BESKYTTELSE AF FÆLLESSKABERNES FINANSIELLE INTERESSER OG BEKÆMPELSE AF SVIG - ÅRSBERETNING FOR 1999 (forelagt af Kommissionen) INDHOLDSFORTEGNELSE Afsnit I: Fællesskabets aktiviteter 1. Udviklingen i de horisontale retsakter (søjle 1 og 3) 1.1. Reformen af bekæmpelsen af svig og oprettelsen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig 1.1.1. Baggrunden for reformen 1.1.2. Det nye retsgrundlag 1.1.3. Konsekvenserne af reformen 1.1.4. Igangsætningen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig 1.1.5. Overvågningsudvalget for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig 1.2. Aktiviteter under søjle 1 1.2.1. Beskyttelse af euroen 1.2.2. Bekæmpelse af hvidvaskning af penge 1.3. Strafferetlig beskyttelse 1.3.1. Corpus Juris 1.3.2. Bekæmpelse af organiseret kriminalitet: indgåelse af en samarbejdsaftale med Schweiz 2. Hovedtræk i udviklingen med hensyn til beskyttelsen af fællesskabernes finansielle interesser 2.1. Told og indirekte beskatning 2.1.1. Forsendelsesordningerne 2.1.2. Præferenceordningerne 2.1.3. Indirekte beskatning 2.2. Landbrug 2.3. Strukturforanstaltninger 2.4. Offentlige indkøb 2.5. Reformen af den finansielle forvaltning (SEM 2000) 2.6. Den interne reform i Kommissionen 3. Samarbejde og partnerskab 3.1. Samarbejde med medlemsstaterne 3.1.1. Kommissionens initiativer over for medlemsstaterne med henblik på beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser 3.1.2. Det retlige samarbejde: det europæiske retlige netværk 3.1.3. Uddannelsesforanstaltninger vedrørende beskyttelse af de finansielle interesser 3.2. Samarbejde med ansøgerlandene 3.3. Gensidig administrativ bistand mellem Fællesskabet og tredjelande på toldområdet Afsnit II: Statistikker og analyser 4. Svig og andre uregelmæssigheder 5. Situationen i 1999 5.1. Den samlede mængde svig og andre uregelmæssigheder 5.2. Svig 5.2.1. Tilfælde af svig, som er indberettet af medlemsstaterne 5.2.2. Tilfælde, der efterforskes af OLAF 5.3. Andre uregelmæssigheder 6. Tendenser 6.1. Traditionelle egne indtægter 6.2. Landbrugsudgifter (EUGFL, Garantisektionen) 6.3. Strukturforanstaltninger 6.4. Direkte udgifter 7. Finansiel opfølgning 7.1. Egne indtægter 7.2. Udgifter under EUGFL, Garantisektionen 7.3. Strukturforanstaltninger Afsnit III: Medlemsstaternes foranstaltninger til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser 8. Det nye mål, der er fastsat i Amsterdam-traktaten 9. Indførelsen af en ny metode for samarbejdet med medlemsstaterne 9.1. Styrkelsen af Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig 9.2. Udarbejdelse af et spørgeskema i samarbejde med medlemsstaterne 9.3. En sammenfattende rapport for perioden 1999-2000 Bilag Tabeller og figurer Sammenfattende rapport om de af medlemsstaterne indsendte meddelelser om kontrolarbejdet og resultaterne af deres kontrol samt principielle spørgsmål om traditionelle egne indtægter - Regnskabsåret 1999 - (Artikel 17, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 INDLEDNING I 1999 blev bekæmpelsen af svig på fællesskabsplan omorganiseret. Taskforcen for koordinering af svigbekæmpelse (UCLAF) blev den 1. juni 1999 afløst af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). Med denne reform, som var igangsat på højeste politiske niveau, ønskede EU-institutionerne at indføre en struktur, som gør det muligt at foretage et kvalitativt spring i bekæmpelsen af alle former for svig og enhver anden ulovlig aktivitet samt alvorlige forhold, der kan give anledning til disciplinærsager, og som skader Fællesskabernes finansielle interesser og den europæiske integrations troværdighed. I denne beretning fra Kommissionen om 1999 gøres der status over OLAF's "ikke-operationelle aktiviteter" [1] og ligesom i de tidligere beretninger over de foranstaltninger, der er iværksat i Kommissionens øvrige generaldirektorater og tjenestegrene for at beskytte Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpe svig. De nye retsakter om bekæmpelse af svig [2], som trådte i kraft den 1. juni 1999, udvider og styrker OLAF's ansvarsområder, som ud over de operationelle undersøgelses- og koordineringsopgaver omfatter de opgaver, der skal udføres for at sikre Fællesskabernes finansielle interesser mod uregelmæssig adfærd, der kan få administrative eller strafferetlige konsekvenser. [1] OLAF's første aktivitetsrapport blev offentliggjort den 23.5.2000. Denne rapport offentliggøres en gang om året fra og med datoen for oprettelsen af OLAF (OLAF's næste rapport vil komme til at dreje sig om perioden fra 1. juni 2000 til 31. maj 2001 og vil blive offentliggjort i andet halvår af 2001). [2] Retsakterne (EFT L 136 af 31.5.1999) omfatter ud over Kommissionens afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom af 28. april 1999 om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 om OLAF's undersøgelser og en interinstitutionel aftale om OLAF's interne undersøgelser. 1999 var således et vigtigt år, og indførelsen af kontorets nye struktur var en af Kommissionens hovedprioriteter, som ud over, at kontoret skulle have tildelt personale, indebar, at der blev fastlagt en ny strategi for bekæmpelse af svig, der blev vedtaget af kommissærkollegiet den 28. juni 2000 [3]. Den nye politik sigter bl.a. mod at indføre et styrket partnerskab med medlemsstaterne i overensstemmelse med ånden i EF-traktatens artikel 280, der tillæger Kommissionen en særlig rolle med hensyn til at styrke samarbejdet med de nationale myndigheder, der er specialiseret i beskyttelse af de finansielle interesser og bekæmpelse af svig. [3] Meddelelse fra Kommissionen om bekæmpelse af svig: "Hen imod en samlet strategisk tilgang", KOM(2000) 358 endelig. I overensstemmelse med EF-traktatens artikel 280, stk. 5, vil der derfor i Kommissionens næste beretning, som vedrører år 2000 [4], blive gjort status over Det Europæiske Fællesskabs (fællesskabsinstitutionernes) og medlemsstaternes aktiviteter vedrørende beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser fra og med Amsterdam-traktatens ikrafttræden (1. maj 1999). Medlemsstaterne bidrag vil blive gennemgået i Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig (CoCoLAF), der vil holde regelmæssige møder med det formål at etablere et effektivt samarbejde med myndighederne i medlemsstaterne, bl.a. med henblik på udarbejdelsen af beretningen i henhold til EF-traktatens artikel 280. Den vigtigste nyskabelse er således, at der regelmæssigt aflægges rapport om de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer for at beskytte Fællesskabets finansielle interesser. [4] Den næste rapport, som vedrører år 2000 og omfatter medlemsstaternes bidrag, forventes offentliggjort i foråret 2001. Fællesskabsbudgettet for 1999 [5] er på 84,9 mia. EUR (anvendelse af betalingsbevillinger). Finansieringen sker via de traditionelle egne indtægter (13,8 mia. EUR), moms (31,1 mia. EUR) og den fjerde indtægt, der indbetales direkte til fællesskabsbudgettet, og som er den største indtægtskilde (37,5 mia. EUR). Den største udgiftspost er fortsat landbruget (39,5 mia. EUR, dvs. 47% af de samlede udgifter). Strukturforanstaltningerne tegner sig for 30,4 mia. EUR (36% af de samlede udgifter), mens de udgifter, der administreres direkte af Kommissionen (foranstaltninger udadtil, forskning og udvikling mv.) beløber sig til 10,9 mia. EUR (13% af de samlede udgifter eksklusive udgifter til administration og personale). [5] Kilde: Budgethåndbogen (Europa-Kommissionen), 2000-udgaven, dok. SEK(2000) 1200. Endelig er det vigtigt at understrege, at det er medlemsstaterne og Kommissionen, der i tæt samarbejde skal afsløre svig og andre uregelmæssigheder, der skader Fællesskabernes finansielle interesser. Medlemsstaterne har et stort ansvar på dette område, da det er dem, der opkræver de traditionelle egne indtægter på Fællesskabernes vegne og administrerer ca. 80% af udgifterne på fællesskabsbudgettet. Ligesom sidste år foretages der i denne beretning en sondring mellem "svig" og "uregelmæssigheder" på grundlag af medlemsstaternes indberetninger i henhold til lovgivningen. Tilsvarende skal fortolkningerne i denne beretning tages med et gran salt, da det sommetider først på et senere tidspunkt efter en mere tilbundsgående undersøgelse står fast, om der i forbindelse med en uregelmæssighed var tale om svig eller ej. Sammenfattende kan det fastslås, at omfanget af afslørede eller formodede tilfælde af svig og uregelmæssigheder i 1999 svarer til de tidligere år (i de tabeller, der er vedlagt beretningen, beskrives situationen med hensyn til de tilfælde, som medlemsstaterne har indberettet i 1999; figurerne gør det muligt at fortage en overordnet sammenligning med de tre foregående år, uden at der sondres mellem begreberne "svig" og "uregelmæssigheder"). Det er kun inden for strukturforanstaltningerne, at der i 1999 er sket en væsentlig udvikling, såvel med hensyn til antallet af indberettede tilfælde som de involverede beløb, hvilket afspejler medlemsstaternes øgede indsats med hensyn til kontrol og afsløring. Beretningen beskriver de vigtigste begivenheder i 1999 med angivelse af den seneste udvikling, når der har været muligt. I afsnit I omtales først reformen af bekæmpelsen af svig og derefter udviklingen i de "horisontale" retsakter (søjle 1 og 3) vedrørende beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, herunder beskyttelsen af euroen, udviklingen i retsakterne for de enkelte sektorer (egne indtægter - told og indirekte beskatning, landbrugsudgifter og udgifter til strukturforanstaltninger, direkte udgifter, som administreres af Kommissionen) og samarbejdet med medlemsstaterne og tredjelande, herunder ansøgerlandene. Beretningen indeholder også et kort afsnit III (afsnit II består af statistiske analyser), hvori den nuværende situation med hensyn til Kommissionens beretning om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 280 gennemgås, og hvori Kommissionen lægger grunden for en ny arbejdsmetode inden for rammerne af de eksisterende strukturer (især CoCoLAF), som fortsat vil blive anvendt i 2001 i forbindelse med udarbejdelsen af den næste beretning. Afsnit I: Fællesskabets aktiviteter 1. Udviklingen i de horisontale retsakter (søjle 1 og 3) 1.1. Reformen af bekæmpelsen af svig og oprettelsen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig 1.1.1. Baggrunden for reformen Budgetmyndigheden (Europa-Parlamentet og Rådet) ønskede, at UCLAF blev mere effektiv [6], og at bekæmpelsen af svig og uregelmæssigheder inden for fællesskabsinstitutionerne blev styrket. I begyndelsen af 1999 blev der på initiativ af formanden for Det Europæiske Råd nedsat en interinstitutionel gruppe på højt niveau med deltagelse af repræsentanter for Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet. [6] Bl.a. som følge af offentliggørelsen af Revisionsrettens særberetning nr. 8/98 om UCLAF (EFT C 230 af 22.7.1998). Jf. også Europa-Parlamentets beslutning af 7.10.1998 (EFT C 328 af 26.10.1998) samt konklusionerne fra Rådet (økonomi og finans) af 23.11.1998 om bekæmpelse af svig. Det Europæiske Råd glædede sig på sit møde i Köln i juni 1999 navnlig over det forbilledlige, tætte og konstruktive samarbejde mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som gjorde det muligt at skabe det retlige grundlag i løbet af kort tid, således at kontoret kunne begynde sit arbejde som planlagt den 1. juni 1999 (som Det Europæiske Råd havde anmodet om på sit møde i Wien i december 1998). Ifølge konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Köln er oprettelsen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og de retsakter, der ledsager det, et vigtigt politisk signal om, at EU er handlekraftig i sin kamp mod svig, korruption og dårlig forvaltning [7]. [7] Den Uafhængige Ekspertgruppe afgav den 15.3.1999 sin første beretning om påstande om svig, fejl og forsømmelser og nepotisme i Kommissionen. Ekspertgruppen afgav den 10.9.1999 sin anden beretning om reform af Kommissionen - analyse af nuværende praksis og forslag til tackling af fejl og forsømmelser, uregelmæssigheder og svig. 1.1.2. Det nye retsgrundlag Det nye retsgrundlag for beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelsen af svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabets finansielle interesser, er vedtaget på grundlag af et forslag, som Kommissionen fremlagde den 17. marts 1999 [8], og består af følgende: [8] EFT C 231 af 12.5.1999. -den 28. april 1999 vedtog Kommissionen afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) [9]; [9] EFT L 136 af 31.5.1999, s. 20. -Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 25. maj 1999 forordning (EF) nr. 1073/99 om undersøgelser, der foretages af OLAF [10]. Da Amsterdam-traktaten var trådt i kraft den 1. maj 1999, deltog Europa-Parlamentet i beslutningsprocessen som led i proceduren med fælles beslutningstagning; [10] EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1. Rådet vedtog den 25.5.1999 på grundlag af Euratom-traktatens artikel 203 forordning (Euratom) nr. 1074/99 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig; denne forordning har samme sigte som forordning (EF) nr. 1073/99. -Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen vedtog den 25. maj 1999 den interinstitutionelle aftale om de interne undersøgelser, der foretages af OLAF [11]; som et bilag til aftalen findes der en standardafgørelse til brug for institutionerne. For at fastlægge rettigheder og pligter for de tjenestemænd og øvrige ansatte ved Fællesskaberne, der er berørt af en intern undersøgelse foretaget af OLAF, opfordres fællesskabsinstitutionerne og -organerne til at vedtage interne afgørelser på grundlag af forordningen, den interinstitutionelle aftale og bilaget hertil. [11] EFT L 136 af 31.5.1999, s. 15. 1.1.2.1. Afgørelsen af 28. april 1999 Ifølge Kommissionen afgørelse af 28. april 1999 overtager OLAF alle UCLAF's opgaver, herunder opgaverne vedrørende forberedelse af de lovgivningsmæssige og administrative bestemmelser på OLAF's arbejdsområder. Kontoret udfører sit arbejde i fuld uafhængighed (artikel 3 i afgørelsen). Det ledes af en direktør, som er ansvarlig for gennemførelsen af undersøgelserne, og som hverken søger eller modtager instrukser fra Kommissionen, fra nogen regering eller fra nogen institution, noget organ eller noget kontor eller agentur. Direktøren udnævnes af Kommissionen for fem år efter samråd med Europa-Parlamentet og Rådet. Han udfører sine undersøgelsesopgaver under overvågning af et udvalg, hvis sammensætning og kompetence er fastlagt i forordning 1073/99 og 1074/99. Overvågningsudvalget, der er nedsat ved Kommissionens afgørelse af 28. april 1999, består af fem uafhængige eksterne personer, som er højt kvalificeret inden for bekæmpelse af svig [12]. [12] Jf. punkt 0. 1.1.2.2. Forordning 1073/99 og 1074/99 OLAF's operationelle uafhængighed, som er fastslået i Kommissionens afgørelse af 28. april 1999, bekræftes af forordning 1073/99 og 1074/99, hvor det i artikel 5 og 6 hedder, at kontorets direktør indleder og leder undersøgelserne (de eksterne undersøgelser i medlemsstaterne og de interne undersøgelser i fællesskabs institutionerne, -kontorerne, -organerne og -agenturerne) på eget ansvar [13]. [13] Med hensyn til kontorets andre opgaver fungerer det som alle Kommissionens andre tjenestegrene. Lovgiveren har således ønsket at træffe foranstaltninger til at sikre, at kontoret kan fungere helt uafhængigt. Nedsættelsen af overvågningsudvalget for OLAF og direktørens vedtægtsmæssige stilling er konkrete udtryk for denne uafhængighed, som lovgiveren har ønsket at gøre til et centralt punkt i reformen, bl.a. ved at præcisere, at hverken udvalget eller kontoret må søge eller modtage instrukser fra regeringerne eller institutionerne. Overvågningsudvalget bistår direktøren i denne henseende og skal sammen med ham sikre, at alle de garantier, der er forbundet med de personlige rettigheder, respekteres, og at reglerne om databeskyttelse og fortrolighed i forbindelse med dataudveksling overholdes. Reformen er i overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og proportionalitet. Som en del af Kommissionen deltager OLAF i de forskellige tjenestegrene i udarbejdelsen af lovgivningen. Kontoret er uafhængigt og interinstitutionelt under udøvelsen af sine operationelle funktioner og skal kunne deltage objektivt og upartisk i undersøgelser, udveksling af oplysninger og operationelle analyser 1.1.2.3. Den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 Ifølge den interinstitutionelle aftale (mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen) om de interne undersøgelser, der foretages af OLAF, skal der vedtages en fælles ordning, der omfatter de gennemførelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at fremme en hensigtsmæssig afvikling af de interne undersøgelser, der foretages af kontoret, for at bekæmpe svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes finansielle interesser, og for at undersøge de alvorlige forhold i forbindelse med udøvelsen af arbejdet [14], der kan medføre en disciplinærsag eller en straffesag. [14] Forhold, der kan indebære manglende opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler medlemmer, ledere eller ansatte i Fællesskabets institutioner, organer, kontorer og agenturer. Med udgangspunkt i dette nye retsgrundlag vedtog Kommissionen den 2. juni 1999 afgørelse 1999/396/EF, EKSF, Euratom om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser [15]. I afgørelsen præciseres de regler, der gælder for kontorets medarbejdere under interne undersøgelser i Kommissionen, og afgørelsen sigter mod at beskytte rettighederne for de personer, der berøres af administrative undersøgelser. Afgørelsen blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskers Tidende samtidig med Rådets afgørelse om samme emne [16] (der er drøftelser i gang vedrørende andre fællesskabsinstitutioner og -organer [17]). [15] EFT L 149 af 16.6.1999, s. 57. [16] Rådets afgørelse 1999/394/EF , Euratom af 25.5.1999, EFT L 149 af 16.6.1999, s. 36. [17] Ved udgangen af 1999 var det kun Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Investeringsbank, der endnu ikke havde vedtaget sådanne bestemmelser. Disse to fællesskabsorganer anfægter den nye lovgivnings anvendelighed, og sagen er indbragt for De Europæiske Fællesskabers Domstol (sag C-11/00 og C-15/00). 