52001IE0236

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Midtvejsevaluering af de tre processer bag den europæiske beskæftigelsesstrategi"

EF-Tidende nr. C 139 af 11/05/2001 s. 0033 - 0041


Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Midtvejsevaluering af de tre processer bag den europæiske beskæftigelsesstrategi"

(2001/C 139/10)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på plenarforsamlingen den 2. marts 2000 i henhold til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at udarbejde udtalelse om "Midtvejsevaluering af de tre processer bag den europæiske beskæftigelsesstrategi".

I henhold til forretningsordenens artikel 11, stk. 4, og artikel 19, stk. 1, blev der nedsat et underudvalg til at udføre det forberedende arbejde.

Underudvalget vedtog sit forslag til udtalelse den 14. februar 2001. Ordfører var Jan Olsson, medordfører Ursula Engelen-Kefer.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 379. plenarforsamling den 28. februar-1. marts 2001, mødet den 28. februar, med 93 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod følgende udtalelse.

1. Evalueringens baggrund

1.1. Sigtet med denne udtalelse er:

- at se på de forskellige processer (Luxembourg, Cardiff, Köln) ud fra en overordnet indfaldsvinkel;

- at lægge op til forårsrådsmødet i Stockholm 2001, som bliver den første opfølgning af Lissabon-topmødet, der bekræftede behovet for at samordne de tre processer og indføje nye elementer.

Eftersom ØSU repræsenterer forskellige aktører inden for det organiserede civilsamfund, baseres evalueringen på følgende kriterier:

- det organiserede civilsamfunds deltagelse i forberedelsen og gennemførelsen af de tre processer og i opfølgningen af Lissabon-strategien;

- de forskellige aktørers respektive rolle og ansvar for at sikre en passende balance mellem lovtiltag og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger og for at udvikle en vidensbaseret økonomi med social samhørighed, øget beskæftigelse, bæredygtig udvikling samt retfærdige og lige muligheder for alle.

De strukturelle indikatorer, som Kommissionen har forelagt som opfølgning af Lissabon-topmødet, underkastes en vurdering i en anden ØSU-udtalelse(1).

1.1.1. Luxembourg-processen

Luxembourg-processen (november 1997) tager sigte på at styrke samordningen af de nationale beskæftigelsespolitikker. Processens hovedsigte er at få medlemsstaterne til at opstille et integreret sæt fælles målsætninger, som inddeles i fire søjler, nemlig beskæftigelsesevne, iværksætteri, tilpasningsevne og lige muligheder. Der er indført en proces bestående i periodisk planlægning, rapportering, peer review, evaluering og justering af målsætningerne. På EU-plan kommer dette først og fremmest til udtryk i retningslinjerne for beskæftigelsen, som vedtages årligt og derpå omsættes i nationale handlingsplaner for beskæftigelsen i hver enkelt medlemsstat.

For at gøre Luxembourg-processen mere effektiv stillede Det Europæiske Råd i Lissabon krav om en midtvejsevaluering af processen, hvis konklusioner afspejles i retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken i 2001.

I midtvejsevalueringen(2) konstateres det, at processen har bidraget til at sætte beskæftigelsen i fokus, og at flere aktører er blevet inddraget. Samtidig konstateres der stigende forskelle mellem regionerne og øget mangel på først og fremmest faglært arbejdskraft. Desuden er der skævheder hvad angår gennemførelsen af de forskellige retningslinjer, navnlig inden for den søjle, der drejer sig om tilpasningsevne. Integration af kønsaspektet i alle politikker er også kun gennemført delvis. Med henblik på fremtiden foreslås færre retningslinjer, mere effektiv koordinering i forhold til andre processer, udvikling af indikatorer, forbedret overvågning og bedre spredning af gode eksempler (good practise). Der efterlyses en klarere rollefordeling mellem aktørerne og stærkere inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Endelig gives der udtryk for, at processen bør være mere synlig udadtil.

ØSU tilslutter sig midtvejsevalueringens konklusioner og ønsker navnlig at understrege fokuseringen på de centrale spørgsmål, tydeligere kvantitative og kvalitative målsætninger, betydningen af at fremme en iværksætterkultur samt arbejdsmarkedsparternes engagement og rolle i forbindelse med de retningslinjer, der berører dem mest på alle niveauer. Desuden ønsker ØSU at understrege, at Luxembourg-processen bør forankres bredt i medlemsstaterne, både lokalt og blandt alle erhvervs- og samfundslivets organisationer. Efter femårsperiodens udløb bør man derfor overveje en pause på et år for virkelig at engagere alle berørte aktører. For at kunne fokusere på og tydeliggøre målene er det desuden ønskeligt med en forenkling af processen.

1.1.2. Cardiff-processen

Cardiff-processen (juni 1998) tilstræber økonomisk reform, med det sigte at gøre det indre marked til drivkraften bag nye arbejdspladser og at fremme iværksætterånd og konkurrenceevne.

Processen omfatter foranstaltninger, som skal fjerne samhandelshindringerne mellem medlemsstaterne, øge servicesektorens ydeevne, gøre vilkårene for små og mellemstore virksomheder mere velegnede til at sætte skub i vækst og beskæftigelse, føre til effektive kapitalmarkeder og et passende udbud af risikovillig kapital, fremme en effektiv konkurrencepolitik samt nedbringe statsstøtte.

