Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RAADETS DIREKTIV om aendring af Raadets direktiv 91/308/EOEF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Indledning

Kommissionen er fast indstillet paa at liberalisere kapitalmarkedet og de finansielle tjenesteydelser, hvilket da ogsaa klart kom til udtryk i handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser, som blev godkendt af Det Europaeiske Raad paa moedet i Koeln i juni 1999.

Liberaliseringen af finansmarkederne boer dog ikke bringe den oekonomiske stabilitet i fare, hvorfor en paalidelig regulering og overvaagning boer sikre, at liberaliseringen og de frie kapitalbevaegelser ikke anvendes til uoenskede formaal, saasom hvidvaskning af penge.

En af de vigtigste maalsaetninger i handlingsplanen blev derfor, at der burde vedtages et direktiv for at ajourfoere og udvide direktivet fra 1991 om hvidvaskning af penge, og Kommissionen forpligtede sig til at forelaegge et saadant forslag midt i 1999.

Denne forpligtelse opfyldes med naervaerende forslag.

1991-direktivet om hvidvaskning af penge [1] var en milepael i bekaempelse af penge hidroerende fra kriminalitet og de deraf foelgende hoejst skadelige virkninger for det finansielle system. Direktivet bygger paa en bred daekning af den finansielle sektor. Direktivet kraever, at de finansielle virksomheder kender deres kunder, opbevarer hensigtsmaessig dokumentation og ivaerksaetter programmer til bekaempelse af hvidvaskning af penge. Vigtigst af alt kraever direktivet, at reglerne om bankhemmelighed saettes ud af kraft, naar det er noedvendigt, og at enhver mistanke om hvidvaskning af penge indberettes til myndighederne.

[1] EFT L 166 af 28.6.1991, s. 77.

Direktivet citeres ofte som et af de vigtigere internationale instrumenter paa omraadet, paa linje med FN's Wienerkonvention fra 1988 [2], Europaraadets Strasbourg-konvention fra 1990 [3] og de 40 rekommandationer fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedroerende Hvidvaskning af Penge (FATF) [4].

[2] De Forenede Nationers konvention om bekaempelse af ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer vedtaget i Wien den 19. december 1998.

[3] Konvention om haeleri og efterforskning samt beslaglaeggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

[4] FATF er det foerende internationale organ til bekaempelse af hvidvaskning af penge. FATF blev oprettet af G7 i 1989 og har nu 28 medlemmer, bl.a. Europa-Kommissionen og samtlige EU-medlemsstater (Se http://www.oecd.org/fatf/).

Den stigende politiske bevidsthed omkring den trussel mod samfundet, som organiseret kriminalitet udgoer, har skabt stadig stoerre opmaerksomhed om muligheden for med held at bekaempe organiseret kriminalitet ved at maalrette indsatsen mod de enorme pengebeloeb, der skabes herigennem, da penge er det altoverskyggende formaal for og selve livsnerven i kriminalitet. Som foelge heraf har hvidvaskning af penge ofte figureret som emne paa Det Europaeiske Raads dagsorden. Hvidvaskning af penge er ogsaa omfattet af handlingsplanen til bekaempelse af organiseret kriminalitet [5], ligesom Europa-Parlamentet har udarbejdet to vigtige betaenkninger og beslutninger om emnet [6]. Saavel Ministerraadet som Europa-Parlamentet har slaaet til lyd for yderligere foranstaltninger for at forbedre EU's indsats i bekaempelsen af hvidvaskning af penge.

[5] EFT C 251 af 15.8.1997, s. 1.

[6] Dok. A4-0187/96 og EFT C 198 af 8.7.1996, s. 245; dok. A4-0093/99 og EFT C

Baade den trussel, som hvidvaskning af penge udgoer, og indsatsen over for denne trussel er taget til siden direktivets vedtagelse i 1991. Det er Kommissionens opfattelse, og den stoettes heri af Europa-Parlamentet og medlemsstaterne, at EU's indsats nu ogsaa boer intensiveres.

Som en integrerende del af handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser og i traad med medlemsstaternes og Europa-Parlamentets oensker forelaegger Kommissionen derfor vedlagte forslag for at ajourfoere og udbygge 1991-direktivet. De vigtigste aendringer af 1991-direktivet er, at forbuddet mod hvidvaskning af penge udvides til ikke kun at omfatte ulovlig handel med narkotika, men al organiseret kriminalitet, ligesom forpligtelserne i medfoer af direktivet udvides til en raekke former for ikke-finansielle aktiviteter og erhverv. Der er ligeledes behov for samarbejde mellem de nationale myndigheder og Kommissionen i sager, hvor ulovlige handlinger vil kunne skade Faellesskabets finansielle interesser. Ligeledes benyttes lejligheden til at goere visse aspekter af 1991-teksten klarere.

De internationale aspekter af kampen mod hvidvaskning af penge

Den Europaeiske Union er ikke ene om at udvise bestraebelser paa at bekaempe hvidvaskning af penge. Der er bred opbakning om en effektiv global indsats mod hvidvaskning af penge. En vellykket indsats mod hvidvaskning af penge behoever langt fra at vaere restriktiv eller udgoere nogen hindring for liberaliseringen, men er derimod en vaesentlig forhaandsbetingelse for at oege den internationale samhandel, liberaliseringen af finansmarkederne og de frie kapitalbevaegelser paa optimale vilkaar.

Kommissionen tager del i denne internationale indsats gennem sin stoette til FATF og FN og de internationale programmer. Kommissionen er fuldgyldigt medlem af FATF, som forestaar oprettelsen af et verdensomspaendende netvaerk mod hvidvaskning af penge. Hvis indsatsen skal vise sig effektiv, skal den omfatte flest mulige lande. Ideelt burde samtlige lande paa sigt tilslutte sig bestraebelserne for at goere det svaerere for forbryderne at nyde godt af deres kriminelle handlinger. Der sker reelle fremskridt paa omraadet, idet et stigende antal lande tilslutter sig FATF's internationale standarder og indvilliger i at deltage i en gensidig evalueringsproces. Sideloebende hermed fortsaetter FATF sin indsats paa grundlag af et mandat fra G7 med at opstille kriterier for at kunne identificere de lande og retsinstanser, som udviser "samarbejdsvanskeligheder" i kampen mod hvidvaskning af penge.

Ligesom direktivet fra 1991 gik laengere end FATF's oprindelige 40 rekommandationer ved at kraeve obligatorisk indberetning af mistaenkelige transaktioner, boer Den Europaeiske Union fortsat saette hoeje standarder for medlemsstaterne for at opfylde eller endog gaa laengere end FATF's 40 rekommandationer som ajourfoert i 1996. EU kan navnlig vise vejen ved at soege at inddrage visse erhverv mere aktivt i bekaempelsen af hvidvaskning af penge sideloebende med den finansielle sektor.

EU-direktivet vil saaledes fortsat vaere et foerende internationalt instrument i bekaempelsen af hvidvaskning af penge. Som en vigtig del af EU's regelvaerk om bekaempelse af hvidvaskning af penge vil reglerne ogsaa saette standarden for ansoegerlandene og andre lande, som EU samarbejder med paa omraadet.

Gennemfoerelsen af 1991-direktivet

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 17 udarbejdet to rapporter [7] til Raadet og Europa-Parlamentet om direktivets gennemfoerelse.

[7] KOM(95) 54 endelig udg. og KOM(1998) 401 endelig udg.

Rapporterne daekker en raekke aspekter af EU's bestraebelser paa at bekaempe hvidvaskning af penge.

