Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF vedrørende særordningen for rejsebureauer

(KOM(2002) 64 endelig - 2002/0041 (CNS))

(2002/C 241/16)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 6. marts 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Kenneth Walker til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 25. juni 2002.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 392. plenarforsamling af 17.-18. juli 2002, mødet den 17. juli, følgende udtalelse med 117 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. I 1977, da sjette momsdirektiv blev vedtaget, blev der indført en særordning for rejsebureauer og -arrangører. Denne særordning blev indført på grund af branchens særlige karakteristika. En anvendelse af de normale regler for beskatningssted, afgiftspligtigt beløb og fradrag af købsmoms ville som følge af tjenesteydelsernes sammensatte karakter og de forskellige steder, hvor de præsteres, skabe praktiske vanskeligheder for de pågældende virksomheder i et sådant omfang, at det ville hindre deres virke. For at tilpasse de relevante regler til disse aktiviteters egenart blev der i EF-lovgivningen indført en særlig momsordning i artikel 26 i sjette direktiv.

1.1.1. Det vigtigste formål med særordningen var at forenkle anvendelsen af Fællesskabets momsregler for disse leverancer. Når rejsebureauet køber tjenesteydelser hos andre leverandører, samler dem i en pakke og sælger dem til den rejsende i eget navn og for egen regning, sikrer bestemmelserne i særordningen, at rejsebureauet ikke behøver at lade sig momsregistrere i alle de medlemsstater, hvor tjenesteydelserne præsteres.

1.1.1.1. Når et rejsebureau køber tjenester af andre leverandører i egenskab af agent for sin kunde og ikke for egen regning (dvs. når kunden selv direkte har ansvaret for betalingen af de pågældende tjenester), påhviler momsforpligtelsen imidlertid kunden, og særordningen gælder ikke. I det foreslåede direktiv og denne udtalelse behandles ikke arrangementer af denne type.

1.1.1.2. Hensigten med ordningen er at forenkle reglerne for rejsearrangørerne. Uden særordningen vil et rejsebureau i medlemsstat A, som reserverer et hotelværelse i medlemsstat B og lader det indgå i en rejsepakke, der sælges til en kunde i medlemsstat A, blive opkrævet moms af hotelejeren til den momssats, der gælder i medlemsstat B. Rejsebureauet må lade sig momsregistrere i medlemsstat B og svare moms til myndighederne i dette land af den betaling, det har modtaget for hotelværelset. Leveringsstedet for denne del af tjenesteydelsen anses for at være medlemsstat B. Rejsebureauet vil herefter kunne trække den moms, der er betalt til hotelejeren, fra den afgift, der skal betales til myndighederne i medlemsstat B. Hvis kunden selv er registreret, kan han under henvisning til ottende direktiv få refunderet den del af merværdiafgiften på hans regning, der er relateret til medlemsstat B, forudsat at medlemsstat B anerkender sådanne krav, når det gælder hotelophold, hvilket ikke alle medlemsstater gør.

1.1.1.3. Det er indlysende, at dette indebærer betydelige problemer for såvel rejsebureauet som for kunden. Problemet bliver endnu større, når en pakke omfatter elementer fra flere forskellige medlemsstater, hvilket ofte er tilfældet. Det er af disse årsager, særordningen blev indført. Ifølge ordningen betaler rejsebureauet som før den momssats til hotellet, der gælder i medlemsstat B. Rejsebureauet kan ikke få refunderet denne afgift, og kunden kan ikke gøre krav på at få refunderet den afgift, rejsebureauet har opkrævet, uanset om kunden er momsregistreret. På den anden side behøver rejsebureauet ikke at lade sig momsregistrere i medlemsstat B. Det skal betale moms til medlemsstat A af sin margen, dvs. af forskellen mellem den pris, kunden betaler, og den pris, inklusive moms, som rejsebureauet betaler til hotellet.

1.2. I praksis er anvendelsen af særordningen i medlemsstaterne meget uensartet. I henhold til artikel 28, stk. 3, litra a), i og bilag E, nr. 15, til sjette momsdirektiv kan medlemsstaterne fortsat afgiftsberigtige transaktioner, der gennemføres uden for EU, medens artikel 28, stk. 3, litra g), tillader medlemsstaterne at fritage sådanne transaktioner uden tilbagebetaling af købsmoms. Desuden kan medlemsstaterne i henhold til artikel 28, stk. 3, litra b), og bilag F, nr. 27, fortsat fritage tjenesteydelser præsteret af rejsebureauer eller -arrangører i EU.

