MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN Resultaterne af den offentlige hoering om revurdering af kommunikationslovgivningen i 1999 og vejledende principper for de nye rammebestemmelser

Resumé

Denne meddelelse er en rapport til Raadet, Europa-Parlamentet, Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og offentligheden om hoeringen i forbindelse med meddelelsen om revurdering af kommunikationslovgivningen i 1999, og heri drages en raekke konklusioner vedroerende indholdet af Kommissionens kommende forslag til nye rammebestemmelser for omraadet.

Ved Det Europaeiske Raads moede i Lissabon blev der sat fokus paa det potentiale for vaekst, konkurrencedygtighed og jobskabelse, der ligger i overgangen til en digital, videnbaseret oekonomi. Her understregede man bl.a., at det er vigtigt for Europas virksomheder og borgere at have adgang til prisoverkommelige kommunikationsinfrastrukturer og et bredt udbud af tjenester i verdensklasse.

Meddelelsen om revurdering af kommunikationslovgivningen i 1999 henledte opmaerksomheden paa kommunikationssektorens centrale rolle i EU's oekonomiske, sociale og kulturelle liv. Den fokuserede paa den teknologiske og markedsmaessige dynamik i sektoren, som illustreres ved den teknologiske sammensmeltning mellem tele-, medie- og IT-sektoren og Internettets fremkomst. Den indeholdt en gennemgang af de nuvaerende rammebestemmelser for telesektoren og en raekke politiske forslag til nye rammebestemmelser, som skulle omfatte alle former for kommunikationsinfrastruktur og tilhoerende tjenester. Disse forslag daekkede otte noegleomraader i reguleringspolitikken: tilladelser og godkendelser; netadgang og samtrafik; forvaltning af radiospektrum; forsyningspligt; bruger- og forbrugerrettigheder; administration af numre, navne og adresser; specifikke konkurrencespoergsmaal; og institutionelle spoergsmaal.

Interesserede parter blev opfordret til at kommentere forslagene inden den 15. februar 2000. Kommissionen modtog som reaktion herpaa over 200 indlaeg fra en bred vifte af interessegrupper.

Hoeringen

Hoeringen viste bred enighed i forbindelse med nogle af de politiske forslag, og holdningsforskelle i forbindelse med andre. En stor del af deltagerne gik ind for foelgende forslag:

* den sektorspecifikke ex ante-lovgivning skal viderefoeres parallelt med konkurrencereglerne, hvorefter ex ante-reglerne afskaffes, efterhaanden som markedssituationen i sig selv sikrer maalsaetningerne

* de lovgivningsmaalsaetninger og -principper, som angives i meddelelsen, skal etableres i EU-lovgivningen for at vejlede de nationale myndighedsorganer i deres beslutningstagning paa nationalt plan

* de nye rammebestemmelser skal omfatte alle former for kommunikationsinfrastruktur og tilhoerende tjenester, samtidig med at det sikres, at bestemmelserne kan tage hoejde for samspillet mellem fremfoering og indhold

* der skal indfoeres institutionelle ordninger for at opnaa en hoejere grad af harmonisering i medlemsstaterne og samtidig give mulighed for fleksibilitet, f.eks. via selvregulering sideloebende med bindende lovtiltag; der var ikke opbakning til tanken om en europaeisk tilsynsmyndighed

* brugen af generelle tilladelser til udbud af kommunikationstjenester og -net skal oeges, samtidig med at det sikres, at der etableres hensigtsmaessige ordninger til forvaltning af anvendelsen af frekvenser og numre samt brugs- og graverettigheder

* radiofrekvenser skal forvaltes effektivt, og der skal oprettes en arbejdsgruppe vedroerende radiospektrumpolitik

* forsyningspligtens nuvaerende omfang skal bibeholdes, samtidig med at det sikres, at omfanget kan udvides, hvor det er noedvendigt, for at holde trit med markedsudviklingen og den tekniske udvikling

* det skal sikres, at der i alle medlemsstater aabnes mulighed for adgang til abonnentkredsloeb uden uvedkommende betingelser; deltagerne stoettede Kommissionens tanke om paa kort sigt at anvende henstillinger og bruge sine befoejelser i henhold til traktatens konkurrenceregler til at tilskynde til fri adgang til abonnentkredsloeb i hele EU og opfordrede til, at man styrkede dette tiltag ved at indfoere en lovforpligtelse herom i de nye rammebestemmelser

* det nuvaerende standardiseringsgrundlag skal bibeholdes (industriorienteret frivillig standardisering med mulighed for at goere standarder obligatoriske for at sikre hensynet til almenheden)

* privatlivsdirektivet for telesektoren skal ajourfoeres

* direktivet om faste kredsloeb skal ophaeves, naar der er et fyldestgoerende konkurrencebaseret udbud af faste kredsloeb til alle brugere

* der skal opstilles regler, som giver mulighed for at definere markeder dynamisk som led i afgoerelser om netadgangs- og samtrafikforpligtelser

* bestemmelserne skal sikre de nationale myndighedsorganers staerke og uafhaengige rolle med effektive samarbejdsordninger med de nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen.

Der var forskellige holdninger til:

* paa hvilke omraader det fortsat er paa sin plads at kraeve individuelle tilladelser: nogle regeringer ville gerne viderefoere de individuelle tilladelser (som kraever forhaandsgodkendelse) for grave- og brugsrettigheder og have bestemte rettigheder og forpligtelser, som gaelder for netoperatoerer, der investerer i infrastruktur

* gebyrer for tilladelser som led i finansieringen af de nationale myndighedsorganer: virksomhederne gik generelt ind for, at myndighedsorganerne skulle finansieres over statsbudgettet; myndighedsorganerne mente, at finansiering via tilladelsesgebyrer er med til at sikre, at myndighedsorganerne er uafhaengige af regeringerne

* prisvurderinger for spektrum og sekundaer handel: der var uenighed blandt virksomhederne, brugerne og regeringerne om brugen af auktioner og muligheden for at tillade sekundaer handel med spektrum

* forslaget om at indfoere to taerskler for asymmetriske forpligtelser vedroerende netadgang og samtrafik - staerk og dominerende markedsposition: (nogle mente, at staerk markedsposition skulle udloese ex ante-forpligtelser, mens andre mente, det skulle vaere dominerende markedsposition)

* retningslinjer for prisrimelighed i forbindelse med forsyningspligtydelser: mange tvivlede paa, at saadanne retningslinjer ville have nogen vaerdi, idet de mente, at spoergsmaalet primaert afhang af nationale forhold

* brugerfunktioner og tjenestekvalitet: netoperatoererne var generelt imod, at man skulle foreskrive funktioner saasom opkaldslokalisering ved noedopkald og opkaldsspecifik takstinformation, ligesom de ikke gik ind for myndighedsindgriben til sikring af tjenestekvalitet; myndighederne og forbruger- og brugerorganisationerne gik generelt ind for det

* nummerportabilitet for mobilbrugere: de fleste mobiloperatoerer var imod en saadan forpligtelse, men nogle mobiloperatoerer gik ind for det; brugerne, fastnetoperatoererne og nogle myndighedsorganer gik ind for denne funktion

* institutionelle ordninger: et stort flertal gik ind for forslaget om oprettelse af et kommunikationsudvalg og en kommunikationsgruppe paa hoejt niveau, men mange ville gerne have afklaret disses respektive roller; nogle regeringer mente, at de eksisterende strukturer var gode nok.

Konklusioner om de nye rammebestemmelser

De nye rammebestemmelser kommer til at bestaa af et rammedirektiv og fire saerdirektiver, som omfatter tilladelser og godkendelser, netadgang og samtrafik, forsyningspligt, brugeres og forbrugeres rettigheder og beskyttelse af personoplysninger i telesektoren. Kommissionen tager udgangspunkt i foelgende hensyn ved udarbejdelsen af forslagene:

* de principper og maalsaetninger, som angives i revurderingsmeddelelsen, skal i det relevante omfang indarbejdes i de nye rammebestemmelser, og de nationale myndigheder skal henholde sig til dem, naar de traeffer afgoerelser paa nationalt plan

* de nye rammebestemmelsers anvendelsesomraade skal omfatte alle former for kommunikationsinfrastruktur og tilhoerende tjenester, samtidig med at der i behoerig grad tages hensyn til samspillet mellem fremfoering og indhold

* systemet for tilladelser skal i hoejere grad baseres paa anvendelse af generelle tilladelser i forbindelse med kommunikationsnet og -tjenester; individuelle tilladelser skal bruges i forbindelse med rettigheder vedroerende anvendelse af frekvens- og nummerressourcer

* definitionen af staerk markedsposition skal tilpasses, saa den tager udgangspunkt i begrebet dominerende markedsposition, beregnet i overensstemmelse med konkurrencelovgivningens praksis

* virksomheder med staerk markedsposition skal have pligt til at give adgang til deres kobberbaserede abonnentkredsloeb uden uvedkommende betingelser

* der skal fastlaegges en dynamisk metode til definition af markeder, hvor man fortsat ikke kan undgaa at bruge ex ante-lovgivning; det skal defineres, hvilke forpligtelser vedroerende netadgang og samtrafik de nationale myndighedsorganer maa paalaegge operatoerer med staerk markedsposition, idet der etableres en staerk samordning paa europaeisk plan for at sikre det indre marked

* de eksisterende forpligtelser, som gaelder for adgangsstyringssystemer, viderefoeres, idet de jaevnligt tages op til revision for at tage stilling til, om de skal lempes eller eventuelt udvides til at omfatte andre former for adgang til nettjenester (f.eks. programmeringsgraenseflader for applikationer (API) og elektroniske programoversigter (EPG)) paa grundlag af en analyse af markedet

* brugernes og forbrugernes rettigheder skal sikres, og forsyningspligtens nuvaerende omfang skal bibeholdes, samtidig med at der indfoeres procedurer for en eventuel revision og ajourfoering af forsyningspligtens omfang paa baggrund af den tekniske udvikling og markedsudviklingen og maalsaetningen om social integration

* mobiloperatoererne skal have pligt til at give brugerne mulighed for nummerportabilitet

* medlemsstaterne skal have lov til at indfoere sekundaer handel med radiospektrum, med passende sikkerhedsforanstaltninger paa EU-plan

* der skal vaere mulighed for lokalisering af opkald til alarmtjenester (f.eks. opkald til det faelleseuropaeiske alarmnummer 112)

* det nuvaerende privatlivsdirektiv for telesektoren skal ajourfoeres for at sikre, at reglerne om beskyttelse af personoplysninger i kommunikationssektoren er teknologisk neutrale og holdbare.

Det videre forloeb

Kommissionen faerdiggoer fem direktivforslag til juni 2000. Ved Det Europaeiske Raads moede i Lissabon blev der opfordret til, at disse forslag vedtages hurtigst muligt i loebet af 2001.

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. INDLEDNING

2. Resultaterne af den offentlige hoering

2.1. De nye rammebestemmelsers maalsaetninger, principper, udformning og anvendelsesomraade

2.2. Tilladelser

2.3. Adgang og samtrafik

2.4. Forvaltning af knappe ressourcer

2.5. Forsyningspligtydelser

2.6. Brugernes og forbrugernes rettigheder

2.7. Forvaltning af numre, navne og adresser

2.8. Specifikke konkurrencespoergsmaal

2.9. Institutionelle ordninger

3. Konklusioner vedroerende de fremtidige rammebestemmelser

3.1. Horisontale bestemmelser

3.2. Tilladelser og godkendelser

3.3. Netadgang og samtrafik

3.4. Forsyningspligt og anden sikring af brugernes og forbrugernes rettigheder

3.5. Beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred i telesektoren 27

4. Det videre forloeb

1. Indledning

Kommissionens meddelelse om revurdering af kommunikationslovgivningen i 1999 [1] tager udgangspunkt i resultaterne af liberaliseringen af teleomraadet og de rammebestemmelser, der er etableret for at foere tilsyn med konkurrencen og andre hensyn til almenhedens interesse. Der var fem saerskilte maalsaetninger med de foreslaaede aendringer af de nuvaerende rammebestemmelser: at fremme en mere effektiv konkurrence, at tilpasse rammebestemmelserne efter den tekniske udvikling og markedsudviklingen, at fjerne unoedvendige bestemmelser og forenkle de dermed forbundne administrative procedurer, at styrke det indre marked og at beskytte forbrugerne.

[1] Fastlaeggelse af nye rammebestemmelser for elektronisk kommunikationsinfrastruktur og tilhoerende tjenester: Revurdering af kommunikationslovgivningen i 1999. KOM(1999)539 endelig udgave.

Kommunikationssektoren spiller en afgoerende rolle for EU's oekonomiske, sociale og kulturelle liv. Nye kommunikationstjenester og isaer Internettets udvikling revolutionerer den maade, folk kommunikerer, handler og driver forretning paa. Denne revolution skyldes den teknologiske sammensmeltning af tele-, medie-, og IT-sektoren, og EU's liberaliserings- og harmoniseringspolitik har fremskyndet faenomenet.

Det er vigtigt, at rammebestemmelserne for kommunikationssektoren viderefoerer og fremmer denne udvikling. Erfaringen hidtil har vist, at rammebestemmelserne bedst goer dette ved at lette etableringen af reel og kraftig konkurrence paa alle markedsniveauer og samtidig definere og sikre de vigtigste hensyn til almenhedens interesse. De eksisterende rammebestemmelser for teleomraadet har holdt denne balance, men netop fordi de saa effektivt har aabnet mulighed for konkurrence og innovation, er der nu brug for nye rammebestemmelser.

Denne meddelelse opstiller ikke specifikke rammebestemmelser for Internettet. Det er derimod tanken at lette en energisk konkurrence og innovation i de net og tjenester, som tilsammen udgoer Internettet, og som bruges til fremfoering af den nye videnoekonomi.

Meddelelsen tog udgangspunkt i resultaterne af hoeringen om konvergensen mellem de forskellige sektorer, og navnlig hoeringens budskab om at lovgivningen skulle gribes an fra en mere horisontal vinkel med ensartet behandling af alle former for transportnetinfrastruktur og tilhoerende tjenester, uanset hvilke typer tjenester der fremfoeres paa dem. Kommissionen foreslog i meddelelsen, at de fremtidige rammebestemmelser skulle omfatte alle typer kommunikationsinfrastruktur og tilhoerende tjenester, men ikke de tjenester, som fremfoeres via denne infrastruktur, f.eks. radio/tv-udsendelser eller informationssamfundstjenester. Forslaget var saaledes baseret paa en skelnen mellem regulering af fremfoering og regulering af indhold [2]. Meddelelsen angav de maalsaetninger og principper, som skulle underbygge de nye rammebestemmelser. Endelig blev der fremsat forslag til politiske principper inden for otte omraader: tilladelser; netadgang og samtrafik; administration af radiofrekvenser; forsyningspligtydelser; bruger- og forbrugerrettigheder; forvaltning af numre, navne og adresser; specifikke konkurrencespoergsmaal; og institutionelle spoergsmaal.

[2] Se Kommissionens meddelelse om principper og retningslinjer for Faellesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder, KOM(1999)657 endelig udgave, afsnit 3(2).

De politiske spoergsmaal, som her blev taget op, var og er af stor betydning for Europa, og derfor anmodede Kommissionen de interesserede parter om at tilkendegive deres synspunkter vedroerende de politiske forslag i meddelelsen, i loebet af de tre maaneder frem til den 15. februar 2000.

2. Resultaterne af den offentlige hoering

Der blev modtaget over 200 indlaeg fra et bredt udsnit af de beroerte interesser i og uden for EU. I bilaget til meddelelsen findes en fortegnelse over de parter, som fremlagde kommentarer [3]. Desuden var der over 550 deltagere ved en todages offentlig hoering, som Kommissionen afholdt den 25.-26. januar 2000.

[3] Kommentarerne kan laeses paa Kommissionens web-sted ISPO, paa adressen http://www.ispo.cec.be/infosoc/telecompolicy/review99/comments/comments.html

I dette afsnit gives en oversigt over kommentarerne til de politiske forslag, som blev fremsat i meddelelsen om revurdering af kommunikationslovgivningen i 1999.

2.1. De nye rammebestemmelsers maalsaetninger, principper, udformning og anvendelsesomraade

2.1.1. Maalsaetninger og principper for lovgivningen

Der var generel enighed om, at de maalsaetninger og principper, som angives i meddelelsen, er passende. Det blev fremfoert, at beslutningsprocessen medlemsstaterne imellem ville blive mere konsekvent, hvis man paalagde myndighederne at tilgodese disse maalsaetninger og principper i deres daglige arbejde, hvilket ogsaa ville vaere en fordel for det indre marked. Der var bred opbakning til tanken om udtrykkeligt at indfoeje maalsaetningerne og principperne i EU-lovgivningen, om end der blev ytret betaenkelighed ved, om maalsaetningerne og principperne var for generelle til at kunne bruges til en vurdering af hensigtsmaessigheden af de nationale myndigheders beslutninger.

Mange teleoperatoerer var af den opfattelse, at de foreslaaede lovgivningsprincipper ville vaere i modstrid med hinanden, og at myndighederne derfor skulle have klare retningslinjer for, hvor vigtige de forskellige principper var i forhold til hinanden. Mange af operatoererne fremfoerte, at princippet om mindst mulig lovgivning skulle vaere det primaere.

Et princip, som der var bred enighed om, var, at lovgivningen skulle sigte mod at vaere teknologisk neutral. Der var generel enighed om, at tjenester af samme type skulle reguleres paa nogenlunde (men ikke noedvendigvis fuldstaendig) samme maade. Saaledes skulle f.eks. kommunikationstjenester, som bruger IP-baserede net, behandles paa samme maade som de samme tjenester fremfoert via kabel-tv-net. Men mange af deltagerne (isaer teleoperatoererne) frygtede, at teknologisk neutralitet kunne bruges som middel til at oege lovgivningsomfanget ved at udvide det fra ét marked til et andet, som ikke tidligere havde vaeret underlagt saadanne regler, med deraf foelgende risiko for at afskraekke investeringslysten paa omraadet.

2.1.2. Rammebestemmelsernes udformning

Der var en bred konsensus til fordel for Kommissionens hensigt om at indfoere en hoejere grad af fleksibilitet i rammebestemmelserne ved i hoejere omfang at anvende instrumenter saasom henstillinger og selvregulering i industrien (f.eks. adfaerdskodekser). Det blev dog opfattet som usandsynligt, at saadanne foranstaltninger vil vaere effektive, medmindre de var grundigt cementeret i rammebestemmelser, som gav alle beroerte parter mulighed for andre tiltag, hvis de loesninger, man naaede frem til, ikke var fyldestgoerende. Der var ogsaa generel enighed om, at ikke-bindende foranstaltninger ikke vil vaere hensigtsmaessige i alle sammenhaenge. Naar der f.eks. er tale om markedsdominans, kan saadanne tiltag ikke forventes at vaere effektive.

Mange deltagere mente, at det var vigtigt at adskille henstillinger, som er ikke-bindende for medlemsstaterne, men ofte foerer til bindende bestemmelser paa nationalt plan, fra adfaerdskodekser for industrien, som pr. definition ikke er juridisk bindende. Der blev ogsaa tilkendegivet betaenkelighed ved, om en oeget anvendelse af saadanne foranstaltninger kunne medfoere, at de nationale parlamenters tilsyn med lovgivningen for sektoren blev omgaaet, og der blev opfordret til at etablere procedurer, som kan sikre, at Europa-Parlamentet holdes underrettet om udviklingen.

2.1.3. Rammebestemmelsernes anvendelsesomraade

Der var bred enighed om, at de nye rammebestemmelser skal omfatte alle former for kommunikationsinfrastruktur og tilhoerende tjenester, med udgangspunkt i konklusionerne af hoeringen om konvergens [4]. De fleste mente, at dette ville vaere med til at goere de nye rammebestemmelser mere holdbare og bedre egnede til at haandtere hastige markedsmaessige og teknologiske aendringer.

[4] Kommissionens meddelelse om konvergensen mellem telekommunikationssektoren, mediesektoren og informationsteknologisektoren og de lovgivningsmaessige implikationer heraf - Resultater af den offentlige hoering om groenbogen. KOM(97) 623.

Mange deltagere, isaer radio-/tv-repraesentanterne, understregede, at de nye rammebestemmelser skulle anerkende samspillet mellem fremfoering og indhold, og isaer at nogle tjenester (f.eks. elektroniske programoversigter - EPG) gav anledning til spoergsmaal, som skulle tages op som led i reguleringen af indhold.

Nogle deltagere paapegede problemer med de arbejdsdefinitioner, der anvendes i meddelelsen, isaer hvad angaar "tilhoerende tjenester", som haenger sammen med den skelnen, der foretages mellem fremfoering og indhold.

2.2. Tilladelser

2.2.1. OEget brug af generelle tilladelser

Operatoerer, producenter, brugere og offentlige myndigheder tilkendegav naesten uden undtagelse opbakning til tanken om i stoerre omfang at bruge generelle tilladelser. Der var dog forskel paa, hvilke omstaendigheder man mente berettigede brugen af individuelle tilladelser. Langt de fleste af deltagerne var enige i, at generelle tilladelser var det mest hensigtsmaessige middel til godkendelse af tjenesteudbud. Et stort flertal gik ogsaa ind for, at man brugte generelle tilladelser til fastnet, om end nogle faa myndighedsorganer og visse operatoerer, som allerede havde tilladelser, fremfoerte, at individuelle tilladelser var en forudsaetning for driften af infrastruktur til fastnet.

Stoerstedelen af operatoererne og producenterne mente, at det var berettiget at bruge individuelle tilladelser i forbindelse med radiospektrum (satellitoperatoererne indtog dog den holdning, at der kun var brug for individuelle tilladelser i tilfaelde, hvor frekvensbaandene ikke var harmoniserede. Visse operatoerer og producenter var ikke helt overbeviste om, at det var berettiget med individuelle tilladelser til anvendelse af nummerressourcer, og fremfoerte, at der, saa laenge nummereringsplanerne blev administreret ordentligt, ikke var tale om knaphed og derfor ikke var nogen berettigelse for individuelle tilladelser.

Regeringerne og telestyrelserne gik staerkt ind for at bevare de individuelle tilladelser for frekvens- og nummerressourcer, som de mente var noedvendige for at sikre en effektiv anvendelse af disse ressourcer. Nogle fremfoerte, at individuelle tilladelser var noedvendige for at administrere udstedelsen af grave- og brugsrettigheder, som der skal foeres noeje tilsyn med. Visse operatoerer var ogsaa betaenkelige, fordi de ville have svaert ved at etablere de noedvendige net, hvis de ikke havde en individuel tilladelse til at dokumentere over for lokalmyndighederne, at de havde brugsrettigheder. Visse operatoerer, isaer kabelnetoperatoerer, mente, at der var for meget arbejde i forbindelse med lokalmyndighedernes nuvaerende administrationskrav, og fremfoerte, at saadanne krav i det mindste skulle vaere gennemskuelige og ikke give grundlag for forskelsbehandling mellem etablerede og nye selskaber.

Der var ogsaa bred stoette til forslaget om at opdele tilladelser vedroerende tjenester og spektrum, isaer blandt teleoperatoererne, som gik staerkt ind for, at myndighederne skulle angive, hvilke tilladelsesvilkaar der gjaldt for hver enkelt tilladelse og opdele dem i overensstemmelse hermed. Kommentarerne fra radio/tv-selskaber med jordbaseret transmission og disses myndighedsorganer var noget mindre positive, og der blev sat spoergsmaalstegn ved, om en saadan opdeling lod sig goere i praksis.

2.2.2. Afgifter og gebyrer

Teleoperatoererne var generelt kritiske over for den nuvaerende ordning vedroerende de gebyrer, som de nationale myndighedsorganer opkraever for tilladelser. Kritikken fokuserede hovedsagelig paa, at systemet var uigennemskueligt, at operatoeren ikke eller kun i ringe omfang kunne bedoemme, om det opkraevede gebyr reelt afspejlede administrationsomkostningerne. De fleste gik ind for forslaget om at begraense saadanne gebyrer til "velbegrundede og relevante" administrationsomkostninger og forslaget om at Kommissionen skulle offentliggoere retningslinjer for gebyrsatser og kvalitetsstandarder. Nogle operatoerer gik videre med tanken, idet de mente, at saadanne gebyrer udgjorde en indirekte beskatning af telesektoren og at myndighedsorganernes aktiviteter skulle finansieres via det almindelige skattebudget.