1.1.3. Konsekvenserne af reformen Hvad angår undersøgelser giver de nye retsakter kontoret de opgaver og de operationelle midler, som Kommissionen råder over, og de interne undersøgelses opgaver, som kontoret har "arvet" fra UCLAF, udvides til at omfatte alle Fællesskabets institutioner, kontorer, organer og agenturer. OLAF kan således selvstændigt beslutte at indlede en intern undersøgelse i en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan og eventuelt at sende sagerne videre til de kompetente retlige myndigheder i medlemsstaterne. 1.1.4. Igangsætningen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig OLAF er administrativt og budgetmæssigt tilknyttet Kommissionen. Direktøren for OLAF udøver i overensstemmelse med afgørelsen af 28. april 1999 beføjelserne til at ansætte sit personale. Han udarbejder et foreløbigt budgetforslag, som han i rette tid forelægger generaldirektøren for budgettet; det omfatter personaleudgifter, diverse driftsudgifter (herunder udgifter til bygninger og edb) og udgifter i forbindelse med kontorets operationelle opgaver (der er nu oprettet et særskilt kapitel for OLAF i EU's almindelige budget). Den organisationsstruktur, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig har planlagt at opbygge, skal hovedsagelig sikre, at kontoret råder over erfarne efterforskere, der skal fordeles i en tværfaglig operationel enhed og en enhed for politik og lovgivning, der skal omsætte de vigtige resultater af udnyttelsen af de konstateringer, der er gjort i marken, til lovgivningsmæssige fremskridt; de to enheder skal arbejde tæt sammen. Rent konkret er det blevet besluttet, at OLAF ved udgangen af 2001 skal have 300 ansatte. Der er opført 224 stillinger på stillingsfortegnelsen for 2000, og Kommissionen har anmodet budgetmyndigheden om yderligere 76 stillinger til kontoret i forbindelse med udkastet til budgettet for 2001 [18]. Ansættelsesprocedurerne er i gang, og ekspertisen inden for efterforskning skal selvfølgelig findes i de nationale tjenester i medlemsstaterne, der har et tilstrækkeligt antal medarbejdere med de nødvendige kvalifikationer. OLAF har til hensigt at oprette en række teams, der kan gennemføre svigundersøgelserne fra start til slut og - hvad der er yderst vigtigt - gøre det muligt i forbindelse med såvel eksterne som interne undersøgelser at varetage den retslige opfølgning i samarbejde med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne [19]. [18] OLAF havde 119 ansatte ved udgangen af 1999, og Kommissionen har anmodet om yderligere 30 stillinger for 1999 via to tillægs- og ændringsbudgetter, som budgetmyndigheden har accepteret. [19] Jobbeskrivelserne vil således blive målrettet mod specifik viden, bl.a. vedrørende efterretningsarbejde, bekæmpelse af korruption og styrkelse af den strafferetlige dimension. 1.1.5. Overvågningsudvalget for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig Overvågningsudvalget for OLAF blev nedsat ved Kommissionens afgørelse af 28. april 1999 om oprettelse af kontoret. Europa-Parlamentet og Rådet præciserede i forordning (EF) nr. 1073/99 af 25. maj 1999 udvalgets rolle og fastsatte de nærmere bestemmelser om, hvordan det fungerer. I henhold til forordning 1073/99 består overvågningsudvalget af fem medlemmer med en mandatperiode på tre år; genudnævnelse kan finde sted én gang. Disse personer, som skal opfylde betingelserne for at indtage høje embeder i hjemlandet, er blevet udnævnt af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen efter fælles aftale [20]. [20] Jf. Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgørelse 1999/C 220/01 af 19.7.1999 om udnævnelse af medlemmerne af Overvågningsudvalget for OLAF, EFT C 220 af 31.7.1999, s. 1. Medlemmerne af udvalget er Mireille Delmas-Marty (F), som medlemmerne af udvalget har udnævnt til formand, Edmondo Bruti-Liberati (I), José Narcisco da Cunha Rodrigues (P), Raymond Kendall (UK) og Harald Noack (D). Udvalget skal mødes mindst ti gange om året. 1.2. Aktiviteter under søjle 1 1.2.1. Beskyttelse af euroen Kommissionen bebudede i sin meddelelse af 22. juli 1998 [21] til Europa-Parlamentet, Rådet og Den Europæiske Centralbank, at det var nødvendigt at lade initiativerne til beskyttelse af euroen indgå i en samlet fremgangsmåde. Blandt de prioriteter, der blev fastsat for en indsats på europæisk plan med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse af euroen, kan nævnes uddannelse, informationsudveksling, samarbejde og gensidig bistand samt strafferetlig beskyttelse af euroen mod falskmøntneri gennem en tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige bestemmelser. [21] KOM(1998) 474 endelig. Europol, hvis mandat Rådet har udvidet til også at omfatte bekæmpelse af falskmøntneri [22], har fået til opgave at bistå de efterforskningstjenester, der arbejder i marken med beskyttelse af euroen mod falskmøntneri. [22] Rådets afgørelse af 29.4.1999, EFT C 149 af 28.5.1999. Rådet (retlige og indre anliggender) gennemgik allerede på sit møde den 2. december 1999 et udkast til en rammeafgørelse om styrkelse af den strafferetlige beskyttelse af euroen [23]. Denne første retsakt skal kompletteres. Som følge af det arbejde og de høringer, der fandt sted i 1999 med medlemsstaternes eksperter på dette område og med Den Europæiske Centralbank og de øvrige berørte organer (herunder Europol), fremlagde Kommissionen den 26. juli 2000 et forslag til forordning om efterforskning, identifikation af falske penge og bekæmpelse af forfalskning af euroen [24]. Forslaget indeholder bestemmelser om: [23] Rammeafgørelse vedtaget den 29. maj 2000, EFT L 140 af 14.6.2000. [24] KOM(2000) 492 endelig. -indsamling af tekniske oplysninger -oprettelsen af et strategisk og operationelt informationssystem og et kommunikationsnetværk vedrørende forfalskning af euroen -pligt til at fremsende alle oplysninger om forfalskninger -de nationale myndigheders og institutionernes og de øvrige kompetente organers adgang til disse oplysninger -intensivering af den gensidig bistand vedrørende forfalskning af euroen, herunder over for tredjelande og især ansøgerlandene. 1.2.2. Bekæmpelse af hvidvaskning af penge UCLAF's og OLAF's arbejde har gentagne gange vist, at det er nyttigt at have oplysninger om mistænkelige finansielle transaktioner med henblik på at beskytte Fællesskabernes finansielle interesser [25], idet disse oplysninger gør det muligt at etablere en forbindelse mellem gerningsmændene og bagmændene, så de kan retsforfølges. Derfor bør hvidvaskningsaspektet af en sag om svig mod Fællesskaberne være omfattet af de samme samarbejdsforpligtelser som de oprindelige lovovertrædelser [26]. [25] Jf. Kommissionens årsberetninger, herunder beretningerne for 1997 - KOM(1998) 276 endelig - og 1998 - KOM(1999) 590 endelig om en række sager om smugling af spiritus. [26] Rådet (økonomi og finans) erklærede den 17. juli 2000, at det i princippet gik ind for, at Kommissionen skulle deltage i udveksling af oplysninger om tilfælde af svig og korruption, der skader Fællesskabernes finansielle interesser (punkt 4 i konklusionerne fra Rådets orienterende drøftelser om forslaget til ændring af direktivet). Kommissionen har fremlagt et forslag til ændring af direktiv 91/308/EØF om hvidvaskning af penge [27] for at tage hensyn til ændringen af de finansielle strømme i forbindelse med hvidvaskning af penge og udvide begrebet hvidvaskning til ud over narkohandel, der selvfølgelig allerede er omfattet af direktivet fra 1991, også at omfatte ulovlig handel, der involverer organiseret kriminalitet omfattende ulovlige handlinger, der skader Fællesskabernes finansielle interesser. Kommissionen har bl.a. ønsket at udvide forpligtelserne i det oprindelige direktiv til at omfatte visse ikke-finansielle aktiviteter og erhverv. De nationale myndigheder pålægges desuden en pligt til at samarbejde med henblik på at bekæmpe hvidvaskningsaktiviteter, der skader Fællesskabernes finansielle interesser. [27] KOM(1999) 352 endelig. 1.3. Strafferetlig beskyttelse 1.3.1. Corpus Juris På grundlag af den undersøgelse af sammenlignende ret, som Kommissionen iværksatte på anmodning af Europa-Parlamentet med henblik på at evaluere alle mulighederne for at styrke den strafferetlige beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser [28], blev opfølgningsundersøgelsen af "Corpus Juris" færdiggjort i september 1999, hvor en gruppe af forskere inden for strafferetten fremlagde en endelig rapport baseret på fire sammenfattende rapporter. Undersøgelsen indeholder en grundig undersøgelse af nødvendigheden, legitimiteten og gennemførligheden af en "corpus juris", som indeholder strafferetlige bestemmelser om beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser. I undersøgelsen analyseres alle henstillingernes indvirkning på hver enkelt medlemsstats strafferet. Den er blevet offentliggjort [29] og er blevet fremlagt i Europa-Parlamentet (Budgetkontroludvalget). [28] Jf. årsberetningen for 1998, kapitel 3, punkt 5. [29] "The implementation of the Corpus Juris in the member states", M. Delmas-Marty / J.A.E. Vervaele, Intersentia, Utrecht, 2000. 1.3.2. Bekæmpelse af organiseret kriminalitet: indgåelse af en samarbejdsaftale med Schweiz [30] [30] Jf. årsberetningen for 1998, kapitel 4, punkt 3. De økonomiske forbindelser mellem Fællesskaberne og Schweiz vil i den kommende tid blive udbygget yderligere på grundlag af syv bilaterale aftaler [31] (der er underskrevet, men endnu ikke ratificeret). Disse aftaler indeholder imidlertid ingen bestemmelser, der skal forbedre samarbejdet om bekæmpelse af svig og økonomisk kriminalitet. [31] KOM(1999) 229 endelig. Desuden er der stadig hindringer for den praktiske anvendelse af protokollen om gensidig bistand fra 1997 på trods af det fremskridt, det medførte. En bilateral ekspertgruppe med deltagere fra Kommissionen og Schweiz holdt i 1999 en række møder og iværksatte høringer med henblik på at finde frem til vanskelighederne i forbindelse med samarbejdet om bekæmpelse af svig begået af personer, der opererer fra schweizisk område. Kommissionen har af disse grunde bedt Rådet om forhandlingsdirektiver [32], der på grundlag af disse drøftelser sigter mod at forbedre retsgrundlaget for samarbejdet om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser mod organiseret økonomisk kriminalitet. [32] SEK(2000) 1883 endelig. Den 1. december 1999 underskrev direktøren for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og direktøren for integrationskontoret i Bern en række konklusioner med henblik på at oprette centrale kontaktpunkter. 2. Hovedtræk i udviklingen med hensyn til beskyttelsen af fællesskabernes finansielle interesser Dette kapitel beskriver udviklingen i lovgivningen for EU's vigtigste politikker vedrørende støtte og medfinansiering af foranstaltninger til fordel for medlemsstaterne, for så vidt som de omfatter et aspekt vedrørende beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser. Der har især været en markant udvikling inden for egne indtægter, på landbrugsområdet og inden for strukturforanstaltningerne. Kommissionen prioriterer beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser højt. Den administrative reform, som Kommissionen indledte i begyndelsen af 2000 med en reform af den generelle forvaltning af de bevillinger, som Kommissionen har ansvaret for (med eller uden medlemsstaternes medvirken), har været en af det nye kommissærkollegiums absolutte topprioriteter, siden det tiltrådte den 16. september 1999. Som led i reformen er man nu i gang med en dybtgående ændring af Kommissionens finansforvaltnings- og revisionsmetoder og administrative praksis. Revisionen af finansforordningen og oprettelsen af en intern revisionstjeneste og en central finanstjeneste bidrager til at styrke beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser. Et afsnit i dette kapitel omhandler reformen af finansforvaltningen i Kommissionen, der blev indledt i 1995-1996 under navnet "SEM 2000"; denne reform videreføres som led i den generelle interne reform af Kommissionen. 2.1. Told og indirekte beskatning 2.1.1. Forsendelsesordningerne Der er i tæt samarbejde med de 22 berørte toldmyndigheder i medlemsstaterne [33] iværksat en række initiativer som led i handlingsplanen [34] for at sikre, at de erhvervsdrivende i EU igen får tillid til systemet. [33] De 15 medlemsstater samt de syv tredjelande, der er part i konventionen om fælles forsendelse af 20.5.1987, nemlig Island, Norge, Schweiz, Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. [34] Meddelelse fra Kommissionen: "En handlingsplan for forsendelse i Europa - en ny toldpolitik", KOM(97) 188 endelig af 30.4.1997 (EFT C 176 af 10.6.1997). Jf. de tidligere årsberetninger, særlig beretningen for 1998, kapitel 3, punkt 1. De vigtigste initiativer er iværksat på lovgivningsområdet og vedrører en ændring af fællesskabsforsendelsessystemet og konventionen om en fælles forsendelsesprocedure. Ændringerne i EF-toldkodeksen [35] er blevet vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet og trådte i kraft i 1999 [36]. Disse nye bestemmelser præciserer og forbedrer grundreglerne om afslutning af forsendelsesproceduren, brugernes ansvar, sikkerhedsstillelse, EU-rammerne om de forenklede procedurer og procedurerne for inddrivelse af toldskyld i forbindelse med fællesskabsforsendelser. [35] Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en toldkodeks (EFT L 302 af 19.10.1992). [36] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 955/1999 om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 for så vidt angår ordningerne for ekstern forsendelse (EFT L 119 af 7.5.1999). Med hensyn til de nødvendige ændringer i gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeksen [37] og konventionen om en fælles forsendelsesprocedure blev der i 1999 foretaget justeringer i de tekster, der tidligere var udarbejdet. I 1999 nåede Kommissionen, medlemsstaterne og de kontraherende parter således til enighed om anvendelsen af en mere fuldstændig garanti med hensyn til visse følsomme varers bevægelser. [37] Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (EFT L 253 af 11.10.1993). Som led i programmet Told 2002 [38] finansierer Kommissionen fuldt ud overførslen af den fælles forsendelsesordning og fællesskabsforsendelsesordningen til edb, bl.a. med henblik på at fremskynde proceduren for afslutningen af forsendelserne, som på nuværende tidspunkt er baseret på fremsendelse af oplysninger på papir mellem afgangstoldstedet og bestemmelsestoldstedet. Så snart denne edb-procedure er indført, vil den også gøre det muligt hurtigere at finde frem til fejl og uregelmæssigheder, der begås i forbindelse med forsendelsesordningen, som i sagens natur er følsom over for svigagtig adfærd. [38] Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 105/2000 af 17.12.1999, EFT L 13 af 19.1.2000. Reformen af forsendelsesordningerne er således ved at være afsluttet, men hvis den skal blive en varig succes, kræver det, at de 22 toldmyndigheder i medlemsstaterne løbende medvirker til at gennemføre den. Rådet har derfor i en resolution af 21. juni 1999 givet udtryk for sin støtte til Kommissionens handlingsplan og opfordret medlemsstaterne til fortsat at behandle det som et prioriteret område, særlig på det operationelle plan og hvad angår overgangen til edb. 2.1.2. Præferenceordningerne I sin meddelelse om forvaltningen af præferencetoldordningerne [39] fastlagde Kommissionen et handlingsprogram med henblik på at ændre betingelserne for anvendelsen af disse ordninger. I forlængelse af meddelelsen blev der iværksat en ændring af toldkodeksens bestemmelser (forordning 2913/92) for at definere begreberne fejl begået af toldmyndighederne og debitorer, der handler i god tro. [39] KOM(97) 402 endelig af 23.7.1997. For både at beskytte de erhvervsdrivende, der handler i god tro, og Fællesskabernes finansielle interesser blev Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen efter lange og vanskelige drøftelser enige om grænserne for den kommercielle risiko, der normalt påhviler en importør, der ønsker at benytte sig af en præferencetoldordning. De erhvervsdrivende kan dog ikke påberåbe sig denne beskyttelse, hvis de ikke har udvist fornøden omhu, eller hvis der i De Europæiske Fællesskabers Tidende er offentliggjort en meddelelse, som underretter de erhvervsdrivende om, at der foreligger begrundet tvivl. Da det er nødvendigt at gøre Fællesskabets indsats på toldområdet mere gennemsigtig for de europæiske importører, har man fastlagt princippet om, at importørerne skal gøre mere systematisk brug af et varslingssystem. I overensstemmelse med denne strategi vil Kommissionen informere de erhvervsdrivende om de tilfælde, den har fået kendskab til, hvor der er "begrundet tvivl" om varernes oprindelse [40]. [40] Jf. meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om underrettelse af de erhvervsdrivende og medlemsstaternes administrationer når der foreligger begrundet mistanke vedrørende oprindelsen af varer der omfattes af præferencetoldordninger, dok. KOM(2000) 550 endelig. 2.1.3. Indirekte beskatning 2.1.3.1. Moms Der blev i 1999 i Rådet oprettet en ad hoc-gruppe for skattesvig. Kommissionen deltog aktivt i gruppens arbejde, som havde til formål at analysere og intensivere det administrative samarbejde om bekæmpelse af skattesvig (direkte og indirekte beskatning) [41]. [41] Arbejdet fortsatte i første halvår af 2000. Gruppens rapport blev fremlagt den 22. maj 2000 (Rådets referencer: 8668/00) og drøftet på mødet i Rådet (økonomi og finans) den 5. juni 2000. I løbet af 1999 analyserede Kommissionen resultaterne af sin egen undersøgelse af, hvordan det administrative samarbejde og den gensidige bistand på momsområdet fungerede, og hvor effektive de var, seks år efter at overgangsordningen var blevet indført. Der drages følgende konklusioner i rapporten, som blev offentliggjort i januar 2000 [42]: [42] KOM(2000) 28. -medlemsstaterne afsætter for få ressourcer til momskontrollen -medlemsstaterne har ingen konkret strategi for momskontrollen, og det er sjældent, at de udvælger kontrolmål ved hjælp af risikoanalyseteknikker -medlemsstaterne udnytter ikke det administrative samarbejde og den gensidige bistand fuldt ud, og de pågældende procedurer egner sig ikke til at bekæmpe organiseret svig. For at gøre bekæmpelsen af svig mere effektiv anbefales det i rapporten, at der iværksættes følgende foranstaltninger: -medlemsstaterne skal prioritere bekæmpelsen af svig og en forbedring af samarbejdet højt -medlemsstaterne skal koordinere deres strategi og indføre en fælles politik for bekæmpelse af svig -medlemsstaterne og Kommissionen må overveje, hvordan de kan gøre opfølgningen og analysen af de opdagede tilfælde af svig mere effektiv -medlemsstaterne skal være bevidste om betydningen af den nye teknologi på dette område -Kommissionen skal forpligte sig til at fremsætte et forslag, som sigter mod at styrke lovgivningen om administrativt samarbejde og gensidig bistand. I Underudvalget for Bekæmpelse af Svig (SCAF) har medlemsstaterne og Kommissionen videreført og intensiveret deres undersøgelse af mekanismerne for svig. Undersøgelsen har resulteret i, at der er fremsat en række henstillinger, hvoraf nogle er udarbejdet i ovennævnte ad hoc-gruppe i Rådet. Kommissionen bebudede i sin meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om en strategi til forbedring af momssystemet i det indre marked [43], at den i løbet af 2000 og 2001 ville fremsætte forslag til styrkelse af Fællesskabets eksisterende juridiske instrumenter for administrativt samarbejde og gensidig bistand. [43] KOM(2000) 348 endelig af 7.6.2000. Med hensyn til momssvig inden for Fællesskabet er momskarruseller (komplekse mekanismer for svig inden for Fællesskabet, der udnytter momsfritagelsen for leverancer inden for Fællesskabet) i stadig højere grad forbryderorganisationernes foretrukne mekanisme. Det kan også konstateres, at denne form for svig har tendens til at sprede sig til en bredere vifte af varer end før. Derfor har Kommissionen som led i Fiscalis-programmet afholdt to specifikke seminarer om metoder til afsløring af og kontrol med momskarruseller. 2.1.3.2. Punktafgifter Efter at medlemsstaternes direktører for told og indirekte beskatning i april 1998 havde godkendt rapporten om tobaks- og alkoholsektoren fra gruppen på højt niveau, som Kommissionen varetog formandskabet for, og efter at Rådet havde godkendt rapporten den 19. maj 1998 [44], iværksatte Kommissionen en feasibility-undersøgelse for at se på muligheden for at indføre et edb-system for bevægelser og kontrol af afgiftsbelagte varer. Undersøgelsen vil blive afsluttet i 2000. [44] Jf. årsberetningen for 1998, kapitel 3, punkt 3. Desuden er der i mange medlemsstater indført et system med forudgående information om handelen på grundlag af et sæt retningslinjer, som er godkendt af direktørerne for told og indirekte beskatning. Systemet, som bygger på anvendelsen af enkle kommunikationsmidler, kan forbedres yderligere. I den forbindelse er det igangværende arbejde med hensyn til risikoanalyser og fokusering på risikovarer blevet videreført. Kommissionen har også videreført arbejdet med udarbejdelsen af en henstilling vedrørende fastlæggelsen af retningslinjer for tildeling og tilbagetrækning af tilladelser til godkendte oplagshavere og registrerede erhvervsdrivende for at styrke kontrollen med oplagene og gøre de personer, der er ansvarlige for lagerforvaltningen, opmærksomme på problemerne. 2.2. Landbrug Kommissionens initiativer for at styrke bekæmpelsen af svig og uregelmæssigheder på landbrugsområdet indgår i "Agenda 2000" [45]. I den forbindelse er bestemmelserne for de enkelte sektorer blevet revideret. [45] Det Europæiske Råd i Berlin den 24. og 25. marts 1999, jf. formandskabets konklusioner, bl.a. vedrørende de finansielle overslag for perioden 2000-2006, udkastet til bestemmelserne om fordelingen af strukturfondsstøtten på tre nye forenklede mål (jf. punkt 0, s. 22), den fælles landbrugspolitik og de tre nye førtiltrædelsesinstrumenter for ansøgerlandene (landbrugsinstrumentet (SAPARD), førtiltrædelsesinstrumentet på strukturområdet (ISPA) og det styrkede Phare-program for ansøgerlandene). Jf. ligeledes punkt 0, s. 23. Den juridiske gennemførelse af disse tekster er allerede foretaget som led i Rådets forordning (EF) nr. 1266/1999 af 21. juni 1999 om samordning af støtten til ansøgerlandene som led i førtiltrædelsesstrategien, forordning (EF) nr. 1267/1999 om oprettelse af et strukturpolitisk førtiltrædelsesinstrument og forordning (EF) nr. 1268/1999 af 21. juni 1999 om fællesskabsstøtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter i ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i førtiltrædelsesperioden (EFT L 161 af 26.6.1999). I vinsektoren er det således blevet vedtaget at oprette en ny fælles markedsorganisation [46], som omfatter bestemmelser om forebyggelse af svig vedrørende beskrivelsen, betegnelsen og præsentationen af produkterne ledsaget af sanktioner på fællesskabsplan. I hør- og hampsektoren har producenterne fået pålagt en forpligtelse til at opnå et mindsteudbytte [47], idet manglende overholdelse medfører et tab på 65% af støtten, og der er indført en forpligtelse til at indgå kontrakter med forarbejdningsvirksomhederne [48]. Med hensyn til markafgrøder er producentstøtteord ningen og udtagningsordningen blevet revideret [49]; der er indført en kvoteordning for visse produkter (bl.a. kartoffelstivelse [50]). I olivenoliesektoren blev den fælles markedsordning ændret i 1998 for en overgangsperiode, indtil der kan gennemføres en mere omfattende reform. Hovedpunktet i denne ændring er, at man afskaffer den gamle forbrugsstøtte, idet det ikke var muligt at øge støttens størrelse, uden at der var risiko for svig, og afskaffelsen af støtten vil forbedre kontrollen med produktionsstøtteordningen betydeligt. I oksekødssektoren er der indført en omfattende reform med vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1254/99 [51] om den fælles markedsordning for kød; ifølge gennemførelsesbestemmelserne til denne reform indføres der bl.a. overgangsbestemmelser om forvaltning og kontrol [52], indtil Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 om et integreret system kan ændres [53]. [46] Rådets forordning (EF) nr. 1493/99 om den fælles markedsordning for vin, EFT L 276 af 14.7.1999. [47] Kommissionens forordning (EF) nr. 2183/97, EFT L 299 af 4.11.1997, for spindhør; Kommissionens forordning (EF) nr. 452/99, EFT L 54 af 2.3.1999, for hamp. [48] Rådets forordning (EF) nr. 154/97, EFT L 27 af 30.1.1997; Rådets forordning (EF) nr. 1420/98, EFT L 190 af 4.7.1998. [49] Rådets forordning (EF) nr. 1251/99, EFT L 160 af 26.6.1999, s. 1; Kommissionens forordning (EF) nr. 2316/99 om gennemførelsesbestemmelser til førstnævnte forordning, EFT L 280 af 30.10.1999 og Kommissionens forordning (EF) nr. 2461/99 om gennemførelsesbestemmelser til forordning 1251/99 for så vidt angår anvendelsen af udtagne landbrugsarealer med henblik på produktion af råvarer til fremstilling i EF af produkter, som ikke primært er bestemt til konsum eller foderbrug, EFT L 299 af 20.11.1999. Jf. også Kommissionens forordning (EF) nr. 2801/99 om ændring af forordning (EØF) nr. 3887/92 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 340 af 31.12.1999). [50] Rådets forordning (EF) nr. 1252/99, EFT L 160 af 26.6.1999, s. 15. [51] EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21. [52] Kommissionens forordning (EF) nr. 2714/99, EFT L 327 af 21.12.1999. [53] Denne forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 3508/92 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger blev vedtaget den 17. juli 2000. Rådets forordning nr. 1593/2000, EFT L 182 af 21.7.2000. Kommissionen (Generaldirektoratet for Landbrug) har desuden foretaget en forenkling af landbrugslovgivningen, der ligeledes har til formål at sikre en bedre beskyttelse Fællesskabets finansielle interesser [54]. Eksportrestitutionsordningen er også blevet forenklet, idet den gamle forordning, som var blevet ændret flere gange, er blevet afløst af Kommissionens forordning (EF) nr. 800/99 af 15. april 1999 [55]. Det samme gælder den fælles markedsordning i sektoren for mælk og mejeriprodukter [56]. [54] Rådets forordning (EF) nr. 1258/99 om finansiering af den fælles landbrugspolitik, EFT L 160 af 26.6.1999, s. 103, der trådte i stedet for den tidligere forordning, grundforordning (EØF) nr. 729/70, den 1. januar 2000. [55] EFT L 102 af 17.4.1999. [56] Rådets forordning (EF) nr. 1255/99, EFT L 160 af 26.6.1999, s. 48. 2.3. Strukturforanstaltninger Efter at der den 21. juni 1999 [57] var opnået politisk enighed om "Agenda 2000"-pakken, godkendte Rådet endeligt ni forordninger om forvaltning af strukturfondene. Lovgivningen om forvaltningen af strukturfondene er blevet forenklet: hovedprin cipperne vedrørende de forskellige strukturfonde (mål, programmeringsmetoder, finansiel forvaltning, evaluering og kontrol) findes i en generel forordning (forordning 1260/99), mens de enkelte fondes respektive interventionsområder er fastlagt i nye specifikke forordninger. [57] Rådets forordning (EF) nr. 1260/99 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, EFT L 161 af 26.6.1999. Med hensyn til beskyttelsen af de finansielle interesser præciserer den nye lovgivning begrebet "forvaltningsmyndighed". Forvaltningsmyndigheden udpeges af medlemsstaterne for hvert program, og dens opgaver både omfatter gennemførelsen og en korrekt forvaltning (garanti for forsvarlig økonomisk forvaltning) af programmet samt programmets effektivitet. Med hensyn til den finansielle forvaltning af programmerne er indgåelsen af udgiftsforpligtelser og de faktiske betalinger adskilt. Hvad betalingerne angår udbetaler Kommissionen et acontobeløb, når den første udgiftsforpligtelse indgås. De følgende betalinger godtgør de faktisk afholdte udgifter, som er attesteret af medlemsstaterne. Saldoen udbetales kun, hvis Kommissionen har modtaget og godkendt alle de nødvendige dokumenter. Alle betalingsanmodninger skal være ledsaget af en attest fra "betalingsmyndigheden", der sikrer, at angivelserne til Kommissionen er i orden. I den nye lovgivning angives det desuden klart, at medlemsstaterne er hovedansvarlige for den finansielle kontrol, og deres ansvar med hensyn til at forebygge, afsløre og korrigere uregelmæssigheder præciseres [58]. Ved afslutningen af programmet skal Kommissionen have forelagt en erklæring, som er udfærdiget af et uafhængigt organ, og som beskriver de kontroller, der er foretaget, og garanterer, at betalingsanmodningen er holdbar, og at operationerne er lovlige og korrekte. Kommissionen foretager kontrol på stedet og sikrer sig, at den pågældende medlemsstat selv foretager regelmæssig kontrol, og i tilfælde af uregelmæssigheder kan den fremsende henstillinger eller anmodninger om korrigerende foranstaltninger for at rette op på manglerne i forvaltningen eller rette uregelmæssighederne. [58] Ifølge den tidligere lovgivning skulle medlemsstaterne træffe de "nødvendige foranstaltninger" for at forebygge og forfølge uregelmæssigheder. Der afholdes hvert år et møde mellem medlemsstaterne og de ansvarlige tjenestegrene i Kommissionen for at koordinere kontrolprogrammerne og -metoderne og for at drage de nødvendige konklusioner af resultaterne af kontrollen. Hvis medlemsstaterne ikke har opfyldt deres forpligtelser, eller hvis der er fundet finansielle uregelmæssigheder, der kan tilskrives medlemsstaterne, foretages der finansielle korrektioner, hvis de mæglingsbestræbelser, der forud herfor er indledt på Kommissionens initiativ, ikke giver resultater. De finansielle korrektioner foretages ved, at Fællesskabets bidrag til det pågældende program enten nedsættes eller helt eller delvis annulleres. Korrektionen kan således enten beløbsmæssigt svare nøjagtigt til uregelmæssigheden eller udgøre et fast beløb i tilfælde af generelle mangler ved medlemsstatens forvaltnings- eller kontrolsystem. 2.4. Offentlige indkøb På grundlag af det arbejde, der blev udført i 1999, har Kommissionen fremlagt to direktivforslag, som vedrører omarbejdning af de fire eksisterende direktiver om offentlige indkøb (fra 1992 og 1993), med det formål at forenkle og præcisere de nuværende regler. Det første forslag vedrører fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter [59]. Det andet vedrører en omarbejdning af direktivet om "særlige sektorer" (vand, energi og transport). [59] KOM(2000) 275 endelig. Hvad angår beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser er det vigtigt at beskytte de offentlige indkøb mod forbrydergrupper og vedtage foranstaltninger med henblik herpå. Formålet med det første direktivforslag er også at give medlemsstaterne mulighed for at udelukke en upålidelig erhvervsdrivende fra en offentlig indkøbsaftale, også når den dom, han er idømt, ikke er endelig [60]. Der er nu pligt til at udelukke alle erhvervsdrivende, der har fået en endelig dom for visse alvorlige forseelser. [60] Hvis lovgiveren fra begyndelsen begrænsede denne mulighed til tilfælde, hvor der forelå en endelig dom, ville alle erhvervsdrivende, der var blevet idømt en dom, som endnu ikke var endelig, f.eks. på grund af appel, have ret til at deltage i en offentlig aftale, uden at de pågældende nationale myndigheder ville have nogen som helst mulighed for at udelukke ham. 2.5. Reformen af den finansielle forvaltning (SEM 2000) Kommissionen sendte den 25. maj 1999 og den 29. november 1999 Rådet to nye rapporter om etape III (forbedring af samarbejdet med medlemsstaterne) i gennemførelsen af reformen af den finansielle forvaltning [61]. [61] Dok. SEK(1999) 708/2 af 11.5.1999, femte rapport om gennemførelsen af anbefalingerne fra Gruppen af Personlige Repræsentanter for Sund Finansiel Forvaltning - jf. også årsberetningen for 1996, kapitel 1, afsnit 2, s. 15, og årsberetningen for 1998, kapitel 3, afsnit 4, s. 43. Den sjette rapport om gruppens arbejde blev forelagt for Rådet den 29.11.1999. Med hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser fremgår det bl.a., at Kommissionen på strukturfondsområdet har kunnet træffe omkring 45 formelle beslutninger om finansielle korrektioner i henhold til artikel 24 i forordning (EØF) nr. 4253/88 (for første halvår af 1999), svarende til et beløb på 26 mio. EUR. Ansvaret for disse finansielle korrektioner påhviler medlemsstaterne, der også er hovedansvarlige for forfølgningen af de afslørede uregelmæssigheder. Hvis medlemsstaterne ikke opfylder deres forpligtelser, kan Kommissionen således, hvis medlemsstaterne ikke foretager nogen finansielle korrektioner, være nødt til at nedsætte eller helt eller delvis at annullere Fællesskabets bidrag til det program, hvor der er gået uregelmæssigheder. Under alle omstændigheder overvejer Kommissionen stadig at foreslå et strengere og hurtigere korrektionssystem i overensstemmelse med de oprindelige forslag, der blev fremsat som led i Agenda 2000 [62] (den nye strukturfondslovgivning). [62] Jf. punkt 0, jf. også årsberetningen for 1997, kapitel 4, afsnit 1, s. 47. 2.6. Den interne reform i Kommissionen Kommissionen har på grundlag af det arbejde, der blev indledt i 1999, godkendt formålene med den interne administrative reform af sin forvaltning [63]. Ud over en omdefinering af systemet for forvaltning, revision og finanskontrol, som var blevet kritiseret gentagne gange, bl.a. af Revisionsretten og Den Uafhængige Ekspertgruppe, er der blevet udarbejdet en række programmer, som specifikt omfatter beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser. Der arbejdes nu på at gøre forebyggelsen af uregelmæssigheder mere effektiv og sørge for, at lovgivning, regler og procedurer i forbindelse med den finansielle forvaltning sikres bedst muligt mod svig. Arbejdet har givet anledning til omfattende høring i Kommissionens tjenestegrene samt høring af de øvrige institutioner. Der er planer om at gennemføre følgende foranstaltninger: [63] Hvidbog om reformen, KOM(2000) 200 endelig af 1.3.2000 og KOM(2000) 200 endelig/2 af 5.4.2000, bind I og II (http://europa.eu.int/comm/reform/index_da.htm). *bedre koordinering af samarbejdet mellem OLAF og Kommissionens andre tjenestegrene *større inddragelse af OLAF i overvejelserne om, hvordan man bedst muligt sikrer lovgivningen, udbudssystemerne og forvaltningen af kontrakter mod svig *forbedring af det centrale varslingssystem, der gælder for modtagerne af fællesskabsbevillinger *en mere effektiv forvaltning af inddrivelsen af uretmæssigt anvendte eller udbetalte beløb. Samarbejdet (mellem Kommissionens tjenestegrene og mellem disse og medlemsstaterne) vil også blive bedre defineret, særlig hvad angår strukturfondene og proceduren for afslutning af EUGFL-regnskaberne, med henblik på en bedre forebyggelse og en mere effektiv afsløring af uregelmæssigheder, svig og korruption. 3. Samarbejde og partnerskab 3.1. Samarbejde med medlemsstaterne Kommissionen har til hensigt at drage nytte af medlemsstaternes erfaringer for at styrke beskyttelsen af Fællesskaberne finanser. Erfaringsudvekslingerne vil fortsat finde sted inden for rammerne af Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig (CoCoLAF), som Kommissionen har tænkt sig at indkalde til møde mere regelmæssigt. Udvalget har en horisontal rolle og gør det dermed muligt at danne sig et overblik over hele svigbekæmpelsesproblematikken. Det består af ansvarlige personer på højt niveau i medlemsstaterne og vil i højere grad blive inddraget i overvejelserne om den fremtidige udvikling; Kommissionen vil ændre sin afgørelse fra 1994 om oprettelse af udvalget og dets arbejde med henblik herpå og for at tage hensyn til ændringerne i forbindelse med reformen af bekæmpelsen af svig [64]. [64] Jf. punkt 0, fra og med s. 8. 3.1.1. Kommissionens initiativer over for medlemsstaterne med henblik på beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser Indledningsvis skal det bemærkes, at situationen med hensyn til ratificering af de juridiske instrumenter om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser har udviklet sig på følgende måde: Ved offentliggørelsen af denne beretning har otte medlemsstater helt eller delvis ratificeret de konventioner og protokoller, der er udarbejdet på grundlag af EF-traktatens afsnit VI [65]. [65] Frankrig, Spanien og Det Forenede Kongerige har ratificeret alle de pågældende instrumenter, Tyskland har på nuværende tidspunkt kun ratificeret konventionen fra 1995 og den første protokol hertil, Grækenland har ratificeret alle instrumenterne med undtagelse af konventionen om korruption, mens Østrig, Sverige og Finland endnu ikke har ratificeret den anden protokol til konventionen fra 1995. Jf. tabellen i bilaget til dette afsnit. Med hensyn til forbindelserne mellem de specialiserede tjenester i medlemsstaterne og Kommissionen (OLAF) skal det bemærkes, at drøftelserne mellem Direzione Nationale Antimafia (DNA) [66] og OLAF om indførelsen af praktiske retningslinjer for etablering af permanente samarbejdskontakter mellem de to tjenester og rammer for udveksling af oplysninger med henblik på forebyggelse og forfølgning af ulovlige aktiviteter, der involverer enhver form for ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes finanser, er blevet afsluttet med underskrivningen af en protokol på grundlag af de kontakter, der blev etableret og opretholdt i 1999. [66] Den særlige mafia-anklagemyndighed, jf. årsberetningen for 1998, kapitel 4, punkt 1. 3.1.2. Det retlige samarbejde: det europæiske retlige netværk Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog på sit møde i Bruxelles den 2. december 1999 en rapport [67] med en vurdering af, hvordan det europæiske retlige netværk fungerer. Netværket blev oprettet, efter at Rådet den 29. juni 1998 havde vedtaget en fælles aktion [68] med henblik på at forbedre det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne og EU, særlig hvad angår bekæmpelse af grov kriminalitet, der ofte begås af organiserede transnationale netværk. Der findes en række kontaktpunkter i de enkelte medlemsstater, som står til rådighed for de lokale retlige myndigheder; der er normalt tale om retsembedsmænd, som har til opgave at lette det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne, bl.a. ved at levere de nødvendige oplysninger til de udpegede samarbejdspartnere, både på nationalt plan og på fællesskabsplan. Det er vigtigt at videreudvikle kontaktpunkterne for at gøre OLAF's operationelle foranstaltninger mere målrettede og for at gøre bekæmpelsen af organiseret kriminalitet på internationalt plan mere effektiv. [67] Rådets referencer: 12393/99. Rapporten blev vedtaget den 2.12.1999. [68] EFT L 191 af 7.7.1998. 3.1.3. Uddannelsesforanstaltninger vedrørende beskyttelse af de finansielle interesser For at kunne beskytte Fællesskabernes finansielle interesser effektivt, er det absolut nødvendigt, at EU råder over midler (bl.a. specifikt kendskab til metoderne), der svarer til dem, som svindlerne bruger på internationalt plan. Disse midler skal ikke kun findes på nationalt plan i hver enkelt medlemsstat, men også på fællesskabsplan, således at man ved hjælp af tværfaglige, flersprogede uddannelsesforanstaltninger kan udfylde hullerne og mindske forskellene med hensyn til tilgangen til fænomenet. I 1999 var Kommissionens (OLAF's) formål med hensyn til uddannelse i bekæmpelse af svig fortsat at føre en målrettet politik under overholdelse af nærhedsprincippet for at give de medarbejdere i medlemsstaterne, der har ansvaret for bekæmpelsen af svig, et bedre kendskab til området. Det drejer sig om: *de nationale tjenester, der har ansvaret for beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og bekæmpelsen af korruption og falskmøntneri *mere specifikt politimyndighederne og retsembedsmændene ved anklagemyndigheden i medlemsstaterne og i visse tredjelande. I 1999 blev der gennemført 18 uddannelsesforanstaltninger. De sigtede mod at uddanne medarbejderne i de nationale retsvæsener i beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser. Det er af afgørende betydning for en succesfuld bekæmpelse af svig i marken, at medarbejderne i disse tjenester er motiverede og samarbejder fuldt ud. For at nå disse mål har Kommissionen dels ydet økonomisk støtte til myndighederne i medlemsstaterne til afholdelse af kurser i beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser eller bekæmpelse af korruption, dels sendt repræsentanter for Kommissionen (OLAF) til de medlemsstater, der anmodede om det, for at fortælle om deres erfaringer på området. 3.2. Samarbejde med ansøgerlandene De lande, der har søgt om optagelse i EU, skal ud over at gennemføre fællesskabslovgivningen om bekæmpelse af svig træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe svig i marken i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 280, også hvad angår samarbejdet mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen, særlig i tilfælde af transnationale operationelle foranstaltninger, hvilket bl.a. indebærer en række nødvendige tilpasninger af deres forvaltningsstruktur. Da Polen er et af de største ansøgerlande og den største modtager af Phare-midler, er det logisk, at Kommissionen har koncentreret sine bestræbelser og sin indsats om dette land [69]. På grundlag af de kontakter, som taskforcen UCLAF havde etableret med de polske myndigheder, og de forskellige møder, der var blevet afholdt med bl.a. den polske ministerpræsident, blev det besluttet at oprette en central tværfaglig struktur, der skulle specialisere sig i bekæmpelse af svig og organiseret kriminalitet. Denne struktur skulle oprettes i det polske generalinspektorat for told og modtage finansiering som led i Phare-programmet for 1999. [69] Jf. årsberetningen for 1998, kapitel 5, punkt 1. Generalinspektoratet for told udarbejdede derfor et specifikt projekt, som efter at være blevet godkendt af de polske myndigheder blev forelagt for Kommissionen. Ifølge projektet skal der i første omgang ydes 3,5 mio. EUR i støtte. Ud over, at der skal udstationeres fire tjenestemænd fra medlemsstaterne, skal støtten ifølge projektet bruges til at finansiere databaser, telekommunikationsnet og kontorudstyr. Der skal også ydes faglig bistand (f.eks. finansiering af biler med særligt udstyr til brug ved overvågning), uddannelsestiltag og praktikophold. De 3,5 mio. EUR udgør ca. 1,4% af den samlede bevilling til Phare-programmet for Polen. Programmet blev den 7. maj 1999 godkendt af alle medlemsstaterne og derefter af Kommissionen. Det indeholder ligesom alle andre Phare-programmer en bestemmelse om, at det ansøgerland, der modtager støtten, forpligter sig til at sørge for medfinansiering. De polske myndigheder har således forpligtet sig til at tilvejebringe de nødvendige installationer, hvor den nye tjeneste, som kommer til at bestå af ca. 30 personer, skal arbejde (det anslås, at udgifterne til dette er ca. 1,9 mio. EUR [70]). [70] 7 633 200 zloty. 3.3. Gensidig administrativ bistand mellem Fællesskabet og tredjelande på toldområdet Der er mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Den Russiske Føderations Statstoldudvalg ved at blive udarbejdet en administrativ ordning vedrørende et system for fremsendelse af oplysninger om varebevægelser mellem EU's medlemsstater og Den Russiske Føderation. Ifølge udkastet, hvori der henvises til protokollen om gensidig administrativ bistand til korrekt anvendelse af toldlovgivningen, skal ordningen lette udvekslingen af oplysninger om samhandelen med varer, som er særlig udsatte for svig, såsom okse- og svinekød, der eksporteres til Rusland med eksportrestitutioner. Ifølge den administrative ordning skal systemet for direkte udveksling af oplysninger allerede inden ordningens ikrafttræden (som finder sted ved underskrivelsen) udvides til også at omfatte andre former for højt beskattede varer. Derudover indgik Fællesskabet den 31. december 1999 en række aftaler, som indeholder bestemmelser om gensidig bistand på toldområdet, med 33 tredjelande, som næsten alle er dets geografiske naboer og dets vigtigste handelspartnere. På toldområdet er der både tale om overordnede aftaler, som indeholder en protokol om gensidig bistand, og specifikke aftaler om samarbejde og gensidig administrativ bistand. De specifikke bestemmelser i disse aftaler og protokoller giver de kontraherende parters tjenester, som har ansvaret for toldundersøgelser, et retsgrundlag for at anmode om og yde administrativ bistand i forbindelse med undersøgelser, der skal sikre en korrekt anvendelse af toldlovgivningen, hvad enten der er tale om Fællesskabets eller partnerlandets lovgivning. Flere af de aftaler, der omfattede en protokol om gensidig bistand på toldområdet, og som var underskrevet inden 1999, trådte i kraft i 1999, nemlig aftalerne med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Slovenien og Usbekistan. Der er indgået en specifik aftale om samarbejde og gensidig bistand på toldområdet med Hongkong. I 1999 var der også en række aftaler om handel med tekstilvarer, der trådte i kraft, nemlig aftaler med Laos, Cambodja, Vietnam, Nepal, Kina, Japan og ASEAN-landene [71]. En aftale med Vietnam om handel med sko trådte ligeledes i kraft. [71] Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien. Forhandlingerne med andre tredjelande om indgåelse af overordnede aftaler (med en protokol om gensidig bistand på toldområdet) eller specifikke aftaler (aftale om samarbejde og gensidig administrativ bistand på toldområdet) er i gang eller planlagt; det drejer sig bl.a. om Cypern og Malta (der har søgt om optagelse i EU), Chile, Mexico, Schweiz og Mercosur-landene (Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay). Bestemmelserne om toldsamarbejde i aftalerne med tredjelande omfatter også faglig bistand på toldområdet. Med hensyn til udvidelsen [72] er hovedformålet med den faglige bistand (der ydes som led i Phare-programmet) at være med til at sikre, at disse lande til sin tid kan anvende fællesskabslovgivningen og dermed også fællesskabsbestemmelserne om forebyggelse af svig og beskyttelse af den udvidede Unions finansielle interesser effektivt. [72] Jf. punkt 0, s. 23. Oversigt over medlemsstaternes ratificering af instrumenterne til beskyttelse af de finansielle interesser (søjle 3) >TABLE POSITION> R = ratifikation meddelt Kilde: http://db.consilium.eu.int/accords/default.asp-lang=fraude Ajourført pr. 11.10.2000 Afsnit II: Statistikker og analyser 4. Svig og andre uregelmæssigheder Bekæmpelsen af svig vedrører alle former for ulovlige handlinger, der har en indvirkning på EU's budget. Der findes et bredt spektrum af ulovlige handlinger, der kan variere fra manglende overholdelse af en fællesskabsretlig standard på grund af fejl eller forsømmelser til organiseret kriminalitet. Selv om tabet for EU's budget (og dermed i realiteten for borgerne og skatteyderne i EU) umiddelbart er det samme, uanset hvilken form for uregelmæssighed der er begået, skal de foranstaltninger, der skal træffes som reaktion på dette tab, vurderes ud fra, hvor alvorlig uregelmæssigheden er. Når der blot er tale om fejl, skal de rettes, og det skal undgås, at de gentager sig. Til gengæld kræver uregelmæssigheder, der er begået bevidst, ud over den finansielle korrektion passende sanktioner og meget mere specifikke forholdsregler med hensyn til fremtiden, der kan gå så langt som til ændring af den relevante lovgivning. Svig i snæver forstand og i endnu højere grad kriminelle handlinger har en yderst destabiliserende virkning på økonomien og det offentlige liv og skal forfølges håndfast og målrettet. Det er vigtigt ikke at blande de forskellige kategorier af uregelmæssigheder sammen og ikke at behandle en simpel fejl på samme måde som svig. OLAF koncentrerer sig bevidst først og fremmest om de alvorligste uregelmæssigheder, nemlig svig, som led i kontorets egne undersøgelser og den bistand, det yder de specialiserede tjenester i medlemsstaterne. Det er dog meget vanskeligt præcist at vide, hvilken form for uregelmæssighed der reelt er tale om (om der er tale om svig eller ej), når et tilfælde netop er afsløret, eller når der blot foreligger en mistanke. Hvis der er tale om kriminelle handlinger, er det de kompetente retsinstanser, der - ofte efter flere år - udtaler sig om uregelmæssighedens art på grundlag af de beviser, der er indsamlet under efterforskningen. Hvad der oprindelig tog sig ud som en simpel uregelmæssighed, kan senere vise sig at være af kriminel art, begået med overlæg som led i organiseret kriminalitet, mens den oprindelige mistanke om kriminelle handlinger efter yderligere efterforskning kan vise sig at være ubegrundet. Selv om OLAF i denne beretning på anmodning af Rådet [73] fremlægger to separate beskrivelser af situationen for henholdsvis svig og uregelmæssigheder, skal tallene fortolkes forsigtigt. Sondringen er baseret på de oplysninger, som medlemsstaterne har indsendt (når en sag indbringes for anklagemyndigheden, er det tegn på, at der er tale om svig; det samme gælder visse former for uregelmæssigheder og visse forhold i forbindelse med, at uregelmæssigheden blev begået). Det fremgår imidlertid af de meddelelser, der er fremsendt til Kommissionen (OLAF), at der ikke kun er forskel på medlemsstaterne hvad angår mængden af oplysninger om de afslørede tilfælde, men også på hvor meget de gør for at forfølge et afsløret tilfælde administrativt eller strafferetligt. [73] Konklusionerne fra mødet i Rådet (økonomi og finans) den 17. juli 2000, punkt 7. For at kunne sætte tal på, hvor stor en del af de tilfælde, som medlemsstaterne anmelder, der kan karakteriseres som svig, har OLAF som led i et projekt med videnskabelig og teknisk støtte, som er blevet udført af Det Fælles Forskningscenter, fået udført en analyse af medlemsstaternes indberetninger for 1993-1997. Analysen har givet følgende resultat: -Hvad angår egne indtægter betegnede medlemsstaterne 32% af tilfældene, som tegnede sig for 45% af de involverede beløb, som "svig". -Hvad angår udgifterne under EUGFL, Garantisektionen, betegnede medlemsstaterne 21% af tilfældene, som tegnede sig for 37% af de involverede beløb, som "svig". -Hvad angår strukturforanstaltningerne betegnede medlemsstaterne 18% af tilfældene, som tegnede sig for 33% af de involverede beløb, som "svig". På nuværende tidspunkt kan der således ikke sondres præcist mellem svig og andre uregelmæssigheder. Den detaljerede analyse af opdelingen af uregelmæssighederne og de involverede beløb bekræfter, at medlemsstaternes nuværende praksis ikke stemmer overens med målet om at sikre EU's finansielle interesser den samme beskyttelse som medlemsstaterne finansielle interesser. Kommissionen kan derfor kun opfordre medlemsstaterne til at anvende en mere harmoniseret fremgangsmåde, så der kan sondres klarere mellem svig og andre uregelmæssigheder. 5. Situationen i 1999 5.1. Den samlede mængde svig og andre uregelmæssigheder Hvis man ser på antallet af nye tilfælde og deres indvirkning på budgettet, svarer mængden af svig og andre uregelmæssigheder, der blev afsløret, eller som der var mistanke om i 1999, til niveauet i de seneste år. 5.2. Svig 5.2.1. Tilfælde af svig, som er indberettet af medlemsstaterne For 1999 har medlemsstaterne på grundlag af bestemmelserne for de enkelte sektorer indberettet 1 235 tilfælde, der kan betegnes som svig, jf. definitionen i artikel 1, stk. 1, i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser. Tilfældene fordeler sig som følger på de forskellige budgetområder [74]: [74] Nærmere oplysninger findes i tabel 1-3. >TABLE POSITION> 5.2.2. Tilfælde, der efterforskes af OLAF Ifølge OLAF behandlede kontoret i 1999 ud over de tilfælde, som medlemsstaterne indberettede, 252 nye sager, hvor der i de fleste tilfælde efter kontorets foreløbige skøn er tale om kriminalitet. Som hovedregel er det en mistanke om svig, der har fået OLAF til at indlede en undersøgelse. Når undersøgelsen er afsluttet, er det selvfølgelig retsinstanserne i medlemsstaterne, der skal afgøre, hvilken form for handling der er tale om. Hvad angår disse tilfældes indvirkning på budgettet er der tale om et foreløbigt skøn, der med undtagelse af de direkte udgifter, som Kommissionen har ansvaret for at forvalte, også skal bekræftes af de kompetente nationale myndigheder, der skal sende de pågældende erhvervsdrivende en indtægtsordre. De sager, der blev indledt i 1999, fordeler sig som følger: >TABLE POSITION> * ekskl. moms ** budgettets del B Tabellen omfatter ikke de sager, der vedrører punktafgifter, da virkningerne af denne form for svig først slår igennem i medlemsstaternes budgetter. Man kan dog ikke længere lukke øjnene for, at de formodede tilfælde af svig på dette område spiller en stadig større rolle. Ved hjælp af et skøn over de sager, som OLAF har undersøgt fra 1999 og indtil offentliggørelsen af denne beretning, kan man anslå virkningen af smuglingen af spiritus på medlemsstaternes budget til 500 mio. EUR. Smugling af alkohol og cigaretter ligger nu på en delt førsteplads, men der er en række medlemsstater, der åbenbart endnu ikke er parate til at drage konsekvenserne heraf. 5.3. Andre uregelmæssigheder For 1999 har medlemsstaterne på grundlag af bestemmelserne for de enkelte sektorer indberettet 4 912 tilfælde af uregelmæssigheder. Tilfældene fordeler sig som følger på de forskellige budgetområder [75]: [75] Nærmere oplysninger findes i tabel 1-3. >TABLE POSITION> 6. Tendenser Generelt set er den stabilisering, der har fundet sted i de foregående år, fortsat i 1999, i hvert fald hvad angår de tilfælde, som medlemsstaterne har indberettet. Antallet af nye tilfælde, som medlemsstaterne har afsløret, stiger fortsat [76], men de involverede beløb er ikke meget højere end i den foregående periode. Indvirkningen af svig og uregelmæssigheder er faldet med hensyn til landbrugsudgifterne, men stiger fortsat med hensyn til strukturforanstaltningerne. Den er faldende inden for de traditionelle egne indtægter. [76] Udviklingen i antallet af tilfælde, som medlemsstaterne har indberettet, og deres virkning fremgår af figur 1-3. Situationen er en lidt anden med hensyn til de tilfælde, som undersøges af OLAF. Inden for samme undersøgelse kan der være foretaget en evaluering af indvirkningen på budgettet på grundlag af "bevismidler" (de konstaterede beløb) samt et skøn over den formodede indvirkning på budgettet baseret på en ekstrapolering af de konstaterede forhold. Det gælder bl.a. de komplekse tilfælde, hvor der er tale om organiseret økonomisk kriminalitet, herunder cigaretsmugling. Mens OLAF i de nye sager vedrørende cigaretmarkedet, der blev indledt i 1999, har kunnet fastslå, at der mindst er tale om en indvirkning på omkring 17 mio. EUR (dette tal indgår i tabellen på foregående side), er det muligt, at det samlede tab er på 325 mio. EUR. Det er de kompetente instanser i medlemsstaterne, der skal præcisere indvirkningen på budgettet, når undersøgelserne er afsluttet. 6.1. Traditionelle egne indtægter Kommissionen kan, når den skal evaluere virkningen af svig og andre uregelmæssigheder, der berører EU's egne indtægter, ud over de konstateringer, man er nået frem til i forbindelse med OLAF's undersøgelser, benytte sig af to yderligere informationskilder: -medlemsstaternes indberetninger i overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1552/89 [77] ("meddelelsesblade om svig") [77] Nu artikel 6, stk. 5, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (EFT L 130 af 31.5.2000), der erstatter Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89. -årsrapporterne om medlemsstaternes kontrolvirksomhed og resultaterne heraf, som skal fremlægges i henhold til artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 1552/89 [78]. Rapporterne indeholder også oplysninger, som gør det muligt at sætte tal på og beskrive resultaterne af bekæmpelsen af svig og svigagtig adfærd [79]. Det gør det muligt at sammenholde de specifikke oplysninger (indberetning af tilfælde af svig og andre uregelmæssigheder) med mere generelle oplysninger om resultaterne af kontrollen og med de regnskabsoplysninger, som medlemsstaterne også indsender (bogføring af de egne indtægter, der endnu ikke er inddrevet), så man kan danne sig et mere nøjagtigt billede af udviklingen i tallene. [78] Nu artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 1150/2000. [79] Jf. vedlagte rapport. Ud fra alle disse oplysninger kan det konstateres, at antallet af afslørede tilfælde af svig og andre uregelmæssigheder igen er steget (+ 22%), mens disse tilfældes indvirkning på budgettet ligger forholdsvis stabilt i forhold til året før, hvor man var nået tilbage på niveauet for 1995. Hvis man også tager hensyn til de oplysninger, som medlemsstaterne har fremsendt i forbindelse med deres årsrapporter om deres kontrolvirksomhed, fremgår det, at det især er antallet af "små tilfælde" (under grænsen på 10 000 EUR), der fortsat stiger. Med hensyn til de varer, der er berørt af svig og andre uregelmæssigheder, ligger cigaretterne på en førsteplads (med 14% af de indberettede tilfælde og de konstaterede beløb), efterfulgt af mejeriprodukter (mælk og smør), der kun tegner sig for 0,5% af tilfældene, men næsten 12% af de konstaterede beløb, og biler (med 1,6% af tilfældene og 6,2% af de konstaterede beløb). I 1998 var de tre mest berørte varegrupper mejeriprodukter (23%), cigaretter (8%) og tekstilvarer (4%). Hvad angår toldordningerne er den mest sårbare ordning fortsat overgang til fri omsætning. Bag denne konstatering gemmer der sig dog mange forskellige former for svig. Smugleri og tilsvarende fremgangsmåder (ikke-angivet import) udgjorde i 1999 ca. 18% af de tilfælde, som medlemsstaterne har indberettet (over grænsen på 10 000 EUR). Problemerne i forbindelse med forvaltningen af præferenceord ningerne [80] (og dermed de falske eller forkerte oprindelsesangivelser) tegnede sig for ca. 8% af tilfældene. [80] Se også temarapporten om kontrol med de traditionelle egne indtægter vedrørende præferenceordnin gerne, som Kommissionen forelagde for Det Rådgivende Udvalg for Egne Indtægter i december 1999 (dokument nr. BUDG/501/99). Til gengæld tegnede forsendelsesproceduren sig i 1999 kun for ca. 6% af tilfældene og under 4% af de konstaterede beløb, hvis man holder sig til medlemsstaternes indberetninger (tilfælde over grænsen på 10 000 EUR). Det bekræfter, at varslingssystemet for følsomme varer har en afskrækkende virkning, men det betyder afgjort ikke, at problemet kan betragtes som løst. 6.2. Landbrugsudgifter (EUGFL, Garantisektionen) Antallet af tilfælde af svig og andre uregelmæssigheder, som medlemsstaterne afslørede i 1999, er steget i forhold til året før (+ 12%), men disse sager har en betydeligt mindre indvirkning på budgettet (- 18%). Det skyldes først og fremmest det stigende antal tilfælde vedrørende direkte støtte, som er lettere at kontrollere, og hvis gennemsnitlige indvirkning på budgettet er langt mindre end indvirkningen af de tilfælde, der vedrører de andre kategorier af landbrugsudgifter. Den hårdest ramte udgiftskategori er dog stadig eksportrestitutioner. Disse tilfælde tegnede sig i 1999 for 38% af den samlede indvirkning på budgettet (28% i 1998), selv om udgifterne til eksportrestitutioner kun udgjorde 14% af de samlede udgifter under EUGFL, Garantisektionen. Den store stigning skyldes først og fremmest en foruroligende stigning i antallet af sager vedrørende eksport af oksekød. De mest berørte varer er således oksekød og levende kvæg, som tegner sig for over en tredjedel af den samlede indvirkning af svig og andre uregelmæssigheder på budgettet, efterfulgt af frugt og grøntsager (friske eller forarbejdede) med over 15% af den samlede indvirkning på budgettet, og hør (der for første gang er en af de tre mest berørte varer med over 8% af den samlede indvirkning på budgettet). Til gengæld indtager olivenolie, som i 1997 og 1998 var den vare, der var mest berørt af svig og uregelmæssigheder, i 1999 kun en femteplads (med 5% af den samlede indvirkning på budgettet), lige efter korn. De nye sager, som OLAF indledte i 1999, vedrører først og fremmest mejeriprodukter og oksekød. 6.3. Strukturforanstaltninger Med hensyn til udgifterne til strukturforanstaltninger fortsætter den store stigning, både i antallet af nye tilfælde, som medlemsstaterne indberetter, og i indvirkningen på budgettet. I forhold til året før er antallet af indberettede tilfælde steget med 70%, og deres samlede indvirkning på budgettet er næsten tredoblet. De indberettede tilfælde vedrører især strukturfondene (EUGFL, Garantisektionen, ESF, EFRU, FIUF). Ligesom i 1998 vedrører hovedparten af de indberettede tilfælde (både med hensyn til antallet af tilfælde (59%) og de involverede beløb (50%)) Den Europæiske Socialfond, efterfulgt af Regionalfonden (18% af tilfældene og 39% af beløbene). Bag disse samlede tal gemmer der sig stadig en række situationer, som varierer enormt fra den ene medlemsstat til den anden. Hvad angår udgifterne til Samhørighedsfonden (som jo dog har et budget på ca. 3 000 mio. EUR pr. år) har de fire medlemsstater, der nyder godt af denne finansiering, kun indberettet tre tilfælde. Ifølge OLAF er antallet af nye sager, som kontoret indledte i 1999, og som behandles i samarbejde med medlemsstaterne, faldet betydeligt i forhold til de foregående år. Det afspejler den stigende indsats fra medlemsstaternes side, der fremgår af de formelle indberetninger, idet OLAF har koncentreret sig om de mest alvorlige tilfælde, som, fordi de er transnationale, ikke kan kontrolleres af de nationale instanser alene (hovedvægten blev lagt på EUGFL, Garantisektionen, og EFRU). På trods af det begrænsede antal nye sager, der blev indledt i 1999, har de tilfælde, som OLAF har behandlet i samarbejde med medlemsstaterne, en meget stor indvirkning på budgettet. Indvirkningen var på over 24 mio. EUR, hvilket er mere end en tredobling i forhold til 1998, men dog stadig lavere end niveauet i 1996 og 1997 (dvs. på et tidspunkt, hvor medlemsstaterne endnu kun indberettede et beskedent antal tilfælde). 6.4. Direkte udgifter Med hensyn til de direkte udgifter (der forvaltes af Kommissionen) indledte OLAF i 1999 107 nye sager, hvis samlede indvirkning på budgettet anslås til 73 mio. EUR. Næsten tre fjerdedele af de nye sager, der blev indledt i 1999, vedrører de "eksterne politikker" [81]. [81] Phare- og Tacis-programmerne, udviklingsbistand mv. 7. Finansiel opfølgning Den faktiske inddrivelse af de beløb, der er involveret i tilfældene af svig og andre uregelmæssigheder, er fortsat utilfredsstillende. I 1999 styrkede Kommissionen i samarbejde med de kompetente tjenester i medlemsstaterne de initiativer, der skal sikre hurtigere og mere effektive inddrivelsesprocedurer. 7.1. Egne indtægter [82] [82] Jf. tabel 4. I henhold til fællesskabsretten [83] er inddrivelsen af de traditionelle egne indtægter uddelegeret til medlemsstaterne, som skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at fastlæggelsen, bogføringen, inddrivelsen og overdragelsen af disse indtægter foregår på de bedst muligt betingelser. [83] Rådets afgørelse (94/728/CE, Euratom) af 31. oktober 1994 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter og Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1150/00 af 22. maj 2000. Man må dog konstatere, at der er flere forskellige problemer i forbindelse med medlemsstaternes inddrivelse af de skyldige beløb. Inddrivelsen kan således først påbegyndes, når fordringerne er bogført på grundlag af deres opståen. For at kunne bogføre fordringerne skal man kunne identificere debitor og være i stand til at beregne beløbet. Eksempelvis er det i tilfælde af smugleri (af bl.a. cigaretter eller spiritus) vanskeligt eller umuligt efterfølgende at fastlægge den unddragne told af de ulovligt indførte varer, som i mellemtiden er blevet solgt på fællesskabsmarkedet. Men når fordringerne er konstateret, viser praksis, at inddrivelsesproceduren, der foregår under medlemsstaternes ansvar, ofte går langsomt. Det skyldes bl.a., at de administrative og retlige procedurer tager lang tid. Desuden hindrer de nationale myndigheders uensartede fortolkning af fællesskabsretten, at indtægterne inddrives på en ensartet måde. Disse konstateringer tilskynder Kommissionen til at fortsætte sin kontrol af inddrivelsen af de traditionelle egne indtægter og især af betingelserne for konstatering af fordringerne. Den overvejer også, om det vil være nyttigt at videreudvikle indikatorerne, så man bedre kan registrere, hvilken indvirkning de administrative og retlige procedurer i medlemsstaterne har på inddrivelsen. Kommissionen står for opfølgningen af inddrivelsen, bl.a. ved hjælp af følgende instrumenter: -udarbejdelsen af den sammenfattende rapport om de af medlemsstaterne indsendte meddelelser om kontrolarbejdet og resultaterne af deres kontrol i overensstemmelse med artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 1150/2000; -udarbejdelsen af statistikker over indberetninger af svig (kaldet "stikprøve A"), der har til formål at præsentere de generelle aspekter ved inddrivelsessituationen. En første rapport, som er udarbejdet på dette grundlag, blev sendt til budgetmyndigheden i 1995 [84]. Der skal udarbejdes endnu en rapport i 2001; [84] Beretning fra Kommissionen om inddrivelse af traditionelle egne indtægter hidrørende fra tilfælde af svig og uregelmæssigheder (Metode og stikprøve A 94), dokument KOM(95) 398 endelig af 6. september 1995. -udarbejdelsen af de såkaldte stikprøve B-rapporter [85], som omhandler situationen med hensyn til inddrivelsen af de traditionelle egne indtægter, der er involveret i visse sager om svig og uregelmæssigheder, som er særlig betydningsfulde og komplekse. [85] Rapporter om situationen med hensyn til inddrivelse af traditionelle egne indtægter i forbindelse med bedrageri og uregelmæssigheder (stikprøve B 94 og B 98), dokument KOM(97) 259 endelig af 9. juni 1997 og KOM(1999) 160 endelig af 21. april 1999. Rapporterne vedrørte unddragne traditionelle egne indtægter til et samlet anslået beløb af ca. 124 mio. EUR for stikprøve B 94 og 136 mio. EUR for stikprøve B 98. Der skal foretages en stikprøve B 2000 i 2001. Disse sager udvælges blandt de tilfælde, som medlemsstaterne indberetter, fordi de vurderes som særlig vigtige ud fra et sæt udvælgelseskriterier, der er fastlagt af Kommissionen. I henhold til forordning 1150/2000 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de traditionelle egne indtægter stilles til Kommissionens rådighed, undtagen når beløbene ikke har kunnet inddrives af grunde, der ikke kan tilskrives den pågældende medlemsstat. De tilfælde, hvor der afskrives et beløb på over 10 000 EUR, skal indberettes til Kommissionen, så denne kan gennemgå dem. Hvis medlemsstaten har udvist den nødvendige omhu i forsøget på at inddrive det skyldige beløb under overholdelse af fællesskabsforskrifterne og de nationale forskrifter, godkendes fritagelsen. Ellers pådrager medlemsstaten sig et finansielt ansvar, således at den skal træde i stedet for skyldneren og betale gælden. Det skal dog bemærkes, at kun halvdelen af medlemsstaterne indsender anmodninger om afskrivning, mens de andre mener, at de kun skal indsende sådanne anmodninger, når det viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen. Kommissionen har derfor set nærmere på, hvordan medlemsstaterne anvender artikel 17, stk. 2. Det førte til, at den i 1997 fremsatte et forslag til ændring af artiklen. For at gøre procedurerne mere effektive har Kommissionen således foreslået, at der indføres en tidsfrist (på 5 år), inden for hvilken alle medlemsstaterne skal have fjernet de uinddrivelige beløb fra deres regnskab. Det er derefter Kommissionen, der skal afgøre, om medlemsstaten rent faktisk er fritaget fra sine forpligtelser. Det er desuden blevet foreslået at hæve grænsen for indberetning af tilfælde til Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 2, fra 10 000 EUR til 50 000 EUR. Den nye ændring af forordning 1150/2000 for at tage hensyn til den nye afgørelse om egne indtægter vil give Kommissionen lejlighed til igen at sætte gang i drøftelserne af dette forslag. 7.2. Udgifter under EUGFL, Garantisektionen På dette område har Kommissionen (OLAF) opfordret medlemsstaterne til at kontrollere inddrivelsessituationen, specielt hvad angår de tilfælde, som er indberettet for flere år siden, finde frem til de beløb, der vurderes som uinddrivelige, eller i givet fald begrunde, hvorfor inddrivelsen er forsinket. Den har på grundlag af Domstolens retspraksis [86] i samråd med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne præciseret de frister, der er acceptable for inddrivelsesprocedurerne. [86] Jf. dom af 11.10.1990 i sag C 34/89. Disse initiativer begynder nu at give resultater. Et stort antal tilfælde, som er indberettet inden 1995, har kunnet afsluttes. Det samlede beløb, der endnu ikke er inddrevet for sager, der er indberettet mellem 1973 og 1994, er på 947 mio. EUR, mens beløbet for sager, der er indberettet mellem 1995 og 1999, er på 842 mio. EUR [87]. Det er definitivt umuligt at inddrive omkring 49 mio. EUR; i det omfang det skyldes grunde, som kan tilskrives den pågældende medlemsstat, skal de beløb, som EUGFL, Garantisektionen er gået glip af, betales via medlemsstaternes budget. Ca. en tredjedel af de indtægtsordrer, som endnu ikke er gennemført, anfægtes ved retsinstanserne [88]. [87] Svarende til 75% af de beløb, der er involveret i tilfældene af svig og uregelmæssigheder. [88] Nærmere oplysninger findes i tabel 5. 7.3. Strukturforanstaltninger I forbindelse med strukturforanstaltningerne påvirkes den finansielle opfølgning af, at den endelige beslutning om det beløb, der skal inddrives, først kan træffes, når det flerårige operationelle program (eller en anden tilsvarende form for intervention) afsluttes. De medlemsstater, der i gennemførelsesperioden for det operationelle program opdager en uregelmæssighed, har nemlig mulighed for at rette op på den finansielle situation senest ved den endelige betaling (inddrivelse af det uretmæssigt udbetalte beløb eller nedsættelse af en senere udbetaling) og omfordele de frigjorte bevillinger til et andet projekt, hvor der ikke er begået uregelmæssigheder, hvis fristerne tillader det. Ved udgangen af 1999 var det samlede beløb, der skulle inddrives i forbindelse med de tilfælde, som medlemsstaterne havde indberettet i henhold til forordning 1681/94, på 234,8 mio. EUR (for indberetningsperioden fra 1994 til 1999). De beløb, der rent faktisk er blevet inddrevet i forbindelse med de samme indberetninger, var på 87 mio. EUR, dvs. en fjerdedel af de beløb, der var berørt af uregelmæssigheder. Afsnit III: Medlemsstaternes foranstaltninger til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser 8. Det nye mål, der er fastsat i Amsterdam-traktaten Ud over Kommissionens tidligere beretninger om beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser indebærer gennemførelsen af EF-traktatens artikel 280, stk. 5, at der nu også skal redegøres for medlemsstaternes aktiviteter på dette område. Denne beretning er derfor blevet suppleret med et nyt afsnit i forhold til tidligere år. Men for den forholdsvis korte periode fra 1. maj 1999, hvor Amsterdam-traktaten trådte i kraft, til 31. december 1999 har det ikke været muligt at færdiggøre dette nye afsnit til tiden. På grund af oprettelsen af OLAF og arbejdet med at finde frem til en ny metode for samarbejdet med medlemsstaterne har det været nødvendigt med en yderligere frist. For alligevel at overholde sin forpligtelse til at forelægge den første beretning, der er udarbejdet på grundlag af EF-traktatens artikel 280, for Rådet (økonomi og finans) den 27. november 2000 har Kommissionen måttet afstå fra at fremlægge medlemsstaternes aktiviteter i dette dokument, fordi medlemsstaterne har indsendt deres bidrag for sent til, at de kan indgå i beretningen. For at sikre størst mulig overensstemmelse med traktatens ånd gennemgås medlemsstaternes aktiviteter i henhold til forordning 1552/89 (nu forordning 1150/2000) i bilaget [89]. [89] Jf. punkt 0, s. 31, og punkt 0, s. 33. "Sammenfattende rapport om de af medlemsstaterne indsendte meddelelser om kontrolarbejdet og resultaterne af deres kontrol samt principielle spørgsmål om traditionelle egne indtægter - Regnskabsåret 1999 - (Artikel 17, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000)". 9. Indførelsen af en ny metode for samarbejdet med medlemsstaterne Det vigtigste punkt i 2000 er, at der er indført en ny metode for samarbejdet med medlemsstaterne; det forventes, at resultaterne allerede kan medtages i den næste beretning. 9.1. Styrkelsen af Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig Kommissionen inddrager nu i overensstemmelse med sin nye strategi for bekæmpelse af svig [90] Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig (CoCoLAF) i udarbejdelsen af beretningen "i samarbejde med medlemsstaterne" i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 280, stk. 5. [90] KOM(2000) 358, punkt 1.1.2. 9.2. Udarbejdelse af et spørgeskema i samarbejde med medlemsstaterne På den baggrund har Kommissionen og medlemsstaterne udarbejdet et spørgeskema. Kort efter udnævnelsen af generaldirektøren for OLAF fremlagde Kommissionen et første udkast til spørgeskemaet for CoCoLAF på mødet den 5. maj 2000. Det foreslåede mål var at vurdere medlemsstaternes anvendelse af EF-traktatens artikel 280, bl.a. i lyset af principperne om ligestilling af medlemsstaternes og Fællesskabernes finansielle interesser og ækvivalens mellem de forskellige medlemsstaters beskyttelse af disse interesser. Det betyder, at der skal foretages en statistisk analyse af de faktiske aktiviteter, dvs. den udførte kontrol, de uregelmæssigheder, der er opdaget under kontrollen, og de sanktioner der er pålagt på dette grundlag. Kommissionen foreslog, at man i den forbindelse kunne drage erfaring af den sammenlignende analyse af anvendelsen af den tidligere artikel 209 i EF-traktaten, der blev foretaget i 1995 og suppleret i 2000 [91]. [91] Sammenlignende analyse af medlemsstaternes rapporter om de foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan med henblik på bekæmpelse af spild og uregelmæssig anvendelse af fællesskabsmidlerne, november 1995; Sammendrag - KOM(95) 556 endelig - og Supplement vedrørende kontrol og administrative sanktioner, Kommissionens arbejdsdokument - SEK(2000) 843 endelig af 24.5.2000. Drøftelserne med medlemsstaterne fortsatte på grundlag af det foreslåede spørgeskema fra maj til juli 2000. Medlemsstaterne fik den 18. juli 2000 tilsendt et endeligt, stærkt forkortet spørgeskema. På nuværende tidspunkt er formålet ikke længere at evaluere, men at beskrive de midler, som medlemsstaterne bruger til at beskytte Fællesskabernes finansielle interesser. Disse midler omfatter både vedtagelsen af nye juridiske bestemmelser og ændringen af opbygningen af de tjenester, der har ansvaret for kontrollen, og nye praktiske foranstaltninger, der er indført for at lette samarbejdet, uddannelse og de forskellige berørte myndigheders arbejdsmetoder. Desuden undersøges inddrivelsen nærmere i år. Spørgeskemaet kan videreudvikles i fremtiden, og formålene med det kan løbende reevalueres. 9.3. En sammenfattende rapport for perioden 1999-2000 På grundlag af de bidrag, der er indsendt fra 1. september 2000 og indtil offentliggørelsen af denne beretning, er Kommissionen gået i gang med en første analyse af medlemsstaternes svar, efterhånden som den har modtaget dem. Opbygningen af og metoden for afsnittet om medlemsstaternes aktiviteter blev drøftet på mødet i CoCoLAF den 24. oktober 2000. Når teksten er gjort færdig og oversat, skal den forelægges for CoCoLAF inden udgangen af 2000. Formålet er at medtage den i den næste beretning i henhold til EF-traktatens artikel 280. Den næste beretning skal således ikke kun omhandle Fællesskabets aktiviteter med hensyn til beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser for 2000, men også medlemsstaternes aktiviteter i perioden 1999-2000. GLOSSAR EF: Det Europæiske Fællesskab (denne betegnelser har været anvendt, siden EF-traktaten trådte i kraft) OLAF: Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig IRENE: Kommissionens database for uregelmæssigheder, efterforskning og udnyttelse af resultater; databasen forvaltes af OLAF SEM 2000: Kommissionens program for sund og effektiv forvaltning, som bl.a. sigter mod at forbedre forvaltningen af Fællesskabets bevillinger i tiden frem til år 2000 (SEM står for Sound and Efficient Management) Agenda 2000: Kommissionens meddelelse om forberedelserne forud for EU's udvidelse for perioden frem til år 2000 EFT: De Europæiske Fællesskabers Tidende (EFT L: L-udgaven, EFT C: C-udgaven) CoCoLAF: Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig SCAF: Underudvalget for Bekæmpelse af Svig (inden for indirekte beskatning). Der er tale om et underudvalg under CPCA CPCA: Det Stående Udvalg vedrørende Administrativt Samarbejde inden for Området Indirekte Skatter. Udvalget har en repræsentant for Kommissionen, dvs. for Generaldirektoratet for Told og Indirekte beskatning (GD TAXUD), som formand og beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende iværksættelsen af overgangsordningen for moms inden for Fællesskabet GSP: Den Generelle Præferenceordning ESF: Den Europæiske Socialfond EFRU: Den Europæiske Fond for Regionaludvikling EUF: Den Europæiske Udviklingsfond EUGFL: Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (består af Garantisektionen og Udviklingssektionen) FIUF: Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet PHARE: Program for støtte til økonomisk genopbygning af de Central- og Østeuropæiske lande Tabel 1 Traditionelle egne indtægter Tilfælde af svig og andre uregelmæssigheder indberettet af medlemsstaterne i henhold til forordning nr. 1552/89 1999 >TABLE POSITION> Tabel 2 EUGFL, Garantisektionen Tilfælde af svig og andre uregelmæssigheder indberettet af medlemsstaterne i henhold til forordning nr. 595/91 1999 >TABLE POSITION> Tabel 3 Strukturfondene og Samhørighedsfonden Tilfælde af svig og andre uregelmæssigheder indberettet af medlemsstaterne i henhold til forordning nr. 1681/94 og 1831/94 1999 >TABLE POSITION> * Gennemførte betalinger, inklusive fællesskabsinitiativer Tabel 4 Traditionelle egne indtægter Oversigt over inddrivelser i tilfælde indberettet i henhold til forordning nr. 1552/89 (beløb i 1 000 EUR) >TABLE POSITION> * Tallene er udelukkende baseret på OWNRES-meddelelser og er dermed ikke fuldstændige ** Medlemsstaten har ikke ajourført de beløb, der endnu ikke er inddrevet i forbindelse med de tilfælde, der blev indberettet før 1996 Tabel 5 EUGFL, Garantisektionen Oversigt over inddrivelser i tilfælde indberettet i henhold til forordning nr. 595/91 (beløb i 1 000 EUR) >TABLE POSITION> Figur 1 >TABLE POSITION> >REFERENCE TO A GRAPHIC> Figur 2 >TABLE POSITION> >REFERENCE TO A GRAPHIC> Figur 3 >TABLE POSITION> >REFERENCE TO A GRAPHIC> KOMMISSIONENS RAPPORT - Sammenfattende rapport om de af medlemsstaterne indsendte meddelelser om kontrolarbejdet og resultaterne af deres kontrol samt principielle spørgsmål om traditionelle egne indtægter - Regnskabsåret 1999 - (Artikel 17, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000) 1. Indledning 1. I henhold til forordning 1150/2000 [92] er det medlemsstaternes ansvar, at de "traditionelle" egne indtægter opkræves, ligesom de har pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de restancer, der opstår til fordel for De Europæiske Fællesskabers budget (især for importafgifter), fastlægges, bogføres, opkræves og overdrages til Kommissionen. [92] Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000, der erstatter Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom, om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130 af 31.05.2000). Kommissionen holdes informeret om dette arbejde gennem en række meddelelser, som medlemsstaterne tilsender den. Specielt med hensyn til deres kontrolarbejde er det i artikel 17, stk. 3, i forordningen fastsat, at medlemsstaterne orienterer Kommissionen i en årlig rapport, samt at Kommissionen udarbejder en sammenfatning af meddelelserne til budgetmyndighedens orientering. 2. Disse sammenfattende rapporter skal gøre det muligt at gøre status over kontrolarbejdet og over resultaterne af den kontrol, der foretages på nationalt plan, og at få overblik over omfanget af svig og uregelmæssigheder i forbindelse med Den Europæiske Unions traditionelle egne indtægter. De skal endvidere give Kommissionen mulighed for at foretage en supplerende dokumentkontrol og for bedst muligt at udføre den risikoanalyse, den benytter til udfærdigelse af sit eget kontrolprogram. I forbindelse med ændringen af forordning nr. 1552/89 i 1996 [93] var der enighed om at søge at finde frem til en løsning på de store uoverensstemmelser mellem medlemsstaternes rapporter og på de forskellige fortolkninger af visse grundlæggende begreber. En harmoniseret model til en årsrapport blev stillet til rådighed for medlemsstaterne i marts 1997 [94] for at præcisere, hvilke oplysninger der skulle indberettes med hensyn til svig og uregelmæssigheder, ligesom den tilsigtede en større sammenlignelighed mellem de indgivne regnskabsoplysninger. [93] Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1355/96 af 8. juli 1996 om ændring af Rådets forordning nr. 1552/89 af 29. maj 1989. [94] Kommissionens afgørelse nr. 97/245 af 20. marts 1997 (dok. C(97) 800 endelig udg.). 3. Gennemgangen af rapporterne om regnskabsåret 1998 [95] mundede ud i resultater, der lå under, hvad man havde forventet, og på grund af mangelen på sammenlignelige oplysninger mente Kommissionen ikke, at den kunne drage gyldige konklusioner. [95] KOM (2000) 707 endelig af 29.02.2000. Ligesom for 1998 må Kommissionen konstatere en manglende sammenlignelighed mellem oplysningerne. Imidlertid gør denne fjerde gennemgang af årsrapporterne det muligt mere præcist at fastslå utilstrækkelighederne og vanskelighederne i forbindelse med ordningen for opkrævning af egne indtægter, ligesom der kan konstateres visse fremskridt. Offentliggørelsen af analysen vil kunne tilskynde medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser på at forbedre deres system til evaluering af kontrolaktiviteterne. Det er i øvrigt hensigten at gennemgå de principielle spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af forordning 1150/2000, herunder de problemer, der opstår i tilfælde af tvister. Det er imidlertid Kommissionens erfaring, at de problemer, medlemsstaterne eventuelt måtte give meddelelse om, samt problemerne med sammenlignelighed, som omtales i rapporten, vil blive mere hensigtsmæssigt behandlet, hvis de tages op på bilateralt plan. De vil derefter blive forelagt Det Rådgivende Udvalg for Egne Indtægter (CCRP). Dette forum er velegnet til den dialog og de fælles overvejelser, der er nødvendige for at forbedre ordningens samlede effektivitet. Nærværende analyse, som er den fjerde af sin art, gengiver og viser i tabelform hovedelementerne i den model til en rapport, som Kommissionen har givet medlemsstaterne. Hver tabel præsenteres nærmere i en tekst, der også forklarer indikatorens berettigelse. 2. Analyse af medlemsstaternes rapporter Analysen af medlemsstaternes rapporter har to formål, nemlig for det første at give et billede af medlemsstaternes kontrolarbejde og for det andet at give indtryk af bekæmpelsen af svig og uregelmæssigheder. Med dette for øje gives først oplysninger om kontrolarbejdet, dvs. vedrørende antallet af behandlede angivelser pr. nationale myndighed på både importstadiet og kontrolstadiet (efterfølgende kontrol) samt kontrolpersonalets størrelse. Man får således for hver enkelt medlemsstat et billede af kontrolarbejdet i forhold til transaktionernes omfang. Medlemsstaternes rapporter gør det muligt at angive omfanget af og nøjere karakterisere både svig og resultaterne af bekæmpelsen af dette fænomen. Eftersom svig er grænseoverskridende, og for at vise fænomenets bevægelser på Fællesskabets toldområde, sammenholdes tallene for de enkelte medlemsstater (antal tilfælde, beløb) med de samlede tal for alle medlemsstater under ét. I denne analyse sondres der i tallene mellem de forskellige stadier af bekæmpelsen af svig, dvs. efterforskning og afsløring af tilfælde, fastsættelse og opførelse af beløb og opkrævning af afgifter. I øvrigt sammenholdes disse tal også med andre oplysninger, som medlemsstaterne har indgivet om bogføring af ikke-opkrævede egne indtægter og meddelelsesblade om svig. Man forsøger derved at få et mere præcist indtryk af tvister vedrørende egne indtægter og at slå ned på eventuelle uregelmæssigheder med hensyn til fastlæggelsen og overdragelsen af disse. Endelig indeholder analysen en karakteristik af svig og uregelmæssigheder, alt efter hvilken toldprocedure og type svig der er tale om. Ved udarbejdelsen af denne analyse af medlemsstaternes rapporter har Kommissionen benyttet en del af de oplysninger, den modtog gennem medlemsstaternes rapporter fra tidligere regnskabsår, men Kommissionen skal understrege, at disse rapporter undertiden er ufuldstændige, og at det er vanskeligt at sammenligne medlemsstaternes oplysninger. Denne sammenligning mellem de pågældende regnskabsår giver mulighed for at drage visse konklusioner med hensyn til udviklingen i medlemsstaternes kontrolarbejde og resultaterne heraf og med hensyn til de vigtigste tendenser i opkrævningen af egne indtægter. 2.1. Medlemsstaternes kontrolarbejde Medlemsstaternes kontrolaktiviteter gennemgås nedenfor, idet antallet af kontroller efter toldbehandling (antallet af angivelse, der er kontrolleret efterfølgende) sammenholdes med transaktionsmængden (antallet af import- og eksportangivelser godtaget af toldmyndighederne). Bilag 1 indeholder disse oplysninger og angiver, hvor stort et personale der er beskæftiget med denne aktivitet i hver medlemsstat. Herved fremkommer forholdstal for den foretagne kontrol og for antallet af kontrollerede angivelser pr. person. Disse tal er vejledende, eftersom medlemsstaternes statistiske metoder ikke er identiske (jf. bemærkningerne til tabellen). Det giver samtidig et indtryk af omfanget af transaktionerne på Fællesskabets toldområde. Bilag 2 sætter disse indikatorer for kontrolaktiviteten ind i en flerårig sammenhæng, idet det sammenligner tallene for regnskabsårene 1996 til 1999. Analysen af de to tabeller i bilag 1 og 2 giver anledning til følgende bemærkninger: 2.1.1. Vedrørende antallet af indkomne angivelser >REFERENCE TO A GRAPHIC> I 1999 var antallet af godtagne angivelser 79 182 850. Der er tale om en betydelig nedgang for samtlige medlemsstaters vedkommende efter flere års stigning. I visse tilfælde er der ikke konstateret større udsving. Dog har der i Finland været en nedgang i antallet af godtagne angivelser for tredje år i træk, og nedgangen i antallet af godtagne angivelser er også betydeligt i Tyskland og især i Nederlandene (i sidste tilfælde 50%). Hvis antallet af angivelser og de fastlagte beløb [96] pr. medlemsstat sammenholdes med de samlede tal for alle femten medlemsstater, ses en stor forskel mellem disse to indikatorer, når det gælder Tyskland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige. Dette svarer til, hvad der blev konstateret i de foregående år, selv om forskellen er blevet større for Nederlandenes vedkommende: landet behandler 20% af de angivelser, der godtages i Fællesskabet, men fastlægger kun 12% af beløbene. En tilsvarende situation ses i Tyskland (27% af angivelserne og kun 23% af beløbene). Det modsatte forhold gælder for Det Forenede Kongerige, eftersom landet tegner sig for 7% af angivelserne, men for 21% af de fastlagte beløb; dette kunne skyldes, at Det Forenede Kongerige godtager et stort antal sammenfattende angivelser under den forenklede toldprocedure. [96] Det drejer sig om de samlede beløb, der er indført i henholdsvis "A- og B-regnskabet" over egne indtægter. 2.1.2. Vedrørende den efterfølgende kontrol 1999 er det første regnskabsår, hvor samtlige medlemsstater har givet oplysninger om efterfølgende kontrol af angivelser. Selv om dette er et fremskridt, er det dog stadig en kendsgerning, at de afgivne oplysninger er uensartede, som det fremgår af bemærkningerne i bilag 1: en række medlemsstater fører ikke statistikker over kontrollen (Danmark f.eks.), andre opregner kun kontrol foretaget i virksomheder eller i forbindelse med undersøgelser (Frankrig). Procenten for efterfølgende kontrol afspejler administrationernes forskelligartethed, bl.a. med hensyn til anvendelsen af edb i forbindelse med toldtransaktioner og kontrolmetoder: Det er således ikke muligt at sammenligne effektiviteten i Grækenland og Spanien på grundlag af denne procent. Grækenland og Spanien kontrollerer begge over 21 % af angivelserne og har omtrent lige meget personale ansat (henholdsvis 258 og 300 personer). Alligevel er deres indsatser på området ikke sammenlignelige, eftersom det ene af landene modtog fire gange så mange angivelser som det andet. Man må konstatere, at kontrollen er organiseret forskelligt, og at grundigheden varierer fra en administration til en anden. Set i en flerårig sammenhæng er 1999 også det andet år, hvor der er sket en meget stor stigning i antallet af kontroller efter toldbehandling. Således er aktiviteten tredoblet i Spanien, Irland og Nederlandene og fordoblet i Italien, mens den på ny er steget i Tyskland. Denne fremgang kan skyldes en større omlægning af kontrolaktiviteten eller en ændring af registreringsmetoderne, som ikke fremgår direkte af rapporterne. Dette burde undersøges nærmere, bl.a. for at få fastslået, i hvilket omfang anvendelsen af edb har betydning. I en række lande er der derimod en faldende tendens, som enten ses i sammenhæng med et fald i antallet af angivelser eller ikke forklares. Der er i sidstnævnte tilfælde tale om Frankrig og især Sverige. Kommissionen undrer sig over udviklingen, som for det meste er gunstig, men ikke altid begrundet i udsving i antallet af toldtransaktioner (Spanien, Irland, Italien, Luxembourg og især Sverige). Spørgsmålene vil blive taget op i CCRP. 2.1.3. Vedrørende omfanget af det personale, der deltager i den efterfølgende kontrol For så vidt angår forholdet mellem det specialiserede personale, der deltager i kontrollen efter toldbehandlingen og antallet af kontrollerede angivelser, afspejler tallene også, at der er forskelle mellem de nationale forvaltninger, når det gælder den interne organisation. Det kan fastslås at der inden for toldforvaltningen i EU er ansat 93 859 personer (mod 84 116 i 1998). Derimod udgør det specialiserede personale 12 853, dvs. et lettere fald i forhold til det foregående regnskabsår (13 306). I visse lande har der været et betydeligt fald i dette personale, bl.a. Belgien, Italien, Portugal og Sverige. Derimod har Danmark, Irland og i høj grad Grækenland øget kapaciteten, ligesom det samlede antal ansatte inden for toldvæsenet er øget meget betydeligt i Tyskland. Kommissionen kan konstatere, at det store fald i antallet af specialiserede kontrollører i visse medlemsstater ikke skyldes et tilsvarende fald i antallet af transaktioner, som den pågældende medlemsstat behandler. Faldet vil kunne forklares ved en omlægning af metoder eller en omstrukturering af administrationen. Kommissionen er usikker med hensyn til, hvilken betydning anvendelsen af edb har for disse åbenlyse produktivitetsforøgelser. Da udviklingen ikke umiddelbart kan forklares, vil spørgsmålet blive taget op til samråd i CCRP. 2.2. Svig og uregelmæssigheder 2.2.1. Beløb, der blev fastlagt og inddrevet i 1999 Med hensyn til bekæmpelse af svig og uregelmæssigheder indeholder årsrapporterne to typer tal, nemlig for det første antallet af afslørede tilfælde og for det andet regnskabsmæssige oplysninger om de forskellige stadier af inddrivelse af toldskylden. Af denne grund indeholder tabellen i bilag 3 tre rækker tal, nemlig antallet af afslørede tilfælde, de fastlagte beløb og de inddrevne beløb. Dette giver et indtryk af udviklingen med hensyn til svig og uregelmæssigheder på hele Fællesskabets toldområde samt af indsatsen til bekæmpelse af svig Tabellen viser, for hver medlemsstat, procentsatserne for fastlæggelser og inddrivelser i forhold til de samlede beløb, der er fastlagt og inddrevet i Fællesskabet, og der vises en "bruttoinddrivelsessats". Med hensyn til fortolkningen af tallene skal det først bemærkes, at antallene af tilfælde af svig og uregelmæssigheder, som figurerer i kolonne (2), er temmelig uensartede. Tyskland har f.eks. et antal tilfælde, der ikke afspejler den meget omfattende trafik med tredjelandsvarer, og tallet udgør kun en tredjedel af det antal tilfælde af svig, der er afsløret af Belgien, Spanien og Frankrig. Visse lande har meddelt alle tilfælde af overtrædelser, som deres forvaltninger har afsløret i løbet af året. For andre landes vedkommende synes tallene derimod kun at vedrøre en del af overtrædelserne. F.eks. har Nederlandene meddelt, at de har opgivet ufuldstændige tal på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af et nyt edb-program. Kolonne (5) i bilag 3 viser, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne, når det gælder det gennemsnitlige beløb pr. tilfælde (med forholdet 1 til 10 mellem Tyskland og Det Forenede Kongerige). I denne forbindelse skal det bemærkes, at samtidig med at tilfældene af svig varierer med konjunkturerne, kan registreringsmetoderne have en betydning. Visse medlemsstater har uden tvivl samlet tilfældene af svig (Danmark, Tyskland, Irland), ligesom Sverige gjorde det indtil 1996 og Østrig i 1997. Kommissionen vil anmode om nærmere oplysninger fra de berørte medlemsstater om forhold, der forekommer anormale. Spørgsmålene vil blive taget op CCRP. For så vidt angår fastlagte beløb er tallene let faldende i forhold til det foregående regnskabsår (339 mio. EUR i 1999 efter 374 mio. i 1998). Der er i øvrigt store forskelle: bl.a. tegner Det Forenede Kongerige sig for en fjerdedel af de samlede fastlagte beløb (selv om landet kun har indberettet beløb over 10 000 EUR). Dette er dobbelt så meget som Tyskland, som på sin side har fastlagt mindre end Belgien, og kun lidt mere end Nederlandene. Denne anomali blev allerede konstateret for 1998's vedkommende. Også de inddrevne beløb lå i 1999 noget lavere end i 1998 (119,4 mio. EUR mod 140,7 mio.). Effektiviteten er øget i Tyskland, Grækenland, Østrig og Finland [97] (i Finland er det inddrevne beløb det dobbelte af beløbet i 1998). Dermed har landene øget deres andel af de samlede inddrevne beløb i Fællesskabet. [97] Finland har inddrevet et dobbelt så stort beløb som i 1998, men meddeler, at det ikke råder over oplysninger om inddrivelsen af beløb under 10 000 EUR, og at alle disse beløb er anset som inddrevet. "Bruttoinddrivelsessatsen" i tabellens kolonne (7) tager ikke højde for korrektioner og annulleringer, der eventuelt er foretaget som følge af ændringer af toldskyld eller af konstateringer af, at inddrivelse ikke kan foretages. Den tager heller ikke højde for fristerne i forbindelse med administrative eller retlige klager, og giver hovedsagelig statistiske oplysninger om situationen med hensyn til inddrivelse af afgiftsbeløb, som ofte er fastlagt flere år inden det indeværende regnskabsår. Procenten er stabil: ca. 36% af de i 1999 fastlagte beløb er blevet inddrevet. De store udsving mellem medlemsstaterne, som blev konstateret for det foregående regnskabsår, fortsætter. Der er tale om to hovedtendenser: visse medlemsstater inddriver omkring 20%, og andre inddriver 80-90% (hvilket trækker gennemsnittet op). Dette giver problemer med at bedømme forvaltningernes effektivitet. Inddrivelsesniveauet afhænger af en række usikre elementer, f.eks. af at komplicerede sager, som involverer store afgiftsbeløb, afsluttes, og af de former for afgifter der har givet anledning til svig. Desuden kan det ikke udelukkes, at inddrivelsessatsen afspejler forskellige arbejdsmetoder, idet medlemsstaterne fastlægger beløbene på forskellige stadier af proceduren. Forskellene kommer frem, når man sammenligner medlemsstaternes relative andel af de beløb, der er fastlagt af de femten medlemsstater, og af den samlede inddrivelse. Sammenligningen viser, at medlemsstater som Belgien og Det Forenede Kongerige fastlægger store beløb og også har et højt inddrivelsesniveau, medens andre medlemsstater, såsom Nederlandene, fastlægger lave beløb, men har et særlig højt inddrivelsessniveau. Procentangivelserne i bilag 3 tilskynder Kommissionen til at fortsætte sin kontrol af inddrivelsen af de traditionelle egne indtægter, og især af betingelserne for fastlæggelsen af afgifter. Det kan endog komme på tale at nuancere indikatorerne for bedre at kunne vurdere indvirkningen af de administrative og retlige procedurer på inddrivelsen. Dette spørgsmål vil i givet fald blive taget op inden for CCRP. 2.2.2. Udsving i det fastlagte beløb og i inddrivelsessatsen Bilag 4 viser hovedtendenserne i behandlingen af svig og uregelmæssigheder, idet indikatorerne for kontrolaktiviteterne ses over en flerårig periode (1996-1999). Forskellene med hensyn til antallet af tilfælde af svig, de fastlagte beløb og inddrivelsesprocenten kan have forskellige årsager, som kan skyldes enten en faktisk forbedring af selve kontrollen eller en midlertidig stigning i antallet af transaktioner, der involverer svig og uregelmæssigheder. Det er klart, at der ikke foreligger nogen oplysninger om svig, der ikke er afsløret. 2.2.2.1. Tilfælde af svig og uregelmæssigheder Antallet af tilfælde af svig fremgår af den første række kolonner i bilag 4. I to tredjedele af medlemsstaterne er dette tal stigende. Der har været en stigning igennem flere år i Belgien, Italien, Nederlandene, Østrig, Finland og Sverige. Dette er en udvikling, der har kunnet iagttages i de femten medlemsstater siden 1995: antallet af afslørede tilfælde på Fællesskabets toldområde var 141 834 i 1999 (mod 125 654 i 1998, 100 258 i 1997 og 80 584 i 1996). Årsagen til stigningen kan være, at kapaciteten til at afsløre svig og uregelmæssigheder er øget. 2.2.2.2. Fastlagte beløb I modsætning til antallet af tilfælde var der i 1999 et fald i de fastlagte beløb. Efter et maksimum i 1997 med 480 mio. i fastlagte afgifter faldt tallet for andet år i træk i 1999. Med 374 mio. EUR i 1998 og 339 mio. EUR i 1999 forekommer omfanget af svig og uregelmæssigheder at have stabiliseret sig. Det er imidlertid svært at afgøre, om dette skyldes selve antallet af tilfælde, indsatsen for at afsløre og forfølge tilfældene eller hvor snævert eller bredt man fortolker betingelserne for at fastlægge egne indtægter (artikel 2 i forordning 1150/2000). Der kan synes at være et modsætningsforhold mellem den omstændighed, at beløbene falder, medens antallet af tilfælde øges, men dette kunne skyldes, at omfanget af groft bedrageri er blevet mindre, samtidig med at medlemsstaterne i større udstrækning via årsrapporten meddeler tilfælde af svig og uregelmæssigheder. En sådan fortolkning kræver dog, at der redegøres for visse forudsætninger, jf. nedenstående punkt 2.2.3. 2.2.2.3. Det procentvise antal inddrivelser Uden at foregribe den allerede omtalte virkning af de administrative eller retlige procedurer, som kan være mere eller mindre langvarige, kan det konstateres, at inddrivelsen varierer set over flere år, men ligger relativt fast på 36-37% af de fastlagte beløb. Som omtalt under punkt 2.2.1 er denne procent udtryk for både omfanget af fastlæggelser og toldvæsenets grundighed med at inddrive afgifterne. Udviklingen i inddrivelsen fra ét regnskabsår til et andet i de enkelte medlemsstater giver anledning til nogle bemærkninger. I 1998 og 1999 er procenten øget kraftigt i forhold til det foregående år i Portugal og Østrig (fra 10% til næsten 50% i det ene tilfælde og fra 2,5% til næsten 85% i det andet tilfælde). Et sådant spring, om end noget mindre, forekom også i Tyskland og specielt i Grækenland i 1999 (hvor inddrivelsesniveauet steg fra ca. 5% i 1998 til 49% i 1999). Visse lande, som har haft en særlig høj inddrivelsesprocent, har dog en tendens til at nærme sig gennemsnittet. Dette er tilfældet med Irland, der har haft et regelmæssigt fald over fire regnskabsår, og det samme gælder Nederlandene i samme periode. Denne tendens kan ikke forklares med blot udsving i omfanget af svig. Den generelt positive udvikling i inddrivelsen tyder på, at visse medlemsstater har foretaget en tilpasning af deres regnskabsmetoder eller endog af deres behandling af tilfælde af svig og uregelmæssigheder. 2.2.3. Fastlagte beløb og bogførte beløb På området traditionelle egne indtægter skal alle fastlagte beløb bogføres. Denne bogføring sker enten i A-regnskabet (artikel 6, stk. 4, litra a), i forordning nr. 1150/2000), når beløbene er inddrevet eller dækket af garantier og ikke anfægtes, eller i B-regnskabet (artikel 6, stk. 4, litra b), i samme forordning), når beløbene ikke er inddrevet og - om end de er dækket af en garanti - anfægtes. Med hensyn til svig og uregelmæssigheder, der afsløres, anfægtes en stor del af tilfældene, eller der stilles ikke sikkerhed, hvorfor beløbene opføres i B-regnskabet. Det er derfor nyttigt, som det sker i tabellen i bilag 5, for regnskabsåret 1999 at foretage en sammenligning mellem de beløb, medlemsstaterne har fastlagt og indberettet i deres årsrapporter om svig og uregelmæssigheder, og selve de beløb, der er opført i B-regnskabet (uden hensyntagen til afskrivninger eller korrektioner). For regnskabsåret 1999 er der for seks medlemsstaters vedkommende tale om, at det samlede fastlagte beløb som følge af svig og uregelmæssigheder er lavere end det samlede beløb, der er opført i B-regnskabet (der omfatter de fastlagte, men endnu ikke inddrevne beløb). I strid med anvisningerne i modellen til en årsrapport [98] har Tyskland, Østrig og Det Forenede Kongerige alene indberettet tilfælde af svig og uregelmæssigheder vedrørende beløb over 10 000 EUR. [98] I bilag 6, punkt 2, i Kommissionens afgørelse af 20.3.1997 om reglerne for medlemsstaternes indberetning af visse oplysninger som led i ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (dok. K(97) 800 endelig udg.) fastslås det, at tilfældene skal indberettes uden værditærskel. Nedenstående tabel viser mere præcist for regnskabsårene 1995 til 1999 de negative forskelle, der fremgår af en sammenligning mellem de beløb, visse medlemsstater har fastlagt og indberettet i deres årsrapporter om svig og uregelmæssigheder, og selve de beløb, der er opført i B-regnskabet. Fastlagte beløb (svig og uregelmæssigheder)<Beløbene i B-regnskabet (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> Det bemærkes, at for Tyskland, Østrig, Portugal og Det Forenede Kongerige er denne negative forskel tilbagevendende. En sådan situation er nødvendigvis anormal, fordi det samlede fastlagte beløb som følge af svig og uregelmæssigheder ikke kan være mindre end det beløb, der er opført i det særskilte regnskab. Det er ikke alle de beløb, der berøres af svig og uregelmæssigheder, der anfægtes eller ikke er dækket af garanti. Kommissionen er af den opfattelse, at en fejlagtig fortolkning hos visse medlemsstaters myndigheder af begreberne "svig og uregelmæssigheder" kan forklare disse uoverensstemmelser. Den skal specielt minde om, at Fællesskabet siden december 1995 har anvendt en bred definition af begrebet "uregelmæssighed", som også omfatter en bedømmelse af, hvordan Fællesskabets budget påvirkes. Kommissionen har gentagne gange anmodet medlemsstaterne om at anvende de definitioner af begreberne, som findes i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 [99] om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser eller i konventionen om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser [100] af 27.11.1995. Frankrig og Tyskland havde anfægtet denne fortolkning [101], idet de gjorde gældende, at ikke alle de beløb, der opføres i B-regnskabet, vedrører svig eller uregelmæssigheder. [99] EFT nr. L 312 af 23.12.1995, s. 1. Uregelmæssighed: "Enhver overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget" . [100] EFT nr. C 316 af 27.11.1995, s. 49. Svig: "Enhver forsætlig handling eller undladelse vedrørende: [101] Brev af 9. september 1998 som svar på CCRP's analyse den 8. juli 1998 af årsberetningerne vedrørende 1996. Kommissionen opfordrer på ny de berørte medlemsstater til at tage deres stilling op til overvejelse og til at indberette alle beløb, der vedrører svig uregelmæssigheder, eftersom de er forpligtet hertil i henhold til lovgivningen, og fordi det fremmer sammenligneligheden mellem medlemsstaternes oplysninger. 2.2.4. Årsrapporter og indsendte meddelelsesblade om svig I henhold til artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 1150/2000 skal der i rapporten om kontrolarbejdet foretages en sammenligning mellem det samlede indberettede beløb for svig og uregelmæssigheder og de i henhold til artikel 6, stk. 5, i samme forordning indsendte meddelelsesblade om svig. En sådan sammenligning foretages i tabellen i bilag 6. Det fremgår, og dette er normalt, at de udestående beløb over 10 000 EUR, som er indberettet på meddelelsesbladene, ligger under summen af samtlige de fastlagte beløb i forbindelse med svig og uregelmæssigheder (uanset beløbstørrelse), som medlemsstaterne har indberettet via årsrapporten. Undtagelsen er Luxembourg, Portugal, Sverige og Det Forenede Kongerige, hvilket tyder på et bogføringsproblem. For Tysklands vedkommende er antallet af tilfælde det samme, hvilket betyder, at enkelttilfælde under 10 000 EUR ikke har nogen større betydning. Dette er en bekræftelse af, at Tyskland ikke indberetter alle tilfælde, hvilket er i modstrid med anvisningerne i modellen til årsrapport. Kommissionen vil anmode den pågældende medlemsstat om at bringe sine bogføringsmetoder i overensstemmelse med bestemmelserne på området (jf. punkt 2.2.3). 