11. december om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse understreges ligeledes disses "vigtige" rolle og "uerstattelige" betydning for forbedring af EU's konkurrenceevne. Med dette in mente kommer man i erklæringen ind på flere forskellige formål, som forsyningspligtydelser tjener i Europa, nemlig beskyttelse af forbrugerinteresser, brugersikkerhed, social samhørighed og regional planlægning samt bæredygtig udvikling.

3.4. Konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Barcelona svarer til erklæringen, da der opfordres til at åbne forsyningsvirksomheder og netværksindustrier for konkurrence, idet der tages hensyn til kravet om opfyldelse af brugernes behov og kravet om gennemsigtighed på markedet ved hjælp af passende reguleringsinstrumenter.

4. Generelle bemærkninger

4.1.1. Forsyningspligtydelser spiller en afgørende rolle i borgernes daglige tilværelse og er en af den europæiske samfundsmodels grundlæggende værdier, der er bredt anerkendt i de fleste medlemsstaters forfatningsmæssige traditioner. Således udgør socialsikringsordninger, sundhedssystemer og de talrige initiativer, som gennemføres af nonprofitorganisationer i sundheds- og socialsektoren, stadig rygraden i den europæiske samfundsmodel.

4.1.2. Hvis den politiske og økonomiske integrationsproces inden for EU skal skride fremad, er der behov for en række foranstaltninger. Tiden må nu være inde til at lægge sådanne foranstaltninger på bordet med henvisning til revisionen af traktaterne i 2004. Efter ØSU's mening bør EF-traktatens artikel 3 omfatte en omtale af forsyningspligtydelser på den oversigt over aktiviteter, som Fællesskabet skal sætte i værk for at nå sine mål.

4.2. En mulighed kunne bestå i en lovgivningsmæssig definition af forsyningspligtydelser, der omfatter en åben liste over de samfundsmæssige værdier, som ligger til grund for disse ydelser, som de offentlige nationale myndigheder og de overnationale myndigheder i lige grad bør have ansvaret for at fremme og beskytte. Samtidig bør forbindelsen mellem adgang til disse ydelser og unionsborgerskab anerkendes.

4.3. Udover fælles principper bør Fællesskabets fremtidige ramme omfatte en mekanisme, som gør det muligt at anvende subsidiaritet i overensstemmelse med både funktionelle(43) og territorielle kriterier. Dette ville i særdeleshed påvirke den rolle, som spilles af leverandørerne af netværksinfrastrukturen, der som følge af systemet med decentraliseret forvaltning, som der tilskyndes til i direktiverne om markedsliberalisering, har øget godkendelses- og overvågningsprocedurerne og derved lagt hindringer i vejen for udvekslingen af varer og tjenesteydelser medlemsstaterne imellem(44).

4.4. ØSU mener, at Kommissionen bør forelægge et forslag til rammedirektiv, som konsoliderer de politiske principper vedrørende tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og som giver medlemsstaterne den nødvendige fleksibilitet på området. Dette retsinstrument bør understrege den betydning, EU tillægger forsyningspligtydelser, og EU-borgernes iboende ret til disse ydelser. For at øge retssikkerheden bør direktivet desuden tydeliggøre nogle af begreberne vedrørende EU-lovgivningen med fuld respekt for subsidiaritetsprincippet.

4.5. Med hensyn til ovennævnte rammedirektivs retsgrundlag bør Kommissionen tage hensyn til de forskellige bestemmelser i EF-traktaten, såsom artikel 2, ifølge hvilken Fællesskabet bl.a. har til opgave at fremme et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, bæredygtig vækst, højnelse af levestandarden og livskvaliteten samt økonomisk og social samhørighed; artikel 3, som opremser Fællesskabets forskellige mål; artikel 16; principperne om subsidiaritet, proportionalitet og neutralitet og artikel 86 og 87. Desuden bør Kommissionen tage hensyn til artikel 36 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