De fleste nationale myndigheder mente, at det var noedvendigt at opkraeve afgifter fra sektoren for at sikre, at de nationale myndighedsorganer har de fornoedne ressourcer til at varetage deres opgaver effektivt. Men de havde forstaaelse for oensket om stoerre gennemskuelighed og var rede til at overveje forslaget med henblik herpaa. Der var uenighed blandt myndighederne og regeringerne om, hvorvidt Kommissionen skulle opstille retningslinjer. Nogle gik ind for idéen og erkendte, at den nuvaerende ordning ikke var harmoniseret. Andre var villige til at overveje henstillinger om optimal praksis for, hvilke elementer gebyrer maa omfatte, men mente dog, at henstillinger om kvalitetsstandarder ville vaere en overdrivelse.

Nogle nationale myndighedsorganer spurgte, hvordan man kunne sikre tilstraekkelige finansieringsmidler, hvis man gik over til i almindelighed at bruge generelle tilladelser.

2.2.3. Harmonisering/forenkling af tilladelsesvilkaar

Brugerne, operatoererne og de nationale myndigheder gik generelt ind for en oeget harmonisering af tilladelsesvilkaar i hele EU. Operatoererne mente, at de nuvaerende forskelle inden for EU var skadelige for etableringen af et reelt indre marked.

2.2.4. Internet

De fleste af deltagerne, bl.a. myndighederne og de fleste operatoerer, mente, at Internettet skulle reguleres som ethvert andet kommunikationsnet. Et mindretal blandt operatoererne mente dog, at der slet ikke skulle vaere nogen regulering af Internettet.

2.3. Netadgang og samtrafik

Hovedparten af deltagerne gik ind for at fortsaette med ex ante-regler for at sikre konkurrenceligestillingen, i det mindste paa kort sigt. De bakkede op om Kommissionens generelle princip om, at lovgivningen skal reduceres, efterhaanden som konkurrencen oeges. Men de var ikke overbevist om, at de detaljerede forslag, som Kommissionen havde fremlagt, i alle tilfaelde var den bedste loesning.

2.3.1. Adgang til infrastruktur

Tjenesteudbyderes adgang til operatoerejede net og faciliteter var det spoergsmaal, der kom flest kommentarer til fra deltagerne. Der var generel enighed om, at spoergsmaalet var et af de vigtigste i de fremtidige rammebestemmelser, eftersom udbygningen af de forskellige bredbaandsplatforme giver mulighed for, at en lang raekke tjenester kan fremfoeres via disse platforme. Der var imidlertid mindre enighed om, hvordan spoergsmaalet skulle gribes an i de nye rammebestemmelser.

I meddelelsen blev det foreslaaet, at lovforpligtelserne kunne variere i forhold til virksomhedernes markedsposition. Hvis en operatoer er 'dominerende', skal denne opfylde alle rimelige anmodninger om adgang til omkostningsaegte takster og uden forskelsbehandling. Hvis en operatoer har en 'staerk markedsposition', skal denne forhandle om adgang, med mulighed for myndighedsindgriben i tilfaelde af tvister. De fleste af deltagerne gik ind for princippet om lovforeskrevet adgang til infrastruktur i tilfaelde, hvor etablerede selskaber havde en konkurrencefordel. Der var saaledes bred opbakning om at indfoere fri adgang til de etablerede selskabers 'raa kobber', dvs. abonnentkredsloeb. Det blev fremfoert, at der paa kort til mellemlang sigt i de fleste geografiske omraader ikke kunne forventes at vaere nogen alternativ infrastruktur ud over den etablerede teleoperatoers abonnentkredsloeb.

Spoergsmaalet om adgang til andre former for infrastruktur var mere kontroversielt. Mobiloperatoererne mente, at mobilmarkedet allerede var konkurrencebaseret og at der derfor ikke var tale om, at det paa baggrund af markedsmekanismernes mangler kunne vaere berettiget at opstille bestemmelser om lovforeskrevet adgang for tjenesteudbydere. De paapegede, at der i nogle lande allerede blev indgaaet kommercielle aftaler med tjenesteudbydere. De understregede, at mobiloperatoererne havde foretaget store investeringer for at etablere deres net, og mente, at lovforeskrevet adgang ville undergrave disse investeringer.

Tjenesteudbyderne [5] bestred dette og fremfoerte, at det afkast, mobiloperatoererne i dag faar paa deres investering, er rigeligt til at sikre baade tjenesteudbydere og netoperatoerer en rimelig fortjeneste. Brugerne stoettede ogsaa obligatorisk adgang til mobilnet under visse omstaendigheder, idet de fremfoerte, at den nuvaerende markedsstruktur fokuserer paa det nationale marked og at afgifterne for international roaming er alt for hoeje. Mobiloperatoererne naegtede at indgaa aftaler med erhvervskunder om virtuelle privatnet og tvang dem til at betale de hoeje roamingafgifter. Denne ineffektive struktur kunne man bl.a. paa denne maade komme til livs ved at indfoere fri adgang for tjenesteudbydere.

[5] Tjenesteudbydere skal her forstaas som operatoerer, som ikke har deres eget net.

Kabeloperatoererne var bekymrede over udsigten til, at deres net ville blive underlagt regler om fri adgang, idet de mente, at dette kunne fratage investorerne lysten til at investere i deres net. Kabelindustrien ville ikke kunne klare, hvis man skulle leve udelukkende af indtaegterne paa fremfoering, der skulle vaere kommerciel frihed til at samle tjenester i 'pakker' og udoeve kontrol over tilhoerende tjenester saasom adgangsstyring.

Indfoerelsen af to forskellige taerskler for lovregler blev kritiseret baade af industrien og myndighedsorganerne, som mente, det var unoedvendigt og forvirrende. Netoperatoererne gik mest ind for at bruge én taerskel med udgangspunkt i konkurrencelovgivningens definition af dominerende position som grundlag for lovforpligtelser og mente, at det foerst var naar denne taerskel gjaldt, at markedsmekanismerne bevisligt ikke slog til og der derfor var grund til at anvende ex ante-forpligtelser. Tjenesteudbyderne og de fleste myndighedsorganer gik ind for at bruge den eksisterende taerskel for staerk markedsposition og mente, at man paa mange markeder ikke ville kunne sikre konkurrencen ved at bruge taersklen for dominerende position. Radio/tv-selskaberne foretrak generelt en udbygget og styrket adgang paa grundlag af "retfaerdige og rimelige vilkaar uden forskelsbehandling".

Forslaget om at give operatoerer med staerk markedsposition pligt til at foere forhandlinger om adgang blev ogsaa kritiseret en del. De nye selskaber mente, at man burde beholde adgangspligten, idet operatoerer med staerk markedsposition ikke ville tage forhandlingspligten alvorligt, og at den saa ikke ville have nogen effekt. Andre - bl.a. kabeloperatoererne - mente, at muligheden for myndighedsindgriben ved forhandlingssammenbrud ville betyde, at forhandlingspligten i praksis ville have samme virkning som en adgangspligt, fordi tjenesteudbyderne ikke ville forhandle for at opnaa et reelt forhandlingsresultat, men bare vente paa, at myndighederne skulle gaa ind og fastsaette en pris.

2.3.2. Operatoervalg og fast operatoervalg paa mobilomraadet

Der var ingen udbredt enighed om forslaget om, at mobiloperatoerer med staerk markedsposition skal give mulighed for operatoervalg. Der var uenighed blandt operatoererne. Mobiloperatoererne og de etablerede fastnetoperatoerer var generelt imod en saadan forpligtelse og mente, at det var unoedvendigt i betragtning af konkurrenceomfanget paa mobilmarkedet. Brugerne og de nye operatoerer gik generelt ind for det, og mange fremfoerte, at pligten til at give mulighed for operatoervalg og fast operatoervalg burde gaelde for alle mobiloperatoerer, og ikke kun operatoerer med staerk markedsposition. Nogle myndigheder gik ogsaa ind for at indfoere denne forpligtelse, mens andre mente, at det godt kunne vente.

Flere myndigheder mente, at operatoervalg og fast operatoervalg var forskellige former for netadgang, og at disse punkter derfor skulle indgaa i de foreslaaede rammebestemmelser vedroerende netadgang. Nogle satte ogsaa spoergsmaalstegn ved meddelelsens skelnen mellem operatoervalg og fast operatoervalg.

2.3.3. Samtrafik

Der var bred enighed om, at de nuvaerende rammebestemmelsers regler om grundlaeggende samtrafik ogsaa skulle gaelde under de nye rammebestemmelser og at alle parter saaledes fortsat skulle have ret og pligt til at forhandle om samtrafik med mulighed for myndighedsforeskrevne forligsordninger. De fleste af deltagerne var ogsaa enige om, at forhaandsdefinitionen af samtrafikmarkeder sikkert ikke holdt paa lang sigt, og at der derfor skulle foretages yderligere markedsdefinitioner (f.eks. oprindelsestrafik, transittrafik og termineringstrafik).

Der var delte meninger om, hvorvidt der stadig var behov for asymmetriske forpligtelser vedroerende samtrafik. Nogle af de etablerede selskaber mente, at alle markedsaktoerer havde det samme incitament til at drive samtrafik og at alle derfor skulle vaere underlagt de samme forpligtelser. De nye selskaber og myndighedsorganerne mente derimod, at der var fundamental forskel paa incitamentet, isaer inden for opkaldsterminering, fordi de etablerede selskaber har net overalt.

Ligesom det gjaldt for debatten om netadgang, var der uenighed om, hvilke kriterier for omkostningsaegthed og hvilken pligt til ligelig behandling der skulle gaelde for operatoerer med staerk eller dominerende markedsposition. Myndighederne og de nye selskaber slog generelt til lyd for, at operatoerer med staerk markedsposition fortsat skulle have pligt til at drive samtrafik til omkostningsaegte priser. De etablerede selskaber og andre stoerre operatoerer gik ind for forslaget om kun at paalaegge operatoerer med dominerende position paa det paagaeldende marked en saadan forpligtelse.

2.3.4. Adgang til abonnentkredsloeb

Det store flertal af operatoerer og producenter, bruger- og forbrugerrepraesentanter og myndighedsorganer gik ind for, at de nye rammebestemmelser skulle omfatte en forpligtelse for de etablerede fastnetoperatoerer til at give fri adgang til deres 'raa kobber', altsaa abonnentkredsloebet, saa der kunne komme mere gang i udviklingen i bredbaandsinternettjenester i Europa. Kommissionens henstilling [6] herom fik ogsaa bred opbakning. Visse deltagere understregede dog, at det skulle sikres, at liberaliseringen af abonnentkredsloeb ikke gjorde det af med lysten til at investere i alternative abonnenttilslutningsinfrastrukturer.

[6] Kommissionens henstilling om fri adgang til abonnentkredsloeb, KOM ...

2.3.5. Adgang til radio/tv-infrastruktur og transmissionspligt

Radio/tv-selskaberne mente, at man skulle viderefoere tv-standarddirektivets [7] bestemmelse om, at alle udbydere af adgangsstyringssystemer skulle give adgang paa ligelige og rimelige vilkaar uden forskelsbehandling. Mange af de selskaber, som ejer denne infrastruktur, gik ogsaa ind for denne forpligtelse. Nogle, navnlig offentlige radio/tv-selskaber, mente ogsaa, at denne forpligtelse skulle gaelde for andre faciliteter, som ligger til grund for slutbrugernes adgang, f.eks. programmeringsgraenseflader for applikationer (API) og elektroniske programoversigter (EPG).

[7] Europa-Parlamentet og Raadets direktiv 95/47/EF af 24. oktober 1995 om standarder for transmission af tv-signaler (EFT L 281 af 23.11.95, s. 51 - "tv-standarddirektivet").

