Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2450/98 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af stænger af rustfrit stål med oprindelse i Indien /* KOM/2001/0049 endelig udg. */
Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 2450/98 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af stænger af rustfrit stål med oprindelse i Indien (forelagt af Kommissionen) BEGRUNDELSE Efter indførelsen den 14. november 1998 af en endelig udligningstold på importen af stænger af rustfrit stål med oprindelse i Indien indledte Kommissionen en fremskyndet fornyet undersøgelse vedrørende en indisk eksportør, HINDUSTAN Stainless, i henhold til artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 2026/97. Dette selskab, som ikke havde eksporteret den pågældende vare til Fællesskabet i undersøgelsesperioden, var omfattet af en resttold på 25,5%. Undersøgelsesresultaterne viste, at HINDUSTAN Stainless var tæt knyttet til selskabet VENUS WIRE Ltd., der indgik i den oprindelige undersøgelse, og som er omfattet af en udligningstold på 16,1%. Derfor kan HINDUSTAN Stainless ikke betragtes som en ny eksportør i henhold til artikel 20 i grundforordningen, da selskabet er forretningsmæssigt forbundet med et selskab, der blev undersøgt individuelt som led i den oprindelige undersøgelse. Efter Kommissionens opfattelse bør anmodningen om status som ny eksportør således afvises, og HINDUSTAN Stainless bør være omfattet af den samme udligningstold som det selskab, det er knyttet til, dvs. 16,1%. Det foreslås derfor, at Rådet vedtager det vedlagte forslag om ændring af Rådets gældende forordning. Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 2450/98 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af stænger af rustfrit stål med oprindelse i Indien RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab [1], særlig artikel 15 og 20, [1] EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1. under henvisning til forslag forelagt af Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og ud fra følgende betragtninger: A. TIDLIGERE PROCEDURE (1) Ved forordning (EF) nr. 2450/98 [2] indførte Rådet en endelig udligningstold på importen af stænger af rustfrit stål (i det følgende benævnt "den pågældende vare"), henhørende under KN-kode ex 7222 20 11, 7222 20 21, 7222 20 31 og 7222 20 81 og med oprindelse i Indien. Foranstaltningerne indførtes i form af en værditold på mellem 0 og 25,5% og en resttold på 25,5%. [2] EFT L 304 af 14.11.1998, s. 1. B. NUVÆRENDE PROCEDURE 1. Anmodning om fornyet undersøgelse (2) Efter indførelsen af de endelige foranstaltninger modtog Kommissionen en anmodning fra en indisk eksportør i Bombay, HINDUSTAN Stainless, om indledning af en fremskyndet fornyet undersøgelse af Rådets forordning (EF) nr. 2450/98 i henhold til artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 (i det følgende benævnt "grundforordningen"). Selskabet gjorde gældende, at det ikke var forretningsmæssigt forbundet med andre indiske eksportører af den pågældende vare, og at det ikke havde eksporteret den pågældende vare til Fællesskabet i den oprindelige undersøgelsesperiode (1. juli 1996 til 30. juni 1997). Selskabet angav, at det agtede at begynde at eksportere til Fællesskabet i den nærmeste fremtid. 2. Indledning af en fremskyndet fornyet undersøgelse (3) Kommissionen undersøgte de beviser, der fremlagdes af den indiske eksporterende producent, og anså dem for tilstrækkelige til at begrunde indledningen af en fornyet undersøgelse i overensstemmelse med artikel 20 i grundforordningen. Efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og efter at den berørte erhvervsgren i Fællesskabet havde fået lejlighed til fremsætte bemærkninger, offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende [3] om indledningen af en fremskyndet fornyet undersøgelse af Rådets forordning (EF) nr. 2450/98 med hensyn til det pågældende selskab og iværksatte denne undersøgelse. [3] EFT C 311 af 29.10.1999, s. 2. 3. Den pågældende vare (4) Den vare, der er omfattet af den nuværende fornyede undersøgelse, er den samme vare som den, der er omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 2450/98. 4. De berørte parter (5) Kommissionen underrettede officielt det pågældende selskab og Indiens regering om indledningen af den fornyede undersøgelse. Den gav endvidere de direkte berørte parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt. Kommissionen sendte et spørgeskema til det pågældende selskab og modtog en fuldstændig besvarelse inden for de anførte frister. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at gennemføre undersøgelsen, og den aflagde kontrolbesøg hos det pågældende selskab. 5. Undersøgelsesperiode (6) Subsidieundersøgelsen omfattede perioden fra den 1. oktober 1998 til den 30. september 1999 (i det følgende benævnt "undersøgelsesperioden"). 6. Metode (7) I den foreliggende undersøgelse blev der benyttet den samme metode som i den oprindelige undersøgelse. C. OMFANGET AF DEN FORNYEDE UNDERSØGELSE (8) Da der i forbindelse med den foreliggende undersøgelse ikke er fremsat nogen anmodning om fornyet undersøgelse af undersøgelsesresultaterne vedrørende skade, begrænses den til at omfatte spørgsmålet om subsidiering. (9) Kommissionen undersøgte de samme subsidieordninger som i den oprindelige undersøgelse. Desuden undersøgte den, om HINDUSTAN Stainless havde anvendt nogen af de subsidieordninger, der var indført efter afslutningen af den oprindelige undersøgelsesperiode, eller havde modtaget ad hoc-subsidier efter denne dato. (10) Det blev også undersøgt, om det pågældende selskab kunne betragtes som en ny eksportør i henhold til artikel 20 i grundforordningen. D. UNDERSØGELSESRESULTATER 1. Status som ny eksportør (11) Undersøgelsen bekræftede, at HINDUSTAN Stainless ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode, men at selskabet efterfølgende havde eksporteret varen til andre tredjelande og også havde modtaget prisforespørgsler fra selskaber i Den Europæiske Union. (12) Det konstateredes, at der var en række familiemæssige og økonomiske forbindelser mellem HINDUSTAN Stainless, VENUS WIRE Industries Ltd. og VENUS METAL Corporation. VENUS WIRE Industries Ltd., som indgik i den oprindelige undersøgelse, var omfattet af en udligningstold på 16,1%. (13) På grundlag af dokumenterne fra kontrolbesøget og de oplysninger, som VENUS WIRE Industries Ltd. angav i sin besvarelse af spørgeskemaet i den oprindelige undersøgelse, blev der konstateret følgende familiemæssige forbindelser: Tre direktører i VENUS WIRE Industries Ltd., som også er partnere i VENUS METAL Corporation, er henholdsvis far og onkler til eneejeren af HINDUSTAN Stainless. (14) Det lager, som det pågældende selskab anvendte, blev lejet fra VENUS METAL Corporation. Ifølge lejekontrakten på lageret, som blev indgået for et år i 1998, skal betalingerne falde kvartalsmæssigt i lige store rater. Kontrakten blev undertegnet af ejeren af HINDUSTAN Stainless og af dennes onkel på vegne af VENUS METAL Corporation. (15) HINDUSTAN Stainless lejer også to kontorer i Mumbai, som tilhører to direktører for VENUS WIRE Industries Ltd., som også er onkler til ejeren af det pågældende selskab. Også i dette tilfælde skal lejen betales i fire lige store rater. (16) Det konstateredes i undersøgelsen, at HINDUSTAN Stainless hverken havde betalt for lageret eller kontorerne. Efter Kommissionens efterprøvning heraf betalte selskabet leje for perioden 1998-99 og fremlagde beviser herfor for Kommissionen efter undersøgelsen på stedet. (17) Det konstateredes også, at en af direktørerne for VENUS WIRE Industries Ltd., nemlig faren til ejeren af det pågældende selskab, var kautionist for en bankkredit, som HINDUSTAN Stainless havde benyttet i forbindelse med import af råmaterialer. (18) På baggrund af de omstændigheder, der er anført i betragtning 11 til 16, konkluderes det, at Hindustan Stainless ikke kan betragtes som en ny eksportør, da det, enten direkte eller via VENUS METAL Corporation, er forretningsmæssigt forbundet med en eksportør, der blev indrømmet individuel behandling i den oprindelige undersøgelse (VENUS WIRE Industries Ltd.). Anmodningen om status som ny eksportør bør derfor afvises, og Hindustan Stainless bør, da det er et forretningsmæssigt forbundet selskab, være omfattet af den samme udligningstold som VENUS WIRE Industries Ltd. E. FREMLÆGGELSE AF UNDERSØGELSESRESULTATER (19) Det pågældende selskab blev underrettet om de kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at foreslå, at Rådet forordning (EF) nr. 2450/98 ændres, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger hertil. (20) Efter fremlæggelsen af de vigtigste kendsgerninger erkendte det pågældende selskab de familiemæssige forbindelser, men nægtede at have modtaget finansiel bistand fra VENUS WIRE Industries Ltd. og VENUS METAL Corporation. Selskabet gjorde opmærksom på, at lejen for 1998 nu var betalt, og at bankgarantien ikke indebar noget finansielt bidrag. (21) Det erkendes, at lager- og kontorlejen for 1998 nu er betalt, selv om det er sket et år for sent og kun efter et kontrolbesøg på stedet. Argumentet vedrørende bankgarantien bør imidlertid afvises. Uden kautionisten ville den rente, der skulle betales, muligvis have været højere, eller måske ville banken slet ikke have indrømmet nogen kredit. Kautionen indebær derfor en fordel for Hindustan Stainless. (22) Da der er tale om tætte familiemæssige og økonomiske forbindelser mellem Hindustan Stainless og tre af direktørerne for VENUS WIRE Industries Ltd., bekræftes konklusionen fra betragtning 17. F. ÆNDRING OG VARIGHED AF DE FORANSTALTNINGER, DER ER OMFATTET AF DEN FORNYEDE UNDERSØGELSE (23) På grundlag af undersøgelsesresultaterne finder Kommissionen, at importen til Fællesskabet af stænger af rustfrit stål, der fremstilles og eksporteres af det pågældende selskab, bør være omfattet af den samme udligningstold som VENUS WIRE Industries Ltd., nemlig 16,1%, da selskaberne er forretningsmæssigt forbundne. (24) Forordning (EF) nr. 2450/98 bør derfor ændres. (25) Denne fornyede undersøgelse berører ikke den dato, hvor forordning nr. 2450/98 udløber i henhold til artikel 18, stk. 1, i grundforordningen - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 2450/98 ændres ved at tilføje følgende selskaber til listen over selskaber, som er omfattet af foranstaltningerne: >TABELPOSITION> Artikel 2 Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den . På Rådets vegne Formand