2.3. Svig og uregelmæssigheder opdelt efter toldprocedure og type svig 2.3.1. Toldprocedurernes følsomhed over for svig og uregelmæssigheder De enkelte toldprocedurers følsomhed vurderes hvert år i den sammenfattende rapport. Følsomheden kan udvikle sig med tiden, således som det tidligere er fremgået med forsendelsesordningen. Tabellen i bilag 7 angiver virkningen af tilfælde af svig og uregelmæssigheder efter medlemsstat og toldprocedure og viser ordningernes følsomhed i 1999. Følsomheden fremgår også af nedenstående diagram. Ligesom i de tidligere år fremgår det, at overgang til fri omsætning i 1999 er særlig berørt (86% af tilfældene af svig, 79,5% af de fastlagte beløb). Inden for denne brede kategori tegner problemerne med oprindelse sig for over 7% af det samlede beløb og for 6,6% af tilfældene. Bortset fra forsendelse (7,9% af tilfældene, 11,6% af beløbene) er de øvrige ordninger kun berørt marginalt. For så vidt angår fordelingen af overtrædelser på medlemsstater, nødvendiggør tabellen en nærmere forklaring, når det gælder Det Forenede Kongerige og Nederlandene. Således har Det Forenede Kongerige kun meddelt samlede tal, uden at sondre mellem procedurerne. Derfor vedrører så mange af tilfældene overgang til fri omsætning, og derfor er det samlede beløb tre gange større end tallene for Spanien og Frankrig, selv om antallet af tilfælde er nogenlunde ens. Tallene fra Nederlandene er heller ikke specielt oplysende på grund af problemer med indførelse af et nyt edb-program [102]. [102] Tallene dækker kun tilfælde af svig, som er indberettet af ministeriet for landbrug, naturforvaltning og fiskeri. >REFERENCE TO A GRAPHIC> Tabellen viser i øvrigt, hvor stor betydning forsendelsesområdet har i Belgien: landet fastlægger beløb, der er tre gange højere end Frankrigs og det dobbelte af Tysklands. Vigtigste berørte procedurer >TABLE POSITION> >TABLE POSITION> En sammenligning over flere år af toldprocedurernes følsomhed (Bilag 8) viser, at overgang til fri omsætning gradvis bliver mere berørt af svig og uregelmæssigheder, medens forsendelsesområdet er mindre udsat (fra 27% af beløbene i 1996 til under 12% i 1999). For sidstnævnte områdes vedkommende er der en faldende tendens for så vidt angår antallet af tilfælde, men nedgangen er dog langsommere end for de samlede beløb, som for andet år i træk ligger under 40 mio. EUR. I absolutte tal ligger tallene for aktiv forædling på samme niveau som i 1996 og 1997. Det kan skyldes, at afsløringsindsatsen er blevet delvis omstruktureret, eller at tilfældene er blevet mere jævnt fordelt på de forskellige procedurer. 2.3.2. Typer af svig og uregelmæssigheder Tabellen i bilag 9 viser, efter type af overtrædelse, de tilfælde og beløb, som medlemsstaterne indberettede i 1999. En tredjedel af tilfældene og 40% af beløbene er ikke opdelt og figurerer i kolonnen "Andet". Trods dette forbehold fremgår det, at 21,5% af de indberettede tilfælde vedrører ulovlig indførsel i Fællesskabet, fulgt af forkert varebetegnelse eller tarifering (19,47%) og derefter af forkert værdiangivelse (ca. 19% af tilfældene). Når det gælder fastlagte beløb, er situationen lidt anderledes, eftersom det største samlede beløb (64,3 mio. EUR) vedrører forkert varebetegnelse eller tarifering. Manglende angivelse tegnede sig for 35 mio. EUR, fejlagtig værdiangivelse for 29,5 mio. EUR og forkert oprindelsesangivelse for 24,2 mio. EUR). Bilag 10 viser antallet af tilfælde og de fastlagte beløb for forskellige typer overtrædelser siden 1996. Typer af svig og uregelmæssigheder >TABLE POSITION> >TABLE POSITION> Tabellen viser følgende: -beløbene for smugleri ligger nærmest stabilt, selv om antallet af tilfælde udviser en stigende tendens -både værdien og antallet af tilfælde af forkert varebetegnelse eller tarifering er øget over flere regnskabsår -derimod udviser problemerne i forbindelse med oprindelsesangivelse en faldende tendens, når det gælder værdi (men ikke antal tilfælde), ligesom værdien i forbindelse med urigtig vægt- eller mængdeangivelse -antallet af urigtige værdiangivelser er øget uden at påvirke det samlede beløb, som er faldet regelmæssigt siden 1997. Dette ændrer ikke helhedsbilledet af svig og uregelmæssigheder på Fællesskabets toldområde i 1999. Det økonomiske omfang af svig, som afsløres af forvaltningerne synes generelt at falde, medens der forekommer at være en stigning i antallet af tilfælde af mindre økonomisk betydning. 3. Anvendelse af artikel 17, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 3.1. Anvendelse af proceduren Artikel 17, stk. 2, i forordning 1150/2000 er den eneste undtagelse fra reglen om, at alle afgifter, der fastlægges i henhold til forordningens artikel 2, skal overdrages til Kommissionen. Hvis overdragelsen viser sig ikke at være mulig, afskriver medlemsstaten fordringen. I henhold til artikel 17, stk. 2, skal Kommissionen kontrollere, at medlemsstaten er tilstrækkelig omhyggelig med inddrivelsen, men kontrollen vedrører kun endeligt fastlagte fordringer, som viser sig at være umulige at inddrive. Den obligatoriske kontrol gælder for afskrivninger på over 10 000 EUR i egne indtægter. I henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning 1150/2000 kan medlemsstaterne fritages for deres forpligtelse til at overdrage de fastlagte fordringer af to årsager: (a) force majeure og (b) andre relevante omstændigheder i det foreliggende tilfælde. Når det gælder sådanne relevante omstændigheder, som i "visse tilfælde" kan begrunde, at de fastlagte afgifter ikke overdrages, kontrollerer Kommissionen, at de nationale myndigheder har udvist den tilstrækkelige omhu og fulgt Fællesskabets bestemmelser på det toldmæssige og finansielle område, herunder de sektorspecifikke bestemmelser. Ved undersøgelsen tages der også hensyn til, hvordan de nationale bestemmelser om (tvangs)inddrivelse er anvendt. Hvis bestemmelserne er overholdt, indrømmer Kommissionen en undtagelse fra forpligtelsen til at overdrage beløbet. Bilag 11 viser, hvilke sager der er forelagt Kommissionen i henhold til proceduren. I regnskabsåret 1999 forelagde 5 medlemsstater Kommissionen 15 tilfælde af afskrivning (i alt 2,6 mio. EUR), og yderligere 45 sager blev indberettet af 5 medlemsstater. Disse sager bedømmes af den gruppe af repræsentanter for Kommissionens tjenestegrene, som blev oprettet i 1997, og som udarbejder en fælles holdning på Kommissionens vegne. I 1999 indberettede medlemsstaterne 15 sager, som vedrørte regnskabsåret 1998. Af disse 15 sager (første tabel i bilag 11) er de 12 godtaget af Kommissionen, som efter en nøje gennemgang af alle elementer kunne konstatere, at inddrivelsen af de egne indtægter havde vist sig at være umulig af grunde, der ikke kunne tilskrives medlemsstaten. Derimod blev to tilfælde afvist, fordi det fremgik, at den berørte medlemsstat ikke havde udvist den fornødne omhu og ikke havde udnyttet de beføjelser, som EU's og landets egen lovgivning giver med henblik på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser. Endnu et tilfælde kræver yderligere information og vil blive afsluttet, når de oplysninger, medlemsstaten er anmodet om, foreligger. I 2000 har medlemsstaterne forelagt 45 sager om afskrivning, som vedrører regnskabsåret 1999, og som nu er under behandling; de omfatter et samlet beløb på 4,5 mio. EUR. Blandt disse sager er 35 indberettet af Tyskland, til et samlet beløb af 2,2 mio. EUR. Dette betegner en stærk stigning i antallet af sager, eftersom 7 medlemsstater siden 1997 mere eller mindre regelmæssigt har benyttet sig af proceduren (Belgien, Tyskland, Danmark, Spanien, Frankrig, Nederlandene og Det Forenede Kongerige). Medlemsstaternes anvendelse i praksis af de nuværende bestemmelser er generelt set ikke særlig tilfredsstillende. De har således kun meddelt 26 tilfælde for perioden 1997-1999 mod 32 i den forrige periode. De 26 tilfælde repræsenterer et samlet afgiftsbeløb på 5 064 864 EUR, hvoraf Det Forenede Kongerige tegner sig for de 60%. Det ser ud til, at nationale inddrivelsesregler tvinger visse medlemsstater til af hensyn til Fællesskabet at iværksætte inddrivelsesforanstaltninger, som ikke fører til noget resultat. Kommissionen mener derfor, at der er et reelt grundlæggende problem med hensyn til de inddrivelsesforanstaltninger, som de nationale forvaltninger anvender, og med hensyn til en ensartet anvendelse af bestemmelsen i artikel 17, stk. 2, i forordning 1552/89. Dette er grunden til, at der i forslaget til ændring af artikel 17, stk. 2, [103] foretages en klar sondring mellem de beløb, der gennem en begrundet administrativ afgørelse erklæres uinddrivelige, og de beløb, der erklæres uinddrivelige efter en frist på 5 år. [103] KOM(97) 343 af 3.7.1997. Ændringen giver alle medlemsstater mulighed for efter fem år at slette ikke inddrevne beløb af B-regnskabet og undersøge, hvorfor inddrivelsen ikke er mulig. Kommissionen har endvidere foreslået, at grænsen for, hvornår medlemsstaterne skal indberette afskrivninger, hæves fra 10 000 EUR til 50 000 EUR. 3.2. Sammenligning af afskrevne beløb Blandt de former for kontrol, der foretages af Kommissionen, er en sammenligning af afskrevne beløb, som er indberettet gennem den årlige rapport, og af beløb fra det særskilte regnskab i de kvartalsvise oversigter, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, litra b), i forordning 1150/2000. Bilag 12 viser resultaterne af denne sammenligning og af sammenholdningen med beløb, der er afskrevet efter indberetningen af svig og uregelmæssigheder i henhold til forordning 1150/2000. For regnskabsåret 1999 har medlemsstaterne forelagt 45 afskrevne beløb til undersøgelse i Kommissionen (beløb over 10 000 EUR), til et samlet beløb af 4,5 mio. EUR. Desuden udgjorde de afskrevne beløb, der bogføres i det særskilte regnskab, i alt 12,57 mio. EUR (alle beløbsstørrelser under ét). Dette forhold bør bedømmes med forsigtighed, eftersom småbeløbene i de særskilte regnskaber har en forholdsvis stor effekt. Dette bekræfter indtrykket af, at visse medlemsstater ikke anvender afskrivningsproceduren på den måde, der er foreskrevet i bestemmelserne. Desuden indberetter Nederlandene 2 afskrivninger til et samlet beløb af 1,6 mio. EUR uden at opføre noget beløb i det særskilte regnskab, hvilket ikke er normalt. Omvendt kan man undre sig over, at Belgien, Spanien og Italien opfører betydelige beløb i det særskilte regnskab, uden at der i årsrapporten for 1999 forekommer noget beløb over 10 000 EUR. Spanien opgav i sin indberetning i henhold til artikel 6, stk. 5, i forordning 1150/2000 et beløb på 386 131 EUR, som blev afskrevet i 1999, uden at der i denne forbindelse er opført noget beløb i det særskilte regnskab. Kommissionen mener ikke, at denne situation er normal. Den opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse deres særskilte regnskab således, at det bringes i overensstemmelse med reglerne, og til at give yderligere oplysninger, således at det kan kontrolleres, at proceduren i artikel 17, stk. 2, anvendes rigtigt. Kommissionen har også sammenholdt justeringerne af de fastlagte beløb, som er opført i det særskilte regnskab (82,6 mio. EUR) med de afskrevne beløb (12,5 mio. EUR). I visse medlemsstater er beløbene særlig høje (B, E, F, I, A, UK). Kommissionen mener, at det ville være mere logisk, at der var problemer med inddrivelsen af fordringer end med fastlæggelsen af beløbene. Forholdet tyder på en sammenblanding af to procedurer, nemlig systemet til fastlæggelse af afgifter, som er omhandlet i artikel 8 i forordning 1150/2000, og afskrivningen af Fællesskabets fordringer som følge af behørigt begrundede problemer med inddrivelsen, som skal behandles efter proceduren i artikel 17, stk. 2, i den nævnte forordning. Denne forskel tilskynder Kommissionen til at fortsætte sin kontrol af opkrævningen af egne indtægter, bl.a. procedurerne for eftergivelse/tilbagebetaling og inddrivelse af fordringer. 4. Konklusioner og fremtidsudsigter På grundlag af de indkomne oplysninger kan Kommissionen konkludere, at der er tale om fremskridt i måden, hvorpå medlemsstaterne gør rede for deres arbejde og for resultaterne af deres kontrol. Den konstaterer især en lettere forbedring med hensyn til udarbejdelsen og indberetningen af oplysninger i forhold til de foregående regnskabsår Oplysningerne om kontrolaktiviteterne viser, at antallet af toldtransaktioner generelt er faldet (med ca. 7%). Det kan konstateres, at indsatsen med hensyn til efterfølgende kontrol er øget. Det er svært at sammenligne de forskelligartede administrationer og de anvendte metoder (f.eks. når det gælder anvendelsen af edb), men det fremgår, at trods lettere personalenedskæringer er produktiviteten i forbindelse med aktiviteten øget. For så vidt angår svig og uregelmæssigheder, har der været tale om en paradoksal udvikling. Der har været en stigning i antallet af indberettede tilfælde og en nedgang i de fastlagte beløb, hvilket støtter teorien om, at det grove bedrageri er for nedadgående. Det kan endog tyde på, at forvaltningernes samlede afsløringskapacitet er øget. Med hensyn til toldprocedurer ser det ud til, at omfanget af svig og uregelmæssigheder i forbindelse med overgang til fri omsætning er øget, og at omfanget er faldet, når det gælder forsendelse. Smugleri ligger forsat på et stabilt niveau, som ganske vist er højt, medens de største overtrædelser skyldes fejl i forbindelse med varebetegnelse og tarifering. Kommissionen mener fortsat, at artikel 17, stk. 2, ikke anvendes i tilstrækkeligt omfang, hvilket kan skyldes, at medlemsstaterne ikke forstår proceduren eller en sammenblanding af artikel 8 (korrektion af fastlagte fordringer) og artikel 17, stk. 2 (konstatering af, at det ikke er muligt at inddrive beløbet af grunde, der ikke kan tilskrives medlemsstaten). Det ser desuden ud til, at bogføringspraksis ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne, og at der er en vis forvirring omkring registreringen i det særskilte regnskab (angivelsen af alle afskrivninger). Imidlertid er sammenligneligheden mellem oplysningerne ikke tilstrækkelig til, at der kan drages endelige konklusioner. Disse svagheder ved oplysningernes kvalitet og pålidelighed skyldes flere faktorer: -de samlede tal for antallet af angivelser, personale og efterfølgende kontrol tager ikke hensyn til, at medlemsstaterne organiserer kontrollen og fører statistik på forskellige måder. Flere oplysninger mangler, f.eks. om i hvilket omfang der anvendes edb ved transaktionerne eller om administrative omstruktureringer, som ville kunne forklare udsvingene fra ét år til et andet -i forbindelse med oplysningerne om svig og uregelmæssigheder bør der tages hensyn til, at tre af medlemsstaterne ikke indberetter beløb under 10 000 EUR, og at visse lande ikke fører nærmere statistik over de forskellige toldprocedurers sårbarhed. Inddrivelsen af beløb på dette område deler medlemsstaterne i to kategorier: lande hvis inddrivelsesprocent ligger på ca. 20%, og andre, som ligger på omkring 80%, hvilket bekræfter, at fremgangsmåderne med hensyn til fastlæggelse og bogføring varierer lige så meget som told- og retsmyndighedernes organisationsformer -medlemsstaterne giver ikke altid sammenlignelige oplysninger, som det fremgår af forholdet mellem fastlagte beløb og antallet af angivelser. Kommissionen noterer, at heller ikke afskrivningerne er ensartede, hvad enten de meddeles via årsrapporten, oversigterne over det særskilte regnskab eller gennem meddelelsesblade vedrørende svig, som omhandlet i artikel 6, stk. 5, i forordning 1150/2000. Kommissionen minder om, at formålet med den årsrapport, der er omhandlet i artikel 17, stk. 3, er at angive, hvilken indsats medlemsstaterne har gjort for at nå de fælles mål. De skal ikke blot opfylde deres forpligtelser i forbindelse med opkrævningen af traditionelle egne indtægter - og disse forpligtelser er skærpet bl.a. gennem ændringen af den tidligere artikel 209A i Amsterdam-traktaten - men også følge og forbedre toldforvaltningernes præstationer. Indikatorerne i nærværende rapport skal hjælpe medlemsstaterne med at fastlægge evalueringsprocedurer og gøre det muligt for dem at sammenligne deres resultater med dem, der er opnået af andre nationale forvaltninger, som er beskæftiget med samme aktivitet, at forbedre dem og at løse eventuelle problemer som overfor nævnt. Rapporten indgår dermed i bestræbelserne på at udvikle et nærmere samarbejde mellem det nationale niveau og EU-niveauet omkring forvaltningen af traditionelle egne indtægter. Generaldirektoratet for Budget ønsker at forbedre kvaliteten af medlemsstaternes kontrolaktivitet og samtidig lette arbejdsbyrden for de nationale forvaltninger. Derfor planlægges en større samordning med andre enheder, der arbejder specifikt med området. Generaldirektoratet vil drage nytte af og bidrage til medlemsstaternes og Kommissionens drøftelser i forbindelse med den nye beslutning "Told 2002" [104] om bedømmelse af resultatet af toldkontrollen og om inddrivelse. Desuden vil det arbejde på en bedre samordning i forbindelse med den årsberetning om beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, som OLAF udarbejder sammen med medlemsstaterne i henhold til den nye artikel 280 i traktaten. [104] Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 210/97/EF af 19. december 1996 om vedtagelse af et handlingsprogram for toldvæsenet i EF ("Told 2000", EFT L 33 af 4.2.1997), ændret ved beslutning nr. 105/2000/EF af 17. december 1999, særlig artikel 7 og 12. BILAG [105] [105] Fodnoterne under tabellerne svarer til de bemærkninger, medlemsstaterne har fremsat i deres årlige rapport. BILAG 1 Medlemsstaternes kontrolarbejde 1999 >TABLE POSITION> BILAG 2 >TABLE POSITION> edlemsstaternes kontrolarbejde Medlemsstaternes kontrolarbejde >TABLE POSITION> fortsat) BILAG 3 Svig og uregelmæssigheder: Fastlagte og allerede inddrevne beløb (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> (den omregningskurs for EUR, der er anvendt i tabellen, er gennemsnitskursen for 1999.) BILAG 4 Svig og uregelmæssigheder: Fastlagte beløb og inddrivelsessats - Udsving (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> BILAG 5 Svig og uregelmæssigheder: Fastlagte beløb i B-regnskabet/Bogførte beløb >TABLE POSITION> BILAG 6 Årsrapporter/Meddelelsesblade om svig (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> (1) Nettobeløb til inddrivelse, tilpasset efter korrektioner, annulleringer mv.. BILAG 7 Toldprocedurernes følsomhed over for svig og uregelmæssigheder (fastlagte beløb) (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> BILAG 8 Toldprocedurernes følsomhed over for svig og uregelmæssigheder (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> BILAG 9 Fri omsætning: Typer tilfælde af svig/uregelmæssigheder (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> BILAG 10 Fri omsætning: Typer af svig/uregelmæssigheder (Beløb i EUR) >TABLE POSITION> BILAG 11 Afskrivninger i 1999 >TABLE POSITION> BILAG 11 (fortsat) Afskrivninger - årsrapport 1999 (indberettet i 2000) >TABLE POSITION> BILAG 12 Korrigerede beløb og afskrevne beløb i 1999 (Beløb i EUR) >TABLE POSITION>