Kommissionen mener, at direktivet er blevet tilfredsstillende gennemfoert af medlemsstaterne, og at den finansielle sektor, navnlig bankerne, har ydet en reel indsats for at hjaelpe med at forhindre kriminelle penges adgang til det finansielle system. Kommissionens anden rapport indeholder en del statistik om antallet af indberetninger af mistaenkelige transaktioner i henhold til direktivet. Det er almindeligt accepteret, at bankernes skaerpede kontrol nu betyder, at personer, der oensker at hvidvaske penge, soeger alternative maader at tilsloere deres midlers kriminelle oprindelse.

Raadet vedtog konklusionerne fra Kommissionens foerste rapport (se bilag 1 til KOM(1998) 401 endelig udg.), ligesom Europa-Parlamentet har vedtaget en betaenkning og beslutning om hver af Kommissionens rapporter (se fodnote 6). Europa-Parlamentet opfordrede paa det kraftigste til en fornyet hasteindsats paa dette meget vigtige omraade.

Handlingsplanen til bekaempelse af organiseret kriminalitet

Det Europaeiske Raad nedsatte paa moedet i Dublin den 13. og 14. december 1996 en gruppe paa hoejt plan til at forestaa udarbejdelsen af en omfattende handlingsplan til bekaempelse af organiseret kriminalitet, herunder specifikke henstillinger og realistiske tidsplaner for gennemfoerelsen. Denne handlingsplan blev vedtaget af Raadet den 28. april 1997 og godkendt paa Det Europaeiske Raads moede i Amsterdam i juni 1997.

Kapitel VI i handlingsplanen omhandler organiseret kriminalitet og penge. Henstilling nr. 26 omfatter en raekke aspekter af bekaempelsen af hvidvaskning af penge, hvoraf nogle falder inden for EU-direktivets anvendelsesomraade. Isaer hedder det i henstilling nr. 26, litra e), at "indberetningskravet i artikel 6 i direktivet om hvidvaskning af penge boer udvides til at omfatte alle lovovertraedelser i forbindelse med alvorlig kriminalitet og personer og erhverv ud over de finansieringsinstitutter, der er naevnt i direktivet...".

Forbuddet mod hvidvaskning af penge

I henhold til artikel 2 i direktivet "forbydes" hvidvaskning af penge i samtlige medlemsstater.

Som forklaret i Kommissionens foerste rapport havde det ikke vaeret muligt at naa til enighed i Raadet om et krav i direktivet om at goere hvidvaskning af penge strafbart. Ikke desto mindre indgaar en saadan forpligtelse i den erklaering, der er vedhaeftet direktivet (om end uden for direktivets rammer), og samtlige medlemsstater har rent faktisk gjort hvidvaskning af penge strafbart.

Direktivet omhandler kun forbud mod hvidvaskning af udbytte fra narkotikaforbrydelser paa linje med Wienerkonventionen, men opfordrer medlemsstaterne til at anvende definitionen i Strasbourg-konventionen, nemlig at bekaempe hvidvaskning af udbytte fra en bredere vifte af strafbare handlinger (ofte benaevnt "praedikatforbrydelser").

FATF strammede i 1996 den paagaeldende henstilling, saaledes at "hvert land boer udvide det strafbare forhold i forbindelse med hvidvaskning til ikke alene at gaelde udbytte fra narkotikaforbrydelser, men ogsaa alvorlige lovovertraedelser". Dette stemmer overens med den dramatiske stigning i andre former for organiseret kriminalitet og erkendelsen af, at en bredere vifte af praedikatforbrydelser boer kunne styrke indberetningen af mistaenkelige transaktioner og isaer fremme det internationale samarbejde mellem domstolene og politimyndighederne i de forskellige lande.

Der boer skelnes mellem strafferetlig behandling af hvidvaskning af penge (dvs. kategoriseringen af hvidvaskning af penge som strafbar handling) og de specifikke forpligtelser til at bekaempe hvidvaskning af penge, som paalaegges den finansielle sektor og andre saarbare aktiviteter og erhverv.

Raadet vedtog den 3. december 1998 en faelles aktion paa grundlag af artikel K.3 i traktatens om Den Europaeiske Union vedroerende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglaeggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold [8]. I denne faelles aktion indvilliger medlemsstaterne i, at der ikke tages forbehold med hensyn til artikel 6 i Strasbourg-konventionen for saa vidt angaar de alvorlige lovovertraedelser. Alvorlige lovovertraedelser defineres i forhold til de maksimums- eller minimumsfaengselsstraffe, de giver anledning til. Denne definition spaender vidt - lovovertraedelser med en maksimumsstraf paa mere end et aar eller med en minimumsstraf paa mere end seks maaneder.

[8] EFT L 333 af 9.12.1998, s. 1.

Artikel 6 i Strasbourg-konventionen omhandler lovovertraedelser i forbindelse med hvidvaskning af penge. Som et resultat af den faelles aktion er medlemsstaterne derfor naaet til enighed om at goere hvidvaskning af udbytte fra alle alvorlige lovovertraedelser strafbar. Dette indebaerer ikke noedvendigvis, at den finansielle sektors indberetningspligt boer daekke noejagtig samme strafbare handlinger. En saadan overensstemmelse findes i nogle medlemsstater og ikke i andre.

Spoergsmaalet er derfor, hvorvidt det ogsaa er hensigtsmaessigt at basere direktivets forbud mod hvidvaskning af penge paa samme begreb, nemlig "alvorlige lovovertraedelser".

I henhold til direktivet skal institutterne indberette eventuel mistanke om hvidvaskning af penge til myndighederne. Foranstaltningerne til bekaempelse af hvidvaskning af penge afhaenger saaledes i vid udstraekning af isaer den finansielle sektors goodwill og indsats. Den finansielle sektor har givet udtryk for betydelig tilbageholdenhed med hensyn til en udvidelse af indberetningskravene til en overdreven bred vifte af lovbrud, som endog omfatter lovbrud af forholdsvis mindre betydning. Kommissionen foreslaar nu (se nedenfor), at forpligtelserne i medfoer af direktivet udvides til andre saarbare aktiviteter og erhverv, som i de fleste medlemsstater hidtil ikke har vaeret involveret i bekaempelsen af hvidvaskning af penge. Ogsaa her vil en meget bred vifte lovbrud kunne komplicere en aktiv medvirken og opbakning fra disse aktiviteters og erhvervs side.

Kommissionen har konkluderet, at for saa vidt angaar direktivet og dets udvidelse til ogsaa at omfatte en raekke ikke-finansielle aktiviteter kan en indberetningspligt baseret paa alvorlige lovovertraedelser kunne vise sig for bred. Kommissionen foreslaar derfor, at direktivets indberetningspligt baseres paa handlinger, som har forbindelse til organiseret kriminalitet, eller som skader De Europaeiske Faellesskabers finansielle interesser.

En saadan fremgangsmaade vil vaere i traad med saavel aand og bogstav i handlingsplanen til bekaempelse af organiseret kriminalitet. Hertil kommer, at det kan vaere lettere for de personer og institutter, der er omfattet af direktivet, at faa mistanke om og indberette mulig medvirken fra en kriminel organisation end at vurdere alvoren af den underliggende kriminelle handling og den naermere strafferetlige behandling i form af de dertil knyttede maksimums- og minimumsfaengselsstraffe.

Hvis det klare formaal er at bekaempe organiseret kriminalitet, mener Kommissionen at kunne sikre fuld opbakning fra den finansielle sektor og de nye aktiviteter og erhverv, der nu ledes ind under direktivets anvendelsesomraade.

