52001DC0265

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet EU's strategi over for Kina: implementering af 1998-meddelelsen og fremtidige skridt mod en mere effektiv EU-politik /* KOM/2001/0265 endelig udg. */


MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET EU's strategi over for Kina: implementering af 1998-meddelelsen og fremtidige skridt mod en mere effektiv EU-politik

1. Sammendrag

2. Indledning

3. 1998-meddelelsen

4. De nye rammer for forbindelserne mellem EU og Kina

5. Definition af indsatsområder for en mere effektiv EU-politik

5.1 Mål 1. En yderligere engagering af Kina i verdenssamfundet

Baggrund

Seneste udviklinger

Indsatsområder

5.2 Mål 2. Støtte af Kinas omstilling til et åbent samfund

Baggrund

Seneste udviklinger i forbindelserne mellem EU og Kina

Indsatsområder

5.3 Mål 3. Bedre integrering af Kina i verdensøkonomien

Baggrund

Seneste udvikling

Indsatsområder

5.4 Mål 4. Bedre udnyttelse af eksisterende europæiske ressourcer

Baggrund

Seneste udviklinger

Indsatsområder

5.5 Mål 5. Højnelse af EU's profil i Kina

Baggrund

Seneste udviklinger

Indsatsområder

6. Konklusion

1. Sammendrag

Denne meddelelse

- redegør for EU's langsigtede politiske mål som defineret i 1998

- beskriver udviklingen i de seneste år i EU og Kina og de nye rammer for forbindelserne mellem EU og Kina

- rapporterer om implementeringen af 1998-politikken

- skal ses som et bidrag til en alsidig og fremtidsorienteret nybehandling af Unionens målsætninger på kort og mellemlang sigt og af dialogen og samarbejdsmekanismerne for gennemførelsen af EU's politik over for Kina sammen med indkredsning af og forslag vedrørende centrale anliggender, hvor EU's politik med held kunne justeres og/eller strømlines, eller hvor der ville kunne føjes nye elementer til.

I meddelelsen stilles der forslag til, hvordan forbindelserne mellem EU og Kina kan udvikles ved hjælp af konkrete og praktiske kort- og mellemfristede indsatsområder for EU's politik for dermed at garantere et mere reelt fremskridt i retning af de langsigtede mål, der blev fastlagt i 1998.

Indsatsområder skal være så operationelle som muligt. De skal hjælpe til at fastsætte en dagsorden for fokuserede forbindelser mellem EU og Kina.

Blandt centrale forslag kan nævnes:

* En yderligere engagering af Kina i verdenssamfundet gennem en løbende styrkelse af den politiske dialog ved

- at garantere større sammenhæng og kontinuitet i planlægningen af aftalte drøftelser på alle niveauer

- målrettet styrkelse af dialogen på ekspertplan om specifikke spørgsmål af særlig interesse

- en forpligtelse til sikre en bedre forberedelse af og forbindelse mellem dialogen på alle niveauer

- en bedre integration af indbyrdes forbundne globale anliggender og ovevejelse af muligheden for lejlighedsvise fælles erklæringer fra EU/Kina om emner af fælles interesse i tilslutning til topmøder

- en kodificering af rammerne for den politiske dialog mellem EU og Kina.

* Støtte af Kinas omstilling til et åbent samfund gennem:

- en mere fokuseret og resultatorienteret dialog om menneskerettigheder, under hensyntagen til Rådets konklusioner (almindelige anliggender) af januar 2001

- samarbejde med Kina til støtte af igangværende reformer

- udarbejdelse og gennemførelse af bistandsprogrammer med berøring til menneskerettigheder til støtte af retsstaten og lovgivningsreform, sociale, kulturelle såvel som civile og politiske rettigheder og demokrati

- programmering og indkredsning af nye områder for EU's bistand, f.eks. forebyggelse af tortur.

* Bedre integrering af Kina i verdensøkonomien gennem:

- endelig optagelse af Kina i WTO

- en omhyggelig overvågning af, at Kina indfrier sine WTO-forpligtelser korrekt

- EU-bistandsprogrammer til at gøre WTO-tiltrædelsen en succes

- styrkelse af eksisterende sektordialoger og -aftaler på nøgleområder (informationssamfundet, miljø, energi, videnskab og teknologi) og udvikling af nye (virksomhedspolitik, industristandarder og certificering, told, søtransport, værdipapirer og konkurrencepolitik)

- styrkelse af dialogen på virksomhedsplan mellem EU og Kina

- en større indsats for at bilægge bilaterale handelstvister.

* Bedre udnyttelse af EU's samarbejdsprogrammer med Kina gennem

- en bedre langsigtet programmering

- enighed om et landestrategidokument

- fokusering af EU's bistandsvirksomhed på tre hovedområder: fremme af bæredygtig udvikling, tilskyndelse til initiativer vedrørende god regeringsførelse og fremme af retsstatsprincippet samt støtte af økonomisk og social reform med henblik på at hjælpe Kina i dets bestræbelser for at sikre regional og social samhørighed, bekæmpelse af fattigdom og fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder

* Højnelse af EU's profil i Kina gennem en styrkelse af alle aspekter af EU's informationspolitik over for Kina.

Listen over foreslåede indsatsområder er ikke udtømmende. De skal ses som en antydning af, hvad der kan gøres i de kommende år med udgangspunkt i, hvad der er opnået hidtil.

2. Indledning

Denne meddelelse tager sit udgangspunkt i Kommissionens meddelelse af 1998 med titlen "Uddybning af partnerskabet med Kina" [1] og Rådets konklusioner desangående af 29. juni 1998, hvori det fastslås, at Unionen har en grundlæggende interesse i at styrke sine forbindelser med Kina.

[1] KOM (1998) 181.

Drøftelserne i Rådet i vinteren 2000/2001 viser, at der foreligger en konsensus om, at EU's globale og langsigtede mål for forbindelserne med Kina som defineret i 1998 i i vid udstrækning fortsat er gyldige. Der var tillige enighed om, at EU's politik kunne gøres mere effektiv gennem en udvidelse af dialogen og samarbejdet og en afpudsning af de eksisterende instrumenter under hensyntagen til udviklingen siden 1998.

3. 1998-meddelelsen

I Kommissionens meddelelse af 1998 og Rådets konklusioner fastslås der følgende sigte med forbindelserne mellem EU og Kina:

i) at inddrage Kina yderligere i det internationale samfund ved hjælp af en bedre politisk dialog

ii) at hjælpe Kina til at etablere et åbent retsstatssamfund baseret på respekten for menneskerettighederne

iii) at integrere Kina yderligere i verdensøkonomien ved i højere grad at inddrage landet i verdenshandelssystemet og ved at støtte den økonomiske og sociale reform, som landet er i gang med, også inden for rammerne af bæredygtig udvikling

iv) bedre at udnytte eksisterende europæiske ressourcer

v) at højne EU's profil i Kina.

Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet af 8. september 2000 [2] om implementering af meddelelsen af 1998 var den første status over EU's politik.

