52000PC0512

Udtalelse fra Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, litra c), om Europa-Parlamentets ændringerne til Rådets fælles holdning til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) /* KOM/2000/0512 endelig udg. - COD 98/0303 */


UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, litra c), om Europa-Parlamentets ændringerne til Rådets fælles holdning til forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) OM ÆNDRING AF KOMMISSIONENS FORSLAG i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2

UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, litra c), om Europa-Parlamentets ændringerne til Rådets fælles holdning til forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS)

1. BaggrundEN

Forslaget til Rådets forordning om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) [KOM(1998)622 - 1998/0303 (COD)], blev vedtaget af Kommissionen den 30. oktober 1998 og offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 22. december 1998.

Kommissionen forelagde det nævnte forslag for Rådet den 30. oktober 1998 og for Europa-Parlamentet den 30. oktober 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav en generelt positiv udtalelse om forslaget på sit plenarmøde den 26. maj 1999. Regionsudvalget vedtog den 28. juni 1999, at det ikke ville afgive udtalelse om dette forslag.

Europa-Parlamentet afgav sin udtalelse ved førstebehandlingen den 15. april 1999.

Kommissionen accepterede 18 af Europa-Parlamentets 59 ændringsforslag og vedtog i medfør af Traktatens artikel 250, stk. 2, et ændret forslag den 23. juni 1999, som blev oversendt til Rådet.

Rådet vedtog enstemmigt sin fælles holdning den 28. februar 2000.

Kommissionen tilsluttede sig den fælles holdning i sin meddelelse til Europa-Parlamentet, som den vedtog den 10. marts 2000.

Den 16. marts 2000 meddelte Parlamentets formand, at Parlamentet havde modtaget den fælles holdning og henvist den til Udvalget for Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. Ved andenbehandlingen den 6. juli 2000 vedtog Europa-Parlamentet 27 ændringsforslag til Rådets fælles holdning.

I nærværende udtalelse gør Kommissionen rede for sin holdning til Europa-Parlamentets ændringsforslag, i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 251, stk. 2, litra c).

2. Formålet med Kommissionens forslag

Formålet med forslaget er at ændre den nuværende rådsforordning 1836/93 af 29. juni 1993 for dermed at styrke EMAS-ordningens bidrag til en bedre miljøbeskyttelse.

Forslaget går ud på, at EMAS udvides til at omfatte samtlige økonomiske sektorer, som hermed får et redskab i hænde til en stadig forbedring af deres miljøindsats og -resultater.

Forslaget lægger klart vægt på, at medarbejderinddragelse bør være et af midlerne til at opnå en sådan stadig forbedring i miljøindsatsen.

Kompatibiliteten mellem EMAS og den internationale standard ISO 14001 er også styrket, idet ISO 14001 udgør den del af EMAS, der vedrører miljøledelse. Herved kan de områder, hvor EMAS går videre end ISO 14001, defineres klart, nemlig overholdelse af miljølovgivningen, forbedring af miljøindsatsen og -reslutaterne, kommunikation udadtil og inddragelse af medarbejderne.

Forslaget fremmer de små og mellemstore virksomheders (SMV'er) deltagelse i EMAS gennem passende støttemekanismer.

Forslaget giver virksomhederne mulighed for at anvende et logo til at vise, at de deltager i EMAS, og forlener endvidere ordningen med troværdighed og sammenhæng på EU-plan.

3. Kommissionens udtalelse vedrørende Parlamentets ædnringsforslag

3.1 Resumé af Kommissionens holdning

Kommissionen kan acceptere 2 ændringsforslag (ændringsforslag 1 og 2) fuldt ud og 7 delvis eller principielt (ændringsforslag 3, 16, 19 (2. og 3. del), 25, 30 (1. del), 32 og 33 (2. del). De resterende forslag kan ikke accepteres.

3.2 Parlamentets ændringsforslag ved andenbehandlingen

Ændringsforslag, der er accepteret helt eller delvis.

Ændringsforslag 1 (Videreuddannelse af verifikatorer) (betragtning 13)

Ændringen bidrager til at sikre og vedligeholde miljøverifikatorernes kompetence. Dette medvirker til at sikre EMAS-ordningens troværdighed.

Ændringsforslag 2 (Incitamenter til organisationer) (betragtning 14 a (ny))

Her opfordres medlemsstaterne til at give organisationerne incitamenter til at deltage i EMAS, hvilket vil styrke den fælles holdning ved at gøre EMAS mere attraktiv for potentielle deltagere.

Ændringsforslag 19 (2. del) (Deltagelsesgebyrer) (artikel 11, stk. 1, sidste led)

Rimelige registreringsgebyrer vil bidrage til at gøre EMAS mere attraktiv for potentielle deltagere.

Ændringsforslag, der er accepteret principielt

Ændringsforslag 3 (Bistand til ansøgerlandene) (betragtning 14b (ny))

I dette ændringsforslag slås der til lyd for, at der ydes bistand til indførelse af EMAS i de lande, der har ansøgt om tiltrædelse af EU. Teknisk bistand indgår i førtiltrædelsesstrategien, men må ikke indebære, at der afsættes flere specifikke midler hertil. Det må navnlig ikke indebære, at ansøgerlandene gives direkte finansiel støtte, men bør begrænses til følgende formulering: "Kommissionen bør yde de lande, der har søgt om EU-medlemskab, teknisk bistand med at etablere de nødvendige strukturer for gennemførelsen af EMAS"

Ændringsforslag 16 (Udveksling af data mellem lokale registreringsorganer) (artikel 7, stk. 2)

Nærhedsprincippet er et af de ledende principper i den fælles holdning, hvilket betyder, at medlemsstaterne kan udpege nationale, regionale eller lokale instanser som EMAS-registreringsorganer. Ændringsforslag 16 bygger derfor på dette princip ved at tilskynde til øget kommunikation mellem disse lokale instanser. Dette koncept bør endog udvides til udveksling af oplysninger generelt, og ikke blot data ("informationsudveksling" i stedet for "dataudveksling").

Ændringsforslag 19 (3. del) (Forenkling af de administrative forpligtelser for virksomhederne) (artikel 11, stk. 1, andet afsnit)

Det er ønskværdigt at forenkle administrationen i forbindelse med EMAS-deltagelse, navnlig for SMV'erne. Det skal imidlertid formuleres på en sådan måde, at det undgås, at EMAS-kravene sænkes. SMV'er ("Ordningen skal fungere på en sådan måde, at virksomhederne i almindelighed og de små virksomheder i særdeleshed ikke påføres unødige administrative forpligtelser")

Ændringsforslag 25 (Indsættelse af den fuldstændige tekst til afsnit 4 i ISO 14001:1996) (Bilag I A)

Dette ændringsforslag går ud på, at den fulde ordlyd af afsnit 4 i ISO 14001:1996 indsættes i bilag I A, og det ville i høj grad bidrage til at gøre EMAS-kravene klarere. Der behøves kun en lille tilføjelse i form af en fodnote, der forklarer, hvor teksten kommer fra, og hvor man kan anskaffe sig et fuldstændigt eksemplar, for at Kommissionen kan opfylde betingelserne i den kontrakt, der er indgået med CEN (Den Europæiske Standardiseringsorganisation). Fodnoten kunne lyde således: "Teksten til den nationale standard, der er gengivet i dette bilag, er anvendt med tilladelse fra CEN. Den fuldstændige tekst til den nationale standard kan købes hos de nationale standardiseringsorganisationer, jf. fortegnelsen i dette bilag".

Ændringsforslag 30 (1. del) (Oplysninger om vedvarende forbedring i miljøredegørelsen) (Bilag III, 3.1, første afsnit)

Et formelt krav om rapportering om miljøforbedringer er i tråd med den strategi for åbenhed, som EMAS repræsenterer. Terminologien bør imidlertid være i overensstemmelse med artikel 2, litra b), for så vidt angår "stadig forbedring af miljøindsatsen og -resultaterne", som er den ordlyd, der skal bruges.

