52001PC0705

Ændret forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter med henblik på at fremme gennemførelsen af et europæisk civilretligt område (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2) /* KOM/2001/0705 endelig udg. - CNS 2001/0109 */

EF-Tidende nr. 051 E af 26/02/2002 s. 0390 - 0398


Ændret forslag til RÅDETS FORORDNING om fastlæggelse af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter med henblik på at fremme gennemførelsen af et europæisk civilretligt område (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

BEGRUNDELSE

1. Baggrund

Den 15. maj 2001 vedtog Kommissionen et forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter med henblik på at fremme gennemførelsen af et europæisk civilretligt område. Forslaget blev fremsendt til Europa-Parlamentet og Rådet den 15. maj 2001. Europa-Parlamentet henviste forslaget til Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder (LIBE) som korresponderende udvalg og til Budgetudvalget og Udvalget om Retlige og Indre Anliggender som rådgivende udvalg. Budgetudvalget vedtog sin betænkning den 13. september 2001. Udvalget om Retlige og Indre Anliggender besluttede den 10. juli 2001 ikke at afgive udtalelse. LIBE-Udvalget vedtog sin betænkning den 10. oktober 2001.

Europa-Parlamentet vedtog sin udtalelse på plenarmødet den 23. oktober 2001. Det godkendte Kommissionens forslag med 6 ændringer og anmodede Kommissionen om at ændre sit forslag i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2.

2. Europa-Parlamentets udtalelse

Nedenfor er anført Kommissionens holdning til Europa-Parlamentets ændringsforslag. Kommissionen kan helt eller delvis godtage 4 af ændringerne. Disse ændringer er indarbejdet i det oprindelige forslag og fremhævet ved understregning.

2.1. Helt eller delvis godtagne ændringsforslag

2.1.1. Ændringsforslag 1 og 6 - ny betragtning 6a, ny artikel 6, stk. 4a

I overensstemmelse med ændringsforslag 1 kan Kommissionen godtage at medtage en betragtning, der henviser til Robert Schuman-aktionen, eftersom denne aktion også indgår som en del af tidligere aktioner på området retlige og indre anliggender. Hvad angår ændringsforslag 6 kan Kommissionen godtage, at der i artikel 6 medtages en definition af betegnelsen "aktører inden for retsvæsenet", med en mindre ændring af ordlyden for at undgå at give en udtømmende definition og af hensyn til overensstemmelsen med ordlyden i Grotius-civilretprogrammet. Da betegnelsen "aktører inden for retsvæsenet" forekommer i artikel 6, stk. 3, foretrækker Kommissionen, at den nye tekst tilføjes i dette stykke.

2.1.2. Ændringsforslag 2 og 3 - ny betragtning 16a og 16b

Kommissionen kan godtage begge ændringer, hvorved der tilføjes to betragtninger, som henviser til de finansielle overslag og administrationsudgifterne, med en mindre omskrivning af ændringsforslag 2 af klarhedsårsager og således, at disse nye betragtninger indsættes mellem de nuværende betragtninger 13 og 14.

2.2. Ændringsforslag, som Kommissionen ikke kan godtage

2.2.1. Ændringsforslag 4 - tilpasning af artikel 2, stk.1, litra a)

Med denne ændring foreslås en tilpasning af artikel 2, stk. 1, litra a), med det formål at understrege retten til forsvar i forbindelse med samarbejde, der skal fremme retssikkerheden, hvilket er en af forslagets specifikke målsætninger. Dette stykke er udformet således, at det nøje afspejler Tammerfors-konklusionerne. Dette er i overensstemmelse med forslagets generelle formål, som er at støtte fastlæggelsen og gennemførelsen af politikker på området og derved bidrage til virkeliggørelsen af et europæisk civilretligt område. Formålet med forslaget er ikke at opstille en ny handlingsplan, men at støtte de politiske målsætninger, som Det Europæiske Råd og Rådet allerede har vedtaget. Af disse årsager kan Kommissionen ikke godtage ændringsforslaget.

2.2.2. Ændringsforslag 5 - tilpasning af artikel 5, stk. 2

Ændringen medfører, at kriterierne for ydelse af bistand til ikke-statslige organisationers aktiviteter bliver mere lempelige, idet det antal medlemsstater, der skal være involveret i sådanne organisationer, nedsættes fra to tredjedele af medlemsstaterne til én tredjedel. Kommissionen kan ikke godtage dette ændringsforslag. Formålet med den pågældende foranstaltning er, at det kun er organisationer med en reel europæisk dimension, der kan støttes. En begrænsning af kriteriet til en tredjedel ville medføre, at også organisationer af regional karakter og rækkevidde vil være støtteberettigede. Desuden vil kriteriet med to tredjedele også være anvendeligt i en situation med mere end 15 EU-medlemsstater.