Det staar naturligvis medlemsstaterne frit at udvide deres nationale lovgivning om hvidvaskning af penge til ogsaa at omfatte andre former for strafbare handlinger.

Daekningen af aktiviteter inden for den finansielle sektor

1991-direktivet finder anvendelse paa kredit- og finansieringsinstitutter i bredeste forstand.

Europa-Parlamentet gav imidlertid i sin betaenkning og beslutning fra marts 1999 udtryk for tvivl med hensyn til, hvorvidt en raekke specifikke aktiviteter, saasom vekselererforretninger og pengeoverfoerselstjenester, nu ogsaa helt klart falder ind under direktivet.

Direktivets definition af finansieringsinstitutter er baseret paa bilaget til det andet bankdirektiv, og forskelle mellem sprogversionerne af det bilag kan sandt nok give anledning til nogen forvirring med hensyn til direktivets praecise daekning. Da der er belaeg for, at saadanne aktiviteter i stadigt stoerre omfang er genstand for forsoeg paa hvidvaskning, er det vaesentligt, at det med stoerste tydelighed fremgaar, at de er omfattet af direktivet. Kommissionen foreslaar derfor, at daekningen specificeres naermere i definitionen af finansieringsinstitutter.

Europa-Parlamentet gav ligeledes udtryk for tvivl med hensyn til daekning af investeringsselskaber, idet investeringsservicedirektivet (ISD) blev vedtaget i 1993, altsaa nogen tid efter vedtagelsen af direktivet om hvidvaskning af penge. For at fjerne enhver tvivl foreslaar Kommissionen, at definitionen paa et finansieringsinstitut udvides til ogsaa at omfatte investeringsselskaber som defineret i investeringsservicedirektivet.

Daekningen af aktiviteter uden for den finansielle sektor

I henhold til direktivets artikel 12 "skal medlemsstaterne drage omsorg for at udvide samtlige eller en del af dette direktivs bestemmelser til ud over de kredit- og finansieringsinstitutter, der er naevnt i artikel 1, at omfatte andre erhverv og kategorier af virksomheder, som udoever aktiviteter, der saerlig vil kunne udnyttes til hvidvaskning af penge".

Som det blev bemaerket i Kommissionens foerste rapport, foelger der en forpligtelse af denne artikel, men artiklens brede formulering giver medlemsstaterne en vid skoensmargen i anvendelsen.

Der er bred enighed om, at personer og organisationer, der soeger at hvidvaske penge, i takt med styrkelsen af modforanstaltningerne i banksektoren, har soegt alternative veje for at tilsloere midlernes kriminelle oprindelse.

Denne tendens er ogsaa naevnt i FATF's aarlige rapporter om hvidvaskningstypologier. I rapporten for 1996-97 hedder det, at "den mest bemaerkelsesvaerdige tendens, hvad angaar teknikker til hvidvaskning af penge, er den stadig mere udbredte anvendelse af andre finansielle institutioner end banker og af ikke-finansielle forretninger i tilknytning til banker. Dette menes at afspejle bankernes stadig stoerre samarbejdsvilje i bekaempelsen af hvidvaskning af penge..... Personer og institutter, der soeger at hvidvaske penge, faar ofte hjaelp af professionelle, som paa forskellige maader bistaar med at skjule de sorte penges oprindelse og de egentlige ejere".

1998-rapporten fra De Forenede Nationers Kontor for Narkotikabekaempelse og Kriminalitetsforebyggelse om skattely, bankhemmelighed og hvidvaskning af penge omtaler det omfattende misbrug af advokater og revisorer for at skjule kriminelle midler.

Der har ligeledes vaeret talrige tilfaelde, hvor ejendomsmaeglererhvervet har vaeret anvendt til hvidvaskning af penge.

Kontaktudvalget vedroerende Hvidvaskning af Penge har ofte droeftet dette spoergsmaal. Medvirken fra saadanne erhvervs side, navnlig de juridiske erhverv, er i saerlig grad et foelsomt omraade paa grund af de specifikke tavsheds- og fortrolighedsregler, der findes i samtlige medlemsstater.

Denne foelsomhed kom allerede til udtryk i Raadets konklusioner om Kommissionens foerste rapport, da Raadet opfordrede til "en mere samordnet anvendelse af direktivet, navnlig i ...... spoergsmaalet om inddragelse af erhverv og virksomhedskategorier under direktivets bestemmelser under hensyn til de juridiske erhvervs saerlige retsstilling...".

Europa-Parlamentet opfordrer i punkt 4 i sin beslutning om Kommissionens foerste rapport "Kommissionen til under hensyntagen til kontaktudvalgets forberedende arbejde at forelaegge et forslag til aendring af det foreliggende direktiv, .... som muliggoer, at erhverv og kategorier af virksomheder umiddelbart omfattes af direktivet, hvis de med sikkerhed kan betragtes som indblandede eller kan blive indblandede - direkte eller indirekte - i hvidvaskning af penge".

Spoergsmaalet om at anvende reglerne til bekaempelse af hvidvaskning af penge paa erhverv og aktiviteter uden for den traditionelle finansielle sektor har imidlertid ogsaa vaeret droeftet i andre fora. Konklusionerne fra Det Europaeiske Raads moede i Dublin i december 1996 indeholder en forpligtelse til "fuld anvendelse af direktivet om hvidvaskning af penge og dets mulige udvidelse til ogsaa at omfatte relevante erhverv og organer uden for den traditionelle finanssektor". Det samme Europaeiske Raad nedsatte Gruppen paa Hoejt Plan vedroerende Organiseret Kriminalitet, som siden hen udarbejdede handlingsplanen til bekaempelse af organiseret kriminalitet. I henstilling nr. 26, som i vid udstraekning omhandler foranstaltninger til bekaempelse af hvidvaskning af penge, hedder det i litra e), at "indberetningskravet i artikel 6 i direktivet om hvidvaskning af penge boer udvides til at omfatte ............ personer og erhverv ud over de finansieringsinstitutter, der er naevnt i direktivet". Tidsrammen for at naa dette maal var udgangen af 1998.

Europa-Parlamentet naevnte ligeledes dette spoergsmaal i dets betaenkning og beslutning som svar paa Kommissionens anden rapport om gennemfoerelsen. Under punkt 1 i betaenkningen fra marts 1999 opfordrer Europa-Parlamentet

" Kommissionen til at fremsaette et forslag til retsakt, der tager sigte paa at aendre direktivet om hvidvaskning af penge;

mener, at et saadant forslag til retsakt boer omfatte

a) faggrupper, som risikerer at blive involveret i eller udnyttet i forbindelse med hvidvaskning af penge, som f.eks. ejendomsmaeglere, kunsthandlere, auktionsledere, kasinoer, vekselkontorer, pengetransportvirksomheder, notarer, advokater, skatteraadgivere og revisorer

med henblik paa at sikre

- at de deri indeholdte bestemmelser helt eller delvis anvendes paa disse faggrupper eller om noedvendigt

- at der anvendes nye bestemmelser paa disse faggrupper, der tager hensyn til de saerlige forhold, der goer sig gaeldende for dem, navnlig under fuld overholdelse af deres erhvervsspecifikke tavshedspligt."

Kommissionen deler Europa-Parlamentets synspunkt med hensyn til at indbefatte de fleste af de aktiviteter og faggrupper, der henvises til i ovennaevnte beslutning.

