Forslag til RÅDETS DIREKTIV om betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder, indførelse af en særlig rejsetilladelse og fastsættelse af betingelserne for indrejse med henblik på at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder

(forelagt af Kommissionen)

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Generelt

2. Regeringssamarbejdet mellem schengen-landene

3. Hvorfor et nyt direktivforslag, og med hvilket indhold ?

4. For hvilke lande skal det nye direktiv gælde?

4.1. Danmark:

4.2. Det Forenede Kongerige og Irland:

4.3. Norge og Island :

5. Retsgrundlag

6. Subsidiaritet og proportionalitet

7. Kommentarer til artiklerne

8. Forslag til Rådets direktiv

BEGRUNDELSE

1. Generelt

I EF-traktatens artikel 62, nr. 3, fastsættes det, at Rådet inden fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden vedtager "foranstaltninger vedrørende de betingelser, på hvilke tredjelandsstatsborgere frit kan rejse inden for medlemsstaternes område i højst tre måneder". Sådanne foranstaltninger til gennemførelse af artikel 62, nr. 3, skal imidlertid tage hensyn til de gældende Schengen-regler, der er integreret i EU-retten, om fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere i en kort periode (artikel 19-24 i kapitel 4 i afdeling 2 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen).

I "Resultattaven vedrørende fremskridt hen imod oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU" tales der om forslag til og vedtagelse af foranstaltninger angående fri bevægelighed på medlemsstaternes område i løbet af år 2001. Kommissionen og medlemsstaterne har initiativret på dette område.

Selv om der fra nogle medlemsstaters side er taget punktvise initiativer på området i relation til visse aspekter i forbindelse med tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed [1], hvoraf det ene, det franske initiativ, blev vedtaget af Rådet (retlige og indre anliggender) den 28.-29. maj 2001 [2], har Kommissionen - hvilket den understregede i den erklæring, den afgav ved vedtagelsen af dette initiativ - fundet det bedst at fremlægge et forslag, der i en og samme retsakt samler alle de spredte bestemmelser om betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder inden for en seksmånedersperiode samt i højst seks måneder, dog højst tre måneder i en og samme medlemsstat inden for en tolvmånedersperiode. Et sådant forslag :

[1] Initiativ fra Den Portugisiske Republik med henblik på vedtagelse af Rådets forordning om den periode, i hvilken tredjelandsstatsborgere, som er fritaget for visumtvang, frit kan rejse inden for medlemsstaternes område (EFT C 164 af 14.6.2000, s.6).

[2] EFT L 150 af 6.6.2001, s. 4, Rådets forordning nr. 1091/2001.

- tilgodeser i særdeleshed konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors (punkt 22), idet det bidrager til "indførelse af en aktiv fælles visumpolitik"

- sikrer, at reglerne herom indarbejdes i EU-retten og tilpasses den overordnede opbygning i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og udgør en videreudvikling af et væsentligt element i Schengen-reglerne

- giver en løsning baseret på fællesskabsretten på problemerne med hensyn til de tredjelandsstatsborgere, der har en legitim interesse i at rejse til medlemsstaterne og færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder, uden at opholde sig i mere end tre måneder i en og samme medlemsstat.

2. Regeringssamarbejdet mellem schengen-landene

Schengen-landene har udviklet et bredt samarbejde om betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere kan rejse inden for et område uden indre grænser under et kortvarigt ophold.

I princippet indeholder Schengen-reglerne to typer bestemmelser om ret til ophold inden for området uden grænser:

a) Den første type består af bestemmelser om ophold på ikke over tre måneder. De drejer sig om tre kategorier af tredjelandsstatsborgere, nemlig:

- udlændinge på kort ophold underlagt visum (artikel 19),

- udlændinge på kort ophold fritaget for visum (artikel 20, stk. 1),

- udlændinge i besiddelse af en opholdstilladelse udstedt af en Schengen-stat (artikel 21).

b) Den anden type bestemmelser omhandler ophold af over tre måneders varighed.

I artikel 18 i Schengen-gennemførelseskonventionen fastsættes det, at visa til ophold af mere end tre måneders varighed er nationale visa, som den enkelte kontraherende part udsteder ifølge sin egen lovgivning.

For tredjelandsstatsborgere, der ikke er underlagt visumpligt, gælder i henhold til artikel 20, stk. 2, i Schengen-gennemførelseskonventionen, at en medlemsstat under ekstraordinære omstændigheder eller i medfør af en bilateral aftale, der er indgået før gennemførelses konventionens ikrafttræden, kan forlænge en (ikke-visumpligtig) tredjelandsstatsborgers ret til at opholde sig på dens område ud over tre måneder.

Nogle tredjelande har faktisk indgået bilaterale aftaler med alle eller nogle af Schengen-landene. Disse landes statsborgere kan derfor i praksis, hvis de ikke forlader Schengen-området, udnytte den ret til et kortvarigt ophold, som medlemsstaterne giver dem på et bilateralt grundlag efter reglerne for fritagelse for visum, og derved successivt kumulere flere kortvarige ophold. De kan således bevæge sig i en maksimal opholdsperiode (O) svarende til tre måneder ganget med antallet af Schengen-lande (L), hvormed der består en bilateral aftale om fritagelse for visum (O = L x 3 måneder).

3. Hvorfor et nyt direktivforslag, og med hvilket indhold ?

Kommissionen mener, at alle de forskellige bestemmelser, der gælder for tredjelands statsborgeres frie bevægelighed på medlemsstaternes område, bør samles i én retsakt for at skabe bedre sammenhæng og sikre en ensartet fortolkning af de betingelser, de forskellige kategorier af tredjelandsstatsborgere skal opfylde.

Med hensyn til Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, stk. 2, der for visse tredjelandsstatsborgere åbner mulighed for ophold af ubegrænset varighed (O = L x tre måneder) i henhold til bilaterale aftaler, bemærkes, at en sådan situation efter Schengen-landenes opfattelse ikke stemte overens med grundtanken bag et område uden grænser, og Eksekutivkomiteen har da også vedtaget en afgørelse om harmonisering af aftalerne om ophævelse af visumpligten (SCH/Com-ex (98) 24 [3] af 23.6.1998) for at få harmoniseret visse bestemmelser. I henhold til Eksekutivkomiteens afgørelse skal medlemsstaterne indføre bestemte standardklausuler i de bilaterale aftaler om ophævelse af visumpligt, som de indgår, i særdeleshed en klausul, der begrænser den samlede tilladte opholdsperiode uden visum til tre måneder pr. seksmånedersperiode, gældende for hele Schengen-området.

[3] Denne afgørelse er opført på listen over de Schengen-regler, der er integreret i EU-retten, som Rådet imidlertid har besluttet ikke skulle opdeles mellem den første og den anden søjle, da "reglen vedrører et område, der hverken falder ind under Fællesskabets virke eller er omfattet af EU's mål, og således vedrører et af de områder, med hensyn til hvilke medlemstaterne har forbeholdt sig handlefrihed" (jf. bilag B, 3. del, og betragtning nr. 4 f) i Rådets afgørelse nr. 1999/435).

Af det ovenstående følger, at efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden vil der ikke længere i henhold til bilaterale aftaler om ophævelse af visumpligt kunne være tale om en de facto-mulighed for at bevæge sig inden for området uden grænser i mere end tre måneder. Det ville stride mod målet om at skabe et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og ikke være foreneligt med begrænsningen af retten til kortvarigt ophold uden visum i henhold til EF-traktatens artikel 62, nr. 3. Et område uden grænser forudsætter en fælles politik for fri bevægelighed på medlemsstaternes område.

Der er imidlertid flere kategorier af tredjelandsstatsborgere, der kan have en legitim interesse i at opholde sig i mellem tre og seks måneder inden for området uden grænser (musikere, studerende, turister, familiebesøg osv.), uden at de dermed kan sidestilles med indvandrere. Dette direktiv tager sigte på at fastsætte betingelserne for disse personers indrejse med henblik på at færdes i en sådan periode.

Dette giver anledning til følgende konklusioner:

For det første må man fastsætte de betingelser, der skal være opfyldt, for at tredjelands statsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder.

For det andet må det konstateres, at den mulighed, Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, stk. 2, giver medlemsstaterne for at indgå bilaterale aftaler, udelukkes af traktatens artikel 62, nr. 3.

Der må derfor indføres en fællesskabsbestemmelse om de personer, der ønsker at færdes inden for området uden grænser i mellem tre og seks måneder, uden at opholde sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område.