2001/0109 (CNS)

Ændret forslag til RÅDETS FORORDNING om fastlæggelse af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter med henblik på at fremme gennemførelsen af et europæisk civilretligt område

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c),

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

[1] EFT C 213 E af 31.7.2001, s. 271 - KOM(2001) 221 endelig af 15.5.2001.

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [2],

[2] EFT C ...

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [3], og

[3] EFT C ...

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den Europæiske Union har som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. For at få skabt et sådant område bør Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende civilretligt samarbejde, som er nødvendige for, at det indre marked kan fungere hensigtsmæssigt.

(2) Den 3. december 1998 vedtog Rådet Rådets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres (handlingsplanen fra Wien) [4].

[4] EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1.

(3) Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 15. og 16. oktober 1999 i Tammerfors konklusionerne: "Hen imod en Union med frihed, sikkerhed og retfærdighed: Tammerfors som milepæl".

(4) Den 30. november 2000 vedtog Rådet Kommissionens og Rådets fælles program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [5].

[5] EFT C 12 af 15.1.2001, s. 1.

(5) Ved Rådets fælles aktion 96/636/RIA [6] blev der for perioden 1996-2000 vedtaget et tilskyndelses- og udvekslingsprogram for aktørerne inden for retsvæsenet (Grotius).

[6] EFT L 287 af 8.11.1996, s. 3.

(6) Ved Rådets forordning (EF) nr. 290/2001 [7] forlængedes tilskyndelses- og udvekslingsprogrammet for aktørerne inden for retsvæsenet for så vidt angår det civilretlige område (Grotius-programmet, civilret), for en etårig overgangsperiode i afventning af resultatet af en grundig undersøgelse af, hvorledes Fællesskabets foranstaltninger og tilskud bør orienteres i fremtiden.

[7] EFT L 43 af 14.2.2001, s. 1.

(6a) Ved Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1496/98/EF af 22. juni 1998 indførtes et program for forbedring af praktiserende juristers indsigt i fællesskabsretten (Robert Schuman-aktionen) for en periode af tre år.

(7) En fleksibel og effektiv generel ramme for aktiviteter på det civilretlige område er nødvendig, hvis de ambitiøse målsætninger i EF-traktaten, i handlingsplanen fra Det Europæiske Råds møde i Wien og i konklusionerne fra Tammerfors skal kunne opfyldes.

(8) Aktivitetsrammen bør give mulighed for initiativer, der træffes af Kommissionen i overensstemmelse med nærhedsprincippet, for foranstaltninger til støtte for organisationer og organer, der fremmer og letter det civilretlige samarbejde, og for foranstaltninger til støtte for specifikke projekter.

(9) En række foranstaltninger vil være nødvendige for den yderligere udvikling af et europæisk retligt område og bør derfor gennemføres på fællesskabsplan. Planlægningen og gennemførelsen af sådanne foranstaltninger vil lettes ved, at foranstaltningerne samles inden for en generel aktivitetsramme.

(10) En ramme for aktiviteter, der skal forbedre medlemsstaternes gensidige forståelse af deres juridiske og retlige systemer, vil bidrage til at fjerne hindringerne for retligt samarbejde i civilsager, hvilket vil forbedre det indre markeds funktion.

(11) Det er nødvendigt at træffe foranstaltninger til at sikre en korrekt gennemførelse og anvendelse af Fællesskabets instrumenter på området civilretligt samarbejde, og foranstaltningerne vil være mest effektive, hvis de koordineres inden for en generel aktivitetsramme.

(12) I overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, kan målene for det foreslåede tiltag ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den europæiske dimension, der er nødvendig for at gennemføre dets målsætninger, samt de forventede stordriftsfordele og de kumulative virkninger, som de planlagte foranstaltninger vil medføre, bedre gennemføres på fællesskabsplan. Denne forordning omfatter kun det, der er nødvendigt for, at målene kan nås, og den er ikke mere vidtrækkende end nødvendigt i forhold til de fastsatte mål.

(13) For de lande, der ansøger om tiltrædelse af Den Europæiske Union, vil deltagelsen i denne aktivitetsramme være en nyttig forberedelse af tiltrædelsen, specielt hvad angår disse landes evne til at anvende den gældende fællesskabsret.

(13a) Den finansielle ramme for denne aktivitetsramme skal være forenelig med det nuværende loft under udgiftsområde 3 i de finansielle overslag, uden at dette medfører restriktioner for andre programmer, der finansieres i øjeblikket.

(13b) Administrationsudgifterne dækkes gennem bevillinger under udgiftsområde 5 inden for rammerne af de beslutninger, der vil blive truffet i løbet af den årlige budgetprocedure.

(14) I overensstemmelse med artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen [8], bør der vedtages foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning efter forskriftsproceduren i henhold til nævnte afgørelses artikel 3.