De offentlige radio/tv-selskaber frygtede, at forslagene vedroerende netadgang skulle begraense deres muligheder for at faa deres indhold ud via hensigtsmaessige infrastrukturer til en rimelig pris. De mente, at hvis de var tvunget til at betale dyrt for det, ville det paavirke deres mulighed for at investere i indholdssiden.

De offentlige radio/tv-selskaber og forbrugergrupperne mente, at der ogsaa i et digitalt miljoe fortsat ville vaere brug for regler om transmissionspligt hvad angik visse former for indhold i almenhedens interesse. I en digital verden ville saadanne regler faktisk vaere mere paakraevede, fordi der ikke laengere ville vaere knaphed paa transmissionskapacitet. Myndighederne og operatoererne var enige i, at det ville vaere hensigtsmaessigt at viderefoere transmissionspligten. Men mange kabeloperatoerer var af den opfattelse, at transmissionspligten skulle tages op til revision, og understregede isaer, at regler af denne type skulle vaere velbegrundede og proportionelle og at der skulle ydes passende godtgoerelse.

2.3.6. Interoperabilitet og standardisering

Der var bred opbakning til Kommissionens forslag om at tage udgangspunkt i de nuvaerende ordninger for industriorienteret standardisering paa teleomraadet og udvide saadanne regler til at omfatte alle former for kommunikationsinfrastruktur og tilhoerende tjenester (ogsaa digital-tv), saa der kan opstilles passende metoder til at sikre interoperabiliteten. Flere radio/tv-organisationer bemaerkede, at der som led i standardiseringen af digital-tv skulle tages hoejde for udviklingen paa globalt plan. De offentlige radio/tv-selskaber, forbrugerrepraesentanterne og myndighederne gik alle ind for stoerre interoperabilitet, men kunne ikke blive enige om, hvordan det bedst kunne foregaa. Der blev bl.a. foreslaaet, at man via fortrolighedsaftaler kunne faa oplysninger om vigtige graenseflader, at man kunne indfoere en faelles graenseflade, eller at man kunne fremskynde og foreskrive anvendelsen af 'Multimedia Home Platform' (en aaben arkitektur for multimedieinformation, herunder digital-tv, som er udviklet af arbejdsgruppen vedroerende digital-tv (DVB)).

2.3.7. Omkostningsopgoerelse og prisfastsaettelse ved samtrafik og netadgang

Der var bred stoette til, at Kommissionen havde taenkt sig at bruge henstillinger til at specificere bestemte prisfastsaettelsesmetoder i bestemte situationer. Men nogle deltagere var uenige i Kommissionens antagelse om, at det ville vaere hensigtsmaessigt med forskellige prisfastsaettelsesmetoder i forskellige situationer. De mente, at langsigtede differensomkostninger altid burde vaere den grundlaeggende metode til at fastsaette lovstyrede priser.

2.4. Forvaltning af knappe ressourcer

2.4.1. Politikken vedroerende radiospektrum

Alle parter understregede radiofrekvensernes vigtighed for kommunikationssektoren. Alle erkendte, at kommerciel og ikke-kommerciel brug af spektrum maatte afvejes over for hinanden. Industrien og brugergrupperne gik ind for Kommissionens forslag om at nedsaette en ekspertgruppe vedroerende radiospektrumpolitik for at sikre en tvaereuropaeisk indfaldsvinkel til radiospektrumpolitik i alle sektorer, som har relevans for EU's politikker. Der var staerk opbakning til en oeget harmonisering af anvendelsen af spektrum i hele EU, med hjaelp fra eksisterende organisationer saasom CEPT, hvor det maatte vaere noedvendigt.

Disse punkter blev taget op i meddelelsen om resultaterne af den offentlige hoering om groenbogen om radiospektrumpolitik [8], og det kommende forslag til en beslutning om radiospektrumpolitik indeholder bestemmelser om oprettelse af ekspertgruppen vedroerende radiospektrumpolitik og bedre harmonisering af frekvensanvendelse. Meddelelsen satte fokus paa behovet for tiltag paa EU-plan for at opnaa en harmoniseret og velafvejet indfaldsvinkel til anvendelsen af radiospektrum, isaer inden for kommunikation, radio/tv, transport, forskning og beskyttelse af menneskers sundhed, og derigennem sikre, at anvendelsen af frekvenser foregik under overholdelse af det indre markeds principper, og at EU's interesser paa internationalt plan blev tilgodeset.

[8] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Raadet, Det OEkonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Den videre udvikling inden for radiospektrumpolitikken - resultaterne af den offentlige hoering om groenbogen, KOM(1999)538.

2.4.2. Prisvurdering for radiospektrum: administrativ prisfastsaettelse og auktioner

De nuvaerende rammebestemmelser for tilladelser giver, som angivet i revurderingsmeddelelsen, medlemsstaterne mulighed for at bruge auktioner og administrativ prisfastlaeggelse som et middel til at tilskynde til effektiv anvendelse af knappe ressourcer, f.eks. radiofrekvenser. I meddelelsen blev det foreslaaet, at medlemsstaterne fortsat skulle have lov, men ikke pligt, til at bruge denne mulighed. Det blev understreget i meddelelsen, at medlemsstaterne kunne prisvurdere radiospektrum paa forskellige maader, men deltagerne fokuserede naesten udelukkende paa auktionsmetoden.

Som det fremgik af hoeringen om groenbogen om radiospektrum [9] har de beroerte parter forskellige holdninger til, hvor oenskvaerdigt det er med auktioner. De fleste af deltagerne fra industrien talte imod brugen af auktioner. De mente, at der var forskellige ulemper ved auktionsmetoden: den medfoerer f.eks. hoejere priser for slutbrugerne, virker investeringshaemmende og stiller den europaeiske industri ringere i konkurrencen paa verdensmarkedet, isaer i mobilsektoren. Brugerrepraesentanterne var generelt imod auktionsformen, og det samme gjaldt radio/tv-selskaberne, som primaert frygtede, at det ville skade deres muligheder for at investere i indholdssiden, hvis de blev tvunget til at koebe sig ind via auktioner. Teleoperatoererne var bange for, at der skulle blive indfoert auktioner inden for deres egen sektor, men ikke inden for de konkurrerende sektorer.

[9] Groenbog om radiospektrumpolitik set i sammenhaeng med Faellesskabets politik inden for omraaderne telekommunikation, radio-/tv-spredning, transport og FTU, KOM(1998) 596 endelig udgave af 9.12.98.

Andre deltagere fra industrien gik derimod ind for auktionsmetoden. Nogle mente, at auktioner var den mest rimelige metode til at vaelge mellem konkurrerende bud paa spektrum. De mente ogsaa, at auktioner tilskyndede til effektiv spektrumsanvendelse, naar blot de var tilrettelagt omhyggeligt med henblik paa at undgaa spekulation og hamstring.

Myndighedsorganerne og regeringsmyndighederne var heller ikke sikre paa, om auktioner var en god idé. Men alle mente, at de enkelte medlemsstater paa grundlag af naerhedsprincippet havde ret til selv at traeffe beslutning om, hvilke tildelingsordninger der egnede sig bedst i det paagaeldende land.

En meget stor del af deltagerne fra industrien mente, at man uanset hvilken slags tildelingsordninger der blev brugt skulle forbyde overfoersel af indtaegter fra afgifter for frekvensanvendelse, idet det ville oege spektrumseffektiviteten.

2.4.3. Sekundaer handel

Ligesom det gjaldt for vurdering af priser for spektrum var der dyb splittelse i industrien angaaende sekundaer handel. Et flertal af deltagerne gik ind for sekundaer handel, isaer i tilfaelde hvor der var afholdt auktioner over spektrum og hvor der var et passende tilsyn med transaktioner og sikkerhedsforanstaltninger til forhindring af spekulation og konkurrencehaemmende virksomhedssamarbejde. Radio/tv-selskaberne var generelt imod saadanne ordninger.

Myndighedsorganerne indtog nogenlunde samme holdning, som de havde til prisvurdering af spektrum. Blandt medlemsstaterne var der ganske vist forskellige holdninger til, om sekundaer handel var en fordel, men der var bred opbakning til at myndighederne selv skulle kunne vaelge, om sekundaer handel med spektrum skulle vaere tilladt inden for visse frekvensbaand. Men mange understregede, at saadanne systemer forudsatte loebende myndighedstilsyn. Regeringerne skulle fortsat sikre, at radiospektret administreres paa passende og effektiv vis.

2.4.4. Tvaereuropaeisk harmonisering af frekvenstilladelser/-allokering

Industrien gik i et vist omfang ind for en oeget harmonisering af tilladelses- og allokeringsordningerne i EU, isaer hvad angaar satellitsektoren, hvor de nationale tilladelsesprocedurer opfattes som unoedigt besvaerlige, tidskraevende og haemmende for satellitkommunikationssektorens oekonomiske og tekniske opbygning. Medlemsstaterne var paa den anden side generelt imod en harmonisering, idet de mente, at frekvensallokering faldt ind under nationalstaternes kompetence.

2.5. Forsyningspligtydelser

2.5.1. Omfang

Naesten alle operatoerer og mange myndigheder og medlemsstater stoettede Kommissionens forslag om, at forsyningspligten fortsat skulle have samme omfang som hidtil. Nogle operatoerer gik endog ind for, at der skulle vaere forsyningspligt paa faerre tjenester. Men mange erkendte ogsaa, at forsyningspligten skulle holde trit med markedsudviklingen og den tekniske udvikling, og at den derfor skulle vaere fleksibel og kunne tilpasses i fremtiden. Mange operatoerer advarede dog om, at en forpligtelse til at tage forsyningspligten op til revision med jaevne mellemrum ikke maatte ende som en reel forlaengelse uden tidsbegraensning.

Brugerne og myndighedsorganerne paapegede paa det kraftigste, at forsyningspligten var et afgoerende redskab i bekaempelsen af social udstoedelse. De var ogsaa enige om, at der paa nuvaerende tidspunkt ikke var behov for at udvide forsyningspligtens omfang, og de stoettede forslaget om at opstille kriterier for regelmaessig revurdering.

Deltagerne havde meget faa forslag til tjenester, der kunne inddrages i forsyningspligten i de nye rammebestemmelser. Forbrugerorganisationerne opfordrede til, at forsyningspligten blev udvidet til at omfatte e-mail- og internetadresser for alle. Et enkelt myndighedsorgan foreslog, at man skulle overveje at laegge forsyningspligt paa mobiltelefoni for visse svage gruppers vedkommende, f.eks. handicappede. Men det store flertal af deltagerne var enige i Kommissionens konklusion om, at det paa nuvaerende tidspunkt ville vaere en ulempe at udvide forsyningspligten til at omfatte bredbaandstilslutninger.

2.5.2. Finansiering

Teleoperatoererne var generelt imod anvendelsen af sektorspecifik forsyningspligtsfinansiering. De fremfoerte, at naar myndighederne indfoerte saadanne forpligtelser ud fra politiske/sociale aarsager, burde saadanne aktiviteter finansieres via skattebudgettet og ikke via bidrag fra operatoererne. Der var bred opbakning til andre ordninger, f.eks. offentlige udbud eller "betjen-eller-betal", idet disse metoder pr. definition blev opfattet som mere rimelige.

Myndighedsorganerne og regeringerne mente, at medlemsstaterne fortsat skulle have mulighed for at indfoere finansieringsordninger, isaer i betragtning af den forestaaende udvidelse med de central- og oesteuropaeiske lande. Nogle mente, at enkeltlande skulle kunne indfoere forsyningspligt ud fra nationale kriterier.

2.5.3. Rimelige priser

Der var delte meninger om forslaget om at opstille retningslinjer paa europaeisk plan vedroerende rimelige prisniveauer. Nogle operatoerer og medlemsstater mente, at et saadant forslag ikke kunne lade sig goere i praksis, fordi det dybest set er nationale faktorer, som afgoer, hvad der er et rimeligt prisniveau. Derfor ville det vaere meningsloest, ja endog farligt, at fastlaegge europaeiske retningslinjer. Andre mente, at tiltag for at opstille en faelleseuropaeisk definition af prisrimelighed kunne vaere med til at sikre, at alle europaeiske borgere fik adgang til reelt prisoverkommelige kommunikationstjenester. Et af ansoegerlandene gjorde opmaerksom paa de saerlige problemer, som de central- og oesteuropaeiske lande havde med at sikre et rimeligt prisniveau.