[2] KOM (2000) 552.

I rapporten noteres det, at forbindelserne mellem EU og Kina er blevet stærkt intensiveret. Den politiske dialog er blevet udvidet, navnlig med de første topmøder mellem EU og Kina i 1998 og 1999. Der blev den 19. maj 2000 undertegnet en bilateral aftale mellem EU og Kina om Kinas optagelse i WTO, hvilket baner vejen for Kinas tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Der ville blive iværksat et program for faglig bistand til støtte af WTO-tiltrædelsen. Handelen og investeringerne har været i yderligere vækst. Der er undertegnet en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde. EU-støtten til Kinas miljøbeskyttelsesbestræbelser og andre vigtige økonomiske og sociale reformer er blevet udvidet. EU-bistandsprogrammerne er blevet omlagt, så de er afpasset efter policy-målene af 1998, og der er iværksat en række vigtige projekter på væsentlige interesseområder som f.eks. rets- og domstolssamarbejdsprogrammet EU/Kina, uddannelsesprogrammet for landsbyforvaltning, stipendieprojektet EU/Kina 2000, Junior Manager-programmet og erhvervsuddannelsesprogrammet EU/Kina. Desuden er der blevet indviet en ny afdeling ved China-Europe International Business School (CEIBS).

Det konkluderes i rapporten, at skønt forbindelserne mellem EU og Kina har været i væsentlig udvikling, er der stadig plads til en yderligere udvidelse. Dette er sket i det forløbne år. Udviklingen beskrives under det overordnede mål i afsnit IV.

4. De nye rammer for forbindelserne mellem EU og Kina

Drøftelserne om Kina i Rådet i begyndelsen af 2001 afslørede enighed om, at den bestående politik over for Kina og EU's langsigtede mål i forbindelserne med Kina som defineret i Kommissionens meddelelse og Rådets dertil knyttede konklusioner af 1998 fortsat var gyldige. Dog kan og bør både mål og instrumenter afpudses, og der vil kunne sættes operationelle mål på kort og mellemlang sigt på basis af indsatsområder med sigte på at gøre EU's politik mere effektiv.

Udviklingen på flere områder i de forgangne år antyder, at der er behov for at justere EU's politik over for Kina i 2001.

For det første er der sket væsentlige udviklinger i EU siden 1998, som i stigende grad kan påvirke og faktisk påvirker forbindelserne med Kina, herunder ratifikationen og gennemførelsen af Amsterdam-traktaten, undertegnelsen af Nice-traktaten og vedtagelsen af EU-charteret om grundlæggende rettigheder i december 2000. Dette har underbygget EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (FUSF) samt politikken om retlige og indre anliggender (RIA) og politikken på andre områder. Den vedvarende konsolidering af EU-integrationen sætter Unionen bedre i stand til at engagere Kina i et stadigt voksende antal anliggender.

For det andet er der sket væsentlige udviklinger i Kina, som der skal tages hensyn til ved omlægningen af EU's politik over for Kina, f.eks. Kinas efterhånden mere fremtrædende rolle og voksende politiske og økonomiske vægt. Kina er allerede verdens syvende største handelsnation, den anden største modtager af udenlandske direkte investeringer og en vigtig aktør i visse centrale erhvervssektorer såsom telekom og informationssamfundet samt energi. Kinas vedvarende og vidtgående reformproces påvirker desuden i endnu højere grad dele af det kinesiske samfund. Korruption og voksende skævheder i den regionale udvikling og i indkomsterne giver anledning til stor uro. Den forventede tiltrædelse af WTO vil yderligere stimulere tempoet i den økonomiske og sociale reform. Det vil dog også i det mindste på kort sigt afføde en vedvarende stigning i arbejdsløsheden både i by og på land og muligvis belaste Kinas socialsikringssystem og føre til større spændinger i samfundet. Den voksende interne og eksterne migration i de seneste år illustrere udfordringerne. Den generelle politiske situation i Kina vil blive påvirket af de forestående forandringer i landets ledelse (kommunistpartiets 16. kongres i efteråret 2002) og det vedvarende spændte forhold til Taiwan.

Der er for det tredje sket en betydelig udvikling i forbindelserne mellem EU og Kina, som fortjener en kort omtale. F.eks. kan nævnes den udvidede politiske dialog, en dialog om ulovlig migration og menneskesmugling, nyfokuseringen af EU's samarbejde og bistand til Kina sammen med det nye landestrategidokument, styrkelsen af sektordialogen på en lang række områder samt Kinas voksende betydning som handels- og investeringspartner for EU.

Alle disse udviklinger antyder, at der er plads til og behov for en yderligere udvidelse af vores engagement i Kina. Kinas åbning over for verden igennem de sidste tyve år har skabt en imponerende vækst, som har forbedret mange kineseres velfærd og samtidig skabt muligheder for det europæiske erhvervsliv. Ønsket om at sikre vedvarende økonomisk vækst og udvikling har affødt reformer i almindelighed. Men Kinas åbning over for optagelse i verdenssamfundet har altid været præget af problemer, og det vil sikkert også være tilfældet i mange år endnu. Intet kan tages for givet. Reformprocessen kører ikke på permanent autopilot. Det er i EU's interesse, både økonomisk og politisk set, at støtte et åbent Kina, en fortsættelse af en gnidningsløs og fortløbende reformproces og Kinas positive og konstruktive engagement.

Kina har ikke altid været et let partner for EU. Dets politiske system er anderledes end i de fleste andre større tredjelande, som EU har væsentlige og voksende forbindelser med, og EU's bekymring over centrale spørgsmål som f.eks. menneskerettighederne påvirker og belaster fra tid til anden forbindelserne. Trods de dermed forbundne vanskeligheder er det i Unionens egen interesse at knytte Kina yderligere til sig. Globalisering betyder bl.a., at et land af Kinas størrelse både er en del af problemet og en løsning på alle større anliggender af international og regional betydning. Engagement betyder, at der skal opbygges alsidige forbindelser, som giver parterne mulighed for at arbejde sig frem til en fælles forståelse for alle anliggender til støtte af multilateral problemløsning i alle tilfælde af international og regional betydning.

Det er en forudsætning for en udvikling af forbindelserne mellem EU og Kina, at Kina engagerer sig på alle niveauer. Det er kommet klart til udtryk på de seneste topmøder mellem EU og Kina, at et engagement på allerhøjeste politiske plan er nødvendigt. Men punkterne på dagsordenen for samarbejdet mellem EU og Kina, det være sig ulovlig migration eller udvidelse af sektordialogerne, kræver også fuld opbakning fra de kinesiske myndigheders side på lavere niveauer, herunder regionerne, samt en bedre intern koordination i Kina mellem de forskellige involverede aktører.

