MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af om forslag til direktiv om følgeret for ophavsmanden til et originalkunstværk

1. Sagsforløb

Kommissionen vedtog sit forslag til direktiv den 25. april 1996 [1] (COM(1996)97 - 1996/0085/COD).

[1] EFT C 178 af 21.6.1996, s. 16.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 18. december 1996 [2].

[2] EFT C 75 af 10.3.1997, s. 17.

Den 9. april 1997 vedtog Europa-Parlamentet ved førstebehandlingen og i overensstemmelse med den fælles beslutningsprocedure (artikel 251) en lovgivningsmæssig beslutning, hvori det godkendte Kommissionens forslag med forbehold af de i beslutningen omhandlede ændringsforslag og opfordrede Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed.

Den 12. marts 1998 vedtog Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 251 et ændret forslag, hvori den helt eller delvist havde indarbejdet 21 af de 27 ændringsforslag, Europa-Parlamentet havde vedtaget ved førstebehandlingen.

Den 20. juni 2000 fastlagde Rådet i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 251, stk. 2, en fælles holdning om direktivforslaget.

I denne meddelelse afgiver Kommissionen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 251, stk. 2, udtalelse om Rådets fælles holdning.

2. Formålet med direktivet

Direktivet har til formål at skabe harmoniserede retlige rammer for følgeret, så der sikres et velfungerende marked for moderne kunst og nutidskunst i Den Europæiske Union.

Følgeret er den ret, ophavsmanden til et originalkunstværk og - efter dennes død - arvingerne eller andre retssuccessorer har til et vederlag baseret på salgsprisen ved videresalg af et værk. Målet er at give ophavsmænd til billedkunstværker de samme økonomiske rettigheder som andre kunstnere.

Følgeret er hjemlet i elleve af de femten medlemsstaters lovgivning og anvendes i otte af disse efter meget forskellige regler (de omfattede værker, de vederlagspligtige transaktioner og vederlagssatsen). Direktivet skal derfor sikre, at konkurrencen ikke fordrejes på markedet for moderne kunst og nutidskunst i Fællesskabet, ved at indføre en sådan ret i samtlige medlemsstater og harmonisere den.

3. Bemærkninger til Rådets fælles holdning

3.1. Resumé af Kommissionens holdning

Rådet har enstemmigt vedtaget en fælles holdning, som Kommissionen ikke kan godkende.

Kommissionen finder det især beklageligt, at Rådet har indsat en overgangsperiode på ti år, hvor medlemsstater, der ikke anvender følgeretten på datoen for direktivets ikrafttræden, kan nøjes med at anvende denne ret på levende kunstnere (artikel 8, stk. 2). Kommissionen mener, at gennemførelsen af direktivet ganske vist kan volde særlige vanskeligheder, bl.a. for disse medlemsstater, men at disse problemer på ingen måde kan begrunde en så lang overgangsperiode. For at imødekomme selvsamme ønsker har Rådet i artikel 12, stk. 1, i den fælles holdning fastsat, at medlemsstaterne har fem år til at få gennemført direktivet i national ret. Dette er i sig selv usædvanligt lang tid, når det gælder det indre marked. Der er god grund til at frygte, at de to tidsfrister tilsammen forhaler den tilstræbte harmonisering femten år. Kommissionen kan ikke acceptere, at de konkurrencefordrejninger, som direktivet skulle sætte en stopper for, får lov til at fortsætte så længe. Derudover beklager den, at Rådet i et spørgsmål, der vedrører det indre marked, ikke har bibeholdt en rimelig tidsfrist mellem vedtagelsen af en harmoniseringsretsakt og anvendelsen af denne. Kommissionen mener, at dette er til skade for fællesskabsindsatsens effektivitet, og at det kan skabe en uheldig præcedens for andre initiativer, der vedrører det indre marked.

For så vidt angår direktivet i øvrigt, har Rådet med enkelte undtagelser fulgt den strategi, Kommissionen anvendte i sit ændrede forslag, og indholdsmæssigt indarbejdet næsten alle de af Parlamentets ændringsforslag, Kommissionen accepterede ved førstebehandlingen.

3.2. Reaktionen på Europa-Parlamentets ændringsforslag ved førstebehandlingen

Europa-Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen 27 ændringsforslag til Kommissionens oprindelige forslag.

Kommissionen indarbejdede helt eller delvist de fleste af disse ændringsforslag i sit ændrede forslag, nemlig 21 af 27 (ændringsforslag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 9, 10, 11, 12, 13, 15, 17, 18, 22, 24, 25, 26, 27, 34, 45, 49, 51, 52, 55, 57 og 64).

Rådet har i det store hele overtaget de ændringsforslag, Kommissionen havde accepteret. Derudover er der i den fælles holdning indarbejdet dele af følgende ændringsforslag, som Kommissionen ikke havde overtaget i sit ændrede forslag:

- artikel 1 svarer til ændringsforslag 17, for så vidt angår sondringen mellem de professionelle på kunstmarkedet og særbehandlingen af kunstgallerier

- artikel 2 svarer til ændringsforslag 18 og 64 og medtager glaskunst blandt de kunstværker, der er omfattet af følgeret.

Derudover har Rådet i Kommissionens ændrede forslag foretaget en række ændringer, der ikke svarer til nogle af Parlamentets ændringsforslag. Disse ændringer beskrives nedenfor.

3.3. Ændringer indført under drøftelserne i Rådet

3.3.1. Ændringer i betragtningerne

For så vidt angår betragtningerne, har Rådet - ligesom Kommissionen i sit ændrede forslag - overtaget eller ladet sig inspirere af Parlamentets ændringsforslag 1-6, 49, 9-11, 13 og 15.

Rådet har desuden tilpasset betragtningerne til de ændringer, det har foretaget i direktivets artikler. Det har bl.a. peget på nødvendigheden af, at de medlemsstater, hvor der ikke er hjemmel for følgeret, gradvist indfører denne ret i deres retssystemer (betragtning 16). Rådet har endvidere fundet det nyttigt at anføre årsagerne til, at der bør gøres en fællesskabsindsats på området, og det har angivet omfanget af en sådan indsats (betragtning 8-15).

3.3.2. Ændringer i artiklerne

Artikel 1: Følgerettens genstand

Rådet har delt denne artikel i fire stykker.

Stk. 1 svarer til ændringsforslag 17, som det findes i Kommissionens ændrede forslag, og fastslår, at følgeret er en uoverdragelig og ufrasigelig ret.

Med hensyn til transaktioner, der er omfattet af følgeret, fulgte Kommissionen ikke ændringsforslag 17, hvor der blev sondret mellem de forskellige professionelle på kunstmarkedet. Den havde bestemt, at følgeret finder anvendelse på ethvert videresalg efter ophavsmandens første afhændelse af værket, med undtagelse af salg mellem personer, der handler som privatpersoner.

Rådet har i et nyt stk. 2 valgt en positiv tilgang, der ligger tæt op ad ændringsforslag 17, og ifølge hvilken følgeretten finder anvendelse på transaktioner, hvis der deltager en formidler fra kunstmarkedet. Der er desuden opstillet en vejledende liste over disse formidlere. Rådet har valgt denne tilgang af praktiske årsager, fordi det mener, at et objektivt kriterium er påkrævet med henblik på kontrollen, så der sondres mellem transaktioner i professionelt øjemed og transaktioner mellem personer, der handler som privatpersoner. Derfor har Rådet i betragtning 17 anført, at følgeretten ikke finder anvendelse på videresalg til muséer foretaget af personer, der handler som privatpersoner. Hverken disse ændringer eller ændringerne i det nye stk. 2 berører følgerettens materielle anvendelsesområde som foreslået af Kommissionen.