Som reaktion på mandatet fra Det Europæiske Råd i Cardiff udarbejder medlemsstaterne og Kommissionen årsberetninger om spørgsmål vedrørende reform af produktions- og kapitalmarkederne.

I den anden Cardiff-rapport(3) opfordrer Kommissionen EU og medlemsstaterne til at indføre økonomiske reformer, som er forenelige med økonomisk og social samhørighed, at sikre inddragelse af alle interessehavere og at opfordre de offentlige myndigheder til at garantere reel indvirkning på konkurrenceevnen og forbedring af forbrugervelfærden samt sikre enkel lovgivning af høj kvalitet.

ØSU støtter denne opfordring, men ønsker at understrege, at Cardiff-processens gennemførelse forudsætter en mere systematisk og sammenhængende opfølgning med øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter og erhvervs- og samfundslivets øvrige organisationer.

1.1.3. Köln-processen

Köln-processen (juni 1999) supplerer Luxembourg- og Cardiff-processerne med en bred overordnet strategi - den europæiske beskæftigelsespagt - omfattende samtlige EU's foranstaltninger på beskæftigelsesområdet. Processen medfører samordning af den økonomiske politik og forbedring af et gensidigt understøttende samspil mellem lønudvikling og monetær, budgetmæssig og fiskal politik, hvilket gennem en makroøkonomisk dialog skal tilstræbe at bevare bæredygtig ikke-inflationsskabende vækst og langsigtede positive resultater med Den Økonomiske og Monetære Union.

De overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker er et centralt element i samordningsprocessen vedrørende den økonomiske politik. De tilvejebringer grænsefladen mellem den økonomiske politik og Luxembourg- og Cardiff-processerne, og de drøftes fra år 2000 i andre rådskonstellationer end finansministrenes.

Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og arbejdsmarkedets parter deltager i den makroøkonomiske dialog. Der har været holdt møder to gange årligt siden 1999; møderne ledes af formanden for Rådet af Økonomi- og Finansministre.

ØSU konstaterer, at Köln-processen er indledt, men ønsker at understrege de europæiske arbejdsmarkedsorganisationers fælles ønske om, at finansministrene virkelig deltager, og at dialogen også kommer til at omfatte forholdet mellem makroøkonomisk politik og strukturreformer(4).

2. Lissabon-topmødet - Den nye åbne koordinationsmetode

2.1. Som opfølgning af De Europæiske Råd i Köln og Helsingfors blev der på Det Europæiske Råd i Lissabon sat fokus på sammenhængen mellem de forskellige samordningsprocesser med det formål at få dem til at virke bedre sammen.

I stedet for en ny proces indførte Rådet imidlertid en ny politisk metode, den såkaldte nye åbne koordinationsmetode, med det sigte at nå det nye strategiske mål, som blev vedtaget på topmødet i Lissabon.

2.2. Den nye metode indebærer fastsættelse af retningslinjer og specifikke tidsplaner for at nå målene, opstilling af kvantitative og kvalitative indikatorer og benchmarks i forhold til de bedste i verden samt sammenligning af bedste praksis. De europæiske retningslinjer skal omsættes i nationale og regionale politikker ved, at der fastsættes specifikke mål, og ved, at der sættes ind med foranstaltninger, hvor der tages højde for nationale og regionale forskelle.

2.3. I tråd med subsidiaritetsprincippet og en decentraliseret indfaldsvinkel henstillede Rådet, at Den Europæiske Union, medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder samt "arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundet" inddrages aktivt. Strategien beror således primært på den private sektor og offentligt-private partnerskaber.

2.4. ØSU bemærker, at den nye metode indebærer, at hele det organiserede civilsamfund skal være med til at iværksætte strategien. Det europæiske projekt skal ikke gennemføres oppefra, men nedefra via samordning af offentlige og private aktørers politikker.

2.5. ØSU har ved flere lejligheder henstillet, at de socioøkonomiske organisationer inddrages i fastlæggelsen, iværksættelsen og overvågningen af EU's politikker, på både EU- og nationalt plan, med hensyn til eksempelvis de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken, erhvervspolitikken, det indre marked, undervisning og uddannelse, social beskyttelse, handlingsprogrammet vedrørende social udstødelse, reguleringen af de finansielle markeder, osv. ØSU bemærker, at der i Lissabon-strategien åbnes for iværksættelse af nye "processer" på andre politikområder som f.eks. bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

2.6. Næste skridt bør være at integrere EU's transport-, energi- og miljøpolitik i Lissabon-strategien.

2.7. Den nye åbne koordinationsmetode svarer til diversiteten i Europa i henseende til kultur, livsvilkår og økonomiske og sociale forhold. Diversiteten er øget med årene. Diversitet kræver en vifte af instrumenter - lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger - samt tilvejebringelse af en kultur, hvor alle aktører medvirker, dvs. virksomheder inden for både den "nye" og den "gamle" økonomi, faglige organisationer, sociale beskyttelsesinstitutioner, andre sociale og økonomiske aktører, formelle og uformelle uddannelsesinstitutioner, NGO'er og myndigheder. Politikkens geografiske dimension, baseret på et bredt partnerskab, er også af stor betydning, når det gælder at håndtere diversiteten.