Ændringsforslag 32 (Organisationernes anvendelse af miljøindikatorer) (Bilag III, punkt 3.3, indledning)

Det er vigtigt, at miljøoplysningerne i miljøredegørelsen er forståelige og sammenlignelige. Anvendelsen af miljøindikatorer kan bidrage hertil. Det bør imidlertid ikke resultere i for stor en byrde for navnlig små organisationer, med krav om, at de skal definere sådanne miljøindikatorer. Dette område er stadig under udvikling, og det er ikke EMAS-ordningens rolle at kræve sådanne indikatorer defineret ("I dette øjemed kan de anvende eksisterende indikatorer for miljøindsatsen, idet de sikrer sig, at sådanne indikatorer").

Ændringsforslag 33 (2. del) (Sikkerhed for offentlig adgang til miljøredegørelsen) (Bilag III, punkt 3.6)

Det er et af de centrale mål med EMAS, at miljøredegørelsen er tilgængelig for interesserede parter. Dette bør imidlertid ikke resultere i overdreven administration for de EMAS-registrerede organisationer, og foranstaltninger til at sikre gennemsigtighed bør forblive inden for rimelighedens grænser ("er sikret" erstattes med "gives").

Ændringer, der ikke er accepteret

Ændringsforslag 9 (Definition på organisation) (Artikel 2, litra s), 2. afsnit)

Dette ændringsforslag er i strid med den i den fælles holdning foreskrevne fremgangsmåde til at definere en organisation, der kan EMAS-registreres. Registreringsorganet griber ikke ind i forbindelse med definitionen på, hvad der skal forstås ved organisation, men kan gribe ind i forbindelse med registreringsprocessen, hvis definitionen ikke svarer til kravene i EMAS-forordningen. Herudover sletter ændringsforslaget en bestemmelse, som ville have givet mulighed for at tage hensyn til særlige omstændigheder ved fastsættelsen af den mindste enhed, der kan registreres under EMAS.

Ændringsforslag 11 (Rapportering i miljøredegørelsen) (Artikel 3, stk. 2, litra c))

Den fælles holdning omfatter et sæt definitioner på den terminologi, der er anvendt i hele teksten. Hvis forordningen skal være klart forståelig for de potentielle deltagere, må der være sammenhæng i terminologien og kravene, hvilket ikke er tilfældet med ændringsforslag 11. I dette ændringsforslag indføres der endvidere elementer, som allerede er medtaget andre steder i den fælles holdning, og dette vil svække den logiske opbygning i EMAS-registreringsprocessen.

Ændringsforslag 12 (Opfyldelse af miljølovgivningen) (Artikel 3, stk. 2 (nyt afsnit))

Ændringsforslaget vedrører organisationernes opfyldelse af miljølovgivningen og indfører krav om, at organisationer kun kan registreres, hvis de opfylder miljølovgivningen. Målet med EMAS er at hjælpe organisationerne med at nå længere end dette mindstekrav. Dette mål er allerede medtaget i den fælles holdning i forbindelse med kravet om gennemførelse af miljøpolitikken såvel som kontrollen med, at de pågældende organisationer overholder de lovbestemte krav (Bilag 5.4.3). EMAS er imidlertid en frivillig ordning, og ændringsforslag 12 risikerer at ændre ordningens natur ved at gøre den til en erstatning for den miljøkontrol, der varetages af de kompetente tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne.

Ændringsforslag 13 (Hyppigheden af bekræftelsen af miljøredegørelsen) (Artikel 3, stk. 3, litra b))

Ændringsforslag 13 erstatter princippet om en årlig bekræftelse af ajourføringerne af redegørelsen med en henvisning til regelmæssig bekræftelse. Dette svækker EMAS-processens gennemsigtighed og troværdighed. Miljøredegørelsen er den synlige del af en EMAS-registrering, hvorfor troværdigheden af redegørelsens indhold skal sikres løbende. Det skal også bemærkes, at kravene vedrørende bekræftelseshyppigheden er uklare for organisationerne. I den nye artikel 3, stk. 3, litra b), som ændret, henvises der til en "regelmæssig" hyppighed i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag V 5.6, hvor der imidlertid kun er tale om en årlig bekræftelse.