Rådet har - i tråd med ændringsforslag 17, som Kommissionen ikke havde overtaget - indsat et nyt stk. 3, som skal sikre, at medlemsstaterne kan tage hensyn til de opgaver, kunstgallerier har over for kunstnere, for så vidt angår salgsfremme. Medlemsstaterne kan derfor bestemme, at kunstgallerier ikke er omfattet af følgeretten, dog forudsat at to betingelser er opfyldt, nemlig at videresalget sker inden for tre år, og at videresalgsprisen ikke overstiger 10 000 EUR.

Rådet har i et nyt stk. 4 overtaget det princip, der blev opstillet i slutningen af artikel 4 i det oprindelige forslag, og ifølge hvilket følgeretsvederlaget betales af sælger. Det er dog også bestemt, at medlemsstaterne kan fravige princippet med hensyn til, hvem der er forpligtet til at betale følgeretsvederlaget.

Artikel 2: Kunstværker, som er omfattet af følgeretten

Rådet har delt denne artikel i to stykker.

Rådet har i et nyt stk. 1 anført, hvilke originalkunstværker der er omfattet af følgeretten. Rådet har - i tråd med ændringsforslag 2, 9, 18 og 64, som Kommissionen havde overtaget - fastslået, at følgeretten som harmoniseret ved dette direktiv ikke finder anvendelse på manuskripter, men har indsat en ny betragtning 18, hvori det har angivet, at medlemsstaterne ifølge Bernerkonventionen kan anvende en national følgeret på denne særlige type kunstværker. Det har ligesom Kommissionen præciseret, at følgeret finder anvendelse på billedkunstværker. Rådet har desuden fulgt ændringsforslag 18 og 64 og tilføjet glaskunst på listen i artikel 2, stk. 1, over kunstværker, der er omfattet af følgeretten. Det havde Kommissionen ikke overtaget i sit ændrede forslag.

Ligesom Kommissionen har heller ikke Rådet overtaget Parlamentets forslag om at begrænse antallet af eksemplarer, der kan betragtes som originalkunstværker, til tolv. Rådet har dog fundet det hensigtsmæssigt at indsætte et nyt stk. 2 med en række betingelser, hvorefter eksemplarer, som er udført i begrænset antal, kan betragtes som originalkunstværker.

Artikel 3: Beløbsgrænser

Rådet har fulgt ændringsforslag 45, som Kommissionen havde overtaget i sit ændrede forslag, for så vidt angår opbygningen af artikel 3 og navnlig indførelsen af en beløbsgrænse for følgeretten.

Rådet har sat beløbsgrænsen til 4 000 EUR, medens Parlamentet havde foreslået 500 EUR, og Kommissionen i sit ændrede forslag havde bibeholdt den oprindelige beløbsgrænse på 1 000 EUR. Kommissionen havde i sin tid foreslået en beløbsgrænse for at sikre, at de administrationsomkostninger, som professionelle på kunstmarkedet har i forbindelse med følgeretten, ikke - ved transaktioner af mindre værdi - overstiger kunstnerens gevinst. Samtidig mente den, at grænsen ikke måtte være for høj, så man undgik, at følgeretten kun kom kendte kunstnere til gode. Ved transaktioner under grænsen stod det medlemsstaterne frit for, om de ville anvende følgeretten, fordi de dermed forbundne forskelle - på grund af de pågældende værkers lave markedsværdi - ikke ville påvirke samhandelen i det indre marked.

Kommissionen finder det beklageligt, at en lang række transaktioner vil falde uden for direktivets anvendelsesområde, fordi beløbsgrænsen er så høj, og at direktivets harmoniserende virkning bliver så meget desto mindre. Bestemmelsen betyder desuden, at langt de fleste kunstnere vil gå glip af den gevinst, der er forbundet med harmoniseringen.

Artikel 4: Vederlagssatser

Kommissionen var klar over, at alt for høje vederlag kunne medføre, at salgsaktiviteterne blev flyttet til tredjelande, som ikke anvender følgeretten, navnlig transaktioner i den øverste ende af prisskalaen. Kommissionen foreslog derfor, at der blev fastsat tre beløbsgrænser med degressive satser. Disse beløbsgrænser og satser blev fastsat under hensyn til den aktuelle situation i de fleste medlemsstater.