5. Definition af indsatsområder for en mere effektiv EU-politik

5.1. Mål 1: En yderligere engagering af Kina i verdenssamfundet

Baggrund

Det er fortsat en prioritet for Unionen at integrere Kina i verdenssamfundet og anspore Kina til at arbejde sammen med Unionen om at imødegå internationale, regionale og tværnationale udfordringer. Mange af de initiativer, der blev foreslået i denne forbindelse i 1998, er gennemført. Den politiske dialog er blevet styrket. Der afholdes nu topmøder årligt, udenrigsministrene mødes med regelmæssige mellemrum i lighed med ambassadører og højtstående tjenestemænd i Bruxelles, Beijing, New York og Genève. Der er også i princippet enighed om, at der afholdes regelmæssige møder på ekspertniveau om udvalgte emner (FUSP trojka arbejdsgrupper). Den politiske dialog mellem EU og Kina har ikke altid været let, men den er blevet styrket og afspejler en gensidig erkendelse af, at det er nødvendigt at klarlægge uoverensstemmelser og arbejde for at finde løsninger på alle centrale spørgsmål, som optager parterne.

At det er vigtigt at integrere Kina konsekvent og på en sammenhængende måde i alle internationale anliggender afspejler, at det anerkendes, at Kina som medlem af FN-Sikkerhedsrådet og en voksende økonomisk og politisk magt kan have en væsentlig indflydelse på de fleste globale anliggender, det være sig våbenspredning, ulovlig migration og menneskesmugling, organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge eller miljøforringelse. Et samarbejde med Kina bilateralt og inden for multilaterale strukturer som f.eks. FN er af allerstørste betydning for at sikre, at der internationalt sker fremskridt på disse vigtige områder.

Den politiske dialog og dialogen om globale anliggender er på den ene side af stor betydning til at involvere Kina yderligere i verdenssamfundet, men på den anden side bidrager de andre dialoger, der omtales andetsteds i denne meddelelse, også til at realisere dette mål.

Seneste udviklinger i forbindelserne mellem EU og Kina

I det forløbne år er der taget skridt til at udvikle den politiske dialog mellem EU og Kina. Det tredje topmøde mellem EU og Kina den 23. oktober 2000 var en succes og bekræftede, at begge parter har interesse i at knytte nærmere forbindelser på alle områder. En yderligere impuls var det første møde, som EU's trojka af politiske direktører havde med Kina den 30. november i Beijing, hvor man drøftede internationale og regionale anliggender af gensidig interesse. I oktober 2000 blev der i Bruxelles og i Beijing i februar 2001 afholdt de første konsultationer på højt niveau mellem EU-tjenestemænd og kinesiske tjenestemænd om ulovlig migration og menneskesmugling. Det skete som en opfølgning af en brevveksling mellem formand Romano Prodi og premierminister Zhu om kravet om en styrkelse af samarbejdet på dette område, ikke mindst i lyset af Dover-tragedien i juni 2000, hvor 58 kinesiske ulovlige migranter omkom.

Såvel Kinas som EU's voksende internationale betydning giver den politiske dialog og den mere alsidige dialog om globale anliggender særlig relevans. Der kan gøres meget i de kommende år for at afpudse, hvad der er opnået hidtil, og øge nyttevirkningen.

Indsatsområder

Udvidelse af den politiske dialog

* Fortsætte den nyligt etablerede politiske dialog mellem politiske direktører hvert halve år

* Programmere halvårlige ekspertmøder som led i trojkadialogen med Kina på områder, hvor der allerede er principiel enighed om en regelmæssig dialog, såsom asiatiske anliggender, ikke-spredning, eksport af konventionelle våben, nedrustning og eventuelt inddragelse af FN-anliggender i de halvårlige ekspertdrøftelser

* Etablere en regelmæssig dialog for politiske rådgivere i trojka-regi i Beijing med det kinesiske udenrigsministerium om udvalgte regionale og internationale spørgsmål

* Garantere en bedre forberedelse og opfølgning af alle møder i den politiske dialog, særlig topmøderne, og en bedre sammenkobling mellem dialogerne på forskellige niveauer

* Overveje, i hvilke situationer det ville være nyttigt lejlighedsvis at udsende vedtagne tekster (erklæringer eller protokollater) efter topmøder om væsentlige spørgsmål af fælles interesse

* Regelmæssigt i Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité evaluere resultaterne og virkningerne af den politiske dialog mellem EU og Kina på alle niveauer og om nødvendigt justere den

* På baggrund af evalueringer overveje en eventuel udvidelse af dialogen på ekspertniveau med andre emner (f.eks. terrorisme, regionale anliggender uden for Asien, andet)

* Overveje en kodificering af rammerne for den styrkede politiske dialog mellem EU og Kina.

Emner for den politiske dialog

* Prioriteret fokus i den politiske dialog på:

- Unionens krav med hensyn til menneskerettigheder

- at indkredse praktiske metoder til at udvide samarbejdet om at fremme en yderligere forsoning mellem de to koreanske stater

- at indkredse praktiske metoder for samarbejde om Burma/Myanmar til støtte af FN's bestræbelser for at tilskynde til national forsoning og til at forhindre, at Burma/Myanmar bliver en kilde til regional usikkerhed og narkotikahandel

- at samarbejde om at finde en løsning på territorialkravene i Det Sydkinesiske Hav gennem forhandlinger, herunder støtte til det fortsatte arbejde om en adfærdskodeks

- at gøre det klart, at EU er stærkt interesseret i en løsning på Taiwan-spørgsmålet gennem fredelig dialog

- at støtte multilaterale bestræbelser på at begrænse våbenspredning og -eksport samt nedrustning (MTCR-adfærdskodeks, kontrolforanstaltninger, hurtig ikrafttræden af traktaten om fuldstændigt forbud mod atomprøvesprængninger, omgående indledning af forhandlinger om en traktat om kontrol med adgang til fissilt materiale, EU-adfærdskodeksen om våbeneksport, FN-konferencen i juli 2001 om ulovlig handel med små og lette våben og opfølgning, støtte af Ottawa-processen vedrørende landminer)

- at søge metoder til at fremme inddragelse i multilaterale sikkerhedsdialoger om konfliktforebyggelse i regionale og internationale anliggender og maksimal udnyttelse af eksisterende fora i den forbindelse (ASEM, ARF, FN)

- at overveje, hvorledes FN's fredsbevarende operationer kan støttes yderligere

- at fremme dialogen mellem EU og Kina om ulovlig migration og menneskesmugling

- at fremme samarbejdet om at realisere de vedtagne mål på større internationale konferencer i FN-regi

- at garantere forståelse for ved planlægning og forberedelse af møderne som led i den politiske dialog, at alle politiske områder i stigende grad er indbyrdes forbundet, herunder regionale spørgsmål/sikkerhedspolitik, internationale organisa tioner/sikkerhedspolitik/regionale spørgsmål.

Særlige administrative regioner (SAR)

* Fortsætte med at overvåge udviklingen i Hongkong og Macao og at udsende årsrapporter om hver af de særlige administrative regioner, hvori særlig behandles respekten for retsstaten, grundlæggende frihedsrettigheder og autonomien i hver region i overensstemmelse med deres respektive grundlove.

