Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Europæisk aftaleret"

(KOM(2001) 398 endelig)

(2002/C 241/01)

Kommissionen besluttede den 11. juli 2001 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 26. juli 2002.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 392. plenarforsamling af 17.-18. juli 2002, mødet den 17. juli, følgende udtalelse med 114 stemmer for, 3 imod og 3 hverken for eller imod.

1. Hen imod en globaliseringsret?

1.1. Den internationale handelsret skal ses i tilknytning til den verdensomspændende varesamhandel og udveksling af tjenesteydelser og har til formål at regulere forbindelserne mellem deltagerne i en international kommerciel eller finansiel transaktion eller i grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Kontrakter i handelsforhold henhører under denne ret og eventuelt under relevante specifikke konventioner, hvis de omfatter et eller flere fremmede elementer. Rom-konventionen fra 1980(1) om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, og som bl.a. ensartetgør reglerne om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i tvivlstilfælde, gælder for samtlige EU's medlemsstater.

1.2. Denne ret, som stadig er ufuldstændig, er en følge af tværstatslige initiativer, bl.a. fra De Forenede Nationers kommission for international handelsret (UNCITRAL), og private initiativer hvor ophavsmændene skal findes blandt dem, der driver handel, beskæftiger sig med retlige forhold eller virker på universiteter eller andre tilsvarende sagkyndige, som fremlægger forslag i form af analyser og teoretiske løsninger eller regler og frivillige principper og retningslinjer.

1.3. International handelsret har været genstand for intensiv forskning især i det internationale institut for ensartetgørelse af privatretten (UNIDROIT, Rom) og, på europæisk plan, i en kommission for europæisk aftaleret, som igennem de seneste to årtier har udformet en række principper og bestemmelser med henblik på at ensartetgøre principper og praksis inden for EU-landenes lovgivning, herunder især "kontinental" ret og common law i de angelsaksiske lande, og i en kommission bestående af sagkyndige (hvoraf nogle er medlem af begge ovennævnte kommissioner), hos hvem Parlamentet har bestilt en sammenlignende undersøgelse af national ret med henblik på at udskille fælles principper for aftaleret i Europa.

1.4. De ledende principper, som opstilles af disse kommissioner af retslærde eller af brancheorganisationer, står det partnerne frit for at anvende. De indgår som supplerende elementer i en slags lex mercatoria, der kan være til gavn for parterne og for domstolene. I Europa melder der sig imidlertid spørgsmålet om nationale domstoles anerkendelse af disse private "kodekser" ved fortolkningen af kontraktbestemmelser, eller når det drejer sig om at tydeliggøre parternes vilje eller træffe afgørelse i en tvist, mens ikke-statslig lovgivning kan tages med i betragtning andre steder, eksempelvis i forbindelse med Mexico-konventionen (CIDIP).

1.5. Der består en vis modsætning mellem princippet om kontraktfrihed og parternes valg af, hvilken lov der skal anvendes, og nationale domstoles anvendelse af national ret som referencelovgivning, hvilket tilskynder til anvendelse af private mæglere i tilfælde af tvistigheder; mæglerne udtaler sig om det juridiske, men gennemtvingelse af voldgiftsafgørelser forudsætter inddragelse af nationale domstole, der så at sige fungerer som fuldbyrder; i andre tilfælde, som der i praksis kun er få af, kan nationale domstole have beføjelse til at kontrollere voldgiftsafgørelser, svarende til "kassations-domstole"; også her er der tale om en modsætning. En løsning kunne bestå i at gøre det muligt for nationale domstole at anvende et ensartet europæisk sæt af principper og regler, hvis parterne vælger dette, til at fortolke kontraktbestemmelser eller som et supplement til afsigelse af kendelser i spørgsmål, der er uklare eller ikke er forudset af parterne.

1.6. Det skal understreges, at der takket være UNIDROIT findes vigtige internationale konventioner på dette felt navnlig under UNCITRAL's auspicier.

1.7. Wien-konventionen fra 1980 om internationale varekøb, som er ratificeret af en lang række lande, herunder samtlige medlemsstater med undtagelse af Storbritannien, Portugal og Irland, udgør en særdeles fuldstændig supplerende reference, der kan træde i stedet for national ret, hvis parterne vælger at benytte den til at regulere deres forbindelser; den bruges i vid udstrækning i den verdensomspændende varesamhandel.