2.6. Brugernes og forbrugernes rettigheder

2.6.1. Beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred

Hovedparten af deltagerne var enige i, at det ville vaere en god idé med en teknisk tilpasning af privatlivsdirektivet for telesektoren [10].

[10] Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (EFT L 24 af 30.1.98, s. 1, "privatlivsdirektivet for telesektoren").

Visse deltagere, isaer repraesentanterne for industrien, mente dog, at der ikke var brug for sektorlovgivning, eftersom der allerede findes horisontal lovgivning inden for omraadet (dvs. direktivet om beskyttelse af personoplysninger [11]). Nogle foreslog, at en mere fleksibel loesning i stedet for det eksisterende sektorspecifikke direktiv kunne vaere at opstille kommunikationssektorkoder som led i det overordnede direktiv.

[11] Europa-Parlamentet og Raadets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af saadanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.95, "direktivet om beskyttelse af personoplysninger").

Andre, isaer blandt myndighederne, var enige med Kommissionen i, at det nuvaerende privatlivsdirektiv for telesektoren traenger til en overhaling, isaer for at tydeliggoere de omraader i direktivet, som har voldt medlemsstaterne problemer ved gennemfoerelsen.

2.6.2. Det faelleseuropaeiske alarmnummer (<112>)

Medlemsstaterne, myndighederne og forbrugergrupperne gik ind for kravet om, at noedopkald (f.eks. til det faelleseuropaeiske alarmnummer) fra og med 1. januar 2003 skal kunne lokaliseres.

Mange netoperatoerer var betaenkelige ved et saadant krav. Der blev f.eks. sat spoergsmaalstegn ved, om tidsplanen for gennemfoerelse var realistisk. Nogle paapegede, at det kunne vaere farligt at opstille bestemmelser for omraadet, naar operatoererne allerede selv var i gang med at indfoere noget tilsvarende. Andre mente, at et saadant lovkrav kunne blive en bekostelig affaere, som ogsaa ville indebaere store begraensninger. Der blev opfordret til, at industriaktoererne foretog en form for tvaereuropaeisk samordning vedroerende gennemfoerelsen af ordningen. Operatoererne var generelt enige i, at et saadant krav burde finansieres via statsbudgettet, eftersom det bundede i hensynet til almenhedens interesse.

2.6.3. Klagemuligheder og tvistbilaeggelse

De fleste gik ind for at sikre, at brugere og forbrugere havde adgang til enkle, billige klagemuligheder og tvistbilaeggelsesordninger, og for at grundprincipperne i saadanne ordninger blev fastlagt paa europaeisk plan. Bruger- og forbrugerrepraesentanterne gik generelt ind for Kommissionens forslag om at give Kommunikationsgruppen paa hoejt niveau befoejelse til at traeffe afgoerelse i graenseoverskridende tvister. Myndighedsorganerne var knap saa overbeviste og mente, at det ville vaere mere hensigtsmaessigt med bilaterale aftaler mellem de nationale myndighedsorganer i stedet. Nogle medlemsstater var ogsaa betaenkelige ved at tildele et raadgivende organ mere eller mindre retlige befoejelser.

2.6.4. Gennemskuelighed i taksterne

Der var bred opbakning fra alle sider til tanken om at goere taksterne mere gennemskuelige for forbrugerne. Men der var forskel paa, hvordan man mente, det bedst kunne goeres. Operatoererne var generelt imod lovbestemmelser om opkaldsspecifikke takstoplysninger. De mente, at operatoererne paa grund af konkurrencesituationen havde direkte interesse i at sikre, at kunderne var godt orienterede om prisen paa de udbudte tjenester. Efter deres opfattelse kunne indfoerelsen af opkaldsspecifikke takstoplysninger medfoere stive takststrukturer og goere det svaerere at gennemfoere innovative takstordninger. Men mange var villige til at overveje selvregulering for at goere systemerne mere gennemskuelige.

Myndighederne og bruger- og forbrugerrepraesentanterne ville gerne sikre, at forbrugerne havde adgang til praecise og gennemskuelige takstoplysninger. De tilskyndede til en noejere gennemgang af de forskellige forhaandenvaerende muligheder, f.eks. opkaldsspecifikke takstoplysninger, inden der blev truffet afgoerelse om at foreskrive en bestemt teknisk loesning.

2.6.5. Tjenestekvalitet

Operatoererne paapegede, at myndighederne ikke skulle beskaeftige sig med tjenestekvalitet paa et konkurrencebaseret marked. Kvalitet var et af operatoerernes konkurrenceparametre. De var imod Kommissionens forslag om at aabne mulighed for myndighedsindgriben.

Myndighederne mente, at de for at kunne beskytte forbrugerne fortsat skulle have saadanne befoejelser.

2.6.6. Anbefalede og obligatoriske tjenester

Der var bred opbakning til forslaget om at ophaeve direktivet om faste kredsloeb [12] naar der var tilstraekkelig konkurrence paa udbuddet heraf. De fleste var enige i, at konkurrencen burde vaere af tilstraekkeligt omfang til at berettige en ophaevelse, naar de nye rammebestemmelser skal gennemfoeres. Men nogle operatoerer var betaenkelige ved, at en eventuel beslutning om at ophaeve bestemmelserne i direktivet om faste kredsloeb skulle traeffes paa grundlag af en analyse af konkurrenceomfanget til den tid.

[12] Raadets direktiv 92/44/EOEF af 5. juni 1992 om etablering af ONP-vilkaar for faste kredsloeb (EFT L 165 af 19.6.92, s. 27), aendret ved Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 97/51/EF (EFT L 295 af 29.10.97, s. 23, "direktivet om faste kredsloeb").

2.7. Forvaltning af numre, navne og adresser

2.7.1. Nummerportabilitet i mobilsektoren

Bruger- og forbrugerrepraesentanterne gik staerkt ind for at mobilbrugerne skulle have mulighed for nummerportabilitet. De mente, at mangelen paa portabilitet isaer for erhvervskunder stavnsbandt kunderne til et bestemt net. De mente ogsaa, at nummerportabilitet ikke blot sikrede konkurrenceligestillingen, men var en "forbrugerrettighed".

Myndighederne gik ogsaa generelt ind for en saadan forpligtelse. Myndighederne i de medlemsstater, hvor man allerede havde indfoert det, fortalte, at det fungerede effektivt.

Mange mobiloperatoerer (isaer de af dem, som foerst havde faaet tilladelse til at drive virksomhed i det paagaeldende land) var imod indfoerelsen af kravet om nummerportabilitet. De mente, at nummerportabilitet var en foranstaltning, som havde til formaal at afhjaelpe konkurrenceproblemer inden for fastnetmarkedet; det var unoedvendigt i forbindelse med det konkurrencepraegede mobilmarked. De mente ogsaa, at det ville blive meget dyrt at gennemfoere, og at disse omkostninger ikke ville staa maal med de forventede fordele.

Andre mobiloperatoerer, hvoraf de fleste var nye selskaber, som drev GSM-1800-net, gik imidlertid ind for kravet. Nogle nye operatoerer i medlemsstater, hvor man allerede havde indfoert nummerportabilitet, fortalte, at det havde vaeret en fordel for dem. De erkendte, at overgangen ikke fungerede ideelt, men mente, at det ville blive nemmere, naar man brugte intelligente net.

2.7.2. Interoperabilitet mellem nationale databaser for intelligente net

Flere medlemsstater og myndighedsorganer mente jf. revurderingsmeddelelsen, at var korrekt, at der blev gjort for lidt for at sikre interoperabiliteten mellem de nationale I/N-databaser for nummerportabilitet. De paapegede dog, at eventuelle tiltag paa nuvaerende tidspunkt burde fokusere paa at fremme frivillig interoperabilitet frem for lovforeskrevne forpligtelser.

2.8. Specifikke konkurrencespoergsmaal

2.8.1. Markedsdefinition

De nuvaerende rammebestemmelser for teleomraadet indeholder en definition af bestemte markeder i tilsynsoejemed. Det fremgik af revurderingsmeddelelsen, at denne indfaldsvinkel ikke var holdbar for de fremtidige rammebestemmelser, eftersom markederne udvikler sig stadig hurtigere. Kommissionen foreslog derfor, at de nationale myndigheder skulle vaere ansvarlige for at definere forskellige markeder med henblik paa ex ante-lovgivning paa grundlag af kommissionshenstillinger.

De fleste deltagere gik i princippet ind for denne fremgangsmaade, om end nogle mente, at det ogsaa aabnede mulighed for indbyrdes forskelle i de forskellige EU-myndighedsorganers beslutningstagning. I den forbindelse blev der lagt vaegt paa betydningen af kommissionshenstillinger og behovet for effektivt samarbejde mellem de nationale myndighedsorganer og konkurrencemyndigheder. De fleste industrirepraesentanter bifaldt Kommissionens budskab om, at opkaldsoprindelse, transit og terminering blev betragtet som saerskilte markeder med forskelligt konkurrenceomfang. Nogle nye selskaber var dog betaenkelige ved, at den nye ordning ville give dominerende operatoerer mulighed for at udnytte deres markedsstilling paa et marked til at opnaa en konkurrencefordel paa relaterede markeder.

Nogle var ogsaa nervoese for, at de nationale myndighedsorganer skulle bruge markedsdefinitionerne som et alternativt lovmiddel f.eks. ved at definere markedet meget snaevert og derved sikre, at en operatoers markedsandel var stor nok til at give grund til myndighedsregulering. Andre udtrykte mere generel betaenkelighed i forbindelse med de metoder, der anvendes til definition af markeder.

2.8.2. Staerk eller dominerende markedsposition

Der var generel enighed om, at der stadig var brug for ex ante-lovgivning for at rette op paa de markeder, hvor konkurrencen ikke fuldt er slaaet igennem. Nogle mente, at der ikke var grund til at paalaegge selskaber forskellige forpligtelser paa et givet marked, naar der var fri konkurrence paa det. De nye selskaber var dog nervoese for, at de etablerede selskaber kunne udnytte deres markedsposition paa andre markeder uden konkurrence til at opnaa en bedre konkurrencestilling over for de nye selskaber paa et marked med fri konkurrence.

Men de fleste deltagere gik ikke ind for Kommissionens forslag om at indfoere to reguleringstaerskler. De fleste mente, at én var nok, om end de ikke kunne blive enige om hvilken det skulle vaere. De etablerede fastnetselskaber og de fleste myndigheder gik ind for, at man viderefoerte de forpligtelser, som i dag gaelder for operatoerer med staerk markedsposition, idet de mente, at nye selskaber ville faa det meget svaert i konkurrencen med de etablerede selskaber, hvis bestemmelser saasom omkostningsaegthed kun gjaldt for dominerende operatoerer. De gjorde ogsaa opmaerksom paa, at myndighederne ikke ville kunne gribe ind over for selskaber, som i faellesskab dominerede et marked uden hver for sig formelt at have en dominerende position. Flere af deltagerne satte spoergsmaalstegn ved ansaettelsen af markedsandele og paapegede, at naar de blev opgjort efter vaerdi, var de etablerede operatoerers markedsandel betydeligt lavere, end hvis de blev opgjort efter volumen.

De deltagere, som gik ind for at bruge definitionen af dominerende markedsposition som taerskel for ex ante-lovforpligtelser, paapegede, at de nye rammebestemmelser kun reelt kunne afspejle maalsaetningen om at undgaa unoedig lovgivning ved at fokusere paa dominans. Ex ante-lovgivning med henblik paa at sikre konkurrenceligestillingen var kun berettiget, hvis en operatoer havde en dominerende markedsposition. De mente, at definitionen af staerk markedsposition gjorde det for nemt for myndighederne at gribe ind paa markeder med fri konkurrence, hvor det ikke var noedvendigt.

Radio/tv-selskaberne gik generelt ind for, at alle infrastrukturudbydere skulle have pligt til at udbyde adgang paa ligelige og rimelige vilkaar uden forskelsbehandling.