Kommissionen mener ikke, at det er urimeligt fuldt ud at involvere ejendomsmaeglererhvervet, revisorer og kasinoer i bekaempelsen af organiseret kriminalitet. Disse aktiviteter og erhverv boer have pligt til at foretage en egentlig identifikation af deres klienter og indberette eventuel mistanke om hvidvaskning af penge til de relevante myndigheder, som medlemsstaterne har givet ansvaret for bekaempelsen af hvidvaskning af penge. Disse erhverv skal naturligvis ydes beskyttelse mod enhver form for civilretligt eller strafferetligt ansvar, naar de indberetter en mistanke.

Kommissionen naerer tvivl med hensyn til at indbefatte kunsthandlere og auktionsledere, da det vil vaere vanskeligt at fastlaegge den praecise daekning af og definition paa saadanne aktiviteter samt at overvaage haandhaevelsen af eventuelle regler. En udvidelse til kunsthandlere ville ogsaa rejse spoergsmaalet om samme forpligtelse skal gaelde enhver, der handler med meget vaerdifulde genstande, herunder f.eks. luksusbiler, smykker, frimaerker eller moenter.

Med hensyn til notarer og andre selvstaendige faggrupper inden for de juridiske erhverv vil direktivets forpligtelser kun gaelde specifikke finansielle eller selskabsretlige aktiviteter, hvor risikoen for hvidvaskning af penge er stoerst.

Paa grund af de juridiske erhvervs saerstilling, som understreget ogsaa af Europa-Parlamentet, vil advokater vaere undtaget fra identifikation og indberetning i alle forhold, hvor de repraesenterer eller forsvarer klienten i en retssag, og hvis deres erhvervsspecifikke tavshedspligt skal overholdes fuldt ud, som oensket af Europa-Parlamentet, vil medlemsstaterne faa mulighed for at tillade advokater at meddele deres mistanke om hvidvaskning af penge i organiseret kriminalitet ikke til de saedvanlige myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge, men til advokatsamfundet eller anden tilsvarende erhvervssammenslutning.

Medlemsstaterne fastlaegger regler for samarbejdet mellem advokatsamfundet eller andre tilsvarende erhvervssammenslutninger og de saedvanlige myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge. Kommissionen vil noeje overvaage saadanne procedurers effektivitet.

Kommissionen bestraeber sig paa med denne saerbehandling af advokater, at indbefatte erhvervet i bestraebelserne paa at bekaempe hvidvaskning af penge og samtidig garantere advokatens saerlige rolle i vort samfund. Tavshedspligt er et almindeligt princip, som man finder i alle medlemsstater, men som kan vaere forskelligt udformet afhaengig af det paagaeldende retssystems struktur. Det grundlaeggende formaal med forslaget er at goere det svaerere for personer eller organisationer, der faktisk eller muligvis oensker at hvidvaske penge, at forsoege at misbruge advokaten, eventuelt ved at give ukorrekte eller ufuldstaendige oplysninger, fordi de foeler sig sikre paa, at forsoeget, hvis det opdages, ikke vil blive indberettet til nogen hoejere myndighed. Samtidigt lades advokaten ikke alene med mistanken om en alvorlig kriminel handling. Der boer imidlertid indfoeres hensigtsmaessige sanktioner i tilfaelde, hvor en indberetning skulle have fundet sted, men ikke blev foretaget.

Identifikation af kunder i transaktioner uden direkte kontakt

I henhold til direktivets artikel 3 skal kredit- og finansieringsinstitutter identificere deres kunder, opbevare hensigtsmaessig dokumentation og traeffe rimelige foranstaltninger for at identificere andre eventuelle ejere.

Europa-Parlamentet udtrykte i sin foerste betaenkning bekymring om de lavere krav til kundeidentifikation, navnlig inden for "direct banking".

Kontaktudvalget har ved en raekke lejligheder droeftet problemet med transaktioner uden direkte kontakt og er naaet til enighed om en raekke principper, der boer anvendes af kredit- og finansieringsinstitutterne for at sikre passende identifikation af kunder.

Kommissionen mener, at disse vedtagne principper, som udgoer meget nyttige retningslinjer, og samtidig til en vis grad er fleksible, boer indfoeres i direktivet gennem tilfoejelse af et bilag.

Kommissionen mener, at spoergsmaalet fortsat boer overvaages noeje i lyset af den fremtidige tekniske udvikling inden for den finansielle sektor.

Udveksling af oplysninger

Det er meget vigtigt for foranstaltningens effektivitet, at der udveksles oplysninger om hvidvaskning af penge. Paa baggrund af det nuvaerende integrationsniveau foreslaar Kommissionen, at der finder en saadan udveksling af oplysninger sted om ulovlige handlinger, naar De Europaeiske Faellesskabers finansielle interesser er beroert.

Behov for regelmaessig undersoegelse af EU's indsats paa omraadet

Kommissionen vil fortsat udarbejde regelmaessige rapporter til Europa-Parlamentet og Raadet om direktivets gennemfoerelse og resultaterne af indsatsen paa omraadet.

Som en del af dette arbejde boer der holdes saerligt noeje oeje med en raekke af elementerne i forslaget, f.eks. reaktioner fra de erhverv og aktiviteter, som bringes ind under direktivets anvendelsesomraade, hvor effektive de saerlige indberetningsvilkaar for selvstaendige inden for de juridiske erhverv viser sig at vaere, og mulige virkninger af principperne for kundeidentifikation i transaktioner uden direkte kontakt i elektronisk handel.

Bemaerkninger til de enkelte artikler

Artikel 1 i 1991-teksten erstattes med en ny artikel, hvori der foreslaas en raekke aendringer af definitionerne for at:

_ inkludere filialer af faellesskabskredit- og finansieringsinstitutter i definitionerne paa henholdsvis "kreditinstitut" og "finansieringsinstitut" og saaledes tydeliggoere, at saadanne filialer skal indberette mistanke til vaertslandets myndigheder, og at vaertslandets myndigheder er ansvarlige for at sikre, at der er indfoert hensigtsmaessige foranstaltninger til bekaempelse af hvidvaskning af penge;

_ goere det klart, at vekselererforretninger og pengeoverfoerselstjenester er omfattet af direktivet;

_ inkludere investeringsselskaber;

_ aendre definitionen paa "kriminel handling", saaledes at grundlaget for forbuddet mod hvidvaskning af penge ikke blot er ulovlig handel med narkotika, men ogsaa al organiseret kriminalitet og ulovlige handlinger, der beroerer De Europaeiske Faellesskabers finansielle interesser.

Ny artikel 2a

Med denne artikel goeres viften af aktiviteter og erhverv, der er omfattet af direktivforpligtelserne, bredere. I andre af direktivets bestemmelser henvises der til de kredit- og finansieringsinstitutter, der allerede er omfattet af 1991-teksten, med "institutterne", hvorimod der henvises til de nye juridiske eller fysiske personer, som direktivets anvendelsesomraade nu udvides til at omfatte, med "personer".

Artiklen opstiller den liste over involvering i transaktioner, som bringer notarer og andre faggrupper inden for de juridiske erhverv ind under direktivets anvendelsesomraade. Disse aktiviteter er hovedsagelig af finansiel eller selskabsretlig karakter.

Artikel 3 i 1991-teksten erstattes af en ny artikel 3, som igen omhandler kravene til kundeidentifikation.

Der er indfoejet en bestemmelse om transaktioner uden direkte kontakt, ligesom der henvises til de principper og procedurer, der er opstillet i bilaget.

Der fastlaegges en saerlig transaktionstaerskel for kasinokunder, der koeber spillejetoner.

Artikel 6 i 1991-teksten erstattes med en ny artikel 6, der igen omhandler pligten til at indberette mistanke om hvidvaskning af penge til myndighederne.

Pligten gaelder samtlige institutter og personer, der er omfattet af direktivet.

Medlemsstaterne faar mulighed for at tillade selvstaendige inden for de juridiske erhverv at indberette deres mistanke til advokatsamfundet eller andre erhvervssammenslutninger. Dette boer vaere en valgmulighed for medlemsstaterne, idet allerede mindst en medlemsstat forpligter visse advokater, naar de optraeder som finansielle mellemmaend, til at indberette mistanke paa samme vis som den finansielle sektor.

I henhold til forslaget skal saadanne faggrupper fritages fra indberetningspligten, naar de repraesenterer samme klient i en formel retssag. Raadgivning, der indhentes direkte eller indirekte med henblik paa at lette hvidvaskning af penge, kan ikke undtages fra indberetningspligten.

I artikel 12 indfoeres et samarbejde mellem de nationale myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge og med Kommissionen, i det omfang den har befoejelse hertil, i sager om svig eller bestikkelse, der skader De Europaeiske Faellesskabers finansielle interesser.

En ny artikel 2 fastlaegger, at Kommissionen skal foretage en saerlig undersoegelse af forskellige aspekter af det aendrede direktiv, herunder saerordningen for de juridiske erhverv og mulige virkninger af procedurerne for kundeidentifikation i elektronisk handel.

De resterende aendringsbestemmelser er af teknisk karakter med henblik paa at tilpasse teksten, saaledes at der kan henvises til de "personer", som anvendelsesomraadet nu skal omfatte.

Bilag: der tilfoejes et bilag, som opstiller de principper og procedurer, der er vedtaget i Kontaktudvalget vedroerende Hvidvaskning af Penge med hensyn til kundeidentifikation, naar der ikke er nogen direkte kontakt mellem kredit- eller finansieringsinstituttet og kunden.

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RAADETS DIREKTIV

om aendring af Raadets direktiv 91/308/EOEF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge

EUROPA-PARLAMENTET OG RAADET FOR DEN EUROPAEISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 47, stk. 2, foerste og tredje punktum, samt artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [9],

[9] EFT

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg [10],

[10] EFT

i henhold til fremgangsmaaden i traktatens artikel 251 [11], og

[11] EFT

ud fra foelgende betragtninger:

(1) Raadets direktiv 91/308/EOEF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (i det foelgende benaevnt "direktivet") blev vedtaget den 10. juni 1991 [12];

[12] EFT L 166 af 28.6.1991, s. 77.

(2) Kommissionen har i to rapporter til Europa-Parlamentet og Raadet i overensstemmelse med artikel 17 i direktivet aflagt beretning om gennemfoerelsen af direktivet og resultaterne i bekaempelsen af hvidvaskning af penge [13];

[13] KOM(95) 54 endelig udg. og KOM(1998) 401 endelig udg.

(3) i sine betaenkninger og beslutninger foranlediget af Kommissionens to rapporter opfordrede Europa-Parlamentet til en ajourfoering og udvidelse af direktivet fra 1991 [14];

[14] Dok. A4-0187/96 og EFT C 198 af 8.7.1996, s. 245; dok. A4-0093/99 og EFT C

(4) handlingsplanen om bekaempelse af organiseret kriminalitet udarbejdet af gruppen paa hoejt plan og godkendt paa Det Europaeiske Raads moede i Amsterdam den 16. og 17. juli 1997 opfordrer, navnlig i henstilling nr. 26, til en intensivering af bestraebelserne for at bekaempe hvidvaskning af penge [15];

[15] EFT C 251 af 15.8.1997, s. 1.

(5) det er hensigtsmaessigt, at direktivet som et af de vigtigste internationale instrumenter i bekaempelsen af hvidvaskning af penge ajourfoeres i traad med Kommissionens konklusioner og de oensker, som Europa-Parlamentet og medlemsstaterne har givet udtryk for; direktivet skal i denne henseende ikke blot afspejle bedste internationale praksis paa omraadet, men ogsaa fortsat saette en hoej standard for beskyttelsen af den finansielle sektor og andre saarbare erhverv over for de skadelige virkninger af udbytte hidroerende fra kriminalitet;

(6) GATS tillader medlemmerne at traeffe de foranstaltninger, som er noedvendige for at beskytte den offentlige moral, og traeffe foranstaltninger af forsigtighedshensyn, herunder for at sikre det finansielle systems stabilitet og integritet; saadanne foranstaltninger boer ikke indebaere restriktioner, der er mere vidtgaaende, end det er noedvendigt for at sikre disse maalsaetninger;

(7) det er ikke udtrykkeligt fastlagt i direktivet, til hvilken medlemsstats myndigheder filialer af kredit- og finansieringsinstitutter med hovedsaede i en anden medlemsstat skal indberette mistaenkelige transaktioner, ej heller hvilken medlemsstats myndigheder, der er ansvarlige for, at saadanne filialer overholder direktivets artikel 11;

(8) dette spoergsmaal er blevet droeftet i det Kontaktudvalg vedroerende Hvidvaskning af Penge, som blev nedsat i medfoer af artikel 13 i direktivet; myndighederne i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende, boer modtage saadanne indberetninger og udoeve ovennaevnte ansvar;

(9) denne ansvarsfordeling boer tydeligt fremgaa af direktivet gennem en aendring af den definition paa begreberne "kreditinstitut" og "finansieringsinstitut", der er indeholdt i direktivets artikel 1;

(10) Europa-Parlamentet har udtryk bekymring over, at erhverv som vekselererforretninger (‘bureaux de change’) og pengeoverfoerselstjenester (money remittance offices) er saarbare over for hvidvaskning af penge; saadanne erhverv burde allerede vaere omfattet af anvendelsesomraadet for direktivet; for at fjerne enhver tvivl paa omraadet boer det tydeligt bekraeftes i direktivet, at saadanne erhverv er omfattet;

(11) for at sikre den mest fuldstaendige daekning af den finansielle sektor som muligt, boer det ligeledes goeres klart, at direktivet finder anvendelse paa investeringsselskaber som defineret i Raadets direktiv 93/22/EOEF (investeringsservicedirektivet) [16];

[16] EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27.

(12) i henhold til direktivet er medlemsstaterne kun forpligtet til at bekaempe hvidvaskning af udbytte, der stammer fra narkotikaforbrydelser; der har i de seneste aar vaeret en tendens til at definere begrebet hvidvaskning af penge paa grundlag af en bredere vifte af forudgaaende eller underliggende lovovertraedelser, hvilket blandt andet afspejles i ajourfoeringen i 1996 af de 40 rekommandationer fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedroerende Hvidvaskning af Penge (FATF), som er det foerende internationale organ til bekaempelse af hvidvaskning af penge;

(13) en bredere vifte af praedikatforbrydelser fremmer indberetningen af mistaenkelige transaktioner og det internationale samarbejde paa omraadet; direktivet boer derfor ajourfoeres i denne henseende;

(14) i faelles aktion af 3. december 1998 vedtaget af Raadet paa grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europaeiske Union vedroerende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglaeggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold [17] enedes medlemsstaterne om at lade alle alvorlige lovovertraedelser, som defineret i den faelles aktion, vaere praedikatforbrydelser med det formaal at goere hvidvaskning af penge strafbart;

[17] EFT C 333 af 9.12.1998, s. 1.

(15) direktivet indeholder en raekke forpligtelser, navnlig om indberetning af mistaenkelige transaktioner; det vil vaere mere hensigtsmaessigt og i traad med filosofien bag den faelles aktion til bekaempelse af organiseret kriminalitet, at forbuddet mod hvidvaskning af penge under direktivet udvides til ikke blot at omfatte narkotikaforbrydelser, men alle former for organiseret kriminalitet samt svig, bestikkelse og andre ulovlige handlinger, der beroerer De Europaeiske Faellesskabers finansielle interesser som omhandlet i traktatens artikel 280;

(16) naar der er tale om saadanne tilfaelde af svig, bestikkelse eller andre ulovlige handlinger, boer medlemsstaternes myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge, og Kommissionen samarbejde indbyrdes og udveksle relevante oplysninger;

(17) Raadet vedtog den 21. december 1998 en Faelles aktion grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europaeiske Union om at goere det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europaeiske Unions medlemsstater [18]; denne faelles aktion afspejler en konsensus blandt medlemsstaterne om behovet for faelles tiltag paa omraadet;

[18] EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

(18) i de enkelte medlemsstater bliver mistaenkelige transaktioner i overensstemmelse med direktivet indberettet af den finansielle sektor, og navnlig af kreditinstitutterne; det kan konstateres, at den skaerpede kontrol i den finansielle sektor har foranlediget personer, der oensker at hvidvaske penge, til at soege andre metoder til at tilsloere oprindelsen af oekonomisk udbytte fra kriminelle handlinger;

(19) der er en tydelig tendens til oeget hvidvaskning af penge gennem ikke-finansielle forretninger; dette bekraeftes af FATF's undersoegelse af hvidvaskningsteknikker og -typologier;

(20) artikel 12 i direktivet giver allerede mulighed for at udvide de forpligtelser, der foelger af direktivet, til andre saarbare erhverv og virksomhedskategorier uden for den finansielle sektor;

(21) spoergsmaalet om saarbare ikke-finansielle aktiviteter er ved flere lejligheder blevet droeftet i Kontaktudvalget vedroerende Hvidvaskning af Penge;

(22) forpligtelserne under direktivet med hensyn til kundeidentifikation, opbevaring af dokumentation og indberetning af mistaenkelige transaktioner boer udvides til ogsaa at omfatte en begraenset raekke aktiviteter og erhverv, som har vist sig saarbare i forbindelse med hvidvaskning af penge;

(23) notarer og selvstaendige inden for de juridiske erhverv boer underlaegges direktivets bestemmelser, naar de udfoerer en begraenset raekke specifikke finansielle eller selskabsretlige transaktioner, hvor der er stoerst risiko for, at disse faggruppers ydelser misbruges til af hvidvaske udbytte fra ulovlig narkotikahandel eller organiseret kriminalitet;

(24) naar en selvstaendig advokat eller et advokatfirma repraesenterer en klient i retsager, vil det ikke vaere hensigtsmaessigt, at advokaten er underlagt en forpligtelse i henhold til direktivet om at indberette mistanke om hvidvaskning af penge;

(25) der henvises i direktivet til "de myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge", hvortil indberetningerne om mistaenkelige transaktioner skal foretages; naar det drejer sig om selvstaendige advokater, boer medlemsstaterne af hensyn til den erhvervsspecifikke tavshedspligt, som advokaten skylder klienten, have mulighed for at udnaevne advokatsamfundet eller andre erhvervssammenslutninger for advokater som den ansvarlige myndighed; reglerne om haandteringen af saadanne indberetninger og deres eventuelle videregivelse til politi- eller retsmyndighederne og mere generelt reglerne for samarbejdet mellem advokatsamfundet eller andre tilsvarende erhvervssammenslutninger og de saedvanlige myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge, boer fastlaegges af medlemsstaterne;

(26) der er en stigende tendens til at finansielle tjenesteydelser bestilles og ydes gennem medier (saasom post, telefon og via edb), som begraenser eller undgaar direkte kontakt mellem tjenesteyderen og koeberen; selv i saadanne tilfaelde skal direktivets regler om kundeidentifikation overholdes; Kontaktudvalget vedroerende Hvidvaskning af Penge har droeftet saadanne transaktioner uden direkte kontakt og er naaet til enighed om principper og procedurer, som boer gaelde for kundeidentifikation; disse principper og procedurer boer inkorporeres i direktivet i et bilag -

UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 91/308/EOEF foretages foelgende aendringer:

1) Artikel 1 affattes saaledes:

"Artikel 1

I dette direktiv forstaas ved:

A) 'kreditinstitut': et foretagende som defineret i artikel 1, foerste led, i Raadets direktiv 77/780/EOEF [19], samt en filial, som defineret i artikel 1, tredje led, i naevnte direktiv og beliggende i Faellesskabet, af et kreditinstitut, hvis hovedsaede er beliggende i eller uden for Faellesskabet

[19] EFT L 322 af 17.12.1977, s. 30.

B) 'finansieringsinstitut':

1) et foretagende, som ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedaktivitet er at foretage en eller flere af de forretninger, der er opfoert under punkt 2 til 12 og 14 paa listen i bilaget til direktiv 89/646/EOEF; dette omfatter erhverv som vekselererforretninger (‘bureaux de change’) og pengeoverfoerselstjenester (money transmission/remittance offices)

2) et forsikringsselskab, der er behoerigt godkendt i henhold til Raadets direktiv 79/267/EOEF [20], for saa vidt som det udfoerer aktiviteter, der omfattes af naevnte direktiv

[20] EFT L 63 af 13.3.1979, s. 1.

3) et investeringsselskab som defineret i artikel 1 i direktiv 93/22/EOEF,

Denne definition paa et finansieringsinstitut omfatter ogsaa filialer, der er beliggende i Faellesskabet, af finansieringsinstitutter, hvis hovedsaede er beliggende i eller uden for Faellesskabet

C) 'hvidvaskning af penge': nedenstaaende forsaetlige handlinger:

- konvertering eller overfoersel af formuegoder - vel vidende, at de hidroerer fra en kriminel handling eller fra medvirken i en saadan handling - med det formaal at fortie eller tilsloere formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjaelpe personer, som er involveret i en saadan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser heraf

- fortielse eller tilsloering af formuegodernes art, oprindelse, lokalisering, placering eller bevaegelser eller af den egentlige ejendomsret til disse formuegoder eller dertil knyttede rettigheder, vel vidende, at de hidroerer fra en kriminel handling eller fra medvirken i en saadan handling

- erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder, vel vidende ved modtagelsen af disse goder, at de hidroerer fra en kriminel handling eller fra medvirken i en saadan handling

- medvirken i en af de handlinger, som er naevnt under de foregaaende punkter, medvirken med henblik paa at begaa den naevnte handling, forsoeg paa at begaa den, det af hjaelpe, tilskynde eller raade nogen til at begaa den eller det at lette gennemfoerelsen heraf.

Den viden, hensigt eller tilskyndelse, som skal foreligge i forbindelse med handlingerne i dette led, kan fastslaas paa grundlag af objektive forhold.

Der foreligger hvidvaskning af penge, ogsaa selv om de handlinger, som har frembragt de formuegoder, der skal hvidvaskes, har fundet sted paa en anden medlemsstats eller et tredjelands omraade

D) 'formuegoder': aktiver af enhver art, hvad enten der er tale om fysiske eller ikke-fysiske genstande, loesoere eller fast ejendom, materielle eller immaterielle aktiver, samt retlige dokumenter eller instrumenter, der tjener som bevis for ejendomsret til saadanne aktiver eller dertil knyttede rettigheder

E) 'kriminel handling':

_ en lovovertraedelse som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i Wienerkonventionen [21]

[21] De Forenede Nationers konvention om bekaempelse af ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer vedtaget i Wien den 19. december 1998.

_ medvirken i handlinger med forbindelse til organiseret kriminalitet

_ svig, bestikkelse eller andre ulovlige handlinger, som er til skade for eller vil kunne skade De Europaeiske Faellesskabers finansielle interesser, og

_ enhver anden kriminel handling, der er defineret som saadan af den enkelte medlemsstat med henblik paa dette direktiv

F) 'kompetente myndigheder': de nationale myndigheder, som i henhold til en lov eller anden bestemmelse er bemyndiget til at foere tilsyn med de af direktivet omfattede institutter og personer.

2) Foelgende indsaettes som artikel 2a:

"Artikel 2a

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de forpligtelser, der foelger af naervaerende direktiv, kraeves opfyldt af foelgende institutter:

1) kreditinstitutter som defineret i artikel 1, litra A)

2) finansieringsinstitutter som defineret i artikel 1, litra B)

og af foelgende juridiske eller fysiske personer i udoevelsen af deres erhvervsaktiviteter:

3) eksterne regnskabskyndige og revisorer

4) ejendomsmaeglere

5) notarer og andre selvstaendige inden for de juridiske erhverv, naar de bistaar eller repraesenterer en klient i forbindelse med foelgende transaktioner:

a) koeb og salg af fast ejendom eller forretningsenheder

b) forvaltning af klienters penge, vaerdipapirer eller andre aktiver

c) aabning eller forvaltning af bank-, opsparings- eller vaerdipapirkonti

d) oprettelse, drift eller ledelse af selskaber, investeringsforeninger eller lignende strukturer

e) udfoerelse af anhver anden finansiel transaktion,

6) forhandlere af meget vaerdifulde varer, saa som aedelstene eller -metaller

7) pengetransportvirksomheder

8) kasinoindehavere og personer eller selskaber, der forestaar driften og/eller ledelsen af kasinoer."

3) Artikel 3 affattes saaledes:

"Artikel 3

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet omfattede institutter og personer kraever, at deres kunder legitimerer sig ved hjaelp af et retskraftigt dokument, naar der optages forretningsmaessig forbindelse med dem, for institutternes vedkommende, navnlig naar der aabnes en konto eller bankbog eller et depot.

2. Dette krav om legitimation gaelder ogsaa for enhver transaktion med andre kunder end dem, der er omhandlet i stk. 1, vedroerende et beloeb paa 15 000 EUR eller derover, hvad enten den udfoeres i en enkelt eller i flere operationer, hvis der synes at vaere indbyrdes forbindelse mellem dem. Hvis beloebet ikke kendes paa det tidspunkt, hvor transaktionen paabegyndes, skal det paagaeldende institut kraeve legitimation, saa snart det faar kendskab hertil og konstaterer, at taersklen er naaet.

Naar et institut optager forretningsmaessig forbindelse med eller paabegynder en transaktion med en kunde, som ikke fysisk er til stede med henblik paa at legitimere sig ("transaktioner uden direkte kontakt") finder de principper og procedurer, der er opstillet i bilaget, anvendelse.

3. Som undtagelse fra stk. 1 og 2 kraeves der ikke legitimation i forbindelse med forsikringsaftaler, der indgaas af forsikringsvirksomheder, som er godkendt i henhold til direktiv 79/267/EOEF, og hvis virksomhed er omfattet af naevnte direktiv, naar beloebet af den eller de periodiske praemier, der skal indbetales i loebet af et aar, er paa 1 000 EUR eller derunder, eller ved indbetaling af en engangspraemie paa 2 500 EUR eller derunder. Hvis den eller de periodiske praemier, der skal indbetales i loebet af et aar, forhoejes, saaledes at taersklen paa 1 000 EUR overstiges, skal der kraeves legitimation.

3a. Som undtagelse fra stk. 2 kraeves der legitimation for alle kasinokunder, der koeber eller bytter spillejetoner til en vaerdi af 1 000 EUR eller derover.

4. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimation ikke er obligatorisk for pensionsforsikringsaftaler, der indgaas i medfoer af en arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmaessige virksomhed, forudsat at disse aftaler ikke indeholder en tilbagekoebsklausul eller kan anvendes som sikkerhed for et laan.

5. Er der tvivl om, hvorvidt de i de foregaaende stykker naevnte kunder handler for egen regning, eller er der vished for, at de ikke handler for egen regning, skal de af direktivet omfattede institutter og personer traeffe rimelige foranstaltninger til at indhente oplysninger om den faktiske identitet af de personer, for hvis regning disse kunder handler.

6. De af direktivet omfattede institutter og personer skal kraeve denne legitimation, selv om transaktionsbeloebet er lavere end ovennaevnte taerskler, saa snart de har mistanke om hvidvaskning af penge.

7. De af direktivet omfattede institutter og personer er ikke underlagt legitimationskravene i denne artikel, hvis kunden er et kredit- eller et finansieringsinstitut, der er omfattet af dette direktiv.

8. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimationskravene vedroerende de transaktioner, der er omhandlet i stk. 3 og 4, er opfyldt, naar det konstateres, at transaktionsbeloebet skal debiteres en konto, der er aabnet i kundens navn i et kreditinstitut, der er omfattet af kravene i stk. 1."

4) I artikel 4 og 5 aendres ordene "kredit- og finansieringsinstitutter" til "de af direktivet omfattede institutter og personer".

5) Artikel 6 affattes saaledes:

"Artikel 6

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet omfattede personer og institutter samt medlemmer af disses ledelse og deres ansatte til fulde samarbejder med de myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelsen af hvidvaskning af penge:

a) ved paa eget initiativ at underrette disse myndigheder om ethvert forhold, som kunne vaere tegn paa hvidvaskning af penge

b) ved paa opfordring at give disse myndigheder alle noedvendige oplysninger i henhold til procedurerne i den relevante lovgivning.

2. De i stk. 1 naevnte oplysninger fremsendes til de myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelsen af hvidvaskning af penge i den medlemsstat, paa hvis omraade det institut eller den person, der fremsender oplysningerne, befinder sig. Fremsendelsen varetages normalt af den eller de personer, som er udpeget af institutterne eller personerne i henhold til procedurerne i artikel 11, nr. 1.

3. For saa vidt angaar selvstaendige inden for de juridiske erhverv som omhandlet i artikel 2a, nr. 5, kan medlemsstaterne udpege advokatsamfundet eller et andet hensigtsmaessigt selvregulerende organ for det paagaeldende erhverv som den ansvarlige myndighed som omhandlet i stk. 1 i denne artikel, og medlemsstaterne fastlaegger i saa fald reglerne for samarbejdet mellem disse og de saedvanlige myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende de forpligtelser, der foelger af stk. 1, paa selvstaendige inden for de juridiske erhverv, for saa vidt angaar de oplysninger, som de modtager fra en klient med henblik paa at repraesentere denne i en retssag. Denne undtagelse fra de forpligtelser, der er fastlagt i stk. 1, gaelder under ingen omstaendigheder tilfaelde, hvor der er grund til at antage, at der indhentes raadgivning med henblik paa at lette hvidvaskning af penge.

4. Oplysninger, der gives myndighederne i overensstemmelse med stk. 1, kan kun udnyttes i forbindelse med bekaempelse af hvidvaskning af penge. Dog kan medlemsstaterne bestemme, at disse oplysninger ogsaa kan anvendes til andre formaal."

6) Artikel 7 affattes saaledes:

"Artikel 7

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet omfattede institutter og personer afholder sig fra at udfoere en transaktion, som de ved har, eller som de mistaenker for at have forbindelse med hvidvaskning af penge, saa laenge de ikke har underrettet de i artikel 6 naevnte myndigheder herom. Disse myndigheder kan under betingelser, der fastsaettes i deres nationale forskrifter, give paalaeg om, at transaktionen ikke maa gennemfoeres. Saafremt der er mistanke om, at den paagaeldende transaktion vil kunne foere til hvidvaskning af penge, og det ikke er muligt at undlade at udfoere transaktionen, eller en saadan undladelse vil kunne forhindre retsforfoelgningen af de personer, der drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager de paagaeldende institutter og personer den fornoedne underretning af myndighederne umiddelbart derefter."