Ændringsforslag 15 (Verifikation foretaget af verifikatorer fra andre medlemsstater) (Artikel 4, stk. 5)

Artikel 4 i den fælle holdning opstiller det princip, at miljøverifikatorer kan arbejde i alle medlemsstaterne, hvis de er blevet akkrediteret i EU. Betingelserne er anført i bilag V. Ændringsforslag 15 gentager nogle og ændrer andre af betingelserne i bilag V. Dette ville svække sammenhængen i EMAS-forordningen.

Ændringsforslag 18 og 20 (Rapport til Europa-Parlamentet) (Artikel 10, stk. 2, andet afsnit, og artikel 11, stk. 3)

Snarere end at udarbejde en sådan rapport, ville det være mere passende at koncentrere ressourcerne om den rette gennemførelse af EMAS-ordningen. Parlamentet kan naturligvis blive oplyst herom på anmodning.

Ændringsforslag 19 (1. del) (Lettere adgang til offentlige strukturer)(artikel 11, stk. 1, første led)

Dette ændringsforslag kræver lettere adgang til "offentlige strukturer" for EMAS-registrerede organisationer. Forslaget indfører et ikke nærmere defineret og uklart begreb, som derfor ikke kan føres ud i livet.

Ændringsforslag 21 (Kanaler til oplysning om EMAS)(Artikel 12, stk. 1, andet afsnit)

Oplysning om EMAS er en vigtig forudsætning for, at denne frivillige ordning kan lykkes. At opstille krav om, hvordan arbejdsgiver- og forbrugerorganisationer o.lign. skal informere om EMAS, kan imidlertid begrænse mulighederne og vil ikke nødvendigvis være i overensstemmelse med de lokale vilkår.

Ændringsforslag 23 (Aftalerapport om sanktioner) (Artikel 13, andet afsnit (nyt))

I henhold til ændringsforslag 23 skal medlemsstaterne udarbejde en "aftaleprotokol" om sanktioner. Hermed indføres et ikke nærmere defineret og uklart begreb, som derfor ikke vil kunne føres ud i livet.

Ændringsforslag 24 (Komitologi) (Artikel 14, stk. 2)

I henhold til de juridiske ændringer i komitologiafgørelsen kræves der et forskriftsudvalg til de opgaver, der skal udføres af det i artikel 14 i den fælles holdning omhandlede udvalg, og ikke et forvaltningsudvalg.

Ændringsforslag 27, 29 og 41 (Inddragelse af medarbejderne) (Bilag I B (4); Bilag II, 2.6 (f) og artikel 1, stk. 2, litra d))

Alle disse bestemmelser vedrører inddragelse af de ansatte (eller medarbejderne) og deres repræsentanter i gennemførelsen af EMAS. Princippet om medarbejderinddragelse indgår allerede i den fælles holdning. Disse ændringsforslag tilføjer regler om de kanaler og midler, organisationerne skal anvende for at inddrage medarbejderne. Sådanne krav kan tværtimod begrænse mulighederne for at inddrage medarbejderne, da der er store forskelle mellem de forskellige organisationer, mellem de forskellige sektorer og mellem de forskellige medlemsstater. Den bedste fremgangsmåde til at løse dette spørgsmål vil være at formidle oplysninger om den bedst mulige praksis på dette område gennem vejledninger udarbejdet af Kommissionen i samarbejde med en repræsentativ medarbejderorganisation.

Ændringsforslag 30 (2. del) (Trykt udgave af miljøredegørelsen) (Bilag III.3.1, 1. afsnit)

Ændringsforslag 30 (2. del) sletter kravet om, at organisationerne skal tilvejebringe en papirudgave af miljøredegørelsen for parter, som ikke har adgang til den på anden måde. Gennemsigtighed er et centralt princip for EMAS-ordningen, og dette ændringsforslag strider mod dette princip.