For det tredje er det nødvendigt at lovgive på dette område - og overholde den frist på fem år, som er fastsat i Amsterdam-traktaten for at omdanne Schengen-reglerne til en "klassisk" traktatbaseret retsakt. Det portugisiske initiativ, der blev nævnt under punkt 1, drejer sig om den periode, hvor tredjelandsstatsborgere uden visumpligt frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område [4]. Det omhandler udelukkende tredjelandsstatsborgere uden visumpligt og tager ikke stilling til en række aspekter, der er fælles for alle de kategorier, der kan indrejse i Schengen-området med henblik på et kortvarigt ophold.

[4] EFT C 164 af 14.6.2000, s. 6.

Det franske forslag til den forordning om fri bevægelighed for indehavere af visum til længerevarende ophold, som Rådet vedtog den 28.-29. maj 2001 [5], tager sigte på at give visum til længerevarende ophold samme værdi som en seksmåneders opholdstilladelse, indtil der er udstedt en opholdstilladelse. Tidligere kunne indehaveren af et visum til længerevarende ophold nemlig kun foretage en enkelt transitrejse gennem de andre Schengen-lande til det land, der havde udstedt vedkommendes visum. For at sikre en helhedsløsning tilgodeser dette direktivforslag også formålet med denne forordning, nemlig at give indehavere af visum til længerevarende ophold mulighed for fri bevægelighed i tre måneder.

[5] EFT L 150 af 6.6.2001, s. 4.

På grundlag af alle de ovennævnte faktorer mener Kommissionen, at man af hensyn til den fornødne gennemsigtighed og retssikkerhed bør samle alle bestemmelser om tredjelandsstats borgeres frie bevægelighed inden for et område uden grænser i én retsakt.

Formålet med dette direktivforslag kan opsummeres således:

a) at fastsætte de betingelser for fri bevægelighed på medlemsstaternes område i højst tre måneder inden for en seksmånedersperiode, som skal opfyldes af tredjelandsstatsborgere, der lovligt befinder sig på en medlemsstats område, og som

- er underlagt visum

- er fritaget for visum

- er i besiddelse af en opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat (for de pågældende sidestilles opholdstilladelsen med visum til kortvarigt ophold, såfremt de er underlagt visum)

- er i besiddelse af visum til længerevarende ophold udstedt af en medlemsstat i afventning af en opholdstilladelse

b) at indføre en særlig rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere, der ønsker at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder i løbet af en tolvmånedersperiode, samt de nærmere betingelser og administrative procedurer herfor. Indehavere af denne særlige rejsetilladelse vil ikke kunne opholde sig på samme medlemsstats område i mere end tre måneder.

c) at opfylde behovet for at få omdannet reglerne om udsendelse af tredjelands statsborgere til en "klassisk" traktatbaseret retsakt i de tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren ikke længere opfylder betingelserne for fri bevægelighed på medlemsstaternes område eller for udstedelse af en særlig rejsetilladelse

d) at tage hensyn til bestemmelsen om tredjelandsstatsborgeres pligt til at melde sig til myndighederne i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 22 og gøre den til en fakultativ bestemmelse. For medlemsstaterne kan bedst selv vurdere, om det er hensigtsmæssigt at pålægge tredjelandsborgere pligt til at melde sig eller ej, og i bekræftende fald fastsætte de nærmere regler herfor

e) at indføje indholdet af Rådets forordning om fri bevægelighed for indehavere af visum til længerevarende opdhold

f) at tage højde for de ændringer, der må foretages i de fælles konsulære instrukser og i den fælles håndbog.

I den forbindelse må følgende to punkter understreges :

For det første er det i betragtning af den særlige rejsetilladelses karakter nødvendigt, at der i den foreslåede retsakt indføjes grundlæggende bestemmelser om fremgangsmåder i forbindelse med og udstedelse af den særlige rejsetilladelse, bl.a. en bestemmelse om, at de regler for udstedelse af visum til kortvarigt ophold, der er fastsat i de fælles konsulære instrukser, skal gælde tilsvarende for den særlige opholdstilladelse.

For det andet er det nødvendigt at tilpasse de fælles konsulære instrukser og den fælles håndbog til bestemmelserne om den særlige rejsetilladelse, der har normgivende virkning. Disse ændringer foretages med de bestemmelser, der er anført i bilagene.

Desuden er det nødvendigt at tilpasse instrukserne og håndbogen til bestemmelserne om fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere med visum til længerevarende ophold, der har normgivende virkning.

Endelig understreger Kommissionen, at der også må tages hensyn til de mål, der blev fastlagt i Tammerfors, nemlig dels ønsket om at give de tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig på medlemsstaternes område, rettigheder og pligter svarende til unionsborgernes, og dels nødvendigheden af på længere sigt at få fastlagt en ensartet status for de personer, der indrømmes asyl [6].

[6] Se Kommissionens meddelelse, KOM (2000) 755 endelig af 22.11.2000, særlig punkt 3.3.

4. For hvilke lande skal det nye direktiv gælde?

Retsgrundlagene for dette forslag findes i traktatens afsnit IV, og det udgør en udbygning af Schengen-reglerne. Det skal derfor foreslås og vedtages under overholdelse af protokollerne til Amsterdam-traktaten.

Konsekvenserne af de forskellige protokoller :

4.1. Danmark:

I princippet deltager Danmark i overensstemmelse med protokollen knyttet til Amsterdam-traktaten om Danmarks stilling ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til EF-traktatens afsnit IV. Da der er tale om et forslag om eller initiativ til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV, kan Danmark imidlertid i overensstemmelse med artikel 5 i ovennævnte protokol beslutte at gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning. Denne afgørelse vil skabe en folkeretlig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige medlemsstater, der er nævnt i artikel 1 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union.

Hvad angår den særlige rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere, der ønsker at færdes på en eller flere medlemsstaters område i højst seks måneder, bemærkes, at denne foranstaltning tager sigte på at regulere de situationer, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2, i Schengen-gennemførelseskonventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i EF-traktaten (artikel 62, nr. 2, og artikel 63, nr. 3). Som nævnt findes denne situation i praksis under Schengen-ordningen. Der er derfor flere tredjelande, der har indgået bilaterale aftaler med alle Schengen-landene herom. Statsborgere fra disse tredjelande kan derfor for øjeblikket opholde sig i Schengen-området i et praktisk taget ubegrænset tidsrum (O = L x 3 måneder) efter reglerne om fritagelse for visum til kortvarigt ophold ved at gøre brug af deres ret til kortvarigt ophold i hver af disse medlemsstater og successivt kumulere flere kortvarige ophold.

Dette forslag er således en foranstaltning, der tager sigte på at udbygge Schengen-reglerne.

4.2. Det Forenede Kongerige og Irland:

Afsnit IV i EF-traktaten finder ikke anvendelse på Det Forenede Kongerige og Irland, medmindre disse to lande træffer anden afgørelse efter fremgangsmåden i den protokol om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet til traktaterne.

4.3. Norge og Island :

I henhold til artikel 6, stk. 1, i Schengen-protokollen indgik Rådet den 17. maj 1999 en aftale med Island og Norge om de to landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne [7]. I overensstemmelse med denne aftales artikel 1 deltager Island og Norge som associeret i Det Europæiske Fællesskabs og Den Europæiske Unions aktiviteter på de områder, der er omfattet af de i bilag A og B til aftalen nævnte bestemmelser og den videre udvikling heraf. Bilag A omfatter de bestemmelser i Schengen-gennemførelseskonventionen, der drejer sig om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed. Dette direktiv skal derfor behandles inden for rammerne af det fælles udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 2, stk. 3, i aftalen. Det bemærkes, at aftalens artikel 4 og 8 finder anvendelse ved Rådets vedtagelse af direktivet.

[7] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 35

5. Retsgrundlag

I sin afgørelse om Schengen-reglernes fordeling mellem første og tredje søjle (afgørelse nr. 1999/436) fastslog Rådet EF-traktatens artikel 62, nr. 3, og artikel 63, nr. 3, som det rette traktatgrundlag for bestemmelserne i kapitlet om "Betingelser for udlændinges indrejse og ophold" [8].

[8] Det bemærkes, at artikel 19, stk. 2, der indeholdt en overgangsbestemmelse, ikke indgik i denne fordeling, eftersom den i mellemtiden var blevet forældet.

Det er således artikel 62, nr. 3, der er retsgrundlaget for foranstaltninger angående tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed på medlemsstaternes område i højst tre måneder.

Hvad angår forslaget om at give tredjelandsstatsborgere mulighed for at indrejse og frit færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder inden for en tolvmånedersperiode, uden at opholde sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område, må man se nærmere på, hvad det er, Kommissionen sigter på med dette forslag.

Af Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, stk. 1, fremgår det helt klart, at maksimumopholdet på tre måneder inden for en seksmånedersperiode gælder for hele "Schengen-området", og at ophold i forskellige medlemsstater altså skal lægges sammen. Artikel 20, stk. 2, giver imidlertid en medlemsstat mulighed for "under ekstraordinære omstændigheder eller i medfør af en bilateral aftale at forlænge en udlændings ret til at opholde sig på sit område ud over tre måneder". Rådet har fastslået artikel 62, nr. 3, som retsgrundlag i Amsterdam-traktaten, og i denne artikel tales der om en periode på højst tre måneder. Heraf kan udledes,

- at Rådet ikke kan vedtage nye foranstaltninger, der giver tredjelandsstatsborgere ret til at rejse frit på Schengen-landenes område i over tre måneder

- at de bilaterale aftaler, der er nævnt i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, må genforhandles eller opsiges for at tage hensyn til de forpligtelser, der følger af EU-retten, i overensstemmelse med, hvad der fastsættes i EF-traktatens artikel 307.

I betragtning heraf har Kommissionen noteret sig, at nogle medlemsstater og nogle tredjelande ønsker at give tredjelandsstatsborgere mulighed for at indrejse og færdes på medlemsstaternes område i mere end tre måneder og op til seks måneder inden for en tolvmånedersperiode som modtagere af tjenesteydelser (f.eks. i forbindelse med turistrejser eller kurophold) eller som tjenesteydere (f.eks. kunstnere og musikere).

EF-traktatens artikel 62, nr. 3, er i princippet ikke til hinder for, at der åbnes mulighed herfor ved at indføre en særlig indrejsetilladelse med henblik på at færdes, forudsat at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke opholder sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område.

Men da der er tale om en periode på over tre måneder, er man nødt til at ty til et andet retsgrundlag, nemlig EF-traktatens artikel 63, nr. 3, der omhandler ophold på medlemsstaternes område i mere end tre måneder og konkret ophold i en og samme medlemsstat. Denne artikel tager hovedsagelig sigte på indvandringspolitiske foranstaltninger, dvs. de situationer, hvor tredjelandsstatsborgeren ønsker at opholde sig længe i en medlemsstat og som oftest blive integreret. Men udelukker det muligheden for at regulere den mellemliggende, særlige situation, som det her drejer sig om? For det drejer sig her om en situation, hvor tredjelandsstatsborgeren indrejser med det formål at færdes i en periode, der overstiger tre måneder og kan være på op til seks måneder, men uden at opholde sig i samme medlemsstat i mere end tre måneder. Artikel 63, nr. 3, er ikke til hinder for, at tredjelandsstatsborgere kan indrejse til medlemsstaternes område som modtagere af tjenesteydelser, bl.a. som turister, og det er desuden det eneste retsgrundlag, der findes, for den særlige rejsetilladelse, der påtænkes indført. Det ville i øvrigt være mærkeligt, hvis Fællesskabet ikke var i stand til at regulere en situation som den ovenfor beskrevne, men udmærket kan regulere indrejse og længerevarende ophold i en og samme medlemsstat.

Eftersom artikel 63, nr. 3, giver hjemmel til at udstede en opholdstilladelse til længerevarende ophold, kan det udledes, at den også åbner mulighed for at fastsætte bestemmelser om tredjelandsstatsborgeres indrejse med henblik på at rejse rundt i medlemsstaterne i seks måneder på en en særlig rejsetilladelse.

For de bestemmelser om udsendelse af udlændinge, der ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for fri bevægelighed på medlemsstaternes område, dvs. artikel 23, stk. 2-5, i Schengen-gennemførelseskonventionen, har Rådet fastlagt to retsgrundlag, nemlig artikel 62, nr. 3, og artikel 63, nr. 3 (med samme beslutnings procedure).

Af alt det ovenstående fremgår det, at dette direktiv må baseres på begge retsgrundlag.

6. Subsidiaritet og proportionalitet

Artikel 67, stk. 1, giver Fællesskabet beføjelse til at vedtage en retsakt på grundlag af artikel 62, nr. 3, der tager sigte på fastsættelse af de betingelser, hvorpå tredjelandsstatsborgere frit kan rejse inden for medlemsstaternes område i højst tre måneder. Disse foranstaltninger skal træffes senest fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden.

Artikel 63, nr. 3, litra a), er en af de bestemmelser, der ikke er underlagt femårsfristen. Der består imidlertid en snæver forbindelse mellem

- bestemmelserne om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed på medlemsstaternes område i højst tre måneder og

- indførelsen af en særlig rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere, der ønsker at færdes på en eller flere medlemsstaters område i højst seks måneder.

For at nå frem til en helhedsløsning på dette område vil det på grund af denne forbindelse mellem de to perioder være mest hensigtsmæssigt, at man allerede nu også vedtager de foranstaltninger, der skal træffes på grundlag af artikel 63, nr. 3).

Medlemsstaterne er nået til enighed om, at det inden for et område uden grænser er tvingende nødvendigt, at de samarbejder tæt med hinanden, og de har derfor indført fælles bestemmelser til harmonisering af reglerne for tredjelandsstatsborgeres bevægelighed.

EF-traktatens artikel 5 fastsætter, at "Fællesskabet handler kun i det omfang, det er nødvendigt for at nå denne traktats mål ".

Den måde, hvorpå Fællesskabet handler, må derfor være den mest enkle måde, hvorpå man kan virkeliggøre forslagets formål og få det gennemført så effektivt som muligt. Netop derfor er det et direktiv, der er valgt som retsakt. Direktivet giver de medlemsstater, det er rettet til, mulighed for at vælge den form og de midler, der bedst kan virkeliggøre direktivets mål i deres retssystem og nationale sammenhæng.

Forslaget vil både lette den frie bevægelighed inden for et område uden grænser og lette kontrollen ved de ydre grænser. Det tilsigtede mål om at få indført regler gældende for alle medlemsstater vil ikke kunne nås gennem rent nationale foranstaltninger.

7. Kommentarer til artiklerne

Artikel 1 :

Artikel 1, litra a), definerer direktivets formål, nemlig at fastsætte betingelserne for, at tredjelands statsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder.

Selv om der i traktatens artikel 62, nr. 3, kun tales om højst tre måneder, uden at de tre måneder skal holdes inden for en seksmånedersperiode, må der tages hensyn til, at der ved et kortvarigt ophold i henhold til Schengen-reglerne og folkeretten forstås et ophold på tre måneder inden for en seksmånedersperiode. Denne afgrænsning til en seksmånedersperiode findes derfor i de fleste medlemsstaters lovgivning.

Hvis den ikke fandtes, kunne man forestille sig den ekstreme situation, hvor en tredjelandsstatsborger forlader medlemsstaternes område i nogle timer og vender tilbage igen på et kortvarigt ophold eller en særlig rejsetilladelse, hvilket reelt ville resultere i indvandring, hvilket denne retsakt ikke omhandler.

Det præciseres, at denne frie bevægelighed kun gælder for personer, der opholder sig lovligt inden for dette område. Den gælder ikke for personer, der er indrejst illegalt til EU-landenes område, eller som opholder sig ulovligt dér.

Litra b) tager sigte på indførelse af en særlig rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere, der ønsker at indrejse til medlemsstaternes område for at færdes på dette område i højst seks måneder. Medlemsstaterne skal give de tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af en sådan særlig tilladelse, ret til at færdes på deres område i denne periode.

Retten til at færdes på en særlig tilladelse er underlagt de i direktivet fastsatte betingelser.

Artikel 2 :

Artikel 2 definerer de forskellige begreber, der benyttes:

Enhver person, der ikke er unionsborger som defineret i EF-traktatens artikel 17, stk. 1, er "tredjelandsstatsborger". Denne definition omfatter således også statsløse personer.

Ved artikel 10 i Schengen-gennemførelseskonventionen blev der indført et ensartet visum gældende for alle medlemsstaterne. Artikel 11 definerer de to former for ensartet visum: rejsevisum (litra a)) og transitvisum (litra b)). Det er kun rejsevisummet, der giver ret til fri bevægelighed. Det gælder for en eller flere indrejser, uden at hverken varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold kan overstige tre måneder pr. halvår regnet fra den første indrejsedato.

Ved "opholdstilladelse" forstås ethvert dokument eller enhver tilladelse udstedt af myndighederne i en medlemsstat, der giver en person ret til at opholde sig i denne medlemsstat.

Der findes mange forskellige former for opholdstilladelser. Schengen-Eksekutivkomiteen har derfor opstillet en oversigt, der er knyttet som bilag til de fælles konsulære instrukser (bilag 4) og den fælles håndbog (bilag 11), som der henvises til i denne artikel. Ændringer i disse bilag gælder således også i forbindelse med nærværende direktiv.

Artikel 3 :

Direktivet gælder kun for tredjelandsstatsborgere, der ikke i forvejen har ret til indrejse og ophold (af kortere eller længere varighed) på en anden medlemsstats område.

Direktivet berører derfor ikke de rettigheder, unionsborgeres familiemedlemmer har, uanset deres nationalitet, eftersom de allerede har ret til indrejse og ophold, når de ledsager den unionsborger, de er i familie med - hvad der forstås ved "familiemedlem", er defineret i artikel 10 i forordning nr. 1612/68 [9].

[9] EFT L 257 af 19.10.1968, s 2

Det berører heller ikke de rettigheder, andre tredjelandsstatsborgere samt disses familiemedlemmer har i henhold til aftaler indgået af Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater med tredjelande (f.eks. aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde).

Det understreges, at tredjelandsstatsborgere, der er i familie med unionsborgere i henhold til Schengen-reglerne herom og derfor også i henhold til dette direktiv, har en selvstændig indrejseret til et ophold af kort varighed, forudsat at de opfylder betingelserne i dette direktiv.

I stk. 2 præciseres det, at dette direktiv ikke berører hverken reglerne om længerevarende ophold eller de regler for erhvervsudøvelse, der gælder for tredjelandsstatsborgere. Alt efter hvilke kategorier af tredjelandsstatsborgere der er tale om, er disse regler fastsat i national lovgivning eller i fællesskabsretten.

Artikel 4 :

Der er tale om en standardbestemmelse om princippet om ikke-diskrimination ved opfyldelsen af de i direktivet fastsatte forpligtelser. Den stemmer overens med artikel 21 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder.

Artikel 5 :

Denne artikel er afstemt efter artikel 19 i Schengen-gennemførelseskonventionen, der omhandler visumpligtige tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed på medlemsstaternes område. Dette forslag drejer sig om de tredjelandsstatsborgere, der allerede lovligt befinder sig på en medlemsstats område. Betingelsen i artikel 19 om, at den pågældende skal være lovligt indrejst, er derfor udeladt.

Det slås også fast, at en tredjelandsstatsborger kun kan udøve retten til fri bevægelighed, hvis han under opholdet opfylder alle betingelserne i stk. 1, litra a)-e). Disse betingelser er de samme som de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a)-e), i Schengen-gennemførelseskonventionen. For at gøre direktivet klart og gennemsigtigt for de tredjelandsstatsborgere, det omhandler, gengives disse betingelser i direktivet.

Hvilke dokumenter der kræves for at passere grænsen, er fastsat i Schengen-Eksekutivkomitéens afgørelse SCH/Com-ex (98) 56 af 16.12.1998 [10]. Er en tredjelands statsborger i besiddelse af et rejsedokument, der ikke anerkendes af alle medlemsstater, kan han kun bevæge sig i de medlemsstater, der har anerkendt dette rejsedokument som værende gyldigt til passage af grænsen.

[10] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 207

Problemerne for de tredjelandsstatsborgere, der kun var underlagt visumpligt i nogle medlemsstater (den grå liste), men ikke i alle, og som derfor skulle have visum for indrejse i nogle medlemsstater, selv om de kom fra en medlemsstat, som ikke krævede visum, er blevet løst. Med vedtagelsen af Kommissionens forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, blev der foretaget en endelig harmonisering af medlemsstaternes krav på dette område.

Stk. 2 tager hensyn til artikel 11, stk. 2, i Schengen-gennemførelseskonventionen, der fastsætter, at en medlemsstat om nødvendigt i løbet af det pågældende halvår kan udstede et visum, der kun har gyldighed på dens eget område.

Artikel 6 :

Denne artikel gengiver de betingelser for ikke-visumpligtige tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed, der er indeholdt i artikel 20, stk. 1, i Schengen-gennemførelses konventionen.

Det slås fast, at en tredjelandsstatsborger, der ikke er underlagt visumpligt, kun kan udnytte retten til fri bevægelighed, hvis han under sit ophold på medlemsstaternes område opfylder alle de betingelser, der er fastsat i Schengen-gennemførelseskonventionen og gengivet i stk. 5, litra a), c), d) og e).

Stk. 2 fastsætter, at en medlemsstat under ekstraordinære omstændigheder kan forlænge en tredjelandsstatsborgers ret til at forblive på dens område. Det må understreges, at denne forlængelse ikke kan føre til en forlængelse af retten til frit at bevæge sig på de andre medlemsstaters område. Denne bestemmelse er identisk med bestemmelsen i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, stk. 2, der forudser disse tilfælde.

Bestemmelsen i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, stk. 2, om bilaterale aftaler er udeladt i direktivet, eftersom en bestemmelse om ophold på mere end tre måneder inden for området uden grænser på grundlag af bilaterale aftaler indgået med tredjelande ikke længere har nogen berettigelse efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden (se punkt 3).

Artikel 7 :

Artikel 7 tager sigte på at regulere alle spørgsmål i forbindelse med fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere i besiddelse af en opholdstilladelse. Den gengiver bestemmelserne i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 21 og 25. Tredjelandsstatsborgere i besiddelse af en opholdstilladelse kan frit bevæge sig på de andre medlemsstaters område i tre måneder. Disse tre måneder er den maksimale periode, og den kan afkortes, hvis opholdstilladelsen udløber tidligere.

Stk. 3 giver indehavere af visum til længerevarende ophold ret til fri bevægelighed i højst tre måneder. Disse visa er nationale visa til længerevarende ophold udstedt i overensstemmelse med Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 18 (D-visa). Ifølge bestemmelserne i artikel 18, således som de var formuleret, da Schengen-reglerne blev integreret i Den Europæiske Union, og også formuleres i dette direktivs artikel 17, kan indehavere af visum til længerevarende ophold kun rejse gennem de andre medlemsstaters område til den medlemsstat, der har udstedt vedkommendes visum til længerevarende ophold. For at undgå eventuelle konflikter slås det fast, at dette forslag ikke berører bestemmelserne i Schengen-gennemførelses konventionens artikel 18.

Formålet med dette forslag er at skabe lige vilkår for indehavere af et visum til længerevarende ophold, der allerede befinder sig på medlemsstaternes område og afventer at få udstedt en opholdstilladelse, og de tredjelandsstatsborgere, der allerede er i besiddelse af en opholdstilladelse. Forslaget åbner derfor mulighed for at bevæge sig frit i tre måneder. Heraf følger, at det er nødvendigt at præcisere, at den frie bevægelighed først gælder, når der er indgivet ansøgning om opholdstilladelse til den stats myndigheder, der har udstedt visum til længerevarende ophold. Denne bestemmelse viser, at den frie bevægelighed med visum til længerevarende ophold har karakter af en overgangsforanstaltning under afventning af en opholdstilladelse.

At der er indgivet ansøgning, skal bekræftes ved, at den myndighed, som ansøgningen er indgivet til, påstempler tredjelandsstatsborgerens rejsedokument.

Den gældende fællesskabsret angående unionsborgeres frie bevægelighed giver medlemsstaterne ret til at pålægge familiemedlemmer, der er statsborgere i et tredjeland, visumpligt. Ifølge Schengen-reglerne og derfor også i henhold til dette forslag kan medlemsstaterne ikke længere kræve visum af en unionsborgers familiemedlemmer, hvis disse er i besiddelse af en opholdstilladelse eller et visum til længerevarende ophold udstedt af en medlemsstat. For at sikre sammenhængen med bestemmelserne om fri bevægelighed, navnlig for indehavere af en opholdstilladelse, er bestemmelserne fra Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 25 indføjet i stk. 4 og 5 for at slå fast, hvilket ansvar en medlemsstat har, når den udsteder en opholdstilladelse, der giver ret til fri bevægelighed på de andre medlemsstaters område.

Henvisningen til fællesskabsretten er indføjet for at tage højde for den igangværende udvikling, bl.a. foranstaltninger i forbindelse med familiesammenføring.

Artikel 8 :

Stk. 1 fastsætter betingelserne for indrejse med henblik på at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder inden for en tolvmånedersperiode regnet fra datoen for første indrejse og uden at opholde sig i over tre måneder på samme medlemsstats område. Den pågældende skal være i besiddelse af sin rejsetilladelse. Det slås dermed fast, at tredjelandsstatsborgeren skal være i besiddelse af en rejsetilladelse før indrejsen til medlemsstaternes område.

Der er tale om de samme betingelser for indrejse som fastsat i Schengen-gennemførelseskonventionen og i direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), c), d) og e).

I stk. 2 fastsættes det, at bestemmelserne i stk. 1 ikke er til hinder for, at en medlemsstat under ekstraordinære omstændigheder kan forlænge en tredjelandsstatsborgers ret til at opholde sig på dens område ud over de tre måneder. For de pågældende personers vedkommende er der tale om en gengivelse af bestemmelsen i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, stk. 2.

Artikel 9:

Artikel 9 fastsætter betingelserne for udstedelse af den særlige rejsetilladelse. I betragtning af indførelsen af en sådan tilladelse og dens særlige karakter er procedurerne og betingelserne for dens udstedelse afpasset efter bestemmelserne om udstedelse af visum til kortvarigt ophold i Schengen-gennemførelseskonventionen.

Stk. 1 fastsætter betingelserne og proceduren for udstedelse af den særlige rejsetilladelse. Tilladelsen skal udstedes før indrejsen til medlemsstaternes område af medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer.

I stk. 2 åbnes der, alt efter tredjelandsstatsborgernes behov, mulighed for at udstede rejsetilladelse til en eller flere indrejser, i lighed med hvad der gælder for visum til kortvarigt ophold.

Stk. 3 udelukker, at der udstedes særlig rejsetilladelse ved grænsen. Derimod er der fortsat mulighed for at få udstedt visum til kortvarigt ophold ved grænsen, men kun i ekstraordinære tilfælde, når tvingende grunde taler herfor, og når der ikke har været tid til at ansøge om det forinden. I disse tilfælde er det fortsat muligt at få udstedt et visum til kortvarigt ophold, hvilket forekommer at være tilstrækkeligt for at imødekomme behovet i disse situationer. Stk. 4 følger kriterierne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der har ansvaret for udstedelse af visum til kortvarigt ophold.

Stk. 5 slår fast, at når en tredjelandsstatsborger er underlagt krav om visum til kortvarigt ophold, og medlemsstaterne kræver forudgående konsultation før udstedelsen af visum, gælder denne procedure også for ansøgninger om en særlig rejsetilladelse.

Artikel 10 :

Bestemmelserne i stk. 1 udelukker, at den særlige rejsetilladelse påtegnes et forældet rejsedokument. Desuden fastsættes det i stk. 2, at rejsedokumentet skal have længere gyldighedsperiode end den særlige rejsetilladelse. I tilfælde hvor rejsedokumentet ikke anerkendes af alle medlemsstaterne, fastsættes det i stk. 3, at det skal være anerkendt af mindst to medlemsstater. Hvis to eller flere medlemsstater anerkender rejsedokumentet, er tredjelandsstatsborgerens ret til at bevæge sig begrænset til disse medlemsstaters område. I denne situation er der ingen mening i at give en rejsetilladelse i et rejsedokument, der kun anerkendes af en enkelt medlemsstat. I betragtning af den begrænsning af den maksimale opholdsperiode på en medlemsstats område, som følger af den særlige rejsetilladelse, skal der i så fald udstedes et visum til kortvarigt ophold.

Disse bestemmelser følger de kriterier, der gælder for udstedelse af visum til kortvarigt ophold.

Artikel 11 :

Den særlige rejsetilladelse udstedes som en ensartet, selvklæbende mærkat på samme måde som visa, efter de regler (mutatis mutandi) og specifikationer, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa [11]. Derved sikres et højt beskyttelsesniveau mod forfalskning. Alle bestemmelser og ændringer angående det ensartede visum til kortvarigt ophold, der vedtages af det udvalg, der blev nedsat ved ovennævnte forordning, skal også gælde for den særlige rejsetilladelse.

[11] EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1.

Denne mærkats udseende adskiller sig kun fra standardmærkaten til visum på følgende punkter:

I rubrikken "visumtype" angiver den udstedende myndighed bogstavet "E", efterfulgt af ordet "rejse". Det giver mulighed for straks at se forskellen i forhold til et visum til kortvarigt eller længerevarende ophold.

Artikel 12 :

I betragtning af den særlige rejsetilladelses karakter skal instrukserne angående dens udstedelse i princippet være identiske med de bestemmelser, der er indeholdt i de fælles konsulære instrukser om udstedelse af visa til kortvarigt ophold. Der er således tale om at benytte et allerede eksisterende regelsæt for de praktiske spørgsmål i forbindelse med ansøgning om og udstedelse af tilladelsen. Det er derfor tilstrækkeligt at fastsætte, at bestemmelserne i de fælles konsulære instrukser og visse relevante bilag finder anvendelse mutatis mutandis.

Artikel 13 :

Dette direktiv tager sigte på to forskellige typer bevægelighed - fri bevægelighed i højst tre måneder og fri bevægelighed i højst seks måneder på medlemsstaternes område. Hver af disse typer er underlagt bestemte betingelser, i særdeleshed en betingelse om, at opholdet skal være afgrænset inden for en bestemt periode. Det er derfor nødvendigt at fastsætte bestemmelser om forholdet mellem de to typer.

Det er et overordnet princip i Schengen-reglerne og folkeretten, at en tredjelandsstatsborger kan opholde sig i medlemsstaterne i i alt seks måneder inden for en tolvmånedersperiode. Denne samlede varighed ændres ikke med indførelsen af den særlige rejsetilladelse. Heraf følger, at en tredjelandsstatsborger, der har rejst på en særlig rejsetilladelse, ikke kan vende tilbage til medlemsstaternes område umiddelbart efter denne rejse i henhold til bestemmelserne om kortvarigt ophold og omvendt. Den maksimale varighed på seks måneder skal altid overholdes.

Artikel 14 :

Direktivforslaget giver medlemsstaterne mulighed for at kræve, at tredjelandsstatsborgere, der udøver deres rettigheder i henhold til dette direktiv, skal melde sig til myndighederne. Bestemmelserne i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 22 herom var bindende. Direktivbestemmelsen er imidlertid fakultativ, for ifølge de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, nærer medlemsstaterne tvivl om det hensigtsmæssige heri, bl.a. på grund af vanskelighederne ved at håndhæve dette krav i praksis og kontrollere dets opfyldelse. Desuden er den materielle mulighed for at melde sig ved indrejse til en medlemsstat fra en anden medlemsstat ikke forenelig med princippet om afskaffelse af kontrollen ved de indre grænser.

I forslaget opereres der med en frist for tilmelding på 7 arbejdsdage. Dermed undgås det, at tredjelandsstatsborgere, der rejser i en weekend eller en lang weekend, bliver underlagt forpligtelser, som det vil være uforholdsmæssigt vanskeligt at opfylde i praksis. Det forekommer at være tilstrækkeligt at kræve, at tredjelandsstatsborgere, der forbliver ret længe på en medlemsstats område, skal melde sig.

Det er op til medlemsstaterne at vurdere, om de vil indføre en sådan meldepligt. Beslutter de sig til at indføre den, skal de meddele Kommissionen den nærmere fremgangsmåde herfor (f.eks. hvem, der er den kompetente myndighed). Kommissionen vil offentliggøre disse oplysninger i EF-Tidende for at skabe åbenhed om de betingelser, tredjelandsstatsborgere skal opfylde for at opnå denne frie bevægelighed.

Artikel 15 :

Artikel 15 gengiver bestemmelserne i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 23 og tilføjer visum til længerevarende ophold.

Tredjelandsstatsborgere, der udøver deres rettigheder i henhold til dette direktiv, skal straks forlade medlemsstaternes område, når de ikke længere opfylder betingelserne for at bevæge sig frit eller rejse på en særlig rejsetilladelse. I stk. 1, andet afsnit, slås det fast, at den medlemsstat, der har udstedt opholdstilladelse eller visum til længerevarende ophold, har hovedansvaret for indehaverens tilstedeværelse på medlemsstaternes område.

Hvis de kompetente myndigheder under en kontrol inden for deres område konstaterer, at en person ikke opfylder en eller flere af disse betingelser, kan den pågældende udsendes fra denne medlemsstats område, hvis vedkommende ikke kan forventes at ville forlade eller frivilligt forlade medlemsstatens område.

Med hensyn til de grunde, der kan gøre det berettiget at udsende en person omfattet af dette direktiv, erindres der om, at direktivet i henhold til artikel 3 ikke berører de rettigheder, fællesskabsretten tillægger tredjelandsstatsborgere, der er medlemmer af en unionsborgers familie.

Det må understreges, at der ikke er tale om en indvandringspolitisk foranstaltning, når en tredjelandsstatsborger, der ikke kan udvises i henhold til en medlemsstats nationale lovgivning, gives tilladelse til at opholde sig på denne stats område.

Stk. 4 henviser til princippet om "non-refoulement" under hensyn til den retspraksis, der er udviklet i forbindelse med artikel 3 i Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder og gengiver bestemmelsen i Dublin-konventionen, der har erstattet Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 33, stk. 1.

Artikel 16 :

Der er tale om en standardbestemmelse om sanktioner, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og virke afskrækkende. Den giver medlemsstaterne diskretionær beføjelse til at afgøre, hvilke sanktioner der skal gælde for overtrædelser af de nationale bestemmelser, der vedtages til direktivets gennemførelse.

Artikel 17 :

Denne artikel ophæver de artikler i Schengen-gennemførelseskonventionen, der bliver overflødige efter vedtagelsen af dette forslag.

Ophævelsen af Rådets forordning nr. 1091/2001 i henhold til dette direktivs artikel 20 indebærer, at man må indføje Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 18, således som den var formuleret, da Schengen-reglerne blev integreret i Den Europæiske Union, dog med en tilpasning til EU-sprogbrugen.

Artikel 18 :

I denne artikel henvises der til bilag I til direktivet, der indeholder alle de bindende ændringer til de fælles konsulære instrukser, som nødvendiggøres af dette direktiv.

Artikel 19 :

I denne artikel henvises der til bilag II til direktivet, der indeholder alle de bindende ændringer til den fælles håndbog, som nødvendiggøres af dette direktiv.

Artikel 20:

Ophævelsen af Rådets forordning nr. 1091/2001 er rent teknisk og anfægter ikke formålet med denne forordning, og forordningens indhold indføjes derfor i direktivets artikel 20.

Artikel 21, 22 og 23 :

Der er tale om standardbestemmelser.

Bilag I :

Bilag I indeholder de ændringer af bindende karakter, der skal foretages i de fælles konsulære instrukser som følge af dette direktiv.

Bilag II :

Bilag II indeholder de ændringer af bindende karakter, der skal foretages i den fælles håndbog som følge af dette direktiv.

2001/0155 (CNS)

Forslag til

RÅDETS DIREKTIV

om betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder, indførelse af en særlig rejsetilladelse og fastsættelse af betingelserne for indrejse med henblik på at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, nr. 3, og artikel 63, nr. 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [12],

[12] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [13], og

[13] EFT C af , s. .

ud fra følgende betragtninger :

(1) Med henblik på gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal der i henhold til traktatens artikel 61 vedtages foranstaltninger, der kan sikre fri bevægelighed for personer i overensstemmelse med traktatens artikel 14 og i forbindelse hermed ledsageforanstaltninger i direkte tilknytning til denne frie bevægelighed vedrørende bl.a. kontrol ved de ydre grænser, asyl og indvandring.

(2) I traktatens artikel 61, litra a), tales der bl.a. om foranstaltninger vedrørende de betingelser, på hvilke tredjelandsstatsborgere frit kan rejse inden for medlemsstaternes område i højst tre måneder.

(3) Visse betingelser for tredjelandsstatsborgere bevægelighed inden for medlemsstaternes område indgår allerede i de Schengen-regler, der er integreret i Den Europæiske Union.

(4) De i traktatens artikel 62, nr. 3, omtalte foranstaltninger træder i stedet for de relevante dele af Schengen-reglerne, som er integreret i Den Europæiske Union. Dette direktiv tager sigte på en samlet harmonisering af betingelserne for tredjelandsstatsborgeres bevægelighed. De gældende Schengen-regler på området bør derfor ophæves og erstattes med dette direktivs bestemmelser.

(5) Dette direktiv bør derfor fastsætte de betingelser, på hvilke tredjelands statsborgere frit kan rejse inden for medlemsstaternes område i højst tre måneder, uanset om de er underlagt visumpligt eller ej eller er i besiddelse af en opholdstilladelse eller ej.

(6) Schengen-gennemførelseskonventionen åbner tillige mulighed for at forlænge retten til ophold på en enkelt medlemsstats område ud over tre måneder under ekstraordinære omstændigheder eller i henhold til en bilateral aftale indgået før konventionens ikrafttræden.

(7) Efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden kan der ikke længere på grundlag af de i Schengen-gennemførelseskonventionens artikel 20, stk. 2, omhandlede bilaterale aftaler om fritagelse for visumpligten støttes en ret til ophold inden for området uden grænser i mere end tre måneder efter reglerne for fritagelse for visumpligten ved kortvarige ophold.

(8) Det er imidlertid nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser tredjelandsstatsborgere kan indrejse til området uden grænser til ophold på mellem tre og seks måneder uden at opholde sig mere end tre måneder på en af de besøgte medlemsstaters område.

(9) Det er derfor nødvendigt at indføre en særlig rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere - uanset om de er underlagt visumpligt eller ej - der ønsker at opholde sig på en eller flere medlemsstaters område i højst seks måneder inden for en tolvmånedersperiode regnet fra den første indrejsedato og uden at opholde sig på en og samme medlemsstats område i mere end tre måneder.

(10) Hvad Danmark angår, udgør dette direktiv en udbygning af Schengen-reglerne som omhandlet i den protokol om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten. Hvad Republikken Island og Kongeriget Norge angår, udgør dette direktiv en udbygning af Schengen-reglerne som omhandlet i aftalen af 17. maj 1999 mellem Rådet for Den Europæiske Union og disse to stater [14]. Efter gennemførelsen af de i aftalen fastlagte procedurer vil de forpligtelser, dette direktiv afføder, også gælde for disse to stater.

[14] I henhold til artikel 1 i aftalen mellem Rådet for Den Europæiske Union, Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udbygningen af Schengen-reglerne skal nærværende forslag behandles i det fælles udvalg, jf. aftalens artikel 4.

(11) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender.

(12) I overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og proportionalitet, jf. traktatens artikel 5, kan formålet med denne foranstaltning, som er at fastsætte betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og den kan derfor på grund af dens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Dette direktiv begrænser sig til det minimum, der er nødvendigt for at nå disse mål, og er ikke mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt herfor.

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Formål

Dette direktiv har til formål at fastsætte, på hvilke betingelser

a) tredjelandsstatsborgere, der lovligt befinder sig på en medlemsstats område, frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder

b) tredjelandsstatsborgere, der ønsker at færdes på to eller flere medlemsstaters område i højst seks måneder, kan opnå en særlig rejsetilladelse, som giver dem ret til indrejse med henblik på at færdes på medlemsstaternes område.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

tredjelandsstatsborger: enhver person, der ikke er unionsborger som defineret i traktatens artikel 17, stk. 1

ensartet visum: det i artikel 10 og artikel 11, stk. 1, litra a), i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen omhandlede visum

opholdstilladelse: enhver tilladelse udstedt af en medlemsstats myndigheder, som giver en person ret til at opholde sig på dens område, og som er opført på listen i bilag 4 til de fælles konsulære instrukser [15] og bilag 11 til den fælles håndbog [16].

[15] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 322, senest ændret ved Rådets afgørelse 2001/329/EF af 24. april 2001, EFT L 116 af 26.4.2001.

[16] EFT .... af ....

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv berører ikke :

a) den ret til fri bevægelighed for unionsborgere, som tilkommer tredjelandsstatsborgere, der er medlemmer af en unionsborgers familie

b) de rettigheder, som tredjelandsstatsborgere og deres familiemedlemmer, uanset deres nationalitet, har i henhold til aftaler, som Fællesskabet og dets medlemsstater har indgået med de pågældende tredjelande, og som tillægger disse personer samme rettigheder som unionsborgere, hvad angår indrejse og ophold i en medlemsstat.

2. Dette direktiv berører ikke de bestemmelser i fællesskabsretten eller national lovgivning, der gælder for tredjelandsstatsborgere og vedrører:

a) længerevarende ophold

b) adgang til erhvervsvirksomhed samt udøvelse heraf.

Artikel 4

Ikke-diskrimination

Medlemsstaterne gennemfører bestemmelserne i dette direktiv uden at foretage nogen diskrimination grundet i bl.a. køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske egenskaber, sprog, religion eller overbevisning, politisk eller enhver anden opfattelse, tilhørsforhold til en national minoritet, formueforhold, fødsel, et handicap, alder eller seksuel orientering.

Kapitel II

Betingelser for tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed på medlemsstaternes område i højst tre måneder

Artikel 5

Visumpligtige tredjelandsstatsborgere

1. Tredjelandsstatsborgere i besiddelse af et ensartet visum kan frit bevæge sig på alle medlemsstaternes område inden for dette visums gyldighedsperiode, når de :

a) er i besiddelse af et eller flere gyldige rejsedokumenter til passage af de ydre grænser

b) er i besiddelse af gyldigt visum til den påtænkte opholdsperiode

c) om nødvendigt kan fremvise dokumentation for formålet med og vilkårene for det påtænkte ophold og har de fornødne midler til deres underhold, såvel i den påtænkte opholdsperiode som til hjemrejsen til deres hjemland eller gennemrejse til et tredjeland, hvor de er sikret indrejse, eller er i stand til på lovlig vis at skaffe sig disse midler

d) ikke er indberettet som uønskede personer

e) ikke anses at udgøre en trussel for en af medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed eller internationale relationer.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere i besiddelse af et visum, hvis gyldighed er underlagt en territorial begrænsning i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 3 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen.