Men ØSU ønsker samtidig at understrege de fælles værdier, der ligger til grund for den europæiske model, og det forhold, at den nye koordinationsmetode stiller krav om, at opfølgningen og evalueringen af politikken (hvilket kan ske på forskellige måder i de enkelte medlemsstater), ud fra fælles kriterier, skal omfatte alle medlemsstaterne.

2.8. Det forhold, at den private sektor tillægges et medansvar, udgør en udfordring for det organiserede civilsamfund og dermed for ØSU som repræsentant for et bredt spektrum af socioøkonomiske organisationer.

ØSU har derfor et ansvar for at mobilisere disse aktører og dermed yde sit bidrag til processen.

2.9. ØSU ønsker at understrege, at det er nødvendigt, at ansøgerlandene snarest muligt forbereder sig på at deltage i den nye koordinationsmetode, eftersom tilslutningen til EU ikke bare går ud på mekanisk at tilpasse sig gældende fællesskabsret (acquis communautaire) og at indrette de offentlige institutioner, så den kan gennemføres. Det drejer sig i mindst lige så høj grad om aktiv deltagelse fra erhvervs- og samfundslivets organisationers side, så udvidelsesprocessen får så bred opbakning som muligt. For sit eget vedkommende kommer ØSU til at følge denne udvikling nøje med det formål at engagere civilsamfundets organisationer.

2.10. Den nye koordinationsmetode skal også ses i tilknytning til den kommende hvidbog om nye beslutningsstrukturer i Europa. Hvidbogen ventes offentliggjort efter Det Europæiske Råd i Stockholm.

3. Medvirker det organiserede civilsamfund? En rundspørge

3.1. Et spørgeskema udsendtes til ØSU's medlemmer, europæiske organisationer samt økonomiske og sociale udvalg i medlemsstaterne. Spørgsmålene drejede sig om, i hvilken grad man var aktivt involveret i de forskellige politikområder (den makroøkonomiske dialog, retningslinjerne for beskæftigelsen, erhvervspolitikken, det indre marked, finansielle tjenesteydelser, sociale sikringsordninger, handlingsplaner til bekæmpelse af social udstødelse samt regionale udviklingsplaner).

Svarene fra ØSU's medlemmer dækker 13 af de 15 medlemsstater. Omkring 20 europæiske organisationer svarede samt 8 nationale økonomiske og sociale udvalg.

Selv om der er tale om et forholdsvis begrænset antal svar, kan følgende foreløbige konklusioner drages: Arbejdsmarkedets parter er i forholdsvis stor udstrækning involveret både på det europæiske, nationale samt regionale/lokale niveau. Dette gælder især de spørgsmål, der ligger arbejdsmarkedets parter på sinde. Selv organisationer, der repræsenterer specifikke interesser (f.eks. finansielle tjenesteydelser eller social udstødelse) angiver et højt aktivitetsniveau. Alligevel er der medlemsstater, hvor parterne ifølge svarene ikke deltager, når det gælder f.eks. beskæftigelsespolitikken. Hvad angår det indre marked viser svarene en relativt lav deltagelse. Deltagelsen fra "øvrige interesseorganisationers" side (gruppe 3) er gennemgående lavere (undtagen når det gælder erhvervspolitik og social udstødelse på nationalt niveau) end deltagelsen fra arbejdstagernes og erhvervslivets organisationers side. Svarene viser, at nationale økonomiske og sociale udvalg ikke altid deltager (højst 6 ud af de 8, der besvarede rundspørgen, deltager på nogle af de nævnte politikområder) i lige stor grad på nationalt niveau.

3.2. For at øge medinddragelsen i processen opfordrer ØSU til, at civilsamfundets organisationer gør en indsats for at blive hørt på nationalt, regionalt og lokalt plan, og at myndighederne på de samme niveauer etablerer det foreslåede partnerskab mellem den offentlige og den private sektor på basis af åbenhed, gensidig tillid og lighed.

Ved topmødet i Stockholm bør Rådet på ny understrege betydningen af det organiserede civilsamfunds deltagelse, og denne opfordring bør rettes til hver medlemsstat.

ØSU finder det dog vigtigt, at såvel Kommissionen som regeringerne lader arbejdsmarkedets parter spille deres rolle og undlader uhensigtsmæssige og forhastede indgreb, men lader dem tage deres fulde ansvar inden for deres kompetenceområde.

4. Partnerskaber mellem det offentlige og den private sektor samt myndighedernes rolle

4.1. Inden for den ansvarsfordeling mellem det offentlige og den private sektor, som ligger til grund for Lissabon-strategien, bør myndighedernes rolle bestå i at tilvejebringe rammebetingelser, som gør det muligt for det organiserede civilsamfund at bidrage til at nå de mål, som er opstillet i processerne og i Lissabon-strategien. ØSU støtter i den forbindelse Cardiff II's efterlysning af enkel, men kvalitetspræget lovgivning(5).

4.2. Partnerskaber mellem det offentlige og den private sektor bør udbygges, og der bør indføres en benchmarking-proces for at identificere god praksis for, hvorledes ansvarsbeføjelserne fordeles.

4.3. Regeringerne har brug for en helhedsstrategi for at undgå opsplitning, både for at øge effektiviteten og for at tilvejebringe overensstemmelse med det organiserede civilsamfunds helhedssyn. Dette ville også ligge på linje med den administrative reform, som Lissabon-topmødet efterlyste som led i nødvendige økonomiske reformer. For at støtte administrative reformer og sikre kvalitetsserviceydelser må der vedtages foranstaltninger til udvikling af personalepolitikken, til fremme af de ansattes medvirken og til sikring af bedre arbejdsledelse. Der kræves også en aktiv politik for at skabe bedre muligheder for kvinder og svage personalegrupper, for at tilvejebringe "intern modernisering", innovationer og større præstationsevne samt for at afvikle stive hierarkiske strukturer. Desuden må man være opmærksom på de regionale konsekvenser af administrative reformer.

ØSU mener, at de offentlige forvaltninger bør tilskyndes til en erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne, når det gælder administrative reformer, så man på en lignende måde som det organiserede civilsamfund kan drage nytte af de gode eksempler, som findes andre steder.

5. Bevarelse og forbedring af tjenester af generel interesse

5.1. EU-tiltag til fremme af konkurrenceevnen øver stadig større indflydelse på den offentlige sektors virksomhed. Mange sektorer omfattes ikke længere af medlemsstaternes regulering, men er underkastet det frie marked.

Der udtrykkes tilfredshed med denne udvikling, for så vidt den sikrer tjenester af højere kvalitet, medfører lavere priser og giver alle brugere adgang til de udbudte tjenester til rimelige priser.

5.2. Imidlertid er det myndighedernes ansvar at forbedre tjenester af generel interesse, som er et nøgleelement i den europæiske samfundsmodel. Mangel på sådanne tjenester har negative følger for borgerne, for arbejdspladserne og for det lokale miljøs kvalitet.

5.3. Kvaliteten af de disponible tjenester af generel interesse må sikres. Målet bør være en produktiv og effektiv offentlig sektor, som kombinerer brugermedindflydelse, økonomisk rentabilitet og gode vilkår for medarbejderne, og som tilbyder borgerne kvalitetsserviceydelser til rimelige priser. Dette mål skal gælde, hvadenten tjenesterne udbydes i offentligt eller i privat regi.

5.4. Innovation og øget produktivitet, som fører til bedre service, flere valgmuligheder og lavere omkostninger, er nødvendige; samtidig bør der findes frem til midler til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter tjenester af generel interesse, herunder navnlig nye sociale og miljøvenlige tjenester. Dette falder i tråd med opfordringen i retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken til fuldt ud at udnytte beskæftigelsespotentialet i servicesektoren.

6. Beskæftigelse

6.1. ØSU bemærker med tilfredshed, at fuld beskæftigelse blev opstillet som et mål på Lissabon-topmødet.

6.2. For at kunne nå dette mål er der behov for øget samordning og sammenhæng mellem de forskellige processer inden for Lissabon-strategien, som nu er centrum i de politiske bestræbelser. ØSU vil her understrege betydningen af, at der udarbejdes sammenlignelige indikatorer, så man kan evaluere udviklingen inden for beskæftigelsen.

At medlemsstaterne kun fokuserer på at sænke ledigheden er imidlertid ikke tilstrækkeligt. De bør også have som mål at sikre en generel forøgelse af beskæftigelsen for at opnå de gennemsnitstal for beskæftigelsen, der opstilles i punkt 6.9.

6.3. ØSU efterlyser en samordning, der indebærer en fordel for selvstændige aktører såsom ECB inden for den monetære politik og arbejdsmarkedsparterne ved udarbejdelsen af lønpolitikken. En sådan samordning tillader i praksis en bedre forståelse af de mål og begrænsninger, der styrer de forskellige parter, som berøres af den økonomiske politik.

Det er nødvendigt med en holdbar anticyklisk finanspolitik, som ikke sætter ligevægten i de offentlige finanser på mellemlang sigt over styr. For at opfylde dette mål mener ØSU, at det er absolut påtrængende med tiltag, som garanterer, at de offentlige finanser kan forsvares inden for rammerne af vækst- og stabilitetspagten, samtidig med at der bevares en optimal struktur mellem udgifterne til offentligt forbrug og offentlige investeringer.

6.4. ØSU støtter en regelmæssig makroøkonomisk dialog med deltagelse af finansministrene og ECB's formand. Dialogen skal bidrage til overensstemmelse mellem de økonomiske forudsætninger og kravene om social samhørighed og til, at arbejdsmarkedets parter lever op til deres ansvar for, at der føres en beskæftigelses- og investeringsfremmende lønpolitik. Dialog er påkrævet for at øge borgernes tro på euroen og for at imødegå uforudsete risici, som kan afføde økonomisk ustabilitet og sociale problemer. En makroøkonomisk dialog og en koordineret finanspolitik er nødvendig for at fremme økonomisk vækst, men den nationale forskelligartethed bør også tages i betragtning, og valget af foranstaltninger inden for den økonomiske og fiskale politik bør ligge hos medlemsstaterne, inden for rammerne af en sammenhængende, overordnet strategi.

6.5. ØSU henleder opmærksomheden på de vigtige og tætte forbindelser mellem den makroøkonomiske politik og strukturpolitikken. Man bør således tilstræbe en "policy-mix", dvs. en logisk blanding af makroøkonomiske og strukturelle foranstaltninger, der er optimal med hensyn til de fastlagte mål for vækst og beskæftigelse.

Denne præcisering af policy-mixen skal ikke kun foretages mellem den makroøkonomiske politik på den ene side og strukturpolitikken på den anden - den kontinuerlige kalibrering bør også ske inden for rammerne af hvert af de to politikområder. Det drejer sig med andre ord om at opnå en så høj grad af balance som muligt mellem den makroøkonomiske politiks komponenter: den monetære politik, finanspolitikken og lønpolitikken. På samme måde bør reformerne på områderne for teknologisk innovation, forskning, konkurrence, arbejdsmarked, infrastruktur osv. hvile på begge de elementer, der udgør kernen i strukturpolitikken.

6.6. ØSU bemærker, at det forum på højt niveau, som blev afholdt i juni 2000, ikke ansås for en succes. Forummet bør tilrettelægges mere hensigtsmæssigt og finde sted mellem "synteserapportens" forelæggelse og forårstopmødet, så det bliver til større gavn for samtlige berørte parter.

6.7. ØSU opfordrer medlemsstaternes regeringer til at opbygge et snævert samarbejde med arbejdsmarkedsparterne med henblik på at drøfte og iværksætte beskæftigelsesstrategien. For at sikre strategiens succes bør arbejdsmarkedsparterne i fuld autonomi definere konkrete bidrag, som regeringerne skal tage hensyn til.

ØSU opfordrer de europæiske lande til at satse store ressourcer på kundskaber og uddannelse, eftersom beskæftigelsesstrategiens succes er stærkt afhængig af dette, hvilket ØSU har givet udtryk for i flere udtalelser(6).

ØSU noterer sig med tilfredshed, at også uddannelsesministrene nu involveres i drøftelserne i forbindelse med retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken.

ØSU forventer, at topmødet i Stockholm tager endnu et skridt til at realisere et "kundskabsløft", som omfatter alle.

6.8. ØSU henstiller, at tendensen i retning af en aldrende europæisk befolkning og behovet for arbejdsmæssig kvalitet tages op som led i beskæftigelsesstrategien i de kommende år. I denne forbindelse bemærker ØSU, at den demografiske tendens hen imod en aldrende befolkning vil medføre en større opsparing, som bør kanaliseres over i investeringer i menneskelige ressourcer, F& U og kundskabsteknologi, så man kan afbøde de beskæftigelsesmæssige skævheder, som skyldes forskelle med hensyn til kvalifikationer, alder og køn, og udligne forskellene mellem befolkningsgrupper og regioner.

6.9. Hovedudfordringen består i at hæve den gennemsnitlige erhvervsfrekvens i samtlige medlemsstater, så det overordnede mål (60 % for kvinder og 70 % for mænd) nås. Dette bør ledsages af passende tiltag med henblik på at nå frem til social samhørighed. Det er derfor nødvendigt at inddrage hele det organiserede civilsamfund.

6.10. Efter ØSU's mening bør der iværksættes beskæftigelsesfremmende foranstaltninger af bl.a. skattemæssig art med følgende sigte:

- at øge ældre arbejdstageres erhvervsfrekvens. ØSU gentager sit forslag(7) om en EU-omspændende informationskampagne, som skal øge bevidstheden om den rolle, ældre arbejdstagere kan spille, og om en social dialog, som kan styrke de eksisterende retningslinjer vedrørende beskæftigelsen;

- at opnå en højere erhvervsfrekvens for kvinder baseret på bedre muligheder for at kombinere familieliv og erhvervsarbejde. Med henblik herpå er det afgørende vigtigt at sørge for pasning af børn og andre ikke-erhvervsaktive medlemmer af husholdningen, at skabe bedre muligheder for karriereskift, at indføre nye former for arbejdstilrettelæggelse og at sikre kvinder økonomisk selvstændighed;

- at integrere sårbare grupper på arbejdsmarkedet. For at sikre integreringen af ugunstigt stillede personer på arbejdsmarkedet er der behov for støtteforanstaltninger, som involverer hele det organiserede civilsamfund, med henblik på at undgå fattigdomsfælder;

- at fremme lige muligheder og ligebehandling af handicappede på arbejdsmarkedet og al beskæftigelsesrelaterede områder (det indre marked, informationssamfundet osv.);

- at forbedre forholdene for tredjelandes statsborgere og andre indvandrere i EU, så de kan få arbejde på det åbne arbejdsmarked og opnå passende social beskyttelse og grundlæggende rettigheder;

- at revidere indvandringspolitikken under hensyntagen til samtlige aspekter med det formål at gennemføre en kontrolleret indvandring, som bidrager til såvel Europas som udvandringslandets velfærd. Dette spørgsmål er ØSU i færd med at behandle nærmere. Det samme gælder flygtningepolitikken, men ØSU understreger, at denne senere skal behandles adskilt fra den almene indvandringspolitik.

6.11. ØSU mener, at Stockholm-rådet bør benyttes som affyringsrampe for nye initiativer til at forbedre den erhvervsaktive tilværelse, eksempelvis:

- forbedring af uddannelsesniveauet ved at sætte ind med en EU-omspændende kampagne for livslang uddannelse, som ikke blot bør involvere virksomhederne, men også samtlige aktører, der beskæftiger sig med undervisning og uddannelse af både formel og ikke-formel karakter. Samtidig bør man finde metoder til at udnytte arbejdskraftens eksisterende kompetencer bedre;

- bedre sundheds- og sikkerhedsforhold på arbejdspladsen ved at gennemføre tilsagnet i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden om et nyt program;

- at sørge for, at den beskæftigelsesfremmende politik og strukturreformer på arbejdsmarkedet fører til meningsfulde job og veldefinerede ansættelsesformer;

- at gennemføre foranstaltninger, som stimulerer til nyskabende arbejdsorganisation, god arbejdsledelse og fleksible arbejdstidsordninger, som opfylder både virksomhedernes og lønmodtagernes behov. Jobskifte og mobilitet bør fremmes;

- særlig hensynstagen til metoder til at forbedre forholdene for kvinder og andre grupper, som får mindre i løn og har ringere karrieremuligheder.

7. Lovgivning vedrørende arbejdsmarkedsforhold og social beskyttelse

7.1. Kommende EU-lovgivning på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område bør tages op til evaluering i snævert samarbejde med arbejdsmarkedsparterne, men også andre berørte socioøkonomiske organisationer, hvor dette er hensigtsmæssigt, med det sigte at opnå balance mellem lovtiltag og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger.

7.2. ØSU noterer med tilfredshed, at der nedsættes et Udvalg for Social Beskyttelse, som for nærværende navnlig skal beskæftige sig med pensioner og social udstødelse. Det konstateres samtidig, at dette har to andre opgaver, nemlig spørgsmål om arbejdets lønsomhed og om velfungerende sundhedstjenester på lang sigt.

7.3. Pensionssystemets bæredygtighed er i sidste instans uløseligt knyttet til en på lang sigt holdbar økonomisk udvikling, uanset hvordan pensionsordningerne er indrettet - det være sig som offentlige pensioner, aftalemæssige eller gensidige tillægspensioner eller som private, individuelle pensioner.

7.4. De finansielle markeder understøttes af tilstrømningen af stigende pensionsbidrag både til individuelle, gensidige og aftalebaserede arbejdsmarkedspensioner. Da pensioner, hvortil der indbetales bidrag, må opfattes som udskudt indkomst, bør pensionsmodtagernes repræsentanter have et afgørende ord at sige med hensyn til, hvorledes midlerne investeres, hvis det ikke har en negativ effekt på pensionsmodtagernes afkast. ØSU henstiller, at der indføres retningslinjer for pensionsfondes investeringer enten via aftaler mellem arbejdsmarkedsparterne eller via adfærdskodekser for fondene, med sigte på langfristet vækst og bæredygtighed.

Udvalget for Social Beskyttelse bør derfor også opfordres til at undersøge de supplerende pensionsordningers udvikling, i snævert samarbejde med arbejdsmarkedsparterne.

Arbejdstagernes mobilitet må ikke hæmmes af forskelle i de erhvervstilknyttede pensionsordninger(8).

7.5. Udvalget for Social Beskyttelse bør også snarest se nærmere på systemer for social beskyttelse, som kombinerer fleksibilitet og sikkerhed og i den forbindelse især identificere god praksis og finde løsninger på dette område.

7.6. Et andet område, hvor medlemsstaterne vil modernisere den sociale beskyttelse, er levering af kvalitetssundhedsydelser.

7.7. Med hensyn til lige adgang til sundhedspleje mener ØSU, at obligatoriske og supplerende ordninger kan kombineres, forudsat begge ordninger bygger på, at der er tale om almennyttige ydelser, og risikoselektering og genetisk information ikke benyttes til forsikringsmæssig diskriminering. ØSU mener, som påpeget i en tidligere udtalelse(9), at man bør udstikke retningslinjer i stedet for at lovgive på et område, hvis kompleksitet er så indlysende. Målet er, at medlemsstaterne i samråd og forhandling med private forsikringsudbydere skal udforme kontraktspecifikationer, der skal fungere som adfærdskodekser.

8. Virksomhedernes rolle

8.1. Virksomhederne bør opfattes som økonomiske aktører, der fremmer den sociale samhørighed. Medlemsstaterne bør derfor fremme iværksætterånden mere i alle samfundets lag.

8.2. Indsatsen med henblik på at lette etablering og overdragelse af virksomheder er en faktor af stor betydning for forøgelse af beskæftigelsen i Europa. Bedre rammevilkår for mindre virksomheder og administrativ forenkling er afgørende vigtigt for at kunne udnytte nye vækst- og beskæftigelsesområder, specielt i servicesektoren. ØSU gentager sit forslag(10) om, at "det europæiske charter for små virksomheder" anvendes som referencegrundlag til måling af fremskridt.