Globale anliggender

* Fortsætte med at uddybe den nyligt etablerede dialog om bekæmpelse af ulovlig migration og menneskesmugling, med fokus på, hvordan samarbejdet i praksis kan udvikles og med særligt sigte på lette tilbagevenden for ulovlige kinesiske migranter fra EU-medlemsstaterne. Udnytte bedst muligt den af Kina fastlagte 'bedste praksis' i forbindelse med dette emne i samarbejde med tredjelande under behørig hensyntagen til menneskerettighedsaspekterne og eventuel indgåelse af en tilbagetagelsesaftale

* Arbejde videre med andre praktiske metoder for en styrkelse af samarbejdet om ulovlig migration, f.eks. nærmere kontakter om afsløring af falske dokumenter og ulovlig anvendelse af lovlige dokumenter, oplysningskampagner, besøg af højtstående kinesiske embedsmænd fra centralregeringen og regionale myndigheder i EU-institutioner og EU-medlemsstaterne og workshops/seminarer om andre anliggender, der anses for at være af betydning for en styrkelse af samarbejdet om bekæmpelse af ulovlig migration og menneskesmugling

* Overveje, hvorledes der kan arbejdes sammen om bekæmpelse af organiseret kriminalitet

* Bedre koordination af EU' politikker om globale anliggender, ikke blot mellem Kommissionen og medlemsstaterne men også på områder, hvor der kan føres en mere sammenhængende og konsekvent politik, herunder våbenspredning, ulovlig narkotikahandel, ulovlig migration og menneskesmugling, organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og miljønedbrydning.

5.2. Mål 2: Støtte af Kinas omstilling til et åbent samfund

Baggrund

Støtte af Kinas omstilling til et åbent samfund baseret på retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne er et centralt element i forbindelserne mellem EU og Kina og vil også være det i de kommende år. Der er meget at gøre.

Levevilkårene for størstedelen af Kinas befolkning er blevet forbedret i de sidste tyve år. Med den økonomiske reform og liberaliseringen har den enkelte borger fået større frihed og selvbestemmelsesret på det økonomiske og sociale felt.

Der er også noget, der antyder, at et mere åbent retssystem er under opbygning i Kina. De kinesiske myndigheder og medier erkender, at retsstaten er af betydning i Kinas moderniseringsproces og i betragtning af landets videre integration i verdensøkonomien. Der er opnået fremskridt på området økonomiske og sociale rettigheder. De relevante bestemmelser herom blev indsat i forfatningen i 1999. Med hensyn til borgerlige og politiske rettigheder er der stadig en stor kløft mellem de almindeligt accepterede internationale standarder og menneskerettighedssituationen på stedet.

EU og Kina fører en dialog om menneskerettigheder, som sigte på at forbedre menneskerettighedssituationen ved at anspore Kina til at respektere og fremme menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og til at samarbejde med internationale menneskerettighedsmekanismer. Siden 1997 har der været afholdt 10 officielle runder som led i dialogen.

Endelig tages der små men vigtige skridt til en større grad af demokratisering på lokalt niveau (direkte valg i landsbyerne), som vil kunne bringes op på højere niveauer.

Seneste udviklinger i forbindelserne mellem EU og Kina

Der blev afholdt to sessioner som led i menneskerettighedsdialogen i løbet af det sidste år, i september 2000 i Beijing og i februar 2001 i Stockholm. Desuden blev der afholdt to seminarer i december 2000 i Paris om fagforeningsrettigheder og småforbrydelser og i maj 2001 i Beijing om dødsstraf og ret til uddannelse. Her fik embedsmænd og eksperter lejlighed til at drøfte spørgsmålene indgående og redegøre for deres respektive synspunkter som et bidrag til at finde en løsning på de problemer, som især optager EU.

Som det nævnes i konklusionerne af Rådets samling (almindelige anliggender) den 22. januar 2001 forløber møderne som led i dialogen generelt i en atmosfære af åbenhed, som giver mulighed for en frimodig udveksling af synspunkter om alle anliggender, som optager EU, herunder manglende respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder, vilkårlig tilbageholdelse og reformering gennem tvangsarbejde, tortur, strenge forholdsregler over for pro-demokratiaktivister, mindretallenes forhold og dødsstraf.

For nylig hilste EU Kinas beslutning den 28. februar velkommen om at ville ratificere den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR), som åbner mulighed for en større respekt for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i Kina. EU er dog fortsat bekymret over Kinas planlagte erklæring vedrørende artikel 8:1 (a) i konventionen om, at den kinesiske lovgivning har forrang frem for konventionens artikel, som garanterer retten til at danne og indmelde sig i en fagforening efter eget valg.

Den Europæiske Union er i almindelighed fortsat urolig over menneskerettigheds-situationen i Kina, og som det tydeligt kommer til udtryk i Rådets konklusioner fra januar og marts, er menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina Den Europæiske Unions foretrukne middel til at arbejde for at forbedre situationen på forskellige områder, men på den anden side er det kart, at dialog kun er en acceptabel mulighed, hvis der på stedet opnås fremskridt. Det er derfor afgørende, at EU og Kina arbejder sammen om at forbedre menneskerettighedssituationen i Kina, hvilket ikke blot vil hjælpe Kina med at integrere sig i verdenssamfundet men også underbygge økonomisk reform og vækst.

EU finansierer til støtte af menneskerettighedsdialogen en række bistandsprogrammer i samarbejde med Kina. Der er i de seneste år gennemført sådanne projekter, og nye er blevet udarbejdet, og de vil fortsat udgøre en vigtig del af EU's bestræbelser på at forbedre menneskerettighedssituationen i Kina.

Indsatsområder

* Realisere Rådets konklusioner af 22. januar 2001 om menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina, fokusere menneskerettighedsdialogen bedre, foretage en løbende vurdering af den og søge at gøre den mere effektiv og resultatorienteret, navnlig på de områder, der er omhandlet i Rådets konklusioner, herunder samarbejde med menneskerettigheds-mekanismer; garanti for beskyttelse af personer, der retsforfølges for forbrydelser, for hvilke de vil kunne idømmes dødsstraf, og indskrænkning af tilfælde, hvor dødsstraf kan bringes i anvendelse; reform af administrativ fængsling; respekt for alle fængsledes grundlæggende rettigheder; uhindret udøvelse af tanke-, samvittigheds- og religionsfriheden, ytringsfriheden og forsamlings- og foreningsfriheden. Udforske, hvorledes Kina kan hjælpes med at gennemføre den nyligt ratificerede konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og anspore Kina til helt at overtage bestemmelserne i konventionen med berøring til foreningsfrihed og tilskynde Kina til at respektere internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsstandarder, som de fremgår af Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner.

* Fortsætte med at opfordre Kina til at ratificere FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder

* Arbejde med Kina om gradvis at give sig i kast med reform i forbindelse med fængsling, retssystemet og strafferetlige sanktioner såvel som indledende reformer af strafferetten og strafferetsplejeloven

* Fortsætte med EU's menneskerettighedsrelaterede bistandsprogrammer med sigte på at løse problemer med retsstaten og domstolsreform (rets- og domstolssamarbejdsprogrammet EU/Kina), økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og politiske rettigheder (netværket for ratifikation og gennemførelse af FN-konventioner, programmet for støtte af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i Yunnan-provinsen, den kinesiske sammenslutning af erhvervshæmmede, faciliteten for små menneskerettighedsprojekter, stipendier til jurister til kurser i menneskerettighedsanliggender på Hongkongs universitet) og demokrati (uddannelsesprogrammet for landsbyforvaltning)

* Definere og programmere en mellem- og langsigtet strategi for faglig bistand og samarbejde med passende prioriteter for menneskerettigheder og demokratisering som en del af forberedelserne til landestrategidokumentet for samarbejde med Kina. Efterfølgende indkredse eventuelle nye menneskerettighedsrelaterede projekter, f.eks. vedrørende forebyggelse af tortur.

5.3. Mål 3: Bedre integrering af Kina i verdensøkonomien

Baggrund

Over 20 års bemærkelsesværdig økonomisk vækst har skabt dybtgående forandringer i den kinesiske økonomi. Kina er nu verdens syvende største handelsnation, som øgede sin andel af verdenshandelen til 3,9% i 2000. Den samlede udenrigshandel voksede med 31,5% til 474 mia. USD. Kinas økonomi er i almindelighed set på basis af købekraftspariteten på linje med Japan lige efter USA. Den tiltrækker udenlandske direkte investeringer i et bemærkelsesværdigt tempo og er nu den største modtager af sådanne investeringer efter USA og overhalede Det Forenede Kongerige i 2000. De samlede udnyttede udenlandske direkte investeringer i 2000 beløb sig til omkring 348,6 mia. USD med et samlet antal udenlandske investerede firmaer på 364 345, medens de udenlandske direkte investeringer, hvorom der var indgået kontrakt, tegnede sig for 676,6 mia. USD. Kina er også efterhånden blevet en aktør og et marked af global betydning i sektorer som f.eks. telekommunikation, transport, energi og miljø.

Handelen mellem EU og Kina har udviklet sig betragteligt, siden Kina begyndte med sin åbne dørs politik i 1978. EU's lille handelsoverskud i 1980'erne vendte imidlertid til et underskud i 1990'erne, som nåede et rekordniveau på 44,4 mia. EUR i 2000, en stigning på næsten 50% i forhold til rekordunderskuddet i 1999. I 2000 var EU den største udenlandske direkte investor i Kina, ekskl. Hongkong, med en strøm af kontraherede og udnyttede investeringer på henholdsvis over 8,8 mia. USD og ca. 4,5 mia. USD. Trods denne positive nylige trend er EU's andel af de udenlandske direkte investeringer i Kina dog stadig lav sammenlignet med andelen på andre vækstmarkeder.

Kinas integration i verdensøkonomien med alt, hvad dette indebærer for fortsat åbning og reform, vil være afgørende for opbygningen af samarbejdsforbindelser med Kina, uddybningen af forbindelserne mellem EU og Kina i almindelighed og fremme af EU's og Kinas gensidige handelsinteresser. EU og Kina har en fundamental fælles interesse i at styrke det regelbaserede multilaterale handelssystem. I denne forbindelse kan betydningen af Kinas tiltrædelse af WTO ikke understreges nok. Det vil betyde en betydelig yderligere markedsåbning og vil sikre, at Kina kan deltage aktivt, nu hvor verdenshandelssystemet forbereder sig på en ny handelsliberalisering under den kommende nye runde. Tiltrædelsen forventes at øge tilliden, tilvejebringe indenlandske og udenlandske investeringer og stimulere den økonomiske vækst i almindelighed.

Kina er stadig besluttet på at fortsætte sit program for økonomisk og social reform. Blandt de aktuelle udfordringer kan nævnes den vanskelige og politisk følsomme reform af de statsejede virksomheder (SEV), af finanssystemet, særlig banksektoren, som har ophobet store uerholdelige fordringer på navnlig SEV, samt af socialsikringssystemet.

Arbejdsløshedssituationen forværres vedvarende på grund af reformprocessen i takt med afskedigelserne af arbejdstagere fra de SEV, der har undergået reform. Dette medfører en tilstrømning til byerne, da store grupper af ufaglærte og halvfaglærte arbejdstagere flytter dertil. Kina vil også skulle tage sig af de voksende sociale og regionale skævheder.

Kina er verdens anden største forbruger af energi og den tredjestørste producent. Energisektorens størrelse gør, at landets energipolitik og dens potentielle indflydelse på situationen i verden er af stor international betydning, særlig med hensyn til luftforurening og klimaændringer.

Kina har erkendt behovet for at pleje naturmiljøet for at garantere vedvarende velstand og har fremhævet en politik for bæredygtig udvikling i sin 10. femårsplan (2001-2005), og landet har derfor som topprioritet sat sig for at forlige hurtig økonomisk vækst, samfundsændringer og -udvikling og bevarelse af miljøet. Det vil i stigende grad blive nødvendigt at overføre EU-miljøviden og -teknologier til Kina, hvis Kina skal kunne skabe sig et bæredygtigt produktions- og forbrugsmønster, energibalance og realisere andre centrale mål, for at garantere den fremtidige økonomiske udvikling. Med input fra EU vil Kina kunne opnå bedre resultater på miljøfronten, særlig hvor der er globale konsekvenser og/eller sammenfaldende interesser, f.eks. klimaændringer. EU-ekspertise kan hjælpe til at realisere disse mål. Kina må først få kontrol over årsagerne til miljøforringelsen. Det må derefter på mellemlang til lang sigt udbedre skaderne og skabe bedre miljøbetingelser. Kina har allerede et bredt udvalg af nationale miljøbeskyttelsesstandarder og miljøforskrifter, men de gennemføres ikke tilstrækkeligt strengt. Kina afsætter i øjeblikket 0,93% af BNP til miljøbeskyttelse og har sat sig som mål at hæve dette til 1,2 % i 2005 og 1,7% i 2010.

Når de kinesiske myndigheder efterhånden får bedre adgang til pålidelige statistiske oplysninger om udenrigshandel og beskæftigelse i forbindelse med det igangværende statistiske samarbejde med EU, vil de kunne danne grundlag for en effektiv overvågning og udformning af politik.

Seneste udviklinger i forbindelserne mellem EU og Kina

Kinas bilaterale markedsadgangsaftaler med tredjelande, herunder USA fra november 1999 og EU fra maj 2000, har banet vejen for Kinas tiltrædelse af WTO. Med nu kun en bilateral aftale tilbage at indgå er de spørgsmål der endnu skal løses begrænsede. Drøftelserne i tilslutning til topmødet den 23. oktober udmøntede sig i løsning af nogle verserende bilaterale problemer mellem EU og Kina, og på møderne i Genève-arbejdsgruppen om Kinas tiltrædelse af WTO i november og december 2000 og januar 2001 skete der et gennembrud på en række områder. I januar 2001 forelagde EU et alsidigt kompromisforslag til at løse alle udestående spørgsmål. WTO-medlemmerne er i øjeblikket i færd med sammen med Kina at løse de resterende problemer.

På et møde i Det Blandede Udvalg EU/Kina i tilslutning til topmødet i oktober 2000 drøftede parterne indgående centrale bilaterale handels- og samarbejdsanliggender. Der blev i princippet nået til enighed om at lancere en dialog om virksomhedspolitik og -regulering. Et forslag fra Kommissionen om at udvide arbejdsområdet for den eksisterende telekom-arbejdsgruppe ved at omdanne den til en arbejdsgruppe for informationssamfundet og nye områder blev vedtaget sammen med Kina.

Der blev i november 2000 i Beijing afholdt sonderende drøftelser om en eventuel samarbejdsaftale mellem Euratom og Kina om fredelig udnyttelse af kerneenergi, hvilket bekræftede den gensidige interesse i at fortsætte med forberedelserne til formelle forhandlinger. På et møde på højt niveau i november 2000 blev der nået til enighed om, at begge parter i fællesskab skulle træffe forberedelser til forhandling om en aftale om samarbejdet og gensidig bistand i toldspørgsmål. Der blev i marts 2001 afholdt et møde i arbejdsgruppen om energi. Kommissionen har foreslået, at miljødialogen udvides til også at omfatte policy-anliggender.

Indsatsområder

WTO, handel og investering

* Fuldføre Kinas tiltrædelse af WTO så hurtigt som muligt

* Omhyggeligt overvåge, at Kina indfrier sine WTO-forpligtelser korrekt. Som et første skridt anspore Kina til at bringe sin lovgivning, forskrifter og administrative strukturer, arbejdspraksis og procedurer på linje med WTO-kravene straks ved tiltrædelsen

* Efter tiltrædelsen søge en dialog og midler til at følge WTO-implementeringen sammen med de kinesiske myndigheder

* Fortsætte med at gennemføre pakken på 22 mio. EUR af igangværende WTO-relaterede samarbejdsprojekter: WTO-støttefase 1, reform og omstrukturering af sektoren for finansielle tjenesteydelser, udarbejdelse og indsamling af statistikker, gennemsigtighed i offentlige indkøb og udvikling af et effektivt system til IPR-beskyttelse

* Ved Kinas tiltrædelse er EU rede til at gøre en ekstra indsats for at hjælpe Kina med at indfri sine WTO-forpligtelser ved at supplere den eksisterende pakke af projekter

* EU og Kina bør sigte mod et nært samarbejde om udvikling og liberalisering af verdenshandelen, særlig hvis der lanceres en ny runde på WTO-ministermødet i Qatar

* Videreføre samarbejdet med og støtte det nyligt oprettede EU-handelskammer i Kina, hvis 200 medlemmer vil være et af de vigtigste midler til at overvåge, at WTO-forpligtelserne indfries

* Støtte EU-selskaber og kinesiske selskaber i deres EU/Kina erhvervsdialog-initiativ. Efter to indledende sessioner i 1998 og 2000 er denne dialog i øjeblikket til revision med henblik på at bestemme, hvilken rolle den skal spille i lyset af Kinas forestående tiltrædelse af WTO.

Økonomisk og social reform

* Fortsætte med at fremhjælpe den igangværende reformproces gennem kontakter, dialog på alle niveauer og samarbejde

* Finde de bedste midler til at hjælpe Kina med at udvikle et effektivt socialsikringssystem gennem relevante samarbejdsaktiviteter

* Fremme en policy-dialog mellem EU og Kina om uddannelse og udvikling af menneskelige ressourcer. Udforme og gennemføre programmer for udvikling af de menneskelige ressourcer rettet mod nøglegrupper i Kinas reformproces såsom akademikere inden for erhvervslivet, jura, økonomi, videnskab og teknologi, offentligt ansatte, unge branchefolk, ledende branchefolk og lovgivere, opinionsskabere inden for medierne osv. gennem en videreførelse og udvidelse af aktiviteter som EU-China Junior Managers programmet og projektet vedrørende de videregående uddannelser

* Etablere en udveksling af erfaringer mellem begge parters myndigheder med ansvar for regionalpolitik til at bidrage til udformning af en politik til nedbringelse af de regionale skævheder i Kina.

Nye sektordialoger

* Specifikke initiativer til at etablere dialoger med Kina om virksomhedspolitik og -regulering, industristandarder og certificering, værdipapirmarkeder og konkurrencepolitik.

Telekom/informationssamfundet

* Omdanne den eksisterende dialog om telekommunikation til bredere rammer for en løbende dialog om informationssamfundet, som ud over forskning og samarbejde også skal omfatte regulering af hele sektoren, også på nye områder

* Indlede en industridialog om standarder

* Tilrettelægge et samarbejdsforum EU/Kina om informationssamfundet i april 2002, som skal omfatte en udstilling af europæisk knowhow inden for teknologi og tjenester i tilknytning til informationssamfundet, en EU/Kina-konference om informationssamfundets udfordringer og en række erhvervsmøder og eventuelt andre arrangementer.

Transport

* Tilrettelæggelse af et informationsseminar om GALILEO-programmet vedrførende global satellitnavigation, positionering og timing i løbet af 2001 og udforske mulighederne for samarbejde på dette område

* Indlede sonderende drøftelser med Kina i maj 2001, indlede forhandlinger om en bilateral søfartsaftale på basis af Rådets mandat af 1998, forbedre forskriftsbetingelserne, som søtransport udføres under til og fra Kina og til og fra Det Europæiske Fællesskab. Formålet skal være at fastlægge bestemmelser om frihed til at levere internationale søtransportydelser og fri adgang til markedet, national behandling af europæiske virksomheder, som etablerer sig i Kina, uindskrænket hjemtagelse af overskud og investeringer og fremme af samarbejdet på søfartsområdet.

Toldsamarbejde

* Fortsætte de forberedende drøftelser med Kina og indlede forhandlinger om en aftale om samarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål.

Miljø

* Revidere det arbejde, der allerede er gjort vedrørende miljø i den bilaterale miljøarbejdsgruppe og indlede en substantiel og særskilt policy-dialog om miljøanliggender af gensidig interesse med den kinesiske miljøbeskyttelsesforvaltning på såvel indenlandske som internationale områder med henblik på at udveksle information til at forbedre den indenlandske policy-udformning og -gennemførelse. Udforske, i hvilket omfang EU kan hjælpe Kina med at indarbejde miljøaspekterne i andre politiske mål, og opbygge givende partnerskaber til at fremme fælles interesser i multilaterale miljøaftaler, hvor dette er muligt

* Hjælpe Kina med at udforme egnede politikker og strategier for og forske i samarbejde med EU på områder som bæredygtig forvaltning af skove, bæredygtig arealudnyttelse, fysisk planlægning, forvaltning af vandressourcer, bæredygtig energiproduktion og -markedsføring, luftforurening og foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer

* Udarbejde samarbejdsprojekter med fokus på: renere produktionsmetoder, affaldsreduktion og affaldsforvaltning, uddannelse i miljøspørgsmål, udvikling og anvendelse af miljøstandarder, modernisering af miljøforvaltningskapaciteten, overførsel af miljøekspertise og teknologi, miljøbevidstgørelse.

Energi

* Etablere en dialog om regulering og politik. Videreudvikle relevante samarbejdsprojekter, navnlig gennem tilskyndelse til overførsel af knowhow, herunder er projekt til at hjælpe Kina med at mindske virkningerne på miljøet af landets energiproduktion og -forbrug

* Tilrettelægge den 4. konference EU/Kina om energisamarbejde i Beijing den 18. juni 2001 og eventuelt andre arrangementer

* Udvikle et samarbejde om fredelig udnyttelse af kerneenergi og dermed hjælpe til at fremme princippet om global ikke-spredning af atomvåben. Udarbejde forhandlingsdirektiver til en aftale om nukleart samarbejde. Forhandlingerne forventes iværksat i slutningen af 2001 eller i begyndelsen af 2002.

Videnskab og teknologi

* Tage de fornødne skridt til at få aftalen om videnskab og teknologi, som har været i kraft siden december 1999, til at virke mere effektivt ved f.eks. at skabe mulighed for deltagelse af forskere i den anden parts forsknings- og udviklingsprogrammer. I denne forbindelse blev der indført en ny stipendieordning under 5. rammeprogram, således at forskere fra udviklingslandene, herunder Kina, kunne deltage mere aktivt i udvalgte projekter; Kommissionen foreslår at udvide denne ordning betydeligt under det nye EU-rammeprogram

* Overveje, hvorledes Kinas deltagelse i projekter, der er godkendt under EU's videnskabs- og teknologiprogrammer, kan udvides for at fremme det kinesisk-europæiske V&T-samarbejde. Et vigtigt element i denne forbindelse vil være at levere information og hjælp med applikationer, bl.a. ved i løbet af 2001 at oprette et fælles EU/Kina-kontor for fremme af forskningssamarbejde. Tilskynde til et nærmere samarbejde mellem kinesiske og europæiske forskere inden for rammerne af ASEM

* Tilrettelægge en EU/Kina-videnskabs- og teknologikonference i 2002

* Vurdere muligheden af at bidrage til afholdelse af en international konference om F6U i landbruget i 2001 eller i begyndelsen af 2002 i betragtning af betydningen af en udvikling af landbrugssektoren for Kinas økonomi og sociale stabilitet.

Statistiske oplysninger

* Inddrage de kinesiske statistiske myndigheder i en dialog med henblik på at videreudvikle det statistiske samarbejde. Man kunne særlig sigte mod at styrke det kinesiske statistiske system og dets evne til at producere pålidelige, nøjagtige data til tiden på de nye økonomiske og sociale områder, der er i hurtig udvikling.

5.4. Mål 4: Bedre udnyttelse af eksisterende europæiske ressourcer

Baggrund

EU's samarbejdsprogram sigter mod at underbygge Unionens overordnede mål i relationerne til Kina. De prioriterede indsatsområder er: støtte til økonomisk og social reform, fremme af bæredygtig udvikling og tilskyndelse til initiativer vedrørende god regeringsførelse og fremme af retsstatsprincippet. Udvikling af de menneskelige ressourcer benyttes som et centralt instrument til at realisere de overordnede mål for EU's samarbejdspolitik. Samtidig indgår EU's generelle udviklingssamarbejdsprioriteter i samarbejdsaktiviteterne, f.eks. fattigdomslempelse, regional og social samhørighed i Kina, menneskerettigheder og kønsaspektet. Budgettet for programmet for samarbejde mellem EU og Kina for 2001-2005 kommer til at ligge på omkring 250 mio. EUR.

Tidligere erfaringer har vist, at der er et klart behov for en bedre projektformidling. Et første skridt har været at koncentrere sig om færre og større projekter, større fleksibilitet og oprettelse af en facilitet for små projekter til at forvalte små projekter hurtigere og mere effektivt. Oprettelsen af EuropeAid Samarbejdskontoret og den planlagte uddelegering af projektforvaltningscyklussen til delegationen i Beijing er vigtige reformer, som Kommissionen satser på for at forbedre projektformidlingen og donorkoordinationen og gøre bedre brug af sine ressourcer ved at samle indsatsen på det politiske plan.

Seneste udviklinger i forbindelserne mellem EU og Kina

På det årlige møde i Det Blandede Udvalg EU/Kina i 2000 blev det aftalt, at samarbejdsprioriteterne i nærmeste fremtid (2001-2003) skulle omfatte bistand til WTO-tiltrædelsen, bekæmpelse af ulovlig migration og menneskesmugling, reform af det sociale sikringssystem, telekommunikation/informationssamfundet, miljø, energi og udvikling af de menneskelige ressourcer. Det blev også aftalt, at Kinas vestlige provinser skulle drage større fordel af EU-bistanden, og at Kina skulle involveres mere i den fremtidige planlægning og programmering.

I januar 2001 blev ansvaret for forvaltningen af de eksisterende projekter og projekter, for hvilke der skal disponeres i 2001, overført fra GD Relex til EuropeAid Samarbejdskontoret. Formålet med denne reform sammen med uddelegeringen af projektforvaltningen til delegationerne, også den i Beijing, og den deraf følgende styrkelse af personalet i delegationerne er at sikre en bedre koordination med andre donorers samarbejdsprogrammer samt at forbedre og fremskynde projektformidlingen.

Europa-Kommissionen er i færd med at udarbejde et landestrategidokument (LSD). Heri nedfældes de overordnede mål og kontekst samt de vigtigste indsatsområder og mekanismer for koordination med modtagerlandet og andre donorer. Det vil være et klart referencedokument og en 'mission statement' for bistandssamarbejdet mellem EU og Kina i de kommende år. LSD skal være ledende for og øge gennemsigtigheden i EF-bistanden til Kina.

Indsatsområder

* Lægge sidste hånd på LSD og dermed sikre en nærmere sammenkobling af EF-finansierede samarbejdsprogrammer og EU's bredere Kina-politik, særlig udviklingspolitikken som Kommissionen præsenterede i maj 2000, handelspolitikken, imødegåelse af globale udfordringer og menneskerettighedspolitikken

* På basis af LSD udvikle samarbejdsaktiviteter på tre hovedområder:

- støtte af den økonomiske og sociale reformproces, hovedsagelig gennem styrkelse af institutioner og kapacitetsopbygning, udvikling af menneskelige ressourcer, fremme af et solidt erhvervsreguleringsgrundlag og overførsel af knowhow og teknologi

- fremme af bæredygtig udvikling for at skabe en optimal balance mellem miljøbeskyttelse, social udvikling og økonomisk vækst

- tilskyndelse til initiativer for god regeringsførelse og fremme af menneskerettighederne og retsstaten

* Styrke koordinationen med de kinesiske myndigheder

* Styrke koordinationen og udforske muligheder for et konkret, projektrelateret samarbejde med andre donorer, særlig EU-medlemsstaterne, de internationale finansieringsinstitutioner og FN-organerne

* Fortsat fokusere på store men fleksible projekter på områder, hvor EU har en komparativ fordel, og som er udformet på en sådan måde, at de koncentreres om og tager hensyn til Kinas hurtige udvikling og skiftende prioriteter

* Forbedre fleksibiliteten i projektkonstruktionen, således at der kan foretages årlige tilpasninger af aktiviteterne, og de dertil afsatte budgetter for at realisere projekternes overordnede mål på den bedste måde

* Gennemføre uddelegeringen af projektforvaltningscyklussen til Beijing som planlagt.

5.5. Mål 5: Højnelse af EU's profil i Kina

Baggrund

Det er stadig en stor udfordring at højne EU's profil i Kina i betragtning af landets størrelse og kravet om at nå ud til befolkningen på regionalt, kommunalt og lokalt plan, da Kina løbende uddelegerer beføjelser for økonomiske og sociale anliggender bort fra Beijing. EU har til dette formål kun få ressourcer, men en omhyggelig brug af moderne teknologi vil gøre det muligt at nå ud til mange flere mennesker end tidligere. For fem år siden havde meget få kinesere privat telefon og ingen let adgang til omverdenen. I 2001 forventes antallet af internetbrugere at nå op på 40 millioner, og i 2005 anslås det, at der vil være 300 millioner brugere (sammenlignet med et skøn på 200 millioner i USA).

EU og Kina har på grund af den voksende betydning af deres forbindelser behov for at forstå hinanden bedre. Større åbenhed og fælles interesser kræver en større informationsudveksling. Efterhånden som Kina åbner sig mod verden og EU udvider sine grænser, opstår der tillige et behov for en bedre og hurtigere udbredelse af information. EU har brug for en proaktiv informationspolitik, der gør god brug af ny teknologi foruden de traditionelle personkontakter og samarbejdsaktiviteter til at opretholde en stærk profil blandt så mange interessekilder.

EU's omfattende aktiviteter i Kina går stadig i høj grad upåagtet hen i Europa, selvom der oprettes et voksende antal fælles europæisk-kinesiske forsknings- og handelsorganisationer i Bruxelles og andetsteds til at drage fordel af den voksende interesse i Kina. Det vil blive vigtigt for EU/Kina-forbindelserne, at det rette budskab om EU's aktiviteter i Kina udbredes i Europa såvel som i Kina, særlig i optakten til EU's udvidelse.

Seneste udviklinger i forbindelserne mellem EU og Kina

* Kommissionens websteder for eksterne forbindelser er blevet moderniseret i de sidste ni måneder, og antallet af disponible dokumenter er nu steget fra 4 000 til næsten 9 000. Besøgstallet er steget fra 700 000 til 1,8 millioner om måneden i samme periode. Webstederne har således vist sig at være et effektivt middel til at udbrede oplysninger om og reklamere for EU's politikker og programmer.

* EU-besøgsprogrammet har vist sig at være et værdifuldt middel til at forbedre de personlige kontakter og udvekslingen af besøgende med en omhyggelig udvælgelse af kinesiske embedsmænds besøg i Kommissionen og medlemsstaterne for at lære mere om EU's politikker og programmer på en lang række områder.

* En gruppe på 20 journalister på det økonomiske område fra Kina, Hongkong og Macao deltog i et ugelangt seminar i Bruxelles i 2000. Seminaret var koncentreret om euroen, men EU's forskellige institutioners rolle og funktioner blev også forklaret til disse indflydelsesrige journalister. De pågældende skrev siden en lang række artikler om EU i deres forskellige publikationer.

Indsatsområder

* Øge viden og bevidsthed om Den Europæiske Union i Kina ved hjælp af systematisk og ajourført information om EU-politik og -aktiviteter og udbredelse af nyligt fremstillet og ajourført EU-oplysningsmateriale møntet på medierne, opinionsdannere og beslutningstagere i Kina tillige med skoler og universiteter

* Alsidigt ajourføre Kommissionens websteder, også Beijing-delegationens, og sørge for at adgangs- og søgesystemerne er så harmoniserede og brugervenlige som muligt samt øge antallet af links til relevante websteder

* Fortsætte med at gøre opfindsom brug af EU-besøgsprogrammet for at bringe vigtige beslutningstagere til Bruxelles og medlemsstaterne for på første hånd at lære om EU og dets enkelte medlemsstater

* Tilskynde og støtte deltagere i EU-samarbejdsprogrammet, så som EU-China Academic Network, EU-China Junior Managers programmet og EU-China Scholarship 2000 projektet til at oprette kandidatsammenslutninger og -netværk i Kina, Asien og Europa

* Øge kendskabet i Europa til EU's samarbejde med Kina f.eks. i europæiske erhvervskredse og akademiske kredse for at underbygge den interesse, der er skabt i Kina gennem de forskellige samarbejdsprogrammer (f.eks. Junior Managers programmet).

* Anspore til større koordination og samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionens delegation i Beijing, når der afholdes individuelle eller fælles kulturarrangementer

* Fortsætte med deltagelse i seminarer, workshops, møder, universitetsaktiviteter, NGO-præsentationer osv. for at informere deltagerne bedre om politik og aktioner i EU/Kina-regi.

6. Konklusion

Forbindelserne med Kina byder i de kommende år både på store muligheder og udfordringer. De langsigtede mål, som blev defineret i 1998, er i vid udstrækning stadig gyldige. I denne meddelelse foreslås det, hvordan EU's politik kan gøres mere effektiv ved at fastlægge kort- og mellemfristede mål og indsatsområder til at fokusere på samvirket mellem EU og Kina på alle områder med sigte på at realisere Unionens langsigtede mål for forbindelserne med Kina.

Et succesrigt indbyrdes forhold hviler i sidste ende på to villige og engagerede partnere. Det kræver derfor et engagement fra begge side at opbygge et alsidigt partnerskab mellem EU og Kina. Der er nået meget hidtil. Men der skal endnu gøres mere for at udvikle forholdet til dets fulde potentiale.

Udfordringen for EU er at engagere Kina på en alsidig og sammenhængende måde i alle anliggender, der blev defineret i 1998 og nærmere behandlet i denne meddelelse, særlig Kinas politiske og økonomiske integration i verdenssamfundet og Kinas åbning over for omverdenen under fuldstændig hensyntagen til internationalt anerkendte menneskerettighedsstandarder og retsstatsprincippet.

Et alsidigt partnerskab mellem EU og Kina både bilateralt og globalt vil tjene både EU's og Kinas interesser politisk og økonomisk og hjælpe med at forbedre tilværelsen for borgerne i Europa og Kina.

EU har mulighed for at fremme sine centrale interesser ved at involvere Kina som en voksende magt og søge positive og konstruktive løsninger på større globale anliggender og bidrage til at forbedre menneskerettighedssituationen i Kina og forfølge gensidige handelsinteresser.