Parlamentet støttede denne fremgangsmåde i ændringsforslag 57 og 34, men foreslog en opdeling af beløbsgrænserne og lavere satser, hvilket Kommissionen ikke kunne acceptere.

Rådet har betonet det degressive aspekt af satserne yderligere og fastsat fem beløbsgrænser, hvilket især berører den øverste ende af prisskalaen. Rådet har desuden fastsat, at vederlaget højst kan beløbe sig til 12 500 EUR.

Kommissionen mener ligesom Rådet, at der bør træffes de fornødne forholdsregler til at sikre, at salgsaktiviteter i den øverste ende af prisskalaen ikke flyttes til andre steder. Den beklager dog, at der er fastsat et maksimumbeløb, som indebærer, at de mest kendte kunstnere nægtes frugten af deres berømthed. Den mener, at man kun vanskeligt kan forestille sig et sådant loft over vederlaget på andre områder inden for intellektuel eller industriel ejendomsret (f.eks. patenter og varemærker).

For så vidt angår den første del af salgsprisen (indtil 50 000 EUR), har Rådet fastsat, at medlemsstaterne kan anvende en sats på 5 % i stedet for den sats på 4 %, Kommissionen havde foreslået, og som Parlamentet havde overtaget. Rådet har desuden fastsat, at medlemsstater, som vælger at anvende følgeretten på transaktioner under beløbsgrænsen på 4 000 EUR, skal anvende en sats på 4 % eller 5 % eller en endnu højere sats, hvis de gør brug af den mulighed, de har i henhold til stk. 3. Det fremgår af stk. 3, at den første beløbsgrænse i hvert fald skal finde anvendelse fra fællesskabsgrænsen på 4 000 EUR eller - hvis medlemsstaterne fastsætter en lavere grænse - fra denne.

Rådet har flyttet og udvidet den bestemmelse, der stod sidst i artiklen, til et nyt stk. 4 i artikel 1.

Artikel 5: Beregningsgrundlag

Ligesom Kommissionen har Rådet heller ikke overtaget ændringsforslag 51, som gik ud på at benytte værditilvæksten som beregningsgrundlag. Rådet har holdt sig til salgsprisen ekskl. skatter og afgifter, hvilket svarer til gældende praksis i medlemsstaterne.

Artikel 6: Personer med ret til vederlag

For så vidt angår stk. 1, har Rådet fulgt Kommissionen og angivet, at følgeretsvederlaget betales til værkets ophavsmand og efter dennes død til retssuccessorerne. Parlamentet havde i ændringsforslag 55 foreslået, at det kun var tvangsarvinger, der efter ophavsmandens død skulle have udbetalt vederlaget. Kommissionen og Rådet overtog ikke dette ændringsforslag, fordi man ikke ønskede at røre ved medlemsstaternes arveret.

For konsistensens skyld har Rådet i stk. 1 indsat en henvisning til overgangsperioden i artikel 8, stk. 2, hvor visse medlemsstater ikke behøver at anvende følgeret for kunstnerens retssuccessorer efter kunstnerens død.

Stk. 2 omhandler den måde, hvorpå følgeretsvederlaget forvaltes. Rådet har fulgt Kommissionen rent indholdsmæssigt og ikke ønsket at forhindre medlemsstaterne i eventuelt at indføre en obligatorisk kollektiv forvaltning af vederlaget.

Rådet har fulgt Kommissionen, der som foreslået i ændringsforslag 52 havde ladet den bestemmelse udgå, ifølge hvilken medlemsstaterne skulle sikre, at vederlag opkræves og udbetales i tilfælde, hvor ophavsmanden er statsborger i en anden medlemsstat. Rådet har dog overtaget betragtning 23 i Kommissionens ændrede forslag (betragtning 27 i den fælles holdning), som bestemmer, at medlemsstaterne er forpligtet hertil.

Artikel 7: Statsborgere fra tredjelande med ret til vederlag

Rådet har indsat to nye stykker i artikel 7.