[8] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(15) Det Forenede Kongerige og Irland deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(16) Danmark deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

målsætninger og aktiviteter

Artikel 1

Indhold

1. Med denne forordning fastsættes for perioden fra 1. januar 2002 til 31. december 2006 en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter med henblik på at lette gennemførelsen af et europæisk civilretligt område.

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige.

Artikel 2

Målsætninger

Aktivitetsrammen har følgende målsætninger:

(1) at fremme retligt samarbejde, der bl.a. tager sigte på:

(a) at sikre retssikkerheden og forbedre adgangen til domstolene

(b) at fremme den gensidige anerkendelse af retsafgørelser og domme

(c) at fremme den nødvendige tilnærmelse af lovgivningerne, og

(d) at fjerne hindringer, der skyldes forskelle mellem civilret og civilretlige procedurer

(2) at fremme kendskabet til de andre medlemsstaters juridiske systemer og retssystemer

(3) at sikre en korrekt gennemførelse og anvendelse af Fællesskabets instrumenter på området civilretligt samarbejde samt

(4) at forbedre informationen til offentligheden om adgangen til domstolene, retligt samarbejde og medlemsstaternes retssystemer.

Artikel 3

Aktivitetsformer

De aktiviteter, der kan støttes eller gennemføres under denne aktivitetsramme, skal opfylde mindst en af målsætningerne i artikel 2 og bestå i:

(1) foranstaltninger truffet af Kommissionen, eller

(2) foranstaltninger, hvormed der ydes finansiel bistand til driftsudgifter for europæiske ikke-statslige organisationer, på de betingelser, der er fastsat i artikel 5, eller

(3) foranstaltninger, hvormed der ydes finansiel bistand til specifikke projekter af interesse for Fællesskabet, på de betingelser, der er fastsat i artikel 6.

Artikel 4

Deltagelse af tredjelande

Aktivitetsrammen er åben for deltagelse af:

(1) ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i henhold til de betingelser, der er fastsat i Europaaftalerne, i tillægsprotokollerne til disse aftaler og i de afgørelser, som er truffet af de respektive associeringsråd

(2) Cypern, Malta og Tyrkiet på grundlag af de bilaterale aftaler, som skal indgås med disse lande, og

(3) andre lande, når aftaler og procedurer giver mulighed herfor.

Artikel 5

Ikke-statslige organisationers aktiviteter

Der kan ydes finansiel bistand til de foranstaltninger, der omhandles i artikel 3, nr. 2, til støtte for europæiske ikke-statslige organisationer, der opfylder følgende kriterier:

(1) de skal være ikke-kommercielle organisationer

(2) de skal udøve aktiviteter med en europæisk dimension og inddrage normalt mindst to tredjedele af medlemsstaterne

(3) deres hovedformål skal være at fremme civilretligt samarbejde.

Artikel 6

Specifikke projekter

1. De i artikel 3, nr. 3, omhandlede specifikke projekter skal bestå i:

(a) uddannelse

(b) udveksling og praktikophold

(c) undersøgelser og forskning

(d) møder og seminarer

(e) formidling af oplysninger.

2. Der kan også ydes finansiel bistand til projekter, der tager sigte på oprettelse af nye organisationer, hvis formål er at opfylde de kriterier, der er anført i artikel 5.

3. Projekter kan indgives af institutioner og offentlige eller private organisationer, herunder erhvervssammenslutninger, forskningsinstitutter og institutioner, der er ansvarlige for juridisk eller retslig grunduddannelse eller videreuddannelse for aktører inden for retsvæsenet.

Betegnelsen "aktører inden for retsvæsenet" omfatter dommere, offentlige anklagere, advokater, akademisk og videnskabeligt personale, ministerielle embedsmænd og andre embedsmænd, der er tilknyttet retsvæsenet, fogeder, retstolke og andre professioner med tilknytning til det civilretlige område.

4. For at være berettigede til samfinansiering skal projekterne omfatte mindst tre lande, der deltager i denne aktivitetsramme.

Projekterne kan også have deltagere fra Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige, fra ansøgerlandene, hvis dette bidrager til deres forberedelse til tiltrædelsen, eller fra andre lande, der ikke deltager i aktivitetsrammen, hvis dette støtter projekternes formål.

KAPITEL II

finansiering, gennemførelse og procedurer

Artikel 7

Finansiering

1. De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

2. Samfinansiering af aktiviteter under denne aktivitetsramme udelukker enhver finansiering under et andet program finansieret over De Europæiske Fællesskabers budget.

3. Den finansielle bistand, der ydes over Fællesskabets budget, kan principielt højst dække 50 % af driftsomkostningerne vedrørende de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, nr. 2, eller af udgifterne til de projekter, der er omhandlet i artikel 3, nr. 3.