Nogle deltagere var ikke glade for udtrykket "dominans". De mente, at man ved at bruge dette udtryk i ex ante-lovgivningen lagde op til at drage paralleller til konkurrencelovgivningen, hvilket kunne medfoere forskellig retspraksis for konkurrenceregler og sektorspecifikke regler. Operatoererne syntes ikke, at et selskab burde komme til at staa svagere i fremtidige retlige tvister om misbrug af en dominerende stilling i henhold til konkurrencelovgivningen, fordi et nationalt myndighedsorgan havde bestemt, at operatoeren havde en "dominerende position" i henhold til de nye rammebestemmelser. Saadanne operatoerer ville helst undgaa at blive klassificeret som "dominerende".

2.9. Institutionelle ordninger

2.9.1. COCOM og HLCG

Der var bred stoette til Kommissionens forslag om at bygge videre paa de nuvaerende udvalgsordninger i stedet for at etablere en europaeisk tilsynsmyndighed. De fleste deltagere var tilfredse med Kommunikationsudvalget (COCOM) og Kommunikationsgruppen paa hoejt niveau (HLCG) og mente, at disse forslag ville skabe bedre sammenhaeng i de beslutninger, som myndighedsorganerne rundt omkring i EU traeffer.

Industri- og brugerrepraesentanterne gik i hoej grad ind for stoerre gennemsigtighed i COCOM og HLCG's arbejde, og mange deltagere foreslog formaliserede kontakter, industrideltagelse eller inddragelse af andre interesserede parter i arbejdet.

Mange af myndighederne gik ind for at erstatte det nuvaerende ONP-udvalg og Tilladelsesudvalget med COCOM. Men de var mere skeptiske over for HLCG. De satte spoergsmaalstegn ved, om HLCG kunne klare alle de opgaver, som meddelelsen lagde op til. Nogle var endda i tvivl om behovet for en saadan gruppe og mente, at den nuvaerende gruppe af uafhaengige myndighedsorganer (IRG) og CEPT/ECTRA [13] kunne varetage de opgaver, som skulle overlades til HLCG.

[13] Det Europaeiske Udvalg for Retsforskrifter paa Teleomraadet under Den Europaeiske Konference af Post- og Teleadministrationer.

Nogle nationale myndigheder var ikke sikre paa, at det var hensigtsmaessigt at give et raadgivende organ som HLCG ansvaret for at bilaegge graenseoverskridende forbrugertvister, hvilket var et retligt anliggende. De mente, at denne opgave enten skulle overlades til COCOM eller gennemfoeres via bilaterale ordninger mellem myndighederne.

2.9.2. Nationale myndighedsorganer

Der var generel opbakning til revurderingsmeddelelsens forslag om at styrke de nationale myndighedsorganers uafhaengighed og oege gennemsigtigheden i deres beslutningstagning. Mange deltagere opfordrede som tidligere naevnt til oeget samarbejde med konkurrencemyndighederne og Kommissionen.

3. Konklusioner vedroerende de fremtidige rammebestemmelser

Efter vurdering af de indlaeg, der er modtaget som led i hoeringen om revurderingsmeddelelsen, angiver Kommissionen herunder sine konklusioner angaaende de fremtidige rammebestemmelser. I dette kapitel opsummeres de vigtigste hensyn, som Kommissionen gaar ud fra ved udarbejdelsen af de direktivforslag, som skal udgoere de ajourfoerte rammebestemmelser.

Nedenstaaende vejledende principper kan inddeles i 3 kategorier:

* Principper, der er baseret paa politiske forslag, som der var bred opbakning til under hoeringen. Disse forslag fastholder Kommissionen.

* Principper, der er baseret paa politiske forslag, som der var delte mening om under hoeringen, som beskrevet i meddelelsens kapitel 2. Bortset fra ét omraade har Kommissionen valgt at fastholde sine oprindelige forslag. Undtagelsen er netadgang og samtrafik, hvor Kommissionen har valgt ikke at indfoere to taerskler for ex ante-forpligtelser vedroerende netadgang og samtrafik. I stedet foreslaar Kommissionen en ny indfaldsvinkel paa omraadet, som beskrives i detaljer i afsnit 3.3.

* Principper, som ikke udtrykkeligt blev foreslaaet i revurderingsmeddelelsen. Det gaelder markedsstaerke operatoerers pligt til at give adgang til dele af abonnentkredsloebet uden uvedkommende betingelser, og muligheden for, at Kommissionen kan bestride de nationale myndighedsorganers afgoerelser og paalaegge dem at ophaeve dem, hvis de ikke betragtes som velbegrundede i henhold til rammebestemmelserne.

3.1. Horisontale bestemmelser

Kommissionen foreslaar, at de maalsaetninger og, hvor det er relevant, principper, som angives i revurderingsmeddelelsen indarbejdes i de nye rammebestemmelser, og at de nationale myndigheder forpligtes til at basere deres afgoerelser herpaa.

De nye rammebestemmelser skal som foreslaaet omfatte alle former for infrastruktur og tilhoerende tjenester og indeholde hensigtsmaessige definitioner. Tjenester, som fremfoeres via infrastrukturen, f.eks. radio/tv-tjenester og informationssamfundstjenester, falder uden for anvendelsesomraadet. Der skelnes derfor grundlaeggende mellem regulering af fremfoering og regulering af indhold [14].

[14] Se fodnote 2.

Efter Kommissionens mening kan man effektivt indfoere en tiltraengt fleksibilitet i de nye rammebestemmelser ved at udvide brugen af henstillinger, retningslinjer. Dermed tilgodeses de interesserede parters berettigede oenske om gennemsigtighed, effektivitet, juridisk vished og demokratisk kontrol i forbindelse med saadanne tiltag.

De nye rammebestemmelser skal ogsaa indeholde regler om de nationale myndighedsorganers forvaltning af knappe ressourcer.

For saa vidt angaar radiospektrum skal rammebestemmelser goere klart, at medlemsstaterne frit kan vaelge at bruge auktioner eller andre prisfastsaettelsesordninger i forbindelse med allokering af frekvenser, hvis de mener, at saadanne tiltag er noedvendige for at sikre optimal udnyttelse af radiospektret. For at goere brugen af radiofrekvenser mere effektiv og fleksibel,, skal rammebestemmelserne ogsaa give medlemsstaterne mulighed for - men ikke pligt til - at tillade sekundaer handel med radiospektrum. De nye rammebestemmelser skal dog ogsaa omfatte passende sikkerhedsforanstaltninger som omhandlet i revurderingsmeddelelsen, navnlig krav om, at transaktioner foregaar under tilsyn af det nationale myndighedsorgan.

Paa nummereringsomraadet viderefoeres de nuvaerende regler om administration af numre, idet det paapeges, at de nationale myndighedsorganer skal vaere ansvarlige for alle nummerressourcer, herunder ogsaa ressourcer, som nu kontrolleres af etablerede selskaber.

Hvad angaar administration af internetnavne sikrer Kommissionen sig, at de nationale registraturer ikke udoever uberettiget forskelsbehandling mellem domaenenavnsansoegninger fra deres eget land og ansoegninger fra andre medlemsstater.

Kommissionen har taenkt sig at foreslaa, at der nedsaettes et kommunikationsudvalg og en kommunikationsgruppe paa hoejt niveau. Det skal klart angives i lovforslagene, hvilke opgaver der skal overdrages til dem. De nye rammebestemmelser skal ogsaa indeholde fyldestgoerende bestemmelser om de nationale myndighedsorganers befoejelser og uafhaengighed og sikre, at der foregaar et effektivt samarbejde mellem de nationale myndighedsorganer og konkurrencemyndigheder.

I de nye rammebestemmelser skal der skelnes mellem to typer lovgivning. For det foerste lovgivning, som primaert er udformet for at administrere overgangen til fri konkurrence (f.eks. forpligtelser vedroerende adgang til infrastruktur) og som gaelder for bestemte virksomheder som foelge af disses markedsposition. Denne lovgivning afskaffes efterhaanden som konkurrencen oeges (som omhandlet i afsnit 3.3). For det andet lovgivning, som er udformet for at tilgodese hensyn til almenhedens interesse (f.eks. sektorspecifikke regler om forbrugerbeskyttelse, som omhandles i afsnit 3.4) og som viderefoeres for alle virksomheder paa et givet marked uanset graden af konkurrencen.

3.2. Tilladelser og godkendelser

Paa grund af den kraftige opbakning, som hoeringen gav udtryk for, mener Kommissionen, at medlemsstaterne boer forpligtes til at anvende generelle tilladelser for alle typer kommunikationstjenester og -net. Derudover kan enkeltorganisationer, hvor det er berettiget, tildeles saerlige brugsrettigheder vedroerende frekvens- og nummerressourcer. Men naar bestemte frekvensbaand er harmoniseret og CEPT har fastlagt ensartede udvaelgelseskriterier og -procedurer (f.eks. for visse satellittjenester), sikrer de nye rammebestemmelser, at saadanne nationale brugsrettigheder til frekvenser ikke haemmer eller forsinker indfoerelsen af tjenester ved at paalaegge virksomhederne yderligere betingelser.

Eftersom grave- og brugsrettigheder ikke kun tilfalder én organisation, er Kommissionen ikke overbevist om, at det er berettiget at knytte saerlige brugsrettigheder til saadanne ressourcer, men Kommissionen er klar over, at dette omraade med rette ligger myndighederne og operatoererne paa sinde, og det vil den tage hoejde for ved udarbejdelsen af de nye rammebestemmelser for tilladelser.

Efter Kommissionens opfattelse medfoerer disse foranstaltninger en oeget harmonisering af tilladelsesordningerne i EU, ligesom de fjerner en del unoedvendig regulering.

Naar virksomheder tildeles saerlige brugsrettigheder, er det Kommissionens tanke, at de ikke skal haenge sammen med den generelle tilladelse vedroerende tjenesten. Der skal ogsaa vaere et skarpt skel mellem vilkaarene for den generelle tilladelse og vilkaarene for de saerlige brugsrettigheder. Det vil efter Kommissionens mening i vidt omfang goere vilkaarene for tilladelser mere gennemskuelige for operatoererne. Kommissionen fastlaegger i lovgivningen en liste med graenser for, hvilke vilkaar der maa knyttes til tilladelser, og sikrer, at denne liste kun omfatter vilkaar, som er absolut noedvendige.

Hvad angaar gebyrer viser de store forskelle i gebyrerne i de forskellige EU-lande, at de nuvaerende rammebestemmelsers definition af princippet om gebyrstoerrelser [15] ikke fungerer fyldestgoerende. Derfor vil Kommissionen styrke princippet, samtidig med at den sikrer, at de midler, der indhentes fra sektoren, er tilstraekkelige til at daekke udgifterne ved de nationale myndighedsorganers aktiviteter. Retningslinjer for gebyrstoerrelser kunne efter Kommissionens opfattelse vaere et godt middel til at skabe stoerre konsekvens i tilladelsesgebyrerne i de forskellige EU-lande.

[15] I artikel 6 i Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester (EFT L 117 af 7.5.97, s. 15).

3.3. Netadgang og samtrafik

De nye direktiver skal afstikke kursen for overgangen fra den nuvaerende sektorspecifikke lovgivning i telesektoren til en situation, hvor man forlader sig paa konkurrencereglerne med udgangspunkt i den offentlige hoerings konsensus om at reducere sektorspecifik lovgivning til de omraader, hvor den er strengt noedvendig. Paa baggrund af hoeringskommentarerne mener Kommissionen dog ikke, at forslaget om to taerskler for ex ante-regulering (staerk eller dominerende markedsposition) kan forventes at fungere effektivt.

Efter Kommissionens mening er der brug for en mere fleksibel ordning end den nuvaerende definition af staerk markedsposition, naar der skal tages stilling til, hvornaar man ikke kan undgaa at foreskrive ex ante-lovgivning paa grundlag af en oekonomisk markedsanalyse og indkredsning af grundlaget for en operatoers reelle markedsposition inden for et givet marked eller markedssegment. Det vil have den fordel, at de nationale myndigheder faar mulighed for at tilpasse rammebestemmelserne efter situationen i det paagaeldende land, samtidig med at det indre markeds integritet bevares via staerke samordningsprocedurer paa europaeisk plan.