Stk. 1 svarer i det store hele til Kommissionens ændrede forslag, hvori ændringsforslag 24 var indarbejdet. Der kræves dog ikke længere materiel gensidighed, men blot gensidighed i lovgivningen.

Rådet har indsat et nyt stk. 2, ifølge hvilket Kommissionen kan offentliggøre en liste over de tredjelande, hvor følgeretten er hjemlet i lovgivningen, så princippet om gensidighed kan føres ud i livet. Kommissionen har påtaget sig at varetage denne opgave.

Rådet har indsat et nyt stk. 3, som giver medlemsstaterne mulighed for at anvende følgeret på ophavsmænd, der er statsborgere i et tredjeland, men har deres sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat.

Artikel 8: Beskyttelsestiden for følgeret

Rådet har indsat to nye stykker i artikel 8.

Kommissionen havde i sit ændrede forslag imødekommet det ønske, der kom til udtryk i ændringsforslag 25, nemlig at forbedre artiklens affattelse. Rådet har fulgt Kommissionen i det nye stk. 1.

Stk. 2 bestemmer, at medlemsstater, der ikke anvender følgeretten på datoen for direktivets ikrafttræden, har en overgangsperiode på ti år, hvor de kan nøjes med at anvende denne ret på levende kunstnere. Rådet fastsætter dog i stk. 3, at Kommissionen forelægger passende forslag, hvis der inden periodens udløb opnås resultater i internationale forhandlinger om udvidelse af følgeretten på internationalt plan.

Kommissionen har forpligtet sig til snarest muligt at anmode Rådet om mandat til at føre disse forhandlinger. Rådet har for sin del erklæret, at det vil behandle anmodningen grundigt. Opnås der resultater i forhandlingerne inden udløb af perioden på ti år i stk. 2, forelægger Kommissionen forslag til at bringe overgangsperioden til ophør.

Kommissionen finder det yderst beklageligt, at der er indsat en så lang overgangsperiode, og det er - af de grunde, den har anført i punkt 3.1 - den væsentligste årsag til, at den ikke har kunnet godkende den fælles holdning.

Det forhold, at visse medlemsstater kan indføre følgeretten i to etaper (først for levende kunstnere og dernæst for kunstnerens retssuccessorer efter kunstnerens død), skal sikre, at de erhvervsdrivende i disse lande har mulighed for gradvist at tilpasse sig til denne ret. Det skal desuden afhjælpe den frygt, som kunstmarkedet nærer for, at indførelsen af følgeret vil føre til, at markedet flyttes til visse tredjelande. Kommissionen mener, at der allerede er taget højde for disse bekymringer i artikel 3 og 4 i den fælles holdning, og at overgangsperioden derfor er ubegrundet.

For så vidt angår de nærmere bestemmelser for anvendelsen af følgeretten, har Kommissionen forsøgt at begrænse de professionelles administrative forpligtelser mest muligt. I øvrigt blev beløbsgrænsen i artikel 3 oprindeligt fastsat for at sikre, at de ikke fik pålagt alt for store administrative byrder ved transaktioner af mindre værdi. Rådet har hævet beløbsgrænsen markant, så formaliteterne i forbindelse med følgeretten fremover kun skal opfyldes ved et begrænset antal transaktioner, hvilket Kommissionen da også beklager i bemærkningerne til artikel 3. En overgangsperiode, navnlig af denne længde, synes derfor ikke at stå i rimeligt forhold til den indsats, der kræves af de erhvervsdrivende.

Kommissionen er - som påpeget i bemærkningerne til artikel 4 - overbevist om, at faren for, at salgsaktiviteterne flyttes til tredjelande, som ikke anvender følgeret, kan begrænses ved at fastsætte degressive vederlagssatser for de enkelte beløbsgrænser, især i den øverste ende af prisskalaen, hvor markedet kan betragtes som globalt. Rådet har i øvrigt betonet dette degressive aspekt yderligere ved at foretage en opdeling i fem beløbsgrænser (i stedet for tre som foreslået af Kommissionen) og fastsætte, at satserne aftager med stigende beløbsgrænser. Rådet har desuden - hvilket Kommissionen har ytret sin betænkelighed ved - fastsat en grænse for anvendelsen af proportionalitetsprincippet i forbindelse med følgeretten, idet det har sat et loft over, hvor meget kunstnerne kan forvente at få udbetalt i vederlag. I betragtning af disse forholdsregler, som Rådet har betonet yderligere, synes overgangsperioden ikke begrundet.