4.6. Direktivforslaget bør tage hensyn til begrundelsen for at etablere en forsyningspligtydelse, som kan være af både økonomisk og social beskaffenhed. De økonomiske bevæggrunde er bl.a.: alt for store omkostninger ved en nødvendig investering, knaphed på varer eller elementer, som er nødvendige for at frembringe ydelserne, og bæredygtig udvikling. Blandt de sociale bevæggrunde kan nævnes ønsket om social samhørighed gennem mindskelse af regionale skævheder og sociale og økonomiske uligheder, så alle bliver i stand til at deltage fuldt ud i samfundslivet, lige adgang for alle til disse ydelser og sikring af deres grundlæggende rettigheder, bekæmpelse af social forskelsbehandling og sikring af økonomisk retfærdighed via takstudligning eller anvendelse af sociale takstordninger. Dertil kommer ønsket om at fastholde borgernes efterspørgsel, især gennem indførelse af skattetiltag, og om at fastlægge regler, der giver borgerne mulighed for gennem deres organisationer at deltage i evalueringen af adgangen til og kvaliteten af de ydelser, der leveres via overdragelse eller koncession.

4.7. ØSU mener, at der bør tilvejebringes en balance mellem forsyningspligt og konkurrence. De offentlige myndigheder på alle niveauer har ansvaret for at finde frem til den bedst mulige balance mellem optimering af den kort- og langsigtede omkostningseffektivitet og den berørte tjenestes og evt. andre berørte tjenesters almennyttige formål. Det skal i denne forbindelse sikres, at kriterier baseret på bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling prioriteres.

4.8. I medfør af subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet er det de offentlige myndigheder, der skal fastlægge public service-forpligtelser, som sikrer, at de virksomheder, der får overdraget denne opgave, opfylder de specifikke krav. Det er en forudsætning, at samhandlens udvikling ikke påvirkes i et omfang, som ville stride mod Fællesskabets interesser.

4.8.1. ØSU er tilhænger af, at der fastholdes en finansiel og økonomisk ligevægt ved leveringen af tjenesteydelser, og mener, at offentlig støtte, der gives til virksomheder for at kompensere for de udgifter, der er forbundet med public service-forpligtelsen, skal være forenelig med EF-lovgivningen i forslaget til rammedirektiv. Det bør tillige omfatte særlige finansieringsmekanismer for supplerende serviceforpligtelser. Desuden bør man understrege den grundlæggende forskel, der er mellem princippet om offentlig finansiering af pålagte forpligtelser, som alle borgere bidrager til, og idéen om at give eksklusive rettigheder til virksomheder, som leverer forsyningspligtydelser, med henblik på at sikre den ønskede ligevægt via takstudligning, der tager højde for tabsgivende aktiviteter. I sidstnævnte tilfælde er det brugeren af tjenesteydelsen, der finansierer solidariteten, ikke skatteyderen. Der findes også andre former for finansiering, f.eks. krydssubsidiering og sociale ydelser.

4.8.2. Forsyningspligtydelser bør defineres på det mest velegnede niveau og med behørig hensyntagen til de forskellige europæiske, nationale og regionale niveauer. Endvidere påhviler det de offentlige myndigheder at tage højde for nye sociale behov og den teknologiske udvikling, især inden for informationssamfundet, når den offentlige tjenestes mål og forpligtelser skal fastlægges.

4.9. Disse ydelser bør drives efter følgende principper - tilpasset til de enkelte ydelsers særlige karakter:

- Lige adgang, baseret på forbud mod forskelsbehandling og på særlig hensyntagen til de mest sårbare forbrugere for at forebygge social udstødelse. Ydelserne bør leveres til en pris, som er overkommelig, fair, berettiget og gennemsigtig.

- Kontinuitet i ydelserne, dvs. at ydelserne skal leveres fortløbende, regelmæssigt og uden afbrydelser, med forbehold af force majeure og eventuelle undtagelser i medfør af sektorspecifikke regelsæt.

- Alment tjenesteudbud, også i tilfælde, hvor det ud fra kommercielle eller gevinstmæssige overvejelser ikke ville kunne svare sig, som f.eks. i landdistrikter, øområder, regioner med udviklingsefterslæb og i EU's yderste periferi.