8.3. Det er vigtigt at værne om mangfoldigheden i erhvervslivet, så man ikke blot sætter fokus på innovative sektorer og højteknologi. De fleste virksomheder er små og har lokal tilknytning og er, især i servicesektoren, arbejdskraftintensive. Der kan konstateres en stærk vækst i nye virksomhedsformer, ikke mindst selvstændige der arbejder heltids eller deltids og virksomheder stiftet af utraditionelle iværksættere, f.eks. kvinder, unge og mindretalsgrupper. Der er behov for passende støtteordninger. Samtidig bør der findes frem til en ordentlig social beskyttelse for dem, der arbejder i de nye virksomhedsformer (både for ejere og medarbejdere).

8.4. En vigtig forudsætning for at kunne fremme iværksætterånden i alle samfundslag består i tilvejebringelse af selvstændighed og ansvar på arbejdspladsen. Iværksættere er som regel forhenværende lønmodtagere. Forbedring af arbejdets kvalitet og bedre medinddragelse af medarbejderne i arbejdets udformning er en vigtig forudsætning for at kunne skabe en sådan selvstændighedskultur.

8.5. Lønmodtagermedejerskab i forskellige former kan også bidrage til at styrke iværksætterkulturen, og samtidig fremmer det social samhørighed og forbedrer arbejdets kvalitet. Kommissionen bør følge op på Pepper-rapporterne og se nærmere på de forskellige modeller med sigte på udveksling af god praksis.

8.6. Socialøkonomien spiller en vigtig rolle som en virksomhedsmodel med samfundsmæssige og gensidige målsætninger, som bygger på medindflydelse og sætter mennesker og deres behov i centrum.

8.7. Da de fleste virksomheder primært etableres på græsrodsniveau, bør beskæftigelsesstrategiens geografiske dimension fremhæves stærkere. ØSU finder, at den handlingsplan, som Kommissionen forventer at forelægge i løbet af 2001, bør fokusere kraftigt på nye og små virksomheder og på etablering af "partnerskaber for kompetenceudvikling og innovation" mellem forskellige aktører (mindre og større virksomheder, fagforeninger, NGO'er, socialøkonomi, lokale myndigheder, offentlige serviceorganer)(11) med det sigte at forbedre konkurrenceevnen. De territoriale beskæftigelsespagter og lignende lokale handlingsplaner kan tjene som modeller for vellykkede lokale partnerskaber.

8.8. Efter at statutten for det europæiske selskab og det dertil knyttede direktiv er vedtaget, bør der snarest vedtages tilsvarende bestemmelser for kooperativer, foreninger og gensidige selskaber.

8.9. Lissabon-konklusionerne indeholder en særlig appel til virksomhedernes sociale ansvar, og der lægges op til opfølgning heraf i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden.

8.10. ØSU går ind for, at virksomhederne ud over de normer, som arbejdsmarkedsparterne eller lovgivningsmagten har indført, påtager sig et socialt ansvar ved at tage hensyn til alle berørte parter (stakeholders). Det mener, at erhvervslivet bør bestræbe sig på at styrke deres legitimitet ved at afgive et langsigtet tilsagn om ansvar for samfundet og bæredygtig udvikling og ved at fremme god praksis i henseende til integrering i det lokale miljø, en indgående social dialog, en stræben efter ligestilling og ligebehandling, integrering af mindretal, finansiering af mikrovirksomheder og kan derved blandt andet inspireres af de nyligt vedtagne OECD-retningslinjer for multinationale foretagender, som indeholder ikke-bindende etiske, sociale og miljømæssige forpligtelser.

9. Det indre markeds regler bør forenkles

9.1. På Lissabon-topmødet blev der givet tilsagn om at færdiggøre det indre marked af hensyn til erhvervslivet og forbrugerne.

9.2. ØSU erkender, at der består et presserende behov for en ny forenklingspolitik, så det indre marked kommer til at fungere ordentligt.

ØSU finder, at reglerne bør udarbejdes med stor omhu, så der ikke indføres nye begrænsninger, som ikke står i forhold til de tilstræbte mål, uden dog at bringe varers og tjenesteydelsers kvalitet i fare. ØSU har selv påtaget sig at fremsætte et forslag til adfærdskodeks for EU's aktører i lovgivningsprocessen.

9.3. På denne baggrund opfordrer ØSU Det Europæiske Råd til senest i 2001 at vedtage en flerårig forenklingsplan for perioden frem til 2005 med prioritering og tidsplan, afsætte ressourcer til opfølgning og overvågning og sørge for udarbejdelse af årsberetninger og resultattavler.

9.4. I den flerårige plan bør der bl.a. sættes ind på følgende felter:

- mere effektiv anvendelse af konsekvensredegørelser;

- alternative tiltag såsom adfærdskodekser, kontraktlige ordninger samt øget brug af mærkning, certificering og andre selvregulerende metoder, hvor virksomheder, fagforeninger og forbrugere inddrages i processen.

9.5. ØSU opfordrer også Rådet til at foreslå særskilte foranstaltninger, som indebærer, at det indre marked også får en positiv indvirkning på de permanente og specifikke problemer, der berører ugunstigt stillede øer og landdistrikter og EU's perifere regioner(12).

10. Finansielle markeder og tjenesteydelser bør medvirke til social samhørighed

10.1. ØSU er tilhænger af regler, som formår at integrere de fragmenterede finansielle markeder og pengeinstitutmarkederne i EU, men under hensyntagen til alle interessehavere (forbrugere, sparere, virksomheder og investorer).

10.2. De finansielle markeder og tjenesteydelser bør ikke blot medvirke til økonomiske resultater, men også til social samhørighed.

10.3. Der består en risiko for, at de finansielle markeders og de finansielle tjenesteydelsers udvikling vil føre til udelukkelse af borgere med begrænsede ressourcer, perifere regioner og mindre virksomheder. På den baggrund bør man i EU undersøge, hvordan man, uden at bringe bankhemmeligheden i fare, kan kræve, at pengeinstitutter, forsikringsselskaber og andre leverandører af finansielle tjenesteydelser skal informere om, hvordan deres tjenesteydelser fordeles ud fra sociale og regionale kriterier.

10.4. ØSU mener i henhold til normale bankkriterier,

- at borgerne bør have krav på en basiskonto i et pengeinstitut og på grundlæggende finansielle kvalitetstjenesteydelser, som opfylder deres behov, herunder let adgang til forbrugerlån, beskyttelse mod åger og anden udnyttelse samt mulighed for at foretage opsparing ud fra etiske, sociale og økologiske hensyn;

- at mindre virksomheder bør have adgang til lån.

For at kunne efterleve dette, kan finansinstitutterne gøre brug af mellemled, som etableres af mindre virksomheder eller borgerne selv.

11. Forskning og innovation

11.1. ØSU har i flere udtalelser bakket op om EU's bestræbelser for at skabe et europæisk område for forskning og innovation til støtte for vidensamfundet(13).

11.2. For at optimere forskningsresultaterne og udnyttelsen af de finansielle ressourcer er der behov for både koordinering og decentralisering. ØSU understreger det vigtige i, at forskningsresultaterne også bliver tilgængelige for samfundsgrupper, som ikke tidligere har haft adgang til dem.

11.3. ØSU henstiller derfor, at man i EU's kommende 6. FTU-program sætter fokus på et begrænset antal prioriteter under direkte tilsyn af Kommissionen; at man sørger for decentraliseret styring på nationalt og lokalt plan af mindre projekter, og at der ydes begrænset EU-støtte til nationale projekter, som falder inden for EU's prioriterede områder(14).

11.4. ØSU udtrykker også håb om, at topmødet i Stockholm støtter forslaget om etablering af en række forskningsnetværk ("networks of excellence") i en tidsbegrænset forsøgsperiode. ØSU bifalder ligeledes oprettelsen af et netværk af strategiske informationssystemer vedrørende forskning og teknik til spredning af resultater og organisering af udveksling(15).

11.5. Endelig kan ØSU støtte, at der oprettes et Agentur for Informationsteknologi med det sigte at fremme et konkurrencedygtigt europæisk informationssamfund.

Bruxelles, den 28. februar 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Om strukturelle indikatorer.

(2) Internt kommissionsdokument: Midtvejsevaluering af Luxembourg-processen.

(3) KOM(1999) 61 endelig: Økonomiske og strukturelle reformer i EU (Cardiff II).

(4) Fælles UNICE/CEEP/EFS-standpunkter på højniveauforummet i juni 2000 (UNICE = Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa; CEEP = Det Europæiske Center for Offentlige Virksomheder; EFS = Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation).

(5) KOM(1999) 61 endelig: Økonomiske og strukturelle reformer i EU (Cardiff II).

(6) EFT C 14 af 16.1.2001. Ny viden, nye arbejdspladser, EFT C 117 af 26.4.2000, s. 62: Beskæftigelse, økonomiske reformer og social samhørighed; Almenuddannelsens europæiske dimension: substans, indhold og perspektiver, EFT C 168 af 16.6.2000, s. 30: Europæisk samarbejde om evaluering af kvaliteten i skoleundervisningen.

(7) Ældre arbejdstagere, EFT C 14 af 16.1.2001. Retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik, EFT C 14 af 16.1.2001.

(8) Tillægspension ved flytning inden for EU, EFT C 157 af 25.5.1998.

(9) Supplerende sygesikring, EFT C 204 af 18.7.2000, afsnit 3, pkt. C.

(10) Lokal handling til fordel for beskæftigelsen, EFT C 14 af 16.1.2001.

(11) Lokal handling til fordel for beskæftigelsen, EFT C 14 af 16.1.2001.

(12) Artikel 158 og 299 i EU-traktaten.

(13) EFT C 14 af 16.1.2001. EFT C 117 af 26.4.2000, s. 62: Beskæftigelse, økonomiske reformer og social samhørighed.

(14) EFT C 367 af 20.12.2000: Opfølgning, evaluering og optimering af den økonomiske og sociale virkning af forskning og teknologisk udvikling: Fra det femte rammeprogram til det sjette rammeprogram.

(15) EFT C 14 af 16.1.2001. Ny viden, nye arbejdspladser. EFT C 204 af 18.7.2000, s. 70: Mod et europæisk forskningsrum.