7) I artikel 8 aendres ordene "kredit- og finansieringsinstitutter" til "de af direktivet omfattede personer og institutter".

8) Artikel 9 affattes saaledes:

"Artikel 9

Det forhold, at en person eller et institut, der er omfattet af direktivet, eller en ansat eller et medlem af ledelsen i et saadant i god tro meddeler de myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelse af hvidvaskning af penge, de i artikel 6 og 7 naevnte oplysninger, betragtes ikke som brud paa den tavshedspligt, som gaelder i henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og paafoerer ikke personen eller instituttet, medlemmerne af dets ledelse eller dets ansatte nogen form for ansvar."

9) I artikel 10 aendres ordene "kredit- og finansieringsinstitutter" til "de af direktivet omfattede personer og institutter".

10) I artikel 11 aendres ordene "kredit- og finansieringsinstitutter" til "de af direktivet omfattede personer og institutter".

11) Artikel 12 affattes saaledes:

"Artikel 12

1. Medlemsstaterne drager omsorg for at udvide samtlige eller en del af dette direktivs bestemmelser til ud over de personer og institutter, der er naevnt i artikel 2a, at omfatte andre erhverv og kategorier af virksomheder, som udoever aktiviteter, der med stor sandsynlighed vil kunne udnyttes til hvidvaskning af penge."

2. I tilfaelde af svig, bestikkelse eller andre ulovlige handlinger, som er til skade for eller vil kunne skade De Europaeiske Faellesskabers finansielle interesser, skal de myndigheder, der er ansvarlige for bekaempelsen af hvidvaskning af penge som omhandlet i artikel 6, og Kommissionen, i det omfang den har befoejelse hertil, samarbejde indbyrdes med det formaal at forhindre og opspore hvidvaskning af penge. Til dette formaal udveksler de relevante oplysninger om mistaenkelige transaktioner. Oplysninger, der udveksles i saa henseende, er omfattet af tavshedspligt.

3. Naar selvstaendige juridiske erhverv er impliceret, kan medlemsstaterne undtage advokatsamfundet og selvregulerende organer for det paagaeldende erhverv fra forpligtelserne i medfoer af stk. 2.

Artikel 2

Tre aar efter vedtagelsen af dette direktiv foretager Kommissionen inden for rammerne af den rapport, der er omhandlet i artikel 17 i direktiv 91/308/EOEF, en saerlig undersoegelse af aspekter vedroerende saerbehandlingen af selvstaendige inden for de juridiske erhverv, kundeidentifikationen i transaktioner uden direkte kontakt og de mulige virkninger for elektronisk handel.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne saetter de noedvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2001.

2. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggoerelsen ledsages af en saadan henvisning. De naermere regler for henvisningen fastsaettes af medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Bruxelles, den

Paa Europa-Parlamentets vegne Paa Raadets vegne

Formand Formand

BILAG

KREDIT- OG FINANSIERINGSINSTITUTTERS IDENTIFIKATION AF KUNDER (FYSISKE PERSONER) I FINANSIELLE transaktionER UDEN DIREKTE KONTAKT

Inden for rammerne af direktivet boer foelgende principper finde anvendelse i identifikationsprocedurerne i forbindelse med finansielle transaktioner uden direkte kontakt med kunden:

i) Procedurerne boer sikre en passende identifikation af kunden.

ii) Disse procedurer gaelder, forudsat at der ikke er rimelig grund til at tro, at den direkte kontakt undgaas med det formaal at skjule kundens virkelige identitet, og der ikke er mistanke om hvidvaskning af penge.

iii) Procedurerne boer ikke gaelde for transaktioner, der indebaerer brug af kontanter.

iv) De interne kontrolprocedurer, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, i direktivet, boer tage saerlig hoejde for transaktioner uden direkte kontakt.

v) Naar det institut, der foretager transaktionen ("det kontraherende institut") som modpart har en kunde, kan identifikationen udfoeres ved hjaelp af foelgende procedurer:

a) Der foretages en direkte identifikation i den filial eller det repraesentationskontor af finansieringsinstituttet, der ligger naermest kunden.

b) Hvis identifikationen foregaar uden direkte kontakt med kunden:

kraeves en kopi af kundens officielle identitetspapirer (eller identitetspapirernes officielle nummer). Kundens adresse skal isaer kontrolleres, naar denne er anfoert paa identitetspapirer (f.eks. dokumenter vedroerende transaktionen, der skal sendes anbefalet med modtagelsesbevis til kundens adresse).

boer den foerste betaling i forbindelse med transaktionen foretages via en konto aabnet i kundens navn i et kreditinstitut beliggende i Den Europaeiske Union eller i Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade. Staterne kan tillade, at betalingerne foregaar via anerkendte kreditinstitutter, der er etableret i tredjelande, hvor der gaelder tilsvarende regler for bekaempelse af hvidvaskning.

Det kontraherende institut boer omhyggeligt kontrollere, at indehaveren af den konto, gennem hvilken betalingen foretages, er identisk med kunden som anfoert paa identifikationspapiret (eller konstateret ud fra identifikationsnummeret). I tilfaelde af tvivl herom boer det kontraherende institut kontakte det kreditinstitut, hvor kontoen er aabnet for at faa bekraeftet kontohaverens identitet. Bestaar der stadig tvivl, boer der anmodes om en attest fra kreditinstituttet, hvori kontohaverens identitet attesteres, og hvori det bekraeftes, at identifikationen er udfoert korrekt, og at oplysningerne er registreret i overensstemmelse med direktivet.

c) I tilfaelde af visse forsikringstransaktioner kan legitimationskravene frafaldes, naar betalingen "skal debiteres en konto, der er aabnet i kundens navn i et kreditinstitut, der er omfattet af direktivet" (artikel 3, stk. 8).

vi) Naar det kontraherende instituts modpart er et andet institut, der handler paa vegne af en kunde:

a) hvis modparten er etableret i Den Europaeiske Union eller i Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, behoever det kontraherende institut ikke at foretage identificering af kunden (direktivets artikel 3, stk. 7).

b) hvis modparten er hjemmehoerende uden for Den Europaeiske Union eller i Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, boer instituttet checke modpartens identitet (medmindre denne er velkendt) gennem et paalideligt kreditoplysningsregister. Skulle der opstaa tvivl i saa henseende boer instituttet soege at faa bekraeftet modpartens identitet gennem tredjelandets tilsynsmyndigheder. Instituttet boer ligeledes traeffe "rimelige foranstaltninger til at indhente oplysninger" om modpartens kunde (den faktiske ejer af transaktionsbeloebet) (direktivets artikel 3, stk. 5). Saadanne "rimelige foranstaltninger" kan raekke fra en simpel forespoergsel om kundens navn og adresse, naar landet anvender tilsvarende legitimationskrav, til en anmodning om en attest fra modparten, hvori det erklaeres, at kundens identitet er behoerigt fastslaaet og registreret, naar det paagaeldende land ikke anvender tilsvarende legitimationskrav.

vii) Ovennaevnte procedurer udelukker ikke brug af andre procedurer, som efter de kompetente myndigheders opfattelse giver tilsvarende sikkerhed for identifikation i finansielle transaktioner uden direkte kontakt.