Ændringsforslag 33 (1. del) (Adgang til miljøredegørelsen) (Bilag III, 3.6)

Gennemsigtighed er et centralt træk ved EMAS-ordningen, men dette krav bør ikke medføre for tunge byrder for organisationerne. At foreskrive, at miljøredegørelsen skal forelægges for offentligheden, i stedet for at den skal gøres tilgængelig for offentligheden, som anført i ændringsforslag 33 (1. del), vil øge byrden for virksomhederne, navnlig SMV'erne.

Ændringsforslag 35 (Krav til miljøverifikatorernes kompetence) (Bilag V, 5.2.1 b), c) og d))

Bilag V i den fælles holdning definerer den kompetence, miljøverifikatorerne skal være i besiddelse af for at kunne opfylde deres opgaver under EMAS-forordningen. Disse krav er således passende og rimelige i forhold til formålet med EMAS. Ændringsforslag 35 går ud over EMAS-målene ved at stille yderligere krav til EMAS-miljøverifikatorer.

Ændringsforslag 36 (Verifikationshyppighed)(Bilag V, 5.6)

Fordelen ved ændringsforslag 36, for så vidt som formålet er at sikre en troværdig verifikationsproces inden for EMAS-ordningen, er ikke særlig klar. Veritikationshyppigheden kan under alle omstændigheder ikke afhænge af resultaterne af den forudgående redegørelse. For det første fordi dette ikke er entydigt (organisationens miljøresultater eller miljøledelsessystemets effektivitet); for det andet fordi et af hovedformålene er at fastslå - gennem passende verifikation - om miljøledelsessystemet fungerer godt eller ej.

Ændringsforslag 37 (Kriterier for vurdering af væsentlige miljøpåvirkninger) (Bilag VI, 6.1, 1. afsnit)

Ændringsforslag 37 indfører elementer, der ikke vedrører vurdering af miljøpåvirkninger som defineret i bilag VI, 6.4 i den fælles holdning.

Ændringsforslag 38/46 (Bekræftelse af hyppigheden af miljøredegørelser) (Artikel 3, stk. 3a (nyt))

Ændringsforslag 38/46 svækker EMAS-processens gennemsigtighed og troværdighed, ved at hyppigheden for bekræftelse af miljøredegørelsen ændres fra 12 til højst 36 måneder på grundlag af 5 kriterier. For det første er det ikke klart, om disse kriterier er kumulative eller ej. For det andet er erfaringer med miljøledelsessystemer snarere et kriterium, der anvendes til at fastlægge verifikationshyppigheden, men ikke til at fastlægge bekræftelseshyppigheden for eksterne rapporter. For det tredje vedrører et af kriterierne SMV'er, dvs. virksomheder med op til 250 ansatte. Der er intet forhold mellem antallet af ansatte og miljøpåvirkningerne. På grundlag af dette kriterium skulle en stærkt miljøbelastende virksomhed med 3 ansatte kun aflægge rapport hvert tredje år. Dette ville svække EMAS-ordningens troværdighed. Endelig er det sidste kriterium ikke i overensstemmelse med logikken i EMAS-ordningen. En EMAS-registreret organisation befinder sig i en forbedringsproces. Ændringerne kan være mindre betydningsfulde et givet år, men at der slet ikke skulle ske nogen ændringer, er lidet sandsynligt, og ændringsforslaget ville anspore organisationerne til at forholde sig passivt.

Ændringsforslag 49 (Indførelse af miljøpolitik) (Artikel 1, stk. 2, litra a) og b))

I ændringsforslag 49 indføres miljøpolitik som et trin forud for etablering af miljøledelsessystemet. Miljøpolitik indgår imidlertid allerede i det overordnede begreb "miljøledelsessystem" som beskrevet i bilag I A. Ændringsforslaget ville derfor svække den logiske opbygning i processen frem mod EMAS-registrering.

3.3. Ændret forslag

Under henvisning til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, ændrer Kommissionen sit forslag som anført ovenfor.