Derfor foreslaar Kommissionen, at definition af staerk markedsposition aendres - og bruges som udgangspunkt for ex ante-forpligtelser vedroerende netadgang og samtrafik. Taersklen med 25% markedsandel skal saaledes ikke laengere indgaa i definitionen. Den baseres i stedet paa begrebet 'dominerende stilling inden for bestemte markeder', beregnet i overensstemmelse med EU-konkurrencelovgivningens praksis, som taerskel for de mere tungtvejende ex ante-forpligtelser, og den omfatter alle aspekter saasom faelles dominans og udnyttelse af markedsposition til at opnaa en konkurrencefordel paa relaterede markeder.

De nationale myndighedsorganer betragter virksomheders markedsposition som staerk, naar:

- virksomheden delvist eller fuldt ud har finansieret infrastruktur paa grundlag af saerlige eller eksklusive rettigheder, som er blevet afskaffet, og der findes alvorlige juridiske, tekniske eller oekonomiske hindringer for markedsadgangen, isaer hvad angaar etablering af netinfrastruktur, og/eller

- den paagaeldende virksomhed er en vertikalt integreret enhed, hvis konkurrenter skal have adgang til nogle af virksomhedens faciliteter for at kunne konkurrere med virksomheden paa et marked, som disse faciliteter ligger til grund for

og hverken bestemmelserne i den paagaeldende medlemsstats eller EU's konkurrencelovgivning kan sikre konkurrenceligestillingen og valgfriheden paa det paagaeldende marked.

Den type forpligtelser, som enkeltvis eller i forening kan paalaegges en virksomhed med staerk markedsposition, angives i detaljer i de nye direktiver. Det kommer bl.a. til at dreje sig om foelgende:

- ikke-forskelsbehandling og gennemsigtighed, herunder ogsaa opdeling af regnskaber, navnlig for at afhjaelpe problemer i forbindelse med vertikal integration eller udnyttelse af markedsposition til opnaaelse af konkurrencefordele paa relaterede markeder

- prisfastsaettelse for tjenester, herunder omkostningsaegthed, navnlig i situationer, hvor konkurrencen ikke i sig selv kan sikre rimelige priser

- ubetinget adgang til, og anvendelse af, netelementer og/eller tilhoerende faciliteter, f.eks. tilraadighedsstillelse af bestemte tjenester, som er en forudsaetning for interoperabiliteten mellem tjenester, navnlig hvis en operatoer har kontrol over en facilitet, som en anden tjenesteudbyder ikke kan undvaere.

De nationale myndighedsorganer udarbejder listen over organisationer med staerk markedsposition, som paalaegges ex ante-forpligtelser, og listen fremsendes til Kommissionen med praecis angivelse af de paalagte forpligtelser inden den i direktivet fastlagte dato. Derefter foretager de nationale myndighedsorganer med jaevne mellemrum en vurdering af de paagaeldende markeder og organisationernes markedsposition paa markederne for at tilpasse de lovforeskrevne forpligtelser. Denne markedsvurdering gennemfoeres efter de metoder, som gaelder i henhold til konkurrencelovgivningen, med noeje fastlagte frister [16].

[16] Svarende til de frister, som angives i Raadets forordning (EOEF ) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med virksomhedssammenslutninger, aendret ved Raadets forordning (EF) nr. 1310/97 af 30. juni 1997.

Myndighedsorganernes vurdering boer samordnes noeje med den nationale konkurrencemyndighed. Retningslinjer paa europaeisk plan kan lette en korrekt anvendelse af konkurrencelovgivningens principper, saa man undgaar forskellige markedsdefinitioner i forskellige medlemsstater, hvilket ville vaere i modstrid med det indre marked.

For ikke at haemme innovationen skal de nye rammebestemmelser sikre, at de nationale myndighedsorganer ikke anvender forpligtelserne vedroerende staerk markedsposition paa smaa, nye markeder, hvor det foerende selskab paa markedet sandsynligvis reelt har en betydelig markedsandel.

Den juridiske vished skal sikres ved i direktiverne at opstille en udtoemmende liste over de forpligtelser, som kan foreskrives, samt klare og utvetydige regler for, hvordan markedspositionen vurderes og hvornaar en saadan virksomhed paalaegges saadanne forpligtelser. De nationale myndighedsorganers handlemaade skal vaere gennemskuelig og deres afgoerelser skal vaere velbegrundede, baade ud fra retspraksis paa konkurrenceomraadet og de forhaandsfastlagte retningslinjer, som Kommissionen offentliggoer for at fastslaa ensartede, objektive kriterier, som minimerer behovet for myndighedsindgriben i enkeltsager. Det er, som angivet i revurderingsmeddelelsen, vigtigt at faa etableret staerke samordningsmetoder paa EU-plan for at sikre, at reglerne gennemfoeres konsekvent. Det kunne f.eks. foregaa ved at Kommissionen fik befoejelse til at bestride - og om noedvendigt anmode de nationale myndighedsorganer om at ophaeve - de paagaeldende afgoerelser, hvis de ikke betragtes som velbegrundede i henhold til rammebestemmelserne. Saadanne beslutninger skulle traeffes i samraad med Kommunikationsgruppen paa hoejt niveau og eventuelt Kommunikationsudvalget. Dette vil vaere uden praejudice i forhold til Kommissionens praerogativer under traktaten.

Denne proces kunne indledningsvis give mulighed for at viderefoere forpligtelserne i de nuvaerende rammebestemmelser uden maerkbare aendringer i det omfang, de er noedvendige. Men de nationale myndighedsorganer skulle vaere forpligtede til jaevnligt at tage op til revision, om det var noedvendigt at viderefoere forpligtelserne. Bestemmelserne med udgangspunkt i hensynet til almenhedens interesse - som ikke haenger sammen med graden af konkurrence paa markedet - skulle naturligvis viderefoeres.

De saerlige lovforskrifter, som omhandles i revurderingsmeddelelsen, ville for det meste indgaa i ovennaevnte rammebestemmelser. Derfor skal der ikke vaere nogen saerlige forpligtelser i EU-lovgivningen om f.eks. tjenesteudbyderes adgang til kabel-tv-net eller mobilnet eller om operatoervalg eller fast operatoervalg for mobilabonnenter (altsaa en aendring af revurderingsmeddelelsens indstilling angaaende netadgang og samtrafik). Det betyder, at en eventuel afgoerelse, som paalaegger infrastrukturejere at aabne en saadan adgang til deres net, skal traeffes under hensyn til de gaeldende markedsvilkaar, konkurrencesituationen og kundernes valgmuligheder [17].

[17] NB: transmissionspligt, som ogsaa vedroerer adgang til indhold paa kommunikationsinfrastrukturer, omhandles i meddelelsens afsnit 3.4.

Hvad angaar samtrafik foreslaas det at viderefoere den ret og pligt, som alle parter i dag har til at forhandle om samtrafik, med mulighed for myndighedsindgriben ved tvister. Eventuelle aendringer i de forpligtelser, som for naervaerende gaelder for operatoerer med staerk markedsposition, gennemfoeres efter den i det foregaaende omhandlede fremgangsmaade.

Hvad angaar adgangsstyringssystemer viderefoeres de eksisterende forpligtelser i henhold til direktiv 95/47/EF, hvor alle udbydere af adgangsstyringstjenester skal tillade netadgang paa ligelige og rimelige vilkaar uden forskelsbehandling. Disse regler skal tages op til revision efter ovennaevnte fremgangsmaade, hvilket kan medfoere en lempelse af forpligtelserne eller eventuelt en forlaengelse af dem, hvis dette er berettiget ud fra den foretagne markedsanalyse, f.eks. for at tage hoejde for programmeringsgraenseflader for applikationer (API) og elektroniske programoversigter (EPG).

Ud over de regler, der allerede gaelder, paalaegges operatoerer med staerk markedsposition paa de relevante markeder pligt til at give adgang til dele af abonnentkredsloebet uden krav om koeb af andre ydelser.

3.4. Forsyningspligt og andre bruger- og forbrugerrettigheder

Det nye direktiv om bruger- og forbrugerrettigheder og forsyningspligtydelser skal sikre, at alle borgere har prisrimelig adgang til forsyningspligtydelser, og her bevares forsyningspligtens nuvaerende omfang [18], som dog med jaevne mellemrum skal tages op til revision. I direktivforslaget fastlaegges det, hvordan denne revision skal foregaa og efter hvilke principper og kriterier. Men naar der tages stilling til, om definitionen af forsyningspligt skal udvides til at omfatte en given tjeneste, skal det som angivet i meddelelsen ske ved en kombination af en markedsbaseret analyse af efterspoergsel og udbud paa tjenesten og en politisk vurdering af dens sociale og oekonomiske oenskvaerdighed, navnlig under hensyntagen til maalsaetningen om social integration i det videnbaserede samfund i hele Europa.

[18] Forsyningspligtens nuvaerende omfang defineres i taletelefonidirektivets artikel 2 og 3 (98/10/EF) og omfatter tilraadighedsstillelse af taletelefoni, fax og datatransmission via modem. Brugerne skal via en fastnettilslutning have mulighed for at foretage og modtage nationale og internationale opkald og foretage noedopkald (via nationale alarmnumre eller det faelleseuropaeiske alarmnummer 112). Definitionen omfatter ogsaa telefonistekspedition, oplysningstjenester, offentlige betalingstelefoner og saerlige faciliteter for handicappede eller abonnenter med saerlige sociale behov.

Paa grundlag af erfaringen fra de nuvaerende rammebestemmelser er det Kommissionens opfattelse, at forsyningspligten i de fleste tilfaelde ikke er en saadan byrde for den anmeldte operatoer af forsyningspligtydelser, at der er brug for finansieringsordninger. Men Kommissionen erkender, at dette kan vaere tilfaeldet i visse medlemsstater, isaer i ansoegerlandene i Central- og OEsteuropa. De nye rammebestemmelser skal derfor fortsat give medlemsstaterne mulighed for at opstille ordninger, som godtgoer operatoerer af forsyningspligtydelser, hvis tilraadighedsstillelsen af disse ydelser udgoer en urimelig byrde for den paagaeldende operatoer. Men Kommissionen vurderer fortsat noeje saadanne ordninger for at sikre, at de er velbegrundede, gennemskuelige og staar i rimeligt omfang til den tilsigtede maalsaetning.

Angaaende prisrimelighed paa forsyningspligtydelser mener Kommissionen, at der maaske naermere boer opstilles retningslinjer for de nationale myndighedsorganers vurdering af prisniveauer end retningslinjer for prisrimelighed som saadan. De nye rammebestemmelser skal ogsaa sikre, at forbrugerne har adgang til de noedvendige oplysninger og faciliteter til at administrere, hvad de bruger paa kommunikationstjenester.

Angaaende faste kredsloeb til erhvervsbrugere noterer Kommissionen sig den brede opbakning, der under hoeringen var til at afskaffe bestemmelserne om faste kredsloeb, naar der er etableret reel konkurrence. Kommissionen sikrer, at det nye direktiv fortsat indeholder bestemmelser om faste kredsloeb, men at myndighederne har mulighed for at fravige disse krav, hvis brugerne har fyldestgoerende valgmuligheder i udbudet af tjenester vedroerende faste kredsloeb.

Angaaende brugernes og forbrugernes rettigheder paaser Kommissionen, at det nye direktiv sikrer forbrugerne i deres forbindelser med udbyderne. Takstinformation og andre vilkaar for brug af kommunikationstjenester skal vaere gennemskuelige. Hvad angaar spoergsmaalet om indfoerelse af krav om opkaldsspecifik takstinformation gaar Kommissionen fortsat staerkt ind for at sikre, at forbrugerne har adgang til praecise og gennemskuelige oplysninger om prisen paa enkeltopkald, herunder de omkostninger, som brugerne paadrager sig online, og de nye rammebestemmelser skal indeholde tiltag, som fremmer dette. Rammebestemmelserne skal ogsaa tilgodese de saerlige behov i bestemte socialgrupper, navnlig handicappede.

Angaaende klagemuligheder og tvistbilaeggelse noterer Kommissionen sig uenigheden om, hvilke befoejelser og ansvar de nationale myndighedsorganer og Kommunikationsgruppen paa hoejt niveau skal have. Men Kommissionen mener fortsat, det skal sikres, at forbrugerne har adgang til enkle og billige bilaeggelsesprocedurer for nationale og graenseoverskridende tvister.