Herudover skal Kommissionen påpege, at der er andre faktorer (f.eks. udsving i valutakurserne, forskelle i købekraften mellem markederne og de indenlandske økonomiers relative styrke), som kan påvirke mængden af flytninger mellem landene betydeligt mere end følgeretten. Kommissionen skal også påpege, at der blev fremlagt lignende prognoser ved vedtagelsen af direktiv 94/5/EF, hvorved der indførtes en særlig momsordning for brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter [3]. Med udgangspunkt i dette direktiv lagde man i Det Forenede Kongerige moms på importerede kunstværker, hvilket trods den reducerede sats på 2,5 % vakte stor bekymring på kunstmarkedet. Kommissionen offentliggjorde den 28. april 1999 [4] en rapport om undersøgelsen af virkningen af de relevante bestemmelser i Rådets direktiv 94/5/EF på Fællesskabets kunstmarkeds konkurrenceevne i forhold til trejdelandes kunstmarkeder, hvori den konstaterede, at "vedtagelsen af direktiv 94/5/EF ikke har haft nogen væsentlig virkning på Fællesskabets kunstmarked", og at "markedet synes at have været i hastig stigning siden indførelsen af momsen på import". Kommissionen har endvidere konkluderet, at de overgangsbestemmelser, som indtil den 30. juni 1999 gjorde det muligt for Det Forenede Kongerige at anvende denne reducerede sats, ikke skulle forlænges, fordi de gældende retlige rammer var tilstrækkelige til at sikre, at Fællesskabets kunstmarked fortsat kan florere.

[3] EFT L 60 af 3.3.1994, s. 16.

[4] KOM(1999) 185 endelig udg.

Artikel 9: Ret til at indhente oplysninger

Rådet har fulgt ændringsforslag 26, som Kommissionen havde overtaget i sit ændrede forslag, og som forlængede (fra ét til tre år) den periode, hvor værkets ophavsmand eller efter dennes død retssuccessorerne kan kræve alle de oplysninger, der er nødvendige for at sikre, at følgeretten finder anvendelse. Rådet har forlænget perioden og fastsat, at den begynder at løbe den 1. januar i det år, der følger efter den dato, hvor videresalget har fundet sted, medens Kommissionen og Parlamentet havde taget udgangspunkt i den dato, hvor selve transaktionen har fundet sted.

Rådet har desuden foretaget en mindre ændring af ordlyden for at præcisere, hvem der har ret til at kræve oplysningerne, og hvem der skal give dem.

Artikel 10: Anvendelse i tid

Rådet har ment, at det af hensyn til retssikkerheden var påkrævet at indsætte denne artikel, som præciserer, at direktivet finder anvendelse på alle kunstværker, der fortsat er beskyttet i medlemsstaterne den dato, hvor direktivet skal være gennemført (fem år efter vedtagelsen).

Artikel 11: Revision

Rådet har indsat to nye stykker i denne artikel.

Rådet har i stk. 1, som omhandler revisionsklausulen, fulgt ændringsforslag 27, således som Kommissionen havde overtaget det i sit ændrede forslag. I spørgsmålet om, hvor hyppigt Kommissionen aflægger rapport, har Rådet dog fjernet sig markant fra Parlamentets og Kommissionens forslag. Rådet har fastsat, at Kommissionen forelægger den første rapport senest tre år efter den dato, hvor medlemsstaterne skal have gennemført direktivet, og derefter en rapport hvert fjerde år. Parlamentet havde ment, at Kommissionen skulle forelægge den første rapport senest to år efter direktivets gennemførelse og efterfølgende en rapport hvert tredje år. Kommissionen havde derimod foreslået en tidsfrist på fem år til både den første rapport og de efterfølgende rapporter.