Artikel 6

Ikke-visumpligtige tredjelandsstatsborgere

1. Tredjelandsstatsborgere, der ikke er underlagt visumpligt, kan frit bevæge sig på alle medlemsstaternes område i højst tre måneder inden for en seksmånedersperiode, når de opfylder de i artikel 5, stk. 1, litra a), c), d) og e) fastsatte betingelser.

2. Bestemmelserne i stk. 1 er ikke til hinder for, at en medlemsstat under ekstraordinære omstændigheder kan forlænge en tredjelandsstatsborgers ret til at opholde sig på dens område.

Artikel 7

Tredjelandsstatsborgere i besiddelse af en opholdstilladelse

1. Tredjelandsstatsborgere i besiddelse af gyldig opholdstilladelse udstedt af en af medlemsstaterne kan frit bevæge sig på de andre medlemsstaters område i højst tre måneder på betingelse af, at de kan fremvise deres opholdstilladelse, opfylder de i artikel 5, stk. 1, litra a), c) og e), fastsatte betingelser og ikke er opført på den pågældende medlemsstats nationale liste over uønskede personer.

2. Stk. 1 finder også anvendelse på tredjelandsstatsborgere i besiddelse af en midlertidig opholdstilladelse udstedt af en af medlemsstaterne og et rejsedokument udstedt af samme medlemsstat.

3. Medmindre andet gælder i henhold til artikel 18 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, finder stk. 1 også anvendelse på tredjelandsstatsborgere i besiddelse af et visum til længerevarende ophold udstedt af en af medlemsstaterne. Retten til at bevæge sig frit på medlemsstaternes område kan først udøves, når der er indgivet ansøgning om opholdstilladelse i den medlemsstat, der har udstedt visum til længerevarende ophold. Ansøgningens indgivelse bekræftes ved et stempel i rejsedokumentet påført af den myndighed, til hvem ansøgningen er indgivet.

4. Når en medlemsstat påtænker at udstede en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, der er indberettet som uønsket, konsulterer den forinden den medlemsstat, der har indberettet den pågældende, og tilgodeser denne stats interesser. Opholdstilladelsen udstedes kun, når der er tungtvejende grunde hertil, i særdeleshed grunde, der bygger på humanitære hensyn eller følger af internationale forpligtelser eller fællesskabsretten.

Udstedes der opholdstilladelse, trækker den indberettende medlemsstat sin indberetning af den pågældende tredjelandsstatsborger tilbage, men kan dog opføre vedkommende på sin nationale liste over uønskede personer.

5. Viser en tredjelandsstatsborger i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse udstedt af en af medlemsstaterne sig at være indberettet som en uønsket person, konsulterer den indberettende medlemsstat den medlemsstat, der har udstedt opholdstilladelsen, for at fastslå, om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen.

Inddrages opholdstilladelsen ikke, trækker den indberettende medlemsstat sin indberetning tilbage, men kan dog opføre den pågældende på sin nationale liste over uønskede personer.

Kapitel III

Særlig rejsetilladelse

Artikel 8

Betingelser

1. Tredjelandsstatsborgere kan indrejse til medlemsstaternes område med henblik på at færdes på dette område i højst seks måneder inden for en tolvmånedersperiode regnet fra datoen for første indrejse, uden at opholde sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område, når de:

- er i besiddelse af en gyldig særlig rejsetilladelse udstedt af en medlemsstat

- opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), c), d) og e).

2. Bestemmelserne i stk. 1 er ikke til hinder for, at en medlemsstat under ekstraordinære omstændigheder kan forlænge en tredjelandsstatsborgers ophold på dens område ud over tre måneder.

Artikel 9

Udstedelse

1. Særlig rejsetilladelse udstedes efter ansøgning fra en tredjelandsstatsborger af medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer før indrejsen til medlems staternes område, når tredjelandsstatsborgeren opfylder betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), c), d) og e).

2. Særlig rejsetilladelse kan udstedes til en eller flere indrejser til medlemsstaternes område.

3. Der kan ikke udstedes særlig rejsetilladelse ved grænsen.

4. Særlig rejsetilladelse udstedes af den medlemsstat, der er hovedbestemmelseslandet for rejsen. Kan dette ikke fastslås, har det første indrejselands diplomatiske eller konsulære repræsentation ansvaret for udstedelsen af den særlige rejsetilladelse.

5. Ansøgninger om særlig rejsetilladelse er underlagt den procedure med forudgående høring af medlemsstaterne, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, hvis en visumansøgning indgivet af den samme person er underlagt denne høringsprocedure.

Artikel 10

Fremgangsmåden for udstedelse

1. Rejsedokumenter, hvis gyldighed er udløbet, må ikke påtegnes særlig rejsetilladelse.

2. Rejsedokumentet skal have længere gyldighed end den særlige rejsetilladelse under hensyn til, hvor længe rejsetilladelsen kan anvendes. Tredjelandsstatsborgeren skal have tid til at rejse tilbage til sit hjemland eller indrejse i et tredjeland inden for rejsedokumentets gyldighedsperiode.

3. Rejsedokumenter, der ikke er gyldige til nogen af medlemsstaterne eller kun til én medlemsstat, må ikke påtegnes særlig rejsetilladelse. Er rejsedokumentet kun gyldigt til to eller flere medlemsstater, begrænses den særlige rejsetilladelse til disse medlemsstater.

Artikel 11

Udformning

1. Særlige rejsetilladelser udstedt af medlemsstaterne udformes som en ensartet selvklæbende mærkat i overensstemmelse med de regler og specifikationer, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa [17].

[17] EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1.

2. Dette standardmærkat indeholder i rubrik 11, "visumtype", kendingsbogstavet « E » efterfulgt af ordet « rejse».

Artikel 12

Anvendelse af de fælles konsulære instrukser

1. Medmindre andet gælder i henhold til dette direktivs artikel 11, stk. 2, og artikel 18, finder bestemmelserne i de fælles konsulære instrukser samt bilag 1, 5, 7, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15 hertil med de fornødne tilpasninger anvendelse på udstedelse af særlige rejsetilladelser.

2. Det gebyr, der opkræves for udstedelse af en særlig rejsetilladelse, er identisk med det gebyr, der opkræves for et "visum til flere indrejser, gyldighed et år" i henhold til bilag 12 i de fælles konsulære instrukser.

Kapitel IV

Fælles bestemmelser

Artikel 13

Forholdet mellem "betingelser for fri bevægelighed i højst tre måneder" og

"særlig rejsetilladelse"

For at undgå, at en tredjelandsstatsborger vil kunne opholde sig på medlemsstaternes område i en samlet periode på over seks måneder inden for en tolvmånedersperiode, kan den særlige rejsetilladelse ikke kumuleres med udøvelse af retten til fri bevægelighed efter bestemmelserne i kapitel II.

Artikel 14

Meldepligt

1. Medlemsstaterne kan pålægge de personer, der udøver deres rettigheder i henhold til dette direktiv, pligt til at melde sig hos en myndighed på deres område inden for syv arbejdsdage.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen betingelserne og den nærmere fremgangsmåde for tilmelding i henhold til stk. 1, samt enhver senere ændring heri. Kommissionen offentliggør disse oplysninger i EF-Tidende.

Artikel 15

Udsendelse

1. En tredjelandsstatsborger, der ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for et kortvarigt ophold eller efter omstændighederne en særlig rejsetilladelse, skal straks forlade medlemsstaternes område.

Er den pågældende tredjelandsstatsborger i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, midlertidig opholdstilladelse eller nationalt visum til længerevarende ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal denne tredjelandsborger straks begive sig til denne medlemsstats område.

2. Hvis den pågældende tredjelandsstatsborger ikke frivilligt forlader eller ikke formodes at ville forlade medlemsstaternes område, eller hvis det af hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden er tvingende nødvendigt, at tredjelandsstatsborgeren straks forlader medlemsstaternes område, skal denne tredjelandsstatsborger udsendes fra den medlemsstats område, hvor vedkommende er pågrebet, på de i denne medlemsstats nationale lovgivning fastsatte betingelser. Åbner denne lovgivning ikke mulighed for udsendelse, kan den pågældende medlemsstat give tredjelandsstatsborgeren tilladelse til at opholde sig på dens område.

