52001XC0306(03)

Indførelse af forsyningspligt for så vidt angår ruteflyvning i Frankrig mellem Tours og Lyon (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. C 072 af 06/03/2001 s. 0005 - 0005


Indførelse af forsyningspligt for så vidt angår ruteflyvning i Frankrig mellem Tours og Lyon

(2001/C 72/05)

(EØS-relevant tekst)

1. I medfør af artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet har Frankrig besluttet at indføre forpligtelse til offentlig tjeneste vedrørende ruteflyvning mellem Tours-Val-de-Loire og Lyon-Saint-Exupéry.

2. Forsyningspligten er som følger:

Mindste antal beflyvninger

Luftfartsselskabet skal beflyve ruten med mindst to daglige returflyvninger morgen og aften, mandag til fredag, med undtagelse af ferie- og helligdage, i 220 dage om året.

Ruten skal beflyves uden mellemlandinger mellem Tours-Val-de-Loire og Lyon-Saint-Exupéry.

Flytype og kapacitet

Flyvningerne skal foretages med et trykreguleret fly, med en kapacitet på mindst 19 pladser. Kabinens loftshøjde skal være mindst 1,75 m.

Fartplan

Fartplanen skal på arbejdsdage gøre det muligt for forretningsrejsende at foretage en returflyvning samme dag med mindst syv timer på bestemmelsesstedet, både i Tours og i Lyon.

Administration af flyvningerne

Flyvningerne administreres ved hjælp af mindst ét edb-reservationssystem.

Driftens kontinuitet

Undtagen i tilfælde af force majeure må antallet af aflyste flyvninger, som direkte skyldes luftfartsselskabet, ikke overstige 3 % af de planmæssige flyvninger om året.

Luftfartsselskabet kan kun afbryde flyvningerne med et varsel på mindst seks måneder.

EF-luftfartsselskaberne gøres opmærksomme på, at det kan medføre administrative og/eller retslige sanktioner, hvis driften foretages uden kendskab til forsyningspligten.