For saa vidt angaar forslaget om at indfoere krav om opkaldslokalisering ved noedopkald (herunder <112>) mener Kommissionen, at det vil vaere hensigtsmaessigt at kraeve, at operatoererne skal give adgang til fyldestgoerende lokaliseringsoplysninger for opkald til alarmtjenester (herunder opkald til det faelleseuropaeiske alarmnummer 112). Dette vil vaere i forbrugernes interesse, og Kommissionen noterer sig, at de nationale myndighedsorganer ogsaa stoetter kravet. Det foreslaas at oprette en arbejdsgruppe sammensat af alle interesserede parter, f.eks. operatoerer og myndighederne bag alarmtjenesterne, som kan tage stilling til gennemfoerelsen i detaljer, bl.a. spoergsmaalet om sikring af privatlivets fred.

Kommissionen har noteret sig, at der under hoeringen var bred opbakning til tanken om at indfoere nummerportabilitet for mobilbrugere, og derfor fremlaegger Kommissionen forslag herom. I den forbindelse gennemgaar Kommissionen, hvordan man ved hjaelp af ny teknologi bedst og lettest kan gennemfoere dette krav. De nye rammebestemmelser skal sikre, at indfoerelsen af nummerportabilitet for mobilnet ikke medfoerer, at alle mobiloperatoerer paatvinges én bestemt takst for opkaldsterminering.

Hvad angaar transmissionspligt erkender Kommissionen, at saadanne regler fortsat kan vaere berettigede, ogsaa i et miljoe med digital-tv og -radio. Derfor skal medlemsstaterne fortsat have mulighed for at paalaegge netoperatoerer transmissionspligt og saaledes kraeve, at de medtager bestemte radio- og tv-kanaler i deres udbud. Men saadanne regler skal efter Kommissionens mening vaere i overensstemmelse med maalsaetningen og vaere begraenset til public service-kanaler. Saadanne regler skal kun anvendes for at sikre bestemte hensyn til almenhedens interesse. Kabeloperatoerer, som paalaegges saadanne regler, skal bl.a. godtgoeres i rimeligt omfang, idet der tages hensyn til, at public service-kanaler normalt ikke medfoerer nogen fortjeneste og at disse kanaler kan have vaerdi for operatoererne.

3.5. Beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred i telesektoren

Kommissionen noterer sig, at der under hoeringen var opbakning til tanken om at ajourfoere privatlivsdirektivet for telesektoren, og fremlaegger derfor forslag, som skal sikre, at reglerne om beskyttelse af personoplysninger i kommunikationssektoren er teknologisk neutrale og holdbare. I den forbindelse gennemgaar Kommissionen f.eks. direktivets eksisterende begreber og definitioner og vurderer, hvor konsekvent det daekker gamle og nye teletjenester med nye funktionaliteter indbygget i net og software.

4. Det videre forloeb

Kommissionen forventer, at direktivforslagene er faerdige i juni d.aa. og derefter fremlaegges for EU-institutionerne med henblik paa vedtagelse i Raadet og Europa-Parlamentet. Kommissionen opfordrer EU-institutionerne til at goere deres yderste for at vedtage disse forslag hurtigst muligt i 2001 i overensstemmelse med konklusionerne ved Det Europaeiske Raads moede i Lissabon for at sikre, at den europaeiske kommunikationssektor fortsat trives.

Kommissionen maerker sig, at det er af afgoerende betydning at faa droeftet de foreslaaede EU-lovaendringers konsekvenser for de ansoegerlande, som er kandidater til EU-medlemskab, fuldt ud med dem efterhaanden som forhandlingerne skrider frem, saa det sikres, at indtraedelsen sker saa gnidningsloest som muligt.

Kommissionen maerker sig ligeledes, at der med stor sandsynlighed indledes en ny GATS-runde og andre internationale forhandlinger parallelt med EU's interne arbejde med de nye rammebestemmelser. Kommissionen sikrer, at der er fuld indbyrdes overensstemmelse mellem de nye rammebestemmelser og resultaterne af disse forhandlinger.

Bilag

Liste over deltagere i debatten

Regeringer, myndighedsorganer og andre offentlige myndigheder

- Belgien

Det belgiske post- og telekommunikationsinstitut (IBPT/BIPT)

Ministère des télécommunications

Vlaamse Gemeenschap

Gouvernement de la Communauté Française de Belgique

Conseil Supérieur de l'Audiovisuel de Wallonie

- Danmark

Regering

- Tyskland

Bundesregierung

Direktorenkonferenz der Landesmedienanstalten in der Bundesrepublik Deutschland DLM

Bundesamtes fuer Kommunikation (BAKOM)

- Spanien

Ministerio de Fomento

Concejal de Comunicación (Ayuntamiento de Gijón)

Gobierno de Canarias

- Frankrig

Autorités françaises

Autorité de régulation des télécommunications (ART-Telecom)

- Irland

Department of Public Enterprise

Irish Competition Authority

Office of the Director of telecommunications Regulation (ODTR)

- Italien

Ministero delle comunicazioni

Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (Agcom)

- Luxembourg

Regering

- Nederlandene

Regering

OPTA

- OEstrig

Forsknings- og transportministeriet

Telekom-Control

- Portugal

Instituto das Comunicações de Portugal (ICP)

- Finland

Transport- og kommunikationsministeriet

Forbrugerombudsmanden

- Sverige

Regering

- Det Forenede Kongerige

Regering

Office of Telecommunications (OFTEL)

Office of Telecommunications / Consumer Communications for England (OFTEL/CCE)

The Independent Television Commission (ITC)

- Andre regeringer og offentlige myndigheder

Article 28 Data Protection Working Party

Ungarn: Transport-, kommunikations- og vandforvaltningsministeriet

Den japanske regering

Liechtensteins kommunikationsstyrelse

Transport- og kommunikationsministeriet, Norge

USA's regering

Den Europaeiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT)

Europaraadet, Medieafd., Generaldirektoratet for Menneskerettigheder

Independent Regulators Group (IRG)

Industrisammenslutninger

ANIEL

Asociación de Empresas Operadoras y de Servicios de Telecomunicaciones, (ASTEL)

Asociación de Televisiones Locales de Andalucía (ACUTEL)

Associação dos Operadores de Telecomunicações (APRITEL)

Association des Télévisions Commerciales

Association Française des Câblo-Opérateurs (AFCO)

Association Française des Opérateurs Privés en Télécommunications (AFOPT)

Association of European Radios (AER)

CEEP

Confederation of Netherlands Industry and Employers (VNO-NCW)

Consumer Electronics Manufacturers Industry Group (EACEM)

Digital Video Broadcasting Ad hoc Regulatory Group (DVB)

ENPA

ETNO European Public Telecommunications Network Operators' Association

EU Committee of the American Chamber of Commerce in Belgium

Euro-ISPA

European Broadcasting Union (EBU/UER)

European Cable Communications Association (ECCA)

European Economic Interest Grouping (ENCIP)

European Information and Communications Technology Industry Association (EICTA)

European Telecommunications Platform (ETP)

Fachverband Rundfunkempfangs- und Kabelanlagen e.V (FRK)

Fédération des Entreprises de Belgique (FEB)

Federation of the Electronics Industry FEI

Finnish Newspapers Association

Groupement des Industries de Télécommunications et d'Electronique professionnelle (GITEP)

GSM Europe

ICRT

Motion Picture Association (MPA)

Satellite Action Plan Regulatory Working Group

Service Providers Interest Group (SPIG)

Société Européenne des Satellites (SES)

Telecommunications Resellers Association (TRA)

UK Operators Group

UNICE

United States Council for International Business (USCIB)

VECAI (Association of Cable Operators, The Netherlands)

Verband der Anbieter von Telekommunikations- und Mehrwertdiensten (VATM )

Verband Privater Rundfunk und Telekommunikation (VPRT)

Wirtschaftkammer OEsterreich (WKO)

World Association of Community Radio Broadcasters (AMARC)

World DAB

Forbrugerorganisationer og lignende organisationer

Advisory Committee on Telecommunications for Disabled and Elderly People (DIEL)

Asociación Española de Usuarios de Telecomunicaciones, (AUTEL)

Bureau Européen des Unions de Consommateurs (BEUC)

Confederation of European Computer User Associations (CECUA)

Consumers Association

Deaf Broadcasting Council

European Association for the Co-ordination of Consumer Representation in Standardization (ANEC)

European Committee against unsolicited commercial e-mail

European Disability Forum (EDF)

Genossenschaft der Werkstaetten fuer Behinderte eG (GDW)

INTUG - General the International Telecommunications Users Group

INTUG Europe & EVUA - Mobile the International Telecommunications Users Group

Mencap

National Consumer Council UK

Royal National Institute for the Blind (RNIB)

Scottish Advisory Committee on Telecommunications (SACOT)

Telecommunications Action Group (TAG)

Voice of the Listener & Viewer

Virksomheder og andre kommercielle organisationer

ALCATEL

ALMA Media Corporation

AMENA Retevision Movil

AOL Europe

ARD & ZDF

BBC

Belgacom

Belgacom Mobile

Bertelsmann Mediasystems

BLU S.p.A.

Bougues Télécom

BT plc

Cable & Wireless

Canal+ (MP)

CASTEL

CODENET

COLT Telecom Group plc

CONCERT

COSMOTE

Covad Communications

CPRM Companhia Portuguesa Rádio Marconi

DEBITEL

Deutsche Telekom

EIRCOM

Empresarios Cable, S.A

Energis Carmelite

E-Plus Mobilfunk GmbH

Esat Digifone

Esat Telecom

Ericsson

EQUANT

Finnet Group

First Telecom plc

France Télécom

GE Capital Europe

Global Crossing

Global Telesystems Inc.

Hughes Network Systems/Spaceway

INFOSTRADA

INTEL Corporation

Irish Multichannel (Dublin)

IS-Production

ITV

KPNRoyal KPN N.V.

LDMI Telecommunications

Level 3

Lucent Technologies

Lyonnaise Câble

Mannesmann

Mannesmann Arcor

Mannesmann Mobilfunk

Maxitel

MCI Worldcom International

Mercantil Empresarios Cable

MicroSoft

Mobilix

Mobistar

Motorola

MTV

Nokia

Nortel Networks

NTL

Ocean Communications Ltd

Omnitel Pronto Italia

One-2-One

ONITELCOM

Open TV

OPTIMUS Telecomunicações SA

Orange Personal Communications Services Ltd

OTE

Pacific Gateway Exchange Inc.

Philips

PhoneAbility

Portugal Telecom

Radio Nazionali Associate (RNA)

Radio Teilifís Éireann (RTE)

RETEVISION, Mobil Amena

Reuters Ltd.

RTS Wireless

Sanoma-WSOY Oyj

SBC Communications Inc.

SEC

SEMA Group

Sense Communications International AS

Sonera

Sonofon

ST Microelectronics

Swisscom

TDF

Tele2

Telecel

Telecom Italia

TeleDanmark

Teledesic

Telefonica

Telekom Austria

Telenet

Telenor AS

Telenordia

Telfort

Telewest

Telia AB

Teracom AB

United Pan-European Communications (UPC)

Uni-Telecom Europe

Versatel Telecom

VIAG Interkom GmbH & Co

Viatel, Inc.

Vodafone AirTouch Group

WIND Telecomunicazioni S.p.A.

Enkeltpersoner og konsulenter

Antelope Consulting

Baker & McKenzie

Francisco Javier Angelina

Frank Pfeifer

Gat & Gav

Michael Barrett

Martineau Johnson

Pierre Larouche

Thomas Stadelmann

Wilkinson Barker Knauer

Forskningsinstitutioner/universiteter

CTI & DATSA The Center for Tele-Information (DTU), Lyngby, Danmark;

og Datsa Belgium

Centre de recherches Informatique et Droit / Facultes Universitaires Notre-Dame De La Paix De Namur (CRID/FUNDP)

Andre grupper

Arbeitskreis Rundfunkcompfangsanlagen

Bundeskammer fuer Arbeiter und Angestellte

EURIM

Réseaux Services Publiques

Independent Committee for the Supervision of Standards of Telephone Information Services (ICSTIS)

Public Utilities Access Forum