3. Udsendelse kan ske til tredjelandsstatsborgerens hjemland eller til enhver anden stat, hvor den pågældende kan indrejse, bl.a. i henhold til de relevante bestemmelser i aftaler om tilbagetagelse, som Fællesskabet eller dets medlemsstater har indgået med de berørte tredjelande. 4. Bestemmelserne i stk. 3 er ikke til hinder for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1, andet afsnit, bestemmelser om asylret, medlemsstaternes forpligtelser hvad angår non-refoulement, Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges status som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967, eller medlemsstaternes forpligtelser til tilbagetagelse i henhold til de gældende bestemmelser af asylansøgere, hvis asylansøgning er under behandling, og som opholder sig i en anden medlemsstat uden at have fået tilladelse hertil.

Kapitel V

Afsluttende bestemmelser

Artikel 16

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, og træffer enhver foranstaltning, der er nødvendig til deres iværksættelse. Sådanne sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaten meddeler senest på den i artikel 21 fastsatte dato Kommissionen disse bestemmelser og snarest muligt alle senere ændringer.

Artikel 17

Ændring af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen

I konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen foretages følgende ændringer:

1. Artikel 18 affattes således:

"Artikel 18

1. Visa til ophold af mere end tre måneders varighed er nationale visa, som den enkelte medlemsstat udsteder ifølge sin egen lovgivning. Et sådant visum giver indehaveren ret til at rejse gennem de øvrige medlemsstaters område til den visumudstedende medlemsstats område, medmindre den pågældende ikke opfylder indrejsebetingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), d) og e), eller er opført på den nationale liste over uønskede personer i den medlemsstat, hvis område den pågældende ønsker at rejse igennem."

2. Artikel 19-23 og artikel 25 ophæves.

Artikel 18

Ændring af de fælles konsulære instrukser

I de fælles konsulære instrukser foretages de i bilag I til dette direktiv angivne ændringer.

Artikel 19

Ændring af den fælles håndbog

I den fælles håndbog foretages de i bilag II til dette direktiv angivne ændringer.

Artikel 20

Ophævelse

Rådets forordning (EF) nr. 1091/2001 ophæves.

Artikel 21

Gennemførelse i national lovgivning

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den [....] de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den [....].

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 22

Dette direktiv træder i kraft den tyvende dag efter dets offentliggørelse i EF-Tidende.

Artikel 23

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG I

I de fælles konsulære instrukser foretages følgende ændringer :

1) I del I, punkt 1, indsættes:

« Indehavere af visum til længerevarende ophold kan dog færdes frit på medlemsstaternes område inden for en periode på maksimum tre måneder efter at have indgivet ansøgning om opholdstilladelse til den stat, der har udstedt visum til længerevarende ophold »

2) I del I affattes punkt 2.2 således :

« Til ophold af en varighed på mere end tre måneder udsteder den pågældende medlemsstat et nationalt visum i overensstemmelse med sin egen lovgivning.

Dette visum gælder som et ensartet transitvisum og giver indehaveren ret til at rejse til den visumudstedende medlemsstats område, idet transitrejsens varighed dog ikke må overstige fem dage regnet fra indrejsedatoen, medmindre indehaveren ikke opfylder indrejsebetingelserne eller er opført på den nationale liste over uønskede personer i den eller de medlemsstater, den pågældende ønsker at rejse igennem.

Indehavere af et visum til længerevarende ophold kan dog færdes frit på medlemsstaternes område inden for en periode på maksimum tre måneder efter at have indgivet ansøgning om opholdstilladelse til den stat, der har udstedt visum til længerevarende ophold. Ansøgningens indgivelse bekræftes ved et stempel påført tredjelandsstatsborgerens rejsedokument af den myndighed, til hvem ansøgningen er indgivet».

3) I del I, punkt 2, indsættes:

« 2.5. Særlig rejsetilladelse : En særlig rejsetilladelse, der giver en tredjelandsstatsborger ret til at anmode om indrejse på medlemsstaternes område af andre grunde end i indvandringsøjemed med henblik på et sammenhængende ophold eller flere ophold, hvis samlede varighed ikke overstiger seks måneder inden for en tolvmånedersperiode regnet fra den første indrejsedato, uden at opholde sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område.

Bestemmelserne i de fælles konsulære instrukser samt bilag 1, 5, 7, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på udstedelse af en særlig rejsetilladelse.

Denne tilladelse kan udstedes til en eller flere indrejser.

4) I del IV indsættes :

"Der kan kun udstedes særlig rejsetilladelse, når de betingelser, der er fastsat i nedenstående artikler, er opfyldt:

Artikel 9

1. Særlig rejsetilladelse udstedes efter ansøgning fra en tredjelandsstatsborger af medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer før indrejsen til medlemsstaternes område, når tredjelandsstatsborgeren opfylder betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), c), d) og e).

Artikel 5

1. Tredjelandsstatsborgere i besiddelse af et ensartet visum kan frit bevæge sig på alle medlemsstaternes område inden for dette visums gyldighedsperiode, når de :

a) er i besiddelse af et eller flere gyldige rejsedokumenter til passage af de ydre grænser

b) er i besiddelse af gyldigt visum til den påtænkte opholdsperiode

c) om nødvendigt kan fremvise dokumentation for formålet med og vilkårene for det påtænkte ophold og har de fornødne midler til deres underhold, såvel i den påtænkte opholdsperiode som til hjemrejsen til deres hjemland eller gennemrejse til et tredjeland, hvor de er sikret indrejse, eller er i stand til på lovlig vis at skaffe sig disse midler

d) ikke er indberettet som uønskede personer

e) ikke anses at udgøre en trussel for en af medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed eller internationale relationer.

BILAG II

I den fælles håndbog foretages følgende ændringer:

1. I del I, punkt 1.1, indsættes :

« En person, der er i besiddelse af en særlig rejsetilladelse, og som er lovligt indrejst via den ydre grænse til en medlemsstats område, kan frit færdes på alle medlemsstaternes område i højst seks måneder inden for en tolvmånedersperiode uden at opholde sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område. »

2. I del I, punkt 3, indsættes efter sidste afsnit:

« særlig rejsetilladelse »

3. I del I, punkt 3.3.1, indsættes:

« Indehavere af visum til længerevarende ophold kan dog færdes frit på medlemsstaternes område inden for en periode på højst tre måneder efter at have indgivet ansøgning om opholdstilladelse til den stat, der har udstedt visum til længerevarende ophold. Ansøgningens indgivelse bekræftes ved et stempel påført tredjelandsstatsborgerens rejsedokument af den myndighed, til hvem ansøgningen er indgivet».

4. I del I indsættes:

« 3.4. Særlig rejsetilladelse :

Denne særlige rejetilladelse giver indehaveren ret til frit at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder uden at opholde sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område, når den pågældende opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 8 i direktivet om betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere kan færdes frit på medlemsstaternes område i højst tre måneder, indførelse af en særlig rejsetilladelse og fastsættelse af betingelserne for indrejse med henblik på ophold af højst seks måneders varighed.

Artikel 8

1. Tredjelandsstatsborgere kan indrejse til medlemsstaternes område med henblik på at færdes på dette område i højst seks måneder inden for en tolvmånedersperiode regnet fra datoen for første indrejse, uden at opholde sig i mere end tre måneder på en og samme medlemsstats område, når de:

- er i besiddelse af en gyldig særlig rejsetilladelse udstedt af en medlemsstat

- opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), c), d) og e).

2. Bestemmelserne i stk. 1 er ikke til hinder for, at en medlemsstat under ekstraordinære omstændigheder kan forlænge en tredjelandsstatsborgers ophold på dens område ud over tre måneder.

Artikel 5

1. Tredjelandsstatsborgere i besiddelse af et ensartet visum kan frit bevæge sig på alle medlemsstaternes område inden for dette visums gyldighedsperiode, når de :

a) er i besiddelse af et eller flere gyldige rejsedokumenter til passage af de ydre grænser

b) er i besiddelse af gyldigt visum til den påtænkte opholdsperiode

c) om nødvendigt kan fremvise dokumentation for formålet med og vilkårene for det påtænkte ophold og har de fornødne midler til deres underhold, såvel i den påtænkte opholdsperiode som til hjemrejsen til deres hjemland eller gennemrejse til et tredjeland, hvor de er sikret indrejse, eller er i stand til på lovlig vis at skaffe sig disse midler

d) ikke er indberettet som uønskede personer

e) ikke anses at udgøre en trussel for en af medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed eller internationale relationer.

5) I del II, punkt 5, indsættes som punkt 5.7 :

« 5.7 Der kan ikke udstedes særlig rejsetilladelse ved grænsen. »