1.2.1. Én medlemsstat har i henhold til proceduren i artikel 27, stk. 1 til 4, i sjette momsdirektiv givet Kommissionen meddelelse om en særlig forenklingsforanstaltning i den pågældende medlemsstat, som gør det muligt at anvende regler, der divergerer fra artikel 26 og artikel 28 i sjette momsdirektiv(1). Kommissionen gav alle medlemsstater meddelelse om den påtænkte foranstaltning, og da der ikke var modtaget nogen officiel reaktion inden for fristen på to måneder, blev denne forenklingsforanstaltning accepteret den 19. december 1978(2).

1.2.2. Kommissionen har fra arrangører inden for turistsektoren modtaget en række klager over, at rejsebureauernes tjenester behandles forskelligt alt efter, i hvilken medlemsstat de opererer.

1.2.3. Et grundlæggende problem er medlemsstaternes forskellige anvendelse af artikel 26. Det centrale spørgsmål er, om særordningen gælder, når en rejsepakke leveres til et andet rejsebureau og ikke til den rejsende.

1.2.3.1. Støttet af EF-Domstolens retspraksis har Kommissionen indtaget det standpunkt, at særordningen kun gælder, når pakken sælges til den endelige forbruger. Hvis pakken omsættes mellem rejsearrangører/rejsebureauer, kan fortjenstmargenordningen ikke anvendes, og hver enkelt transaktion skal afgiftsberigtiges særskilt i overensstemmelse med de relevante bestemmelser om fastsættelsen af leveringsstedet.

1.2.3.2. Medlemsstaternes anvendelse af artikel 26 ligger dog ikke altid i forlængelse af denne fortolkning. Medlemsstaterne bruger artiklen meget forskelligt, hvilket i nogle tilfælde resulterer i dobbeltbeskatning. Desuden indebærer den en konkurrencemæssig ulempe for virksomheder i medlemsstater, der kun anvender fortjenstmargenordningen, når pakken sælges til den rejsende, i forhold til konkurrenter i medlemsstater, der er mere fleksible i deres tilgang.

1.2.3.3. Nogle medlemsstater forsvarer anvendelsen af artikel 26 i forbindelse med salg af en pakke mellem registrerede rejsebureauer/rejsearrangører med, at det gør det lettere for de pågældende virksomheder at overholde reglerne, da de så ikke behøver at lade sig momsregistrere i alle de medlemsstater, hvor de leverer varer eller tjenesteydelser, der indgår i en pakke, også når den ikke sælges direkte til den rejsende som den endelige forbruger.

1.2.3.4. Flere medlemsstater har også rejst spørgsmålet om erhvervsrejser. Hvis et rejsebureau/en rejsearrangør leverer en rejsepakke under særordningen til en registreret virksomhed som endelig forbruger, vil prisen på regningen være inklusive moms, og kunden vil ikke kunne kræve momsrefusion, selvom der er tale om et led i erhvervsudøvelsen. Dette fører til resterende moms i det mellemliggende forbrugerled, hvilket strider mod det grundlæggende neutralitetsprincip for Fællesskabets momsordning.

1.3. Et andet formål med særordningen vedrører fordelingen af momsprovenuet mellem medlemsstaterne. Særordningen blev bl.a. indført for at sikre, at momsprovenuet tilfalder den medlemsstat, hvor det endelige forbrug finder sted. Hensigten er, at momsprovenuet af tjenesteydelser præsteret under rejsen skal tilfalde den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen er præsteret, mens momsen af rejsebureauets fortjenstmargen tilfalder rejsebureauets medlemsstat.

