52001PC0329

Forslag til Rådets Beslutning om den samlede EF-støtte til udryddelse af klassisk svinepest i Nederlandene i 1998 /* KOM/2001/0329 endelig udg. */


Forslag til RÅDETS BESLUTNING om den samlede EF-støtte til udryddelse af klassisk svinepest i Nederlandene i 1998

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Efter artikel 3 i Rådets beslutning 90/424/EØF om visse udgifter på veterinærområdet yder EF finansiel støtte til udryddelse af visse dyresygdomme, herunder klassisk svinepest.

I 1997 og 1998 udbrød der en alvorlig epidemi af klassisk svinepest i Nederlandene. I den forbindelse vedtog Kommissionen beslutning 2000/362/EF, der fastsatte en samlet finansiel støtte på 109 mio. EUR til udgifterne til udryddelse af sygdommen i 1997.

I beslutning 2000/362/EF blev der dog fastsat en finansiel korrektion på 25% af de støtteberettigede udgifter som følge af de tekniske og administrative mangler, der blev konstateret under gennemførelsen af udryddelsesforanstaltningerne i Nederlandene.

Især medførte nogle uheldige tekniske løsninger, der ikke blev meddelt Kommissionen, en kraftig forhøjelse af udgifterne under epidemien. Ifølge en undersøgelse, der blev gennemført af universitetet i Wageningen og på anmodning af den nederlandske landbrugsminister forelagt det nederlandske parlament, kunne sygdommens omkostninger være blevet halveret, hvis visse kontrolforanstaltninger var blevet anvendt korrekt.

Der blev også konstateret mange administrative uregelmæssigheder: systematisk og betydelig overvurdering af den kompensation, der blev udbetalt til svineavlerne (anslået til 20% i gennemsnit), dobbelt betaling for samme dyr osv.

Nederlandene har også anmodet om EF-støtte til nogle typer udgifter, der ikke er omfattet af beslutning 90/424/EØF, og som blev afholdt til slagtning af slagtning af sunde dyr eller administration (lønninger, husleje, sikkerhed, datamater osv.).

I overensstemmelse med den fremgangsmåde, der blev anvendt over for andre medlemsstater under tidligere epidemier, blev udgifter, der ikke udtrykkeligt var omfattet af lovgivningen, ikke refunderet, fordi der ikke var noget retsgrundlag for at gøre det.

Da beslutning 2000/362/EF blev vedtaget, tog Kommissionen hensyn til resultaterne af de mange kontrolbesøg, der var foretaget af Kommissionens tjenestegrene, og til Revisionsrettens særberetning om klassisk svinepest (særberetning nr. 1/2000). Revisionsrettens bemærkninger og konklusioner bekræftede de resultater og den holdning, Kommissionen var kommet frem til.

Nederlandene har også forelagt Kommissionen en anmodning om refusion af udgifterne til udryddelse af klassisk svinepest i 1998.

Kommissionens tjenestegrene foretog yderligere kontrol for at fastslå, om betingelserne for EF's medfinansiering af udgifterne i beslutning 90/424/EØF er blevet overholdt. Denne kontrol har bekræftet resultaterne af den kontrol, der blev gennemført af udbruddene i 1997.

Et udkast til Kommissionens beslutning blev forelagt Den Stående Veterinærkomité den 4. april 2001 med det formål at yde finansiel støtte til Nederlandene for udgifterne i forbindelse med udbruddene af klassisk svinepest i 1998.

Komitéen afgav ikke udtalelse om Kommissionens udkast (Nederlandene og Spanien stemte imod, Sverige og Portugal stemte for og de øvrige medlemsstater undlod at stemme).

Vedlagte forslag tilsendes Rådet i overensstemmelse med forskriftskomité-procedurerne (procedure IIIb).

I lighed med beslutning 2000/362/EF indebærer forslaget, at der ikke ydes finansiel støtte til udgifter, der ikke udtrykkeligt er omfattet af beslutning 90/424/EF, og at de støtteberettigede udgifter nedsættes med 25%, hvad der bekræfter den holdning, der blev indtaget for refusionen af udgifterne for udbruddene i Nederlandene i 1997.

Det samlede støttebeløb til Nederlandene er på 6 277 156 EUR af det beløb på 14 311 725 EUR, der blev ansøgt om.

Forslag til RÅDETS BESLUTNING om den samlede EF-støtte til udryddelse af klassisk svinepest i Nederlandene i 1998

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet [1], senest ændret ved beslutning 2000/12/EF [2], særlig artikel 3, stk. 3 og 5,

[1] EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19.

[2] EFT L 3 af 6.1.2001, s. 27.

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Der udbrød en epidemi af klassisk svinepest i Nederlandene i 1997 og 1998. Sygdommen udgør en alvorlig fare for svinebestanden i EF, og for at medvirke til at udrydde sygdommen hurtigst muligt kan EF yde støtte til dækning af medlemsstaternes udgifter.

(2) I forbindelse med udbruddene af klassisk svinepest i 1997 vedtog Kommissionen beslutning 2000/362/EC [3] om den samlede EF-støtte til udryddelse af klassisk svinepest i Nederlandene i 1997. På grundlag af beslutningen blev der udbetalt i alt 109 937 795 EUR.

[3] EFT L 129 af 30.5.2000, s. 33.

(3) Den 10. september 1999 indgav Nederlandene en anmodning om refusion af de samlede udgifter for hele landet i forbindelse med udbruddene af klassisk svinepest i 1998. På Kommissionens anmodning fremsendte Nederlandene yderligere oplysninger om denne sag den 6. december 1999, den 7. februar 2000 og den 21. april 2000.

(4) Kommissionen har undersøgt, om alle EF's veterinære retsforskrifter er blevet overholdt, og om alle betingelserne for EF-støtte er blevet opfyldt.

(5) Som et resultat af denne kontrol kan ikke alle forelagte udgifter betragtes som støtteberettigede. Denne opfattelse er i overensstemmelse med Revisionsrettens særberetning om klassisk svinepest [4] og beslutning 2000/362/EF.

[4] EFT C 85 af 23.3.2000, s. 1.

(6) Kommissionens bemærkninger til Nederlandenes anmodning blev officielt meddelt de nederlandske myndigheder den 11. december 2000.

(7) Den samlede EF-støtte til udgifter i forbindelse med udbrud af klassisk svinepest i Nederlandene i 1998 bør nu fastsættes.

(8) I henhold til artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 [5] finansieres veterinær- og plantesundhedsforanstaltninger, som foretages efter Fællesskabets regler, via Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen. Med henblik på den finansielle kontrol finder artikel 8 og 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 anvendelse.

[5] EFT L 160 af 26.6.1999, s. 103.

(9) Den Stående Veterinærkomité har ikke afgivet positiv udtalelse -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den samlede EF-støtte til udryddelse af klassisk svinepest i Nederlandene i 1998 udgør 6 277 156 EUR.

Artikel 2

Beløbet i artikel 1 udbetales efter vedtagelse af denne beslutning.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand