Regionsudvalgets resolution om "En forfatningsmæssig ramme for EU"
EF-Tidende nr. C 022 af 24/01/2001 s. 0004 - 0007
Regionsudvalgets resolution om "En forfatningsmæssig ramme for EU" (2001/C 22/02) REGIONSUDVALGET har - under henvisning til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møder i Køln og i Helsingfors, hvor det blev bekræftet, at der skulle indkaldes til en regeringskonference om de udestående institutionelle spørgsmål fra Amsterdam, som nødvendigvis skal færdigbehandles inden EU-udvidelsen, under henvisning til, at Det Europæiske Råd i Køln og i Tammerfors besluttede at udarbejde et EU-charter om grundlæggende rettigheder, under henvisning til rapporten fra ekspertgruppen under forsæde af Jean-Luc Dehaene, under henvisning til Kommissionens bidrag af 10. november 1999 til regeringskonferencen om institutionelle spørgsmål og Kommissionens udtalelse af 26. januar 2000 om "Tilpasning af institutionerne med henblik på udvidelsen" (KOM(2000) 34 endelig), under henvisning til Kommissionens meddelelse af 12. juli 2000 om "En grundtraktat for Den Europæiske Union" (KOM(2000) 434 endelig), under henvisning til Regionsudvalgets udtalelse af 16. februar 2000 om "Udarbejdelsen af EU's charter for grundrettigheder" (CdR 327/99 fin)(1), under henvisning til Regionsudvalgets udtalelse af 17. februar 2000 om "Regeringskonferencen år 2000" (CdR 53/99 fin)(2), under henvisning til Europa-Parlamentets beslutning af 13. april 2000 om dets forslag til regeringskonferencen, under henvisning til udkastet til betænkning om traktaternes konstitutionalisering (PE 286.949), der er udarbejdet af Europa-Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender, under henvisning til præsidiets beslutning af 10. marts 1999 om i henhold til EF-traktatens artikel 265, stk. 5, at afgive en resolution om den europæiske forfatning og om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget "Institutionelle Anliggender", under henvisning til udkastet til resolution, der blev vedtaget den 9. juni 2000 af arbejdsgruppen "EU-konstitution" under Underudvalget "Institutionelle Anliggender", under henvisning til udkastet til resolution om "En forfatningsmæssig ramme for EU" (CdR 144/2000 rev.1; ordfører: Mercedes Bresso, I/PSE), der blev vedtaget af Underudvalget "Institutionelle Anliggender" på mødet den 5. juli 2000, og ud fra følgende betragtninger: den Europæiske Unions legitimitet er baseret dels på medlemsstaterne, dels på befolkningerne, det nuværende demokratiunderskud vil uvægerligt blive større efter udvidelsen, hvis ikke de institutionelle problemer løses, i de senere år er der sket gennemgribende ændringer, og EU har sat en institutionel reformproces i gang - på den 35. plenarforsamling den 20.-21. september 2000 (mødet den 20. september) vedtaget følgende resolution. Regionsudvalget 1. Regionsudvalget mener, at de igangværende institutionelle reformer vil få afgørende indflydelse på EU's fremtid. 2. Regionsudvalget ønsker at uddybe sin egen analyse af reformprocessen og de følger, reformen uvægerligt får for de lokale og regionale myndigheder, og ønsker ikke mindst at undersøge nærmere, hvilken rolle disse myndigheder kan spille i EU-sammenhæng og i forhold til borgerne inden for de rammer, reformprocessen vil skabe. 3. Regionsudvalget mener i øvrigt, at dets egen analyse bør drøftes bedst muligt med de europæiske institutioner, især Europa-Parlamentet, men naturligvis på en sådan måde, at den enkelte institutions identitet fastholdes. I den forbindelse er det vigtigt, at der er en løbende dialog om de institutionelle spørgsmål mellem Regionsudvalgets Underudvalg "Institutionelle Anliggender" og Europa-Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender. 4. Regionsudvalget mener, at der er en vis sammenhæng mellem det igangværende arbejde omkring regeringskonferencen og arbejdet med et EU-charter om grundlæggende rettigheder. 5. Regionsudvalget beklager, at det i så ringe omfang er blevet inddraget i oprettelsen af de to kompetente organer og i de planlagte høringer, hvilket vidner om manglende konsekvens, idet der på den ene side er et krav om, at de europæiske borgere skal inddrages i stigende grad, men på den anden side ikke tages hensyn til den rådgivende rolle, der tilkommer repræsentanterne for de organer, der er tættest på borgerne. Hvis EU skal opbygges af borgerne og for borgerne, har de lokale og regionale myndigheder i hele EU en afgørende rolle at spille. 6. Regionsudvalget mener, at de igangværende institutionelle reformer er en oplagt lejlighed til at afklare, hvordan subsidiaritetsprincippet skal anvendes på EU-plan, og hvordan det kan sikres, at princippet overholdes, men reformerne frembyder også en lejlighed til at sikre princippet i kraft af en klar definition af kompetencefordelingen inden for EU, der bør baseres på et partnerskab mellem ligestillede og samarbejde mellem de forskellige forvaltningsområder. 7. Regionsudvalget mener, man skal drøfte, hvad det er for en forandringsproces EU gennemløber, og hvordan den fremtidige udvikling skal forme sig. 8. Regionsudvalget gentager, at der på én gang er behov for mere demokrati og for mere åbenhed i EU, jf. dets udtalelse om regeringskonferencen. 9. Regionsudvalget pointerer, at mere demokratiske institutioner forudsætter mere demokratiske beslutningstagningsprocedurer, og det kan kun opnås ved at inddrage borgerne og deres valgte repræsentanter, især på regionalt og lokalt plan. 10. Regionsudvalget erindrer om, at det haster med at træffe beslutninger om de institutionelle reformer med sigte på EU-udvidelsen. Reformerne skal være gennemgribende og gennemføres hurtigt. Vi har brug for regler, stabile regler, der gør det muligt for EU at tage de udfordringer op, det stilles over for, og sikre den fred, sikkerhed og fremgang, som det europæiske samarbejde har kunnet sikre os gennem de seneste halvtreds år. Udvidelsen må dog ikke blive forsinket, og derudover bør ansøgerlandene inddrages i reformdrøftelserne. I den forbindelse udtaler Regionsudvalget følgende: 11. Regionsudvalget understreger, at behovet for klarhed vokser i takt med EU, en klarhed, der for øjeblikket mangler i traktaterne, og som flere og flere efterlyser. 12. Regionsudvalget mener, at Europa råder over en fælles arv af værdier, som skal bevares og beskyttes med et værn, der gør dem ukrænkelige. 13. Regionsudvalget mener, at store fælles projekter som den europæiske mønt i realiteten allerede indebærer en afgivelse af national suverænitet. 14. Regionsudvalget gentager, at de epokegørende forandringer, der er undervejs, kræver øget gennemsigtighed, ikke kun på institutionelt plan, men også når det gælder fremgangsmåderne ved traktatændringer. 15. Regionsudvalget konstaterer, at det i mange lande drøftes, om det ville være hensigtsmæssigt med en forfatningsmæssig ramme for EU, der skal sikre de fælles værdier, fastlægge de overordnede principper, samle de regler, der er nødvendige, for at europæiske samfund og retsstater fungerer demokratisk, og fastlægge kompetencefordelingen inden for EU; mange ville opfatte dette som et middel til at sikre, at den europæiske konstruktion, vi er ved at opbygge, hviler på et solidt og bæredygtigt fundament. 16. Regionsudvalget fremhæver, at der er forskellige forfatningsmæssige traditioner i de forskellige medlemsstater; nogle stater har en skrevet forfatning, mens andre ikke har det; i atter andre stater er magtdelingen baseret på en løbende dialog og forhandlinger; i nogle stater har regionerne omfattende beføjelser, i andre ikke. 17. Regionsudvalget finder det påkrævet, at man i alle medlemsstater og lokale og regionale myndigheder fremmer en debat om EU's fremtid, så det gøres klart, hvad der skulle forstås ved en EU-forfatning, og hvilke fordele og ulemper den måtte føre med sig. 18. Regionsudvalget fremhæver i den forbindelse på ny, at en forfatningsmæssig ramme for EU ville have karakter af et supplement til den nationale forfatning i de medlemsstater, der har en sådan, og skulle bero på medlemsstaternes indgåelse af en aftale. 19. Regionsudvalget er af den opfattelse, at begrebet "forfatningsmæssig ramme om EU" vil være en stærk referenceramme, som vil være let forståelig for borgerne, forudsat den klart og entydigt fastlægger: - de grundlæggende principper og værdier, som EU bygger på, herunder respekt for grundrettighederne, borgernes grundlæggende frihedsrettigheder, den kulturelle og sproglige mangfoldighed og subsidiaritetsprincippet; - institutionernes struktur og beslutningsprocedurerne; - EU's kompetencer i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og på en klar definition af EU's beføjelser inden for de forskellige områder; - regler for finansieringen af EU; - procedurer for ændring af den forfatningsmæssige ramme; disse procedurer skal sikre medlemsstaterne og de nationale parlamenter den endelige afgørelse. 20. Regionsudvalget mener, at de lokale og regionale myndigheders aktive rolle, direkte eller via Regionsudvalget, i udviklingsprocessen frem mod en forfatningsmæssig ramme bør fremhæves. 21. Regionsudvalget mener, at de lokale og regionale myndigheder indtager en særlig vigtig position i udviklingsprocessen frem mod en forfatningsmæssig fastlæggelse af beslutningsstrukturerne, fordi de både er tæt på borgerne og på de nationale regeringer, som for indeværende har enekompetencen, når det gælder EU-reformer. 22. Regionsudvalget ser det fremdeles som sin opgave at bidrage til drøftelse af EU-spørgsmål i kommunerne, regionerne og medlemsstaterne, side om side med andre EU-institutioner, og det opfordrer alle lokale og regionale myndigheder til at gå aktivt ind i processen. 23. Regionsudvalget påpeger, at en mere effektiv anvendelse af subsidiaritetsprincippet end nu er selve kernen i institutionsproblematikken i EU i dag, og det vil kæmpe for, at subsidiaritetsprincippet sikres effektivt ved, at kompetencefordelingen inden for EU afgrænses klart, og ligeledes kæmpe for, at det beskyttes af retssystemet. 24. Regionsudvalget gentager, at det gerne vil deltage aktivt i debatten om beslutningsstrukturer, som Kommissionen har åbnet med henblik på udarbejdelsen af hvidbogen, og understreger, at de lokale og regionale myndigheder bør spille en vigtig rolle i de nye beslutningsstrukturer. 25. Regionsudvalget beklager, at de europæiske institutioners reformideer i forbindelse med Regionsudvalget er begrænset til overvejelser om antallet af medlemmer frem for tillige at omfatte en styrkelse af udvalgets beføjelser. 26. Regionsudvalget henstiller indtrængende, at det får status som EU-institution med adgang til EF-Domstolen, og agter at kæmpe for at opnå denne status. 27. Regionsudvalget ved, at ikke alle medlemsstater og regionale og lokale myndigheder i EU er tilhængere af en EU-forfatning. Inden arbejdet med at udforme en sådan forfatning indledes, er der således visse spørgsmål, der nøje må afklares ved hjælp af en bred debat. Under disse forudsætninger udtaler Regionsudvalget følgende: 28. Regionsudvalget mener, at EU nu må overveje konsekvenserne af en udvikling hen imod en forfatning. De vejledende principper bør være EU's fælles værdier, formålene med sammenholdet, større gennemsigtighed i EU's måde at fungere på samt fremme af mere demokratiske fremgangsmåder ved traktatændringer. 29. Regionsudvalget opfordrer de lokale og regionale myndigheder i EU-landene til at spille en aktiv rolle, således at debatten kan brede sig til alle lande og alle niveauer, og alle borgere kan deltage og tilkendegive deres meninger om spørgsmålet. Spørgsmålet om en eventuel forfatning vedrører alle borgere og er klart relevant for de lokale og regionale samfund i EU. Det er ikke et spørgsmål, der udelukkende kan overlades til det nationale plan. 30. En udvikling, som indebærer, at traktaterne gives forfatningsmæssig karakter, skal tage hensyn til de konsekvenser, som dette indebærer for det lokale og regionale niveau. Dette gælder enhver ændring af den eksisterende balance mellem EU og medlemsstaterne, som påvirker de lokale og regionale myndigheders politiske og retlige kompetence. Streng overholdelse af subsidiaritetsprincippet er af afgørende betydning. Desuden må en udvikling hen imod en forfatning tage hensyn til og respektere det lokale og regionale selvstyre i overensstemmelse med traditionen i de forskellige medlemsstater. 31. Regionsudvalget pålægger sin formand at overbringe denne resolution til Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter. Bruxelles, den 20. september 2000. Jos Chabert Formand for Regionsudvalget (1) EFT C 156 af 6.6.2000, s. 1. (2) EFT C 156 af 6.6.2000, s. 6.