1.4. I visse tilfælde sikrer anvendelsen af fortjenstmargenordningen heller ikke længere en rimelig fordeling af provenuet mellem medlemsstaterne. Med den stigende anvendelse af internettet står rejsebureauer/rejsearrangører i lande uden for EU i stigende grad for levering af rejsepakker til forbrugere i EU. Dette medfører en klar konkurrenceforvridning, idet en rejsepakke med de gældende regler på området vil blive afgiftsberigtiget under fortjenstmargenordningen, når den leveres af en rejsearrangør i EU, men vil ikke blive afgiftsberigtiget, når den leveres af en rejsearrangør i et tredjeland, eftersom leveringsstedet anses for at være det pågældende tredjeland. EU-baserede virksomheder stilles således dårligere i konkurrencen. Dette får flere og flere rejsebureauer/rejsearrangører i EU til at flytte deres virksomhed uden for EU. Dette øger ikke bare den konkurrencemæssige underlegenhed for de virksomheder, der bliver i EU - det fratager også medlemsstaterne et momsprovenu fra de udflyttede virksomheder.

1.5. I lyset af disse problemer, der dels hænger sammen med ændret virksomhedsmønster og ny teknologi, dels med forskellig praksis fra medlemsstat til medlemsstat, har Kommissionen som led i sin nye momsstrategi besluttet at ændre artikel 26(3). Forslaget lægger op til en forenkling, en modernisering og en mere ensartet anvendelse af Fællesskabets momslovgivning på dette område.

2. Kommissionens forslag

2.1. Formålet med forslaget er at sikre en mere ensartet anvendelse ved at udvide særordningens anvendelsesområde til at omfatte leverancer af rejsepakker til alle kunder og ophæve de forskellige undtagelser i tilknytning til sådanne leverancer. Desuden tager forslaget sigte på at afskaffe konkurrenceforvridning, der skader EU-baserede rejsearrangører, og som skyldes øget anvendelse af ny teknologi.

2.2. Kommissionens forslag er nærmere beskrevet i bilag 1.

3. Generelle bemærkninger

3.1. ØSU er enig med Kommissionen i, at forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til fortolkningen af artikel 26 skaber konkurrenceforvridninger i det indre marked. ØSU har allerede adskillige gange tidligere henledt opmærksomheden på, at medlemsstaternes nationale fortolkninger, sædvaner, praksis og præcedens i relation til fællesskabslovgivningen fører til en opdeling af det indre marked. Det er ofte selve lovforslagene, der er skyld heri; alt for tit får medlemsstaterne for mange valgmuligheder, og de er tilbøjelige til at udnytte disse skønsmæssige beføjelser på protektionistisk vis.

3.2. ØSU har ofte gjort opmærksom på, at de mangfoldige fritagelser, undtagelser og særordninger lægger sig hindrende i vejen for fuldførelsen af det indre marked og for den grænseoverskridende samhandel, især for små virksomheder. Det er hyppigt lettere for registrerede virksomheder at handle med virksomheder uden for EU end med virksomheder inden for EU. En nylig undersøgelse i Holland har vist, at de momsrelaterede administrative omkostninger for hollandske virksomheder, der handler inden for EU, er på mere end 5 % af omsætningen.

3.3. ØSU indrømmer, at EU-baserede rejsearrangører på grund af den eksisterende lovgivning i konkurrencemæssig henseende står dårligere end rejsearrangører etableret uden for EU, og er derfor enig i behovet for at genskabe lige vilkår på dette område.

3.3.1. ØSU er klar over, at dette er skyld i, at en række rejsearrangører har måttet flytte deres virksomheder uden for EU, og mener ligesom Kommissionen, at der må rettes op på situationen, hvis man skal stoppe denne uheldige udvikling. Den hurtige udbredelse af online-indkøb, som er særligt fremherskende inden for ferie og fritidsrejseområdet, vil sætte yderligere skub i denne udvikling.

3.3.2. ØSU er klar over, at en sådan udvikling vil, hvis man ikke kontrollerer den, resultere i et fald i medlemsstaternes momsindtægter, og ser dette som et yderligere incitament til at søge at vende denne tendens.

3.3.3. Imidlertid tvivler ØSU stærkt på, at Kommissionens forslag vil kunne løse problemet.

3.3.3.1. Artikel 26, stk. 2, ændres med hensyn til beskatningsstedet for leverancer fra rejsearrangører etableret uden for EU til kunder i EU, således at man fastlægger leveringsstedet til at være den medlemsstat, hvor kunden bor. I teorien ville dette kræve, at rejsearrangører med hjemsted i tredjelande skulle opkræve en passende momssats af deres fortjenstmargen, der på den måde ville sidestille dem med EU-baserede rejsearrangører.

3.3.3.2. Som med lignende forslag til at forbedre situationen, ville problemet være, at man pålægger erhvervsdrivende, som ikke er momsregistrerede i EU, og som ikke er etableret dér, at overholde disse regler. Med hensyn til elektronisk handel vil det ofte være svært at fastslå, at transaktionen overhovedet har fundet sted. ØSU indrømmer, at det måske ville være værd at forsøge at give en sådan bestemmelse status af lov, men tror imidlertid ikke, at der vil komme meget ud af et sådant tiltag.

3.3.3.3. Rejsebureauer og rejsearrangører med hjemsted i EU vil have ret til at undlade at anvende særordningen efter forgodtbefindende. Det antages, at de vil foretrække at følge særordningen i tilfælde, hvor det drejer sig om leveringer til en momsregistreret kunde, eftersom kunden i dette tilfælde kan kræve momsen tilbage, og rejsebureauet dernæst kan kræve den moms refunderet, som er blevet opkrævet af hans tjenesteydelsesleverandører. Konsekvensen heraf vil imidlertid være yderligere administrativt arbejde; og det vil for rejsearrangører, som lader sig registrere i de medlemsstater, hvor man præsterer den pågældende tjenesteydelse, betyde en besværlig og langvarig proces, som mange erhvervsdrivende vil foretrække at undgå. Endvidere vil det blive nødvendigt at inddrage kunden, så denne i medfør af det 8. direktiv skal kræve momsrefusion fra medlemsstater, hvor han ikke er registreret. Derfor vil rejsebureauet alligevel ikke blive ligestillet med erhvervsdrivende, som ikke er etableret i EU.

3.3.4. ØSU skal påpege, at Kommissionens målsætninger, herunder fjernelsen af incitamentet for rejsebureauer til at etablere sig uden for EU, i højere grad kunne imødekommes ved at sætte værdien af disse tjenesteydelser til nul (hvoraf nogle allerede i visse medlemsstater er sat til nul). Ved ganske enkelt at sætte værdien af disse ydelser til nul ville man samtidig komme ud over alle de deraf følgende besværligheder. ØSU er imidlertid udmærket klar over, at der næppe vil være politisk vilje til at tage dette skridt.

3.4. ØSU bemærker, at en af konsekvenserne af dette forslag vil være at udstrække denne ordning til at omfatte handel mellem virksomheder. Efter ØSU's opfattelse vil dette på ingen måde begrænse incitamentet for rejsebureauer/rejsearrangører til at etablere sig uden for EU.

3.5. Omkostningerne herved er relativt få. Anvender man de gældende regler, betaler rejsebureauet/rejsearrangøren alene moms af deres fortjenstmargen i henhold til den gængse sats i den medlemsstat, hvor den pågældende har hjemsted. Markedskoncentrationen og de store rejsearrangørers vertikale integration har skabt en hård konkurrence på såvel udgifter som pris, hvilket har reduceret disse margener i ganske betydelig grad.

3.6. ØSU vurderer, at det vil betyde en kærkommen forenkling og specificering af situationen, hvis man sletter "til den rejsende" i artikel 26, stk. 2.

4. Særlige bemærkninger

4.1. ØSU er enig med Kommissionen i, at eftersom EF-Domstolen allerede har præciseret, hvornår særordningen kan finde anvendelse, tjener det intet formål at definere termen "rejsebureau" i forbindelse med anvendelsen af artikel 26.

4.2. ØSU støtter idéen om at tillade rejsebureauer at beregne en samlet fortjenstmargen for alle leverancer af rejsepakker for en given periode, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 26 a), (B), stk. 10, i det sjette momsdirektiv vedrørende leverance af genbrugsvarer. ØSU accepterer dette som en tilsigtet forenkling af systemet, men beklager, at det er blevet overladt til medlemsstaterne at afgøre, om de ønsker denne metode anvendt eller ej. Det uundgåelige resultat er, at nogle medlemsstater vil tillade det, mens andre ikke vil, og derved vil der blive skabt endnu større forskelle mellem medlemsstaterne, hvilket vil modvirke formålet med eksercitsen.

4.3. ØSU bifalder forslaget om at sikre en mere ensartet anvendelse inden for EU af de momsregler, som finder anvendelse på disse tjenesteydelser, ved afskaffelse af den mulighed, som medlemsstaterne har i henhold til artikel 28, stk. 3, litra g) (som giver medlemsstaterne mulighed for at vedblive med at fritage tjenesteydelser under den gamle artikel 26, stk. 3, i sjette momsdirektiv uden tilbagebetaling af købsmoms frem for at fritage dem med fradragsret for købsmoms), ved ophævelse af de undtagelser, der er fastsat i artikel 28, stk. 3, litra a), og pkt. 15 i bilag E (som giver medlemsstaterne mulighed for at afgiftsberigtige rejser uden for Fællesskabet), ved ophævelse af de undtagelser, der er fastsat i artikel 28, stk. 3, litra b), og pkt. 27 i bilag F (som giver medlemsstaterne mulighed for at afgiftsberigtige rejser inden for Fællesskabet) samt ved ophævelse af den undtagelse, der er indrømmet ved en rådsafgørelse under proceduren i artikel 27, stk. 1 til 4, i sjette momsdirektiv.

4.4. ØSU forstår og støtter idéen bag Kommissionens forslag om at tillade rejsearrangører at vælge de normale momsordninger frem for særordningen, men er enig i Kommissionens erklæring om, at "dette vil få visse konsekvenser og skabe visse vanskeligheder for det pågældende rejsebureau", og ØSU er bange for, at rækkevidden af disse vanskeligheder kan være undervurderet.

4.4.1. Rejsebureauer, der har at gøre med kunder, som ikke er momsregistrerede, vil naturligvis vælge særordningen, mens de rejsebureauer, hvis kunder er momsregistrerede virksomheder, vil foretrække at anvende de normale momsordninger. Så længe et rejsebureau udelukkende eller hovedsagelig har at gøre med én slags kunder vil dette ikke skabe overdrevne vanskeligheder, men rejsebureauer har hyppigt et betragteligt antal kunder af begge slags, og dette vil skabe så alvorlige administrative vanskeligheder, at de pågældende rejsebureauer kan blive tvunget til at dele deres aktiviteter op på to forskellige virksomheder.

4.4.2. Det er ikke blot det enkelte rejsebureau, der berøres. Vælger bureauet at lade sig omfatte af de normale momsordninger, vil dette få konsekvenser for tredjemand. Bureauet vil være nødt til at anmode sin leverandør om en momsfaktura for at kunne kræve sin købsmoms tilbagebetalt og give en momsfaktura til sin kunde, hvori udspecificeres de forskellige dele af de nationale momsopkrævninger, således at kunden for sin part kan kræve momsen refunderet (via den besværlige procedure i 8. direktiv, hvis leverandørerne har hjemsted i andre medlemsstater) og i de tilfælde, hvor leverandøren er et mellemled lade dette krav gå videre til leverandørens kilde og derfra hele vejen op gennem forsyningskæden.

4.4.3. Desuden vil et rejsebureau, der foretager en samlet reservation af hotelværelser for en hel sæson, af hotelejeren blive faktureret for denne samlede reservation som en enkelt transaktion. Eftersom hovedparten af den pågældendes kunder er personer, der ikke er momsregistrerede, vil de i visse tilfælde blive opkrævet en pris inkl. moms. Hvis rejsebureauet efterfølgende sælger en (rejse)pakke, som indeholder et ophold i et af disse hotelværelser til en momsregistreret virksomhed, vil bureauet være nødt til at vende tilbage til hotelejeren og få en ny faktura for den oprindelige transaktion og en momsfaktura for det enkelte værelse for den pågældende periode. ØSU er derfor bange for, at "opt-out"-bestemmelsen i mange tilfælde vil vise sig uanvendelig i praksis.

4.4.4. Der vil også opstå administrativt besvær for momsmyndighederne. Det giver tillige anledning til bekymring, at i de tilfælde, hvor rejsebureauet vælger ikke at anvende de omtalte bestemmelser, vil det ikke kunne kontrolleres, hvorvidt forpligtelsen til at lade sig momsregistrere i andre medlemsstater er blevet overholdt. Desuden vil de medlemsstater, fra hvilke der kræves refusion, skulle stille sig tilfreds med, at rejsebureauet har valgt at følge de normale momsordninger, hvorefter man er berettiget til en refusion af købsmomsen, og dermed ikke leverer under fortjenstmargenordningen, som er indført ved artikel 26, hvorefter der ikke er ret til at fradrage købsmoms.