1.8. Denne konvention omhandler imidlertid ikke etapen forud for den egentlige kontraktindgåelse, og de lande, der ratificerer konventionen, kan fravælge visse af konventionens dele (kontraktindgåelse, kontraktvirkninger). Konventionens kerne består i parternes gensidige forpligtelser (der skal være tale om erhvervspersoner), hvilket begrænser rækkevidden. Således omfattes bl.a. forbrugerkontrakter ikke.

1.9. Varekøb er en vigtig kontrakttype inden for international handel; imidlertid indgår der som regel tillige en eller flere transportaftaler - de fleste varer transporteres ad søvejen - og forsikringsaftaler for de transporterede varer osv.

1.10. Tjenesteydelser, herunder finansielle tjenesteydelser, investeringer og forsikring, er ikke genstand for ratificerede, gældende FN-konventioner trods UNCITRAL's initiativer, men der findes en soft law på disse felter. Angående disse spørgsmål opstiller WTO også regler, og der skabes retspraksis i WTO's tvistbilæggelsesorgan (ORD); disse regler gælder dog kun for nationalstater og ikke direkte for privatpersoner.

1.11. Licenser og teknologioverførsel, som indgår i nogle internationale kontrakter, henhører hovedsagelig under konventionerne fra Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) om intellektuel ejendomsret og aftalerne om intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med international samhandel (ADPIC/TRIPs) i WTO-regi.

1.12. En international handelskodeks, som skal finde universel anvendelse, og som dækker forskellige retsordninger og kulturer, er fortsat en myte. De begrænsede ratificeringer af internationale konventioner om materielle aftaleretlige spørgsmål, vidner desuden om, at der er lang vej endnu, jf. meddelelsens bilag II.

1.12.1. Det kan dog ikke nægtes, at de internationale aktører føler et behov for en brugbar, stabil og forudsigelig universel ramme, som formår at fremme sikre og fair transaktioner, og som resulterer i overholdelse af de relevante bestemmelser og principper inden for international offentlig ret, som er nedfældet i internationale konventioner og i sædvaneretten, (generelle retsprincipper: proceduregarantier, loyalitetsprincippet i kontrakter, overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende arbejdsnormer). En sådan jus commune ville helt sikkert være i samklang med internationaliseringen af erhvervslivet og de dertil knyttede aftaler.

1.13. En harmonisering på visse regionale eller subregionale niveauer kan forekomme lettere at gennemføre som et alternativ eller en etape hen imod en økonomisk ret på globalt plan, idet der ikke her findes en suveræn, lovgivende myndighed eller en domstol, der kan sammenlignes med nationale domstole, omend eksistensen af WTO og dets tvistbilæggelsesorgan (ORD) samt eksistensen af en international voldgiftsmekanisme, den internationale voldgiftsdomstol under det internationale handelskammer, er med til at udfylde dette tomrum.

1.14. EØSU gør opmærksom på, at meddelelsen ikke rejser spørgsmålet om de enkelte ansøgerlandes aftaleret eller om en eventuel uforenelighed. Retstilstanden i ansøgerlandene bør omtales i den grønbog (eller hvidbog), som Kommissionen er i færd med at udarbejde.

2. Harmoniseringen af aftaleretten i Europa

2.1. Generelle bemærkninger

2.1.1. Det er særlig ønskeligt at få harmoniseret aftaleretten i Det Europæiske Fællesskab, fordi der findes et fælles marked; gennem en snes år har fremtrædende retslærde bestræbt sig på at få fastlagt en europæisk aftaleret, som forliger "kontinental" ret med det, der sædvanligvis kaldes engelsk common law, men som man, på baggrund af den direkte anvendelse af europæisk lovgivning, af reformer og af nylige statute laws, bl.a. med hensyn til civile procedurer og menneskerettigheder, snarere burde betegne som engelsk og walisisk lovgivning eller som engelsk lovgivning for nemheds skyld. Der består nogle forskelle i Nordirland og især i Skotland, som har sin egen lovgivning og et særskilt retsligt system (der dog er underlagt House of Lords-dommernes højere myndighed) samt et selvstændigt parlament med visse lovgivningsbeføjelser. Også i Irland findes der et særligt system med common law, der gennemføres som led i forfatningen.