Rådet har desuden udvidet antallet af emner, Kommissionen skal behandle i rapporterne. Således ønsker Rådet bl.a., at Kommissionen undersøger, hvilken effekt indførelsen af følgeret har på markedet for moderne kunst og nutidskunst. Med henblik herpå er det fastsat, at Kommissionen skal lægge særlig vægt på konkurrencemulighederne på markedet for moderne kunst og nutidskunst, navnlig i forhold til de vigtigste markeder i tredjelande, som ikke anvender følgeret, samt på direktivets følger for det indre marked og for de medlemsstater, som ikke anvendte følgeret inden direktivets ikrafttræden.

Rådet har i overensstemmelse med en stadig mere gængs praksis i et nyt stk. 2 og 3 fastsat, at der nedsættes et kontaktudvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne og med en repræsentant for Kommissionen som formand. Udvalget mødes på formandens initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstats delegation. Det har til opgave at tilrettelægge konsultationer om alle spørgsmål vedrørende direktivets anvendelse og lette informationsudvekslingen om udviklingen på kunstmarkedet i Fællesskabet.

Artikel 12: Gennemførelse

Rådet har givet medlemsstaterne en frist på fem år til at gennemføre direktivet regnet fra begyndelsen af det år, som følger efter det år, hvor direktivet vedtages.

Kommissionen finder det beklageligt, at der er indsat en så lang frist for lovgivning inden for intellektuel ejendomsret, især på et område, som vedrører det indre marked. Medlemsstaterne har normalt to år til at gennemføre harmoniseringsdirektiver. En frist på fem år synes derfor ikke at stå i et rimeligt forhold til de lovgivningsmæssige justeringer, der skal foretages i medlemsstaternes lovgivninger. Spørgsmålet om de erhvervsdrivendes gradvise tilpasning til følgeretten er behandlet i punkt 3.2 under bemærkningerne til artikel 8. Kommissionen erindrer om, at det fortrinsvist er den samlede virkning af gennemførelsesfristen og overgangsperioden i artikel 8, stk. 2, som den mener kan få en uhensigtsmæssig effekt på virkeliggørelsen af det indre marked på dette område, men fremover også på andre områder.

Konklusion

Kommissionen mener, at Rådets fælles holdning om følgeret er et vigtigt skridt hen imod oprettelsen af et fælles kunstmarked. Den erindrer om, at beskyttelsen af følgeret skal sikre, at ophavsmænd til billedkunstværker får del i fordelene ved det indre marked.

Rådet har i det store og hele fulgt den strategi, Kommissionen havde anvendt i sit ændrede forslag, og har helt eller delvist indarbejdet næsten alle de ændringsforslag, Kommissionen havde accepteret ved førstebehandlingen.

Kommissionen finder det derfor beklageligt, at en række af de ændringer, Rådet har foretaget, indebærer, at der ikke inden for en rimelig frist kan gennemføres en følgeret, der er så effektiv, som den havde ønsket.

For så vidt angår følgerettens effektivitet, beklager Kommissionen af de ovennævnte grunde, at der er indsat en høj beløbsgrænse og et loft, over hvilket kunstnere ikke modtager et følgeretsvederlag, der står i et rimeligt forhold til deres succes.

Kommissionen havde muligvis kunnet acceptere disse forhold, hvis der var fundet en mere tilfredsstillende løsning på fristerne for direktivets anvendelse. Under disse omstændigheder kan Kommissionen ikke - trods alle de bestræbelser, den har gjort for at få en aftale i stand - godkende den fælles holdning, som indebærer, at man ikke inden for en rimelig frist kan nå op på et tilfredsstillende harmoniseringsniveau.

Kommissionen vil også fremover sammen med de øvrige berørte institutioner undersøge, om det ikke som led i dette direktiv er muligt at finde en bedre løsning på fristerne for direktivets anvendelse.