52001PC0626

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/68/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til montering i mobile ikke-vejgående maskiner (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2) /* KOM/2001/0626 endelig udg. - COD 2000/0336 */

EF-Tidende nr. 051 E af 26/02/2002 s. 0322 - 0323


Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/68/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til montering i mobile ikke-vejgående maskiner - (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

BEGRUNDELSE

1. Baggrund

Fremsendelse af forslaget til Rådet og Europa-Parlamentet (KOM(2000) 840 endelig udg. - 2000/0336 (COD)) i henhold til EF-traktatens artikel 251: 18. december 2000

Offentliggørelse af Kommissionens oprindelige forslag 26. juni 2001

Udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 11. juli 2001

Europa-Parlamentets udtalelse - førstebehandling 2. oktober 2001

2. Formål med Kommissionens forslag

Forslaget har til formål at udvide anvendelsesområdet for det gældende direktiv om emissioner fra motorer med kompressionstænding til montering i ikke-vejgående maskiner (direktiv 97/68/EF) så det også kommer til at omfatte gnisttændingsmotorer (plæneklippere, kædesave, hækklippere, kanttrimmere, pumper, generatorer mv.). Der produceres årligt ca. 25 mio. af sådanne motorer på verdensplan og de tegner sig for 10-15% af de samlede VOC emissioner i Fællesskabet. Ændringsforslaget bidrager til at nå målene for luftkvaliteten, især hvad angår ozondannelse.

Forslagets hovedelementer er:

* En totrinsmetode for grænseværdier vil gælde efter direktivets ikrafttrædelse (trin I) og 2004-2010 afhængig af motorklasse (trin II)

* Et udjævnings- og hensættelsessystem samt særordninger for små fabrikanter og små motorkategorier, for at opnå ensartethed på verdensplan.

3. Kommissionens holdning til Europa-Parlamentets ændringer

3.1. Ændringsforslag, som Kommissionen har accepteret

Ændringsforslag 19 tydeliggør definitionen på "markedsføring". Det ændrer ikke på indholdet.

Ændringsforslag 20 erstatter et tidligere ændringsforslag fra Miljøudvalget. Dermed accepteres Kommissionens oprindelige forslag.

Ændringsforslag 18 og 22 giver medlemsstaterne mulighed for at bruge mærkning og økonomiske incitamenter. Formuleringen er på linje med hvad der allerede er accepteret i tilsvarende direktiver.

Ændringsforslag 23 gør teksten tydeligere men ændrer ikke på indholdet.

Ændringsforslag 25 fastslår, at medlemsstaterne skal gennemføre direktivet i den nationale lovgivning inden 18 måneder efter direktivets ikrafttræden i stedet for på en bestemt dato. Det er ikke en væsentlig ændring.

Ændringsforslag 26 fastslår, at Kommissionen skal undersøge, om der er behov for yderligere lovgivning på området.

Ændringsforslag 28 fremrykker datoerne for gennemførelse af trin II en lille smule.

Ændringsforslags 21, 24 og 27 flytter de alternative typegodkendelsesmåder fra artikel 7 til et nyt bilag. Det ændrer ikke noget indholdsmæssigt men øger klarheden.

Ændringsforslag 30 (del 1) bemyndiger Kommissionen til, gennem udvalget for tilpasning til den tekniske udvikling, at undtage visse produkter, som i teknisk henseende ikke kan opfylde trin II.

3.2. Ændringsforslag, som Kommissionen ikke har accepteret

Ændringsforslag 2, 3, 6, 7, 8, 12, 15 og 17 omhandler udjævnelses- og hensættelsessystemet, og fjerner det fra forslaget. Skønt Kommissionen afviser ændringsforslaget, har den indikeret, at den er villig til at finde løsninger til udjævnelses- og hensættelsessystemet, der indeholder den tilsigtede fleksibilitet, globale overensstemmelse og miljøfordele.

Ændringsforslag 29 undtager på ubestemt tid et stort antal gnisttændingsmotorer fra direktivets anvendelsesområde, og ikke blot fra trin II. Det undergraver fuldstændigt forslagets miljøfordele.

3.3. Ændret forslag

Under hensyntagen til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, ændrer Kommissionen sit forslag som anført ovenfor.