2.1.2. Ligesom i USA, hvor der findes en Common Commercial Code (CCE), der kan tjene som reference for parterne og domstolene, men hvor delstaterne har deres egen lovgivning, findes der i Storbritannien visse retlige forskelle inden for ét og samme land. En fælles ret ser således ikke ud til at være en absolut betingelse for, at der kan eksistere et fælles marked i disse to tilfælde; det er den samme situation, der i dag er fremherskende i det indre marked, hvor der ikke findes nogen ensartet kodeks, hvis funktion fremover kunne varetages af en EF-lovgivning baseret på arbejdet i Europa-Kommissionen og understøttes af Kommissionen for europæisk aftaleret og andre kommissioner, der beskæftiger sig med dette emne, i hvert fald når der er tale om grænseoverskridende aftaler indgået i det økonomiske område, som EF-retten dækker.

2.1.3. I kraft af den fælles valuta i flertallet af EU-landene samt det indre marked udgør EU's økonomiske rum en fortrinlig mulighed for at tilvejebringe en ensartet aftaleret, men Kommissionen rejser spørgsmålet - og stiller os det samme spørgsmål - om gennemførligheden og relevansen af et europæisk initiativ vedrørende dette væsentlige element i den internationale handelsret, som det af hensyn til den logiske sammenhæng evt. bliver nødvendigt at udbygge til en europæisk ret for kontraktlige forpligtelser (eventuelt med aspekter vedrørende civil- og strafferetligt ansvar udover kontraktligt ansvar, i tilfælde hvor der er tale om manglende eller mangelfuld gennemførelse af kontrakten, eller bestemmelser som strider mod den offentlige orden).

2.1.4. Under fortsat hensynstagen til den gældende aftaleret i de enkelte berørte lande, herunder også ansøgerlandene, bør Kommissionen tilskyndes til at indføre en enhedsret, som gælder for samtlige kontrakttyper og samtlige kontraherende parter, herunder de endelige forbrugere. En europæisk aftaleret vil derfor være fuldt ud berettiget for grænseoverskridende aftalers vedkommende.

2.1.5. Måske burde man samtidig lægge vægten på at supplere den eksisterende universalret og EF-retten, der benyttes som grundlag i denne sammenhæng, og tage hensyn til den praksis og de standardkontrakter, som i stor udstrækning benyttes af de parter, der indgår internationale aftaler, da den interne europæiske samhandel og samhandlen med lande uden for Europa i vid udstrækning omfattes af fælles aftaleretlige regler og principper, idet en lang række virksomheder jo er aktive både inden og uden for EU.

2.2. Allerede eksisterende elementer i en europæisk aftaleret

2.2.1. Det bør påpeges, at der på det privatretlige område allerede eksisterer en omfattende fællesskabslovgivning, som, alt efter hvilke sager der er tale om, sigter mod en direkte eller mere indirekte harmonisering af de nationale aftaleregler; disse fællesskabsbestemmelser er anført i meddelelsens bilag I, og bilag III giver en oversigt over opbygningen af disse fællesskabsbestemmelser og de relevante bindende internationale instrumenter inden for aftaler.

2.2.1.1. Man kan rejse det spørgsmål, om Fællesskabet råder over beføjelser, som giver det ret til at udforme en europæisk aftaleret (udtrykket skal forstås i bred forstand og omfatter både forbrugsret, aftaleret inden for handelsforhold samt ret vedrørende forpligtelser og det ansvar, som er en følge heraf). Men Fællesskabets forpligtelser m.h.t. forbrugerbeskyttelse og dets beføjelser vedr. gennemførelse af det indre marked giver det afgjort et solidt grundlag for at fremsætte forslag til initiativer vedrørende grænseoverskridende aftaler.

2.2.2. Den europæiske forbrugerret er særligt omfattende, når det gælder aftaler om varer og tjenesteydelser, set i et bredt perspektiv, idet den spænder lige fra tilbudsafgivelse til det kontraktbetingede, civilretlige ansvar. Både den oplysningspligt, som pålægges sælger (mærkning, information), og bestemmelserne om produktansvar er særdeles præcise og detaljerede. Forbrugerbeskyttelsen er nu genstand for et omfattende regelværk, som ganske vist er ufuldstændigt på visse felter (eksempelvis forbrugskredit og boliglån).

2.2.3. De aftaleretlige forbindelser mellem erhvervsdrivende dækkes i forskellige nationale lovgivninger og EU-lovgivningen, under særlige omstændigheder, ud fra ønsket om at beskytte den svageste part eller den part, som er økonomisk set afhængig af kontraktgiveren. Ligesom inden for forbrugsret er der så at sige tale om at sikre en bedre beskyttelse af den part, som skønnes at være mest sårbar, idet man ønsker at genskabe den ligestilling mellem aftaleparterne, som er en forudsætning for udøvelsen af aftalefrihed, der jo udgør grundprincippet i aftaleretten inden for de liberale økonomier.

2.3. Problemer vedrørende formuleringen af lovgivningen

2.3.1. Sådanne problemer optræder hyppigt både i EU og på nationalt plan. Lovteksterne kan være resultat af politisk konsensus; deres oprindelige kortfattethed kan være udvandet af forskellige ændringsforslag, og deres formulering er ikke altid klar og præcis nok.

2.3.2. På europæisk plan giver selve karakteren af direktiver, som fastsætter hvilke mål der skal nås, et stort spillerum for nationale juridiske begreber og koncepter, som inden for de forskellige retsordninger undertiden dækker over forskelligt indhold. Teksterne oversættes fra og til forskellige sprog, som hvert især rummer deres egen retlige kultur, ligesom kompromisløsninger undertiden udmønter sig i vage formuleringer, som kan fortolkes efter en variabel geometri i de interne lovgivninger, hvilket kan være i strid med den tilstræbte harmonisering.

2.3.3. De fleste EU-tekster vedrører enkelte sektorer, hvilket eventuelt kan gå ud over harmonien i de enkelte landes interne ret, hvis de ændringer, der skyldes omsættelsen, fører til, at dårligt koordinerede sektorregler gennemføres på et bestemt lovområde. Formuleringen af national lovgivning kan også medføre problemer af samme art som inden for EU-lovgivningen (ændringsforslag, kompromiser, vage formuleringer, hvor meningen overlades til læserne og til en domstols fortolkning eller vurdering).

2.3.4. Bestræbelserne på at nå frem til den nødvendige sammenhæng overlades derved til teoretikere, til universitetsprofessorers pædagogiske formidling eller til samlinger af "vejledende" principper såsom dem, der udarbejdes af UNCITRAL og andre ad hoc-organer, samt især til retspraksis, der eventuelt kan lade sig inspirere af akademikeres arbejde.

2.3.5. Når reglerne har hobet sig op, vil det være ønskeligt, at de udvalg, som beskæftiger sig med lovgivningen inden for de parlamentariske institutioner, undersøger sammenhængen inden for en branche eller et sagsområde, bl.a. med sigte på en strukturering og kodificering eller forenkling og en harmonisering af regler af international, europæisk og national oprindelse, samt søger at nå frem til en klar formulering, således at lovgivningen bliver reelt tilgængelig for borgerne, som jo er bundet af "nemo censitur" - reglen (ingen formodes at være uvidende om loven); de mangfoldige lovtekster gør denne regel til en decideret juridisk fiktion; hvert år offentliggøres der tusindvis af sider i de forskellige statstidender, og de offentliggjorte tekster kan også have form af talrige ændringer af tidligere tekster, som i stedet for burde have været udsendt i en kodificeret udgave for at gøre det lettere at forstå, hvilken ny lovgivning der er gældende. ØSU har allerede adskillige gange slået til lyd for en forenkling af teksterne af hensyn til brugerne af EU-lovgivningen(2).

2.3.6. Henstillinger eller gensidig information om god praksis kunne også bidrage til en bedre formulering af lovtekster.

2.3.7. Inden for aftaleret ligger ansvaret for kontraktbestemmelsernes klare eller uklare formulering hos parterne, i det mindste når der er tale om ikke-obligatoriske bestemmelser, og hos mindst én af parterne, når der er tale om standardkontrakter. Direktivet om urimelige kontraktvilkår(3) har bragt visse former for kritisabel praksis til ophør, særlig i forbindelse med standardaftaler. Sidstnævnte er undertiden desværre formuleret på en måde, som er særdeles vanskelig at forstå for den anden part, eller visse vigtige bestemmelser er skrevet med småt, hvorfor der er behov for særlige, formelle grundlæggende regler af hensyn til beskyttelse af den svageste part.

2.4. Ligheder og forskelle mellem instrumenter og institutioner

Disse betragtninger lægger op til yderligere overvejelser og indsats med det sigte at få ryddet nogle juridiske vanskeligheder af vejen. De bør uddybes nærmere, f.eks. i forbindelse med den bebudede udsendelse af en hvidbog eller en grønbog fra Kommissionens side eller et lovforslag på et senere tidspunkt.

a) Ensartetgørelse

- Traktaterne (bestemmelser, som bør gøres ensartede: områder, som henhører under Fællesskabets kompetence);

- regelværk;

- afgørelser;

- EF-domstolen (domme og svar på præjudicielle spørgsmål);

- standardkontrakter og -klausuler.

b) Harmonisering

- Traktaterne (bestemmelser, som bør harmoniseres; områder med delte beføjelser og søjler eller områder af hovedsagelig tværstatsligt eller national karakter);

- direktiver, som direkte eller indirekte påvirker aftaleretten (f.eks. direktiver om ansvar for mangelfulde produkter eller om urimelige kontraktvilkår);

- henstillinger, resolutioner;

- indføjelse i national lovgivning af eksterne retlige begreber (horisontale overførsler) med risiko for ufuldstændig overførsel eller forkert forståelse af begreber, som er påduttet, men ikke reelt integreret i den nationale lovgivning;

- internationale konventioner (vertikale overførsler);

- internationale eller regionale forslag om ensartetgørelse: UNIDROIT, Commission on European Contract Law, som opstiller konsekvente regler, parterne, domstole og voldgiftsinstanser kan henholde sig til;

- internationale domstoles retspraksis (kun få løsninger af betydning for privatretten, idet der hovedsagelig er tale om forhold, som vedrører enkeltstater indbyrdes) og europæiske domstoles retspraksis (Førsteinstansretten, EF-domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol);

- doktriner, europæiske kollokvier af retslærde, efteruddannelse af erhvervsudøvere inden for jura og handel;

- international voldgift (ICC-listen, private sagkyndiges praksis); spørgsmålet om rækkevidden af praksis inden for voldgift og adgangen til kendskab hertil, da der ikke foretages offentliggørelse (den kan også forblive hemmeligt, dersom parterne ønsker dette), og hvis de ikke tages op af juridiske skribenter;

- "soft law" (retspraksis i internationale organisationers kontrolorganer, vejledninger, samlinger af principper fra brancheorganer eller regionale og internationale tværstatslige organer, som har indflydelse på aftalers indhold, bilæggelse af tvister osv.).

c) Forskelle og skævheder

- Traktaterne: beføjelser begrænses til visse specifikke områder (konkurrence, forbrug osv.);

- retlig pluralisme (historisk, kulturel) og forskellige nationale begreber og divergerende aftaleret, forskelle med hensyn til international privatret;

- en bredere vifte af forskellige retsakter, især med hensyn til aftaler (internetsalg af varer og immaterielle tjenesteydelser, elektroniske underskrifter, delt ejendomsret, factoring osv.);

- uddannelse og ansættelse af dommere, forskelle med hensyn til undervisningsplaner, erfaringer og jurisdiktion, alt efter hvilke sager der er tale om (strafferet, civilret, handelsret eller forvaltningsret i nogle lande, når der er tale om offentlige købsaftaler);

- universitetsundervisning: kendskab til andre systemer, den vægt som lægges på komparativ ret og international og europæisk privatret inden for undervisningsplanernes fælles indhold; dette aspekt er af afgørende betydning for harmonisering - eller kan hæmme denne, hvis der ikke undervises heri, eller hvis undervisningen forsømmes;

- formuleringen af europæiske tekster: formuleringen skal være klar på samtlige sprog, trods vanskelighederne ved at tage højde for den forskellige udlægning af de benyttede udtryk og de faktiske forhold, som disse dækker over i de forskellige retsordninger. Der består en risiko for en lovgivning, som kan fortolkes forskelligt ved omsættelsen til og anvendelsen i national ret; det tilkommer derfor EF-domstolen at spille en afgørende rolle for fortolkning og ensartetgørelse, men forud for dens domme kan der eventuelt gå en periode med retsusikkerhed;

- udformningen af national lovgivning, som især ved omsættelsen af direktiver kan afvige fra den europæiske lovgivnings oprindelige hensigter. Omsættelsen kan føre til et brud i den interne retlige harmoni inden for den del af national lovgivning, som særligt påvirkes af afledt ret, eller medføre en dobbelthed eller divergerende løsninger, hvis den nationale lovgiver indtager en restriktiv holdning til omsættelsen og ikke tager hensyn til det nødvendige i retlig balance mellem de interne bestemmelser, der ændres som følge af omsættelsen, og dem, der ikke gør det. Den nationale lovgivning kan herved blive mere kompleks og mindre sammenhængende.

