52000PC0341

Forslag til Rådets forordning om ændring af finansforordningen af 21.12.1977 vedrørende adskillelse af funktionerne intern revision og forudgående finanskontrol (finansforordningens artikel 24, stk. 5 /* KOM/2000/0341 endelig udg. - CNS 2000/0135 */

EF-Tidende nr. C 311 E af 31/10/2000 s. 0328 - 0328


Forslag til Rådets forordning om ændring af finansforordningen af 21.12.1977 vedrørende adskillelse af funktionerne intern revision og forudgående finanskontrol (finansforordningens artikel 24, stk. 5

BEGRUNDELSE

I hvidbogen om reform af Kommissionen, der blev vedtaget den 1. marts 2000, foreslår Kommissionen, at man i forbindelse med omarbejdningen af finansforordningen bl.a. afskaffer den forudgående kontrol, som finansinspektøren, via en forhåndspåtegning, foretager af finansielle transaktioner (forpligtelser, betalinger, overslag over fordringer og indtægtsordrer).

Omarbejdningen af finansforordningen tager tid. Den hidtidige erfaring viser, at der formodentlig vil gå 18-24 måneder fra forslaget om omarbejdning af finansforordningen forelægges, til Rådet vedtager det.

Kommissionen mener, at der allerede inden omarbejdningen af finansforordningen bør vedtages bestemmelser, som adskiller ansvaret for den interne revision, der ved artikel 24, stk. 5, andet punktum, i finansforordningen overdrages finansinspektøren, fra dennes traditionelle arbejdsopgaver, der går ud på gennem forhåndspåtegning af finansielle transaktioner at foretage forudgående kontrol (jf. aktion 70 i den handlingsplan, der er knyttet til hvidbogen). Denne adskillelse vil bidrage til en mere markant opdeling mellem den forudgående og den efterfølgende kontrol, skabe en bedre balance mellem de to funktioner og gøre dem mere effektive.

Det foreslås derfor, at finansforordningens artikel 24, stk. 5, andet punktum, ophæves, så gennemførelsen af den interne revision i hver institution bliver uafhængig af finansinspektøren.

Kommissionen opfordrer Rådet til at vedtage dette forslag så hurtigt som muligt efter høring af Europa-Parlamentet og Revisionsretten, så denne vigtige del af reformen kan gennemføres. Forslaget om fremskyndet procedure er begrænset til kun at vedrøre ændringen af finansforordningens artikel 24.

2000/ 0135 (CNS)

Forslag til Rådets forordning om ændring af finansforordningen af 21.12.1977 vedrørende adskillelse af funktionerne intern revision og forudgående finanskontrol (finansforordningens artikel 24, stk. 5

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 279,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, særlig artikel 78 h,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 183,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

[1] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [2],

[2] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten [3], og

[3] EFT C

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den omstændighed, at funktionerne intern kontrol og forudgående kontrol ved finansforordningens artikel 24, stk. 5, andet punktum, begge tillægges finansinspektøren, kan føre til en svækkelse af de to funktioner og sikrer ikke en god ligevægt mellem dem.

(2) Da finansforordningen endnu ikke er vedtaget, bør der snarest muligt ske en adskillelse af funktionen intern revision og de øvrige funktioner, der er tillagt finansinspektøren. Adskillelsen vil medføre, at finansinspektøren fortsætter med at udøve sine nuværende funktioner, herunder den forudgående kontrol, med undtagelse af den interne revision, som vil blive varetaget af en intern revisor, der er uafhængig af finansinspektøren.

(3) Den interne revisor vil have de samme fordele og forrettigheder som dem, der tilkommer finansinspektøren i henhold til finansforordningens artikel 24 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Finansforordningens artikel 24, stk. 5, affattes således:

"Finansinspektøren kontrollerer udgifts- og indtægtsbilag, om nødvendigt på stedet."

Artikel 2

Som artikel 24 a indsættes følgende:

"Artikel 24 a

Institutionens interne revision varetages af en intern revisor, der er uafhængig af finansinspektøren. Den interne revisor udnævnes af de respektive institutioner på samme vilkår som finansinspektøren og har, ved udøvelsen af sit hverv, samme adgang til information som finansinspektøren, og han er, for at sikre hans uafhængighed, undergivet de samme regler og særlige foranstaltninger som dem, der i henhold til stk. 8 og 9 i artikel 24 finder anvendelse på finansinspektøren.

Den interne revision omfatter bl.a. evaluering af forvaltnings- og kontrolsystemernes effektivitet og kontrol af transaktionernes formelle rigtighed. Hvervet udøves i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelserne, jf. artikel 139."

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

På Rådets vegne

Formand [...]