5. Kommissionens vurdering

5.1. Kommissionen anfører, at der er behov for fællesskabslovgivning på dette område for yderligere at harmonisere særordningen og for at hindre konkurrenceforvridning, især i forhold til den konkurrencemæssige fordel, som rejsearrangører med hjemsted uden for EU har i forhold til deres konkurrenter i EU. Som det imidlertid allerede er påpeget, skaber det skøn, der er overladt medlemsstaterne, ulige vilkår mellem dem, og derfor vil de konkurrencemæssige fordele for rejsearrangører med hjemsted uden for EU næppe blive forringet i nævneværdigt omfang.

5.1.1. Kommissionen udtaler herefter, at "anvendelsen af de samme regler i alle EU's medlemsstater kun kan nedbringe erhvervsvirksomhedernes omkostninger og anspore de handlende til at operere i andre medlemsstater". ØSU er som udgangspunkt enig i denne betragtning, men medlemsstaternes skønsmæssige beføjelser vil betyde, at medlemsstaterne vil fortolke reglerne forskelligt.

5.2. Kommissionen mener, at indførelsen af en generel fortjenstmargenordning vil gøre det lettere for SMV'er at anvende særordningen. ØSU accepterer dette argument, men ønsker dog at påpege, at de vanskeligheder, der vil være en følge af at indføre "opt-out"-ordninger sandsynligvis vil trække i den modsatte retning.

5.3. Kommissionen hævder, at forslagene vil fjerne de konkurrenceforvridninger, der opstår som følge af, at rejsearrangører, der ikke har hjemsted i EU, ikke skal betale moms af deres fortjenstmargen, men dette vil afhænge af, at der etableres effektive foranstaltninger til at håndhæve lovgivningen. Efter ØSU's opfattelse vil dette blive meget svært.

5.4. Kommissionen mener, at "momsen kun øver lille indflydelse på beskæftigelsen". ØSU mener ikke, at der er belæg for at hævde dette.

5.5. Antallet af organisationer, der er blevet hørt af Kommissionen, synes at være ret lille.

6. Konklusioner

6.1. ØSU bifalder Kommissionens hensigt om at forbedre særordningen og tror, at forslagene om en generel fortjenstmargenberegning samt fjernelsen af en række eksisterende valgmuligheder og undtagelser, der er indrømmet medlemsstaterne, udgør reelle forbedringer. ØSU hilser det ligeledes velkommen, at særordningen nu kan finde anvendelse på transaktioner mellem rejsebureauer. Disse ændringer vil nok især komme SMV'er til gode. ØSU beklager imidlertid, at anvendelsen af en generel fortjenstmargenberegning er blevet overladt til medlemsstaterne.

6.2. De potentielle vanskeligheder, der er forbundet med "opt-out"-ordningerne giver anledning til bekymring hos ØSU. Hvis EU-baserede rejsebureauer skal ligestilles med rejsearrangører etableret i tredjelande i forbindelse med leverancer til momsregistrerede kunder, vil de være nødt til at undlade at anvende særordningen. De ville derefter være nødt til at anvende de normale momsordninger med det besvær, som dette fører med sig. Deres kunder vil alene kunne opnå refusion af købsmomsen ved anvendelse af den besværlige procedure, der er fastlagt i 8. direktiv, og kun i de tilfælde, hvor den involverede medlemsstat er rede til at acceptere krav, der hidrører fra denne type udgifter.

6.3. ØSU forudser, at der vil opstå vanskeligheder i forbindelse med at få rejsearrangører etableret uden for EU til at acceptere det ændrede system. Medmindre der kan findes en tilfredsstillende måde at løse dette problem på, vil incitamentet for rejsearrangører, der er etableret i EU, til at flytte deres virksomhed uden for EU, ikke blive fjernet.

6.4. ØSU er ikke fuldt ud overbevist om holdbarheden af Kommissionens vurdering. ØSU så desuden gerne, at Kommissionen foretog en efterfølgende evaluering, når lovgivningen har været i kraft et vist stykke tid.

Bruxelles, den 17. juli 2002.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Brev af 13. september 1978.

(2) Brev af 19. oktober 1978.

(3) KOM(2000) 348 endelig af 7. juni 2000.