2.5. ØSU udtrykker bekymring over den vedvarende, for ikke at sige eksponentielle, vækst i antallet af lovtekster og undertiden tillige det forhold, at de er unødvendigt indviklede, afføder bekymringer hos juristerne hos virksomhederne, for hvilke denne stigning i antallet i lovregler kan medføre betydelige omkostninger, og hos borgerne, som kun har et ufuldstændigt kendskab til eksisterende lovgivning.

2.6. De stadig flere detaljerede lovindgreb inden for aftaleretten, især på forbruger- og beskæftigelsesområdet, har, ud over bestemmelser af offentlig interesse, som er fælles for alle aftaleformer, og som ikke adskiller sig væsentligt fra land til land, til formål at sikre princippet om ligestilling mellem parterne. Denne fortolkning kan også anlægges på andre kontraktformer, hvor den ene af parterne er relativt svagt stillet eller underordnet den anden part (kontraktgiveren), såsom tilfældet er inden for underleverancer, franchisevirksomhed eller eneforhandling.

2.7. Ligestillingsprincippet er et grundprincip inden for primær ret, der er benyttet som grundlag for en lang række love mod forskelsbehandling og har haft betydelig indflydelse på den gradvise tilvejebringelse af en europæisk aftaleret. Den indgår i al afledt ret og kan udgøre en supplerende begrundelse for Fællesskabets lovinitiativer.

2.8. Med hensyn til europæisk forbrugerret går tanken om, at forbrugerne befinder sig i en underordnet stilling i forhold til sælgerne - der optræder som kontraktgivere - og derfor har behov for passende beskyttelse, med fuld ret igen i alle EU's lovtekster.

3. Oplæg til nærmere overvejelser samt henstillinger

3.1. Som følge af globaliseringen kan det konstateres, at der er ved at opstå en "soft-law" og tvistbilæggelsesmekanismer, som hovedsagelig er private og især regulerer forholdet mellem virksomheder, men undertiden også mellem virksomheder og lande, når der er tale om internationale økonomiske aftaler. Wien-konventionen fra 1980 om internationale varekøb (CISG) anviser en supplerende ramme i den eksisterende retlige situation, som domineres af "parternes vilje" (som i praksis kan være udtryk for et styrkeforhold på markedet).

3.2. De kontraherende parter, der optræder i lovgiverens rolle, kan - omend naturligvis kun inden for de grænser, som kontrakterne sætter - tillige vælge dommer (som regel en voldgiftsmand med domstolslignende beføjelser, som har ret til at afsige kendelser, og i sjældnere tilfælde en dommer, der virker i kraft af en national suverænitet, og som har myndighed til at træffe afgørelser, der kan fuldbyrdes, eventuelt med tilknyttede sanktionsmuligheder). Disse tendenser, som i vid udstrækning reguleres af det internationale handelskammer, men uden bindende virkning, vedrører især tværnationale virksomheder og hænger sammen med den nye internationale arbejdsdeling og den stigende samhandel, men de vedrører i stadig stigende omfang hyppigt tillige mellemstore virksomheder i visse sektorer (internationale finanser, tjenesteydelser i forbindelse med de nye teknologier, international mæglervirksomhed, international konsulentvirksomhed osv.).

3.3. Moralske og sociale værdier i et givet land hører ikke længere hjemme inden for referencelovgivning eller supplerende lovgivning. Disse værdier har en tendens til vige for principper (som er mere universelle, men som hænger mindre sammen med en bestemt kultur eller et bestemt samfund) om god tro og samarbejde ved gennemførelsen af aftaler, som kun vedrører de involverede parter, der anses for selvstændige og enkeltstående. De europæiske aftaleretlige principper, som er udarbejdet af ad hoc-kommissionen, refererer ikke til europæiske, økonomiske og sociale offentlige interesser, som ellers eksisterer, og er ikke rodfæstet i en suveræn ramme, som kun i begrænset omfang findes i EU.

3.3.1. I den kommende europæiske aftaleret bør man søge at undgå disse faldgruber og være fremadstræbende, dog med fortsat afsæt i de privatretlige principper, som er fælles for samtlige medlemsstater, i offentlige europæiske socioøkonomiske interesser og den europæiske samfundsmodel, samt ved at benytte sig af nationale domstole, som bør have beføjelse til at føre kontrol med aftalerne og til at bilægge tvister med udgangspunkt i europæisk aftaleret.

3.4. Kendskabet til standarddokumenter og international handelslovgivning bliver stadig mere udbredt blandt mindre og mellemstore industri- og håndværksvirksomheder, og anvendelsen heraf udstrækker sig også til at omfatte deres grænseoverskridende aktiviteter. Man bør ikke gribe ind i disse forbindelser, medmindre det er nødvendigt samt for at undgå eventuelt misbrug, og man bør heller ikke indføre alt for mange europæiske særregler, som kan udgøre en hæmsko for de økonomiske forbindelser mellem europæiske og ikke-europæiske virksomheder.

3.5. Udformningen af en ensartet generel, europæisk aftaleret, eksempelvis i form af en forordning, som er den løsning, som ØSU foretrækker for at undgå divergenser, vil nok kræve længere tid og flere undersøgelser, men bør tage udgangspunkt i det arbejde, som allerede er udført af de tidligere omtalte kommissioner og institutioner samt i gældende internationale regler og sædvaner.

3.6. I første omgang, kunne parterne på mellemlang sigt, dersom de måtte ønske det, vælge at lade deres aftale være underkastet europæisk ret. I en senere etape bør den europæiske aftaleret på længere sigt, efter evaluering og eventuelle ændringer, opnå status af sædvaneret, selvom parterne bør have mulighed for at vælge en anden ret af hensyn til bevarelse af princippet om aftalefrihed.

3.7. En europæiske aftaleret bør omfatte etapen forud for den egentlige kontraktindgåelse, kontraktens tilblivelse, bestemmelser om gyldighed, opfyldelse eller manglende opfyldelse af forpligtelserne, betalingsmåder osv. Den kunne udgøre et referencegrundlag for senere lovforslag, som på den ene eller anden måde berører aftaleretlige spørgsmål. Udover retssikkerhed vil den kunne resultere i færre transaktionsomkostninger.

3.8. Udkastet til en europæisk aftaleret bør danne udgangspunkt for retlige principper og regler gældende for samtlige aftaler, men bør tillige indeholde specifikke eller mere detaljerede bestemmelser om visse kontrakter eller vedrørende forbrugerbeskyttelse.

3.9. Nationale domstole bør kunne træffe afgørelse i eventuelle stridspørgsmål med udgangspunkt i denne ret, hvis parterne i deres kontraktlige forpligtelser vælger at være underkastet den nye europæiske lovgivning.

3.10. Mikrovirksomheder og håndværksvirksomheder, herunder især dem, der er aktive på et marked, som næsten udelukkende omfatter et lokalt eller regionalt område, mangler finansielle midler og den nødvendige specialviden, når de lejlighedsvis har behov for at indgå grænseoverskridende aftaler. En europæisk lovgivning vil give dem større retssikkerhed i deres økonomiske forbindelser inden for det indre marked.

3.11. For forbrugerne vil valg af europæisk aftaleret frem for national ret udgøre en vigtig garanti for deres retssikkerhed i særlige grænseoverskridende forretninger, hvor deres nationale lovgivning ikke nødvendigvis finder anvendelse.

3.12. Selvom ØSU fuldt ud kan tilslutte sig Kommissionens indfaldsvinkel med hensyn til udelukkelse af familie- og arbejdsret, som hænger nøje sammen med retlige traditioner, mener det, at grænseoverskridende arbejdskontrakter ikke helt bør udelukkes fra overvejelserne, da de giver anledning til ganske mange konfliktspørgsmål mellem love og/eller jurisdiktioner. De europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer kan, hvis de finder det passende, tage spørgsmålet op og fremlægge forslag.

Bruxelles, den 17. juli 2002.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 27 af 26.1.1998.

(2) EFT C 48 af 21.2.2002; EFT C 125 af 27.5.2002; CES 634/2002 fin.

(3) EFT C 116 af 20.4.2001.