Artikel 8

Gennemførelse af aktivitetsrammen

1. Kommissionen offentliggør, om muligt inden den 30. juni hvert år, et årligt arbejdsprogram, der beskriver de prioriterede målsætninger og typer af aktiviteter for det følgende år, herunder giver en beskrivelse af udvælgelses- og tildelingskriterier og procedurer for indgivelse og godkendelse af forslag.

2. Kommissionen vedtager det årlige arbejdsprogram efter proceduren i artikel 12, stk. 2.

3. Ved evalueringen og udvælgelsen af forslag lægger Kommissionen særlig vægt på følgende kriterier:

(a) forslagets bidrag til målsætningerne i artikel 2

(b) forslagets problemløsende karakter

(c) forslagets europæiske dimension

(d) forudsete foranstaltninger til formidling af resultater

(e) komplementariteten med andre tidligere, aktuelle eller kommende aktiviteter og

(f) foranstaltningens omfang, specielt i relation til stordriftsfordele og omkostningseffektivitet.

4. Kommissionen vedtager de foranstaltninger, der skal træffes efter proceduren i artikel 12, stk. 2.

Artikel 9

Finansieringsafgørelser

1. Kommissionens finansieringsafgørelser på grundlag af artikel 3, nr. 2 og 3, efterfølges af støtteaftaler mellem Kommissionen og modtagerne.

2. Både afgørelserne og aftalerne er underlagt Kommissionens finanskontrol og revision ved Revisionsretten.

Artikel 10

Overvågning

1. Kommissionen foretager en regelmæssig kontrol af og overvåger gennemførelsen af de foranstaltninger, der finansieres af Fællesskabet. Kontrollen og overvågningen foregår på grundlag af rapporter efter procedurer, der fastlægges efter aftale mellem Kommissionen og støttemodtageren. Der kan også foretages stikprøvekontrol på stedet.

2. Modtageren forelægger Kommissionen en rapport for hver foranstaltning senest tre måneder efter gennemførelsen. Kommissionen bestemmer, hvilken form og hvilket indhold denne rapport skal have.

3. I kontroløjemed opbevarer modtageren af den finansielle bistand alle udgiftsbilag i fem år fra datoen for den sidste udbetaling i forbindelse med en foranstaltning.

Artikel 11

Informationsformidling

1. Kommissionen sikrer, at der hvert år offentliggøres en liste over støttemodtagere og over de aktiviteter, der er finansieret under denne aktivitetsramme, herunder en angivelse af støttebeløbet.

2. Hvis projekter, der finansieres i henhold til artikel 3, nr. 3, ikke omfatter formidling af resultaterne, og hvis dette kunne bidrage til en af målsætningerne i artikel 2, kan Kommissionen træffe sådanne foranstaltninger.

3. Ved hvert års begyndelse tilstiller Kommissionen det udvalg, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, oplysninger om de aktiviteter, der er gennemført i henhold til artikel 3, nr. 1, i det foregående år.

Artikel 12

Udvalg

1. Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes den rådgivningsprocedure, der er omhandlet i artikel 3 i Rådets afgørelse 1999/468/EF, i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 7.

Artikel 13

Sanktioner

1. Kommissionen kan nedsætte eller suspendere den finansielle bistand eller kræve bistanden tilbagebetalt, såfremt den konstaterer, at der foregår uregelmæssigheder, eller at den pågældende foranstaltning uden Kommissionens samtykke har undergået en væsentlig forandring, som gør den uforenelig med målsætningerne i de fastsatte gennemførelsesbestemmelser.

2. Hvis fristerne ikke overholdes, eller anvendelsen af de tildelte midler kun delvis er berettiget, i betragtning af hvor langt man er kommet med gennemførelsen af foranstaltningen, anmoder Kommissionen modtageren om at afgive forklaring inden for en bestemt frist. Hvis modtagerens svar ikke er tilfredsstillende, kan Kommissionen annullere den resterende del af støttebeløbet og kræve, at de allerede udbetalte beløb omgående tilbagebetales.

3. Ethvert uberettiget modtaget beløb skal tilbagebetales til Kommissionen. Der kan lægges morarenter til beløb, som ikke tilbagebetales i rette tid.

Artikel 14

Overvågning og evaluering

1. Kommissionen aflægger senest den 30. juni 2004 rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af denne aktivitetsramme, herunder om resultaterne af kontrollen, rapporterne og overvågningen af aktiviteterne.

2. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en evalueringsrapport om denne aktivitetsramme, som skal være til rådighed i god tid inden en eventuel fornyelse af rammen eller senest den 31. december 2005. Rapporten skal indeholde en evaluering af omkostningseffektiviteten og en vurdering baseret på resultatindikatorer af, om målsætningerne er nået.

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand