52001XC1215(03)

Frankrigs ændring af forpligtelse til offentlig tjeneste for så vidt angår ruteflyvning mellem Montluçon (Guéret) og Paris (Orly) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. C 358 af 15/12/2001 s. 0006 - 0006


Frankrigs ændring af forpligtelse til offentlig tjeneste for så vidt angår ruteflyvning mellem Montluçon (Guéret) og Paris (Orly)

(2001/C 358/05)

(EØS-relevant tekst)

1. Frankrig har besluttet at revidere de ændrede forpligtelser til til offentlig tjeneste vedrørende ruteflyvning mellem Montluçon (Guéret) og Paris (Orly), som blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende C 62 af 4. marts 1999 i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet.

2. Forpligtelse til offentlig tjeneste omfatter herefter følgende:

Mindste antal beflyvninger

Luftfartsselskabet skal beflyve ruten med mindst to daglige returflyvninger, morgen og aften fra mandag til fredag, med undtagelse af ferie- og helligdage - i alt 220 dage om året.

Ruten skal beflyves uden mellemlandinger mellem lufthavene i Montluçon (Guéret) Paris (Orly).

Fartplan

Fartplanen skal på hverdage gøre det muligt for forretningsrejsende at foretage en returflyvning samme dag med mindst otte timer på bestemmelsesstedet, både i Paris-Orly og Montluçon-Guéret.

Der gøres opmærksom på, at visse ankomst- og afgangstidspunkter i øjeblikket er forbeholdt Orly-lufthavnen til den ordinære forbindelse mandag til fredag mellem Paris og Montluçon-Guéret i henhold til bestemmelserne i artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 af 18. januar 1993 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne. Luftfartsselskaber, der er interesseret i at beflyve ruten, kan indhente nærmere oplysninger om de forbeholdte ankomst- og afgangstidspunkter hos koordinatoren for lufthavnene i Paris.

Administration af flyvningerne

Flyvningerne administreres ved hjælp af mindst ét edb-reservationssystem.

Beflyvningens kontinuitet

Antallet af annullerede flyvninger, som direkte skyldes luftfartsselskabet, må ikke overstige 3 % af de planlagte flyvninger pr. IATA-sæson, undtagen i tilfælde af force majeure. Luftfartsselskabet kan kun afbryde flyvningerne med et varsel på mindst seks måneder.

EF-luftfartsselskaberne gøres opmærksom på, at manglende opfyldelse af forpligtelserne til offentlig tjeneste kan medføre administrative og/eller retslige sanktioner.