- Kvalitet, dvs. at serviceleveringen skal opfylde kvantitative og kvalitative kriterier, som er nedfældet i grundreglerne og skal evalueres med jævne mellemrum. Ydelsernes kvalitet skal sikres af den offentlige myndighed, som har ansvaret på sektorniveau.

- Tilpasningsevne, dvs. at ydelserne regelmæssigt skal tilpasses EU's politiske prioriteter, aktuelle sociale og regionale behov, tekniske og økonomiske fremskridt samt de krav, som stilles af hensyn til almenvellet.

- Disse generelle principper skal suppleres med specifikke principper for hver enkelt sektor. Endvidere vil der i nogle tilfælde blive behov for sektorspecifikke direktiver udover rammedirektivet.

4.10. Der må udformes et beskyttelsessystem for at værne om forbrugernes rettigheder og sikre, at de overholdes - på en hurtig og effektiv måde. Der er især behov for at fastlægge enkle, gennemsigtige, hurtige og upartiske klageprocedurer. For nogle tjenesteydelsers vedkommende er der brug for et generelt system med automatisk og begrænset kompensation, samt godtgørelser i visse tilfælde, således som det allerede i dag gælder for flyselskabers overbooking.

4.11. Der bør fastlægges et nærmere regelsæt for de forskellige tjenesteydelser. Forvaltningsmyndighederne, som kan være en individuel myndighed eller en gruppe af myndigheder, skal varetage følgende opgaver:

- evaluering, dvs. vurdering af den tjenesteydelse, som brugerne får leveret,

- overvågning, dvs. at den organiserende myndighed skal overvåge den tjenesteudbyder, som opgaven overdrages til, især med henblik på kontrolinspektion og idømmelse af sanktioner for dårlig adfærd ved leveringen af public service-ydelser,

- regulering, dvs. at de relevante myndigheder kan gribe ind i overensstemmelse med klare, lovfæstede begrænsninger, hvis markedet alene ikke formår at dække behovene.

4.11.1. I tilfælde, hvor en ydelse leveres af flere forskellige udbydere, skal forvaltningsmyndigheden overvåge de pågældende udbyderes virksomhed og sikre overholdelsen af public service-forpligtelser, konkurrenceregler, takster, ydelsernes kvalitet og forbrugerbeskyttelse. Om nødvendigt skal forvaltningsmyndigheden tillige påse, at virksomhederne tildeles offentlige pengemidler, som kan hjælpe dem med at opfylde public service-kravene i overensstemmelse med EU-lovgivningen, herunder især dem, der vedrører det indre markeds virkemåde. Sidstnævnte tilkommer det stadig Kommissionen at føre tilsyn med.

4.11.2. Brugere, forbrugerorganisationer, fagforeninger, miljøorganisationer og alle relevante sociale grupperinger må sikres retten til information. Denne ret bør nedfældes i reglerne om forvaltningsmyndigheder.

4.12. Ud fra princippet om frit valg af forvaltningsmetode skal den enkelte offentlige myndighed vælge, hvilke regler, der skal gælde for den udbyder, der skal forestå de forskellige forsyningspligtydelser, som den pågældende myndighed har ansvaret for. Tjenesteudbyderne kan naturligvis vælge mellem forskellige forvaltningsformer: direkte forvaltning, hvor de selv påtager sig opgaven, eller indirekte gennem en offentlig virksomhed, en privat virksomhed, en virksomhed henhørende under socialøkonomien eller en halvoffentlig virksomhed.

4.12.1. Når forvaltningen af disse tjenesteydelser overdrages til en privat virksomhed, og der indrømmes særlige og/eller eksklusive rettigheder, skal dette ske under overholdelse af EU's udbudsregler og ud fra principperne om offentlighed, konkurrence og gennemsigtighed.

4.13. Forholdet mellem dem, der varetager disse tjenesteydelser, og de ansvarlige myndigheder skal nedfældes i en kontrakt, som bl.a. skal indeholde bestemmelser om følgende:

- målsætninger, takstfastsættelsesprincipper og virksomhedens vigtigste finansieringsmetoder,

- særrettigheder eller eventuelt eksklusive rettigheder, som kan tildeles tjenesteudbyderne for at bistå dem med at opfylde ydelsens mål,

- udgifter i forbindelse med tabsgivende aktiviteter, som der ikke kan oppebæres vederlag for på et almindeligt forretningsmæssigt grundlag, men som er blevet pålagt virksomhederne af hensyn til forsyningspligten, og som de derfor bør modtage en fair kompensation for. I overensstemmelse med åbenhedsprincippet skal der føres særskilte regnskaber for udgifterne i forbindelse med almennyttige aktiviteter, som skal holdes nøje adskilt fra andre former for aktiviteter.

4.14. Af hensyn til en bedre demokratisk inddragelse og større borgerindflydelse skal leverandørerne af forsyningspligtydelser rådføre sig med brugerne, herunder især forbrugerorganisationer, og inddrage dem i evalueringen af ydelsernes kvalitet. Disse organisationer, som indgår i det organiserede civilsamfund, skal inddrages i udformningen og evalueringen af tjenesteydelserne på den måde, som egner sig bedst for den pågældende sektor og ydelsernes beskaffenhed. Dette er af afgørende betydning for at sikre et samarbejde med tjenesteleverandørerne og beskytte borgernes ret til en korrekt ydelse. Disse organisationer bør derfor være repræsenteret i forvaltningsorganerne.

4.15. Adgangen til information, høring og deltagelse af arbejdstagerne og deres repræsentanter er afgørende for en forhandlingsbaseret modernisering af den måde, disse tjenesteydelser organiseres på. Fremme af den sociale dialog og af arbejdstagerrepræsentanternes og deres fagforeningers inddragelse bør føre til etablering af repræsentative instanser. Efter ØSU's mening bør forsyningspligtbegrebet ikke betragtes isoleret fra det system, der regulerer det eksemplariske forhold mellem arbejdsmarkedets parter i EU's særlige velfærdsmodel.

4.16. ØSU anbefaler, at der oprettes et observationscenter for forsyningspligtydelser, som skal vurdere, på hvilke vilkår disse ydelser leveres i medlemsstaterne. Det kunne tillige indsamle information om disse ydelser, fremme informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne og tilskynde til tværinstitutionelle drøftelser om, hvorledes disse ydelser leveres på EU-plan.

4.17. Tjenesteydelser, som har forbindelse med nationale undervisningssystemer og med obligatorisk medlemskab af basale socialsikringsordninger, og tjenesteydelser, som leveres af almennyttige, sociale, velgørende eller kulturelle organisationer, bør efter ØSU's mening udtrykkeligt undtages fra konkurrencereglerne og reglerne om det indre marked, på grundlag af sondringen mellem økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter.

4.17.1. Et område af almen betydning, som de offentlige myndigheder bør værne om, er borgernes kulturelle interesser. Man bør bl.a. sikre:

- ret til permanent og beskyttet adgang til visse kulturgoder, såsom bøger og den audiovisuelle sektor,

- ret til kvalitetsadgang til public service radio- og tv-virksomhed,

- ret til generel beskyttelse af det kulturelle miljø omkring tjenesteydelser i informationssamfundet set ud fra en intellektuel, æstetisk og moralsk synsvinkel - ikke kun en økonomisk.

4.18. ØSU mener, at der specifikt bør sættes fokus på levering og finansiering af public service radio- og tv-virksomhed for at sikre beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, især retten til at modtage og videreformidle information, samt overholdelsen af demokratiske principper og pluralisme, som kan påvirkes af visse former for koncentrationer.

Bruxelles, den 17. juli 2002.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se Kommissionens meddelelse om forsyningspligtydelser i Europa (EFT C 281 af 26.9.1996, s. 3); ØSU's udtalelse om tjenesteydelser af almen interesse, CES 949/99, vedtaget af plenarforsamlingen den 20.-21. oktober 1999 (ordfører: Bernardo Hernández Bataller).

(2) Se Kommissionens meddelelse af 29. september 2000 (KOM(2000) 580 endelig) og Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd i Laeken af 17. oktober 2001 (KOM(2001) 598 endelig).

(3) I denne udtalelse behandles tjenesterne inden for de områder, som dækkes af Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

(4) Det drejer sig om drikkevandsforsyning, vedligeholdelse af flodvejenes sejlbarhed, kontinuerlig elektricitetsforsyning, TV-virksomhed, basale posttjenester, forvaltning af det offentlige telekommunikationsnet, opretholdelse af tabsgivende flyruter osv.

(5) Dom afsagt af Domstolen den 22. januar 2002 (sag C-218/00). En lignende dom blev afsagt den 17. februar 1993 i de forenede sager C-159/91 og C-160/91.

(6) Generaladvokat Alberts konklusioner fremlagt den 29. maj 2001 i sag C-439/99, punkt 67-69 og 147-148. EF-Domstolens dom af 15. januar 2002 i sag C-349/99.

(7) Dom afsagt af EF-Domstolen den 23. maj 2000 i sag C-209/98.

(8) I EF-traktatens artikel 16 regnes de for en del af "Unionens fælles værdinormer", og det nævnes, at de spiller en rolle "med henblik på at fremme social og territorial samhørighed".

(9) Hvis EU er i stand til at beskytte tjenesteydelser af almen interesse (forsyningspligtydelser) med samme ihærdighed som det indre markeds økonomiske friheder og effektivitet, vil det have nået et stadium i den politiske integrationsproces, som kun kan styrke dets særstilling i forhold til andre internationale organisationer.

(10) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medlemsstaternes håndtering af krav vedrørende offentlig trafikbetjening og indgåelse af kontrakter om offentlig trafikbetjening inden for personbefordring med jernbane og ad vej og indre vandveje. KOM(2000) 7 endelig.

(11) ØSU's udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medlemsstaternes håndtering af krav vedrørende offentlig trafikbetjening og indgåelse af kontrakter om offentlig trafikbetjening inden for personbefordring med jernbane og ad vej og indre vandveje. KOM(2000) 7 endelig, EFT C 221 af 7.8.2001.

(12) ØSU's udtalelse om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog. KOM(1999) 617 endelig, EFT C 204 af 18.7.2000.

(13) Mindstefrekvens, fartplaner, typer af benyttet udstyr og tilbudt kapacitet: Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992.

(14) KOM(1999) 182 endelig, af 20. maj 1999.

(15) Hvidbog om den europæiske transportpolik frem til 2010: De svære valg (KOM(2001) 370 endelig).

(16) Forslag til forordning Forslag til Europa-Parlamentets og rådets forordning om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser (KOM(2001) 784 endelig).

(17) Dom af 20. februar 2001, Analir m.fl., C-205-99.

(18) ØSU's udtalelse om forslag til Rådets Forordning (EF) om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 om anvendelse om princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads) og forslag til Rådets direktiv om bestemmelser vedrørende bemanding af skibe i fast passager- og færgefart mellem medlemsstaterne (KOM(98) 251 endelig, EFT C 40 af 15.2.1999).

(19) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om markedsgang for havnetjenester. KOM(2001) 35 endelig.

(20) ØSU's udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om markedsgang for havnetjenester. KOM(2001) 35 endelig, EFT C 48 af 21.2.2002.

(21) Direktiverne indeholder bestemmelser om markedsåbning, adgang til net, adskillelse af regnskaber, beregning af takster, forsyningsforpligtelse og medlemsstaternes mulighed for at fastlægge public service-forpligtelser på fem specifikke felter: Miljøbeskyttelse, sikkerhed, regelmæssighed i forsyningen og forsyningskvalitet samt prispolitik.

(22) Sag C-158/94, C-159/94 og C-160/94.

(23) SEK(2001) 1998, s. 4, 7 og 34.

(24) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 96/92/EF og 98/30/EF om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas, og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. KOM(2001) 125 endelig.

(25) ØSU's udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 96/92/EF og 98/30/EF om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas, og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. KOM(2001) 125 endelig, EFT C 36 af 8.2.2002.

(26) Direktiv 97/33/EF, 97/13/EF og 98/10/EF.

(27) KOM(2000) 580 endelig, s. 19-20.

(28) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. KOM(2001) 392 endelig.

(29) ØSU's udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. KOM(2001) 392 endelig, EFT C 139 af 11.5.2001.

(30) Direktiv 97/67/EF.

(31) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 97/67/EF for så vidt angår yderligere åbning af fællesskabets marked for posttjenester. KOM(2000) 319 endelig.

(32) ØSU's udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 97/67/EF for så vidt angår yderligere åbning af fællesskabets marked for posttjenester. KOM(2000) 319 endelig, EFT C 116 af 20.4.2001.

(33) Ændret forslag af 21.3.2001, KOM(2001) 109 endelig, EFT C 180 af 26.6.2002.

(34) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og Regionsudvalget - Principper og retningslinjer for fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder. KOM(1999) 657 endelig.

(35) ØSU's udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og Regionsudvalget - Principper og retningslinjer for fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder. KOM(1999) 657 endelig, EFT C 14 af 16.1.2001.

(36) ØSU's udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og Regionsudvalget - Principper og retningslinjer for fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder. KOM(1999) 657 endelig, EFT C 14 af 16.1.2001.

(37) EFT C 320 af 15.11.2001, s. 5.

(38) ØSU's udtalelse om Almennyttige sociale tjenester i den private nonprofit-sektor i EU, EFT C 311 af 7.11.2001.

(39) ØSU's udtalelse om Tjenesteydelser af almen interesse, EFT C 368 af 20.12.1999.

(40) EFT C 364 af 18. december 2000.

(41) I artikel 36 i charteret om grundlæggende rettigheder hedder det følgende: "Unionen anerkender og respekter adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som fastsat i medlemsstaternes lovgivning og praksis i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, med det formål at fremme social og territorial samhørighed i Unionen".

(42) Moreiro González, C.: "La optimización de la acción institucional a favor de los DF y del Estatuto de Ciudadanía de la Unión" in Tratado de Niza (análisis y comentarios), Ed. Colex, 2002, s. 113-133.

(43) Fremsat af Kommissionen i hvidbogen om europæiske styreformer. KOM(2001) 428 endelig.

(44) Et nyligt eksempel på retsusikkerhed forårsaget af den nuværende ordning findes i EF-Domstolens kendelse af 13.12.2001 i sag C-79/00.

BILAG

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet under forhandlingerne, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 4.4: Tekst tilføjes

"Direktivet bør også indeholde effektive foranstaltninger, der dæmmer op for forvridninger i det indre marked. Rammedirektivet fastslår principperne, men griber ikke ind i gennemførelsen af sektorspecifikke direktiver, hverken eksisterende eller fremtidige, som regulerer offentlige eller almene tjenesteforpligtelser i f.eks. tele- og energisektoren."

Begrundelse

Overholdelse af subsidiaritetsprincippet er vigtigt og nødvendigt, og sandsynligvis vil det kun have begrænset effekt på, hvordan det indre marked fungerer. Det bør imidlertid fastslås klart, at eventuelle forvridninger må undgås, samtidig med at borgerne ret til tjenester sikres. På tjenesteområder med åbenlyse effekter på det indre marked eller hen over grænserne, f.eks. telekommunikation og energi, er der allerede taget hensyn hertil via bestemmelser om almene eller offentlige tjenesteforpligtelser i nuværende direktiver og direktivudkast, der regulerer disse sektorer. Disse bestemmelser følger generelt de samme principper, som et fremtidigt rammedirektiv bør indeholde. Disse sektordirektiver bør naturligvis gennemføres og efterleves fuldt ud.

Afstemningsresultat

For: 22, imod: 43, hverken eller imod: 1.